En uhyggelig Scene paa Kirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Naar de hjemfaldne Urner fra Krematoriet tømmes for deres Aske.

Usømmelige Forhold

I et herværende Blad finder vi idag en Klage over den Maade, hvorpaa man paa Krematoriet behandler de hjemfaldne Urner. Klageren fortæller saaledes, at han har været Vidne til, at en Arbejdsvogn belæsset med Urner kørte ind til en paa Kirkegaarden i Forvejen foretaget Udgravning, og at man der etfterhaanden tømte Urne for Urne, ligesom en anden Askespand. Det havde gjort et uhyggeligt Indtryk paa den paagæklende, at se den Maade, hvorpaa de Afdødes Aske blev behandlet, og det havde virket dobbelt pinligt, da det var Blæsevejr, og man derfor kunde se Asken som en Støvsky fyge omkring Udgravningen.

En Udtalelse fra Dansk Ligbrændingsforening.

Vi har henvendt os til Kontorchef Reenberg i "Dansk Ligbrændingsforening" og anmodet ham om en Udtalelse.

- Forholdet er det, siger Kontorchefen, at Krematoriet henhører under Begravelsesvæsenet og er lagt direkte ind under Bispebjerg Kirkegaard. Mulige Fejl, der kan være begaaet, maa Begravelsesvæsenet altsaa drages til Ansvar for. Hvad angaar Urnerne eller Urnepladserne købes disse ligesom et Gravsted for et bestemt Aaremaal. Dersom dette udløber, og det ikke fornyes, faar Urnen Lov til at staa Aaret ud, og dernæst overflyttes den til et underjordisk Magasin, som findes ved Krematoriet. Her henstaar den endnu et Aar, længere er det umuligt at opbevare den, da der skal skaffes Plads til de andre Urner, der er hjemfaldne, og Asken overføres deeefter til en stor Fællesgrav paa Kirkegaarden. Dette finder som Regel Sted en Gang om Aaret.

- Men Asken tømmes ud af Urnerne?

- Ja, man kan ikke sætte Urnerne, der som Regel er af Ler eller Sten, ned i Graven, da de maaske saa kunde staa der i Hundrede Aar uden at fortæres, og det vilde være umuligt at skaffe Plads. Jeg synes ogsaa, at det er den smukkeste Tanke, at Asken forenes med Jorden.

- Men mere end 2 Aar ud over den Tid, hvor Urnepladsen er hjemfalden, kan Urnen altsaa ikke blive paa Krematoriet?

- Nej, det kan den ikke. Hvad der i det paagældende Tilfælde er forkert, er det, at man har henlagt Nedgravningen af Asken til midt paa Dagen, det burde have fundet Sted i de tidligere Morgentimer, og saa den Omstændighed, at der ikke ved denne Lejlighed har været en Overordnet for Eksempel Kirkegaardens Inspektør, til Stede, men det er altsaa Begravelsesvæsenets Fejl.

Louis.

(B. T. 4. december 1925).

Ligbrændingssagens Udvikling. (Efterskrift til Politivennen)

Kontorchef Reenberg fortæller om Kamp, Modstand og fremgang.

Dansk Ligbrændings-Forening har udsendt sin Aarsberetning, og det fremgaar af denne, at det her drejer sig om en Sag, der er i kolossal Fremgang, og vi har bedt Foreningens energiske Drivkraft. Kontorchef Reenberg, fortælle lidt om Udviklingen. Han siger:

- Foreningen tæller nu 32,430 Medlemmer, og vi havde i 1924 5686 nye Indmeldelser. Der blev sidste Aar foretaget 851 Ligbrændinger i København og 28 i Aarhus, men inden vi er naaet til dette store Resultat, har der ogsaa været kæmpet en langvarig og haard Kamp. Foreningen, der er stiftet 1881 af Professor Levison, traadte først i Virksomhed i 1893, da den første Brænding her i Landet fandt Sted. - det var Bureauchef D. I. Dessau, der blev den første. Det første Aar var der kun fire Brændinger, og det var, da "Folkelig Ligbrændingsforening" blev stiftet, at det begyndte at tage Fart. Det var egentlig Digteren Sophus Schandorffs Baalfærd i 1901, der gav Stødet til denne Forenings Dannelse, - der var en Mængde Arbejdere til Stede, de følte sig tiltalt af denne Maade og stiftede Foreningen. 

Sophus Schandorffs sidste Vilje.

Dette har sikkert glædet den gamle Digter i hans Himmel, thi som De maaske ved, sluttede han sine Livserindringer med disse jævnt og ligefremme Ord: For øvrigt er min Hustru og jeg enige om, at vi vil brændes. Vi vil ikke ligge og svine Jorden til for vore Efterkommere!

I Krematoriets Urnehave.

Der er mange kendte Navne, der har fulgt Schandorffs Eksempel, jeg kan nævne: Estrup, Hørup, Holger Drachmann, Hørdum, Zartmann, Flyveren Ulrich Birck og m. m. fl. Forfatterinden Amalie Skrams Urne er f. Eks. en af de første, man læger Mærke til, i den gamle Urnehal, hvor den staar lige til højre for Indgangen. Fru Skram demonstrerer her i Døden mod sin norske Herkomst, idet hun paa sin Urne har ladet prente:

Dansk Borgerinde
Dansk Undersaat
Dansk Forfatterinde

Der er kun to Præster i København, der er Modstandere af Ligbrænding.

Det var, navnlig de første Aar, særlig fra gejstlig Side, Ligbrænding-sagen mødte heftigst Modstand. I Begyndelsen maatte Præster overhovedet slet ikke modvirke i Ornat - det opnaaede de først Tilladelee til i 1910. Nu er hele denne Modstand kun en Saga blott" - København findes der i øjeblikket kun to Præster, der er Sagen fjendtlig stemt. For øvrigt er det kun en ringe Brøkdel Ligbegængelser, der foregaar uden gejstlig Medvirkning, - sidste Aar var der kun 35,

Foreningen er nu en Faktor, man maa regne med i Begravelsesvæsenet, - her i København har vi snart 1000 Ligbrændinger om Aaret, og foruden Krematoriet i Aarhus der er tre Aar gammelt, vil der nu ogsaa i Slagelse, Helsingør, Aalborg, Kolding og Odense blive opført Krematorier i en ikke fjern Fremtid.

Larus

(Aftenbladet (København) 11. juni 1925).

Kai Nielsen (1882-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Kai Nielsen

Af Johannes Kragh.

Følelsen, der først griber os, naar vi erfarer dette Budskab: Kai Nielsen er død, det er med eet Ord: Fattigdom! Solen skinner, men den varmer mindre. Luften er høj og blaa, men saa vemodig fjern: Han, Kai Nielsen, er ikke mere! Han, der var saa fuld af Liv og Virksomhed, er blevet stille nu, noget af det, der gjorde Tilværelsen munter, festlig og bevaret for os, er gaaet i Staa! Fattigdom, ja netop det ei Ordet! Som et omvendt Spejlbillede i Vand viser denne Følelse os han store Rigdom! Skønt alle hans mange, mange Værker staar der - og nu forstaar vi, hvorfor han skyndte sig saa meget - saa er denne Følelse den dominerende. Kilden er standset, den rinder ikke mere, dette frugtbare Væld. som altid bragte noget nyt og muntert med sig - - i Staa, forbi!

Værkerne staar der, ja! De vil blive og ordne sig i Tiden efter deres Værdi. Mennesket, det levende, er Imrte og tilhører Mindet. Og hvad vil vi da mindes? Ja, først og fremmest dette, at han var san Irrende, denne store Dreng, som alle helst vilde kalde Kai og sige du til. Fuld af Liv, oplaget af alt, med Drengens raske Virksomhedstrang.

Dreng! Ja vel, men meget mere Barn, Kvinde, Mand - det sidste var han maaske mindst. Det nnnede han ikke, for Døden, denne bratte, uforstaaelige Afslutning naaede ham.

Men Barnets Livlighed og Pludren, Drengens Iagttagelseslyst og bestandige Aktivitet, ogsaa Drengens Lyst til at sige uartige Ord en Gang imellem og faa Folk til at daane lidt - Kvindens lysende Smil, med runde Barnekinders buttede Smilehuller - alt dette var i ham, jo Mandens Alvor, den ejede han, naar han arbejdede, da kunde der komme en mandig, knap Strenghed over hans Ansigt, disse forunderligt bevægelige Trak, der kunde skifte fra Grimhed til Skønhed, fru Blodhed til Kraft.

Skiftende, ja! Som Havets Spejl, som Kvindens Smil, som Barnets Leg. saadan var han - denne Fynboernes og det fynske lands mest fynske Barn. Fra denne frodige Have kom han, og det var sikkert mere et Tilfælde, naar han og Mads Rasmussen - denne glade, rødkindede Etatsraad, som omdannede de fynske bugnende Frugthaver til Saft og Syltetøj, først og fremmest til Vin, - naar de to fandt hinanden. Fyns Frugthaver blev til Kunst, passerende Mads Rasmussens Fabriker samledes det hele i hans Museum. Her har Fynboerne fundet hinanden - en stor og glad Familie, men Mads Rasmussen og Kai Nielsen, de to er de vægtige Yderpunkter i denne bugnende Grode, hængt op i pragtfulde Guirlander, med Etatsraadens silenglade Statue som et vægtigt Midtpunkt.

Kai Nielsens Værker var som han selv, glade Børn af Lyset og Livet, det straalende, mangfoldige! 

Lyset var ham en vigtig Faktor end nogen anden. Der stak noget af en Maler i ham, og han elskede at arbejde med et Værk til een bestemt urokkelig Belysning. Hvor fint han kunde dette, viser det lille, ganske flade Relief paa kunstmuseet, efter en Tegning af Joakim Skovgaard. Hele Reliefhøjden er kun faa Millimeter! Men alle hans større reliefagtige Værker, f. Eks. Evas Skabelse paa Kunstmuseet, Jordens Skabelse til Studiegaarden - i dem alle ses det bløde Lys henover de svulmende Former: det er hans det bedste. Se Eva-Skaberens Skikkelse, denne Vekslen mellem fast og blødt saa glimrende gengivet. Denne Del af Arbejde er bedst, og han var ogsaa stolt deraf selv.

Hvor var han over hovedet uimodstaaelig i sin barnlige Stolthed over sine vellykkede Værker: "Nu skal du se Skandinaviena bedste Stykke Skulptur!" Det var Glæden ved at skabe, det rent kunstnerisk-erotiske, som ikke kunde lade sig binde, den maatte frem og sige: "Er det ikke flot, er det ikke morsomt?"

Vi fortaber os i Glæde over hans sølv og hans Værker, og saa klinger det atter i os: Han er ikke mere! Faderen til alle disse Kunstens Børn, - og Børn maa de dobbelt kaldes, fordi Barnet var hans Yndlingsform - deres Fader - selv saa stort et Barn - er borte, Døden, den største af alle Billedhuggere, har gjort de sidste Strøg, og dette Livs Statue er fuldendt.

Maaske det kun blev en Skitse, - Skitsen har alt det væsentlige, det aandfulde, frigjort fra Enkelthedernes Pedanteri. Maaske skal vi se paa ham saaledes, som en stor, pragtfuld Skitse; - det, som er det væsentligste ved et plastisk Værk, Silhouettens Yderlinien, den var i Orden i Kai Nielsens Arbejder, derfor saa de saa godt ud mod Lyset, hvor alle Enkeltheder gik Bort og kun Helheden Bliv er tilbage for vort Blik.

Saaledes vil vi Betragte dette Livsværk, denne Billedhugger statue, mod Lyset vil vi se den, glæde os over Liniens Renhed, over dens Magt og Svulmen, dens Livskraft og Bevægelighed. Enkelthederne lades ude, naar vi ser Værket i denne Belysning. hvor det svagere og det langt -lærkere Lys. Tidens og Evighedens, mødes. Tilbage har vi for vort Øje en stor og enkel Linie. Begrænsningen mellem Livets Form og Dødens Uendelighed.

Johannes Kragh

En Mindeudstilling hos Bing & Grøndahl.

Kai Nielsens sidste Arbejde.

Københavnerne har i Dag paa Strøget fundet det ene af Bing & Grøndahls store Vinduer indrammet Sørgeflor; til Ære for Kai Nielsen har Porcelænsfabriken, som stod ham saa nær, allerede nu arrangeret en smuk lille Mindeudstilling før den døde Kunstner. Det er de to store Grupper "Venus" Fødsel" og "Vinhøsten samt den pompøse Gruppe Skakspil, som er udstillet.

Vi taler med Direktør Poul Simonsen oppe paa Fabrikens Kontor, og hans Ord falder omtrent saaledes :

- Det er jo mange Aar, Kai Nielsen har arbejdet for os og staaet i et meget nært Forhold til vor Virksomhed. Hans Kunst paa dette Omraade var vel Miniaturekunst i Forhold til, hvad han ellers præsterede, men den var dog helt igennem præget af Kai Nielsens bedste og største Egenskaber - hans Fantasi, hans Skaberkraft og hans I r ulighed.

Direktør Simonsen tier lidt, som om han i Tankerne Iader alle Kunstnerens Værker glide sig forbi. Saa fortsætter han stille:

- Det allersidste af hans Arbejder er skabt til vor Fabrik, og det vil komme frem paa Udstillingen i Paris .... Det var en hel Række Grupper, som han selv havde døbt "Havet", og jeg ved, det var det sidste, han arbejdede med, for efter at hans Modeller var ført over i Gips hos os, havde han selv ønsket at foretage den sidste Retouchering af dem, og det skete paa Sygelejet, kørt før han døde.

- Havde han ingen nye Arbejder for?

Jo. Vi havde talt sammen om den næste Opgave, og han havde stor lyst til at tage fat paa Fremstillingen af en større Gruppe til os, som skulde hedde "Herakles-Gruppen"; det bliver altsaa desværre ikke til noget nu. Jeg modtog i Gaar Budskabet om Kai Nielsens Død med den dybeste Vemod. Vi mister i ham en af vore mest fremragende Medarbejdere.

Begravelsen foregaar paa Vestre Kirkegaard.

I Dag er det strømmet ind med de skønneste Blomster til Dr. Pers' Klinik paa den idylliske Platanvej, hvor Kai Nielsen døde. Den støre Skare af Venner, Kammerater og Beundrere har allerede nu villet sende den sidste Hilsen til Kunstnerens Baare.

En Gang lod Kai Nielsen en tilfældig Bemærkning falde til nogle Venner om, at han efter sin Død helst vilde brændes. Men det kan ikke lade sig gøre, for Ligbrændingsloven indeholder en Bestemmelse om, at kun den, som efterlader skriftligt Ønske derom, kan blive brændt - og det har Kai Nielsen ikke gjort.

Begravelsen vil da komme til at foregaa fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Det er Kai Nielsens juridiske Raadgiver og mangeaarige Ven, Overretssagfører Viggo Lachmann, som sammen med Vennen, Maleren A. Naur, træffer det praktiske Arrangement vedrørende Begravelsen, og paa vor Forespørgsel meddeler han, at den efter den foreløbige Bestemmelse vil komme til at finde Sted allerede paa Torsdag. Der vil blive gjort alt for at gøre Begravelseshøjtideligheden saa smuk og uforglemmelig som muligt.

Fakkeltog i Aften.

Kl. 4½ i Eftermiddag føres Kisten fra Kliniken paa Platanvej til Kapellet paa Vestre Kirkegaard, og forinden finder der en stilfærdig lille Højtidelighed Sled inde paa Kliniken, hvor kun de Nærmeste er samlet.

Akademiets unge Kunstnere har midlertid ønsket at bringe Kai Nielsen deres sidste Hilsen paa en saa smuk og værdig Maade som muligt, og der er derfor i Formiddags blevet taget Bestemmelse om, at man vil følge Ligvognen fra Kliniken til Kirkegaarden med et Tog af Fakler, er sikkert kan paaregne en stor Deltagelse.

Clk.

(Nationaltidende 3. november 1924).

Foto fra da Kai Nielsens kiste blev ført til kapellet den 3. november 1924. Aftenbladet (København) 4. november 1924. Begravelsen blev omtalt i samme avis 7. november 1924.

Mindesten paa Kai Nielsens Grav

Et helt andet Mindesmærke end det oprindeliget paatænkte.

Idag er Kai Nielsens Grav paa Vestre Kirkegaard bragt i den Skikkelse, som Graven fremtidig vil faa. Der er lagt en Sten paa Graven. Den ligger frit, uden Indlægning, paa den grønne Skruuning, som sænker sig mod Vestre Kirkegaards lille Sø. - Som det ses paa vort Billede, bøjer Hængepilen sine lange, fine Grene ned imod Stenen.

Denne, der kun bærer den store Kunstners Navn, er ikke det Mindesmærke, som oprindelig var tænkt rejst af Kai Nielses Venner. Det var jo Hensigten, at hans egen Figur, Marmorpigen, som staar i Faaborg, skulde være rejst, men Magistratens Begravelsesudvalg satte sig derimod, og efter mange Forhandlinger blev denne Tanke opgivet. Det var derefter bestemt at opstille Den knælende Kvinde i Bronze, men man fandt alligevel ikke, at den særlig karakteriserede den Afdøde, og saa vedtoges det at rejse den her afbildede Sten, som nu, i Overværelse af faa Venner, er overgivet til Fru Kai Nielsen. Arkitekt, Professor Ivar Bentsen har tegnet Stenen, og Arkitekt P. V. Jensen Klint har tegnet Bogstaverne. Stenen skal staa, som den er her - men den er saa lang, at hvis man en Gang skulde tænke paa at lade en af Kai Nielsens liggende Figurer opstille paa Graven, kan den nu lagte Sten tjene som Fundament for en saadan Figur. I Øjeblikket er der dog slet ikke Planer om noget i denne Retning.

Ant.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften. 4. juni 1926).

Marmorpigen 1909-10 kan ses på Faaborg Museum. Artiklen var ledsaget et noget uklart foto. I stedet se nedenstående foto:

Kai Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding. (Efterskrift til Politivennen)

Det københavnske Kirkegaardsareal omfatter nu 252 Tdr. Land. 

Fra Bispebjerg Krematorium.

I store, hyggelige og lyse Kontorer i Løngangsstræde residerer Københavns Begravelsesvæsen, og her træffer vi Direktør Berg, hvem vi har anmodet om en Samtale om gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding.

- Der findes i Øjeblikket i København fem Kirkegaarde, begynder Direktøren, der er kommunale: Assistens paa 38 Tdr. Land, Vestre paa 94, Bispebjerg paa 74, Brønshøj paa 4½ og Sundby paa 7, desuden ejes Holmens paa 10 Tdr. Land, Garnisons paa 9, Frelsers paa 4, Katolsk Vestre paa 2, Mosaisk Nørrebro paa 2½ og Mosaisk Vestre paa 7 Tdr. Land af vedkommende Kirker eller Menigheder. Det vil altsaa sige at der i København i Øjeblikket findes et samlet Kirkegaardsareal paa ca. 252 Tdr. Land, hvoraf de 217 Tdr. indtages af kommunale Kirkegaarde.

Det er imidlertid snart ved at blive for lidt. Derfor er vi for Tiden i Gang med at udvide Vestre Kirkegaard med Terrasseanlæg og der foreligger Forslag om at udvide Sundby Kirkegaard med ca. 12 Tdr. Land. Endvidere vil vi i nær Fremtid foreslaa Bispebjerg udvidet med ca 25 Tdr. Land - og dermed vil vi kunne klare oa i en Aarrække.

- Skal det Areal, Københavns Kommune købte for 5 Aar siden ude ved Damhussøen, da ikke anvendes? Var det ikke ca. 100 Tdr. Land

- Jo. det var, men jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at dette Areal ikke bliver anvendt. Og denne Tro bygger jeg paa den stærkt voksende Tilslutning, Ligbrændingsforeningerne har. Tager den stadig til paa samme Maade, behøver vi næppe flere Kirkegaarde.

- Hvordan er Forholdet mellem gammeldags Jordefærd og Ligbrænding?

- Jeg kan illustrere det ved et Par Tal. I 1912-13 fandt der ialt 5740 Begravelser Sted. heraf var 180 Ligbrændinger. I 1917-18 var af 6232 Begravelser de 329 Ligbrændinger og i 1919-20 408 af 7044. I 1920-21 gaar Begravelserne tilbage til 6378. og Ligbrændingerne stiger til 537, og dette Forhold fortsættes i 1921-22 med henholdsvis 6470 og 697. Ligbrændingen er saaledes i stadig Vækst og Begravelserne i Tilbagegang.

- Hvori ligger det? I hygiejniske Hensyn?

- Det tror jeg ikke. De gammeldags Begravelser har ikke indflydelse paa Hygiejnen. Omdannelse af de døde Legemer indeholder ingen Risiko for os andre, saaledes som moderne Kirkegaarde anlægges. Men i Almindelighed tager Omdannelsen paa denne Maade henimod 20 Aar, medens den ved Brændingen sker paa en Time. Dertil finder aabenbart stadig flere Brændingen mere Æstetisk, den foregaar jo paa en smuk og højtidelig Maade, og endelig er der et praktisk og i Virkeligheden vægtigt Moment, som utvivlsomt har afgørende Indflydelse: den Fare, Følgets Medlemmer ved en Jordefærd i daarligt Vejr løber for at paadrage sig Sygdomme. Der er ikke ret meget farligere end at staa paa en Kirkegaard i Regn og Slud Ved Ligbrændingen foregaar jo alt inden Døre.

- Naar ogsaa jeg foretrækker Ligbrændingen, skyldes det de Grunde. jeg her har nævnt, og selvfølgelig det. at vi sparer et Par Millioner til Anlæg af nye Kirkegaarde. Og det tror jeg vi gør - Udviklingen bærer tydeligt henimod Krematoriet og Urnehallen.

Teddy

(København 7. oktober 1923)

Mens antallet af kremerede i 1923 i København var 96 ud af 1000 døde, steg det til i 1970 at være 782 ud af 1000 døde. I 2022 blev der udført 6.860 ligbrændinger på Bispebjerg/Sundby. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening bliver ca. 83 % af danskerne kremeret.

I 2022 blev der udført 3.666 kirkelige begravelser i Københavns Stift - hvilket formentlig udgør ca. 2/3 af alle begravelser. De kirkelige begravelser er faldende i forhold til de borgerlige begravelser. Fra 2008 til 2018 steg de sidste fra 22 til 31 procent af alle begravelser.

Første Ligbrænding af Præst. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst hvis Lig skal brændes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet.

I Morgen Middag Kl. 12 foregaar der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet paa Nylandsvej. Liget af en afdød Præst, Pastor emer. Emil Wegener skal brændes; det er første Gang her til Lands, at dette sker med en Mand, der var Kirkens Tjener.

Pastor Wegener, der var Medlem af Folkelig Ligbrændingsforening, har fra 1886 til 1899 været Sognepræst i Pederstrup ved Sorø. Den Afdøde, der blev 60 Aar, indmældte sig for 3 Aar siden tilligemed sin efterlevende Hustru i Ligbrændingsforeningen; han udtalte ofte sin Sympathi med denne Form for Ligfærd og erklærede overfor Foreningens Bestyrelse, at han var villig til at yde sin Medvirken og tale over Afdøde, der begravedes fra Krematoriet.

Pastor Wegener er den eneste Præst, der har været medlem af Ligbrændingsforeningen.

Ved Bisættelsen i Krematoriet taler den Afdødes Eftermand i Embedet, Folkethingsmand, Pastor Bjerre, i Henhold til et Løfte, som han for længst har givet den Afdøde.

(Social-Demokraten 29. januar 1905. 2. udgave).

Pastor Wegeners Ligbrænding.

Pastor Bjerre taler i Ornat.

Den afdøde Præst Wegeners Lig blev som omtalt brændt i Gaar i Krematoriet, hvis Sal var prydet med Blomster.

Bisættelsen var fastsat til Kl. 12, Ved dette Tidspunkt var der samlet et talrigt Følge om den blomstersmykkede Kiste, som var dækket med et Væld af Kranse, bl. a. var der sendt Krandse fra Pedersborg, pr. Sorø, hvor den Afdøde har virket som Præst.

Folkethingsmand, Pastor Bjerre, der havde lovet at holde Talen, mødte ikke til den fastsatte Tid. Han var i Sorø og kom først ved Middagstid til København. Følget maatte derfor vente paa ham.

Da her var forløbet henved en Halv Times Tid, arriverede Pastor Bjerre, svedende og forpustet. Hans Hustru var tilstede med en kuffert, indeholdende Ornatet. Hr. Bjerre blev i en Fart omklædt, og kort efter stod han foran Kisten, iført Præstekjole og Orgelet præluderede, der blev sunget en Salme, hvorefter Præsten bragte den Afdøde det sidste Farvel og omtalte hans Livsgærning. Den Afdøde var en stor Børneven og afholdt af Børn, han elskede Poesien, der stemmede bedre overens med hans Syn paa Livet, hvis nøgterne Haardhed virkede frastødende paa hans milde og bløde Sind.

Præsten oplåste til Slut den Afdødes yndlingsdigt, den skønne Vuggesang af "Aladdin", og udtalte Haabet om, at Flammerne vilde rense og lutre hans Sjæl.

Derefter sattes Kisten ind i Ovnen og Højtideligheden var tilende.

(Social-Demokraten 31. januar 1905).

Da Præsten brændtes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet. Mandag Middag Kl. 12 foregik der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet i København. Det var afd. Pastor emer. Emil Wegener, tidligere præst i Pedersborg, Søro, der blev overgivet til Luerne. Det er if. "Soc.-Dem." første Gang her til Lands at en Præsts har ønsket at blive brændt.

Ved Bisættelsen i Krematoriet talte den afdødes Eftermand i Embedet, Folketingsmand, Pastor Bjerre, Pedersborg, i Henhold til et Løfte, som han forlængst har givet den afdøde.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. februar 1906.)

Biskop på daværende tidspunkt var Thomas Skat Rørdam (1832-1909). Han var blevet biskop i 1895 i en temmelig høj alder (63 år), på et tidspunkt hvor der var brydninger i kirken. Rørdam beskrives af Lindhardt som "... i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. ... Til det nybrud der på mange måder skete i bispeårene var han mere tilskuer end inspirator, bundet som han på alle måder var af sin "kærlighed til det overleverede".

Pastor Bjerre i Krematoriet.

I Anledning af den Erklæring, der er affordret Folketingsmand Pastor Bjerre, fordi han har ta!t i Embedsdragt i Krematoriet over sin Forganger i Embedet, Pastor Wegener, ringede vi i Dag Bjerre op i Telefonen og spurgte ham om Sammenhængen i denne Sag.

Pastor Bjerre oplyste følgende:

Erklæringen er affordret mig i Henhold til en ministeriel Resolution af 5te Februar 1894. Goos var den Gang Kultusminister. Han havde tidligere stillet sig meget velvilligt overfor Ligbrændingssagen, var endog Formand for Ligbrændingsforeningen, men lod sig af Bisperaadet paavirke til at udstede den paagældende Resolution, ifølge hvilken de Præster i Folkekirken, som maatte være villige til at yde deres Medvirkning ved Ligfærd, hvor Ligbrænding finder Sted, i alt Fald ikke maatte fungere i Krematorier og Kolumbarier eller ved Askens Hen- eller Nedsættelse, men kun i en Kirke eller i et Folkekirken tilhørende Kapel, og at de, naar Jordpaakastelsen havde fundet Sted, skulde forlade Stedet og ikke maatte have videre at gøre med Ligets Bortbringelle eller senere Behandling.

Skulde Præsten af private Grunde "undtagelsesvis" ønske at deltage i Ligfølget, maatte han forinden aflægge sin Embedsdragt.

Jeg har nu svaret Biskoppen og i Svaret erklæret, at under forhaandenværende Omstændigheder følte jeg mig forpligtet til at efterkomme et Løfte, som jeg havde givet Pastor Wegener paa hans Dødsleje. Netop fordi det var en Præst, vilde det række Undren, om hans Efterfølger i Embedet ikke kunde følge ham i Ornat.

Men foruden dette Hensyn - udtaler Pastor Bjerre videre -- mener jeg forøvrigt, at det er en forældet Bestemmelse, som er Folkekirken til Skade.

Selvfølgelig er Pastor Bjerre belavet paa at faa en lille "Næse" i Sagens Anledning; men han havde i Virkeligheden efter sin egen Mening intet Valg. Han havde lovet Pastor Wegener og dennes Hustru at tale, og havde han paa en Forespørgsel til Biskoppen faaet et Afslag, var det hele jo blevet meget værre naar han desuagtet havde holdt sit Løfte.

Forøvrigt meddeler B. under vor Samtale, at han har under Overvejelse gennem et Lovforslag at søge det nugældende Forhold ændret.

C

(Ringsted Folketidende 9. februar 1905).

Præsterne og Ligbrændingen.

Pastor Bjerre, Krematoriet og Biskoppen.

En forældet Resolution.

Et Interview med Pastor Bjerre

Spørgsmaalet om Folkekirkens Præsters Medvirken ved Begravelser fra Krematoriet er blevet aktuelt, siden Folketingsmand, Pastor K. Bjerre fra Pedersborg ved Sorø forleden holdt Talen over sin Forgænger i Embedet, da dennes Lig blev brændt.

Her skete et eklatant Brud paa Loven. Pastoren var nemlig tillige i Ornat.

I Gaar traf vi Hr. Bjerre i Folketinget, efter Mødets Slutning, og bad ham sige os sin Mening om Sagen.

"Den er saamænd saa ganske ligetil. Jeg havde lovet afdøde Pastor Wegener paa Dødslejet at tale over ham - og særlig havde jeg lovet hans Hustru det, da det kunde se saa underligt ud, at ikke en Præst sagde de sidste Ord ved Kisten.

Men samtidig har jeg ogsaa benyttet mig af den givne Lejlighed til at faa rørt ved en Sag, der er ganske urimelig.

En af Folkekirkens Præster maa ikke give Møde ved en Baalfærd fra Krematoriet - end ikke som ganske almindelig Deltager i Følget. Han maa ansøge derom i Forvejen. Saa De fatter, at dette at træde frem i Ornat og tale er endnu værre.

Det er en Resolution fra Goos' Tid - 5te Februar 1894 - der bestemmer det. Men det turde dog nu være ganske forældet. Valgmenighedspræst Carstensen har jo ligefrem paa den Konto skaffet sig en hel Forretning . . . .

"Og hvad vil der ske efter dette?"

"Ja, der er altsaa sket dette, at Biskop Rørdam har affordret mig en Erklæring om min Optræden, og den afgiver jeg i Dag. Saa faar jeg en Næse. Det videre afhænger af, hvorledes denne Næse bliver.

Naar jeg valgte denne Form: uden først at spørge at tale ved Begravelsen, saa gjorde jeg det, fordi det over for Autoriteterne var den mest hensynsfulde. Jeg undgik at sætte dem i en pinlig Forlegenhed. Og det er jo den sædvanlige Fremgangsmaade i slige Tilfælde .... Jeg vilde ogsaa undgaa at skabe en ny Murer-Affære eller Harhoøre-Historie."

"Hvorledes tror De, at Ministeren stiller sig til dette Spørgsmaal?"

"Dér er det naturligvis noget vanskeligt for mig at udtale mig. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige Dem, at Ministeren ikke ser med uvillige Øjne paa min Opfaltelse af Sagen.

Indtil videre afventer vi altsaa den biskoppelige Reprimande.

V. G. 

(Samfundet 10. februar 1905.).

Ligbrændingsloven blev ændret i 1910 bl.a. til at  præster også kunne deltage. Samtidig var det nu heller ikke længere lov at urnerne blev anbragt i et kolumbarie, men kunne nedsættes i fx familiegravsteder og særlige urnegrave på kirkegårdene.

Fotograf Hans Richard Theodor Hansen (1857-1914): Gravers Christian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) præst, folketingsmedlem. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Der findes ligeledes et foto af en noget ældre pastor Bjerre som muligvis er beskyttet af ophavsret.

Gravers Kristian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) var præst og folketingsmedlem. Han var blevet valgt til Landstinget, og blev kort tid efter, september 1907 beskyldt for at have udvist "uhøvisk adfærd mod en dame". Han skulle efter sigende have overgramset en ung gift kvinde i Upperup Kirke uder pastor Hoffs begravelse. Han kom derefter for en provsteret. Den skabte dog ikke nogen klarhed. Mange vidnesbyrd blev fremført om at dette ikke var det eneste tilfælde, mens andre slog det hen som enten upålidelige eller betydningsløse. Det var ifølge Folkets Avis Indre Mission, især kvinder som senere forsøgte at få ham rehabiliteret. Han blev grebet i nogle selvmodsigelser, og sagen endte med at han 30. januar 1909 blev afskediget med pension efter indstilling fra kultusministeriet. Han fortsatte dog sin præstegerning i endnu nogle år. Sønnen Axel Møller Bjerre blev senere valgt til landstinget for Venstre.

Sophus Schandorph 1836-1901. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Schandorph.

Igaar Morges Kl. 5½ døde Dr. Schandorph efter en lang og haard Dødskamp, under hvilken han dog vistnok var ganske bevidstløs. Født i Ringsted den 8. Maj 1836 naaede han altsaa en Alder af den mod 65 Aar.

Ikke uventet lyder Budskabet: Nu er det forbi! Han havde jo været mærket i mer end Aar og Dag, hans stærke Livsfylde var i Virkeligheden udtømt. og skjønt Sygdommen til sine Tider syntes standset i sin Gang, var Legemets Sundhed kjendelig vegen, saa at hvert Haab om Gjenrejsning helt var borte. Med mærkelig Sejghed kunde han længe opretholde baade aandeligt Liv og sjælelig Spændighed, skjønt ikke uanfægtet. Han bevarede sine Interesser og det Syn paa Alt, i hvilket han som moden Mand med ungdommelig Begejstring havde taget sit Stade, fundet sin Plads, vundet sine Sejre. Saaledes gled han, lammet paa Legeme, Døden i Møde som den Personlighed, han var bleven under ihærdig Flid som Forsker og Forfatter, med uforfærdet Kamplyst mod dem og mod det, han vilde til Livs, men fuldt saa meget med en brav Sjæls trofaste Hengivenhed overfor talrige Venner, med et godt Menneskes ømme Inderlighed overfor hende, der delte Med- og Modgang med ham, fint følende og fint forstaaende, den bedste Støtte alle Dage, den kjærligste Plejerske i Prøvelsens Tid.

Krøyers udmærkede Billede af Ægteparret viser os Schandorph, som maaske de Fleste kjendte ham bedst, og som han vistnok helst vilde være kjendt. Ingen kan tale om Trækkenes Finhed eller Holdningens Elegance, hverken om dyb Aandrighed eller om en stærk, stor Karakter. Men vel om elskværdig Friskhed, om meget Skjelmeri og let fængeligt, bredt Lune, om Evne og Villie til Livsglæde. Naturligvis har Kunstneren ikke kunnet medtage alle hans Personligheds Træk, endnu mindre kunnet give Udtryk for den lange Kamp, giennem hvilken Schandorph havde naaet saa vidt, som han indadtil og udadtil naaede.

P. S. Krøyer (1851-1909): Portræt af Sophus Schandorph (1895). Krøyer lavede også en blyantstegning af ægteparret (1894). Det er formentlig den som artiklens forfatter hentyder til. Statens Museum for Kunst.

Lige og let var denne Livsførelse nemlig langtfra. Hans Kammerater fra Sorø mindes ham staaende ligesom lidt udenfor de Andres Række, dog ingenlunde over dem i Et og Alt. Han havde vel bedre Hoved end Mængden, i det Mindste paa nogle Omraader, men han var i adskilligt "en kluntet Dolk'", som han benævnede en ikke ganske ubeslægtet Figur i sine "Unge Dage". Naar han i sine Erindringer omtalte Skoletiden, skete det ofte med en Mangel paa Sympathi og Forstaaelse af Lærerne og af Livet paa Akademiet, som aabenbart hidrørte fra Mangler hos ham selv. ikke mindre end fra Mangler hos hans Omgivelser. Hverken den Gang eller i lange Tider derefter lykkedes det ham at faa sikkert Fæste under Fødderne. Naar han som Discipel fandt varig sandelig Vækkelse hos Religionslæreren samt hos Peter Kierkegaard, der ikke blot som Prædikant, men ogsaa som Bibel-Udlægger trak ham til sig, saa førtes han vel derved ind paa det theologiske Studium, men han brugte aldrig sin Attestats - hvor meget han end for hele Livet havde sin theologiske Lærdom ved Haanden og med Velbehag lagde den for Dagen.

Han havde tidlig Sans for Sprog og Literatur, og han som efterhaanden ret vidt med Studier, navnlig i de romanske Sprog og til Dels i Kunsthistorie. Ogsaa herom bare hans Bøger talrige Vidnesbyrd, ofte med et Præg af ufrivillig Komik, ikke fordi han egentlig vilde blære sig med sin Lærdom, men fordi han aldrig slap en Rest af Selvlærlingens naive Glæde ved at være saa fuld af Kundskaber. Men ihvorvel han ubestridelig besad en vidtstrakt Viden, og uagtet han vandt Graden som Doctor Philosophiae (paa en Afhandling om Golboni og Gozzi), blev han dog ingen lærd Videnskabsmand, fandt ikke heller her fast Grund.

Saa gik Aarene -- han var 38 Aar gammel da han disputerede - og han sled Livet hen som Timelærer, hvad der ikke var hans Lyst, og hvad Elever af ham have vidnet, at han saare lidt evnede at være. Trykket og utilfreds med Tilværelsen søgte han at frigjøre sig æsthetisk. Han havde allerede som Dreng skrevet Vers og tegnet Karrikaturer; som Student og Kandidat forsøgte han sig som Digter, men det er karakteristisk for ham, at han ingen lunde begyndte som Oprører eller med noget Nyt og Selvstændigt. I hans først offentlig gjorte "Digte" (1863) besynges bl. A. Prinsessen, der i Midnattens Stund vanker i Maaneskin ene i den dunkle Lund, med Øjne som Kjærminder blaa o. s. fr. Det var mildest talt ikke frisk Digtning, men uagtet der var bedre Ting i Samlingen, var det Ægteste den dog nok Klagen over at maatte trække Læs som Kvartblods Krikke uden at kunne slaa til Skaglerne, blot at chikanere Kusken lidt, naar han helst vilde mase Spilbommen.

Under disse Vilkaar modtog han, der ikke ret havde kunnet bruge sin egen Ungdom, sluttelig det Stød, der skjænkede ham en ny Ungdom, hvilke han saa at sige aldrig senere slap. Det var i Begyndelsen af Halvfjerdserne, da den unge Dr. Georg Brandes holdt sine første Hovedstrømnings-Forelæsninger, og nu begyndte Schandorph at finde Fodfæste. "Fra Provinsen" 1876, blev hans første Bog af det nye Bryg, den første vellykkede Samling af smaa Fortællinger. Carl Ploug og Kr. K. F. Molbech, der den Gang raadede over det Anckerske Rejselegat, gav Schandorph dette 1877, og han foretog da (med sin Hustru) en større Rejse til Italien, hjem over Frankrig. "Uden Midtpunkt" blev for en Del skreven i Rom og udkom 1878; skjøndt Hovedpersonen ikke just var opfunden af Schandorph, men laant lidt fra "Adam Homo", mere fra "Rubin", var den hele Udarbejdelse dog hans egen, original og national, men ganske vist tillige mærket af de Fejlgreb og Fejlsyn, der atter og atter kom til at gaa igjennem Schandorphs Forfatterskab, et meget hildet og fordomsfuldt Blik paa visse Folk, især de Dannede og Velhavende, samt i Forbindelse dermed Tilbøjelighed til at drive det Komiske ud i Karrikatur og Skurrilitet.

Disse Svagheder gjordes imidlertid længe til Dyder, thi nu kom den store literære Fejdes Dage 1879-80, og her kastede Schandorph sig med den ungdommeligste Fyrighed i Ilden. Just fordi han selv var forholdsvis ældre og oven i Kjøbet baade en lærd Doktor og ikke uden Anerkjendelse som Digter, blev hans Deltagelse i Kampen hilset som en større Begivenhed, end den i Grunden var. Sandt nok skrev han ved hin Lejlighed gjentagne Gange bedre Vers end i Almindelighed, men egentlig betød hans polemiske Skud ikke Andet, end at han var fanatisk rasende paa Ploug og enthusiastisk begejstret for det Nye, i hvilket han skulde og vilde være med. Derimod karakteriserede han sin Blødhed og Bravhed smukt i den Maade, hvorpaa han behandlede Kaalund som Modstander og højt elsket Ven.

Hermed havde Schandorph heldig faaet Position blandt "Gjennembruddets Mænd", og herpaa levede han Resten af sit Liv, glad ved at stille sig saa nær som muligt ved Siden af Georg Brandes og Holger Drachmann, glad ved at kunne fremtræde som Talsmand, ja Fører for en ny Tid, inderlig overbevist om at være beundret og elsket efter Fortjeneste, medens han delte sig mellem en flittig Produktion og muntert Samliv med Ældre eller Yngre. Han holdt tappert ud paa denne Post, og naar han ikke altid skrev Mesterværker, manglede han dog aldrig Anerkjendelse, skjøndt hans Bøger nok i det Hele ikke fandt mange Læsere, men skulle have været hans Forlæggere temmelig dyre.

Der var dog gjennemgaaende noget Godt ved hans Skrifter, fornemlig ved de mindre Fortællinger og de robuste Almue-Skildringer, selv om Karakteriseringen jævnlig blev overdreven og usand, det Komiske mere en vrængende Maner end ægte Vittighed. Man maatte gjerne have Schandorphs egen Personlighed in mente, føje hans groteske Grimacer og larmende Latter til den Morskab, man selv kunde læse sig til. Og hvis mon stundom blev tilbøjelig til at ærgre sig over kunstneriske Ufuldkommenheder, forsonedes man let ved at aabne Øiet for den rige Elskværdighed, der lyste frem mellem Linierne eller udfoldede sig i adskillige Skikkelser, om besad baade Finhed og Ynde og overhovedet de gode, aand- og sjælfulde Egenskaber, hvilke Schandorph ejede i rigt Maal, hvor meget han end behagede sig ved at optræde som Satyr og Faun, næppe uden at ville spille denne Rolle for at bevare sin Anseelse som uforsagt Frihedsmand.

Sankedes levede han gjennem Firserne og Halvfemserne, blev ældre af Aar, men forandrede sig ikke synderlig. En overmaade frugtbar Skribent, af hvis Værker næppe mange ville blive læste langt hen i Tiden, men mellem hvis Bøger nogle, navnlig mindre Fortællinger vel kunne hænde en mer end blot literær-historisk Klassicitet. Selvfølgelig hørte han til vore statsunderstøttede Digtere, og overhovedet havde han ikke Føje til Klage over Mangel paa god Modtagelse. I det Mindste for saa vidt var han vel en lykkelig Mand, og med sine Egenskaber var han i Sandhed skattet af ikke Faa, selv om ikke Alle, der hyldede ham i selskabelige Lag, kiendte ham nok til at vurdere den Humanitet og Urbanitet, der laa dag hans barokke og tilsyneladende brutale, usnærpede Væsen. Men de, der vidste bedst Besked, ville mindes ham ikke blot for hans friske Humør og lette Lystighed, men især for hans varme Hjerte og det ærlige Sind, der til enhver Tid lod ham elske, hvad han fandt Stort, Skjønt og Sandt.

(Dagens Nyheder 2. januar 1901).

Fotograf Friedrich Leopold Hermann Hartmann (1839-1897): Forfatter Sophus Christian Frederik Schandorph (8.5.1836-1.1.1901); Ida Schandorph, f. Branner (1840-1911). 1872-1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Schandorph.

Georg Brandes skriver bl. a. ved Digteren Sofus Schandorphs Død:

- Med Schandorph dør den anden af de Digtere, som det aandelige Røre i Halvfjerdsernes Begyndelse kaldte frem. Jacobsen var jo den første, som gik bort. Men medens de noget yngre Forfattere blot satte sig i Bevægelse, fordi der nu var Signaler i Luften, uden synderligt Hensyn til det Murbrud, som var blevet skeet i de herskende Fordommes Fæstning, var det anderledes med Schandorph, som var den ældste. Hele hans Ungdom var gaaet hen under Trykket af de herskende Tilstandes Ulidelighed. Han havde vaandet sig under at føle Aandslivet omgærdet af den Selvgodhedens Ringmur, som var opført af uvidende og især uforstaaende Mænd. Han havde mangfoldige Gange selv drømt om at skyde Bresche i det indsnævrende, men havde følt sig for svag og blød dertil. Nu saa han Himlen aaben gennem Breschen. Deri laa det, at han med en ganske enestaaende Varme og Taknemlighed sluttede sig til sine Fæller og altid opfattede det, som havde de brudt Banen for hans Talent. Det sikre var, at han nu frisk som Digter fik Mod til Selvudfoldelse, og at alle Ævner i ham paa meget kort Tid vaktes og skærpedes. Efter Haanden havde han den Glæde at blive lige saa yndet som Forfatter, som han ved sin folkelige Godmodighed og Ligefremhed som Menneske blev populær.

Det fik dog ikke let eller glat. Som bekendt fejrede den københavnske Højrepresse - og der var længe ingen anden - sande Orgier af overlegen Haan over den opdukkende Literatur. Hver enkelt af de ny Forfattere blev uafladeligt tildænget med Skarn, mistænkeliggjort og lagt for Had eller Foragt. I "Dagbladet" og "Fædrelandet" besørgede Molbech og Ploug nedrakningen af Schandorph; Jammerskikkelsen Angelo Haase fik det Hværv Uge ud og Uge ind at forhaane og latterliggjøre ham i det københavnske Borgerskabs Livorgan "Punch". Og denne Usselhed nægtede sig i sin Forfølgelseslyst intet.

Schandorph tog sjældent til Genmæle. Paa ypperlige Vers, som han (maaske af Hensyn til det Reitzelske Forlag) udelod af sine Digte, førte han for en Snes Aar siden en lidenskabelig Fejde mod Ploug og vistnok omtrent paa samme Tid, ligeledes paa Vers, en fra alle Sider venskabeligt og ridderlig holdt Polemik om de litetære Principspørgsmaal med Kaalund. Naar et privat, rent personligt Angreb paa ham af Bergsøe undtages, gik hans literære Liv forøvrigt hen uden Strid. Med godt Humør og Ligevægt i Sindet skrev han den lange Række af Romaner og Noveller, der gengiver hans Samtids Liv, som han opfattede det, og som desuden undtagelsesvis drejer sig om betydelige og interessante Personligheder af Frankrigs og Italiens Fortid.

Schandorph var yndet som faa og havde i sine sidste Leveaar sikkert ikke en eneste Fjende. Venner havde han i stort Tal. Og hans Venner maatte være meget utaknemlige, om de ikke priste ham for, hvad han har været som Ven. Thi den ringeste Velvilje, man havde vist ham, den ubetydeligste Tjeneste, man havde gjort ham, lønnede han tusindfold ved en Hengivenhed, der aldrig blev træt af med et udmærket Hjærtes Trang til Overdrivelse at fremhæve Betydningen af den Hjælp eller Tilskyndelse, han havde modtaget. Han forherligede sine Venner, forsvarede dem, beundrede dem, elskede dem. Aldrig har man ellers i Livet mødt saa mange udmærkede Mennesker som dem, man træffer paa i hans "Oplevelser". Han har for Efterverdenen lagt dem Guldskær om Hovedet, som det taknemlige Hjærtemenneske og det store Barn, han var.

Dog langt mere end nogen Ven var for dette store Barn Fru Ida, hans Hustru. Det er hende, det skyldes, at han i saa mange Aar førte et flyfrit Liv, og at ingen Svaghed fik Bugt med ham. Hun har et Menneskeliv igennem taget sig af ham, som en Kvinde kun kan tage sig af en Mand, naar hun ikke er Hustru, men Søster og Moder for ham. Hun har været alt dette i en Person, i gode Dage som i disse onde og til den sidste Stund".

* * *

Om Schandorphs sidste Levetid skriver "Pol.":

"Siden Avgust Maaned nærede Schandorph ikke selv nogen Tvivl om Udfaldet af sin Sygdom. Efter 9 Maaneders tiltagende Smærter var hans Legeme blevet svagere og svagere, men endnu, da det var saa nær sin Opløsning, havde hans Aand bevaret sin fulde Styrke. Schandorph frygtede ikke Døden. Han ventede den. Da Nytaarsklokkerne tonede over Byen, og han mærkede Afskedstimen nærme sig kastede han de kærligste, stumme Blikke paa sin "lille Ida". Fra Midnat til Kl. 5 om Morgenen laa han stille hen. Nu og da hørtes der et Suk som fra et Menneske, der har vanskeligt ved at aande, men Kl. 5½ blev der stille i det lille Sygeværelse. Dr. Schandorph havde fundet Hvile.

Schandorph maatte paa sit Sygeleje føle, hvilken uhyre Popularitet han ejede. Jævne Folk, hvis Navne ikke kendes, vedblev at sende ham opmuntrende Breve. Juleaften t. Ex. fik han fra en Dansk i San Francisko en original Julefortælling. Afsenderen erklærede, at Schandorph saa ofte havde glædet ham om Julen, at nu vilde han glæde Schandorph. Til yderligere Opmuntring meddelte han, at Julefortællingen, som forøvrigt var meget morsom, var nedskreven paa hans 83aarige Fødselsdag.

Schandorphs afsjælede Legeme er ført til Ligbrændings-Krematoriet, hvor en Højtidelighed antagelig i de nærmeste Dage vil samle Vennerne om Baaren, før denne forvandles til Aske.

Schandorph, der tilsyneladende tog sig Livet let, var meget bange for at overskride sit Budget, og hans Venner ved, at han nærede en næsten overdreven Ængstelse for at gøre Gæld. De færreste ved maaske, hvor meget han har døjet for at bjærge Udkommet. Det er da sørgeligt at maatte sige, at det var Bekymringen for Udkommet, eller maaske rettere Frygten for at skulle blive Vennerne til Byrde, der, uden at nogen anede det, kastede endnu en Skygge over hans sidste Dage.

(Demokraten (Århus) 3. januar 1901).

Schandorphs Bisættelse

Et mægtigt Følge.

Georg Brandes taler.

København, Søndag.

Mange Tusinde Københavnere havde efterkommet Studentersamfundets Indbydelse til en Mindehøjtid for Schandorph. Bisættelsen skulde foregaa Klokken 2, men allerede da Klokken var godt 1, begyndte Folk at samle sig paa Pladsen foran Krematoriet paa Nylandsvej. Og det viste sig, at de, der indfandt sig i saa god Tid, havde handlet klogt, thi snart var den store Plads mellem de sneklædte Buskadser fyldt af en vældig Menneskemængde. Talrige Skarer kunde overhovedet ikke komme indenfor Indhegningen, men maatte tage Opstilling udenfor langt hen ad Nylandsvej.

Rundt om Pladsen vajede 30-40 Sørgefaner, og foran Indgangen til Kapellet var opstillet Bannere fra Arbejdernes Læseselskab. Typografisk Forening den liberale Vælgerforening og flere.

I Døren stod Kisten skjult under en vidunderlig Rigdom af dejlige Blomster og prægtige Laurbærkranse, og tæt her omkring var der reserveret Plads for en særdeles repræsentativ Forsamling af Forenings-Udsendinge, Forfattere, Politikere og Kunstnere, medens yngre Medlemmer af Studentersamfundet fungerede som Marskaller.

Schandorph paa Dødslejet.

Inde i selve Kapellet havde Fru Ida Schandorph og hendes nærmeste Familie taget Plads.

Kl. 2 intonerede et stort Orkester Hartmanns Sørgemarsch over Thorvaldsen, og under de pompøst-højtidelige Toner bredte der sig et tyst Vemod over Forsamlingens som forøvrigt havde forsamlet sig og fundet Plads paa en ualmindelig stille og rolig Maade.

Saa sang man en Sang af J. Aakjær, af hvilken vi citerer et Par Vers

Der hvor en Krans af brede, grønne Agre savner en By,
knirked hans Vugge bag om lave, fagre Tegltages Ly
Saadan som Rugen duver der mod Aften,
saa vi den duve langsamt i hans Digt,
bøjet under Saften
vippetungt, rigt.
Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
Fløjten var Pans.
Trindt mellem Bogen midieslanke Piller
bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden.
- alle var tvungne af hans Latters Magi.
maatte trampe Grunden
pænt til hans Takt.

Som naar om Høst et Aks for Seglen synker tøvende ned,
saadan hans Hoved med de skælmske Rynker bagover gled.
Smilet forsvandt ... De muntre Øjne sove,
Pan sin Discipel atter til sig tog;
Mod de store Skove
bort han ham drog.

Netop som denne Sang sluttede, brød Solen frem paa den letflyede Frosthimmel og gød sit Guld over de snehvide Marker, der her paa Grænsen mellem Land og By strækker sig langt ind i en vid Horisont. Og derpaa traadte Georg Brandes frem foran Kisten og udtalte bl. a.:

"Der skal tales jævne og milde Ord her ved Schandorphs Baare, thi Mildheden var det inderste i hans Væsen. En Sjællænder var han. Og som det sjællandske Landskab gaar i blide Bølger, avledes bølgede, steg og sank Stemningerne i hans Sind.

Mildheden var det inderste i hans Væsen, Kærligheden til de Fortrykte i Samfundet det dybeste i ham. Han bekender det selv i sine Digte. Og jævnsides med denne Kærlighed levede hos ham den stærkeste Begejstring for det fuldkomment menneskelige. Hans Skønhedsbegejstring var inderlig, og han var i al sin Uvirkelighed en from Mand. I sit Lønkammer rejste han Billeder for de store Mennesker, hvis Aand havde virket paa ham. Men han tilbad dem ikke som en Træl eller en Klerk, men som en Mand, der vidste, at det bedste i ham var det samme, der havde levet hos disse Mennesker.

Men denne milde Sjællænder var tillige en tapper Dansker. Han holdt af Bægerklang, men han elskede Sværdklang endnu mere. Kamplysten var han overfor alle Fordomme, alt stivnet og trøsket, der hæmmede Livets Bevægelse. Og hans Vaaben var Satiren. I ham levede det Holberg'ske Lune.

Endelig var Schandorph en god Verdensborger, fortrolig med Kunstens og Literaturens store Skikkelser. De var Liv for ham, og han havde øst af dem alle. Shakespeare og Newton, Spinoza og Goethe. Han selv nedstammede i lige Linje, om end i lang Afstand, fra Renæssancens største Satiriker Rabelais.

- Jeg ser foran mig her forsamlet Arbejdere, Studenter og Forfattere. Jeg siger til Arbejderne: Schandorph var en sand Arbejder, en haardnakket Arbejder til det sidste. Jeg siger til Studenterne: Schandorph var alle sine Dage en sand Student. Og jeg siger til Jer danske Digtere: Schandorph var alle sine Dage en sand Digter.

Og naar vi nu i jævne og blide, i faste og stærke Ord har bragt Dig vort Farvel. Sophus Schandorph, saa siger vi til allersidst: Af Aand var Du. Og naar nu dit Legeme snart skal fortæres af Flammerne, saa vil Din Aand leve videre".

- Brandes' ypperlige Tale lagde en gribende Stemning over dem af den mægtige Forsamling, der kunde høre ham. Og derpaa tog Borgmester Jürgens fra Ringsted Ordet for fra denne Schandorphs Fødeby at bringe ham en hjærtelig Tak for alt, hvad han havde gjort, og fordi han havde været Byen saa god en Fostersøn.

Til Melodien: Brat af Slaget rammet - sang man dernæst en Sang af Studentersamfundets Formand, Iver Berendsen, i hvilken det bl. a. hed :

Sandheds-Banebryder
som var Smaamands Tolk
med dels Brist og Dyder
elsked' han sit Folk:
Skels og Lavs-Foragter
tog han Folkets Søn
med hans Fejl og Fagter,
digted' ham ej skøn
Tak for Latterfossen
med dens Alvorsbund,
Tak for Sandhedstrossen
i hans Folkefund;
Tak for Troskabsævne
- Takken er hans Løn -
Danmark vil ham nævne
Danmarks gode Søn,

Efter at Overlærer Kaper - Svoger til Schandorph - havde takket for Deltagelsen Paa Fru Schandorphs Vegne, skiltes Forsamlingen. Først begav Fru Schandorph, syg og nedbøjet, sig dog bort gennem Mængden, der i stille Ærbødighed blottede Hovederne for Digterens trofaste Hustru.

Vi, der overværede denne i al sin Prunkløshed gribende Mindehøjtid, vil sent glemme den.

Referent.

(Aalborg Amtstidende 7. januar 1901).

Den indremissionske præst Ifversen foretog på samme tid en begravelse fra Holmens Kirkegård hvor han i talen over den afdøde kaldte Schandorphs begravelse for en hedningebegravelse, og talte om "de kristne hedninger" som jordæfstede "en af Guds Riges Fjender" (Isefjordsposten 10. januar 1901). Han var endvidere forarget over at pastor Blaumüller havde deltaget i begravelsen.

Gravsted for digteren Sophus Schandorph og hans hustru på Vestre Kirkegård Afdeling G-9-8. "Her hviler digteren Sophus Schandorph og hans hustru Ida." Ida Schandorph blev bisat fra Bispebjerg Krematorium i marts 1911. Her holdt nevøen dr. Ernst Kaper talen. Foto Erik Nicolaisen Høy (2017). Kbhbilleder. I slutningen af året blev der sat en indsamling i gang for at rejse et mindesmærke over hans urne. Blandt underskriverne var grosserer Anker Heegaard, apoteker Otto Benzon, professor Harald Høffding, maleren H. Slott-Møller, forfatterne Sophus Michaëlis, Henrik Pontoppidan, Gustav Wied og Viggo Stuckenberg. Monumentet blev udført af maleren Harald Slott-Møller (1864-1937). Hvornår har det ikke været muligt at fastslå.

En Ligbrændings-Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Ligbrænding.

Liget af grosserer H. Bjerrings søn, S. Th. Bjerring, blev i går kirkelig indviet af fripræst Carstensen i "Herrens Kirke" på St. Georgs Vej.

Midt i ugen vil liget blive brændt på krematoriet.

(København, 20. marts 1893).

Ligbrændring.

Den anden ligbrænding i København foregår i dag. Den afdøde der har bestemt i sit testamente at ville brændes, hedder S. Th. Bjerring og er søn af grosserer H. Bjerring. Efter et studieophold i Tyskland kom den unge mand for nogen tid siden tilbage, blev syg af brystsyge og afgik ved døden.

I følge hans ønske henvendte familien sig til sin præst, hr. Johannes Petersen ved Holmens Kirke og bad denne assistere ved begravelsen. Hr. Petersen nægtede imidlertid at ville deltage ved ligbrænding.

Familien har derfor måttet henvende sig til krematoriets præst, hr. pastor Carstensen ved Herrens Kirke. Her bisattes i går den afdøde ved en almindelig kirkelig højtid. I dag forvandles hans legeme i støv. 

(Aalborg Amtstidende, 20. marts 1893).

Ligbrænding.

I søndags modtog i København det første til brænding bestemte lig her i landet kirkelig indvielse. Højtideligheden fandt sted i en lille tarvelig frimenighedskirke, "Herrens Kirke" på Frederiksberg, hvis præst, hr. pastor Carstensen, er frisindet nok til at lyse kirkens velsignelse over dem der har ønsket at blive brændte, uanset om de har hørt til hans menighed eller ikke. Efter talen trådte præsten hen til kisten, der indeholdt liget af en ung mand, S. Th. Bjerring, søn af grosserer H. Bjerring, og udtalte i følge Polit. følgende ord:

"Så vil vi da indvie liget til forkrænkelighed, idet vi siger: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"

hvorefter han forrettede jordpåkastelsen. Fra kirken blev ligkisten båret ud på en rustvogn på hvilken den fulgt af den afdødes slægt førtes til krematoriet hvor brændingen vil foregå en af de første dage.

(Thisted Amts Tidende, 21. marts 1893).

Herrens Kirke blev oprettet 1878 af pastor N. F. Carstensen. Han var oprindelig fra Brødremenigheden, senere metodisterne indtil 1877. Kirken blev opført 1886 (arkitekt D. W. Leerbeck). Den ophørte med at blive brugt 1939, og blev nedrevet 1960.

En Ligbrændings-Begravelse

Grosserer Th. Bjerrings søn, om hvis ligbrænding vi forleden meddelte, skulle i torsdags begraves på Garnisons Kirkegård. Det vil sige, urnen med hans aske skulle nedsættes i den bjerringske familiebegravelse.

Kl. 1 kom grosserer Bjerring med familie til kirkegården. Samtidig kom pastor Carstensen der, som man vil erindre, holdt talen over den afdøde ved bisættelsen i Herrens Kirke, og ham fulgte løjtnant Jensen, en søn af ligbrændingsforeningens sekretær, og krematoriets bud som bar urnen.

Da alle var samlet, og pastor Carstensen beredte sig til at sige nogle ord, kom overgraveren Beckmann til og nedlagde i følge "Polit". en protest imod at der blev foretaget nogen som helst religiøs handling ved urnens nedsænkning i jorden.

Pastor Carstensen spurgte om hr. Beckmann var officielt bemyndiget til at skride ind. Graveren svarede at han havde en skriftlig ordre i lommen fra pastor Sørensen ved Garnisonskirken, og at denne ordre oprindelig var udgået fra biskop Fog. Da hr. Bjerring ikke ønskede at drive sagen på spidsen, blev urnen sænket i jorden under tavs andagt. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. april 1893, 2. udgave).

Jens August B. Schultz (1841-1888): Bruun Juul Fog (1819-1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.  Biskop over Sjælland 1884-1896. 

En præst sat under tiltale.

Frimenighedspræst Carstensen er i følge "Natt." i henhold til justitsministerens ordre sat under tiltale for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 fordi han i sin kirke har foretaget bisættelse af afdøde bandagist Bjerring hvis lig bagefter skulle brændes.

Straffelovens § 107 lyder således:

"Den som tilegner sig en ham ikke tilkommende offentlig myndighed der kun kan udøves i kraft af et offentligt embede, bestilling eller ombid, straffes, for så vidt handlingen ikke efter sin beskaffenhed medfører større straf, med bøder eller med simpelt fængsel indtil 1 år."

Hr. Carstensen er præst ved den herværende "Herrens Kirke"

(Social-Demokraten, 26. juli 1893).

Har vi religionsfrihed?

En præst tiltalt.

På Kong Georgs Vej ligger fredelig gemt mellem slanke villaer og sommerfriske haver, en lille rød bygning over hvis ene gavn et prunkløst kors mørkt tegner sig mod den lyseblå himmel.

Det er "Herrens Kirke" bygget 1885 af selve kirkens præst, pastor Carstensen der som bekendt i disse dage er under justitsministeriel tiltale. På denne idylliske lille plet samles en menighed på 600 medlemmer og dyrker deres Gud på den måde og poå den vis de finder rigtigst, danner en kristen menighed, trådt ud af Folkekirken, med hvis strenge dogmer den intet vil have at gøre, kort sagt, en frikirke.

Stille og fredeligt virker menigheden uden skrål eller anmassende propaganda. Man skulle da tro at den i et oplyst religionsfrit land kunne få lov til det, uantatt. Ikke desto mindre er den

Folkekirkens præster

en torn i øjet. Menighedens religion er nu også noget forskellig fra Folkekirkens. Pastor Carstensen, dens præst, benægter to af dennes væsentlige dogmer, det evige Helvede og kødets opstandelse, to ting som han med rette påstår er lidet stemmende med almindelig sund dømmekraft som med det ny testamente og utvivlsomt stridende mod Guds retfærdighed.

Pastor C. præker altså virkelig et mildt, humant evangelium. Men man kan ho godt forstå at denne lære er på tværs af såvel den højkirkelige lære som Vilh. Becks. Den tager ganske snerten fra den pisk, hvormed de statsunderstøttede præster driver ængstelige folk ind i deres tomme stolerader. Den lille fredelige menighed har derfor på denne kant en farlig fjende som næppe har været ganske uvirksom ved

Tiltalen mod pastor Carstensen.

Hr. C. er som stående ganske udenfor Folkekirken, naturligvis ikke forpligtet til at rette sig efter det af de danske biskopper udstedte meningsløse forbud mod præsters medvirken ved ligbrænding. Da derfor hr. bandagist Bjerring i marts henvendte sig til ham med forespørgsel om han var villig til at bisætte hans søn der skulle brændes på krematoriet på Fasanvej, svarede pastor C. uden betænkning "ja" - idet han dog samtidig gjorde hr. B. opmærksom på at en bisættelse i Herrens Kirke var enstydig med udtrædelse af Folkekirken.

Der er hr. Carstensens hele skyld, og derfor skal han tiltales. Man ser imidlertid nok hvad der ligger bag denne tiltale, der åbenbart er pousseret frem fra gejstlig side. Den er både et

Angreb på ligbrændingen og religionsfriheden.

Den danske gejstlighed vil ikke have lig brændt, og den vil ikke have en aanden kristen religion der er smukkere, mildere og forsonligere end deres egen med den evige ild og alle Helvedes pinsler.

Og gør nogen modstand, skal våbnene slås dem af hænderne. Hr. Carstensen tror selv at man har hans fængsling for øje for derved at ødelægge det arbejde, han nu i lange år har beskæftiget sig med, og hvis frugter han begynder at skimte.

Det er muligt at hensigten har været så, men vi er på den anden side overbevist om at vore domstole ikke er gennemsyret af sådan religiøs fanatisme og kun vil idømme en lille bøde for den mulige - men også kun mulige - formalistiske fejl her foreligger.

Publikums sympati

er hr. Carstensen sikker, både fordi den ensomme mand altid står det store publikum nærmere, og dels fordi her forligger spørgsmål om en sag, hvori så godt som alle er enige om at folkekirkens gejstlighed har optrådt splintrende forkert og ganske uforståelig bornert. Pastor Carstensen er en hjælpsom og elskværdig mand, har uden at være rig taget til sig 3 fattige børn, opdraget dem, og nu til sidst ved den bekendt brand i Falkoneralleen optog han i sit hjem en lille fattig, hjælpeløs pige der var døden i flammerne nær, og har siden beholdt hende.

Man får, selv om man er af andre meninger, respekt og tillid til denne præst, der ofrer sin formue på en kirke og sin tid og kraft på et så udpræget tålmodighedsarbejde som at pille de vrange gennem årtusinder nedarvede forestillinger ud af kristendommen i et land der er så stædigt og konservativt som dette.

Det er med disse følelser vi forlader den hyggelige lille plet, just som solen går ned bag de hviskende pile og den fri menighed samles til aftengudstjeneste bag den røde kirkes mure.

Josva.

(København, 28. juli 1893).

Jordpåkastelse ved ligbrænding.

Ved Frederiksberg birks ekstraret blev i forgårs afsagt dom i den af det offentlige anlagte sag mod frimenighedspræst N. F. Carstensen for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 (ulovlig tilegnelse af offentlig myndighed), fordi han den 19. marts d. å. i den for hans menighed opførte "Herrens Kirke" på Frederiksberg havde foretaget jordpåkastelse på liget af afdøde, til folkekirken henhørende bandagist S. Th. Bjerring, hvilket lig efter den afdødes fader forgæves havde henvendt sig til en af folkekirkens præster om at foretage jordpåkastelsen og under hensyng til at handlingen fandt sted i en til et udenfor folkekirken stående kirkeligt samfund hørende kirkebygning, og at Carstensen ikke optrådte eller gav sig udseende af at optræde som præst i folkekirken, idet han hverken var iført folkekirkeligt ornat eller benyttede det for folkekirken foreskrevne ritual - skønnede retten ikke at der kunne siges at foreligge en overtrædelse af straffelovens § 107. Yderligere bemærkes at påbuddet i kirkeritualet af 1685 om at jordpåkastelse af lig af folkekirkens medlemmer må antages forandret ved ligbrændingsloven af 1. april 1892 § 5, hvorefter det ikke kan pålægges nogen af folkekirkens gejstlige at forrette jordpåkastelsen i tilfælde hvor ligbrænding finder sted. Da loven nemlig ikke kan antages at berøre retten for folkekirkens medlemmer til kirkelig bistand, når de ønsker deres lig brændte, må af den nævnte bestemmelse følge, at der også kan benyttes anden bistand end folkekirkens præsters.

Pastor Carstensen blev altså frifundet og sagens omkostninger pålagdes det offentlige.

(Slagelse-Posten, 15. september 1893).

Sagen kom for Overretten, hvor Carstensen blev idømt en bøde på 100 kr. Herefter kom sagen i Højesteret oktober 1894, hvor Carstensen blev frifundet. 

Ligbrænding og Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen om ligbrænding kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrænding på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.

Den første Ligbrænding i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort. 

Forsamlingssalen. Ligbrændingsanstalten i Kjøbenhavn. Ovnen. Illustreret Tidende nr. 2, 10. oktober 1886. I nummeret findes endvidere en nærmere beskrivelse af krematoriet.

Den første Ligbrænding.

Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.

Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.

Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.

Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet. 

Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.

Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)

Professor Henry Thompsons Ovn til Brænding af Lig. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874. Henry Thompson (1820-1904) var en britisk kirurg som var med til at grundlægge Cremation Society of Great Britain i 1874 og arbejdede for at fjerne restriktioner på kremering. Det måtte dog vente til 1903 før det første krematorium blev officielt åbnet..

Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.