Sophus Bauditz' Fremtid. (Efterskrift til Politivennen)

Et Fødselsdags Interview

I Morgen fylder Professor Sophus Bauditz 60 Aar, og i den Anledning sad vi i Gaar i Skoledirektørens Kontor paa Raadhuset og interviewede. Saaledes udvikler Begivenhederne sig naturlig og ligefremt af Forholdet mellem Aarsag og Virkning.

Professoren underskriver et Dokument og rækker det embedsmæssigt til Viceskoledirektøren. Saa vender han sig om. og Embedsmanden er borte. Det er den læste og skattede Forfatter, den aandfulde og underholdende Selskabsmand, vi har for os.

- "Ja, hvad skal vi finde paa? Jeg véd min Sandten ikke. I de sidste Dage har jeg fortalt og skrevet saa meget om mig selv, at jeg faar Kvalme, naar jeg bare tænker paa mig. Synes De, jeg er morsom at tale om?"

- "Hvad skulde vi ellers tale om? Om Tingene i deres Almindelighed?"

- "Finder De, det er morsommere?"

- "Nej, saa holder vi os til Dem selv. De bliver altsaa 60 og skal fejres."

- "Ja, og det er jo nu engang blevet Skik og Brug at fejre Folk, naar de bliver 60, fordi man ikke er sikker paa, at de lever, til de bliver 70 ... ja, andre Grunde er der saamænd ikke .... Hvad skal jeg saa fortælle?"

Professoren ser paa os med et Udtryk af høflig Forventning.

Vi faar en Indskydelse :

- "Fortæl om Deres Fremtid"

- "Min Fremtid"

- "Ja, De er jo nu i den Alder, hvor De maa have tænkt Dem noget."

- "Det har jeg ogsaa . . jeg har tænkt mig et Lystspil til det kgl. Theater. Det vil sige, det har lange Udsigter, Ideen er færdig, men den skal først ligge og gære, og det gaar langsomt, jeg er endnu ikke kommet til de smaa forberedende Notitser. som er den første materielle Begyndelse til mine Værker .... Dernæst tænker jeg stadig paa den Bog, som jeg en Gang vil skrive, og som bliver meget morsom."

- "Bliver det en tyk Bog?"

- "Tyk? .... det bliver flere Bind .... Naar jeg siger, at den bliver morsom, saa er det ikke af Forfatterforfængelighed, men fordi jeg har haft det Held at træffe saa mange, ikke blot Interessante, men saa mange forskellige Mennesker. Jeg kan godt sige, at jeg kender alle, idet jeg fra ganske ung har haft det enestaaende Held at komme i Berøring med alle Samfundskredse. Min Fader var Kavalleriofficer, og hele min Barndom levede jeg mellem Officerer og Heste. Det var én Kreds. Som Dreng og som ganske ungt Menneske kom i jeg sammen med min Fader meget rundt paa Godser og Herregaarde og lærte hele Landaristokratiet at kende - en anden Kreds. Saa kom jeg til København, blev Student og indtog hurtig en fremskudt Plads i Studenterlivet, var i Upsala ved Universitetets 400 Aars Fest og var ledende Senior i Studenterforeningen, da vort Universitet Aaret efter holdt sin 400 Aars Fest. Atter en Kreds. Ogsaa vore Kunstnere kender jeg ud og ind - i en Aarrække sad jeg i Bestyrelsen for Kunstnerforeningen af 18de November. Saa er der Forfatterne, ja, det følger jo af sig selv. Og Theaterfolkene glemmer jeg. I 15 Aar var jeg Forstander for det kgl. Theaters Elevskole, og jeg vil slet ikke tale om Balletten, for dem har jeg jo kendt, fra de ikke var større end som saa, men De kan vel nok begribe, at naar man Dagen igennem færdes omkring i saadan en Institution, saa faar man et godt Indblik bag Kulisserne. Saa er der endelig, i Kraft af min Stilling, hele Skoleverdenen .... ja. jeg tror, som sagt, jeg har Lov til at sige, at jeg kender hele Danmark."

- "Det maa være underligt."

- "Det er en uhyre Fordel for en Forfatter. Tænk Dem blot, at han altid, naar han staar og skal bruge en Figur, véd, hvor han skal tage den! ..... Det vanskeligste ved en saadan Bog med Erindringer bliver at begrænse sig, at drage Linjen mellem det. der kan interessere andre, og de, der kun har Interesse for en selv. Jeg har jo Oplevet saa meget, hvad jeg iøvrigt ogsaa havde betragter som et Held. Hvad tror De ikke alene det vil sige som tretten fjertens Aars Dreng at have levet i Jylland under Krigen? Mine Minder fra den Tid har jeg nedlagt i "Krøniker i Garnisonsbyen". Dér har jeg give et Billede af Livet, som det i de Aar var i de jydske Byer, det er et historisk Dokument. Senere, i Halvfjerdserne, var jeg som ungt Menneske her i Byen ogsaa saa heldig at komme i de Hjem, hvor alle de, der den Gang havde aandelig Betvdning, mødtes, som f. Ex. hos den gamle Landskabsmaler Th. Læssøe og i det Plougske Hjem .... Og én Ting glemmer jeg rent - mine Sportsinteresser, der i de senere Aar fuldstændig han koncentreret sig om Jagt, men som i tidligere Tid ogsaa omfattede Sejlsporten. Jeg har selv flere Aar sejlet med en Kutter . . Sejlsportsmændene - én Kreds til! .... Ja, det bliver skam en morsom Bog ... Erindringer er jo for Resten altid morsomme ... naar de da ikke er forbandet kedelige!"

Interviewet nærmer sig sin Afslutning, Professoren istemmer en Hymne til Naturen :

- "Ogsaa det er et Held for en Forfatter at være Jæger. Naar man som Jæger strejfer rundt i Naturen, braser ind i Tykninger og vader gennem Moser, fjærnt fra Vej og Sti, lærer man først at elske og skildre den med den rette Kærlighed. Intet staar over og intet ved Siden af Naturen."

- "Og dog er De blevet Kontormand"!

- ""Det er jeg ... men er det ikke endnu et Held, at man, naar man er bundet Dag ud og Dag ind at sidde paa eet Kontor, da at have et Kontor som dette?"

Professoren har rejst sig og gaar frem i Stuen.

- "Se, højt til Loftet. Lys og Luft, uden for Vinduet Raadhushavens største Træ og der henne mit eget private Vaskerum," siger Professor Bauditz.

Fru Loulou.

(Dannebrog 22. oktober 1910). 

Louise Annette Emilie (Loulou) Lassen (1876-1947) var en af de første kvindelige journalister. Hendes første artikel (en korrespondance fra Paris til Dannebrog) var i 1899. Hun var tilknyttet bladet indtil 1910 hvor det ophørte med at udkomme. Hun fortsatte hos Henrik Cavling.