Opsigtsvækkende Forbud mod Betty Nansen-Teatret. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skuespil, Censor finder anstødeligt.

Der er sket noget virkeligt opsigtvækkende i den københavnske Teaterverden, en Begivenhed, der har Krav paa lnteresse, og som vil give Anledning til megen Diskussion, baade mundtlig og skriftlig. Censor, Dr. Norman har nedlagt et kategorisk Forbud mod, at Betty Nansen Teatret opfører sin næste planlagte Forestilling, den tyske Forfatter Walter Hasenclevers Komedie "Ægteskaber stiftet i Himlen".

I korte Træk er Stykket Handling følgende: Tre Afdøde kommer op til Himlen, og paa Magdalene Forbøn faar de Lov til at vende tilbage til Jorden og søge at leve deres Liv om paa en fornuftigere Maade. Men det viser sig, at de begaar akkurat de samme Dumheder igen, som de har g|ort en Gang tidligere.

De to Akter foregaar i Himlen, den ene paa Jorden, de Jordiske Personer er to Mænd og en ung Kvinde, de himmelske er Vorherre, Sct. Peter og Maria Magdalene.

Stykket er opført mange Gange i Tyskland, bl. a. i Berlin hos Reinhardt, men der har været meget kraftig Protest imod del, og det er enkelte Gange kommet til Skandalescener.

Hvad de interesserede Parter mener.

Ude paa Betty Nansen Teatret hersker der selvfølgelig megen Vrede, baade Fruen selv og Henrik Bentzon udtaler sig meget aabenhjertigt, og det er ikke blide Ord. der falder om Censor.

Fru Nansen taler om "den taabelige Censorinstitution" og hævder, at hun nok selv er i Stand til at tage Ansvaret for sine Handlinger. Hun forklarer, at Komedien er et satirisk Udfald imod og Angreb paa det gængse Vanebegreb "Gud", at det er af stor Iiterær Interesse, og et virkeligt kunstværk.

Modparten, Dr. Normann ønsker ikke at udtale sig nærmere, men siger dog: Vorherre optræder I Stykket iført Sportsbenklæder og med Shagpibe. Man kan godt revse, men man skal ikke forarge.

Vi forstaar udmærket godt Fru Nansens Vrede og har al Respekt for hendes kunstneriske Idealer - med sin gode Vilje vil hun næppe forarge, og det kan være meget godt at revse - men .. Selv Solen har sine Pletter, og mon ikke ogsaa selve Fru Nansen kan tage fejl?

Det forekommer os, at Dr. Normanns korte Udtalelser vejer betydeligt tungere, end Fruens Beklagelser og Forsvar. Folks religiøse Begreber skal man nu en Gang respektere, og at ville "revse Vanebegrebet Gud" er en betænkelig Sag, navnlig naar det foregaar paa den Maade, Dr. Normann antyder.

Mon Censor ikke har gjort Fru Nansen en Tjeneste ved at nedlægge sit Forbud?

Fruen erklærer, at hun agter at indanke Forbudet for selve Ministeren - saa nu faar man jo se, hvad han siger til det.

(Aftenbladet (København) 11. oktober 1929).

Censorens forbud blev tiltrådt af justitsminister (radikal) Carl Theodor Zahle (1866-1946), dog ikke uden kommentarer. Han mente ikke at han som justitsminister uden væsentlige grunde kunne gå imod censor, især da det drejede sig om et udenlandsk stykke, men antydede at han måske ville afgøre anderledes hvis det havde været dansk.

I oktober besluttede Studenterforeningens Frie Scene, ledet af Per Knutzon at opføre stykket i Studenterforeningen, hvor det havde premiere 27. november.

Dr. phil J. C. Normann afløste P. A. Rosenberg den 1. april 1929 som censor for teatrene. Han havde iscenesat skuespil både på det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Censorerne havde ikke noget kontor, de arbejdede hjemmefra. Han var på daværende tidspunkt 51 år gammel. P. A. Rosenberg indgav sin afskedsbegæring i juli 1928 (han var da 70 år gammel) Efter at have været censor i 20 år. Som afløser var ellers nævnt forfatteren Otto Rung, som også var formand for Teaterrådet.

Officerer vs Urtekræmmer i Folketheatret. (Efterskrift til Politivennen)

En affære som muligvis omhandler kendte politikere og krigsheltes ungdom: Statsminister Bluhmes søn og Karen Blixens far eller onkel.:

- I Forsalen til Folketheatret er der i Mandags Aftes forefaldet et ubehageligt Optrin, som i disse Dage bliver meget omtalt i Hovedstaden. En Gardeofficeer og et Par Reserveofficerer indfandt sig i Theatret og tog Plads i en Loge bagved en Urtekræmmer Petersen. Denne, der havde en Dame med, blev meget geneert af dem paa Grund af deres højrøstede Tale, der var af et meget upassende Indhold, og af at de, trods det gjældende Forbud, vedbleve at dampe paa deres Cigarer. Han vendte sig derfor flere Gange om og saae stift paa dem, men uden at yttre noget Mishag. Efterat begge Parter havde "ugleseet" hinanden paa denne Maade i nogen Tid, yttrede en af Reserveofficererne, hvis Navn er Bluhme (Søn af afdøde Geheimeraad B.), at det nok var bedst, at han gik hjem og trak i Uniformen for at indgyde Respekt. Han gik og vendte virkelig tilbage i fuld Uniform med Sabel paa, stillede sig bag i Logen og sagde høit til Gardeofficeren: "Aa Dinesen, tag Din Hat af, for at jeg kan see Personen dernede rigtigt." Petersen forholdt sig dog vedvarende rolig og forlod efter Aktens Slutning Tilskuerpladsen for at trække frisk Luft i Forsalen. De tre Officerer fulgte imidlertid efter, og Bluhme gik henimod ham med den Yttring: "Hvorfor har de siddet og ugleseet mig?" "Jeg vil ikke have Noget med saadan en Dreng at gjøre," svarede Petersen og vilde undgaae ham; men da Bluhme nu trængte ind paa Livet af ham, tabte P. Taalmodigheden og gav den unge Reserveofficeer et Ørefigen. Nu trak Bluhme blank og begyndte at smøre løs paa sin Modstander, men blev strax anholdt af en Politibetjent, der bød ham stikke Sablen i Skeden. Bluhme nægtede dette, da han hellere vilde jage Petersen den i Livet, som han udtrykte sig, men da Betjenten truede med at tage Sablen og den vedhængende Porte Espée fra ham, fandt han sig i at adlyde og blev derpaa ført til Hovedstationen for at afgive Forklaring. Der blev optaget et fuldstændigt Forhør og afhørt Vidner, hvorpaa Sagen er bleven indsendt til Krigsministeriet, der, som man antager, vil lade det unge Menneske slippe med Afskedigelse. Hermed vil den fornærmede Modpart imidlertid ikke lade sig nøie og har derfor indstævnet Sekondlieuten. Bluhme for Kriminal- og Politiretten. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. februar 1868)

Den omtalte afdøde geheimeråd Bluhme må være Christian Albrecht Bluhme (1794-1866). Han var konservativ politiker og Danmarks 2. og 10. statsminister (første gang fra 1852 til 1853 med titel af premierminister, anden gang fra 1864 til 1865 med titel af konseilspræsident). 

Hvem er så sønnen? De uklare angivelser siger reserveløjtnant af artilleriet. Hans Emil Bluhme (1833-1926) blev også politiker. Han var søofficer og blev løjtnant 1852, afgik 1868 med titel af kaptajn (1902 kommandør). Han blev senere politiker og opstillede forgæves for partiet Højre mod Frederik Bajer. Han blev først valgt 1884, om end i opposition til Estrup, og vekslede i de følgende år mellem Venstre og Højre. Just Eiler Bluhme (1846-1934) var ifølge Haandbog for Hæren 1868 ved 22. artilleri-regiment. Han blev marts 1870 gift i København med forhenværende skuespillerinde Helga Rasmussen. Han købte 1878 en stor landbrugsejendom Skovsgaard ved Hobro og er begravet i Skjellerup (gravstedet findes stadig).

Fotograf Pierre-Louis Pierson (1822-1913): Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I flere aviser omtales Dinesen som A. W. Dinesen, (premier)løjtnant af 2. bataljon eller løjtnant i garden. Her er også tale om flere muligheder. Faderen må være Adolph Wilhelm Dinesen (1807-1876). Han var officer og godsejer, kendt fra Krigen 1848-1851. Han meldte sig igen ved begyndelsen af Krigen 1844, men ved overgeneralskiftet forlod han hæren. To sønner er de sandsynlige: Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Se Haandbog for Hæren 1868. Han blev oktober 1863 sekondløjtnant ved 9. regiment og deltog i Krigen 1864. Han var i 1867 blevet premierløjtnant og gjorde tjeneste i København indtil november 1870 (tog sin afsked 1873). I 1879 købte han Rungstedlund og Folehavegård og fik sammen med Ingeborg Westenholz fem børn, heriblandt Karen Blixen og Thomas Dinesen. Han begik selvmord i 1895. Endvidere Venzel (eller Wentzel) Laurentius Dinesen. Premierløjtnant, 5. bataljon (Haandbog for Hæren).

Det er uvist hvem urtekræmmer Petersen var. 

- I Anledning af den igaar efter "Fyens Stiftstidende" meddelte Fortælling om en i Folketheatret, ikke i Mandags, men i Søndags, forefalden utilbørlig Scene, ere vi anmodede om at bemærke, at Fremstillingen i flere Punkter ikke er nøiagtig. Det var ikke tre, men kun to unge Lieutenanter, nemlig Reservelieutenant Bluhme af Artilleriet og Premierlieutenant Dinesen af Fodfolkets anden Bataillon, imellem hvilke og, ikke Grosserer, men Urtekræmmer L. Petersen Sammenstødet fandt Sted. Denne havde ingen Dame med, og der forefaldt ingen Ordvexel mellem ham og de unge Officierer i Logen. Ligesaalidt begyndte P. Haandgribeligheder i Forsalen. Paa det Spørgsmaal af Lieut. B., hvorfor han havde seet paa ham, svarede han, at han ikke indlod sig med Drenge. Da B. derpaa slog efter ham med Haanden, afbødede han Slaget med sin Arm og ramte derved B. med nogle af sine Fingre i Ansigtet. Nu trak B. Sablen og gav, efter at have svunget den, P. et Slag over Nakken med flad Klinge. - Efter hvad vi erfare er Politiets Rapport over det Forefaldne indsendt til Krigsministeriet, og eftersom det Skete er foregaaet paa et aldeles offenligt Sted og Gjenstand for hele Byens Samtale, er det ikke muligt, at det kan hengaae uden Paatale fra Krigsbestyrelsens Side.

(Fædrelandet 29. februar 1868)

- Der fortælles her i Byen, at en i disse Dage nedsat Krigsret har dømt Lieutenant Bluhme, som overfaldt en Mand i Folketheatret, til 3 Maaneders Fæstningsarrest i Nyborg. De militaire Domstole skulle iøvrigt have fuldt op at gjøre i denne Tid. Medens saaledes en Kapitain, som vi sidst meddeelte, har maattet tilbringe 8 Dage paa Hovedvagten, fordi han havde undladt at hilse en Oberst, skulle et Par Lieutenanter have faaet Kvarteer sammesteds, fordi de havde glemt i rette Tid at indfinde sig til Vagtparaden, og man fortæller, at en Gardist, som flere Gange er bleven straffet for Desertion og Tyveri, i disse Dage er bleven dømt for lignende Forseelser til den barbariske Straf: 150 Rottingstag, fordeelte paa to Dage, og ovenpaa 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. marts 1868).

Krigsretsdom (Dagstel.). Der var for nogen Tid siden megen Tale om en i Folketheatret og dets Forsal foregaaet Scene mellem to unge Officerer og en Civil, hvilken Sag blev gjort til Gjenstand for en Krigsrets- Undersøgelse. For nogle Dage siden har denne Krigsret afsagt Dom i Sagen, og denne, der gaaer ud paa, at den ene Officeer, Lieutenant Bluhme, skal straffes med 3 Maaneders Fæstningsarrest, den anden, Lieutenant i Garden Dinesen, med 8 Dages Arrest paa Hovedvagten, er i disse Dage bleven stadfæstet af Hs. Maj. Kongen, hvorhos det er bestemt, at Lieutenant Bluhme skal udstaae sin Straf i Citadellet i Kjøbenhavn.

(Fyens Stiftstidende 23. april 1868).

Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens. Fyens Av. af 30te ds. meddeler: Vi have her i disse Dage paa eengang havt et større Antal reisende "Kunstnere" end i Mands Minde, nemlig foruden det Olsenske Skuespillerselskab, der i Forbigaaende sagt er tarveligt nok, ikke færre end fire forskjellige Slags Præstationer til Publikums Underholdning. Man skulde undres over, at en By med 2600 Indvaanere kunde give Fortjeneste til saa mange Udøvere af de frie Kunster, og dog see vi de forskjellige Forestillinger givne for godt Huus. Der maa altsaa være Penge i Assens og dette kan ikke negtes. Assens er velhavende og i sin Opkomst. See vi hen til hvad denne By tidligere var og hvad den nu er, kunne vi ikke Andet end glædes ved de Forandringer til det Bedre, man overalt sporer. De forhen ujevne og hullede Gader ere nu nyt og godt brolagte, og smagfulde Bygninger ere opførte i Mængde; vi ville blot nævne det nye Theater og Apotheket. - Byens nærmeste Omegn er bleven betydelig forskjønnet; saaledes afgiver det smukke Skovanlæg og Trottoirerne udenfor Byen behagelige og meget søgte Spadseregange. Paa gavnlige Indretninger og Stiftelser mangler det ei heller; af disse maae vi fremhæve Arbejdsanstalten. Denne stiftelse, der beskjæftiger og forplejer henved 40 Fattiglemmer, er fordeelagtig bekjendt endogsaa i Udlandet, og dens Fabricata ere saa søgte, at deres Salg i de sidste Aar har givet en Gennemsnitsindtægt af 13 -1400 Rbd. aarlig. Til denne Anstalt tilbygges i denne Tid et Sygehuus. At Byen saaledes Aar for Aar tiltager i Skjønhed, at gavnlige Foranstaltninger træffes og nyttige Stiftelser grundlægges, skyldes vel nærmest en dygtig og virksom Borgerrepræsentation; vi kunne derfor, idet vi glæde os over de nuværende Forhold, med Tryghed imødesee Fremtiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1847)

Julius Olsen (1796-1862) havde et omrejsende skuespillerselskab om hvilket Erik Bøgh skrev: "En ægte gammeldags Provinsskuespiller i Heltefaget, en Alvorsmand, der altid saa vel paa Scenen som i Hverdagslivet optraadte på de mest højhælede Koturner som Ridderen uden Frygt for Dadel, men som, naa det kom til Stykket, ikke kunde skjule, at han var en meget jævn Almuesmand. Han faldt hvert Øjeblikke ude af sin Rolle, udtalte alle fremmede ord galt og bandede som en Svabergast". Olsen turnerede fra 1848 til sin død i 1862 i Danmark på etårige bevillinger. "...personalet var altid uegalt med få habile, tildels dygtige, og mange middelmådige, tildels stymperagtige kræfter, og udførelsen derefter.

Assens var indtil Krigen 1864 det primære overfartssted til Slesvig og knudepunkt for trafikken mellem København og Hamborg. Den havde i 1820 fået en egentlig havn. Efter artiklen kom et gasværk (1855) og jernbaneforbindelse.

Confirmation dress, bridal dress, fisherman's wife. Costumer - island of Funen. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Casino Theateret (Efterskrift til Politivennen)

Casino i Amaliegade 10 (nu Aasurandørernes Hus) blev indviet februar 1847, på initiativ af Georg Carstensen (Tivoli). Casino blev nedrevet i 1960. Godt et år efter indvielsen lagde det lokaler til det historiske Casinomøde 20. marts 1848. Hvordan det gik i den mellemliggende periode, belyser artikler fra Kjøbenhavnsposten. En af dem foreslog (nærmest profetisk) at stedet sagtens kunne bruges til stænderforsamlingerne.

Peter Elfelt. Amaliegade 10. (Kbhbilleder, public domain).

På fredag åbnes Casino. Det er en efterretning der synes at måtte gøre epoke i det københavnske vinterfornøjelsesliv. At det skulle have nogen indflydelse at det uheldigvis er i fasten at dette så grandiose etablissement for første gang åbnes, kan næppe antages. Københavnerne er jo ikke katolikker. For nogle af dem kan hele året gerne være en fastetid, men andre ved ikke og behøver ikke at vide, at der er nogen grænse for karnevalet. Det er dem, der skal lægge renterne af den kapital, der er sat i Casinoanlægget, og hvem ville ikke ønske at de måtte det. Det er jo kun derved at aktionærerne kan bestå og vedligeholde modet til foretagender, hvorved den industrielle virksomhed fremmes. 

Men derfor må det også synes at være et alt for stort offer af sine kollegaer, som "en mand, der selv ejer 200 aktier i Casino", fordrer i Berl. Tid., at nemlig den første aftens indtægt skal tilfalde "husarme til brød- og brændselshjælp." Forslaget er vistnok meget velment, og svarer ganske til vor tids almindelige anskuelser, der ikke alene søger at forene det nyttige, det indbringende med det fornøjelige - hvorpå Casino selv er et eksempel - men også det dydige, velgørenheden med det fornøjelige; for vel findes der hos endnu mange, som yder velgerninger uden at forlange anden nydelse for deres gaver end den, bevidstheden om det gode giver, men for flertallet er dog en solidere nydelse en langt bedre spore til velgerninger.

Dog er det i så henseende alt for meget forlangt, når proponenten til den hensigt endog vil have deres majestæter og den øvrige kgl. familie, samt ministre og høje embedsmænd inviterede. Det ville jo være at give den forening af fornøjelse og velgørenhed et så højtideligt, officielt udseende som om den ligefremme velgørenhed næsten havde årsag til at skamme sig ved sin simpelhed, og så vidt bør man dog ikke gå i sin hyldning af tidens tendenser. Imidlertid ville forslaget vel heller ikke kunne komme til udførelse, uden først at være antaget på en generalforsamling af aktionærerne, og da anstalten, som sagt, skal åbnes i overmorgen kan der ikke være tale herom.

(Kjøbenhavnsposten, 17. februar 1847)

Ifølge "Fædrelandet" har regeringen understøttet den smukke Casino-indretning med et tilskud af 25,000 Rbd., som anden prioritet i bygningen. Det er et glædeligt bevis på, at regeringen har penge nok, og må bestyrke håbet om, at den både vil og kan anvende betydelige summer til det, der under de nuværende omstændigheder, er blevet påtrængende nødvendigt. Imidlertid kunne de penge også anses ret godt anvendte; Casino vil naturligvis, selv med et sådant ekstraordinært lån, som det aldrig kunne have ventet at få hos private, dog ikke kunne holde sig som fornøjelsesanstalt, især på grund af den mere og mere tiltagende forarmelse blandt middelklasserne. Casino vil altså om kortere eller længere tid blive nødt til at lukke, og når da regeringen udbetaler første prioritet på 60.000 rbd., vil den være ejer af den hele solide bygning. 

Man kunne vel spørge, hvilken brug regeringen skulle have for en sådan bygning. Men intet er lettere at besvare, da den store sal, der roses så meget for sin hensigtsmæssige indretning, jo næsten uden nogen som helst forandring straks kan anvendes til forhandlingshal for en tilkommende rigsstænderforsamling, og den øvrige del af bygningen afgiver alle de andre dertil hørende lokaliteter. - Således vil vi altså i det mindste ikke generes af nogen mangel på lokale, når tidens fylde kommer, og hvis en sådan betragtning har været medvirkende ved bevillingen af hiin understøttelse af en ren fornøjelsesanstalt, så bliver det et tegn på en klog forsynlighed, om man også skulle mene, at regeringen vist kunne have fået bygningen for noget bedre køb.

(Kjøbenhavnsposten, 24. april 1847)

Oven nævnte brug af teatret til stænderforsamlingen er jo nærmest profetisk da det i marts året efter næsten kom i opfyldelse.

Den af mad. Stage på Casinos Teater arrangerede forestilling, der fandt sted i lørdags, var så talrigt besøgt, at alle billetter, 1800 i tallet, var udsolgt. Desværre viste det sig ved denne lejlighed, at det omtalte teater er, om just ikke ganske ubrugeligt, så dog højst ufordelagtigt for dramatiske og navnlig for musikalske præstationer, idet de tilskuere, der havde været så uheldige at få plads i den for scenen fjerneste halvdel af salen, så godt som hverken kunne se, eller høre hvad der foregik på scenen, i det mindste ikke således, at der kunne være spørgsmål om nogen egentlig nydelse af de spillendes og syngendes præstationer. 

Det ligger i tingens natur, - og denne ulempe deler Casino med alle teatre, der har en meget stor tilskuerplads - at de bageste tilskuere ikke kan skelne de spillendes ansigtstræk, og følgelig går mimiken, der er en så væsentlig del af skuespillerens kunst, aldeles tabt for dem. Hvorvidt publikum kan høre eller ikke, afhænger naturligvis for en stor del af den grad af styrke og tydelighed, som den spillende er i stand til at meddele sin stemm. Mens således Phister meget godt kunde forstås overalt, var det komplet umuligt for halvparten af publikum at høre et eneste ord tydeligt af mad. Stages diktion. Men det må vel bemærkes, at hr. Phister nødsagedes til uafladeligt at anstrenge sin stemme, så at han snarere skreg end talte, og at det, navnlig ved en musikalsk-dramatisk forestilling, ikke er nok, at kunne, hvad man i daglig tale kalder at høre - men at man også forlanger at kunne høre grant, at kunne skelne de finere nuancer i foredraget, det, der bringer lys og skygge i kompositionen. 

Vi tvivler på at ret mange af det publikum, der i lørdags var forsamlet i Casinos sal, har kunnet høre på denne måde. Efter hvad vi har yttret, er det ligefrem at opførelsen af "Ungdom og Galskab" ikke har tiltalt os, og vi kunne ingen bestemt mening have om udførelsen af de enkelte roller. Formodentlig vil dette vakre syngestykke nu, da personalet på egen hånd har indstuderet det, blive genopført på det kgl. Teater, hvorfra det i længere tid ufortjent har været udelukket. Naturligvis vil den nuværende rollebesætning ikke kunne tilfredsstille dem, der mindes "Ungdom og Galskab" mens Frydendahl endnu spillede Grøndal; men under opera-repertoirets store magerhed og fattigdom vil det dog være en gevinst, når det forøges med et syngestykke, der har en så smuk, livlig og melodiøs musik som dette. 

Vi skal ved denne lejlighed ikke undlade at henvende agent Carstensens eller Casinos bestyrelses opmærksomhed på forskellige ulemper for publikum, der følger med lokalets afbenyttelse til sådanne forestillinger. For det første er der aldeles ikke fulgt nogen bestemt, i det mindste ingen rimelig orden ved anbringelsen af de nummererede pladser, så at man kan løbe flere timer omkring med sin billet i hånden, før man er så heldig at kunne finde sin Plads. 

Nummerpladserne bør indskrænkes til bestemt del af salen og have deres egne tilgange. Den der betaler sin billet dobbelt, kan dog vel gøre krav på, at han sikkert og bekvemt kan komme til sin Plads, og at han ikke ved sin ankomst finder denne besat af en anden. Endvidere er de tilstedeværende fire garderober ved sådanne lejligheder, hvor det hele publikum på engang forlader etablissementet, aldeles uhensigtsmæssige og utilstrækkelige, og det kan, når henved et par tusinde mennesker pludselig forlanger deres frakker, kåber, hatte, stokke osv., ikke undgås, at mange må vente halve og hele timer i en utålelig træk, før de kan få deres sager. På gangen bag ved estraderne og balkonerne bør der derhos anbringes knager, der kan benyttes af publikum, nar der i salen gives koncerter eller forestillinger på teatret. Endelig er der i salen en uafladelig og højst generende træk, der let
må kunne afværges ved at anbringe et par døre for sideudgangene til pergolaen og sørge for at de holdes lukkede ved et par af de gallonerede haidukker, der alle vegne løber omkring i lokalet.

(Kjøbenhavnsposten, 3. maj 1847)

"Ungdom og galskab"  er et syngespil af Édouard Du Puy. Den danske digter og forfatter Niels Thoroup Bruun (1778-1823) skrev teksten efter librettoen til É.-N. Méhuls syngestykke Une Folie. Syngespillet havde urpremiere i Danmark i 1806 på Det Kongelige Teater.

Pergolaen i Casino ca. 1870. (Kbhbilleder, public domain).

Bestyrelsen af Stiftelsen på Holsteinsminde til forladte og forældreløse børns opdragelse og oplæring har i dag i Casinos lille sal åbnet en bazar eller udstilling og salg af de til stiftelsen veldædigt skænkede håndarbejder og andre gaver som fortsættes i morgen (onsdag) fra kl. 12 og 6, samt på torsdag fra kl. 11 til 3. Samme dags eftermiddag fra kl. 6-8 udleveres de i bazaren købte sager, hvorefter om fredagen den 7. kl. 11, præcis, auktion vil blive afholdt over adskillige til salg på denne måde bestemte genstande. Entreen betales med en mark, veldædige bidrag modtages i Bazaren.

(Københavnsposten, 4. august 1847).

Købehavn, den 10. November 1847.

- Søndag aften indtrådte atter det "uheld" i Casino, at gasbelysningen gik ud før de besøgende havde forladt bygningen, i hvilken anledning hr. "gasfabrikant" Stuhlmann i Adresseavisen har meddelt publikum den interessante oplysning, "at der, som en følge af den dårlige beskaffenhed af kørevejen i Ny Toldbodgade, havde samlet sig vand i hovedledningsrørene, og at således ikke den nødvendige mængde af gas var til at bringe igennem dem", hvorhos hr. gasfabrikanten dog tilføjer, at "en reparation, der for fremtiden vil forebygge lignende uheld, er allerede iværksat".

Den dårlige brolægning af mange gader i København kan vist nok være skyld i mange uheld og ubekvemmeligheder, men at gøre den til syndebuk for den dårlige hamborg-engelske gasbelysningsindretning i Casino, synes dog temmelig utilladeligt. Hr. S. siger vel ikke bestemt, at det er en reparation af brolægningen i nævnte gade, han har ladet foranstalte, men man skulle ifølge hans bekendtgørelse næsten antage det; l alt fald må han forudsætte at have med et meget ukyndigt publikum at gøre, for ellers ville han vel ikke fremkomme med en sådan forklaring. Når hovedledningsrørene er af den beskaffenhed, at der kan trænge vand ind i dem fra kørevejen, må de naturligvis være utætte og da må også gassen trænge ud af dem, men deri kan ikke kørevejen være skyld, men kun rørene selv.

Da gasbelysningen blev indrettet i Casino, kostede den nok omtrent dobbelt så meget, som man først havde antaget, og som man vel kunne have fået den udført for af kyndige mænd her i Staden; men da "gasfabrikanten" var en fremmed kunstner, der forsikrede, at det var en ganske ny forbedret måde, hvorpå gasledningen skulle ske, så fandt man sig villig deri.

Nu viser der sig, at denne nye kostbarere måde endog er afhængig af brolægningen, i det mindste efter hr. Stuhlmanns egen Forklaring. - Ved en ordentlig udført ledning kan der aldrig ovenfra eller nedenfra samle sig vand i gasrørene, hvorimod det vist nok er tilfældet at der, uden hensyn til kørevej eller brolægning, afsætter sig vand af gasset i rørene; men derfor må der også ved sådanne ledninger være anbragt tilbørligt fald og reservoirer for vandet, som derfra på en eller anden måde bortskaffes. Når dette iagttages, kan aldrig sådanne udslukninger indtræde som i Casino, og brolægningen har aldeles intet dermed at gøre. Men hvorledes hr. Stuhlmanns indretning er, skal vi ikke kunne sige. Imidlertid var det dog ønskeligt, om den Københavnske kommunalbestyrelses gasbelysningskomite erkyndigede sig lidt nøjere derom, før man traf et endeligt valg, for at ikke den nye belysning skulle blive alt for afhængig af brolægningsvæsnet.

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1847)

Gasbelysningen i Casino var atter i aftes indisponibel, så at anstalten måtte lukkes. Heldigvis indtraf de før forestilingens begyndelse, men dog så sent at man ikke kunne underrette publikum herom før ved indgangen. Om det igen har været kørevejens indvirkning på fgasledningen eller en anden omstændighed, der har foranlediget belysningens udeblivelse, er endnu ikke bekendtgjort.

(Kjøbenhavnsposten den 22. november 1847)

Hr. agent G. Carstensen har udstedt en subskriptionsplan til den første maskerade i Casino for i år, som hvis ingen forhindring indtræder, skal afholdes tirsdag den 25. januar fra kl 9 til onsdag morgen kl. 3. Lokalet vil blive brillant belyst og teatret blive sat i forbindelse med den store sal, samt gulvet bonet (dog ikke således som nylig i Aalborg) m.m. Kapelmester Harpis orkester bliver forstærket og harmonimusik gives i pergolaen. Subskriptionsprisen er 2 rbd. for en herre og 1 rbd. for en dame. Herrerne kan møde med eller uden maske, men ikke iføre sig fruentimmerkostume. Alle damer må bære maske og være i kostume eller domino og ikke demaksere sig under hele maskeraden. Påtegnede subskriptionslister indleveres i konvolut i Casino addresserede til hr. Carstensen inden fredag den 21. På subskriptionslisten anføres dansene og den orden som derunder må iagttages, for alt er nøjagtigt bestemt og angivet i forvejen, da der ikke skal være nogen bestaltet dansedirektør. Med billetten fås et program som angiver det nærmere med hensyn til kostume, garderober, omklædnigsværelser, toiletkabinetter, vognbefordring osv. 


(Købnehavnhsposten, 17, januar 1848).

Skuespiller Frederik Ferdinand Printzlau. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik Ferdinand Printzlau (1814-1859). Debuterede 1833 på det kongelige teater. Han fik her en stormende succes. Bagsiden var at han begyndte at tage stimulanser, og da faderen Ferdinand Printzlau som var teatrets kasserer, af revisorerne i 1934 blev afsløret i at tage af teatrets kasse (der manglede 5.000 rigsdaler), tog det hårdt på ham. Faderen var også kasserer ved enkekassen hvorfra beløb blev overført frem og tilbage. Han blev langsomt til et vrag. Omkring 1846 blev Frederik fjernet fra det kongelige teater og blev provinsskuespiller. Også her fik han stor succes i de første år før det begyndte at gå ned ad bakke. De følgende artikler er om hans første år i provinsen.

Uorden paa Alborgs Theater. (I Aalborg Avis har man anket over, at Skuespiller Prinzlau har tilladt sig upassende Tilsætninger i en af ham udført Rolle. Formodentlig ere Andre af en modsat Mening, hvilket har givet Anledning til nedenstaaende Optøier):

Aalborg Avis af 10de ds. indeholder derom Følgende: Atter igaar vare vi Vidne til Optrin, der maatte sætte i Forbauselse, hvis ikke forresten ogsaa selve Forundringen nu maa ophøre og lade os indskrænke til det Ønske og den nødvendige Opfordring, at, naar Tact- og Velanstændighedsfølelsen i Publicum ikke er istand til selv at værne om sig, da Politiet, hvis Pligt det ved saadan Lejlighed er, ikke at være taus Tilskuer, skaffer sædelig og lovlig Orden, Ret og Ro tilveie. Ved Forestillingen maa nemlig den Deel i Publicum, som fandt Smag i Hr. Prinzlaus sidste Opførsel paa Scenen, have besluttet at ville give denne Anskuelse ny Stadfæstelse, thi ved nævnte Skuespillers Indtræden i "Aprilsnarrene", modtoges han fra denne Side med stærk Applaus, der imidlertid paafulgtes af Piben og Hyssen, og vedvarede disse Menings- eller Parti-Tilkjendegivelser - hvad man nu vil kalde dem - med den gjensidige Støi og Larmen, som en Kamp, der fremkaldes ved saa uheldigt beregnede Demonstrationer, altid maa have med sig i Følge Istedetfor at lade det forblive ved det tilstrækkelig Uhyggelige i en saa stærkt marqueret Meningskamp, søgte imidlertid Acclamanterne at forøge deres Styrke, idet der fra Mange af disse udsendtes Raab, der ikke blot vare insulterende mod den modsatte Menings Tilkjendegivere, men endog med al Simpelhed paakaldte raa Magt til at gjøre Mening til Villie, saa at selve Opinions- eller Partikampen befandt sig paa yderste Grændse af brutal Voldsomheds Gebeet, hvilket endog ved en Tilskuers korporlige Forgribelse paa en Anden blev betraadt, og det ved Tæppets Fald kun møisommelig lykkedes at tilveiebringe noget af den Orden og Anstand, som skyldes enhver offentlig Sammenkomst og fremfor Alt den, som idetmindste af Hensyn til Dame-Publicummet bør vide at holde sig indenfor Excessers Grændser. Da Tæppet atter var gaaet op, fornyede imidlertid Støien og Excesserne sig og bragtes kun et Øieblik til Taushed, idet Hr. Printzlau udbad sig Ordet og Tilladelsen til med dette at træde udenfor sin Rolle. En saadan Ret var under disse Omstændigheder naturlig, men Hr. Prinzlaus Brug heraf - ved navnlig at udtale sig om en af ham specielt udhævet Mand, som Organ i den offentlige Mening (og ved paa en confus Maade at sammenstille dens Bedømmelse, hans sidste Færd paa Scenen havde modtaget i den herværende Presse, med den Retfærdighed, der stedse af Samme med Roes er vederfaret ham indenfor sin Rolles Gebeet) - en Bersærkergang, som vi for vort Vedkommende forøvrigt ere lige saa tilbøielige til at undskylde, som vi, hvis en Reflekteren derover kunde underholde os, stedse ville føle det Smigrende i en saadan Opførsels og Ligesindedes Demonstrationer var saaledes beskaffen, at Hr. Prinzlau under ny Støien maatte afbrydes indtil Directeuren, under Raabet om Stykkets Fortsættelse, traadte frem og efter med et Par Ord at have henvendt sig til Publicum, tilfredsstillede dettes Forlangende, hvorefter Stykket fortsattes og fra de fleste Spillendes Side udførtes meget godt, med Undtagelse af den Svækkelse, som enkelte Fremstillinger efter det Passerede altid maatte lide. Med Hensyn til Begivenhederne i Publicum maae vi imidlertid beklage, at Politiets Tilstedeværelse ikke blev mere kjendelig eller virksom, eller at den tilstedeværende Officeer, som tog den rigtige Beslutning at tilkalde Vagten for at erstatte Politiet, ikke fik denne udført; thi ved Bortgangen fra Theatret vare atter Excesser af endnu scandaleusere Natur i Begreb med at udbryde, idet, efter hvad der er os berettet, en Mængde var sammenstimlet om den Person, i hvem Publicum oprindelig ved Hr. Printzlaus Rolletilsætninger, var bleven fornærmet, og ved Incitering og Insultering nødsagede flere agtede Tilstedeværende til under Politieskorte at ledsage den Forfulgte bort, efterfulgt af en Sværm, som endog underveis skal have forsøgt sig i et - Steenkast, der ramte en Dames Hat og efter den Voldsomhed, hvormed det traf, naar Hovedbedækningen ikke havde beskyttet, vilde have bibragt et maaskee dræbende Saar. Det er ubehageligt at maatte give et Referat af saadanne Begivenheder, der tildrage sig i vor Midte. Men Udskeielsen er her gaaet saa vidt, at en Skildring dog maaskee kan bidrage til at fremkalde en bedre Overvejelse og danne et fremtidigt sikkrere Værn imod slige Optrin. Hvad Politiet i denne Sag har foretaget, er os ubekjendt, men vi forstaae i det Hele taget ikke, hvortil Politiet holder en Fuldmægtig i Theatret, naar det ikke maa paahvile ham - uden Hensyn til den Stemning han som privat Tilskuer i den ene eller anden Retning kan dele (skjøndt han som Politiofficiant slet ingen privat Tilskuer kan være) - at forebygge eller standse en Meningskamps Overgang til Udbrud og Opfordringer, der skulde give en raa Magt eller Lidenskab Tøile. Beklageligt er det at maatte tænke eller ønske sig Politiets Indskriden ved en offentlig Handling eller Sammenkomst, men bliver den ved Excesser til Nødvendighed, saa skylder det baade Publicum og Skuespildirecteuren, hvis Ret og Stilling ved slige Optrin lige saa fuldt krænkes, at tilveiebringe Orden og idetmindste paabyde den Rolighed og lovlige Ret, som Politiet maa vaage over at see udført.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1846, 2. udgave).

Personen som Printzlau havde udtalt sig upassende om, var redaktøren af Aalborg Avis, Bernhard Ree. 

Johan Friedrich Fritz (1798-1870): Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau (1814-1859). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Aalborg, den 19de Januar.

- Den tredie puniske Theaterkrig var dog ikke aldeles tilende, thi Laurbærrene vare endnu at uddele, ligesom maaskee ogsaa Resultatet af Krigen, med Hensyn til Publicums Bedømmelse af Scenens skyldige Decorum og af Publicums Pligter imod sig selv, har været et andet (idetmindste efter Søndags-Publicummets Fortolkning), end det vi troede at see stipuleret. Efter at Hr. Printzlau ved Stykkets Slutning igaar Aftes var fremkaldt, henvendte han sig nemlig med en Takketale til Publicum og havde dernæst - efter formeentlig Berigtigelse af den Maade, hvorpaa vi i vort sidste Referat havde opfattet Tilkjendegivelserne og Stemningen ved hans fornyede upassende Tilsætninger - den gode Idee, at holde en Skjændetale mod "Aalborg Stiftstidende", der blev modtagen med enthusiastisk Bifald: en Demonstration, der var os en interessant Stadfæstelse af del Omdømme om og Sindelag imod os og vor Redactions-Virksomhed, som vi ved saamangen anden Erfaring aldrig have betvivlet, besjæler en stor Deel af Aalborgs Publicum. (Aalb. Av.)

Fra Hr. Printzlau læses følgende Bekendtgørelse i "Aalborg Avis" :

"Til Publikum! Naar en Paastand fremsættes med Suffisance, og oftere gjentages, vinder den let Tiltro, og antages, af de i Sagen Uindviede, for et Evangelium. Denne gamle Erfaringssætning gør mig det til Pligt, herved foreløbig at bekjendtgjøre, at jeg, snarest muligt, i et Følgeblad til en af Provindsens resp. Tidender, skal give en aldeles tro Skildring af de i Theatret opførte Intermezzer, hvori det har behaget Hr. Ree at give mig Hovedrollen, uden at nævne sig selv og de andre tre Herrer, som godhedsfuld assisterede, Aarsagen, hvorfor jeg ikke strax seer mig istand til at fremkomme med denne nødvendige Berigtigelse af Facta (for det ærede Publicum heri Byen behøvedes dette vist ikke, da det er bekjendt nok, hvormegen Misbilligelse Hr. Ree's Referater angaaende denne Sag have mødt), vil være let at indsee for Enhver, der kjender Hr. Ree's Taktik, og veed, hvor vanskeligt og kostbart det er, at faae aabnet Aalborg Stiftstidendes Spalter for Artikler, der vedrøre Redacteuren. Jeg tillader mig tillige, at benytte denne Lejlighed til at takke det ærede Aalborgensiske Publikum for al den Deeltagelse, det navnlig under de sidste Forhold har viist mig, og uden hvilken jeg neppe vilde kunne holde mig imod en Modstander, der har saa stærke Vaaben, som Piben og Pennen, og som bruger begge med saa stor Færdighed.

Aalborg, den 20de Januar 1846.

Fr. Printzlau"

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. januar 1846)

Mere om Aalborgs Theater. Det hedder i Byens Avis af 17. dS.: Efter Alt hvad der senere er passeret, var det allerede mindre rigtigt af Hr. Printzlau, at gjentage saa kort efter til sin Benefice det Stykke, der havde givet Anledning til Optøierne i Theatret, og hvis fornyede Opførelse ogsaa af Politiet forbødes og først tillodes efter at saavel Beneficehaveren som Directeuren hos Politiet havde deponeret Forsikkring om, at ingen Tilsætninger deri skulde finde Sted. Uafseet herfra, maatte det desuagtet almindelig forudsættes, at Beneficehaveren, naar han end ved Stykkets Valg havde troet at maatte fjerne andre Hensyn for det, der i hans Forventning kunde influere paa Aftenens Indtægt: dog ikke kunde falde paa, atter at forsynde sig imod det simple, og ved Gjentagelse end mere saarede, Tactbegreb. Det maatte derfor høilig overraske, naar Hr. P. endogsaa igaar atter kunde glemme sig til at fremkomme med et Par af de sidste, til Personligheder alluderende, flaue Tilsætninger, og som ogsaa hver Gang mødtes med stærk og almindelig Hyssen og havde til Følge, at hans Fremkaldelse, der ved Stykkets Slutning forsøgtes og som Tæppet altfor iilsomt imødekom, ikke kunde udføres uden ligesaa at ledsages af stærk og vedholdende Hyssen. Hr. Printzlau vil nu indsee, at man ogsaa som duelig Skuespiller skylder at iagttage Scenens Decocum (og som ogsaa, om vi forstod ret, udtrykte sig i og vil finde sin Undskyldning ved hans Slutnings-Henvenden til Publicum); i Publicum stadfæstede den hele tactfulde Tone og Stemning, som man havde Grund til at vente, Erkjendelsen om hvad der skyldes Theatret, naar dette som Kunstforædlende og Sædeligheds-Anstalt ikke skal udarte til et Boldhuus for Lidenskabelighed eller Kabale; Politiet, hvis Virksomhed vi naturligviis altid helst ønske saa neutral som muligt, har af denne Theater-Sag ogsaa høstet sin Erfaring for Fremtiden, og saaledes "endte da den tredie puniske Krig".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1846, 2. udgave).

- Et Inserat i "Randers Avis", som udtaler sin Misbilligelse over Hr. Printzlaus Scene-Tilsætninger, mener kun, at vi ved at revse en i sig selv saa Uvigtig Sag og Personlighed, maaskee havde været for varm. Vi ville kun hertil bemærke, at vi heller langtfra have tillagt denne Sag i sig selv ringeste Viglighed og endnu mindre reflekteret over den paagiældende Skuespillers Personlighed, men den Fraværende maae herved erindre, at Skuespilleren i del omhandlede Tilfælde ikke blot havde tilladt sig at alludere til Personligheder, men endog, ved at ville kritisere en Persons Stillinger ved Scenens Nærhed, havde paa den meest upassende Maade forladt sin Rolle og formelig begivet sig ind i Publicums; og skal Scenen ikke være et Giøglebrædt og Theatret ikke Puerititetens Boldgade, men begge Dele saavidt muligt repræsentere og befordre Kunst og Dannelse; saa behøver Udskeielsen, især naar den gaaer saavidt, ogsaa den alvorligste Tilretteviisning, og naturligviis staaer det da til Publicum, om det ovenikjøbet vil acclamere en Fornærmelse mod det selv eller vil vide at conservere og hævde sin og Theatrets Værdighed thi at, som "O. Th. Av." i Anledning af Hr. Pr.'s Færd bemærker, "Raaheden jo altid har Tilhængere", det er en Sandhed, som saadanne Begivenheder, uden at kunne præjudicere det bedrefølende Publicum, altid ville erindre om og som ogsaa "Aarhuus Avis" kan stadfæste. Naar hin Indsender i "Rand. Av." forøvrigt tillige mener, at det er Skuespildirecteuren, der burde have vaaget over at Scenen ikke misbruges, da maae vi ganske istemme dette. Veed en Skuespiller ikke at iagttage Scenens Pligt og Decorum, saa er det naturligviis ogsaa Directeuren, der maa erindre ham herom eller give de fornødne Paalæg. Men Intet af dette see vi at være foretaget af Hr. Orlamundt, af hvis gode Tact i øvrig Theaterbestyrelse vi ellers havde ventet en bedre Conduite end at han, som her aabenbar, enten har viist en Svaghed eller staaet i Forbindelse med det Passerede; thi ikke alene, at Rygtet allerede forud skal have bebudet, at man vilde gjøre et Stykke til Gjenstand for Scene-Tilsætninger, saa burde Directeuren idetmindste ved de første Misbrug i Stykket, selv uanseet at disse acclameredes, have modsat sig deres Fornyelse og end stærkere Fremtræden i det Følgende, og allermindst burde han have tilladt en ny Opførelse, om der end hertil inciteredes; thi hvad nytter det, at Dhrr. Orlamundt og Printzlau give Politiet Tilsikkringer, naar man dog har den mageløse Hardiesse at fremkomme med nye upassende Tilsætninger, og hvorledes har da Politiet optaget disse, thi Stykket "den letsindige Løgner" indeholder intet om "at ride paa Crocodiller", og har heller Intet om "Hofjunkere" (hvor der i Stykket staaer Kammerraade). Af Randers Avises Inserat i denne Sag hidsætte vi endnu Følgende: "Af hvad der om de omtalte Theaterscener er meddeelt, fremgaaer ogsaa, at der har været Misfornøjelse tilstede over at der hyssedes i Theatret. Denne spidsborgerlige Misfornøjelse erindrer os om en magnifique Spidsborgerlighed, der for nogle Aar siden gav sig tilkjende i Odense, idet endeel Herrer, der fandt Anledning til at hysse ad en Præstation, endog udsattes for Brutalitetens Udbrud, retsom om man i et Theater, hvor man har Tilladelse til at tilkjendegive Bifald, ikke ligesaafuldt havde Ret til at give sit Mishag tilkjende. Vi kunne ingenlunde ønske, at man underkaster omrejsende Skuespilselskabers Præstationer nogen stræng Kritik, men ganske at lade Kritiken borte og idelig kun at rose, klappe, fremkalde, hvor der saa ofte ikke er Anledning hertil - det er dog virkelig under al Kritik. At der anvendes Kritik, er unægtelig i Skuespillerselskabernes egen Interesse. Havde man saaledes oftere i Provindserne udtalt sig dadlende om slette Præstationer, vilde det vel ogsaa have bidraget til, at flere Skuespillere, der nu kun udi egen Indbildning ere duelige, vare blevne ret brugbare Skuespillere."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. januar 1846)

Debatten fortsatte i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. februar 1846)

Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau døde 43 år gammel 1859 af tæring (tuberkulose og andre sygdomme som medfører vægttab fx kræft) hos sin tante Regine Thorup i Frederiksberggade. Han efterlod sig en frakke, to par bukser, en vest, en hat, et halstørklæde, tre skjorter, tre par strømper og et par støvler til en samlet værdi af 16 rigsdaler der ikke dækkede begravelsen. Dagbladet og nogle provinsaviser omtalte ham i få linjer "damernes afgud". Nogle så uret i at Det kongelige Teater ikke ønskede ham. Faderen overlevede ham og døde på Almindelig Hospital omkring 1864.

Politivennen om privatteatre. (Efterskrift til Politivennen)

I Politievennen læses "et Par, ikke smigrende, maaskee des sandere, Ord til Forsvarerinden af Privat-Theatret", hvem Forfatteren reent ud erklærer at aldrig har nogen ædel Qvindehaand skrevet hiint bekjendte Stykke i Skilderiet, og mindre vil Nogen vedkjende sig det. "Lad - siger han - ugivte Fruentimmer spille Komedie og Tragedie saa meget de behage. Derimod har jeg intet. Den Mand, som vælger en af disse Theaterprindsesser til Ledsagerinde i Livet, han veed forud hvad han faaer og han har kun sin selvvalgte Skjebne at bære. See Dem om i Kjøbenhavn! Byen er stor. Men jeg vædder med Dem, at De vil finde faa - meget faa Koner af nogen Rang eller Stand, eller hvis Mænd sidde i agtede og offentlige Embeder, som nedlade sig til at spille Roller i dramatiske Selskaber, hvormeget Lysten til Forlystelser desværre! er større end til at studere og kjende den Rolle, Man har som Pligtrolle at spille inden Dørre." - Anden Udgave af herr Amtsprovstens Skrift indeholder ikke de Udfald paa Privattheatrene, som i første Udgave mishagede saa-Mange af Skuespillets Forfægtere; derimod have nogle Udfald paa Leiebibliothekerne paadraget en temmelig alvorlig Tiltale i Aarhuus Avis af dennes Udgiver Herr. elmquist, som selv i sin Tid har oprettet et Leiebibliothek. At Herr Amtsprovsten f. Ex. kalder dem Kloaker, hvrfra Uhumskheder udflyde til Sædernes Fordærrvelse, viser, at han bruger en Udtryksmaade, som vel kunde have været noget mere moderat.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 18. maj 1818. (Se også tidligere indslag herom).

Til Udgiveren af Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn, fra et Fruentimmer. (Efterskrift til Politivennen)

Min Herre!
Deres i No. 24 af Skilderiet, ved Anmeldelsen af Hr. Amtsprovst Stockholms Skrift yttrede Ønske at see det Spørgsmaal: om det er skadeligt eller ei at Fruentimmer spille paa Privattheatre nøiere undersøgt, har opmuntret mig til at prøve, hvad jeg sandelig endnu aldrig har forsøgt, at skrive en Afhandling. Ikke for at recensere Stykker af Hr. Amtsprovstens Skrift, angaaende denne Gienstand, men for med al Beskedenhed at giøre den Bemærkning: at Moralisten gavner mere, naar han som advarende Ven giør sine Medmennesker opmærksomme paa de ulykkelige Følger af Umaadelighed i enhver selskabelig Fornøielses Nydelse, end naar han som Misantrop dadler Forlystelser, og med ukierlig Bitterhed angriber dem, som deeltage deri; thi krænkende utidig Daddel eller bidende Kritik giør langt mere Skade end Gavn, i det den kun opirrer til Trods istedetfor at forbedre, og er ingen Liden Aarsag til at mangen velmenende Dyds-Prædikant raaber i Ørken. Dertil kommer endnu, at de gode Herrer ikke sielden laste en Moerskab, uden at kiende det ringeste dertil af Erfaring. Saaledes hørte jeg nylig en meget agtværdig Mand paa det heftigste ivre mod den nu brugelige Valts, og med græsselige Farver afmale de onde Tanker, der under den kunde opstaae. Hvorledes troer [] han blev omvendt? Jeg fik ham tiil at forsøge en lille Valts med mig. Det kostede rigtignok Kræfter; thi Manden var temmelig ude af Øvelse, men til det valtsende Publikums Bedste snurrede jeg ham rundt, til han fløi som en pidsket Top, og neppe vare vi komne til Enden af Salen, førening han var saa tilstrækkelig overbeviist om, at det var physisk umueligt, at der under en Valts kunde opstaae nogensomhelst Tanke, at han erklærede sig overvunden og lovede, ikke oftere at fordømme hvad han ikke tilforn selv havde prøvet og undersøgt. Ligesaaledes gaaer det med Meningerne for og imod Komediespils Skadelighed for vort Kiøn. Dette Æmne er saa ofte omtvistet, uden at man deraf har kunnet uddrage noget Resultat, og hvorfor? fordi Striden førtes af Mandfolk, der selv med den bedste Villie ikke kunne sige noget væsentligt derom, just fordi de ere - Mandfolk, og følgelig ikke kunne vide af Erfaring, hvormeget et Fruentimmer kan udrette og hvorledes hun kan inddele sin Tid. Hvorvidt Privattheatre ere til Gavn eller Skade for Staten og Moraliteten, det vil jeg overlade til Deres Kiøn at afhandle, hvis Nogen skulde være saa medlidende at antage sig hines Sag; men som Huusmoder, der levende følger og ivrig stræber at opfylde sine Pligter, uden derfor at udelukke sig fra al selskabelig Fornøielse, vover jeg dette Forsøg paa at udvikle Dem, hvorvidt den Beskyldning er grundet, at den dramatiske Kunsts Udøvelse er tidsspildende og har en skadelig Indflydelse paa vor huuslige Stilling? Med al Agtelse for Deres Kiøns høiere Aandskræfter, troer jeg dog dette Æmne bedre kan undersøges og bedømmes af Fruentimmer end Mandfolk, this disse glemme bestandigen, at ligesom Deres Kiøn næsten ved enhver Beskieftigelse maa bruge Hovedet, behøver vort derimod, som oftest, kun Hænderne; og at et Fruentimmers Tanker kunne følge fraværende Venner giennem alle Verdensdele, uden at det Arbeide, hun har i Hænderne derved lider mindste Opsættelse. Dette er imidlertid det største Bevis for, at den dramatiske Kunsts udøvelse ikke kan være saa tidsspildende for vort Kiøn som Mange, Gud veed hvorfor, have giort sig Umage for at afmale dem.
Naar et Mandfolk skal lære eller studere en Rolle, maa han, saalænge det staaer paa, ophøre med ethvert andet Arbeide. Dette er ikke Tiilfældet med et Fruentimmer. Hun kan meget mageligt lære sin Rolle, i det hun tillige strikker paa en Strømppe, og giennemtænke, eller rettere sagt, studere den ved sit Sytøi. Tro ikke, det er tomme Undskyldnninger, jeg her fremfører. Jeg veed det af egen Erfaring, og spørg enhver af mit Kiøn, der nogensinde spillede i en Komedie, om det ikke er Sandhed. De vil snart blive overtydet om at man uden Besværlighed paa eengang kan stoppe en Strømpe og i Tankerne spille Dronning Cleopatra. Spørg enhver agtværdig Huusmoder om hun ikke ved sine huuslige Sysler ofte tænker paa det Arbeide, der om flere Maaneder skal forrettes. Og er hun mindre agtværdig, om hun stundom tænker paa den Fornøielse, hun kan berede Sig eller Sine, uden det nærværende Arbeide derfor behøver at blive forsømt? Spørg den kierlige Moder om hun med sin Patteglut paa Skiødet ikke undertiden har tænkt sig som Bedstemoder? Og udrettede hun i det Øieblik mere, end hun havde tænkt paa, hvordan hun om 8te Dage skulde spille Mad. Isegrim? Der er sikkert intet Fruentimmer, der har ringeste dramatiske Talent (og Andre give sig sieldent af med at spille Komedie) der vilde eller behøvede at løbe om i Huset, som en Vanvittig, og deklamere sin Rolle, til Latter og Spektakel for Alle som omgav, hende, ja for hele Byen, hvis hun boede i en Kiøbstad, hvor Sladder sædvanlig er i god Circulation; thi da man aldrig paa Privattheatre fremstiller Gudinder, Engle eller Spøgelser, følgelig ikke har nødig at studere overnaturlige Stillinger, men Fruentimmer saaledes, som de staa og gaa omkring i Verden, kan man meget tilstrækkelig øve sin Gestikulation paa Prøverne. Af disse gives der til hvert Stykke 2, der medtage i det høieste 3 Timer hver, og unægteligen maatte det Huus være saare slet organiseret, hvor Huusmoderens Fraværelse i 3 Timer kunde foraarsage saa store Uordener, som dem, Hr. Amtsprovsten omtaler. Der hører heller ikke megen Menneskekundskab til at begribe, at det fruentimmer, som Naturen nægtede Fatte-Evne i saa høi Grad, at hun, som Hr. Amtsprovsten antager, behøver 6-8 Dage til at lære, og sin udeelte Opmærksomhed for at studere en Rolle, upaatvivlelig maate være saa aldeles blottet for Phantasie og Fremstillelses-Evne, at hun aldrig kunde finde nogen Smag i den dramatiske Konsts Udøvelse, da det ringe Bifald, hun derfor høstede, umuelig kunde erstatte hende saa store Anstrængelser. Jeg kiender Mænd, der i Videnskabelighed, Retskaffenhed embedsiver og borgerlige Stilling kunne regnes blandt de første, vort Fædrenelland har at fremvise, der ofte helligede den dramatiske Konsts Udøvelse deres Fritimer, uden at det endnu er faldet Nogen ind at beskylde dem for at forsømme deres Forretninger derover. Hvorfor vil man da med saa megen Bitterhed dadle Huusmoderen og beskylde hende for Ørkesløshed, naar hun om Aftenen, efter endt Dags-Arbeide, ved sit Strikketøi læser en Bog, fordi hun derved lærer en Rolle udenad? Naar hun ikke selv forsætlig vil overtræde sin Pligter, kan hun meget gierne stundum spille i en Komedie, uden derfor at forsømme eller endog blot komme i Fristelse at glemme det ringeste af, hvad der er og bør være enhver brav Kone helliget, og at den, der ikke vil det Gode, let vil finde Midler til at iværksætte det Onde, behøver man vel ikke fortælle Nogen, som Gud gav Evne til at tænke.
Jeg tør dristig paastaae, at de skiønneste Regler for qvindelig Sædelighed og Dyd ere de, som ere skrevne af Fruentimmer, og endnu veed jeg aldrig, at nogen af dem har fremstilt den dramatiske Konsts Udøvelse som skadelig eller vanærende for os. Netop, fordi de mere Dannede iblandt os vide af Erfaring, at sand Huuslighed og Talenter meget got kunne forenes, og de aldeles Udannede, Gud være lovet, kun fægte med Ildtang og Kosteskaft. Jeg antager, min Herre! at De og Deres læsere ei høre til den, til Menneskelighedens Ære, mindre Deel af Deres Kiøn, der ikke indrømmer os en anden Glæde eller Bestemmelse i Livet end den, at være Mandens Kokkepige og Børnenes Amme. Jeg antager at De tillader os en liden Deel i de selskabelige Fornøielser, der dog uden os næppe vilde være synderligt moersomme, og at De intet har imod, at vi besidde de Talenter, som Nutidens Opdragere ansee for nyttige at lære: Musik, Dands, Tegning og Broderie, hvilke dog i Grunden ikke ere til anden Nytte end at moere os selv og Andre, thi selv det sidste kan for Huusmoderen kun saare sieldent blive andet end Moerskabs-Arbeid. Enhver af disse Talenter medtage ulige mere Tid at lære og øve end det dramatiske, og hvo vil vil eller kan dadle enkkone eller Pige, om hun i den Tid, hendes huuslige Sysler levner hende, lærer en Sonat, maler et Landskab, eller broderer paa en Krave til en Veninde? Hvorforr skulde det være mere usædeligt at træde frem i en Vennecirkel og fremstille en Dyd, Lidenskab eller Last, end at synge en Arie, eller føre en Dands[]ns? Og jeg kan af egen og fleres Erfaring forsikkre dem, at der ingenlunde udfordres mere Mod, end sige Frækhed, til det første end til det sidste, naar man føler ved sig selv, at man kan giøre det, uden at udsætte sig for at blive til Latter. Hvad end Hr. Amtsprovsten siger om den ugenerede Omgang, saa vil dog vist enhver Tilskuer ved Privatforestillinger være nødt til at bemærke, at Menneskene intetsteds paa Jorden ere mere generede end paa et Thater, og enhver Spillende kunde bevidne, at den Fortrolighed det tilsyneladende giver Anledning til, er aldeles forbi, naar Dækket er rullet ned, af den simple Grund, at den kun existerede i Phantasien, og altsaa maa forsvinde tilligemed den. Hvad den Kone angaaer, der er saa uhældig, at have en jaloux Mand, da maa hun vistnok frasige sig denne, ligesom enhver anden, selskabelig Fornøielse, indtil Alderen har sat hende i Sikkerhed for Mistanke; thi et Menneske, der beherskes af denne ulykkelige, eller rettere sagt, elendige Lidenskab, vil kunne mistyde hendes uskyldigste Handlinger, og hvilken retskaffen Kone bringer ikke sin huuslige Tilfredshed ethvert Offer. (Sluttes i Avisen der udkommer i Morgen.)

Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 13. april 1818.

(Slutning.)
Jeg nægter ikke, at det dramatiske Talent jo kan misbruges, men at dette sieldnere er og maae være Tilfældet, end med enhver anden Forlystelse, tør jeg nok paastaae, thi da der paa intet Privattheater spilles oftere end hver 14 Dag, og man aldrig anmoder een og samme Dame om at spille 2 Gange i Rad, kan altsaa den meest passionerede Privat-Skuespillerinde, om hun nok så gerne vil, ikke komme til at spille mere end 1 Gang hver  Maaned, og hvormange Baller, Selskaber og Spillepartier kan der ei i den Tid gives for den, der har Tilbøielighed dertil! Skulde det Fruentimmer da være mere lastværdig, der anvendte 3 Aftener i en Maaned paa at bidrage til at forskaffe sine Venner og Bekiendtere en ligesaa uskyldig som behagelig Underholdning? Ikke at tale om, at man kan være i et dramatisk Selskab et heelt Aar for det samme som eet eneste blot nogenlunde galant Aftenselskab koster, og at den Pynt, man dertil bruger, ikke er anderledes, end den, man sædvanlig gaaer i et Selskab med. Desuden kom jo ikke allene vore alleruuskyldigte Glæder, men endog vore allernødvendigste Dyder blive Midler til vor Fordærvelse, naar vi ikke udøve dem med Fornuuft. Hvilken Mand ønsker ikke at hans Kone skulde være et Mønster paa Blidhed og Overbærelse? Og hvilken Huusholdning gaaer og maa ikke gaae til Grunde, naar disse Egenskaber forbyde Huusmoderen at paatale sine Tienestefolks Forsømmelser eller Utroskab. Hvilken Mand seer ikke med Glæde, at hans Kone har lyst til at holde sig, sine Børn og sit Huus pent og pynteligt, og hvormangen Families Undergang har overdaadighed i denne Lysts Tilfredsstillelse ikke foraarsaget? Ja, der skal endog allerede have været Koner, der ruinerede deres Mænd ved Traktementer, blot for at glimre med det eneste talent, de besade - deres Kogekunst, og der kan dog vist ingen nægte, at dette er et Talent, enhver af os børr søge at uddanne. Neppe vil man (uden paa papiret) kunne fremvise mig een Familie, der blev ulykkelig, blot fordi Konen spillede Komedie; thi den letsindige Kone, der, for at glimre udenfor sit Huus, forglemte at opfylde sine Pligter hjemme, vilde sikkert have gjort Sig og Sine ulykkelig, om hun end aldrig havde betraadt et Theater. Derimod kiender jeg personlig mere end een Kone, som spiller Komedie, hvis Huus og Børn er i bedste Orden og Velgaaende, og der saavel ude som hjemme, kunne fremstille den værdige Moder, uden at frygte for nogensomhelst Ironie; mere end een elskværdig Pige, der er ligesaa sædelig, beskedeen og godmodig hiemme, som paa Theatret. Ja, De kan troe mig, min Herre! Derom nogen af dem, der ivre saa meget mod Privattheatre, har en Kone eller Datter, der er fornuftig og god, hvilket ethvert Fruentimmer maa være, naar hun ikke skal bringe Ulykke istedet for Held over den Kreds, der omringer hende, og samme blot een eneste Gang havde spillet i en Komedie, vilde han saa tilstrækkelig have erfaret, hvor lidet tidsspildende det er, at der vist aldrig vilde skrives dadlende Epistler om dette Slags Forlystelse.
Jeg har her sagt Dem hvad jeg kan og troer at burde sige om dette Æmne. Ikke med Skieldsord, Fordømmelses-Udraab eller ondskabsfuld Spot imod dem, der tænke anderledes derom end jeg; men simpelt og beskedent, som det sømmer sig for et Fruentimmer, der med en god Samvittigheds Rolighed taler sin og sit Kiøns retfærdige Sag. Skulde De eller nogen af Deres Læsere endnu tvivle om Rigtigheden af hvad jeg har anført, da beder jeg Dem blot henvende Dem til den "værdigste og fornuftigste Huusmoder", De kiender, og jeg er vis paa, hun vil beskrive Sandheden af hvad jeg har sagt, og med Ord ogg Exempel overtyde Dem om: at et Fruentimmer, naar hun vil anvende sin Tid rigtig, "gierne kan dyrke et Talent, uden derfor at forsømme en eneste af sine Pligter". Dersom jeg i dette Øieblik kunne give Dem et levende Beviis paa, at vi kunne udrette mere, end een Ting ad Gangen; thi medens jeg skriver dette, vugger jeg med den ene Fod mit mindste Barn, og maa tillige være Fredsdommer og Mægler mellem mine andre Rollinger, der sidde og more sig, men ikke sielden blive uenige, over det chinesiske Forandringsspil.
Til Slutning vover jeg at giøre en hiertelig Bøn til Enhver, der føler Kald til offentlig at moralisere for os Fruentimmer, den nemlig: ikke med tordnende Magtsprrog at fordre, vi skulde leve og tænke ganske som vore Oldemødre, da vor Opdragelse jo er saa aldeles forskielllig fra deres, og de dog vist ligesaavel havde deres Feil som vi. Heller at vælge dette eller lignende Thema: "Nyd enhver Fornøielse, som din Alder, Stand og Stilling tillader dig; men nyd den med Maade, at ikke Selvbebreidelse skal forbittre dig Erindringen derom". Sandelig, mangt et nyttigt Raad vilde da blive lagt paa Hiertet, der nu farer ind af eet Øre og ud af et andet, blot fordi den, det kom fra, ikke ansees som en faderlig Ven, men som en urimelig Skiendegiest.

Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 14. april 1818.

Viborg Teater. (Efterskrift til Politivennen)

I Viborger Samler læses følgende: "Forlangt Indrykkelse. En Mand i det dramatiske Selskab her i Byen hørte ved det sidstgivne Stykke med megen Misfornøielse nogle Tilskueres upassende Latter, netop i de Scener, hvor enhver, der havde blot den ringeste Sands for Stykket, nød dets Udførelse med Taushed og med ganske andre Følelser, end den, Skoggerlatter tilkjendegiver. Denne Mand tør vist nok paa de fleste af Selskabets Vegne erindre Vedkommede om, at de ville forskaane deres Medinteressente for saadan Skoggren, for ei derved at forstyrre den fælles Fornøielse, da Selskabet ellers i Følge Lovene har Ret til at udelukke dem." Hvad denne Mand vel vilde have sagt, hvis han havde været Vidne til de paa den kongelige danske Skueplads Mandagen d. 4de Mai under Opførelsen af Hr. Balletmester Laurents Ballet forefaldne Uordener og Uanstændigheder, der kalde Knud Lavard- og Hospital-Optrinene, for hvilke vi nys have maattet høre ilde, i frisk Minde.

( Dagen, 6. maj 1812)

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.