Om Børnetilsyn. Af Fru Jo Jacobsen. (Efterskrift til Politivennen)

For ca. Aar siden gik en ny Lov om udvidet Børnetilsyn igennem. Spørgsmaalet om at tage Stilling til den, delte bogstaveligt den Gang Dansk Kvindesamfund i to Lejre og Diskussionen var paa Aarsmødet i Maribo 1922 meget heftig. Det blev ganske vist bestemt ikke at give dette Lovforslag Tilslutning, men Sindene var til herfor heftig delte for og imod og det lykkedes ikke at klare Spørgsmaalet nok til ogsaa at give en Brgundelse af, hvorfor man afslog Tilslutning.

Da holdt Dr. med. Niels Muus - desværre efter at Aarsmødet allerede var afsluttet, - et Præcist og klart Foredrag, hvis tørre Fakta skar igennem al den Følelsesforvirring, der for saa mange gjorde Sagen uklar.

Doktoren selv tog ingen Stilling til Spørgsmaalet, men klarlagde gennem sin egen Erfaring om disse Forhold deres økonomiske Side. Og hvad Dr. Muus den Dag nøgternt paaviste, er den Dag i Dag endnu den samme Rod til det samme Onde.

Skal denne Sag tages op til Behandling, da er det nemlig ikke om Forsømmelsen af Spædbørnene, det drejer sig, heller ikke om de talrige Mord paa dem, men ganske simpelt og klart om Aarsagen ti! disse Forbrydelser. Før man slaar ned paa den, før bliver ingen ny eller udvidet Lov om Tilsyn virkningsfuld.

Den, vi allerede har, og som har vist sig saa utilstrækkelig, angriber i Virkeligheden kun det Onde, der er Tale om, i dets Virkninger, og det er klart, at hermed kan man vedblive til Dommedag, hvis man ikke forstandsmæssigt finder paa at bekæmpe dets Oprindelse.

Det er oplyst, at Fru Ibsen paa Bobakkegaard har nøjet sig med 50 Kr. i Pleje om Maaneden for hvert enkelt Spædbarn, og det er paavist, at hun kun ved at Uge flere til sig, end hun kunde overkomme Pasningen af, har kunnet faa Tingene, - endda utilstrækkeligt, - til at gaa rundt.

Undersøger man de bestaaende Forhold vil man finde, at den almindelige Betaling maanedlig for et Plejeharn beløber sig til mellem 75-100 Kr. Desforuden skal der præsteres en Barneseng med Tilbehør af Sengetøj og en Barnevogn.

Størsteparten af de Mødre, der sætter deres Børn i Pleje tjener selv mellem 30-70 Kr. om Maaneden og det Tilskud, Barnefaderen eller det offentlige giver, varierer som Regel mellem 15-25 Kr. pr. Maaned.

Ønskes Barnet sat i en Pleje af 70 Kr. maanedlig og Moderen selv tjener 30, mens Tilskudet enten fra Barnefaderen eller fra det offentlige er 25, ses det, at den samlede Indtægt kun beløber sig til 55 Kr., og at som Følge heraf Moderen er henvist til at søge et billigere Sted for Barnet.

Vil hun sætte det i Pleje for 100 Kr. maanedlig, naar hun selv tjener 70 og Tilskudet er 16, staar hun overfor akkurat det samme. De faste Forhold, der her er tilrettelagt og lovbestemte for hende og Barnet, yder hende kun en Skinhjælp og knap nok den.

Klarer hun alligevel de økonomiske Vanskeligheder, saa stiger ikke hendes Tilskud med Barnets Forbrug under dets Opvækst. Det aftager. Naar Barnet er 4 Aar faar hun ned til 8 Kr. om Maaneden for det.

Betaler Barnefaderen ikke sin Skyldighed har han 3 Maaneders Frist, før det er tilladt at sagsøge ham, og indtil for ganske nylig var Loven selv 6 Maaneder bagud med Erstatningen. Hvad Barnet lever af i Mellemtiden, det maa Moderen om.

At Loven selv henviser hende til Barnemord er temmelig indlysende, enten hun nu vælger at dræbe det straks efter Fødslen eller hun lader det dø lidt langsommere gennem den Pleje, det faar hos de tilfældige Plejeforældre eller paa de billige Børnehjem.

At tilse den juridiske Side af disse Forhold skulde man ikke synes, at Loven behøvede at sætte flere Apparater i Gang for. Det Tilsyn, der er, har længe nok kigget paa Mødrenes slidte 5-Øre, uden at den derfor endnu af sig selv har forvandlet sig til en blank 10-Øre. -

Derfor vil nye Love om et udvidet Tilsyn, d. v. s.: skærpede Plejeforhold uvægerligt give eet Resultat: Flere Barnemord. Der vil simpelthen ikke være andet at gøre for Mødrene, da Barnet ikke kan leve af Luften og Penge som bekendt ikke kan stampes op af Jorden.

Som det er nu kan Mødrene ikke en Gang komme udenom Spørgsmaalet overfor at sætte Børnene i Pleje ved selv at paatage sig Pligterne med dem. Hvis en Kvinde, der har flere Børn født udenfor Ægteskab, selv vi tage sig af mere end et af dem, har hun i Følge Loven ingen Krav hos Myndighederne paa Erstatning for de Penge, den "uægte2 Fader næsten altid snyder hende for.

Mer end eet Barn maa hun ikke selv tage sig af, hvis hun vil vente nogensomhelst Støtte. Meningen med denne vise Lovbestemmelse er den at sætte en Grænse for hendes "Indtægt ved at føde Børn". Hun kunde nemlig, hvis Loven var hende gunstig og hun opdrog 3 Børn paa over 4 Aar, berige sig med den svimlende Sum af 25 Kr. om Maaneden. Heraf skulde saa endda 8 Børn leve, samtidig med at Arbejdet med dem hindred« hende i ellers at forsørge dem.

Altsaa kommer Mødrene i Følge Loven ikke udenom at sætte Børnene i Pleje og kan denne ikke skaffes for den Sum, som til det yderste kan skrabes sammen, saa er der, hvis man afskaffer de billige Steder ingen anden Udvej end den at slaa Børnene ihjel.

Saa længe de Herrer Lovgivere ikke indser, at det her er forebyggende Love, det drejer sig om, saa længe vil disse Forhold vedblive at være den Skændselsplet paa Samfundet, som de nu er. Der burde ikke være den mindste Tøven overfor at skabe nye Love paa dette Punkt. Manglen ved dem, der nu bestaar, koster næsten dagligt et Barneliv.

Loven er til for at lære Borgeren den Moral, der endnu ikke er Indgaaet som selvfølgelig i hans Bevidsthed, men overfor Ansvaret med at hidkalde og bagefter værne Barnet, kræver den endnu et yderst minimalt Ansvar, Den er endnu ikke kommen saa vidt, at den fastslaar blot nogenlunde forstandsmæssigt den økonomiske Skyldighed overfor den vigtigste af alle Handlinger: den at hidkalde Barnet.

De Love, det her vilde dreje sig om, maatte, om de skulde være virkningsfulde, gaa ud paa at fastslaa:

1) Pligt til Anmeldelse for Øvrigheden af Forældreskab fra Svangerskabels 5. eller 6. Maaned med lige Straf for Faderen og Moderen for Undladelse heraf og med tvungen Opgivelse af Forældrenavnene.

2) Fædrepligt til økonomisk at sikre Fødested for Moderen inden 3 Maaneder for almindelig Fødetid.

3) Forældrepligt til offentlig Anmeldelse af Barnets Fødsel Indenfor en nærmere fastsat Tid.

4) Fædrepligt til at sikre Barnet Moderens Pleje, indtil dets skolepligtige Alder og til økonomisk Ydelse svarende til Barnets Tarv, indtil dets Opvækst er afsluttet.

5) Straf for Mangel paa økonomisk Evne eller Villie til at opfylde Fædrepligt. 

Blev især denne sidste Bestemmelse fastslaaet til at blive en virkelig følelig Straf, vilde det snart vise sig, at den, der een Gang havde været ude for den, næppe mer satte Børn ansvarsløst i Verden, og utvilvsomt vilde en saadan Lovbestemmelse betydelig indskrænke Antallet af uden for Ægteskab fødte Børn.

I de Tilfælde, hvor der kan være Tale om flere Fædre, vil det være rimeligt at lde hver, der har løbet Risikoen tage dens fulde Konsekvenser med Hensyn til Straf eller Bøde for at lære hver enkelt Mand, at det Ikke formindsker hans Ansvar, at han deler det med flere.

Føjede man saa yderligere hertil, at alle Børnehjem skulde være Statsinstitutioner, lige saa forsvarlig indrettede og lige saa sikrede som Statens Hospitaler, saa vilde dermed den Geschæft, der nu spekulerer i de mislige Forhold i sig selv være dødsdømt.

Som det er nu, betaler Staten op til 8 Millioner Kr. aarligt i Alimentationsbidrag for "uægte" Fædre. Hvilken smuk Sum blev ikke fri her, hvis man overfor denne Sag lige saa vel som i andre Spørgsmaal, tvang Enkeltmand til at betale sin økonomiske Skyldighed.

Det hændte for nogen Tid siden, at man et eller andet Sted i Jylland fandt en gammel, hjælpeløs Mand, der vanrøgtedes paa det sørgeligste i sit Plejehjem. Det vakte en uhyre Opsigt hele Landet over, men at talrige Børn daglig vanrøgtes og langsomt eller hurtigt dræbes, det er endnu saa tilvant, at der næppe tænkes derover, og paa i ingen Punkter udviser Loven saa megen Træghed overfor at finde frem til Fornuft og Retfærdighed som i denne Sag.

Det kan ikke siges klart og tydeligt nok, at nye Love om udvidet Børnetilsyn kun er Fortsættelsen af et uværdigt Spilfægteri. Det betyder i Virkeligheden, at de Nødstilstande, der paases, er de Forhold, som Loven selv bestemmer og betinger.

Hvad den derimod bør kræve er en helt ny Moral, en Moral, der bør haandhæves lige saa fast som den for andre Former af Mord og Ansvarsløshed. Den bør give Moderen Betingelser for at opfylde sine Pligter mod Barnet, inden den straffer hende for at svigte dem, og den bør lære Faderen, at han som den, der bestemmer Barnets Hidkaldelse, bør bære det største Ansvar for det, - ikke som nu det mindste, og navnlig ikke som nu det mindst økonomiske.

(Social-Demokraten 20. august 1925).

Artiklen blev omtalt i kronikken  i Social-Demokraten 28. august 1925 af Margrethe Nielsen.

Hansigne Johanne (Jo) Marie Jacobsen f. Christiansen (14. december 1884-18. august 1963) var forfatter, psykoanalytiker og foredragsholder. 1906-1922 var hun gift med bryggeridirektør Vagn Carl Jacobsen (1884-1931), søn af brygger Carl Jacobsen (1842-1914) og Ottilia Mary Stegmann (1854-1903). De fik to børn sammen 1907 og 1908. Carl Jacobsen mente hun skulle påtage sig sin del af ansvaret for sin mands arbejdsmæssige indsats. 

Jo Jacobsen i 1917 flyttede fra Vagn, til pressens skadefryd og omgivelsernes diskrimination af fraskilte kvinder. Hun udgav romanerne Hjertets Køn (1924) og Huset Hansen (1925) som var parodier på det miljø hun forlod. Hun måtte opgive at oprette en fortsættelsesskole for unge piger. I 1920’erne holdt hun foredrag og skrev for foreningen Frivilligt Moderskab (1923) sammen med Thit Jensen med hvem hun stiftede Seksual Oplysnings Forbundet (1924) og var foreningens formand. Artiklen blev til i denne periode hvor hun agiterede for en forbedring af uægteskabelige børns familieretlige stilling. Hendes forhold til den etablerede kvindebevægelse, fx Dansk Kvindesamfund var som det fremgår ikke det bedste. 

Romanen Marsvinsjægerne (1928) bygger på hendes barndomsoplevelser fra Lillebælt med fattigdom og menneskelig forråelse. Tom Kristensen skrev i Tilskueren, at “hun har den uforklarlige Evne, der kaldes Talent”. 

I pjecen Fosterfordrivelsesparagraffen 241 (1930) beskrev den forarmede, børnerige arbejderkvindes situation og argumenterede for abort. I 1932 udsendte hun et spørgeskema til københavnske praktiserende læger hvor hun bad om deres stillingtagen til seksualoplysningsklinikker, seksualoplysning i skolen og svangerskabsafbrydelse. Bogen Seksualreform (1932) handlede om seksualoplysning. 

Kærlighedens Labyrint (1944) var ment som seksualoplysning af småbørn.

Efter skilsmissen begyndte hun at studere Freud Hun gennemførte sin uddannelse i Berlin 1933-35 og Wien 1936-38 og var da tilhænger af  psykoanalytiker Wilhelm Reich. Da han måtte flygte fra nazisterne, gav hun ham husrum i sin lejlighed i København. hun forlod dog hans linje og sluttede sig til Sigurd Næsgaard. Hun praktiserede i København og synes især at have haft ganske unge kvinder som sine klienter.

På flere måder var hun forud for sin tid. Hendes ligefremme stil bragte hende i karambolage med vanetænkende folk såvel fra højre- og venstrefløjen (fx Hans Kirk som parodierede hende som seksualoplyseren fru Nai-Nielsen i en føljeton i Arbejderbladet 1939-40. 

Romanen En sang på trapperne (1949) er et opgør med kristendommens begreber om skyld og synd. 

Christiane Jensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

I november 1873 var Christiane Jensdatter ved Dronninglund Herreds-Ret idømt dødsstraf. Det er en af de først dokumenterede tilfælde hvor dommen åbenlyst blev kritiseret i aviserne.

Drab. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Christiane Jensdatter af Dronninglund Herreds Jurisdiktion for Drab og Arrestanten Niels Christian Jensen for Deelagtighed i denne Forbrydelse. Arrestantindens Forklaring gaaer i det Væsentlige ud paa, at hun, der er født den 23de Februar 1828 og som for omtrent 26 Aar siden var bleven gift med Huusmand Hans Frandsen, med hvem hun har havt 7 Børn, havde i de sidste 15 a 16 Aar levet i meget slet Forstaaelse med hinanden, der i Aaret 1859 var bleven umyndiggjort paa Grund af Drikfældighed, hvorfor hun navnlig i Foraaret 1872 havde foreslaaet ham at dele deres Bo, for at hun kunde reise til Amerika, uden at dan dog vilde indlade sig herpaa. En 8 Dages Tid før Mandens den 3die Juli f. A. indtrufne Død beklagede hun sig for Medtiltalte Niels Chr. Jensen - der siden Foraaret f. A. havde havt Ophold i deres Huus, men til hvem hun iøvrigt ikke vil have staaet i noget utilladeligt Forhold - over, at hun ikke kunde udholde Samlivet med sin Mand, der var saa urimelig imod hende, hvortil Jensen svarede, at del var der gode Raad for, idet hun kunde give Manden noget Rottekrudtvand, som kunde faaes hos en Dyrlæge, og da hun senere paany besværede sig over Manden, spurgte Arrestanten, om det ikke kunde gaae an at indgive hendes Mand noget Treskillingsblaat eller tvechromsuurt Kali, om hvilket hun havde hørt, at det skulde indeholde Gift, svarede han, at hun jo gjerne kunde prøve paa det. Arrestantinden vil dog endnu ikke den Gang have taget nogen fast Beslutning om at forgive sin Mand; men da denne igjen den 1ste Juli f. A. om Aftenen og tildeels om Natten udskjældte og slog hende og i det Hele var ond imod hende, besluttede hun, da Manden den følgende Morgen forlangte Noget at drikke, at give ham noget af det Treskillingsblaat, hun den foregaaende Aften havde opløst i Vand for at farve Uldgarn, i den Hensigt derved at bringe ham af Dage og saaledes blive befriet for ham. Hun kom derfor omtrent en Theeskeefuld af denne Opløsning i et Kruus Mælk og Vand, hvilket hendes Mand derefter tømte, og da han, efter derpaa at være gaaet paa Arbeide, kom hjem om Formiddagen i en meget syg Tilstand, og hun saaledes bleven bestyrket i sin Formening om, at det omtalte Stof var giftigt, gav hun ham i Løbet af Dagen endnu tre Gange i forskjellige Drikke hver Gang omtrent en Theeskeefuld af Opløsningen og ligeledes den følgende Tag to Gange sidste Gang ved Middagstid, hvorefter Manden, der siden den foregaaende Morgen havde havt uafladelig Opkastelse og stærk Diarrhoe, hvorhos han havde klaget over Krampe i Benene og Ondt i Hjertekulen samt Smerter i Svælget og uslukkelig Tørst, døde om Aftenen.

Det kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter havde været tilstillede, havde ligesom vedkommende Physicus og Distriktslæge erklæret, at der efter de fremkomne Oplysninger ikke var Grund til at betvivle, at den Afdødes sidste Sygdom saavelsom hans paafulgte Død kan være bevirket ved Indgivelsen af tvechromsuurt Kali paa den af Arrestantinden angivne Maade. Idet det efter det Anførte maatte ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt sin Mand ved Livet, billigede Højesteret, at hun af Overretten, som ogsaa af Underretten antaget, var anseet er Straffelovens § 190 med Livsstraf.

Arrestanten Niels Chr. Jensen havde vedholdende benægtet at have paa den af Arrestantinden angivne Maade raadet hende til at søge at skille sig af med sin Mand eller at han havde vidst nogensomhelst Besked om, hvad der havde foranlediget Mandens pludselige Sygdom og Død, eller navnlig om, at Arrestantinden havde indgivet ham Treskillingsblaat , og imod Arrestantens Benægtelse var der ikke af Overretten anseet tilvejebragt noget tilstrækkeligt Beviis for, at han paa nogen Maade havde havt Deel i den af Arrestantinden begaaede Forbrydelse, og han, der ikke tidligere havde været tiltalt eller straffet, var derfor bleven frifunden for Actors Tiltale, dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til in solidum med Arrestantinden at udrede Actionens Omkostninger, og ogsaa i dette Resultat var Høiesteret enig med Overretten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1874).

Højesteret - nok en Gang. Atter har Højesteret fældet en Dom. Det er ikke for en politisk Forbrydelse; hverken Fanatismen eller Partiskhed har været medvirkende: men kun den sunde Fornuft, den personlige Overbevisning om det ene Rigtige har været afgørende, Og dog er denne Dom, som Landets Højesteret har udtalt, i højeste Grad mærkelig og giver mig paa en eklatant Maade Ret i en Paastand, som jeg gjorde i en Artikel, der stod i "Socialisten" kort efter at Dommen var falden over Pio, Brix og Geleff. Den havde til Overskrift: "Hvilke Garantier har man for, at Højesteret har dømt retfærdig?" Jeg paaviste, at man i Virkeligheden ingen havde, og saavidt jeg husker i Slutningen af Artiklen, gjorde jeg gældende, at netop Assesorernes høje Alder var til Hinder for, at de kunde træffe det Rette, da Tanken og Dømmekraften, jo ældre man bliver, mister mere og mere af stiv Elasticitet, uden hvilken enhver Dom maa blive absolut ensidig, da Dømmekraften hos Oldingen i Reglen holdes fast ligesom i en Skruestik og ikke kan trænge dybt nok ind i Sagen for at klare Motiverne til Handlingen. - Denne min Udtalelse, forekommer det mig, har i disse Dage faaet en glimrende Illustration, som jeg nu skal til at belyse.

For omtrent et halvt Aars Tid siden har en Kone et Sted ude paa Landet dræbt sin Mand ved at give ham "Treskillingsblaat". Hun havde været gift med ham i 26 Aar og i de 15 a 16 af disse havde hun levet i daarlig Forstaaelse med ham. Han var nemlig drikfældig og var af den Grund erklæret for umyndig. Samlivet med ham blev hende derfor utaaleligt, og hun foreslog ham i 1872 Skilsmisse, hvorefter hun vilde udvandre til Amerika. Men han afslog det. Han blev nu mere og mere brutal, udskældte og slog hende og "behandlede hende i det Hele ondt." Og saa - begik hun i Fortvivlelse den Forbrydelse for hvilken hun blev arresteret og dømt. - De fleste har vistnok læst dette Referat og Dommen i Bladene, men kun ganske løst. Men ser man lidt nøjere til, saa staar den som et højst mærkeligt Resultat i vor Retshistorie. Det er jo nemlig en Kendsgerning, at Højesteret dømmer paa en anden Maade det vil sige, efter andre Motiver end f. Eks. Kriminalretten. Den bør drøfte pro et kontra, bør finde de formildende Omstændigheder, hvis der er saadanne, og lade Dommen være afhængig deraf. Men nu vil jeg tillade mig at spørge ethvert fornuftigt og sundt tænkende Menneske, om der ikke her er formildende Omstændigheder?" Vi faaer først at vide, at hun har været gift med ham i 26 Aar. Det er et langt Tidsrum, og det røber en udstrakt Taalmodighed, da hun i over Halvdelen af denne Tid har levet i "daarlig Forstaaelse" med ham. Han var endvidere drikfældig, og var af den Grund gjort umyndig. Men ved man da ikke - og i det Mindste burde Assessorerne vide det - at Ingen bliver gjort umyndig, fordi han drikker, naar han blot ikke bliver utilregnelig, saaledes at han ikke veed, hvad han gør, og denne Utilregnelighedstilstand er vedvarende eller ofte tilbagevendende, saa at han bliver sat i Klasse med Patienter, der lider af delirium tremens? Man kan tænke sig, hvilket Liv den stakkels Kone maa have ført under saadanne ulykkelige Forhold! Og at hun saa tilbyder ham Skilsmisse, forekommer mig at røbe et humant Sindelag hos Konen, der taler til Fordel for hende, men hvad der ikke er human, det er vor Lovgivning, der tvinger en Kone til at leve sammen med en Deliriums-Patient, da hun jo (det seer vi i dette Tilfælde), ikke kan blive skilt fra ham, da han ikke vil. - Endelig erfarer vi, hvad man jo kunde vente af et Menneske, der er sindsforvirret!), at han har torteret hende og "i det Hele behandlet hende ondt" (sic !)

Hvis alt dette ikke kaldes formildende Omstændigheder, saa veed jeg virkelig ikke, hvad man forstaaer ved dette Udtryk. Min Mening er ikke, at hun skulde frikendes, men naar Omstændighederne taler for en Delikvent, saaledes som her, saa paastaaer jeg, at en Dødsdom (selv om den bliver forandret til Livsvarigt Fængsel), er uretfærdig og ikke Menneskene værdig. For at dette kan komme til at staa klarere (hvis dette er nødvendig), saa skal jeg tage et Eksempel: Sæt, at en Mand gifter sig med en Pige, men efter et Aars Forløb bliver hun ked af ham og faaer Lyst til en Anden, og for at blive ham kvit, dræber hun ham. Her er ingen formildende Omstændigheder, men Højesteret kan kun idømme den højeste Straf, - og det er netop Dødsstraffen! I det første Tilfælde taler Alt til Fordel for - Konen, i det andet Intet - men dog bliver Dommen ens. Hvis dette er Retfærdighed, hvorledes er saa Uretfærdigheden beskaffen!?

Jeg skal nu omtale et Punkt, som maaske kan have virket bestemmende paa den af Assessorerne fældede Dom. Der staar nemlig i Referatet, at Konen flere Dage itræk gav Manden af Giften. Denne Kendsgerning har maaske vist sig for Dommerne som Forstokkethed og total Fordærvelse; men efter min Mening røber det kun, at Assessorerne er daarlige Menneskekendere; ti ellers burde de vide, at saa mange Aars Fortvivlelse, som Konen har gaaet og baaret paa og efter at hun har forsøgt paa alle mulige tilladelige Maader at hæve de Baand, som bandt hende til denne Deleriums Patient, endelig har fæstnet Beslutningen saa dybt og urokkeligt i hendes Indre, at den Omstændighed, at hun flere Gange har maattet benytte det dræbende Middel, er af underordnet Betydning, uden forsaavidt at den kan tjene til Maalestok for den Fortvivlelse, der har behersket hende.

Denne min Omtale af Højesteret, og den mindre heldige Maade paa hvilken den regler sit ansvarsfulde Hverv, vil maaske let blive misforstaaet, idet man maaske tror, at den er en ubetinget Dadel over Assessorerne. Denne Misforstaaelse maa jeg forebygge, og jeg kan gøre det saa meget lettere, som det er mm fulde og faste Overbevisning, at de Herrer Assessorer i dette Tilfælde har dømt uafhængig af alle Bihensyn, men kun i den gode Tro at det var det Rigtige. Men det er jo naturligvis ikke deres Skyld, at de er gamle; det er ikke deres Skyld, at et vist Parti og dets Organer har opfundet og udbasunet Dogmet om Højesterets Ufejlbarhed (der var en Tid, da de ikke var saa fine Venner med den); men trods denne Ufejlbarhed, er Assessorerne Mennesker og som saadanne undergivne den Naturlov, der er fælles for alle sejlbare Væsner: den at ældes og den dermed følgende Aandssvækkelse. Skal endelig en Institution som Højesteret bestaa og dens Anseelse opretholdes, saa maa dens Medlemmer være kraftige unge og aandsfriske Mænd; men ikke saadanne, der har tilbragt mange Aar i andre Embeder, med et byrdefuldt og anstrængende Arbejde, for endelig i deres Alderdom at havne i Landets Højesteret, hvor netop Ensidigheden, denne Alderdommens tro Følgesvend, burde banlyses.

Spekulator.

(Social-Demokraten 21. juni 1874).

I august 1874 blev straffen - som det på det tidspunkt var kotume - ændret til tugthusarbejde på livstid for Christiane Jensdatter.

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.

En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen. 

Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:

"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."

Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).

Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Et ugift Fruentimmer indfandt sig en Dag i Begyndelsen af indeværende Maaned paa Politikammeret og meldte, at hun havde været Gjenstand for et overlagt Bedrageri. En Tjenestekarl, med hvem hun havde et Barn, var ved Overpræsidentens Resolution af 4de September bleven tilpligtet at svare et Underholdsbidrag til dette Barn af 16 Rd. om Aaret. Tjenestekarlen betalte hende dog ikke Noget, men afsonede Beløbene for de første halvandet Aar. I 1871 fattede han den Plan at frie sig for at betale Bidraget for Fremtiden, og i denne Hensigt indbildte han Pigen, at han vilde indlade sig i Ægteskab med hende, men foregav tillige, at det hertil var nødvendigt, at han fik den udfærdigede Alimentationsresolution udleveret for at kunne besørge Forberedelserne til Bryllupet. I Tillid til hans Ord udleverede hun ham Resolutionen og med denne gik han derpaa til en Commissionair, ved hvis Hjælp han under Foregivende af, at han og Pigen vare enige, fik den forsynet med en Erklæring om, at han havde afgjort, hvad han skyldte efter Resolutionen, at han ikke skyldte noget yderligere Vederlag til Barnet, samt at Barnemoderen ikke havde noget Krav paa ham i saa Henseende. Derefter begav Tiltalte sig til Pigen og opfordrede hende til at følge med til Commissionairen for at underskrive et Papir, som var nødvendigt ved Brylluppet, og efter at være kommen derhen blev dm Resolutionen paategnede Erklæring forelagt hende til Underskrift, uden at den, saavidt det har kunnet oplyses, blev oplæst for hende, uagtet hun ikke selv kunne læse. I den Tro, at det var nødvendigt for hende at underskrive Papiret for Vielsens Skyld, skrev hun sit Navn derpaa, og ventede dernæst paa Bryllupsdagen. Med denne trak det imidlertid ud, og hver Gang hun spurgte Tiltalte derom, svarede han, at det ikke hastede saa stærkt med den; men da han heller ikke gav hende noget Bidrag til Barnet i Løbet af over et Aar efter den Tid, meldte hun det Passerede for Overpræsidenten, og da Tiltalte derpaa af Kongens Foged blev affordret Underholdsbidraget, foreviste han ham Barnemoderens omtalte Erklæring, idet han paaberaabte sig, at han ikke skyldte noget Bidrag. Under den derpaa imod ham indledede Undersøgelse forsøgte han vel i Begyndelsen at nægte et have villet bedrage Pinen, men det varede ikke længe førend han bragtes til at tilstaae, at han, for at opnaae Fritagelse for Underholdsbidraget, havde indbildt hende, at han vilde gifte sig med hende, og at han derpaa gav hende en urigtig Forestilling om Indholdet af den Erklæring, han senere formanede hende til at underskrive. Tiltalte er tidligere straffet for Tyveri med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og han blev for sit overnævnte Forhold ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens § 252 med lignende Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1873).

Et Forslag. (Efterskrift til Politivennen)

Da det har vist sig, at "Socialisten" er det eneste Organ, der, som virkeligt humant, tør behandle de Æmner, som det skinhellige Samfund støder fra sig, tillader jeg mig at henlede dels Opmærksomhed paa et Forhold, der noksom godtgør, hvilken Andel det "sædelige Samfund" har i den Foragt der vises Proletariatet.

Medens der fremkommer Opfordring paa Opfordring om at oprette endnu flere Kirker, uagtet de nuværende staar lukkede de 6 Dage om Ugen, og altsaa vilde kunne gøre 7 Gange saa megen Tjeneste som nu, saafremt der var nogen virkelig Trang tilstede, er der endnu aldrig gjort noget Skridt henimod at saa de ulykkelige Børn, hvis Forældrene ikke vil vedkende sig, ordentlig opdragne til nyttige Verdensborgere.

Det vilde være interessant at undersøge "Samfundets" humane Anskuelser angaaende Begrebet "Fødsel". I gamle Dage kendte man ikke til anden Fødsel end den, der var bleven en Adelsmand til Del, og Borgerne havde ikke haanlige Ord nok til at betegne den Uforskammethed, der dikterede den adelige Opfattelse.

Den fine Borgerstand i Nutiden er ikke en Smule mindre uforskammet, naar Spørgsmaalet angaar ægte eller uægte Fødsel, og de kaster den mest knusende Foragt over den Ulykkelige, der ikke har begaaet anden Forbrydelse end den, at han har ladet sig føde udenfor Ægtestab.

Jeg har hørt ansete Folk, der i andre Henseender var humane nok, fremkomme med den latterlige og skændige Udtalelse, at det vilde være at befordre Usædeligheden, hvis man lempede Vilkaarene for dem, hvis Tilværelse ikke er begrundet i et efter Kunstens Regler etableret Ægteskab.

Det er især disse Kirkeopbyggere, der udmærker sig ved denne Inhumanitet, idet de her som overalt gør sig Umage for at fremstille deres egen farisæiske Renhed, og desværre er det Skindyden og Skinhelligheden, der terroriserer Masserne. Samfundet har en uafviselig Pligt, saavel fra Humanitetens som fra Fornuftens Stade betragtet, til at gøre ethvert af dets Medlemmer saa nyttigt og saa lykkeligt som mulig, og det maa navnlig ikke skyde dette Hensyn til Side lige over for dem, der ingen Arvelod har modtaget efter Forældrene med Undtagelse af den Haan og Foragt, som vises dem paa Grund af deres Fødsel. Ellers er Samfundet medskyldig i den Bitterhed, Forurettelsen fremkalder, og medansvarlig for de Forbrydelser, der mulig bliver Følgen af den stadige Forurettelse og Foragt.

Der maa rejses en Appel ikke til Præster og ikke til Kirkegængere - de vil i deres Hovmod bare trække paa Skulderen - men til Fritænkerne, det vil sige til dem, der har saamegen Selvagtelse, at de ikke lader sig foreskrive nogen Tro, som strider mod deres Overbevisning, om end hele det tungerappe Præsteskab med al sin hule Pathos prædiker løs for dem; der maa rejses en Appel til Fritænkerne - Bærerne af sand Humanitet - om at stifte en Opdragelses-Anstalt for Børn, der har det Uheld at være stødte ud i Verden uden Forældre! og jeg nærer ingen Tvivl om, at Planen vil lykkes, naar al religiøs Humbug holdes ude fra Opdragelsen, saaledes at de næsten utallige Timer i "Balle" og "Balslev" bliver afløst af fornuftig Kundskab til Uddannelse af sand Forædling af de Smaa.

Det er tit blevet paastaaet, og jeg tror aldrig modbevist, at de saakaldte naturlige Barn hvad Evner og fysisk Kraft angaar staar fuldkomment saa højt som Ægteskabsbørnene, og det er da saare sandsynligt, at. nogen Omhu i Opdragelsen kunde formindske Antallet af Ladegaardens og Fængslernes Indbyggere, der jo faktisk rekruteres af dem, der har nydt godt af den kommunale Opdragelse med Salmesang og Bibellæsning.

A.-Q.

(Socialisten 2. februar 1872).

Tiltale for at have mishandlet sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de April 1855 blev Snedkersvend Frederik Villiam Andersen gift med sin nuværende Hustru, Christine Vilhelmine Larsen. De have i dette Ægteskab havt 11 Børn, hvoraf dog kun de 5 leve, og Samlivet imellem Ægtefolkene var fredeligt indtil Aaret 1864, da Manden lod sag stille til Militairtjeneste imod en Sum af 900 Rd. Størstedelen af disse Penge brugte han, medens han var ved Armeen, og Resten kort efterat han var bleven permitteret, saa at hans Familie ikke fik megen Glæde af dem, og de medførte derhos en Virkning, der var meget værre i sine Følger, idet Andersen blev hengiven til Lediggang og følte sig utilfreds, da Pengene vare opbrugte. Han forlangte nu at faae de Penge, hans Hustru fortjente til sit og Børnenes Underhold, og naar hun nægtede at give ham dem, blev hun behandlet haardt, idet han deels udskjældte hende, deels slog hende med Haanden. I de første Aar forefaldt slige Optrin sjeldnere, men i Løbet af de sidste halvandet Aar bleve de baade hyppigere og antoge en voldsommere Charakteer, og Grunden hertil maa antages at være den, at Andersen efterhaanden blev mere tilbøielig til overdreven Nydelse af stærke Drikke. Lidenskabelig, som han var, henfaldt han til en høi Grad af Skinsyge, og uagtet hun aldeles ingen Anledning gav ham til at nære en saadan, begyndte han enten under det grundløse Paaskud, at hun var ham utro, eller fordi hun vægrede sig ved at efterkomme alle hans Forlangender, jevnligen at yppe Klammeri med hende, og under disse Sammenstød lod han det ikke være nok med at overdænge hende med Skjældsord, men kneb hende saaledes, at der efterlodes Spor af hans Negle, sparkede hende og slog hende paa forskjellige Steder af Legemet deels med Hænderne, deels med en Træliste eller med et Spanskrør. I Regelen medførte disse Mishandlinger ikke Saar eller betydelige Legemsbeskadigelser, men ved tre Lejligheder var dette dog Tilfældet, nemlig i Juli eller August Maaned f. A., da han med et Kosteskaft slog hende paa Panden og derved bibragte hende et dybt Saar, ligesom ogsaa hendes Øine i den Grad ophovnede, at hun var ukjendelig i 4 a 5 Dage; anden Gang skete det ved Paasketid i indeværende Aar; ved denne Lejlighed sparkede Andersen, der rigtignok mener, at hans Hustru var den, der slog først, hvilket hun har modsagt, saaledes til hende, at hun i tre Uger derefter var under Lægebehandling for Beskadigelser i venstre Side; med størst Voldsomhed optraadte han dog tredie Gang den 29de Juli d. A. Paa denne Dag havde der allerede om Formiddagen været Skjænderi imellem Ægtefællerne, foranlediget ved, at han fremkom med sine ubeføiede Besaltninger om Utroskab. Det kom imidlertid ikke til Voldsomheder før hen paa Eftermiddagen, da han fornyede sine Beskyldninger, som hun saa inderligt bad ham at forskaane hende for, foer ind paa hende, greb hende i Haaret og løftede hende op ved dette, som om han vilde trække Hovedhuden af hende, og slog hende over Armene og Haandleddene og mange andre Steder paa Legemet. For ikke at blive aldeles lemlæstet tog hun sin Trætøffel og slog ham med Hælen af denne i Hovedet, og derved lykkedes det hende et Øieblik at befrie sig for ham. Hun saae, at han blødte, medens han satte sig ned ved Siden af sin Høvlebænk, men strax derpaa greb han hende i Skulderen, stillede sig Ansigt til Ansigt imod hende og sparkede hende med sin Støvle i Underlivet, udenpaa hendes Klæder, men med saa stor Voldsomhed, at Blodet strømmede i Mængde, og hun faldt i Afmagt om paa Gulvet. I denne Tilstand blev hun funden af en Politibetjent, der blev tilkaldt, og som, efterat en tilstedebragt Læge havde erklæret hendes Indlæggelse i et Hospital for nødvendig, sørgede for, at hun blev bragt til Communehospitalet. Efter vedkommende Overlæges Erklæring antages de tilføiede Beskadigelser ikke at ville efterlade skadelige Følger for hende, og ved sit Møde i Retten den 14de f. M. erklærede hun sig ogsaa rask og helbredet paa nogen Mathed nær.

Andersen, der har været arresteret under Sagen, og som er født den 30te April 1828 og ikke funden forhen straffet, dømtes af Criminalretten efter Straffelovenn §§ 202 og 203 efter Omstændighederne til Forbedringshuusarbeide i eet Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1871).

Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Annuleret Vielse i Kjær Herred. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kjær Herred skrives i "Vestfl. T." Her i Egnen er fornylig indtruffet et pudserligt Tilfælde, som, navnlig i de Tydsksindedes Leier, har vakt nogen Opmærksomhed og vel fortjener en komme til offentlig Kunskab. Den for 4 Aar siden afsatte Provst over Tønder Provsti Herr. Ahlmann, som nu er bosiddende i Ladelund Sogn, hvor han i tidligere Tid har været Præst, fik engang i Efteraaret af den daværende Sognepræst, Herr Luplau, Tilladelse til at ægtevie et Par Folk, som derved naturligvis havde til Hensigt, paa en iøjnefaldende Maade at lægge deres tydske Sympathier for Dagen. Skjæbnen har imidlertid i Skikkelsen af Herredsfoged Hansen i Læk, spillet dette Brudepar saavelsom samtlige afsatte Præster et Puds, der har gjort dem ikke lidet lange i Ansigterne. Herredsfogden har nemlig, paa dertil givet Foranledning, erklæret hin af Herr. Ahlmann forrettede Brudevielse for borgerlig ugyldig, saa at altsaa Børn af dette Ægteskab i Arveanliggender o. d. l. blive at betragte som uægte fødte, overladende iøvrigt til Kirken at afgjøre, om Brudeparret kan og bør kopuleres paany eller ikke. Det ulykkelige Par, som saaledes svæver i den pinligste Uvidenhed om, hvorvidt det er i Besiddelse af ægteskabelige Rettigheder og Pligter eller ikke, har i sin Vaande henvendt sig til en "rigtig" Præst, med Anmodning om at gjøre Skaden god igjen ved at forrette Vielsen nok en Gang; men denne, i hvis Praxis et saadant Tilfælde aldrig var forekommer, vovede ikke at efterkomme Begjæringen, med mindre Provst og Biskop vilde give deres Samtykke dertil. For Pastor Luplau selv vil det af ham begaaede Misgreb, efter Forlydende, have en mindre behagelig Følge. Han er nemlig iblandt Ansøgerne om det fortiden ledigværende Præsteembede i Hostrup, der er et Valgkald, og vilde sandsynligvis, hvis han kunde opnaae at blive præsenteret, blive valgt af Menigheden, der tæller mange Tydsksindede, som nok kunne bruge den Føjelighed, det haaber at finde hos ham; men Visitatoriet i Tønder skal efter det Passerede ikke være tilsinds at præsentere ham, da der er af den, som det synes velbegrundede Mening, at Herr Luplau ikke vilde være istand til fyldestgjørende at klare for sig i de Vanskeligheder, som de snedige Tydsksindede i Hostrup Sogn, med den der boende afsatte Advokat Bargum i Spidsen, næppe vilde undlade at berede den Nye Præst.

(Ribe Stifts-Tidende 2. februar 1857)

Ulovlige Vielser. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter Møde den 14de.

- - - -

2) En Skrivelse fra en Anonym, hvem det var en Forargelse, at Pluraliteten af Kjøbenhavns Borgere begyndte deres ægteskabelige Liv med et Bedrageri, gjorde opmærksom paa at Mange for at undgaae at betale en Afgift til Kæmnerkassen, naar de lade sig vie paa Byens Grund, eluderede Loven og besveg Kæmnerkassen ved at erhverve en falsk Erklæring fra en eller anden sædvanlig Værtshuusholder i Frederiksbergby om at Bruden opholdt sig i hans Huus, hvorpaa Præsten viede dem i Frederiksberg Kirke. Indsenderen troede, at Saadant kunde forebygges ved skarpe Politiforanstaltninger, som han omstændelig angav. Formanden tvivlede paa, at disse Tilfælde vare saa mange som foregivet og fandt den foreslaaede Cuur værre end Ondet. Kæmneren troede dog, at der vistnok skete mange Misbrug ved Erhvervelse af saadanne Attester, men saae ikke, at man kunde gjøre noget derimod, da Vedkommende, naar de først vare viede, neppe vilde gaae ind paa at betale uden ved Tvangsmidler, og at saae Pengene paa denne Maade vilde dog ikke være behageligt. Ussing fandt ikke, at der var nogen Anledning for Communalbestyrelsen til at gjøre Noget i denne Sag. Det maatte overlades til Præsterne selv at faae dette ordnet. Iøvrigt var der jo egentligt noget Abnormt i at der saaledes betaltes en Slags Accise af Bruden. Forsamlingen besluttede at tilstille Magistraten Sagen med den Yttring, at den ganske maatte overlade til sammes Bedømmelse, om de deri omhandlede Misbrug virkelig i det angivne Omfang fandt Sted, samt om der fra det Offentliges Side maatte være Anledning til at anvende Midler til sammes Forebyggelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. april 1851).

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1851, udgave forsøgte en anonym indsender at beregne hvor mange vielser det drejede sig ved at sætte antallet af ægtevielser i forhold til antallet af fødte og døde 10 andre steder. Han fandt derved frem til at Vielserne i Frederiksberg og Hvidovre efter denne beregning årligt burde være 36, men at de var 168. På ti år 360 par, men i realiteten 1680 par. I København havde der været 1 vielse for hver 3 5/16 fødte og 3 3/16 døde, hvilket var lavere end alle andre steder, og hvor den i Frederiksberg og HVidovre lå så lavt som hhv 8/16 og 7/16. Artiklen oplyste endvidere at præsten på Frederiksberg havde måttet lade trykke blanketter hvor folk skulle legitimere at de boede på Frederikberg, men at disse som oftest var attesteret af en værtshusholder på Vesterbro. 

Mishandling af en Ægtefælle. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Leverdagen den 23de Oktober.

Justitssager. (Mishandling af en Ægtefælle.) 1) Cancelliraad, Prokurator Ring Actor, contra Arrestanten Johan Frederik eller Fritz Rose (Procurator d'Auchamp Defensor). Arrestanten actioneredes for uchristelig og tyrannisk Behandling af sin Hustrue, med hvem han havde været gift i noget over 20 Aar og havde avlet 12 Børn. Konens Klage gik ud paa, at han i den senere Tid daglig havde mishandlet hende, og at han navnlig deels havde omtrent 8 Dage, forinden hun henvendte sig til Politiet, med knyttet Haand bibragt hende Slag i Ansigtet, under Hjertet og i Siderne, samt sparket hende i Underlivet, og deels havde samme Dag, hun anmeldte det Passerede, om Morgenen, medens hun endnu laae i Sengen og var aldeles nøgen, slaaet hende med en Pidsk. Arrestanten tilstod, at han ved den af Konen først ommeldte Leilighed slog hende med Hænderne i Ansigtet og at Spoer af Slagene strax kunde sees, samt at han, der allerede engang for flere Aar siden havde en Morgen tidlig, da hans Kone var ganske nøgen, slaaet hende med en Pidsk, nu ogsaa den ovennævnte Dag havde om Morgenen Kl. 6, medens hans Kone laae i Sengen uden Linned, med en Pidsk bibragt hende nogle Slag paa Ryggen og over Armene. Den Pidsk, hvormed han slog Konen, var 5' Qvarteer lang og bestod i den tykke Ende, hvor Haandgrebet var, af Spanskrør, men forøvrigt af Fiskebeen og var omslynget med en Snoer samt tæt beviklet med Traad. En af PolitiLægen afgiven Erklæring gik ud paa, at Arrestantens Hustru paa næsten hele den høire Kind og paa Hagen havde Spoer af Euchymoser, der vare Følger af hende for nogen Tid siden bibragte Slag, og at lignende af temmelig betydelig Udbredning fandtes paa den venstre Arm, samt at der paa det høire Skulderblad, Ryggen og over hele den høire Arm vare store udbredte Euchymoser, paa hvilke endog nogle Steder huden var borttagen, ligesom ved Slag med Enden af en Pidsk. Med Hensyn til det Motiv, der havde bevæget Arrestanten til saaledes at behandle sin Kone, anførte han, at hun drak sig fuld og i saadan Tilstand gjorde Spektakler med ham og deres hjemmeværende 2de yngste Børn, hvilket han vilde vænne hende af med, hvorimod hun, der benegtede at være drikfældig, uden at det Modsatte blev fuldstændig beviist, angav som Grund til hendes Mands Forhold mod hende, at hun, der i omtrent 12 Aar havde været næsten blind, ikke kunde fortjene noget og ikke vilde, overeensstemmende med Mandens Ønske, lade sig indskrive som Lem i almindeligt Hospital. Med Hensyn hertil indrømmede Arrestanten, at han i flere Aar havde næret dette Ønske, men skjøndt hans Kone i det nævnte Tidsrum havde været ham til stor Besvær, havde hun dog ikke været at formaae dertil. Som et Moment, der tjener til at charakterisere Arrestantens Adfærd imod sin Kone, bemærkes det, at han efter sin egen Forklaring havde ved en enkelt Leilighed yttret til hende: "Naar jeg maatte, saa skulde jeg med ligesaa koldt Blod slaae Dig ihjel, som en af mine gamle Heste". (Han var nemlig Hesteslagter). Arrestanten, der var 47 Aar gl. og ikke førhen straffet, ansaaes efter Lovens 6-5-7 og Analogien af Fr. 4de Octbr. 1833 med en Straf af 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide. Actor og Defensor tillagdes hver 5 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847).

Mærkeligt Bryllup. (Efterskrift til Politivennen)

I Randers Avisen læses Beretning om det snurrige Tilfælde, at en Præst i Holsteen skal for to Aar siden have ægteviet to Fruentimre, med de Omstændigheder, at Qvasimanden, som er fra Svendborgegnen, havde fra Barnsben Ulyst til alle qvindelige Sysler, og derfor skulde - som dog synes lidt utroligt - hos Overøvrigheden have udvirket sig Tilladelse til at bære Mandsklæder. Da den formeentlige Karl siden i Holsteen blev enig med en frugtsommelig Pige om at ægte hende, fik han Præsten overtalt til at nøies med eedelig Bekræftelse istedetfor Døbeattest. Men ulykkeligviis bliver Konen nu atter frugtsommelig, og Manden vægrer sig ved at erkjende Barnet for sit. Opbragt herover - eller snarere kjed af slig en Mand - angiver hun for Øvrigheden, at hendes Mand er et Fruentimmer. Begge sidde nu arresterede og venter deres Dom. - Det moersomste vilde endnu have været, om den foregivne Mand ogsaa var kommen paa gode Veie. (Hempels Av.)

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, tirsdag den 20. februar 1821)

Angaaende den Mandsling i Holsteen, hvorom har været at læse i Avisen No. 22 (Skilderiet No. 15, P. 235), kan endnu meddeles følgende ikke uinteressante Omstændigheder: Personen er født paa Øen Thorseng. Ved Fødselen syntes han mere at høre til Fæmininum, hvorfor han blev døbt med Navnet Maren. Men ved Aarenes Tiltagelse syntes han selv snarere at høre til Maskulinum. Han tjente 10 a 12 Aar siden her i Svendborg som Malkepige, men syntes mere skikket til Karlearbejde. Paa eengang forvandlede Maren Smidt, (dette var Tilnavnet) sig til Martin Smidt, og om Sommeraftenen fandt Man ham iklædt Mandsklæder og Tobakspibe i Munden i Lag blandt Byens Karle, hvorpaa han igjen om Morgenen og til om Aftenen var Maren Smidt. Han ansøgte og paa Vedkommende Sted at maatte bære Mandfolkeklæder, thi - som Attesterne løde - vilde han maaskee ellers omkomme sig selv. I mange Aar har Man ei hørt til dette Neutrum før han blev arresteret i Holsteen for sit Ægteskab, i hvilken Henseende Forhører ved Thorseng Birkeret ere optagne. (Hempels Av.)

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 27. februar 1821)

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Mærkeligt er det, at i Kirkeaaret 1810 ere i Danmark, Norge og Hertugdømmene 12.105 flere Fødte end Døde. Dette ualmindelig store Antal Fødte kan neppe tilskrives andet end den Mængde Ægteskaber, der, som en følge af Caperiet og de stigende priser, i hiint Aar ere blevne sluttede blandt de simplere Classer. De betydelige Summer, som ere komne især i Caperfolks Hænder, og de mange Leiligheder, Haandværksfolk i denne Tid have til at fortjene Penge ved at faae deres Arbeide tildeels saa overordentlig dyrt betalt, kunne umuelig andet end befordre Ægteskaberne blandt disse stænder. Der gives ikke faa Haandværker, i hvilke en Svend kan fortjene 10, 12 til 1 Rdlr. om Ugen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 52
Løverdagen den 29 Junii 1811
Spalte 820

Ægteskabsskilsmisser. (Efterskrift til Politivennen)

Saadanne Skilsmisser ere nu noget ganske sædvanligt i Kjøbenhavn. Man knytter og sønderhugger Hymens Baand med lige megen Ubetænksomhed. Det, der i Dag forekommer den unge Ægtemand som Rosenkjeder, anseer han efter et Aars Forløb for Jernlænker. Man har seet grusomme Mødre, som have givet Afkald paa det Barn, de bære under deres Hjerte, og været saa døde for Naturens Stemme, at de hellere have villet støde de Børn fra sig, som de have næret ved deres Bryst, ja sætte dem paa foder hos Leieqvinder, end ved nogenlunde at lempe sig efter deres Mænds Svagheder, eller rette deres egne Feil, at forsone sig med den, de have sluttet den helligste Pagt med. Den ubetydeligste Ubetydelighed er ofte Aarsag til saadanne Uenigheder. En liden Misforstaaelse,- en Nøgle, som ikke har været hængt paa sit rette Sted, - ja, et eneste tvetydigt Ord - er ofte, især hos simple Folk, Aarsag til deres Skilsmisse. Øretudere og egennyttige Lommeprocuratorer oppuste i Almindelighed Ilden, og inden man veed et Ord deraf, er Ægteparret for Magistraten. Manden skilles nu fra Konen, forpligter sig til at betale hende et Underhold, som han, sær naar han siden givter sig paa ny, ofte ligesaa lidet kan udrede, som hun leve af. Børnenes Opdragelse forsømmes, - en stundom haardhjertet Stedmoder behandler dem tyransk, og tusinde sørgelige Optrin ere en Følge af dette første Skrridt. Mon det ikke var godt, at der blev oprettet en egen Forligelsescommission for uenige Ægtefolk, og at man ikke alt for villigen tilstedede Skilsmisser? Hvor mangen en Mand, - hvor mangen en Kone fortryder ikke bagefter sin Skilsmisse? Derr gives kun faa uenige Ægtepar, som jo ved fornuftige Folks Mægling og med Tiden igen kunde blive enige. Ligesaa urigtigt som det er at lade Folk leve i Ægteskab, som bestandigen ligge i Strid, ligesaa skadeligt er det ogsaa, strax a sønderhugge et Baand, fordi der er kommet en liden Knude derpaa.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 27. april 1804)

Virksom Paatale i Politievennen.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste at disse forbindelser ikke var færre end 49 i antallet. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par. Af de tiltalte er en mandsperson blevet dømt ved militær værneting, og de andre har nu ifølge Højesterets dom af 20. maj udstået fængselsstraf på vand og brød, respektive fra 10 til 3 dage efter deres større eller mindre strafskyld.

Idet man således må anse et om sig gribende onde i Helsingør for tiden næsten aldeles hævet, tillader man sig til slut det ønske at såvel den gejstlige som verdslige øvrighed vil i fremtiden have et vågent øje med at sådanne ægteskabelige forbindelser ikke bliver langvarige, men straks modarbejdes. Senere påtale bliver let af meget beklagelig indvirkning på uskyldiges stilling. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 521-522).

Søstræde i Helsingør. Mon ikke der har været nogen naturlige ægteskaber her? (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet kan man forestille sig at dele af befolkningen videreførte de gamle traditioner som nu var blevet ulovliggjort. Ikke alene kunne man som ovennævnte antyder, risikere bøder og fængselsstraf, børnene blev også erklæret for uægte.

Skrivelse fra Helsingør.

Hr. udgiver.

Siden adskilligt i den senere tid har været skrevet i Deres blad om Helsingør, vil det næppe være af vejen at omtale deri også to onde ting som desværre er i frodig tilvækst, og som i tidens løb vil skade byen mere end man i øjeblikket kan spore.

Det ene onde er de ægteskabelige forbindelser som indgås uden præst og uden lysning fra prædikestolen, eller de såkaldte naturlige ægteskaber. Disses antal skal for tiden her i byen være mindt halvfjerds, hvilket ikke er så utroligt når man ser hen til de uforholdsmæssigt mange uægte børn som der fødes. Sidste år var af 218 fødsler de 54 uægte, altså hvert fjerde barn avlet udenfor ægteskab . Halvdelen af disse fødsler skylder sikkert disse forbindelser sin tilværelse.

I en havneby som Helsingør hvor erhvervskilderne holder mange ugifte personer til stedet og hvor desuden underofficer- og spillemandsklassen udgør omtrent tredjedelen af det indkvarterede militær, kan man in puncto sexus ikke være alt for nøjeseende, og det gælder blot så vidt muligt at forebygge at det uundgåelige onde ikke efterlader for indgribende følger. Når der fra det offentliges side ikke lægges hindring i vejen for at såkaldte kærester flytter under tag sammen, så kan man ikke vente at moralske og religiøse hensyn afholder dem fra et sådant levned. De fortsætter dette i en del år til døden eller uenighed adskiller dem, og da kommer fattigvæsnet så at sige til at betale gildet. Vel er det sandt at der også indgås mange ubesindige og lovlige ægteskaber, og at udgifterne ved disse ikke kan siges at være så betydelige at de for sig alene kunne være nogen væsentlig anstødssten. Men foruden at underofficerer og de i klasse med dem stående militære ikke så let får friseddel, således ved man også af erfaring at det som oftest er disse udgifters besparelse som gør de naturlige ægteskaber temmelig langvarige, og kan man ved alvorligt at sætte skranker for disse, kun forebygge 10 uægte fødsler årligt, så er dog allerede herved betydeligt vundet for fattigvæsnet og de dertil kontribuerende. - En anden sag er det at man ikke på en gang kan hæve nærværende onde. Man må forene lempelighed med alvor, for så vidt alt nu bestående forbindelser angår, for ellers ville fattigforsøgelsen straks påvæltes en alt for trykkende byrde.

Som et andet onde der fortjener ikke mindre opmærksomhed, må dernæst nævnes den måde hvorpå man i den senere tid har eluderet de befalede indskrænkninger i at meddele borgerskab på værtshuhold. Hvilket er så meget mere begalgeligt som man kunne ønske denne næringsgren i det mindste for halvdelen, aldeles afskaffet, idet blot meget få værtshuse kan kaldes nødvendige, og en del kun tjener til at føde dagdrivere og til at fremavle en yngel af lignende væsner. Men - skete ting står ikke til at forandre - og man kan derfor nu ikke gå videre end at sætte grænser for følgerne af fortidens synder. Hertil hører da først og fremmest at indskrænke værtshusenes antal, hvilket absolut nødvendige forholdsregel disse elusioner ssigter til at trodse. Når en udtjent soldat i nogle år har konditioneret som tjener i en klub, eller andet sted, og samlet sig nogle skillinger, er han enten uskikket eller for fornem til atter at gå til ploven, men finder det derimod mageligere at ernære sig og sin elskede ved at holde skænk, og ved engang imellem at have - i egentlig form af dansebod - bal eller essemble for sluttet selskab. Øvrigheden kan ikke give tilladelse til sådan næringsvej. Men hjælper sig altså ved at betjene sig af en eller anden affældig værtshusholders eller værtshusholderenkes borgerskab på den måde at man tager disse til sig i huset, føder og klæder dem, men desuagtet i politiets øjne vil passere som deres tjener eller fuldmægtig. Der skal for tiden være over 12 sådanne konverterede værtshuse i Helsingør, og efter den betryggelse man i den senere tid har fundet ved kuverterne, kunne vel flere være i vente. - Det vil måske indvendes at nuværende spilfægteri må ophøre engang når de gamle værtshusholdere uddør. Men heri tager man mærkbart fejl. Når den nuværende pro forma tjener eller fuldmægtig i 8 til 10 år har drevet gæk med lovene, selv er blevet aldrende, svagelig og har fået en flok børn at forsørge, tager han ligesom masken af, og giver det offentlige valget mellem at overtage denne familiebyrde eller at give ham borgerbrev. Nødvendigheden bestemmer let valget, og med det opnåede patent agerer man igen skærmbræt for andre. Det er altså rådeligst for det offentlige straks at rykke det onde op med roden, og få de forvænte Larser og Madser til i tide at se sig om efter andre leveveje.

Af en øvrighed som Helsingørs, der ved flere lejligheder har lagt for dagen at den har kommunens sande vel for øje, tør man vente at utidig barmhjertighed ikke vil afholde den fra at tage kraftige forholdsregler imod uordener og sande onder, og at for så vidt bestående love ikke giver aldeles hensigtspassende midler derimod, man fra højere steder vil skaffe sig den hjælp som behøves.

C. Gottliebsen.

Efterskrift.

Efter at den ovenstående var leveret til trykken, har man erfaret at en del uberettigede værtshusholdere er indklaget for politiretten. Man ønsker at denne undersøgelse måtte lede til et resultat der med tiden også vil være gavnlig for de indklagede.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 521-526)

Ønske til Kjøbenhavns Magistrat.

Anmelderen har ikke sjældent været øjenvidne til hvorledes at flere ulykkelige ægtefolk som søgte separation for Magistraten, var genstand for andre uvedkommendes spot i det udenfor værende værelse som fører ind til magistratssalen. Den medfølende mand er rørt over disse ulykkeliges tårer. Men han erfarer også snart at en håndværkersvend, en tjener og flere lignende personer ikke deler hans følelser, men snarere bryder ud i spottende latter og fortællinger over de bortgående. Hvilket vist må krænke de tilbageblivende, hvem en lignende skæbne forestår.

Dersom den høje magistrat derfor bestemte en særlig dag for disse ulykkelige og hvor da på den tid ikke andre blev indladt i forsalen, ville den gøre sig disse taknemmelige og formindske det bitre i denne tunge handling.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6573-6574)

Et spørgsmaal herpaa udbedes Svar af en erkyndig Jurist.

Af et par ægtefolk får konen for flere år siden gentagne gange det indfald at ville skilles fra manden. Og indgav af den grund for flere år tilbage ansøgning om det. Manden som fandt hendes grunde uantagelige, modsatte sig naturligvis. Men ved kneb får denne kone hans samtykke til at hæve hele hans månedlige faste gage under foregivende af at ville anvende disse penge såvel til hans som hendes og børnenes underholdning og fremtids gavn. 

Kort derefter behager hun helt at ophøre med at opfylde forannævnte løfte, skønt manden selv betaler huslejen som ikke er ubetydelig. Ved denne hendes dårlige opførsel forenet med bevislig voldsom adfærd mod manden, hvorved børnene er givet et dårligt og umoralsk eksempel, ansøger han nu selv skilsmisse. Nu erklærer hun at hun intet har imod manden. Men senere ansøger hun atter selv om skilsmisse og kun på helt uantagelige grunde. 

Denne kone har nu den tro at det vel kunne udvirkes ved et magtsprog. Man spørger derfor: Findes der vel i den danske stat nogen anden vej til at få dette ægteskab ophævet end efter at have været hos præsten og siden for Magistraten og da igennem det kongelige danske kancelli at få sammes tilladelse til det?

(Politivennen nr. 343. Løverdagen den 27de Julii 1822, s. 5556-5557).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var man begyndt at stille spørgsmålstegn ved kirkens syn på ægteskabet. I stedet for at se ægteskabet som en forpligtelse og ordning indstiftet af Gud, begyndte man at hævde folks ret til et lykkeligt liv og reguleret af verdslige love. Skilsmissesager begyndte at dukke op, dog ikke i så massivt omfang som i dag, men af størrelsesordenen cirka 100 om året. 

En lignende artikel, "Spørgsmaale." handler om rettigheder og pligter ved separation mht børn ud fra et eksempel, Politivennen nr. 769, lørdag den 25. september 1830, s. 614-617. 

Et Forslag til Fordel for Ægtestanden

(Efter indsendt)

De så hyppige skilsmisse i ægtestanden i vore tider synes at være til ikke så ringe skade, ud af mange ting som virker til at forbedre sæderne hos et folk. Det må anses for et middel mod denne vist nok smittende moralske sygdom, hvis følgende indretning blev almindelig og fastsat og ordnet ved lov: Enhver kvinde skulle i en vis alder kunne blive ligeså fuldmyndig som en mand kan blive det. Og kvinderne skulle være myndige fra deres 21. års begyndelse eller det år de fyldte. For de modnes sædvanligvis så meget tidligere end det andet køn.

Dernæst skulle enhver kvinde og mand, når de ville gifte sig, have fuld frihed til forud skriftligt at bestemme, hvorledes man skal forholde sig med deres kapitaler, hvis de har nogen: Hvor meget af dem måtte deres ægtefælle med tiden få i hænde. Hvor meget skulle den efterladte i tilfælde af dødsfald have ret til. Og når der ikke var livsarvinger, hvem der da skulle have det øvrige? Formynderne skulle bestemme dette, når den eller de i ægteskab indtrædende endnu ikke var myndige. Og når de blev det, måtte den da myndige ikke forandre eller ophæve, men stadfæste den således gjorde indretning. 

Alt skulle udstedes på stemplet papir til 1 rigsdaler og dokumentet læses og protokolleres til tinge. For det skulle der uden hensyn til større eller mindre sum betales 1 rigsdaler. Virkningen af denne indretning kunne blive, at mange ægteskaber, som indgås for penges skyld og i hvilke mange kvinder bliver ganske undertrykte og ofte mishandlet, eller blev forvandlet fra en rig brud til en fattig kone, ikke blev indgået. Det ville heller ikke blive så let at tvinge nogen kvinde til at gifte sig med en mand.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5719-5720)

Redacteurens Anmærkninger

Ægteskaber

På Politivennens tid blev mænd myndige når de var 25 år. Alle ugifte kvinder var underlagt nærmeste mandlige slægtnings værgemål. Gifte kvinder var underlagt ægtemandens værgemål. Først i 1857 blev ugifte kvinder myndige ved det fyldte 25. år; gifte kvinder i 1899.

Ægteskabskontrakter fortaber sig tilbage i tiden. Forhold mellem mand og kvinde blev stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Kirken havde godt nok forsøgt at tiltuske sig det efter reformation, fordi det var en god indtægtskilde. Efter Danske Lov 1683 betød det at sideløbende med de lovtvungne kirkelige handlinger, blev folk ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man altid havde gjort siden den førkristne tid.