Ligbrænding.
Liget af grosserer H. Bjerrings søn, S. Th. Bjerring, blev i går kirkelig indviet af fripræst Carstensen i "Herrens Kirke" på St. Georgs Vej.
Midt i ugen vil liget blive brændt på krematoriet.
(København, 20. marts 1893).
Ligbrændring.
Den anden ligbrænding i København foregår i dag. Den afdøde der har bestemt i sit testamente at ville brændes, hedder S. Th. Bjerring og er søn af grosserer H. Bjerring. Efter et studieophold i Tyskland kom den unge mand for nogen tid siden tilbage, blev syg af brystsyge og afgik ved døden.
I følge hans ønske henvendte familien sig til sin præst, hr. Johannes Petersen ved Holmens Kirke og bad denne assistere ved begravelsen. Hr. Petersen nægtede imidlertid at ville deltage ved ligbrænding.
Familien har derfor måttet henvende sig til krematoriets præst, hr. pastor Carstensen ved Herrens Kirke. Her bisattes i går den afdøde ved en almindelig kirkelig højtid. I dag forvandles hans legeme i støv.
(Aalborg Amtstidende, 20. marts 1893).
Ligbrænding.
I søndags modtog i København det første til brænding bestemte lig her i landet kirkelig indvielse. Højtideligheden fandt sted i en lille tarvelig frimenighedskirke, "Herrens Kirke" på Frederiksberg, hvis præst, hr. pastor Carstensen, er frisindet nok til at lyse kirkens velsignelse over dem der har ønsket at blive brændte, uanset om de har hørt til hans menighed eller ikke. Efter talen trådte præsten hen til kisten, der indeholdt liget af en ung mand, S. Th. Bjerring, søn af grosserer H. Bjerring, og udtalte i følge Polit. følgende ord:
"Så vil vi da indvie liget til forkrænkelighed, idet vi siger: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"
hvorefter han forrettede jordpåkastelsen. Fra kirken blev ligkisten båret ud på en rustvogn på hvilken den fulgt af den afdødes slægt førtes til krematoriet hvor brændingen vil foregå en af de første dage.
(Thisted Amts Tidende, 21. marts 1893).
Herrens Kirke blev oprettet 1878 af pastor N. F. Carstensen. Han var oprindelig fra Brødremenigheden, senere metodisterne indtil 1877. Kirken blev opført 1886 (arkitekt D. W. Leerbeck). Den ophørte med at blive brugt 1939, og blev nedrevet 1960.
En Ligbrændings-Begravelse
Grosserer Th. Bjerrings søn, om hvis ligbrænding vi forleden meddelte, skulle i torsdags begraves på Garnisons Kirkegård. Det vil sige, urnen med hans aske skulle nedsættes i den bjerringske familiebegravelse.
Kl. 1 kom grosserer Bjerring med familie til kirkegården. Samtidig kom pastor Carstensen der, som man vil erindre, holdt talen over den afdøde ved bisættelsen i Herrens Kirke, og ham fulgte løjtnant Jensen, en søn af ligbrændingsforeningens sekretær, og krematoriets bud som bar urnen.
Da alle var samlet, og pastor Carstensen beredte sig til at sige nogle ord, kom overgraveren Beckmann til og nedlagde i følge "Polit". en protest imod at der blev foretaget nogen som helst religiøs handling ved urnens nedsænkning i jorden.
Pastor Carstensen spurgte om hr. Beckmann var officielt bemyndiget til at skride ind. Graveren svarede at han havde en skriftlig ordre i lommen fra pastor Sørensen ved Garnisonskirken, og at denne ordre oprindelig var udgået fra biskop Fog. Da hr. Bjerring ikke ønskede at drive sagen på spidsen, blev urnen sænket i jorden under tavs andagt.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. april 1893, 2. udgave).
En præst sat under tiltale.
Frimenighedspræst Carstensen er i følge "Natt." i henhold til justitsministerens ordre sat under tiltale for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 fordi han i sin kirke har foretaget bisættelse af afdøde bandagist Bjerring hvis lig bagefter skulle brændes.
Straffelovens § 107 lyder således:
"Den som tilegner sig en ham ikke tilkommende offentlig myndighed der kun kan udøves i kraft af et offentligt embede, bestilling eller ombid, straffes, for så vidt handlingen ikke efter sin beskaffenhed medfører større straf, med bøder eller med simpelt fængsel indtil 1 år."
Hr. Carstensen er præst ved den herværende "Herrens Kirke"
(Social-Demokraten, 26. juli 1893).
Har vi religionsfrihed?
En præst tiltalt.
På Kong Georgs Vej ligger fredelig gemt mellem slanke villaer og sommerfriske haver, en lille rød bygning over hvis ene gavn et prunkløst kors mørkt tegner sig mod den lyseblå himmel.
Det er "Herrens Kirke" bygget 1885 af selve kirkens præst, pastor Carstensen der som bekendt i disse dage er under justitsministeriel tiltale. På denne idylliske lille plet samles en menighed på 600 medlemmer og dyrker deres Gud på den måde og poå den vis de finder rigtigst, danner en kristen menighed, trådt ud af Folkekirken, med hvis strenge dogmer den intet vil have at gøre, kort sagt, en frikirke.
Stille og fredeligt virker menigheden uden skrål eller anmassende propaganda. Man skulle da tro at den i et oplyst religionsfrit land kunne få lov til det, uantatt. Ikke desto mindre er den
Folkekirkens præster
en torn i øjet. Menighedens religion er nu også noget forskellig fra Folkekirkens. Pastor Carstensen, dens præst, benægter to af dennes væsentlige dogmer, det evige Helvede og kødets opstandelse, to ting som han med rette påstår er lidet stemmende med almindelig sund dømmekraft som med det ny testamente og utvivlsomt stridende mod Guds retfærdighed.
Pastor C. præker altså virkelig et mildt, humant evangelium. Men man kan ho godt forstå at denne lære er på tværs af såvel den højkirkelige lære som Vilh. Becks. Den tager ganske snerten fra den pisk, hvormed de statsunderstøttede præster driver ængstelige folk ind i deres tomme stolerader. Den lille fredelige menighed har derfor på denne kant en farlig fjende som næppe har været ganske uvirksom ved
Tiltalen mod pastor Carstensen.
Hr. C. er som stående ganske udenfor Folkekirken, naturligvis ikke forpligtet til at rette sig efter det af de danske biskopper udstedte meningsløse forbud mod præsters medvirken ved ligbrænding. Da derfor hr. bandagist Bjerring i marts henvendte sig til ham med forespørgsel om han var villig til at bisætte hans søn der skulle brændes på krematoriet på Fasanvej, svarede pastor C. uden betænkning "ja" - idet han dog samtidig gjorde hr. B. opmærksom på at en bisættelse i Herrens Kirke var enstydig med udtrædelse af Folkekirken.
Der er hr. Carstensens hele skyld, og derfor skal han tiltales. Man ser imidlertid nok hvad der ligger bag denne tiltale, der åbenbart er pousseret frem fra gejstlig side. Den er både et
Angreb på ligbrændingen og religionsfriheden.
Den danske gejstlighed vil ikke have lig brændt, og den vil ikke have en aanden kristen religion der er smukkere, mildere og forsonligere end deres egen med den evige ild og alle Helvedes pinsler.
Og gør nogen modstand, skal våbnene slås dem af hænderne. Hr. Carstensen tror selv at man har hans fængsling for øje for derved at ødelægge det arbejde, han nu i lange år har beskæftiget sig med, og hvis frugter han begynder at skimte.
Det er muligt at hensigten har været så, men vi er på den anden side overbevist om at vore domstole ikke er gennemsyret af sådan religiøs fanatisme og kun vil idømme en lille bøde for den mulige - men også kun mulige - formalistiske fejl her foreligger.
Publikums sympati
er hr. Carstensen sikker, både fordi den ensomme mand altid står det store publikum nærmere, og dels fordi her forligger spørgsmål om en sag, hvori så godt som alle er enige om at folkekirkens gejstlighed har optrådt splintrende forkert og ganske uforståelig bornert. Pastor Carstensen er en hjælpsom og elskværdig mand, har uden at være rig taget til sig 3 fattige børn, opdraget dem, og nu til sidst ved den bekendt brand i Falkoneralleen optog han i sit hjem en lille fattig, hjælpeløs pige der var døden i flammerne nær, og har siden beholdt hende.
Man får, selv om man er af andre meninger, respekt og tillid til denne præst, der ofrer sin formue på en kirke og sin tid og kraft på et så udpræget tålmodighedsarbejde som at pille de vrange gennem årtusinder nedarvede forestillinger ud af kristendommen i et land der er så stædigt og konservativt som dette.
Det er med disse følelser vi forlader den hyggelige lille plet, just som solen går ned bag de hviskende pile og den fri menighed samles til aftengudstjeneste bag den røde kirkes mure.
Josva.
(København, 28. juli 1893).
Jordpåkastelse ved ligbrænding.
Ved Frederiksberg birks ekstraret blev i forgårs afsagt dom i den af det offentlige anlagte sag mod frimenighedspræst N. F. Carstensen for formentlig overtrædelse af straffelovens § 107 (ulovlig tilegnelse af offentlig myndighed), fordi han den 19. marts d. å. i den for hans menighed opførte "Herrens Kirke" på Frederiksberg havde foretaget jordpåkastelse på liget af afdøde, til folkekirken henhørende bandagist S. Th. Bjerring, hvilket lig efter den afdødes fader forgæves havde henvendt sig til en af folkekirkens præster om at foretage jordpåkastelsen og under hensyng til at handlingen fandt sted i en til et udenfor folkekirken stående kirkeligt samfund hørende kirkebygning, og at Carstensen ikke optrådte eller gav sig udseende af at optræde som præst i folkekirken, idet han hverken var iført folkekirkeligt ornat eller benyttede det for folkekirken foreskrevne ritual - skønnede retten ikke at der kunne siges at foreligge en overtrædelse af straffelovens § 107. Yderligere bemærkes at påbuddet i kirkeritualet af 1685 om at jordpåkastelse af lig af folkekirkens medlemmer må antages forandret ved ligbrændingsloven af 1. april 1892 § 5, hvorefter det ikke kan pålægges nogen af folkekirkens gejstlige at forrette jordpåkastelsen i tilfælde hvor ligbrænding finder sted. Da loven nemlig ikke kan antages at berøre retten for folkekirkens medlemmer til kirkelig bistand, når de ønsker deres lig brændte, må af den nævnte bestemmelse følge, at der også kan benyttes anden bistand end folkekirkens præsters.
Pastor Carstensen blev altså frifundet og sagens omkostninger pålagdes det offentlige.
(Slagelse-Posten, 15. september 1893).
Sagen kom for Overretten, hvor Carstensen blev idømt en bøde på 100 kr. Herefter kom sagen i Højesteret oktober 1894, hvor Carstensen blev frifundet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar