(Tilegnet amtmændene i Sjællands stift)
I de få dage da frost, sne og fog på engang satte så stærkt ind, blev vejene i en hast upassable. Posterne måtte dels vende tilbage, dels ligge stille. Adskillige farende er frosset ihjel, ikke af frostens absolutte strenghed, men fordi de ved de ufremkommelige veje blev så længe udsatte for den. I kroerne sad sognefogederne og bønderne, og i stedet for at åbne vejene (jeg taler egentlig kun om Kongevejen) søgte de blot at skræmme de rejsende tilbage, eller til at betale for hjælp. Enhver indser hvor forkert denne adfærd af bønderne og fogederne er. Netop når det sner og fyger bør snebjergene ved skufning og snepløjning foretages efterhånden som de vil ansætte sig. Da er sneen løse og blæser endog bort af skuffen. Når den derimod har fået frost ovenpå, bliver den hård og tung, og altså uendelig vanskeligere at bortskaffe eller bortpløje. Men dertil fordres da også to ting: Først, at nogen driver bondefogederne, og at disse nogen drives af natmændene. Dernæst, at der overalt langs vejene var mængde af sneplove. Ikke sådanne uhyre maskiner der skal slides frem af 8 par heste, og hvor en snes karle har bænk at sætte sig på for at passiare, men et par spidst sammenslagne brædder hvorved sneen løselig, men ofte overfares.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 42, den 9. februar 1799, side 663-665)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar