23 maj 2016

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)

Det ene af de to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt pallisader så fangerne ville have sværere ved at flygte.


Redacteurens Anmærkning.

De to krudttårne i bastionerne ved siden af Kongeporten blev brugt som særlig strengt fængsel 1817-1847, først til fangerne fra det afbrændte Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre. Trods forfærdelige forhold lykkedes det åbenbart nogle fanger at fremstille falske penge, ifølge Kjøbenhavnsposten 8. marts 1843:
Opsynsmanden ved Taarnene i Citadellet foretog den 18de Januar i Forening med nogle Haandværkere en Visitation i Fangetaarnet Nr. 2, da han i nogle Dage havde havt Formodning om, at der sammesteds blev fabrikeret falske Rigsbankdalersedler. Ved Visitationen fandt man da i det ene Been paa den i Localet Nr. 4 værende Bænk en Spalte, der forekom at have et mistænkeligt Udseende, og da man derfor brak Bænken itu, fandt man i et udhulet Rum i samme to falske Ridsbankdalersedler; en ægte dito; et Papir med chemiske Svovlstikker; Vaabnet, som staaer foroven i venstre Hjørne af Rigsbankdalersedlerne, og de tvende Bogstaver, som staae forneden; Staalpenne samt en Pensel: to Stykker Tusch; en Model til Rigsbankdaleren foroven; nogle Stykker Been, hvori er udgravet Rigsbanken; samt et Stykke Brædt, hvori er gjort Begyndelse paa Aarerne, somm ligge i Rigsbankdalersedlerne. Efterat disse Sager vare fundne, bleve de foreviste de i Localet værende Forbrydere, Ole Johansen Skandsgaard, som forhen er sigtet for Falskmyntneri, samt Ole Hansen og Lars Christiansen. Disse benegtede imidlertid at være vidende om, at der i deres Bænk var skjult saadanne Sager, og tilføiede, at at det, som var fundet, maatte have været skjult der for længere Tid tilbage. Det blev nu overdraget Politiassistent Gøtzsche at optage Forhør i denne Anledning, og disse bleve ogsaa strax paabegyndte. Det blev under disse forklaret, at den omtalte Bænk har i flere Aar været i Localet Nr. 4, i hvilket Skandsgaard har sidder i henved et Aar, og tilligemed ham Lars Christiansen i omtrent et halvt Aar, hvorimod Ole Hansen har været der noget kortere. Den omhandlede Bænk har ved de tidligere Haandværkervisitationer vel været efterseet, men uden at det nu opdagede Gjemme derved var forefundet. Den 29de fandt samme Opsynsmand ved at aabne Vindues-Skodderne til Localet Nr. 4 to Stykker Tin i trekantede Stænger, et Stykke sammenrullet Blyplade, og to Ark hvidt Belinpapir henlagt i den brede Karm, hvori Skodderne hænge. Under Forhørerne forklarede en Fange, der i længere Tid har hensiddet i det Locale, som er ligeoven over Nr. 4, at Skandsgaard kort før Juul havde ytret til ham, at han havde gjort falske Sedler og at der snart vilde komme en Skildvagt paa Post udenfor deres Fængsel, hvem de kunde stole paa. Den samme Fange bemærkede en Eftermiddag i Midten af Januar Maaned, at Skandsgaard var i Samtale med den Skildvagt som da var paa Post ved Taarnet og nedkastede til ham 3 Sedler, hvorpaa Skildvagten lovede, naar han kom igjen at medbringe Papir og det øvrige Forlangte. Han bemærkede ligeledes, at en Snor blev nedhisset fra Vinduet paa Skandsgaards Fængsel og at Skildvagten deri bandt Svovlstikker og en Voxstabel. De forefundne Svovlstikker befandtes at være indsvøbte i et Papir, hvorpaa Vignetten "Vimmelskaftet Nr. 22 R. & S", hvilken Vignet kun har væet brugt paa Fouteraler til Svovlstikker i omtrent 2 Maaneder, da Udsalget af saadanne kun i dette Tidsrum har været paa det angivne Sted. Det maatte saaledes ved denne Opdagelse være uden for al Tvivl, at Gjemmestedet i Bænken har været Skandsgaard bekjendt, og at han eller en af hans Medfangne deri har henlagt de der forefundne Sager. Ikke destomindre ere alle tre Fanger stadigen vedblevne under Forhørene at negte at vide nogensomhelst Besked med de forefundne Sager. Skandsgaard gjorde sig imidlertid sindsvag under Forhørenes Gang, hvorfor disse for hans Vedkommende maatte afbrydes. Da Assistent Götzsche imidlertid kom til Kundskab om, at en Jæger af det i Citadellet garnisonerende Jægerkorps skulde have villet vexle en falsk Rigsbankdalerseddel, ledede dette paa Spor til at faae opdaget den Jæger, der efter det Ovenmeldte maatte antages at staae i Forbindelse med Fangerne og at have været dem behjelpelig med at forskaffe dem de forefundne Sager samt med at udgive de falske Penge. Det lykkedes også Hr. Gøtzsche at faae den paagjeldende Jæger, der er Recrut ved Jægercorpset siden forrige Aar og er født i Maribo Amt, til at afgive følgende Forklaring, der er aldeles overeensstemmende med det, som tidligere var blevet oplyst under Forhørene: Nogen Tid før Juul, da Jægeren havde Post ved Fangetaarnet Nr. 2, blev han tiltalt af en af Fangerne, der spurgte ham hvad Klokken var. Da Jægeren havde svaret herpaa, indlod fangen sig i videre Samtale med ham og anmodede ham navnligen om at kjøbe noget Tobak. Til det Svar, at han kunde bede Opsynsmaden om at gjøre dette bemærkede Fangen, at det kunde han ikke da han ingen Penge maatte have. Jægeren lovede da at kjøbe Tobaken, og Fangen kastede da 3 Marker ud til ham med den Bemærkning, at han kunde beholde de to for sin Uleilighed. Efter at være afløst kjøbte Jægeren Tobaken og bragte den, da han næste Morgen atter erholdt samme post. Fangen nedhidsede en Pose i en Snor fra Vinduet, og efterat Tobaken var lagt i denne, trak Fangen den atter til sig. Nogen Tid derefter, da Jægeren atter var paa Post ved Taarnet, viste Fangen ham en Rigsbankdalerseddel og anmodede ham om derfor at kjøbe nogle Svovlstikker, nogle smaa Voxlys og en Pægel brændeviin samt at beholde hvad der blev tilovers af Seddelen efter Indkjøbet. Da Jægeren var villig hertil, bragte han Fangen Sagerne da ham atter kom paa Post, og denne trak dem op til sig paa samme Maade, som ved Indkjøbet af Tobaken. Længere hen var Jægeren atter paa Post ved Taarnet og Fangen udkastede nu til ham tre Rigsbankdalersedler, med den Anmodning derfor at indkjøbe noget Bly, Tin og papir samt at beholde hvad der blev tilbage af Pengene. Af de modtagne 3 Sedler har Jægeren selv udgivet de tvende hos forskjellige Handlende, men da han ligeledes har søgt at udgive den tredie Seddel hos en Handlende, erklærede denne den for falsk. Han har da senere søgt at faae den udgivet ved forskjellige af sine Kamerater, men den er bestandig bleven protesteret som falsk. Da han ved senere at have Post ved Taarnet underrettede Fangen herom, erklærede denne, at ogsaa de to andre Sedler havde været falske, og at det derfor nok vilde lykkes ogsaa at faae den tredie udgivet. Den tiltalte Jæger har senere forklaret, at Bevæggrunden til, at han indlod sig med fangen, var den, at da Fangen tilbød ham første Gang at beholde de to Mark, var han just i Forlegenhed for Penge og lod sig derfor forlede til at indlade sig med ham. Da Fangen senere udkastede til ham de tre Rigsbanksedler, om hvilke han ikke anede, at de vare falske, forstillede vel Tiltalte Fangen, at han ikke turde indlade sig videre med ham, men lod sig dog bevæge til at modtage Sedlerne og gjøre Indkjøbet, da Fangen yttrede, at han nnu maatte vedblive sin Forstaaelse med ham, da han ellers vilde melde hans tidligere Forhold. (Aftenbl.)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar