Opsigtsvækkende Forbud mod Betty Nansen-Teatret. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skuespil, Censor finder anstødeligt.

Der er sket noget virkeligt opsigtvækkende i den københavnske Teaterverden, en Begivenhed, der har Krav paa lnteresse, og som vil give Anledning til megen Diskussion, baade mundtlig og skriftlig. Censor, Dr. Norman har nedlagt et kategorisk Forbud mod, at Betty Nansen Teatret opfører sin næste planlagte Forestilling, den tyske Forfatter Walter Hasenclevers Komedie "Ægteskaber stiftet i Himlen".

I korte Træk er Stykket Handling følgende: Tre Afdøde kommer op til Himlen, og paa Magdalene Forbøn faar de Lov til at vende tilbage til Jorden og søge at leve deres Liv om paa en fornuftigere Maade. Men det viser sig, at de begaar akkurat de samme Dumheder igen, som de har g|ort en Gang tidligere.

De to Akter foregaar i Himlen, den ene paa Jorden, de Jordiske Personer er to Mænd og en ung Kvinde, de himmelske er Vorherre, Sct. Peter og Maria Magdalene.

Stykket er opført mange Gange i Tyskland, bl. a. i Berlin hos Reinhardt, men der har været meget kraftig Protest imod del, og det er enkelte Gange kommet til Skandalescener.

Hvad de interesserede Parter mener.

Ude paa Betty Nansen Teatret hersker der selvfølgelig megen Vrede, baade Fruen selv og Henrik Bentzon udtaler sig meget aabenhjertigt, og det er ikke blide Ord. der falder om Censor.

Fru Nansen taler om "den taabelige Censorinstitution" og hævder, at hun nok selv er i Stand til at tage Ansvaret for sine Handlinger. Hun forklarer, at Komedien er et satirisk Udfald imod og Angreb paa det gængse Vanebegreb "Gud", at det er af stor Iiterær Interesse, og et virkeligt kunstværk.

Modparten, Dr. Normann ønsker ikke at udtale sig nærmere, men siger dog: Vorherre optræder I Stykket iført Sportsbenklæder og med Shagpibe. Man kan godt revse, men man skal ikke forarge.

Vi forstaar udmærket godt Fru Nansens Vrede og har al Respekt for hendes kunstneriske Idealer - med sin gode Vilje vil hun næppe forarge, og det kan være meget godt at revse - men .. Selv Solen har sine Pletter, og mon ikke ogsaa selve Fru Nansen kan tage fejl?

Det forekommer os, at Dr. Normanns korte Udtalelser vejer betydeligt tungere, end Fruens Beklagelser og Forsvar. Folks religiøse Begreber skal man nu en Gang respektere, og at ville "revse Vanebegrebet Gud" er en betænkelig Sag, navnlig naar det foregaar paa den Maade, Dr. Normann antyder.

Mon Censor ikke har gjort Fru Nansen en Tjeneste ved at nedlægge sit Forbud?

Fruen erklærer, at hun agter at indanke Forbudet for selve Ministeren - saa nu faar man jo se, hvad han siger til det.

(Aftenbladet (København) 11. oktober 1929).

Censorens forbud blev tiltrådt af justitsminister (radikal) Carl Theodor Zahle (1866-1946), dog ikke uden kommentarer. Han mente ikke at han som justitsminister uden væsentlige grunde kunne gå imod censor, især da det drejede sig om et udenlandsk stykke, men antydede at han måske ville afgøre anderledes hvis det havde været dansk.

I oktober besluttede Studenterforeningens Frie Scene, ledet af Per Knutzon at opføre stykket i Studenterforeningen, hvor det havde premiere 27. november.

Dr. phil J. C. Normann afløste P. A. Rosenberg den 1. april 1929 som censor for teatrene. Han havde iscenesat skuespil både på det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Censorerne havde ikke noget kontor, de arbejdede hjemmefra. Han var på daværende tidspunkt 51 år gammel. P. A. Rosenberg indgav sin afskedsbegæring i juli 1928 (han var da 70 år gammel) Efter at have været censor i 20 år. Som afløser var ellers nævnt forfatteren Otto Rung, som også var formand for Teaterrådet.

Rosa Price. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle Fru Rosa Price er forleden død i Wien, hvor hun har levet de sidste Aar hos sin Søn Julius Price, den bekjendte Solodanser ved den store Opera.

Det er et Stykke af det gamle Kjøbenhavn, der med hende sænkes i den fremmede Jord. For den yngre Slægt vil den lille, livlige Frue. hvis flydende Tale var en mærkelig Blanding af Dansk, Svensk, Engelsk og Tysk, i det højeste vare kjendt som en energisk Danselærerinde, men de ældre herhjemme, især de, hvis Minder gaar saa langt tilbage som i Begyndelsen af Trediverne, vil mulig endnu spore en svag Hjærtebanken, naar de tænker sig hende i Ungdommens fulde Skjønhed og Ynde. Det var Primadonnaen fra den Casortiske Pantomime paa Vesterbros nu forlængst forsvundne Morskabstheater skraas overfor Skydebanen, og det Ry, som hun og hendes Søster vandt sig, og som deres borgerlige Liv aldrig satte nogen Plet paa, holdt sig ned igjennem Tiderne, selv da Slægtens nye Skud voxede op og kom til Ære og Værdighed paa selve det kgl. Theater.

Det var i Slutningen af Tyverne, at Englænderen Levin kom til Kjøbenhavn med sine tre smukke Døtre, Rosa, Flora og Elisa, og blev engageret til det Petolettiske Pantomimeteater paa Nørrebro. Døtrenes Dans og særlig Rosa Levins Kolumbine var Selskabets bedste Trækplaster, og Publikums Yndest fulgte Familien, da den nogle Aar efter sluttede sig til det Priceske Selskab paa Vesterbro. Her blev Rosa (Kolumbine) gift med James Price (Kassander) og Flora (Harlekin) med Adolf Price (Pjerrot), og et godt stykke ind i Fyrrerne hørte de gamle Casortiske Pantomimer med Haydns uforlignelige Musik og i Broder- og Søsterparrets mønsterværdige Udførelse med til Kjøbenhavns klassiske Fornøjelser. Endnu i Kasinos første Dage havde Pricernes Pantomimer deres Plads jævnsides det Langeske selskabs Forestillinger. Senere var det kun nu og da ved enkelte Lejligheder, at Familien, f. Ex. paa Hoftheatret, endnu samlede unge og gamle om sig. Længst af alle holdt den endnu levende Adolf Price ud. Saa sent som i Slutningen af Treserne har han spillet sin mesterlige Pjerrot sammen med sine Børn, Valdemar (Kassander) og Mathilde (Kolumbine), samt sin nu afdøde Brodersøn Christian (Harlekin). Selve de Casortiske Pantomimer havde imidlertid da allerede i mange Tider haft sin faste Skueplads om Sommeren paa Tivoli, hvor Volkersen jo endnu den Dag i Dag holder Traditionen smukt i Hævd.

Den gamle Stamme skød nye, friske Skud i Danmark. De indvandrede fremmede Artister saa deres Børn blive navnkundige og skattede Kunstnere i Bournonvilles nationale Ballet. Adolfs og Floras Børn var bl. a. Juliette og Sophie, samt Valdemar Price. James og Rosas Born var bl. a. Fru Amalie Hagen, Kasinos Primadonna i Erik Bøghs Tid, samt Julius. Danseren i Wien. Carl Price, den nuværende Skuespiller ved det kgl. Theater, og Albert Price, oprindelig Maler og nu Skuespiller.

Ingen, der har kjendt den nu afdøde Fru Rosa Price, vil glemme den aabne Elskværdighed, hvormed hun kom alle i Møde, saa lidt som det livlige Sind, hun bevarede til det sidste. Med Kunstnerens lette Blod i sine Aarer tog hun, hvad Livet bød af Medgang og Modgang. Mange gamle Kjøbenhavnere vil i disse Dage mindes hende med Venlighed.

(Morgenbladet (København) 19. april 1887).

Fotograf Carl Christian Hansen (1809-1891): Rosa Sophie Caroline Price, f. Lewin (4.6.1810-16.4.1887). 1852-1877. Ægtefælle James Price, artist (1801-1865). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frk. Petolettis Død Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

En Artistindes Endeligt.

Det er ikke ret mange Aar siden, Tivolis yngre, vexlende Stab af Kolumbine-Fremstillerinder ikke existerede; lige saa ufravigelig som der hver Aften blev givet en Pantomime, lige saa sikkert kunde man paa Programmet se Rollens Indehaverinde angivet som Frøken Petoletti.

I en lang Række af Etablissementets første Aar hed hun Jomfru Petoletti; da i Begyndelsen af Treserne Revolutionen i den kvindelige Titulatur opstod, fulgte Tivoli Strømmen, som selv det kgl. Theater tilsidst bøiede sig for, og Jomfrunavnet blev ombyttet med Frøkentitlen.

Aften efter Aften saalænge Tivolisaisonen varede mødte Frøken Petoletti paa Pletten, og endnu længe efterat hun var ude over de første Ungdomsaar, vedblev hun at fremstille Harlekins bedaarende Elskede. Slægt efter Slægt er voxet op under Forestillingen om, at saaledes som hun nu engang spillede Rollen, maatte Kolumbine absolut være; man havde ingen Anden seet og tænkte slet ikke paa, at ogsaa hun var Forkrænkelighedens Lov undergiven.

Omsider kom dog den Dag, da Ombytningen skete; det var en hel Begivenhed i Tivolis Liv; men frøken Petoletti forsvandt ikke ganske; naar der af til i Pantomimerne var Brug for Rollen i det ældre Fag, bleve de nu tildelte hende, og ogsaa som Veilederinde for adskillige af de yngre Kræfter gjorde hun Tjeneste; i sin Ungdoms Dage havde hun selv optraadt som Dandserinde, som saa mange Andre gik hun senere over til at blive en Art Instruktrice.

Men selv denne virksomhed fik Ende. Alvorlig og langvarig Sygdom tvang hende tilsidst til helt at gaa tilbage fra scenisk virksomhed, og i de sidste Aar tilhørte hun fuldstændig Privatlivet; kun sieldent saa man den fordums Kolumbine, altid iført en tarvelig, mørk Dragt, bevæge sig gennem Byens Gader.

Nylig havde hun atter været angreben af en alvorlig Sygdom, den slog sig paa Hjernen, og en Morgen savnedes hun i sit Hjem. som hun i sindsforvirret Tilstand havde forladt, kun halvt paaklædt.

Man efterlyste hende og søgte efter hende overalt, men forgjæves; Ingen havde seet hende. Ingen vidste Besked om hende,

Saa omsider i Fredags, da en Damper seilede ind i Gasværkshavnen, bragte Bevægelsen i Bandet et kvindeligt Lig op til Overfladen; i det første Oieblik vidste Ingen, hvem det var, kun syntes man at antage, at det var en yngre Kvinde - senere har det vist sig, at det var Frøken Petoletti.

Hvorledes Ulykken er skeet, frivillig eller ufrivillig, vil vel aldrig blive konstateret, men Sandsynligheden taler maaske nærmest for det sidste, ialtfald er hun gaaet i Døden uden Bevidsthed.

(Dagens Nyheder 18. juli 1886).

Ukendt Fotograf:, Caroline Barbara Louise Petoletti (1824-1886) balletdanserinde (Columbine på Tivoli i København). Det kongelige Bibliotek.

I Gaar Middags fandt en Jordefærd Sted paa Vestre Kirkegaard under ualmindelige Omstændigheder. Den Afdøde, en forhenværende Artistinde, var nemlig døbt og opdragen som Katholik, men den katholske Præst havde vægret sig ved at forrette Jordpaakastelsen, da det saa ud til, at hun selv havde søgt Døden. Dette Hverv havde da Pastor Lütken paataget sig. Organist Kalhauge spillede Orgel og et Kor af unge Damer sang. Hun havde saa godt som ingen Slægtninge tilbage. De mest fremragende i Følget var hendes gamle Kammerater, Artisterne ved Tivolis Pantomimeteater, Volkersen og Hesse. Denne med Grønt og hvide Lilier smuttede Kiste oversluttede nemlig Frøken Petoletti, Tivolis mangeaarige Kolumbine.

Hvilken Københavner kendte ikke hende? I over fyrretyve Aar havde hun smilende og gratiøst som Harlekins Elskerinde danset hen over den lille Scenes Brædder. Mange Tusinder har tiljublet hende, ethvert Barn forstod hendes stumme Sprog. Men selv paa det Kønneste Ansigt ætser Tiden Mærker, som ikke kan skjules af Teatersminken. Da Frøken Petoletti var bleven henimod 60 Aar, maatte hun give Afkald paa den skælmske, yndefulde Kolumbine, men hun spillede derefter nogle ældre Roller og fungerede som Instruktrice for de yngre Kolumbiner.

Saa tvang Sygdom hende helt tilbage fra den sceniske Virksomhed, Sygdommen tiltog, hendes Hjærne blev angreben. En Morgen savnedes hun i sit Hjem, som hun rimeligvis sent om Aftenen havde forladt i sindsforvirret Tilstand. Man efterlyste hende, søgte efter hende over alt, men ingen havde set hende. Sine Ørenlokker og Ringe havde hun taget af og lagt paa Bordet. Hun var kun halvt paaklædt.

I Fredags sejlede en Damper ind i Gasværkshavnen. Ved den Bevægelse, Vandet kom i, bragtes et kvindeligt Lig op paa Overfladen. Næste Dag meddelte Bladene ganske kort: Liget af en forhenværende meget bekendt Artistinde, der den 8. ds forlod sit Hjem i sindsforvirret Tilstand, blev i Gaar Morges funden flydende i Gasværkshavnen. Det blev ved Politiets Foranstaltning indlagt i Lighuset ved Langebro.

Det var Tivolis feterede Kolumbine. Hun var ikke til at kende. Liget havde ligget otte Dage i Vandet.

De mange Aar, hun havde virket ved Pantomimen i Tivoli, havde styrket Venskabsbaandet mellem hende og hendes Kaldsfæller fra den første Tid og til nu. Da Præsten havde endt Jordpaakastelsen, traadte Volkersen op paa Jordhøjen og udtalte højt:

"En hjærtelig Tak til alle, der venligt fulgte min gamle Kammerat!"

A-

(Social-Demokraten 22. juli 1886).

Frøken Pettoletti var datter af en Casorti. Som skrevet instruerede hun bl. a. Anna Kjærrumgård (1866-1939) der dansede Columbine i 35 år. På Vesterbros teater var Casorti den første berømte danske Pjerrot og hans datter Theresia skal have været en yndig Columbine. Völkersen spillede Pjerrot i 50 år. Columbinerne spillede dengang modsat senere tider helt op i den modneste alder, de blev ikke udskiftet.

Hesse havde sine 1843 optrådt i Tivoli i de casortiske pantomimer. Han trak sig først tilbage i 1894. Han gæsteoptrådte som 80-årig i 1897.

Oda Nielsen 1851-1936. 4/9: Det kongelige Teater 1886-1902. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Oda Nielsen vil tillige med sin Mand Hr. Martinius Nielsen fra næste Sæson blive knyttet til det kgl. Theater. Rygtet har allerede i nogen Tid fortalt, at Fruen plejede Underhandlinger med Kammerherre Fallesen, men at hun før sin Tilbagevenden til den nationale Scene satte som Betingelse, at hendes Mand blev engageret sammen med hende. Skulde det kgl Theater ikke ville eller kunne gaa ind paa dette naturlige Forlangende, blev Fruen enten hvor hun var eller søgte over til Folketheatret, der kun behøvede en kvindelig Førsterangskraft, for at eje et Personale, hvortil næppe nogen privat Scene tidligere har kunnet opvise Magen. I og for sig er Damerne vel i Forvejen det kgl. Theaters stærkeste Side, men en Kunstnerinde af Fru Oda Nielsens Betydning hører selvfølgelig hjemme paa Landets ferne Skueplads, og hun burde vel næppe heller være gaaet i de to sidste Aars frivillige Landflygtighed, netop som hun var begyndt med at faa fast Fod i Repertoiret paa Kongens Nytorv. Ogsaa for Hr. Martinius Nielsen vil Forandringer af de kunstneriske Omgivelser sikkert blive afgjørende. I mer end én af hans, altid forstandige og tiltalende, sceniske Ydelser har man haft en Følelse af, at der var bundne Kræfter til Stede, som kun behøvede et Gjennembrud for at komme til deres fulde Ret Med nye Opgaver paa en nv Scene vil han mulig gaa en smuk kunstnerisk Fremtid i Møde.

Det kgl. Theater har længe trængt til at give et Livstegn fra sig. Nu da det første Skridt er gjort, vil forhaabenlig de næste hurtig følge efter. Det store Publikum vil med Interesse høre, at Fru Oda Nielsen er vendt tilbage til Nationalscenen, og det vil i Engagementet af hende og hendes Mand hilse Begvndelsen til en fordomsfri Supplering af det hele Personale. Særlig paa Mandssiden er der Huller at fylde, og det var maaske klogt netop nu at tage Tiden i Agt. Men Fordomsfriheden maa dernæst ogsaa gjælde Repertoiret. Theatret vil selv være bedst tjent med at sætte alle Sejl til. Ded hurtigere vil det kunne vinde den tabte Sympathi tilbage.

(Morgenbladet (København) 30. april 1886).

Oda Petersen var blevet gift anden gang 31. maj 1884 med skuespilleren Martinius Valdemar Nielsen (1859-1928). De fik i 1886 sønnen Kay Nielsen. Martinius spillede på Casino i 1880-1884 og sammen med Oda Petersen (nu Nielsen) på Dagmarteatret 1884-1886. Hun optrådte 1884 med Frk. Nitouche og fru Florizel i "Et Besøg" samt i juni 1884 i Bergen. Hans engagementet på Det kongelige Teater varede 1886-89, hvorefter han vendte tilbage til  Dagmarteatret 1889-94, Folketeatret 1894-97. 1897-1909 var han teaterdirektør for Dagmarteatret. Desuden 1902-05 leder af Casino teatret.

Morten Edvard Fallesen (1817-1894) var udover teaterchef officer og politiker og teaterchef 1876-1894.

Fotograf Sophus Peter Juncker-Jensen (1859-1940): Oda Laurenze Helmine Nielsen f. Larsen (7.8.1851-11.9.1936) skuespillerinde. Det kongelige Bibliotek.

1886 vendte Oda Nielsen tilbage til Det kgl. teater og blev i 1891 den sidste kunstner som modtog kongelig udnævnelse. Hun spillede roller i tragedier, lystspil, vaudeviller og Papagena i Tryllefløjten. 

Oda Nielsen politisk forfulgt.

"Avisen" henstiller i Gaar til Kultusministeren at afskedige Skuespillerinde ved Nationalteatret, Fru Oda Nielsen, fordi hun assisterede ved en Fest, som den liberale Vælgerforening gav paa "Vodroflund" til Indtægt for sit Valgfond.

Bladet skriver:

"Hvad Mening er der i dette? Arbejdsmanden (Lyngsie), der dirigerede ved et Socialistmøde, faar øjeblikkelig sin Afsked fra den Statsanstalt, hvor han har Beskæftigelse. Skuespillerinden ved det kongelige Teater, der bringer den materielle Hjælp til Socialistkandidaternes Valg, hun bliver hverken afskediget eller irettesat. - Jeg tilstaar, at heller ikke jeg forstaar Meningen heraf, og jeg lader derfor Spørgsmaalet gaa videre til Kultusministeren.

Forøvrigt mener Bladet, at saadanne politiske Afskedigelser ikke bør ske paa en altfor haandgribelig Maade. Det skriver derom:

"Det hænder vel af og til, at Laboratoriet afskediger Folk, fordi de ikke har Brug for dem; en saadan Lejlighed skulde man mene, at det var formaalstjenligt at oppebie. Det gør et bedre Indtryk at foretage en Afskedigelse under varsomme Former end med næsten udæskende Haardhed. Og det praktiske Udbytte bliver det samme. Folk forstaar meget godt, hvad en Afskedigelse betyder, uden at den behøver at motiveres."

Hvad er nu mest forbavsende: "Avisen"s kyniske Anvisninger paa at gøre Folk brødløse med Læmpe, men dog saaledes, at Afskedigelsen forstaas, eller dens brutale Overgreb paa alle Omraader paa Kunstens som paa Haandværkets?

Ligemeget - lad Højrepartiets Magtmisbrug kun ramme os alle; thi det vil samle os alle mod denne Bande af politiske Voldsmænd, der provisorisk har sat sig i Besiddelse af det danske Land!

(Social-Demokraten 19. september 1890).

Oda Nielsen 1851-1936. 3/9: Det kgl. Theater og Privattheatrene (1883). (Efterskrift til Politivennen)

Den første Bevægelse, som opstod i den dramatiske Verden ved det overraskende Budskab om Fru Oda Petersens forestaaende Tilbagegang til Kasino-Theatret, synes nu lykkelig at være overstaaet. Forskjellige Blade have udtalt sig om Følgerne af denne Sensationsbegivenhed i vor lille Verden, og de oprørte Bølger i Publikums Stemning synes allerede al have lagt sig saa meget, at der kan blive Ro til en besindig Undersøgelse af dm stele Skade og Nødvendigheden af at omordne forskjellige Theaterforhold.

Inden vi gaa over til at foretage denne Undersøgelse, finde vi Anledning til at aflægge den Tilstaaelse, at vi i det Hele taget ikke tillægge de Fænomener, der saa hyppig vise sig i Theaterverdenens ustadige Atmosfære, en saa stor Betydning som enkelte af vore theatervenlige Samtidige ere tilbøjelige til, og det turde endogsaa være mere end tvivlsomt, om vi paa den hele Affaire vilde have spenderet mere end en lille Notits i Nyhedsrubriken, hvis dm ikke var bleven forkyndt paa en saa allarmerende Maade og sat Forbindelse med en forestaaende Haupt-und Staats-Action mod de private Theatre.

Hvad er det, der i Virkeligheden er passeret? Kasinos Theaterdirektør opdager for nogle Aar siden en ung Pige med et overordenlig udviklet dramatisk Talent. Han giver hende al mulig Ledighed til at gjøre sig gjældende som Primadonna, og hun gjør det ogsaa strax i fuldt Maal. Det viser sig allerede efter meget kort Tid, at den lille Fugl Fønix har stor Tilbøielighed til at prøve sine Vinger, og at forskjellige Lokkefugle opmuntre dens Flagrelyst. Bladenes Nyhedsreferenter troede endogsaa at vide Besked om hendes forestaaende Engangementsskifte, men saa fik man en skjøn Dag at vide, at hun havde sagt Theatret Farvel og havde giftet sig. For et Par Aar siden, da hun var bleven Enke, var det atter Kasino, der bragte hende tilbage til Scenen, men kun som Gjæst. For anden Gang fik Direkteur Andersen at vide, hvor vanskelig det er at tilfredsstille og fastholde en saadan sjelden Fugl. Næste Saison kvidrede hun sine Sange paa Nationattheatret, men heller ikke her fandt hendes Længsler Hvile. Skjøndt Kammerherre Fallesen, ligesom hendes tidligere Direkteur, havde gjort alt muligt for at tilfredsstille hendes Ønsker, blev det nu hans Tour at overrastes med en Efterretning om, at nu havde hendes Længsler vendt sig mod Øst, og at hun derfor havde undertegnet en ny Kontrast, der for tredie Gang førte hende til Kasinos Skueplads.

Det er, saavidt vi vide, det Hele. Heldigvis for det kgl. Theater er Fru Oda Petersen her ikke nogen Uundværlighed. Med alt sit Talent og med al den Charme, der hviler over hende, var hun maaske næppe en Gang heldig stillet paa en Skueplads, der fremfor Alt skal repræsentere den nationale Kunst, thi fra sit Ophold i Udlandet havde hun medbragt en fremmed Facon, der, hvor elegant, gracieus og moderne den endog maa indrømmes at være, her bliver afstikkende og derfor tager sig kunstlet ud. Der er desuden i hendes hele kunstneriske Optræden noget Virtuosmæssigt (uden Fortrydelse: Sarah Bernhardsk), der meget vanskelig kan bringes ind under et Ensemble, og som kun gjør sin fulde Virkning, hvor hun kan faa Solopartiet og betragte Medspillet som Akkompagnement, og hun vil derfor nærmest være paa sin Plads ved et Theater, der baade ved Repertoirevalg og Rollebesætning kan tage mere Hensyn til hendes Ejendommelighed end det kgl. Theater er berettiget til at gjøre. Gjør hun nu tillige den hos dramatiske Talenter Høist sædvanlige Fordring, at Theatrets Virksomhed stadig skal afpasses efter hendes Tarv, saa synes det ganske naturligt, at hun forlader en Scene, hvor der er Flere, som have ligesaa stor Ret og muligvis ligesaa stor Tilbøielighed til at stille den samme Fordring, og vender tilbage til en mere beskeden Skueplads, hvor hun kan være ene om Primadonna-Pretensionerne. At der desuden kan være private Sympathier og Antipathier, der for sig alene ere tilstrækkelige til at bevæge en Skuespillerinde til at ombytte det ene Theater med det andet, skulle vi kun berøre i Forbigaaende.

Vi ere saaledes ikke blevne overraskede ved Efterretningen om, at den begavede Skuespillerinde havde taget et andet Engagement, og ville heller ikke blive det, naar hun næste Gang bytter Skueplads; men vi tilstaa, at det vakte vor Forundring da vi saa hvor alvorligt "Berl. Tid." og "Dbgl." tog Sagen, og hvilke heroiske Midler de foreslog til Forebyggelsen af lignende Begivenheder. Det førstnævnte ærede Blad gik endogsaa saa vidt at da foreholdt det kongelige Theaters Chef som Pligt, paa Grund af det Passerede, at giøre Ende paa den Repertoires Frihed, som de facto har været indrømmet de private Theatre i en Snes Aar udenfor deres Bevillinger. I Omtalen af det foruroligende Rygte om Fru Oda Petersens Bortgang skrev "Berl. Tid." blandt Andet:

"Det kunne næppe betegnes anderledes, end som en ligefrem Mangel paa Opfyldelse af Pligt mod den Institution, hvis Interesser Theaterchefen er sat til at varetage, hvis han fandt sig i, at Kasino gav Stykker, der ligge helt udenfor dets Privilegium, naar det kun formaaede at give disse Stykker ved Hjælp af en Skuespillerinde, som det ved et stort Honorar havde faaet til at forlade den Skueplads, hvor hun rettest bør høre Hjemme. Da vi anse det for givet, at Theaterchefen vil vide at opfylde den Pligt, som efter vor Mening saaledes paahviler ham, er der ingen Udsigt for Fru Petersen til at komme til at optræde i det franske Drama paa Kasino."

Vi arne det nu ogsaa for aldeles upaatvivleligt, at det kgl. Theaters Chef, uden at behøve noget saadant Memento, lige saa humant og korrekt som hidtil vil vide at benytte den ham overdragne Ret til at begrændse de mindre Theatres Repertoire, og derfor maa vi anse den ovenanførte Paamindelse for utidig og umotiveret, ja vi kunne endog være fristede til at betragte den som nærgaaende for det kgl. Theaters nuværende Styrer.

Privattheatrene have, som vi Alle vide, kun paa Papiret været indskrænkede til "Lystspil, Vaudeviller, Folkekomedier og Operetter". Det kongelige Theaters forskjellige Chefer have i god Overensstemmelse med Tidens Fordringer betragtet Laugsvæsenet som ophævet ogsaa paa Kunstens Omraade. De nylig udkomne Optegnelser om "Folketheatret" vise saaledes, at dette med indhentet Tilladelse fra forskjellige Theaterchefer har givet Skuespil og Dramaer af det kongelige Theaters eget Repertoire ("Ludvig den Ellevte", "Herren seer dine Veie". "Maria Antoinette" osv.), og under den nuværende Chef er der paa begge Theatrene opført en hel Række af "Skuespil", som man for en Forms Skyld har kaldt Lystspil, Folkekomedier eller "Stykker", men som ubestridelig burde hedde Dramaer ("Frou-grou", "Familien Riquebourg", "Serafine" . "En Synderinde" osv.) Naar "Berl. Tid." nu foreholder Theateretchefen som Pligt at ophæve den i saa mange Aar faktisk existerende Laugsfrihed, saa maa denne Paamindelse enten indeholde et indirekte Vink om, at hans tidligere laisser passer har været en Pligtforsømmelse, eller den maa være helt greben ud af Luften, thi enten maa Princippet: at lade de forskjellige Kunstgenrer staa aabne for de mindre Theatre, være rigtigt baade nu og før, eller ogsaa maa det bestandig have været urigtigt. En Skuespillers Overgang fra det ene Theater til det andet kan ikke forandre Principet. Er det korrekt, medens Adolf Rosenkilde, Anna Rosenkilde, Vilhelm Wiehe, Agnes Lange, Christophersen, H. Kolling, Sofus Petersen og Zangenberg gaa fra de mindre Theatre til det større, og medens H. Kolling, E. Wulff, Dorph-Petersen, S. Abrahams, E. Reumert, Julie Lund og Lydia Sørensen gaa fra dette til de mindre, saa maa det vel ogsaa kunne fastholdes saavel naar Fru Oda Petersen gaaer tilbage fra det kongelige Theater til Kasino som da hun forlod det sidstnævnte Theater. Vor ærede Samtidige i Pilestræde synes næsten at have havt en lille Skjælm bag Øret, da han motiverede den modsatte Paastand med den mærværdige Kasuistik: at Theatercheferne have seet gjennem Fingrene med Privattheatrenes Overskridelser af deres Privilegier; det kunne vi godt billige i "en Tid, hvor selve den absolute Theaterfrihed har sine Talsmænd", men naar Kasino for at kunne give Stykker, der ligge udenfor dets Bevilling, gjør et kostbart Engagement med en Skuespillerinde, der er utilfreds med sin Stilling ved det kongelige Theater, saa er det Chefens Pligt, til Trods for det hidtil fulgte Princip, at forbyde dette Theater - og i Konsekvens dermed saavel det in casu uskyldige "Folketheater" som det nyfødte "Dagmartheater" - at opføre alvorligt Skuespil. Med andre Ord: Vi kunne godt billigt, at Kasino spiller franske Dramaer, saalænge det mangler den der til fornødne Primadonna, men naar det har afhjulpet denne Mangel, saa er det det kongelige Theaters Chefs Pligt at forbyde deslige Stykker.

Vi skulle ikke opholde os ved den lige saa upassende som overstadige Manuduktion i Pligtlære, der her gives en Mand. som altid har vist den største Takt under de vanskelige Forhold, i hvilke han er stillet, thi dens Utilbørlighed er tilstækkelig iøjnefaldende; men derimod skulle vi dvæle et Øieblik ved den Flothed, hvormed "Ber. Tid." debiterer, at Kasino "ved et stort Honorar har faaet" Fru Petersen til at forlade sit tidligere Engagement. Saadanne Paastande maa man være meget varsom med at fremsætte offenlig, hvor der tales om en i alle Henseender forsvarlig Kontrakt, der med fuld Frihed er indgaaet af to Parter, om hvem man maa forudsætte, at de begge vide, hvad de ville og hvad de gjøre. Et saadant Udtryk er her lige saa hasarderet, som det vilde være, hvis man fra modsat Side fortalte, at det kgl. Theater i sin Tid "havde faaet Skuespillerinden til" at forlade sit fordelagtigere Engagement ved Kasino - eller hvorfor ikke? - at hun havde faaet de forskjellige Theaterdirekteurer til at gjøre sig de stigende Engagementstilbud, Fru Oda Petersen maa vel som enhver anden myndig Kunsterinde være berettiget til at tage Engagement ved det Theater, hvor hun befinder sig bedst, og det maa dog vel snarere være hende selv, der nu har prøvet Forholdene ved begge Theatrene, end vor ærede Samtidige, der kan afgjøre, "hvor hun rettest bør høre hjemme".

I "Dagbl." har en Indsender under Mærket -a-o seet Sagen fra en anden ride. Han er dog saa human, at han forudsætter en Utilfredshed med de kunstneriske Forhold som Hovedmotivet til Fru Oda Peterens Engagementsskifte, skjøndt han fra sit Synspunkt ikke finder den beføiet, og han indrømmer endogsaa Muligheden af, at det kan være Bevæggrunde af væsenlig privat Natur, der have været afgjørende; men i ethvert Tilfælde beklager han. at hun har kunnet bære det over sit Hjerte at sige Farvel til Shakespeare, Moliere, Holberg, Ohlenschlæger, Heiberg og Hertz og af de 12,000 Kr. friste til at gaa til Kasino. Dette kan maaske være beklageligt nok. men Indsenderen glemmer, at efter hele den Udvikling, som Oda Petersens dramatiske Talent har faaet, egner det sig hverken for Shackspeares, Øhlenschlægers eller Holbergs - næppe nok for Heibergs Repertoire, og fremfor alt glemmer han, at de tragiske Forfattere af gode Grunde ere henlagte indtil videre, og at vore komiske Klassikere ere for gammeldags til at friste en Skuespillerinde, der saa fuldstændig er gaaet op i den moderne franske Spillemaade. Naar han endelig med et fromt Suk mindes den gamle Tids store Skuespillere, der vilde have havt Kunsten altfor kjær til at forlade den danske Skueplads, saa glemmer han Hoftheater-Saisonen og adskillige andre Kapitler af vor Theaterhistorie, der fortælle os om, hvorledes de største Skuespillere og Skuespillerinder, uden at nogen saadan Fristelse har foreligget, have forladt Nationaltheatret af Utilfredshedshensyn, nogle for en Tid, andre for bestandig, uagtet dette i hine "store Dage" kunde knytte dem ganske anderledes fast til vor første Scene ved "kongelig" Ansættelse og andre Herligheder.

Hr. -a-o beklager med Rette, at de bedste Kræfter spredes efterhaanden som der kjører "flere og flere Thespis-Kiærrer op i Hovedstaden". Vi have for Øieblikket ikke tilstrækkelig mange virkelige Kunstnere og Kunstnerinder til et fuldstændigt Personale end sige til fire. Men er det de mindre Theaters Feil? De have maattet finde sig i. at det kongelige Theater med sin større Prestige har skilt dem ved Kræfter, som stode paa Høiden af Publikums Gunst, selv naar det ikke havde Lejlighed til at benytte dem. Vi skulle blot minde om Kasinos elskværdige Vaudeville-Primadonna, Fru Anna Rosenkilde og "Folketheatrets" dygtige Karakterskuespiller og Komiker, Harald Kolling, og tilføje, at det har staaet i det kongelige Theaters Magt, hvis det havde ønsket det, naarsomhelst at erobre Carl Hagen, Chr. Schmidt og Frederik Madsen. Nu hænder det samme siældne Tilfælde, der hændte med Kolling, at en af de Avancerede ønsker at gaa tilbage til sin tidligere Stilling ved et Theater, hvor hun fra først af har gjort sin Lykke, og saa slaaes det Allarm med forstemte Trommer. "Idag overbyder Hr. Andersen for Fru Oda Petersens Vedkommende Kammerherre Fallesen med saa og saa mange Tusind Kroner, og imorgen kvidrer maaske en anden Sekondtheaters Direkteur Hr. Olaf Poulsen den samme Pengepolka i Øret", siger Indsenderen i "Dagbladet." Ja naturligvis! det er uundgaaeligt, at naar det kongelige Theater tager de Kræfter, det kan bruge, fra de private Theatre, saa søge disse at revanchere sig, selv om det bliver dyrt, og vi ere meget nær ved at tro, at Hr. Andersen har meget ringe Udsigt til at faa "fuld Valuta" som Hr. -a-o siger for de 12000 Kr., hvormed han skal have tilbagekiøbe sin tidligere Primadonna, thi det er tilstrækkelig bekjendt i Theaterverdenen, at de franske Skuespil aldrig have givet noget stort Udbytte paa Kasino, hvor det næsten altid har været Udstyrsstykkerne, der skaffede Overskuddet, og til dem har Direkteuren ikke behøvet Fru Oda Petersen. Skulde derimod det forestaaende Engagementsskifte - hvad vi nødig ville tro - fremkalde Foranstaltninger, der indskrænke de mindre Theatre til et væsenlig komisk Repertoire, saa vil der ubestridelig være en langt større Fristelse for Direkteurerne til at kvidre den omtalte Pengepolka for det kongelige Theaters eneste Komiker.

Hr.-a-o foreslaaer Gjenindførelsen af de kongelige Ansættelser som et Middel til at fastholde Nationaltheatrets bedre Kræfter, og det vilde upaatvivlelig være meget tjenligt. Derimod røber hans Forslag: at gjøre "Sekondtheatrene til store skole for Nationaltheatret" derved, at dette gav dem Raadighed over sit ældre Repertoire, imod at der i alle nye Privilegier indførtes en Paragraf, som forbød dem at slutte engagement for mere end en Saison, saaledes at det kgl. Theater hvert Aar kunde tilegne sig de Kræfter, der havde udviklet sig tilstrækkeligt - en høist eiendommelig Art af Villighedsfølelse eller et meget svagt Bekjendtskab til Theaterforholdene. Hvis han havde det mindste Begreb om det Besvær, de Opoffrelser, de Skuffelser, der ere uundgaaelig forbundne med den Opgave at bringe Begyndere frem til den kunstneriske Udvikling, der bør, eller maaske rettere burde fordres af vort første Thealer, saa vilde han forstaa, at enhver Theaterdirekteur maatte betakke sig for Adgangen til det kgl. Theaters gamle Repertoire, naar den skulde ledsages af Visheden om, at naar det, efterat han har spildt Arbeide, Bekostning, Roller osv. paa elleve Meget lovende, men lidet holdende Begyndere, endelig lykkes ham at bringe en tolvte til at opnaa en absolut Sukces, da vil ingen Kontrakt kunne sikkre hans Theater saameget som et Aars Anvendelse af det Talent, der først nu kunde blive det til Nytte og Ære.

Efter vor Anskuelse behøves der heller ikke slige extraordinaire Foranstaltninger til at betrygge vort Nationaltheater mod farlige Frafald. Dets Rang, dets Tradition, dets Stabilitet, dets Repertoire og dets favoriserede Stilling vil altid sikkre det Udvalget af de bedste Kræfter, og saa lidt som det vil lide nogen virkelig Skade ved, at en Skuespillerinde, der har udviklet sig paa et andet Theater, efter et kort Engagement vender tilbage til dette, saalidt kunne vi anse det for stemmende med Theatrets Værdighed af denne ganske ordinaire Begivenhed at tage Anledning til en saa extraordinair Demonstration, som at bryde den under saamange Theater bestyrelser hævdvundne og af det hele Publikum billigede Repertoirefrihed. 

Et burde der imidlertid gjøres, og det forekommer os, at d'Hrr. private Theaterdirekteurer her ere nærmest til at tage Initiativet. Det er en almindelig bekjendt Sag, at der aldrig er blevet lagt de private Theatre Hindringer iveien for at spille selv de sørgeligste Dramaer eller de mest deciderede Karakterkomedier. I Virkeligheden har Parolen været den: "Spil, hvad De lyster, men sæt bare ikke "Skuespil", "Drama" eller "Komedie" paa Plakaten: thi det kan ikke tillades!" Og overensstemmende dermed har man omdøbt Dramaerne til "Folkekomedier" og Komedierne til "Lystspil". Denne Legen Blindebuk passer ikke i alvorlige Forhold: derfor burde der gjøres Ende paa det, og det forekommer os at være i alle Partiers Interesse, at det skeer jo før jo hellere. Vi tro derfor, at d'Hrr. Direkteurer burde indgaa med en Ansøgning om. at den aldrig effektuerede Repertoire tvang maa blive ophævet. Da ingen Æsthetiker vil kunne drage nogen skarp Grændse imellem Komedie og Lystspil, Drama, Skuespil og Folkekomedie, vilde man derved allerlettest komme bort fra alle vanskelige Distinktioner, ligesom man vilde undgaa alle Stridsspørgsmaal og vilkaarlige Afgjørelser, og mere end 20 Aars Praxis har vist, at der ingen Fare er forbundet med den attraaede Frihed. Det kgl. Theaters Chefer vilde derved blive fritagne for den "Pligt", som de ifølge deres Billighedsfølelse og Liberalitet saavidt muligt kun have betragtet som nominel, og selve Nationaltheatret vilde derved opnaa den store stordel, at det ikke behøvede at gjøre sig saa store Samvittighedsskrupler ved at afvise de svagere originale "Skuespil", som nu for Tiden ikke have noget andet Tilholdssted.

(Dagens Nyheder 7. april 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Fru Oda Nielsen. Et enfoldigt pigebarn. 1890-1921. Det kongelige Bibliotek. Fotoet kan ikke være fra hendes debut.

Theâtre du Boulevard. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Morskabstheater, som under dette Navn er indrettet i Concert du Boulevards tidligere Lokale, aabnedes i Tirsdags under de heldigste Omstændigheder for Direktøren: Salen var overfyldt, men Publikum lod desuagtet til at besinde sig vel. Efter at Orkestret under Hr. Carl Lumbyes Ledelse med stor Dygtighed havde afleveret et Par kvikke Musiknumre, fremsagde Fru T h. Petersen (kjendt fra Folketheatret) en velformet Prolog, i hvilken Direktørens Program forklaredes. Det hed heri, at man vil "more dem som fra Dagens Møje og Slid søge Hvile hos os i et Par Timers Tid", more dem med Lumbyes Musik, Smaastykker og Dans og nu og da med "et politisk Overblik, kemisk rent for personlig Kritik". Dette Program blev ikke omgaaet den første Aften; om det fremtidig vil lykkes Direktør Vilh. Petersen at holde sig borte fra den Gjøren i de øjeblikkelige Stemninger, som har karakteriseret hans Virksomhed paa Frederiksberg Morskabstheater, vil Tiden vise. - Der opførtes et Par Smaastykker, om hvilke der ikke er meget at sige. Det ene af disse, Farcen "I Labyrinthen" er jævnt kjedeligt, men forøvrigt ganske uskyldigt; det andet, Operetten "Fatinitza", med Musik af Wienernes Offenbach, Suppe, er mere fornøjeligt, men hvis den kvikke Musik skulde komme til sin Ret, maatte der bedre Stemmer til. Korene gik dog ret godt og vare ikke uden Virkning. Bearbejdelsen, i hvilken Originalens 3 Akter ere sammendragne til 1, naturligvis med Udeladelse af adskilligt, er foretagen med godt Blik for, hvad der med de for Haanden værende Midler kunde ydes. Hr. Holzers Balletselskab, der er kjendt fra et tidligere Ophold her, gjorde megen Lykke ved et Par Danse, hvoraf den ene endog maatte gives du capo. Under Dansen kom en af Damerne for nær til Lamperækken og faldt saaledes, at der gik Ild i Klæderne. Ved en resolut Handling as Balletmesteren lykkedes det imidlertid hurtigl ut saa Ilden slukket, uden at Danserne kom mere til Skade, end at hun kunde optræde senere paa Aftenen.

(Morgenbladet (København) 4. oktober 1877).

Théâtre du Boulevard gav i Tirsdags Aftes under Titlen "I Knibe" et ganske net lille Lystspil af den bekjendte svenske Forfatter F. Hedberg. Det handler om en ung Mand, som har giftet sig uden sine Forældres Vidende, men som tror at kunne have den herved opstaaede Misstemning ved at indføre sin unge elskværdige Hustru i Familien i Skikkelse af en "efter Avisen" antaget Lærerinde. Forvexlingen opdages for tidlig, men Forsoningen hidføres alligevel. Stykket er ganske morsomt, og skjønt Udførelsen, navnlig for det unge Ægtepars Vedkommende, lod en Del tilbage at ønske, vandt det Bifald hos Publikum.

(Morgenbladet (København) 11. oktober 1877).

Vesterbrogade 29, Concert du Boulevard set fra Vesterbrogade. Over porten skilt med Hver Aften Stor Varietéforestilling Gratis Entré. På 2. sal salon der bl.a. skilter med Damp Ansigts-Bade, Manicure og Elegant Frisering 50 Øre. I stueetagen Emanuel Thranes cigarforretning. Nedbrudt april 1902. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder.

Teaterstykket "Lygtemænd". (Efterskrift til Politivennen)

Molbech havde indstillet stykket til antagelse, men bemærkede dog at satiren savnede myndighed. Den konservative presse var tilfreds med stykkets hensigt. Om end stykkets miljø- og personskildring ikke var dybtgående. 

Om "Lygtemænd" m. m.

(Første del er udeladt).

* * *

Der gives en "Literat", der fornylig har naaet til at fabrikere den originale 4 Akts Nyhed, "Lygtemænd", som nu skal vandre over Nationalteatrets Brædder. Dette Individ har for flere Aar tilbage i Kompagni med en anden lavet nogle Farcer, der opførtes paa et af Sekundteatrene. De var højst ubetydelige, og det bedste i dem var endda af Kompagnonen. Saa forsøgte han sig for nogle Aar siden med et Stykke til "Nationalteatret". Men det skulde han ikke have gjort. Stykket var udtværet og kedeligt, gjorde ingen Lykke og blev snart lagt hen. Saa begyndte hans Stjerne - hans Middags-Stjerne - at dale. En uheldig Forfatter var der ingen, der brød sig om. Dem var der nok af. Man havde jo baade Richard Kaufmann og unge Grundtvig. Saa følte han, at der maatte gøres noget. Det nye Nationalteater skulde lyksaliggøres med et genialt Stykke af ham. Men sligt Forsøg var jo for strandet. Det maatte ikke ske denne Gang. Saa var det rent ude med ham. Han grublede og grublede. Endelig fik han - det klinger underligt, men er dog sandt - han fik en Idé. Han kunde jo i Stykket angribe enten Socialismen eller den frie Tanke, eller han kunde slaa to Fluer med ét Smæk, og angribe dem begge. Saa var han jo vis paa, at hans Stykke, om det end var nok saa daarligt, dog vilde gøre Lykke hos Adskillige, og fremfor Alt hos Grossererne. Som tænkt, saa gjort. Og saa skrev Villiam Bloch "Lygtemænd", originalt Skuespil i 4 Akter. - Stykket indleveredes saa for c. 1½ Aar siden, men til Uheld for Forfatteren sendte Teaterbestyrelsen ham det tilbage. Han tabte dog ikke Modet. Han lavede om paa Stykket, indleverede det igen, og - det blev antaget. Det var jo ogsaa ubilligt andet. Selv om Stykket var aldrig saa daarligt, Tendensen var dog ypperlig. Og at Stykket er daarligt, det kan vi, der har været saa heldige, eller rettere sagt uheldige, at læse Det, bevidne. Der er, for at tale i Sigurd Müllers Stil, hverken Klarhed i Anlæget eller Skarphed i Formen, hverken "hejbergsk-subjektiv eller holbersk-objektiv Latter"; Handlinger snegler sig hen udtværet og uinteressant. Ikke en eneste god Idé, ikke en eneste fintbygget Replik, ikke en eneste original Tanke. Det Hele er udgaaet fra en forvirret Hjærnes uklare Forestillinger om at Socialisme og Fritænkeri er "noget fælt noget". Et Blik paa Stykket vil gøre dette indlysende. Der er nu Helten, Hr. Holm ("28 Aar gammel"). Han vender i Stykkets Begyndelse tilbage fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, hvor han har tilegnet sig Civilisationens Frugter: de frie ideer. Han optræder nu som ægte Radikal, forsøgende paa at gennemføre sine Yndlingsideer i sit Fædreland. Han møder imidlertid Modstand hos Mange, blandt Andre hos Frøken Schnell. Og saa viser Holm sig som et ægte Foster af den blochske Fantasi: han har ingen Karakter. I Stedet for som de frie Ideers Førere herhjemme at sætte sin Sjæls fulde Kraft ind paa at gennemføre din Bevægelse, som de af dem udtalte Ideer har vakt. i Stedet for i Konsekvens med sig selv at kaste Vrag paa den Kvinde, der ikke deler hans Ideer, synker han ængstelig og forsagt sammen under Modstanden, og viser sig som en Pjalt. Og her træder Forfatterens Perfiditet tydelig frem. For at stille mulig frisindede Tilskuere Blaar i Øjnene, viser han os i Begyndelsen de radikale Ideers Magt, for til Slutningen - til de Nationalliberales Glæde og Henrykkelse - at vise os deres totale Afmagt. Denne Helt optræder, omgivet af unge, frisindede Mennesker, der er latterliggjorte, og af Arbejdere, der begynder som Socialister, og ender med at mene, at det dog er bedst at Storborgerslaver! Stykkets mest ideelle Figur er - Hr. Jerndorf!!

Hermed har Læserne sikkert faaet Nok.

Og man forbavse nu ikke over, at det i vore Dage kan falde en ung mand ind at skrive mod Fremskridtsideerne. Husk blot paa, denne unge Mand er Hr. Villiam Bloch. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Arbejdets Ret? Han, der aldrig har vidst, hvad Arbejde er. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Tankens Frihed? Han, der aldrig har vidst, hvad Tænkning er.

Og man forbavses heller ikke over at Teaterbestyrelsen har antaget et saadant Aandsprodukt. For derved vinder den maaske Bifald hos sine værste Plageaander, Recensenterne og disses Ekko: Grossererne.

Ti hvad siger ikke Heinrich Heine:

Nur wenn wir ins Koth uns fanden
so verstanden wir uns gleich. 

E. H.

(Social-Demokraten 6. oktober 1875).

Hansen, Schou & Weller: William Bloch. Optaget mellem 1867 og 1877. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

"Lygtemænd" anstiftede, som vi i gaar bemærkede, adskillige Ulykker i vort fine Nationalteater i Onsdags Aftes. Dhrr. Grosserere havde troet, at de i al Ro og Mag kunde sidde og fryde dem over det idiotiske Makværk, som en af deres Frispisere havde fabrikeret, de gned sig i Hænderne ved at tænke paa, hvor grumt Fyren havde tresakket Alt, hvad der laa udenfor Madstrævet og Børsjobberiet, hvor fuldstændig han havde knust saadanne "Galskaber" som Ideerne om Frihed, Lighed, Broderskab osv.

Men hvorlænge var Abrahams i Paris? Den Herlighed varede ikke længere end til midt i 2den Akt: da Grossererne og deres Pakhuskarle raabte Bravo over Fabrikant Rosens Smørrebrødslogik, skingrede Piberne løs baade fraoven og franeden og vedblev at lade sig høre ved hver Klapsalve. I de næste Akter var det noget stille; kun da en Arbejder i Stykket talte om "Kløften" mellem Storborgere og Arbejdere, udbrød en Socialist under Loftet i et lydeligt: "Det er hørt!" Men da Arbejderformanden i Stykkets sidste Akt kommer krybende for at "bede om Naade" hos Fabrikanten, da Stykkets "Helt" viser sig beredt til at sælge sin Overbevisning for at komme til slikke en Fabrikanttøs med 12 Garneringer, - kort sagt da det viste sig, at Personerne i Stykket kun er Straadukker, der er opstillede for at Forfatteren, Hr. Bloch, kan vise sin Drabelighed ved at stikke til dem, fra det Øjeblik var Stykkets Skæbne afgjort. Vistnok over et halvt Hundrede Piber, deriblandt en sand Jernbanefløjte, hvislede efter Tæppets Fald gennem "Talias Tempel", der havde vanæret sig ved at blive Organ for den smudsigste Reaktion, og skønt Gongongen gik, skønt Storborgerne i yderste Raseri vrælede paa deres Politi, som imidlertid ikke havde vigtig "Lyst til Handverket", vedblev Spektaklet en god halv Time og endte med Fløjternes Sejr.

Den samme Historie gentog sig iaftes. Paa Lørdag gaar Stykket igen, vi anbefaler det til vore Meningsfællers fløjtende Opmærksomhed, og tilføjer, at vi er villige til at købe Billetter til dem, der mælder sig i Løbet af idag paa Ekspeditionskontoret, Suhmsgade 2 eller Gotersgade 83, og forud betaler dem.

(Social-Demokraten 8. oktober 1875).

"Lygtemænd" blev da til Gavns udpebet i Lørdags, blev udpebet trods det, at adskillige Hundreder af de Socialister, der paa "Soc.-Dem." Kontor havde tegnet sig for billetter, ikke fik saadanne. Billetterne til Forestillingen blev allerede for en stor Del opkøbt i Fredags til dobbelte Priiser og de, der var tilbage, købte Billetsjvoverne i Lørdags til forhøiet Pris. Som følge deraf maatte Arbejderne betale to til tre Kroner for en Billet til Galleriet og da der oven i Købet kun kunde skaffes faa Billetter til denne Plads, maatte ikke saa ganske faa Arbejdere løse Billet til Parterret, Balkonen osv., og saare mange fik, som sagt, slet ingen Billet.

Det var ikke alene Billetsjoverne, men ogsaa Politiknægtene, der havde opkøbt Billetterne. Saa godt som hele Københavns Politistyrke var anbragt i Teatret. Allevegne, hvor man saa hen, opdagede man et over- eller underordnet Politimenneske, i Særdeleshed var Galleriet stærkt forsynet. Forestillingen fremkaldte hverken Bifalds- eller Mishagsytringer, førend Midten af fjerde Akt naaedes. Da kunde nogle Klappere ikke længer dy sig, men de blev straks bragt til Tavshed af en Del Hyssen og nogle Pibere. Hovedkritiken over Stykket blev dog selvfølgelig først afsagt, efter at Forestillingen var forbi. Aldrig saa snart rullede Tæppet ned for sidste Akt, førend Piberne begyndte; Klapperne gjorde ligeledes deres bedste, men det forslog ikke, de blev fuldstændig overdøvede. Damerne holdt sig for ørerne og adskillige af dem var nok lige paa Nippet til at besvime. Meningskampen varede ikke ret læge, ti efter i det højeste to Minuters Forløb lød Gongonen, hvorpaa baade Pibere og Klappere øjeblikkelig holdt inde. Til Slutning gav Politiinspektør Clausen, der havde sneget sig ind paa balkonen, en morsom Scene til Bedste. Efier at det andet Slag paa Gongonen havde lydt, og der var indtraadt fuldstændig Stilhed traadte han næmlig frem og brølede: "Det var anden Gang - holdt!" Det tør vel antaget, at dette Brøl i Henhold til Politidirektørens Plakat vil skaffe ham en alvorlig Bøde paa Halsen.

- Efter hvad "Jyllandsposten" vil vide har en Direktør for et Provinsskuespillerselskab skaffet sig Ret til at opføre "Lygtemænd". Han agter at begynde dermed i Aarhus om en Maanedstid. Det er vel ønskeligt, at vi opfordrer vore Meningsfæller i denne By til ligeledes at gøre Kaal paa dette jammerlige Stykke.

(Social-Demokraten 12. oktober 1875).

"Lygtemænd" er et altfor kært Barn for det "kongelige" til at det skulde anvende sine egne Regler paa det. Stykket er nu bleven udpebet 3 Gange og desuagtet bødes det Publikum igen i Gaar. Vi haaber, at den fornuftige Del af Publikum nu, efter at have vist sin Mening om dette Makværk, vil lade Idioterne og Politiet sidde i Ro og beklappe det hver Aften om saa skal være; det vilde være urimeligt at fylde Penge i Hr. Blochs Lommer. Apropos, mon det ikke skulde være passende at give den unge Mand en eller anden Opmuntring, f. Eks. en Dydsmedalje eller Lignende? Da han har vist sig som en drabelig Dydsdragon ligeoverfor den frie Kærlighed paa Scenen, kan det jo ikke fejle, at han ogsaa maa være det i sit eget private Liv, og en saadan Perle af en Storborger kunde der ikke let gøres for meget af. Eller skulde det være sandt at den gamle Historie om Bjælken og Skæden ogsaa gælder om denne Hædersmand?

I Gaar var nogle Arbejdere og Studenter bleven anmodet af Hr. Crone om at besøge ham. Den gode Mand tror aabenbart, at Arbejderne har lige saa Lidt at bestille som han selv. Han vi de næmlig kun fortælle dem, at de ikke vilde blive tiltalt i Anledning af den første Udpibning af "Lygtemænd", og det var selvfølgelig overflødigl, da i saa Tilfælde Klapperne, Hr. Vekselmægler Lorck, Hr. Digter Kock, Hr. Ploug og en hel Hoben Damer ogsaa let kunde have kommet til at figurere i den offenlige Politiret, hvis vi vilde have været saa "uridderlige" at vidne imod dem.

(Social-Demokraten 13. oktober 1875).

Georg Brandes overværede den tredje opførelse fra første parket. Her kunne han opleve hvordan 50 studenter og 150 arbejdere piftede af det ikke særlig godt anmeldte stykke. Brandes skrev om arbejdernei et brev til Gosse: "De er ikke slyngler, langtfra, men fattige, uvidende og til dels fantastiske stakler, som det gjaldt om at hjælpe og ikke om at håne eller kue." (Her citeret efter Jørgen Knudsen: G. B.: En biografi om Georg Brandes (2008).

"Lygtemænd". Dette fire Akts Skuespil, der jo skal være forfattet af en Student Bloch, Broder til Maleren, har, som tilstrækkelig bekjendt, faaet den Skjæbne, der i de senere Aar ikke har timedes ret meget af, hvad der fremkommer paa vort kgl. Teater, at tildrage sig det store Publikums, ikke blot den kjøbenhavnske Tevandssladers, Opmærksomhed. Dette er i og for sig meget. Det viser, at Stykket staar i en eller anden Samklang med Tidens Hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok, synes at anse for en stor Fejl, idet de forlange "Politik" holdt borte fra Scenen, ligesom ogsaa fra Prædikestolen, hvor højlydt end Kjendsgjerningerne vidne om, at Tilskuerne og Tilhørerne i Reglen blive borte med det samme. Anmelderen af dette nu i Bogladerne foreliggende Teaterstykke gaar altsaa ud fra, at dets Berøren af Tidens brændende Spørgsmaal i og for sig er en stor Dyd ved det. Ved Siden af denne Ros tilstaar Anmelderen lige saa aabent, at han ikke billiger Stykkets Tendens medens han villig indrømmer, at Stykket, hvis denne havde gaaet i modsat Retning, uden Tvivl ikke havde naaet at komme frem paa det kgl Teater, der i sin Egenskab som Statsanstalt selvfølgelig paa sit Omraade ubetinget repræsenterer det bestaaende. Bemeldte Tendens gaar nemlig ud paa en dramatisk Forkyndelse af alle Spidsborgeres Yndlingslære om det nedarvedes næsten ubetingede Ret over for det Nye, hvilken Lærdoms Berettigelse Forfatteren i det foreliggende Tilfælde slipper nemt fra at godtgjøre ved det gamle Kneb at lade al Elskværdighed og Ynde være paa det gamles Side, medens det nyes Repræsentanter i det Hele ere Karikaturer. At Forfatteren mellem de forskjellige Nutidsproblemer har valgt den frie Kjærlighed, er selv følgelig blot exempelvis og i Overensstemmelse med det dramatiske Behov, idet Kiærlighed jo er en uundværlig Ingredients i ethvert Stykke.

Dette Valg kan der derfor ikke i og for sig lægges nogen Vægt paa, med mindre man vilde antage, at Forfatterens Mangel paa Sympati med det nye over Hovedet har ladet ham med Forkjærlighed gribe dette i en af dets mest umodne og mest frastødende Skikkelser. Men naar man nu erkjender og føler, at hvad vi hjærtelig trænge til at høre forkyndt med klare og begejstrede Stemmer i Kunstens Templer, er et Vidnesbyrd om den menneskelige Aands Kraft til at bryde nye Baner og til at kaste udlevede Former til Side, og man saa tvertimod bydes en fad og begejstringsløs Gammelklogskab, hvilket, som sagt, sker i det her omhandlede Tilfælde, hvor let forledes man da ikke til at give sin Skuffelse og Ærgrelse Luft, om ikke just ved Pibning, saa dog gjennem en vis Forudindtagethed, der lader en blive lidt partisk overfor Stykkets mulige æstetiske Fortrin! Saadanne ere nemlig virkelig til Stede i en Grad, der bevæger Anmelderen til sluttelig at nedlægge en Indsigelse mod den gjentagende fremsatte Formening, at "Lygtemænd" væsentlig kan takke den ihærdige Udpibning for, at det ikke alt er død Straadøden.

(Aarhus Amtstidende 22. oktober 1875).

Efter anden opførelse forbød politidirektør Crone såvel mishags- som bifaldsytringer under forestillingen. Med ikke efter forestillingens slutning. Ved tredje og fjerde opførelse var der så uhindret spektakel indtil gongongen lød. Efter at tumulterne var blevet helt forbudt, forsvandt interessen for stykket. Et tid spillede stykket et par steder i provinsen:

"Lygtemænd" blev atter spillet i Horsens Tirsdag og Onsdag, og som der i "Horsens Avis" saa smukt refereres, uden Forstyrrelse, da vor dygtige Politimester havde taget sine Forholdsregler. Lad os en Gang undersøge, hvori disse Forholdsregler bestod; for det Første var det forbudt alle de mulkterede Pibere oftere (for Tid og Evighed) at komme i Teatret, naar "Lygtemænd" spilles. Dette Forbud gælder naturligvis over hele Danmark og Bilandene, om Island og Færøerne er deri indbefattet, blev ikke tilføjet. For det Andet blev Galleriet besat af hele vort respektabte Nærpoliti, tilligemed det øvrige Politipersonale, naturligvis med Hr. Kammerherre v. Jessen i egen høje Person som første Kommanderende. Havde Arbejderne givet deres Mishag tilkende, ved at give et Stød i Fløjten, saa havde den naturligvis straks staaet paa Slag, eftersom Lovens Haandhævere var forsynede med de uundværlige Knipler. Her kan man med Rette sige, at alle Politimestre i Danmark (Crone og Hammerich deri indbefattet) er nogle Sinker ligeoverfor Politimesteren i Horsens, som forstaar at tage en saa alvorlig Sag paa den rette Maade, er vi enige derom, saa lad os fortsætte.

I Lørdags er Dommen bleven forkyndt paa den lovbefalede Maade for den "Socialdemokratiske Arbejderforenings" Vært, Hr. Carl Madelaire og Skræder Hoffmann, 2 Syndere, som ikke kunde indse deres store Forbrydelse ved i Teatret at give deres Mishag tilkende, fordi at Arbejderne bliver fremstillet som nogle sande Pjalte, og som Følge deraf ikke vilde indgaa noget som helst Forlig. Dommen tilligemed Udskriften af Retsprotokollen skal blive serveret for Bladets Læsere i de nærmest paafølgende Dage, "hvorefter alle have sig at rette."

I Lørdags Aftes var der Møde af samtlige mulkterede Pibere, og blev der enstemmig vedtaget, ikke at berige hverken Politi-, Fattig- eller Kammerherrens Kasse med 1 Skilling af den idømte Mulkt; hvad der ellers blev forhandlet, vil senere blive offenliggjort her i Bladet tilligemed mere. De dømte klappen i og trampende Spektakelmagere var ogsaa indbudt, men der mødte naturligvis ingen, og det af den simple Grund, at der slet ingen var dømt. Det er kun den fattige Arbejder, der skal blokkes; kan Pengene ikke strække til, saa hedder det sig: Kroppen skal bøde. Om ogsaa Familien lider Sult, kommer ikke Avtoriteterne ved. Nu nok for denne Gang. De skal snart, Hr Redaktør, høre noget mere fra Deres ærbødige

En af Piberne.

(Social-Demokraten 2. november 1875).

Politiet i Horsens og "Lygtemænd". Vi har fra Horsens modlaget følgende Korrespondance:

"Hr. Redaktør! Paa Grund af at jeg havde saavel Samvittighedsnag, fordi jeg ikke tilligemed mine pibende og fløitende Kammerater blev tilsagt og dømt, mødte jeg for Politimesteren. Hr. Kammerherre V. Jessen i Horsens, sidste Lørdag Formiddag Kl. 11 3/4, og bad mig straffet for mine Fløjtetoner ved "Lygtemænds" Opførelse, og samtidig ønskede jeg, der atter at faa min Samrittighedsro tilbage, at opgive Flere, som Politiet muligt (?) havde overset. Men til min store Forbavselse blev jeg affærdiget med et bestemt Afslag: der kunde ikke optoges Flere, Sagen var sluttet. Det er jeg nu slet ikke tilfreds med, jeg har hverken Ro Nat eller Dag, før jeg faar anmeldt for vor upartiske Øvrighed hele den Bunke pibende, klappende og trampende Spektakelmagere, som jeg for Øjeblikket er frugtsommelig med, og faar dem alle afstraffet tilligemed

Deres ærbødige
Jakobsen, Skraber,
Søndergade 82."

(Social-Demokraten 4. november 1875).

Friheden i Danmark. Vi meddelte forleden, at en Del Pibere af "Lygtemænd" i Horsens blev mulkterede, og at det samtidig for Tid og Evighed blev forbudt dem at indfinde sig i Teatret, naar "Lygtemænd" opførtes. Adskillige af vore Læsere har rimeligvis troet, at dette sidste var en behagelig Spøg af os. Af den Grund gengiver vi her følgende:

Udskrift af Horsens Købstads Politiprotokol.

Aar 1875 den 26de Oktober Formiddag Kl. 11½ blev en Politiret sat paa Raadstuen af den i kammerherre Jessens Fraværelse konstituerede Dommere og Skriver Kammerassessor Fuldmægtig Madsen i Overværelse af nedentegnede Vidner.

Hvor da blev foretaget Sag mod forskellige Personer, som i Aftes i Teatret under Opførelse af Stykket "Lygtemænd" havde gjort Spektakler ved vedholdende Piben saaledes, at dette havde forstyrret Forestillingen i den Grad at samme maatte afbrydes i nogen Tid. og først kunde fortsættes, efter at flere af Urostifterne af Politiet var fjernede fra Tilskuerpladsen.

Efter Tilsigelse mødte Møllebygger Christian Johansen, Medlem af den saakaldte socialdemokratiske Forening heri Byen, som forklarede, at han i Aftes indfandt sig i Teatret for at pibe Stykket "Lygtemænd" ud, idet han i Forvejen havde læst Stykket og sundet, at det indeholder en Forhaanelse imod Arbejderne og disses Talsmænd, til hvilke Komparenten ogsaa hører, idet han flere Gange har talt Arbejdernes Sag. Han indrømmer, at han gentagende af Politiet blev forbudt at pibe og desuagtet vedblev dermed, fordi at Andre vedblev at klappe og trampe i Gulvet, og han anser sig liges aa vel berettiget til at ytre sin Mishag ved at pibe som at Andre kan have Lov til at give deres Bifald tilkende ved at klappe og ved at trampe i Gulvet.

Foreholdt, at han, i Forening med hans Meningsfæller, have forstyrret Forestillingen ved den vedholdende Piben, indrømmer han, at dette netop var Hensigten, og at han med mange Andre har i Sinde, atter i Aften at møde i Teatret og pibe for om muligt derved at fortrænge Stykket fra Scenen.

Han blev forelæst Politivedtægtens § 69 og indser, at han har forbrudt sig mod denne, men beder dog udtrykkelig tilføjet, at mange Andre ligeledes har overtraadt Paragrafen ved deres Bifaldsytringer.

Paa Opfordring af Dommeren forpligtede Komparenten sig til for sit udviste Forhold at erlægge en Bøde til Politikassen af 10 Kr , hvormed Sagen for hans Vedkommende blev sluttet. Han blev derefter dimitteret med Tilkendegivende, at han ikke oftere maa indfinde sig i Teatret, naar Stykket "Lygtemænd" opføres, og at han, saafremt han overtræder Dette Tilhold, vil blive tiltalt og straffet derfor.

Retten hævet Ludv. Madsen. 

Vidner Svendsen. Poulsen.

Udskriftens Rigtighed bekræfter Horsens Byfogedkontor den 28. Oktober 1875.
Chr. Jessen.

(Social-Demokraten 17. november 1875).

"Lygtemænd." Under denne Titel opføres i denne Tid paa den danske Skueplads et Stykke, som har vakt en vis Opmærksomhed og meningskamp alle Steder, hvor det er blevet opført, og som man har set af Bladene, er det gennemgaaende blevet udpebet, og derved fremkaldt kraftige Foranstaltninger af det "tappre danske Politi". Da nævnte Stykke skulde opføres her i Rønne, blev der saaledes, uagtet der vist næppe findes 20 Socialister blandt de omtrent 6000 Indbyggere denne By tæller, og Folk herovre desuden ikke er nok med til at kunne forstaa Stykket, gjort Forberedelser i Guds Velsignelse for at forebygge al Uorden og gribe de slemme Pibere. Saaledes mødte i Lørdags til Generalprøven hele vor Politistyrke, (8 Mand stor) Byfogden i Uniform og Ordenskorpset, der vel tæller 20-30 Mand, blev posteret i alle Kroge baade i og udenfor Teatret. Stykket gik meget godt af, ja, næsten altfor godt; ti ingen anden Lyd lod sig høre fra Publikums Side, end den at Folk, kede af at se og høre noget "Pjank", gav sig til at tale under Akterne. Saaledes fik Politiets "kraftige Anstrængelser" for den Andens Vedkommende, en "lang Næse". Søndag Aften skulde Stykket atter gaa, men denne Gang blev dog Ordenskorpset ganske roligt hjemme, medens Byfogden og Politistyrken mødte fuldtallig. Ligeledes denne Aften talte Folk paa Kraft under Akterne, og paa en Bænk, saa jeg en Pige sidde og sove, omtrent da 2den Akt var til Ende, dette er jo i og for sig Bevis nok for, hvilken Interesse og Forstand Bornholmerne har paa dette Stykke. Det bemærkes, at jeg ogsaa, som jeg tilfældig kom til at staa bag to Mænd, der talte sammen, hørte den Ene sige: "Der skulde blot En give Tonen an, saa skulde denne min Sandten komme til Tjeneste," og med det samme vist han den anden en Fløjte.

Rønne d. 13. november. F. Clausen.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Som nævnt i den første artikel opførte Det kongelige Teater i 1872 lystspillet "De hvide Roser" af William Edvard Bloch (1845-1926) med Bøgh som medforfatter. Skuespillet Lygtemænd (1875) lå i en tradition på det kongelige Teater hvor man på de gamle magthaveres præmisser parodierede nye samfundsreformatorer (i dette tilfælde Brandes og Holger Drachmann). Dengang som før det medførte det ofte piben og tumulter i teatret. 

Edvard Brandes (1847-1931) svarede igen med parodien "Søgte Mænd eller den frie middag". I denne nærer Willig, Ludolf og Kaufbar et brændende ønske om at stige i graderne og blive en del af det finere selskab. En dag møder Kaufbar en mand, der lover, at indføre ham i et selskab af fornemme mænd af alle aldre, der kalder sig ‘Dydskredsen‘, men én ting er at sidde til bords med de fine herrer, en anden ting er at opføre sig efter rollen. Morgenbladet (København) bragte allerede 23.-24. oktober 1875 et uddrag af dette stykke. ...I juli 1881 blev Bloch ansat som instruktør på Det kgl. teater hvor han samme år fik sit kunstneriske gennembrud med En Folkefjende.

Se også den lille serie her på bloggen om hans kone, skuespilleren Anna Bloch.

Oda Nielsen 1851-1936. 1/9: Debut paa Casino 1870. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Oda Laurenze Helmine Nielsen (1851-1936) blev født i Libaus havn om bord på briggen Molodez. Hun blev kendt ved skuespilleren Carl Wulffs benefice på Casino den 11. maj 1870 hvor hun spillede Thora i Erik Bøghs vaudeville "Et enfoldigt Pigebarn". Se indslaget om Carl Wulff.

Oda Laurenze Helmine Nielsen, f. Larsen (7.8.1851-11.9.1936) skuespillerinde (Født: Larsen eller Larssen) Ægtefæller: Jens Petersen, telegrafist (1843-1880). Martinius Nielsen, skuespiller (1859-1928). Det kongelige Bibliotek.

Kasino fik vel ikke Brug for sin røde Lygte i Onsdags Aftes, men havde dog vidst at samle et forholdsvis temmelig talrigt Publikum indenfor sine ærværdige Mure. Beneficianten, Hr. Wulff, modtoges ved sin Entree i "Djævelens Memoirer" med Klap og Blomsterregn, ligesom han senere blev fremkaldt et Par Gange. Dette kan imidlertid ikke betragtes som noget Usædvanligt og Forunderligt, og hin Hyldest var oprigtig talt ikke det mest Interessante ved Forestillingen. Det Usædvanlige, Forunderlige, i ethvert Tilfælde Interessen knyttede sig udelukkende til Frk. Larsens Debut. Denne kan nu ganske vist ikke betragtes som afgjørende eller sikkert varslende med Hensyn til den unge Dames Fremtid. Hendes Rolle i "Et enfoldigt Pigebarn" hører ikke til dem, som tillade en Skuespillerindes Evner at lægge sig klart for Dagen og derved at røbe deres Begrændsning; det er jo egentlig en Dobbelgænger denne Thora, der af sine Omgivelser opfattes som enfoldig, og som dog med fuldstændig Bevidsthed holder alle Stykkets Traade i sin Haand. Maaske hidrørte en vis Mangel paa Bevægelighed, en vis Stivhed i Holdningen fra Rollens Dobbelttydighed, maaske kom den af, at det var en første Optræden. Iøvrigt kan man for Øieblikket sige omtrent Følgende til Orientering angaaende Frk. Larsens Anlæg for Scenen. Hun har et smukt Ydre, en noget spids, men dog ikke usympathetisk Stemme; hun prononcerer overraskende tydelig, siger sine Repliker med korrekt Betoning og tegner til at blive en fortrinlig Koupletsangerinde. Hendes Mimik var i første Akt  lidt vel forceret, i sidste Akt noget mat, men paa intet Sted ujand eller uskjøn. Der var tvertimod et tiltalende Skjær af kvindelig Ungdom udbredt over hele Præstationen. Rollen frembyder størst Anledning til et halvt fordulgt Skjælmeri, og det var da ogsaa noget Saadant, der lykkedes Frk. Larsen bedst; det er kun paa et eneste Sted - i den lille Vexelsang med Elskeren - at der viser sig Tegn paa en dybere og inderligere Følelse hos den unge Pige, og dette Tegn er for svagt og enestaaende til, at man kan drage nogen sikker Slutning om Fremstillerindens Evne til at tolke erotiske Stemninger. Vi nøies derfor ogsaa med at erklære, at det forekom os, at den unge Dame ogsaa paa dette Punkt gav et Løfte, som vi ønske hende Held til at opfylde. - Imellem de to Stykker foredrog Hr. Carl Hansen et Par Sange og hans ualmindelig smukke og klangfulde Stemme giorde den sædvanlige Virkning. Mærkværdigt er det. at der tilsyneladende hidtil har været saa lidt Anvendelse for en saadan Stemme. V-m.

Vi henlede gjentagende Opmærksomheden paa, at Forestillingen iaften gives til Indtægt for Fru Knutzen.

(Dagens Nyheder 14. maj 1870).

Stykket "Et enfoldigt Pigebarn" var skrevet af Erik Nicolai Bøgh (1822-1899) i 1853. Han skrev flere stykker til Casino.

Kasinos Saison aabnedes i Fredags Aftes med et nyt Stykke af Erik Bøgh samt et Par ældre Vaudeviller, af hvilke den ene var bleven indstuderet paany, og Forestillingen havde desuden den Interesse, at Hr. V. Schmidt efter nogle Aars Forløb atter viste sig paa en kjøbenhavnsk Scene og at Frøken Oda Larsen havde sin anden Debut. Den unge Dame, der debuterede i "Et enfoldigt Pigebarn", viste sig atter i Fredags i denne Rolle og spillede desuden Elskerinden i det nette lille Stykke "Kjærlighed og Diplomati". Frk. Larsen er ung og smuk, hun har et tydeligt Organ og gjør Indtrykket af at være en dannet Dame; men hendes mest fremtrædende Egenskab er alligevel det Talent, med hvilket hun foredrager sine Koupletter; hendes Sangstemme er tiltalende, og hun narrer ikke Forfatteren for en eneste Stavelse. Der er, som man seer, mange Betingelser for, at Debutantinden burde kunne blive en god Skuespillerinde; men skal hun blive det, saa maa hun itide sørge for at kaste al sin Unatur bort. Hun maa ikke ved hvert Ord og ved hver Gestus lade Tilskuerne mærke, at hun "spiller Komedie" for en bestemt Kreds, bænket i en vis Afstand fra, hvor hun staaer; og hun maa absolut lægge mere Hjertelighed og Friskhed, mere ungdommelig Elasticitet, mere, om vi saa maa sige, Saft og Sødme i sit Spil. Hvad hun gjør, er saa net og pænt og gammelklogt, at man - f. Ex. i "Et enfoldigt Pigebarn" - undertiden kom til ligefrem at længes efter at se hende bryde ud i rigtig ungdommelig, smittende Lystighed, for ikke at sige Kaadhed. Vi havde, som sagt, hellere seet hende lidt mindre six og færdig i sit Spil. I "Kjærlighed og Diplomati" blev hun applauderet, hver Gang hun havde wnget, og det var kun en velfortjent Anerkjendelse af, hvad hun præsterede; men hendes Fremstilling gav af de ovenanførte Grunde egenlig kun lidet Haab om, at Theatret vil kunne faa en virkelig Elskerinde i hende, saafremt hun ikke formaaer at hæve de paapegede Mangler. Vi have strax gjort disse Bemærkninger, fordi den unge Pige har betraadt Scenen veludrustet af Naturen, og det vilde være Synd, om hun kom paa Afveie. 

(Dagens Nyheder 11. september 1870. Uddrag).

Hun indstillede skuespillerkarrieren i 1871 da hun giftede sig telegrafembedsmand Jens Petersen og blev Oda Petersen. Han var fra en ansættelse i Statstelegraphen blevet stationschef under det Store nordiske Telegraphselskab i Finland, Calais og til sidst Paris. Det gav Oda lejighed til at studere tidens førende skuespillere i Paris. Efter hans død af en lungebetændelse i slutningen af januar 1880, 37 år gammel, rejste hun tilbage til Danmark for at  optræde på Casino, senere på Det kongelige Teater.

Officerer vs Urtekræmmer i Folketheatret. (Efterskrift til Politivennen)

En affære som muligvis omhandler kendte politikere og krigsheltes ungdom: Statsminister Bluhmes søn og Karen Blixens far eller onkel.:

- I Forsalen til Folketheatret er der i Mandags Aftes forefaldet et ubehageligt Optrin, som i disse Dage bliver meget omtalt i Hovedstaden. En Gardeofficeer og et Par Reserveofficerer indfandt sig i Theatret og tog Plads i en Loge bagved en Urtekræmmer Petersen. Denne, der havde en Dame med, blev meget geneert af dem paa Grund af deres højrøstede Tale, der var af et meget upassende Indhold, og af at de, trods det gjældende Forbud, vedbleve at dampe paa deres Cigarer. Han vendte sig derfor flere Gange om og saae stift paa dem, men uden at yttre noget Mishag. Efterat begge Parter havde "ugleseet" hinanden paa denne Maade i nogen Tid, yttrede en af Reserveofficererne, hvis Navn er Bluhme (Søn af afdøde Geheimeraad B.), at det nok var bedst, at han gik hjem og trak i Uniformen for at indgyde Respekt. Han gik og vendte virkelig tilbage i fuld Uniform med Sabel paa, stillede sig bag i Logen og sagde høit til Gardeofficeren: "Aa Dinesen, tag Din Hat af, for at jeg kan see Personen dernede rigtigt." Petersen forholdt sig dog vedvarende rolig og forlod efter Aktens Slutning Tilskuerpladsen for at trække frisk Luft i Forsalen. De tre Officerer fulgte imidlertid efter, og Bluhme gik henimod ham med den Yttring: "Hvorfor har de siddet og ugleseet mig?" "Jeg vil ikke have Noget med saadan en Dreng at gjøre," svarede Petersen og vilde undgaae ham; men da Bluhme nu trængte ind paa Livet af ham, tabte P. Taalmodigheden og gav den unge Reserveofficeer et Ørefigen. Nu trak Bluhme blank og begyndte at smøre løs paa sin Modstander, men blev strax anholdt af en Politibetjent, der bød ham stikke Sablen i Skeden. Bluhme nægtede dette, da han hellere vilde jage Petersen den i Livet, som han udtrykte sig, men da Betjenten truede med at tage Sablen og den vedhængende Porte Espée fra ham, fandt han sig i at adlyde og blev derpaa ført til Hovedstationen for at afgive Forklaring. Der blev optaget et fuldstændigt Forhør og afhørt Vidner, hvorpaa Sagen er bleven indsendt til Krigsministeriet, der, som man antager, vil lade det unge Menneske slippe med Afskedigelse. Hermed vil den fornærmede Modpart imidlertid ikke lade sig nøie og har derfor indstævnet Sekondlieuten. Bluhme for Kriminal- og Politiretten. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. februar 1868)

Den omtalte afdøde geheimeråd Bluhme må være Christian Albrecht Bluhme (1794-1866). Han var konservativ politiker og Danmarks 2. og 10. statsminister (første gang fra 1852 til 1853 med titel af premierminister, anden gang fra 1864 til 1865 med titel af konseilspræsident). 

Hvem er så sønnen? De uklare angivelser siger reserveløjtnant af artilleriet. Hans Emil Bluhme (1833-1926) blev også politiker. Han var søofficer og blev løjtnant 1852, afgik 1868 med titel af kaptajn (1902 kommandør). Han blev senere politiker og opstillede forgæves for partiet Højre mod Frederik Bajer. Han blev først valgt 1884, om end i opposition til Estrup, og vekslede i de følgende år mellem Venstre og Højre. Just Eiler Bluhme (1846-1934) var ifølge Haandbog for Hæren 1868 ved 22. artilleri-regiment. Han blev marts 1870 gift i København med forhenværende skuespillerinde Helga Rasmussen. Han købte 1878 en stor landbrugsejendom Skovsgaard ved Hobro og er begravet i Skjellerup (gravstedet findes stadig).

Fotograf Pierre-Louis Pierson (1822-1913): Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I flere aviser omtales Dinesen som A. W. Dinesen, (premier)løjtnant af 2. bataljon eller løjtnant i garden. Her er også tale om flere muligheder. Faderen må være Adolph Wilhelm Dinesen (1807-1876). Han var officer og godsejer, kendt fra Krigen 1848-1851. Han meldte sig igen ved begyndelsen af Krigen 1844, men ved overgeneralskiftet forlod han hæren. To sønner er de sandsynlige: Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Se Haandbog for Hæren 1868. Han blev oktober 1863 sekondløjtnant ved 9. regiment og deltog i Krigen 1864. Han var i 1867 blevet premierløjtnant og gjorde tjeneste i København indtil november 1870 (tog sin afsked 1873). I 1879 købte han Rungstedlund og Folehavegård og fik sammen med Ingeborg Westenholz fem børn, heriblandt Karen Blixen og Thomas Dinesen. Han begik selvmord i 1895. Endvidere Venzel (eller Wentzel) Laurentius Dinesen. Premierløjtnant, 5. bataljon (Haandbog for Hæren).

Det er uvist hvem urtekræmmer Petersen var. 

- I Anledning af den igaar efter "Fyens Stiftstidende" meddelte Fortælling om en i Folketheatret, ikke i Mandags, men i Søndags, forefalden utilbørlig Scene, ere vi anmodede om at bemærke, at Fremstillingen i flere Punkter ikke er nøiagtig. Det var ikke tre, men kun to unge Lieutenanter, nemlig Reservelieutenant Bluhme af Artilleriet og Premierlieutenant Dinesen af Fodfolkets anden Bataillon, imellem hvilke og, ikke Grosserer, men Urtekræmmer L. Petersen Sammenstødet fandt Sted. Denne havde ingen Dame med, og der forefaldt ingen Ordvexel mellem ham og de unge Officierer i Logen. Ligesaalidt begyndte P. Haandgribeligheder i Forsalen. Paa det Spørgsmaal af Lieut. B., hvorfor han havde seet paa ham, svarede han, at han ikke indlod sig med Drenge. Da B. derpaa slog efter ham med Haanden, afbødede han Slaget med sin Arm og ramte derved B. med nogle af sine Fingre i Ansigtet. Nu trak B. Sablen og gav, efter at have svunget den, P. et Slag over Nakken med flad Klinge. - Efter hvad vi erfare er Politiets Rapport over det Forefaldne indsendt til Krigsministeriet, og eftersom det Skete er foregaaet paa et aldeles offenligt Sted og Gjenstand for hele Byens Samtale, er det ikke muligt, at det kan hengaae uden Paatale fra Krigsbestyrelsens Side.

(Fædrelandet 29. februar 1868)

- Der fortælles her i Byen, at en i disse Dage nedsat Krigsret har dømt Lieutenant Bluhme, som overfaldt en Mand i Folketheatret, til 3 Maaneders Fæstningsarrest i Nyborg. De militaire Domstole skulle iøvrigt have fuldt op at gjøre i denne Tid. Medens saaledes en Kapitain, som vi sidst meddeelte, har maattet tilbringe 8 Dage paa Hovedvagten, fordi han havde undladt at hilse en Oberst, skulle et Par Lieutenanter have faaet Kvarteer sammesteds, fordi de havde glemt i rette Tid at indfinde sig til Vagtparaden, og man fortæller, at en Gardist, som flere Gange er bleven straffet for Desertion og Tyveri, i disse Dage er bleven dømt for lignende Forseelser til den barbariske Straf: 150 Rottingstag, fordeelte paa to Dage, og ovenpaa 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. marts 1868).

Krigsretsdom (Dagstel.). Der var for nogen Tid siden megen Tale om en i Folketheatret og dets Forsal foregaaet Scene mellem to unge Officerer og en Civil, hvilken Sag blev gjort til Gjenstand for en Krigsrets- Undersøgelse. For nogle Dage siden har denne Krigsret afsagt Dom i Sagen, og denne, der gaaer ud paa, at den ene Officeer, Lieutenant Bluhme, skal straffes med 3 Maaneders Fæstningsarrest, den anden, Lieutenant i Garden Dinesen, med 8 Dages Arrest paa Hovedvagten, er i disse Dage bleven stadfæstet af Hs. Maj. Kongen, hvorhos det er bestemt, at Lieutenant Bluhme skal udstaae sin Straf i Citadellet i Kjøbenhavn.

(Fyens Stiftstidende 23. april 1868).