Et Forslag. (Efterskrift til Politivennen)

Da det har vist sig, at "Socialisten" er det eneste Organ, der, som virkeligt humant, tør behandle de Æmner, som det skinhellige Samfund støder fra sig, tillader jeg mig at henlede dels Opmærksomhed paa et Forhold, der noksom godtgør, hvilken Andel det "sædelige Samfund" har i den Foragt der vises Proletariatet.

Medens der fremkommer Opfordring paa Opfordring om at oprette endnu flere Kirker, uagtet de nuværende staar lukkede de 6 Dage om Ugen, og altsaa vilde kunne gøre 7 Gange saa megen Tjeneste som nu, saafremt der var nogen virkelig Trang tilstede, er der endnu aldrig gjort noget Skridt henimod at saa de ulykkelige Børn, hvis Forældrene ikke vil vedkende sig, ordentlig opdragne til nyttige Verdensborgere.

Det vilde være interessant at undersøge "Samfundets" humane Anskuelser angaaende Begrebet "Fødsel". I gamle Dage kendte man ikke til anden Fødsel end den, der var bleven en Adelsmand til Del, og Borgerne havde ikke haanlige Ord nok til at betegne den Uforskammethed, der dikterede den adelige Opfattelse.

Den fine Borgerstand i Nutiden er ikke en Smule mindre uforskammet, naar Spørgsmaalet angaar ægte eller uægte Fødsel, og de kaster den mest knusende Foragt over den Ulykkelige, der ikke har begaaet anden Forbrydelse end den, at han har ladet sig føde udenfor Ægtestab.

Jeg har hørt ansete Folk, der i andre Henseender var humane nok, fremkomme med den latterlige og skændige Udtalelse, at det vilde være at befordre Usædeligheden, hvis man lempede Vilkaarene for dem, hvis Tilværelse ikke er begrundet i et efter Kunstens Regler etableret Ægteskab.

Det er især disse Kirkeopbyggere, der udmærker sig ved denne Inhumanitet, idet de her som overalt gør sig Umage for at fremstille deres egen farisæiske Renhed, og desværre er det Skindyden og Skinhelligheden, der terroriserer Masserne. Samfundet har en uafviselig Pligt, saavel fra Humanitetens som fra Fornuftens Stade betragtet, til at gøre ethvert af dets Medlemmer saa nyttigt og saa lykkeligt som mulig, og det maa navnlig ikke skyde dette Hensyn til Side lige over for dem, der ingen Arvelod har modtaget efter Forældrene med Undtagelse af den Haan og Foragt, som vises dem paa Grund af deres Fødsel. Ellers er Samfundet medskyldig i den Bitterhed, Forurettelsen fremkalder, og medansvarlig for de Forbrydelser, der mulig bliver Følgen af den stadige Forurettelse og Foragt.

Der maa rejses en Appel ikke til Præster og ikke til Kirkegængere - de vil i deres Hovmod bare trække paa Skulderen - men til Fritænkerne, det vil sige til dem, der har saamegen Selvagtelse, at de ikke lader sig foreskrive nogen Tro, som strider mod deres Overbevisning, om end hele det tungerappe Præsteskab med al sin hule Pathos prædiker løs for dem; der maa rejses en Appel til Fritænkerne - Bærerne af sand Humanitet - om at stifte en Opdragelses-Anstalt for Børn, der har det Uheld at være stødte ud i Verden uden Forældre! og jeg nærer ingen Tvivl om, at Planen vil lykkes, naar al religiøs Humbug holdes ude fra Opdragelsen, saaledes at de næsten utallige Timer i "Balle" og "Balslev" bliver afløst af fornuftig Kundskab til Uddannelse af sand Forædling af de Smaa.

Det er tit blevet paastaaet, og jeg tror aldrig modbevist, at de saakaldte naturlige Barn hvad Evner og fysisk Kraft angaar staar fuldkomment saa højt som Ægteskabsbørnene, og det er da saare sandsynligt, at. nogen Omhu i Opdragelsen kunde formindske Antallet af Ladegaardens og Fængslernes Indbyggere, der jo faktisk rekruteres af dem, der har nydt godt af den kommunale Opdragelse med Salmesang og Bibellæsning.

A.-Q.

(Socialisten 2. februar 1872).

Tiltale for at have mishandlet sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de April 1855 blev Snedkersvend Frederik Villiam Andersen gift med sin nuværende Hustru, Christine Vilhelmine Larsen. De have i dette Ægteskab havt 11 Børn, hvoraf dog kun de 5 leve, og Samlivet imellem Ægtefolkene var fredeligt indtil Aaret 1864, da Manden lod sag stille til Militairtjeneste imod en Sum af 900 Rd. Størstedelen af disse Penge brugte han, medens han var ved Armeen, og Resten kort efterat han var bleven permitteret, saa at hans Familie ikke fik megen Glæde af dem, og de medførte derhos en Virkning, der var meget værre i sine Følger, idet Andersen blev hengiven til Lediggang og følte sig utilfreds, da Pengene vare opbrugte. Han forlangte nu at faae de Penge, hans Hustru fortjente til sit og Børnenes Underhold, og naar hun nægtede at give ham dem, blev hun behandlet haardt, idet han deels udskjældte hende, deels slog hende med Haanden. I de første Aar forefaldt slige Optrin sjeldnere, men i Løbet af de sidste halvandet Aar bleve de baade hyppigere og antoge en voldsommere Charakteer, og Grunden hertil maa antages at være den, at Andersen efterhaanden blev mere tilbøielig til overdreven Nydelse af stærke Drikke. Lidenskabelig, som han var, henfaldt han til en høi Grad af Skinsyge, og uagtet hun aldeles ingen Anledning gav ham til at nære en saadan, begyndte han enten under det grundløse Paaskud, at hun var ham utro, eller fordi hun vægrede sig ved at efterkomme alle hans Forlangender, jevnligen at yppe Klammeri med hende, og under disse Sammenstød lod han det ikke være nok med at overdænge hende med Skjældsord, men kneb hende saaledes, at der efterlodes Spor af hans Negle, sparkede hende og slog hende paa forskjellige Steder af Legemet deels med Hænderne, deels med en Træliste eller med et Spanskrør. I Regelen medførte disse Mishandlinger ikke Saar eller betydelige Legemsbeskadigelser, men ved tre Lejligheder var dette dog Tilfældet, nemlig i Juli eller August Maaned f. A., da han med et Kosteskaft slog hende paa Panden og derved bibragte hende et dybt Saar, ligesom ogsaa hendes Øine i den Grad ophovnede, at hun var ukjendelig i 4 a 5 Dage; anden Gang skete det ved Paasketid i indeværende Aar; ved denne Lejlighed sparkede Andersen, der rigtignok mener, at hans Hustru var den, der slog først, hvilket hun har modsagt, saaledes til hende, at hun i tre Uger derefter var under Lægebehandling for Beskadigelser i venstre Side; med størst Voldsomhed optraadte han dog tredie Gang den 29de Juli d. A. Paa denne Dag havde der allerede om Formiddagen været Skjænderi imellem Ægtefællerne, foranlediget ved, at han fremkom med sine ubeføiede Besaltninger om Utroskab. Det kom imidlertid ikke til Voldsomheder før hen paa Eftermiddagen, da han fornyede sine Beskyldninger, som hun saa inderligt bad ham at forskaane hende for, foer ind paa hende, greb hende i Haaret og løftede hende op ved dette, som om han vilde trække Hovedhuden af hende, og slog hende over Armene og Haandleddene og mange andre Steder paa Legemet. For ikke at blive aldeles lemlæstet tog hun sin Trætøffel og slog ham med Hælen af denne i Hovedet, og derved lykkedes det hende et Øieblik at befrie sig for ham. Hun saae, at han blødte, medens han satte sig ned ved Siden af sin Høvlebænk, men strax derpaa greb han hende i Skulderen, stillede sig Ansigt til Ansigt imod hende og sparkede hende med sin Støvle i Underlivet, udenpaa hendes Klæder, men med saa stor Voldsomhed, at Blodet strømmede i Mængde, og hun faldt i Afmagt om paa Gulvet. I denne Tilstand blev hun funden af en Politibetjent, der blev tilkaldt, og som, efterat en tilstedebragt Læge havde erklæret hendes Indlæggelse i et Hospital for nødvendig, sørgede for, at hun blev bragt til Communehospitalet. Efter vedkommende Overlæges Erklæring antages de tilføiede Beskadigelser ikke at ville efterlade skadelige Følger for hende, og ved sit Møde i Retten den 14de f. M. erklærede hun sig ogsaa rask og helbredet paa nogen Mathed nær.

Andersen, der har været arresteret under Sagen, og som er født den 30te April 1828 og ikke funden forhen straffet, dømtes af Criminalretten efter Straffelovenn §§ 202 og 203 efter Omstændighederne til Forbedringshuusarbeide i eet Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1871).

Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Annuleret Vielse i Kjær Herred. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kjær Herred skrives i "Vestfl. T." Her i Egnen er fornylig indtruffet et pudserligt Tilfælde, som, navnlig i de Tydsksindedes Leier, har vakt nogen Opmærksomhed og vel fortjener en komme til offentlig Kunskab. Den for 4 Aar siden afsatte Provst over Tønder Provsti Herr. Ahlmann, som nu er bosiddende i Ladelund Sogn, hvor han i tidligere Tid har været Præst, fik engang i Efteraaret af den daværende Sognepræst, Herr Luplau, Tilladelse til at ægtevie et Par Folk, som derved naturligvis havde til Hensigt, paa en iøjnefaldende Maade at lægge deres tydske Sympathier for Dagen. Skjæbnen har imidlertid i Skikkelsen af Herredsfoged Hansen i Læk, spillet dette Brudepar saavelsom samtlige afsatte Præster et Puds, der har gjort dem ikke lidet lange i Ansigterne. Herredsfogden har nemlig, paa dertil givet Foranledning, erklæret hin af Herr. Ahlmann forrettede Brudevielse for borgerlig ugyldig, saa at altsaa Børn af dette Ægteskab i Arveanliggender o. d. l. blive at betragte som uægte fødte, overladende iøvrigt til Kirken at afgjøre, om Brudeparret kan og bør kopuleres paany eller ikke. Det ulykkelige Par, som saaledes svæver i den pinligste Uvidenhed om, hvorvidt det er i Besiddelse af ægteskabelige Rettigheder og Pligter eller ikke, har i sin Vaande henvendt sig til en "rigtig" Præst, med Anmodning om at gjøre Skaden god igjen ved at forrette Vielsen nok en Gang; men denne, i hvis Praxis et saadant Tilfælde aldrig var forekommer, vovede ikke at efterkomme Begjæringen, med mindre Provst og Biskop vilde give deres Samtykke dertil. For Pastor Luplau selv vil det af ham begaaede Misgreb, efter Forlydende, have en mindre behagelig Følge. Han er nemlig iblandt Ansøgerne om det fortiden ledigværende Præsteembede i Hostrup, der er et Valgkald, og vilde sandsynligvis, hvis han kunde opnaae at blive præsenteret, blive valgt af Menigheden, der tæller mange Tydsksindede, som nok kunne bruge den Føjelighed, det haaber at finde hos ham; men Visitatoriet i Tønder skal efter det Passerede ikke være tilsinds at præsentere ham, da der er af den, som det synes velbegrundede Mening, at Herr Luplau ikke vilde være istand til fyldestgjørende at klare for sig i de Vanskeligheder, som de snedige Tydsksindede i Hostrup Sogn, med den der boende afsatte Advokat Bargum i Spidsen, næppe vilde undlade at berede den Nye Præst.

(Ribe Stifts-Tidende 2. februar 1857)

Ulovlige Vielser. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter Møde den 14de.

- - - -

2) En Skrivelse fra en Anonym, hvem det var en Forargelse, at Pluraliteten af Kjøbenhavns Borgere begyndte deres ægteskabelige Liv med et Bedrageri, gjorde opmærksom paa at Mange for at undgaae at betale en Afgift til Kæmnerkassen, naar de lade sig vie paa Byens Grund, eluderede Loven og besveg Kæmnerkassen ved at erhverve en falsk Erklæring fra en eller anden sædvanlig Værtshuusholder i Frederiksbergby om at Bruden opholdt sig i hans Huus, hvorpaa Præsten viede dem i Frederiksberg Kirke. Indsenderen troede, at Saadant kunde forebygges ved skarpe Politiforanstaltninger, som han omstændelig angav. Formanden tvivlede paa, at disse Tilfælde vare saa mange som foregivet og fandt den foreslaaede Cuur værre end Ondet. Kæmneren troede dog, at der vistnok skete mange Misbrug ved Erhvervelse af saadanne Attester, men saae ikke, at man kunde gjøre noget derimod, da Vedkommende, naar de først vare viede, neppe vilde gaae ind paa at betale uden ved Tvangsmidler, og at saae Pengene paa denne Maade vilde dog ikke være behageligt. Ussing fandt ikke, at der var nogen Anledning for Communalbestyrelsen til at gjøre Noget i denne Sag. Det maatte overlades til Præsterne selv at faae dette ordnet. Iøvrigt var der jo egentligt noget Abnormt i at der saaledes betaltes en Slags Accise af Bruden. Forsamlingen besluttede at tilstille Magistraten Sagen med den Yttring, at den ganske maatte overlade til sammes Bedømmelse, om de deri omhandlede Misbrug virkelig i det angivne Omfang fandt Sted, samt om der fra det Offentliges Side maatte være Anledning til at anvende Midler til sammes Forebyggelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. april 1851).

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1851, udgave forsøgte en anonym indsender at beregne hvor mange vielser det drejede sig ved at sætte antallet af ægtevielser i forhold til antallet af fødte og døde 10 andre steder. Han fandt derved frem til at Vielserne i Frederiksberg og Hvidovre efter denne beregning årligt burde være 36, men at de var 168. På ti år 360 par, men i realiteten 1680 par. I København havde der været 1 vielse for hver 3 5/16 fødte og 3 3/16 døde, hvilket var lavere end alle andre steder, og hvor den i Frederiksberg og HVidovre lå så lavt som hhv 8/16 og 7/16. Artiklen oplyste endvidere at præsten på Frederiksberg havde måttet lade trykke blanketter hvor folk skulle legitimere at de boede på Frederikberg, men at disse som oftest var attesteret af en værtshusholder på Vesterbro. 

Mishandling af en Ægtefælle. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Leverdagen den 23de Oktober.

Justitssager. (Mishandling af en Ægtefælle.) 1) Cancelliraad, Prokurator Ring Actor, contra Arrestanten Johan Frederik eller Fritz Rose (Procurator d'Auchamp Defensor). Arrestanten actioneredes for uchristelig og tyrannisk Behandling af sin Hustrue, med hvem han havde været gift i noget over 20 Aar og havde avlet 12 Børn. Konens Klage gik ud paa, at han i den senere Tid daglig havde mishandlet hende, og at han navnlig deels havde omtrent 8 Dage, forinden hun henvendte sig til Politiet, med knyttet Haand bibragt hende Slag i Ansigtet, under Hjertet og i Siderne, samt sparket hende i Underlivet, og deels havde samme Dag, hun anmeldte det Passerede, om Morgenen, medens hun endnu laae i Sengen og var aldeles nøgen, slaaet hende med en Pidsk. Arrestanten tilstod, at han ved den af Konen først ommeldte Leilighed slog hende med Hænderne i Ansigtet og at Spoer af Slagene strax kunde sees, samt at han, der allerede engang for flere Aar siden havde en Morgen tidlig, da hans Kone var ganske nøgen, slaaet hende med en Pidsk, nu ogsaa den ovennævnte Dag havde om Morgenen Kl. 6, medens hans Kone laae i Sengen uden Linned, med en Pidsk bibragt hende nogle Slag paa Ryggen og over Armene. Den Pidsk, hvormed han slog Konen, var 5' Qvarteer lang og bestod i den tykke Ende, hvor Haandgrebet var, af Spanskrør, men forøvrigt af Fiskebeen og var omslynget med en Snoer samt tæt beviklet med Traad. En af PolitiLægen afgiven Erklæring gik ud paa, at Arrestantens Hustru paa næsten hele den høire Kind og paa Hagen havde Spoer af Euchymoser, der vare Følger af hende for nogen Tid siden bibragte Slag, og at lignende af temmelig betydelig Udbredning fandtes paa den venstre Arm, samt at der paa det høire Skulderblad, Ryggen og over hele den høire Arm vare store udbredte Euchymoser, paa hvilke endog nogle Steder huden var borttagen, ligesom ved Slag med Enden af en Pidsk. Med Hensyn til det Motiv, der havde bevæget Arrestanten til saaledes at behandle sin Kone, anførte han, at hun drak sig fuld og i saadan Tilstand gjorde Spektakler med ham og deres hjemmeværende 2de yngste Børn, hvilket han vilde vænne hende af med, hvorimod hun, der benegtede at være drikfældig, uden at det Modsatte blev fuldstændig beviist, angav som Grund til hendes Mands Forhold mod hende, at hun, der i omtrent 12 Aar havde været næsten blind, ikke kunde fortjene noget og ikke vilde, overeensstemmende med Mandens Ønske, lade sig indskrive som Lem i almindeligt Hospital. Med Hensyn hertil indrømmede Arrestanten, at han i flere Aar havde næret dette Ønske, men skjøndt hans Kone i det nævnte Tidsrum havde været ham til stor Besvær, havde hun dog ikke været at formaae dertil. Som et Moment, der tjener til at charakterisere Arrestantens Adfærd imod sin Kone, bemærkes det, at han efter sin egen Forklaring havde ved en enkelt Leilighed yttret til hende: "Naar jeg maatte, saa skulde jeg med ligesaa koldt Blod slaae Dig ihjel, som en af mine gamle Heste". (Han var nemlig Hesteslagter). Arrestanten, der var 47 Aar gl. og ikke førhen straffet, ansaaes efter Lovens 6-5-7 og Analogien af Fr. 4de Octbr. 1833 med en Straf af 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide. Actor og Defensor tillagdes hver 5 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847).

Mærkeligt Bryllup. (Efterskrift til Politivennen)

I Randers Avisen læses Beretning om det snurrige Tilfælde, at en Præst i Holsteen skal for to Aar siden have ægteviet to Fruentimre, med de Omstændigheder, at Qvasimanden, som er fra Svendborgegnen, havde fra Barnsben Ulyst til alle qvindelige Sysler, og derfor skulde - som dog synes lidt utroligt - hos Overøvrigheden have udvirket sig Tilladelse til at bære Mandsklæder. Da den formeentlige Karl siden i Holsteen blev enig med en frugtsommelig Pige om at ægte hende, fik han Præsten overtalt til at nøies med eedelig Bekræftelse istedetfor Døbeattest. Men ulykkeligviis bliver Konen nu atter frugtsommelig, og Manden vægrer sig ved at erkjende Barnet for sit. Opbragt herover - eller snarere kjed af slig en Mand - angiver hun for Øvrigheden, at hendes Mand er et Fruentimmer. Begge sidde nu arresterede og venter deres Dom. - Det moersomste vilde endnu have været, om den foregivne Mand ogsaa var kommen paa gode Veie. (Hempels Av.)

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, tirsdag den 20. februar 1821)

Angaaende den Mandsling i Holsteen, hvorom har været at læse i Avisen No. 22 (Skilderiet No. 15, P. 235), kan endnu meddeles følgende ikke uinteressante Omstændigheder: Personen er født paa Øen Thorseng. Ved Fødselen syntes han mere at høre til Fæmininum, hvorfor han blev døbt med Navnet Maren. Men ved Aarenes Tiltagelse syntes han selv snarere at høre til Maskulinum. Han tjente 10 a 12 Aar siden her i Svendborg som Malkepige, men syntes mere skikket til Karlearbejde. Paa eengang forvandlede Maren Smidt, (dette var Tilnavnet) sig til Martin Smidt, og om Sommeraftenen fandt Man ham iklædt Mandsklæder og Tobakspibe i Munden i Lag blandt Byens Karle, hvorpaa han igjen om Morgenen og til om Aftenen var Maren Smidt. Han ansøgte og paa Vedkommende Sted at maatte bære Mandfolkeklæder, thi - som Attesterne løde - vilde han maaskee ellers omkomme sig selv. I mange Aar har Man ei hørt til dette Neutrum før han blev arresteret i Holsteen for sit Ægteskab, i hvilken Henseende Forhører ved Thorseng Birkeret ere optagne. (Hempels Av.)

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 27. februar 1821)

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Mærkeligt er det, at i Kirkeaaret 1810 ere i Danmark, Norge og Hertugdømmene 12.105 flere Fødte end Døde. Dette ualmindelig store Antal Fødte kan neppe tilskrives andet end den Mængde Ægteskaber, der, som en følge af Caperiet og de stigende priser, i hiint Aar ere blevne sluttede blandt de simplere Classer. De betydelige Summer, som ere komne især i Caperfolks Hænder, og de mange Leiligheder, Haandværksfolk i denne Tid have til at fortjene Penge ved at faae deres Arbeide tildeels saa overordentlig dyrt betalt, kunne umuelig andet end befordre Ægteskaberne blandt disse stænder. Der gives ikke faa Haandværker, i hvilke en Svend kan fortjene 10, 12 til 1 Rdlr. om Ugen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 52
Løverdagen den 29 Junii 1811
Spalte 820

Ægteskabsskilsmisser. (Efterskrift til Politivennen)

Saadanne Skilsmisser ere nu noget ganske sædvanligt i Kjøbenhavn. Man knytter og sønderhugger Hymens Baand med lige megen Ubetænksomhed. Det, der i Dag forekommer den unge Ægtemand som Rosenkjeder, anseer han efter et Aars Forløb for Jernlænker. Man har seet grusomme Mødre, som have givet Afkald paa det Barn, de bære under deres Hjerte, og været saa døde for Naturens Stemme, at de hellere have villet støde de Børn fra sig, som de have næret ved deres Bryst, ja sætte dem paa foder hos Leieqvinder, end ved nogenlunde at lempe sig efter deres Mænds Svagheder, eller rette deres egne Feil, at forsone sig med den, de have sluttet den helligste Pagt med. Den ubetydeligste Ubetydelighed er ofte Aarsag til saadanne Uenigheder. En liden Misforstaaelse,- en Nøgle, som ikke har været hængt paa sit rette Sted, - ja, et eneste tvetydigt Ord - er ofte, især hos simple Folk, Aarsag til deres Skilsmisse. Øretudere og egennyttige Lommeprocuratorer oppuste i Almindelighed Ilden, og inden man veed et Ord deraf, er Ægteparret for Magistraten. Manden skilles nu fra Konen, forpligter sig til at betale hende et Underhold, som han, sær naar han siden givter sig paa ny, ofte ligesaa lidet kan udrede, som hun leve af. Børnenes Opdragelse forsømmes, - en stundom haardhjertet Stedmoder behandler dem tyransk, og tusinde sørgelige Optrin ere en Følge af dette første Skrridt. Mon det ikke var godt, at der blev oprettet en egen Forligelsescommission for uenige Ægtefolk, og at man ikke alt for villigen tilstedede Skilsmisser? Hvor mangen en Mand, - hvor mangen en Kone fortryder ikke bagefter sin Skilsmisse? Derr gives kun faa uenige Ægtepar, som jo ved fornuftige Folks Mægling og med Tiden igen kunde blive enige. Ligesaa urigtigt som det er at lade Folk leve i Ægteskab, som bestandigen ligge i Strid, ligesaa skadeligt er det ogsaa, strax a sønderhugge et Baand, fordi der er kommet en liden Knude derpaa.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 27. april 1804)

Virksom Paatale i Politievennen.

For omtrent 2 år siden blev i dette blad ført anke over det tiltagende antal naturlige ægteskaber i Helsingør som havde en mislig indvirkning på moralen og fattigforsørgelsen. De oplysninger som gennem politiet blev forlagt dengang af Frederiksborg amtmandskab, viste at disse forbindelser ikke var færre end 49 i antallet. At de vedkommende fandt det offentliges opmærksomhed henvendt på denne genstand, foranledigede i forbindelse med politiets private forestillinger en del til at fjerne sig fra hinanden, flere til at indgå lovligt ægteskab. Og ved i det hele taget at behandle denne sag med alvor og sindighed bragte man det så vidt at da efter foregående lovbefalet tilhold justitiel tiltale medio november forrige år blev dekreteret mod de overhørige, gik denne kun ud over 6 par. Af de tiltalte er en mandsperson blevet dømt ved militær værneting, og de andre har nu ifølge Højesterets dom af 20. maj udstået fængselsstraf på vand og brød, respektive fra 10 til 3 dage efter deres større eller mindre strafskyld.

Idet man således må anse et om sig gribende onde i Helsingør for tiden næsten aldeles hævet, tillader man sig til slut det ønske at såvel den gejstlige som verdslige øvrighed vil i fremtiden have et vågent øje med at sådanne ægteskabelige forbindelser ikke bliver langvarige, men straks modarbejdes. Senere påtale bliver let af meget beklagelig indvirkning på uskyldiges stilling. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 521-522).

Søstræde i Helsingør. Mon ikke der har været nogen naturlige ægteskaber her? (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Indtil 1685 var forhold mellem mand og kvinde en verdslig aftale og havde intet med kirken at gøre. I starten af 1800-tallet kan man forestille sig at dele af befolkningen videreførte de gamle traditioner som nu var blevet ulovliggjort. Ikke alene kunne man som ovennævnte antyder, risikere bøder og fængselsstraf, børnene blev også erklæret for uægte.

Skrivelse fra Helsingør.

Hr. udgiver.

Siden adskilligt i den senere tid har været skrevet i Deres blad om Helsingør, vil det næppe være af vejen at omtale deri også to onde ting som desværre er i frodig tilvækst, og som i tidens løb vil skade byen mere end man i øjeblikket kan spore.

Det ene onde er de ægteskabelige forbindelser som indgås uden præst og uden lysning fra prædikestolen, eller de såkaldte naturlige ægteskaber. Disses antal skal for tiden her i byen være mindt halvfjerds, hvilket ikke er så utroligt når man ser hen til de uforholdsmæssigt mange uægte børn som der fødes. Sidste år var af 218 fødsler de 54 uægte, altså hvert fjerde barn avlet udenfor ægteskab . Halvdelen af disse fødsler skylder sikkert disse forbindelser sin tilværelse.

I en havneby som Helsingør hvor erhvervskilderne holder mange ugifte personer til stedet og hvor desuden underofficer- og spillemandsklassen udgør omtrent tredjedelen af det indkvarterede militær, kan man in puncto sexus ikke være alt for nøjeseende, og det gælder blot så vidt muligt at forebygge at det uundgåelige onde ikke efterlader for indgribende følger. Når der fra det offentliges side ikke lægges hindring i vejen for at såkaldte kærester flytter under tag sammen, så kan man ikke vente at moralske og religiøse hensyn afholder dem fra et sådant levned. De fortsætter dette i en del år til døden eller uenighed adskiller dem, og da kommer fattigvæsnet så at sige til at betale gildet. Vel er det sandt at der også indgås mange ubesindige og lovlige ægteskaber, og at udgifterne ved disse ikke kan siges at være så betydelige at de for sig alene kunne være nogen væsentlig anstødssten. Men foruden at underofficerer og de i klasse med dem stående militære ikke så let får friseddel, således ved man også af erfaring at det som oftest er disse udgifters besparelse som gør de naturlige ægteskaber temmelig langvarige, og kan man ved alvorligt at sætte skranker for disse, kun forebygge 10 uægte fødsler årligt, så er dog allerede herved betydeligt vundet for fattigvæsnet og de dertil kontribuerende. - En anden sag er det at man ikke på en gang kan hæve nærværende onde. Man må forene lempelighed med alvor, for så vidt alt nu bestående forbindelser angår, for ellers ville fattigforsøgelsen straks påvæltes en alt for trykkende byrde.

Som et andet onde der fortjener ikke mindre opmærksomhed, må dernæst nævnes den måde hvorpå man i den senere tid har eluderet de befalede indskrænkninger i at meddele borgerskab på værtshuhold. Hvilket er så meget mere begalgeligt som man kunne ønske denne næringsgren i det mindste for halvdelen, aldeles afskaffet, idet blot meget få værtshuse kan kaldes nødvendige, og en del kun tjener til at føde dagdrivere og til at fremavle en yngel af lignende væsner. Men - skete ting står ikke til at forandre - og man kan derfor nu ikke gå videre end at sætte grænser for følgerne af fortidens synder. Hertil hører da først og fremmest at indskrænke værtshusenes antal, hvilket absolut nødvendige forholdsregel disse elusioner ssigter til at trodse. Når en udtjent soldat i nogle år har konditioneret som tjener i en klub, eller andet sted, og samlet sig nogle skillinger, er han enten uskikket eller for fornem til atter at gå til ploven, men finder det derimod mageligere at ernære sig og sin elskede ved at holde skænk, og ved engang imellem at have - i egentlig form af dansebod - bal eller essemble for sluttet selskab. Øvrigheden kan ikke give tilladelse til sådan næringsvej. Men hjælper sig altså ved at betjene sig af en eller anden affældig værtshusholders eller værtshusholderenkes borgerskab på den måde at man tager disse til sig i huset, føder og klæder dem, men desuagtet i politiets øjne vil passere som deres tjener eller fuldmægtig. Der skal for tiden være over 12 sådanne konverterede værtshuse i Helsingør, og efter den betryggelse man i den senere tid har fundet ved kuverterne, kunne vel flere være i vente. - Det vil måske indvendes at nuværende spilfægteri må ophøre engang når de gamle værtshusholdere uddør. Men heri tager man mærkbart fejl. Når den nuværende pro forma tjener eller fuldmægtig i 8 til 10 år har drevet gæk med lovene, selv er blevet aldrende, svagelig og har fået en flok børn at forsørge, tager han ligesom masken af, og giver det offentlige valget mellem at overtage denne familiebyrde eller at give ham borgerbrev. Nødvendigheden bestemmer let valget, og med det opnåede patent agerer man igen skærmbræt for andre. Det er altså rådeligst for det offentlige straks at rykke det onde op med roden, og få de forvænte Larser og Madser til i tide at se sig om efter andre leveveje.

Af en øvrighed som Helsingørs, der ved flere lejligheder har lagt for dagen at den har kommunens sande vel for øje, tør man vente at utidig barmhjertighed ikke vil afholde den fra at tage kraftige forholdsregler imod uordener og sande onder, og at for så vidt bestående love ikke giver aldeles hensigtspassende midler derimod, man fra højere steder vil skaffe sig den hjælp som behøves.

C. Gottliebsen.

Efterskrift.

Efter at den ovenstående var leveret til trykken, har man erfaret at en del uberettigede værtshusholdere er indklaget for politiretten. Man ønsker at denne undersøgelse måtte lede til et resultat der med tiden også vil være gavnlig for de indklagede.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 521-526)

Ønske til Kjøbenhavns Magistrat.

Anmelderen har ikke sjældent været øjenvidne til hvorledes at flere ulykkelige ægtefolk som søgte separation for Magistraten, var genstand for andre uvedkommendes spot i det udenfor værende værelse som fører ind til magistratssalen. Den medfølende mand er rørt over disse ulykkeliges tårer. Men han erfarer også snart at en håndværkersvend, en tjener og flere lignende personer ikke deler hans følelser, men snarere bryder ud i spottende latter og fortællinger over de bortgående. Hvilket vist må krænke de tilbageblivende, hvem en lignende skæbne forestår.

Dersom den høje magistrat derfor bestemte en særlig dag for disse ulykkelige og hvor da på den tid ikke andre blev indladt i forsalen, ville den gøre sig disse taknemmelige og formindske det bitre i denne tunge handling.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6573-6574)

Et spørgsmaal herpaa udbedes Svar af en erkyndig Jurist.

Af et par ægtefolk får konen for flere år siden gentagne gange det indfald at ville skilles fra manden. Og indgav af den grund for flere år tilbage ansøgning om det. Manden som fandt hendes grunde uantagelige, modsatte sig naturligvis. Men ved kneb får denne kone hans samtykke til at hæve hele hans månedlige faste gage under foregivende af at ville anvende disse penge såvel til hans som hendes og børnenes underholdning og fremtids gavn. 

Kort derefter behager hun helt at ophøre med at opfylde forannævnte løfte, skønt manden selv betaler huslejen som ikke er ubetydelig. Ved denne hendes dårlige opførsel forenet med bevislig voldsom adfærd mod manden, hvorved børnene er givet et dårligt og umoralsk eksempel, ansøger han nu selv skilsmisse. Nu erklærer hun at hun intet har imod manden. Men senere ansøger hun atter selv om skilsmisse og kun på helt uantagelige grunde. 

Denne kone har nu den tro at det vel kunne udvirkes ved et magtsprog. Man spørger derfor: Findes der vel i den danske stat nogen anden vej til at få dette ægteskab ophævet end efter at have været hos præsten og siden for Magistraten og da igennem det kongelige danske kancelli at få sammes tilladelse til det?

(Politivennen nr. 343. Løverdagen den 27de Julii 1822, s. 5556-5557).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var man begyndt at stille spørgsmålstegn ved kirkens syn på ægteskabet. I stedet for at se ægteskabet som en forpligtelse og ordning indstiftet af Gud, begyndte man at hævde folks ret til et lykkeligt liv og reguleret af verdslige love. Skilsmissesager begyndte at dukke op, dog ikke i så massivt omfang som i dag, men af størrelsesordenen cirka 100 om året. 

En lignende artikel, "Spørgsmaale." handler om rettigheder og pligter ved separation mht børn ud fra et eksempel, Politivennen nr. 769, lørdag den 25. september 1830, s. 614-617. 

Et Forslag til Fordel for Ægtestanden

(Efter indsendt)

De så hyppige skilsmisse i ægtestanden i vore tider synes at være til ikke så ringe skade, ud af mange ting som virker til at forbedre sæderne hos et folk. Det må anses for et middel mod denne vist nok smittende moralske sygdom, hvis følgende indretning blev almindelig og fastsat og ordnet ved lov: Enhver kvinde skulle i en vis alder kunne blive ligeså fuldmyndig som en mand kan blive det. Og kvinderne skulle være myndige fra deres 21. års begyndelse eller det år de fyldte. For de modnes sædvanligvis så meget tidligere end det andet køn.

Dernæst skulle enhver kvinde og mand, når de ville gifte sig, have fuld frihed til forud skriftligt at bestemme, hvorledes man skal forholde sig med deres kapitaler, hvis de har nogen: Hvor meget af dem måtte deres ægtefælle med tiden få i hænde. Hvor meget skulle den efterladte i tilfælde af dødsfald have ret til. Og når der ikke var livsarvinger, hvem der da skulle have det øvrige? Formynderne skulle bestemme dette, når den eller de i ægteskab indtrædende endnu ikke var myndige. Og når de blev det, måtte den da myndige ikke forandre eller ophæve, men stadfæste den således gjorde indretning. 

Alt skulle udstedes på stemplet papir til 1 rigsdaler og dokumentet læses og protokolleres til tinge. For det skulle der uden hensyn til større eller mindre sum betales 1 rigsdaler. Virkningen af denne indretning kunne blive, at mange ægteskaber, som indgås for penges skyld og i hvilke mange kvinder bliver ganske undertrykte og ofte mishandlet, eller blev forvandlet fra en rig brud til en fattig kone, ikke blev indgået. Det ville heller ikke blive så let at tvinge nogen kvinde til at gifte sig med en mand.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5719-5720)

Redacteurens Anmærkninger

Ægteskaber

På Politivennens tid blev mænd myndige når de var 25 år. Alle ugifte kvinder var underlagt nærmeste mandlige slægtnings værgemål. Gifte kvinder var underlagt ægtemandens værgemål. Først i 1857 blev ugifte kvinder myndige ved det fyldte 25. år; gifte kvinder i 1899.

Ægteskabskontrakter fortaber sig tilbage i tiden. Forhold mellem mand og kvinde blev stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Kirken havde godt nok forsøgt at tiltuske sig det efter reformation, fordi det var en god indtægtskilde. Efter Danske Lov 1683 betød det at sideløbende med de lovtvungne kirkelige handlinger, blev folk ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man altid havde gjort siden den førkristne tid.