Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).

Politimester Christopher Leisner (1813-1868), Eckernfördes Politimester 1860-1864. (Efterskrift til Politivennen)

Christopher Leisner (1813-1868) fik embedseksamen i 1839. Konstitueret landfoged på Østerland (Før), konstitueret herredsfoged i Slogs Herred, Nybøl Herred. 1848-1851 konstitueret borgmester, bysekretær og politimester i Sønderborg. I et brev dateret Flensborg 27. december 1850 skrev gehejmeråd F. F. Tillisch til Zahrtmann: "Leisner maa jeg have fra Sønderborg, men desværre maa han anbringes enten i Husum eller Tønder; begge Steder kunne man ønske en dygtigere personlighed, men der haves ingen" (Personalhistorisk tidsskrift 1961, 14. række, 3. bind.) 1851- borgmester og politimester i byen Schleswig. Gift med Alba Petræa Mathilde Cathinka Wildenrath (1823-1875) - ingen børn. 

Leisner var borgmester og politimester i Eckernförde 1860-1864. Under hans styre faldt der domme over tyskere som udviste tysk sindelag. Det kunne fx være en landmand som kaldte sine heste "Schleswig" og "Holstein" så han kunne råbe dette højt (han fik en bøde og 5 dage på vand og brød).  Mest opmærksomhed og politisk betydning vakte imidlertid afstraffelsen af en 9-årig dreng.

Han var ikke den eneste, også Slesvigs senere borgmester Thorvald August Brown Jørgensen (1825-1910) blev berygtet blandt slesvig-holstenerne. Han nedskrev i 1906 sine erindringer for perioden 1856-1864. Heraf fremgår at han i 1859 havde besluttet sig for en fastere hånd over for den slesvig-holstenske bevægelse, og i den anledning havde han lukket Heibergs boghandel og anholdt en ung urmager Gerke som var sigtet for medvirken ved omdeling af adresser. Gerke hængte sig i sin celle og begravelsen udviklede sig til omfattende demonstrationer på kirkegården. Jørgensen splittede hårdhændet demonstranterne. Hans fremgangsmåde vakte sympati i Danmark, og Leisner blev forflyttet til Eckernförde, mens Jørgensen blev udnævnt til hans efterfølger - og beholdt samtidig posten som politimester. Se også det særskilte afsnit om Jørgensen her på bloggen.

Fotograf Carl Edvard Emil Rye: August Jørgensen (1824-1910). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Leisner fungerede i Eckernförde som borgmester, politimester, senator og auktionarius Efter krigsudbruddet rejste  Leisner den 2. februar 1864 mod Danmark. Telegrafen havde afsløret hans rute, og han blev mødt af rasende menneskemængder i de større byer. Også Jørgensen måtte forlade stillingen, og han var 23. marts-21. april 1864 konstitueret byfoged i Fredericia. Han valgtes senere til rigsrådets folketing i Hillerød. 

Dette indslag handler om episoden med afstraffelsen af den 9-årige dreng. Kort fortalt legede en 9-årig dreng i januar 1863 på gaden i Eckernförde. Han viftede med en gren foran baron Hugo Scheel Plessens hest der blev sky. Drengens far slagtermester Büschel gik til baron Plessen for at anmode denne om at tilgive drengen, han skulle nok afstraffe drengen. Politiet insisterede på en offentlig afstraffelse, og Büschel bad baronen om at lægge et ord ind for ham. Men Leisner opfattede handlingen som en patriotisk ytring, og han indfandt sig med 2 retsbetjente og stadsfysikus i hjemmet. Drengen kastede sig på knæ foran borgmesteren og bad: "Jeg har for kort tid siden mistet min mor, sorgen over mig kan også føre til min fars død. Jeg beder Dem om at forbarme Dem". Hertil svarede borgmesteren noget i retning af: "Du skal piskes, sådan er det". Drengen blev så pisket så blodet flød ned ad ryggen og han fik varige skader. Drengen blev lagt over to stole, munden fastholdt så han ikke kunne skrige. Sagen blev fremsendt til Berlin, bl.a. til lord John Russel. I hele Tyskland blev sagen kendt og bekræftede opfattelsen af danskerne som hensynsløse barbarer mod den tyske befolkning i Slesvig-Holsten.

Gennem de tyske aviser blev affæren også kendt i Danmark. I starten citerede man mest disse aviser og forsøgte at nedtone voldsomheden. Herefter citeredes affæren mest som at drengen selv havde været ude om det og nedtonede skaderne efter piskningen. Lidt som en almindelig røvfuld.

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 25. april. De foranstaltninger til undertrykkelse af oppositionsbevægelserne, som længe har været varslet, og som har gjort sig kendt blandt hertugdømmet Slesvigs befolkning, synes nu at blive gennemført. Foreløbig er der sat gang i ændringer i embedsværket kombineret med en tilsvarende fjernelse af alle elementer, der ikke passer til landspartiets intentioner. I Slesvig har den kendte revisor og politimester Jörgensen, hvis sag mod den ulykkelige Gercke, der blev tortureret til døde, og mod boghandleren dr. Heiberg blevet belønnet med Ridderkorset af Dannebrogsorden, nu erstattet justitsråd Leisner som borgmester, en forfremmelse, som Jörgensen sikkert vil vide at vise sin taknemmelighed for gennem nye heltegerninger. Leisner er blevet forflyttet til Eckernförde, hvor borgmester Lorenzen og bysekretær Langheim har skullet give plads til ham. Langheim, som ved undersøgelserne i Eckernförde stadig ved forskellige lejligheder ønskede at handle efter loven, blev af sine overordnede foranlediget til at indgive sin ansøgning om løsladelse; da han nægtede, blev han simpelthen afskediget.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 25. April. Die bereits seit längerer Zeit in Aussicht gestelten Massregeln zur Unterdrückung der oppositionellen Bewegungen, welche sich unter der Bevölkerung des Herzugthums Schleswig kund gegeben haben, scheinen nunmehr zur Ausführung gebracht werden zu sollen. Mit Veränderungen im Beamtenstande, verbunden mit einer entsprechenden Ausscheidung aller den Absichten der nationalen Partei nicht zusagenden Elemente, hat man einstweilen den Anfang gemacht. In Schleswig tritt der bekannte Auditeur und Polizeimeister Jörgensen, dem sein Verfahren wider den unglücklichen, zu Tode gepeinigten Gercke, sowie gegen den Buchhändler Dr. Heiberg bereits das Ritterkreuz des Danebrogordens eingetraten hat, nunmehr als Bürgermeister an des Justitzraths Leisner Stelle, eine Beforderung, für welche Jörgensen sich voraussichtlich durch neue Heldenthaten dankbar zu erweisen wissen wird. Leisner ist nach Eckernförde versetzt worden, woselbst Bürgermeister Lorenzen und Stadtsekretär Langheim ihm haben Platz machen müssen. Langheim, der bei den Untersuchungen in Eckernförde verschiedentlich noch nach Recht und Gesetzt hat verfahren wollen, ist in Veranlassung dessen von seinem Vorgesetzen aufgefordert worden, sein Entlassungsgesucch einzureichen; da er sich dessen geweigert, ist er einfach verabschiedet worden. 

(Regensburger Tagblatt: Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerectigkeit 5. maj 1860).

Casper Conrad Langheim var borgmester siden 1841 og var vellidt også blandt tyskerne. Selv om han blev tvunget væk fra posten nogle år efter afslutningen af treårskrigen 1848-1851, fulgte de efterfølgende borgmestre dog hans linje. Det var først med Leisner, og især med Jørgensen at dette ændrede sig. Se også det særskilte indslag om Langheim her på bloggen.

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Syd for Dannevirke, den 30. September. Saa samvittighedsfuldt som muligt har jeg nu i henved et halvt Aar givet Dem Meddelelser om, hvad der tildrog sig hernede, og hvad der rører sig i Gemytterne. Jeg vil ikke nægte, at før jeg kom hertil, troede jeg, at det dog nok lod sig gjøre at indføre Grundloven, og at Stemningen var os mindre fjendsk i Svan-Sø og Danske-Skov; efterhaanden kom jeg dog til at sande, at man maa hævde Nationaliteten fremfor Alt, og at de, som ville erobre Befolkningens Stemning ved den videste Frihed, igrunden kjøbe Katten i Sækken. Man har det ogsaa paa Fornemmelsen hernede, at foruden den aabne Modstand gives der en anden og farligere, nemlig en vidt dreven hemmelig Agitation fra Tydskland, en Agitation, som benytter sig af de skændigste og nederdrægtigste Midler, for at naae et forbryderisk og røverisk Maal. Og naar man saa engang læser rigtigt sande og slaaende Artikler som den om "de slesvigske Provindsialstænder" nys i "Fædrelandet", og man ret puster disse Sandheder udbredte blandt Befolkningen, sa saa maa man sige til sig selv, at saadanne *Ønsker høre til dem, som ikke kunne opfyldes, thi Befolkningen faaer alle Efterretninger fra Danmark gjennem tydske Aviser. Man har ingen Anelse om, hvorledes vi Danske betragte slesvigske Forhold, men man har sat Befolkningen paa et Standpunkt at betragte os fra, der er saa forkeert og Danmark saa ugunstigt, som det vel er muligt. Man troer, at specielt Kjøbenhavnerne ville Slesvig tillivs paa alle mulige Maader. Om vore politiske Partier er man meget uvidende, man skærer dem alle over een Kam, saadanne politiske Personligheder som J. A. Hansen, A. L. de Coninck o. Fl. ere aldeles ubekjendte Størrelser, og af Ministrene er det kun den slesvigske og den holsteenske, man kjender Noget til. Hall forestiller man sig som et Uhyre, Gud veed hvorfor; thi en tammere Minister, der mere lader Alt skjøtte sig, som det kan bedst, kunne dog selv de meest Misfornøiede ikke godt forlange. Det maa derfor være alle gode danske Mænds Opgave at virke hen til, at Sydslesvig faaer et nøiere og bedre Kjendskab til vore Forhold, og blandt Andet kunde smaa Pjecer paa Tydsk, uddeelte blandt Befolkningen, gjøre god Virkning. Hyppige Reiser til denne Deel af Landet vilde ogsaa være at anbefale. Kjendte man os blot rigtigt, vilde man skamme sig ved at bedømme os og vore Forhold paa en saa ravgal ! Maade, som man gjør.

Hvad der har bedrøvet mig mest hernede, er det isandhed frygtelige Had, som Ungdommen I nærer til Danmark; det er Noget, hvorom de ikke kan gjøre Dem Begreb, og Wühlere sige med stolthed: "Ja, Ungdommen er meget værre end vi!" Jeg vil blot hidsætte en lille Begivenhed til Bekræftelse paa det her Anførte. Som De veed, vrimler det her af Skyttegilder, og det gaaer saa i vidt, at Børnene ogsaa have deres Gilde, hvor der skydes med Flitsbue. Nu skulde der da denne Sommer være stor Gildefest for Børnene i Ekernförde; to røde Faner skulde bæres foran Optoget gjennem Byen, men Justitsraad Leisner, Byens dygtige Borgemester, fandt det passende, at et Dannebrogsflag ogsaa kom med. Denne Fane vilde ingen af Drengene bære! der maatte derfor trækkes Lod, og dette faldt paa en Dreng, der hørte til den derværende Garnison; saaledes blev den Knude overhugget. En haabefuld Yngling skal imidlertid have gjort sig syg, fordi han ikke vilde gaae i et Optog, hvor Dannebrog bæres i Spidsen. Kald det Drengestreger, om De vil, men husk paa det sande Mundheld: Hvad man i Ungdommen nemmer, man ei i Alderdommen glemmer.

Det er Underviisningen, det er Skolevæsenet, som maa og bør controleres langt alvorligere end hidtil. Som De veed, er Kiel Slesvigholstenernes Hovedstad, og alligevel lader man et Skoleseminarium vedblive at bestaae i Ekernførde, Kiels Naboby. De kan tænke Dem, at Dhrr. Seminarister gjerne ville spille Kielerstudenter i det Smaa; de have kun to Timer dansk Underviisning om Ugen, og Læreren er ikke det danske Sprog mægtig. Herre, hvad skal Enden blive? Bestyreren. Prof. Bahnsen, er en gammel Mand af en retsindig Charakteer; men jeg troer, at han har overlevet sin Tid, og at han er en ivrig Modstander af Sproggrændsen.

Hvorfor behøves der overhovedet to Seminarier i Slesvig? Vilde det i Tønder, naar det blev udvidet, ikke være tilstrækkeligt? To saadanne Skoler maae mere end nogetsomhelst Andet virke til Adsplittelse. 

Til Slutning vil jeg tage Maleriets lysere side frem, og den er, at den lavere Middelstand og den uafhængige Bonde nære et indgroet Had til en Opgaaen i Tydskland og specielt i Preussen, og at man ikke mere uden ydre Tvang vil tage sin Tilflugt til Oprør som sidste Gang: det er kun den "videnskabelige Intelligents", der vil sælge Fædrelandet til dets værste Fjender. Svansø, Danske-Skov og Hütten Amt er kun en lille Deel af Slesvig, og om den ogsaa raaber høiest, er det dog nok Nord- og Mellemslesvigerne og Friserne, som i Afgjørelsens Time faae det vægtigste Ord at sige.

(Flyveposten 4. oktober 1861).

Fra Eckernførde skrives de forskjellige holsteenske Blade Følgende, hvorpaa vi ikke undlades at henlede Vedkommendes Opmærksomhed: Hr. Baron v. Plessen red en Dag henimod Slutningen af December ved Jungfernstieg, hvor en Deel Bern legede. En af disse, en Søn af Slagtermester Büschel, kastede - hvad enten det nu skete af Vanvare eller forsætligt - en nedfalden Green i saaledes, at den traf Baronen paa Armen, hvorved dennes Hest blev noget sky. Faderen, som fandt Sønnens Adfærd meget strafværdig, begav sig strax til Baronen for at gjøre Undskyldninger og for at forsikre ham om at Barnet skulle blive alvorligt revset. Baronen tilgav ikke alene det Skete, men bad Faderen om ikke at være alifor streng. Glad over saaledes at have bilagt Sagen, gik Fader, nu hjem og straffede sin Søn til Advarsel for Familien. Men kort efter erholdt han en  Tilsigelse til at møde paa Politikammeret, hvor man underrettede ham om, at hans svagelige 9 Aars Barn skulde pidskes. Alle Faderens Bønner og Forsøg paa at faae Justitsraad Leisner til at tage Dommen tilbage vare forgjæves, og Baron Plessens Forbøn frugtede ligesaa Iidt. En Eftermiddag indfandt Justitsraaden sig tilligemed Physikus Dr. Wasmer, Overpolitibetjent Kold og Vagterne Reimers og Rhode, den sidste med et Bundt Riis, for at pidske Drengen. Faderen bortfjernede sig for ikke at høre Drengens Jamren og for ikke at lade sig henrive lil en overilet Handling. Da han kom tilbage, var Exekutionen forbi, og Inqvisitionen fjernede sig med den Advarsel, at han i Fremtiden maatte see at passe bedre paa sin Søn. Drengens Ryg var sønderflænget, og Barnet maalte bringes tilsengs.

(B. T )

(Østsjællandsk Avis (Køge) 19. januar 1863)

Berliner Gerichts-Zeitung 15. januar 1863 kommenterede affæren på følgende måde: Die Dänen und deutschen Renegaten a la Leisner mussten einen deutschen Rücken prügeln, noch dazu einen  neunjahrigen! Senere referedes sagen således (oversættelse først):

Drengepiskningen i Eckernföde som en af ​​vore ambitiøse forfattere hurtigt brugte til at friske sit navn op med en lille europæisk aura, vækker stadig den mest almindelige forargelse i Slesvig, især når man hører at den stakkels dreng der blev ramt af den, led virkelig alvorlig skade på helbredet. Politimesteren Leisner der optrådte på en så slem foged- og fogedmanér, er genstand for almindelig afsky. Det viser sig også senere gennem udtalelserne fra den 9-årige Carl Büschels legekammerater at han ganske utilsigtet kastede en gren efter baron Plessen. Under alle omstændigheder bør hændelsen få den konsekvens at politiet i Eckernförde bliver frataget den barbariske overlegehed offentligt at straffe børn af respektable forældre for simpel gadestreger. Andre steder bliver selv unge tyve og vagabonder ikke længere pisket, men bliver behørigt stillet for retten og straffet. Spørgerne vil højst give dem håndjern der ikke overholder kravene, men hvis disse har sundhedsskadelige konsekvenser, risikerer de at blive straffet. Og det forekommer os fint.

Die Knabenpeitcschung in Eckernföde, die einer unser strebsamen Literaten rasch benutzt hat, um seinen Namen durch etwas europäischen Nimbus aufzufrischen, erregt noch immer in Schleswig die allgemeinste Eintrüstung, besonders da man hört, dass der arme davon betroffene Knabe wirklich ernstlichen Schaden an seiner Gesundheit gelitten hat. Der Politzeimeister Leisner, der in so gemeiner Schergen- und Büttelmanier gehandelt hat, ist Gegenstand des allgemeinen Abscheu's. Auch stellt es sich nachträglich durch dis Aussagen der Spielkameraden des 9jähringen Carl Büschel heraus, dass derselbe ganz unabsichtlich den Baron Plessen mit einem Zweige geworfen. jedenfalls dürfte der Vorfall die Folge haben, dass in Eckernförde der Polizei die ganz barbarische Besugnitz entzogen wird, Kinder achtbarer Eltern wegen einfacher Strassenungezogenheiten öffentlich zu züchtigen. Anderwärts werden ja selbst junge Diebe und Vagabonden nicht mehr gepeitscht, sondern ordnungsmässig vor Gericht gestellt und bestraft. Höchtens erhalten sie von den Inquirenten nicht vorschriftsmäasige Manischellen, sollten diese aber gesundheitswidrige Folgen haben, so laufen jene Gefahr, bestraft zu werden. Und das scheint uns auch in der Ordnung.

(Berliner Gerichts-Zeitung 29. januar 1863).

Da Leisner og hans håndlangere havde pågrebet drengen i faderens hus, faldt det svage barn for hans fødder, omfavnede hans knæ og tryglede: "Jeg har for nylig mistet min mor, sorgen over mig vil også slå min far ihjel; Vis derfor barmhjertighed." Politimesterens svar lød: "Du skal piskes, og det er så vidt det rækker." ... Så fem danske mænd ydmyger sig selv så dybt, at de straffer et fattigt, svagt, men samtidig flittigt og godt tysk barn der lige har mistet sin mor på en grusom og uhyrlig måde, fordi faderen er tysker! ... - Beskrivelsen af ​​denne hidtil usete handling blev sendt til de herboende ambassadører i Berlin; en redegørelse er blevet udfærdiget og præsenteret for Lord John Russel, og sorgens budskab er fejet gennem Tyskland fra ende til anden. Vil Tyskland affinde sig med denne nye kendsgerning, uhørt selv i Bombas', Don Miguels og Nikolaus' årbøger? Måske kan det svage barn blive anstødssten for at styrke det tyske folk, for endelig at sone for den lange skam.

Als Leisner mit seinen Schergen den Knaben im Hause seines Vaters ergriffen hatte, fiel ihm das schwächliche Kind zu Füssen, umfasste seine Knie und flehte: "Ich habe erst kürtzlich meine Mutter verloren, der Kummer über mich möchte auch meinen Vater tödten; deswegen haben Sie erbarmen." Die Antwort des Politizeimeister lautete: "Du sollst gepeitscht werden, und dabei hat es sein Bewenden." ... Also fünf dänische Männer, erniedrigen sich so tief, dass sie ein armes, schwaches, dabei auch fleitziges und braves deutsches Kind, das eben seine Mutter verloren hat, aug eine grausame und empörende Art züchtigen, weil der Vater ein Deutscher ist!... - Die Schilderung dieses beispiellosen Acten ist an die residierenden Gesandten nach Berlin geschickt; es ist eine Urkunde aufgenommen und Lord John Russel eingehändigt worden, und die Trauerbotschaft durchliegt Deutschland von einem Ende bis zum anderen. Wird Deutschland sich diese neue, selbst in den Jahrbüchern eines Bomba, Don Miguel und Nikolaus unerhörte Thatsache gefallen lassen? Vielleicht kan das schwache Kind der Anstoss werden zum Ermannen des deutschen Volks, zur endlichen Sühne der langen Schmach.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 1. februar 1863. Uddrag. Afsnit som forekommer i de øvrige artikler er udeladt).

I marts 1863 blev justitsråd Leisner frikendt ved en dansk ret. Dette blev flittigt citeret i tyske aviser som endnu et eksempel på dansk barbari.

Et Trudselsbrev. Et af de anonyme Trudselsbreve, der fra Frankfurt ere sendte til Justitsraad Leisner i Eckernförde i Anledning af den verdenshistoriske Begivenhed med Slagtermester Büschels Sønneke, lyder saaledes:

"Elender, niederträchtiger Schurke! nimm Dich wohl in Acht! Du sollst Deinen verdienten Lohn für Deine ruchlose That an einem unschuldigen deutschen Kinde empfangen! Wir Deutschen werden Euch lumpigen Dänen und elenden Diebe unseres Vaterlandes noch beweisen, dass in unserer Brust nock edle deutsche Herzen schlagen, deren einziges Streben ist, Euch Dieben das geraubte, edle Schleswig-Holstein wieder zu entreissen, und die Zeit wird bald herannahen, wo Ihr sehen sollt, was es heisst für das Vaterland ins Feld zu ziehen.

Ein Deutscher."

(Flyveposten 2. marts 1863.)

Flyvepostens artikel blev flittigt citeret i tyske aviser.

De tyske hertugdømmer. Slagtermesteren Büschel i Eckernförde stævnede den danske dommer Leisner i Eckernförde, fordi han på grund af en patriotisk udtalelse barbarisk lod sagsøgerens lille søn slå. Som man hører, blev Büschel afvist, fordi Leisner henviste til, at hans forgængere pryglede tyske skolebørn.

Deutsche Herzogthümer. Der Metzgermeister Büschel in Eckernförde ist seiner Zeit gegen den dänischen Justitzrath Leisner in Eckernförde klagend aufgetreten, weil derselbe das Söhnlein des Klägers einer patriotischen Aeusserung wegen hatte barbarisch prügeln lassen. Wie man hört, ist Büschel aus dem Grunde abgewiesen worden, weil Leisner nachgewiesen hat, dass schon seine Amtsvorgänger die deutsche Schuljugend haben prügeln lassen.

(Straubinger Tagblatt 29. april 1863.)

Preussiske og østrigske tropper overskred Ejderen 1. februar 1864. Der kom til en kort kamp i skoven ved Friedrichstadt syd for Eckernförde og derefter rykkede preusserne ind i Eckerförde by. Her blev de beskudt af to danske krigsskibe, men de fortrak da preusserne havde opstillet tre feltbatterier der begyndte at beskyde skibene. 

Leisner måtte opgive sin stilling og begive sig nordpå mod Danmark. Det gik ikke stille af, for telegrafisk (nogen kilder angiver Büschel som den der foranledigede det) var der givet besked til stationsbyerne om at Leisner var på vej med preussisk eskorte.

Wilhelm von Diez (1839-1907): Gefecht bei Eckernförde am 1t Febr. 1864. Skibene må være de to danske krigsskibe, i forgrunden opstiller preusserne det feltartilleri som fik dem til at fortrække. Krigsmæssigt var Eckernförde kendt fra treårskrigen 1848-1851 for et slag hvor det danske linjeskib Christian VIII og fregatten Gefion blev ødelagt af slesvig-holstensk artilleri, 5. april 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nachdem Bürgermeister Leisner in Eckernförde gezwungen worden die Stadt zu verlassen, hat der Bürgermeister Stegelmann den Herzog Friedrich proclamiert.

(Leipziger Zeitung 4. februar 1864)

Schl.-H. Bl. skriver: "Hr. Leisner havde den frækhed at blive i Eckernförde, efter at danskerne havde trukket sig tilbage. Han følte sig imidlertid meget usikker og anmodede om en sikkerhedsvagt hos chefen for de preussiske tropper, som beredvilligt blev bevilget ham. Derpå gik borgerdeputationen til ham og fik ham til at forstå, at han ikke kunne fortsætte med at fungere som borgmester i denne tid. Det var ikke let for hr. Leisner at træde tilbage fra sin lukrative post. Den kommende preussiske oberst forklarede, at han ikke behøvede at bekymre sig om fælles anliggender. Der var ikke andet tilbage for den adelige drengeprygler end at forlade stedet under eskorte af preussisk kavaleri." [Fra en privat kommunikation ved vi, at den preussiske kommandant sagde, at han kunne beskytte personen, men i sit embede var han nødt til at beskytte sine medborgeres respekt. D. red.]

Die Schl.-H. Bl. schreiben: "Herr Leisner hatte die Keckheit, nach dem Abzug der Dänen noch in Eckernförde zu bleiben. Er fühlte sich indessen sehr unsicher, und erbat sich von dem Befehlshaber der preussischen Truppen eine Sicherheitswache, die ihm bereitwilligst gemährt wurde. Darauf begaben sich die Bürger-Deputation zu ihm und machten ihm begriflich, dass er in dieser Zeit nicht noch ferner als Bürgermeister fungiren könnte. Herrn Leisner mochte das Aufgeben seines einträglichen Postens nicht leicht werden. Er machte noch einen Versuch, sich durch Militär in seinem Amte zu erhalten, indess vergeblich, denn der angegangene preussische Oberst erklärte, dass er sich um Communalsachen nicht zu kümmern habe. Da blieb dem edlen Knabenzüchtiger denne nichts übrig, als unter Escorte preussischer Reiter das Feld zu räumen." [Einer Privatmittheilung entnehmen wir, die Aesserung des preussischen Truppenführers habe dahin gelautet, die Person zu schützen könne er übernehmen, in seinem Amte aber müsse ihm die Achtung seiner Mitbürger schützen. D. Red.]

(Süddeutsche Zeitung 6. februar 1864).

Tilstande i Holsteen og Slesvig. Om de skandaleuse Demonstrationer mod Justitsraad Leisner skriver en Altonaerkorrespondent til "Kreuzzeitung" Følgende under 3die Februar: . . . . Selv om det Meste af, hvad der fortaltes om Leisner, skulde være sandt, saa havde dog Ingen i Holsteen Ret til at forulempe hans Person, endsige mishandle den Flygtende og behandle ham som et Stykke jaget Vildt. Og dette skete paa en oprørende Maade baade i Nemünster og Kiel og vilde her i Altona maaske have antaget de meest betænkelige Dimensioner, dersom de preussiske Officerer, som ledsagede Leisner, ikke havde brugt den Forsigtighed, at lade Toget holde omtrent ti Minutter for Ankomsten til Altona, for at de ad en Sidevei kunde bringe Leisner til Hamborg udenom Altonas Forstad. Saa vidt er det allerede kommet hos os, at der ikke mere existerer nogen Garanti for Folks personlige Sikkerhed! Allerede om Formiddagen var der til forskjellige Herværende ankommet Telegrammer om, at Leisner vilde indtræffe til Altona med Aftentoget. Mere behøvedes der ikke, for den skandalelystne Del af vor Befolkning for atter at sætte en Demonstration i Scene, som dennegang kunde have draget de sørgeligste Følger efter sig. Hvem der saae de Pøbelmasser, som fyldte Ventesalen paa Banegaarden, og som vare ophidsede ved Taler og Brændeviin - hvem der hørte deres raab og truende Udraab, kunde ikke Andet end befrygte det Værste, dersom ikke en Indskriden fra Myndighedernes Side forebyggede Faren, hvilket vel ikte var at vente af vor forbundskommissariatiske Styrelses laxe og fuldkomne passive Holdning. Det var forfærdeligt at see den Lidenskabelighed, hvormed Pøbelen, da Toget kjørte frem for Perronen, kastede sig over Vognene for at faae fat i den "bebudede" Flygtning, at see, hvorledes man trængte ind Koupeerne og overfaldt fremmede, sagesløse Folk, knyttede Næverne og med dyrisk Raseri skreg paa Leisner. En Herre, der ved en Misforstaaelse blev betegnet som Leisner, faldt i Hænderne paa en Pøbelhob og kunde kun beskyttes mod Mishandlinger derved, at en af den herværende "Slesvig-Holstenske Forenings" Ledere gav sit Æresord paa, at en Forvexling fandt Sted. Endnu længe efter vedblev den ophidsede, rasende Pøbel at gjennemsøge Vognene, puffe, støde og skjælde, og alt dette mod en Mand, en Flygtning, en Forfulgt, som idetmindste ikke i Holsteen har forbrudt sig ved det Allermindste, og som, dersom han virkelig i sin Hjemstavn maaskee har begaaet noget Uretfærdigt, allerede er haardt nok straffet ved Forjagelse og ved Tab af Embede og Indtægter. Vore ellers saa stortalende Blade omtale dette beklagelige Tilfælde kun med faa Linier; om en Misbilligelse er der naturligviis ikke Tale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1864).

2. Borgermester Leisner (Ekernførde).

den 19de Februar 1864. For Retten mødte Justitsraad Christoffer Leisner, 51 Aar gammel, født i Haderslev, Kandidat fra Universitetet i Kiel, Borgermester i Ekernførde. Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende.

Den 1ste dennes henad Middag rykkede de første preussiske Tropper ind i Ekernførde, efterfulgte af en Mængde Studenter fra Kiel, kjendelige paa deres Huer og forsynede med Baand af de oprørske Farver. Til disse sluttede sig nu Byens Pøbel og en Deel af Borgerne, og denne Mængde foretog sig nu rundt i Byen allehaande Excesser under Afsyngelsen af Sangen "Schleswigholstein“. Tilsidst samlede Mængden sig udenfor Komparentens Huus og nedrev Politiskiltet, hvorefter Komparenten bevægede en af Byens Senatorer, N. n., til at gaae til den Øverstkommanderende paa Stedet, en preussisk Major, for at udbede Beskyttelse for Komparentens Person. Senatoren kom imidlertid tilbage og erklærede, at Majoren, hvis Navn iøvrigt var Komparenten ubekjendt, havde nægtet at yde nogen Beskyttelse. Efterhaanden indfandt sig flere preussiske Underofficerer i Anledning af Rekvisitioner hos Komparenten; ogsaa til disse erklærede han, at han for at præstere det Forlangte maatte have personlig Beskyttelse, og disse Underofficerer lovede at forebringe Vedkommende dette Forlangende, men han fik intet Svar, og Uordnerne vedbleve uforstyrret. Henimod Kl. 5 indfandt sig hos Komparenten Adjutanten hos den Øverstkommanderende og erklærede ham, at han ikke kunde vente nogen Beskyttelse fra Militairets Side for sin Person, samt betydede ham at reise, hvilket Tilhold Komparenten erklærede at ville efterkomme, hvorpaa denne Officeer lovede ham den fornødne Escorte til at komme ud af Byen. Han steg kl. 7 tilvogns tidligemed sin kone og Pleies dater og kjørte nu ud af Byen ad Kiel til, med Vognen escorteret til udgangen af Byen af to preussiske Uhlaner. Omtrent 1. Miil fra Byen stødte Vognen paa en preussisk Patrouille, hvis Fører, en Underofficeer, efterat en tilstedeværende civil Person havde erklæret, at Komparenten var en Dansk, rev Vogndøren op og holdt Komparenten en Karabin for Brystet, hvorefter han lod en af Patrouillens Mandskab stige op paa Bukken og kjøre vognen under Eskorte af to Mænd tilfods til det preussiske Hovedkvarteer paa Hohenlied. Ankommen hertil maatte Komparenten stige ud af Vognen, men fik, efterat have foredraget Sagen for de preussiske Officerer, der her vare forsamlede, af en ham iøvrigt ubekjendt Major, hvis Navn han dog troer var v. Roos af Generalstaben, Tilladelse til at kjøre til Kiel, hvor han ankom samme Aften. Komparenten tilføier, at han paa Veien til Hohenlied blev behandlet brutalt af de preussiske Soldater, der escorterede Vognen, og som blandt Andet lode begge Vogndøre staae aabne for, som de sagde, at kunne høre, hvad han talte med sine Damer. Paa Reisen fra Kiel til Altona næste Dag blev han først paa Banegaardene i Kiel og Neumünster forhaanet af der forsamlede Hobe, - i Kiel vare disse Hobe blandede med preussisk Militair. Da han endelig paa Banegaarden i Pinneberg atter saae en Hob forsamlet og frygtede for, hvad der kunde skee i Altona, stod han ud fra den modsatte Side af Roupeen og begav sig bagom Toget ind i Pinneberg, hvorfra han paa Foranstaltning af den derværende Øvrighed blev kjørt til Hamborg. Hans Kone, der var kjørt videre med Toget, har fortalt ham, at en Masse, flere Tusinde Mennesker, ved Togets Ankomst til Altona var samlet derstede, tildeels forsynet med Knipler og søgende efter ham. Leisner var især bleven forhadt formedelst de slesvigholstenske Journalisters falske Fremstillinger af den Tugtelse, han som Politimester havde tilkjendt Slagter Büschels Søn.

(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. Bidrag til en Characteristik af de mod Danmark rettede tydske Partibevægelser, 1864. s. 194-196. Se også Det Kongelige Bibliotek)

Såvel Jürgensen som Leisner optrådte i tyske aviser sammen med mange andre som eksempler på de danske myndigheders brutalitet og fremfærd mod tyskerne i hertugdømmerne. 

Affæren blev også husket i danske aviser, i hvert fald 8. juni 1885 i Kallundborg Avis.

Soldatersammenstød i Eckernförde. (Efterskrift til Politivennen)

Kiel, 16. maj. (H.R.) De fleste reserver til bataljonerne med base i Holsten er nu ankommet. I går ankom ikke færre end fire dampskibe med militær hertil. Andre landede deres last i Eckernførde. I forgårs var der alvorlige slagsmål mellem slesvigere, der skulle af sted herfra, og lokale danskere, så politi og betjente måtte gribe ind for at berolige dem. Man kan nu høre "den tapre landssoldat" synge, andre gange "Slesvig-Holsten". Soldaterne selv ser ud til at ville opføre sig ret kæphøje her og bevise deres tapperhed ved at skubbe professorer i teologi og damer ud af fortovet. Politiet mindede dem derfor om reglerne vedrørende gadernes lov og skal også have informeret kommandanten om dem. Alt dette var konsekvenser af disse indkaldelser, som der ikke var den mindste grund til efter forholdene her.

Kiel, den 16. Mai. (H. R.) Die Reserven für die in Holstein liegenden Bataillone sind jetzt meistens eingetroffen. Gestern langten hier nicht weniger als vier Dampschiffe mit Militär an. Andre haben ihre Ladung in Eckernförde ausgeschifft. Zwischen einbrufenden Schleswigern, die von hier abgehen sollten, und hiesigen Dänen kamen es vorgestern zu ernsten Handgreiflichkeiten, so dass Polizei und Officiere berughigend einschreiten mussten. Man hört jetzt bald den "tappern Landsoldaten", bald "Schleswig-Holstein" singen. Die Landsoldaten selbst scheinen sich hier recht übermuthig geriren zu wollen und beweisen ihre Tapferkeit dadurch, dass sie Professoren der Theologie und Damen von Trottoir stossen. Die Polizei hat deshalb die Bestimmungen über das Gassenrecht in Erinnerung gebracht und soll auch dem Commandanten Mittheilung davon gemacht haben. Alles Folgen dieser Einberufungen, für welche in den hiesigen Verhältnissen auch nicht der geringste Grund lag.

(Magdeburgische Zeitung 20. maj 1863)

Politivold i Eckernførde. (Efterskrift til Politivennen).

Om Politibegivenheden i Eckernførde (see Avisen Nr. 10) oplyser Berl. T. nærmere fra anden Kilde: Allerede i længere Tid var der til Politiemesteren indløbet jævnlige Klager over Gadeungdommens Nærgaaenhed, navnlig over, at der paa Gaden af Drengene kastedes med Steen og andre Gjenstande efter dem, som passerede tilhest eller tilvogns; ibl. a. havde ogsaa Baron v. Plessen beklaget sig over, at hans Rideknægt ikke kunde passere Gaden, uden at blive forulempet ved Steenkast, hvorved Hestene bleve skye. Politiemesteren forsøgte en Tidlang ved Advarsler at gjøre Ende paa dette Uvæsen, men uden Nytte. Da derfor den ovennævnte Tildragelse den 25de f. M. havde fundet Sted, og man her vidste, hvem der var den Skyldige, blev Slagterm. Büschel tilligemed Sønnen indstævnet for Politieprotocollen, og tilstod Drengen i det over ham optagne Forhør, efter først at have nægtet, at han med Forsat havde kastet en Green efter Baron v. Plessen og truffet denne. Den derefter ikjendte Straf af Riis blev exeqveret i Drengens Hjem, under Nærværelse af Physicus og efter at denne iforveien havde undersøgt Drengens Legemsbeskaffenhed og erklæret, at Straffen kunde finde Sted uden Fare eller Skade for hans Helbred. At den tildeelte Revselse ikke heller har overskredet de rette Grændser, godtgjøres ved et af Physicus afgivet Vidnesbyrd, der gaaer ud paa, at det ved en samme Dag anstillet Undersøgelse havde viist sig, at Drengen, som nu atter gik i Skole, Intet feilede, hverken i legemlig eller i aandelig Henseende, og al den med al mulig Forsigtighcd tildeelte Tugtelse ikke kunde have og ikke heller har havt nogen skadelig Indflydelse paa Drengens Sundhedstilstand, i hvilken Henseende det endnu fortjener at bemærkes, at en af Faderen tilkaldt privat Læge allerede den 3die ds. i en af ham udstedt Attest havde erklæret, at han ved en den Dag anstillet Undersøgelse har fundet, at Hudens Høvelse og Ømhed vel endnu ikke vare ganske forsvundne, men at Barnet iøvrigt havde det godt. - Denne Beretning benægter imidlertid ikke, som det i den tidligere heed, at Baron Plessen selv var gaaet i Forbøn for Drengen, hvis Forseelse jo derefter ikke kunde ansees at være stor og Drengen var jo dog et Barn; hvorfor da udvise en saa ubarmhjertig Haardhed?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. januar 1863)

Sagen er udførligere behandlet i det afsnit på denne blog som handler om politimesteren Christopher Leisner.

Casper Conrad Langheim (1806-1864), Eckernförde. (Efterskrift til Politivennen)

Eckernförde ligger i Slesvig mellem byen Slesvig og Kiel ved en fjord. I perioden før, under tre-årskrigen 1848-1851 var den skiftevis på slesvig-holstenernes og danskernes hænder. Efter krigen og op til krigen 1864 blev der fra dansk side stillet stadig kraftigere krav om at fremme danskheden. 

Som et eksempel på hvor vanskeligt det kunne være for borgmester og embedsmænd - der måske ville være på god fod med befolkningen i byen - er Casper Conrad Langheim. Han blev borgmester i byen i september 1841. Den tidligere borgmester Claudius var omkommet i 1840 ved en ulykke da en kanon sprang i forbindelse med et fakkeltog for kongen. Borgmesteren var udpeget af kongen, og byens styrelse bestod af ham og en magistrat i samarbejde med en folkevalgt forsamling kaldet de deputerede borgere. Formanden for magistraten (borgmesteren) havde desuden 3 rådmænd (senatorer)

Gennem sin embedskarriere til 1860 blev han skydeskive for begge parter og anklaget af begge parter for at stå med modstanderne. Desværre kender vi for lidt til hvordan det alligevel lykkedes for ham at blive siddende, og hvordan de almindelige indbyggere i byen egentlig mente om ham. Hvordan borgerskabet generelt stillede sig til omvæltningerne under treårskrigen, er der ikke bevaret udtalelser om. Selv om de fra begge sider blev taget til indtægt for deres egne synspunkter. Men embedsmændene måtte melde ud. Langheim anerkendte de nye magthavere og han formåede stort set at beholde sine embeder under hele treårskrigen, samt helt op til 1860.

Om tiden op til treårskrigen ikke så meget på denne blog. Men i september 1849 var byen ved at falde i slesvig-holstenernes hænder, ligesom Husum var det. Før det skete, findes nedenstående notitser som synes at antyde at han var tro mod kongen, idet penge blev sendt nordpå. Det modsatte borgerne sig. 

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12 ds. har der været temmelig betydelige Spektakler i Eckernførde. Da Oppebørselsbetjentene ville sende deres Kasser til Flensborg, satte Borgerne sig der imod, og om Aftenen bleve vedkommende Embedsmænds Vinduer, navnlig Borgemester Langheims, slaaede ind under Kattemusik og Charivari. Ifølge "N. Fr. Pr." er Centralcasserer Boldt paa en reise gjennem Byen Slesvig bleven modtaget af Folket paa en "følelig" Maade. Det er vel altsaa rimeligt, at Eckernførde og Slesvig ville lide Husums Skjæbne.

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 18. september 1849)

Grunden til kattemusikken skulle ifølge tyske aviser være at de danske embedsmænd ville sende penge til Flensburg:

Fra øjenvidner i Eckernförde hører vi, at der var et ret betydeligt tumult der i går aftes. Embedsmændene der skal have gjort en indsats for at sende penge til det centrale kassekontor i Flensborg. Borgerne modsatte sig dette, og om aftenen blev ruderne hos de relevante embedsmænd, herunder borgmester Langheims, smadret under akkompagnement af kattemusik.

Aus Eckernförde hören wir von Augenzeugen, dass daselbst gesten Abends ein ziemlich bedeutender Krawall gewesen ist. Die dortigen Hebungsbeamten sollen Miene gemacht haben, Gelder an die Centralkasse in Flensburg einzusenden. Die Bürger haben sich dem widersetzt, und Abends wirden unter Katzenmusik den bezüglichen Beamten, unter andern auch dem Bürgermeister Langheim die Fenster eingeworfen.

(Landshuter Zeitung. Niederbayerisches Heimatblatt für Statt und Land 20. september 1849).

I Th. Lüders: "Denkwürdigkeiten zur neuesten Schleswig-Holsteinischen geschichte" bd. 3 om året 1849 antydes de da også at han var upopulær blandt slesvig-holstenerne. Her fik Langheim følgende skudsmål (s. 375):

Borgmester Langheim var en personlighed sammensat af forfængelighed, snavset egeninteresse og uvidenhed, som i krigens tre år altid blæste efter vinden. Regeringen udviste den svaghed at han kunne blive siddende og ikke trådte tilbage.

Bürgermeister Langheim, eine aus Eitekkeit, schmutzigen Eigennutz und Unwissenheit zusammengesetze Persönlichkeit, welcher während der drei Kriegsjahre den Mantel stets nach dem Winde trug. Es war eine Schwäche der Regierung, dass sie im Amte beliess und nicht absetzte.

I oktober 1849 tog Langheim tilsyneladende sin afsked. Men dette synes ikke at have blevet ham tilstået. Og i en dansk avis blev han ved årsskiftet 1849/1850 skældt ud for at være for venligsindet overfor slesvig-holstenerne, i stedet for at støtte de kongetro borgere i byen:

- Fra Eckernførde erfare vi, at Nytaarsnatten dersteds, som paa mange andre Steder i Slesvig, har været meget urolig. Man maa nemlig ingenlunde troe, at Troskabsfølelsen mod Kongen og Kjærligheden til Danmarks Sag i denne lille, men dog efter den 5. April 1849 saa navnkundige By, er ganske slukt eller undertrykt. Tværtimod har der allerede siden Krigens Begyndelse ifjor bestaaet en loyal Klub af meget agtede og formuende Borgere, Muurmester S., Hattemager D., Guldsmed P., Bogbinder L., Reebslager B. og flere, omtrent 10 i Tallet, hvilket ikke er en ganske ringe Mængde for en By som Ekernførde, hvor saagodtsom hele Embedsstanden og Magistraten er færdig at sprække af Tydskhed. Men i Ekernførde haves aldeles det samme mærkelige Særsyn, som i Flensborg; det er ikke og kan ikke være Danskhed, eller Kjærlighed til det Danske, der driver disse Folk til at udsætte sig for Vold og Forfølgelse, for Spot og Haan, men det er den sunde, jævne Borgeraand, der reiser sig mod det lærde slesvig - holsteenske Løgne- og Udsugelses-System, mod Fordærvelsen og Nederdrægtigheden iblandt den slesvig - holsteenske Embedsstand, og mod dette uhyggelige Spil med Eed og hellige Løfter. Foruden hine Borgere er i Ekernførde største Delen af Fiskerne og og Skipperne (der udgjorde 1/4 Deel af Statens Beboere), som stadig have staaet i Forbindelse med Danmark og danske Sømænd, yderst kjede af det oprørske Væsen, og lægge ikke mindste Skjul paa deres Sindelag. Saaledes ere Forholdene i Ekernførde. I den sidste Tid var den loyale Forening trængt frem med større Bestemthed og Ugeneerthed, end før, hvilket da vakte alvorlige Bekymringer blandt de tyske "Patrioter". Nytaarsaften pleier man i denne By, som overalt, at more sig med Smaadrillerier og Karnevalsoptøier, om de end tidt ere lidt plumpe. Den Frihed, som denne Aften syntes at yde, blev af Slesvig-Holstenerne benyttet til en Demonstration mod de troe Slesvigere. Især var det Muurmester S., som var dem en Torn i Øiet. Han havde endog med sine Meningsfæller i Sommer holdt et Gilde i Anledning af Slaget ved Fredericia, hvorfor han rigtignok blev stævnet til Raadstue, men vidste dog at undgaae videre Tiltale ved at foregive, at han havde høitideligholdt sin Kones Fødselsdag. Kl. henimod 9 paa Nytaarsaften rykkede da en Pøbelhob, som iforveien var trakteret af Kjøbmændene H. og M. med ægte Kartoffelbrændeviin, ind paa Muurmesterens Huus og tvang denne til at flygte. Han retirerede til den prøisiske Vagt, midt i Byen, men da denne ikke i mindste Maade vilde yde ham Hjælp, henvendte han sig til Borgemester Langheim, for at bevæge denne til energiske Forholdsregler. Benævnte Borgemester L. er ikke yndet i Ekernførde paa Grund af sit sære Væsen, og, naar der er en eller anden Skandal, saa pleier Gade-Ungdommen altid at betænke hans Vinduer med nogle Steenkast. Da denne Mand saaledes bestandig lever i Angst for at faae sine Vinduet ituslagne, turde han naturligviis ikke yde den flygtede Borger nogen Hjælp, fordi dette vilde have kostet ham alle sine store og dyre Ruder. Muurmester S. maatte altsaa begive sig hjem og fandt da største Delen af sit Indbo aldeles ødelagt. Den vilde Skare var imidlertid draget videre, for at fortsætte sit Arbeide i slesvig-Holsteens Tjeneste. Hos Guldsmed P. paa Torvet søgte de at opbrække Vinduesskodderne, for at aabne sig Adgang til nogle Sølvskeer og Ringe, hvilket dog ikke lykkkedes. Under bestandig Brølen af deres yndede "Meerum-schlungen" opsøgte de nu alle de "Dansksindedes" Huse (ialt 16) og regalerede Vinduerne med Steen samt Beboerne med Trusler og Skjældsord. Omsider Kl. 1 var Runden gjort og alle "Forrædere" afstraffede. Hverken Politiet eller Prøiserne have gjort det Mindste for ar forhindre dette Uvæsen. Hvad vil nu følgen blive af disse Exesser? De velsindede Slesvigere ville slutte sig end tættere sammen, de ville end klarere føle og erkjende, hvad det slesvig-holsteenske Væsen er og tilsigter, de ville med Trofasthed og Taalmodighed oppebie den Stund, da deres Konge atter bliver Herre i Landet - og frelser dem fra videre Undertrykkelse.

(Dannevirke 7. januar 1850)

Året efter var slesvig-holstenerne ved at blive nedkæmpet, og Langheim fik i september 1850 også dømmende politimyndighed. I september måtte han dog flygte fra slesvig-holstenerne, "und hoffentlich kehrt er nicht wieder", som mange tyske aviser skrev da de igen indtog byen. Danske skibsbatterier havde skudt plejehuset i brand. "Gefion" var slesvig-holstensk: 

Danskerne som var smidt ud af Eckernförde, forsøgte at sætte ild til Gefion. En dansk bombe ramte Gefion. Borgmester Langheim fra Eckernförde er flygtet til danske skibe. Men hans kone, der er født i København, vil gerne holde med tyskerne.

Die Dänen, die aus Eckernförde geworfen wurden, machten den Versuch, die Gefion in Brand zu stecken. Eine Dänische Bombe hat die Gefion getroffen. Der Bürgermeister Langheim aus Eckernförde hat sich auf dänische Schiffe geflüchtet. Seine Frau aber, aus Kopenhagen gebürtig, will's mit den Deutschen halten.

(Die Volksbötin 20. september 1850.)

En tysk avis skrev tilbageskuende om denne affære:

Borgmesteren Langheim, måske den eneste i Eckernförde, der sympatiserede med danskerne, blev tvunget til at svare på Paludans brev på vegne af byen Eckernförde om at borgerne overlod beslutningen om at fortsætte eller stoppe kampen til de militære myndigheder. Umiddelbart efter parlamentarikerens ankomst havde Jungmann og de øvrige befalingsmænd besluttet ikke at lukke skibene ud af havnen igen. De svarede derfor, efter at de heroiske borgere i Eckernförde udelukkende havde lagt beslutningen i deres hænder:

"Vi ser ingen grund til at skåne dine skibe. Skulle du udføre din trussel om at beskyde en åben by, ville et sådant hærværk blive en forbandelse for Danmark, hvis repræsentant du er her. Jungmann, kaptajn og chef for kystbatteriet. Irminger, kaptajn og bataljonschef. Wiegand, bychef".

Der bürgermeister Langheim, der Einzige vielleicht in Eckernförde, der dänischen Sympathien hatte, sah sich gezwungen, auf Paludans Schreiben im Namen der Stadt Eckernförde zu erwidern, dass de Bürger die Entscheidung über Fortsetsung oder Einstellung dess Kampfes den Militärbehörden überliessen. Jungmann war mitt den übrigen Kommandeurs gleich nach dem Eintreffen des Parlamentärs entschlossen gewesen die Schiffe nicht wieder aus dem Hafen zu lassen. Sie erviderten daher, nachdem die heldenmüthigen Bürger Eckernförde's die Entscheidung ausschliesslich in ihre Hand gelegt:

"Wir sehen uns nicht veranlasst, Ihre Schiffe zu schonen. Sollten Sie Ihre Drohung, eine offene Stadt zu beschiessen, verwirklichen, so, würde ein solcher Vandalismus der Fluch Dänemarks werden, dessen Repräsentant Sie hier sind. Jungmann, Hauptmann und Kommandeur der Küstenbatterie. Irminger, Hauptmann und Batallionskommandeur. Wiegand, Stadtkommandant".

(Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 19. februar 1864).

Hans kone havde åbenbart slesvig-holstenske sympatier, og dette blev efter  krigens afslutning i 1852 lagt borgmester Langheim til last: hans kone havde hyldet Bonin efter hans sejr ved Fredericia:

--- 

For ikke mange Dage siden holdt Omegnens galante Folk et Bal i Blumthal Kro, hvor ogsaa den berygtede Kiøbmand Martini var tilstede; en dansk Officier, som paa anden Haand ønskede Entré, blev afvist. Her levedes høist gemytligt med Schleswig-Holstein meerumschlungen og Hochs for Staten Schleswigholstein. Advocat Lübbes er ogsaa Justitsembedsmand paa Godset Maasleben, hvorunder Kroen sorterer. For faa Dage siden gav Hr. Cordes paa Hohenstein, tal Norden for Eckernförde, et Selskab for sine Naboer, Venner og Troesforvandte, og blandt disse navnes ogsaa Advocai Lübbes. Her sang man ved Bordet "Schleswig-Holstein mcerumschlungen", holdt patriotiske Taler til Bedste for det Land Schleswig-Holstein og udbragte Vivat og Hochs for samme, og der i Lübbes's Overværelse, der netop er Justitsembedsmand paa Godset. Vi kunne naturligviis ikke sige, om Lübbes raabte med, ja vi kunne ikke engang forsikkre, at han hørte derpaa - vi vare nemlig ikke iblandt Gæsterne - men vi opfordre ham herved at fralægge sig denne for en Embedsmand høist graverende Beskyldning ved at bevise sit Alibi; thi han skal, saafremt Regjerlngen giør Noget ved Sagen, undersøge Criminalia og dømme sine Medskyldige. Hvad nu Eckernförde angaaer, da befinder man sig der efter Beleiringstilstandens Ophør ret vel, er tilsyneladende rolig og tillader sig blot i Udkanterne af Byen at give sig Luft i den skiønne "Meerumschlungen", men dette kommer nu formodenlig hverken til Borgemesterens eller Kommandantens Kundskab; man er ikke saa ufornuftig eller ubeskeden at besvære Vedkommendes Øren. Forresten lever Schleswigholsteinismen der i fuldt Velgaaende, og det er visselig ei uden Grund, Eckernförde har feiret den eneste virkelige Triumph, Oprørerne have havt over deres retmæssige Landsherre; d. 5. April 1849 er et uomstødeligt, et blivende historisk Factum.

Vi have kjendt Eckernførde i en Række af Aar og tør derfor frit udtale den Formening, at denne By af det hele Land, som har været insurgeret, sidst vil forandre sig til det Bedre. Blandt flere Grunde er den for os den vigtigste, at Borgemester Langheim er forbleven og mulig fremdeles bliver i sit Embede. Denne Mand, saaledes som vi fjende ham, er af ret gode Evner, men af en svag Charakteer; han er som et Siv for Vinden. Hvad Under da, at han i en Række af Aar har været Schleswigholsteinismens Tilhænger og er mere tilbøielig til det Onde end til det Gode. Vi have kjendt hans Færd, saavel da han udførte Kongens Bud, som da den provisoriske Regjering var hans Afgud; nu er han maaskee igien den retmæssige Fyrstes tro Tjener, forsaavidt en utro Tjener nogensinde igjen kan blive tro. Dersom vi tør meddele nogetsomhelst Raad, da bør han forflyttes; thi han har formeget compromiteret sig til, at han atter kan handle selvstændig som Embedsmand, og det fjendlige Parti tvinger ham netop derved til at handle saavidt gjørligt i sin Aand. Vi ville kun levere eet Beviis, men det er ogsaa slaaende. Efter Schleswigholsteinernes moralske Seir ved Fredericia, efterat Vaabenstilstanden var proclameret og Slesvig altsaa regieredes, om end af Fremmede, dog altid i Kongens Navn, blev Bonin inviteret til Eckernførde og der bekrandset, med al den Pomp, Høie og Lave, Embedsmænd og Borgere, kunde udvise, som Seirherre ved Fredericia, af Borgermester Langheims ægteviede Hustru. Man lægge Mærke til Sagen. Den fungerende øverste Magistratspersons Kone bekrandser offenlig Landsherrens Fjende, fordi han har kjæmpet mod hans Armee; om den gode Langheim eller Fruen tillige holdt Talen, som naturligvis blev holdt, erindre vi ei længer. Kan der vel tænkes større Forhaanelse mod Landsherren! Og denne Fru Langheim er født dansk, vi troe i Kjøbenhavn. I danske Hædersqvinder, hvis Sønner have blødt for os, Eders betrængte og mishandlede Brødre, hvis Gaver have qvæget saavel den saarede Oprører som den hæderkronede Kriger, beklage med os, at en dansk født Qvinde er falden saa dybt! Om Advocat Lübbes ville vi denne Gang ikke tale mere, uagtet vi ubetinget ansee ham for en af Partiets Koryphæer; vi ville først see, om han agter at frigjøre sig for, hvad vi ovenfor have debiteret, og forbeholde os da fremdeles Ordet om ham, naar vi dertil finde os foranledige.

---

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 22. maj 1852).

I hvert fald ser det ud til at de danske myndigheder var utilfredse med ham, for i august 1853 blev Langheim degraderet til stadssekretær, mens den 23-årige cand. juris. Hammerich blev borgmester, byfoged og politimester. Nogen stor ændring synes det dog ikke at have medført, Langheims linje blev videreført.

Efter krigen blev alle de slesvig-holstenske embedsmænd afskediget. Langheim måtte godt nok opgive posten som borgmester i 1853, men han fik lov til at fortsætte som bysekretær, auktionsforvalter og rådmand. Han afløstes af premierløjtnant Louis Hammerich (1830-1919) som havde deltaget i krigen som frivillig på dansk side. Han fungerede 1853-1856.  

Fra hertugdømmet Slesvig, 20. februar. (Schw. M.) Den efter det slesvigske ministeriums befaling anlagte sag af magistraten i Eckernförde by mod den tidligere borgmester i Langheim, nu bysekretær der, for tilbagebetaling af pengene fra bykassen i årene 1849-1850 til statskassen i Rendsborg i statholderskabets regeringstid indbetalte skatter til indretning af krigsskat og og de renter, der betales til private, der låner byen penge til dette formål, er fra appelretten i Flensborg den 22. december v. J. besluttet, at tiltalte kun skal tilbagebetale 301 og 44 1/4 FRM i stedet for de krævede 4250 og 82 FRM, og sagsomkostningerne.

Aus dem Herzogthüme Schleswig, den 20. Februar. (Schw. M.) Die auf Befehl des Schleswigschen Ministeriums von dem Magistrate der Stadt Eckernförde wider den vormaligen Bürgermeister Langheim, jetzt Stadtsecretär daselbst, erhobene Klage auf Ersatz der aus der Stadtkasse in den Jahren 1849-1850 an die Landeskasse in Rendsburg während der Regierung der Statthalterschaft einbezahlten Termine der zur Entrichtung der Kriegssteuer ausgeschribenen gezwungen Anleihe und der an Privaten, welche der Stadt dazu Gelder angeltehen, dafür bezahlten Zinzen ist von Appelationsgerichte zu Flensburg den 22. December v. J. dahin entschieden, dass der Beklagte statt der geforderten 4250 und 82 F. R. M. nur 301 und 44 1/4 F. R. M. zu erstatte habe, under Vergleichung der Prozeskosten.

(Magdeburgiscxhe Zeitung: Anhalter Anzeiger 1. marts 1858.)

- Undersøgelserne mod Dr. Heiberg i Slesvig i Anledning af Udbredelsen af Stænder-Majoritetens Adresse have lfølge "R. E." ført til den Oplysning, at de Stænderdeputerede Raadmønd Marquardsen, Hansen-Grumby og Ahlefeldt-Sehested imellem 10. og 11. Febr. begav sig til Slesvig og medbragte den i Forsamlingens Bureau trykte Rumohrske Adresse. Disse tre Herrer konfererede derpaa med Dr. Heiberg, udlagte Texten i Klubbens "Museum" samt oplæste Adressen for en Forsamling; samtidigt bestilte Dr. Heiberg 2000 Aftryk af Adressen hos Bogtrykker Pfingsten i Itzehoe og denne havde allerede den 14. Februar Arbeidet færdig. Af Alt dette fremgaaer saaledes, at  hele Arrangement ved den oprørske Adresses Offentliggiørelse er udgaaet fra Majoritetens 26 Medlemmer. Da Dr. Heiberg den 16. modtog Exemplarer af Adressen, lod han den uopholdelig uddele i Slesvig, Kiel, Hamborg og Flensborg. I den sidste By anholdt man samtlige Adresser i Herzbruchs Boghandel og der skal ikke være forsendt Exemplarer Nord for Flensborg (?). da der ikke har været taget Aftryk af Adressens danske Text. - Med Hensyn til den oprørske Adresse fra Byen Slesvig have Undersøgelserne vist. at dens oprindelige Text er forfattet af Kjøbmand og deputeret Borger Berseck og i Aafskrift meddeelt Brygger Detlefsen og Korkfabrikant Esch, der paatoge sig at forlokke smaaborgere til at underskrive Adressen. Det lykkedes dem dog kun at samle 80 Underskrifter, da mange Borgere vægrede sig ved at underskrive en saa oprøst Text; Adressen blev derfor omredigeret, og Kjøbmand Herting og den Deputerede Langheim satte sig derpaa i Bevægelse for at samle Underskrifter. Den saaledes modificerede Adresse synes dog endnu at have været Slesvigs Borgere for skarp, thi Berseck, Esch og Brødrene Detlevsen forenede sig senere om at redigere en endnu mildere Text, der blev udført i Steentryk af Lithograph Eckener i Slesvig. Disse Adresser bleve samtlige leverede til Byens Stænderdeputeret, Raadm. Marquardsen, der medtog dem til Flensborg. Efterhaanden have samtlige Underskrivere nu indrømmet, at de ere blevne opfordrede til kun at sætte deres Navn under Adressen, uden at kjende eller i ethvert Fald at forstaae dens Indhold: "thi en Takadresse er jo dog en uskyldig Ting!" - De deputerede Borgere Berseck, Langenheim, Arlitz og Myohl ere suspenderede som saadanne og Raadmand Marquardsen udelukket fra Majoritetens Forhandlinger indtil Undersøgelserne have givet et bestemt Resultat for hans Nedkommende. - Ifølge en Korresp. til "I. R." have Stadssekretairerne (Byskriverne) i Slesvig og Ekernførde erholdt Vink om at søge deres Afskeed, og Hr. Langheim er som Følge heraf afreist til Kjøbenhavn, hvor han skal have havt flere Audientser hos den slesvigske Minister,

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 13. april 1860)

Efter den affære synes det som de danske myndigheder havde fået nok af Langheim,  tommelskruerne skulle skrues på mod oppositionen, og det anså man ikke Langheim for manden til. Den 16. april 1860 blev C. C. Langheim afskediget i nåde og med pension. Han var da stadssekretær, auktionsforvalter og rådmand. Samtidig meddeltes at justitsråd Leisner var bogmester, stadssekretær, byfoged og auktionsforvalter. Se andetsteds på denne blog. 

I oktober 1860 fik C. C. Langheim, nu forhenværende stadsekretær i Eckernförde bestalling til at drive advokatforretning i hertugdømmet Slesvig mod at tage bopæl i byen Slesvig. I december 1860 fik C. C. Langheim af kongen bestalling til at drive advokatforretning ved underretterne i hertugdømmet Slesvig med forpligtelse til at tage bopæl i byen Slesvig. Han døde kort efter krigens slutning i oktober 1864, ca. 58 år gammel efter længere tids sygdom.