Vestud for Søndermarken og Carlsberg, paa Højden, som skraaner ned mod Kallebodstrand, ligger de Snese og atter Snese Tønder Land, hvorud Byen ruller de fire Femtedele af sine Lig.
Sneen, Gravenes hvide Lagen, er forlængst afredt. Kun gabende Sprækker i den lyse Lerjord bærer Vidne om, at Snevandet er sivet ned i de Dødes Senge.
I Solskinnet mylrer Millioner af Fluer om Jordrevnerne, svælgende i Miasmernes Myriader. I det skarpe Lys ler Ligstenenes Marmor hvidt mod Solen. Hængepilene og Hegnpoplerne vil snart kunne skygge over dem.
Ad Fælledvejen drager de Efterlevendes Pilegrimsskarer med Blomster og Kranse, for ved Gravens Fodende mere levende at mindes dem, der gik forud.
En Søndag som i Gaar er Stierne paa begge Sider af den brede Vej sorte af Mennesker. Til venstre gaar de langs de gule Fængselsmure og Mosaisk Kirkegaards røde Stenvold, til højre er Hegn ud mod Marken og gamle Jærnbanevold, eller der er smaa Gartnerhytter, hvor den glemte Krans kan købes, og Gravstensbutiker med billig Marmor fra Stevns.
Frederiksberg Allé er mennesketom i Forhold. Istedgades Sporvej vil til Efteraaret gøre gode Affærer, naar den først bliver anlagt og ført ud til de Dødes Forstad.
Hver anden Familjeforsørger ejer sin Stump Jordlod paa Vestre, tre Alen lang, halvanden Alen bred. Og de fleste dyrker den selv.
Paa mange Grave ligger en Smule Rive og en Spade lænkede til Numerpælen ved Hovedgærdet. Med disse Redskaber drives om Søndagene sentimentalt Gartneri; men det er vanskeligt at faa vandet undtagen med Taarer.
For en Bagatel om Aaret besørger Kirkegaardsstyrelsen en Grav vedligeholdt. Dog Folk gør det hellere selv, eller de engagerer en Privatgartner, hvoraf der vrimler mellem Gravene. Disse Næringsdrivende maa ikke tiltale de Besøgende. Derfor nøjes de med at sværme om dem, at henlede bedrøvede Øjne paa deres medlidende Ansigter, og faa den Forretningssamtale indledet, hvorefter de tørster.
De er Dødshavens Andagtsforstyrrere, og der burde tages endnu strængere Forholdsregler mod deres Paatrængenhed, end der alt er gjort i Reglementet.
Paa en Søndag begraves ofte henimod en Snes Lig. De sorte Præster med Møllestenskraven om deres Hals vandrer fra det store til det lille Kapel og spaserer sig en Tur mellem Ligtalerne.
Der kommer et Følge paa en halv Snes Mand en Kvinde og et Par Børn. Fra det gamle Lighus drager det vest paa, ned mod de Fattiges Frijordslinjer. Fem Minutter efter er Ceremonien fuldbragt; to Graverkarle faar travlt med at "jorde til".
- - Men derhenne, ti Skridt fra Trækapellets Vedbensgavl, samler sig en hel Hær. Vel seks, syv Hundrede alvorlige Mænd søger Plads i Nærheden at en aaben "Familjegrav".
Graven er Arbejdsmand Carl Petersens, han, som sidste Søndag forbrændtes ved Gasværksbranden og siden døde deraf.
Det store Følge bestaar af hans Kammerater fra Værket, Kularbejdernes Fagforening og et Par Sygekassers Medlemmer. De fleste havde troet, at Begravelsen skulde foregaa med Pomp og Pragt og Orgelspil fra Stenkapellets Kirkeskib, ti Gasværket afholdt Omkostningerne. Men saa oplystes det, at den Afdøde var udtraadt af Folkekirken og i levende Live havde frasagt sig mere end det nødvendigste.
Derfor hentedes han stille fra den nøgne Hal, der benævnes, "Kisterummet", derfor blev Præstens Tale saa kort. Kun en Antydning af den Afdødes Særstilling, en Bøn om Fred for hans Sjæl, et Fadervor og tre Skovlfulde Sand trommende mod Laaget. Saa jordedes ogsaa han til, og Kransene med brede Silkebaand og sorte Inskriptioner fra Gasværkets Arbejdshold og Funktionærer lagdes dækkende over Lerklumpernes Uhygge.
Følget gik forbi den sortklædte, grædende Hustru med hendes fire smaa Børn og hilste, uden at hun saa' det.
Hendes Tanker var andet Steds henne. I de sidste Dage var de vundne for Religionen. Nu skulde der gaas i Kirke, nu Børnene døbes. Han, der tænkte for hende, var borte. Hun, den svage, drejede atter ind paa de magelige Veje, saa snart hun blev alene. Et sygt Sind har ingen Modstandskraft; Sorg og Ødelæggelse vinder Proselytter.
Hvor mange tog mon Kirken i Gaar ved Konfirmationen? Færre end i Gaar ved de aabne Grave!
Sven Svarte.
(København 10. april 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar