Stændervalget i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 3die Præstekreds, i Tønder, er der, efter K. E., "kun" strøget 2 Præster, nemlig de to konstituerede Præster paa Sylt, Møller og Frenssen, af hvilke nu Møller af Regjeringen er bleven udnævnt til virkelig Præst; kan han saa være "berygtet"? eller kan Nogen endog fungere som Præst, der af andre Embedsmænd erklæres for ikke at være uberygtet og af denne Grund at skulle miste sine statsborgerlige Rettigheder? Eller kunne andre Embedsmænd berøve den, som beklæder Statens Embede, Statsborgerret? Maa ikke Embedets Udøvelse og Værdighed beskytte mod en slig Spoliation? I samme Kreds notedes Præsterne endda ikke med at see 2 Colleger strøgne, men af flere af dem forlangtes ogsaa Strygning af 14 "Brødre i Kirkens Tjeneste". I denne Præstekrig sejrede de tog ikke dengang, thi i Valgbestyrelsen var der lige mange, 3, for og imod og Bestyrelsens Formand gav da Udslaget for, at de 11 ikke ogsaa skulde ud af Kredsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. november 1860).

I 17de slesvigske Landvalgkreds (Tøstrup, Gelting, Quern, Steinberg, Sterup, Esgrus, Sørup) skulle, efter I. Av., - ca. 1000 valgberettigede Grundejere være strøgne af Valglisterne! Flensb. Av. slutter, meget oprigtigt, at hvis man ikke har taget det anførte Tal for fuldt, og den anfører ingen egentlige Data herimod, saa er der ikke mange Vælgere tilbage. - Saa meget er da vist, at i samme Valgkreds havde man forrige Gang strøget saa kraftigt, at en heel Landsby gik ud af Valgtexten.

I Flensborg er indgivet en Protest imod Stændervalget. Beretninger derfra i Alt. M. og Itzeh. Av. klage over, hvad Byens eneste Avis betegner som Fabel, at det ministerielle Partie ved sin Agitation ikke blot skulde have skræmmet afhængige Smaaborgere, men at Politiemesteren, som ikke hører til Valgbestyrelsen, havde i Uniform været tilstede hele Dagen og gjort Notitser ved Stemmegivningen og ladet uddele Valgsedler ved Politiebetjentene.

Ved et Valggilde, efter at Pastor Christiansen af Middelby var valgt til Stænderdeputeret i Flensborg for tredie geistlige Valgkreds, holdt Pastor Koch af Burkal, som ikke havde faaet fleer end 2 Stemmer, uagtet Bladene havde designeret ham til Deputeret, en Tale til den Valgte, som fortjener at betragtes lidt nøiere. Christiansen sagde nemlig i sin Tak til Valgdirecteuren for det udbragte Velgaaende, at "han ønskede, at Forhandlingerne i næste Forsamling maatte blive førte saaledes, at hver dansk Mand, som elskede Konge og Fædreland, maatte kunne følge dem med Glæde, og at han for sin Person efter bedste Evne vilde medvirke hertil." Dette greb nu Koch og yttrede, at det var værd at slaae fast. Vi forstaae desværre nok hvorfor, Christiansen meente sikkert Ordet "dansk" i undersaatlig, i politisk Betydning, uden alt Nationalitetshensyn, hvilket fremgaaer af hans tidligere sindige og upartiske Stænderfærd; men Koch vil slaae det fast som Partieord. Og til yderligere Tydelighed sammenligner han nu - ad en Omvei - Pastor Christiansen i sin tidligere Upartiskhed med "Buridans Æsel, der stod midt imellem to Knipper Hø". Ved Knipperne tænker Koch saaledes paa det danske og det tydske Bundt af Partiemænd. De burde dog begge, især da det danske, altid have for Øie, al der gives en høiere dansk Eenhed, det hele Danmarks, Statens, som de begge gaae ind under, og som de med Tak, ikke med Spottegloser, skulde hilse Anerkjendelsen af, især naar den skeer med den Ærlighed og den Sagtmodighed, som sikkerlig har ligget i den saa samvittighedsfulde Pastor Christiansens Ænske. Vi ville søge et heldigt Forvarsel deri, at denne Deputerede er fra - Middelby! (Indsendt til Staten).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. december 1860)

I Byen Slesvig har Stændervalget, trods Strygningen af den hidtilv. Deputerede Marqvardsen eller paa Grund af Strygningerne (efter K. C. vare 300 strøgne), især været stærkt imod den slesvigske Styrelse. Imedens Petersen og Tüxen valgtes med resp. 232 og 200 St.: naaede, med de fleste Stemmer derefter. Modpartiets Candidater, Skorsteensfeierm. Peschke og Muurm. G. Jessen, kun resp. 37 og 22 Stemmer. Flensb. Av. betragter endog Valget for saa vidt som et foreløbigt Dækningsvalg, idet man venter, at Suppleanten paa Grund af sin høie Alder vil gaae af. Der vil da hengaae 8 Uger til at foretage et nyt Suppleantvalg, under hvilken Frist man da haaber den udelukkede forrige Repræsentant Marqvardsen atter optagen paa Valglisten. Naar han da er valgt, vilde den nyvalgte Deputerede træde tilbage og Marqvardsen træde i hans Sted. Petersen er født i Angeln og en Ven af en af Oppositionens Førere, Rigsraadsmedlem Hansen-Grumby. Amtmanden, Kherre. Holstein, forbød ved Valghandlingens Slutning at udbringe et Hurra for de Valgte! - Den 9de Valgkreds, hvor, som igaar berettet, ogsaa Oppositionens Medlemmer gjenvalgtes og hvortil Flensborg, eft. Db., "var overfyldt af Bønder, der vare strømmede ind til Valget", tæller ogsaa endeel Sogne i Angeln, nemlig Adel by tæt ved Flensborg, Rüllskov, Hyrup, Munkbrarup, Grumtofte og Nykirke. Efter Flb. Av. "have forøvrigt ogsaa her, som i andre Kredse, Forskjellige (forgjæves) protesteret imod Udelukkelse fra Valglisten". 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1860)

Erindring om Danmark og St. Croix: Smørum Skole, 1860. (Efterskrift til Politivennen).

Smørumovre Skole (1860) blev bl.a. opført af rigdom skabt ved slavearbejde på fx St. Croix . Pengene blev doneret af godsejer Friederich Wilhelm Tutein (1791-1867), Edelgave. Wilhelm var søn af den københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens engagement som handelsfolk på St Croix rækker tilbage til slutningen af 1700-tallet. Og rigdommen skabt bl.a. ved sukkerraffinaderierne på St Croix.

Johann Friederich Tutein (1757-1853) ejede plantagen Whim på St. Croix (nu museum), samt muligvis andre plantager på øen. Selv var han formentlig aldrig på øerne. Han var en halvnevø af John (Jean Friederich) Tutein (1762-?), og søn af storkøbmanden Peter Tutein (1724-1799) og Pauline F. Rath, Vimmelskaftet. Han varetog formentlig husets interesser der. John Tutein levede i et "naturligt ægteskab" med en farvet kvinde, Maria Susannah van Berenhoudt, og de fik 6 børn sammen. Ægteskab mellem sådanne kunne ifølge loven ikke lade sig gøre. (Dansk Vestindisk Selskab, marts 1991.)

En artikel fra den 1. november 1860 i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende er et eksempel på dn fortælling man dengang havde om den uegennyttige godsejer som gennem sin gave var et lysende eksempel for landsbyens beboere. Man får indtryk af en Guds repræsentant på jorden:

Ny skolebygning.

Tirsdag den 2. oktober d. å. blev en i Smørumovre opført ny skole højtidelig indviet. Indvielsen der foretoges på en smuk og værdig måde af herredsprovsten, sognepræst Boisen til Gentofte, overværedes af stiftamtmanden, stedets sognepræst, sogneforstanderskabets medlemmer, skolebørnene og så mange af pastoratets beboere, som pladsen på nogen måde kunne tillade. Før og efter talen blev en salme afsunget, hvornæst sognepræsten kort henvendte sig til de tilstedeværende sognebeboere og gribende opfordrede dem til ikke blot at påskønne, men også efterligne det smukke eksempel på opofrelse og godgørenhed, som med hensyn til skolens opførelse var givet dem af godsejeren, idet nemlig denne ganske for egen regning har ladet samme bygge. Efter at det ved befolkningens tiltagende stærkt voksede antal skolesøgende børn havde gjort en forøgelse af lærerkræfter nødvendig, og man efter omhyggelig overvejelse var blevet enig om, at denne efter de lokale forhold rettere måtte tilvejebringes ved en hjælpelærers ansættelse end ved en deling af skoledistriktet, måtte det i denne anledning fornødne skolelokale forskaffes, og da derhos skolen, foruden at være meget indskrænket i plads, var gammel og brøstfældig, besluttede man sig i afvigte forår til at bygge en helt ny med 2 rummelige skolestuer og beboelseslejlighed for begge lærerne, samt derefter indrette den gamle skolebygning til udhus og nedbryde den hidtilværende lille og mådelige udlænge. Tegning og overslag forfattedes, og de approberedes af skoledirektionen, men nu stod de fornødne midlers tilvejebringelse tilbage; at ligne udgifterne på distriktets beboere ville være urimeligt og lod sig desuden ikke gøre, da det for mange af dem ville blive en uoverkommelig byrde; man måtte altså tage sin tilflugt til lån, men der viste sig vanskelighederne ved at få sådant; man ansøgte forskellige derom, men forgæves - da tilbød ejeren af Edelgave, H. B. Tutein, at bygge skolen for sin egen regning og skænke sognet samme. Dette ædelmodige tilbud blev naturligvis medtaget med glæde, og det var denne så betydelige og uegennyttige gave, der ovennævnte dag højtidelig indviedes og overdroges til sognet. Giveren har derved sat sig et skønt og varigt minde, og sognet har ikke alene uden mindste udgift fået en smuk og hensigtsmæssig skolebygning, men også en solidere og bedre, end det ellers ville have fået, idet giveren i det væsentlige har fulgt den approberede tegning, men dog ladet foretage adskillige store bedringer derved, hvoriblandt man kun skal fremhæve, at der er indrettet kælder, og at murene er bygget højere, hvorved skolestuernes kubikindhold er forøget, ligesom også lærernes lejlighed er gjort større, og skolen er nu en smuk og bekvem indrettet grundmuret og teglhængt bygning med en frontespice, forsynet med ur. Inventariet er ligeledes af hr. Tutein bekostet nyt anskaffet. Beboerne har som bevis på deres erkendtlighed over hovedindgangsdøren ladet anbringe en marmorsten med følgende indskrift i forgyldte bogstaver:

"1860. Denne Mindesteen satte taknemlige Beboere af Lidø og Smørum Sogne for Hr. Godseier Vilhelm Frederik Tutein. Lukas 7, 4-5: Han er vel værd, at vi gjøre ham dette, thi han elsker sit Folk og har bygget os vor Skole."

Ved at anmelde foranstående kan indsenderen ikke undlade at bringe endnu et andet træk af hr. Tuteins og frues varme og ædelmodige omsorg for skolevæsnet til offentlig kundskab, og han gør det så meget hellere. som det efter hans mening måtte anses for særdeles ønskeligt, om ret mange ville efterligne dette eksempel. Pigebørnene modtager i vore landsbyskoler, som bekendt, aldeles ingen undervisning i håndarbejde, og hvad de lærer deraf er derfor indskrænket til hvad mødrene kan bibringe dem i hjemmet; men det vi let indses, at dette, navnlig for den fattige husmands og indsidderes døtre, vil af flere grunde være højst ufuldkomment. og dog er syning af stor vigtighed for dem under deres senere liv. I erkendelse heraf har de nævnte velgørere allerede for 4 år siden oprettet en syskole på Edelgave, hvori enhver af pastoratets beboere, som måtte ønske det, kan få sine døtre 2 gange ugentlig få fri undervisning i syning. Denne sjældne uegennyttighed har også vundet levende påskønnelse, syskolen er blevet meget stærkt benyttet, selv af konfirmerede piger, og eleverne har under den omhyggelige og samvittighedsfulde lærerindes vejledning gjort meget god fremgang.

Smørumnedre Skole. I gavlen er indsat en plade hvor bønderne i sognet udtrykker deres taknemmelighed til godsejeren over hans gavmildhed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tutein havde i 1855 stemt for indskrænkninger i Grundloven som var et demokratisk tilbageskridt i forhold til Junigrundloven af 1849, og Vilhelm Tuteins syn på de sorte arbejdere på St. Croix har formentlig været repræsentativ for danskernes syn generelt. Grundlaget var lagt i 1500-tallet. Europæerne havde dengang bl.a ved den katolske kirkes aktive medvirken, givet slaveri en helt ny dimension: racisme. Farvede - fx den oprindelige befolkning i Amerika og Indien -  som sammenlignelige med børn, og sorte som sammenlignelige med dyr. Med denne ideologiske ballast kunne man nærmest betragte det som en vennetjeneste at forsøge at civilisere de vilde gennem slaveri.

Protestantismen modererede disse forestillinger i oplysningstiden, baseret på såkaldte videnskaber som fx eugenik, og baseret på kristen ideologi. I begge fandt man argumenter for at sorte var en mindreværdig race. Dette syn var almindeligt til langt op i 1900-tallet: Det kunne være blevet knæsat som lov i Danmark i 1930erne, det blev en del af Nazityskland 1933-45, det fandtes i nogle stater i USA op til 1960'erne, og i Sydafrika til 1990'erne. 

I starten af 1800-tallet var der opstået bevægelse som forsøgte at modgå dyremishandling, Politivennen indeholder mange artikler om dette emne. Og det kom også de sorte til gode: Borgerskabet begyndte at føle medynk for de mishandlede, mente at de skulle behandles ordentligt. På St. Croix blev det dog i vid udstrækning fortsat, se det tidligere udsendte materiale. 

Vilhelm Tuteins velstand kom ikke de sorte arbejdere og deres efterkommere på St. Croix til gode. I stedet forærede han en skole til Smørum. Skolens formål i 1800-tallet var at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. 

Bønderne skulle arbejde for godsejeren med at vedligeholde Hvedstrup kirke hvor præsten søndag efter søndag som en lovlydig præst i tidens ånd formentlige prædikede at de skulle kende deres plads under godsejeren. Godsejerens indgik en overenskomst med bønderne om at de kunne betale sig fra dette pligtarbejde ved en årlig pengeydelse. Dokumentet er underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8 januar 1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.

Stændervalg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en meget daarlig Tendentsløgn, naar en foregiven Indsender i Flensb. Av. drister sig til at beskylde os for, at vi skulde finde det høist forkeert, at man, idet man stryger Thomsen-Oldensworth fra Valglisten, berøver ham sin Frihed til at opløse Riget. At Th. selv skulde have en saadan Hensigt, er os ubekjendt; den vilde da vist ialtfald være meget uskadelig, og Beskyldningen for statsopløsende Tendents i absolutistiske og eiderske Organer, der selv maae eller ville splitte Staten, kunne vi i allermindst tage for gode Varer. Som Rigsraadsmedlem har han desuden givet Vidnesbyrd om, at han ikke vilde opløse Riget, idet han protesterede mod dets Afskjærelse ved Eideren og imod at Riget kan være repræsenteret uden Holsteen som samme Riges Deel. Men vi have i det Hele slet ikke med en Tøddel beskjæftiget os med Th.'s Sindelag eller med Strygningen af Hensyn til Personen som Politiker. At Thomsen er Stænderdeputeret, har været det uanfægtet i en Række Aar, og er Medlem af Rigets Raad, det er Alt nok til at godtgjøre hans Habilitet og det latterliggjør endog, at man nu, uden nogensomhelst ny Brøde, der selv kunde afficere hans Uberygtethed, stryger ham fra Valglisten. At man, efter det Blad, som vi have anført som Kilden for vor Meddelelse, henholder sig til en Adresseunderskrift for 11 Aar siden, som han endog selv ikke skal vide af, og hvis øvrige Underskrivere ikke ere betagne deres Valgret, kan, hvorledes det end maatte forholde sig med hans paastaaede Underskrift, efter Amnestien ganske vist ikke tale for en Strygning. I det Hele kan man efter Amnestien ikke i i Fortids-Contraventioner, som Staten ved Amnestie har erklæret at betragte som døde og magtesløse, begrunde nogensomhelst Strygning af statsborgerlige Rettigheder. Man udsætter endog, ved saadanne Strygninger af Vælgere og Valgbare - og disse ere jo foregaaede i stor Mængde i Slesvig, saa at Kongen har givet Klagere Ret i deres Klage herover, uden at det tog synes at have frugtet - den Forsamling, som skal være repræsentativ, for derved at forfalskes i sit Præg som Folkets Repræsentation. Derfor ansee vi baade Strygningen som vilkaarlig og politisk for Udtrykket af en falsk Politik, der kun leverer Modstanderne, og især den parlamentariske og Frihedens Modstandere, Vaaben ihænde istedetfor at afvæbne den.

Der klages i denne Tid over, at de slesvigske Embeder for Størstedelen ere besatte med Mænd fra Kongeriget, og der nævnes som Exempel, at af 31 kgl. Embedsbesættelser siden 1850 i Apenrade Amt faldt kun 5 paa indfødte Slesvigere. Det kan ikke miskjendes, at Embeder tillige ere Levebrød, og at det ikke gjør noget godt Indtryk, naar disse Levebrød besættes med Forbigaaelser dertil egnede Mænd fødte i Landsdelen selv. "Fordelen i Staten - bør, som Indfødsretten siger - kalde i dens Borgeres Lod". Ganske vist maa der i Begivenheder som de i 1848-50 være god Opfordring til en fuldstændig Omflyttelse af Embedspersonalet, og hvorfra skulde man tage nye Embedsmænd hvis ikke fra Kongeriget; men, naar da de pligtforglemmende skulde ombyttes med nye, burde man rigtignok være gaaet frem med større Forsigtighed, end skeet er; thi det er desværre ingen Hemmelighed, at der efter Krigen har fundet mange beklagelige Embedsbesættelser Sted i Slesvig. - Vi have i "Ret og Pligt" for 1859 erklæret det slesvigske Spørgsmaal for et "Embedsspørgsmaal" og ikke for er "Befolkningsspørgsmaal". Og det er desværre ganske vist, om man end nødigt tilstaaer det, at Skinsygen imellem Kjøbenhavns og Kiels Universiteter ikke har nogen ringe i Deel i Striden imellem Dansk og Tydsk i I Slesvig, thi Embeder ere for Universitetet det Samme som Opland for Kjøbstæder. .. Slesvigs ejendommelige Stilling, hvor Dansk og Tydsk er ligeberettiget, tjenes vistnok bedst derved, at i der saa lidt som muligt propageres hverken fra - Syd eller Nord. Der er meget heldigt, at Dansk og Tydsk have dette neutrale Omraade at mødes paa. Slesvig fara da se! som Italienernes nuværende Løsen er! Lad Slesvig udvikle sig selvstændigt! Det er det bedste Værn imod Slesvigholstenismen, og det er den bedste Fortolkning af Kongeordet af 22de Septbr., at "Slesvig er Mellemledet, der skal forene det Hele". (Staten.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. november 1860)

I Byen Slesvig vedvarer Borgemesterens Audit. Jørgensens Valgkrig. Den Delegerede Haase er udtraadt af Valgbestyrelsen og man har vanskeligt ved at faae Andre ind deri. Borgerrepræsentanterne Henning og Gerber have afslaaet Anmodningerne herom. - Ogsaa i den geistlige Valgbestyrelse for den sydøstlige Valgkreds er der blevet rumlet, idet Pastor Nyegaard er udskudt som Medlem og Pastor Schreiter udnævnt i hans Sted, det Første paa Grund af en "Reclamation" af Pastor Clemmensen i Sønder Brarup, under Paastand af, at de Præster, som have havt Deel i en tidligere politisk Bevægelse, ikke skulde kunne udøve Valgret uden særlig Naade af Kongen. Men den er jo tilstede i det kongelige Amnestie, eller troer man at kunne annullere dette? En i præsteligt Embede fungerende Gejstlig kan dog vel heller ikke være "berygtet"? eller hvorledes kunde han da være Præst? Tidligere er alt dette Valgspørgsmaal, om det ellers kan være saadant, blevet paakjendt i en Valgbestyrelse og er af Fleertallet besvaret med at de Vedkommende paaførtes Valglisten. Hvad bliver vel Følgen af de evindelige Strygninger i Slesvig?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. november 1860)

Trods forsøget på at stryge Thomsen-Oldensworth fra valglisten, blev han genvalgt.

Valg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Valgloven i Slesvig er vel saa aristokratisk og skadelig som blot mulig, og paaberaabes derfor idelig ved Sammenstilling af Fleertallets store Forskjel imod Mindretallet i Stænderforsamlingen. Men man har paa anden Side altid fortiet, at der ved Valglisternes Udfærdigelse i sin Tid strøges deraf en stor Mængde Vælgere, der førtes hen under Kategorien "berygtede" fordi de i Gjerningen eller demonstrativt havde i sin Tid deeltaget i Oprøret. Dette kan baade efter Udtrykkets almindelige Begreb og især efter at Kongens Amnestie havde lyst Forglemmelse og Tilgivelse neppe have været forsvarligt, og dog gik man saa vidt, at man idetmindste i eet (og vel flere) Districter endog strøg en heel Landsby bort fra Vælgerlisten og erholdt dog en oppositionel Deputeret i Districtet! Nu have, efter Møgelt. Av., Beboerne i Husum ved en Deputation fra Magistraten henvendt sig til Hs. M. Kongen personlig, for at erholde deres Valgret, og bedet tilgive deres aldre Forhold. Hs. Maj. Kongen svarede ogsaa herpaa med venlig Imødekommen og ganske overeensstemmende med sit tidligere Amnestie, at paa det ældre Forhold tænkte han ikke mere; at den Sag var tilgivet og at Alt kunde blive godt, naar de kun herefter vilde handle som troe og loyale Fædrelandets Mand. Et langt større Antal Vælgere vil saaledes vist i flere Egne af Slesvig iaar komme til at udøve deres Valgret. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. september 1860).

St. Peders Kirke i Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

St. Peders Kirke i Nestved, hvis Restaurering for nogle faa Aar siden kostede over - 20,000 Rd., afgiver endda, efter Byens Av., et meget uhyggeligt Skue ved sit Ydre og ved sine nærmeste Omgivelser. Restaureringen er nemlig, mildest talt, uheldig, uagtet den bekostelige Hovedudbedring, tramger den ideligt til Udbedring, "og vi ville ikke anstille de sørgelige Betragtninger, som den hele uhyggelige Udbedringshistorie saa rigeligt giver Anledning til, men med Taalmodighed finde os i hvad der nu engang er skeet, betale Gildet og trøste os med, at vi i denne Kirke have er betegnende Exempel paa den næstvedianske Bygningskunst". "For nogle Aar siden fik man den uheldige Idee, at opfylde en Strimmel omkring Kirken med Jord, hvori der formodentlig blev saaet Græs, men Græstotter og al Slags Ukrud har stadigt væk staaet i den frodigste Væxt og seer i høi Grad uanstændig ud. Bemeldte Strimmel Jord blev indhegnet med en Slags Jernrækværk, som rigtignok i sig selv altid har været et Pragtexemplar af Uskjønhed og nu, efter at noget deraf atter er borttaget, tjene Stumperne, der staae tilbage, end mere til at gjøre Indtrykket uhyggeligt. Pladsen omkring Kirken imod Øst og Nord, saavidt Brolægningen ikke naaer, ligger i vaadt Veir som et Morads, da den idelige Kjørsel derpaa arbeider Jorden op. - Desværre har Kirken, som nævnt, stadigt hver Sommer været under Muurudbedring, saa Øiet møder altid Stillads, Muurbrokker, Kalkspande osv., men det er at haabe, naar vi engang opleve, at disse Efterudbedringer ere fuldendte, at Pladsen omkring Kirken vil blive holdt i en nogenlunde anstændig Tilstand; hvorledes man vil bære sig ad med selve Kirkemurens Mure, om alle de mange Lapper paa den gamle Muur skulle blive staaende eller om Kirken skal have lidt meer as samme Slags røde Kalkfarve som den sidst fik - det maa Fremtiden afgjøre." Med andre Ord, man har saa da atter i Byggeri bortødet en stor Sum Penge. Bygges skulde der jo paa de fleste Steder i Eetvæk. De Vedkommende, især Leverandeurer og deres Svogre eller Venner sagde ja, og Myndighederne samtykkede eller tog Initiativet. Saa gik igjen en Slump Penge." Var det, som her, en Kirke, saa var det jo nok, at "Kirken har jo selv Penge."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. september 1860. 2. udgave).

Kirken i 2019. De grønne områder er tilsyneladende blevet erstattet af parkeringspladser og trafikerede veje. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gothersgadens Brolægning. (Efterskrift til Politivennen)

Gothersgadens Brolægning fra Kongens Nytorv til Regnegade er nu færdig og frembyder et meget smukt Skue ved ven Elegance, hvormed den er udført. Derimod kunne vi ikke tilbageholde en beskeden Tvivl om Hensigtsmæssigheden af den Plan, der er lagt for Arbeidet. Gothersgadens østlige Ende hører til de Gader, der allerstærkest have lidt af Oversvømmelser; det er ikke blot ved saadanne aldeles extraordinaire Regnskyl, som man mindes i Løbet af nogle Aar, at Rendestenene have viist sig for smaa; nei, ved enhver alvorlig Tordenbyge har man kunnet see begge Strømmene flyde sammen over Midten af Gaden og Fortougene i det høieste passable, naar man kneb sig ganske tæt opad Husene. Man kunde altsaa med Billighed have ventet, at der var blevet lagt til Kloak omtrent fra Midten af Gaden, helst da man derved tillige vilde befrie den nordre Side af Kongens Nytorv og Nyhavn for overvældende Vandmasser; men det er ikke Tilfældet. Gaden fremviser et Par uhyre steensatte Svælg, der vel kaldes Rendestene, men fortjente et langt højtideligere Navn; de ere endnu farligere for Vogne og Folk, der ikke kunne svømme, end de gamle Rendestene; men de have allerede havt Lejlighed til at bevise, at uagtet de indtage omtrent fem Alen af Gadens Brede, kunne de langtfra ikke opfange alt Vandet. Allerede Løverdagen den 21de Juli, under et meget moderat Regnskyl, saae man det gamle Syn af een bred Flod istedenfor to adskilte Rendestene, og den Dag vare dog begge Rendestenene aldeles færdige, og Passagen var fri for Vandet. Man kan umulig have til Hensigt, at dette skal forblive saa; men er det Bestemmelsen, at Touren engang kommer til Gothersgaden med at faae en Kloak, saa vil en heel Deel af det nuværende Brolægningsarbeide være spildt; thi saa har man Gudskelov ingen Brug mere for de uhyre Rendestene. Det havde da sikkert været bedre at begynde med Kloaken og at have udført begge Arbeider umiddelbart efter hinanden. Skulde Gaden endog af den Grund have ventet et Par Aar med at blive omlagt, saa var det ingen Ulykke; der er jo mange Steder i Byen, hvor Brolægningen er i langt slettere Forfatning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. august 1860).

Holsteenske Tilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Holsteenske Tilstande.

I Anledning af de i den senere Tid i store herværende Blade indeholdte Beretninger om urolige Optrin og politiske Demonstrationer, som skulle have fundet Sted i Holsteen, ville følgende nærmere Oplysninger formodentlig læses med Interesse.

I "Fædrel." Nr. 163 for 4de Juli d. A. fandtes en Correspondance fra Rendsborg, hvori fortaltes, at nogle fra en Turnerfest i Stade hjemvendende Holstenere og Sydslesvigere skulde have medbragt en slesvig-holsteensk Fane, at denne gjemtes i Kiel, og at der nu fra alle Sider valfartedes dertil for at betragte denne Helligdom. Denne hele Historie beroer efter al Sandsynlighed paa en blot Mystification, idetmindste foreligger der ikke nogetsomhelst Factum til sammes Bestyrkelse, ligesom der paa Stedet selv Intet vides om, at en saadan Fane har existeret, og da naturligviis endnu mindre om, at der skulde have været drevet noget Uvæsen eller fundet nogen Forargelse Sted dermed. Det er vel muligt, at der i Stade er forefaldet en lignende Scene med en slesvig-holsteensk Sørgefane som i Coburg, og at Fanen siden er bragt til Holsteen og holdt skjult der, hvilket det jo er umuligt at vide. Der har paa begge Steder, efter Skik og Brug, været Udsendinge tilstede fra nogle af de holsteenske Turner-Foreninger, men det er paa Grund af disse Personers obscure Stilling og Mangel paa politisk Betydning ikke let muligt at faae nogen Vished em, hvorvidt og paa hvad Maade hver enkelt af dem har deeltaget i de der forefaldne Demonstrationer. At det hverken kan være i Regjeringens Interesse, eller engang altid staae i dens Magt, at anstille retlige Undersøgelser om, hvad en holsteensk Haandværkssvend eller Handelscommis eller anden ubekjendt Mand kan have foretaget sig ved nogen af de for Tiden i Tydskland næsten daglig stedfindende Turner- eller andre Fester, vil sikkert Enhver let begribe.

Af et alvorligere Udseende er Beretningen i "Dagbladet" Nr. 107 for 19de Juli om Turnerfesten i Altona, men ogsaa denne lider af saa væsentlige Urigtigheder, at den i sin Heelhed maa erklæres for usand. For det første var der slet ikke nogen Turnerfest i Ordets gængse Betydning, men kun et saakaldet "Schauturnen", som aarlig afholdes af en i Altona for længere Tid siden stiftet Forening, hvis Formaal er at virke hen til, at unge Mennesker af Handels, og Haandværks Klassen kunne i deres Fritimer finde gavnlig Beskæftigelse og passende Adspredelse og saaledes afholdes fra at søge de pengespildende og demoraliserende Forlystelser paa offentlige Steder. Denne "Feier Abend" eller "Bildungs-Verein" har haft en særdeles gavnlig Indflydelse paa de unge Menneskers Forhold og har derfor fundet bestandig større Udbredelse og Anerkjendelse. Foruden Forelæsninger, Tegning, Musik osv. holdes stadige Øvelser paa Selskabets "Turn-platz", og der finder ogsaa det omtalte aarlige "Schauturnen" Sted, hvortil Turnerne fra de omliggende tydske og holsteenske Stæder møde efter Indbydelse. Iaar havde Festen paa Grund af gunstige Omstændigheder, navnlig det smukke Veir og Indvielsen af en ny "Turnplatz", antaget større Dimensioner end almindeligt, men uden derfor at forandre sin oprindelige Charakteer, der er aldeles fremmed for politiske Tendentser. Hvad dernæst Overpræsident Heinzelmanns Optræden ved denne Leilighed angaaer, da ligger det i hans personlige Forhold til Foreningen, for hvilken han fra Begyndelsen har viist megen Interesse og virket med Opoffrelse af Tid og Penge, at han blev Gjenstand for særlig Opmærksomhed fra Turnernes Side. Han havde allerede i forrige Vinter foræret Selskabet et Klattreapparat og siden skjænket det et Pengebidrag til Anskaffelsen af en ny og større "Turnplatz", og det var derfor rimeligt, at han specielt blev indbuden til Festen, saameget mere som den nye "Turn-platz", som alt bemærket, ved denne Leilighed først blev tagen i Brug. Den Tale, hvormed han besvarede et for ham udbragt "Leve", havde udelukkende Hensyn til Festens Glæde samt til Nytten af Turnøvelserne i Almindelighed, uden nogensomhelst politisk Tilsætning. At han og den constituerede Politimester skulde have, som det hedder i "Dagbl.", uhindret ladet Sangen "Schleswigholstein meerumschlungen" lyde blandt Deeltagerne i Festen, er en ligefrem Usandhed cg maa derhos for Enhver, der i mindste Maade er bekjendt med Forholdene, klinge som en Absurditet. Det er visselig ikke let, hvor Tusinder ere forsamlede at forebygge enhver Demonstration af den Art; men er noget Sligt forefaldet ved hiin Lejlighed, saa er det i alt Fald ikke skeet under selve Festen og overhovedet ikke paa Altonas Territorium, hvorimod det vel kan være, at der er forefaldet Uordener af det angivne Slags paa hamborgsk Gebeet, hvilket ligeledes har været Tilfældet ved den, forøvrigt selv i Hamborg ridiculerede Gagern'ske Fest i Eimsbüttel i Anledning af Isteddagen. I saadanne Tilfælde er det altonaiske Politi indskrænket til at forhindre Excessernes Udbredelse til holsteensk Grund. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at Medlemmerne af den ovenfor ommeldte Forening ved forefaldende Lejligheder af fri Villie have understøttet Øvrigheden ved Opretholdelsen af god Orden. Turnerforeningerne i Holsteen, hvoraf der bestaae en heel Mængde, og som næsten uden Undtagelse recruteres af Haandværksstanden og de andre næringsdrivende Klasser, have i det Hele taget ingensomhelst politisk Betydning eller Tendents, men synes hovedsagelig at interessere Medlemmerne ved den dermed forbundne legemlige Øvelse og Leilighed til Morskab, dog sees det af Ovenanførte, at "Bildungs"-Foreningen i Altona tillige har en i høiere Forstand human Retning. "Dagbladet" har troet ved et dristigt Greb at kunne bringe de Tegn paa en "oprørsk" Stemning, der efter dets Paastand i den senere Tid ere komne tilsyne i Holstein, men som i Virkeligheden, naar undtages saadanne enkelte Ubetydeligheder, som forefalde allevegne, ikkun existere i dets egne Spalter, i Forbindelse med den holsteenske Ministers Reise. De Beskyldninger, som Bladet i denne Anledning rester imod ham, ere nu vistnok ikke af den Beskaffenhed, at de ville kunne finde Indgang hos noget fornuftigt Menneske; de falde sammen ved deres egen Urimelighed. Personlig kunde Ministeren maaskee endog være Bladet Tak skyldig for deslige Angreb, fordi de befæste hans politiske Stilling. Men naar "Dagbladet" havde været bedre underrettet, vilde det vide, at den ommeldte Reise, medens den i det Hele taget var aldeles upolitisk, dog har havt det bestemt politisk Resultat, men rigtignok i den modsatte Retning.

Naar "Dagbladet" endelig fortæller, "at den holsteenske Presse driver sine slesvig-holsteenske Agitationer med en forbavsende Frækhed", saa er dette ligesaa usandt som det meste Andet, det meddeler om de holsteenske Tilstande. "Altonaer Merkurs" Holdning og Tone er vistnok langtfra at være tilfredsstillende, men Bladet iagttager dog tilstrækkelig Varsomhed og Forsigtighed til ikke at give Anledning til corrective Forholdsregler. "Itzehoer Nachrichten" har tidligere af og til givet Anledning til Anke, men har, siden Ministeren var i Holsteen, været aldeles upaaklagelig redigeret, og at "Kieler Correspondenzblatt" som det i "Dagbladet" hedder, "vrager Prof. Hjorts Artikler", kan endnu ikke være noget Beviis paa "forbavsende Frækhed", om det end maaskee er et Tegn paa en mindre god Stemning hos Bladets Abonnenter imod hvad der kommer fra Kjøbenhavn. Den fuldkomne loyale Holdning i det i Altona udkommende Blad "Nordischer Courier" er bekjendt.

Holsteen er fuldkommen roligt, saa roligt, som det under de forhaandenværende Omstændigheder kan være, thi det er uundgaaeligt Andet, end at den i Tydskland stedfindende nationale Bevægelse ogsaa, skjøndt svagere, Holger ind over den holsteenske Grændse. At en saadan Bevægelse, dersom den fik et voldsomt Udbrud i Tydskland, vilde rive Holsteen med sig, er rimeligt, men til at forhindre dette, vil ingen Regjeringsforholdsregel og intet Regjeringssystem være i Stand. Saalænge deslige Eventualiteter, der spotte al Beregning, ikke indtræde, vil Hovedvanskeligheden for en fornuftig Bestyrelse, baade i Holsteen og Slesvig, ikke ligge i Befolkningens Stemning, men i den Gift, der igjennem Bladenes og først og fremmest igjennem "Dagbladet"s hadefulde og usande Fremstillinger daglig dryppes i de fra Krigen aabne Saar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1860)

10 Aaret for Istedslaget. (Efterskrift til Politivennen)

De danske Vaabenbrødres Fest paa Alhambra havde samlet et temmelig betydeligt Publikum, som dog for en stor Deel først indfandt sig efter den alvorligere Deel af Festen. Fra den paa Plainen oprejste Talerstol, der, som Etablissementet i det Hele, var smagfuldt udstyret, holdtes flere Taler, der mindede cm Dagens Betydning, der fremhævede Danmarks hæderlige ældre Stilling i Staternes Række, der spaaede, at saafremt vi, hvad der for Øieblikket just ikke syntes at være nogen fjern Udsigt til, atter skulde opleve en ny Kamp, en ny Isteddag, da vilde møde der, som danske Mand altid have mødt, tætsluttede om Kong Frederik, som sagde: "Det skal ei skee!" trygt stolende paa: Folkets Kjærlighed hans Styrke! Men der blev ogsaa, og med Rette, paatalt den Lunkenhed, med hvilken navnlig Kjøbenhavn lader vore Krigens Mærkedage gaae forbi. Og det ikke uden Grund; thi Faa vare vistnok de, som udenfor Vaabenbrødrene og de, der fulgte dem, vare tilstede ved den Deel af Festen, hvor netop de Fleste burde have været, og som saa Mange burde have kappedes om at forskjønne og forherlige. Denne Lunkenhed er ikke nogen tilbageholdt Fornemhed eller Geneerthed, thi denne sidste trykker i Regelen ikke Kjøbenhavnerne, men er snarere en Følge af en Mangel paa Selvbevidsthed, ogsaa grundet i, at man gjerne følger efter, hvor Nogen gaae foran. Man venter, at Autoriteterne skulle opfordre, at Statens Store skulle angive Tonen; man troer sig for lille til selv at træde frem, og altfor Mange ere kun instrumenter af smuk Klang og herlig stemte, de kunne blot ikke spille sig selv an. Mangelen paa Selvbevidsthed fremkalder desuden en vis Ængstelighed for at støde an mod Convenientsen, og det er saa ganske naturligt i en By, der, som Kiøbenhavn, lader sig lede i saameget af "hvad der kan gaae an". Dette saaes tydeligt i Concertsalen, da Hr. Carl Lumbye, efterat det sidste Nummer var forbi og forlangtes gjentaget, lod spille "den tappre Landsoldat"; man skulde troet, at Publicum ved denne Leilighed havde ladet sig rive med og, som Enkelte forsøgte, havde istemt denne vor Ægte nationale Krigssang, men nei. Publikum fjernede sig snarere. Aftenen iforveien havde man istedenfor, i Tivoli, endog forlangt "Champagnegalop!" - Den i Theatret fremsagte Prolog var smuk og tiltalende, og Forestillingen "en Tour til Armeen" syntes at vække nogen interesse. Det afbrændte Fyrværkeri var meget smukt, og Forestillingen af Bissens Landsoldat forsaavidt heldig, som Nogen, der netop var over mod Frontsiden, lod ham fremtræde i et Taageslør. - i Vaabenbrødrenes sexa, der var arrangeret ved Münchener Hallen, deeltoge næsten 400 Herrer og Damer, og Tiden forløb i en munter Stemning, der fremkaldtes ved flere humoristiske Skaaler, i hvilke Talerne forstode at indflette livlige og træffende Erindringer. Saavel til den alvorlige Deel som Sexaen var de skrevet flere Sange; blandt andre havde en anonym Dame tilsendt Selskabet en smuk lille Sang. -- Endelig begyndte Dandsen paa Plainen, hvorefter maaske mange Been længtes, og en munter og livlig Stemning holdtes ogsaa vedlige mellem de Dandsende ligetil instrumenterne bleve pakkede sammen.

(Folkets Avis - København - 27. juli 1860).

Rendsborg den 27de Juli: Istedslagets Aarsdag sejredes af den herværende Officersklub ved et Festmaaliid, hvorefter foretoges en Sejllur paa Eideren, hvor er net Fyrværkeri afbrændtes. Dette tilligemed den Officererne ledsagende Musik, der foruden "Danmark dejligst Vang og Vænge" og "Kong Christian stod ved højen Mast" spillede andre Fædrelandssange, havde samlet endel Nysgjerrige, saavel Militære som Civile. Medens de Første, som for Størstedelen vare Menige, glædede sig ved at høre disse hjemlige Toner i den stille Sommeraften, gave de Sidste deres Harme Luft ved Piben, som endog udartede til Kasten med Stene og Jord, da Musiken spillede "Den tapre Landsoldat". En Officer blev ramt i Hovedet og en Musikus paa Ærmet af en Steen, dog uden at foraarsage Nogen af dem videre Skade. Soldaterne, der ere strengt forbudte at deeltage i nogen Horden, viste sig ogsaa ved som ved andre Leilgheder meget moderate, idet de blot ved en halv Snees Ørefigen tvang den for samlede Hob Wühlere til at drage hver til sit.

(Folkets Avis - København - 30. juli 1860)

Optøier i Rendsborg.

- - -

Som Supplement til denne Beretning skrives i samme Blad fra Rendsborg den 29de Juli: To Gange ugentlig udføres her Tappenstreg med Musik om Aftenen fra Kl. 9-10. Saaledes udførtes ogsaa Tappenstreg i Onsdags Aftes paa Istedslagets Aarsdag. Man vidste iforveien, at Stemningen var i høieste Grad irriteret blandt Slesvigholstenerne, og om Aftenen samlede de sig en overordentlig stor Masse Mennesker paa Torvet, deels Militaire, deels Civile. Da Tappenstregen begyndte, begyndte ogsaa strax Pibningen og, da det var bleven noget mørkere. tillige Steenkastningen, hvorved flere Mennesker i bleve ramte af Stene og meer eller mindre saarede. Mandskabet af det herværende Artilleri er halvt tydsk, halvt dansk. Det tydske Mandskab havde i Forening med nogle Civile dannet et Complot mod de danske Artillerister og Infanteriet og havde bevæbnet sig med Knive, store Nøgler og Steen. Paa Torvet og overalt i Gaderne fandt der som Følge heraf meget voldsomme Slagsmaal Sted; dog blev kun 2 Civile og en Trainkudsk arresterede. Sidstnævnte der havde faaet et Sabelhug i Ansigtet, hvorved begge Læber vare blevne kløvede og flere Tænder slaaede ind i Munden, maatte bringes paa Hospitalet. En stor Deel saavel Artillerister som Infanterister ere temmelig alvorligt saarede og ligge deels paa Hospitalet, deels sygemeldte i Qvarteret, ligesom man idag møder mange Civile med Blessurer og forbundne Ansigter. Selv Mandskabet paa Hovedvagten, som var traadt i Gevær, blev hilset med en Hagel af Stene. Der vil naturligviis fra Commandantskabets Side blive indledt streng Undersøgelse angaaende det Passerede, hvorom der strax fra Hovedvagten blev tilsendt Melding.

(Skive Avis 1. august 1860. Uddrag).

I Rendsburg hvor granitsøjlen med evighedskranse og inskriptionen: "Vore faldne krigere 1848, 1849, 1850" blev fundet på militærkirkegården om morgenen på årsdagen for slaget ved Isted, var der ikke ubetydelig gnidning mellem civil og militærfolk om aftenen. Til den officielle fejring af kampdagen som havde været forbudt i flere år, ønskede sidstnævnte at fejre deres private begivenhed endnu mere strålende, især med en sejltur på Obereider med fyrværkeri, musik og sang. Musikorkesteret spillede "De tapre landssoldat", og officerernes sang fuldendte koncerten der skulle forherlige Danmark. Folkemængden forsamlet på kysten tvang dog de skandinaviske helte til at opgive sejlturen ved at kaste med sten, og kort efter var der voldsomme slagsmål på landjorden som gentog sig de følgende aftener. Flere kvæstelser skete, flere civile og militært personel blev anholdt, herunder en dansk soldat der uddelte knivstik.

In Rendsburg, wo am Morgen des Jahrestages der Schlacht bei Idstedt die Granitsäule auf dem Militärfriedhofe mit Immortellenkränzen und der Inschrift: "Unsern gefallenen Kriegern 1848, 1849, 1850" gefunden wurde, kam es am Abende zu nicht unbedeutenden Reibungen zwischen Civil- und Militärpersonen. Für die seit mehreren Jahren untersagte officielle Feier es Schlacht-Tages wollten die letzteren ihre privatim desto glänzender feiern, namentlich auch durch eine mit Feuerwerk, Musik und Gesang verbundene Bootfahrt auf der Obereider. Die Musikbande spielte den "tappern Landsoldaten", und der Gesang der offiziere vervollständigste das zur Verherrlichung Dänemarks angestellte Konzert. Die am Ufer versammelte Menge nötigte jedoch durch Steinwürfe die skandinavischen Heroen zum Aufgeben der Bootfahrt und bald darauf kam es am Lande zu heftigen Schlägereien, die sich an den nächstfolgenden Abenden wiederholten. Mehrfache Verwundingen sind vorgekommen, mehrere Civilisten und Militärpersonen sind verhaftet, under andern ein dänischer Soldat, der Messerstiche ausgetheilt hatte.

(Augsburger Tagblatt. 13. august 1860)

- Genoptræden af ​​sangeren Pollack i Det Kongelige Operahus i Berlin medførte nærmest en slags politisk demonstration mod Danmark. Frøken Pollack havde som bekendt sunget i en festivalforestilling i København der havde en antitysk tendens, og aviserne lavede meget ballade om det - det hed sig endda at hun aldrig ville få lov at komme ind på kongescenen i Berlin igen. For nylig sang hun Susanna i "Figaros bryllup" igen, og hr. v. Hülsen sendte en slags captatio benevolentiae til det forsamlede publikum, hvor de der måske var patriotisk vrede, blev forledt til at tro at fraværet af denne unge kunstners præstation ville være ensbetydende med ødelæggelsen af ​​hele hendes kunstneriske karriere i Tyskland. Så stormen gik over, og sangerne forblev politisk inkompetente. (Schl. Z.)

- Beinahe hätte das Wiederauftreten der Sängerin Pollack im königlichen Operahause zu Berlin eine Art von polititischer Demonstration gegen Dänemark hervorgerufen. Fräulein Pollack hatte - wie bekannt - in Kopenhagen in einer Festvorstellung gesungen, die eine anti-deutsche Tendenz hatte, und in den Zeitungen war davon viel Wesens gemacht worden, - ja es hiess schon, sie dürfe nie wieder die königliche Bühne in Berlin betreten. Neulich hat sie aber doch wieder die Susanna in "Figaro's Hochzeit" gesungen, und Herr v. Hülsen liess eine Art Captatio benevolentiae an das versammelte Publikum gelanden, in welcher den etwa patriotisch Erzürnten zu Gemuth geführt wurde, dass ein Abwesen der Leistung dieser jungen Künstlerin gleichbedeutend mit einem Vernichten ihrer ganzen künstlerischen Laufbahn in Deutschland sein würde. So ging denn das Ungewitter vorüber und Sängerinnen bleiben politisch unzurechnungsfähig. (Schl. Z.)

(Warschauer Zeitung. 1860, Nr. 148 - 298. (29. august 1860) 10. september 1860)

Guldsmed Beyreis. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg havde 1860 to skyttegilder, hvoraf Nikolaigildet var det ene. Gildets oldermænd var tilhængere af den slesvigsk-danske bevægelse. Frederik 7. var medlem og gæst i dem begge. Ved hovedskydningen 12. juni 1860 havde to skyttebrødre ikke vist den tilbørlige respekt, da kongens skål blev udbragt. Det blev indberettet af rektor Simesen til oldermændene, en undersøgelse blev iværksat og de to formastelige gav en undskyldning. Den ene, guldsmed Beyreis, var imidlertid blevet fortørnet over Simesens adfærd og skal have udtalt "at det var beklageligt, når man af embedsmænd, der deltog i gildets fornøjelser, netop sådanne embedsmænd, som man selv (d.v.s. borgerne) skal ernære, må frygte, at de leger hemmeligt politi; under sådanne omstændigheder ville det være nødvendigt at man i fremtiden holdt sig borte fra gildets fester".

De tilstedeværende embedsmænd opfattede det som en fornærmelse, og der blev stillet krav om eksklusion af Beyreis. Det var der ikke tilstrækkeligt flertal til. 

Fra Flensborg berettes i "Itzeh. Eft." "Rector ved Latinskolen, Prof. Simesen, angav for Overpræsidenten Følgende: Ved et Aftengilde, der, som sædvanligt, fandt Sted ved Skt Nicolais Skyttelaugsfest efter Hovedskydningen og er forenet med et Bal, havde tre navngivne Borgere ikke reist sig og ikke deeltaget i Hurraet da Kongens Skaal udbragtes; ligeledes vare de samme Tre blevne siddende ved en Skaal, som Borgmesteren havde foreslaaet for Moderlandet Danmark. Overpræsidenten meldte Angivelsen til Oldermændene for Langet, som toge Sagen under Behandling. Efter de tre Anklagedes Forsvar og efter samtlige Vidners Udsagn, viste det sig imidlertid, at Angivelsen havde været falsk. En af de Anklagede kunde Angiveren ved Confrontationen ikke engang gjenkjende." For denne altsaa en dobbelt Ubehagelighed og hvortil overhovedet hele det gildepolitiske Angiveri? Skulde endda, hvad nu netop viser sig her ikke at have være Tilfælde. Nogen have havt den Uforskammethed, ikke at deeltage i en Skaal for Kongen, da havde en saadan Opførsel straffet sig selv. At blande Politie ind i saadant er baade mildest tactløst imod te offentlige Forhold og imod selve Kongeskaalens Værdighed. Vor Konge vilde især vist snarere føle sig fornærmet ved Undersøgelser af den Art, til hvilke der nu desuden oplyses slet ikke at have været nogen factisk Anledning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. juli 1860)

Efterfølgende udtrådte kongen, senere 68 andre medlemmer, herunder oldermændene. 35 medlemmer blev tilbage, men regeringen ophævede gildets privilegier, og den blev opløst i august 1860. Ca. 50 af de udtrådte dannede i oktober 1861 den danskorienterede "Flensburger Schützenverein".

Wilhelm Anton Georg Dreesen (1840-1926): Flensburg (1891). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fædrelandet.

Allerede i Av. af 9de Juli meddeelte vi, efter Itzeh. Av., at Rector Prof. Simesen l Flensborg for Overpræsidenten havde angivet to Medlemmer af St. Nicolaisgildet for at de ikke skulde have viist tilstrækkelig Loyalitet ved tvende udbragte fædrelandske Skaaler. De to Gildebrødre, d'Hrr. Besser og Wichmann, have afgivet en Erklæring, hvorefter "de i Troskab imod Kongen og det af ham regjerede danske Fædreland ikke ville staae tilbage for nogen anden tro Undersaat, om de end ved Skyttefesten maatte have deeltaget mindre ivrigt i Skaalerne for Konge og Fædreland, end nogle af deres Gildebrødre kunde have ønsket det". Fra denne Sag daterer sig nok Begivenheden med St. Nicolaigildet. Sandsynligt er det, efter hvad man kan see gjennem Sagen, at det er dette Angiveri af Individers paastaaede Holdning, endog i Selskabskredse - og dette udført ved en Skoleembedsmand, som dog ikke paa saadanne Steder har at føre Tugtens Riis - , der siden under Sagens Gang har fremkaldt den krænkende Yttring af Beyreis, hvis den virkelig er falden saaledes, at Embedsmændene tilhobe vare Spioner og Angivere. Men har da selve Angivelsen heraf, og det endog for Kongen, og at drage Hs. Maj.'s Navn og Medlemsstilling ind med heri, været fornuftig eller frugtbar? Har man derved ikke snarere malet noget af Sandbeden i B.'s Anklage paa Væggen? Man havde, som det sees af Had. Av. , ikke hviler for Overpræsidenten purredes eller intimeredes til at bringe Sagen for Hs. Maj. Kongen personlig. Dog selv "Fdl." faaer omsider Øinene op for det Ufornuftige i et saadant System, og siger med en reisende Indsender: "Endskjønt der, saaledes som Sagen var (foranlediget!) stillet fra Hs. Maj.'s Side, nu ikke længere var Andet at gjøre for Øvrigheden, end hvad den gjorde, nemlig nedtage Kongens Navn af Medlemslisten, udtræde og lukke (?) Gildet, turde det dog være et stort Spørgsmaal, om det har været velbetænkt fra først af at tage Sagen paa denne Maade." Herpaa gives en Skildring af Guldsmeden som "Wühler". Had. Av. kalder ham derimod "Garibaldist", saa ar han Sandheden nærmest synes at være folkeligsindet Politiker og Fjende af det uhyggelige Embedsvælde, som gjør Slesvig, og Danmark i Slesvig, saa megen Skade, og at han derfor ogsaa grundigt hades af hint Partie. "Men, siger Brevskriveren i "Fdl.": "naar man ikke var sikker paa en glimrende Seir - hvad Udfaldet har viist, at man ikke kunde være - , var det uforsigtigt at indberette Sagen til Hs. Maj. og foranledige Kongen til at stille sin Udtrædelse som et Alternativ imod Beyreis's Udelukkelse. Fordi en Skryder opfører sig upasssende i en Forening, hvoraf HS. Maj. er - fraværende - Medlem, bør man ikke bringe det dertil, at Kongens Authoritet stilles blot ved en Afstemning imellem Hs. Maj. og en Beyreis. Allerhelst burde man vel have negligeret det Hele." B., som tillige er Formand i Sangforeningen og selv har udmeldt sig af denne for ikke at udsatte den med for Politiets Lukkelse, hvorimod det nok i Slesvig gaaer ad libitum, er nu reist eller vil reise til Føhr, for at retfærdiggjøre sig for Kongen, "da han er sikker paa, at Embedsmandene have fremstillet Sagen i det urette Lvs".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1860).

St. Nicolai Skyttegilde. Fra Hovedpersonen i der bekjendte Drama, som endte med det flensborgske St. Nicolai Skyttegildes Opløsning, Hr. Guldsmed Beyreis i Flensborg, have vi modtaget følgende Skrivelse at 3die Septbr.:

"Hr. Redakteur! I Tillid til den Humanitet, hvormed De giver Enhver, der angribes af den offenlige Presse, Adgang til at forsvare sig, er jeg saa fri al anmode Dem om at optage nedenstaaende Linier i Deres ærede Blad. 

For nogle Dage siden foretog jeg en Forretningsrejse til forskjellige Provindsstæder og til Kjøbenhavn for ar gjøre Indkjøb, ikke, som fejlagtig berettet, for at tilbyde mine Vare, og uagtet jeg hos den Enkelte, med hvem jeg traadte i Forbindelse, mødte den største Velvillie og Forekommenhed, blev det mig til min store Forundring dog snart klart, ar der iblandt det store Publikum herskede en Fordom og Uvillie, der, som jeg erfarede, havde sin Grund i feilagtige og usande Fremstillinger af en Sag, hvori mit Navn uheldigviis ogsaa er blevet nævnet. For at disse Urigtig steder ikke skulle finde større Udbredelse, skal jeg herved give en kort og sandfærdig Fremstilling af de Fakta, der i den seneste Tid have været Gjenstand for Pressens Udtalelser. - Den 11te og 12te Juni d. A. feirede St. Nicolai Skyttegilde dersteds efter Sædvane sin Hovedskydning ved et Festmaaltid og Bal. Festen var løbet godt af uden Forstyrrelse og Anstød indtil den anden Dag, da Professor Simesen, efterat Taflet var hævet, hos Byens Overpræsident og Gildets Oldermand optraadte med den Beskyldning imod tre Gildebrødre, som han navngav, at de ved Skaalen, der blev udbragt for HS. Maj. Kongen, havde krænket den loyale Høflighed, idet de hverken havde reist sig op eller tømt deres Glas og istemmet et Leve for Hs. Majestæt. Den samme Opførsel havde de gjort sig skyldige i, da der siden var udbragt en anden Skaal for "Danmark, vort Fædreland", og Klageren stillede derfor et Andragende, der gik ud paa, at Sagen maatte undersøges og de Skyldige derefter drages til Ansvar. Af Gildets Oldermænd blev Klagen i Medfør af de bestaaende Laugs-Artikler overgiven en Komitee til videre Undersøgelse og dernæst meddeelt de Anklagede, som udtalte deres Forundring derover og paa deres Side erklærede den bekræftende Denunciation for Løgn og Bagvaskelse. Den 25de Juni ved Gildets saakaldte Efterskydning, ved hvilken næsten alle dets Medlemmer, deriblandt en stor Deel af de her ansatte Embedsmand, personlig vare mødte, blev Sagen anden Gang optagen og formelig bragt til Forstandling. De Anklagede: Tandlæge Besser, Barber Wichmann og Viinhandler Classen, afgav en skriftlig Deklaration, hvori de paany erklærede de opstillede Beskyldninger for Løgn og Bagvaskelse og tillige fordrede, at deres datidige Bordfæller blev afhørte som Vidne angaaende, hvorledes de havde forholdt sig. Derhos opvakte det ikke liden Sensation, at Barbeer Wichmann fremsatte en Klage over, at han som Følge af de om ham i Omløb bragte Beskyldninger fra forskjellige Sider havde seet sig udsat for den mest krænkende Behandling, idet flere af hans hidtidige Kunder af Embedsstanden øieblikkelig havde opsagt ham deres Søgning og viist ham Døren. Det derpaa afholdte Vidneforhør oplyste i det Væsenlige, at de tre Anklagede ved de omtalte Skaaler for Hs. Maj. Kongen og for Fædrelandet Danmark ligesom alle Andre havde reist sig op og klinket med. Om de havde drukket deres Glas heelt ud og virkelig havde ni Gange istemt det udbragte nidobbelte Hurra, saae Vidnerne sig hverken istand til at benægte eller bekræfte, da Ingen havde givet Agt derpaa. Professor Simesen, som var tilstede ved denne Forhandling, tog heraf Anledning til en Tale, hvori han blandt Andet erklærede, at han var tilfreds med Udfaldet af Vidneforhørerne og derfor nu havde til Hensigt at lade Sagen beroe. Han var kongelig Embedsmand og maatte som saadan overeensstemmende med den Ed, han havde svoret Kongen, vaage over, at der Intet forefaldt, som kunne være Kongen og Fædrelandet til Skade. I paakommende Tilfælde maatte han derfor betragte sig som tilpligtet i sin Samvittighed til paa behørigt Sted at gjøre Anmeldelse om slige Tildragelser. Tillige forsikkrede Hr. Professoren, at den foreliggende Denuncialion paa ingen Maade skrev sig fra ham, en Erklæring, som dog strax - med udtrykkelig Paastand om det Modsatte - blev imødegaaet af de præsiderende Oldermand. Fra min Side blev der svaret Hr. Professoren, at den foreliggende Denunciation, hvis Usandhed nu var godtgjort, hverken blev retfærdiggjort eller undskyldt ved denne Erklæring, at den tvertimod saavel i Henseende til den foregivne Foranledning som og med Hensyn til de Følger, som den havde medført for de paagjældende Gildebrødre, ikke kunde fritages for at dadles som letfærdig, og at endelig den Stilling, Hr. Professoren som kongelig Embedsmand gjorde Krav paa for Embedsstanden var aldeles uforenelig med Gildets Karakter som en selskabelig Forening, da Medlemmerne af Borgerstanden derefter maatte betragte de Førstnævnte som Oppassere og Denuncianter ("Aufseher und Denuncianten"), Forhandlingerne endte derefter stuttelig med, at to af de oprindelig Anklagede, Tandlæge Besser og Barbeer Wiedmann "for den kjære Freds Skyld" efter mange Overtalelser, men, som det synes, ikke ganske frivillig, lod sig bevæge til at underskrive et iforveien til det Brug opsat Revers, som senere af Gildets Oldermænd er blevet offenliggjort i "Itzeh. Nachr." Viinhandler Classen forlangte derimod en eklatant Oprejsning, men maatte nøies med den Erklæring, at man for hans Vedkommende havde taget feil af Personen. - Efter Indholdet af de med allerh. Konfirmation forsynede Laugsartikler gaae mulige Stridigheder mellem Gildets Medlemmer ikke ind under den borgerlige Øvrigheds Kompetence, hvorimod de udelukkende paadømmes ved Gildets Afgjørelse. Omtrent 14 Dage efter det nys Omtalte blev der atter sammenkaldt en Generalforsamling, i hvilken Postkontrolleur Wernich i de Embedsmænds Navn, som hørte til Gildet, optraadte som Klager imod mig paa Grund af fornærmelige Udtalelser om denne Stand. De paagjældende Yttringer og de deraf foranledigede Svar i Gildeforsamlingen af 25de Juni blev omstændelig forklarede og konstaterede, og blev der derefter skredet til en Afstemning, som bragte det Resultat, at Spørgsmaalet, om der paa Basis af Gildets Artikler skulde anstilles Undersøgelse og eventualiter afsiges Straffekjendelse over mig, blev til Gunst for mig besvaret benægtende med 27 St. imod 23. Jeg tog deraf Anledning til frivillig at tage de inkriminerede Yttringer tilbage og tillige til at udtale min Beklagelse over, ifald jeg ved dem havde fornærmet et eller andet Medlem af Gildet. Postkontrolleur Wernich som Klager erklærede sig for sit Vedkommende tilfredsstillet ved denne Tilbagekaldelse, og ligesaa den tilstedeværende Politimester Hammerich, hvorhos denne tillige tilføiede, at man havde begaaet en Feil, idet man ikke strax ved Begyndelsen havde bragt Sagen til Afgjørelse ved mindeligt Forlig. - Efter dette, idetmindste tilsyneladende, for alle Parter tilfredsstillende Udfald, kunde vist neppe Nogen vente, at denne høist kjedelige Sag vilde blive optagen paany og endog blive benyttet som Middel til at hidføre en Katastrofe, som pludselig efter 460aarig Bestaaen har gjort Ende paa St. Nicolai Skyttegildes Existents, og tillige til alle Sider frembragt det smerteligste Indtryk. Hvilke Drivfjedre, der have været virksomme til at give Sagen denne Vending, kan man kun gjætte, ingenlunde angive med Bestemthed, og jeg afholder mig derfor fra enhver Bemærkning desangaaende. Kun saa Meget vil jeg for Sandhedens Skyld ikke lade være usagt, at Hs. Maj. Kongens Navn, saavidt mig bekjendt, idetmindste aldrig offenlig, er nævnt i hele denne Sag. - Den 19de Juli blev atter uventet en ny Geneeralforsamling sammenkaldt og det udtrykkelig for, paa Grund af fornærmelige Udtalelser imod den herværende Embedsstand, at udballotere mig af Gildet. Jeg forlangte, at man skulde nævne mig min Anklager; men forgjæves, da Ingen af de Tilstedeværende vilde ansees for saadan. Ikkedestomindre skredes der til Afstemning, hvorved Andragendet som bekjendt ikke erholdt den til Vedtagelse nødvendige, statutmæssige Majoritet. Efter tilendebragt Afstemning erklærede Kammerherre, Overpræsident Rosen i Hs, Maj. Kongens Navn Allerhøistsammes Udtrædelse af Gildet og tillige sin egen, hvilket Exempel samtlige tilstedeværende Embedsmænd og nogle Medlemmer af Borgerstanden efterfulgte. Endnu samme Aften blev Arkivet, Kassen og Gildets Inventar belagte med Arrest af Politiet og Lokalet lukket. 

Ovenstaaende er Sagens sande Sammenhæng og anmoder jeg Enhver, der kan paavise mig det Modsatte, om at offenliggjøre det eller personlig at henvende sig til mig. 

H. Beyreis

Juveleer og Guldsmed

i

Flensborg."

Da der ikke i Formen af denne Erklæring findes noget Anstødeligt eller Utilbørligt, have vi ikke troet os befriede til at nægte Hr. Beyreis dens Optagelse. For dens faktiste Indhold bærer han selv Ansvaret, og det er en Selvfølge, at for de Personer, som han omtaler, staaer Adgangen aaben til at modsige hans Fremstilling, saafremt de dertil sinde Anledning. Vi skulle ikke indlade os paa efter denne ene Parts Forklaring at fælde nogen Dom over den hele Tildragelse; kun saa Meget synes at fremgaae af den, at Hr. Beyreis, istedetfor alene at holde sig til sin Modstander, har udtalt sig om samtlige Embedsmænd paa en meget utilbørlig Maade, som ikke kan undskyldes ved den hypothetiske Form, som han angiver at have brugt. Efter det i Skrivelsen givne Referat maa man ogsaa antage, at den sidste, skjæbnesvangre Afstemning i Gildet ikke er skeet med nogen Anelse om, at den kunde føre til Kongens Udtræden af Selskabet, dette Punkt vilde det være rigtigst at faae tilstrækkelig oplyst.

(Dagbladet (København) 20. september 1860)

Gildets historier fortaber sig som nævnt i artiklen tilbage til i hvert fald 1584. Ved hver ny tronbestigelse ansøgte gildet efter anbefaling af magistraten om tilladelse til at eksistere. Gildets oprindelige formål var dog ændret kraftigt gennem århundrederne til kun at omfatte skydning og fest, men var i øvrigt medlemsmæssigt i fremgang. Således var der i 1822 indviet en ny og større bygning. Frederik 7. havde efter ansøgning givet tilladelse til gildets fortsættelse i 1851 og han lod sig i 1853 optage som gildebroder, hvilket medførte en stor tilstrømning af embedsmænd. Der blev afholdt 7 skydefester årligt (3 Vorschiessen, Hauptschiessen og 3 Nachschiessen).

Copist og Original Andreas Peter Gyth. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850 var Peter Gyth ansat i Revionscontoirerne for Umyndiges Midler, første contoir som copist. På kontoret sad foruden ham kancelliråd og kontorchef Carl Wilhelm Lautrup og kancellisekretær og fuldmægtig Christian Adrian Jansen. Kontoret hørte under 2. departement, hvor der foruden det 2. kontor var 2 kontorer med  hhv 2 og 5 ansatte.På finanslovsudkastet for 1852-53 fik han udsigt til et tillæg på 200 Rbd (fra 400). Ifølge Krak 1850 boede P. Gyth i Farvergade 125B.

- En af Kjøbenhavns Originaler, den 82 Aar gamle Andreas Peter Gyth, der i sin Ungdom blev Copist i Cancelliet og senere i Justitsministeriet, afgik i Søndags Morges ved Døden. Fra sin tidligste Tid afslog han alle Tilbud om Forfremmelse, da han vilde leve og døe som Copist. Noget, der dog ikke gik i Opfyldelse, da han for et Par Aars Tid siden blev afskediget. I 40 Aar har han boet i sin Leilighed i Farvegade, hvor han døde som Ungkarl, og i denne lange Aarrække har sjelden nogen menneskelig Fod faaet Lov til at komme over hans Tærskel; i samme lange Tid har han heller ikke tilladt, at hans Beboelseslejlighed blev underkastet nogensomhelst Reparation. Først efter megen Modstand fik hans Vært Tilladelse til for et Aars Tid siden at indlægge Vand i hans Kjøkken, men han benyttede aldrig dette. For at undgaae Besøg af Brandfolk og Skorsteensfeier gav han Afkald paa at have Ild i Kakkelovnen eller paa Skorstenen i koldt Vand og Brød var nok i Reglen hans daglige Kost, og Varme fik han ved at arbeide i Ministeriet til Kl. 11 eller 12 om Natten. Han feiede maaskee et Par Gange aarlig sin Stue, og efter i lang Tid at have benyttet sit Linned, samlede han det sammen bunkeviis, uden nogensinde at lade det vaske; der findes derfor en meget betydelig Bunke laset Linned efter ham. Af andre Efterladenskaber findes et Par Stole, et Chatol og en Dragkiste fra det forrige Aarhundrede, en stor Mængde tildeels kostbare, danske, tydske, franske og engelske Bøger, der ere opstablede i Bunker eller nedlagte i Skuffer, en Feltseng med en næsten ubrugelig Madrats og et Par gamle Dyner, samt endelig en Mængde Øl- og Olieflasker. Da man ikke havde seet ham forlade sin Leilighed i flere Dage, lod man Politiet forceuge Døren til hans Værelse, hvor man fandt ham liggende syg paa Gulvet. (Khp.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 5. juli 1860).

Peter Gyth. Hr. Redacteur! De har i Deres Gaarsnumer omtalt en ved Døden afgaae gammel Mand, pensioneret Copist under Justitsministeriet Peter Gyth og, hvad der ogsaa har været Tilfældet med et andet kjøbenhavnsk Blad, charakteriseret ham som en Særling, der negtede sig Livets første Fornødenheder, blot for at puge Penge sammen, levede i et utaaleligt Svineri ose. Tillad en af hans Ungdomsvenner, der engang omgikkes ham meget og kjendte ham nøie, og som anseer det for sin Pligt at værne om den Afdødes Minde og give hans Samtid et sandere og mindre afskrækkende Billede af ham, at fuldstændiggjøre og berigtige Deres Beretning. Vistnok ville vi selv da, naar den Hensovedes lange og eensformige Liv staaer klarere for os, ikke kunne fritage ham for at have levet som en Særling; men man vil tillige faae Indtrykket af, at han var en i alle Henseender høist agtværdig Personlighed, hvis gode Egenskaber vare de langt overvejende.

Det hedder i Deres Beretning, at han aldrig kunde lade sig bevæge til at blive mere end Copist, eftersom han meente her at være kommen paa sin rette Hylde. Det forholder sig ikke saa. Motivet til, at han afslog enhver Forfremmelse, var et ganske andet og af en langt ædlere Natur. Han var nemlig samtidigt med. at han var Copist i et af Cancelliets Revisionscomptoirer, Extra-skriver i Archiv-Comptoiret, og for at blive forfremmet i sin ene Stilling maatte han have opgivet den anden. Som Angre vilde han heller ikte have taget i Betænkning at gjøre det, hvis han kun havde havt sig selv at sørge for. Men han havde sine gamle Forældre i Huset hos sig; Moderen var i mange Aar sindssvag og sengeliggende. og Faderen, en høitbedaget Gubbe, kunde ikke tjene Noget til Livets Ophold. Sønnen pleiede disse sine Forældre med en sjelden Opoffrelse. Da der aldrig holdtes Pige, var han selv oppe om Morgenen for at lave Drikke, hentede Middagsmaden til dem fra Spiseqvarteret o. s. v. Da de siden døde, først Moderen og senere Faderen, var han allerede selv i en Alder, hvor det var ham ligegyldigt at komme i en høiere Embedsstilling.

Uagtet hans Ungdom saaledes ingenlunde henrandt under gunstige eller opmuntrende Kaar, og det meste af hans Tid var optagen af Forretninger, maa man ikke troe, at han forsømte at uddanne sig eller ikke havde Sands for noget Høiere. Jeg har tvertimod kjendt faa Mennesker, der med en saa stor Udholdenhed og Alvor som han søgte at udvide deres Kundskaber. Men Alt, hvad han lærte, lærte han, med Undtagelse af de første Skolekundskaber, kun ved Selvstudium. Han kunde saaledes Tydsk, Fransk, Engelsk og Italiensk, vel ikke saaledes, at han kunde tale disse Sprog, men dog nok til at kunne forstaae, hvad han læste. Og dette var ikke lidet; thi næsten alle hans Fritimer anvendte han til Læsning og til at spille paa Fløjte og lidt Claveer, hvad han ligeledes havde lært sig selv. Til disse Sysler var han meget punktlig med Inddelingen af sin Tid; hvert Fag havde sin bestemte Time. Foruden fine Studier gav han sig ogsaa af med Tegning og freqventerede i mange Aar Kunstakademiet, hvor han var avanceret til Modelskolen. Han var tillige i sine yngre Dage en flittig Komediegænger, og anvendte ikke Lidet af sine Indtægter til Anskaffelse af Bøger og Musikalier. Det er muligt, at han paa sine gamle Dage blev mere paaholden paa Pengene, især da han ikke  kunde rente nogen stor Pension; men i sin Ungdom og i sin kraftige Manddomsalder var han det ingenlunde, men meddeelte tvertimod stjerne til Andre og saa rundeligt, som det var ham muligt.

At han i det paa Grund af Moderens Sindssygdom høist uhyggelige Hjem, hvor han tilbragte sine bedste Leveaar, ikke kunde faae Sands for Reenlighed og Orden, er let at indsee, og Vanen var saaledes bleven ham til anden Natur, at han heller ingenlunde sylte noget Savn derved. At han ikke skal have anskaffet sig nye Klæder siden 1812, er dog en stor Overdrivelse; mit Bekjendtskab til ham skriver sig netop fra en senere Periode, og jeg har dog seet ham med flere end een ny Dragt. Men man maatte rigtignok vide, at den var ny, thi han hadede i den Grad at see pæn og Pyntelig ud, at han i Regelen, naar han havde nyt Tøi eller nye Støvler paa, først gik ind dermed i Cancelliarchivet og gav sig ret til at rode op i gamle Sager for al blive dygtig tilstøvet. I Udøvelsen af sine Embedspligter var han et sandt Monster: han arbejdede ialmindelighed langt ud over den almindelige Comptoirtid, og det uagtet han arbejdede meget hurtigt, hvorved det ikke lidet kom ham tilgode, at han skrev en ligesaa smuk som flydende Haand.

Af de faa Træk. jeg her har tilladt mig at meddele Dem, haaber jeg at De vil erkjende at have faaet et ganske andet Indtryk af den gamle Pebersvend, der unegteligt ved Omstændighedernes Magt blev paatrykt alle en Særlings uhyggelige Kjendemærker, men som ikke desto mindre var et meer end almindeligt begavet og retsindet Menneske, en sjelden opoffrende og kjærlig Søn og en i alle Henseender punktlig og samvittighedsfuld Embedsmand. Han hvile i Fred!

Deres ærbødige
N. N.

(Flyveposten 7. juli 1860)

Farvergade 128 blev i 1859 til Farvergade 18. Matriklen 128 blev i 1908 indbefattet i matrikel 283, hvori også en række andre matrikler blev henlagt. De omfatter i dag Farvergade 2-4 og 6-8 (Matrikel 282), med bl.a. Tutein & Koch. Bygningen er tegnet af arkitekt Roger Møller.

Gymnastik i Landsbyskolerne. (Efterskrift til Politivennen).

Gymnastikunderviisningen. (Dpt.) Under 17de Mai er fra Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet udgaaet følgende Cirkulaire til samtlige Skoledirektioner:

Gymnastikdirekteuren har henledet Ministeriets Opmærksomhed paa adskillige Hindringer for Gymnastikunderviisningens Fremme ved Landsbyskolerne, som burde søges overvundne; hvortil Direktionens gode Bistand vil være fornøden. Til de væsentligste af disse Hindringer maa henregnes:

1) Mangel paa duelige Lærere. Det er kommet til Ministeriets Kundskab, at der ved adskillige Skoler findes Lærere ansatte, som ikke ere i Besiddelse af en tilstrækkelig Dygtighed i dette Fag, deels fordi de enten ikke i sin Tid selv have nydt gymnastisk Underviisning eller kun erhvervet sig et meget ringe Kjendskab til den, deels paa Grund af Alder og legemlig Svaghed.

Under saadanne Omstændigheder vil Gymnastikunderviisningen i Landsbyskolerne forfeile sin Hensigt, og det vil være i Gymnastikens Interesse, at denne Underviisning unddrages de aldeles udygtige Lærere.

Forsaavidt der da ikke i vedkommende Distrikt maatte findes en eller anden dertil duelig Person , navnlig en afskediget Militair, hvem Underviisningen imod en billig Godtgiørelse kunde overdrages, vil del være rettest, at den stilles i Bero, indtil der ved Vakance i Skolelærerembedet erholdes en dygtigere Lærer. Direktionen anmodes derfor herved tjenstligst om, efterat fornøden Undersøgelse i saa Henseende er foretagen, at indkomme til Ministeriet med Indstilling em Gymnastikunderviisningens midlertidige Ophævelse i saadanne Landsbyskoler, hvor Lærerne enten ved Alder og Svagelighed eller ved Uduelighed og Ubekjendtskab med denne Disciplin maatte skjønnes at være uskikkede til at lede Underviisningen paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade, og forsaavidt der ikke maatte findes Lejlighed til at erholde den forsvarligt besørget ved en anden i Distriktet boende Mand. Paa saadanne Steder derimod, hver det skjønnes, at Læreren ikke mangler Duelighed, men Lyst og Villie til at varetage sin Pligt som Gymnastiklærer, vilde det - som i ethvert andet Skolefag, saaledes ogsaa i dette - være utilbørligt at fritage Læreren og standse Underviisningen. Den forsømmelige Lærer bør tilholdes at opfylde sine Pligter, og, naar Tilholdet ikke frugter, drages til Ansvar for sin Forsømmelighed i Overeensstemmelse med Skoleanordningens Forskrifter (Andgn. 29de Juli 1814 Bilag B §§ 2 og 3). Disse Forskrifter efterleves imidlertid ikke allevegne.

2) Mangel paa et alvorligt Tilsyn med Gymnastikundervisningen er ligeledes en betydelig Hindring for dens Fremgang. Det er Ministeriet bekjendt, at i ikke faa Skoledistrikter føres saa godt som intet Tilsyn med de daglige Øvelser, at der ved de halvaarige Examiner ingen Prøve eller Bedømmelse af dette Fag finder Sted, samt at Bestemmelserne i Plakaten af 25de Juni 1828 § 6 paa adskillige Steder sjeldent iagttages; hvoraf følger, at det nidkjære Skolelærer savner Paaskiønnelse af sin Flid, og den forsømmelige bestyrkes i sin Ligegyldighed for et Underviisningsfag, paa hvilkel hans foresatte heller ikke synes at lægge nogen Vægt. Ministeriet maa derfor finde det fornødent at indskærpe Overholdelsen af bisse bestemmelser og herved tjenstligst anmode Direktionen om at have Indseende med, at de stedlige Skoletilsyn ikke tilsidesatte Omsorgen for en forsvarlig Gymnastikunderviisning; i hvilken Henseende Deres Høiærværdighed ved de aarlige Skolevisitationer vil finde Leilighed til at foretage et virksomt Eftersyn og erholde en senere Kundskab om Gymnastikens Tilstand i Skoldistrikterne.

I Forbindelse med det utilstrækkelige Tilsyn maa fremdeles som væsentlig Hindring for Gymnastikens Fremgang nævnes:

3) Mangel paa anordningsmæssige Gymnastikplads og paa behørige Apparater. Det er indlysende, at hvor Læreren er henviist til at benytte en utilstrækkelig Plads, en ujevnet, græsbegroet Markplet, Skrænten af en Bakke, Landeveien eller lignende ubeqvemt Sted til de gymnastiske Øvelser, der vil Underviisningen ikke kunne gives tilbørligt; heller ikke der, hvor de forskjellige Apparater enten ere ufuldstændige eller ubrugelige. Det er imidlertid Ministeriet bekjendt, at der paa adskillige Steder ikke er sørget for Tilvejebringelsen af en Gymnastikplads ved Skolerne, at Pladsen paa andre Steder vel er udlagt, men ikke planeret eller indhegnet, at Apparaterne deels ikke ere fuldstændigt anskaffede, deels ikke stadigt vedligeholdes. Med Hensyn hertil maa Ministeriet ligeledes ansee et skærpet Eftersyn fornødent og herved tjenstligst anmode Direktionen om at ville, efter nærmere desangaaende anstillet Undersøgelse, ved Beretningen om Gymnastikens Tilstand for Landets Vedkommende ved Aarets Udgang meddele Ministeriel Underretning om, hvorvidt der maatte findes Skoler i Direktionens Embedskreds, ved hvilke anordningsmæssig Gymnastikplads ikke endnu er tilvejebragt, og i saa Fald Oplysning om Grunden til, at saadant ikke er skeet.

Et betydeligt Savn for Gymnastikunderviisningen paa Landet er det, at lukkede Øvelsespladse (Gymnastikhuse) i Almindelighed ikke haves, ei heller paa Grund af de med saadanne Bygningers Opførelse og Vedligeholdelse forbundne Bekostninger kunne ventes indrettede til Brug paa de Tider, hvor Vejrliget ikke tilsteder Øvelser under aaben Himmel. Ved Cirkulaire af 25de Marts 1858 søgte Ministeriet, som Direktionen bekjendt, i nogen Maade at raade Bod paa dette Savn ved at lade vedkommende Skoletilsyn opfordre til saavidt muligt at benytte Skolestuerne til Vintergymnastik, og hvor denne Opfordring er bleven fulgt, har Gymnastikken derved vundet kjendelig Fremgang. Opfordringen er imidlertid, som Ministeriet har erfaret, paa mange Steder bleven misforstaaet, som om dermed tilsigtedes, deels at Gymnastikunderviisningen skulde gives i de korteste Vinterdage, efter endt Skoletid, hvilket vilde blive ugjørligt, deels at Skolestuernes Borde og Bænke skulde udflyttes af Huset for at give Plads til Løbe- og Springeøvelser, hvilket ligeledes paa de fleste Steder vilde blive enten ugjørligt eller uoverkommeligt. Hensigten med den ommeldte Opfordring har derimod været denne, at anvise Udvei til paa en beqvem Maade at tilvejebringe Leilighed til Udførelsen af næsten alle de i den autoriserede Lærebogs 1ste Kapitel omhandlede "forberedende Øvelser" , som uden Vanskelighed kunne foretages paa en indskrænket Plads, og hvortil de fleste Skolestuer kunne benyttes, naar Borde og Bænke henflyttes til en Side i Stuen. Indøvelsen af disse forberedende Bevægelser i Efteraarstiden (Oktober og November), naar Veirliget ikke længere tillader Benyttelsen af den frie Gymnastikplads, og i den tidlige Foraarstid (Februar og Marts), for Øvelserne kunne stadigt foretages derude, vil kunne iværksættes uden Ulempe, komme Sommerunderviisningen tilgode og tillige være til Oplivelse for Børnene, som paa disse Aarstider hyppigt mente undvære Legepladsen. En bedre Øvelsesplads end Skolestuen vilde vistnok en i Skolens Nærhed liggende Lo eller Lade være, hvilken for en ringe Leie paa mangt et Sted vel kunde erholdes overladt Skolelæreren til Afbenyttelse, og hvor Lejligheden dertil maatte tilbyde sig, vilde det være ønskeligt, at den benyttedes.

4) Mangel paa stadig og tilstrækkelig Underviisning er fremdeles en væsentlig Hindring for Gymnastikens Fremgang. Det er Ministeriet bekjendt, at Gymnastikunderviisningen i mangt et Skoledistrikt tager sin Begyndelse senere om Foraaret og ophører tidligere om Efteraaret, end Behov gjøres for Vejrligets Skyld, navnlig paa saadanne Steder, hvor de øvrige foranførte Hindringer til deels ere tilstede. Kommer dertil den mellemliggende Høstferie, paa nogle Steder en ustadig Sommerskolegang, paa andre ældste Klasses Fritagelse fra Mai til September, saa skjønnes det, at Gymnastikunderviisningen under saa mange ugunstige Omstændigheder maa reduceres til nogle faa spredte Timer, hvis Benyttelse endda er afhængig af Veirliget. De her nævnte Misligheder ere imidlertid af den Beskaffenhed, at der, med Undtagelse af de ovenanviste Udveie til Udvidelse af Underviisningstiden, ikke er Andet at henvise til, end til et omhyggeligt Tilsyn med, at den Aarstid, som kan benyttes til Øvelser i det Frie, ogsaa bliver benyttet og ikke forkortes eller forsømmes ved Ligegyldighed fra Vedkommendes Side. I denne Henseende maa Ministeriet ansee en skærpet Kontrol fornøden og tjenstligst anmode Direktionen om at drage Omsorg for: at det paalægges samtlige Skolelærere i Skolejournalen at antegne ved hver Uges Udgang, hvor mange Timer der i Ugens Løb er foretaget gymnastiske Øvelser; at vedkommende Forstanderskaber tilholdes at vaage over, at ingen utilbørlig Afkortning i Underviisningstiden finder Sted.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1861).