En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Drengeopløb i Badstuestræde.

Indsenderen tillader sig herved at henvende det ærede politis opmærksomhed på en flok drenge der har taget deres stadig forsamlingsplads udenfor gården nr. 130 i Badstuestræde. Vi ved ikke ved hvilken skæbnes ironi de så længe ustraffede har kunnet drive deres spil udenfor den mands bopæl under hvem politiet på en måde rangerer. Men vist er det at de i mere end en henseende har krav på denne autoritets opmærksomhed. Næsten hver aften forefalder små skærmydsler imellem dem, og den støjen og uro der naturligvis må følge hermed, forvolder de omboende en utålelig gene.

Disse få ord tror vi at være tilstrækkelige for at henvende opmærksomheden på dem, idet vi anser det for unødvendigt at gå i detaljer med alle de platituder og gemenheder hvori de daglig gør sig skyldige, og i hvilke de - som det synes - finder en rig kilde til moro og fornøjelse.

(Politivennen nr. 1280, Løverdagen, den 11de Juli 1840. Side 442-443) 

Badstuestræde 9. Stemanns Hus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Badstuestræde 130 er nutidens nr. 9. Det blev i 1903 henlagt til Badstuestræde 9-11. Den sydlige del er opført 1796-97, den nordlige 1904. Som antydet i artiklen boede en af enevældens mest indflydelsesrige politiker, P. C. Stemann (1764-1855) i huset (1828-1847). Han var bl.a. præsident for Danske Kancelli, justitsminister og gehejmestatsminister. Efter enevælden fratrådte han sine poster, efter at have proklameret Frederik den 7. som konge. Mest kendt er han måske som bagmand for Frederik 6.'s “Vi Alene Vide..“ fra 1830'erne.

Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380

"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

Spærret Passage.

Plankeværket i Badstuestræde for nr. 126 ned mod Kompagnistræde synes at række vel langt ud på gaden i forhold til dennes bredde. For det sker ikke sjældent at passagen der forbi aldeles stoppes. Således så anmelderen forleden at en karl ikke kunne komme frem med en trillebør fordi et læs sand blev aflæsset ved planeværket, da en møllervognholdt hos bageren og en møgvogn hos brændevinsbrænderen for at læsse gødning. En anden gang måtte han da han kom i en droske og var på vejen til toldboden, finde sig i at vende om og køre ad en anden gade fordi en renovationsvogn tillige med en møllervogn udenfor bagerens holdt gaden spærret. Om aftenen når en i samme gade boende stormand har selskab, holder kareterne i række lige hen forbi plankeværket, og det er da ikke muligt i det mindste ikke med læs at komme forbi uden at beskadige kareterne eller at køre på fortovet. Det var derfor ønskeligt om plankeværket blev rykket længere ind eller en betjent ansat til at påse at passagen der holdtes åben.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 5-6)

Anmodning.

Man vil være ejeren af huset nr. 136 på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde hvor skilderhuset står, meget forbundet hvad han ville lade et stort og bredt rendestensbræt anbringes udenfor førn da skilderhuset og den derved posterede skildvagt ganske spærrer passagen for de gående der i dårligt vejr nødsages til at træde i rendestenen og på torvedagene især når trængslen med vogne er stor udsættes for at komme imellem vognene eller på mørke aftener let kunne falde og komme til skade. Og man håber derfor snart at se dette bræt foranstalte henlagt.

(Politivennen nr. 652, Løverdagen den 28de Juni 1828, s. 418)

Den lige Vei er den bedste.

Ved den sidste ulykkelige ildebrand på hjørnet af Kompagni- og Badstuestræde mistede husets tjenestetyende alt hvad de ejede, eftersom ildens heftighed forbød al adgang til loftet hvor de havde deres ejendom stående. De fleste familier der boede i huset, mistede mere eller mindre af deres indbo eller fik det beskadiget. Og da de ikke var forsikret, var det sandsynligt at de ikke efter ønske kunne yde de stakkels tjenestetyende nogen erstatning. Anmelderen som kender sine medborgeres godgørenhed og medlidenhed, opsatte derfor en bøn til disse om en lille skærv for de brandlidte tyende. Men på Adressekontoret nægtede man at indrykke annonce før det var påtegnet af den beskikkede censor. Man henvendte sig derfor til denne som gav til svar, at annoncen skulle påtegnes af den administrerende direktion for fattigvæsenet. Man gik derfor til en af de herrer direktører med anmodning om at få den forlangte påtegning, men fik det svar: at det var forbudt at en sådan annonce om hjælp måtte indføres i offentlige blade.

Skønt anmelderen ikke kan indse hvilken skade det kan forvolde fattigvæsnet om man endog ved en sådan lejlighed bad medborgerne om et lille bidrag, som jo var aldeles frivilligt, så måtte han dog tro at forbuddet fandt sted, og altså opgav han sit forsæt på denne måde at udvirke noget til de brandlidtes tarv. At der imidlertid sker undtagelser fra nævnte blad, giver Adresseavisen flere eksempler på, hvoraf man blot vil anføre et. Da en ulykkelig brand henved for 2 år siden havde fortæret hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade, opfordrede de herrer kaptajn v. Haffner og isenkræmmer Ebbesen deres medborgere til at lette de brandlidtes kår. Deres forventning blev ikke skuffet og den københavnske borgers godgørenhed viste sig her som altid med ædelmodig hjælp. Man så derfor kort tid efter i Adresseavisen ikke alene disse to hædersmænd aflægge regnskab for de modtagne gaver, men også adskillige brandlidte aflægge deres tak for den tildelte hjælp.

"En ulykkelig brand fortærede for henved for 2 år siden hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade." (Gothersgade med Grønnegade løbende ind til venstre. Det blå hjørnehus nr. 19 er opført 1827 for hørkræmmeren Hans J. H. Stæhr. Nr. 17 er fra 1766).

Ved den lejlighed kan anmelderen ikke undlade at gøre opmærksom på de mange annoncer om små lån, der dagligt findes i Adresseavisen. Annoncerne som følgende der findes i Adresseavisen nr. 306 for lørdag den 30. december 1826 lyder sådan: "En svagelig og sengeliggende enke med 4 små uforsørgede børn, anråber en ædelt tænkende mand eller kone om et lille lån på 1 til 2 rigsdaler. Hvorved nærværende kummerlige forfatning ville afhjælpes. Anvisning osv". Det røber tydeligt nok at de indrykkes for at tilvende sig almisse og det muligt fra flere. At de lyder på lån, er kun for at omgå forbuddet og for at få dem indrykket. Men da sådanne annoncer findes så hyppigt at fremmede må anså hoben af stadens indbyggere for prakkere og det vist nok er muligt at mange uværdige på denne måde benytter sig af medborgeres medlidenhed, så var det nok rigtigt om sådanne annoncer ikke blev modtaget uden at de var påtegnet af en eller anden pålidelig mand der kendte ansøgeren.

(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 33-36)

Malersynder.

Da man mindes at De, hr. udgiver før i Deres blad har optaget adskillige malersynder, og da man tilige har lagt mærke til at meget på grund deraf er blevet rettet og forandret, så tillader man sig herved at meddele Dem følgende fortegnelse der muligvis kunne lede til et lignende resultat. Man tillader sig at gøre begyndelsen med de aldeles meningsløse skilte der findes i Vimmelskaftet nr. 136 og 137. På første sted træffer man "Spangs Møbelhandling" og på sidste "G. Bonniers Boghandling" At en møbelhandler kunne lade sig nøje og tage til takke med et så meningsløst og intetsigende skilt lader sig da så nogenlunde forklare. Men at en boghandler, en mand der må antages at være hjemme i det mindste i fædrelandets sprog, kunne modtage og i en række år beholde et sådant skilt, er i høj grad uforklarligt. - I samme gade nr. 21 kan fås mælk og fløde "Somvermorgen" kommer fra landet. - I Badstuestræde nr. 121 er følgende avertissement: "Raae og Kogt Fløde Sød og afskommet Melk, som hver Morgen kommer fra Landet Selges her." -

I samme gade nr. 129 fås "Daabelt Vidt og Brundt Øl." - I Grønnegade nr. 264 "udleies Klæder Kapper og sørge Gardiner." Af Politivennen nr. 483 ser man at sørgedragten i denne gade er lige så sørgelig som dette sørgelige skilt. - I Dybensgade nr. 185 "klinges og limmes alle sorter Porstelein Glas og Stentøy." - I Klosterstræde nr. 71 & 72 bor Vers huus holder S. Madsen. - I Pilestræde nr. 101 ser man, at Hr. "Moberg Anbefaler sig med at Stikke og Trykke." Foruden det ekvivokke der synes at ligge i dette skilt, tror man sig også berettiget til at antage at de af hr. Mobergs kunder der bruger hans stikken og trykken gør vel i selv at læse korrekturen.

At sådant galimatias endnu kan finde sted og det endog i en tid da intet barn må konfirmeres forinden det har aflagt prøve i retskrivning, er mere end besynderligt, og man mener at vedkommende mestre der ikke selv kender det almindelige af sproget, ville gøre vel i desangående at konsultere andre kyndige, blandt hvilke man vel endog kan regne deres egne læredrenge.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9630-9632)

Uhumskhed i Badstuestrædet

(Indsendt)

Intet kan være mere vederstyggeligt og ækelt for naboer og genboer end at se hvorledes 2-3 mandspersoner i kælderen under gården nr. 119 hver dag tømmer bøtter og potter med alskens stinkende uhumskheder i rendestenen, og derpå med en kokkepiges behændighed vasker og skyller dem i det varme svalevand fra brændevinsbrænderen. Man ønsker at denne bekendtgørelse i fremtiden måtte afholde disse gode folk fra en så smudsig og styg forretning, i det mindste ved højlys dag.

(Politivennen nr. 49, Løverdagen den  7. december 1816, s. 766-767)

Bekjendtgørelser

1) Den i nr. 49 påankede udskylning af alle slags uhumskheder i Badstuestræde er nu ophørt.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 790)

"2-3 mandspersoner i kælderen under gården nr. 119 tømmer hver dag bøtter og potter med alskens stinkende uhumskheder i rendestenen." (Badstuestræde. Nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy)

Redacteurens Anmærkning

Badstuestræde 119 er nutidens nr. 8. Det er opført 1797-98 for brændevinsbrænder Haagen Westergaard.. Og eksisterer stadig. H. C. Andersen kom i Badstuestræde nr. 18 hos den svenske balletfamilie Carl og elisabeth Dahlén, som dog fik fortalt ham at han ikke ville blive nogen stor danser.

Svar paa Stykket om Skilderiet.

Det i Politivennen nr. 270 omtalte kobberstykke som forfatteren sagde at det mindede os om vores fødsel, man tror det var godt om ethvert menneske ville erindre sig såvel om sin herkomst som om sit endeligt, og da man på nævnte kobberstykke intet forargeligt kan se, så var det bedste at nævnte forfatter brød sin hjerne og sled sin pen på mere vigtige ting.

E. N. Staarup.

Marskandiser, boende på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde.

* * *

Udgiveren har ikke taget i betænkning at indrykke dette svar, da det måske bedre end noget andet viser hvor ønskeligt det var om der toges nogen alvorlig forholdsregel imod den vindesyge der ikke tager i betænkning at fordærve sæderne. Af hr. Staarup kan man efter hans ovenstående vente ethvert liderligt stykke han på en auktion måtte opkøbe, udhængt på hans væg, for det er jo godt, siger han, på sådan en måde at mindes om sin herkomst.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4319-4320).

Uordener.

Udenfor marskandiseren på hjørnet af Badstuestræde og Vimmelskaftet lige overfor boghandlerne Arenzen og Hartier har i mange år hængt i glas og ramme et jobber som alle tilskuere har taget for at være et kobber af en jordemoderbog som tydelig mindede os om vores fødsel. Man tror ikke at sådanne kobbere bør udstilles til offentlig skue.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4312)

Uordener

Det er, om rigtigt mindes, tidligere i Deres blad klaget over at marskandiserne på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde fuldstændig opfylder det allerede elendige fortov ud i Badstuestræde med kister og skrammel, så at ingen kan betræde det. Og denne betrædelse er så meget mere nødvendig som lige over for er et hus under bygning hvor aldrig som sædvanlig ved sådanne bygninger, bliver fejet eller bortkørt. Man må da på grund af denne marskandisers uforskammethed, ganske overgive sig i skarnet, og når amagerkonen på samme hjørne udbreder sig, nødes man at gøre en cirkel langt ud i Vimmelskaftet for at komme frem. Dersom Politivennen endnu engang, som ønskes, gør erindringer herom, og marskandiseren endda fremturer i sine fornærmelser mod de mange fodgængere, som endelig må daglig denne vej til deres forretninger, så tror man det ikke kan anses for vold om man selv rydder disse kister til side.

(Politivennen, Hæfte 8, nr. 102, den 5. april 1800, s. 1630-1631)

En farlig Smedje i Badstuestræde

Lige over for nr. 88-89 er en lille lav hytte, hvor en smed har sit værksted. Lige overfor opføres huse, som bliver meget højere end smedehytten. Bygherrerne kan ikke andet end føle det meget skadeligt at røgen fra smedjen står ind gennem de åbne værelser og ødelægger malerier og lignende. Men det er det mindste: De kan frygte at gnisterne, som står ud af så lav en skorsten, kan antænde høvlspåner eller andre let antændelige materialer.

Jeg kan ikke se andet end at deres frygt er velbegrundet. Og hvad angår skaden af røgen, der er så stor for sundheden i beboede huse, som på materie i opbyggede, så var det at ønske, at alle smedje-, brygger- og brændeværkstedsbygninger blev pålagt en højde, som i det mindste ikke var mindre, end den som nabolagets huse har. Så var man sikker på ikke at blive svovlet ud som rotter.

(Politivennen nr. 9, 1798, Side 138-139. [Estimeret dato: 22. juni 1798])

Badstuestræde 8 er det hvide hus på venstre side ved dannebrogsflaget. Artiklen antyder at det blev opført i røg og damp fra en smed. (Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Datidens Badstuestræde 88-89 er nutidens Badstuestræde 8. Huset er opført 1797-98, så de huse overfor som artiklen omtaler er altså dette hus. Nr. 3 og nr. 5 ligger overfor.