Ingrid Ulbricht (1870-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Ingrid Ulbricht var datter af indremissionær Carl Johann Ravens (1843-1926) og Kristiana Emilia Ludviga Bülow (1846-1926). Hun blev konfirmeret af formanden for Indre Mission Vilhelm Beck. Hun blev undervist i hjemmet til 17-års alderen, og var i nogle år huslærerinde hos de indremissionske præster Carl og Otto Moe i Skjern og Skanderup ved Kolding (se andetsteds på denne blog). I 1892 blev hun forstanderinde for diakonissehuset ”Diakoniewerk Kropp” og en sindssygeanstalt i Kropp i Slesvig. Her arbejdede også "søster" Laurine Lehmann (1872-1937). 

Ingrid Ulbricht blev behandlet flere gange for dårlige nerver (overanstrengelse?). I 1899 blev hun indlagt i Dresden hvor hun udbyggede sin forbindelse til gymnasielektor Edmund Ulbricht (1849-1907). Han var kurgæst/indlagt på stiftelsens kursted på Westerland (på øen Sild) i 1898 og altså 21 år ældre end Ingrid. Ingrid Ulbricht brød sit diakonisseløfte ved at gifte sig med ham i september 1900. De havde plejebarnet Børge (1905), hvis søster, lærerinde Edith Bisgaard, senere havde bopæl i "Villa Karis". Laurine Lehmann rejste med til Dresden og blev husbestyrerinde for ægteparret. Da Edmund Ulbricht døde 1907, blev de to kvinder boende sammen i Dresden.

Ingrid Ulbricht skrev fra 1910 romaner under navnet Ingelid Edmund, "Die Tochter des Strandvogts" (1911), "Karin Nordhammar" (1910) og "Die Frauen im Leben Erik Turessons" (1913).

I 1913 vendte Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann tilbage til Danmark. Her blev hun tilknyttet KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), i Hellig Kors sogn, hvor Axel Beck (søn af Vilhelm Beck) var præst. Hun skrev endnu en roman, nu under eget navn, "Som gennem ild" (1915). I 1915 overtog hun ledelsen af KFUKs Hovedforening i København. 

K. F. U. K. Basarens største Bod.

Lige før K. F. U. K.s Formand, Professorinde Ulbricht, aabnede Byggefondsfesten igaar i Koncertpalæet, naaede vor Fotograf at tage et Billede af den største af Bazarens mange Boder - en tiltalende Ophobning af Frugt, Blomster, Fjerkræ og Grøntsager. Hele Baggrunden optages af fikse Spaankurve fyldte med Frugt, Kurve, der paa det nydeligste er dekorerede af Komtesse Reventlow, Rudbjerggaard. Komtessen ses paa Billedet yderst tilhøjre - derfra mod venstre: Grevinde Ahlefeldt, Grevinde Frijs, Juellinge, Grevinde Wedell, født Frijs, og Overhofmesterinde Castenschiold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1918).

Kvindelige Præster?

Udtalelser af ledende Personligheder indenfor Kirken.

Formanden for K. F. U. K , Professorinde Ingrid Ulbricht udtaler sig taften om det brændende Spørgsmaal.

Professorinde Ingrid Ulbrecht.

"Naar jeg efter Opfordring skal udtale min Mening, om der bør gives Kvinder Adgang til Præsteembedet eller ej, saa kan jeg kun svare med et bestemt Nej! I den gamle Pagts Tid blev Præstedømmet udtrykkelig betroet til Aron og hans "Sønner", i den ny udsendte Jesus kun "Mænd" som Apostle, skønt der blandt hans Disciple var mange Kvinder, der fulgte ham. Dette, mener jeg, er en Vejledning fra Herren om, hvem han ønsker, Præstedømmet skal gives til, og de Vanskeligheder, som ikke alene vilde opstaa, hvis Kvinder fik Adgang dertil, men som direkte vilde skade dette, er mange. Jeg vil her kun nævne to: Man tænke sig en ung, ugift Præstinde som Sjælesørger; der er jo slet ingen Tvivl om, at hun vilde være udsat for Forelskelser fra den mandlige Ungdoms Side. At dette vilde berede Vanskeligheder i Sjælesorgen, er klart; det vilde bringe hende selv i mangen pinlig Situation og ofte virke hæmmende paa hendes Virksomhed. Man kan indvende, at det samme er Tilfældet med den ugifte Præst, tilstaaet for saa vidt det angaar Forelskelsen fra den kvindelige Ungdoms Side; men saa ikke længere; thi saa længe Kvinderne endnu ikke har lovhjemlet Ret til at fri, er det paa dette Omraade "Præsten", der er Herre over Situationen, derimod ikke "Præstinden". Den anden Vanskelighed vil være til Stede, hvis den kvindelige Præst bliver gift. For det første vil hun, naar Tiden kommer, da hun skal blive Moder, ikke kunne varetage Udøvelsen af Præsteembedet, uden at noget af dettes Værdighed gaar tabt; for det andet vil hun som Moder ikke kunne gøre fyldest i Præstegerningen, hvis hun ikke skal forsømme Mand og Børn, og har Gud gjort hende til Hustru og Moder, saa har hun sine første Pligter i Hjemmet.

For Kvindens Arbejde i Samfundet og Menighed som Diakonisse, Dommer, Taler osv, er der Hjemmel i Skriften, men ikke for hendes Gerning som Præst; og jeg synes, at det, Gud har givet os i vor Egenskab som Kvinder, er saa højt at vi ikke skal bortbytte de mod noget, vi ikke er bestemt til. Vi vil derved let miste eller gøre de Forrettigheder værdiløse, som Gud har betroet os netop som Kvinder.

Ingrid Ulbricht.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. januar 1919)

Protest.

VI undertegnede Kvinder, der med Sorg og Harme har set den Ansvarsløshed, hvormed flere af vore store, ansete Firmaer ordner deres Udstilling af Kvindedragter, henvender os herved til disse med den alvorligste Protest derimod og undlader ikke at udtale, at dette sker paa mange Tusinde Kvinders Vegne, der har følt det som en Skam og Nedværdigelse af hele vort Køn.

Vi kan ikke finde os i, at saadanne Skøgedragter bliver indført i vort Folk, og saaledes bidrager til at nedbryde Anstændighedsfølelsen baade hos Mænd og Kvinder i alle samfundklasser.

- - -

(Nationaltidende 27. november 1919. Uddrag).

Protesten var underskrevet af 28 kvinder, heriblandt Ingrid Ulbricht. Ekstrabladets redaktør Freilif Olsen var også imod dragterne, han mente at de var så uanstændige at der ingen forskel var på damer og "halvdamer", samt "Naar Damerne selv klæder sig som SKøger, har de ingen Ret til at fordre strenge Straffe indført for de Mænd, hvis Drifter de selv ophidser til Forgribelse. Ej heller har de Ret til at tale med om Sasmfundets Brøst, thi fra Silkechemisen og Silkestrømperne til til overdaadige "Robe" af kostbart "ingenting" er de selv Luksusvæsener, som bringer Landets Værdier ud over Landets Grænser, der hvor Silken og Gimmeret kan købes." (Citeret fra Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 29. november 1919).

Folkets Avis - København imødegik protesten ved at afkræve underskriverne en forklaring på hvad det helt konkret var, de var imod. Bladet sammenlignede med forbud mod udenlandske film, udenlandske illustrerede blade og bøger, fotoer af nedringede damer, maleri- og skulptursamlinger. Ironisk opfordrede avisen til at de underskrevne "moralens præstinder" passende kunne lave en mannequinopvisning for at vise hvad det var de anså for anstændigt.

Klokken 5 (København) fandt det dobbeltmoralsk når man ikke protesterede mod "skøgedragterne" til store bryllupper i Frue Kirke og snob-bryllupperne.

Grosserer Fonnesbech udtalte til Politiken at han trøstede sig med at dragterne var endnu værre i London og Paris, og at publikum kunne lade være med at købe dem: "Er man "virkelig fin", er man nemlig ikke Slave af Moden, men klæ'r sig, som man finder det passende."

Kvinder som Præster.

Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde samlet mange interesserede Tilhørere til Emnet "Kvinder som Præster".

Formanden for K. F. U. K., Professorinde Ulbricht, var Diskussionens første Indleder og søgte fra Bibelen at bevise, at Kvinder ikke bør blive Præster.

- Kvinden maa ikke modtage Ordination, sagde Fru Ulbricht, da hun kan blive Moder, efter at hun er ordineret. I Henhold til Det nye Testamente pegede Taleren paa, at Kristus aldrig har antydet Muligheden af, at kvindelige Præsier kunde tænkes, og aldrig har udvalgt sig saadanne blandt sine Apostle.

Formanden for den kristelige Kvinde valgretsforening, Fru Charlotte Hansen, kom derefter med et Indlæg for Kvinders Adgang til Præsteembedet, og i den paafølgende Diskussion deltog før hendes Standpunkt Fru Ranni Schlichter og Fru Høegh-Christensen.

For Professorinde Ulbrichts Standpunkt talte Forfatterinden, Frk. Ingeborg Marie Sick, der bl. a. anførte, til hvor stor Velsignelse Mathilde Wrede havde været uden nogen Præsteværdighed.

Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde Grund til at være tilfreds med Aftenen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1919).

Få år efter opførte K. F. U. K. en stor bygning i Store Kannikestræde, indviet 1920, som Ingrid Ulbricht var en drivende kraft bag. I 1919 var hun en af initiativtagerne til oprettelsen af KFUK-spejderne, som hun også blev formand for. KFUK-spejderne var et kristeligt modstykke til Det Danske Pigespejderkorps, og formålet var at vinde indpas blandt navnlig de velstillede unge kvinder, som det traditionelle KFUK-arbejde ikke appellerede til. 

Professorinde Ulbricht,

Leder af K. F. U. K., der igaar indviede sin nye Bygning i St. Kannikestræde.

Originalartiklen har et sløret foto af Ingrid Ulbricht. Jeg har erstattet det med dette foto af fotograf Max (Albert) Schou junr. (1878-1944): Ingrid Ulbrich, f. Ravens (1870-1923). Ægtefælle professor, overlærer Gustav Emilius Edmund Ulbricht (1849-1907). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Igaar naaede Kristelig Forening for unge Kvinder det store Maal, som den store og betydningsfulde Forening i mange Aar har sat sine bedste Kræfter ind paa og imødeset med længsel, nemlig Indvielsen af sin egen smukke og store Bygning.

Naar K F. U. K. ikke til daglig er saa kendt som de unge Mænds tilsvarende Forening, skyldes det den Omstændighed, at K F. U. K. ikke har kunnet centralisere sin vidtomfattende og højst betydningsfulde Virksomhed i den samme Grad som K. F. U M. som allerede i lang Tid har haft sit store og smukke Hjem i Gothersgade, fordi man savnede et tilstrækkeligt stort Samlingssted. Men med det smukke nye Hjem for unge Kvinder, som igaar blev indviet i St. Kannikestræde, staar den store Forening fuldt ud lige saa godt udrustet som K. F. U. M. til at kunne gennemføre den store Opgave at byde den opvoksende Ungdom et smukt tiltrækkende og betryggende Samlingssted.

I den stilfulde Bygning, der er opført under Ledelse af Axelborg dygtige Arkitekter, D hr. Wittmaack & Hvalsøe, findes der ikke blot smukke og store Forretningslokaler og Festsale, men tillige en Række hyggelige Opholds- og Pensionatsværelser, smagfuldt udstyrede under Ledelse af Arkitekt Persson. lederen for den store K. F. U. K Bevægelse her i Kjøbenhavn er den bekendte Professorinde Ulbricht, hvis utrættelige Interesse og store Dygtighed, Foreningen i høj Grad har at takke for det Maal, der nu er naaet.

(B. T. 6. december 1920).

50 Aar.

Professorinde Ulbricht.

Torsdag den 22de ds. fylder Professorinde Ulbricht, Formanden for K. F. U. K.s Hovedforening, 50 Aar. Professorinden er en af de mest kendte Kvinder indenfor det kristelig-sociale Arbejde her i Landet, og hun hører til dem, som aldrig gaar af Vejen for vanskelige Opgaver.

Naar K. F. U. K.s Hovedforening - midt under Dyrtiden - har kunnet magte at rejse en Millionbygning, skyldes dette ikke mindst hendes lyse Syn og utrættelige Energi.

Professorinden er en udmærket Foredragsholder, de, som har hørt hende, vil forstaa, at hun er blevet den skattede Ungdomstaler, som hun er, og de mange, som gennem Aarene er kommet i personlig Forbindelse med hende, vil kunne tale om den altid levende Interesse hvormed hun omfatter den enkelte.

Professorinde Ulbricht har for nylig oprettet et Hvilehjem i Bagsværd, hvor hun modtager baade mandlige og kvindelige Rekonvalescenter. Hvordan hun kan faa Tid og Kræfter til - foruden det store Arbejde i K. F. U. K. - at være en omsorgsfuld Vært inde for sine Gæster, hvad hendes Rekonvalescenter paastaar, hun er, er ikke let for Mennesker med almindelige Arbejdskræfter at begribe, og de der tillige fortælles, at hun faar Tid til at grave i sin egen Have og fodre Høns og Kaniner! saa forstaar men, at Hovedforeningen Formand ikke endnu, i hvert Fald for sit eget Vedkommende, har indført 8-Timers Arbejdsdagen !

Paa Torsdag vil sikkert mange Lykønskninger og kærlige Tanker finde Vej ud til Villa "Karis" i Bagsværd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1920, 2. udgave).

Foto fra Aftenbladet (København) 30. november 1920 der viser K. F. U. K. bygningens gård med brønd og buegang. 

Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann boede i Villa Karis, deres rekonvalescenthjem i Bagsværd. Sidstnævnte var den mere anonyme "Kvinden i andet geled". Der var bl.a. koncerter.

På billedet ses professorinde Ulbricht, fru Augusta Blad (reciterende) og stiftsprovst dr. Ussing. Bag denne skimtes det hvidklædte kor og dets dirigent, kantatens komponist Rud Langgaard. Tegningen fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920.

Indvielsen af K. F. U. K.s nye Bygning.

Den foregik ved en smuk og storstilet Højtidelighed i Overværelse af ca. 1200 Deltagere.

Dagen Indledes med en Festgudstjeneste i Frue Kirke.

Igaar stod K. F. U. K.-Lederne og al den Ungdom, der fylkes om dem, ved deres Maal - Foreningens store, smukke Hjem færdigt til at tages i Brug - og derfor Indledte de Dagen ovre i de nye Omgivelser - helt oppe paa Tagterrassen med Flaget vajende over sig.

Til Festgudstjenesten i Vor Frue Kirke var alle Pladser fuldt besatte, Alteret festligt smykket og grønne K. F. U. K.-Spejdere dannede Æresvagt i Koret og paa hver Side af Midtergangen. Under Intonation fra Orgelet førtes Foreningens nye Fane til Koret af fire hvidklædte, unge Piger og bagved dem fulgte de tre Spejderdivisioners Faner, der blev opstillede paa hver Side af Alteret.

Pastor Henriksen talte over Dagens Tekst, Luc. 21, 25- 36, om Tro og Haab, de Følelser, der havde født K. F. U. K.s Arbejde og baaret det oppe, og han bragte Foreningen den danske Menigheds Hilsen og Lykønskning til dens betydningsfulde Arbejde for at skabe Landet fromme, stærke Kvinder til Afløsning af den Kvindetype, som nu er den fremherskende.

Den festlige Indvielse af Huset.

Tilsyneladende helt færdig, nyskinnende, blomster- og flagsmykket modtog det det statelige, nye Hus et Par Timer senere sin store Flok af Indbudte. Paa Trapper og ad Gange dannede Pigespejderne Spalier, tog Tjeneste i Garderoberne og omdelte den store, smukt udstyrede Kantate. Vi anslaar Forsamlingens Mængde i den store Festsal i tredie Etage til ca. 1200 Mennesker, hvoraf en Del paa Galeriet og i Dørene til de tilstødende Rum.

Oppe paa Tribunen har Foreningens unge, hvidklædte Sangkor og Solisterne Plads, og heroppe dirigerer Rud. Langgaard selv sin pompøse Musik til Kantaten, der indledes med et Forspil, hvorefter 

Foreningens Formand, Professorinde Ulbricht taler.

Hun indleder med en Takkebøn for det Maal, der idag er naaet, og opridser derefter Hovedpunkterne i K. F. U. K.s Historie fra dens beskedne Begyndelse til nu.

- Naar vi staar her idag i vort eget, skønne Hus, siger Formanden, vil vi aldrig glemme Danmarks Dronning, fordi hun gav Arbejdet sin Støtte og Forstaaelse. Vi savner Deres Majestæter, som begge havde lovet at være tilstede, og vore Tanker gaar til dem med Tak.

En Tak bragte Professorinde Ulbricht derefter alle "fra Hytte til Slot", som havde været med at smykke dette Hus, dets Arkitekter, Ingeniører og Haandværkere, med hvem Samarbejdet havde været en Glæde. En særlig Tak rettedes til Overretssagfører Bache, Grosserer Lønberg og Tandløge Winding.

I Ordene "Herren Zebaoth er med os, Isaks Gud er vor faste Borg" var det kristelige Ungdomsarbejde begyndt, og under de vilde det fortsætte.

Herefter fulgte Kantatens første Del, Recitation ved Fru Augusta Blad af Forfatteren Inge Hofman-Bangs Ord: Den store Skare af fjerne Tiders Kvinder, der drager forbi. "Østens tavse Skare med gyldne Lænker omkring Haand og Fod", og Fru Ellen Overgaard synger Soloen om det Budskab, der gennem en ydmyg Jomfru løftede Kvinden op fra Fornedrelsens Dale, den "underlige Mand", som Recitativet skildrer, "der taler om Strid, men lyser af Fred. Kantatens første Del slutter med et Hymnekor af de Unge: "Hil dig Krist", hvorefter

den højtidelige Indvielse ved Stiftsprovst Ussing finder Sted.

Stiftsprovsten lyser den kirkelige Velsignelse over Forsamlingen og lader sine Tanker gaa tilbage til Valdemar Sejrs Dage, da Biskop Peder Suneson indviede Vor Frue Kirke, og hvor der vel kun færdedes nogle faa Købmands- og Fiskerdøtre, der tyede til den hellige Jomfrus Beskyttelse i Datidens vilde og farefulde Liv. Hvem havde tænkt, at 700 Aar efter skulde Titusinder af unge Piger være stedt i Farer, der var værre og mere skæbnesvangre end de, der kendtes den Gang. Hvem skulde senere have troet, at vore Kirkehuse skulde blive de eneste faste Værn for Stadens unge Døtre. Vi har oplevet, at Kirken i vore Dage har rejst sig med en ny og levende Magt, og i Kraft af denne Magt er ogsaa denne stolte Borg bleven rejst for hele Landets unge Kvinder tæt inde under Vor Frues gyldne Kors.

I den hellige Jomfrus Tegn begynder ogsaa den skønne Frise, som pryder Bygningens Mure, og hvis bibelske Fremstillinger danner Grundlaget for Stiftsprovstens øvrige Tale, begyndende med Mariæ Bebudelse, den unge Kvinde, der bøjer sig i Bæven og ydmyg Tro: Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord. Til

vor Tids Kvindebevægelse

tager de fleste af Stiftsprovstens Ord Sigte i en stærk Anerkendelse af den Kvindernes Ansvarsfølelse, som er begyndt at vaagne i alle Lande, hvor den ene Organisation efter den anden rejser sig.

- Og det er godt, at Kvinderne vaagner, bliver sig bevidste og gaar ud i Arbejdet, fortsæt dermed, for Kvinden ejer den Styrke og Kærlighed i sig, at hendes Hjerte kan aabne sig helt for det højeste og kan give sig hen for fuldtud at tjene det.

Men Nutidens dygtige Kvindebevægelse synes at have svært ved at nævne Jesu Navn. Fulde af Idealer gaar de frem i Haabet om at forbedre Verden, men den bevidst kristne Kvindeher er en Kamphær, som gaar ud for at møde Jesus og at gøre ham til Midtpunktet og Kraften i al deres Virke.

Gid dette Hus aldrig maa gaa paa Akkord for at følges med de mange Gid her maa fylkes en mægtig Hær under Kristkorsets Banner, at der kan komme en Besøgelsestid og en Folkebevægelse, saa Kvinderne i Danmark endnu en Gang kan skænke Landet en Frelser, der kan oprejse det.

- Saa indvier vi da nu i Vor Herres Kristi Navn dette Hus og beder ham vaage over det ved Nat og ved Dag, slutter Stiftsprovsten, hvorefter han aflægger Trosbekendelsen, beder Fadervor og lyser Velsignelsen.

Derefter følger Kantatens Vekselsang ved Fru Overgaard og en ung Amatør med en Indtagende klokkeklar Sopran - Søster, der spørger Søster, hvad hun søger i Kristendommen, med Slutningsverset:

Hvorfor? Fordi jeg er kaldet og draget
mod dem, der blev blodige baaret fra Slaget,
mod dem, der raver, forvildede, blinde.
Fordi fordi jeg er adlet til Kvinde.

Et Kor af de Unge slutter med en Bøn for Gerningen her skal øves, til Melodi af "Den signede Dag". Et Solovers synger Fru Overgaard og det sidste Vers hele Forsamlingen, der har rejst sig:

I Skare vi frem for Tronen gaa,
højt baaret paa Bønnens Bølge,
og bede, at Danmarks Ungdom maa
sig aldrig i Mørket dølge,
men vandre med dig, du Jesus Krist,
dit straalende, unge Følge.

Tilstede ved Indvielsen

var, foruden Drs. kgl. Højh. Prinsesse Thyra og Dagmar og tilrejsende nordiske Repræsentanter for K. F. U. K.. saa mange kendte Damer og Heryer, derimellem en Mængde Præster, alle i Ornat, at vi kun iflæng kan nævne de nærmestsiddende:

De to tidligere Forstanderinder for Diakonissestiftelsen, Søster Sophie Zahrtmann og Søster Victoria, samt den nuværende Formand, Søster Alvilda Ræder, Professor Ammundsen. Kontorchef Bangert, Højesteretssagførerne Møldrup og Trolle, begge med Fruer. Bispinde Nielsen, Lucasstiftelsens Forstanderinde, Frk. Brockenhuus-Løvenhielm, Fru Jutta Boisen-Møller, Baronesse Lerche, Rhoden, Overkammerherre Oxholm, Kontorchef N. P. Nielsen. Magistratens tredie Afdeling. Fru Bure, Klavs Berntsens Datter, der har lavet Dagligstuens Møbler, Bygningens Arkitekter, d'Hrr. Wittmaack & Hvalsøe og Arkitekt Windeleff, Frøknerne Hofman Bang, Arkitekt Persson, Ingeniør Zeuthen, Professorinde Fischer, Frk. Elly Grøn, Professorinde Bull, Komtesse K. Knuth, Stiftsprovst Hoffmeyer, Præsterne Anders Christensen, Müller, Seidelin, Koch, Steen og Storm, Provst Munch og Provst Winther, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, Fru Stadsarkitekt Wright, Grev Joachim Moltke, Tandlæge Winding med Frue, f. Haslund, Boghandler C Rømer, Baronesse Schaffalitsky de Muckadell, Frk. Eva Ussing o. m. a.

I Ungdommens Tegn.

Efterat Højtideligheden var forbi, besaa alle Deltagerne det store Hus, der skinnede fra Kælder til Kvist, og Bestyrelsen modtog i Hallen og Dagligstuen de mange Lykønskende.

En egen Stemning af Ungdom og frejdig Livsglæde skabte Pigespejderne. De havde faaet Ordre til paany at flankere alle Trapper og Gange, men Tiden faldt dem lang, medens Folk gik rundt og rundt - eller maaske var det Stolthed og Glæde over Dagen, der gav sig Udslag, men pludselig hørte man deres glade unge Stemmer i vore bedste Fædrelandssange. Sang efter Sang, alle Versene.

Der var dem, som tog godt Varsel heraf, og som sætter deres Lid til, at en vaagen og varm Nationalfølelse indenfor K. F. U. K.s Mure maa gaa Haand i Haand med det kristelige Arbejde.

laftes gentoges Festen

for Foreningens egne Medlemmer i Overværelse af Bestyrelsen og en snevrere Kreds af Indbudte. Hele Kantaten blev atter opført, efter at baade Kor, Solister Dirigent og de to ved Flyglet akkompagnerende Damer, Fru Rud Langgaard og Pastorinde Frandsen, havde stillet sig rede.

Foreningens Førstesekretær, Frk, Ingebjørg Olafsson, holdt Indledningstalen til de Unge, hvorefter den tidligere Formand, nuværende Formand for Landsforeningen, Komtesse H. Knuth, holdt Hovedtalen. Efter et selskabeligt Samvær omkring de flagsmykkede Kaffe borde talte endvidere Professorinde Ulbricht og de tilrejsende nordiske Repræsentanter, hvorefter Pastor Steen afsluttede den betydningsfulde Dag i det kristelige Ungdomsarbejdes Historie.

Fru Ene.

K. F. U. K. modtog ved Pestligheden igaar en telegrafisk Hilsen fra Drs. Maj. Kongen og Dronningen. Ligeledes kom der Telegram fra kristelige Kvindeforeninger i London og Paris, paa Færøerne osv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920)

Bygningen indeholdt bl.a. restaurant, bestyrelseslokaler, festsal, bibliotek og pensionat. 

Bygningen i Store Kannikestræde. Frisen viser bl.a. Jesus mellem de 5 dårlige og de 5 kloge jomfruer (Matthæusevangeliet 25, 1-13). Lignelsen går ud på at 10 jomfruer kom til Jesus med olielamper. 5 havde olie med, 5 ikke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1929 modtog Ingrid Ulbricht Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. I Ingrid Ulbrichts formandstid indtil hendes død i 1937 fastholdt hun foreningens traditionelle profil med vægt på forkyndelse. Hun ledede selv en stor bibelkreds og holdt regelmæssig taler ved møderne i foreningen. Selvom hun mente, at landets prædikestole burde være tilgængelige også for kvinder, så var hun modstander af kvindelige præster, “Fordi Kvinden i Moderkaldet har en Ret, der er ligesaa betydningsfuld, ja, jeg fristes til at sige, betydningsfuldere end Præstekaldet.” Hun havde ikke visioner om KFUK som en organisation med et mere aktivt socialt sigte.

De Unge før og nu.

Udtalelser af Overbestyrerinde Frk. Martha Steinthal, Professorinde Ingrid Ulbricht, Sognepræst Olfert Ricard og Forstander for Teknisk Skole i København, Kaptajn Paulli.

Fremtiden tilhører de Unge. Ogsaa Menighedens Fremtid. Derfor er det Spørgsmaal saa vigtigt: Hvorledes er Ungdommen? Er den bedre eller ringere end før? Hvordan staar det til med dens aandelige Sans og Etik, med dens Disciplin og Arbejdsvillie?

Den var meget bedre før den ulykkelige Verdenskrig, siger nogle af de ældre. Nej, siger andre; der var nogle Kritiske Aar, straks efter Krigen, men nu har vi en vaagen og praktisk interesseret Ungdom.

Hvem har Ret? Vi har bedt nogle Mænd og Kvinder, der staar i personlig Forbindelse med vor Tids Unge, om at sige deres Mening. Og her er den:

- - -

Professorinde Ingrid Ulbricht:

Som Helhed set, tror jeg, Ungdommen er bedre nu.

Dens aandelige Sans er mere vaagen; maaske er dette Grunden til en større Kritik overfor det aandelige Liv og Forkyndelsen, men tillige til et større Krav overfor sig selv om mere Helhed, mere Afgjorthed. Etisk set har den en dybere Forstaaelse af sit Ansvar her, og der vindes mangen Sejr paa dette Omraade. Hvad Selvdisciplinen angaar, er den maaske, bortset fra det ovenanførte, ikke bedre. Derimod er dens Arbejdsvillie stærkere og mere manibevidst.

Jeg tror, Fremgangen skyldes for en meget stor Del det Arbejde, som gøres af K. F. U. M. og K. F. U. K. At der til Trods for dette ogsaa Indenfor de kristelige Ungdomsforeninger er sørgelige Undtagelser, er en Kendsgerning; det kan vel heller ikke være andet, fordi de omfatter saa mange. Men Kernen er sund; derfor vil Frugten ogsaa efterhaanden blive større og bedre.

(Nationaltidende 6. december 1924. Uddrag).

Ingrid Ulbrichts gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling R, række 12, nr. 70. Ingrid Ulbricht, f. von Bülow Ravens. * 22.4.1870 + 2.3.1937. Laurine Lehmann * 15.10.1872 +1.6.1937. Se teksten for mere om Laurine Lehmann. Emblemerne nederst viser (tv) K. F. U. K, (th) et trekløverblad. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kalkeballen. (Efterskrift til Politivennen).

Glæd dig, københavner! Atter åbnes et sangens og kunstens hjem, hvor du kan søge hvile og trøst efter dagens byrdefulde gerning! - Dine længsler, din tørst efter åndelig nydelse, som ikke kan blive tilfredsstillet af en Coquelins eller en Holbergs forældede uanstændigheder, vil dér finde alt, hvad et hjerte, som banker varmt for det store, skønne og fyldige i livet, kan begære.

Ja stort, skønt, fyldigt og ægte kunstnerisk bliver der, for hvad vil man vel forlange mere end en atlet på sine tre alen og med skuldre som en Herkules og en glimrende, bedårende fremtoning som "den mørke Madigan". Og så fylden, den véd jeg da er værdig repræsenteret ved fru Anna Christensen, såvel i person som i komik.

Ærede københavner! Du kender Frederik Henriksens viser. Lyv ikke! Du har hørt dem mange, mange gange bande på Lille Ravnsborg og i Boulevarden, hvis de ikke er kunstige, så véd jeg min salighed ikke, hvad kunst er.

*   *   *

Og hvilke minder den sal vækker både hos gamle og unge. Husker du, hvidhårede københavner, da du som barn var med fader derinde for at høre "Bagge", den gale danselærer, deklamere og skælde folk ud? Og husker du, hvor nøje I så efter, når I ved "Assembléen" havde fået jeres portion forloren skildpadde, om ikke betalingen for den forrige gæsts fortæring, en gammel mark, skulle ligge på tallerkenen endnu? Og husker du, hvor knusende arrig md. Schæffer blev, når I gav hunden karbonadebenet? "So en Schweinhund sollte nicht den Ben haben, den sollte wieder bruges til Karmenade." - 

*   *   *

Og du, gråsprængte! Mindes du den gyldne tid, da Valdemar og Harald Kolling, Helsengreen, Frederik Madsen og Fritz Knobelauch tjente deres sporer derinde, og fra "Ballens" brædder vandrede op på de scener, hvis pryd de blev? Husker du, da Theodor Andersen spillede i "Søetatens dramatiske" og bedårede alle "Nyboders tøser", som Peter i "Capriciosa" og den anden søgut i "Frieriet på Helgoland", og fremfor alt mindes du Uhde.

*

Og du, sådan ved de fyre, som nu med en ærbar mine fortæller mutter, at du aldrig i din ungdom er kommet på "slige steder", du tænker dog i løndom ofte med et suk på de glade dage, da du svang dig i en to skillings "forkert" til Carl Eriksens bedårende toner.

Stakkels Carl! 

Det var dig, som gamle Lumbye tænkte sig som sin efterfølger. Du ejede både lune, humør, inspiration og musikalsk begavelse, mon du ikke for ofte komponerede melodier til "Vi vil ha'e øl" og "Peter er fuld"? 

Men du var kvik og frisk at se på den gang, når du energisk svingede din taktstok og lod din "allernyestes" flotte rytmer klinge ud i salen, så alle pigebørnene fik en følelse, som om de blev kildede under fødderne og hellere end gerne var fløjet dig om halsen oppe på tribunen som tak for det "øndige nummer".

Og da gamle Eriksen med det gemytlige ansigt stod bag ved buffeten og slog takt med hovedet, mens han skænkede småsnapse. "Det er min søn Carls nyeste komporsesion," sagde han med stolthed.

Du glade københavner, på henved de fyrre, alle disse småminder og erindringen om den lille kæreste du en "balaften" fik derinde, og som du i grunden ganske godt kunne lide, dukker op for dig.

Men for Guds skyld, tal endelig ikke til mutter om det.

*

Jo, jo, Frederik Henriksen og Anna Christensen, det er et ansvarsfuldt hverv, I har påtaget jer!

Husk, I må værne om Kalkeballens gode, gamle tradition "Københavnergemytligheden". 

Intet af disse glade minder må forstyrres. I må spille komedie, som Knobelauch og "gamle Green", og I må kunne sige en monolog som Frederik Madsen og synge en rørende vise som Kolling i Verdens Herkules.

Og I må sætte alle smålige hensyn til side og altid sørge for skønne ungmøer, som - Gud bevares i al anstændighed - kan bedåre den maskuline ungdom ved smil og blikke ligeså fuldt som de små fugle, der i sin tid svingede sig til musikkens toner i gamle fatter Eriksens salon.

Og De, ærede hr. musikdirektør, fyld publikums øren med de nyeste seksture og trippevalse, så skal De se, hvor De vinder deres hjerter, så vil De få det hæderfulde tilnavn: "en Carl Eriksen nummer to". 

Om De, hr. restauratør, vil følge md. Schæffers eksempel og muligvis anbringe en krones penge eller en 50 øre på bunden af nogle enkelte bajere eller toddyer vil jeg overlade til Dem selv at afgøre. Nu har De fået idéen, vær så artig benyt den kun.

Kis.

(København 12. november 1889)

P. C: Klæstrup (1820-1882): Komedie i Kalkeballen (1879). Kalkeballen lå på hjørnet af Store Kanninekestræde og Lille Kannikestræde. Den blev 1864 omdannet til et danselokale. Det er tydeligvis den sidste funktion som artiklen mindes. Bygningen blev nedrevet i 1918. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kalkeballen var oprindeligt et meget populært dilettantteater, opført 1819. Efterhånden tabte det publikums interesse, det blev kortvarigt et sted for gøglertrupper og lignende. I stedet skiftede det i 1864 til "Eriksens Salon", med dans flere aftener om ugen for "velklædte personer". Det synes det dog lidt småt med, for stedet blev også kaldt "Det Blå Øje" - chancen for at redde sig sådant fra et slagsmål var åbenbart til stede. Aviserne berettede regelmæssigt om slagsmål og ballade på stedet. 

Kalkeballen.

Dette er den bestandig-borgerlige variete.

Her møder småhandleren med mutter og rollingerne, når han vil have sig en oæn gemytlig aften. Her sætter urtekramsvenden som kæreste stævne når butikken er lukket.

Her ses sjældent vin og aldrig absinth.

Man bør ikke lade sig skræmme af de lidt vovede vægmalerier hvis cancandansende Zouax og piroutetterende Grisette fra det andet kejserdømme ikke anslår den decente tone som råder på den lille 5 alens scene.

Hr. fr. Henriksens couplets er ikke videre morsomme, men de er grumme anstændige, og hr. Chr. Petersen som under mange forklædninger giver sine numre til bedste - han er både Tordenskjold, Scheiblein og Christian V på Kongens Nytorv - har højst regnet en lille toilettehentydning til at vække forargelse. Selv en kortskørtet og tykbenet frøken Christoff der med noget blegnende ynder og en del spyt i trompeten synger revysange, på den sædvanlige kys-mig-om-du-kan maner, ser ud til at høre til det gode selskab. Hun bærer i det mindste forlovelsesring og er nedringet efer ærbarhedens love.

Den obligate "jonglør-ekvilibrist" fattes selvfølgelig ikke. Han hedder mr. William Corolo, men er dog vist fra Grønnegade, og hans kunster ville være ganske behagelige hvis han ikke afleverede dem så umanerlig sejt og hvis han ikke så ud som en barber.

Men etablissementets great attraction er dog fru Anna Christensen der for et ringe vederlag af 10 kr. pr aften her holder sine laurbær friske. Når hun i salonfähig selskabsdragt tager på vej med den stemme der endnu er hende levnet, er hun ærligt pengene værd, og når hun som frelserglad halleluja-pige slår til guitaren, ser hendes lyse fuldmåneansigt af alvorlige mennesker i salen kun de tre urokkelig musici som med en kunstens velgørende ro trakterer et forstemt flygel og to bedrøvede violiner.

Pet.

(København, 13. marts 1890).

Efter artiklerne åbnede for en kort stund dansesalonen "Valkyrien" på Vesterbro her 1900 indtil omkring 1914. Men i 1918 fik KFUK revet bygningen ned og den nuværende bygning opført.

En messingplade på husmuren fortæller at på dette sted udgav bogtrykker Ernst Henrich Berling i 1749 det første nummer af sin avis her. 

Mordet i Store Kannikestræde 3. (Efterskrift til Politivennnen).

Kjøbenhavn d. 6. Febr,

- (B. T.) I Torsdags Formiddag blev Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde, myrdet af en tidligere afstraffet Person, som efter i Løverdags at være paagrebet, tilstod sin Brøde. Motivet til Forbrydelsen var at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge og Klædningsstykker.

(Dannevirke 8. februar 1854).

"Flyvp." giver en nærmere detailleret Beskrivelse om Mordet i Kannikestræde, saalydende: I Torsdags Aftes fandtes Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde 29, 2den Sal, med overskaaren Hals i sin Seng; ved Siden af Sengen stod en brændende Lampe, og Stuen var formelig udplyndret. Mistanken for denne afskyelige Misgjerning faldt paa en forhenværende Skorsteensfeierlærling fra Kjøge, hvem den myrdede Petersens Datter kun kjendte under Navnet Hans, og med hvem Petersen skal have stiftet Bekjendtskab paa et Værtshuus. Ved en af Politiet hurtigt foranstaltet Eftersøgelse lykkedes det i Løverdags at paagribe Personen, som samme Aften bekjendte, at han havde myrdet Petersen, men at det var skeet i Forening med tre andre Personer. Denne Tilstaaelse skal han imidlertid i Søndags have tilbagekaldt og erklæret, at han alene var Morderen. Resultatet af hans Tilstaaelse skal i det Væsentlige være Følgende: da han i Torsdags Middags befandt sig alene med Petersen, hvis Datter var fraværende, besluttede han at udføre den Tanke, han i nogen Tid havde gaaet om med, at myrde ham og bemægtige sig hans Eiendele. Med en Barberkniv tilføiede han Petersen et Snit bag i Nakken, og da denne styrtede om i Sengen, fuldendte han Mordet ved at overskjære Struben paa ham. Han gav sig nu til at plyndre Stuen, og da han ikke paa een Gang kunde faae Alt med sig, gik Forbryderen i sin afskyelige Frækhed saavidt, at han tre Gange vendte tilbage for at slæbe Resten bort. Den sidste Gang var det blevet mørkt, og han tændte derfor en Lampe, for desto bedre at udføre sit Ran. At han skulde have havt isinde at sætte Ild paa Sengen for at dølge Misgjerningen, har han benegtet. Alt hvad han høstede ved sin gruelige Gjerning, skal være vurderet til - 36 Rbd.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 14. februar 1854).

- I Tirsdags stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminalret den 27de Mai afsagte Dom i Justitssagen imod Skorsteensfeierlærling Hans Peter Vilhelm Nielsen, som den 2den Februar d. A. myrdede Liigbærer og Leietjener Hans Petersen på dennes Bopæl i Store Kannikestræde. Ved Dommen er Arrestanten dømt til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

(Kjøbenhavn, den 29de August.) Imorges Kl. 7½ henrettedes paa Amager Skorsteensfeierlærling Olsen, som myrdede Liigbærer Petersen i St. Kannikestræde. Forbryderen, som omringet af Vægtere gik fra Byen derud, skal have seet meget bleg ud og endnu paa det Sidste spurgt, om der var Haab om Benaadning. En overordentlig stor Menneskemasse havde samlet sig om dette blodige Skuespil, der forøvrigt skal være foregaaet med stor Hurtighed og Sikkerhed. Tilskuerne skulle ikke blot have været den fattigere Deel af Befolkningen. Som Exempel paa, hvad Literatur denne ynder, fortjener at anføres, at en lille Udgave af Criminalprocessen, besørget af Criminal- og Politiretsfuldm. Søndergaard, har været solgt i henved 6000 Exemplarer. Mordet hører forøvrigt til de raaeste og frækkeste, der kunde tænkes, og da Forbryderen hverken har viist sig som exalteret eller stupid, er Dødsstraffen her udentvivl velfortjent. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1854).

Store Kannikestræde 3 er den midterste af de tre bygninger til højre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans Peter Vilhelm Nielsen, 

     Skorsteensfeierlærling, 
Liigbærer og Leietjener Hans Petersens Morder.
              (Meddeelt efter Acterne.) 

Efter at have tilbragt Dagen hos Familien G., hos hvem hun havde Beskjæftigelse ved Syning, gik Jomfru Kirstine Petersen, Liigbærer og Leietjener Hans Petersens 19aarige Datter, Torsdagen d. 2den Febr. 1854, om Aftenen Kl. 10½, hjem til sin Fader, der tilligemed hende beboede et Værelse paa anden Sal til Gaarden i Huset Nr. 29 i store Kannikestræde i Kjøbenhavn. Hun var forbleven noget længere end sædvanligt hos G., paa Grund af at de skulde paa Maskerade i Casino, hvortil hun havde været dem behjælpelig med at træffe Forberedelserne. Døren til Faderens Værelse fandt hun aflaaset, og, da der ikke blev lukket op, efter at hun gjentagne Gange havde banket paa, begav hun sig ned til den i Kjelderen til Stedet Nr. 28 i samme Gade boende Værtshuusholder Niels Andersen, for at hente Nøglen til Værelset, hvilken Den, som gik sidst ud, Faderen eller Datteren, altid pleiede at bringe derned, for at den der kunde hentes af Den, som først kom hjem. Jomfru Petersen, som, efter at have lavet Kaffe til sin Fader, havde forladt Hjemmet om Morgenen lidt før Klokken 9, ventede saaledes at forefinde Nøglen hos Andersen; men denne erklærede, at han ingen Nøgle havde modtaget af Faderen, hvem han antog maatte være hjemme, hvorfor han raadede Datteren til atter at banke paa. Da dette ogsaa viste sig at være forgjæves, blev hun staaende i Gangen udenfor, indtil hun hørte Een at komme op ad Trappen, hvem hun, da han nærmede sig hende, der i Mørkningen ikke kunde gjenkjende Personen, spurgte, om det var Fader, men fik et benægtende Svar. Det var Skræddermester Rasmussen, som havde sit Værelse ligeoverfor Petersens, og, skjøndt han, med Undtagelse af et Par Timers Tid efter Klokken 9 om Formiddagen, var hjemme til om Aftenen, havde han, hvis Værelse kun ved en smal Gang var adskilt fra Petersens, end ikke hørt dennes Dør aabnet eller lukket. Han opfordrede Jomfru Petersen til at forhøre om Faderen hos Værtshuusholder Andersen, og, da hun dertil svarede, at hun alt forgjæves havde været der, leverede han hende Gadedørsnøglen, for at hun paany kunde forhøre hos Andersen. Denne havde endnu Intet erfaret, og forblev Jomfru Petersen derefter paa Husets Trappegang indtil om Morgenen, da hun, efter at have gaaet en Spadseretour, for at blive varm, igjen indfandt sig hos Andersen, nød en Kop Kaffe, og derefter begav sig til sit Arbeide hos G., idet hun yttrede til Andersen, der fandt det underligt, at hun ikke havde truffet fin Fader, at han formodentlig havde været i Casino, og at han havde fortjent dygtige Skjænd herfor.

Værtshuusholder Niels Andersen havde kjendt Liigbærer Petersen fra tidligere Tider, navnlig fra den Tid, de begge conditionerede her i Staden, og, siden Petersen i December Maaned 1853 fraskiftede en Portnertjeneste og kom til at boe i Kannikestræde, næsten dagligen seet ham i sit Huus, hvor Liigbærercontoirets Tilsigelsessedler til Petersen, til at møde ved Begravelser, bleve modtagne og afhentede af denne, ligesom Andersen ogsaa jevnligen modtog anden Besked til Petersen; saaledes havde han op ad Formiddagen, efter Jomfru Petersens Bortgang, modtaget det Budskab, at man hos Consul N. N. ønskede Petersens Assistance ved et Bal, som skulde afholdes Dagen efter. Da Andersen af nogle Liigbærere, som bemeldte Torsdag henad Middagen indfandt sig hos ham, havde, paa sit Spørgsmaal til dem, om de ikke havde seet noget til Petersen, faaet et benægtende Svar, og han fandt det paafaldende, at denne ikke havde spurgt om "Tilsigelserne“, bestemte han sig til at gaa ind paa hans Værelse, for at see, om der ikke skulde være noget iveien med ham. Han henvendte sig derfor til Eierinden af Stedet Nr. 29, Madam Hansen, af hvem han erholdt en Nøgle, men vilde ikke aabne Døren, medmindre Værtinden ogsaa var tilstede, hvortil han fik hende overtalt, skjøndt hun gjorde det ugjerne, paa Grund af at Andersen havde yttret, at han havde en besynderlig Følelse i det Øieblik. Madam Hansen gik derefter ind til Skrædermester Rasmussen, og, i Følge med denne, aabnede Andersen Døren til Petersens Værelse."Her er jo Ingen“, sagde Andersen til sine Ledsagere, og tilføiede, da han i det Samme bemærkede den Confusion, hvori Alt befandtes i Værelset, at her ikke saae videre godt ud. Gulvet, Væggene, Kakkelovnen, Døren og Meublerne vare overstænkende med Blod og, ved at opløfte Dynen paa Liigbærer Petersens Seng, fandtes han livløs og svømmende i Blød. Andersen aflaasede derpaa Døren og afleverede Nøglen til Madam Hansen, som ufortøvet gjorde Anmeldelse om det Passerede til Politiet. Under den derefter indledede criminelle Undersøgelse forklarede Jomfru Kirstine Petersen, at hendes Fader havde været i et særdeles godt Humeur, da hun den foregaaende Dags Morgen forlod Hjemmet. Der kunde ikke være Tanke om, at han havde taget sig selv af Dage, thi, saavidt hun vidste, var der Intet, der havde trykket hendes Faders Sind. Han havde vel fortalt hende, at han skyldte 41 eller 42 Rigsdaler bort, men han ventede til Qvartalets Slutning at kunne betale Enhver Sit. Han havde derhos ved flere Leiligheder, naar Talen kom paa Selvmord, erklæret, at "et Menneske aldrig burde berøve sig selv Livet; thi, da Gud havde skjænket Livet, burde det ogsaa være ham overladt at tage det." Der kom ikke Mange til hendes Fader, navnligen kun nogle Ligbærere og hans Brødre; først paa den senere Tid havde der flere Gange indfundet sig en ung Bondekarl, ved Navn Hans, som, efter Sigende, var en Søn af en Gaardmand her i Sjælland, og med hvem hendes Fader havde gjort Bekjendtskab hos Værtshuusholder Rasmus Olsen i Adelgaden Nr. 295 i Kjelderen. Hans blev omtalt som en Person, der brugte flere Penge end han havde Raad til, samt havde pantsat flere af sine Klædningsstykker paa Assistentshuset. Han havde havt den Plan, at han og hendes Fader skulde gaa i Compagni om et Værtshuushold, hvortil han troede at kunne skaffe Penge fra sine Forældre, naar hendes Fader ogsaa kunde reise nogle; i Tirsdags havde han imidlertid foreviist et Brev fra Hjemmet, hvormed han ikke var tilfreds, og hvori omtaltes, at Forældrene selv vilde komme ind til Staden.

Da den af Politiet foretagne Undersøgelse af Localiteterne hos Liigbærer Petersen tydede paa, at han var bleven et Offer for et røverisk Overfald, og Jomfru Petersens Forklaring henledede Opmærksomheden paa en Person, der i den sidste Tid stadigen var kommen til hendes Fader, blev den ommeldte Bondekarl eftersøgt hos Værtshuusholder Olsen. Løverdagen den 4de Februar, om Eftermiddagen Klokken 3, blev en Person de antruffen, som svarede til det af Jomfru Petersen paa Hans opgivne Signalement. Han navngav sig Hans Peter Vilhelm Olsen. Ved den med hans Samtykke foretagne Visitation fandtes han iført flere end de nødvendige Klædningsstykker (saaledes 3 Par Beenklæder og 2 Veste) og vare flere af hans Klæder bestænkede med Blod. Han bragtes paa Politikammeret, hvor Jomfru Petersen i de Klædningsstykker, Anholdte havde været iført, og i de andre hos ham forefundne Gjenstande gjenkjendte flere, som borttagne fra hendes Faders Værelse. I det samme Dag optagne Criminalkammerforhør erklærede Anholdte, efter en alvorlig Formaning til ikke, saaledes som han havde paabegyndt, at fravige Sandheden, - at han nu vilde sige den: Han havde den foregaaende Aften forøvet Tyveri i et Sted i store Kannikestræde ligeoverfor Regentsen. Efterat han nemlig paa Gaden havde truffet 2 Personer, som han havde gjort Bekjendtskab med paa forskjellige Værtshuse, bleve de enige om at forøve et Tyveri i bemeldte Sted, som den ene af disse Personer, Peter Petersen, anviste. De gik samlede derop, og Anholdte blev staaende paa Gangen, for at passe paa, medens de 2 Andre, Peter Petersen og Ole Hansen, forøvede Tyveriet. Efter nogen Tids Forløb kom disse tilbage med endeel Tøi, som bragtes ned i Kirsebærgangen, hvor de deelte det imellem sig, og Anholdte fik de Gjenstande, som han er fundet iført eller i Besiddelse af, med Undtagelse af de ham selv tilhørende. Efter paany at være formanet og foreholdt det Utroelige i, at han paa den Maade skulde være kommen i Besiddelse af Klæder, der desuden vare besudlede med Blod, indrømmede Anholdte, at han "idag" havde hørt fortælle, at en Person, som beboede det Værelse, hvori Tyveriet blev forøvet, skulde være bleven dræbt; men Anholdte nægtede paa det Bestemteste at vide, om Drabet var forøvet af hans 2de Kammerater, da han selv aldrig nogensinde havde været inde i Værelset. Gjort opmærksom paa det Usandsynlige ogsaa i denne Forklaring, erklærede han, at nu skulde han sige, hvorledes det forholdt sig, og fremkom derefter blandt andet med følgende Fortælling: Efter et Besøg hos Liigbærer Petersen "itorsdagsmorges“, mødte Anholdte paa Hjørnet af Kjøbmagergade og store Kannikestræde Peter Petersen og Ole Hansen, hvilke han fortalte, hvorfra han kom, og spurgte disse ham nu, om der ikke var Noget at erholde hos "Personen." Anholdte yttrede dertil, at Liigbærer Petersen var i Besiddelse af forskjellige Effecter, og det blev derefter bestemt, at de i Forening skulde udplyndre ham, idet Anholdte skulde blive staaende udenfor paa Trappen og holde Vagt, medens de Andre gik ind og udførte Gjerningen, og det blev tillige aftalt mellem dem, at Liigbærer Petersen skulde dræbes, dersom de ikke paa anden Maade kunde komme i Besiddelse af hans Eiendele. Efter omtrent 10 Minuters Forløb aabnede Peter Petersen Døren ud til Gangen og vinkede ad Anholdte, som nu kom op i det af Liigbærer Petersen beboede Værelse, og saae Anholdte da, at denne laae dræbt i sin Seng, hvilket Peter Petersen betydede ham ved ad pege hen paa det med Blod besudlede Sengested. Efterat Anholdte saaledes havde seet, at Mordet var forøvet, deeltog han med de Andre i at udplyndre den Afdøde, og de borttoge og bortbare Hver forskjellige Gjenstande, efterat de Hver for sig havde iført sig nogle af Klædningsstykkerne. Anholdte tilføiede sluttelig, at, uagtet han saaledes var medskyldig og meddeelagtig i det begaaede Mord, og ikke kunde undgaae sin Straf, maatte han paa det Bestemteste benægte, at han selv havde begaaet det, hvilket han, efter Alt, der var passeret, maatte antage at være forøvet af Peter Petersen. Denne Forklaring vedblev han. Forhørsdommeren decreterede derefter Arrest paa hans Person.

Samme Dag blev Retten sat paa Almindelig Hospitals Liigstue, hvor den Dræbte var henbragt, og hvor Arrestanten fremstilledes. Han blev opfordret til at erklære, om han ingen anden Andeel havde i Mordet end den af ham vedgaaede, men, idet han lagde Haanden paa Liget - i hvilket han gjenkjendte den Hans Petersen, i hvis Mord han havde været meddeelagtig forsikkrede han, at, skjøndt han var deelagtig i Mordet, som af ham tidligere forklaret, havde han dog hverken personlig deeltaget i samme eller været tilstede i Stuen, da den Afdøde blev myrdet, hvilken Forklaring han vedblev, uagtet det blev betydet ham, med hvilken ny Brøde han betyngede sin Samvittighed, ved at vælte Skylden over paa Andre. Arrestanten erklærede gjentagende, at han havde Andeel i Mordet, men nægtede, at det havde været paa anden Maade, end at han havde staaet Vagt udenfor, medens de to Andre gik ind og forøvede det.

Den næste Dag, Søndagen den 5te Februar, sattes Retten paa Almindelig Hospitals Obductionsstue, hvor Arrestanten blev fremstillet. Han gjentog, idet han lagde Haanden paa den Afsjæledes Hoved, paa det Høitideligste sin Nægtelse af at have havt nogensomhelst personlig Andeel i eller været nærværende ved det begaaede Mord, uagtet han vedblev sin Tilstaaelse om Meddeelagtighed i dette. Saavel denne, som den foregaaende Gang, da Arrestanten afgav Forklaring ved Liget, bevidnede han, med den største Rolighed og Sikkerhed, samt uden mindste Vaklen, at han var aldeles uskyldig med Hensyn til selve Udførelsen af Drabet, og, ved sin første Fremtræden for Liget, kaldte den Afdøde idet han lagde Haanden paa dennes Hjerte - "sin bedste Ven."

Arrestanten, der derefter var bleven afgiven til Arresten, blev samme Dags Eftermiddag fremstillet i Rettens ordinaire Locale, og vedgik nu, at han alene havde gjort sig skyldig i Mordet paa Liigbærer Hans Petersen, og vare de nærmere Omstændigheder dermed følgende: Efterat Arrestanten, der omtrent i Midten af afvigte Januar Maaned var udbrudt af Kjøge Byes Arrest, hvor han hensad, som mistænkt for at have begaaet et Aftenen den 9de November sidstl. i bemeldte Byes Laugshuusgade forøvet Indbrudstyveri, havde taget Ophold her i Staden, gjorde han hos Værtshuusholder Olsen Bekjendtskab med Ligbærer og Leietjener Hans Petersen, hvem han oftere besøgte paa dennes Bopæl i Kannikestræde, og med hvem han, der udgav sig for en Gaardmandssøn fra Byens Omegn, havde talt om, i Forening at oprette et Værtshuushold, hvortil han yttrede formentlig at kunne skaffe nogle Penge. Onsdagen den 1ste Februar fattede han den Beslutning at myrde Petersen. Under sit Bekjendtskab med denne havde Arrestanten aldrig været uenig med ham, og Petersen havde stedse viist Forekommenhed og Gjæstfrihed med Arrestanten, og selv den Morgen, da Arrestanten udførte sin Beslutning, havde der ikke været nogensomhelst Trætte imellem dem, og Samtalen havde dreiet sig om ligegyldige Ting, som Arrestanten ikke længere saae sig istand til at erindre. Den eneste Bevæggrund til Mordet var, at han vilde tilvende fig de Effecter, han paa Petersens Bolig havde feet denne i Besiddelse af, og hvilke han deels vilde benytte selv og deels sælge eller pantsætte, for at skaffe Midler til at komme bort her fra Landet, hvilke han ikke vidste paa anden Maade at tilveiebringe. Til den Ende begav han sig den følgende Dag, Torsdagen den 2den Februar, om Morgenen Klokken 9, forsynet med en ham tilhørende Barbeerkniv, for dermed at begaae Mordet, hen til Petersen, hvem han traf ene, og med hvem han blev enig om at spise Frokost sammen, hvortil Arrestanten hos den i Stedets Kjelder boende Andersens Hustru kjøbte en Pægel Brændeviin og en Flaske Øl, i hvilken Anledning han, der dengang ikkun eiede 8 Sk., pantsatte et ham tilhørende Lommetørklæde for 3 Sk. Da de havde spist og Drikkevarerne vare fortærede, og Petersen, iført Beenklæder og Skjorte, havde sat sig ned paa en Stol ved Vinduet, fremtog Arrestanten, der stod ved hans høire Side, og nu fandt Leiligheden passende, Barbeerkniven ubemærket af Petersen, og, idet han fortsatte den begyndte Samtale, samt slog den halve Deel af Gardinet ned, for at forhindre, at Nogen skulde see ind, bibragte han Petersen et 6½ Tomme langt og over 1 Tomme dybt Snit bag paa Halsen op mod Nakken, hvorved Skaftet blev afbrudt af Kniven, af hvilken Arrestanten beholdt Bladet i Haanden. Da Petersen, holdende med begge Hænder om Saaret, uden at skrige, var styrtet hen og havde kastet sig over sin, i omtrent 3½ Alens Afstand fra Stolen staaende Seng, saaledes at han laa paa Maven med den venstre Side af hovedet opad, sprang Arrestanten hurtigt efter ham, greb ham i Ansigtet og bøiede Hovedet tilbage, samt gav ham med det nævnte Knivsblad et dybt Snit tværs over den forreste Deel af Halsen, hvorved Petersen, idet der stod en stærk Straale af Blod ud af Saaret, sprang i Veiret, rækkende sine Arme ud mod Arrestanten, ligesom for at støde ham bort, men dertil var han altfor magtesløs, og han faldt om i Sengen, uden at røre sig mere; hvorefter Arrestanten kastede Liget, der med Hovedet laa mod Fodenden af Sengen og med Benene udaf samme, heelt op i Sengen og tildækkede det med Dynen. Han tilvendte sig nu et paa Bordet liggende Sølvuhr; af et Skriin, hvilket han opbrød med en forefunden Sax, omtrent 6 Rbd. i Sølvpenge, nogle Prætiosa, samt 2 Sølvtheskeer, og af de øvrige i Værelset værende Effecter endeel Klædningsstykker m. v., hvilke Gjenstande han dog først efter at have med en i den paa Bordet liggende Portemonnaie forefunden 3 Sk. indløst sit i Kjelderen pantsatte Lommetørklæde, ved hvilken Leilighed han, for at skjule, at hans Trøie var besudlet med Blod, iførte sig en, den Afdøde tilhørende Frakke bragte bort, idet han aflaasede Døren og tog Nøglen med sig. Uhret, Prætiosaerne og Theskeerne solgte han for 8 Rd. 3 Mk., og indleverede de øvrige Gjenstande til Pantsætning paa 2 forskjellige Steder, hvor han omtrent Klokken 3 om Eftermiddagen hentede Laanesummen, circa 20 Rd., hvornæst han atter begav sig op paa den Myrdedes Værelse og tilvendte sig flere Klædningsstykker, hvilke han tildeels iførte sig, og hvormed han, medtagende Nøglen til Værelset, begav sig til sit Logis paa Hjørnet af Vognmagergade og Brøndstræde. Her forblev han indtil det var blevet mørkt, da han 3die Gang begav sig til den Myrdedes Bolig, lukkede sig ind i Værelset, pakkede en stor Deel i samme endnu forefundne Effecter i en dersteds staaende og med Blod besudlet Trækasse, i hvilken Anledning han antændte den Afdødes Lampe, en saakaldet Studeerlampe, uden Kuppel, og bortbar Kassen til sit Logis, idet han forinden han aflukkede Leiligheden, hvortil han atter medtog Nøglen henstillede den brændende Lampe saaledes under det ene Sidestykke af Sengen, at han haabede derved at bevirke Sengens Antændelse, og ved en paa den Maade opstaaet Ildebrand at skjule Sporene af den af ham begaaede Forbrydelse, hvilket Attentat imidlertid, da Lampen, formeentlig af Mangel paa Olie, er udgaaet kort efter hans Bortgang, ikke havde anden Virkning, end at der blev brændt et hul i Sidestykket af Sengen. Arrestanten erklærede derhos paa Anledning, at de 2de, under Sagen tidligere omforklarede Personer vel vare virkelige, ham bekjendte Personer, men, ligesom deres Opholdssteder vare ham ubekjendte, saaledes havde de ingensomhelst Andeel havt i de af ham begaaede Forbrydelser, og Grunden til, at han angav dem som Medskyldige, var ene den, at han derved tænkte at gjøre sig selv mindre strafskyldig. Med Hensyn til fit Foregivende for den Afdøde, at hans Navn var Hans Nielsen og at han var en Søn af en Gaardmand, angav han Grunden dertil at være den samme, ifølge hvilken han under sit Ophold her i Staden var flyttet fra det ene Sted til det andet, nemlig at forebygge, at man skulde erfare hans sande Stilling, som en undvegen Forbryder, og Politiet, af hvilket han troede sig eftersøgt, komme paa Spor efter ham, og havde han indladt sig med den Afdøde om det ovennævnte Compagniskab, for desto lettere at faae ham til at troe, at han var den, han udgav sig for.

Ved den over Liget af den Myrdede omtrent var 41 Aar gammel og af en robust Bygning afholdte Obductionsforretning blev det befundet, at den eneste Beskadigelse paa samme, der kunde komme i Betragtning som Dødsaarsag, var Saaret foran paa Halsen, ved hvilket, der var af 5½ Tommes Længde, blandt andet Strubehovedet heelt og den store Halsblodaare paa høire Side tildeels var overskaaret, idet der ved Aarens Overskjæring maatte afstedkommes en hurtig, dødelig Forblødning, medens Snittet i Nakken, paa Grund af sit Sted, ikke kunde bevirke nogen synderlig stærk eller farlig Blødning.

De Gjenstande, Arrestanten, som meldt, tilvendte sig, og som tilhørte deels den Afdøde, deels dennes Datter og hendes Forlovede, og deels Liigbærerlauget, vare omtrent af 170 Rdl. Værdi.

Arrestanten vedgik endvidere, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han om Aftenen mellem Klokken 7 og 8 den 9de November 1853 igjennem et Vindue, han havde aabnet ved at slaae en Rude ind, var stegen ind i Arbeidsmand Lars Jensens Bolig i Laugshusgaden i Kjøge, paa en Tid, da denne og Hustru vare fraværende paa en Reise, og der havde tilvendt sig adskillige Klædningsstykker m. v., til en Værdi af 41 Rdl. 4 Mk., foruden et Pengebeløb af 5 à 6 Rdl., samt den 23de Januar næstester havde frastjaalet Skorsteensfeiersvend H. C. Christensen fra dennes Logis i et uaflaaset Værelse i Stormgaden Nr. 195 i Kjøbenhavn endeel, til 32 Rdl. 5 Mk. 8 Sk. ansatte Effecter og et Pengebeløb af 4 Mk.

Arrestanten, der er 24 Aar gammel, er ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 23de Februar 150, for at have frastjaalet Tjenestekarl Abraham Jensen et i dennes Kammer, hvortil Adgangen var aaben, hængende Sølvlommeuhr, af Værdi 6 Rdl., anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og har, ifølge samme Rets Dom af 20de April 1850, været straffet med 3 Aars Forbedringshuusarbeide, som skyldig deels i Tyveri, forbundet med Indbrud, og deels i Bedrageri. Han havde nemlig den 12te Marts s. A. stjaalet nogle, Malerlærling Vilhelm Thorvaldsen Rustgaard tilhørende, til 4 Rdl. 3 Mk. vurderede Klædningsstykker m. v., der vare beroende i et Værelse i Baghuset til Gaarden Nr. 7 ved Gammelstrand, til hvilket Værelse han skaffede sig Adgang, idet han ved hjælp af en Stige, som han fra et andet Sted i Gaarden bragte hen til bemeldte Baghuus, frøb igjennem et Vindue, der var tillukket, men efter Arrestantens Forklaring uden at Krogene vare fastgjorte. I Bedrageri havde han gjort sig skyldig med Hensyn til et. Johan Christopher Andersen tilhørende, til 6 Rdl. vurderet Uhr, hvilket han uden Tilladelse havde pantsat, og med Hensyn til 1 Rdl., der af Pigen Else Andersdatter var ham leveret, for at han skulde bringe den til hendes Broder, bemeldte J. C. Andersen, men hvilken han selv forbrugte.

Betræffende hans tidligere Livsforhold giver Lærer ved Kjøge Borgerskole, Dannebrogsmand P. E. Becher, Arrestanten følgende Vidnesbyrd:

"Hans Peter Vilhelm Nielsen, en Søn af afdøde Skorsteensfeier Henning Peter Bohn Christian Nielsen og Hustru Lovise Vilhelmine Petersen, og født den 2den April 1830, blev i November 1838 opflyttet fra Kjøge Borgerskoles Elementairklasse til 1ste Drengeklasse, hvorfra han i November 1840 rykkede op i 2den Drengeklasse, og her forblev han indtil han i October 1843 udskreves til Confirmation, uden at naae op i øverste eller 3die Drengeklasse. I 5 Aar stod jeg saaledes i Forbindelse med bemeldte Drengebarn, og maatte dagligen beklage de uheldige Familieforhold, under hvilke han levede. Faderen var nemlig yderst forfalden og endte Livet, som Følge af et Fald i Drukkenskab, medens Sønnen endnu kun var 22 Aar gammel. Den 8de April 1835, altsaa da Sønnen var 5 Aar, giftede Moderen sig med Skorsteensfeier Jacob Jørgensen, der var forfalden til samme Last, som Nielsen, og under denne Stedfader fik Drengen nu sin Opdragelse, som væsentlig bestod i, at han dagligen maatte løbe omkring med den drukne Mand, og krybe op i de Skorstene, der vare uoverkommelige for den svækkede Dranker. Sandsynligvis har den nuværende Forbryders Hang til at bemægtige sig Andres Eiendele skudt sin første Spire under denne Omvanken i Husene, endskjøndt jeg ikke har nogen Erindring om, at der i hine Dage blev ført Klage derover. Det følger af sig selv, at Drengens Skolegang under lige Forhold var høist uordentlig. Hjemmeflid kunde der naturligvis ikke være Tanke om, og Forsømmelserne løbe ofte op til en Fjerdedeel af Skoletiden. Naar han mødte i Skolen, var han ureenlig i sit Ydre, og kunde kun med stor Vanskelighed føre Pen og Griffel med de saarede og overanstrængte Hænder. Til den Aandssløvhed og Raahed, som, ifølge Ovenstaaende, allerede tidligere maatte udvikle sig hos ham, kom endnu dette, at han af Naturen var maadelig begavet, uden Interesse for Roes eller Opmuntring, temmelig ligegyldig ved Frettesættelser og Straffe, samt mut og tvær i sit hele Væsen. Derimod var han dristig og uforfærdet ved de Vovestykker, Drengebørn ikke sjeldent finde paa, og saaledes ogsaa Mester under de gymnastiske Øvelser. Han var og forblev et af de saakaldte Skumpelskud i Skolen, hvor han netop lærte saameget, som behøvedes for at kunne blive confirmeret, hvilket skete den 14de April 1844. Desuagtet erindrer jeg ikke, at han i sin Skoletid begik nogen egentlig umoralsk Handling. Stedfaderen døde den 29de Juli 1844, og den 9de Juni 1848 giftede Moderen sig 3die Gang med Skorsteensfeier Niels Christian Sørensen, der ikke kan have havt nogen synderlig Indflydelse paa den allerede 18 Aar gamle Stedsøn, som desuden var kommen eller snart derefter kom ud af Huset."

Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets under 27de Mai 1854 afsagte Dom i den mod Arrestanten for Mord, Mordbrand og Tyveri anlagte Justitssag der ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 18de April s. A. blev at paakjende ved denne Ret, uanseet at den Forbrydelse, som foranledigede hans Paagribelse og den første Forfølgning imod ham, var begaaet i Kjøge Kjøbstad — blev han, i Henhold til Forordningen 11te April 1840, §. 34, 4de Membrum, dømt efter L. 6-9-12, cfr. Forordningen 24de September 1824 §. 1, til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

Ved Høiesteretsdom af 1ste August 1851 blev Kriminal og Politieretsdommen stadfæstet..

(Niels Matthias Petersen: Mærkelige danske Forbryderes Levnet. 1856. s. 114-130)

Store Kannikestræde 29 er nutidens Store Kannikestræde 3. Huset er fra 1833.

Bøn fra Borchs Collegium til Herr Inspectør Aalborg.

I alle de institutter der er indsenderen bekendt, er det kun få øjeblikke af dagen at eleverne får lov til at gå ned i gården for at røre sig og forstyrre de omkringboende ved deres som oftest støjende lege. Hos Dem derimod er det omvendte tilfældet, idet det nemlig hører til sjældenhederne at Deres gård er fri for denne besværlige tummel. Da vi ikke antager  det er en circus gymnasticus, De har oprettet, tillader vi os herved at anmode Dem om at holde Deres elever lidt længere inde om dagen, eller hvis hele undervisningen muligvis foretages under åben himmel, da at lade den udføres med lidt mindre tummel end hidtil har været tilfældet.

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 355-356)

En styg Muur i Kannikestræde.

Vi vil ikke her indlade os på om verden er gået frem eller tilbage i arkitektonisk henseende. Så meget synes vist at København i denne henseende i det hele er gået frem. Og efter berejste folks udsagn gives der ikke mange skønnere offentlige pladser end den foran universitetsbygningen trods alle de indvendinger man har gjort med alle de bygninger der omgiver pladsen. Men jo skønnere denne plads er, desto ubehageligere er det for øjet umiddelbart ved denne at møde det vist nok grimmeste som København har at opvise, nemlig den mur (?) der sammen med Metropolitanskolen danner indgangen til Kannikestræde, og det falder os ubegribeligt at vedkommende har fået lov til at lade den stå således så langt mands minde når. I lang tid stod den og truede enhver fodgænger med at begrave ham under sine ruiner. Hvad man længe havde forudset skete da endelig: Muren blæste ned - heldigvis om natten - og man glædede sig til at se gaden befriet for det omtalte skue. Men havde det været galt før, blev det langt værre nu. For før kunne man dog betragte muren som en slags ruin. Men nu at se en ny mur opført som ville vansire den mest usle landsby, er virkelig et så stødende syn for øjet at vi på det mest indstændige beder vedkommende at tage sig af det.

(Politivennen nr. 1149, Løverdagen, den 6de Januar 1838. Side 9-10)

Metropolitanskolen. Hjørnet til Store Kannikestræde længst væk. Muren er væk i dag. (Eget foto, 2015).

Gade-Politie uden Bekostning.

Enhver istemmer vist med indsenderen af dette at det ville være højst ubehageligt når ikke blot både unge og gamle af begge køn til alle tider var sikret for fornærmelse eller overlast på gaderne. Samt at alle gadeoptrin, som er oprørende for ethvert følende og ordenselskende menneske, burde hæmmes, dvs at de eksisterende politianordninger desangående blev overholdt. Men man ser også daglig beviser på at noget sådant på grund af vores velklædte og lasede pøbel, gammel og ung, ikke er eller vil være muligt uden at der bestandig findes politi på gaderne til at opretholde orden og pågribelse af lovovertræderne. 

Da nu en sådan bestandig patruljering ville kræve et betydeligt større personale af politibetjente end det allerede eksisterende der ikke er ubetydeligt, og kommunens udgifter ville forøges alt for mærkbart ved det, så tror indsenderen at tale i enhver ordenselskendes ånd ved at gøre følgende forslag, som hvis det blev realiseret, vil kunne udrette det samme uden mindste udgift for det offentlige, og tanken derom er opstået hos ham ved at se gadeoptrin af alskens slags, såsom slagsmål mellem voksne der sædvanligvis endes med at den nedkastede sparkes i ansigtet, med støvler, sko ja endog træsko. 

Drengeslagsmål der ender med et slag eller spark der ødelægger helbredet så indsenderen for ganske kort tid siden, idet en dreng på 10 til 12 år sparkede en mindre så at han faldt om og havde ved hjemkomsten et brok til påmindelse. Sådant skal være samme større drengs sædvanlige færd. Slagsmålet fandt sted på hjørnet af Store Kannikestræde og Købmagergade, og gerningsmanden retirerede op i et af de første huse i Kannikestræde ligefor Regensen. 

Videre: uforsvarlig stærk kørsel og riden, tyrannisk behandling mod kreaturer, beskænkede personers forfølgelse og mishandling, rejemænd, skødesløst stikkende omkring med jernpikken på stangen af deres rejegarn. På fortovene møllerkarle og drenge i deres melede, skorstensfejere i deres sodede dragter og med smudsige koste under armen. Slagterkarle og drenge med blodige trug, hvorpå der er enten kød eller huder. Smudsige malerdrenge med malerpotter. Pjaltede lazaroner af begge køn der en passant skiller sig ved deres utøj. Sælgerkoner og tjenestepiger - alias: jomfruer - med deres kurve, karle, fruentimmer og børn med byrder, ronderende såkaldte damer og gadejunkere der i deres kådhed gående arm i arm eller slående en passiar af på de smalleste steder, spærrer fortovene. Sjoverhobe på hjørnerne og utallige lignende unoder som alle let kunne hæves når en der var kompetent til det og kunne legitimere sig som sådan, var til stede. Men som man nu med harme må se på for ikke at udsætte sig for ubehageligheder, ja muligvis mishandlinger.

Indsenderen har hørt mænd hvis stilling, alder og sindighed gør dem agtværdige, ved sådanne optrin ytre at de sikkert ville gribe kraftigt i til ordenshåndhævelse når de kunne legitimere sig som berettiget til det. Forslaget er altså: at en opfordring udgår fra politiet til mænd af uplettet rygte og bekendt sindighed at modtage tegn fra samme, ved hvis forevisning dem måtte ydes samme lydhørhed og lydighed som det egentlige politi der assisterede når det behøvedes. Men da disse mænd ikke attrår eller modtager løn eller gage, og blot som patrioter påtager sig et vel endog stundom farefuldt erhverv, så burde de heller ikke betragtes som simple politibetjente. Men gives et tegn som var forskellig fra disses, og ved forevisning af dette som vægterne naturligvis burde kende, skulle de kunne få assistance. 

(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 539-543)

Redacteurens Anmærkning

Forslaget blev gentaget i "Om gadeopløb i København", Politivennen 9. og 16. juli 1836 og i "Et velmeent Forslag." Politivennen nr. 1171, lørdag den 9. juni 1838, side 361-366.