Vælgermøde. I Aften Kl. 7 holder Kaptajnløjtnant J. E. Tuxen Møde med sine Vælgere i Prinsessegades Skolelokale. Den ærede Rigsdagsmand skiller sig altsaa for saa vidt fra de andre københavnske Rigsdagsmand, at han dog nedlader sig til at holde Møde med sine Vælgere og gøre dem Regnskab for, hvad der foregaaet paa Rigsdagen, men vi tvivler om, at hans Vælgere vil finde sig synderlig tilfredse med hans Virksomhed. Arbejderne vil navnlig ikke have glemt, at han ved det sidste Valg afgav forskellige Løfter om, hvor meget han vilde udrette for dem, men i Rigsdagstidenden foreligger Intet om, at han endogsaa blot har forsøgt at udrette Noget. Det vil derfor være af den højeste Interesse for de kristianshavnske Arbejdere at forvisse sig om, hvorledes de opfatter denne Færd, og vi haaber, at Arbejderne vil give talrigt Møde for at udtale deres Dom over deres Rigsdagsmands Virksomhed.
(Socialisten 18. juni 1873).
Til det af Folkethingsmanden for Kjøbenhavns 9de Valgkreds, Marinecapitain J. E. Tuxen, igaar Aftes Kl 7 i Prindsessegadens Skolelocale indvarslede Vælgermøde havde der indfundet sig 150 - 200 Deeltagere, hvoriblandt endeel Socialister. Efterat den paa Forslag af Capt. Tuxen valgte Dirigent, Skoleforstander Helms, havde opfordret Forsamlingens Medlemmer til at respectere hverandres Meninger og lade Enhver frit komme tilorde, uanseet om han hørte til Fleertallet eller Mindretallet, gav han Ordet til Hr. Tuxen, som fremhævede, at han havde indbudt til Mødet i Henhold til en ved Valghandlingen i Efteraaret til ham rettet Opfordring, og at han havde valgt en Tid, paa hvilken det ogsaa vilde være muligt for Arbeiderne at være tilstede. I et udførligt Foredrag dvælede han derefter ved den sidste Rigsdagssamling, der, som det efter Forholdene havde været at vente, væsentligt havde beskjæftiget sig med Partistridigheder. Havde det forenede Venstre viist Maadehold, vilde det have havt en betydelig Styrke, men det havde ladet det mangle herpaa, og derfor havde det ikke seiret, saaledes som det ellers kunde have gjort. I Skolesagen var Regieringen optraadt med større Styrke imod Oppositionen, end det var absolut fornødent, medens det vilde have været e heldig Basis for en Opløsning af Folkethinget, dersom Regjeringen havde ladet det forenede Venstre strax forkaste Skoleloven. De af dette Parti indbragte Lovforslag pegede bestemt hen paa, at det var et Landboparti, og at det ikke var det store Arbeiderspørgsmaal, der havde samlet det; der var tvertimod flere herhenhørende Spørgsmaal, der vare komne Folkethingets Majoritet ubelejligt. Venstre kunde have gjennemført de Spørgsmaal, hvorom dets Lovforslag dreiede sig, dersom det havde viist sig moderat, idet der fra Regjeringens Side, navnlig fra Cultusministerens, vistes Imødekommen, men Folkethingets Fleertal holdt skarpt paa sine Forslag i deres Heelhed. Særligt bebreieede Taleren Venstre de af det vedtagne motiverede Dagsordener, Adressen til Kongen samt Forsøget paa at nægte Finantsloven. Hvad angik det omtvistede Spørgsmaal om Regjeringens Ret til at udstede provisoriske Finantslove, var efter hans Anskuelse forsvarligt, om Regjeringen, naar Rigsdagen ikke var samlet, en kort Tid regerede med en af den udstedt midlertidig Bevillingslov, hvorimod Regjeringen ikke burde udstede en virkelig provisorisk Finantslov. Det var en Feil af Regjeringen, at den tog imod Finantsloven, saaledes som den var vedtagen af Folkethinget, der sikkert ikke vilde have forkastet Loven, hvis den var bleven sendt tilbage fra Landsthinget. Den Omstændighed, at Regjeringen udtog det enkelte Spørgsmaal om Bevillingen til et Pandserskib af Finantsloven og gjorde det til Gjenstand for et særligt Lovforslag, stødte mange Medlemmer, der ellers kunde have ønsket at støtte Regjeringen, bort, og det omtalte Lovforslag blev derfor forkastet.
Hvad angik Spørgsmaalet om en parlamentarisk Regjering havde Fordringen herom ingen Hjemmel i vor Forfatning, ialfald ikke i den Betydning, at Regjeringen skulde udgaae af Folkethingets Flertal, og Venstres Krav herpaa var et af disse umaadeholdne Forlangender, der vare farlige, idet det var fornødent, at de tre Faktorer i Lovgivningsmagten viste Maadehold, hvis vor frie Forfatning ikke skulde udsættes for Farer.
Taleren nævnede dernæst flere af de vigtigste i afvigte Samling behandlede Love og beklagede derunder, at man ikke var bleven færdig med Forsvarslovene. Særligt beklagede han dette for Flaadens Vedkommende, idet denne stærkt trængte til at udvikles, ligesom han fandt de af Regjeringen i denne Henseende stillede Krav billige, hvorimod han under Skibsbygningens og Artilleriets nuværende hurtige Udvikling ikke fandt det rigtigt, at Regjeringen havde opstillet en Flaadeplan for flere Aar. Heller ikke Planen for Kjøbenhavns Befæstning havde hans fulde Samstemning.
Hvad Arbeiderspørgsmaalet angik, havde det to Sider, nemlig Afhjælpningen af en øjeblikkelig Trang og det Formaal at hæve Arbeideren høiere op i Samfundet. Til det sidste Øiemed kunde Rigsdagen medvirke ved Love, men kun efterhaanden; hvad Trangen angik - der var større tidligere end nu - var det meget vanskeligt for Rigsdagen at blande sig i dens Afhjælpning, men han skulde gjøre opmærksom paa, at Finantsudvalget var gaaet i Spidsen med et godt Exempel ved, overalt hvor det var muligt, at skaffe Statens Arbeidere bedre Vilkaar.
Den politiske Situation var ikke hyggelig. Naar Rigsdagen atter kom sammen, vilde Folkethingets Fleertal, hvis der ikke forinden paa en eller anden Maade skete en Forandring, sandsynligviis gaae imod Regjeringen, paany styrket om ikke forstørret i Antal, og da vilde det neppe vare længe, inden der ville finde en Appel Sted til Vælgerne.
Sluttelig takkede Taleren Forsamlingen for den Opmærksomhed og Taushed, hvormed den havde hørt hans Foredrog. Efter Talen lød der Bravoraab, blandede med Hyssen, og et for Capitain Tuxen udbragt Leve, blev modtaget paa samme Maade.
Internationales Formand, Cigarmager Johnsen fik derefter Ordet og krævede Kirken adskilt fra Staten, Pension af Staten for Arbejderne ligesaa fuldt som for Embedsmændene. Valgret ogsaa for dem, der have nydt Fattigunderstøttelse m. v. Enhver burde have sit Ophold, saa at han kunde leve, enten han var Embedsmand eller ikke. Den nuværende Regjering skulde og maatte falde; derom kunde der ikke være to Meninger (Jo! - NU!); navnlig angreb han Regjeringen for de "berygtede" Arbeiderskemaka, hvorved man havde "nedsat Arbeiderne under Dyrene" ved at forlange Oplysninger om deres private Liv. Han opfordrede Tuxen til at udtale sig om disse Skemata.
Tuxen fandt, at de vare gaaede formeget i Details. og frygtede, navnlig efter den Maade, hvorpaa de sikkert ofte vare blevne udfyldte, at der ikke vilde komme noget stort Resultat ad af dem; men han havde Intet havt imod at bevilge en ringe Sum til Nedsættelsen af en Commission angaaende Arbejderforholdene. Efter Opfordring af Tandlæge Nielsen udtalte han sig korteligt om Møntloven, ved hvis Vedtagelse den sunde Fornuft lykkeligviis havde seiret, og om Fabrikloven, som han ansaae for en god Lov. Tandlæge Nielsen meente, at Fabrikloven vilde være af stor Betydning for Arbeiderbefolkningen. Dette benægtedes af Cigarmager Johnsen, som paastod, at den tillod Børns Arbeide i Fabriker, og erklærede, at den var "stillet paa Skruer", saa at den kunde bruges som man vilde det. Han klagede over, at hele Lovgivningen lagde et Tryk paa Arbeideren, og særligt over, at Grundlovens § 88 (om Forsamlingsfrihed) blev traadt under Fødder. Den lovgivende Magt burde virke den til, at Arbeideren fik et saadant Udbytte af sit Arbeide, at han kunde føre et ordentligt Liv (Modsigelser og Bifald); navnlig burde Arbeiderens Børn have samme Undervisning som den Riges, ligesom Staten endvidere burde støtte Oprettelsen af Productionsforeninger og give sit Arbeide directe til Arbeiderne istederfor til Entrepreneurer.
Cand. juris Hørup forsvarede det forenede Venstre imod Tuxen, og haabede, at Kjøbenhavn ikke længere vilde støtte sig til en "vissen og gusten reactionair Bevægelse". Typograph Løber, der modtoges med stærk Larm, paastod, at Hørup , da han ved de sidste Folkethingsvalg stillede sig i Frederikværk, først havde sluttet sig til det forenede Venstre efter forgjæves at have søgt Understøttelse hos to andre Fractioner, hvilket Hørup erklærede for Usandhed.
Tuxen imødegik Hørup og takkede sluttelig Deeltagerne, fordi de havde indfundet sig til Mødet. Efter at endnu Tandlæge Nielsen under endeel Larm havde udtalt Ønske om, at maa overfor alle de 39 Folkethingsmænd, der stemte imod Finantsloven, vilde følge det af Vælgere i Korsør overfor Redacteur Tauber givne Exempel, sluttedes Discussionen Kl. 8½ hvorpaa Dirigenten udbragte et med gjentagne Hurraraab besvaret Leve for Fædrelandet. Endeel af Forsamlingen udbrød i et Leve for det forenede Venstre og gik derpaa bort under Afsyngelsen af Socialistmarchen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld. Den originale artikel bestod af et afsnit)
Vælgermøde. Ved det af os i vort Gaarsnumer kortelig omtalte Vælgermøde, hvortil Kaptajn Tuxen, Folketingsmand for Københavns 9de Kreds, havde indbudt, blev Ordet først givet til denne, efterat Skoleforstander Helms var valgt til Dirigent. Hr. Tuxen begyndte med at give en meget detailleret Oversigt over den forløbne Rigsdagssession; han beklagede, at der ikke var udrettet mere, og Skylden herfor var de Partistridigheder, der havde fundet Sted og Venstres "Mangel paa Maadebold". Til Slutning udtalte han sin Glæde over, at Regeringen, som han gjorde ensbetydende med "den sunde Fornuft", og hvortil naturligvis den ærede Folketinqsmand selv hørte, endnu sad ved Roret, skønt han maatte indrømme, at den sandsynligvis næste Aar maatte gaa sin Vej. Skønt Hr Tuxens Kærlighed til den bestaaende Regering var meget fremtrædende, undlod han dog ikke at rette milde Bebrejdelser til den, navnlig fordi den havde antaget den af Folketingets Flertal vedtagne Finanslov. Cigarmager Johnsen interpellerede Folketingsmanden og spurgte ham navnlig om, hvorledes han stillede sig til de berygtede Arbejderskemaer, hvortil Hr. Tuxen gav det forunderlige Svar, at han var enig med Johnsen i, at de ikke duede, men at han paa den anden Side dog var villig til at give Penge til en Kommission, der skulde undersøge dem. Cigarmager Johnsen betegnede det Forunderlige i Hr. Tuxens Svar og fremhævede dernæst under en stor Del af Forsamlingens Bifald den undertrykte Stilling, hvori Arbejderne lever og bebrejdede stærkt en Folketingsmand for en saa talrig Arbejderkreds, som den Hr. Tuxen repræsenterede, at han ikke hele Sessionen havde gjort det Mindste for Arbejderne Da en Storborger fra Gulvet spurgte. hvad man da skulde gøre for disse Arbejdere, svarede Johnsen, man skulde give Arbejdernes Børn Adgang til den samme Undervisning som de Riges; man skulde give Arbejderne selv det fulde Udbytte af deres Arbejde; det var Statens Pligt at understøtte Produktionsforeninger og give selve t[]tens Arbejde til Arbejderne selv og ikke til en eller anden Arbejdskøber, for at han kunde høste Lønnen af det Arbejderne sled for. Kandidat Hørup imødegik paa det forenede Venstres Standpunkt stærkt Hr. Tuxen Han viste klart og tydeligt, at det var saa langt fra, at Venstre viste Mangel paa Maadehold, at det netop var Regeringen og dens lydige Tjenere i Højrepartiet og Hovedstadspressen, der viste denne Mangel; idet de ikke havde vanærende Ord nok, naar de betegnede Venstres Virksomhed, hvorimod de søgte at hæve sig selv op paa Piedestalen, og lod haant om de Røster, der højt og lydeligt udtaltes af Folkets Flertal. Han fremhævede, at Mistillidsadressen til Regeringen var et Skridt, der var hjemlet t Grundloven, og han viste det Utilbørlige i, at Folketingsmanden turde benævne et Skridt, der har sin grundlovsmæssige Hjemmel, og som talrige Adresser fra hele Landet havde vist at have fundet Sympati hos Folkets Flertal, som Noget, der tydede paa Mangel paa Maadehold. Det Svar, Regeringen havde givet paa denne Adresse, var derimod i høj Grad upassende, og det fortjente, at Folketingets Flertal havde nægtet en Regering, der gav et saadant Svar, Midler til at regere; han beklagede, at der her var indtruffet en Spaltning i Venstre, men var overbevist om, at næste Gang vilde man ikke vige tilbage for et saadant Skridt. Hr. Tuxen forsøgte paa at imødegaa disse Udtalelser; men den Bestemmelse af "maadeholdne" og "ikke-maadeholdne" Adresser, som Hr. Tuxen paa staaende Fod opfandt, syntes ikke rigtig at slaa an hos den Del af Forsamlingen, der sympatiserede med Hr. Tuxen, hvorimod den hos den anden Del kun fremkaldte Latter. De foregaaende Talere var af Forsamlingen bleven hørt med nogenlunde Ro; men da Hr. Løber og Hr. Tandlæge Nielsen nu troede, at Lejligheden var kommen for dem til ogsaa at give deres Besyv med i Laget, opstod der en saadan Larm, at Tandlæge Nielsens Ord slet ikke kunde høres, hvorimod det ved overvættes Anstrængelse fra Dirigentens Side lykkedes at skaffe Hr. Løber Lejlighed til at sige, at Kandidat Hørup, før han sluttede sig til Venstre, havde søgt andre Partier, Noget som Hr. Hørup imidlertid betegnede som fuldstændig Usandhed, hvorefter Cigarmager Nielsen tillod sig at spørge Løber om, hvordan hans Opførsel burde betegnes, da han først stillede sig imod Krigsminister Thomsen og dernæst anbefalede ham. Efter nogle faa Udtalelser fra Hr. Turens og Dirigentens Side sluttedes Mødet, og for dog at gøre Noget, udbragte Tandlægen et Leve for Fædrelandet, der efterfulgtes af et Leve for "det forenede Venstre", der blev modtaget med stærke Hurraraab.
(Socialisten 20. juni 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar