Viser opslag med etiketten Vognmagergade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vognmagergade. Vis alle opslag

30 april 2017

Hvo boer i Slippen Nr. 155, 1ste Sal?

På ovennævnte sted findes i vinduet opstillet 2 dameportrætter hvortil originalerne skulle bo indenfor. Er dette sådan, da er det hos os den første udstilling af denne art. Om disse damer skulle være portrætmalerinder og ville således give en prøve på deres kunstfærdighed, vides ikke. Men man ved at det på flere steder i udlandet skal være skik at skøger således udstiller deres portrætter for at drage kunder til sig. Da der nu ved vores fortrinlige politi er truffet den ikke nok så påskønnede, men meget rosværdige foranstaltning at disse væsner ikke længere tør offentligt udstille deres halvnøgne yndigheder i vinduer og døre, så kunne man let falde på at tro at de her omtale kvinder var af dette slags og på denne måde ville omgå loven. Dette vil man dog håbe ikke lader sig gøre på denne måde som vel snart ville blive almindelig. Især på dette sted ville det være en dobbelt skandale, da der i samme hus er en skole, og lige overfor flere offentlige skoler, hvoriblandt en pigeskole hvor mange skikkelige folks børn og deriblandt indsenderens, dagligt skal hente deres undervisning i dyd og gudsfrygt der skal være deres bedste støtte gennem hele livet. Man forventer altså at en nøjagtig undersøgelse vil finde sted og at før nævnte damer fjernes fra et sted hvor de må give en sørgelig forargelse hvis de driver den smudsige profession som her er antydet.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 804-805)  

Redacteurens Anmærkning

Slippen 155 lå i det berygtede kvarter ved Lille Brøndstræde. I 1873 hed adressen Landemærket 30/Lille Brøndstræde 14. Siden 1913 indlemmet i matrikel 267, og 1928 til matrikel 268 (Møntergården) som er opført 1915-16.

09 februar 2017

Varsko.

På hjørnet af Vognmagergade og Slippen i nr. 76 er en hvid puddelhund, som farer på folk, der vil gå op eller ned af trappen. Endog om dagen er den så glubsk, at man må afvente beboernes hjælp, og værre må det være i mørke. Ejeren anmodes derfor om at holde den inde eller forsyne den med en mundkurv.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 253)

03 januar 2017

En besværlig Kjelderbeboer i Vognmagergade.

Den uberettigede værtshusholder der bebor kælderen nr. 88 i Vognmagergade, driver den uskik dagligt at spærre såvel gaden som fortovet med opstabling af save, savbukke og bærebøre hvorved de passerende nødes til at gå midt ud på gaden når de ikke vil udsættes sig for at få deres klæder sønderrevne på hans save. Ikke alene lader han sig nøje med denne overtrædelse af anordningerne. Men for endog at drive sin egenmægtighed til det yderste, posterer han desuden i almindelighed hver morgen en savbuk på fortovet, fastsætter sine save på denne buk og giver sig derefter ifærd med at file den, idet han stiller med med den ene fod på gaden og med den anden på fortovet. Denne af nævnte eks-værtshusholder tiltagne selvrådighed er især til stor ulempe på ovennævnte tid da bøndervogne med tørv, mælk, fløde, kartofler, pindebrænde og andre sager samt bager-, brygger- og andre vogne i størst mængde befærder denne desuden snævre gade. Ja den forårsagede i sidste sommer den ulykke at en vogn læsset med græs hvorpå var 3 personer og et barn, væltede idet hjulene på vognen kom i berøring med de på savblokkene hængende save. Da de personer som sad på vognen, netop holdt deres ben ud over vognfjelden til den side til hvilken vognen væltede, slap de til al lykke derfra med hele lemmer, hvilket vist ikke var blevet tilfældet hvis vognen var kommet fra den modsatte ende af gaden. Om det på vognen siddende barn tog nogen skade, vides ikke. Så meget er vist at det græd bitterligt. Man har det håb at såvel vort årvågne politi som vedkommende korporations formænd ville behage at se lidt ind til denne selvrådige personage der nu over et halvt år på anførte måder har overtrådt de givne anordninger.

(Politivennen nr. 1048, Løverdagen, den 30te Januar 1836. Side 74-75)

13 oktober 2016

Varsko.

Enhver som har rene klæder kær, advares for at passere hjørnet af Vognmagergade og Pilestræde hvor adskillige drenge finder glæde i at overstænke såvel forbigående som forbikørende med rendestensskarn som de med særdeles færdighed og øvelse kaster så højt at selv de forbikørendes hatte bliver besudlede deraf. Anmelderen hvis klæder og nybetrukne offenbachervogn på denne måde bleev ødelagt for nogle aftner siden, anser det som pligt mod sine medborgere at fremføre denne advarsel.

(Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 389-390) 

23 februar 2016

Svar paa Anken over Nagelsmeden i Vognmagergaden.

Så vist som det er at Politivennen indeholder flere vigtige vink om eksisterende uordener der også af vedkommende autoriteter velvilligt bliver afhjulpet, så vidt er det også at deri undertiden fremstår misfostre avlede i et hjerneløst hoved. Blandt sådanne misfostre regner man med grund det i sidste politiven indførte stykke "slem morgenstøi i Vognmagergade", der blot går ud på at dadle en håndværksmands flid og stræbsomhed. At flid og stræbsomhed er en nødvendighed i nuværende trykkende tuder, og under alle omstændigheder mere dyd end last, kan vel alle, forfatteren af det stykke alene undtaget, indse. Lige så lidt kan han begribe at professionisten der i dag eller i morgen får et stykke arbejde, hvis fuldførelse vedkommende påtrænger, iler dermed for at få sin usle fortjeneste hvormed han skal betale sine folk. Overalt kender man ingen autoritet der har ret til at sige: "I dag skal du arbejde, men i morgen ikke". Men desværre må så mange springe fra hus og hjem når de ikke kan skaffe det dem til det offentlige pålagte. Om altså en vindskibelig borger vil arbejde nat og dag hvem kan nægte ham det? Så længe som spørgsmålet opkastes i en som den danske, velindrettede stat.

Til efterretning for forfatteren af det stykke tjener derfor at den stakkels påpegede nagelsmed i Vognmagergade vedbliver og som han håber, uforstyrret at drive sin lovlige profession såvel nat som dag, ubekymret om den røg der fremkommer og alene forbliver i hans værksted, er mere eller mindre velkommen for den unævnte forfatter, end den røg som han fortæller kom fra brændevinsstedet, og som man må tro var ham meget velkommen, og muligvis erindrede ham om dagens og aftenens glæder.

(Politivennen nr. 505. Løverdagen den 3die September 1825, s. 9979-9981)

Redacteurens Anmærkning.

Den oprindelige artikels forfatter skrev et længere svar i Politivennen nr. 507, 17. september 1825, s. 10011-10014. Dette svar må man læse andetsteds. 

21 februar 2016

Slem Morgenstøi i Vognmagergade.

Gennem Deres især for København så almennyttige blad advarer man næppe mod en eller anden uorden før vedkommende autoritet er ligeså redebon som velvillig til øjeblikkelig at afhjælpe den påankede fejl.

Med hensyn til det vover jeg med disse linjer offentligt at gentage hvad så mange beboere i Vognmagergade i lang tid stiltiende har ytret at der må blive sat en grænse for en i samme gade boende naglesmedemester der allerede kl. halv tre om morgenen, undertiden før, foruroliger sine naboer ved sin støjende profession, således at han i det mindste først begyndte med sit arbejde på den tid der er særegen for enhver profession, nemlig klokken 5, da aldrende og dertil tillige svage mennesker for hans skyld ikke formår at lukke et øje i den tidlige morgenstund.


"Mange beboere i Vognmagergade har i lang tid stiltiende ytret at der må blive sat en grænse for en i samme gade boende naglesmedemester". (Foto af Vognmagergade ca. 80 år senere, i 1905. Kreditering: Københavns Museum.)

Hvor meget må ikke beboerne i nærheden beklage sig over at stedet ikke vedblev med at være hvad det var før, nemlig brændevinssted, i stedet for hvad det nu er indrettet til. For godt nok led man undertiden af den nedslående røg, men den var dog langtfra ikke så ubehagelige og gennemtrængende for næsen som den røg der dagligt nu finder sted.


(Politivennen nr. 502. Løverdagen den 13de August 1825, s. 9927-9929)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen får svar på tiltale i Politivennen nr. 505, 3. september 1825, s. 9979-9981.

26 januar 2016

Uordener

5) På hjørnet af Vognmagergade og Møntergade, første sal, sidste fag om til Vognmagergade, blev forbigående personer mandag den 2. om aftenen kl. 11 hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer. Da de pågældende udtrykte misfornøjelse over det, blev de gengældt med skældsord. Man håber at sådant for eftertiden ikke mere vil finde sted, men at gående får lov til at vandre i fred.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9252)

"Forbigående personer blev hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer." (Det ene af de fire hjørnehuse Gammel Mønt/Vognmagergade- Møntergade. De tre andre er alle nyere bygninger. Huset er opført 1734 og et af de få ildebrandshuse der ikke er blevet forhøjet med nogle etager. Det er fredet. Eget foto, 2015)

21 december 2015

Ultimatum til Eieren af Dueslaget i No. 79 i Vognmagergaden.

Indsenderen af den fremførte anke over en slem duejagt i Vognmagergade nr. 79 der findes indført i nr. 398 af Politivennen for dette år, nødsages til endnu engang så nødig han end vil, at gentage hvad han i for berørte stykke har klaget over at det i enhver henseende medfører sandhed at naboerne ikke alene foruroliges ved denne duejagt, men at han også med troværdige vidner kan bevise at kalkstumper har ramt såvel hans, som flere af husbeboernes vinduer.

Avind eller ondskab som nævnte dueslags ejer tillader sig at sige, er ikke årsag i at man lod denne begrundede anke indføre i Politivennen som et blad der er almindelig kendt for at de uordner der i samme påklages, sikkert straks eller om en føje tid bliver hævede Man grunden hertil er ene og alene at man ønsker ens vinduer måtte forskånes (uagtet der siden den 16. august da denne uorden påtaltes, er blevet nedkastet sten og kalkstumper i anmelderens gård, hvilket med vidner kan bevises) da man ikke ved til hvem man skal henvende sig for at få erstatning for den skade sådant kan afstedkomme.

Med hensyn til hvor mange eller få drenge, eller unge mennesker der har benyttet slaget, da har indsenderen aldrig bekymret sig om at tælle dem, hvilket tillige er udenfor anken. Men at dueslagsejeren ikke nægter, men meget mere tilstår at hans duer sætter sig på andres skorstene, ses af hans anførte, uagtet han dog ikke lader til at ville høre sandheden når man før har sagt at for at duerne skal flyve i luften og tilfange sig andres duer, bliver de bortskræmte af skorstenene ved at kaste kalkstumper, sten etc. efter dem, hvorved vinduerne let ituslås og naboernes ro forstyrres.

I overensstemmelse med sandheden må jeg i øvrigt bevidne at dueslagsejerens pen er aldeles uindviet til at frembringe noget klogt.

(Politivennen nr. 400. Løverdagen den 30te August 1823, s. 6478-6480)

20 december 2015

Svar fra Dueslaget.

Da en anonym i nr. 398 af Politivennen fører anke over dueslaget i Vognmagergade nr. 79, så kan jeg som ejer ikke anse det for andet end avind og ondskab eftersom det deri anførte, at der hele tiden forsamles drenge etc. er usandhed. Da mit slag hele sommeren kun har været udlejet 1 måned til 2 studerene om hvilke anmelderen hos mig kan få fornøden oplysninger, og da bedømme om han kan få dem til at passere for drenge eller ikke, og den øvrige tid til dato er benyttet af mig selv, hvortil jeg vist nok ikke behøver anmelderens tilladels, så kan han hvis han vil ulejlige sig til mig, blive overbevist om at unge mennesker der før har benyttet slaget, har lejet det med deres forældres tilladelse. I øvrigt kan jeg ikke se at nogen kan forstyrres i sin ro om en due sætter sig på hans skorsten eller tag.

H. Berg

(Politivennen nr. 399. Løverdagen den 23de August 1823, s. 6469-6470)

Slem Duejagt i Vognmagergaden.

I huset nr. 79 i Vognmagergade er et dueslag. På dette slag forsamler sig hele tiden nogle drenge for at jagte duerne. Så uskyldig og morende denne fornøjelse i sig selv kan være, er den dog meget ubehagelig for dem der har det uheld at bo i nærheden af et sådant slag. For dels forfølges høgen når han indfinder sig for at få en steg, med en for uvedkommende utålelig hujen, klappen og piben, dels rammer også de kalkstumper eller sten hvormed de kaster efter duerne, når de sætter sig på en anden skorsten end de plejer, naboers og genboers vinduer så man aldeles ingen ro kan nyde i sine værelser til gården undtagen om aftenen efter at det er blevet mørkt.

Desuden som man erfarer, skal husværten have udlejet dette skag til nævnte drenge, og det kunne gerne være muligt om man undersøgte disse drenges forhold og på hvad måde de kommer til at få den leje de skal svare for afbenyttelsen af slaget at de måske ved underfundighed søger at erhverve så meget som der skal betales i leje uden at disse drenges forældre eller foresatte på mindste måde ved af hvad de i deres fritimer foretager sig.

Indsenderen gør ikke alene vedkommende opmærksom herpå, men da man ikke kan vente de omtalte uordener afhjulpet ved at indlade sig med de omtalte drenge, da dette flere gange uden nytte er sket, så bedes husets ejer at pålægge disse ikke at forurolige naboer og genboer ved deres støjen, skrigeri, stenkast osv.

(Politivennen nr. 398. Løverdagen den 16de August 1823, s. 6454-6455)

Redacteurens Anmærkning.

Vognmagergade 79 blev 1859 til nr. 30. Herefter blev den i 1911 i forbindelse med nedrivninger dels gade, dels til det nuværende Gutenberghus.

Dueslagets ejer svarede i Politivennen nr. 399. 23.august 1823, s. 6469-6470.

18 december 2015

Besværligt Drengecommers.

I den senere tid er udenfor huset nr. 81 i Vognmagergade hvor kollektøren bor i stueetagen, blevet et samlingsplads for 6 til 7 temmelig voksne håndværkerdrenge der meget højt efter kl. 9 hver søndag aften, diskuterer og meget ofte spærre passagen såvel på fortovet som til nævnte hus når en eller anden skal op til sammes beboere.

Man håber vedkommende mestre der alle bor i nærheden, ikke vil lade denne påmindelse være frugtesløs så at man herefter forskånes for den ubehagelighed sådanne personers højtklingende - meget ofte - bekvemme talemåder fører med sig.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6379).

30 november 2015

Bemærkninger ved Ildebranden i Vognmagergade.

Under denne ildebrand bemærkede man i Møntergade vandmangel på følgende steder:

Husene nr. 141, 142, 143, 144 og gården nr. 55. Pumperedskaberne i i nr. 56 var i overordentlig dårlig stand. Nr. 57 havde godt nok vand, men ejeren viste sig meget brutal mod dem som ville have noget af hans post og først langt om længe tillod han naboer og genboer at fylde deres brandkar.

Kl. 12 just da ilden var heftigst, slukkede vægteren i Kronprinsessegade sine lygter. Man ved nok at dette sker sædvanligt på denne tid og formodentlig efter orde. Men man tror de burde have brændt såvel her som i de andre gader der er i nærheden af brandstedet, indtil ilden var slukket. Husejerne er jo pålagt at udbringe deres brandlygter for at øge oplysningen, men vel ikke for at afløse stadens lygter.

(Politivennen nr. 364. Løverdagen den 21de December 1822, s. 5898).

04 oktober 2015

Uordener.

1) I Vognmagergade nr. 60 er et ringetøj i den største uorden da der hverken findes klokke eller streng, men blot til skilt udenfor gadedøren en lille ubrugelig ringestang som et menneske af middelmådig vækst næppe ved dagen og endnu mindre om aftenen kan nå. Ejeren må formodentlig bo på et andet sted og være uvidende herom, for ellers måtte man formode at det havde været istandsat for år og dag siden. Han høres derfor herved opmærksom derpå, samt at det omtalte ringetøj er det samme som intet ringetøj, og at sådan mangel er stridende imod politianordningen.

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4358-4359).

13 august 2015

Bøn om Roe i Vognmagergaden.

I den senere tid er et sammenrend af drengeleg blevet iværksat i Vognmagergade, og da denne uorden som for det meste begynder fra klokken 6 om aftenen, medfører en ubehagelig støj, ikke alene for de i nærheden boende familier, men også for adskillige i samme gade logerende studerende der gerne ønsker på denne tid at have deres tanker samlede ved hjemstanden, efter at deres dags forretninger er tilendebragt, men ofte bliver afbrudt i deres læsning af disse kåde drenges skingrende råb, så anmodes vedkommende forældre og mestre i det mindste at holde deres børn og læredrenge hjemme indtil mørkningen for at man dog måtte få den ro man ellers i enhver velordnet stad kan gøre påstand på. I modsat fald vil anmelderen heraf hvis denne påmindelse bliver frugtesløs, gøre hr. politidirektøren opmærksom på det, og da vil vist denne uorden snart blive forebygget.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2858-2859)

09 juli 2014

Angaaende Vægteren i Vognmagergaden; item et Forslag.

Kunne De ikke formå hos vægteren i Vognmagergade at han såvel for at tjene mig som også for at gøre sig hele gadens beboere taknemmelig, ville istemme sine klokkeslæt en hel oktav højere. Det er med megen møje at jeg kan høre ham når jeg står ved vinduerne, og jeg bor dog i stuen. Og slut så til de stakkels mennesker som bor oven over mig eller i de huse hvor hans råb ikke falder lige udenfor.

Men om morgenen præcis kl. 5,  ja da falder det ene tordenskrald efter det andet på døre og vinduesskodder - jeg kan meget magelig høre ham 15 til 16 gange at banke op Skulle det ikke være gørligt at de som vækkes på denne tid af morgene kunne have et remedium fx en lille klokke i værelset, som vægteren kunne ringe på? De gjorde da ikke andre uro?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 742-743)

07 juli 2014

Beviser for at Politibetjenterne ere for faa.

Jeg har altid troet at København ikke havde det tilstrækkelige antal af politibetjente eller patruljerende ordenskarle. Adskillige tilfælde som jeg i disse dage har bemærket, har endnu yderligere bestyrket mig i denne tanke.

Forrige søndag otte dage siden, den 3. februar, henimod 2 kom jeg gennem store Fiolstræde hvor jeg mødte en sort som i gamle forrevne hestedækkener slæbte sig med nogen møje hen ad fortovene. Jeg standsede og med rørt hjerte vendte jeg mig om efter denne stakkels ulykkelige som langt fra ven og fædreland sukkende må døje en lige hård skæbne med sine brødre blandt de hvide kristne. Oh Claudius! Du har ret når du lader den sorte sige:
Weit von meinem Vaterlande. Muss ich hier verschmachten und vergehn, Ohne Trost, in Muh und Schande; Oh, die weissen Männer! Klug und schön! Und ich hab den Männern ohn Erbarmen Nichts gethan. Du im Himmel! hilf mir armen Schwarzen Mann!
Jeg så ham frygtsom og angst liste sig ind i en port, og med meget møje at støtte sit hovede mod muren. Jeg gik hen til ham også så medlidende til ham som jeg kunne, og da hans frygt og bedrøvelse noget havde lagt sig, kunne jeg af hans gebærder tilslutte mig at han måtte være blevet stødt over ende. Det blev klarere for mig ved at opdage spor af snebolde på hans ryg. Med de stive forfrosne hænder holdt han på hovedet mens bitre tårer under vedholdende suk, flød ned over hans udhungrede kinder. Jeg gav ham hvad jeg kunne, men hvor lidt til trøst i hans ynkværdige skæbne.

Et par timer derefter faldt min vej gennem Vognmagergade og ud af nr. 14 fra kælderen blev en sort kastet ud og i faldet sparket i ansigtet. Han blev revet tilbage i en hast og stuedøren slået i. Der blev et kvindemenneske tilbage i kælderhalsen der efter forespørgsel hvad ondt han havde gjort, men en skadefro mine sagde hun vidste det ikke, men han logerede der. 

Torsdagen efter den 7. gik jeg om morgenen k. 9 ned over Amagertorv og på snebjergene så jeg to vognmændskarle i hårene på hinanden. De ene kom meget til kort, for han var bestandig neden under, og da jeg fik hans ansigt at se, var det i det blodigste kød. Men nød og næppe fik han så megen tid at han kom over ende, men straks var den anden klar og skød ham tilbage så han faldt med hovedet ind under fødderne af hestene. Længere turde jeg ikke være blot tilskuer, ved denne spektakulære handling, og da jeg til lykke havde en god tjørn i hånden, så gav jeg voldsmanden en 3 til 4 gode rap så han måtte slippe. - Jeg sætter om hestene var blevet forskrækket eller en af dem havde gjort et sidetrin og forknust hovedet på den forslåede.

Kan disse tre eksempler ikke vidne med min tanke:at her i byen er mangel på politibetjente?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 701-704)


Redacteurens Anmærkning

Den tyske tekst stammer fra en vise af Matthias Claudius (1740 - 1815). Han havde selveste kronprinsens bevågenhed, idet denne i 1785 havde tildelt ham et legat for sine litterære kvaliteter. Det kan ikke udelukkes at skribenten netop ved at citere Claudius har villet vække kronprinsens opmærksom. I hvert fald læste den senere Frederik 6. Politivennen.

Med mit ubehjælpelige tysk lyde digtet oversagt til dansk vel nogenlunde sådan her:
Langt fra mit fædreland. Må jeg her forsmægte og forgå. Uden trøst, i møje og skam. Oh, I hvide mænd. Kloge og skønne! Og jeg har ikke gjort mændene uden barmhjertighed noget. Du i himlen! Hjælp mig arme sorte mand.
Danmark var på daværende tidspunkt en nation der handlede med slavegjorte. Mennesker fra kolonierne blev importeret som andre varer, res in comercio. Frie afrikanere og afrocaribere opholdt sig i Danmark, og synet af mennesker med mørk hudfarve var ikke ualmindeligt. De kom til Danmark som tjenestefolk som frie eller slavegjorte fra Dansk Vestindien hvor de blev afsat som statussymboler til hoffet, det fine borgerskab, ja selv til Sverige. En af de største "leverandører" var skatmester grev Heinrich Schimmelmann.

Artiklen er en af de meget få artikler i Politivennen som nævner deres skæbne i Danmark. Jeg har derfor lavet en særlig side med udvalgte artikler fra samtidens blade og aviser.