Anmodning til Herr' Malermester E. H. Stoltenberg.

Når De igen koger fernis hvilket ellers så vidt vides er forbudt her i staden, bedes Dee at være noget mere forsigtig end sidste søndag da der som det siges allerede 2. gang opstod husild hos Dem af denne årsag. For skulle De endnu engang være så ubehændig ved denne dont, kunne det vel hænde at de tililende ikke så velvilligt kom Dem til hjælp når de har fået at vide at De giver 12 skilling i belønning til en gammel fortovsjæger der har udsat sig for at få sine klæder brændt op og sit skind svedet for at redde Deres ejendom, og at De jager ham på porten når han ytret at kunne have fortjent noget mere.

Christianshavn, den 25. august 1835.

Ærbødigst
Jens Peter Martin
Arbejdsmand.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 577).

Et Par Ord om arbeidsdygtige, omdrivende Bonderkarle.

Da høsten nu nærmer sig med stærke skridt og man overalt fra landet hører klager over mangel på arbejdere, synes det at være den rette tid at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på de mange arbejdsføre bondemandsfolk som uden at svare nogen afgift til staten, driver om på gaderne her i byen, dels som udråbere af frugter, tørv, brænde og andre sager, dels som aldeles lediggående, idet de foregiver at de søger tjeneste her. Til udråbere er kvinder og krøblinger ligeså dygtige og sikkert mere trængende. Og for at få tjeneste behøver de første ikke at ligge ørkesløse her da der er arbejde nok for dem på landet. 

Indsenderen kender en landmand der gjorde en rejse på 13 mil for her i byen at få 2 karle, men måtte rejse tilbage med uforrettet sag. Bondekarlen er dog sikkert opdraget til bondearbejde, ikke til at være sælgerkælling. Det første gør ham til et nyttigt lem af staten, det sidste forleder ham til svir og lediggang hvoraf følger tab af arbejdsdygtighed og alskens laster. Indsenderen kan ikke se hvorfor politiet ikke skulle værekompetent til at sende alle disse mennesker til deres hjem hvor sognefogden burde påse at de tog tjeneste og i tilfælde af fravær, straks indmeldte det til øvrigheden som meldte det videre. Blev knægten så pågrebet og ikke kunne bevise at han var gået bort for at træde i tjeneste, hvori han ved pågribningen endnu var og bevislig havde været fra undvigelsen af, burde han straffes som lediggænger. 

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 523-525)

Tolvaars-Drengen, Carl Julius Hansen, som selvmorder.

Denne dreng blev for en tid siden efterlyst af faderen i avisen som bortgået i middagsstunden fra arbejde på Harboes Klædefabrik på Nørregade. Et par dage efter fandtes drengen druknet i Ladegårdsåen, førtes til Frederiksberg, begravedes der og dermed var alt stille. At et tolvårs barn ombringer sig selv forsætligt er et særsyn, og det synes der umagen værd at nøjere undersøgelse foretoges i den anledning, at nemlig hans far, fabriksherren og drengens anden omgivelse på fabrikken blev afkrævet forklaring om ikke for andet, så for at få et bidrag mere til vores psykologiske kundskab om mennesket, samt en bemærkning i vores årlige lister over fødte og døde om denne sjældne tildragelse i 1834. Men dette kunne også blive begyndelsen til en undersøgelse om fattige fabriksarbejdende børns stilling her på landet. 

At børn lider på sjæl og legeme på disse steder er en afgjort sag, og en sag af yderste vigtighed når man tænker sig at der for tiden tales om anvendelsen af en halv tønde guld til oprettelse af en stiftelse for moralsk fordærvede børn. Måske ville en sådan undersøgelse føre til det resultat at det var mere vigtigt at forebygge fordærvelsen end siden at gøre forsøg på at føre de forvildede tilbage på den rette vej. Ved ovennævnte tildragelse har man anledning til at grunde over hvad der har forvoldt at sådant arbejde, som nu forrettes i fabrikker ved børn, tidligere kunne blive og til dels blev blev udført af aldrende og gamle personer ligesom også årsagen til at drenge til fordærvelse på sjæl og vel også på legeme, nu størstedelen bruges som murhåndlangere, hvortil tidligere udelukkende brugtes voksne og aldrende mænd og kvinder. Skulle måske fattigvæsenet have sin del i grundene til det? endelig kunne man spørge: hvorledes kan en dreng fra Nyboder på 12½ år drukne i en sådan rende som Ladegårdsåen da disse børn alle lærer at svømme fra deres 8. eller 9. år? 

Rygtet siger at ved drengens optagelse af vandet flød blod af hans næse og mund, måske har han i faldet stødt sig eller hvorledes hænger dette sammen. Af dette blodflod kan man fristes til at tro at han var sprunget ud kort før han blev fundet. Det kunne derfor også være ønskeligt at erfare om noget forsøg til hans redning eller genoplivelse er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 965, Løverdagen den 28de Juni 1834, s. 463-466) 

Nørregade 36. Det var her Harboes Klædefabrik holdt til, senere hofbagermester Piper. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 971, 9. august 1834, s. 568 bekendtgjordes resultatet af synsforretningen.

I  Navneregister til kirkebøgerne er indført dette:

B: Carl Julius Hansen                                             Født: 12.07.1821
F: Asmus Hansen - snedker ?                                Døbt: 17.08.1821
M: Karen Aagesen                                                  Sogn: Trinitatis

I Krak 1834 kan man finde følgende: "Harboe's Klædefabrik og Udsalg, Nørregade 236 & 37" . Ifølge Jævnførelsesregisteret blev 37 sammenlagt med 1806 36, til 36 & 37, fra 1953: 36 som er fra 1818. Hele 7 gange er denne matrikel henlagt til andre, siden 2008 Nørregade 36. Nr. 236 i Nørre Kvarter er i Jævnførelsesregisteret anført som en øltunnel i Ahlefeldts Bastion (ud for Nørregade) og som sådan nedlagt i forbindelse med sløjfningen af voldene. 

Der tale om justitsråd Johan Rubring Harboe (1762-1840). Han boede i 1832 i Nybrogade nr. 1. I Aalborg Stiftstidende 6. oktober 1840 blev det oplyst at ejendommen Nørregade 236 og 237 blev solgt en grund med bygning som var indrettet til klædefabrik tilhørende justitsråd Harboes bo. Han var da afg. justitsråd. Køberen var murermester P. L. Blom. Senere samme år blev indboet solgt. Måske var det hans tjener som annoncerede i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. september 1840:

En tro og skikkelig, jydsk Karl, som i flere Aar har tjent her i Byen, ønsker formedelst sin Herres Dødsfald Condition, enten til 1ste October eller til 1ste November. Anbefales fra det Sted, hvor han tjener, Klædefabriken paa Nørregade 236 og 237.

Og hans partner i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. juni 1841:

J. C. Humble, der i en Række af Aar har forestaaet afg. Justitsraad Harboes Klædefabriks Udsalg paa Nørregaden 236-37, har nu etableret et Klædeudsalg paa Nørregade 45, i Stuen. See bl. Bekjendtgjørelser.

En senere ejer var hofbagermester Piper, se Politivennen 22. maj 1819. 

Selvmord gav anledning til et cirkulære som er omtalt i  Kjøbenhavnsposten 24. juli 1834:

Det Kongl. danske Cancellie har, ved Circulaireskrivelse af 19de ds. til samtlige Overøvrigheder, anmodet disse om, herefter til Collegiet "at gjøre Indberetning om ethvert i deres Jurisdiction indtruffet Selvmords-Tilfælde og ledsage samme med en Udskrift af det i den Anledning optagne Forhør", ligesom dette allerede tidligere, ved Resc. af 1de Juni 1754, har været paalagt Stiftsbefalingsmanden over Sjællands Stift. Det er da Collegietss Agt for Fremtiden at "bringe Selvmordernes Antal i Danmark, som et ikke uvigtigt statistisk Datum, til offentlig Kundskab, i Forbindelse med de aarlige Criminaltabeller."

Spørgsmaal om Boutiksdøres Lukning om Søn-og Helligdage.

Der var en tid da stadens porte lukkedes på helligdagene under gudstjenesten formodentlig for derved at bevirke at kirkerne skulle besøges hyppigere. Men da erfaring siden lærte at denne hensigt ikke opnåedes, og at folk som ikke yndede påtvungen gudstjeneste, i stedet for at søge ud i Guds frie natur, hvilket således var dem nægtet, besøgte og fordrev tiden på værtshuse, blev det tilladt at portene må holdes åbne alle søn- og helligdage, ligesom om de søgne.

En anden gammel skik, nemlig at handelsmænd skulle holde deres butiksdøre lukkede om søndagen, holdes endnu i hævd. Man har indset det nødvendige i at fattige arbejdsfolk der som oftest får deres ugeløn udbetalt om søndagen, ikke nægtedes at få livets første fornødenheder, og derfor ikke befalet at butikker og udsalgssteder aldeles lukkes, når indgangen blot blændes ved at dørene holdes lukket på klem. Men dette er meget vanskeligt at overholde, såsom en eller anden køber let glemmer at skyde døren til efter sig, og når dette bemærkes af den omkring gående patrulje, opkaldes straks vedkommende på politikammeret for at betale en mulkt. Man tillader sig derfor det spørgsmål: Skulle under vor tids tiltagne oplysning, gudstjenesten på søn- og helligdage ikke anses at være lige så andagtsfuld og hellig, hvis butiks- og kælderdøre stod i samme stilling under gudstjenesten som de står i den øvrige tid af helligdagene, da de allievel benyttes til ind- og udgang af købere? Besvaredes dette spørgsmål bekræftende og således blive taget i forønsket betragtning, ville mange borgere der ikke har en dobbelt indgang til sin butik derved undgå udgifter og ubehageligheder ligesom også de omkring gående patruljer i den henseende kunne være overflødige.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 4de Januar 1834, s. 5-7) 

Spørgsmaal til Hr. Stadsmusikanten.

For nogen tid siden kom jeg i et selskab hos nogle bekendte og blev der anmodet om at spille en kort tid til fornøjelse og tidsfordriv indtil klokken 9.30 om aftenen som ikke var over borgerlig tid. Men skønt musikken kun var mådelig og gaves uden nogen betaling, måtte jeg dog betale 1 rigsbankdaler i mulkt for at have spillet. Jeg ønsker derfor at vide om denne rigsbankdaler er givet til de fattige eller til hr. stadsmusikanten selv. Dersom det første er tilfældet, vil det glæde mig som selv er fattig, og må arbejde for min og families underhold. Men er det derimod til hr. stadsmusikanten selv, da vil det gøre mig ondt om han trænger til at lade en arbejdsmand give sig en skærv af sit daglige arbejdes slid og ringe fortjeneste.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at lade hr. stadsmusikanten vide: 1) at jeg ikke kan påtage mig at være spillesvend fordi jeg ikke er kender af musik; og 2) at jeg ernærer mig og min familie med mit slid og arbejde, og ikke med at give musik.

H. S. Holbech.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 768-769.)

Bøn til Brolægningsvæsenet.

Ved at passere over brolægningsvæsnets oplagssted på Sankt Annæ Plads har anmelderen bemærket den uorden som lige meget strider mod politianordningerne og den offentlige velanstændighed. Arbejderne samme sted forretter deres nødtørft snart mellem stenbunkerne, snart i og ved en stor kedel der ligger ved korntørringsmagasinerne. Da denne vej især om sommeren benyttes af mange spadserende, så tør man vel håbet at det snarest muligt bliver gjort ende på dette ublu svineri ved at lade indrettes et lokum på pladsen. Det behøver vel ikke at tilføjes at såvel årstiden som de for tiden på andre steder grasserende sygdomme bør tilskynde enhver nu at bruge den største forsigtighed.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 489-490)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562-563 bekendtgjordes at arbejdsfolkenes uterlighed nu var endt, men frygtede at for fremtiden ville naturen gå over optugtelsen.

Carl Emil Baagøe (1829-1902): Sankt Annæ Plads set fra havnen med dampskib. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Luk for Hullerne!

Det er befalet at når der graves huller på offentlig vej, det være enten for at undersøge vandrender eller i anden hensigt, må arbejderne ikke forlade stedet uden at opstille et varsko eller på anden måde sikre stedet for passerende så de ikke kommer til skade på live og lemmer. Men denne lov synes i den seneste tid ikke fuldkomment at blive efterkommet, hvorpå man vil fremsætte et par eksempler.

For 3 uger siden skulle et gammelt plankeværk afløses af et nyt på Hauser Plads. Der blev af den grund gravet nogle huller for at de nedrammede pæle kunne optages. Men en aften forlod arbejderne deres værk uden at tilkaste hullerne eller at udsætte et varsko, og det hændte sg at et ungt menneske der ville gå til sit hjem på Kultorvet, faldt i et af hullerne og fik derved sit ben således beskadiget at han endnu længe må ligge under lægens behandling.

For nogen tid siden i Gothersgade ved hjørnet af Store Kongensgade blev gravet to dybe huller i fortovet for at efterspore en formentlig fejl ved den derværende vandkiste. Disse huller blev straks tildækket med lemme hvorover man passerede i al tryghed. Men mandag den 3. skulle et af hullerne tilkastes, og straks efter at der var begyndt på det, forlod arbejderne stedet uden at hullet var fyldt eller tildækket med overlag. Dette havde til følge at en middelaldrende svag mand der desuden er noget kortsynet, faldt i hullet, forslog hovedet således at blodet flød ned og tilsølede hans klæder så at han måtte ty til en kælder i nabolaget for at afvaskes før han kunne komme til sit hjem, hvilket han i flere dage ikke kunne forlade.

Anmelderen har ved at bekendtgøre dette, det håb at de ansvarlige for at bydeover folk som ansættes til sådant offentligt arbejde, vil formane disse til at efterkomme de forskrifter der er givet for at sikre medborgeres liv og lemmer.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 305-307)

Om Slavers Arbeide hos Private.

For få år siden gik det rygte at det af høje vedkommende var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokke af slaver med deres vogtere at blive afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel. At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra 2 løb bort og siden blev efterlyst i aviserne. 

Tænker man sig hvor mange af de mest simple arbejdere der i forrige lange og hårde vinter var kommet i gæld for husly og føde, som han håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at det må forbydes slaverne at arbejde for private, eller om der eksisterer et sådant forbud, at det da måtte blive overholdt. For vel syntes det godt at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på de bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige, simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er derfor kun tilsyneladende.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 727-728)

"Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes forhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten." (Nicolai Abilgaard: En slave skubbende en trillebør. Statens Museum for Kunst.) 

Redacteurens Anmærkning

Hvis den nævnte justitsråd Lange er identisk med Christian Lange (1754-1823) giver det mening. Omend han da ville være død på det tidspunkt. Men hans "førhen" tilhørende gårde ville da være Nørre Alleenlyst, Marienlyst m.fl. Han får i artiklen ikke just noget skudsmål som en humanistisk indstillet godsejer. På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejere (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Sankt Croix, se Vandringsløse Tidende.

Emnet berøres også i "Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide." Politivennen nr. 1251, lørdag den 21. december 1839, side 795-799. 

Forslag til at forebygge Fare ved Hængestillager

Man hører ikke sjældent om at mennesker kommer af dage eller bliver krøblinge ved at de stilladser som bruges ved at reparere bygninger eller maler, går itu eller falder ned. For 6 til 7 uger siden mistede et menneske således sit liv ved et stillads der faldt ned i Gothersgade, og for henved 14 dage siden blev et menneske lemlæstet ved samme tilfælde på Kongens Nytorv. Da enhver duelig arbejder død som forvoldes ved uforsigtighed, er et tab for staten, så synes det en dobbelt pligt så meget som muligt at sikre den arbejdende klasse mod ulykkelige tilfælde. 

Anmelderen vover derfor at fremkomme med det forslag at ligesom ejeren af en rund ikke må bebygge samme, eller en ejendomsbesidder ikke må foretage nogen væsentlig forandring ved sin ejendom uden at efterkomme visse af øvrigheden givne forskrifter, således burde ingen opstille eller bruge noget stillads undtagen at dette ved lovligt syn var fundet forsvarligt. Til den ende kunne øvrigheden udnævne 2 eller 4 fagkyndige mænd som for en rimelig betaling skulle efter ed og samvittighed bedømme om stilladserne var forsvarlige eller ej, og i første tilfælde meddele bygherren deres attest, uden hvilken han ikke måtte bruge dem. Det er en selvfølge at et sådant syn måtte strække sig ud over alt hvad der hører til et komplet arbejdsstillads, såsom udlægsbomme, kranse, gier, tallier osv. En sådan forsigtighed er så meget mere nødvendig som ikke enhver murermester eller maler der foretager sig arbejde ved bygninger, er i besiddelse af de fornødne stilladser, men får disse hos folk der gør sig en næringsvej af at udleje dem, og det er vel troligt at sådanne stilladser som bruges hyppigt, ikke altid er at stol på, ligesom også at de vel ikke kasseres før de går itu og uoprettelig skade er forårsaget ved dem.

(Politivennen nr. 715, Løverdagen den 12te September 1829, s. 598-600) 

Anmodning til Herr Cantor Hartmann.

Mandag den 8. dennes lod jeg et barn begraves. For jorden lagde jeg betaling til kirkeværgen og begav mig derefter med den mig af ham meddelte kvittering til kantor Hartmann der i stedet for at påtegne nævnte kvittering til underretning for graveren, gav mig en anden seddel ifølge hvilken graveren kun kunne tillade barnets begravelse på frijordskirkegården.

Utilfreds hermed bad jeg min kone henvende sig til kantoren for at erfare grunden hertil, men hr. kantoren var ikke hjemme, og jeg må oprigtigt tilstå at det skulle have været mig kært hvis det samme havde været tilfældet med hans kone der behandlede min hustru på det uhøfligste, ligesom hun også til slut erklærede: "herved er intet at gøre. Barnet skal blive liggende hvor det ligger."

Min kone henvendte sig derpå til kirkeværgen der meddelte hende en seddel til kantoren, sådan lydende:

"Overbringeren heraf arbejdsmand Søndersøes kone siger at hendes barn som er begravet i dag den 8. september skal være begravet på frijordskikregården, men da der er betalt for barnets begravelse, så må dette være en fejltagelse som jeg herved anmoder Dem om at undersøge.

Den 8. september 1828.
H. H. Schmidt."
"Hr. kantor Hartmann"

og det lykkedes hende da endelig ved kirkeværgens og graverens velvillige understøttelse at få barnet opgravet og jordet på det sted hun ønskede uden videre udgift.

Idet jeg herved fremsætter en anmodning til hr. kantor Hartmann, den nemlig at dressere sin kone således at hun i hans fravær ikke skal støde an mod de simpleste høflighedsregler, kan jeg til slut ikke undlade at yde graveren i særdeleshed min forbindtligste tak for den måde hvorpå han antog sig min og kones sag og derved stoppede munden på den uartige kantorske.

København den 18, september 1828.
Niels Hansen Søndersøe.

(Politivennen nr. 665, Løverdagen den 27de September 1828, s. 627-629)

Redacteurens Anmærkning.

Hartmann bekendtgjorde i Politivennen nr. 669 at han anså anklagen for ubeføjet, og efter behandling i forligelseskommissionen nu havde indstævnet ham for retten.

Et Brev til Udgiveren.

Højstærede hr. udgiver!

Af det sidste nummer af Deres blad erfarede jeg at De har haft den godhed at anke over en mangel ved gården nr. 4 og 5 på Kongens Nytorv.

På grund heraf tillader jeg mig allerærbødigst at anomde Dem om i næste nummer at indrykke en anden anke der efter mit tykke er lige så grundet, ja vel endog mere beføjet, end den allerede indrykkede.

Jeg har nemlig i omtrent et halvt år gået en af gårdens beboere til hånde med successivt at save og hugge brænde, bære vand og lignende, hvorved jeg har haft en ganske god fortjeneste. Men jeg kan ikke beskrive Dem hvor ofte jeg har udstødt forbandelser over den såkaldte trommelrende hvorigennem al urenlighed fra vaskene føres ned i gården.

Denne rende er nemlig i en så højst brøstfældig tilstand at det fluidum der løber gennem samme, til tider oversprøjter hele gården, eftersom den er aldeles utæt, ja mangler endog fra stenbroen til ovenfor første sal, det bræt der skulle vende ud imod gården.

De kan - kort sagt - ikke forestille Dem, hr. udgiver, hvor ofte jeg under mit arbejde er blevet oversprøjtet af den forbandede rendes indhold, og hvor meget mine klæder har lidt derved, og jeg beder Dem derfor på det indstændigste gennem Deres blad at henlede de ansvarshavendes opmærksomhed herpå så sådan ulempe kan forebyggges i fremtiden.

Med højagtelse vover jeg at tegne mig som Deres velbårenheds allerærbødigste

Bernt Berntsen

Arbejdsmand.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.291-292).

Redacteurens Anmærkning.

Kongens Nytorv 4 er nutidens Kongens Nytorv nr. 19/ Lille Kongensgade 4. Det er opført 1767. Nr 5 derimod eksisterer ikke længere. Den blev 1859 til nr. 21, og sammenlagt til Kongens Nytorv 21/ Lille Kongensgade 6

Noget i Anledning af den saameget omtalte Næringsløshed blandt Almueclassen.

Vor tid genlyder desværre af retfærdige klager over mangel på fortjeneste, især på rede penge, fra den højeste til den laveste, og de kunne og bør dog vist nok kun være klager over mangel på nyttig beskæftigelse. Handel og skibsfart standser, velstand aftager, alle fornødenheder indskrænkes og beklippes, de samme munde går mens de samme hænder hviler. Under sådanne auspicier måtte det slå anmelderen med forundring at der så vidt han skønner, 1-1½ mil udenfor København hersker total mangel på arbejdsfolk til årets rige høst. De fleste landmænd her klager over at de næsten ikke kan opveje arbejdere med penge. De forudser skælvende at de al anvendt møje uagtet, ville enten se deres halve grøde fordærvet af ugunstige vejrligt, eller falde af på marken. Anmelderen kender flere landmænd som sender bud til byen om aftenen, og tidligt sender vogne ind for at hente soldater og andre arbejdsfolk. Som betaler disse med 2 til 3 mark daglig foruden kosten. Kører dem ind igen om aftenen, der ikke tør blive natten over, og således forkorter sig arbejdstiden, men dog næppe kunne få disse eller andre igen. Hvad er da årsagen til at København vrimler af dagdrivere uden dovenskab og ufornøjelighed? Hvilket følende menneske må det ikke fortryde når han fra al den velsignelse Gud har udbredt over landet, fra alt det glade håb, markernes herlige syn skænker, træder ind ad stadens porte og her iagttaget mange af arbejdsklassens armod og elendighed, overvældes af klager og tiggerier; mens han ser at den samme ørkesløshed som her volder så megen jammer, også hist må fremkalde nøden i stedet for at begge kunne afhjælpe hinanden. Vel kan ikke enhver straks tage del i de landets sysler som kræver større færdighed og håndelag. Men husbønderne ville sikkert være overbærende og gøre dyd af nødvendigheden. De fleste høstarbejder kræver oftere mange, end længe øvede hænder. Anmelderen fremsætter dette efter sin kundskab til sagen. Tilstanden længere ud i landet kender han ikke, og overlader gerne til en kyndigeres bedømmelse om det der er og kan være bedre. Kun ville jeg sige dette, lige så meget til opmuntring for den arbejdende masse, især vore raske opvakte landsoldater som for at vække opmærksomhed og deltagelse i tingen, da der for mig selv, mit i min utilfredshed, ligger noget trøstende i tanken at fædrelandet mangler hænder til at samle sine rigdomme. 

(Politivennen No. 245, Løverdagen den 9de September 1820. Side 3963-3966)

Varsko i ny Kattesund.

Fra 4. loft i et pakhus i Kattesundet har man den vane at nedkaste løse bundter hamp på gaden, hvilket anmelderen var vidne til den 12. dennes. Denne magelighed hos arbejdsfolkene tror man vedkommende ejer bør vænne dem fra, og pålægge dem at lade hampen stryge ned ved vinden da forbigående ellers let kunne lemlæstes eller ihjelslås af sådanne nedfaldende bundter, for ikke at tale om at de forbikørende bønders heste derover kan blive sky og således afstedkomme flere ulykker.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3651-3652)

Kaadhed af Muurarbeidere.

Idet anmelderen mandag den 25. dennes om formiddagen passerede Valkendofsgade, blev der gjort begyndelse med en reparation ved gården nr. 149. 4 unge mennesker af murerprofessionen var i færd med at rense tagrenden. men efter at dette var sket, fandt disse formodentlig af kådhed, glæde i med hænderne at nedkaste hele og halve tagsten på gaden, i stedet for at de skulle have lagt dem ind på loftet, hvorved de forårsagede de forbigående skræk og ubehageligheder. For stumperne føj om ørerne på enhver som gik der forbi om de endog opholdt sig hen på det modsatte fortov. Næppe kan det være med murermeterens vilje at noget menneske tilføjes ulempe ved hans arbejderes kådhed, hvorfor man nok tør håbe at disse karle efter denne påtale, får bedre instruks om orden på offentlige gader, så at de lader dem nøje med hvad der glider ned af taget under reparationen, og ikke kaster hele og halve sten ned for deres fornøjelse og tidsfordriv.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3214-3215) 

Om Slavernes Arbeide i private Huuse

I en tid hvor der klages så meget over mangel på arbejde, og hvor så mange hænder er ledige og fattigvæsenet ikke kan beskæftige dem alle der henvender sig til samme for at få almisse, synes det påfaldende at se slaver eller de forbrydere der er dømt til slaveri arbejde for borgere eller i private folks gårde her i staden. Anmelderen indrømmer gerne at det for nogen kan være økonomisk rigtigt at benytte sig at sådanne arbejdere, eftersom disse vel må lade sig nøje med den mindst ringe mulige betaling. Ligesom han under andre omstændigheder ville finde det rigtigt om disse mange forbrydere når de ikke var savnet til at udføre offentlig arbejde kunne bøde noget på det deres underhold koster staten. Men han vover at være at den mening at på nuværende tidspunkt vil en alt for hyppigt brug af slaver til private arbejder ikke være gavnligt. Hverken for det almindelige eller for de brødløse der af mangel på udkomme og arbejde enten må forøge fattigvæsenets allerede betydelige personale eller muligvis ved at begå forbrydelser komme i klasse med sådanne.

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2715-2716)

Slaver på vej til arbejde med lænker om fødderne. Det kan være fra Kastellet eller Stokhuset i Rigensgade. I 1934, altså et årti efter ovenstående artikel, var der 1.126 slaver i København. Det blev betragtet som et gode at arbejde udenfor. Spidsborgernes foragt (som også udtrykkes af skribenten) fremgår med al tydelighed af ægteparret til højre.

Et ynkeligt Syn i store Grønnegade.

Torsdag middag kl. 1 gik anmelderen gennem Grønnegade, og da han måtte passere mellem husene og de store jorddynger som på grund af gravning efter vandrender der er opkastede, kunne han ikke andet end blive opmærksom på og ynkes over det arbejde som 10 karle havde med at få et gammelt råddent rendetræ hejst op fra dets forrige leje i den samme sted opkastede grube. Syv mand havde fat for at hale i et tov der var slået om rendetræet, to mand var i gruben for at hjælpe efter og en mand gav et taktmæssig signal til kende når der med eftertryk skulle arbejdes for at kræfterne kunne blive forenede. Fuld af forundring over at se så mange mænd arbejde på eller rettere som det syntes anvende alle kræfter på at hæve et råddent rendetræ af en omtrent 3 meters længde, blev han stående for at se om det ville lykkes dem. Hvilket dog omsider skete. Ved bortgangen fattede han det forsæt at bekendtgøre for vedkommende et simpelt middel hvorved så meget slid og slæb kan spares, ja som endog kan gøre mange dovne arbejdere overflødige. Og det er et spil eller en vinde omtrent således som man bruger til skibs. Ved hjælp af en sådan mekanisk indretning ville 2 højst 3 mand kunne hæve et lignende rendetræ op af en grube og herved sparedes jo allerede 7 mands kræfter og dagløn. Bekostningen ved en sådan indretning er ubetydelig da den endog i nødstilfælde kunne forfærdiges af et ubrugeligt rende- eller pumpetræ.

(Politivennen nr. 83, Løverdagen den 2den August 1817, s. 1398-1399)

Angaaende Spinderskers Fortjeneste

I nr. 10 af dette blad blev efter forlangende fremsat et spørgsmål om hvad en spinderske burde tjene. Nu har en hædret og sagkyndig medborger i den anledning behaget at skrive nogle bemærkninger til udgiveren. Da enhver sag altid vinder ved at blive betragtet fra flere sider, må han, skønt ikke enig i alt med brevskriveren, anse det som pligt også her at fremføre hvad denne, ham for resten personlige ubekendte hædersmand har haft den godhed at meddele ham om dette. Og han nærer det sikre håb at mange ædle dannemænd og dannekvinder, for hvem dette og hint blad måtte komme for øje, ikke vil undlade at skænke den her omhandlede genstand ligeså så megen og  - udgiveren tror med rette at turde sige det - ligeså fortjent opmærksomhed, som den hvormed den fra begyndelsen af ønskedes betragtet.

Brevet som var skrevet på tysk lyder i tro oversættelse således:

Min Herre!
I Politivennen nr. 10 er med denne overskrift:
Om Spindersker
(Indsendt)

fremsat det spørgsmål: "Om en spinderske med den største flid kan tjene så meget at hun dermed kan bestride de udfordrende fornødenheder til husleje, klæder, føde, lys og varme". Da jeg ikke er forfatter ikke heller fuldkommen kyndig i det danske sprog, tilgiver De at jeg besvarer spørgsmålet på mit modersmål.

Spørgsmålet er fremsat meget ubestemt, fordi det ikke siges: Hvilket slags spind er der tale om. Svaret på det kan altså ikke andet end være lige så ubestemt. Men da en betydelig antal kvindfolk er ansat i de her værende klædefabrikker ved maskinspinderierne, og jeg føler mig i stand til at give tilfredsstillende oplysning om dette punkt, så har jeg den ære, til behagelig afbenyttelse at oversende Dem følgende, som er grundet på kendsgerninger, og som jeg tilbyder mig at godtgøre rigtigheden af på enhver måde der måtte forlanges.

For enhver fabrikant som bruger spind til sin fabrikation, er det af største vigtighed at henvende sit hovedøjemed på spind og fra dette synspunkt betragtet må spindersken også med sit arbejde kunne erhverve så meget at hun dermed kan bestride sine fornødenheder. Af denne årsag er arbejdslønnen i den fabrik som jeg har den ære at forestå, altid blevet bestemt efter tidsomstændighederne. Hvor nødvendigt dette er, ses af den meget ligefremme grund at når nogen ikke ved sit arbejde kan tjene så meget som den "efter sine omstændigheder" behøver til sine ovennævnte fornødenheder, må denne enten gribe til utilladelige midler, eller søge at beskæftige sig på en anden og mere fordelagtig måde. At begge sidstnævnte tilfælde ville frembringe den skadeligste indflydelse på fabrikationen er meget indlysende for enhver sagkyndig uden videre forklaring.

I vedlagte fortegnelse som er uddraget af mine bøger, har jeg anfør en spinderskes arbejde og fortjeneste i seks måneder. Heraf vil ses at en sådan har i gennemsnit, fortjent ugentligt noget over seks rigsdaler og fem mark i arbejdsløn. Desforuden har samme i forhold til sit arbejde erholdt i dusør atten rigsbankdaler og fem mark, altså i gennemsnit ugentligt omtrent fire mark og seks skilling, og for sin flid og gode opførsel en nytårsgave på seksten rigsbankdaler. At denne fortjeneste er tilstrækkeligt for et fruentimmer til at bestride de nødvendige livsfornødenheder, er jeg fuldstændig overbevist om. Og det så meget mere som i følge kongelig forordning, arbejdslønnen for en murersvend i gennemsnit beløber sig til næsten lige så meget.

Deres etc.
Hertzsprung
Fabrikant i D. A. Meyers
og interessenteres uldfa-
brik, samt danne-
brogsmand

(Politivennen nr. 23, Løverdagen den 8. juni 1816, s. 349-353)

[Artiklen fortsætter med en tabel for sidste halvår af 1815.]

Varsko i Antonistrædet

(Indsendt)

Søndag den 5. maj passerede jeg Antonistræde mellem klokken 9 og 10. Og da jeg var uden for huset nr. 236, blev jeg ved 2 arbejderes uforsigtighed, der var beskæftigede med at hvidte frontspidsen, ganske bestænket med kalk på mit tøj, eftersom der ingen afspærring var sat op, hvad der ved sådanne lejligheder altid burde være opsat. 

Idet jeg tager mig den frihed at anmelde ovennævnte, tager jeg langtfra ikke så meget hensyn til den tilsøling jeg blev udsat for, som følgerne af sådant kunne have for damer hvis klæder snarere der ødelagt, end de vores køn i almindelighed bærer. Jeg bør tilføje at sådant arbejde på helligdage strider ganske mod religiøsiteten og de gældende politibestemmelser.

(Politivennen nr. 19, Løverdagen den 11. maj 1816, s.  s. 293)

Ønske til Assistenshusets Foresatte

(Efter indsendt)

Da enhver arbejdsmand er udsat af sin næringsvej og mange af dem trues med den hårde skæbne at miste sin lille ejendom til forestående auktion da han ikke kan tjene noget fordi han næsten hver dag må gøre tjeneste for fædrelandet, var det da ikke muligt at denne forestående assistensauktion, såvel som så mange andre auktioner, kunne udsættes i det mindste til krigen var forbi. Det synes så meget mere rimeligt at den burde udsættes, da tillige huslejetiden forestår. Og det ville blive  dobbelt smerteligt for de mennesker som måtte være så ulykkelige. For hvad de ikke mistede på den ene måde, ville de blive berøvede på den anden for huslejens skyld og altså miste alt hvad de ejede.Det var ønskeligt om dette forslag blev taget i betragtning og mange tusinde mennesker ville glæde sig ved at læse offentligt at auktionen var udsat.

(Politivennen nr. 488, 29. august 1807, s. 7852-7853)

Umenneskelighed af en Vognmand.

Den 1. september d. å. om morgenen kl. 5 blev jeg kaldt til en fattig arbejdskarl i Lille Grønnegade so ved et uforsigtigt fald fra 2. sal havde forslået sig betydeligt. For så snar som muligt at kunne få denne ulykkelige transporteret til hospitalet, henvendte jeg mig til en ikke langt derfra boende vognmand med forlangende at han mod betaling af mig, ville udleje en vogn med halm for at køre den syge på. efter megen vægring og gniden i øjnene (uagtet han stod i sin gård og følgelig ikke kunne antages for en halvsovende) bragte jeg manden ved alvorlige forestillinger dertil at han tilstod mig en vogn. Men da der endnu skulle halm og hestedækkener til, fandt han dette for besværligt, og gav sit endelige afgørende svar: at han ikke ville. Med tillæg at jeg måtte henholde mig til en anden. den at anse ham værdig til videre samtale, henvendte jeg mig til kontoret på Frederiks Hospital hvor der, til re for vedkommende, blev føjet øjeblikkelig anstalt for at den lidende blev båret til stiftelsen. - Da jeg før i et af mine første studieår har oppebåret meget godt i nævnte vognmands hus, hvorfor jeg endnu med erkendtlighed takker hans fromme agtværdige kone, vil jeg ikke nævne hans navn, men alene endnu engang have ham formanet til for fremtiden at vise mere menneskelighed mod sine lidende medborgere

M. M. Rønne.
Kandidatus Kiriurgiæ. Store Kongensgade nr. 261.

(Politivennen nr. 437, 6. september 1806, side 6945-6947)