Noget i Anledning af den saameget omtalte Næringsløshed blandt Almueclassen.

Vor tid genlyder desværre af retfærdige klager over mangel på fortjeneste, især på rede penge, fra den højeste til den laveste, og de kunne og bør dog vist nok kun være klager over mangel på nyttig beskæftigelse. Handel og skibsfart standser, velstand aftager, alle fornødenheder indskrænkes og beklippes, de samme munde går mens de samme hænder hviler. Under sådanne auspicier måtte det slå anmelderen med forundring at der så vidt han skønner, 1-1½ mil udenfor København hersker total mangel på arbejdsfolk til årets rige høst. De fleste landmænd her klager over at de næsten ikke kan opveje arbejdere med penge. De forudser skælvende at de al anvendt møje uagtet, ville enten se deres halve grøde fordærvet af ugunstige vejrligt, eller falde af på marken. Anmelderen kender flere landmænd som sender bud til byen om aftenen, og tidligt sender vogne ind for at hente soldater og andre arbejdsfolk. Som betaler disse med 2 til 3 mark daglig foruden kosten. Kører dem ind igen om aftenen, der ikke tør blive natten over, og således forkorter sig arbejdstiden, men dog næppe kunne få disse eller andre igen. Hvad er da årsagen til at København vrimler af dagdrivere uden dovenskab og ufornøjelighed? Hvilket følende menneske må det ikke fortryde når han fra al den velsignelse Gud har udbredt over landet, fra alt det glade håb, markernes herlige syn skænker, træder ind ad stadens porte og her iagttaget mange af arbejdsklassens armod og elendighed, overvældes af klager og tiggerier; mens han ser at den samme ørkesløshed som her volder så megen jammer, også hist må fremkalde nøden i stedet for at begge kunne afhjælpe hinanden. Vel kan ikke enhver straks tage del i de landets sysler som kræver større færdighed og håndelag. Men husbønderne ville sikkert være overbærende og gøre dyd af nødvendigheden. De fleste høstarbejder kræver oftere mange, end længe øvede hænder. Anmelderen fremsætter dette efter sin kundskab til sagen. Tilstanden længere ud i landet kender han ikke, og overlader gerne til en kyndigeres bedømmelse om det der er og kan være bedre. Kun ville jeg sige dette, lige så meget til opmuntring for den arbejdende masse, især vore raske opvakte landsoldater som for at vække opmærksomhed og deltagelse i tingen, da der for mig selv, mit i min utilfredshed, ligger noget trøstende i tanken at fædrelandet mangler hænder til at samle sine rigdomme. 

(Politivennen No. 245, Løverdagen den 9de September 1820. Side 3963-3966)