31 januar 2017

Et Par Ord i Anledning af Major R. Foghs Svar paa Jacob Behrends aabne Brev i Politivennen Nr. 1093.

I nr. 142 og 143 af Sandhedsfaklen har major v. Fogh ladet indføre et vidtløftigt svar på det åbne brev skrevet til ham af bogtrykker Jacob Behrend i Politivennen nr. 1093. Idet jeg ikke her skal indlade mig på nogen berigtigelse af dette svar, der indeholder højst fornærmelige udladelse mod mig og mit blad, hvorfor jeg agter at sagsøge majoren, vil jeg blot for dette blads læsere, fremsætte en sandfærdig fortælling om mit forhold i omhandlede sag.

Torsdag den 8. i denne måned henimod aften blev det omhandlede stykke tilsendt mig fra hr. Behrend med anmodning om dets optagelse i politivennen. Næste dags formiddag gik jeg til ham og frarådede ham at offentliggøre det, idet jeg betydede ham at det var en privat sag som kunne afgøres mellem ham og majoren. Men hr. Behrend indvendte mod dette at han ikke stod eller skøttede om at stå i nogen privat korrespondance med majoren, da han kendte ham som den mand der enten ikke ville give noget svar, eller i det mindste intet tilfredsstillende. At sagen selv ikke var så aldeles privat, som jeg mente da den var fortalt til flere personer at brevet ikke indeholdt nogen beskyldning mod major Fogh, men blot en forespørgsel om en sag, hvorom man kunne nære tvivl at det skulle offentliggøres, og hvis jeg nægtede at modtage det, ville han ikke anse mig for den upartiske redaktør som jeg i al den tid jeg havde udgivet Politivennen, almindeligvis havde haft ord for at være. Jeg kunne ikke modsige disse grunde, og modtog brevet til indrykkelse. Ikke som majoren siger for at vinde et bidrag mere til Politivennen eller krænke ham, men snarere for at give ham anledning til offentligt at modsige en fortælling der allerede verserede mellem flere, kunne ved uimodsagt at gå fra mund til mund vinde en skadelig publicitet for hans rygte, hvilket et privat svar til hr. Behrend ikke var i stand til at afværge.

Når majoren siger at jeg ulejligede mig hen til Jens Andersen for at anstille undersøgelse om sagen, da er han forkert underrettet. For hverken tiden tillod dette hvis bladet skulle udkomme, og jeg anså heller ikke sagens realitet at være mig vedkommende. Men dagen efter da bladet var udgivet, kom en agtet mand til mig og spurgte om jeg kendte den i samme omtalte familie og dens stilling, da han hvis den fandtes værdig, ville søge at skaffe den understøttelse. Jeg måtte da i overensstemmelse med sandheden give det svar at jeg aldeles ikke kendte familien eller kendte dens opholdssted, men at den ønskede underretning kunne fås hos bogtrykker Behrend. Ubekendt med hr. Behrend bad denne mand mig da ledsage sig, hvori jeg føjede ham. Hr. Behrend gav os da den underretning at familien havde fundet hus i Antonigade hvor vi også fandt den på et lille kvist- eller tagkammer der var uden kakkelovn, uden bord, stol sengested eller seng. Kun i en krog lå en pjalt omtrent dobbelt så stor som et lommetørklæde hvorpå konen, efter eget udsagn, søgte hvile om natten med det 3 år gamle barn mens manden og den voksne datter måtte ligge på det bare guld. Dybt rystet ved skuet af den på stedet herskende yderlige armod, meddelte vi familien en lille understøttelse og forlod den.

Dette er alt hvad jeg har foretaget i denne sag. Men havde jeg som hr. major Fogh siger, anstillet undersøgelse før jeg modtog den omhandlede artikel til Politivennen, burde jeg da have nægtet optagelsen? Eller måtte jeg ikke ved den have fundet endnu stærkere bevæggrund for offentliggørelse af en handlemåde som måtte misbilliges af enhver? Imidlertid har hr. major Fogh ikke alene i før nævnte svar tilladt sig fornærmende udtryk mod mig, men endog fulgt det eneste eksempel der er givet siden Trykkefrihedsforordnigen af 27. september 1799 emanerede ved at anklage mig som redaktør for at have optaget en annonce af navngiven forfatter der også siden har vedkendt sig samme. Om denne majorens handlemåde stemmer overens med det mådehold og den godmodighed han siger sig at vise mod sine fattige husbeboere, overlader jeg almenheden at bedømme, ligesom jeg roligt ser sagens retlige udfald i møde.

K. Kristensen

(Politivennen nr. 1096, Løverdagen, den 31de December 1836. Side 844-847) 


Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 1093, 10. December 1836. Side 799-801, K. Kristensen i Politivennen nr. 1096, 31. December 1836. Side 844-847 og i Politivennen nr. 10977. Januar 1837. Side 6-9.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar