2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.
Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:
Den dovne Dreng.
August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.
(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).
Tilskadekommen kreaturfører.
Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).
Prygl.
Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.
Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen"
Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden
Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:
"Jeg sidder bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."
- - -
Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør
- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,
Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.
Den dovne Dreng.
Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".
- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,
- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.
- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.
- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse
Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig.
Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.
Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.
- - -
Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.
Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.
(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).
En opvarter fra "Guldgruben"
- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.
(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar