Kongeveien. (Efterskrift til Politivennen)

fra Vibenshuus gjennem Lyngby til Gelets Skov.

Det er ikke uden fuld Berettigelse at vi herved tillade os at føre Anke over denne Veis Mangler; thi de ere i den Grad iøjnefaldende, at den, fornemmelig vandrende Veifarers Harme retfærddiggjøres ved paa denne, Landets meest befærdede Kunstvei, at see sig udsat for Ulemper, der ikke frembyde sig grellere paa mangen jydsk Hedevei.

Misgrebene i den Maade hvorpaa Veien, lige fra Kjøbenhavn til Gelets Skov, findes beplantet med tvende Rader Træer, kunne, som tilhørende en fiernere Forlid, selvfølgelig ikke tilregnes Nutidens Bobestyrelse; men, uforklarligt er det dog, at man lader disse Træer staae; thi de staae saa nær Veiens Udsider, hvert Træ ved Foden ombarricaderet med en saa volumineus og ved Træets Væxt saa udskudt Jordvold, at der, mange Steder, ikke levnes Passage for een Fodgænger, mindre for to jevnsides hinanden; ei at tale om at svære Trærødder hist og her skyde hen over Stien og møde Foden. Er nu Gangstien ved Regn, Frost eller Snee slibrig, saa hænder det sig - ikke ofte, men meget ofte - især i den mørke Aften, at Fodgængere og endmere de, som bære noget , f. Ex. Aag og Kurve, have det Uheld at falde eller glide i Grøften, idet de forsøge at komme forbi Træet med dets Bastion, hvor Gangstien sædvanligviis helder, fordi Grøftekanten er nedtraadt; og vil man undgaae denne Uempe, saa maa man skride udenom Træet og ind over den enten støvede eller sølede Jordvei.

Man lægge især Mærke til den Deel af Veien, som fører deels gjennem og deels forbi Sorgenfri Skov, for at see i hvilken paafaldende Grad de paapegede Ulemper existere; som ogsaa det er ufatteligt hvorfor en Allee vedligeholdes paa denne Strækning, der, begrændset af Skov, Lyststeder og skjønne Anlæg, ustridelig vilde for den Veifarende afgive en lysere og smukkere Passage end nu, da Veien og netop paa et Strøg hvor den er allermeest befærdet, formørkes, halv spærres og fordærves af de gamle, til ingen Nytte eller Ziir henstaaende Træer.

Naar vi, med Hensyn til Alleen paa hele Kongeveien, votere en Dødsdom, da er det dog kun den Forudsætning, at den remplaceres af en ny paa Veiens aabne eller af Skov, Haver og Anlæg ubegrændsede Strøg, og saaledes at der mellem dens Linier og Grøfterne - idetmindste paa den ene Side af Veien - indrømmes et Trottoir af 3 a 3½ Alens Brede for Fodgængere; en Foranstaltning der er saa meget mindre vanskelig at gjennemføre, som deels Kjørebanen ikke derved vilde lide det mindste Tab i dens fornødne Brede og det deels intet vilde koste Veivæsenet; thi med Hensyn til Bekostningen, da ere de gamle Træer af saadanne Arter og Dimensioner, at de ved Salg nok kunne dække Udgifterne paa den nye Plantning, selv om Veivæsenet maate vise den Barmhjertighedshandling i den nærværende Dyrtid og forestaaende Vinter at bortgive Qvaset til fattige Folk. Bibeholdelsen af den gamle Allee er imidlertid ikke ene Fundamentet for det Syndefald hvorunder Kongeveien maa lide; thi paa vor Regning med den ærede Vei-Intendant eller hvem det ellers maatte vedkomme, staae endnu nogle Debetposter om den Maade hvorpaa Vedligeholdelsesarbeiderne og Veipolitiet administreres.

Uden at tale om det enten anstødelige, der er i ideligen at see en saa meget befærdet Vei tildeels baricaderet af store i Hobe sammenførte Kampestene, om den Fare de varslet for det Tilfælde at en Vogn ved løbske Heste slynges mod dem, eller om endelig: om hvormeget de bidrage til Snedrivers Ansamling paa Veien, ville vi kun henpege paa den uforsvarlige Maade hvorpaa disse Steenmasser flere Steder favnsættes saa nær ind paa Gangstien, at man ved, især om Aftenen at passere denne, ofte ikke undgaaer at tørne mod de skarpe Hjørner, snuble over eller skamstøde Foden paa de paa Gangstien jevnlig nedskridende og henliggende store Stene, noget hvorover der i daglige Tale føres en ikke mindre begrundet Klage, end over at de smaaslagne skarpe Rangeerstene hyppig overligge Gangstien til Hinder og Gene for Fodgængeren, hvis Fodtøj sønderskjæres og Fod saares, hvorpaa der ingenlunde mangler Exempler.

Men, ikke det ene. Ogsaa Steenslagningen foregaaer paa selve Veien, ja endog tæt udenfor Beboernes Huse og Vinduer, hvorved saavel Veifarende som Heste og Vinduer ere udsatte for Ram af de ved Slagningen udflyvende Stene, af hvilke, for ogsaa her at yttre os exempelviis, en Steen er seet, omtrent af en knyttet Haands Størrelse, med Force fare igjennem et Vindue, tørnende mod et Meubel i Værelset. Vel skal det, siges der, være Pligt for Steenslageren at opstille en Skjærm mellem sit Arbeidssted og Kjøreveien, for at hindre Stenes Flugt mod den Side; men denne Skjærm, ei at tale om at ingen saadan opstilles mod Gangveien (idet det vel antages ei at gjøre stort, om en Fodgænger faaer en Tørn) sees ligesaa ofte, uden Hensyn til Kjøreveien, vendt mod Vinden, som et Læmiddel for Arbeideren.

Man har saa meget mere Anledning til at harmes over denne Steencommerce paa Landeveien, som den der er aldeles unødvendig; thi Veivæsnenet kan, i Lighed med hvad der skeer mange Steder, kjøbe Stene i slagen Stand. 

Og hvad er saa det for et Sølen, som afstedkommes ved den jevnlige Opskovling paa Jordveien? Opskovlingen lægges i Bunker, hyppig saa nær Gangstien, at ikke alene det fra dem udsivende Vand overflyder denne, hvorved Smaapøle og slibrige Steder fremkomme; men ogsaa selve Bunken, naar den er ustørknet, breder sig ud, næsten ind paa Stien, hvorved Fodgjængeren, især i Mørke, udsættes for at løbe lige i en Søle, og det er vel ikke ene Indsenderen af disse Linier, hvem det saaledes, for ei faa Dage siden, er hendet en Aftenstund, temmelig summarisk at falde i et sligt væmmeligt Bad. Hans første Ønske var at han her havde havt Vei-Inspecteuren til Cicerone og Fodgænger; thi, om den ærede Herre havde prøvet en saa grotesk Badning, da vilde den maaskee have virket mere velgjørende end alle vore Argumentationer og Anker.

Det er jo en Sandhed at gode Veie fremme et Lands Civilisation og Velvære; men Kongeveien, der er en af landets meest befarede, i umiddelbar Forbindelse med Hovedstaden staaende Kunstveie, synes tilvisse, efter den troe Daguerreotypi, vi have givet af den, tildeels snarere at være en Parodie af hvad den burde være, end et Vidnesbyrd om at denne Sandhed erkjendes, og vist er det, at Ønsket om at Veien gjøres passabel for det reisende Publikum, er ligesaa almindeligt, som det er Pligt for Vedkommende at imødekomme en saadan fordring.

Lyngbye, den 19de october 1853.

I Fleres og eget Navn

C. Gräbert

Kammerraad.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1853, 2. udgave)

Inhospitalitet i store Vibenshuus.

Det er godt nok sandt at Nørreport nu står åben hele natten igennem, og at rejsende således når de forhindres i at fortsætte deres rejse på grund af ufremkommeligt vejr, kan ty tilbage til København. Men da dette ifølge omstændighederne undertiden kan være ubelejligt, så var det at ønske at man med sikkerhed kunne stole på at blive ladt ind i værtshuse der nærmest omgiver staden. Men at dette ikke er tilfældet, vil publikum erfare af følgende anmelderen meddelte tildragelse:

En mand hvis forretninger nøder ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, rejste den 2. i denne måned om aftenen sent fra København til sit bestemmelsessted. De betydelige snedriver som var føget sammen af den stærke østenvind, forhindrede ham efter at have passeret værtshuset De Tre Flasker at komme videre, da både hest og vogn blev siddende fast, men dog ved hjælp fra adskillige bønderkarle som blev hentet fra sidstnævnte værtshus, med møje blev løftet op og hensat i stalden ved omtalte værtshus. 

"Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der." (Fælleden her om sommeren, giver et indtryk af hvor øde området var).

Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der. Efter at der først var banket på døren i en tid af 5 minutter, lod værten sin stemme høre, og spurgte hvem det var som bankede. Den rejsende gav sig til kende, men værten svarede at det var ham forbudt at lukke op, og at han ikke under nogen omstændighed ville gøre det. Hverken det forskrækkelige vejr eller de indtrængende bønner kunne formå ham til at lukke op. Efter således at have stået i omtrent 20 minutter, truede den rejsende med at ville indgive en klage over værten til politiet. Herpå lukkede denne op. Men uagtet den rejsende ve dat have vadet over en time i sne til midt på livet var ganske forfrossen og våd, blev det dog ikke muligt at formå værten til at levere ham andet end et glas koldt vand.

Anmelderens hensigt hermed er at gøre sine medborgere bekendt med en så vrangvillig og utjenstvillig mand som værten i Store Vibenshus har vist sig, og at forespørge sig hos kyndigere hvorvidt en sådan umenneskelighed kan være hjemlet ved nogen speciel forskrift.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6027-6029).

A. W. Mollerup fra Store Vibenshus besvarede kritikken, se Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045.

Om dødfrosne Mennesker og Sneplove

(Tilegnet amtmændene i Sjællands stift)

I de få dage da frost, sne og fog på engang satte så stærkt ind, blev vejene i en hast upassable. Posterne måtte dels vende tilbage, dels ligge stille. Adskillige farende er frosset ihjel, ikke af frostens absolutte strenghed, men fordi de ved de ufremkommelige veje blev så længe udsatte for den. I kroerne sad sognefogederne og bønderne, og i stedet for at åbne vejene (jeg taler egentlig kun om Kongevejen) søgte de blot at skræmme de rejsende tilbage, eller til at betale for hjælp. Enhver indser hvor forkert denne adfærd af bønderne og fogederne er. Netop når det sner og fyger bør snebjergene ved skufning og snepløjning foretages efterhånden som de vil ansætte sig. Da er sneen løse og blæser endog bort af skuffen. Når den derimod har fået frost ovenpå, bliver den hård og tung, og altså uendelig vanskeligere at bortskaffe eller bortpløje. Men dertil fordres da også to ting: Først, at nogen driver bondefogederne, og at disse nogen drives af natmændene. Dernæst, at der overalt langs vejene var mængde af sneplove. Ikke sådanne uhyre maskiner der skal slides frem af 8 par heste, og hvor en snes karle har bænk at sætte sig på for at passiare, men et par spidst sammenslagne brædder hvorved sneen løselig, men ofte overfares.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 663-665)