Serie om skuespilleren Anna Bloch: Nedenstående indslag Jubilæum 1910 og Afsked fra Det kgl. Teater 1918.
Skuespiller Anna Kirstine Bloch (2. februar 1868 - 25. november 1953) var datter af lægen Johan Sørensen Lindemann (1825-1909) og Bodil Margrethe Gylding (1838-75). I 1887 blev hun gift med forfatter og teaterinstruktør William Edvard Bloch (1845-1926). Hun debuterede 1885 som Titania i Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm". I samme sæson spillede hun en række lystspilroller: Helga i Bjørnstjerne Bjørnsons "Geografi og Kærlighed", kammerpigen Nanette i E. Scribes "Oscar", Florence i C. Hostrups "Karens Garde" og den unge frue i Emma Gads "Et Aftenbesøg". '
I 1886 skrev de senere ægtefæller sammen "Frk. Nelly". I 1888 spillede - og nyfortolkede - hun Trine Rar i J.L. Heibergs "Aprilsnarrene". Herefter gav hun sine kvinde- og pigeroller et eget særpræg: Hilde i Henrik Ibsens "Fruen fra Havet", Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler", Gerda i Einar Christiansens "Frøken Bodil" og Ida i Gustav Esmanns "Den kjære Familie". Hun spillede også Lucretia i Ludvig Holbergs "Den Vægelsindede" og Lady Teazle i R.B. Sheridans "Bagtalelsens Skole".
Theaterportræter
II
Fru Anna Bloch, s. Liudemann.
Fru Bloch er opvoxet i Horsens, vore Provinsskuespilleres Eldorado. Ingen anden af alle Danmarks komediegale Kjøbstæder maaler sig med den i umættelig Theaterbegjærlighed og naiv Tilbedelse af Scenen og dens Folk.
I Horsens er der Theather baade Vinter og Sommer, lokale Revner og khronisk Dilettantkatarrh. Her var det, at Provinsens Michael Wiehe, den fortryllende Christian Møller (for mange Aar siden ved det kongelige Theater og Folketheatret, i adskilligt mindende om den nu bekjendte Damekomiker Hr. Wiiborg) i utrolige Kostumer - paa Grund af sine talrige pragtfulde Pantalons kaldtes han ogsaa Buxemøller - fejrede pyramidalske Triumfer. Byens fineste Damer feterede ham, overdængede ham med Buketter, fulgte ham til og fra Theatret. En Kammerjunkerinde indfandt sig hver Dag i det Bondehus, hvor Møller paa sin Spadseretur nød et Glas Mælk, og lod sig servere Mælk efter ham i samme Glas. Da han til sin Benefice optraadte som Molieres "Don Juan", skrev Byens Avis om ham: "Hr. Chr. Møller er en første Rangs Skuespiller; Skuespilkunsten er Læren om de Bevægelser med Arme, Ben og Mimik, der udtrykker de forskjellige Sindsbevægelser, og Hr. Møller kan disse Bevægelser til Fuldkommenhed. Naar han som Don Juan er gal, er han ikke blot gal i Hovedet, men ogsaa i Benene!"
Hvilken nok saa yndet Hovedstadsskuespiller kan vel pege paa tilsvarende Anerkjendelse saavel fra Publikum som fra Kritikens Udvalgte ?
Det forstaar sig at en saadan Hede i Byen heller ikke kunde lade Omegnen kølig. Nabolagets Herremænd stod da ikke tilbage for Stadens Honoratiores. Afdøde Kammerherre Schütte gav paa Bygholm store Middage for reisende Skuespilselskaber, og en anden Godseier i Nærheden fyldte i Kappestrid med sin Gemalinde Huset med Provinselskere og -elskerinder. Ja, ogsaa i Literaturen giver denne alt smittende Betagethed sig Vidnesbyrd. Det er saaledes i Horsens Theaterluft, at "Haabløse Slægter"s Helt William Høg under Overværelsen af en Ballet indsuger de første Bakterier til den Sjælesot, der senere i Romanen hærjer hans unge Liv.
Den lille Frøken Lindemann delte, ganske naturligt, tidligt sin Barndomsbys saa stærkt udviklede Interesse. Enhver, der har levet i en Provins ved jo, hvilken Rolle Ankomsten af en rejsende Theatertrup spiller for Børnene. Hvordan de følger efter Skuespillerne paa Gaden, beundrer deres afstikkende Dragter, løber foran for at kigge dem op i Ansigtet, lærer Plakaterne udenad og, længe efter at Trupen er reist, selv prøver at spille de Stykker, de har set. Men den vordende Kollega gjorde mere end det. Saa lille hun var, blev hun sine Yndlinge. Skuespillernes hjælpsomme Veninde, bevægede sin Papa til at aabne sit Hus for dem og skaffede dem manglende Rekvisiter til Laans fra sit velhavende Hjem. Hendes Paarørende forstod ogsaa snart, at hendes Rampefeber var mere end en Børnesygdom og efter at have spillet adskillig Privatkomedie, bl. a. Karoline i "De Uadskillelige", denne alle Provinsdilettanters Livret, kom hun saa, næppe stort mer end 16 Aar gammel, til at aflægge Prøve ved der kgl. Theater og debuterede som Titania i "En Skærsommernatsdrøm". Faa erindrer hende vel her som i de andre Smaaroller, hun spillede i Begyndelsen. En enkelt fortjener dog at erindres, Florence Ling fra Karens Garde. Det lille Provinspigebarn blev Skuespillerindens første hele Figur, i al sin Ubetydelighed - Rollen tæller vel knap en Snes, ikke stort karakteristiske Repliker - en nydelig Studie med slaaende Betoninger og rappe Gestus, nysgjerrig fornøiet, tankeløst skræppende op, en Gæsling i et Gadekær.
Større Opmæksomhed vakte Frøken Nelly hos Publikum, vel mest fordi det vidstes, at Rollens Fremstillerinde snart skulde giftes med Stykkets Forfatter.
Det lille Lystspil er hyggeligt og elskværdigt, maaske lidt for gammeldags reflekteret. Men der er Stemning over Slutningen, og den unge Pigeskikkelse i den lyse Kjole, med det rødlig-blonde Haar, tegnede sig fint mod Augustaftenens blaalige Skumring, paa Bænken i den gamle Villahave, hvor hun bittert grædende fortryder sin Kaadhed mod sin aldrende Tilbeder.. Hendes Graad var naturlig uskøn, saadan vilde ingen Ingenueaspirantinde have vovet at græde. Men Fru Bloch har ogsaa baade der og senere sprængt Ingenuetraditionen med dens Alfeynde; hun har lagt et Slægtled mellem den og sin Kunst, og der skal en Fru Hennings Mesterskab til for at gjøre den smagelig nu.
Trine Rar i Aprilsnarrene og Hilde i Fruen fra Havet er blevet hendes første ubestridelige Triumfer. En Gienkaldelse er vel næsten overflødig, saa ny er de i Erindringen, saa levende staar de for den almindelige Beundring. To dramatiske Pastelfigurer, klare i Farven, sikre i Omrids, den flankede Skoletøs fra den gamle Vaudeville, med det opstrøgne Haar, de spillende Øine, de flade Ører og den stramme Mund, mager og næsvis, som ridset ned af en Hans Tegners spidse og lunefulde Blyant, og saa den moderne norske Fjældbachfisch, purret og rødmusset, struttende og haandfast, skrævende og dybttalende som undfanget af en Krøyers Menneskeblik og friske Sans.
Og disse Resultater skylder hun mest sig selv. Hun har ikke modtaget stor Instruktion. Da hun kom til Theatret, var der ingen Elevskole, hun læste i Begyndelsen med Kandidat Eckardt og Hr. Emil Poulsen og har senere snart nogen Veiledning af sin Mand. Helst arbeider hun paa egen Haand og finder selv sine Ideer. Det ægte, det fødte Talent arbeider altid saaledes, ensomt, erobrende sig fremledet af sit Instinkt, hvis Stemme det stolt føler, ikke bedrager. Det er da Middelmaadighedens og de afrettede Dygtigheders Sag at lære sig at se med Andres Øine og lydigt spadsere de i anviste Spor.
Men som forstaaende Barn af sin Tid har hun følt og fattet det Ene og Fornødne, at Personlighed i Tanke og Naturlighed i Form er al ærlig moderne Kunsts simple og eneste Væsen og Lov. Derfor er hun paa vor Scene den Yngste, den nyeste af Alle.
(Dagens Nyheder 13. april 1889).
Fru Anna Bloch.
Hvorfor Drachmanns Skuespil blev kasseret. - Forholdene ved det kgl. Teater.
Det kgl. Teater har nu kasseret Holger Drachmanns ny Stykke "Det grønne Haab", skønt Skuespillet først var antaget og der var holdt store Prøver paa det.
Det sidste Numer af "Hver 8. Dag" bringer et stenografisk Interview af en af det kgl. Teaters dygtigste Skuespillerinder, Fru Anna Bloch. I Begyndelsen af Interviewet kommer Fru Bloch ind paa en Omtale af Drachmanns Stykke og siger:
"Jeg tror nok, jeg er en af dem, som det har gjort mest Sorg, at Drachmanns Stykke ikke blev spillet. Jeg havde saadan en god Rolle i det: den lille Paula .... den lille Pige, der sidder der i en Kælder, sidder og venter, han skal komme hjem. og saa er der en Solstraale, der kommer ind ad Vinduet, hun sætter de smaa, usle Blomster hen i Solstraalen, saa skrupper hun Gulv . . Jeg forstaar den lille Pige, jeg holder forfærdelig meget af hende, det var mig en stor Skuffelse, at det paa Prøverne viste sig, at Stykket ikke lod sig opføre. Der var saadan en Poesi over hele første Akt der nede i Kælderen, det er en stor Digter, der har skrevet det alligevel. Men saa var der alt det lavkomiske i anden Akt, der slugte al Poesien, det er paa en Sydhavsø, de tatoverer sig, der er en hel Masse Niggerviser og Slavinder, saadan noget rædsomt noget . . . Men nu et den Rolle gemt hen i Skuffen, saa siger man Farvel til den lille Paula.
Jeg har taget mig det meget nær, for jeg har saa lidt at gøre."
Derefter gaar Fru Bloch over til at omtale sin Kunst og sin Stilling ved det kgl Teater. Udtalelsernes Bitterhed er ret opsigtsvækkende, fordi den vistnok udtrykker Kunstnernes almindelige Stemning overfor Ledelsen af vor nationale Scene.
Fru Bloch siger:
"Se nu Fru Dybwad, der har været her nede, hun er en fortrinlig Skuespillerinde, hun er saa ægte, saa ægte og saa klog. Men hun har ogsaa haft den store Lykke, at hun har kunnet spille alt muligt og faaet Lov til det. Alle de Roller, der duer noget, har hun haft. Hun er ikke bleven sat hen i Skyggen. Hun maa, siger jeg, ret føle sig lykkelig og tilfreds. Og saa er hun, og det er det smukke ved hende, saa elskværdig og beskeden, ikke Spor af primadonnaagtig, hun er saa forfærdelig pæn.
Men De kan bare tænke Dem jeg har ikke sagt et nyt Ord paa Teatret siden den 14. December 1902, det er næsten et helt Aar, det var i "Paa Storhove". Jeg kan ikke blive ved paa den Maade, hvis det ikke bliver anderledes, vil jeg heller ikke være der.
Jeg er ung endnu. Jeg føler saadan ubrugte Kræfter i mig. Jeg har saadan en umaadelig Kærlighed til mit Arbejde. Og jeg tror, uden at være ubeskeden, at jeg vil det ægte, at jeg har en ærlig, sand Stræben."
(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. oktober 1903).
Johanne Dybwad (1867-1950) var skuespiller ved Den Nationale Scene i Bergen. Hun gæstespillede tit på danske scener.
Senere i livet spillede Anna Bloch mere modne kvinder, såsom Rosalia i Gads "Guldfuglen". Men roller der passede til hendes, var allerede besat af andre, fx Betty Hennings. Privat levede ægteparret som i 1890’erne, klunketiden. Med interiør i rokoko, tung eg og let empire. I 1910 tildeltes hun Ingenio et arti.
Anna Bloch.
25 Aar ved det kgl. Theater.
I "København" bringer Christian Houmark et Interview med Fru Anna Bloch, som paa Søndag fejrer sit 25-Aars Jubilæum som Skuespillerinde ved det kgl. Teater. Houmark skriver:
Fru Bloch sidder inde i sin Mands Dagligstue og ser ud over en hel Række af rode kristianshavnske Tagrygge. Det er ud paa Eftermiddagen, og en let Taage slører Tage og Gavle. Nede fra Gaden lyder Støjen fjern og fortættet. Der er saa efteraarsstille i William Blochs Arbejdsværelse.
Fru Bloch rejser sig i en hastig Bevægelse:
- Ved De, jeg forsikrer Dem, jeg kan til Tider virkelig blive helt vemodig, naar jeg saadan ser ud over alle de Huse. For det er jo akkurat som hjemme i Horsens
- Holder De meget af Deres Fødeby.
Og med et Tonefald, som vilde hun forsvare noget, siger Fru Bloch:
- Ja, det gør jeg da rigtignok. Der var nu dejligt. Forstaar De, Mor døde tidligt, og saa vilde Far, min kære, gode Far, at jeg skulde trøstes ... Og saa gik vi i Theatret. Lotte, det var min Pige, og jeg ... Folk talte om det i Byen, at det var underlig, at Dr. Linnemann lod sin Datter rende paa Komedie. Og min Lærerinde sagde engang: Hvis Du er i Theatret i Aften, saa hilser jeg ikke paa Dig i Morgen. Aah, det var rædsomt. For jeg skulde se baade "Kanariefuglen" og "Hr Volmer i Sorø".
- Gik De der?
- Ja, det gjorde jeg Og hun var der saamænd selv, og hun nikkede da ogsaa til mig
- Hvornaar "vaagnede" Theaterlysten hos Dem?
- Den vaagnede slet ikke. for jeg er født med den. Fra jeg var fire Aar, vilde jeg spille Komedie, og Inge Stallknecht og jeg, vi opførte et Drama, i hvilket hun var en Greve, aah, saa rig, saa rig og jeg en fattig, ulykkelig Pige, som Greven - han hed nu for Resten Lord Beaconsfield - frelste ... Hvor var det dejligt ... Bag efter, oven paa Anstrengelserne, gav mine Tanter os Tvebakker og Syltetøj ...
... Men er det alligevel ikke mærkeligt at tænke sig, at jeg som en lille, bleg, opskrabet, spidsnæbet Pige paa syv Aar en Aften sad i Horsens og saa "Lygtemænd", Williams Slutspil . . . Hvis nogen den Gang havde sagt ham, at hende skulde han giftes med ... Aah, aah, hvor det gaar underligt i Verden ...
- Hvordan kom De til Theatret?
- Far sagde, at hvis jeg gik til Scenen, saa giftede han sig igen ... Var det ikke forfærdeligt? Jeg ynder ikke den Race, ynder den absolut ikke, sagde han om Skuespillerne.
Fru Bloch bryder ud i et højt Suk:
- Aah, men en Dag rejste han da alligevel over med mig til København Jeg var femten Aar og krøllet og kreppet efter de bedste Provins - Primadonna Forbilleder og saa angst, at jeg ikke turde være alene noget Sted ... Jeg kom til at bo i Nyhavn, paa en Kvist, sammen med de to kære Frøkener Ingwersen fra Slagelse ... Og saa - Fru Bloch folder sine Hænder og stirrer forundet ud over Tagene - ja, saa en Dag stod jeg i sort Atlask med Krøller og Krep for Fallesen og tæt op ad Far. Fallesen sendte mig til Instruktør Eckardt, og da jeg havde læst hos ham i halvanden Maaned, blev jeg tilsagt til Prøve ... Jeg mødte frem i min Konfirmationskjole, kan jeg huske.
- Var De meget bange?
- Næ - nej, ikke den Gang Jeg var fast besluttet paa, at jeg vilde spille Komedie ... Og jeg blev da ogsaa antaget ... skønt ... skønt der var en, som stemte imod mig. og ved De, hvem den ene var: William Bloch. Vi har nok af den Slags, det sagde han. Jeg syntes, han var det nederdrægtigste, jeg havde set for mine Øjne ...
- Varede det længe?
- Oh - nej, smiler Fru Bloch. En Dag hørte jeg ham sige til Fallesen: Hvad skal vi gøre med den lille, blege, krøllede Pige fra Jylland, og det hjalp. Jeg fik mine Debutroller udleverede, og han læste dem med mig. Naa, det er Dem fra Horsens, udbrød han den første Dag ... Men efter Prøven, De kan tro, jeg husker de Ord, sagde han: De er perfectibel, ja, det sagde han, og jeg anede ikke, hvad det aar. Men saa slog jeg op i en Ordbog, og der stod det, det dejlige, dejlige Ord
- Og saa var De lykkelig?
- Nu skal De høre: efter at jeg havde læst den unge Pige i "Geografi og Kærlighed", sagde han engang, lige som jeg skulde til at gaa: De er den bedste Elev. jeg har haft - og derpaa styrtede jeg ned til Kondiloren og spiste alle de Kager, jeg havde Lyst til i overvældende Lykkefølelse. Det var i Begyndelsen af September - og i Maj var vi forlovede ... hvad ingen begreb, for han kunde jo have faaet, hvem han vilde ha' ...
- Og nu er De Jubilar?
- Ja, er det da ikke underligt. Men De kan tro, jeg vilde have naaet meget mere, hvis jeg bavde haft Hjælpemidler. For jeg har hverken Skønhed, Gratie, Charme eller den "grosse Leidenschaft", min Stemme er heller ikke særlig god ... Hvis jeg havde været smuk, aah ... aah ... jeg synes ikke, jeg har naaet noget særligt, nei, det har jeg ikke ... Men jeg har haft en ærlig Stræben, jeg føler min Kunst som et alvorligt Livskald, og jeg er min Mand saa uendelig taknemlig for alt, hvad han har været for mig. Han har lært mig Sandhed og Menneskelighed ...
- Har De aldrig Lyst til at spille paa andre Scener?
- Nej, - nææhh ... Jeg beundrer Dr Mantzius, og med ham. Emma Thomsen og Poul Nielsen har jeg oplevet mine skønneste Theateraftener. Ser jeg tilbage, ja, saa har jeg dejlige Minder. men ... nej. Kvalerne, Uroen og Angsten har alligevel overtaget. Jeg brænder mig selv op.
- Har De haft store Sorger?
- Aah nej, det maa De nu slet ikke spørge om ... Om jeg har ... ja, det kan De rigtignok tro og det i disse Dage Jeg var lige kommen hjem fra Udlandet, og for at glæde min Hund, Sille hed den, gaar jeg en Tur her nede i Gaden, og den springer og danser af Glæde og ser ikke en Ølvogn ... og, ja saa kan De vistnok tænke Dem til Resten ... Død, død laa den for mine Øine. Jeg faldt om Halsen paa en Soldat og græd ... De kan ikke tro, hvor den Hund var kær ... Vi havde lige været paa Munkebjerg, vi to alene, og haft det saa dejligt ... Men jeg maa have gjort noget ondt den Dag. Sille døde. før ellers var det ikke sket. Det maa jeg nu ...
- Glæder De Dem til Jubilæet?
- Glæ ... ja. jeg er vældig glad for mit Publikum, men jeg ved ikke, hvordan jeg den Aften skal komme ind paa Scenen ... Det blir forfærdeligt ... Se, her skal De se: den grønne Bog gav min Mand mig, da vi blev forlovede. Og siden har jeg indskrevet enhver af mine Roller, de nye med rødt Blæk, og ...
Fru Bloch aabner Bogen
- Ok, Gud. ja, hvormange røde Bogstaver mon der kommer paa den anden Side af Jubilæet Se, alle de Firkløvere, der ligge, paa Bladene, dem har jeg selv fundet ...
- Saa maa De da være lykkelig.
- Jeg elsker min Kunst, men ikke Theaterlivet, svarer Fru Bloch, hvis Øjne blinker i Taarer.
... Alle Anna Blochs Venner, og de er mange og trofaste, vil haabe for hende, at de Aar, der kommer, maa staa i Firkløverens Tegn
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. august 1910)
Anna Bloch.
25 Aars Jubilæum som Skuespillerindo.
København. 2. September.
Paa Søndag den 4de September kan en af det kongelige Teaters betydeligste Kunstnerinder. Fru Anna Bloch, fejre sit 25 Aars Jubilæum som Skuespillerinde.
Paa Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, har Gustav Wied i Anledning heraf udsendt "Skærmydsler" i ny Udgave, forsynet med en Række fornøjelige Scenebilleder. Netop i dette lille Stykke udfører Fru Bloch som bekendt en af de Ungpigeroller, hun i Aarenes Løb har gjort sig til Specialitet. Det maa da ogsaa siges, at Fruen har været saa lykkelig at kunne bevare sin slanke og smidige Ungpigeskikkelse, sit lyse Humør, sit klare Blik og sin ungdommelige Røst.
- - -
Den purunge Datter af Dr. Linnemann i Horsens havde ikke helt let ved al slippe ind paa Scenen, skønt hele hendes Længsel gik der henimod. Doktoren truede bl.a. med at ville gifte sig igen, hvis Anna fastholdt sit Ønske, men en skønne Tag rejste han alligevel med hende til København, og den 15aarige blege, men lysgule og kreppede lille Pige blev da fremstillet for Det kgl. Teaters strenge Direktør, Fallesen.
Hun blev ret hurtigt antaget, skønt Professor William Bloch gjorde alt for at forhindre det!
Den 4. September 1885 debuterede hun som "Titania" i "En Skærsommernatsdrøm", men det var dog først i 1888, at hun vandt sin store Sejr som Trine Rar i "Aprilsnarrene".
Efterhaanden vandt den unge Dame sig et Navn blandt Publikums Yndlinge, ja, tilsidst forsonede endog Professor Bloch sig med hende og tog hende til Hustru . . , ,
Senest havde Fru Bloch en smuk Rolle i Sophus Bauditz "Sne" men selv om dette ikke var sket, vilde Fruens Beundrere dog i Forveien være tilstrækkelig mange til, at Huset kunne runge af Bifald for hende paa hendes Hædersaften.
T
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 3. september 1910)
Karl Mantzius udtalte ved hendes jubilæum: "Hun har paa Scenen givet det mest typiske og mest facetterede Billede af sin Generations Ungpige" (Kai Flor: Danske scenekunstnere). Mantzius spillede bl.a. sammen med Anna Bloch som professor Petersen og hun som Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler" på det Kongelige Teater 1901.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar