Hensigten med at anlægge spadsereveje langs ferskvandssøerne har uden tvivl været hensyn til fodgængerne. Det modsatte bemærkes imidlertid i disse dage da man næppe kan komme frem for vogne på den sti som går langs Sortedamssøen fra Nørre- til Østerbro, og langt værre vil det som erfaring i flere år har vist, blive når tøvejr indtræffer, da kørslen efter is plejer at vedblive så længe det er muligt at få den, hvorved den omtalte spadseresti til sidst bliver aldeles ufremkommelig. De ansvarlige anmodes derfor om at sørge for at den omtalte kørsel må få en ende inden tøvejr indtræffer, så meget som der i år har været tid nok til at enhver har kunnet skaffe sig det behørige isforråd. Det synes heller ikke at være nogen overdreven forsigtighed om stien ryddeliggjordes for de på samme adspredte isstumper. Et fald over dem i mørke vil næppe, selv under heldige omstændigheder, være behageligt, og dog måtte man betragte det som lykke om man ikke med hovedet styrtede mod de kunstigt opstablede isbjerge.
(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 3-4)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar