Poul (Peter) Drachmann (1887-1941) var en politiker, redaktør og forfatter, søn af Holger Drachmann (1848-1908) og Emmy Drachmann, se indslag med hende andetsteds på denne blog. I 1905 blev Poul Drachmann student fra Slomanns Skole, i 1911 cand. polit. og samme år gift med Sonja Knudtzon,om hvem han i oktober 1936 udtalte til Ekstra Bladet at hun plagede livet af hans far. Året efter udgav han sin første bog, romanen Kraft. I 1914 blev han redaktør af Tidsskrift for industri. Senere i livet giftede han sig med Aase Borring-Petersen.
Poul Drachmann om Nordens Ungdom og Nordens Politik
Et Interview i Anledning af hans forestaaende Foredrag i Nordisk Studenterklub.
Forfatteren og Nationaløkonomen Poul Drachmann, Redaktøren af Tidsskrift for Industri, er vel en af de danske Mænd. der har fulgt den nordiske Handelspolitik under Krigen paa allernærmeste Hold. og det er derfor med den allerstørste Interesse, man erfarer, at han paa Tirsdag vil tage Ordet om dette Emne i Nordisk Studenterklub.
Vi har henvendt os til Poul Drachmann og bedt ham om paa Forhaand at gøre Rede for de Synspunkter, han anlægger i sit Foredrag, og han stillede sig beredvilligt til vor Disposition
Det er jo umaadelig interessant at se, siger Hr. Drachmann, hvorledes Handelspolitiken overalt, i alt Fald i de neutrale skandinaviske Lande er blevet afgørende for selv den højere Politik. I det hele taget har jo Krigen i alle Lande vist, hvad det er, der bærer Samfundene, nemlig de økonomiske Forhold, og det hele er jo et vældigt Kursus i Nationaløkonomi. Naar man studerer de økonomiske Forhold i de forskellige skandinaviske Lande, finder man et yderligere fælles Træk Det er
det skærende Misforhold
mellem, hvad der foregaar bag Kulisserne, og hvad der beskæftiger den store Mængde. Sikkert staar dog Sverige bedst i saa Henseende. Økonomiske Problemer er overhovedet mere populære i Sverige end i Danmark og Norge. Paa den anden Side maa man ikke lade sig forvirre af en vis Tavshed i Dagspressen og en vis Ligegyldighed hos det store Publikum, thi i Øjeblikket er det de reelleste Kendsgerninger, der vejer til, og ikke Staffagen udenom. I reel Henseende er der i alle tre skandinaviske Lande gjort et umaadelig stort og dygtigt Arbejde, og overalt ligger der
en klippefast Villie til Neutralitet
og Selvstændighed bag. Alligevel har Forholdene selvfølgelig været ret forskellige for de tre Riger, og meget forskellige er da faktisk ogsaa de krigsøkonomiske Systemer, der i disse Lande efterhaanden ec tom rede op. Om disse Forhold er det, jeg vil meddele nogle rent objektive Oplysninger i "Nordisk' Studenterklub", hvis Maal netop er en reel skandinavisk Samvirken med et ganske fortrinligt Førstepunkt paa sit Program, nemlig Udbredelse af gensidigt Kendskab til hverandre som Basis for gensidig Forstaaelse, Sympati og Interessefællesskab Det er ikke særlig talrige Skarer af unge Akademikere, der foreløbig flokkes om den Nordiske Studenterklubs Afdelinger i de tre Lande, men det er en Fornøjelse at se, hvor mange udmærkede Elementer der er i moderne nordisk Ungdom. Ja, nu taler jeg,
som om jeg selv var en gammel og 6eetagvtf
men faktisk er der en saadan Forskel fra, da jeg for 8-10 Aar siden deltog i Studenterlivet, at det er overordentlig slaaende og bør fremhæves. Jeg er ganske sikker paa, at Krigen vil fremme denne Udvikling hos Ungdommen i Retning af Dygtiggørelse, Nøgternhed. Sundhed og Villie til positiv Indsats. Men naar man i sit Indre tror ikke blot paa ønskeligheden, men paa
Nødvendigheden af en ny, positiv Skandinavisme,
er det dobbelt interessant at tuden« de øjeblikkelige krigsøkonomiske Systemer i de tre I.ande, Thi ganske sikkert kan man deri skimte mangt et l » »nutidsperspektiv, og man kan læn band.« sin egen Styrke og Begrænsning og af de andre deres tilsvarende Egenskaber at kende, saaledes at man faar belyst og afvejet mod hinanden alle de Forhold og Kratte, man netop senere maa manøvrer med, hvis man i Fælleskab vil søge større Kmft mod de ublide økonomiske Vilkaar, der, hvorledes det end gaar, vil bydes de smaa og de, der staar alene.
Dearrc er manne af de herbevthor ' Forhold ikke egnede til offentlig Drøftelse. og
et tæt Slør omgiver dem.
At dette er nødvendigt, me/f/ nødvendigt, i bestemte Henseender og i konkrete, aktuelle Tilfælde, er sikkert og vist, og set fra det Synspunkt var tie maaske en Lykke, om den moderne Dagspresse, for ikke at tale om den moderne Demokratismes Mane I pa i Disciplin overfor Statsanliggender slet ikke fandtes eller kunde suspenderes under Krigen. Paa den anden Side er der noget ikke mindre farligt i, at set ve de vigtigste Principer i
Landenes Økonomiske Politik er terra incognita
for den store Offentlighed Kendskabet til Hovedprinciperne i disse Forbold vil intet nyt være for de krigsførende Parter - de ved Besked - medens Ukendskabet dertil i selve Folket kan vil afføde Misforstaaelser, overfladiske Opfattelser eIler ligefrem falske Meninger indadtil. Rejser man i de skandinaviske Lande for Tiden kan man ikke undgaa at blive slaaet heraf. Paa den ene Side det dygtige, anspændende Arbejde, jeg for nævnte, som kræver Mænd og Mands Helbred til det yderste, paa den anden Side en Uvirkelighedens Verden, der ikke synes at staa i nogen Rapport med 'den sande. Og dog er det
en saa uhyre skæbnesvanger Tid.
vi gennemlever, og aldrig har der været saa megen Trang til overfor baade Nutids- og Fremtidsproblemer at være saa godt orienterede som muligt. Kun den, der indretter sig efter Virkelighedens Vilkaar, vil gaa frelst ud af dette
Ragnarok, der ikke er forbi, fordi det et Par Dage igennem lysner for Dampskibsaktierne.
Det synes ikke, som om man i den førte Pressepolitik her i Skandinavien, og ganske særlig i Danmark og Norge, har holdt disse to forskellige Synspunkter ude fra hinanden. Den Vej, man er gaaet. nemlig at vælge den størst mulige Tavshed i alle Henseender, har selvfølgelig været den bekvemmeste, men om den ogsaa har været anlagt paa langt Sigt, vil jeg tillade mig at sætte et stort Spørgsmaalstegn ved.
Overfor de skandinaviske Problemer har den i alt Fald ikke været medvirkende til at afhjælpe den gensidige Mangel paa kendskab, der allerede tidligere i økonomisk Henseende gjorde sig gældende indbyrdes mellem disse Lande, og som affødte
mange Fabler, megen overflødig Bitterhed og forvanskede Meninger.
Og netop fordi denne Situation, wm jeg paapegede, frem' vil«f ilrt mt'M lærerigt Materiale, er ftrtte at brklaer Allrrrdr nu lægger Grundvolden til fremtidigt solidarisk Arbejde i Norden - eller den tages bort for stedse.
Ardens.
(B. T. 22. februar 1917)
Dagens Portræt.
Holger Drachmanns Søn er Poul Drachmann. Baade Fader og Søn skrev en Bog, hvori den mandlige Hovedperson hed Ulf. Holger Drachmanns Ulf - det var Ulf Brynjulfson, der gik og sværmede og digtede derude paa de frederiksbergske Villaveje og elskede Edith, og ikke foretog sig andet end det. Men Bogen om Ulf, som Poul Drachmann skrev og udgav nu kort for Jul, er en Bog om en Mand, hvis Hu er staalsat, hvis Vilje er en eneste Fremdrift mod nye Horizonter, mod at vinde frem og op i Kraft af sin Evne til at blive sine Medmennesker overlegen, i Kraft af sin tekniske Indsigt, sit merkantile Snille, sin ubetvingelige Energi. Det er en Bog, som føles skrevet ud af Forfatterens Hjerte, og som bekræfter det Indtryk, Poul Drachmann har bibragt dem, der har fulgt ham, fra han traadte frem for Offentligheden, at han er en af Fremtidens Mand, en af det unge Danmark, som staar rede til at indtage sin Plads i første Række blandt dem, der efter Krigen skal tage den Gerning op, som den ældre Generations bedste Mand paa Industriens og Handelens Omraade nu røgter for Danmarks Selvstændighed. Med den største Interesse vil Poul Drachmanns Udtalelser til B. T. blive læst.
(B. T. 22. februar 1917)
Social-Demokraten betegnede Poul Drachmann som privatindustriens højtlønnede privatsekretær (8. september 1918). Nationaløkonomen, folketingsmand og professor Birck erklærede en uhæmmet liberalisme for forældet, statsopløsende og folkefjendsk og så gerne regeringen fortsætte efter krigen, mens bl. a. Foss arbejdede for en Venstre-Højre regering. Debatten var ikke uden antisemitiske toner.
Dr. Birck svarer Paul Drachmann.
Vi omtalte i Søndags Hr. Poul Drachmanns Angreb paa Dr. Birck. Denne svarer nu - i et Interview med det norske Blad "Tidens Tegn" - følgende:
"Man behøver ikke at være Statsøkonom for at forstaa, at der efter Krigen vil blive Slagsmaal om Raastoffeme mellem Landene, og ej heller for at se, at Syndikater og Statsstøttede Organisationer vil komme til at raade over Eksporten, og at Udlandet genneim Eksportafgifter vil lade de neutrale Lande betale sin Del af Krigsbyrderne. Det er sagt baade af danske og andre Landes Statsøkonomer Gang paa Gang, og at man burde tage sine Forholdsregler. Men de Herrer praktiske Mænd har ikke haft Bud efter Nationaløkonomerne. Mens man i Sverige har lyttet til deres Raad med Hensyn til Bankernes Valutapolitik, har man i Danmark, hvis ledende Bankmænd intellektuelt ikke naar op til de svenske, bare haft Foragt tilovers for min Kollega, Professor Axel Nielsens Kritik af vor Valutapolitik.
Jeg har ikke forfulgt Trusterne. Jeg anerkender deres tekniske Fortrin. Men den største Del af deres Fortjeneste er ikke Besparelse ved bedre Teknik, men Udnyttelsen af Monopolkraften. Den danske Skotøjindustri for Eksempel har ikke tjent ved bedre Teknik. Ballins Garverisammenslutning har snarere forværret dansk Læders Kvalitet. De store Forretninger har forholdsvis større Udgifter end de smaa - paa Grund af de store Handelsomkostninger og Direktørgager.
Jeg har set det ved Spritten. Direktørgagerne er i Øjeblikket i København fuldstændig absurde, naar Tantiemerne inkluderes. Skotøjavancen er siden 1913 steget med 365 Procent, medens Arbejdslønnen i Faget er steget med 60 Procent.
Hvis Drachmann havde kendt Skotøjindustriens Finansieringshistorie, som med Hensyn paa Subtilitet ikke giver den værste amerikanske Trustfinansiering noget efter, vilde han ikke have skrevet, som han gør.
Fordi man nedsætter Priserne og endda altfor lidt - skader man ikke en Industri, naar dens udvandede Aktier fremdeles kan give en halv Snes Procent. Man skader snarere Industrien ved at belæsse den med vanvittige Direktørgager, givet til Mænd, som ikke har Kultur nok engang til at bruge Pengene med Forstand, og ved at besvære den med Forrentning af kursopskruede Kapitaler. Det er Faren, som truer dansk Industri - de benyttede Finansieringsmetoder og Kursopskruningen.
Vor Storindustris Mænd og vore Banker er lige ved at komme fuldstændig ud af Ligevægt. Jeg kender fra Barnsben af de store Forretningsmænd og beundrer hverken deres Karakter eller deres Intelligens. Storindustrien, Storhandelen og Bankernes Danmark vil gærne være en Stat i Staten - nægte Staten Lydighed som oprørske Vasaller i Middelalderen. Jeg er ikke uvenlig stemt overfor disse Mennesker, men de skal tvinges til at lyde Staten og bøje sig under Samfundets Krav,
Saa taler Drachmann om alt, hvad Industriens Mænd har udrettet. Ja, Industriraadet har tilegnet sig en Del af de udenlandske Forhandlinger og med det Resultat, at i Samhandelen med Tyskland faar vi to 8 halv Gang saa meget som før for vore Varer, mens Tyskland faar 5 a 7 Gange saa meget. Sverig fortsætter sin stadige Disagiopolitik, og England og Frankrig giver os Ingen Varer og har praktisk talt faaet vor Flaade. Det kan være godt at lade de store Forretningsmænd forhandle, forsaavidt som det aflaster Udenrigsministeriet for Ansvar, men det er farligt, alligevel. En Forretningsmand kan ikke være objektiv. De Interesser, som han eller hans nærmeste Erhvervsgruppe repræsenterer slaar for ham som det vigtigste. Og han glemmer derfor at afveje de andre Erhvervs lnteresser paa rette Maade.
Jeg synes, at de af os, som hævder, at de besiddende Klasser skal bøje sig og holde igen med et Profitjageri, der virker som en Omfordeling af Indkomsterne, i Virkeligheden er de rette Konservative, mens de tøjlesløse Folk, som i Hr. Drachmann og Grosserer Køedt har sine Riddere, er Syndikalisternes bedste Forbundsfæller.
Den russiske Zar og Overklasse vilde ikke lytte til Grev Witte. Derfor maatte de senere søge Ly bag Kerenskis Frakkeskøder.
Vil det københavnske Bourgeoisi tage det paa en lignende Maade, kan den Dag komme, da de vil faa den for Mænd forfærdelige Ydmygelse at bede Borgbjerg. Og han kan ikke hjælpe.
* * *
Saa vidt Dr. Birck. Vi ved ikke, hvad Meningen er med hans sidste, skruede Bemærkning om Borgbjerg - undtagen det da skal være den, at han som nogle Gange tidligere søger at dække sig overfor Konservatismen ved søgte Angreb paa Socialdemokratiet og dets Mænd.
Borgbjerg staar dér, hvor han altid har staaet. Som Socialdemokrat bekæmper han Trusterne og ser i deres Overgang til Samfundet den rette og eneste fuldt effektive Løsning af Spørgsmaalet. En Statskontrol med deres Virksomhed og Udbytte kan imidlertid være en foreløbig Reform af nogen Betydning, og fortsætter Hr. Birck Kampen herfor kan han, som hidtil, vente oprigtig Medvirken fra Socialdemokratiets Side.
Det gælder nu kun om, at Dr. Birck ikke atter opgiver Ævred - som sidste Gang, da Ballin løb af med ham.
(Social-Demokraten 10. september 1918)
Povl Drachmann var fra 1920 medlem af Folketinget i Aalborg Amtskreds for Det Konservative Folkeparti. Han opstillede i 1924 for de konservative i Gentoftekredsen og fik i alt 8.196 stemmer. På tinge var han erhvervspolitisk ordfører. det sidste folketingsvalg han var opstillet til var i 1939, hvor han fik i alt 17.485 stemmer.
Umiddelbart efter besættelsen begyndte personer at planlægge hvad de kaldte et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland. Den 1. august 1940 var cand polit. Poul Drachmann med til et afsluttende møde "som eneste opponent". Drachmann mente at man skulle sige nej til økonomisk samarbede, og så se hvad tyskerne ville diktere med bajonetterne.
(se Erling Foss: "Knæfaldet efter 9. april. En historisk studie og en bedømmelse." 1947).
Drachmanns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, rk. 13, nr. 16: Valborg Nielsen f. Culmsee, 23. oktbr 1854-2. decbr 1913. Emmy Drachmann, f. Culmsee, 23. oktbr. 1854-20. jan. 1928. Emmy var Drachmanns kone og Poul Drachmanns mor. Povl Drachmann 30. juni 1887-23. septbr. 1841. Aase Drachmann, f. Borring Petersen. 28. marts 1901-31 oktbr. 1964. På stenen til venstre: Svend Drachmann 3.6.1928-20.6.2018. Vibeke Drachmann 19.10.1932-30.10.2018. Maleren Jens Drachmann burde også være begravet her. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar