Dyrlæge Carl Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Gribende højtidelighed i aftes i Tønder.

Tusinder af mennesker fulgte dyrlæge Jensens og hans datters båre til banegården.

Tusinde af Tønder Bys borgere og omegnens landmænd fulgte i aftes dyrlæge Carl Jensen og hans 15-årige datter Inge, der begge blev dræbt ved luftangrebet på Tønder lørdag, fra sygehusets kapel til banegaarden, hvor bårerne blev sat ind i en jernbanevogn for at blive ført til København. Forinden holdtes der en sørgehøjtidelighed i kapellet der indlededes med salmen "Befal du dine Veje"

Faldt på sin post.

Pastor Hans Magle, Tønder, talte ud fra ordet: "Jeg er opstandelsen og livet, og hver den, der tror på mig, skal leve, om han end dør" Pastor Magle sagde bl.a.:

- Det er under usædvanlige omstændigheder, at vi i aften siger farvel til dyrlæge Carl Jensen og Inge. Vi håber på at der kommer andre og lysere dage for vort folk og land. Vi vil sige dyrlæge Jensen tak for trofast arbejde i grænselandet gennem mange år for Danmark. Han faldt på sin post og hans minde vil leve i lange tider blandt danske hernede. Ej heller vil vi glemme Inge, hans høje, lyse datter med de åbne, spørgende øjne, det stille væsen og det kønne smil. Det er ydmygende at vore hænder ikke magtede at beskytte dem, men vi ved at der er en stærkere hånd, Guds hånd, som ikke viger tilbage for nogen magt på jorden, ej heller for døden.

Forsvarsbrødrene bar to hvide bårer ud til rustvognen. Foran strøede Inges skolekammerater blomster. Bagefter rustvognen førtes Forsvarsbrødrenes og Skyttekredsens floromvundne faner.

I det store følge sås amtmand lensgreve O. D. Schack, garnisonskommandanten, oberst Gullaksen og politimester Martensen-Larsen, alle i galla. Overalt på sørgetogets vej vajede dannebrog på halv stang. Det kendtes at der er sorg i den fredelige og idylliske marskby. 

Ved banegården tolkede formanden for Sønderjydsk Dyrlægeforening, dyrlæge Rasmussen, Haderslev, danske dyrlægers sidste hilsen og tak til dyrlæge Jensen. Jordfæstelsen finder sted lørdag på Vestre Kirkegård i København.

Den omkomne lokomotivfører Andersen begraves i Aabenraa i eftermiddag. Katastrofens øvrige tre ofre skal begraves i Tønder.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 15. juli 1942.)

Bombeofre fra Tønder bisættes den 17. juli 1942. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

To engelske jagerfly var den 11. juni 1942 kommet ud af kurs, og troede at de var i Niebüll ved Sild, altså et oplagt bombemål.  18:58 kastede de fra 50 meters højde 500 punds sprængbomber, og det ene fly vendte tilbage til England. En bombe eksploderede i Jernbanegade 10 hvor også en anden bombe eksploderede. Det andet fly fortsatte langs jernbanen nordpå hvor det 19.10 kastede bomber mod et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren døde på stedet, fyrbøderen et par dage senere. 5 minutter senere blev flyet skudt ned af en jager og styrtede ned ved Rejsby. I alt 4 personer blev dræbt og 16 såret, heriblandt dyrlægen og hans datter, der egentlig var flyttet, men blot var vendt tilbage for at rydde op. (Dengang)

Nordslesvig. Bøgehoved. 10de til 11te Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Fra Haderslev i slutningen af ​​maj skriver "Kreutzztg.": En af de diakonisser, der arbejder her, Elise Hepp, bukkede under for tyfus som følge af den store indsats med at tage sig af de sårede. Elise Hepp kommer fra en gammel præstefamilie i den bayerske Rhin-Pfalz. Hun havde allerede arbejdet som diakonisse i Berlin Charitë i mere end to år, da hun blev kaldt til Slesvig. Hun havde været aktiv i de sidste uger af februar i Haderslev, hvor hun og tre andre diakonisser havde pligt til at tage sig af de sårede krigere, der talte fra 100 til 110 om dagen. Også hun døde på sin slagmark, og derfor har hun fundet sit hvilested blandt krigere. Til højre for hende ses preusserne, til venstre for hende ses østrigerne, der ligger begravet i Haderslev. Begravelsen var rørende og højtidelig. Danske og tyske damer havde sendt de kranse, der dækkede hendes kiste. Et østrigsk musikkorps afspillede koralen. Tre præster, den danske og de to tyskere, den protestantiske og den katolske, fulgte efter. De blev ledsaget af general grev Condrecourt, byens kommandant, grev Wrschowetz, ridder af St. John og andre høje officerer. Diakonisserne fra Apenrade og Kolding var kommet til begravelsen.

Aus Hadersleben, Ende Mai, wird der "Kreutzztg." geschrieben: Eine der hier thätigen Diakonissen, Elise Hepp, ist in Folge der grossen Anstrengungen bei der Pflege der Verwundeten dem Typhus erlegen. Elise Hepp stammt aus einer alten Pfarrerfamilie in der bayerischen Rheinpfalz. Sie hatte schon länger als zwei Jahre als Diakonissin in der Berliner Charitë gewirkt, als sie nach Schleswig berufen ward. Sie hatte ihre Wirksamkeit in den letzten Wochen des Februars in Hadersleben erhalten, wo ihr mit drei andern Diakonissen die Pflicht oblag die verwundeten Krieger zu pflegen, deren Zahl täglich 100 bis 110 waren. Auch sie starb auf ihrem Feld der Ehre Gottes, und so hat sie auch ihre Ruhestätte unter Kriegern gefunden. Rechts von ihr liegen die Preussen, links die Oesterreicher welche in Hadersleben beeridigt sind. Das Begräbniss war rührend und feierlich. Dänische und deutsche Damen hatten die Kränze gesandt die ihren Sarg bedeckten. Ein österreichisches Musikcorps stimmte den Choral an. Drei Geistliche, der dänische und die beiden deutschen, der evangelische und der katholische, folgten. Mit ihnen begleiteten den Zug General Graf Condrecourt, der Stadtcommandant, der Johanniterritter Graf Wrschowetz und andere hohe Officiere. Die Diakonissen aus Apenrade und Kolding waren zur Beerdigung gekommen.

(Allgemeine Zeitung 10. juni 1864)

Johanniterordenen anbragte et kors med indskriften: "Elisa Hepp, Diakonisse fra Kaiserswerth, død den 17. Maj 1864. Phil. 1, 21, 23" og et johaniterkors. Det var første gang uddannede sygeplejersker arbejdede på feltlazaretterne. Danske diakonisser plejede sårede og syge danske soldater i Augustenborg og Nordborg på Als, tyske diakonisser fra Kaiserswerth arbejdede på tyske lazaretter i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Kolding. Elise Hepp var en af de mange, der brød med 1800-tallets traditionelle kvinderolle og gik ind i diakonissebevægelsen, hvor hun blev uddannet til at pleje syge; hun var blandt de første, der meldte sig til tjenesten som sygeplejerske på slagmarken. Tydeligt fremhævet ses symbolet for alle diakonissehuse: Duen med oliegrenen, som stammer fra beretningen i 1. Mosebog, kapitel 8, om Noahs ark. Stenen er placeret i det område på kirkegården, hvor det tyske mindretal mindes deres døde under de slesvigske krige og under første og anden verdenskrig. (Fra "Sygeplejersken" 2001, 41).

Engelsk illustrator Robert Thomas Landells (1833-1877): Hadersleben. Formentlig omkring 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den rebelske Lærerstand i Slesvig. Som et Exempel paa den dybe Demoralisation, der findes i den nuværende slesvigske Embedsstand, anfører "Dagbladet" følgende Erklæring fra 5 Lærere i Tønderegnen, hvorved de "sige sig løs" fra den Troskabseed, de have aflagt til Kong Christian den Niende: "Undertegnede Lærere, som have underskrevet den dem af den danske Kong Christian den Niende affordrede Homagialeed, erklære herved: at kun vort Lands daværende haabløse Tilstand, Visheden om, at de, naar de vægrede sig ved at aflægge Eden, strax vilde blive afsat fra deres Embeder, og den deraf opstaaede Bekymring for deres Familie have foranlediget dem til at aflægge Eden; at der efter deres faste Overbeviisning ikke forelaae nogen Ret, hvorefter Kong Christian den Niende af Danmark kunde være beføiet til at fordre en Homagialeed af Beboerne af Hertugdømmerne Slesvigholsteen; at, ihvorvel det i og for sig ikke lader sig retfærdiggjøre, at slesvigholsteenske Undersaatter have aflagt denne Eed, er det dog en endnu langt større Forseelse at holde og efterleve den (!); at derfor Undertegnede ikke kunne forene det med deres Samvittighed at holde og efterleve den dem retsstridig affordrede og i sit Indhold uretmæssige Eed. De sige sig derfor paa det Højtideligste løs fra den til Kong Christian den Niende af Danmark aflagte Homagialeed og udtale herved, at de efter denne aabne Erklæring og Løssigelse betragte sig som løste fra deres Eed, De erkjende tillige, at de i Friedrich den 8de anerkjende Slesvigholsteens retmæssige Landsherre."

Forsamling ved Haderslev. Den tidligere bebudede Forsamling ved Haderslev, hvis Øiemed det skulde være at tilkjendegive Nordslesvigernes Antipathi ikke blot mod en Deling af Slesvig, men ogsaa mod en Forening med Danmark, har fundet Sted i Mandags. Det er bekjendt, at denne Forsamling, skjøndt afholdt i Haderslev, ingenlunde kan siges at være en Forsamling af Nordslesvigere, idet man i længere Tid har trommet Folk derop og et ikke ringe Antal Sydslesvigere have deeltoget deri. Dette forhindrer imidlertid ikke de tydske Blade i at lade sig telegrafere fra Haderslev: "I dette Øieblik har en Forsamling af "6000 nordslesvigske Mænd" paa den Vest for Haderslev liggende Høi Bøghoved vedtaget følgende Erklæring: Den af Englands og Frankrigs Befuldmægtigede paa Londoner-Konferencen foreslaaede Deling af Slesvig strider imod vore vigtigste Livsinteresser. Vi betragte den som den største Uret og den største Ulykke, der kunde ramme os. Vi ville aldrig adskilles fra Slesvig eller indlemmes i Kongeriger Danmark," Man vil dog vide, at Bøghoved ikke skal kunne rumme over 1000 Mennesker.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Haderslev, 6. juni. Seks tusinde mennesker fra Nordslesvig var i dag samlet ved Bøgehoved. Begyndende og afsluttende med en salme, blev mødet åbnet og ledet af dr. Hansen fra Haderslev på nordslesvigsk dialekt. Dr. Hansen hilste de fremmødte med en tale hvori blev påpeget denne forsamlings store betydning for hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og især for det nordlige Slesvig, der i lige så høj grad har ret til evig forening med syden som enhver anden del af hertugdømmerne. Efter dette foredrag holdt prof. dr. Jessen, født i Nordslesvig, i en tysk tale mod de delingsprojekter der ødelægger hele landets lov. Han fremhævede at nordslesvigerne havde lige så stor ret til at blive hørt om deres skæbne som ethvert andet folk; en deling ville ødelægge det sunde liv i hele hertugdømmet Slesvig, hele Slesvig-Holsten. For 400 år siden havde Christian I svoret hele hertugdømmet Slesvigs ret til udelelighed fra Holsten og evig uafhængighed af Danmark; denne yderst vigtige handling blev beseglet lige her på dette sted, hvor det gamle Haderslev Slot engang lå. Det er ikke blot ret, men enhver slesvigers pligt at protestere uden menneskefrygt mod enhver deling af landet som mod en vanærende ødelæggelse af samme. Derfor ville alle brødrene fra Nordslesvig, fra Vidå til Kongeå, være samlet her i dag for sammen og højtideligt at protestere mod enhver splittelse. Derpå anbefalede jernstøber Bonnichsen fra Haderslev den fremlagte resolutionen på nordslesvigsk dialekt ved især at understrege at en deling af Slesvig ville ødelægge såvel den klare ret og landets materielle interesser. Enhver slesviger der elsker sit land, vil hæve sin røst kraftigt mod enhver indlemmelse i Jylland, mod deling af Slesvig. Endelig fremlagde dr. Hansen den læste beslutning til vedtagelse. Det samme blev enstemmigt accepteret med højlydt bifald. Efter mødet gik folkemængden af ​​sted med "Slesvig-Holsten"-sangen. Hele fejringen gjorde et meget opløftende og værdigt indtryk. Resolutionen lyder ordret (den er skrevet på nordslesvigsk dialekt og på tysk): "Den deling af Slesvig der blev foreslået af Englands og Frankrigs befuldmægtigede på London-konferencen, er i strid med vores vigtigste vitale interesser. Vi betragter den som den største uretfærdighed og den største ulykke, der har ramt os Vi ønsker aldrig nogensinde at blive afskåret fra Slesvig og indlemmet i kongeriget."

Hadersleben, 6 Juni. Sechstausend Nordschleswiger waren heute bei Bögehoved versammelt. Die Versammlung mit einem Choral begonnen und geschlossen, wurde eröffnet und geleitet von Dr. Hansen aus Hadersleben im nordschleswigischen Dialekt. Dr. Hansen begrüsste die Anwesenden mit einer Ansprache, in welcher auf die grosse Bedeutung dieser Versammling für die Herzogthümer Schleswig-Holstein, und namentlich für den Norden Schleswigs hengewiesen wurde, der ebensowohl das Recht der ewigen Union mit dem Süden habe als irgenein anderer Theil der Herzogthümer. Nach diesem Vortrag sprach Prof. Dr. Jessen, geborner Nordschleswiger, in deutscher Rede gegen die das Rechts des ganzen Landes zerstörenden Theilungsprojecte. Er betonte dass die Bevölkerung Nordschleswigs ebensowohl das Recht habe über ihr Geschick gehört zu werden als irgendein anderes Volk; eine Theilung werde das gesunde Leben des ganzen Herzogthums Schleswig, ganz Schleswig-Holsteins vernichten. Vor 400 Jahren habe Christian I das Recht des ganzen Herzogthums Schleswig auf Untheilbarkeit von Holstein und ewige Unabhängigkeit von Dänemark beschworen; dieser hochwichtige Act sey gerade hier auf dieser Stelle, wo einst das alte Schloss Hadersleben gestanden, besiegelt worden. Das Recht nicht bloss, die Pflicht jedes Schleswigers sey es gerade ejtzt ohne Menschenfurcht gegen jede Theilung des Landes als gegen eine schmåhliche Zerstörung desselben zu protestiren. Darum hätten sich alle Brüder aus Nordschleswig, von der Widau bis zur Königsau, heute hier versammelt, um gemeinsam und feierlich gegen jede Theilung zu protestiren. Hierauf motivirte Eisengiesser Bonnichsen von Hadersleben die vorgelegte Resolution im nordschleswigischen Dialekt, indem er namentlich hervorhob dass eine Theilung Schleswigs das klare Recht wie die materielle Interessen des Landes vernichten werde. Jeder Schleswiger welcher sein Land liebe, werde gegen jede Incorporation in Jütland, gegen Theilung Schleswigs seine Stimme mannhaft erheben.  Schliesslich legte Dr. Hansen die verlesene Resolution zur Annahme vor. Diesselbe wurde einmüthig unter lauten Zuruf angenommen. Nach Schluss der Versammlung zog die Menge mit dem "SChleswig-Holstein"-Lied ab. Die ganze Feier machte einen sehr erhebenden und würdigen Eindruck. Die Resolution lautet wörtlich (abgefasst ist sie im nordschleswigischen Dialekt und deutsch): "Die von den Bevollmächtigten Englands und Frankreichs auf der Londoner Conferenz vorgeschlagene Theilung Schleswigs widerstreitet unsern wichtigsten Lebensinteressen. Wir betrachten sie als das grösste Unrecht und als das grösste Unglück welches uns treffen könnte. Wir wollen nie und nimmer von Schleswig abgeschnitten und in das Königreich einverleibt werden."

(Allgemeine Zeitung 11. juni 1864)

Af et Brev fra Haderslev den 6te Juni. (Fs. Stiftd.) Idag har den store Demonstration funden Sted, som vore Hjemmetydskere saa længe har forberedt, og som skal bilde Verden ind, at vi her i Byen og Egnen ere tydsksindede. Stort var den anlagt, og Hundreder vare hentede herned fra Sydslesvig og Holsteen for at demonstrere i vort Navn, men tarveligt faldt den alligevel ud ligesom alle de Komedier, der ere opførte her siden den 11te Marts, da vor Lidelsestid begyndte. Det er kun en flygtig Beskrivelse, jeg i dag er istand til at give. Hele Dagen igaar strømmede Vogne, fulde af Mennesker, ind over Sønderbro. Jeg saae selv et Tog paa fire propfulde Vogne med en Fane, hvorpaa stod "Amt Huten". Alle brølede "Schleswigholstein", svang Oprørsfanen og opførte sig overhovedet paa en Maade, som aldrig kunde falde nordslesvigske eller andre danske Bønder ind. Der var opført ikke færre end syv Æreporte, men Østerrigerne, som lode sig bruge til Alt, skare inat disse Æreporte ned. Østerrigerne syntes forresten at have sat sig for at lade Demonstrationen gaae for sig og kun at forebygge Conflicter. Derfor var det paa den ene Side forbudt Deeltagerne at drage ud til Festpladsen i Optog med Faner og Musik, paa den anden Side havde Gondrecourt af "Amtmand" Kier ladet sig bevæge til at lade et Compagni med skarpladte Geværer møde for at afholde de Danske fra nogen Moddemonstration. Dette var ikke overflødigt, thi da det er Torvedag, er der en stor Mængde virkelige nordslesvigske Bønder i Byen, og de saavelsom de brave Smaaborgere vare mere end villige til at sprænge hele den elendige Forestilling. Men da man havde erfaret Østerrigernes Hensigt at forsvare Demonstrationen med Vaabenmagt, havde man skrevet efter flere af de meest ansete Mænd fra Landet for at afholde Bøndernes berettigede Forbittrelse fra et Udbrud, der blot kunde lede til et sørgeligt Myrderi, ligesom ogsaa indflydelsesrige Borgere hele Dagen maatte være i Virksomhed for at faae Byens Folk til al forholde sig rolige. Demonstrationen fik saaledes Lov til at gaae sin uforstyrrede Gang. Fra den tidlige Morgenstund vrimlede det i Gaderne af Mennesker, Faner og Indskrifter; saaledes har f. Ex. Kjøbmand P. Petersen, der i Begyndelsen bar Kappen paa begge Skuldre og endog lod sig nøde til at blive Raadmand, sat med Grønt over sin Dør: "Ingen Deling", hvorved han dog ikke har fornægtet sin sædvanlige Forsigtighed, idet hans Kunder kunne tage det, i hvilken Betydning de ville. En stor Fane med Indskriften "Ewig ungedeelt" blev baaren igjennem Gaderne ud til Festpladsen paa Bøghoved. Dersom De kjender denne Plet, saa veed De, at det er en lille enkeltstaaende, kratbevoxet Bakkevold tæt Vest for Byen, der ikke kan rumme eet Tusinde Mennesker. Saamange har der imidlertid næppe været, skjønt det var en ganske anseelig Mængde, der var skrabet sammen; de fleste saae ud som Bønder, og mange af dem bare "Herzog Friedrichs" nye "Gerhardsorden", men fra Byen og dens Opland vare de Færreste. Da det var bleven forbudt at drage ud til Festpladsen i Optog, trak Deeltagerne derud i smaa Klynger og maatte i Storegade passere Revue imellem to Rader danske Bønder. Et andet Sted i Gaden stod Slagtergadens fortræffelige Befolkning for at see paa Optoget og trøstede sig i sin Skuffelse over, at dette udeblev, med at sige Vittigheder paa de Forbidragende og af og til opslaae en skraldende Latter f. Ex. da Østerrigerne kom, raabte de: "Der kommer æ Bedækning !" Byens Drenge løb om med Dannebrogssløifer og naaede da ogsaa engang imellem at blive forfulgte af Husarerne, men slap heldigviis fra dem.

Festligheden derude varede kun en Time, saa kom Deeltagerne nok saa kalkunske tilbage. Jeg var der selvfølgeligt ikke, men har hørt, at der vexelviis blev holdt danske og tydske Taler, og at de have besluttet ingen Deling at ville have og ingen Forening med Danmark, men at holde sammen som Brødre.

(Svendborg Amtstidende 11. juni 1864).

Der var uenighed om antallet af deltagere på Bøghoved. Fra tysk side angaves antallet til mellem 5 og 8.000, fra dansk mellem 1.200 og 3.000. En delegation bestående af købmændene C. A. Hundewadt og C. E. Hoffgaard fra Aabenraa og gårdmændene Boy Jürgensen fra Stubbæk og Peter Nissen fra Hjollerup (samt muligvis nogle stykker mere) blev sendt til Berlin med resolutionen.

Et lignende arrangement og forløb fandt sted i Løgumkloster den 21. juni 1864. Kilder var igen uenige om deltagerantallet. Tyske opgivelser sagde 5 til 7000, danske fra 600 til 3000. Udover at afholde folkemøder blev der også afsendt mange andre deputationer til Berlin og Bismarck med ønske om ikke at dele Slesvig, eventuelt heller ikke Slesvig-Holsten. Bismarck havde på daværende tidspunkt hemmeligt instrueret den preussiske forhandler i London til at acceptere linjen Tønder-Flensburg (altså tilnærmelsesvis den grænse som blev fastlagt med afstemningen i 1920). Uden at kende Bismarcks overvejelser var en deling af Slesvig "som det mindst onde" også begyndt at vinde indpas hos dansksindede i Nordslesvig.

Christian Friedrich Brandt (1823-1891):Sundewitt Büffelkoppel (Bøffelkoppel på Sundeved). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Danske Embedsmænd i Slesvig-Holsten. 9de. til 10de Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I Ulsby i Angel har den tydske Deel af Befolkningen underskrevet en Adresse, hvori Civilcommissairerne bedes om at afskedige Præsten Moor, som desuden beskyldes for at være dansk Spion. l hans Sted have "Patrioterne" valgt Compastor Hinrichsen fra Domkirken i Slesvig. "Schl. Holst. Blätter", der udkomme i Kiel, opfordre examinerede Theologer til at ile til Angel, hos Menighederne (!) at ansøge om de ledige Poster og dernæst stille sig til Commissairernes Raadighed. I Sognet Hohn (nordfor Rendsborg) samles Underskrifter for at faae Pastor Nissen afsat. (S. Bl.)

I Brødremenigheden i Christiansfeldt er der udbrudt Splid imellem det store dansksindede Fleertal og den lille tydske "intelligente Minorität", som den beskedent kalder sig selv. Civilcommissairerne have forordnet, at der ikke maa bedes for Kongen i Kirkerne, men Kirkebønnen kan efter Menighedens Love ikke forandres uden ved Synodalbeslutning, og Fleertallet i Synoden protesterer imod denne Forandring. Man mener nu, at Commissairerne, for at frelse Menighedens Fred, ville tillade en Undtagelse med Hensyn til Christiansfeldt.

(S. Bl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. marts 1864).

Pastor Carl Ludvig Mohr (1820-1872?) var præst i Uelsby (Ølsby) 1851-1864. Han blev entlediget den 11. april 1864.

Oversættelse af tysk artikel (uddrag) om dansk forbud mod foreninger, original nedenfor:

Ved dekret af 23. dec. 1858 blev det slesvigerne forbudt at deltage i sådanne holstenske foreninger, der ikke havde politiske, men kun videnskabelige, kunstneriske og industrielle formål, fordi Slesvig skulle adskilles fuldstændigt fra Holsten. Disse forbudte foreninger omfattede kunstforeningen, gartneriforeningen, foreningen til fremme af naturvidenskaben, selskabet til indsamling og bevaring af regionale oldsager, det slesvig-holstenske-lauenborgske selskab for patriotisk historie og landbrugsforeningerne. Nogle af disse foreninger er i direkte tilknytning til det lokale universitet, hvorfor det har en særlig interesse i at kræve ophævelse af dette forbud som er direkte forstyrrende for rent videnskabelige og humane formål. I den nuværende overgangstilstand som vi befinder os i, vil det ikke være muligt at fjerne alle de onder som faktisk står i vejen for den juridiske eksisterende forening af hertugdømmerne.

- - - Durch eine Verordnung vom 23. Dec. 1858 wurde den Schleswigern die Theinahme - - - an solchen holsteinischen Vereinen verboten die keine politischen, sondern nur wissenschaftliche, künstlerischen und industrielle Zwecke hatten, weil Schleswig völlig von Holstein getrennt werden sollte. Zu diesen verboteten Vereinen gehörte der Kunstverein, der Gartenbauverein, der Verein zur Beförderung der Naturwissenshcaften, die Gesellschaft für die Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthümer, die schleswig-holstein-lauenburgesiche Gesellschaft für vaterladische Geschichte, die landwirtschaftlichen Vereine. Von diesen Vereinen stehen einige in unmittelbarer Verbingung mit der hiesigen Universität, wesshalb sie noch ein besonderes Interesse hat eine Aufhebung dieses Verbots, das rein wissenschaftlichen und humanen Zwecken direct störende entgegentritt, zu fordern. In dem genengwärtigen Uebergangszustand worin wir uns befinden, wird es nicht möglich seyn alle Uebelstände zu heben welche der gesetzliche bestehnenden Verbindung der Herzogthümer factisch entgegenstehen. 

(Allgemeine Zeitung 9. marts 1864)

- I Løgum (ikke langt fra Tønder) har befolkningen enstemmigt ved almindelig afstemning besluttet at ønske genindførelse af det tyske sprog i kirke og skole. Lignende folkeafstemninger ville være at anbefale i alle blandede distrikter, så snart de hidtidige undertrykkere, de danske embedsmænd, er fjernet.

- In Lügum (unweit Tondern) hat dieser Tage die Bevölkerung durch allgemeine Abstimmung einhellig bechlossen, die Wiedereinführung der deutschen Sprache in Kirche und Schule zu begehren. Aehnliche Abstimmungen der Bevölkerung würden in allen gemischten Sprachdistricten zu empfehlen sein, sobald die seitherigen Zwingherren, die dänischen Beamten, beseitigt sind.

(Nationalzeitung 9. marts 1864)

Oversættelse af tysk notits, se original herunder:

Fra Ejderen, 3. marts. Den visitation som nu er foretaget af tyske kirke- og skoleembedsmænd, giver afskrækkende eksempler på, hvordan de danske præster og skolelærere i hertugdømmet Slesvig fastholdt deres embede. Pastor Becker i Treya og hans trofaste kammerat, Nissen, er et af disse eksempler. Disse to æresmænd forsøgte med en energi, der var en bedre sag værdig og med alle midler til deres rådighed, at fordanske deres sogn, og dog forgæves! Det resulterede i at de voksne undgik kirken, og børnene blev fundet så uvidende under visitationen at de hverken kunne læse tysk eller dansk og hverken kunne bede "Fadervor" eller nogen anden bøn på tysk eller dansk. Beboernes bønner og tryglen om bedre undervisning blev afvist med skældsord, og hvis husdisciplinen ikke havde gjort sit, ville en generation være vokset op, både fordansket og demoraliseret på samme tid. De to æresmænd afventer deres løsladelse.

Von der Eider, 3. März. Wie die dänischen Geistlichen und Schullehrer im Herzogthume Schleswig ihres Amtes gewartet, davon liefert die jetzt von deutschen Kirchen- og und Schulbeamten vorgenommene Visitation abschreckende Beispiele. Pastor Becker in Treya und sein getreuer Genosse, der Küster Nissen, leifern eines jener Beispiele. Diese beiden Ehrenmänner haben mit einer Energie, die einer bessern Sache würdig war, und mit allen ihnen zu Gebote stehenden Mitteln ihr Kirchspiel zu danisiren gestrebt, und dennoch vergebens! Die Erwachsenen mieden in Folge dessen die Kirche und die Kinder wurden bei der Visitation so unwissend gefunden, dass sie weder Deutsch noch Dänisch lesen, und weder das "Vater Unser" noch irgend ein anderes Gebet Deutsch oder Dänisch beten konnten. Bitten und Flehen der Einwohner um bessern Unterricht, wurden mit Schimpfreden zurückgewiesen und hätte die häusliche Zucht nicht das ihrige gethan, so würde eine zugleich danisirte und demoralisirte Generation herangewachsen seyn. Die beiden Ehrensmänner erwarten ihre Entlassung.

(Lindauer Tagblatt für Stadt und Land 10. marts 1864).

Jens Peter Bekker (1826-1904) var præst i Treja (Treya) 1862-1864. Han blev entlediget 12. marts 1864. Han blev senere præst i Hammer og Horsens menigheder i Aalborg Stift og endnu senere Finderup ved Slagelse.

Den tydske Armee lider ikke lidt af Sygdomme. Saaledes grasserer Tyfus og Fnat i en ikke ubetydelig Grad, og Østerrigerne lide i høi Grad af den ægyptiske Øiensyge.

Egyptisk øjensygdom er en bakteriel sygdom. Ubehandlet kan det føre til blindhed. Sygdommen rapporteredes gennem hele krigen.

Forlagsbureauet. "En Boeuf paa Feltfod". Efter en tegning af Lieutenant C. Oscar Carlson. Illustreret Tidende bind 5, nr. 233, marts 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Om C. O. Carlson, se "Faldne danske officerer 1848-50 og 1864". Han nåede ikke at tegne flere tegninger efter 19. marts 1864, idet han døde i skanserne ved Dybbøl. Han er begravet på Garnisons Kirkegård i København, se nedenstående foto.

Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danske Embedsmænd i Slesvig afsættes. 7de til 8de Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen).

De danske Krigsfanger. Generalkonsul Lorck har, ved at tilstille Udenrigsministeriet Listen over de til Wittenberg sendte danske Krigsfanger, meddelt, at ifølge Efterretningerne fra Magdeburg var Sundhedstilstanden mellem de der anbragte Fanger mindre god, idet navnlig maveonder og rheumatiske Affektioner forekom hyppigere, saaledes at Sygeantallet omtrent udgjorde omkring 10 pCt., men at dog kun Faa vare haardt syge. - Menig Christian Lundhöfd af 21de Regiments 7de Kompagni var død den 22de Februar af Tyfus. Officererne bue i Byen og nyde "Serviskompetencen".

(Dagbladet (København) 6. marts 1864). Fra 100 Indvaanere i Tønder Amt er der sendt en Adresse til Civilcommissairerne i Flensborg, hvori der bedes om, at Amtmand Grev Brockenhuus-Schack ikke maa blive gjenindsat i Tønder, men dette "for hele Mellemslesvig saa vigtige Embede" maa blive overdraget til en anden Mand. - Det hedder ligeledes fra Flensborg, at Biskop Boesens Afskedigelse skal være nærtforestaaende og at Pastor Rehhof fra Hamborg er udseet til at træde i hans Sted. Iblandt de i Husum Provsti fordrevne Præster nævnes Pastor Mule i Fjolde, Hamburger i Svesing og Hansen i Olderup; Præsten i Joldelund derimod er forbleven i sit Embede. I Landskabet Eiderstedt nævnes Carstens i Garding, Thaden i Uelvesboel og Hinrichs i Coldenbüttel iblandt de affatte. - Civilcommissairerne have kaldt to Læger fra Slesvig By, Dr. Rüppel fra Sindssygeanstalten og Dr. Bockendahl (fortiden Docent i Kiel) til Flensborg, for at undersøge Sanitets- og Medicinalforholdenes Tilstand og navnlig Dr. Justitsr. Schleisners Forhold og Embedsførelse. Endv. have Civilcommissairerne stadfæstet Advocat Spethmann som Borgemester i Eckernførde. Herredsfoged Christensen i Böcking Herred er afskediget og hans Post foreløbigt overdraget til Koogsinsp. H.Thomsen i Nybbel; ligeledes er Herredsfoged Willemoes-Suhms Embede i Karr Herred erklæret for ledigt og Advocat Stolz i Leck ansat i hans Sted. Fremdeles har Civilbestyrelsen afsat Etatsr. Hagemann til Ørfeld fra hans Functioner som Overpolitiebestyrer i det første Angler Godsdistr. og besluttet at inddrage denne Post. Herredsfoged Kjærs Embede i Tønder og Høier Herred er overdraget til Cand. juris G. F. Th. Reeder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. marts 1864.)

Om Grunden til vi taber så mange Fanger hedder det i et brev fra Flensborg til "Dagbl." "Er det ikke også et stærkt misgreb, bestandig at lade sydslesvigerne komme i ilden, efter at det nu har vist sig så utallige gange, at de ikke er til at stole på; her kommer det ene hundrede fanger efter det andet, de har nu en gang fået at vide, at så snart de løber over til tyskerne, er de frie, og det er så tillokkende at de ikke behøver at være slesvig-holstenere for at få lyst til at komme hjem til deres familier. Hvor demoraliserende må dette ikke være for hele hæren! De er jo blandede med danske i bataljonerne; de ildesindede overtaler da de svagere, og hvem ved, om de ikke får en eller anden god fynbo eller sjællænder til at gøre dem fællesskab i håbet om derved at frelse liv og lemmer. Men hvad enten det nu sker godvillig eller modvillig, vist er det, at de bliver taget til fange, og vi har her den sorg at se dem komme i hundredvis. Slesvigerne får lov til at gå hjem til deres, de andre bliver transporterede til Spandau. Vor vært talte i går med en preussisk officer, som fortalte ham, at han i forgårs (den 22.) havde været i fægtning med de danske. Tyskerne var omtrent 300; de var kommet ind i en hulvej, da de pludselig så sig omringede på alle sider af danske; de troede, at der ikke var andet for dem at gøre end at strække gevær og lade sig tage, da de så de danske vinke ad dem og kaste geværerne. De vidste næppe hvad det betød, men løb dog hen imod dem og tog hele klatten til fange. Der var omtrent 200 mand, hvoraf 50 sjællændere osv. ; de sidste skød på dem, men blev jo snart afvæbnede. Det er den største ulykke, at de er blandede sammen. I går kom de fangne hertil, slesvigerne blev straks givet fri; de har revet deres danske kokarder af og sang rask væk "Schleswig-Holstein". En af dem, en gartner, som har anlagt kæmpegraven på kirkegården, gik allerede i går eftermiddags og spadserede på gaden med slesvig-holstensk kokarde på".

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 7. marts 1864)

Oversættelse af tysk artikel. Original følger efter oversættelsen:

Haderslev, 2. marts. Karakteristisk er den ordre som den nye borgmester Hansen har givet sine politifolk. Han befalede dem først at henvende sig til enhver anstændig klædt person på tysk, fordi man kunne gå ud fra at det ville være ham mest behageligt; kun hvis han svarer på dansk, skal samtalen fortsætte på dette sprog med politibetjentene. Lige såvel som Slesvig har mange indbyggere der næsten ikke forstår dansk og alligevel er fanatisk danske af gemyt, er der også lige så mange tyskere af gemyt som ikke kan tysk. Frem for alt træder indbyggerne i Hoptrup (en landsby en mil syd herfra) ud, de var allerede i 1848 berømte for deres slesvig-holstenske følelser, selv om kirkens og skolens sprog lige fra begyndelsen var dansk. Tilsvarende forholder det sig med beboerne i Wilstrup (mod sydøst herfor), Oedes, Danerfeld og Schottburg, der er gennemdanske af sprog, hvoraf de tre sidste ligger direkte ved den jyske grænse. I Schottburg ved Kongeåen var der for to år siden dannet en tysk klub blandt de dansktalende bønder hvis opløsning dengang vakte opsigt, fordi den fandt sted selv om en paragraf i klubbens vedtægter udelukkede enhver politisk tendens. Den blev forbudt fordi man vidste at dens medlemmer var tyske patrioter, og koncessionen blev endda trukket tilbage fra Krüger, i hvis kro klublokalet havde været.

Hadersleben, 2. März. Charakteristisch ist der Befehl welchen der neue Bürgermeister Hansen seinen Polizisten gegeben hat. Er befahl ihnen, jeden anständig gekleideten Menschen zunächst auf deutsch anzureden, weil man voraussetzen könne, dass diess für ihn am engenehmnsten sei; erst wenn er dänisch antworte, möge auch con Seiten der Polizisten das Gespräch in dieser Sprache weiter geführt werden. Wenn Schleswig viele Einwohner hat, die kaum dänisch verstehen und trotzdem von Gesinnung fanatisch dänisch sind, so gibt es auch ebenso viele Deutsche der Gesinnung nach, die nicht deutsch reden können. Vor allen zeichnen sich hierin die Bewohner von Hoptrup aus (einem Dorfe, eine Meile südlich von hier), die schon im Jahre 1848 wegen ihrer schleswig-holsteinischen Gesinnung berühmt waren, trotzdem die Kirchen- und Schulsprache bei ihnen von jeher dänisch war. Aehnlich steht es mit den ihrer Sprache nach durchaus dänischen Einwohnern von Wilstrup (südostlich von hier), Oedes, Danerfeld und Schottburg, welche letztere drei unmittelbar an der jütischen Gränze liegen. In Schottburg an der Königsau hatte sich sogar vor zwei Jahren unter den dänischredenden Bauern ein deutscher Club gebildet, dessen Auflösung damals viel Aufsehen machte, indem sie erfolgte, trotzdem ein Paragraph des Clubstatuts jede politische Tendenz ausschloss. Man verbot ihn, weil man wusste, dass seine Mitglieder deutsche Patrioten seien und entzog sogar dem Krüger, in dessen Wirthshaus das Clublocal gewesen, seine Concession. 

(Bamberger Zeitung 7. marts 1864)

Fra Hæren. (Brev fra en Officer.) Sønderborg, den 3. Marts. Flere af Regimenterne ere i den senere Tid blevne forstærkede med Sydslesvigere. Vort Regiment har saaledes faaet 250 Mand af den Slags, hvilket vi aldeles ikke ere fornøiede over, da man ikke veed, hvorvidt man tør stole paa dem. Det store Tab af Fanger den 22de Februar skal alene grunde sig paa, at er deel Slesvigere frivillig strakte Gevær. Mange af dem ere fra Forposterne deserterede over til Fjenden. Det undrer mig derfor i høi Grad, at Krigsministeriet vil benytte de Folk, endogsaa naar de ligefrem have gjort Mytteri, saaledes som det nylig var Tilfældet paa Fyen. Dog gives der ogsaa mange flinke Folk iblandt dem, men ikke destomindre er det min og andre Officierers faste Overbevisning, at naar vi skulle bruge Sydslesvigerne mod Fjenden, da er det aldeles nødvendigt at statuere et Exempel paa en eller anden Deserterer. Ved 2det Regiment blev der forleden Dag grebet en af dem, just som han var ifærd med at desertere. Straffen for et saadant Forsøg er, saavitt jeg veed, Døden, men jeg er meget bange for, at den bekjendte danske Øllebrødsmedlidenhed ogsaa i dette Tilfælde vil gjøre sig giældende. De vil formodentlig ansee mig for blødtørstig, fordi jeg ønsker denne Mand skudt, men jeg er overbeviist om, at Slaphed ligeoverfor saadanne Tendendser vil kunne blive Armeens Ulykke. (Flk. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. marts 1864).

Oversættelse af artikel om gejstlige. Originalen nedenfor:

Altona. - - - Til gengæld er man meget utilfreds med kommissærernes langsommelige handling med at fjerne danske eller dansksindede præster. Mens der blev ansat nye præster i den gottorpske provsti i tre sogne, er alt forblevet ved det samme i Flensborg provsti der har præst Petersen i Flensborg som midlertidig provst. Nogle af de selvhævdende præster er endda ret faste i deres modstand mod deres sognebørn. Fx erklærede pastor Barfod i Sørup, en mand der trods sin nationalitet har opnået et stort ry gennem sin viden, sine velbesøgte tyske prædikener og gennem sit arbejde for sogneskolens udbygning og større forbedring, at han ikke kunne udføre officiel handling før det slesvig-holstenske flag var spændt ud på kirketårnet. Nogle få udviste præster er vendt tilbage til Husum Amt - - - I herrnhutermenigheden i Christiansfeld, den nordligste større by i Slesvig, bedes der stadig kirkebøn for kongen. Flertallet dér er decideret dansk, og man påberåber sig det privilegium som giver menigheden fuldstændig selvstyre i dens kirkelige anliggender.

Altona. - - - Dagegen ist sie sehr unzufrieden mit dem langsamen Vorgehen der Commissäre in Entfernung dänischer oder dänisch-gesinnter Geistlicher. Während in der Probstei Gottorp in drei Kirchspielen neue Geistliche angestellt worden sind, ist in der Probstei Flensburg, die den Pastor Petersen in Flensburg zum interimistischen Probst erhalten hat, noch alles beim alten geblieben. Manche der sich behauptenden Pastoren treten sogar ziemlich fest gegen ihre Pfarrkinder auf. So hat Pastor Barfod in Sörup, ein Mann der trotz seiner Nationalität durch sein Wissen, seine gut besuchten deutschen Predigten und durch sin Wirken für Erweiterung und grosse Verbesserung der Gemeindeschule sich viel Ansehen erworben hat, erklärt dass er so lange keine Amtshandlung vernehmen werde, als auf dem Kirchthurme die schleswig-holsteinische Fahne ausgestreckt sey. Im Amt Husm sind ein paar vertriebene Geistliche zurückgekommen - - - In der Herrnhutergemeinde zu Christiansfeld, dem nördlichsten grösseren Orte Schleswigs, wird noch immer das Kirchengebet für den König gesprochen. Die Mehrheit ist dort entschieden dänisch, und man beruft sich auf das Privilegium welches der Gemeinde vollständige Autonomie in ihren kirchlichen Angelegenheiten sichert.

Af en Indberetning fra Amtmanden i Veile til Indenrigsministeriet om Indfaldet i Nørrejylland.

Den 7de, 11 Dage før Indfaldet, havde Amtm. personlig instrueret Embedsmændene i Kolding og navnlig indskærpet dem ikke at indvilge i Udskrivning af Penge eller Krigsmålene! Fjenden besatte den 18de først Kolding og senere Landsbyerne V. for Byen, Seest. Vamdrup og flere.

Preusserne tvang Koldings Mænd til at bortrydde en Barricade ved Sønderbro. Han udstillede, ligesom nu, Forposter N. for Byen og har stadig sendt Patrouiller ud mod V mod N. V. til Egtved og mod N. til henimod Høien. Strax reqvirerede han Naturalforpleining til 3,400 Md. eller 1000 Rd. daglig. Man valgte det Første og leverede Natfpl. indtil den 25de, da man nægtede videre at indlade sig derpaa; men man blev tvungen til endnu at levere den 25de og 26de, og det til 5300 Mt,, udentvivl den hele Styrke N. for Kongeaaen, til en Værdi af 1500 Rd. daglig. Fjenden truede med Execution, ifald man ikke vedblev dermed; paa et Raadstuemøde den 26de besluttede man at lade det komme til Execution. Natten imellem 26de og 27de indfandt en Commando sig hos Herredsfoged Saxild og tvang ham ved Trusler til for sine 3 Herreder at deeltage i Leverancen; fra 1ste Marts skulde der i Kolding oprettes et Magazin for de 5300 Md. og 1600 Heste. Som Følge heraf er der f. Ex. den 29de i 3 Sogne reqvireret 3½ Pd. Brød og 31 Pd. Flæsk pr. Td. Hartkorn daglig at levere i Kolding; fra en Mølle er leveret 6 Stude, og hos en Enke i Andst har Fjenden beslaglagt 40 Stude, ligesom han ogsaa ved en Patrouille har reqvireret 2 Lpd. Hø og 2 Lpd. Halm pr. Tde. Hartkorn i Bramdrup at levere i K. Den 25de tvang Fjenden Leirskov til at levere 15 Vogne med Brød, Flæsk, Kartofler, Ærter, Salt osv. Senere har han reqvireret i Kolding 17 Heste og Lønning og Extraforpleining til Arbeiderne ved Skandser og Blokhuse. Herpaa vilde Borgemester Monrad selvfølgelig ikke gaae ind; men Commandanten, Oberst Bentheim, har truet ham med selv at tage det Reqvirerede, ifald det ikke leveredes inden 1ste Marts Kl. 2. Monrad formodes fremdeles at have nægtet denne mod al Krigsbrug stridende Reqvisition, og Fjenden har sandsynligt derfor brugt Magt. (Eft. Berl. Tit.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. marts 1864).

En mere detaljeret gennemgang af afskedigelser findes i "Gesetz- und Verordnungsblatt für die Herzogthümer Holstein und Lauenburg" (1865). Heri findes endvidere de fleste forordninger som de preussisk-østrigske civile myndigheder gennemførte.

Oversættelse af tysk notits, original ses nedenfor:

Haderslev. - Kirkebesøget var faldet så meget under den lokale ærkedanske hovedpræst, Hellweg, at man i nogle år havde fundet det nødvendigt at indrette et sideskib til den store Mariakirke som en slags mindre kirke, hvori prædikener navnlig blev holdt hele vinteren. De tyske borgere i byen undgik naturligvis næsten helt et gudshus, hvor en fremmed indtrængende ikke ville forkynde Herrens rene ord, men evangeliet om den eneste salige danske ånd.

Hadersleben. - Der Kirchenbesuch hatte unter dem hiesigen erzdänischen Hauptpastor Hellweg in so starkem Masse abgenommen, dass man es seit einigen Jahren für nöthig fand, ein Nebenschiff der grossen St. Marienkirche zu einer Art kleinern Kirche einzurichten, in welcher namentlich den ganzen Winter hindurch gepredigt ward. Die Deutschen Bürger der Stadt vermieden natürlich fast gänzlich ein Gotteshaus, in welchem ein fremder Eindringling nicht das lautere Wort des Herrn, sondern das Evangelium des allein selig mechaneden Dänenthumas verkündete.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 8. marts 1864)

Hans Friedrich Helveg (1816-1901) var efter forskellige embeder blevet først diakon (1850), senere hovedpræst (1856) i Haderslev. Efter han var blevet afsat af preusserne syslede han med litterære arbejder i København, bl.a. det politiske ugeblad "Danmark". Han bistod bl.a. ved den gudstjeneste hvor Grundtvigs sindssygdom brød frem. Han blev sognepræst i Købelev 1886-1899 og stiftsprovst for Lolland-Faster. 

- Som vi erfare, ere i Tirsdags samtlige Lærere ved Flensborg Latin og Realskole afskedigede paa Dhrr. Schumacher, Dithmann og Snack nær, der vare ansatte ved skolen før 1850. Dette skridt begrundes ved et Manifest, hvori det hedder, at de filologiske og historiske studier fandtes forsømte ved skolen, og at den især benyttedes til en Daniseringsanstalt, samt at nogle af Lærerne maatte betragtes som Medskyldige i dette system, hvorfor deres Fjernelse var nødvendig. Haderslev lærde stole, hvis Bygning er tagen til Lazaret, har hidtil fortsat sin Virksomhed i et Par private Værelser. Den af Civilkommissærerne udnævnte Skoleinspektør , Dr. Lübler, er i Mandags ankommen til Haderslev, og vil ventelig ogsaa tage sig af denne Skoles Fremtid.

(Ribe Stifts-Tidende 8. marts 1864).

Pastor Hans Friedrich (Frederik) Helweg (1816-1901) blev arresteret den 23. april 1864, angiveligt for at have ophidset til oprør mod det nye styre. Han blev afskediget den 11. maj. Han blev 12. september 1864 efterfulgt af pastor Müller.

Fotograf E. Lange: Greve og amtmand Ludvig Brockenhuus-Schack (1825-1906). Herredsfoged i Egernførde Herred 1853, amtmand i Tønder og Løgumkloster Amter 1860-1864, amtmand Svendborg Amt 1867-1905. Han blev i flere tyske aviser beskrevet som en  fordanskningsfanatiker. Efter at være rejst i marts 1864 for ikke at komme tilbage, slog Brockenhuus Schack sig ned i København hvor han sammen med andre som borgmester Hammerich (Haderslev), borgmester Leisner (Slesvig) m. fl. samlede ind til de kongetro embedsmænd som var forblevet i Slesvig. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig, 21de til 25de Februar. (Efterskrift til Politivenen)

Uddrag af brev fra Ullerup 21. februar 1864, skrevet af Carl von Jena (1823-1864), en preussisk major og kommandør for 1. bataljon, 7. brigade. Han døde den 16. april under slaget ved Dybbøl hvor han også blev begravet:

Klokken 7 går vi til præsten for at drikke te med ham, vi spiser vores brød, vores smør og kun hans te og gammel ost, og jeg morer mig med at drille ham, stiller altid spørgsmål, som om jeg anså danskerne for mere uopdyrkede end lapperne, og har medlidenhed med kvinden, at hun ikke engang forstår at lave smør. Enten kan hun ikke, eller også laver hun det så dårligt, at vi ikke vil spise dem. Så spørger jeg om der bor en skomager i Aabenraa, eller om de har fået støvler fra Tyskland. Han svarer: hans skomager Müller er fremragende, og jeg finder det meget forståeligt, fordi Müller er tysker. Fru præsten kan forfærdeligt godt lide at sladre og har så pæne, velopdragne børn, som hun dog slet ikke passer. Forleden nat kom den lille pige på 6 år ind og sad stille på en stol i hjørnet i over en time, klokken var 9 og jeg spurgte hvorfor barnet ikke sov, moren sagde at det gjorde ikke fordi hun ikke havde fået aftensmad endnu, ellers var hun vant til at få det ved 7 tiden og venter nu. Så tog jeg det stille gode barn på skødet og brød hendes chokolade i mælk, og hun spiste med mig meget tillidsfuldt og velopdragen. Fru pastoren er en jysk kvinde fra det fjerne nord, ville endda spille den dannede kvinde og sagde, at hun helst ville tale fransk; Jeg åbnede straks samtalen, men fandt ud af, at hun kendte mindre til det, end jeg gjorde engelsk. Danskerne er lige så berygtede som befolkningen i Slesvig og Holsten. Dum, indbildsk, stædig, svinsk, en stor nation. Orden vil være umulig, medmindre der trækkes en linje fra Flensborg til Tønder og en ny grænse trækkes.

Um 7 Uhr gehen wir zum Pastor, mit ihm den Thee zu Trinken, dazu essen wir unser Brod, unsere Butter, und nur seinen Thee und alten Käse und ich unterhalte mich damit, ihn zu ärgern, indem ich immer Fragen stelle, als hielte ich die Dänen für uncultivirter als die Lappen, und bedaure die Frau, dass sie nicht einmal verstehe, Butter zu bereiten. Entweder kann sie es nicht, oder sie giebt sie so schlecht, damit wir sie nicht essen. Dann frage ich, ob in Apenrade ein Schuster wohne, oder ob sue sich aus Deutschland Stiefeln besorgten. Er antwortet: sein Schuster Müller arbeite vortrefflich und ich finde es sehr begreiflich, weil Müller ein Deutscher ist. Die Frau Pastor schwatzt ganz schrecklich gern und hat so nette artige Kinder, um die sie sich aber gar nicht kümmert. Neulich Abend kam das kleine Mädchen von 6 Jahren herein und sass still über eine Stunde auf einem Stuhle in der Ecke, es war 9 Uhr und ich fragte, warum das Kind nicht schlafe, da meinte die Mutter, dass sie noch kein Abendbrod habe, sonst sei sie gewohnt, es um 7 Uhr zu kriegen, und warte nun. Da nahm ich das stille gute Kind auf den Schootz und brockte ihr Chocolade in Milch und sie ass bei mir ganz zutraulich und artig. Die Frau Pastor ist eine Jütin aus hohem Norden, wollte sogar die Gebildete spielsen und meinte, sie spräche am liebsten französisch; sogleich eröffnete ich die Convarsation, fand aber, dass sie weniger davon wüsste, wie ich Englisch. So prächtig wie die Schleswiger und Holsteiner, so infames Volk sind die Dänen. Dumm, eingebildet, stur, schweinisch, eine tolle Nation. Es ist unmöglich, dass Ordnung wird, wenn nicht von Flensburg nach Tondern ein Strich und neue Grenze gemacht wird.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).

Oversættelse af artikel på tysk. Originalen, se nedenfor:

Preussernes indtog i Haderslev fredag ​​lignede et triumftog. Milevidt fra var indbyggerne kommet dem i møde med forfriskninger; Piger klædt i hvidt, prydet med blå, hvide og røde farver modtog befrierne i byen. Den danske avis "Danevirke"s kontor i Haderslev er blevet forseglet efter ordre fra det preussiske kommandantkontor, og avisen har fået forbud mod fortsat at udkomme. (Avisen var hovedorganet for daniseringen af ​​Slesvig og var altid præget af en meget voldelig fremtoning.)

Der Einzug der Preussen in Hadersleben am Freitage glich einem Triumphzuge. Meilenweit waren ihnen die Bewohner mit Erfrischungen entgegen gekommen; weissgekleidete Mädchen, geschmückt mit blau-weiss-rothen Schärpen, empfingen die Befrier in der Stadt. Die Officin der Dänischen Zeitung "Danewirke" in Hadersleben ist auf Befehl der preussischen Commandantur versiegelt und das Fortercheinen des Blattes untersagt worden. (Das Blatt war das Hauptorgan für die Danisirung Schleswigs und zeichnete sich stets durch ein sehr heftiges Auftreten aus.)

(Regensburger Morgenblatt 21. februar 1864).

Ved afstemningen 56 år efter, i 1920 var der i Haderslev købstad 9.592 valgberettigede. Heraf stemte 5.209 (54,3 %) for Danmark, 3.275 (34,1 %) for Tyskland og 1.106 (11.6 %) stemte ikke. Hvorvidt dette resultat afspejler fordelingen i 1864 er naturligvis usikkert, men giver måske et fingerpeg.

- Ved et stort Folkemøde i Sønder Brarup i Angel, hvor der var 2 - 3000 Personer tilstede, er Augustenborgeren bleven højtidelig udraabt den 10de Februar. Sjælen i Mødet var den utrøttlige Hansen-Grumbye, der holdt den egentlige Festtale; senere talte den forhenværende Stænderdeputerede Clausen fra Kappel om de Danskes "utaalelige Tyranni". Da det var et forrygende Sneeveir, gik Forsamlingen ind under Tag og forhandlede her Embedsspørgsmaalet; man valgte paa egen Haand en heel Deel nye Embedsmand istedetfor de fordrevne danske, især holsteenste Advokater. Det blev besluttet at sende en stor Deputation til Hertugen, som daglig modtager lignende og desuden fra alle Kanter i Sydslesvig faaer tilsendt Adresser, der endog forsikkre, at Landet er tydsk og tydstsindet lige op til Kongeaaen. - I Aabenraa er Hertug Frederik bleven proklameret den 11te af en Kornhandler Jacobsen; ogsaa der i Byen skulle alle danske Embedsmænd være forjagne (Dagbl.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. februar 1864).

Fra Veile skrives den 19de ds. til "Flk. Av.": De fleste Familier her have besluttet at blive og roligt at afvente Begivenhedernes Gang. Flere havde først besluttet at lade Børnene reise til Fyen eller Sjælland, men da Huusmoderen nok kan trænge til Hjælp i de tunge Dage, vi have ivente, og hun kan have denne af voxne Børn, og man ikke kan lade de Smaa reise ene, beholder man dem alle i Guds Navn. De kan ikke troe, hvilket Røre der i denne Tid hersker her. Det Værste ved det Hele er, at vi have saa streng en Vinter, hvor der foruden Føden ogsaa maa skaffes Brændsel til en stærk Indkvartering, og det efter at næsten al Handel og Vandel her saagodtsom har staaet stille, siden Landesorgen indtraf. Dog, Jyden lader sig ikke saa let forknytte, vi ere beredte paa at bære vore Lidelser med Taalmodighed og hellere lide nok saa meget end at opgive Noget af vor gode Ret og Landets Ære; der kommer vel en Hævnens og Frelsens Tid for os.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 24. februar 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Tønder, 20. februar (Schl.-H.Z.) De udviste danske embedsmænd og præster vendte desværre nogle dage senere tilbage sammen med de preussiske tropper, og af hensyn til militæret vovede ingen at udvise dem anden gang. Kun det egentlige fordanskningsapparat, seminarlærerne, kom ikke tilbage. Den berygtede herredsfoged Kjær flyttede som rapporteret, scenen for sine aktiviteter til Møgeltønder (dansk enklave), hvorfra han fra tid til anden kom til Tønder for at fortsætte sit arbejde i gammel ånd. Fx gjorde han forberedelser til rigsrådsvalget valg og uddelte publikationer osv. Senere samlede han en bande af dansksindede for sammen med den at plyndre byen Højer og for at foretage arrestationer, men det mislykkedes. Til sidst blev han for meget, østrigske patruljer blev sendt ud efter ham, men de fangede ham desværre ikke. Det lykkedes ham at flygte til øen Fanø. Borgmester Holm klarede sig næsten lige så dårligt efter hjemkomsten fra sin flugt. To dage efter at de allierede tropper var rykket ind, gik han rundt i dansk uniform og prydet med den danske kokarde og forbød i kongens (!) navn udhængning af nationalflag, og han undlod endda ikke at forbyde et digt som hilste de allierede tropper i Tondernsche Intelligenzblatt, hvis privilegiet mistes (!). Ejeren af ​​privilegiet, bogtrykker Forchhammer, bror til Kiel-professoren, var desværre svag nok til at respektere forbuddet. - - - I Landdistriktet er et par hjemvendte danske præster blevet jaget bort igen.

Tondern, den 20. Februar (Schl.-H. Z.) Die vertriebenen Dänischen Beamten und Pastoren fanden sich leider nach einigen Tagen gleichzeitig mit den Preussischen Truppen wieder ein und mit Rücksicht auf das Militär wagte man nicht, sie zum zweiten male zu vertrieben. Nur der eigentliche Danisirungsapparat, die Seminarlehrer, kamen nicht wieder. Der berüchtigte Hardesvogt Kjär verlegte, wie gemeldet, den Schauplatz seiner Thätigkeit nach Mögeltondern (Dänische Enklave). von wo aus er von Zeit zu Zeit in Tondern erschien, um seine Thätigkeit im alten Geiste fortzusetzen. So z. B. traf er Vorbereitungen für Reichsrathswahlen und vertheilte desfallsige Publicanda etc. Später ward er eine Bande Dänischen Gesindels und überfiel mit dieser den Flecken Hoyer, um Verhaftungen vorzunehmen, was aber misslang,. Endlich wurde er zu arg, man sandte Oesterreichische Patrouillen gegen ihn aus, die ihn indess leider nicht eingefangen haben. Er ist glücklich nach der Insel Fanö entkommen. Fast eben so schlimm hat der Bürgermeister Holm nach der Rückkehr von seiner Flucht gewirtschaftet. Zwei Tage nach dem Einzuge der verbündeten Truppen ging er in Dänischer Uniform und geziert mit der Dänischen Kokarde umher und verbot im Names des Königs (!) das Aushängen der Landesfahnen, ja er hat sich sogar nicht gescheut, die Aufnahme eines zur Begrüssung der verbündeten Truppen verfassten Gedichtes ins Tondernsche Intelligenzblatt zu verbieten bei Verlust des Privilegiums (!). Der Besitzer des Previlegiums, Buchdrucker Forchhammer, Bruder des Kieler Professors, war leider schwach genug, das Verbot zu respectiren. - - - In den Landdistricten hat man ein paar zurückgekehrte Dänische Priester wieder fortgejagt.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. februar 1864)

Uddrag af brev fra Egernsund 24. februar 1864.

- - - Lige så forfærdelige danskerne er her, lige så flinke er tyskerne, jeg ligger på Krage ved en teglovn, en meget rig og dannet mand. Hvilke klare, rimelige og konservative holdninger folk har her er vidunderligt, man kan se at ulykke gør folk bedre. For at hans børn kan lære tysk, holder manden en meget uddannet guvernante, fordi han ikke kan sende hende i skole; han fortalte os mange ting om danskerne og var glad for, at jeg gav præsterne i Ullerup og Stübeck tørt på.

- - - So schauderhaft die Dänen, so nett sind doch die Deutschen hier, ich liege mit Krähe bei einem Ziegelbrenner, einem sehr reichen und gebildeten Mann. Was die Leute hier für klare vernünftige und conservative Ansichten haben, das ist herrlich, man sieht, dass Unglück die Menschen besser macht. Damit seine Kinder Deutsch lernen, hält der Mann sich eine sehr gebildete Guvernante, denn in die Schule kann er sie nicht schicken; er erzählte uns tolle Sachen von den Dänen und freute sich, dass ich die Pastoren in Ulderup und Stübeck kurz genommen.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen).

I Haderslev overvælder man det fjendtlige Militair med alle mulige Adresser og komplimenter og især Damerne kappes om at gjøre Officererne Opholdet behageligt. Men der skulde ogsaa i Torsdags være stort Bal i Borgerforeningen, hvortil alle Officererne vare indbudte.

Efter et Brev til Berl. Tid. begyndte Oprørsbevægelsen i Haderslev Torsdag Aften den 11te. I Spidsen for den staaer en Cand. jur. Selig, Sagførerfuldmægtig hos sin Fader, med 3 Doctorer: Hansen, Jansen og Raben, "og disse Herrer vende op og ned paa Byen, saa Gud maa sig forbarme derover". Da Preusserne rykkede ind, modtoge de dem i Spidsen for en just ikke stor Mængde af Byens Pøbel og nogle velklædte Borgere (de Velklædte bagved, men vare egentlig foran), og foretoges derpaa de sædvanlige Ceremonier. Af slesvigholsteenske Flag skal der ialt være udhængt 55 hos Private. "De nævnte Herrer tiltvang sig Adgang til Kirken, Raadhuset og Hospitalet, hvor Forræderflaget blev udhængt. Til Rectoren for Latin- og Realskolen, Professor Thrige, kom en paa Søndretorv boende Kjøbmand. og forlangte i de groveste Udtryk Adgang til at udhænge Flaget, hvortil han efter Sigende havde Ordre fra den preussiske Kommandant. Rectoren maatte bøie sig for Overmagten, men henvendte sig senere til Kommandanten og efter hans (dennes) Ordre fjernedes Flagene fra de offentlige Bygninger. "

Borgemesteren, Etatsr. Hammerich, skal være fængslet i Theaterbygningen, som der siges paa Grund af, at han skal have forfulgt en Kassebeholdning, efter Andre fordi han ikke for Byens Regning vilde udlevere Tømmer til at slaae en Bro over Dammen. Selig jun. skal af Slesvigholstenerne være designeret til hans Eftermand. "Harmonien's Localer ere tagne til Magazin. Den 10de ds. laae i selve Haderslev ca. 6000 Mand Preussere af forskellige Vaabenarter, og forventedes 3000 Mand Østerrigere. Desforuden ligger saavel vest- som sydfor Staden betydelig Indqvartering i alle Byer, og vil vist i de nærmeste Dage en temmelig Styrke være samlet der.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. februar 1864)

Oversættelse af tysk notits:

Hvad angår indbyggerne i Nordslesvigs nationalitet og politiske holdning skriver man til "Ham. B.-H.": Tillad mig at komme med en kritisk kommentar til beretningerne fra de tyske avisers såkaldte krigskorrespondenter hvad Nordslesvig angår. Som nordslesviger føler jeg mig mere og mere opfordret til at sige et par ord til de ofte forkerte opfattelser af forholdene der. Hvis det for eksempel oplyses, at nord for Aabenraa "stort set alt tænker og føles dansk", eller at man nord for Haderslev "så at sige er i fjendeland", så har dette synspunkt sine svagheder, men er i forhold til den nordslesvigske befolknings generelle indstilling ikke mindre ensidig og uberettiget. Det ligger i sagens natur at der findes flere danske elementer mod nord, men i det hele taget ønsker indbyggerne der foreløbig at forblive hvad de er: slesvigere. Dette siger også sig selv, da de nyder langt større borgerlig velbefindende end deres naboer hinsides Kongeåen, en bemærkning som snart vil gå op for de tyske tropper i Jylland. I Nordslesvig fandt jeg i øvrigt blandt de ydmygeste bønder og daglejere en viden om statens rettigheder og en iver for dem, som kunne gøre mange mennesker mod syd skamfulde. Ellers er der propagandistiske antydninger, og det faktum at de ikke føler sig tilskyndet til at møde tingenes gang med særlig tillid, selv nu hvor tilfredsstillelsen over det samme er særlig til stede, er så meget desto mere forståeligt som de ser muligheden for en ydmygende tilbageslag hvilket de har oplevet før.

Im Bezug auf die Nationalität und politische Gesinnung der Bewohner Nordschleswigs schreibt man der "Ham. B.-H.": Erlauben Sie mir eine kritische Bemwerkung über die Referate der sogenannten Kriegscorrespondenten Deutscher Blätter, so weit das nördliche Schleswig in Betracht kommt. Als Nordschleswiger fühle ich mich om so mehr aufgefordert, den oft unrichtigen Auffassungen der dortigen Verhältnisse ein Wort zu widmen. Wenn beispielsweise berichtet wird, dass nordwärts von Apenrade "so ziemlich alles Dänisch denkt und fühlt", oder dass man sich im Norden von Hadersleben "so zu sagen in Feindesland befinde", so hat diese Auffassung allerdings ihre Anhaltspunkte, ist aber in Beziehung auf die allgemeine Gesinnung der Nordschleswigschen Bevölkerung darum nich weniger einseitig und ungerechtfertigt. Es liegt in der Natur der Sache, das im Norden mehr Dänische Elemente angetroffen werden, im Ganzen und Grossen aber wollen die Einwohner dort zunächst bleiben, was sie sind: Schleswiger. Es versteht sich dies auch con selbst, da sie sich eines weit grössern bürgerlichen Wohlbefindens erfreuen als ihre Nachbarn jenseits der Königsau, eine Bemerkung, die sich den Deutschen Truppen in Jütland gleich aufdrängen wird. Uebrigens habe ich in Nordschleswig bei den einfachsten Bauern und Tagelöhnern eine Kunde der Landesrechte und einen Eifer fur dieselben angetroffen, womit im Süden mancher beschämt werden könnte. Sonst ist dort propagandistischen Einflüsterungen, und dass sie sich nicht aufgefordert fühlt, jetzt dem Umschwinge der Dinge mit besonderm Vertrauen entgegen zu kommen, auch wo die Befriedigung über denselben mit besondern wirklich vorhanden ist, ist um so begreiflicher, als sie die Möglichkeit eines demüthingenden Rückschlages schon einmal thatsächlich erlebt hat.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 25. februar 1864)

Charles Eduard Junod (1828-1877): 100 Südermarkt in Hadersleben. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig 19de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original, se nedenfor:

Flensborg, 13. februar. I går blev der ved begravelsen af ​​de krigere der faldt i nærheden af ​​Oeversee eller senere døde her af deres sår, først holdt en tysk tale. Da pastor Graa, et af den lokale danske propagandas mest hensynsløse redskaber, talte op for at holde en begravelsestale på dansk, forlod flertallet af de fremmødte kirkegården. - I går mødte en deputation af tyske borgere fra Flensborg op med feltmarskalløjtnant v. Gablenz, for at takke ham for de tjenester, de østrigske tropper ydede ved befrielsen fra det danske åg. Hr. v. Gablenz udtrykte håb om, at den allierede hær fortsat ville blive behandlet med tillid.

Flensburg, 13. Febr. Bei der Beerdigung der bei Oeversee gefallenen oder später hieselbst an ihren Wunden verstorbenen Krieger wurde gestern zuerst eine deutsche Rede gehalten. Als dann Pastor Graa, eines der verrusensten Werkzeuge der hiesingen Danisirungs-Propaganda das Wort ergriff, um eine dänische Leichenrede zu halten, verliess der grosste Theil der Anwesenden den Kirchhof. - Gestern erschien eine Deputation deutscher Bürger von Flensburg bei dem Feldmarschalllieutenant v. Gablenz, um demselben für die Dienste zu danken, welche die österreichischen Truppen bei der Befreiung vom dänischen Joche geleistet. Hr. v. Gablenz sprach die Hoffnung aus, dass man auch ferner der allierten Armee vertrauensvoll entgegen komme werde.

(Regensburger Morgenblatt 19. februar 1864).

Den 19. februar 1864 ophævedes forbuddet af 6. maj 1854 mod at privatpersoner anvendte faner og flag, undtagen dannebrog, ligeledes forbuddet af 9. februar 1851 mod at bære slesvig-holstenske hæderstegn, kokarder mm.

Freiherr Ludwig von Gablenz. Født i Dresden 1814. I 1863 udnævnt til geheimeråd og feltmarskalløjtnant og øverstkommanderende i Slesvig. Død 1874. Illustration fra Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt.  No. 11, 1864.

- (B. T.) I Læk begyndte Tumulterne med, at en Læge, ledsaget af en Flok Gadedrenge, begav sig op i Kirketaarnet og hængte den slesvigholsteenske Fane ud derfra. Akten endte med Afsyngelsen af de tre første Vers af "Schleswig-Holstein meerumschlungen", ved hvilken Lejlighed Hr. Doktoren fungerede som Forsanger og var saa bevæget over det Gribende i Situationen, at Taarerne uafbrudt løb ham ned af Kinderne. Pøbelen samlede sig derefter, anført af Godsejer Funcke til Fresenhavn (der ligger i Læk Sogn), og vilde "slaae Arme og Been istykker" paa Stedets eneste Præst, Pastor Riis Lowson. Det lykkedes imidlertid denne at undslippe og i flere Timer at holde sig skjult i et en af Naboerne tilhørende Udhuus, hvorpaa han tilsidst slap ud af Byen uden at blive opdaget. Hele Natten stormede man nu hans Huus, og tidlig om Morgenen maatte hans Kone med tre smaa Børn flygte ud i Sneen uden at kunne faae Tid til at faae sig eller Børnene fuldstændig paaklædt. Den anden Præst, Pastor Jacobsen, samt Herredsfoged Willemoes og Thingskriver Holm besluttede ikkedestomindre at forsøge at blive. Den følgende Dag var det "dansk Søndag" og Pastor Jacobsen skulde prædike. Før Gudstjenesten havde han to Ligbegjængelser at forrette, og han skulde egenlig have udført Jordpåkastelsen paa Dansk, men gjorde det imidlertid paa Tydsk af Hensyn til den ophidsede Stemning. Størstedelen af Ligfølget begav sig nu over i Kroen for at svire, og da der i Kirken kun var en Kone og tre Drenge, besluttede Præsten ingen Gudstjeneste at holde for ikke at udsætte sig for, at allerede halvt berusede Mennester skulde komme over fra Kroen og gjøre Skandaler i Kirken. Noget længere hen paa Formiddagen samlede Menneskemassen sig imidlertid igjen, anført af Hr. Funcke, og forlangte, at Embedsmændene skulde reise. Da Skaren kom til Pastor Jacobsens Huus og forlangte, at han skulde lukke op, da de vilde tale med ham, gik han ned til dem og gjorde opmærksom paa, at hans Huus ikke var stort nok til at rumme saa Mange. "Det behøves heller ikke", svarede Funcke, der imidlertid med 3 Bønder var kommen ind i Forstuen, "Wir sind genug". Pastor Jacobsen bød dem nu med op og spurgte, hvad Herrerne ønskede, samt "om de ikke vilde ryge en Cigar". De 3 Bønder, der i det Hele faae noget flaue ud over Stillingen, tog imod Cigaren; Funcke derimod, der var heelt behængt med slesvigholsteenske Sløjfer, lagde Haanden paa Hjertet og forlangte i en pathetist Tone, at Jacobsen skulde "reise imod Nord". Efter en længere Underhandling fik denne imidlertid 12 Timers Frist og reiste derfor først næste Morgen ganske tidlig i Forening med Herredsfogden og Thingskriveren, der havde faaet samme Paalæg. Om Natten havde der imidlertid været 2 Bønder hos Præsten og bedet ham fra endeel Bønder, der havde holdt Forsamling i Kroen, om at blive. Han var villig dertil, naar de vilde oprette en Sikkerhedsvagt til Beskyttelse for hans Person. Det turde de imidlertid ikke "for de Andre."

I Tønder spillede ogsaa en af Lægerne en Hovedrolle ved Optøierne. Hans Kone stod i sin Gadedør og morede sig med at hidse en stor Hund paa de forbigaaende Danske. En Deel Udsendinge fra Hamborg stod paa Gadehjørnerne og udtalte følgende Parole til de Forbigaaende: "Erbebung für den Herzog". Da de imidlertid ikke kjendte noget tit Personer eller Forhold i Byen, tog de ofte feil og gav Parolen ogsaa til forbigaaende danske Embedsmænd, Amtmanden i Tønder, Grev Brockenhus-Schack skal være vendt tilbage til Byen, efterat denne er bleven besat af Fjenden. - I Læk har man til Herredsfoged istedetfor den bortjagede Willemoes valgt en i Byen boende Advokat Hr. Stoltz.

(Dagbladet (København 19. februar 1864) 

Andreas Christian Riis-Lowson (1827-1896) meldte sig som frivillig i Treårskrigen, men blev i stedet syg af tyfus. Kapellan i Emmerlev (Tønder) januar 1857, 2. kompastor i Læk (Leck) maj 1858. Rigsdagsmand pastor J. C . Zahle sagde at ministeriet Zahle sendte de mest stivnakkede embedsmænd til de nationalt blandede distrikter, og Riis-Lowson levede op til det. Han agiterede ivrigt for danskheden og var derfor ikke vellidt blandt de tysksindede. Han blev officielt entlediget 28. oktober 1864. En kort periode (1865-66) var han i politik (Højre). Han stiftede herefter Brørup Højskole 1869 (nedlagt 1874) som modvægt mod Ludvig Schrøders Askovskole. Fra 1872 til sin død 1896 var han tilknyttet Thisted Amt. Pastor Riis Lowson skulle senere blive omtalt i de såkaldte sortbøger over danskernes misgerninger i Slesvig. De kan findes på internettet på tysk. Jeg har valgt at bruge ham som eksempel på en "case" fra dette værk:

--- Riis-Lowson gjorde sig meget hurtigt mere upopulær end sin værdige forgænger gennem sin virksomhed for danskheden. Især reducerede han undervisningen i tysk til fire timer om ugen i Læk, selvom ligestillingen mellem det tyske og det danske sprog blev anerkendt af den danske regering selv; desuden blev der givet ordre til læreren om kun at tale dansk til børnene, selv i de fire timers tyskundervisning.

Pastor Riis-Lowson nød ikke mere personlig integritet end sin forgænger. I det mindste uforenelig med åndelig værdighed forekommer det os at drive en rentabel detailhandel med tran som han forstod at levere til de små mennesker i sit samfund billigere end for andre der havde ret til sådanne handler. Selvfølgelig lykkedes det hurtigt for disse misundelige konkurrenter at få ham til at opgive den fordelagtige sideforretning igen. Riis-Lowson blev ikke mindre berygtet for sin påtrængende adfærd over for en dame fra Løgum på en tur i en postvogn fra Læk til Tønder. Ved denne Lejlighed havde han udgivet sig for at være en landmand ved navn Freitag fra Læk, hvilket navn den værdige præst senere almindeligvis blev anvendt i folkesproget --; han havde sagt, at han havde villet lede efter en brud i Tønder, dog uden held, havde gemt sin vielsesring og bedt fruen om at tage til Læk med ham. Siden sagen blev kendt gennem fruens historier, fulgte en indkaldelse til kirkens besøgskontor, og nu forsøgte præsten at sætte en stopper for den irriterende sladder ved at anlægge nævningeting mod fruen, og samtidig retfærdiggøre sig over for kirkevisitationskontoret, men han var utilfreds med at hans klage blev afvist i anden instans af den højere appelret. Ud fra sagsakterne som findes i herredsfogedet ved Læk, kan det bevises, om ikke direkte skyld, i hvert fald en for en præst gennemgribende upassende adfærd som ligger til grund for denne afgørelse fra Højesteret. *)

Ligesom Clemmensen forstod Riis-Lowson også at udnytte menigheden i egen interesse, han gennemtvang en ordre fra kirkens visitatorium (bestående af fogeden grev Reventlow, senere kurator for Kiel Universitet og provst Tiedemann), at Clemmensen allerede havde fået menighed om at bygge en bolig for forpagteren af ​​de pastoratsjorde, der som følge heraf var mere fordelagtige at forpagte.

- - -

Riis-Lowsons prædikener er ikke særlig roste, de var ofte af en sådan karakter, at tilhørerne forlod kirken. Hvis nogle sognebørn, efter hjertets behov, gik i kirke uden at tage hensyn til den upopulære præsts personlighed, vendte de skuffede hjem, utilfredse, ofte dybt såret i deres følelser. Prædikenerne juledag og nytårsdag var helt igennem politiske: R.-L. hævder, at "der er mange hedninger i Afrika og andre steder i verden, men de dårligste, værste og mest fordærvede mennesker boede i sognet Læk, fordi de nærede dårlige følelser (dvs. dårlig politik) og førte en fordærvet adfærd i almindelighed. Men himlens hævn vil ikke udeblive, menigheden vil klare sig værre end Sodoma og Gomorra engang gjorde." Ingen tilhører var i tvivl om at det egentlige formål med prædikenen var at overtale menigheden til at ændre sin politiske holdning; en del der fik det svært, såret i hjertet, forlod før præsten var færdig kirken, som de var gået ind i for at høre Guds ord, ikke politik."

Efter den pludselige vending, som fulgte efter den allierede hærs indtog i Slesvig, forlod pastor Riis-Lowson Læk i nattens mulm og mørke af frygt for at han skulle blive stillet til ansvar. Da han flygtede, tog han det danske skolebibliotek med sig; det kunne være vigtigt for ham at fjerne i det mindste dette ene tydelige bevis på hans bestræbelser på at fordanske. For nylig forsøgte denne herre som agitator i spidsen for en rå skare at forstyrre forsamlingen af ​​mænd fra Nordslesvig ved Bøghoved, men han veg tilbage for forsamlingens værdige holdning og de forholdsregler der blev truffet for at beskytte den (nr. 38 a u. annonce nr. 47).

--- Riis-Lovesen hat sich durch seine Wirksamkeit in dänischem Sinne bald genug nicht minder unbeliebt zu machen gewusst, als sein würdiger Vorgänger. So wurde namentlich durch ihn in Leck, obschon die Parität der deutschen und dänischen Sprache selbst von der dänischen Regierung anerkannt war, der Unterricht im Deutschen auf vier Stunden wöchentlich reducirt; dazu ward dem Lehrer der Befehl ertheilt, mit den Kindern nur dänisch zu reden, sogar in den vier für den Unterricht im Deutschen bestimmten Stunden.

Persönlicher Unbescholtenheit erfreute sich Pastor Riis-Lovesen so wenig wie sein Vorgänger. Zu mindesten unvereinbar mit geistlicher Würde erscheint uns der Betrieb eines gewinnreichen Detailhandels mit Leberthran, den er kleinen Leuten seiner Gemeinde billiger als andere, zu solchem Handel Berechtigte zu liefern wusste. Freilich wussten es diese neidischen Concurrenten bald dahin zu bringen, dass er das vortheilhafte Nebengeschäft wieder aufgeben musste. Nicht minder berüchtigt wurde Riis-Lovesen durch sein zudringliches Benehmen gegen eine Dame aus Lügum auf einer Fahrt im Postwagen von Leck nach Tondern. Er hatte bei dieser Gelegenheit sich für einen Landmann Namens Freitag aus Leck ausgegeben welchen Namen der würdige Pastor seitdem im Volksmunde allgemein führte --; er hatte geäussert, dass er sich, freilich ohne Erfolg, in Tondern eine Braut habe suchen wollen, hatte seinen Trauring versteckt und die Dame gebeten, als die Seinige mit nach Leck zu fahren. Da durch die Erzählungen der Dame die Sache ruchbar wurde, erfolgte eine Denunciation beim Kirchenvisitatorium und nun versuchte der Pastor durch eine Injurienklage gegen die Dame, dem ärgerlichen Gerede ein Ende zu machen, und zugleich dem Kirchenvisitatorium gegenüber sich zu rechtfertigen, ward jedoch mit seiner Klage in zweiter Instanz vom Oberappellationsgericht abgewiesen. Aus den Acten, welche in der Hardesvogtei zu Leck zu finden sind, wird sich, wenn auch gerade keine directe Schuld, so doch ein für einen Geistlichen durchaus unziemliches Betragen nachweisen lassen, worauf dieser Bescheid des Oberappellationsgerichts sich begründet. *)

Wie Clemmensen hat auch Riis-Lovesen die Gemeinde in seinem Interesse auszubeuten gewusst, er erzwang, indem er einen bereits von Clemmensen erwirkten Befehl des Kirchen visitatoriums (bestehend aus dem Amtmann Grafen Reventlow, nachmaligem Curator der Universität Kiel und Probst Tiedemann) geltend machte, von der Gemeinde den Bau einer Wohnung für den Pächter der Pastoratsländereien, welche in Folge davon vortheilhafter zu verpachten waren.

--

Die Predigten Riis-Lovesen's werden nicht sonderlich gerühmt, sie waren nicht selten der Art, dass die Zuhörer die Kirche verliessen. Wenn auch bisweilen Gemeindemitglieder, dem Bedürfniss des Herzens folgend, von der Persönlichkeit des unbeliebten Geistlichen absehend zur Kirche gingen: sie kehrten getäuscht, unbefriedigt, oft tief in ihrem Gefühle verletzt, nach Hause zurück. Die Predigten am Weihnachtstage und Neujahrstage waren durchaus politisch: unter Drohen und Poltern hat R.-L. behauptet, „es gebe viele Heiden in Africa und auch sonst in der Welt, aber die schlechtesten, schlimmsten und verdorbensten Menschen wohnten im Kirchspiel Leck, weil sie überhaupt schlechte Gesinnungen (d. h. schlechte politische) hegten und einen verderbten Wandel führten. Aber die Rache des Himmels werde nicht ausbleiben, es werde der Gemeinde schlimmer ergehen, als einst Sodom und Gomorrha." Kein Hörer zweifelte, dass der eigentliche Zweck der Predigt der war, die Gemeinde zu einer politischen Meinungsänderung zu bewegen; nicht wenige haben, schwer im Herzen beleidigt, bevor der Pastor zu Ende war, die Kirche, welche sie betreten hatten, um das Wort Gottes, nicht um Politik zu hören," verlassen.

Nach dem plötzlichen Umschwung, welcher dem Einrücken der alliirten Armee in Schleswig folgte, verliess der Pastor Riis-Lovesen Leck bei Nacht und Nebel, er mochte befürchten, dass man ihn zur Verantwortung ziehen werde. Bei seiner Flucht nahm er die dänische Schulbibliothek mit sich, es mochte ihm darauf ankommen, wenigstens diesen einen deutlichen Beweis seiner Danisirungsbestrebungen zu beseitigen. In neuester Zeit hat dieser Ehrenmann als Agitator an der Spitze eines rohen Haufens die Versammlung nordschleswigscher Männer zu Böghoved zu stören versucht, doch ist er vor der würdigen Haltung der Versammlung und vor den zu ihrem Schutz getroffenen Vorkehrungen scheu zurückgewichen (No. 38 a u. ad No. 47).

(Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig ..., Bind 1, s. 7-11)

I 1946 kom der igen en dansk skole, Læk Danske Skole (med omkring 275 elever) ud af en befolkning på ca. 7.700 personer. Undervisning startede allerede i 1923 i en tilbygning til en hedegård.