Emmy Drachmann: "Ingers Ægteskab". (Efterskrift til Politivennen)

Find andre artikler om og af Emmy Drachmann: Emmy om Frederik V. Hegel. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.

Ingers Ægteskab. En Samtale med Fru Emmy Drachmann.

Ude i Prinsesse Maries Allee bor paa en Fjerdesal Digteren Holger Drachmanns fraskilte Hustru, Forfatterinden Fru Emmy Drachmann i et Hjem, der er gennempræget af Minderne om den store Lyriker, hvis Liv er os alle lige saa bekendt som hans Digtning.

Strax de første Anmeldelser af Fru Drachmanns Bog "Ingers Ægteskab" har fastslaaet den nøje Lighed, der er mellem Romanens mandlige Hovedperson og Drachmanns velkendte Skikkelse - og Bogen er bleven opfattet som og omtalt som et Forsvarsskrift for "Fru Inger" samtidig med at den da skulde være et Angrebsskrift mod Digterens urolige holdningsløse Personlighed. 

- "Ja, jeg har ikke noget imod at udtale min Opfattelse," svarer Fru Emmy Drachmann paa vor Henvendelse. "Jeg har ikke noget Øjeblik tænkt den Bog som et Forsvarsskrift for Fru Inger. Jeg tror ikke, hun trænger til noget Forsvar. Men det har ligget mig paa Hjerte at give et Billede af Digteren Jørgen Dahl, saadan som kun jeg kendte ham ... Og det kunde ikke falde mig ind at lægge Skjul paa, at Jørgen Dahl er Holger Drachmann."

"Lad mig her indskyde - jeg overvejede længe, om jeg nu ogsaa turde gaa Virkeligheden saa nær, saa jeg tydelig angav, hvad han virkelig var. Maler havde da ikke gjort det væsentlig bedre - Holger var jo ogsaa Maler. Og almindelig Borger - nej, saa blev der ingen sund Sans i det hele. Jeg talte en Gang for længere Tid siden i Dresden med Karl Gjellerup om Sagen. "Ja, du kunde for saa vidt gerne gøre ham til Skorstensfejer", bemærkede han. "Og da vilde det dog ikke nytte det allermindste. Nej, lad nu ham blot være Digter. Saa skriver Du kun naturligere og friere."

Men altsaa - der havde i de sidste Aar dannet sig et Billede af Drachmann, som slet ikke lignede den Holger Drachmann, jeg kendte. Der var sket saa meget grimt .. saa meget, som gav et falsk Indtryk - eller ogsaa var han selv ikke længere den samme. Nu vilde jeg slaa et Slag for den Holger, jeg kendte. Jeg vilde vise ham saa god og fin og kærlig, som han kunde være i sit Hjem. Jeg vilde have det frem, for at mine Børn skulde se ham, som jeg kendte ham, og for at gode Menneskers Dom om Drachmann kunde blive nogenlunde forstaaende. 

Maaske er nu det Billede ikke helt blevet saadant, som jeg vilde have det. Det skulde gøre mig forfærdelig ondt. Men saa er det, fordi jeg ikke gik gjort Bogen fyldig nok. Det hænger sammen med, at jeg egentlig havde planlagt Bogen i to Dele, de to første Afsnit i et Bind, det sidste i et Bind for sig. Det skulde have vist ham, som han var og levede i sit Hjem. Nu maatte jeg forkorte det saa stærkt, at det sagtens ikke er bleven helt fyldestgørende. Men Forlaget vilde have det saadan.

Var Billedet bleven mere Uddybet, saa maatte man jo ogsaa have faaet den Sympathi - som intet af, hvad der er sket, har kunnet berøve mig selv. Aa, De veed ikke, hvilken Ømhed og Elskværdighed, han kunde udfolde i sit Hjem, hvor han kunde være indtagende og kærlig. Ingen kunde modstaa ham. Rent ud bedaarende har han i sin Elskværdighed. Naar han havde gjort mig en stor Sorg, led han ved at se mig lide. Der var ikke den Ting, han ikke vilde gøre, blot det kunde blive godt igen. Saa kom han hjem med Frugt og Blomster. hans Hjertes strømmende Godhed maatte erobre En paany ...

Men han kunde Dagen efter saare mig lige saa dybt paany. Aa, disse evindelige Saar - -  Han var en svag Mand, og de stærkere Mænd og Kvinder, han mødte paa sin Vej, kunde have en ulykkelig Indflydelse paa ham."

- "Der er i Deres Bog en farlig Ven - Berner?"

- "Berner er ikke nogen bestemt Person. Han er lidt af A. og lidt af B. og lidt af C., samlede til een Type. Det var netop ikke stærke Personligheder - men ogsaa de gjorde ham fortræd. Just hans Elskelighed bevirkede, at han næsten altid var omgiven af en egen Race Mænd, uselvstændige Mænd, der ukritisk beundrede ham og fandt alt dejligt, hvad han saa indlod sig paa, og var villige til hvad det skulde være, blot det kunde tilfredsstille et af hans Luner.

Jeg var ikke skinsyg paa hans Venner, skønt en og anden af dem intet hellere vilde end tage ham bort fra hans Hjem, det Hjem, som han dog inderst inde elskede over alt andet.

Selv til sidst - da det var for sent - kunde han sige til mig: Kunde Du ikke tænke Dig vort Ægteskab ordnet saaledes, at Du lod mig drage ud i Verden som jeg selv vilde, og Du sad hjemme og ventede mig - Som Vikingernes Hustruer i gamle Tider ... Jeg er jo ogsaa saadan en vild Natur. Men det vilde give mit Hjerte Ro at vide, Du sad herhjemme og ventede - Freden og TIlgivelsen og Hjemmet!

Det skulde nu ikke en Gang blive saadan. Han kom ikke tilbage ....

Men jeg fører ikke derfor Klager over ham. Der var en Anmelder, som citerede af min Bog de Linier: "Var en Digter da ikke ogsaa et Menneske, der havde Pligter mod Hustru og Børn? .... Hvis det at være Digter ophævede disse Forpligtelser, var det jo en Forsyndelse af en saadan Mand at stifte Familie - - ". Og det er rigtigt: saadan skrev jeg. Men strax efter staar der rigtignok: "Nej, hun kunde ikke hitte Rede i det ... Hun vilde ikke for alt i Verden have undværet sin Lykke i alle disse Aar."

Jeg husker en Gang, Erik Skram spurgte mig: Men er De nu ikke bitter? - Og jeg svarede: Nej, hvis jeg skulde leve mit Liv om - hvis Holger nu kom til mig igen som den Gang - og jeg vidste alt det, der siden skulde blive i mit Liv - jeg vilde dog følge ham paany!

De vil forstaa, at intet kunde være mig fjernere end at beklage mig? Han led selv lige saa meget som jeg. Hvor gjorde netop dette alt saa meget bitrere for mig. Jeg husker den Dag, han rejste - sidste Gang .. Vor Huslæge kom netop den Gang - - - Han sagde: Den Mand lider endnu meget værre end De!

- Jeg skrev ikke denne Bog for min egen Skyld og mindst af alt for at vække Sensation. Jeg har arbejdet paa den længe - jeg begyndte paa den i 99. Han skulde selv have set den .. Da han døde, sagde jeg netop: Aa Gud, han fik ikke læst Bogen! For to Aar siden var første Del færdig. Men Sygdom og andre alvorlige Forhindringer har gjort, at jeg fik mindre Tid til Slutningen, men nu maatte jeg have mig befriet for den.

En Anmelder skrev, at han vilde have foretrukket en dokumenteret Fremstilling af hele dette Forhold fremfor en subjektiv Bog. Men jeg trængte jo netop til at frigøre mig for det rent personlige Indtryk, ja mit personlige Forhold til ham. Først saa kunde jeg aande frit.

Siden vil jeg samle alt det, jeg har - og det er et Skab fuldt - af Aktstykker til en Biografi. Den vil det tage Aar at skrive. Men den maa først komme femogtyve-tredive Aar efter min Død!

- Hvis der nu skulde komme Skandale af denne Roman, vilde det være frygteligt. Det vilde ganske ødelægge min Glæde ved Bogen. Jeg har intet - intet andet villet end tegne et levende og sympatisk Billede af ham i hans Hjem, saadan som den nuværende Generation ikke kender ham.

- Og saadan som jeg aldrig har ophørt at elske ham.

Palander.

(Dagbladet (København) og Nationaltidende 20. oktober 1910. 2. udgave)

Emmy Drachmanns Roman Ingers Ægteskab.

Gyldendalske Forlag )

Fru Emmy Drachmann har udgiver en Roman (293 Sider), som hverken udmærker sig ved sin Psykologi eller sin Stil, men udelukkende derved, at den - som enhver kan se - handler om hendes Ægteskab med Holger Drachmann, den Lykke og den Ulykke, det var for hende. Alene af den Grund vil Bogen rimeligvis blive meget læst og omtalt.

Den begynder nede i Hamborg, hvor den danske Digter Jørgen Dahl kommer paa Besøg hos Frk. Inger Holst fra Jylland, som han kender herhjemmefra. Han er usædvanlig høj, bruger store Armbevægelser og taler i en halvt spottende, halvt overgiven Tone. Han har allerede - siger han om sig selv - spist to Koner og er paa Vej med den Tredje. Denne tredje er Ingers Kusine, en Verdensdame ved navn Fru Fanny, som Jørgen Dahl bortfører hjemmefra, men med hvem det snart viser sig, at han slet ikke passer sammen. Inger derimod har forelsket sig i ham - er bleven dybt skuffet, da han vælger Fanny - og giver ham med Glæde sin Haand, da han tager tilflugt til hende som en frelsende Madonna.

"Det er jo dig - dig - jeg hele Tiden har elsket", siger   han. "Det andet - din Kusine - var en Forblændelse - en Sanserus - en Galskab, som jeg nu er grundigt kureret for. Nu kommer jeg for at spørge dig, om du vil have mig som den mangelfulde Fyr, jeg er. Om du vil bære over med mig og være god imod mig."

Det vil hun hellere end gerne, og de bliver da gift. Inger bliver ved sit Giftermaal hensat i en helt ny Verden. Intet er som før. Forholdene, Menneskene omkring hende hun selv er anderledes. Men foreløbig er hun kun optaget af Jørgen. Dette altid at være sammen med med ham, hver Dag at opdage nye Egenskaber hos ham, som imponerer eller rører hende, gør hende ør af Lykke.

En Dag kommer han hjem og lægger forsigtigt to Pakker fra sig - med Blomster og Vin. Han griber hende om begge Skuldre og anbringer hende med stor Højtidelighed i en Lænestol:

"Højstærede Frue," sagde han med komisk Ærbødighed og rakte hende Buketten, "maa jeg ønske Dem til Lykke med Deres berømte Mand! - Kgl. dansk dramatisk Forfatter - Penge paa Lommen - flere i Udslgt - Professor - Etatsraad - Etatsraadinde Inger Dahl lyder det ikke nydeligt?"

"Hvad er det for noget Vrøvl," udbrød Inger leende.

Hans Ansigt straalede som et Barns i overgiven Slæde.

Jeg har solgt mit Stykke til det kgl. Teater," sagde han og dvælede ved hvert Ord for ligesom at understrege bet.

"Hvilket Stykke?" spurgte hun forbavset.

"Mit nye fire-Akts Drama naturligsvis"

"Nye Tider?"

"Ja, og Du skulde bare have set den gamle Exscellences Begejstring. Han spaar en stor Sukces"

"Ja, men - er det ikke det, Du har solgt til Direktør Olsen?"

"Det - eller et andet." svarede Jørgen afvisende, "de kan slet Ikke spille det Stykke paa den Scene."

"Hør nu Jørgen," sagde hun alvorligt. "Dette forstaar jeg ikke. Du skrev allerede til Hamborg til mig, at Direktør Olsen havde købt Stykket forud, uden at kende det, og saa vidt jeg ved, har Du allerede faaet et Forskud"

"Aa, tag ikke saa tungt paa det," udbrød han i en lidt ærgerlig Tone, "nu kom jeg her og var saa glad. Lad os gaa ind og spise Frokost, saa skal jeg forklare Dig det hele."

Han har i Virkeligheden solgt Stykket til to Direktører, men det lykkes ham at faa "Direktør Olsen" stillet tilfreds med et andet Stykke. Ingen af dem gør imidlertid Lykke - Drachmann havde jo ikke Held med sig som Dramatiker undtagen med "Der var en Gang".

Ægteskabet varer i seks Aar og er i Begyndelsen lykkeligt. Men som Jørgen Dahl selv siger en Dag: "En Digter er ikke skabt til at stifte Hjem og være Familiefader - jeg i hvert Fald ikke. Han kommer til at gøre dem ondt, som han helst af alt vilde være god imod."

En Dag faar Inger af en Fejltagelse et Brev fra en gift Dame som røber det Forhold, hvori hun staar til Jørgen. Det lykkes ham at udviske det pinlige Indtryk af dette Brev, og efterhaanden falder der atter Ro over den borgerligt anlagte Inger. Hun indser, at hendes Mand hører til de Mænd, som Kvinder maa lægge Mærke til og tiltrækkes af. Ikke alene er han en berømt Mand, men der er over hans store og smukke Skikkelse, i hans Maade at tale paa, noget, der betager - og det ikke alene Kvinder, men ogsaa Mænd. "Han er, hvad man almindelig kalder en Charmeur."

Men nu ved hun ogsaa, at der findes en Type Kvinder, om hvis Tilværelse hun næppe før har haft Begreb. "Intrigante og samvittighedsløse, som de er, føler de det som en Tilfredsstillelse, naar de vinder den Mand, der vækker deres Behag - ligegyldigt om de derved ødelægger en anden Kvindes Lykke, ja, maaske et helt Hjems."

Ud fra delte Ræsonnement dømmes nu i Bogens sidste Afsnit den Edith, som Drachmann jo rigtignok selv har givet et ganske andet Billede af (i "Forskrevet"). Her skildres hun altsaa saadan, som Fru Drachmann saa hende og maatte se hende ud fra sine Forudsætninger. Eller rettere sagt: hun selv skildes ikke - der antydes kun lidt af de Breve, som Drachmann skriver til hende ("min hvide Due"), og af dem, som hun - anonymt - sender Fru Drachmann. Ja, det paastaar Fru Drachmann i hvert Tilfælde. Efter Modtagelsen af et saadant Brev finder den Scene Sted, som skildres paa Bogens Side 273-74. "Elsker du mig da ikke mere?" udbryder Hustruen. "Du skal sige mig det! Holder du ikke af mig? - Svar mig - hører de - elsker du mig ikke mere?"

Han tav.

"Du maa svare - Du skal," sagde hun og stod skælvende og bleg foran ham

Han rejste sig langsomt, skød hende blidt sil Slde og sagde bønligt: "Aa, skaan mig for at svare."

"Nej, sig det - sig det! Holder Du ikke af mig?" -

"Ikke saaledes, som Du vil have det," kom det tonløst over hans Læber.

Med et Skrig sank hun til Jorden "Jørgen, Jørgen, hvad har jeg dog gjort Dig?"

Han kom hen sil hende, drog hende varsomt op og sagde, kæmpende med Granden: "Inger, Inger, jeg beder Dig, være rolig. - Jeg lider selv saa grænseløst."

Og i Øjeblikkets store Sorg og Fortvivlelse slyngede de Armene om hinanden og græd sammen. Hun, fordi hun ikke kunde lade være med at elske ham, og han, fordi han ikke kunne besvare hendes Kærlighed.

Der kommer Dage, hvor hun ikke længer kan beherske sig, men overvælder ham med bedende og vrede, med bilde og ubeherskede Ord. Han lider selv, siger han. Han er jo ikke noget helt letsindigt Menneske og endnu mindre ond. Men man sagde til ham fra mange Kanter, at han var ved at forsumpe i sin borgerlige Uangribelighed, og tilsidst troede han det selv. "Jeg frygtede, at jeg var bleven gammel - og Musen, ved du, flygter for de hvide Haar. Jeg søgte min Ungdom igen, og jeg bildte mig ind, at jeg fandt den."

Han rejser - kommer endnu en Gang hjem og besøger Hustru og Børn - rejser saa igen og bliver borte. Og Fru Inger sidder tilbage - "med en Kærlighed, som kun føles en Gang i Livet."

Spørgsmaalet er jo saa, om de Bøger, som Drachmann skrev efter Bruddet med sin Hustru, er for dyrt købte. Men det vil Fru Emmy Drachmann ikke en Gang selv paastaa - nu mere.

(Social-Demokraten 20. oktober 1910, 2. udgave)

Bogen blev også anmeldt i Aalborg Amtstidende 22. oktober 1910 og Aarhus Stifts-Tidende 23. oktober 1910. Den blev bl. a. oversat til tysk.