31 januar 2017

Et Par Ord i Anledning af Major R. Foghs Svar paa Jacob Behrends aabne Brev i Politivennen Nr. 1093.

I nr. 142 og 143 af Sandhedsfaklen har major v. Fogh ladet indføre et vidtløftigt svar på det åbne brev skrevet til ham af bogtrykker Jacob Behrend i Politivennen nr. 1093. Idet jeg ikke her skal indlade mig på nogen berigtigelse af dette svar, der indeholder højst fornærmelige udladelse mod mig og mit blad, hvorfor jeg agter at sagsøge majoren, vil jeg blot for dette blads læsere, fremsætte en sandfærdig fortælling om mit forhold i omhandlede sag.

Torsdag den 8. i denne måned henimod aften blev det omhandlede stykke tilsendt mig fra hr. Behrend med anmodning om dets optagelse i politivennen. Næste dags formiddag gik jeg til ham og frarådede ham at offentliggøre det, idet jeg betydede ham at det var en privat sag som kunne afgøres mellem ham og majoren. Men hr. Behrend indvendte mod dette at han ikke stod eller skøttede om at stå i nogen privat korrespondance med majoren, da han kendte ham som den mand der enten ikke ville give noget svar, eller i det mindste intet tilfredsstillende. At sagen selv ikke var så aldeles privat, som jeg mente da den var fortalt til flere personer at brevet ikke indeholdt nogen beskyldning mod major Fogh, men blot en forespørgsel om en sag, hvorom man kunne nære tvivl at det skulle offentliggøres, og hvis jeg nægtede at modtage det, ville han ikke anse mig for den upartiske redaktør som jeg i al den tid jeg havde udgivet Politivennen, almindeligvis havde haft ord for at være. Jeg kunne ikke modsige disse grunde, og modtog brevet til indrykkelse. Ikke som majoren siger for at vinde et bidrag mere til Politivennen eller krænke ham, men snarere for at give ham anledning til offentligt at modsige en fortælling der allerede verserede mellem flere, kunne ved uimodsagt at gå fra mund til mund vinde en skadelig publicitet for hans rygte, hvilket et privat svar til hr. Behrend ikke var i stand til at afværge.

Når majoren siger at jeg ulejligede mig hen til Jens Andersen for at anstille undersøgelse om sagen, da er han forkert underrettet. For hverken tiden tillod dette hvis bladet skulle udkomme, og jeg anså heller ikke sagens realitet at være mig vedkommende. Men dagen efter da bladet var udgivet, kom en agtet mand til mig og spurgte om jeg kendte den i samme omtalte familie og dens stilling, da han hvis den fandtes værdig, ville søge at skaffe den understøttelse. Jeg måtte da i overensstemmelse med sandheden give det svar at jeg aldeles ikke kendte familien eller kendte dens opholdssted, men at den ønskede underretning kunne fås hos bogtrykker Behrend. Ubekendt med hr. Behrend bad denne mand mig da ledsage sig, hvori jeg føjede ham. Hr. Behrend gav os da den underretning at familien havde fundet hus i Antonigade hvor vi også fandt den på et lille kvist- eller tagkammer der var uden kakkelovn, uden bord, stol sengested eller seng. Kun i en krog lå en pjalt omtrent dobbelt så stor som et lommetørklæde hvorpå konen, efter eget udsagn, søgte hvile om natten med det 3 år gamle barn mens manden og den voksne datter måtte ligge på det bare guld. Dybt rystet ved skuet af den på stedet herskende yderlige armod, meddelte vi familien en lille understøttelse og forlod den.

Dette er alt hvad jeg har foretaget i denne sag. Men havde jeg som hr. major Fogh siger, anstillet undersøgelse før jeg modtog den omhandlede artikel til Politivennen, burde jeg da have nægtet optagelsen? Eller måtte jeg ikke ved den have fundet endnu stærkere bevæggrund for offentliggørelse af en handlemåde som måtte misbilliges af enhver? Imidlertid har hr. major Fogh ikke alene i før nævnte svar tilladt sig fornærmende udtryk mod mig, men endog fulgt det eneste eksempel der er givet siden Trykkefrihedsforordnigen af 27. september 1799 emanerede ved at anklage mig som redaktør for at have optaget en annonce af navngiven forfatter der også siden har vedkendt sig samme. Om denne majorens handlemåde stemmer overens med det mådehold og den godmodighed han siger sig at vise mod sine fattige husbeboere, overlader jeg almenheden at bedømme, ligesom jeg roligt ser sagens retlige udfald i møde.

K. Kristensen

(Politivennen nr. 1096, Løverdagen, den 31de December 1836. Side 844-847) 


Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 1093, 10. December 1836. Side 799-801, K. Kristensen i Politivennen nr. 1096, 31. December 1836. Side 844-847 og i Politivennen nr. 10977. Januar 1837. Side 6-9.

Noget om Bordeller og offentlige Skøger.

Som bekendt dikterer vores love ikke ringe straffe for skørlevned og løsagtighed. Desuagtet er skøger et nødvendigt onde der må tåles og bliver tålt i enhver stor stad. Dog er det vist nok politiets pligt at gøre disse nymfer så uskadelige som muligt, dels ved at have strengt tilsyn med deres sundhedstilstand, dels ved at foreskrive dem sådanne regler at den offentlige ro ikke hele tiden forstyrres ved dem og de elendige subjekter der lader sig føde og klædes af disse ulykkelige, og som almindelig er bekendt under navnet skøge-sekretærer. Vores humane, brave og dristige politidirektør, hr. etatsråd, ridder og dannebrogsmand Bræstrup har indset disse sandheder og vist nok gjort alt for at gøre skøgerne så uskadelige som muligt, for man træffer dem ikke mere patruljerende hele natten med frækhed som før, ledsagede af deres sekundanter, at anholde de forbigående. Hvorimod man sjældent nu ser dem efter kl. 10 om aftenen. 

Dette er imidlertid ikke vores egentlige emne, men være kun sagt i forbigående. Som bekendt fandtes offentlige skøger næsten i enhver gade. Dog er de nu næsten forsvundet fra hovedgaderne. I det mindste sidder de ikke offentligt til skue. Dette har foranlediget os til at henlede politiets opmærksomhed på Store Regnegade, en gade der støder til en af Københavns smukkeste gader, Gothersgade. I denne fandtes før flere bordeller der nu er udryddet, på nær et i hvis stueetage offentlige skøger fra morgen til aften paraderer indenfor vinduerne. Da Store Regnegade ligeledes er en hovedgade hvorigennem stærk passage finder sted, mener vi at skamløsheden ikke der offentligt burde sættes til skue og mindst i en stueetage.

Vel tvivler vi ikke på at husejeren jo kan få større husleje af en der driver denne metier end af fredelige beboere. Men dette er desuagtet en skiden fordel, og den mand der anvender sin ejendom til et sådant brug, er ikke stort mere agtværdig end den der lever af disse ulykkeliges syndefulde levned, hvilke sædvanligvis ender deres løbebane i en straffeanstalt eller i et fattighus og således falder det offentlig til byrde. Da opsigelsesfristen er for hånden, håber vi at denne husejer sørger for at dette uvæsen udryddes af hans hus. Dette er ikke alene referentens, men samtlige gadens beboers ønske, for det er vist nok hårdt for den der har voksne døtre at se på at disse skulle være vidner til sådan usædelighed.

Da ejeren af nævnte hus ved at opfylde denne begæring ville vinde betydeligt i sine medborgeres og især gadens beboeres omdømme, håber man at han opfylder denne. Skulle han imidlertid vise sig stivsindet, indstilles til politiets modne overvejelse om ikke det nævnte bordel bør forbydes? Kunne derhos en foranstaltning træffes, at ingen offentlig skøge måtte sidde til skue, i det mindste ikke i hovedgaderne, ville meget være vundet for moralen.

(Politivennen nr. 1095, Løverdagen, den 24de December 1836. Side 825-827) 

30 januar 2017

Aabent Brev til Herr Major Fogh.

Min tjenestepige som tilbringer nætterne hos sine forældre og hvis kernesunde udseende mærkeligt tabte sig dag for dag, fortalte mig på min forespørgsel om grunden til denne forandring, under tårer, omtrent følgende:

"Mine forældre (arbejdsmand Jens Andersen og kone) som boede hos major Fogh i Borgergade, blev for nyligt af denne mand jaget ud for resterende husleje: 36 skilling (!!!) og majoren tilbageholdt til sikkerhed for sit tilgodehavende blandt andre ting flere stykker af deres få sengeklæder, så at de nu kun har så meget tilbage at min tre et halvt årige søster kan beskyttes af det mod nattens kulde. Mine forældre og jeg derimod må tilbringe natten enten siddende på en stol eller liggende på det bare gulv. Det værste for mig er at majoren i samme anledning har tilbageholdt alt mit tøj, nemlig en ny sort hvergarnskjole, en gammel brun merino ditto, en ny særk, et par sko, et forklæde og et halstørklæde. Så at jeg for ikke aldeles at forkomme af kulde, må tilbringe natten i mine klæder der på grund af det fugtige vejr ofte er gennemblødte."

I den anledning må jeg opfordre hr. majoren til offentligt at oplyse hvorvidt ovenstående piges fortælling grunder sig på sandhed eller usandhed. Er det første tilfældet, tilbyder jeg at betale de skyldige 36 skilling for den ulykkelige familie og finder det da passende at en sådan handling som er af mere tyrkisk end kristelig natur, bringes til offentlig kundskab. Er derimod det sidste tilfældet, skal pigen som da farer med usandhed, forlade sin kondition. Indtil lys er udbredt over denne sag, tilegner jeg mig efter vejviserens titulaturanvisning.

min højædle og velbyrdige herres
Jacob Behrend.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 799-801) 


Annonce for nr. 1088 i Adresseavisen, 4. november 1836.


Redacteurens Anmærkning


Artikelserie: Politivennen nr. 1093, 10. December 1836. Side 799-801, K. Kristensen i Politivennen nr. 1096, 31. December 1836. Side 844-847 og i Politivennen nr. 1097, 7. Januar 1837. Side 6-9.

Bogtrykker Jacob Behrend, Møntergade 43 optræder i Krak 1831. Der kan være tale om bogtrykker Carl Jacob Behrend (1803-46). I 1826 havde han opnået bogtrykker-privilegium. I 1831 måtte han af økonomiske årsager opgive. Derefter levede han af at skrive lejligedsdigte og gadeviser. Han er mest kendt som "maskinstormer" i protest mod hurtigpressen 1835. Her på bloggen for sin satiriske vejviser.

Major R. v. Fogh, Borgergade 165 (1859 Borgergade 79 - adressen eksisterer ikke længere) optræder ligeledes i Krak 1831. Han skrev i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 30. december 1836:
Major Kristensen, der saa villig optog Angrebet mod mig i "Politivennen" Nr. 1093, har derimod, mod hans gjentagen Løvte og efterat han havde havt mit Svar i 4 Dage, behaget at nægte Optagelsen af min Retfærdiggjørelse. Dette lader jeg blot vidne om hvad "Politivennen" og dens udgiver, egentligen ere, idet jeg herhos underretter om, at mit Svar nu allene er at læse i "Sandhedsfakleen" nr. 142 og 143.
R. v. Fogh
Foghs ven Krigsassessor H. J. Hald, Christianshavn, Prindsensgade 308. Exam. Juris og Fuldmægtig P. R. Hadsteen, Dronnings Tværgade 340. Han havde ellers indtil 1834 udgivet Politivennen. Men I Kjøbenhavnsposten 21. marts 1834 kunne man læse at Hald ønskede at starte sit eget blad:
Hr. Krigsassessor H. J. Hald, der som Bladredacteur er Almenheden bekjendt fra hans Redaction af Ugeskriftet "Politievennen", som han en Tidlang førte for dette Blads Udgiver, Hr. Major Kristensen, agter fra 1ste April d. A.at udgive et Blad paa sit eget Forlag. Annoncen derom lyder som følger: "I det Haab, at Almeenheden velvilligen vil understøtte mit Forehavende, agter jeg, fra førstkommende 1ste April, paa mit eget Forlag, at udgive et Blad efter samme Plan og af samme Indhold som "Politievennen" og "Raketten", saaledes som sidstnævnte Blad (med visse Modificationer) i sin Tid var. Hver Tirsdag tilbringes Abonnenterne 1½ Ark, smukt udstyrede saavel med Hensyn til Papiir som Tryk, for en fjerdingaarlig Betaling af 9 Mk., der erlægges i Løbet af den sidste Maaned i qvartalet. Bidrag, som egne sig fra Bladet, modtages med Erkjendtlighed paa min Bopæl - Magstræde No. 24, 2den Sal over Gaarden - hvor Subscription tillige modtages. - Da Barnet (Bladet) endnu ikke har været i Kirke, ja end ikke er hjemmedøbt, saa forbeholder jeg mig nærmere at opgive Navnet, hvorledes jeg bemærker, at enhver, der maatte ville levere Bidrag, eller subscribere, behageligst vil adressere sig til mig saaledes: "Til Redacteuren af det endnu udøbteBlad."
Og 8. maj 1834 kunne man læse om hans nye blad Sandhedsfaklen i Dagen:
Et nyt Ugeskrift begyndte 1ste April under Titel: "Sandhedsfaklen", af Krigsassessor H. J. Hald. Det har Mottoet efter Lichtenberg: "Det er umuligt, med en tændt Fakkel i sin Haand at gennemvandre en stor Folkemasse, uden hist og her at svide et Haar, eller vel endog en heel Bukkel." Udgiveren lover: "efter Evne at bestræbe sig for at vedligeholde en anstændig skjøndt frimodig Tone, og at fjerne det Gemene og Pøbelagtige." "Efter Fleres Raad og Tilskyndelse vil han af og til meddele Udtog af saadanne nye Anordninger, der gribe ind i det daglige Liv og de borgerlige Forhold, samt tillige opfriske saadanne ældre Lovbestemmelser, som dt maatte kunne interessere den danske Statsborger i Almindelighed og den kjøbenhavnske Borger i Særdeleshed at have nøie Kjendskab til, ligesom han og agter at meddele mærkelige Retsdomme, Kjendelser og deslige, alt for saavidt slige Meddelelser kunde tjene til at oplyse Lægmand om hans Pligter, Rettigheder og øvrige Forhold."
Sager om lejere kunne ifølge Kjøbenhavnsposten den 17. april 1834 udvikle sig ganske tragisk:
I Sundby-Øster paa Amager forefaldt i Tirsdags (Flyttedagen) en rædsom Begivenhed. En der boende fattig Skomager, der skulde flytte fra den Leilighed, han beboede, og, ude af Stand til at betale den skyldige Leie, ikke saae Udveie til at frelse sit ringe Bohave, fattede det fortvivlede Forsæt at tage sig og sine tre Børn af Dage, hvilket han iværksatte ved om Natten at anlægge Ild og indebrændte sig og Børnene. Ganske tidlig Tirsdag Morgen vakte et af Børnenes Skrig Opmærksomhed; man trængte ind i Huset, og fandt Faderen og de tvende af Børnene livløse. Det tredie Barn (efter Forlydende 7 Aar gl.) frelstes og blev bragt paa Hospitalet. 

29 januar 2017

Om unge Grantræers Ødelæggelse i Juletiden.

I de seneste år er det blevet en almindelig skik i juletiden at familier der har børn, anskaffer sig juletræer som behænges med lys og med småforæringer til børnene. For så vidt disse træer er forarbejdede af træ eller papir og således kan bruges i flere år, er denne skik vist nok uskyldig. Men bruges dertil toppe af grantræer eller små hele træer, er den helt sikkert skadelig. For det er utroligt hvilken mængde af sådanne toppe og træer der på den tid indføres i staden og hvoraf uden tvivl størstedelen er erhvervet på ulovlig måde, hvorover man hører hyppige klager på landet. Betænker man hvor lang tid der går inden et sådant træ når den størrelse at det kan afhugges toppen, eller oprykkes til nævnte brug og at denne træart som opvokser af sig selv i andre lande, på Sjælland må plantes og fredes samt at flere tusinde træer således ruineres alene på den lille ø, Sjælland, så må vel enhver ønske at denne skik eller uskik kunne afskaffes eller på nogen måde indskrænkes ved en eller anden foranstaltning. Lagdes der fx en høj accise på sådanne træer og toppe, eller når der ved indførelsen af samme gennem stadens porte blev afkrævet vedkommende fuldgyldig bevis for at det var deres lovlige ejendom, ville vist allerede meget være vundet ved det, og mange hundrede grantræer årligt spares for ødelæggelse.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 791-793) 


Redacteurens Anmærkning

Mens Politivennen ikke skrev meget om julen, var der andre som skrev noget. Et uheld med et juletræslys blev fx beskrevet i Den Kongelig privilegerede Viborger Samler, 7. januar 1829: 
Hos en Dame i Kbhvn. hændte Juleaften det Uheld, at et lille Voxlys faldt af Juletræet, medens Familien var i Spisestuen, og tændte Ild i det prægtige Brüsseler-Teppe. Da Lugten udbredte sig i Værelserne, opdagedes det just som Luen truede med at angribe Meublerne. Skaden vurderes til 500 Rbd.
Og i Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1832:

Det Store Julebord.

Hvor Byens Damer trække paa Parade,
Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned, 
(Det er det eneste, man om den veed)
I Kortheed sagt - paa Østergade,
Gik jeg i Aftes just min stille Gang;
Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;
Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,
Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.
En Frøken-Mø,Der løb i Frø,
Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,
I det hun også nippede til Theen.
Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;
Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.
Da til min Qvide
Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,
En lille Herre,
Der ogsaa gjorde Vind, desværre!
I samme Nu - (betænk det dog, min Læser!)
Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv Blæser.
Som Choribanter
Men Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,
Og før jeg kunde raabe dem et: stop!
De klemte mig, saa jeg gik op
I lige Linie igjennem Luften;
Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!
Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,
Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.
Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;
Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,
Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,
Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.
Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,
Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,
Og høit i Himlem sad de Engle smaae,
Og saae derpaa;
Thi see, det maatte de, men ikke røre,
Da Jordens Børn jo er' saa grumme skjøre!
Jeg saae da ogsaa på min Seilads,
Den hele brogede Julestads.
- Hist var to lærde Mænd i Klammerie,
Om Cicero har meent at quæ hvor han skrev qui,
Om han i sine Buxer brugte Spænde,
(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);
Der blev en blodig Kamp blanddt disse to Athlether.
Hist støbte man i Former smaae Poeter,
Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur,
Man lærte: "Kunst er mere end Natur."
- Her stod en Helgen af Gips og Kridt,
Af Øiet vendte han fromt det Hvide,
De kan os baade slaae og slagte;
Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,
Ei Aanden - men den vil jo Ingen see!
- Hist klippede tre - det var en Gru,
Et Rige, som var det et Kort, itu;
Den største af disse smaae Krabater,
Rask knækkede sine Tinsoldater,
Men altfor stærke var ham nogen,
Og derfor smed han dem hen i Krogen.
Guds Engle græd - jeg skjændte saa smaat,
Thi Legetøiet var dog for godt.
Det Syn mig slog - - jeg faldt da ned,
Og saa - ja intet meer jeg veed;
Ved Frihedsstøtten jeg stakkel laae,
Men over Danmark stod Himlen blaa.

Og starten på en anden i Kjøbenhavnsposten, 27. december 1832:
Kjøbenhavn den 27de December 1832. - Julen har iaar, som sædvanligt, bragt noget mere Aand og Liv i vor Hovedstads intet mindre end aandfulde og livlige Selskabelighed. Medens Conversationen almindeligere dreier sig om den Skjemt og Humor, der har rørt sig i enkelte af vore Klubbers og Selskabers Julefeste, i dramatiske Spil og Parodier, Farcer, Rundsange og Toaster, er den i de snævrere Cirkler ikke mindre travlt sysselsat med de forskjellige Familie-Lystigheder, Juletræer med og udenmaleriske Decorationer, Juleklapper (her nyindført efter vor Naboes gamle Skik), dramatiserede Ord, allegoriske Tableau'er etc., som de fleste Steder have afløst vore gamleJulelege. Vel holdes disse sidste endnnu hist og her i Hævd, deels af Folk, der stadigen følge det gamle Rituale, og, med en yngre Digter, sige:"Naar der ei meer er Udsigt til saa Meget som at hænge, Saa vil jeg ikke her for alle Verdens Penge!"deels af Reformere, der, uden at høre til de Radicale, holde fast ved Aanden, skjøndt ikke ved Bogstaven; men Tiden er dog ogsaa i denne Henseende paa nogle Aar skreden mægtigt fremad, og Julelystigheden, der i forrige Tider bevægede sig, som i en Cirkel, omkring den arvede Vedtægt, er nu ogsaa kommen under den vægelsindede Modes Herredømme. 

God og billig Bevertning samt Middagsspise paa Christianshavn.

I Politivennen har man nyligt ytret at Christianshavn med et folketal på 12.000 indbyggere savner et godt beværtningssted samt god og billig middagsmad for de dannede klasser. Et sådant er nu etableret i Overgade neden Vandet nr. 170, nær laboratoriet hvor en driftig mand bor som behandler sine gæster godt og hvor der tillige er billard, åben og lukket keglebane, et rummeligt og bekvemt, nyligt overalt istandsat lokale samt en smuk have med lysthuse.

Man tør således med sikkerhed anbefale dette beværtningssted for de dannede klasser, især for christianshavnerne og andre som besøger denne by, som har forretning der og kunne trænge til forfriskning.

En Christianshavner.

(Politivennen nr. 1092, Løverdagen, den 3die December 1836. Side 785-786) 


Redacteurens Anmærkning

Der hentydes til en artikel i Politivennen nr. 1084, 8. October 1836. Side 649-650

Naar kan St. Olai Kirke i Helsingør blive repareret?

Til at fremsætte offentligt det anførte spørgsmål mener indsenderen der kan være al grund når man ved både at kirken trænger til reparation og at denne genstand i et halvt års tid eller længere har været under korrespondance mellem autoriteterne. At holde kirkerne ved hævd og bygning som det hedder i lovsproget, at lade dem også i indretning og udseende forkynde deres høje bestemmelse, har altid været erkendt for de ansvarlige bestyrelsers strenge pligt, og at denne i nærværende tilfælde er aldeles tilsidesat, vil vi ingenlunde påstå. Men - kirken har væsentlige mangler, og det endog sådanne som man ikke burde udsætte at afhjælpe. Orgelet nærmer sig vitterlig mere og mere ubrugeligt, en del vinduer er vitterlig så utætte og ellers mangelfulde at nødvendigvis andre sættes i deres sted, gulvet i koret er på nogle steder sunket, osv. Jo mere besøgt St. Olai Kirke bliver, og det har den vel i umindelige tider ikke været i den grad som i det sidste år, jo mere føler man manglerne, og jo mere påtrængende bliver ønsket om at få disse afhjulpet og tillige andre forbedringer og forskønnelser udførte. Som kirkens indvortes nu er, med fremspringende, uregelmæssig anlagte pulpiturer, med ligedan byggede stole, der mangler al smag og passende sirlighed, har den et højst uhyggeligt og skummelt udseende der stikker mærkeligt af mod flere øvrige antikke og skønne prydelser. Også det kolde stengulv kunne man rimeligvis ønske afløst af et lunere bræddegulv. Et sådant ønske tror man endog stemmer overens med hvad kirkens bestyrelse har indbefattet i planen for dens reparation.


Nutidigt interiør fra Sct. Olai Kirke i Helsingør. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Dersom kirken var aldeles ubemidlet og man derfor havde vanskelighed med at finde udveje for nødvendige og nyttige forbedringer, da var de stedfundne langvarige forhandlinger derom vistnok mere end tilgivelige. For med at udføre arbejde på andres bekostning, eller med andre ord, derfor at beskatte sognet eller byen bør man for tiden hvor klager, begrundede som ubegrundede, over pålæg og byrder hører til dagens orden, være temmelig varsom. Men da det er en bekendt sag at St. Olai Kirke indtager i henseende til den økonomiske stilling en af de første pladser blandt stiftets kirker, og endog ejer henved 40.000 rbd. er vejen til penge vist ikke så særdeles vanskelig. Ved hjælp af kirkens obligationer må det dog høre til mulighederne at rejse pengelån, og da kirken hidtil har givet årlig overskud af større eller mindre betydning, da disse uden tvivl nu må øges ved den ophørte årlige afgift af 500 rbd. til Ringsted bys kirke og ved den betydelig i sidste år voksne stoleleje, så er tillige udsigt til at afbetale et sådant lån. - Man håber derfor at de mest påtrængende reparationer med det allerførste påbegyndes. For højst beklageligt ville det jo være hvis kirkebesøget som på så mærkelig måde er tiltaget siden hr. pastor Boye blev ansat ved kirken, skulle formindskes af ingen anden grund end fordi de noget svagelige må udsætte deres helse for meget i den ikke blot af kulde, men endnu mere af træk fra de utætte vinduer hjemsøgte kirke.

(Politivennen nr. 1092, Løverdagen, den 3die December 1836. Side 771-774) 

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.


___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 


På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Et Par Ord til Bestyrelsen for Borgerdydsskolen paa Christianshavn.

Denne skole er almindelig kendt for at have duelige lærere som anvender alvorlig flid for at meddele eleverne grundige kundskaber i de discipliner der foredrages i skolen. Dette er også grunden til at skolen selvom skolelønnen er 5 rigsbankdaler månedlig og dertil erlægges 3 mark kvartaliter for afbenyttelse af landkort, tegninger og forskrifter, så besøges den jævnligt af over 250 elever. Men uagtet man således har årsag til at være tilfreds, kan man derimod ikke undlade at ønske en forandring i skoletiden. Denne er nemlig bestemt fra kl. 9 morgen til halv fire eftermiddag, altså en tid af 7½ time hvori børnene skal være beskæftiget. Dog fragår heri for hver time et kvarter hvori børnene har frihed til at lege eller røre sig. Men herved tabes dagligt 1½ time fra undervisningen, og denne lider desuden ved så hyppig afbrydelse.

Men der gives endnu andre grunde hvorfor man må ønske en forandring i skoletiden, såsom at en stor del af elevernes forældre er i en borgerlig stilling der nøder dem til at holde middagsmåltid kl. 12 eller 1, og ikke kan udsætte dette til klokken henved 4. Disse børn får da maden kold eller hvor lejligheden gives, opvarmet hvorved den altid taber i godhed. Dette daglige tab har om det end må anses som en ubetydelighed for en enkelt gang, ikke nogen gavnlig indflydelse på børns velbefindende. Derved forvoldes også en ikke altid ringe ulejlighed i husholdningen. Dernæst lærer børnene ikke at anvende tiden på den rette måde da de fleste efter at have været den lange tid i skolen, tilbringer den øvrige tid af dagen og aftenen uden nyttig syssel. Her menes de fleste, eller de mindre børn. For de største der er bestemt til studier, forstår vel at nytte tiden hjemme for at nå de mål de har i sigte. 

Ville det ikke derfor være gavnligt om skoletiden bestemtes fra kl. 8 eller 9 formiddag og til kl. 12 eller 1, og om eftermiddagen fra kl. 1 eller 2 til kl. 4 eller 5 ligesom i de fleste institutter og skoler i København? Så vidt vides lønnes flertallet af skolens lærere timevis, og den omtale forandring vil altså ikke medføre forøgede udgifter, men selv om dette blev tilfældet, bør sådant efter hvad ovenfor er sagt, ikke være nogen hindring for dens indførelse, hvis den som vi mener måtte anses gavnlig for børnene.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 727-729) 


Redacteurens Anmærkning

Borgerdydsskolen var oprettet ca. 1787 og lå på Politivennens tid i Lille Torvegade ifølge Stadsarkivet, ifølge Den Store Danske i Strandgade. Skolen har siden ligget forskellige steder rundt i byen med forskellige navne, siden 1934 Amagerbro Skole.

I Kjøbenhavnsposten 12. oktober 1836 var nogenlunde på samme tid en annonce fra grundlæggeren af Krebs' Skole:
Undertegnede agte, ved en dertil passende Foranstaltning at ordne en forberedende Underviisning for Børn i en Alder mellem 8 og 11 eller 12 Aar, der ere bestemte til senere at indtræde i en af Skolernes nederste studerende Classer. 
Denne Underviisning, der tildeels, saavidt vor Embedssttilling tillader det, vil blev meddeelt af os selv, og iøvrigt ledet under vort Tilsyn og Ansvar, ville 5 Timer daglig, nemlig fra Kl. 9 til 2 blive anvendte. Underviisningen vil, saafremt et tilstrækkeligt Antal af Disciple forinden anmeldes, tage sin begyndelse i den sidste Halvdeel af October Maaned. Det maaneedlige Honorar fastsættes til 5 Rbd. Sedler. Med Anmedelser desangaaeende vilde man behage at henvende sig, om Middagen imellem Kl. 1 og 3, til Førstnævnte af Undertegnede boende i Farvegaden Nr. 130, 1ste Sal.
B. Borgen. Overlærer ved Metropolitanskolen. C. P. J. Krebs. Cand Philos. og Inspecteur ved Metropolitanskolen.
I Kjøbenhavnsposten 14. april 1842 antydedes nepotisme i ansættelsen af nye lærere på Nørrebro:
Ved at omtale den saakaldte Magistratsskole paa Blegdammen, hvis Lærer for kort Tid siden ved Døden er afgaaet, har "Fædrelandet" nylig gjort opmærksom paa, hvorledes denne Skole er af Magistraten sat under Trinitatis-Sogns Præsters Curatel, saa at disse Præster indstille Candidater til den vacante Lærerpost, hvorefter Magistraten træffer Valget. Indtægterne ved denne Skole ere meget betydelige, og der vil sandsynligviis blive mange Concurrenter; men et Spørgsmaal er det om synderlig trøstelige Udsigter aabne sig for disse derved, at Indstillingen er nedlagt i hine 2 Præsters Hænder. Som Medlem af Sognets Skolecommission indstillede nemlig den ene af dem for nogle Aar tilbage en Broder til en offentlig Lærerpost der i Sognet; samme Broder havde non contemn. til Attestats; men denne Indstilling blev tilbageviist af Directionen for Borger- og Almueskoler. Broderen tog 3die Gang Examen, fik Haud., og erholdt det han søgte i Trinitatis Sogn; mangen ældre og dygtigere Candidat turde vel være forbigaaet herved. Naar man nu veed at samme Præst har en Svoger, som kom hertil for faa Aar tilbage, var kun ung Candidat, men strax fik en Aftenskole der i Sognet og ikke længe derefter en Dagskole, saa er der vel al sandsynlighed for, at denne samme Svoger turde komme særlig i Betragtning, da det jo ved slige Lejligheder ofte nok endnu gjøres gjeldende "at man dog ikke kan fortænke nogen i, at han sørger for sin Familie". Vi kunne derfor ikke andet end ønske, at Magistraten vil følge den i "Fædrelandet" fremsatte Opfordring, ved at bekjendtgjøre den omtalte Lærerpost ved Skolen paa Blegdammen som vacant, og derved aabne en almindelig Concurrence begrundet paa attesteret Duelighed og Anciennitet.
En af spillerne på skoleområdet var Asylskole-Selskabet. En "lærer ved Asylskolen" kommenterede i Kjøbenhavnsposten den 17. januar 1843 beretningens bemærkning om "at forskaffe Drengene i Asylskolen Leilighed og Anviisning til at bruge deres Hænder saaledes, at den for dem Alle saa nødvendige Haandfærdighed derved kan udvikles og opnaaes" (i uddrag):
Medens overhoved den Forsorg for Børnenes Fremtid, der har foranlediget og udtales i Bestyrelsens ovenfor fremsatte Ønske, fortjener billig Paaskjønnelse, saa synes det dog, at de ærede Bestyrere ikke have sat sig ret ind i Børnenes Forhold til Skolen og i disses private huuslige Forhold. Da man vel neppe agter at indlægge denne Haandgjernings-Underviisning i den sædvanlige Underviisningstid, vil man ved denne nye Indretning atter indføre en Eftermiddagsskole, der let igjen kunde medføre de Misligheder, som fremgaae af Skoleforsømmelser, hvilke man søgte at raade Bod paa ved forrige Aar at indføre samlet Skolegang. Fremdeles synes ogsaa det at maatte komme i Betragtning, at da Asylskolens Drenge ere Børn af fattige Forældre, der for en stor Deel ere Haandværkere, vil det altid forblive usikkert om disse ville kunne afsee deres Børn, naar de have Tid og Kræfter til at gaae dem tilhaande i deres Sysler, og at dette er Tilfældet, er Enhver bekjendt, der har underviist i Almueskoler, hvor Læreren hyppigt anmodes af Forældrene om Tilladelse til at benytte Børnene i selve Skoletiden; heraf troer Inds. ogsaa at turde slutte, at Børnene ikke ere saa ganske uden den Øvelse, som det er Bestyrelsens Agt at forskaffe dem.  
Dersom det altsaa skulde være den ærede Bestyrelses Plan, at anvende en Capital (f. Ex. 200 Rbd.) for i Lighed med Fremgang i Hds. Maj. Dronningens Asylskole at forskaffe Asylskolens Drenge Adgang til Industri-Skolen nogle Timer dagligt eller ugentligt, da maa Inds. ansee dette for en altfor stor Depense i Forhold til Selskabets Formue og altfor meget i Forhold til, hvad der egenlig vil blive udrettet for Børnene ved denne Udgift. Thi efter hvad vi ovenfor have yttret, vil det jo være uvist, hvorvidt Forældrene, hvis Stemning man for denne Sag, saavidt vides, endnu ei har prøvet, ikke have andet Brug for deres Børns Fritid til at gaae dem til Haande i deres Arbeide, eller hvorvidt de maatte ansee det for overeensstemmende med deres oekonomiske Tarv, at de atter om Eftermiddagen skulle sendes i Skole. (Saaledes erindrer Inds. et Tilfælde, hvor en Lærer tilbød at give en Dreng Underviisning udenfor Skoletiden, hvilket Moderen frabad sig af den Grund at han derved vilde slide saa meget mere Fodtøi).
Bestyrelsen svarede ikke, men i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1843 svarede en anonym skribent. Vedkommende undrede sig over at læreren havde fremført sin kritik offentligt, mente ikke at det var nødvendigt at spørge forældrene, at de små håndværkeres børn ikke lærte noget derhjemme. Læreren svarede igen den 1. februar 1843, og bragte ikke afgørende nye oplysninger i dagen,

28 januar 2017

Paradis i store Kongensgade, og Gud alene Æren, i Nyhavn.

Når vores forfædre rejste huse, var det ikke sjældent at de i ærværdig fromhed prydede disse med et sindbillede eller med et sprog af den hellige skrift. Herved havde de til hensigt at vække og vedligeholde religiøse følelser såvel hos husets beboere som hos andre, ligesom vel også sådant skulle tjene til at give stedet et særkende på en tid da mangel på husnumre gjorde dette nødvendigt. Men ikke sjældent blev sådanne bygninger i tidernes løb anvendt til et ganske afvigende brug i forhold til deres første bestemmelse, og man havde ikke altid den opmærksomhed ved sådan lejlighed at borttage de nu unødvendige, ja endog når de findes på brændevinsboder og til veneris tjeneste indviede templer, forargelse vækkende emblemer eller indskrifter. 

Således findes i Store Kongensgade over en brændevinsbrænders udskænkningssted en afbildning af paradis med dertil hørende figurer in puris naturalibus og huset nr. 15 i Nyhavn har den indskrift Gud alene æren. Begge de her eksempelvis nævnte steder synes os passende på denne tid at burde undergå en forandring i den her omtalte henseende og det forekommer os at de hvis man skulle ønske at beholde egennavne for dem kunne med hensyn til deres nutidige anvendelse ret passende gives navnet den forbudne frugt.

(Politivennen nr. 1088, Løverdagen, den 5te November 1836. Side 712-713) 

Nyhavn 29. Jeg har ikke kunnet finde den omtalte indskrift "Gud alene æren". Men der er stadig "udskænkningssted". Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.


Redacteurens Anmærkning

Nyhavn 15 er nutidens nr. 29. Huset er fra 1683. Så måske findes indskriften der stadigvæk. I følge Kjøbenhavnsposten fra 28. august 1839 var det her asfaltbelægning for første gang blev lagt i Danmark. Owens Gård lå i daværende nr. 248, nuværende nr. 68 (1740 og ombygget 1882):
Grosserer Owens Forsøg med Asphalt-Brolægning udenfor hans Gaard i Store Kongensgade danner en glimrende Oase i det stenede Arabien, som Fodgjængere i denne Gade maae færdes igjennem. Det er unegteligt, at dette Experiment er udført paa en Maade, som er i høi Grad beregnet paa at sætte Asphalt-Brolægningen i Credit; ovenpaa et Underlag af Muursteen, som i sig selv vilde være en meget god Brolægning (skjøndt mindre varig end denne) er anbragt et Lag af Asphalt, hvori der er strøet hvidt Sand og dette Lag er deelt i aflange Fiirkante, som giver Fortoget et Udseende liig de brede Fliser, som bruges til de engelske Fortoge. Det forekommer os, at det eneste her muligt kunde indvendes mod dette Experiment er, at det er noget for kostbart; vi havde helst ønsket at see Forsøget gjort med et mindre kostbart Underlag, end Muursteen. Ønskeligt var det om Nogen nu ligeledes vilde gjøre et eller andet Forsøg med Trøbrolægning, der allerede er almindelig indført i flere store amerikanske Stæder og navnlig i Philadelphia.
Artiklen blev fulgt op den 5. november 1839 i Kjøbenhavnsposten. 

27 januar 2017

Ønske, om Dandseboder i Almindelighed, og om den i Dronningens-Tvergade afbrændte i Særdeleshed.

Blandt alle de offentlige forlystelsessteder en stor stad frembyder, er der intet mere afskyeligt, intet mere farligt for begge køns moral end offentlige danseboder. Man vil ikke engang tale om hvor forstyrrende den herskende tummel, musik og spektakler på dem er for de omkringboendes nattero. Men hvor mange piger er ikke ved at besøge sådanne institutter sunket så dybt at hun er blevet en skændsel for sit køn? Hvor mange unge mennesker er der ikke som har tabt formue, lyst til arbejde og ved indgåede uværdige forbindelser, deres timelige lykke *). Ja hvor mange forbrydere forbander ikke den første gang da han satte sin fod på en dansebod hvor han forført til udyd henfaldt til laster der omsider bragte ham i livsvarigt fængsel. Enhver retsindet og veltænkende borger må derfor ønske at disse forlystelser som nedbryder al moral, efterhånden måtte indskrænkes og at øvrigheden så sjældent som muligt vil give tilladelse til fremtidige anlæg af samme. 

Indsenderen heraf kom til at tænke over dette emne ved at erfare at den gård hvori den nedbrændte dansebod i Dronningens Tværgade var, vil blive opført og er solgt således at man kan vente denne såkaldte salon opstå forherliget af sin aske. Men han har det håb at om end vores humane øvrighed ikke vil nægte ejeren af privilegiet til at holde dans at afbenytte sin ret, dog ikke vil tillade at en dansebod eller dansesalon opføres på det sted hvor den gamle stod. For stedet er så afsides beliggende at hverken gadens vægter eller politiet kan føre nogen kontrol med samme. Endvidere kan ved opstået klammeri eller slagsmål skamslås og lemlæstes et menneske uden at nogen kunne høre hans råb om hjælp eller komme ham til undsætning. Og endelig da stedet flere gange før har været truet af ilden, er det vel ikke urimeligt om man faldt på den tanke at sådant kunne være bevirket af misundelse, had eller hævnlyst, og at derfor de omkringboende, hvis bindingsværksgavle ud til dette sted, bestandigt må svæve i frygt for en da capo, der kunne have deres ejendom, ja deres livs forlis til følge. 

Har man at vælge mellem to onder, bør man vælge det mindste. Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden. For hvor store ubehageligheder det end vil føre med sig, så er disse dog kun at anse for som ubetydeligheder mod nys nævnte onder. Men vist nok var det bedre om sådan rettighed bortfaldt, enten ved dødsfald eller som her er tilfældet ved ildebrand eller når ejeren ikke selv ville eller kunne benytte samme.

*) I Elmquists Læsefrugter for juli 1829 findes, under titel af "Selvopofrelse" en original fortælling om en ung student fra Jylland der på Kretschmers dansebod gjorde bekendtskab med en almindelig skøge, ægtede hende, men siden af fortvivlelse over hendes skændige opførsel endte sit liv ved et pistolskud. I denne fortælling som er mere end roman, nævnes adskillige vel bekendte personer ved deres virkelige navn. Den formentlige forfatter af samme er for nærværende tid præst i Sjælland og var for henved et decennium siden en meget yndet prædikant i hovedstaden.

(Politivennen nr. 1087, Løverdagen, den 29de October 1836. Side 697-700) 


"Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden." (Området hvor danseboden er totalt udslettet, men for at give et indtryk af hvordan der måske kunne have været, her et billede fra Dronningens Tværgade 9. Eget foto, 2016.)


Redacteurens Anmærkning

A. F. Elmquist (1788-1868) udgav 66 bind "Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark" 1818-1840. Udover oversættelser, stof, bl.a. af H. C. Andersen, B. S. Ingemann og især St. St. Blicher (bl.a. Af en Landsbydegs Dagbog). 

I Krak 1828 anføres F. Kretschmer, organist og Chr. Fr. Kretschmer, kgl. Capelmusikus. Men mon ikke det er værtshusholder J. Kretschmer, Dronningens Tværgade 335 der er tale om? Denne matrikel blev 1812 delt i 335 A (fra 1859 nr. 55, og fra 1943 indbefattet i 648, nutidens Christiansgården, Dronningens Tværgade 37-45), 335 B (1812 sammenlagt med 396) og 335 C (1812 sammenlagt med 395, nutidens Adelgade 15-19). Området er blevet kraftigt saneret, og intet er tilbage fra dansebodens tid.

26 januar 2017

Bemærkning paa en Spadseretour.

Da jeg en af disse dage passerede volden, bemærkede jeg en stor mængde af forskellige slags, såsom halve mursten og brokker, grus, forkullet ved og tøndestaver, udbrændt stenkul og sammenbrændt malt osv. formodentlig fra sidste ildebrand. Det lå i bastionen lige for Gothersgade og i den lige for enden af Nørregade, hvor nogle slaver var beskæftiget med at harpe og sortere samme. På forespørgsel blev jeg underrettet om at den finere del af disse sager skulle tjene til voldgangens belægning og den grovere del bortkøres til opfyldning på glaciserne eller andetsteds, hvor sådant var fornødent. 

Jeg vil ikke indlade mig på at bedømme om volden efter den reparation den fik forrige år nu er i en sådan tilstand at den trænger til udbedring. Men jeg mener at man vel ikke kunne have valgt dårligere materiale til det. For når kullene og maltet trædes i stykker, vil det i regnvejr afgive et sort pludder og i sommerens dage forårsage et støv der må være til stor ulempe, ikke alene for de familier der har bolig på volden, men for enhver der passerer samme især til hest eller til vogns. Da der bygges på flere steder her i byen, er der vist næppe mangel på murgrus. Og så vidt jeg erindrer, tilbydes noget i denne uge i Adresseavisen, ja endog frit tilkørt. 

Jeg mener også at man ikke har tænkt på økonomien ved først at køre denne store masse op på volden, og siden transportere den største del af samme til andre steder. Det er besynderligt at man ikke til voldens udbedring har betjent sig af strandgrus, da erfaring har lært at dette materiale holder både en vej tør og giver den varighed. Nyborgs og Fredericias befæstningers volde såvel som adskillige veje og stier udenfor staden er belagt med strandgrus, og de er også straks tørre endog efter et par dages vedholdende regn. Strandgrus må heller ikke være vanskeligt at få i en stad der på flere sider er omgivet af strand. Og vil man spare udgifter for kørsel, kunne det jo besørges optaget og transporteret af slaver, hvoraf vi allerede har alt for mange, og desværre kan vente flere. Deres underhold koster staten betydeligt, og hvad er da mere rimeligt end at de beskæftiges på enhver måde, hvorved staten kan spare andre udgifter.

De, hr. Udgiver, og flere ville vel synes at denne ide er noget barok. Men det er den aldeles ikke. Har De set vores slaver trække blokvogne med jernankre, sten eller andre svære masser, så vil De vel ikke studse ved at se dem trække en vogn med strandgrus. Meget kan udrettes ved menneskekraft. Egypternes pyramider og romernes beundrede akvædukter er frugter af slavers arbejde, og disse slaver var ikke livstidsforbrydere, kun krigsfanger.
Dog, jeg bliver Dem vel for vidtløftig, må derfor afbryde, men sender en prøve af det sammenbrændte malt som De vil finde lader sig trykke til støv ved en ringe berøring og altså er meget skikket til at forårsage den ulempe som er omtalt ovenfor.


Deres D. C.

(Politivennen nr. 1086, Løverdagen, den 22de October 1836. Side 687-689) 

Den omtalte Adresseavisen (populært navn for Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger) udkom hver dag med alskens nyheder. En gennemlæsning af nogle tilfældige numre giver et godt indtryk af dagligdagen i datidens København. Pga omfanget af bladet er det ikke lykkedes at lokalisere den omtalte annonce for salg af murgrus.

Underligheder.

Da det er forbudt at drive alle slags næringsbrug under mulkt om søndagen under gudstjenesten og det militære kommanderes til at overvære denne, var det underligt at se det sjællandske lansener regiment foretage eksercitsøvelser søndag formiddag den 2. oktober under gudstjenesten, idet man var uvidende om at eksercerøvelser ikke hører under de handlinger som lovbuddet forbyder at foretage om søn- og helligdage, eller om noget senere lovbud tillader samme, til forargelse for fromme sjæle.  

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 651) 

25 januar 2017

En Væsentlig Mangel paa Christianshavn.

Det er virkelig forunderligt at Christianshavn som tæller et ikke ringe antal indbyggere og er forsynet med 1 apotek, 3 vinkældre, 1 konditor og en stor mængde værtshuse, ikke ejer en restauration eller et spisehus hvorfra ugifte personer eller familier der ikke fører husholdning, kan få middagsmad. På Christianshavn opholder sig som bekendt mange personer såvel af den militære som af den civile stand der ikke har lejlighed til at føre husholdning. Og disse må nu for at tilfredsstille mavens fordringer, dagligt ofte i dårligt vejr og dårligt føre enten gå den lange vej ind til hovedstaden eller lade hente mad derfra. Det sidste har foruden at det falder bekosteligt, også til følge at de får maden kold. Blev der etableret et ordentligt spisehus hvorfra man også kunne lade maden hente, ville det være meget kærkomment for mange. Og en familie ville derved kunne have et godt udkomme. Mest belejligt synes Brogade til anlæg af en sådan spiseanstalt da den tillige ville blive besøgt af de skibsførere og købmænd fra provinserne hvis skibe ligger langs Børsen og ved Nybørs eftersom disse ikke nu som før kan få varm middagsmad hos værtshusholderne i nærheden.

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 649-650) 

Redacteurens Anmærkning

En artikel i 1092, 3. december beretter at der nu kan få middagsspise.


"Det er virkelig forunderligt at Christianshavn ikke ejer en restauration eller et spisehus." (Dronningensgade på Christianshavn, 2015. Eget foto.)


Redacteurens Anmærkning

Overgaden neden Vandet 170/Lille Sofiegade 170 blev i 1852 sammenlagt 171. Siden 1859 har adressen heddet Lille Sofiegade 2/Overgaden neden Vandet 5. Efter at Store Sofiegade forsvandt i 1868 har gaden bare heddet Sofiegade. Den nuværende hjørneejendom er fra 1882. Og restaurantslokalet er altså uigenkaldeligt forsvundet.

24 januar 2017

Til Vandvæsenet, Politiet og Brændeviinsbrænderen paa Hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet.

"Jeg kom da tids nok til at bo på Kultorvet"

Således sagde en god ven på hvis pande fortrædelighed og ærgrelse stod tydeligt malet ved min indtrædelse forleden hos ham.


Da jeg kendte ham og vidste at han var af et sangvinsk-kolerisk temperament, tog jeg roligt sæde i sofaen, stoppede en pibe og bad ham fortælle alle sine lidelser idet jeg håbede at de under fortællingen skulle opløse sig i intet.


Hans tale faldt da omtrent således: 


"Du ved at et glas frisk koldt vand er blevet en nødvendighed for mig, og at dette må være det første jeg regulerer min mave med om morgenen. Tænk dig da hvorledes jeg blev til mode da min karl den første morgen her på stedet bragte en tom karaffel og forkyndte mig at der ingen vandpost fandtes i gården og at der intet vand var i den offentlige post på torvet. Min vært sagde siden til mig at denne post er til stor ulempe for beboerne af de mange vandløse steder der på torvet meget ofte manglede vand, hvilket har sin grund dels i den mængde vand torvebøndernes heste kræver, dels i pumpens dårlige forfatning. Han tilføjede at han vel i de 9 år han havde boet på stedet havde haft lejlighed til at iagttage at pumperedskabet nu og da blev optaget og efterset, men at det kun varede meget kort før der atter var vandmangel. Samt at man af en hovedreparation foretaget for omtrent 5 år siden ikke havde sporet mere nytte. Manden havde ydermere den tro at det var rimeligt at en af torvets 2 brandpumper blev givet til assistance da man betalte en høj vandskat osv.osv. Men der står endnu de to fæle lange vandmænd med tilstoppede munde og giver os ikke en dråbe om vi så forsmægter af tørst. Hu, det er jo barbarisk!" 


"Siden åbnede jeg et vindue for at få noget frisk luft. Som du ved er min anden aldeles uundværlige fornødenhed.Men det varede ikke længe før stuen var opfyldt med en aldeles forpestet luft. Da jeg skulle undersøge årsagen til det, så jeg en vogn læsset med gødning holde neden for vinduet som jeg da straks måtte lukke og beholde lukke i flere timer. For så længe fandt køresvenden behag i at holde på dette sted. Hvor dette smukke læs kom fra, ved jeg ikke. Men stanken gav nok så meget til kende at indholdet var af den blanding som sædvanligvis udføres fra de steder her i byen hvor der holdes køer eller heste. Er det ikke skammeligt? Du kan tro jeg ønskede ret for et øjeblik at have været iklædt den velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne. Jeg skulle have vist den karl vintervejen. For det kan dog umuligt være tilladt således at forgifte luften der her i nabolaget ikke til nogen tid er af den bedste bonitet."

"Jo vist er det skammeligt," svarede jeg. "Men det er dog kun forbigående ubehageligheder, og du bor jo i øvrigt meget godt."


"Nå! Kan du kalde det en god bopæl hvor man midt i en hovedstad lider mangel på en drik vand, hvor man nødes til at indånde en forpestet luft og hvor den forbandede loftshejseapparater der ovre hos brændevinsmanden på hjørnet hvert øjeblik giver sig til at pibe og skrige så jammerligt og øreskærende at man umuligt kan holde tanker samlet ved sit arbejde, men må frygte for at ørehinden sprænges? Nys måtte jeg gå fra pulten. Nej, det er et afskyeligt sted! Og her skal jeg bo i det mindste ½ år. Det holder jeg aldrig ud!"


"Leve offentligheden, " svarede jeg da jeg mærkede at hidsigheden tiltog i stedet for at kølnes. "Alle disse ubehageligheder som du her beklager dig over, er jo af den beskaffenhed at de i sandhed ville blive afhjulpet når vedkommende gøres opmærksomme derpå. Såvel stadens vandvæsen som politiet har altid åbent øre for begrundede besværelser, og brændevinsbrænderen der ovre skal være en brav mand der vist vil give sin vinde den fornødne smørelse og ellers lade den efterse i sømmene, så meget mere som efterladenhed heri vil blive til hans egen skade ved forøget slid og måske afstedkomme sådanne ulykkelige tilfælde som hos hans kollega i Hellig Gertruds Stræde."

"Ja, du har min tro ret," udbrød den plagede og bad mig besørge det fornødne."Jeg ville virkelig befinde mig ret vel her når jeg kun kunne få vand og frisk luft, og så den fatale larm af det hejseapparat måtte ophøre," sagde han idet ansigtet kendeligt opklaredes. "Jeg ville endog da ikke bryde mig om min smukke svigerindes og mine niecers spot når de siger at jeg bor på Skidentorvet."


Som følge af ovenstående giver indsenderen sig ærbødigst den frihed at anholde om at den omtalte vandmangel på Kultorvet der er til megen ulempe for mange familier, måtte blive fjernet. Og at det må forbydes vogne læsset med gødning - alias blandingsgods - at "bæte" *) i flere timer på stadens gader eller torve. Også håber han at brændevinsbrænderen på hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet vil lade det omtalte loftshejseapparat efterse.

*) Jf Haandbog i Modersmaalet af J. C. Lange, København 1832.


(Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 601-606) 

Bekendtgørelse.

Efter de i nr. 1080 indførte anker fra Kultorvet har man ikke været generet af de møgvogne som før hyppigt tog stade der undertiden i flere timer ad gangen. Den slemme skærende lyd fra brændevinsbrænderens loftshejseapparat høres heller ikke mere. At brandpumper der er på torvet ikke er blevet åbnet for de mange vandmanglende beboere der omkring, har måske sin grund i at de yder brøndvand. Men kunne det ikke være ret brugeligt til de mange hestes vanding og til stænkning i Nørreports ravelin om sommeren? Selv til forskelligt brug i husholdningen er det jo anvendeligt. 

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 657-658)   


Kultorvet i dag er radikalt anderledes end på Politivennens tid. Frederiksborggade rammer torvet fra venstre kant.

Redacteurens Anmærkning

"velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne" var hhv politiets og vægternes uniform og kendetegn.