En styg Muur i Kannikestræde.

Vi vil ikke her indlade os på om verden er gået frem eller tilbage i arkitektonisk henseende. Så meget synes vist at København i denne henseende i det hele er gået frem. Og efter berejste folks udsagn gives der ikke mange skønnere offentlige pladser end den foran universitetsbygningen trods alle de indvendinger man har gjort med alle de bygninger der omgiver pladsen. Men jo skønnere denne plads er, desto ubehageligere er det for øjet umiddelbart ved denne at møde det vist nok grimmeste som København har at opvise, nemlig den mur (?) der sammen med Metropolitanskolen danner indgangen til Kannikestræde, og det falder os ubegribeligt at vedkommende har fået lov til at lade den stå således så langt mands minde når. I lang tid stod den og truede enhver fodgænger med at begrave ham under sine ruiner. Hvad man længe havde forudset skete da endelig: Muren blæste ned - heldigvis om natten - og man glædede sig til at se gaden befriet for det omtalte skue. Men havde det været galt før, blev det langt værre nu. For før kunne man dog betragte muren som en slags ruin. Men nu at se en ny mur opført som ville vansire den mest usle landsby, er virkelig et så stødende syn for øjet at vi på det mest indstændige beder vedkommende at tage sig af det.

(Politivennen nr. 1149, Løverdagen, den 6de Januar 1838. Side 9-10)

Metropolitanskolen. Hjørnet til Store Kannikestræde længst væk. Muren er væk i dag. (Eget foto, 2015).