Tre Guldbryllupspar. I Gyrstinge Sogn ved Ringsted høitideligholdt et Par gamle Aftægtshuusfolk deres Guldbryllup den 5te Octbr. De ere Begge i en Alder af 76 Aar og endnu rørige, især Manden, som endog formaaer ved et og andet Arbeide at fortjene Noget tilhjælp til sit og Hustrues daglige Underhold. De have havt 3 Børn, nemlig to Sønner, som døde i Barndomsalderen, og een endnu levende Datter, der er gift og som med sin Mand eier det samme Huus med Jordlod, som hendes Forældre for 13 Aar siden gik i Fæste fra Sorø Akademi. Paa Guldbryllupsdagen bleve de to Gamle ledsagede af Datter og Svigersøn og fire Børnebørn samt en ikke lille Skare af Sognets Beboere til Gyrstinge Kirke, hvor Sognepræsten, efterat en Psalme var afsungen, holdt en Tale til dem i Dagens Anledning. Da dette Guldbryllupspar med Familie sidder i trange Kaar, havde en Deel af Sognets Mænd og Kvinder foranstaltet et Festmaaltid for dem i den ligeoverfor Kirken liggende Skolestue og sammenskudt en Sum af 81 Kr. til de Gamles Vederkvægelse i deres Livs Aften.
I samme Sogn have i dette Aar 2 andre Ægtepar holdt deres Guldbryllup, saaledes den 25de April en forhenværende Gaardeier og Møller og Hustru, som for nogle Aar siden mod en aarlig Aftægt have afstaaet Gaard og Mølle til en af deres Sønner. Deres Ægtestab har været velsignet med 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døttre, af hvilke 5 Sønner og 1 Datter endnu leve, og som vare tilstede ved Forældrenes Guldbryllupshøitid i Gyrstinge Kirke tilligemed de fleste Børnebørn, som ialt udgiør 18. Endskjøndt de ere naaede udover de 79 Aar, kunne de dog Begge glæde sig ved en særdeles god Helbred, ligesom de ogsaa endnu ere aandsfriske.
Det 3die Guldbryllupspar er en Altægtsgaardmand og Hustru, som den 7de September i Forening med deres 4 endnu levende og gifte Børn, 2 Sønner og 2 Døttre, og mange Børnebørn, høitideligholdt Dagen i Kirken. Dette gamle Ægtepar har havt 13 Born, hvoraf de 9 døde allerede i den tidligere Barndom. De to Gamle have en efter deres høie Alder god Helbred.
Afdød Veteran. (Fyens Stiftst.) Den 30te August jordedes paa Birkende Kirkegaard en af de faa tilbageværende Veteraner fra Aarhundredets Begyndelse, nemlig Aftægtsmand Lars Mathiesen. Han var født i Holev i Marslev Sogn 1785 og opnaaede saaledes en Alder af 92 Aar. Han tjente som Dragon ved det fyenske Dragonregiment i Krigsaarene fra 1807 til 1814, var med i Leiren ved Ratzeburg og havde deeltaget i flere Smaatræfninger med Kosakkerne. Under Slaget ved Sehested var han Ordonnans hos en Søcaptain, som med en Afdeling Matroser var beordret til at afbryde Broer og deslige, og han var saaledes Øienvidne til hele Slaget. Det var hans største Glæde at tale om hine Dage, og han kunde huske det Hele lige til det Sidste. Han giftede sig under Krigen og fik et Fæstehuus i Birkende under Veirupgaards Gods; dette afstod han 1847 til sin Søn, som siden har svaret ham en aarlig Aftægt. I 1855 døde hans Hustru, med hvem han havde 7 Børn, af hvilke de 4 overleve ham. Han har havt en sjældent god Helbred og næsten aldrig været syg; i de sidste 3 a 4 Aar maatte han for det Meste holde Sengen, men han bevarede sin fulde Aandskraft til det Sidste. Han blev begravet under megen Deeltagelse fra Sognebeboerne, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.
(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1877).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar