De danske Vaabenbrødres Fest paa Alhambra havde samlet et temmelig betydeligt Publikum, som dog for en stor Deel først indfandt sig efter den alvorligere Deel af Festen. Fra den paa Plainen oprejste Talerstol, der, som Etablissementet i det Hele, var smagfuldt udstyret, holdtes flere Taler, der mindede cm Dagens Betydning, der fremhævede Danmarks hæderlige ældre Stilling i Staternes Række, der spaaede, at saafremt vi, hvad der for Øieblikket just ikke syntes at være nogen fjern Udsigt til, atter skulde opleve en ny Kamp, en ny Isteddag, da vilde møde der, som danske Mand altid have mødt, tætsluttede om Kong Frederik, som sagde: "Det skal ei skee!" trygt stolende paa: Folkets Kjærlighed hans Styrke! Men der blev ogsaa, og med Rette, paatalt den Lunkenhed, med hvilken navnlig Kjøbenhavn lader vore Krigens Mærkedage gaae forbi. Og det ikke uden Grund; thi Faa vare vistnok de, som udenfor Vaabenbrødrene og de, der fulgte dem, vare tilstede ved den Deel af Festen, hvor netop de Fleste burde have været, og som saa Mange burde have kappedes om at forskjønne og forherlige. Denne Lunkenhed er ikke nogen tilbageholdt Fornemhed eller Geneerthed, thi denne sidste trykker i Regelen ikke Kjøbenhavnerne, men er snarere en Følge af en Mangel paa Selvbevidsthed, ogsaa grundet i, at man gjerne følger efter, hvor Nogen gaae foran. Man venter, at Autoriteterne skulle opfordre, at Statens Store skulle angive Tonen; man troer sig for lille til selv at træde frem, og altfor Mange ere kun instrumenter af smuk Klang og herlig stemte, de kunne blot ikke spille sig selv an. Mangelen paa Selvbevidsthed fremkalder desuden en vis Ængstelighed for at støde an mod Convenientsen, og det er saa ganske naturligt i en By, der, som Kiøbenhavn, lader sig lede i saameget af "hvad der kan gaae an". Dette saaes tydeligt i Concertsalen, da Hr. Carl Lumbye, efterat det sidste Nummer var forbi og forlangtes gjentaget, lod spille "den tappre Landsoldat"; man skulde troet, at Publicum ved denne Leilighed havde ladet sig rive med og, som Enkelte forsøgte, havde istemt denne vor Ægte nationale Krigssang, men nei. Publikum fjernede sig snarere. Aftenen iforveien havde man istedenfor, i Tivoli, endog forlangt "Champagnegalop!" - Den i Theatret fremsagte Prolog var smuk og tiltalende, og Forestillingen "en Tour til Armeen" syntes at vække nogen interesse. Det afbrændte Fyrværkeri var meget smukt, og Forestillingen af Bissens Landsoldat forsaavidt heldig, som Nogen, der netop var over mod Frontsiden, lod ham fremtræde i et Taageslør. - i Vaabenbrødrenes sexa, der var arrangeret ved Münchener Hallen, deeltoge næsten 400 Herrer og Damer, og Tiden forløb i en munter Stemning, der fremkaldtes ved flere humoristiske Skaaler, i hvilke Talerne forstode at indflette livlige og træffende Erindringer. Saavel til den alvorlige Deel som Sexaen var de skrevet flere Sange; blandt andre havde en anonym Dame tilsendt Selskabet en smuk lille Sang. -- Endelig begyndte Dandsen paa Plainen, hvorefter maaske mange Been længtes, og en munter og livlig Stemning holdtes ogsaa vedlige mellem de Dandsende ligetil instrumenterne bleve pakkede sammen.
(Folkets Avis - København - 27. juli 1860).
Rendsborg den 27de Juli: Istedslagets Aarsdag sejredes af den herværende Officersklub ved et Festmaaliid, hvorefter foretoges en Sejllur paa Eideren, hvor er net Fyrværkeri afbrændtes. Dette tilligemed den Officererne ledsagende Musik, der foruden "Danmark dejligst Vang og Vænge" og "Kong Christian stod ved højen Mast" spillede andre Fædrelandssange, havde samlet endel Nysgjerrige, saavel Militære som Civile. Medens de Første, som for Størstedelen vare Menige, glædede sig ved at høre disse hjemlige Toner i den stille Sommeraften, gave de Sidste deres Harme Luft ved Piben, som endog udartede til Kasten med Stene og Jord, da Musiken spillede "Den tapre Landsoldat". En Officer blev ramt i Hovedet og en Musikus paa Ærmet af en Steen, dog uden at foraarsage Nogen af dem videre Skade. Soldaterne, der ere strengt forbudte at deeltage i nogen Horden, viste sig ogsaa ved som ved andre Leilgheder meget moderate, idet de blot ved en halv Snees Ørefigen tvang den for samlede Hob Wühlere til at drage hver til sit.
(Folkets Avis - København - 30. juli 1860)
Optøier i Rendsborg.
- - -
Som Supplement til denne Beretning skrives i samme Blad fra Rendsborg den 29de Juli: To Gange ugentlig udføres her Tappenstreg med Musik om Aftenen fra Kl. 9-10. Saaledes udførtes ogsaa Tappenstreg i Onsdags Aftes paa Istedslagets Aarsdag. Man vidste iforveien, at Stemningen var i høieste Grad irriteret blandt Slesvigholstenerne, og om Aftenen samlede de sig en overordentlig stor Masse Mennesker paa Torvet, deels Militaire, deels Civile. Da Tappenstregen begyndte, begyndte ogsaa strax Pibningen og, da det var bleven noget mørkere. tillige Steenkastningen, hvorved flere Mennesker i bleve ramte af Stene og meer eller mindre saarede. Mandskabet af det herværende Artilleri er halvt tydsk, halvt dansk. Det tydske Mandskab havde i Forening med nogle Civile dannet et Complot mod de danske Artillerister og Infanteriet og havde bevæbnet sig med Knive, store Nøgler og Steen. Paa Torvet og overalt i Gaderne fandt der som Følge heraf meget voldsomme Slagsmaal Sted; dog blev kun 2 Civile og en Trainkudsk arresterede. Sidstnævnte der havde faaet et Sabelhug i Ansigtet, hvorved begge Læber vare blevne kløvede og flere Tænder slaaede ind i Munden, maatte bringes paa Hospitalet. En stor Deel saavel Artillerister som Infanterister ere temmelig alvorligt saarede og ligge deels paa Hospitalet, deels sygemeldte i Qvarteret, ligesom man idag møder mange Civile med Blessurer og forbundne Ansigter. Selv Mandskabet paa Hovedvagten, som var traadt i Gevær, blev hilset med en Hagel af Stene. Der vil naturligviis fra Commandantskabets Side blive indledt streng Undersøgelse angaaende det Passerede, hvorom der strax fra Hovedvagten blev tilsendt Melding.
(Skive Avis 1. august 1860. Uddrag).
I Rendsburg hvor granitsøjlen med evighedskranse og inskriptionen: "Vore faldne krigere 1848, 1849, 1850" blev fundet på militærkirkegården om morgenen på årsdagen for slaget ved Isted, var der ikke ubetydelig gnidning mellem civil og militærfolk om aftenen. Til den officielle fejring af kampdagen som havde været forbudt i flere år, ønskede sidstnævnte at fejre deres private begivenhed endnu mere strålende, især med en sejltur på Obereider med fyrværkeri, musik og sang. Musikorkesteret spillede "De tapre landssoldat", og officerernes sang fuldendte koncerten der skulle forherlige Danmark. Folkemængden forsamlet på kysten tvang dog de skandinaviske helte til at opgive sejlturen ved at kaste med sten, og kort efter var der voldsomme slagsmål på landjorden som gentog sig de følgende aftener. Flere kvæstelser skete, flere civile og militært personel blev anholdt, herunder en dansk soldat der uddelte knivstik.
In Rendsburg, wo am Morgen des Jahrestages der Schlacht bei Idstedt die Granitsäule auf dem Militärfriedhofe mit Immortellenkränzen und der Inschrift: "Unsern gefallenen Kriegern 1848, 1849, 1850" gefunden wurde, kam es am Abende zu nicht unbedeutenden Reibungen zwischen Civil- und Militärpersonen. Für die seit mehreren Jahren untersagte officielle Feier es Schlacht-Tages wollten die letzteren ihre privatim desto glänzender feiern, namentlich auch durch eine mit Feuerwerk, Musik und Gesang verbundene Bootfahrt auf der Obereider. Die Musikbande spielte den "tappern Landsoldaten", und der Gesang der offiziere vervollständigste das zur Verherrlichung Dänemarks angestellte Konzert. Die am Ufer versammelte Menge nötigte jedoch durch Steinwürfe die skandinavischen Heroen zum Aufgeben der Bootfahrt und bald darauf kam es am Lande zu heftigen Schlägereien, die sich an den nächstfolgenden Abenden wiederholten. Mehrfache Verwundingen sind vorgekommen, mehrere Civilisten und Militärpersonen sind verhaftet, under andern ein dänischer Soldat, der Messerstiche ausgetheilt hatte.
(Augsburger Tagblatt. 13. august 1860)
- Genoptræden af sangeren Pollack i Det Kongelige Operahus i Berlin medførte nærmest en slags politisk demonstration mod Danmark. Frøken Pollack havde som bekendt sunget i en festivalforestilling i København der havde en antitysk tendens, og aviserne lavede meget ballade om det - det hed sig endda at hun aldrig ville få lov at komme ind på kongescenen i Berlin igen. For nylig sang hun Susanna i "Figaros bryllup" igen, og hr. v. Hülsen sendte en slags captatio benevolentiae til det forsamlede publikum, hvor de der måske var patriotisk vrede, blev forledt til at tro at fraværet af denne unge kunstners præstation ville være ensbetydende med ødelæggelsen af hele hendes kunstneriske karriere i Tyskland. Så stormen gik over, og sangerne forblev politisk inkompetente. (Schl. Z.)
- Beinahe hätte das Wiederauftreten der Sängerin Pollack im königlichen Operahause zu Berlin eine Art von polititischer Demonstration gegen Dänemark hervorgerufen. Fräulein Pollack hatte - wie bekannt - in Kopenhagen in einer Festvorstellung gesungen, die eine anti-deutsche Tendenz hatte, und in den Zeitungen war davon viel Wesens gemacht worden, - ja es hiess schon, sie dürfe nie wieder die königliche Bühne in Berlin betreten. Neulich hat sie aber doch wieder die Susanna in "Figaro's Hochzeit" gesungen, und Herr v. Hülsen liess eine Art Captatio benevolentiae an das versammelte Publikum gelanden, in welcher den etwa patriotisch Erzürnten zu Gemuth geführt wurde, dass ein Abwesen der Leistung dieser jungen Künstlerin gleichbedeutend mit einem Vernichten ihrer ganzen künstlerischen Laufbahn in Deutschland sein würde. So ging denn das Ungewitter vorüber und Sängerinnen bleiben politisch unzurechnungsfähig. (Schl. Z.)
(Warschauer Zeitung. 1860, Nr. 148 - 298. (29. august 1860) 10. september 1860)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar