Dorthea Vilhelmine Svendsen (1809-1860?). (Efterskrift til Politivennen)

Ved at sammenligne oplysninger fra en slægtsforskningsside med avisartikler kan man med nogen sandsynlighed udlede nedenstående om Dorthea Vilhelmine Svendsen.

Ifølge slægsforskningssiden var hun datter af nedenstående Ane Kathrine Carstensen (1809-1860?), født i København i Den Kongelige Fødselsstiftelse den 8. april 1809. Faderen var Niels Svendsen født i Svindinge sogn i Svendborg amt den 20. december 1804. Faderen døde 1819. Niels Svendsen vedkendte sig faderskabet til en drengen Christian Nielsen 26. april 1827. Moderen var Karen Christensdatter af Tved Mark. Ane Kathrines søster Anne Margrethe Carstensen døde på Fødselsstiftelsen 19. juli 1828 som følge af komplikationer i forbindelse med en fødsel. 

I 1827 stillede Niels Svendsen for en mand der betalte ham for ikke selv at skulle møde i hæren. På et tidspunkt mellem 1830 og 1831 rejste Niels til København. Her giftede han sig før 1834 med Ane Kathrine Carstensen. Sammen fik de en del børn:

i Aabenraa 237 fik de20. marts 1834 Dorthea Vilhelmine Svendsen. Hun var opkaldt efter sin farmor Dorthea Jensdatter, fra Svindinge. Ved konfirmationen i 1848 fik hun af præsten karaktererne God for kundskaber og Meget god for opførsel.

Mellem marts 1834 og maj 1835 flyttede familien til Springgade 53 i København og fik 1835 Jens Peter Emil Svendsen der kun blev knap 5 måneder gammel. 

Mellem juni 1835 og oktober 1835 flyttede de til Aabenraa 215 og mellem oktober 1835 og august 1838 til Borgergade 103 i København. Her fik de 8. august 1838 Emma Christine Svendsen. Hun døde 22. september 1839. I 1840 fik de Emma Nielsine Svendsen, opkaldt efter sin afdøde søster. Hun blev senere tjenestepige forskellige steder. 19 år gammel og ledig blev hun indskrevet som offentlig fruentimmer i september og oktober 1860 på Borgergade 70. Herfra deserterede hun 26. oktober 1860  og blev den 17. november 1860 tjenestepige hos smeden Petersen i Brøndbyøster. Oktober til december 1862 blev hun atter indskrevet som fruentimmer. Hun var ikke tidligere straffet.

I 1840 havde de plejesønnen Jens Peder Conrat Karstensen der dengang var 17 år. Mellem sommeren 1840 og maj 1842 flyttede familien Niels Svendsen fra Borgergade 103 til Gammelmønt 148 i København. Her fik de Carl Theodor Svendsen (1842-1866).

Familien flyttede til Store Helliggeist Stræde 144, kælderen i København mellem maj 1842 og februar 1844. Her fik de 19. februar 1844 Emilie Severine Jensine Svendsen. I 1860 blev hun omtalt som offentlig fruentimmer ligesom hendes 4 år ældre søster. Familien havde en 19-årig tjenestepige Johanne Esbensen. De fik 20. december 1845 Andreas Julius Hannibal Svendsen.

Mellem marts 1846 og juli 1848 flyttede familien til Klosterstræde 89. Niels Svendsens mor Dorthe Jensdatter døde som 83-årig den 19. februar 1848 i Oure sogn på Fyn. Hun havde været blind i nogle år og fattiglem. En husmand Hansen der var gift med Maren Svendsdatter, en søster til Niels Svendsen havde taget sig af hende de sidste få år i livet. Der var ikke arve. Så måske fik Niels ikke besked om dødsfaldet. Parret fik 16. juli 1848 Sophie Concordia Amanda Svendsen. 

Familien flyttede nu til Nørrebro 14 i København. Den 25. februar 1850 blev Edvard Vilhelm Svendsen født. 

Mellem juli 1850 og 1855 flyttede familien til et ukendt sted. De er ikke med i folketællingen 1855. Mellem 1855 og 1860 flyttede de til Badstuestræde 5. 

Anne Cathrine Carstensen døde formentlig før 1860. For i 1860 står at  Niels Svendsen var enkemand. Han boede alene med Andreas Julius Hannibal Svendsen i Badstuestræde 15, Baghuset, 1. sal, .

Nu var de to døtre Dorthea og Emma slået ind på en kriminel bane. Dorthea var blevet gift og skilt. Dorthea og lillesøsteren Emma optrådte i aviserne i 1861, Dorthea var allerede tidligere straffet:

Falsk og Bedrageri. Under en af Kriminal- og Politiretten paakjendt Justitsjag aktioneredes Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnervitzs frasilte Hustru, og Emma Nielsine Svendsen. Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedrageri. Ved egne Tilstaaelser og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger overbevistes de om at have gjort sig skyldige i det dem paasigtede Forhold, idet de - efter forud at have truffet Aftale om at laane eller leie Sengerekvisiter for umiddelbart efter at pantsætte dem og paa den Maade skaffe Penge tilveie, og tillige aftalt, at det skulde leies under Navnet Madame Hansen, hvorved sigtedes til, at Barnewitz's fraskilte Hustru skulde, for at kunne faae Sengerekvisiter tilleie, udgives for Jernstøbersvend E T. Hansens Hustru, samt at der, forsaavidt Udleierne forlangte skriftlige Leiekontrakter oprettede, skulde skrives Navnet Hansen under disse, hvorved sigtedes til fornævnte Jernstøbersvend Hansen - have i Løbet af forrige Aar leiet af forskjellige Personer Sengeklæder m m. til en Værdi af over 1 00 Rdl. og derefter pantsat de leiede Gjenstande uden de Paagjældendes Vidende og Villie, ligesom ogsaa i Henhold til den trufne Aftale de med 3 Udlejere oprettede Lejekontrakter ere af Barnewitz's fraskilte Kone blevne underskrevne med Navnet E. D Hansen eller T. Hansen, hvorved sigtedes til ovennævnte Jernstøbersvend, der har erklæret, at det er skeet imod hans Vidende, men at han dog ikke vilde have havt Moget imod, at Barnewitz's fraskilte Hustru, hvem det var hans Hensigt at ægte, havde leiet Sengklæderne og underskrevet hans Navn, dersom det ikke havde varet Hensigten dermed senere paa ulovlig Maade at disponere over det Leiede. De Tiltalte, hvoraf Førstnævnte tidligere er straffet, blev dømte til Forbedringshuusarbeide, resp. i 2 og l Aar.

(Dagbladet (København) 8. maj 1861).

Høiesteretsdomme. 

Mandagen, den 3die Juni.

Nr. 146. Advokat Brock imod Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitzs fraskilte Hustru og Emma Nielsine Svendsen, Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedragen (Defensor Liebe). Ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets Dom af 23de Marts 1861 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Forbedringshuusarbeide. Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitz's fraskilte Hustru i 2 og Emma Nielsine Svendsen i l Aar.

Dom. Kriminal- vg Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Advokaterne Brock og Liebe tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte, En for Begge og Begge for En.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1861).

Niels Svendsens søn Carl Theodor (24 år) døde 11. maj og få dage efter, 14. maj 1866 mistede han sønnesønnen Johan Theodor (2-år). Og igen få dage efter, den 19. maj 1866 døde Niels Svendsen. Hans adresse var da Kirkestræde 5. Hans ældste datter fortsatte i kriminalitet:

Hovedstadsnyt. (B. T.) En Aften i Begyndelsen af denne Maaned hørte en paa en Qvistleilighed i Grønnegade boende Haandværker en Puslen ved sin Naboerskes Dør, hvorfor han gik ud paa Gangen med Lys. Her saae han et ubekjendt Fruentimmer være ifærd med ved Hjælp af et stort Bundt Rygler at aabne Tyren. Uden tilsyneladende at blive overrasket, yttrede hun, at hun var sendt af Kammerets Beboerske - en ugift ældre Pige - for at hente hendes Chawl, men at hun havde været saa uheldig at brække den hende medgivne Nøgle istykker i Laasen, hvorfor hun havde laant Huusværtens Nøgler, men da ingen af disse passede, blev hun nødt til at hente en Smed, og dermed gik hun. Noget efter kom hun tilbage, medbringende en Smededreng, der opvirkede Døren, i hvilken Anledning hun laante en Stump Lys af Naboen. Da Pigen noget efter kom hjem, saae hun strax, at der havde været Tyve i Lejligheden, og savnede ved nærmere Estersyn endeel forskjellige Gjenstande, saasom Gardiner, Lagener, Porcellain m. m. Hun anmeldte Sagen for Politiet, der senere udfandt, hvem Smededrengen var, men denne kunde ingen Oplysning give om det paagjældende Fruentimmer, som var ham aldeles ubekjendt. For nogle Aftener siden kom hun imidlertid ind i det samme Smedeværksted og anmodede om at faae En med for at opdirke den samme Dør igjen. Drengen kjendte hende strax og yttrede troskyldig, al der vilde han ingen Døre aabne, fordi der sidst var begaaet Tyveri. Paa et Vink af den tilstedeværende Svend fulgte han med hende, da hun gik, for at see at faae fat i en Politibetjent, men undervejs blev hun borte for ham. Da det efter de nu fremkomne Oplysninger maatte antages, at det var det tidligere med Forbedringshuusarbeide straffede Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, der atter havde været paa Spil, blev hun anholdt og tilstod sig ogsaa strax skyldig. Hun forklarede derhos, at del havde været hendes Hensigt igjen at begaae Tyveri paa det ovennævnte Sted, da hun troede, at der maatte findes kontankte Penge, som sidst hun famlede i Mærke, da Lyset hun laante gik ud for hende, hvorfor hun denne Gang havde forsynet sig med et heelt Lys og et Bundt Svovlstikker, for mere grundig end forrige Gang at undersøge Gemmerne.

(Morgenposten 18. december 1868).

Dommen faldt året efter:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

En Aften Kl. mellem 7 og 8 indfandt et Fruentimmer sig ved et aflaaset Værelse paa Kvisten til Baghuset i Ejendommen Nr. 15 i Grønnegade for at oplukke Døren til dette Værelse ved Hjælp af nogle medbragte Nøgler, hun havde skaffet sig hos en Jernhandler, for hvem hun foregav, at hun havde tabt Nøglen til sin Dør. Idet hun var ifærd med at prøve paa at aabne Døren, kom en paa samme Kvist boende Mand tilstede, til hvem hun uden nogen Anledning fra hans Side ganske rolig yttrede, at Beboerinden af bemeldte Værelse. Jfr. Hansen, havde sendt hende hjem for at hente et denne tilhørende Shawl, men at hun havde brudt Kammen af Dørnøglen, hvorfor hun havde maattet laane nogle Nøgler af Husværten. Hun gik derpaa bort, men kom kort efter tilbage med en Smedelærling, der opdirkede Døren og fik 8 Sk. af hende for sin Uleilighed. Efter at det paagjældende Fruentimmer, Arrestantinden Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, var kommet ind i Værelset og her forgjæves havde søgt om Penge, tilvendte hun sig forskjeilige Gjenstande, hun i Mørket kunde faae fat paa, da en Stump Lys, hun havde medbragt, var gaaet ud, hvorefter hun forlod Stedet og pantsatte næste Dag en Del af det Stjaalne.

Da Arrestantinden, der vidste, at Beboerinden af det førnævnte Værelse altid var fraværende om Aftenen, kort Tid efter atter havde besluttet at begaae Tyveri sammesteds for om mulig at gjøre et bedre Coup, henvendte hun sig til den samme Smed, hvis Lærling hun, som anført, havde faaet til at opdirke Døren, for igjen ved hans Hjælp at faae den samme Dør, som hun antog for atlasset, paany oplukket; men da hun mærkede, at Smedelærlingen var bleven underrettet om Tyveriet, opgav hun sin Plan og saae Ledighed til at løbe bort fra ham, som, for at gjøre hende troskyldig, fulgte hende til Stedet, idet hun undervejs foregav at skulle et Øieblik ned i en Kjælder for at kjøbe for et Par Skilling Brænde.

Efterat Arrestantinden var bleven anholdt, vedgik hun Tyveriet, saaledes som ovenfor anført. Ved kriminal- og Politirettens Dom blev hun, der er 34 Aar gammel og flere Gange før bar været straffet, anseet efter Straffelovens § 229 Nr. 4 og 46 sammenholdt med denne med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Fædrelandet 8. februar 1869)

Det er formentlig også i den forbindelse der tages et foto af hende til forbryderalbummet:

“Dorthea Vilh: Svendsen,Barnewitz’ Hustrue; straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri, hvorved hun benyttede en Smed til at opdirke Døre for sig. See mist: Prot: C. Pag: 559.” [1870]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ti år senere omtales hun atter i aviserne:

Tyveri og Bedrageri. Et førhen oftere straffet Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnevitz' Enke eller Hustru, ogsaa kaldet Hansens Hustru, havde forstaaet saaledes at forskaffe sig en formuende Enkefrues Tillid, at denne under sin Fraværelse paa Landet i Sommer overdrog hende at føre Tilsyn med den Leilighed, Fruen havde her i Staden, samt at sende de Gienstande, der blev skrevet efter, hvorfor hun fik overleveret Nøglerne saavel til selve Leiligheden som til forskjellige Giemmer. Den saaledes viste Tillid misbrugte Arrestantinden, idet hun tilvendte sig i Leilighedens Sovekammer, hvor de laae frit fremme, 4 Tæpper og en Pude, som hun pantsatte, men dog senere atter indløste, fordi hun frygtede for, at de skulde blive savnede, naar Fruen kom ind fra Landet. For at blive sat istand til at indløse det Pantsatte, stial hun imidlertid i 3 Gange ti Sølvskeer, 12 Knive og 2 Kjoler, Alt tilsammen vurderet til 186 Kr., hvilke Ting vare gjemte i aflaasede Kasser, hvortil hun havde Reglerne. Disse Tyverier vare ikke de eneste, Arrestantinden begik fra bemeldte Frue; thi allerede i Begyndelsen af forrige Aar, medens hun gik tilhaande hos hende, havde hun naar hun i et eller andet Ærinde blev sendt op paa Pulterkammeret, dersteds tilvendt sig en Pude, et Par Handsker og 2 Stykker Sirts. Ligeledes frastial hun i Mai eller Juni en Frøken - hvem hun dengang ligeledes gik tilhaande - medens hun var hestsæstigrt i hendes Garderobeværelse, flere til ialt 39 Kr. vurderede Klædningsstykker. Endelig havde Arrestantinden giorl sig skyldig i Bedrageri imod en Tjenestepige, der havde betroet hende et Stykke Lærred, for at Arrestantinden deraf i Sommerens Løb kunde sye Chemiser til hende efter en Chemise, der ligeledes blev overladt hende som Mønster. Istedetfor at udføre det hende overdragne Hverv pantsatte Arrestantinden nemlig uden Eierindens Vidende og Villie baade Lærredet og Chemisen for 8 Kr. Arrestantinden, der er 44 Aar gl., blev ved Criminalrettens Dom for sit Forhold anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1879).

Ved folketællingen 1880 optrådte en Dorthea Wilhelmine Svendsen, 45-årig enke, som indsat straffefange på Børnehustorvet på Christianshavn. Det passer på denne artikels Dorthea.

Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide.

Det må synes påfaldende at man ikke for statens regning sysselsætter de til fæstningsarbejde dømte samt alle andre fanger således at statskassen kan undgå de betydelige udgifter der anvendes på deres underhold, og fangerne tillige selv erhverver et overskud som efter deres løsladelse ved straffetidens udløb kan tjene dem til understøttelse eller til at begynde en lille håndtering med, for ikke tvunget ved nød og elendighed på ny at måtte gribe til forbrydelser.

I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd. 

Glostrup Kirke er stort set det eneste som eksisterer af Glostrup Sogn på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.

En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger. 

Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)  

Redacteurens Anmærkning

Flere eksempler på sådanne arrangementer stod omtalt i Kjøbenhavnsposten den 22. april 1845:

I en Gaard i Amaliegaden ligeover for den Side, der vender ud mod Hs. Maj. Palais, og ved Siden af Gouverneurens Bolig, foretages i denne Tid en Hovedreparation, hvorved der arbeider en Deel Slaver. - Det maa vistnok ansees for et høist forargeligt Misbrug, saaledes at udleie Straffefanger til Private: thi foruden at henvise til det Upassende i at lade dømte Forbrydere arbeide i Fællesskab med Haandværkere, og derved anvende de værnepligtige Soldater til Vogtere, kan man vel med Føie spørge, hvorledes skal den arbeidende Classe kunne fortjene det Fornødne til Livets Ophold, naars dens Arbeide paa en saadan Maade og ved saadanne Midler underbydes af det Offenlige? Med slig en Bygherre vil da heller ingen anden kunne concurrere.

Og dagen efter i Kjøbenhavnsposten 23. april 1845:

Paa Hjørnet af Regnegaden og Gammelmønt, hvor man er ifærd med at nedrive et gammelt Huus og opføre et nyt, sees det samme uhyggelige Syn, som igaar paankedes i dette Blad, at nemlig Straffefanger fra Stokhuset i Arbeidet blandt Haandværkerne, medens en Soldat med skarptladet Gevær staaer midt iblandt dem for at bevogte Slaverne. 

Transport af militære arrestanter igjennem Gaderne.

I Politivennen nr. 833 er vist i en afhandling hvorledes forbryderes æresfølelse og selvagtelse må tåbes ved i en udmærket dragt at føres gennem byen fra straffeanstalten til råd- og domhuset. Når denne behandling menes allerede at virke så ufordelagtigt på grove og dømte forbrydere, hvor meget mere må det ikke være tilfældet med ufordærvede soldater som arresteret for en eller anden forseelse dagligt ses transporteret gennem gaderne, ført mellem tre mænd fra Hovedvagten til forhøret eller krigsretten og som oftest fulgt af drenge eller anden pøbel.

En sådan offentlig paradering skønnes især i vore tider for enhver militær af æresfølelse ofte at være værre end straffen selv. Og kan kun have en meget vedværdigende indflydelse på hans moralsk følelse. At en forandret fremgangsmåde heri måtte finde sted, er meget at ønske.

(Politivennen nr. 836, Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 11-12)

Et Vink til den kongl. Direction for Tugt-, Rasp- og Forbedrings-Huset i Kjøbenhavn.

Moto: "Selv forbryderen bør vederfares ret".

Som bekendt har man siden det såkaldte Børnehus' brand indrettet et straffelokale for samtlige forbedringshusfanger på Søkvæsthuset, i hvilket lokale samtlige tugthusfanger af kvindekønnet ligeledes udstår deres straffetid.

Anmelderen der i længere tid har haft lejlighed til fra sin bopæl at iagttage den måde hvorpå maden tilbringes disse ufri mennesker, finder sig herved foranlediget til at henlede den kongelige direktions opmærksomhed på følgende to indretninger der forekommer ham mindre rigtige og som rimeligvis turde kræve en forandring.

"Disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det." (Martinus Rørbye: Studier af fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst. Der findes en håndfuld af disse studier.)

For det første synes det ikke rimeligt at maden til fangerne på Søkvæsthuset tilberedes i Børnehuset, da samme om vinteren og i særdeleshed i en vinter som den forgangne, nødvendigvis kun må være lunken om ikke kold før den skal nydes. Tager man nemlig  i betragtning at den mad der laves til disse fanger, først øses op i de kar der er bestemt til det, i selve Børnehuset og derefter transporteres på karrer et temmelig langt stykke vej ned til kvæsthuset, hvor den atter skal øses om og fordeles således at enhver får sin portion, så turde det vist nok være uden for al tvivl  at fangerne, især de i hvis lod det falder at gå sidst - og alle kan dog ikke få på en gang - får lunken, hvis ikke kold, i stedet for varm mad.
Dette synes så meget desto mindre rimeligt som det dog er vist at tugt- og rasphusfangerne i så henseende er langt bedre stillede end forbedringshusfangerne. Hvilket næppe kan være hensigten eller anses som rimeligt.

Det kan heller ikke anses som nødvendigt at maden tillaves i straffeanstalten da der netop på selve Kvæsthuset haves den mest bekvemme indretning til madlavning for et meget betydeligt antal personer. Og den omstændighed at det da udfordredes endnu en marketender, spisevært eller hvad han kaldes, burde vist nok ikke komme i betragtning imod det gode der bevirkedes for en slump ulykkelige mennesker der dog vel ikke burde have en mere ublid skæbne end deres kvasikolleger tugt- og rasphusfangerne.

En anden indretning der måske i en endnu højere grad turde fortjene den høje direktions opmærksomhed, er nemlig den at madtransporten fra straffeanstalten til Kvæsthuset altid besørges af forbedringshusfangerne, som formodentlig beordres til dette arbejde. Disse mennesker må således flere gange dagligt befærde en offentlig gade og fremstille sig til skue for enhver der passerer forbi, hvorved de lider en straf som det næppe har været lovgiverens hensigt at tilkende dem, da de i så henseende ikke er bedre stillet end slaverne der som dømt til offentligt arbejde i fæstningen ikke med grund kan klage over at de må foretage deres arbejde på stærkt befærdede steder hvor de endog ofte træffer sammen med fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre eller andre nært beslægtede. 

"At træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage." (Martinus Rørbye: To fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)

Men langt anderledes har lovgiveren vist nok villet der skulle forholdes med de til forbedringshusstraf dømte fanger. For disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det. Så meget mere er det vist hensigten at de efter udstået straffetid igen skal gengives samfundet som forbedrede, hvilket benævnelsen forbedringshus jo også tydeligt antyder. Og nu kan det dog vel ikke nægtes at den omstændighed at de flere gange dagligt skal befærde en offentlig gade og der ikke sjældent træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage. Mere rigtigt ville det dog vel være at dette arbejde besørgedes af de forbrydere der er dømt til livstid til tugthusarbejde. Hvilket heller ikke ville være forbundet med nogen grundet frygt for desertering, da de dog altid ledsages af en opsynsbetjent og der desuden er vagt i nærheden.

Anmelderen der ledet af retfærdigheds- og rimelighedsgrundsætninger har fremsat sin individuelle anskuelse angående de nu bestående indretninger, henstiller således samme til den kongelige direktions modnere bedømmelse og gunstige foranstaltning.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 429-433)

Ønske.

Da det er udenfor al tvivl at adskillige forbrydere har fået deres frihed i anledning af den høje, nu stedfundne formæling, så tillader indsenderen sig hermed at ytre et ønske om at en liste over disse måtte blive offentliggjort gennem et eller andet blad. Og tør han så meget mere holde sig forvisset om ikke at have fremsat dette ønske forgæves som en sådan bekendtgørelse før har fundet sted, og da det dog vel turde være lidt vel hårdt at nægte landets undersåtter den glæde på officiel vej at få nøjagtig kundskab om at landets ædle fyrste på Danmarks festdag endogså udstrakte sin nåde til de forbrydere, om hvem det turde antages at de havde udstået en efter deres forbrydelses grad passende straf, og om hvem der endvidere kan næres det håb at de langt fra at misbruge den dem allernådigst tilståede frihed atter ville blive nyttige og gavnlige medlemmer af statssamfundet.

(Politivennen nr. 673, Løverdagen den 22de November 1828, s. 784-785)

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)

Det ene af de to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt palisader så fangerne ville have sværere ved at flygte.

Redacteurens Anmærkning.

De to krudttårne i bastionerne ved siden af Kongeporten blev brugt som særlig strengt fængsel 1817-1847, først til fangerne fra det afbrændte Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre.

Atter noget om det i No. 432 af Politievennen omtalte Afskum i Kirsebærgangen.

I nævnte blad har man beskrevet et mandligt afskum der viser sig i Kirsebærgangen i en skændig og nederdrægtig stilling som man må blues ved at nævne.

Dette menneskelig afskum har man siden den annonce i Politivennen ikke set. Men i forrige uge har denne person atter indfundet sig i nævnte Kirsebærgang og driver der sin nederdrægtighed så snart han bemærker at intet mandfolk er i nærheden.

Anmelderen erfarede sådant af sit barn, en dreng på henved 8 år, og ilede derfor så hurtigt han kunne for at få fat på denne nederdrægtige. Men det lykkedes ikke denne gang.

Afskummet kan være forsikret om at anmelderen heraf ikke skal ophøre at forfølge ham, indtil han får tag i ham, og får personen afleveret i rettens hænder til velfortjent straf, hvorefter man da ikke skal undlade at lade hans navn bekendtgøre offentligt.

Da straffen for sådan forbryder der træder blufærdighed og sædelighed under fode, ikke er anmelderen bekendt, så kan han ved denne lejlighed ikke undlade at anbefale genindførelse af den for lang tid siden afskaffede gabestok. En sådan maskine tror anmelderen vil virke langt mere på en forbryder af sådan natur, end fængselsstraf eller straf på vand og brød. I øvrigt tror anmelderen at indførelsen af en gabestok placeret på en befærdet plads til brug for forbrydere der er kvalificerede til flere ugers fængsel på vand og brød, ikke var at forkaste, da sådan straf når den ikke bliver anvendt for tit, vil gøre bedre virkning end al anden straf.

Nutidens sæder er vel ikke så ødelagt at der jo må findes glimt af æresfølelse. Gabestokken vil derfor være et afskrækkende middel mod at begå flere forbrydelser. Fængselsstraf ses ikke, men at stå til skam for et helt publikum et par timer og gane i en uge er noget enhver just ikke så gerne vil.

Det pro og contra der kan siges om dette tema overlader anmelderen til sagkyndiges nærmeste omdømme, da rummet her ikke tillader nøjere at afhandle denne genstand.

(Politivennen nr. 451. Løverdagen den 21de August 1824, s. 9096-9098)

Til høie Vedkommende, angaaende Gudstjenesten i Stokhus-Kirken.

Den tyske gudstjeneste som før skiftevis fandt sted med den danske i 3 af Københavns kirker, er allerede for længe siden blevet afskaffet i Garnisonskirken og Kastelskirken på grund af forandrede tids omstændigheder. Kun eksisterer den endnu i Stokhuskirken. Dette har til følge at de såkaldte tyske slaver som for det meste er udlændinge hvis antal næppe er 40 og som hele tiden aftager, kan overvære gudstjenesten 30 gange om året, mens de indfødte danske hvoraf der gives henved 400, på grund af det til gudstjenesten bestemte indskrænkede lokale kun kan tage del i denne velgerning som er tilstået dem af regeringen, omtrent 4 gange hvert år.

Stokhuskirken er nedrevet sammen med Stokhuset. Kastelskirken eksisterer derimod i bedste velgående med den røde arrestbygning bag. På den fælles væg ses stadig de aflange glughuller hvorigennem slaverne kunne følge gudstjenesten. (Eget foto, 2015).

Når disse altså rimeligvis skal nyde lige skel med deres tyske brødre, må den tyske gudstjeneste i det mindste indskrænkes til 6 gange om året. Men mere passende synes det helt at afskaffe samme, da årsagen hvorfor den i sin tid rimeligvis blev påbudt, nemlig den udenlandske hvervning, nu må anses helt ophævet, og de tyske slaver som endnu er i Københavns fæstning for tiden må desuden antages at have haft lejlighed nok til, enten før deres indsættelse i straffeanstalten eller efter den tid, at gøre sig så meget bekendt med landets sprog at de med nytte og opbyggelse kan overvære en gudstjeneste afholdt i dette sprog.

En sådan indretning med skiftevis gudstjeneste i det danske og tyske sprog finder endelig heller ikke sted i nogen anden straffeanstalt i Danmark, skønt der måtte findes tyske forbrydere i samme. Lige så lidt som der i Rendsborg fæstning nogen sinde så vidt vides holdes dansk gudstjeneste, uagtet der mulig på nuværende tidspunkt findes lige så mange danske slaver samme steds som tyske her i fæstningen.

(Politivennen nr. 443. Løverdagen den 26de Juni 1824, s. 8055-8057)

Stokhuset.Østervold. Det blev nedlagt som fængsel 1. april 1860. (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Bidrag til et Skilderi af Indretningerne i Kjøbenhavns Raad- og Dom-huses Arrestbygning

(Forsat fra nr. 428)

Fordi den yderst dårlige brolægning har huller i, er gården også altid skiden, endog uden hensyn til de i den gående høns og ænder. Denne gårdens urenlighed, og som følge heraf dårlige luft, befordres desuden på flere måder, der endnu mere forøger dens uegnethed som spadsereplads. Således kastes alt fejeskarn og andet i et køkken faldende urenlighed ud i den fra både arresterne og arrestforvarerens værelser og køkken, vel også fra gangene, og opdynges i en krog lige ved gårdens lokum. For en skarnkistes anskaffelse var nok for bekostelig. 

Hertil kommer lokummets anlæg, så at sige midt i gården, og dertil på en så svinsk måde der inficerer luften så det ikke er til at tro hvis ikke der var syn for sag. For fra lokummet går en derved anbragt rende der afleder det overflødige ekskrement- og urinvand i den derved værende rendesten, hvorved just også ligger føromtalte mødding. Og da nu rendestenen på grund af gårdens dårlige brolægning ingen hurtig afledning har, men sammes skønne ingredienser oftest bliver stående i flere dage, så er det afskyeligste svineri så begribeligt som den sunde luft der kan være i en sådan gård til at røre sig i ubegribelig. Og just til denne vellugtende rendesten falder arrestanternes spadseregang, som de endda selv gør endnu mere ubehagelig ved i føromtalte rendesten for enden af spadseregangen at urinere. For på en kumme eller et stentrug til dette brug er ikke tænkt.

Dertil kommer endelig at hver tredje eller fjerde uge hjemsøges man af de såkaldte natvogne der bortførte urenligheden fra ikke alene arrestgårdens men også den derved liggende malefikantgårds latriner, og i et især mildt vejr efterlader en stank der gør arrestgården i det mindste for en dag ubrugelig. Ganske anderledes og langt mere helbredets undergang forebyggende som sund luft befordrende er derimod latrinerne anlagt og indrettet i de engelske både varetægts- og straffehuse. På en afsides plads er disse latriner opført og dog så at fangerne ved deres afbenyttelse ikke kan undgå bevogtningens fornødne opsyn. Dette tages der overalt i disse arresthuses indretninger et hensyn af de engelske arkitekter som vores danske tømrer- og murermester ikke kender. Især er indretningen i de af dem opfundne latriner så fortræffelig at den også nu er optaget i en stor del engelske private bygninger da den forebygger al stank som ellers er så sædvanlig i husene. Og da jeg er overbevist om at intet forpester luften mere i store stæder end husenes latriner ved deres svinagtige anlæg og indretninger, hvad især gælder om København i hvis gårde lokummet og vandposten ofte står lige ved siden af hinanden, så vil Politivennens læsere vist sige mig tak for, at jeg her for dem beskriver disse de nye engelske som oprindelig blev opfundet for fangehusene, men siden også er indrettet i de fleste private huses latriner.

Der er nemlig under sædet indmuret en potte af porcelæn, sten jern eller anden passende metal i form som en omvendt kegle der i bunden er åben og forenet med to rør, nemlig et der går noget til siden, og til et vandreservoir, og et andet der stiger lodret nedad, enten til en nogle alen under jordens overflade muret og bedækket skarnkiste, eller også når fængslet er anlagt i forbindelse med et ligeledes i jorden nedgravet og i behørig hældning løbende videre rør. Ved siden af sædet er anbragt et stempel, sædvanligvis af jern, som ved at hæves i vejret, åbner to klapper af hvilken den ene ligger for vandrørets nederste del, den anden derimod for det nedstigende rørs øverste ende. Vand strømmer derpå med en vis fart ind i potten, glatgør både dens og det nedadgående rørs indvendige flade, og nedskyller ekskrementerne enten i skarnkisten eller i røret underjorden, fra hvilket de siden udtømmes i det forbiløbende vand. I private huse er stemplet, ligesom her er beskrevet, anbragt ved siden af sædet, men i fængsler hvor modvilje ofte kunne foranledige at stemplet ikke hævedes hver gang privaten blev benyttet, har man i selve privatdøren eller i låget over sædet anbragt en sådan skjult mekanisme at klapperne åbnes og tillukkes med døren eller låget. 

Til at formindske svineriet i Københavns stadsarresthuses arrestgård ville det også have været meget gavnligt om i den var anlagt springvand i stedet for en post, da flere med hensyn til det hele dog kun ubetydelige omkostninger burde i en sådan bygning ikke komme i betragtning. Men på den især for en arrestant fornødne sunde luft og renlighed har bygmesteren slet ikke tænkt, da han bestemte og indrettede gården til spadsereplads. End må også i denne gård bemærkes hvad ikke lidt forøger dens som spadsereplads både urenlighed og ubehagelighed der endog spores i et par af selve gældsarresterne. Til gården har nemlig flere kælderarrester deres vinduer og udsigt. 

Skønt gården kun er justitsens eller hof-og stadsrettens, så da i vort arresthuses opførelse og indretning er taget ligeså lidt hensyn til fangernes klassifikation også i bevogtningen som til sund luft og renlighed, tilhører disse kælderarrester dels politiet, dels justitsen. For sidste kælderarrester er af den nylig afdøde arrestforvarer sørget at fangerne ikke kan lukke deres vinduer op når de vil, da en skodde udenfor er anbragt, og denne skodde er altid for om natten. I politiets arrestkældre kan fangerne derimod nat og dag efter behag åbne deres vinduer hvoraf følger flere uordener og deriblandt også den at fangerne stiger om natten op i vinduet og urinerer ud af det i gården. Dette svineri er især utåleligt for hvem der fastende og tidlig om morgenen skal ned i gården, ved hvis trappe just er en sådan politiets kælderarrest. Nu tænker man sig også at nogle, især et par, disse kælderarrester er lige under gældsarresterne, og at disse kælderarrester ofte er fyldt med 5 til 6, måske flere fanger. Hvilken stank må der da ikke opstå i gældsarrestantens værelse når det behager fangerne at lukke vinduet op for deres lige under gældsarrestens værende kælderarrest. 

For ikke at tale om at disse urolige kælderbeboere ofte forstyrrer natteroen for den lige ovenfor siddende gældsarrestant. Ja fra føromtalte politiarrest der just er i kælderen under den i anden etageværende kirke, høres ofte dels sang, dels klammeri fra det åbne vindue midt under kirketjenesten. Mens jeg er i denne gård, må jeg også omtale den for gården til gaden Hestemøllestræde opførte lave mur der ingenlunde svarer til et fangehuses hensigt. Synderlig afstikkende er også denne arrestgårdens lave mur mod den af hr. bygmester Quist lige overfor på den anden side af Hestemøllestræde opførte skønne og høje mur for stadens materialgård. Rygtet fortæller at hr. Quist just skal have opført sin mur så højt fordi han da gjorde vedkommende opmærksomme på den lave mur for et fangehuses gård, svaredes ham, grunden ikke kunne tåle en højere og sværere mur. Dog for at sikre denne lave mur har man oven på den side som vender ind til gården, anbragt spidste kortere og længere jernpikke. Men kunne de sikre fra gården at springe over muren, så burde ligedan pikke været anbragt ud til gaden, dels for endnu mere at vanskeliggøre flugten over muren, dels for at gøre det vanskeligt for nogen fra byen at hjælpe en flygtende fange i at komme over muren. 

Menneskemylder i Slutterigade gennem Råd- og Domhuset omkring 1800. (Før og Nu 1917).
 
Sidste er så meget mere at frygt som kommunikation mellem fangerne og folk uden for arresthuset ikke er ugørligt. Ja man vel derpå har haft eksempel fra også just før omtalte politiarrest i kirkelængens kælder. Dette fangehul, oftest fyldt med grove tyve, er just lige for arrestgårdens mur, lige overfor hvilken i nogen skråning ligger en høj 4 etages bygning, hvis beboere ikke altid skal være de dydigste. Københavns udlærte tyve har bragt det så vidt i deres kunst at de mellem sig har et fingersprog hvori fra dette fangehul let korresponderes med beboerne i det skråt over for liggende hus, især med dem på fjerde etage, hvilket også just for nogle år siden skal have været tilfældet, som den nu afdøde arrestforvarer Stendsler har fortalt mig. Men som denne mand virkelig skal i sine helbreds dage have været på sin post, så var han forsigtig. Kælderarresten er politiets, og han ville ifølge erfaring ikke blande sig i hvad politiets arrestforvarer vedkommer.

Imidlertid er også det en følge af arrestbygningens slette indretning, at arrester i dem således er anlagte, så den underbetjent, bevogtningen nærmest påhviler, ikke med sådanne fra sine værelser fjern beliggende arrester kan have fornøden tilsyn. En uorden der udsætter den almene sikkerhed er ikke mulig i de engelske arresthuse hvor arkitekturen har forstået så snildt at indrette alt i disse bygninger så fangefogeden eller arrestforvareren fra en standpunkt kan overse det hele og altid bemærke enhver arresthusets beboer fri eller fanger. Ifølge fangernes klassifikation som også nøje påses i de engelske arresthuse, kunne heller ikke en sådan sammenblanding af arrester under forskellige bevogtning, som den der er i Københavns arresthus, finde sted. 

Men jeg tror at have anført nok for at læseren kan overbevise sig om at der i Københavns råd-og domhus' arrestbygnings opførelse og indretning ikke er taget den højst nødvendige, ja ofte ingen, hensyn til enten den almene sikkerhed eller fangernes klassifikation, eller deres helbreds og livs opretholdelse. Kun derfor endnu den bemærkning at fra arrestgården går en port lige ud til en offentlig gade, Hestemøllestræde, hvilken udgang ikke heller synes så passende indrettes med den almene sikkerhed. Måske kunne endog denne port lette en fanges flugt, hvorfor jeg vel kunne anføre indlysende grunde.

"Der findes ikke over 6 der i almindelighed kan kaldes for tålelige, især med hensyn til den øvrige indretning. Disse 6 er de tre på første gang på første etage, og de tre på tredje gang i anden etage, alle til gården, hvortil da også alene burde fra en arrest kunne haves udsigt." (Arrestbygningen set fra Nytorv. Eget foto, 2016)

Hvad angår selve arresterne, så findes der ikke over 6 der i almindelighed kan kaldes for tålelige, især med hensyn til den øvrige indretning. Disse 6 er de tre på første gang på første etage, og de tre på tredje gang i anden etage, alle til gården, hvortil da også alene burde fra en arrest kunne haves udsigt. Desuden gives der i kirkelængen fire i sig selv gode arrester på første etage eller anden gang, men hvori om vinteren er det betydelige savn af kakkelovne formedelst mangel på skorsten i denne længe, hvortil opgives den meget utilfredsstillende grund at en skorsten hers kulle gå op gennem kirken som derved vansiredes. Men foruden at en bygmester af geni og med arkitektonisk studium vel ville vide at opføre en skorsten, så den ikke vansirede kirken, så tør jeg spørge: hvad skal en offentlig kirke til i et fangehus, i særdeles i et varetægts, og dertil i et som Københavns råds- og domhuses, hvor lokalet ikke er større end at det hele behøvedes til bygningens hovedbestemmelse som arrest- eller fangehus? Sådanne kirker findes ikke i de engelske fangehuse, men blot kapeller til hvis kirketjeneste ingen har adgang undtagen fangehusets personale. En offentlig kirke i et sådant hus, hvortil enhver har adgang er også ganske i strid med det fængselshus' bestemmelse, ja i varetægtsarresthusene endog med hensigten af en kirkes indretning i det. 

En fejl i Københavns råd- og domhus' arresthusbygning er det også at på første etage er for højt til loftet. I de andre to især tredje etage, eller i det københavnske sprog anden sal, for lavt. Ildebranden er altid kostbar, men dobbelt for arrestanten der skal købe den i lod og kvintin. For kunne arrestanten endog selv anskaffe sig eller få af en ven en halv favn brænde eller et læs tørv så mangler ganske plads til at lægge denne brændsel. Man var om vinteren derfor vel tjent med at der i nederste etages arrester var lavere til loftet, især med de i arresterne anbragte usle kakkelovne. 

På anden etages arrester til gaden sidder vinduerne så højt at arrestanten ikke kan se ud af det uden at stå op på den bænk. I fængslerne på anden sal eller på tredje etage burde så meget mindre være lavt til loftet, som der oftere er fire og flere malefikanter i et sådant fængsel, hvis dør i et døgn kun åbnes to eller højst tre gange. Uforsvarligt er det også at i et arresthus så nyt som hovedstadens råd- og domhus er anlagt de fæle kælderfængsler hvis farlighed lægerne længe før Hovard og snart lige fra medicinalpolitiets opkomst har gjort opmærksom på. Og dog bruges disse kælderarrester til at afsone med vand og brød i så fangen der for at udstå denne straf ofte må forlade et bedre fængsel, straffes altså hårdere end lovgiverens bestemmelse kan være.

(Slutningen følger i næste nummer.)

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6937-6949)

(Artiklen fortsætter ikke)

Redacteurens Anmærkning

I 1805 blev rådstueretterne og de gamle landsting erstattet af to landsoverretter, en i Viborg, en anden i København. Landsoverretten i København blev slået sammen med Hof- og Stadsretten til Den Kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret. Den fungerede som Københavns byret. 1845-1919 henlagdes alle straffesagerne i hovedstaden til en nyoprettet domstol, Kriminal- og Politiretten i København, også med direkte appeladgang til Højesteret. I 1919 blev Østre Landsret oprettet og videreførte Landsoverretten, mens Københavns Byret videreførte Hof- og Stadsretten og Kriminal- og Politiretten i København. 

Efter bombardementet i 1807 og indtil det nye råd- og domhus var færdigt, holdt Hof- og Stadsretten 1807-1815 til i Østergade, Matr.nr. 53. Denne matrikel fik i 1899 henlagt 1806 matrikel 99, i  1907 henlagt matrikel 98, 1918 matrikel 52 og matrikel 23, 1931 matrikel 22, matrikel 54, 55, 97, 102 og 100 & 101, 1935 matrikel 51 og matrikel 53. Som følge heraf har der været flere husnumre: 1859 Østergade 52, 1899 Pilestræde 9/Østergade 52, 1918 Købmagergade 10/Pilestræde 9/Østergade 52-54, 1931 Købmagergade 10/Pilestræde 1/Østergade 52-54, 1935 Købmagergade 10/Pilestræde 1/Østergade 52 og 2008 Pilestræde 1 og 13/Købmagergade 20/Silkegade 4/Østergade 52.

Noget om Slaven (til høiere Eftertanke)

I enhver velordnet og velindrettet stat er de genstande som bør tiltrække sig embedsmandens opmærksomhed, mere eller mindre mangfoldige. Og flerheden og vigtigheden forener sig ikke sjældent for at gøre enkeltes embeder særdeles besværlige. Hertil  regner jeg politiet i de store og folkerige stæder. Den redelige, den upartiske og ligeledes oplyste borger må absolut erkende det som en sandhed. Og som en følge heraf må han føle sig inderlig glad over at han lever i en stat og under en regering hvor folkets lykke er regentens højeste glæde, og hvor enhver undersåt med frihed og tilbørlig velanstændighed kan ytre sin mening og fremsætte sine tanker om et eller andet som han ifølge hans overbevisning holder for at kunne eller burde rettes, forandres eller forbedres.

Slaven er en meget vigtig genstand som under nuværende omstændigheder i særdeleshed tiltrækker sig tænkerens opmærksomhed. Antallet af disse samfundets forbrydere er i de senere tider vokset og tiltaget så meget at man ikke uden gysen og rædsel kan betragte disse skarer af forbrydere! Jeg siger: med gysen og rædsel! fordi jeg i dette øjeblik fornemmelig tager hensyn til moralens dalen. Til denne overhåndtagende mængde af sikkerhedens forstyrrere kan der vist nok angives mange og forskellige grunde. Men undersøgelsen herom overlader jeg til dem, der har flere kundskaber, bedre evne og en heldigere pen, og indskrænker mig blot til dette spørgsmål: Er den vedvarende og mangfoldige beskuelse af disse skabninger gavnlig eller skadelig for moralen? For at kunne besvare dette spørgsmål, skønt ufuldstændigt, må vi fjerne os noget tilbage i tiden og da spørge: Hvorledes anså mængden eller den ukultiverede hob dengang slaveriet?

Stokhusport med nedgang til cellerne helt til venstre. Slaverne levede under helt umenneskelige forhold her og i Kastelsfængslet. Kun de mest privilegerede fik lov til at komme på arbejde uden for fængslet. 

Når man da ved en hændelse så, mødte eller hørte tale om en slave, da for der en gysen og ængstelse gennem sjælen, og man skyndte sig med at bortvende øjet eller tanken fra denne sørgelige og ulykkelige genstand. Og jeg holder for at denne ængstelse ofte har opvakt hos en og anden det stille forsæt: aldrig ved slette handlinger at sætte sig blot for denne straffemåde. For landalmuen kunne der dengang næsten intet tænkes gyseligere end slaveriet. Selv dødsstraffen havde ikke nær det rædsomme hos sig, og hvorfor det? Fordi mindet om forbrydelsen tilligemed forbryderen blev udslettet ved døden af bekendtes, venners og familiens erindring, hvor de nu derimod i flere år daglig må sukke og sørge over faderens, mandens, sønnens ulykkelige skæbne under slavens tunge lænker. Hvorledes anses og bedømmes derimod slaveriet nu? Har man i almindelighed den skræk og afsky for det nu som før? Næsten skulle jeg tvivle om det, og det af grunde som jeg kort vil berøre.

Ligesom forbrydernes antal tiltager, således vokser og tiltager også antallet af slaverne. Næsten på enhver time af dagen møder man hele skarer af disse ulykkelige, nu på et nu på et andet sted, ikke blot i men også uden for staden, ikke blot ved offentlige men også ved private arbejder. Jo oftere man møder og ser en ubehagelig genstand, jo mindre indtryk forårsager den. Opmærksomheden slappes. skrækken formindskes og modbydeligheden aftager, og alle de advarsler imod lovenes overtrædelse som et sjældnere syn ville forårsage kvæles og tilintetgøres. Det er dårligt selskab som forvilder og forfører ungdommen og uskyldigheden! I slaveriet sammenpakkes og sammendynges forbrydere af alle arter, de fordeles til allehånde arbejder, deriblandt også have- og markarbejde, og blandes derved hele tiden med frie mennesker af simpel dannelse, af snævert begreb og af en naturlig letsindighed. Denne sammenblanding giver anledning til et slags bekendtskab, bekendtskabet leder til kammeratskab, dette formindsker umærkeligt rædselen for den forfatning hvori slaven befinder sig, og alt dette leder så såre let til overtrædelse af lovene. 

Det var derfor at ønske at man ville (hvis det kan lade sig gøre) indskrænke antallet på de slaver som arbejder for private, eller måske ganske afskaffe det. Jeg ved meget godt at den private mand ikke vil blive tilfreds med det, for han har slaven for et bedre køb. Men ham svarer jeg: Arbejdet blev før drevet med fri og fattige hænder, og på sådanne burde der vel også tages hensyn med tilsidesættelse af en højere fordel. 

Jeg slutter dette med at fortælle en tildragelse, som der foregik mellem min far, som for 60 år siden gik ind til det bedre, og mig. Jeg var dengang en dreng på 7 år. Min far var skolelærer i Jylland, han var en meget stor elsker af at gå på det såkaldte krybskytteri. Undertiden tog ham mig med sig. Engang var han under sine udvandringer kommet på sporet efter et rådyr, og da han nu vidste dets sædvanlige gang, satte han snarer for det, formodentlig for at undgå at skyde, hvilket kunne forråde ham. Over denne forventede fangst ytrede jeg en inderlig barnlig glæde. Dette lod ham måske befrygte at jeg ved den barnlige sladderagtighed skulle ved min hjemkomst røbe ham, og derfor sagde han til mig: Du må ikke sige det til noget menneske, for så kommer jeg på Bremerholm. På mit spørgsmål hvad det var, forklarede han det så godt han kunne efter min fatteevne. Dette gjorde et rædselsfuldt indtryk på mig, som aldrig udslettes, og måske har dette værnet om mig lige indtil denne dag. Han kunne siden den tid aldrig mere få mig ud med sig. Omtrent ½ år derefter døde han.

(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4897-4903).

(Politivennen nr. 304, side 4881-4896 mangler)

Usikkerhed paa Liv og ejendom i Omegnen af Frederiksborg.

I begyndelsen af august måned brød 4 karle ind om natten på vejen mellem Frederiksborg og Fredensborg hos justitsråd overførster Brühl. En del sager blev stjålet forinden man kom på færde, og dynerne var i vinduerne for at bringes ind ad skoven til. Efter den tid har denne bande sat den hele egn i ængstelse, hvilke hele tiden forøgedes eftersom efterretninger om nye indbrud indløber. Således er disse sket på Fredensborg hos oberstinde Recke og majorinde Meelsted og i Nøddebo hos kancelliråd birkedommer Meining. Endvidere hos skovriderne Sarau og Rekke. Men hos præsten Nyeholm i Helsinge ikke mindre end 5 gange. Alt i alt er man vidende om 21 indbrud der uforstyrret er foretaget i en tid af 4 uger. Da landmanden nu er midt i høsten og har strengt arbejde om dagen, falder det beboerne af stæderne meget vanskeligt at lade holde vagt om natten.

Hvad der fra øvrighedens side er foranstaltet for at sikre statsborgeren sit liv og ejendom, er endnu ubekendt. Men det er skrækkeligt at en tyvebande således uhindret i 4 uger kan vedblive at ængste og hærge en omegn af 2 til 3 miles distance uden at blive pågrebet.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4767-4768).

Et bedragerisk Bondefif.

Hr. Udgiver!

Alle er vist nok enige i at ethvert slags svig og bedrageri er og bliver en urigtig og lovstridig handling der altså bør hæmmes. Med glæde har jeg derfor ofte erfaret den gode virkning som mange af de i deres ugeblad indrykkede stykker har haft, og som jeg håber fremdeles vil have. Jeg tager mig derfor den frihed at anmode hr. udgiveren om efterståendes indrykkelse.

Når en handel sluttes, er det vist nok køberens pligt at se sig for, og ikke som ordsproget siger, købe katten i sækken. Men dog gives der sikkert mange tilfælde hvorved endog den mest erfarne køber kan blive bragt bag lyset. Et sådant emget gængs tilfælde tillader jeg mig her at fremsætte.

Når den sjællandske bonde bringer sæd til hovedstaden og sælger samme på torvet efter oplagt og fremvist prøve, finder køberen ofte ved udstyrtningen hjemme ikke alene dårligt mål, men også meget ofte et andet langt værre bedrageri idet nemlig de øverste og nederste skæpper i sækken svarer til prøven, de midterste derimod er af et langt andet slags, enten hejre og klinte eller også andet ukrudt, svangt korn osv. Dette er vistnok et afskyeligt bedrageri og ville vist også blive afstraffet når samme anmeldtes til øvrigheden. Men en sådan anmeldelse tillader ikke altid tid og omstændigheder. Indsenderen ønske derfor at der om muligt måtte blive sat en skranke for dette uvæsen. For om endog nogle afd disse falsknere blev anmeldt og afstraffet, ville det dog næppe kunne afskrække alle fordi kun få fik det at vide (den der havde udstået straffen, fortalte det vist ikke). Havde gabestoksstraffen ikke været afstraffet, kunne måske den eller en lignende, anvendt på Gammeltorv, da et sådant offentligt statueret eksempel vist nok ville virke og afskrække langt mere end hundrede blev afstraffede, og straffen ikke publiceret den sjællandske bonde i almindelighed.

(Politivennen No. 256, Løverdagen den 25de November 1820. Side 4138-4140).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 258, 1820.