Strejke i Frihavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Strike i Frihavnen

De løse Arbejdere i Frihavnen ere et uroligt Folkefærd, der jævnlig kommer i Konflikt med Direktionen. En saadan Konflikt opstod ogsaa igaar i Anledning af Losningen af noget Tømmer fra Dampskibet "Texas". Dette Arbejde vilde Arbejderne udføre for Akkordbetaling, medens de havde losset en anden Del af Dampskibets Trælast for Timebetaling. Da Akkordbetaling blev dem nægtet, forlode de Skibet, og kort efter fik de de løse Arbejdere paa tre andre skibe i Frihavnen til at følge deres Exempel. Ved en Forhandling, der derefter fandt Sted mellem de Strikende og Direktør Thielsen, hævdede denne, at ifølge den Overenskomst, som Arbejderne selv paastod, der fandtes mellem dem og Direktionen, vare de uberettigede til at forlade Arbejdet paa et Skib, naar Losningen først var paabegyndt, før denne var til ende bragt. Ligeledes var det i Følge Overenskomsten ene og alene Direktionen, der bestemte, om et Arbejde skulle lønnes med Timebetaling eller efter Akkord. Til denne Overenskomst holdt Direktør Thielsen sig, og da Arbejderne ikke vilde bøje sig, forlode de c. 200 i Tallet Frihavnen.

Som det vil være bekjendt, har Direktør Thielsen for et Aars Tid siden dannet et fast Korps af Frihavnsarbejdere, der tæller 250 Mand, som kun kunne sige deres Pladser op med 3 Maaneders Varsel. Desuden har Direktøren i den senere Tid dannet et mindre Korps af Arbejdere, der have den Pligt hver Dag at møde i Frihavnen. Hvis der en Dag ikke bliver Brug for en saadan Mands Arbejde, faaer han udbetalt 2 Kr.; men saasnart han kommer i Arbejde, selv om det kun er for en kort Tid, faaer han 4 Kr. i Dagløn. Dette Korps talte indtil igaar 25 Mand, men Direktør Thielsen har nu antaget yderligere 25 Mand. Der er saaledes i Øjeblikket 300 Mand til Disposition i Frihavnen, og de staa Alle udenfor Fagforeningen. Som Følge deraf har den Strike, de løse Arbejdere have etableret, ikke i nogen væsentlig Grad generet Arbejdet ved Losningen af Skibene.

Havnearbejdernes Forbund har iøvrigt holdt Generalforsamling i Dag, og der er forskiellige Ting, som kunne tyde paa, at de tænke paa at faa Arbejderne ved den gamle Havn dragne med ind under Striken. Allerede under Lock-outen i Sommer havde Havnearbejderne deres ny Krav i Orden, og hvis de nu fremkomme med disse, vil det sikkert føre til en Arbejdstandsning, da Kravene ere saa store, at de fra, gjældende Arbejdsgivere umuligt ville kunne gaa ind paa dem.

(Nationaltidende 6. december 1899).

Havnearbejderne dannede før og efter århundredskiftet 1900 en række fagforeninger: Kularbejdernes Fagforening stiftet 1884. Sæd- og stykgodsarbejderne. Kul- og Havnearbejdernes Fællesforbund (samarbejde med sømændenes fagforening) stiftet 1897, opløst januar 1900. Foreningen for faste arbejdere i Frihavnen, 1899. Og der kom flere til, se nederst i indslaget.

Strejken i Frihavnen.

Som kortelig omtalt i Gaar har Havnearbejdernes Forbund i Tirsdags Eftermiddag nedlagt Arbejdet i Frihavnen. Den direkte Anledning til dette Skridt er følgende: Der har i nogle Dage været losset fra Dampskibet "Texas" i Dagløn a 40 Øre i Timen. I Tirsdags naaede man imidlertid til den Del af Skibets Last, som indeholdt Pitsch-pine og andre haarde Træsorter. Da der nu er truffen en særlig Akkord imellem Forbundet og Frihavnsselskabet om Losning af denne Vare, forlangte Arbejderne, at denne Akkord skulde træde i Kraft. Dette nægtede Direktør Thielsen at gaa ind paa. Havnearbejdernes Bestyrelse forsøgte nu en Forhandling med Direktøren for at bevæge denne til at holde den Overenskomst, han en Gang var gaaet ind paa, og betale Arbejderne den deri fastsatte Akkordpris. Disse Forhandlinger førte imidlertid ikke til noget Resultat. Direktøren blev ved sit, han forlangte Arbejdet udført i Dagløn uanset den gældende Akkordpris. Følgen heraf blev, at samtlige Medlemmer af Havnearbejdernes Forbund, som var beskæftigede i Frihavnen, nedlagde Arbejdet. Strejken omfatter i Øjeblikket over 200 Mand.

Naar man kender lidt til Forholdene ved Losning og Ladning i Havnen, er det meget forklarligt, at Arbejderne ikke vil finde sig i, at Arbejde, for hvilket der er fastsat Akkordpriser, forlanges udført i Dagløn. Arbejdet i Havnen er meget variabelt; der kan ofte gaa baade 3, 4 og flere Dage, hvor der intet er at gøre, saa kommer der Skibe ind, som skal losses hurtigt, og der sættes fuld Kraft paa. For at dette kan blive muligt, maa de Arbejdere. som ernærer sig i og ved Havnen, bestandig være parate til at tage fat, naar der kaldes. De kan altsaa ikke søge Arbejde andre Steder, men maa spasere, naar der ikke er Brug for dem. Dette Forhold er der da ogsaa taget Hensyn til ved Fastsættelsen af Priserne paa Arbejdet. Dette udføres væsenligst i Akkord og der tages haardt fat for at opnaa den højst mulige Dagløn. Arbejderne ved nemlig ikke, naar der næste Gang bliver Adgang til Fortjeneste, derfor hænger de i. Denne Arbejdsmaade er baade i Skibets og i Ladningsmodtagernes Interesse. Skibet faar den kortest mulige Liggetid; derved sparer det ikke alene Bolværkspenge. men kan ogsaa hurtigere naa et nyt Bestemmelsessted og der maaske udnytte en Change, som ellers vilde gaa fra det. Ladningsmodtageren er ogsaa tjent med en hurtig Losning for at kunne udnytte den hjemkomne Vare.

Det er dette Forhold Direktøren i Frihavnen vil søge at forandre. Han har allerede i Fjor antaget en Del Folk paa fast Aarsløn og nu antager han saakaldte faste Arbejdere paa Dagløn, og endelig i Tirsdags tog han Skridtet fuldtud og slog en Streg over Priskuranten ved at forlange, at de saakaldte "løse Arbejdere" c: saadanne der kun antages naar der er mere end de faste Folk kan udrette, - til at arbejde i Dagløn. Enhver kan sige sig selv, at Havnearbejderne var nødsagede til at modsætte sig dette, og da de ikke med det gode kunde naa en Ordning med Hr. Thielsen, maatte de vælge den anden Udvej han selv betegnede for dem ved at erklære, at "saa maatte de slaas". Iøvrigt maa det bemærkes, at den Pris Arbejderne forlanger overholdt i Frihavnen er den samme, som gælder og som betales af alle andre Forretninger i Havnen.

Den Fremgangsmaade Direktør Thielsen her har bragt i Anvendelse er lidet heldigt, hvis det er hans Opgave, hvad det burde være, at skabe rolige og stabile Forhold i Frihavnen. Vil han trykke Lønnen, saa faar han kun de daarligste Kræfter til at udføre Arbejdet, og det er i Længden hverken Skibene eller Ladningsmodtagerne tjente med. Mener han endelig, at enkelt Poster i Priskuranten er for høje, saa burde han naturligvis gaa den Vej. der ellers er almindelig i saadanne Forhold, at søge en Forhandling for at faa Priserne forandret. Han har valgt den modsatte Fremgangsmaade, er optraadt som Selvhersker og har derved tvunget Arbejderne til at standse.

Det betragtes som en Selvfølge, at ingen hæderlig Arbejder under disse Forhold søger Beskæftigelse i Frihavnen.

Bestyrelsen

for Havnearbejdernes Forbund.

(Social-Demokraten 7. december 1899).

Politiet og Strejkebryderne i Frihavnen.

Politiet lader til stadig at have en speciel Forkærlighed for de Individer, der optræder som Strejkebrydere. Man vil erindre de mange Historier fra Strejken i Gasværkshavnen. Det samme Strejkebryder-Korps, der den Gang huserede i Gasværkshavnen, har under Strejken i Frihavnen fundet Anvendelse der, og Spektaklerne er ikke udeblevne.

I Gaar Eftermiddags kom saaledes en af dem om Bord i det svenske Dampskib "Nore", hvor nogle organiserede Arbejdere var beskæftiget med at læmpe Kul. Han gik hen til Kularbejder Hans Larsen og forlangte en Snaps. Dette blev ham nægtet, men en halv Time efter kom han imidlertid igen og forlangte i en streng Tone at faa noget Øl.

Hans Larsen bad nu Strejkebryderen paa en eftertrykkelig Maade om at forlade Skibet og lade dem passe deres Arbejde.

Strejkebryderen gik ogsaa, men et Øjeblik efter vendte han tilbage i Følge med en Inspektionsbetjent Jørgensen. Denne gik straks hen til Hans Larsen og kommanderede ham følge med til Stationen. Larsen spurgte meget forundret, hvad havde gjort. "De har skældt denne Mand ud, og det kan koste Dem Vand og Brød."

Nu kom imidlertid Skibets Kaptejn og Styrmand til, og ved deres Mellemkomst lykkedes det Larsen at slippe fri for at gaa med paa Stationen og der ved ødelægge sin Arbejdsdag.

Vi henstiller til Politiassistent Tvermoes, at han giver sine Undergivne Tilhold om først at undersøge Sagerne, før de tager Strejkebrydernes Arbejderne opfordrer vi med Erfaringer fra Gasværkhavnen for Øje til saa vidt muligt at undgaa at tale med Strejkebryderne.

(Social-Demokraten 8. december 1899).

Striken i Frihavnen. I Formiddags henvendte en Deputation fra de strikende Frihavnearbejdere sig til Direktør Thielsen med Anmodning om, at Striden bilagdes paa den Maade, at Arbejdet om Bord i Skibene i Frihavnen overlades til Fagforenings-Arbejderne. Direktøren troede, som naturligt var, at det var en Sag Arbejderne maatte forhandle med de paagjældende Rhederier om. Efter hvad vi erfare, er der da ogsaa i Løbet af Dagen skeet Henvendelse fra Arbejderne til Rhederierne i saa Henseende. Direktør Thielsen tilbød iøvrigt Arbejderne, at de kunde tage fat naar som helst. Fagforeningsfolkene kunde arbejde i Hold for sig, som de vilde, men de skulde finde sig i, at de faste Arbejdere deltoge i Arbejdet. En saadan Ordning vilde Fagforeningsmedlemmerne imidlertid ikke gaa ind paa, de true tværtimod med at drage Kuskene med ind under Stridighederne i Frihavnen. Det bør noteres, at den mindste Fortjeneste en løs Arbejder i Frihavnen kan have er 40 Øre Timen eller om Vinteren 4 Kr. daglig, om Sommeren 4 Kr. 40 Øre. Det er denne Minimumsfortjeneste, 200 Arbejdere nu kaste Vrag paa blot for et Magtspørgsmaals Skyld.

(Nationaltidende 9. december 1899. 2. udgave).

Strike i Frihavnen.

Fra en navngiven Mand blandt Frihavnens faste Arbejdere have vi med Anmodning om Offentligjørelse modtaget et Brev af hvilket vi meddele følgende Uddrag:

At Havnearbejdernes Forbund (Fagforeningen) tæller øvede Arbejdere, kan vel næppe nægtes, men stor Forskjel paa de løse og de faste Arbejdere i Frihavnen er der dog ikke hvad Dygtigheden angaaer. Vor Meddeler har ved Losning af Sæd som Maaler været med til i et Hold af faste Arbejdere paa en Dag at losse 1220 Tdr. Majs, hvilket Arbejde betaltes med 12 Kr. 20 Øre. Han har imidlertid ogsaa arbejdet sammen med de løse Arbejdere, saaledes at der var løse Arbejdere ombord og faste Arbeidere i Land. Resultatet blev da gjennemsnitlig 1000 a 1100 Tdr. Rug til Oplægning pr. Dag, hvilket kun giver 7 a 7½ Kr. pr. Dag. Dette tyder just ikke paa, at de løse Arbejdere ere raskere til at losse end de faste.

Selv om der blandt de faste Arbejdere findes mange som ikke tidligere havde været vante til Arbejdet, saa man de, dog erindres, at omtrent Halvparten af de faste Folk ere gamle Havnearbejdere, forhenværende Medlemmer af Forbundet. Ved Samarbejdet ere de nu alle blevne øvede Arbejdere, saaledes at kun faa af de løse Arbejder, ere dygtigere.

Hvad de Angreb angaaer, som Forbundet retter mod Frihavnsdirektionen, da er dette høj grad overdrevent. Man kan vel nok undertiden komme til at vente noget, før der tages fat paa Losningen af et Skib, men en halv Dag har der dog endnu aldrig været Tale om at vente. Hvad Rangeringen af Vogne angaaer, da bliver den i Reglen foretagen paa Tider, der falde sammen med Spisetiderne. Dog kan Rangeringen midt paa Formiddagen undertiden afbryde Arbejdet 1/4 a ½ Time.

Af vor Meddelers Udtalelser fremgaaer det saaledes, at de løse Arbejderes Pukken paa deres overlegne Dygtighed er ganske uberettigen. Hvad de lidt uheldige Forhold i Frihavnen angaaer, som han tilslutning omtaler, da ville de blive afhjulpne ved de omfattende foranstaltninger og Nybygninger, som Frihavnsdirektionen allerede har ladet paabegynde, og som kunne ventes fuldførte i Løbet af det kommende Aar.

(Nationaltidende 12. december 1899).

Den 23. december 1899 meddelte Social-Demokraten at strejken var slut og at arbejdet ville blive genoptaget efter jul. Voldgiftsretten afsagde i slutningen af januar 1900 en afgørelse som på alle punkter gik de løse arbejdere imod.

Havnearbejderne fortsatte 1900-1902 med Dansk havnearbejderforbund (Kularbejdernes Fagforening, havnearbejdernes Forbund, Trælastarbejdernes Klub samt havneorganisationer i Århus og Helsingør). De røg ind og ud af Dansk Arbejdsmands Forening (DAF). I 1902 led de et stort nederlag som i perioden 1902-1919 betød at arbejdsgiverne havde frit spil og uantastet kunne bruge skruebrækkere. Havnearbejdernes Fællesforbund 1914. 1919: Dansk transportarbejderforbund (en reorganisering af Havnearbejdernes Fællesforbund efter konkurs samme år).

Frihavnsdirektør Evald Thielsen. 20. september 1851 - 8. marts 1916. Og hustru Olga Thielsen 3. november 1859 - 8. august. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Frihavnsdirektør Evald Thielsen, Evald (20.9.1851-8.3.1916) var bestyrer af dampmøllen i Nykøbing F. og løste i 1883  grossererborgerskab i København. Han var egentlig skeptisk overfor Frihavnen, men indgik dog 1891 i frihavnsaktieselskabet. Han med meddirektør 1894. Fra starten var der uro blandt havnearbejderne. Han var direktør indtil 1913 og fortsatte herefter som bestyrelsesformand i frihavnsaktieselskabet. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Mærkelige Domme ved Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Et Par Dage før havde en Rufferisag fra Odense været for Højesteret.

Sagen var rettet mod Ægteparret Frøsig. Det er konstateret, at Ægteparret ved deres forbryderiske Virksomhed har ødelagt flere unge Piger i Bund og Grund. De to Ægtefæller har benyttet deres Magt og Myndighed over stakkels enestaaende Piger til at tvinge dem til Samleje med Gæsterne. De har drevet Pigerne ud paa Gaderne og Hotellerne med Paalæg om at bringe Kunder hjem til Forretningen, og de har tvunget Pigerne til at drikke med Gæsterne og til at være "villige" overfor disse. Paa den Maade har Frøsig og hans Hustru bragt Sorg og Elendighed ikke alene over 5 a 6 unge Piger, men ogsaa over disses Familie.

Underretten idømte Parret 8 Maaneders Forbedringshus for Rufferi og Bedrageri. Men Højesteret frikendte dem for Bedrageri og idømte dem kun 4 Gange 5 Dages Vand og Brød for Rufferi.

"Fyns Socialdem." siger derom:

I vore Dage, hvor man over hele Europa tager med haarde Hænder paa de samvittighedsløse Personer, der driver Handel med unge Piger, maa Højesterets Dom højlig forundre. Thi Ægteparret Frøsigs Adfærd er sandelig endnu mere foragtelig og oprørende end Alfonsens og Pigehandlerens modbydelige Geschæft.

Frøsig og Hustru har endvidere bevislig blandet Vin med Vand og serveret gamle, dovne Ølsjatter som godt Bajerskøl, og Retten har frifunden dem for dette Bedrageri.

Muligvis er Højesterets Dom mere Overensstemmelse med den juridiske Retfærdighed end Underrettens. Men til Gengæld er den saare langt borte fra det, almindelige Mennesker vil kalde Gengældelse og moralsk Oprejsning. Og der er i dette Tilfælde Folk, som langt fra kan være tilfredse med den afsagte Dom, men som maa betragte det som skrigende uretfærdig.

Vi mener her Forældrene til de unge Piger, der er ødelagte i Frøsigs væmmelige Forretning.

Lad være, at det var fattige Piger, og at deres Forældre er Fattigfolk. De har dog sikkert elsket deres Børn lige saa højt som andre og de har sikkert grædt lige saa tunge Taarer over deres Døtres Ulykke, som de hæderværdige Højesteretsassessorer vilde have gjort, om det var deres Børn, der her var Tale om.

Lov og Ret er et uforklarligt elastisk Begreb. For nogle Dage siden dømtes en stakkels aandssvag Syerske i København til 8 Aars Tugthus for at have stukket Ild paa Ejendommen i Badstuestræde 6. Nævnte Ildløs foraarsagede ingen Skade, hverken paa Menneskeliv eller Værdier, og den blev hurtig slukket. Den ulykkelige Pige blev to Dage efter Dommens Afsigelse vanvittig af Anger og Sorg og maatte indlægges paa St. Hans Hospital.

Ægteparret Frøsig slipper med nogle Dages Vand og Brød, og Spekulanten i smaa Børn bliver rent ud frikendt.

Vi er ikke Tilhængere af haarde Straffe, og Højesteret har mange Gange dømt saaledes, at hvert medfølende Menneskes Hjærte maatte krympe sig derved. Ikke mindst har vi set hæderlige Arbejdere blive haardt ramte.

Derfor fortjener Højesterets Mildhed at noteres. Vi lever altsaa virkelig i et Land, hvor Lovene med særlig Mildhed skaaner de Forbrydere, der forgriber sig paa smaa Børn og paa unge Piger.

(Social-Demokraten 3. december 1899. 2. udgave).

Pigernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Mangen Frue vil med Gysen erfare, at Tjenestepigerne have dannet en Fagforening. Hun vil i Aanden se sig selv under en kommende Tjenestepigestrike baxe med Middagsmaden og Madam Mangor, mens Køkkenets hidtilværende Fe "spaserer", og Familiens Overhoved er i et tordensvangert Humør formedelst sveden Grød og anden Elendighed.

Der er imidlertid næppe nogen Grund til Bekymring. Det vil sikkert ikke være let at holde Pigerne sammen under en Organisation. Saa det er et SpørgsmaaI, om Fagforeningen ikke er dødfødt.

Men om den nu lod sig gjennemføre, vilde den i mange Retninger bringe Fruerne Fordel, thi den vilde slaa deres Forpligtelsers Grænse fast.

Nu veed en Husmoder i mange Tilfælde ikke, hvad hun tør forlange af sin Pige. Gaaer det an at bede hende gaa i Byen med Torvekurv paa Armen? Tør man frabede sig, at hendes Forlovede spiller Harmonika i Køkkenet? Hvor meget er hun vant til at faa i Julegaver osv. osv.

Fagforeningen vil bevirke, at alle disse Forhold blive forordnede. Og allerede har den stillet Fordringer som, om de giennemføres, ville bringe Klarhed og Orden i mange hidtil ulovbundne Forhold.

Naar der f. Ex slaaes fast, at Arbejdstiden er til Kl. 7 om Aftenen, og at efter den Tid betales der Overarbejdspenge, saa vil til Gjengiæld Husmoderen inden den Tid kunne have Pigen til sin Disposition uden ængstelig at gaa og tænke paa, om Stine ikke muligvis havde bedre Brug for sin Tid. Herefter vil Antallet af de syge Tanter hun skal besøge, og de Kusiner, hos hvem hun skal drikke Chokolade paa tidligere Tidspunkter af Dagen, formindskes ikke saa lidt. Thi sandsynligvis ville nu Fruerne danne deres Forening, som vil passe paa, at sligt overhovedet ikke finder Sted.

Men Fagforeningen bør udstrække sin Virksomhed ogsaa til andre Omraader. Der bør fastsættes faste Besøgstider for Kjæresten, og det bør bestemmes, hvor meget Porcelæn det er tilladt Stine at klinke, i hvor stort Omfang hun har Ret til at svare igen, hvor lang Tid hun har til at sladre med andre Piger paa Trappen, og i hvor stort Omfang hun skal have Ret til at spille paa Klaveret i Dagligstuen og benytte Familiens Abonnementsplads i det Kongelige.

Hvis den nye Fagforening bringer Klarhed og Orden i disse Forhold, bør den hilses med Glæde. Maaske vil da Striken i Længden ikke vise sig at være saa frygteligt et Vaaben som den traditionelle Karklud.

(Nationaltidende 2. december 1899. 2. Udgave).

Initiativtageren til Københavns Tjenestepigeforening var Marie Christensen (1871-1945). Modsat artiklens spådomme blev Tyendeloven af 1854 afskaffet og valgretten blev indført i 1903 ved menighedsrådsvalg, i 1908 til kommunale valg og i 1915 til rigsdagsvalg. På trods af modstand fra såvel arbejdsgiverne som tjenestepigerne selv voksede medlemstallet så det i 1904 dannede forlæg for en landsdækkende fagforening: De Samvirkende Tjenestepigeforeninger. Foreningen udgav fagbladet Tjenestepigernes Blad.

Julius Jacobsen 1851-1899 og Helvig Jacobsen 1854-1939. (Efterskrift til Politivennen)

Julius Jacobsen.

Om den afdøde Skuespiller Julius Jacobsen skriver G. H. i "Aalborg Amtstidende" :

Atter har Døden bortrevet et af Scenens glade Børn.

Julius Jacobsen er i Forgaars død efter en Operation paa et kjøbenhavnsk Hospital.

Der findes næppe en Teaterven i Landets samtlige Byer, som ikke stille vil gjentage for sig selv: Er Julius Jacobsen død?

Og man vil som i et Nu mindes al den gode, sunde Glæde, man skylder den afdøde Kunstner Tak for. Thi Julius Jacobsen var en Kunstner og bar sit Kunstnernavn med Ære. Der var en Tid, hvor hans Navn alene var nok til at fylde Tilskuerpladserne, og Provinsens Publikum forgudede ham.

Men Jacobsen lod sig intet Øjeblik nøjes med en Position, der i første Række skyldtes hans Ungdom, Ydre og medfødte Elskværdighed. Han arbejdede med større Maal for Øie, uddybede sine betydelige medfødte Evner og naaede at blive en Kunstner, for hvem et helt Lands Publikum og Kritik maatte bøje sig.

Hvis de kjøbenhavnske Scener udelukkende var den gode Kunsts Hjemsted, hvad de som bekjendt saa langtfra er, da burde Jacobsen forlængst have tilhørt et af de bedste kjøbenhavnske Teatre. Han foretrak imidlertid at blive herude, og som Løn for sin Trofasthed mod Provinsscenens Publikum vil hans Minde leve langt ud over disse Dage.

I de senere Aar var Jacobsen aandelig og legemlig svækket, og der var Aftener, hvor man med Vemod mindedes, hvor stor en Skuespiller han en Gang havde været.

Saa kunde der - momentvis - lyde en Replik eller en Betoning, og Julius Jacobsen fra de unge Dage stod lyslevende for os. Det var en Funke, der blussede op - for snart at slukkes.

Nu er Julius Jacobsen død.

I Esbjærg spillede han sin sidste Rolle, og da Publikum hin Aften fremkaldte ham, lyste der det samme barnlige glade Smil fra hans Ansigt som fra de mange Aar tilbage.

(Aarhus Amtstidende 1. december 1899).

Ukendt fotograf: Helvig Jacobsen, f. Johansen (f. 1854). Skuespiller Hagbarth Julius Jacobsen (14.5.1851-28.11.1899). Det kongelige Bibliotek.

Skuespiller og teaterdirektør Julius Hagbarth Jacobsen var en af samtidens elite-skuespillere i provinsen. Han debuterede 17 år gammel på Casino i København. Som 19 årig kom han til provinsen. Han spillede over 500 forskellige roller. Han pillede tre år på Casino. Blandt hans roller var i "Kommunalbestyrelsen" og "Kalifen på eventyr". Efter de 3 års forløb , hvor han i mellemtiden var blevet gift i 1882, blev han knyttet til Odense Teater. Senere var Julius Jacobsen knyttet til forskellige andre selskaber, ligesom han var sin egen direktør for Odense Teater. Han blev begravet 6. december 1899 på Vestre Kirkegård - Kbh.

Endnu et Teaterjubilæum.

Fru Helvig Jacobsen.

Samtidig med Hr. Albert Helsengreen fejrer if. "Kbhvn." en anden af Provinsscenens kendte og skattede Kunstnere, nemlig Fru Helvig Jacobsen, sit fyrretyve Aars Jubilæum. Fru Jacobsen, der nu bor i København, vil i Provinsen især mindes fra de Aar, hvor hun sammen med sin Mand, den fremragende Skuespiller Julius Jacobsen, tilhørte det gamle Cortes'ske eller Aug. Rasmussen'ske Personaler. Hun spillede et stort og omfattende Repertoire, og hun blev, saa vidt vides, Provinsens første Nora i Ibsens den Gang omstridte Dukkehjem. Men Helvig Jacobsen fik ogsaa paa anden Maade Betydning for den Kunst, hun tilhørte. Medens Byernes Borgere tidligere havde set paa de omrejsende Skuespillere som paa en Kaste, der ikke vedkom dem udover deres Optræden paa Scenen, saa tvang den unge Fru Jacobsen Hjemmenes Døre op for Teaterfolket.

Af Fru Helvig Jacobsens mange store Karakterroller kan foruden "Nora" bl. a. nævnes Hostrups Eva, Ibsens Lona Hessel, Amalie Skrams Agnete, og Heibergs Anna Hjælm i Kong Midos.

Fru Jacobsen paatænker at fejre sit Jubilæum ved en Forestilling i København. Senere gaar hun paa Tourne for endnu en Gang at mødes med alle de Venner, hun vandt sig ude i Provinserne.

(Aarhus Stifts-Tidende 27. marts 1912).

Fotograf Wilhelm Marinus Kjølby (1845-1908): Skuespillerinde, teaterdirektrice Helvig Marie Christine Jacobsen, f. Johansen (19.7.1854-1939). 1894. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skuespillerinde og teaterdirektrice Helvig Marie Christine Jacobsen, født Johansen, var gift 23. august 1882 med oven omtalte skuespiller og teaterdirektør Julius Jacobsen. Hun havde bevilling til at drive teater i provinsen som hun personligt dog ikke brugte.  Justitsministeriet forlængede bevillingen indtil 1926. Hun blev begravet på Vestre Kirkegård.

Syerskerne. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Travlhed til Julen.

Julen stunder til. I ethvert Hjem, hvor der nogenlunde er Raad, købes der Tøj til Børnene og Tøj til de voksne. Og Tøjet skal syes. Rundt paa Byens Systuer er der Travlhed med Naal og Traad, med Saks og Pressejern. Fra tidlig Morgen til længe, længe efter almindelig Fyraften lyder Symaskinens evindelige Snurren; den fine Frues Julestads skal være færdig til Brug Julemorgen. Tænk hvilken Ulykke, om det ikke skete, om huit skulde komme til at benytte en as de to Snese Kjoler, hun allerede har. Verden gik til Grunde. Og den mindre velhavendes Børn skal have det ny Tøj paa hen til Bedstefa'r og Bedstemo'r, det skal være færdig til Jul.

Og Systuernes Ihændehavere gnider sig Hænderne; det giver Penge i Kassen.

Men oppe paa Systuerne sidder Arbejdets Trækdyr, de, som fylder Arbejdskøbernes Skuffe. For dem betyder Juletravlheden ikke en forøget Indtægt, kun forøget Arbejde, længere Tid at sidde bøjet over Maskinen, større Anstrængelse af de trætte Øjne, kortere Tid til Hvile og Søvn, om Adspredelse er der end ikke Tale.

Men Lønnen. Ja, tal saa sagte om Løn for Syerskerne. 3-4-5 og, naar det gaar rigtig højt, 6 Kr. for 6 Dages og halve Nætters usund og triviel Arbejde, hvor man da ikke tager hele Søndagen med. Saaledes ser Lønnen ud, den Løn, der tvinger de unge Piger til enten at lige Forældrene til Byrde eller - sulte.

Kan nu Arbejdslederne i denne Branche ikke betale en ordentlig Løn ?

Absolut jo. Det er maaske en af de mest lukrative Forretninger, der kan startes med en lille Driftskapital. Men her viser sig det Særsyn, at de Forretninger, som betaler Arbejdet daarligst, er samtidig de dyreste for Kunderne, Arbejdskøberens Fortjeneste og Arbejderens Løn staar i dette, som i saa mange andre Tilfælde i omvendt Forhold til det betalende Publikums Udgifter.

Der maa ske en Forandring. Fordringen om, at ethvert arbejdsvilligt og arbejdsdygtigt Menneske skal kunne leve af Arbejdets Udbytte, maa og skal gennemføres ogsaa for Syerskernes Vedkommende. Og vel er det ubestridelig Syerskerne selv, der gennem Organisation og Agitation skal stille deres Krav, men vi andre kan i al Fald hjælpe dem med at lade vor Tøj sy i de Forretninger, hvor der betales en nogenlunde Arbejdsløn.

Lad dette være vor Julegave til de flinke Syersker.

(Fredericia Social-Demokrat 30. november 1899).

I slutningen af 1899 dannedes i København Syerskernes Forbund i Danmark som omfattede Konfektionsarbejdernes Fagforening, Linnedsyernes Fagforening, Korsetsyernes Fagforening og Paraplysyernes Fagforening.

Guldbryllup. (Efterskrift til Politivennen)

En sjælden Højtidelighed kan fejres paa Norslund den 30. d. M, idet Dr. Callisen og Frue holder Guldbryllup. Norslund i Malling Sogn var en Gang en Bondegaard, der for ca. 50 Aar siden blev solgt til Kammerraad Rasmussen, Forvalter paa Moesgaard, som tilkjøbte en Gaard i Starup og en hel Del tilstødende Parceller, saa at dens Tilliggende blev fordoblet et Par Gange. Desuden byggede han Gaarden helt om. Hovedbygningen er herskabelig indrettet og malerisk skjønt beliggende ved Skoven og den store, smukke Have samt med Udsigt mod Øst, langt ud over Norsminde Fjord med tilgrænsende Marker og Havet udenfor med Øerne Thunø og Samsø i Baggrunden. Det kan ikke forundre, at Dr. Callisen, der helst lever med og for sin Familie, har valgt dette Sted til sit Hjem. Det var 1855 han, der da var Læge paa Møen, kjøbte Gaarden, som han saa tog Bopæl paa Aaret efter og snart derpaa gav Navnet Norslund; for kaldtes den Starup Nygaard. Hvor mange, navnlig de ældre, af dette Blads Læsere i milevid Omkreds derude husker ikke Dr. Callisen fra de Dage - ikke fra det offentlige Liv; thi det har han aldrig deltaget i, men fra hans Sygebesøg som den jævne, alvorlige Mand, hvis hele Optræden gjorde det bedste Indtryk baade paa den syge og dem, der omgav ham. Mange Ord har han aldrig brugt, men de har været desto mere lødige og vel betænkte. Derfor har ogsaa de mange Folk, han daglig omgikkes med, set i ham en Avtoritet, mild og retskaffen, hvis Mening de villig anerkjendte. Da han som 40aarig Mand kom til Norslund, saa han ud, som bar han paa en eller anden Svaghed, der snart vilde ende hans Liv, rask var han ikke, og der var vist faa, der mente, han skulde opleve den Dag i Dag ; men endnu er han, der var 83 Aar i Marts Maaned, dog forholdsvis rask og rørig. Med Fru Callisen er der sket større Forandring; thi hun, der i sine yngre Aar saa ud som Sundheden selv, var rask og livlig og havde et venligt Ord til alle, hun mødte, faldt saa uheldigt for nogle Aar siden, at hun brækkede et Ben. Sin Førlighed har hun tabt, men ikke sit venlige, milde Sindelag. Dr. Callisen og Frue har været meget for Befolkningen i Egnen, og alle, der kjender det alderstegne Ægtepar, vil sikkert paa Guldbryllupsdagen samles i Ønsket om, at den skjønneste og mest stemningsfulde Sommeraften, der nogensinde har lagt sig om deres smukke Hjem, maa være Symbol paa deres Livsdags sidste Timer.

(Aarhus Amtstidende 27. november 1899).

Læge Heinrick Callisen (1816-1907) - ikke at forveksle med den berømte læge og kirurg Heinrich Callisen 1740-1824) - og Petra Othilia (1821-1902) ejede 1855-1907 Norslund. De havde tre ugifte døtre som 1907 flyttede til Beder.

"Vift stolt paa Kodans Bølge" (Efterskrift til Politivennen).

oversat paa grønlandsk

En af de mærkeligste Redaktører i Verden er Hr. L. Møller, der udgiver Bladet Kalorikmik i Godthaab i Grønland. Bladet udkommer en Gang om Maaneden i et lille trespaltet Format. Det er skrevet paa grønlandsk og sættes, trykkes og udbringes af Redaktøren selv. Prisen er to Edderfugle Kvartalet. Enkelte Numre koster en Rødspætte. For en Sælhund kan man faa Bladet frit tilbragt et helt Aar.

Hr. Møller har (fortæller Kjøbenhavn) fra smaa Forhold arbejdet sig op til en ret velhavende Mand, der nyder betydelig Agtelse i Godthaab, Han bebor et stort rød- og hvidmalet Træhus, der er udstyret med evropæisk Komfort, men da hans Moder var en Grønlænderinde, og han selv er gift med en indfødt Pige, føler han sig alligevel mere som Grønlænder end som Dansker, og selv ved officielle Lejligheder møder han klædt i Huder og Skind.

Da Premierlnt Amdrup kom til Grønland med sin Ekspedition, udsendte Møller et Ekstranumer af sit Blad, Det udgik i et betydelig forøget Oplag - 70 Eksemplarer og var forsynet med Billeder af Ekspeditionens Deltagere Billederne havde Redaktøren selv tegnet paa fri Haand og skaaret i Træ. De var frygtelige, men velmente, og opnaaede stor Sukces, da man ikke er vant til den Slags Ekstravagancer i Grønland,

Det mest interessante i Teksten var en grønlandsk Oversættelse af "Vift stolt paa Kodans Bølge", Vi anføre her det første Vers :

Takussavit tamane
tugpa dlinpatit
saimiassumik kinagne
issikokaravit.
Kaladlit asassivte
igdletfortigase
kungivta nunatana
sermilingmiussut.

Det grønlandske er, som man ser, et lige saa smukt som ejendommeligt Sprog, For dem, der ønske yderligere Oplysninger, tilføjer vi, at "jeg elsker Dig!" hedder paa grønlandsk "makumaisiklinpamik"!

(Ribe Stifts-Tidende 24. november 1899).

Avisen er omtalt i aviser verden rundt hvis man søger på internettet. Med nogenlunde samme indhold som ovenstående notits.

Spaaning og Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

I Begyndelsen af 1898 bosatte den svensk fødte Anna Sofia Christiansdotter og hendes Mand sig i Hvorup i Vendsyssel, og strax efter at hun var kommen dertil, begyndte hun for at skaffe sig Indtægt at give sig af med at spaa. Det varede ikke længe, inden hun fik god Tegning og særlig besøgte mange Piger og Karle hende for at faa Besked om deres Fremtid. Hvad hun fortalte sine Kunder, der i Reglen betalte 10 eller 25 Øre pro persona, var kun Noget, som hun i Øjeblikket fandt paa som bedst passende til Situationen, men overfor dem, der lode sig spaa, forklarede hun, at Kortene viste, hvad hun sagde.

Under den mod Konen anlagte Sag var hun endvidere tiltalt for Kvaksalveri, idet det var oplyst, at hun for Betaling har behandlet flere Personer for forskiellige Sygdomme. Hun gav i Reglen Patienterne - hvis Sygdom hun som oftest ikke en Gang kunde bestemme - en gul eller brun Vædske til at smøre sig med, hvilken Vædske efter hendes Forklaring var "Rigabalsam". Særlig har hun havt en 40 Aar gammel Pige, Johanne, under Behandling. Denne Pige havde fra Barndommen af lidt af Krampe og herfor forgjæves søgt Hjælp paa mange Steder. Tiltalte vilde ikke love at helbrede hende, men lod sig dog forlyde med, at hun havde kureret Mange, som Lægerne havde opgivet, og sagde, at hvis Pigens Moder blot havde levet, vilde det have været en let Sag at kurere hende, idet hun da blot skulde "have havt noget af Moderens Blod ind", hvilken Fremgangsmaade hun havde hørt, at "den kloge Kone" i Vindblæs tilraadede. Imidlertid tog Tiltalte alligevel Johanne under Behandling.

Efter at hun først havde givet Pigen en Flaske "Marcussens Gigtdraaber" og en Flaske "Rigabalsam" til Indgnidning af Kroppen og kort Tid efter noget "Terpentinolie", "Enebærdraaber" og "Skorpionolie", som Pigen efter nærmere Anvisning skulde indtage, kom Tiltalte kort Tid efter atter til Patienten og ordinerede nogle nye Medikamenter, som skulde yære "kraftigere", nemlig nogle Blade, hvoraf der skulde tages Udtræk, samt ti Pulver i en Pose. Efter at have brugt disse Midler 4-5 Dage maatte Pigen imidlertid holde op dermed, idet det, som hun siger, "var, som om hun indvendig skulde splittes ad". Hun havde nemlig daglig taget en Spiseskefuld af hvert af Medikamenterne, hvilket hun mener at Tiltalte havde ordineret hende, medens hun efter Sidstnævntes Udsagn af Pulveret kun skulde have taget lidt paa Enden af en Theske. Pigen maatte som Følge deraf indlægges som Patient paa Fattiggaarden. Om Beskaffenheden af de sidstnævnte Medikamenter har Intet kunnet oplyses, da Resterne deraf vare bleve bortkastede, og Tiltalte ikke vidste noget nærmere om dem, min har faaet dem paa et Apothek efter en hende af en svensk Læge leveret Recept, der senere er bortkommen.

For disse Forhold blev Tiltalte af Viborg Overret, der stadfæstede Underretsdommen idømt en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 8 Dage.

(Nationaltidende 14. november 1899. 2. udgave).

Cykeltyveri i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

En Aften i Juli Maaned kom en Entreprenør Holm i Silkeborg tilligemed en bekjendt cyklende til en Beværtning i Estrupgade og stillede deres Cykler i Indkjørselen, hvorefter gik ind for at faa en Forfriskning. Da de efter en lille Times Forløb vilde gaa igjen, viste det sig, at Holms Cykle, som havde staaet yderst, var forsvunden.

Kort Tid efter blev Cyklen funden i Malermester Anholms Værksted, og Malerens Broder Michael maatte vedgaa, at han havde stillet den der. Han paastod imidlertid, at det var hans egen Cykle, som han havde ejet i længere Tid. Da han skulde forklare, hvorledes han da var kommen i Besiddelse af den, svarede han:

"Ja, det var saamænd en Aften, at jeg gik nede paa Drewsens Vej. Der kom en høj Mand i graa Klæder hen til mig og spurgte, om jeg kunde cykle, og da jeg svarede Ja, forærede han mig Cyklen!"

"Kjender De ellers intet til den graa Mand ?" spurgte Dommeren.

"Nej, ikke videre. Jeg synes nok, jeg havde set ham for - det var vist i Aarhus - , men hvem han er, og hvad han hedder, aner jeg ikke. Forresten er der nogle Skovarbejdere, som kan bevidne, at jeg har haft Cyklen i flere Uger!"

Disse Skovarbejdede blev saa tagne i Forhør; men deres Vidnesbyrd gavnede ikke den tiltalte. Den ene forklarede nemlig:

"Jeg mødte en Aften Anholm med Cyklen, da han kom fra Lunden. - "Har De Raad til at faa Cykle?" spurgte jeg - "Ja, men jeg har ogsaa faaet den meget billigt", svarede han, "for jeg snød ligefrem ham, der solgte den".

Til en anden Skovarbejder, som havde spurgt ham, hvorledes han havde faaet Cyklen, havde han svaret:

"Den har jeg sgu faaet paa en meget hæderlig Maade. Jeg havde været ude at rejse og da jeg paa Jernbanestationen indleverede min Garantiseddel paa Kufferten, fik jeg Cyklen udleveret med det samme. Den havde nemlig faaet samme Numer som Kufferten. Jeg tænker, det er en af mine Venner, der har villet forære mig Cyklen paa denne delikate Maade."

Da nu Holm havde aflagt Ed paa, at Cyklen var hans, og da Anholm ikke kunde benægte, at han den Aften, Cyklen blev stjaalen, havde forladt Beværtningen i Estrupgade ad Køkkenvejen, mente Retten ikke at kunne tage Hensyn til hans aabenbart ganske løgnagtige Forklaringer, og han blev derfor af Silkeborg Birks Extraret idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Viborg Overret skjærpede Dommen til samme Fængsel i 3 Gange 5 Dage.

Medens Hr. Octavius Hansen som Aktor paastod denne Dom skjærpet eller stadfæstet, fremhævede Advokat Hindenburg som undskyldende Moment, at den tiltalte fra Barndommen af havde været svagt begavet og var bleven yderligere svækket i aandelig Henseende ved stærkt og stadigt Alkoholforbrug.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Aarhus Amtstidende 14. november 1899).

Peter Hougaard: Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hougaards Begravelse.

Vor Partifælle P. Hougaards Begravelse foregaar i Morgen Kl. 1 fra Vestre Kirkegaards store Kapel.

Deltagelsen bliver stor, thi følgende Foreninger meddeler, at Fanerne kommer til Stede: Tobaksarbejderforbundet, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 10. Kreds, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening og Sygekassen "Alderstrøst".

Cigararbejderne, Cigarsortererne og Tobakspinderne anmodes om at møde ved vor afdøde Kammerat, P. Hougaards Begravelse i Morgen.

Fanerne kommer til Stede.

P. Nielsen. Th. Stauning. F. Larsen.

Er Kommunehospitalet overfyldt?

Vi har meddelt, at afdøde Hougaard, Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", døde Tirsdag Nat, efter at han Tirsdag Eftermiddag var afvist fra Kommunehospitalet, skønt han med bragte Indlæggelsesseddel.

Vi ser os i Dag i Stand til at bringe Indlæggelsessedlens Ordlyd:

Ugift Cigarmager Peter Thomsen Hougaard, 41 Aar, Trepkasgade 2, 2. Sal, lider af Seguælae pneumoniæ og trænger paa Grund af Mangel paa Pasning i Hjemmet meget til hurtig Indlæggelse paa Hospitalet.

D. 7/11 99.

F. Møller.

Hr. F. Møller er Sygekassen "Alderstrøst"s Læge i det Distrikt, hvori Hougaard boede. Skønt Hougaard foreviste ovenstaaende Lægeerklæring, blev han dog afvist med den haardhjertede Erklæring, at der var ikke Plads. Han gik bedrøvet bort. Den stille alvorlige Mand, hvem saa mange højagtede lige saa meget for hans solide Dygtighed som for hans mandige Optræden, var syg til Døden. Han gik hjem til sin ensomme Ungkarlebolig i Trepkasgade, hvor der ikke var et Menneske, der kunde række ham en hjælpende Haand. Han havde sikret sig igennem mange Aar i Sygekasser, og man havde lovet ham, at han skulde faa Hjælp, naar han trængte, og da Sygdommen saa meldte sig, alle Cigararbejderes Arvefjende, Lungebetændelsen, maatte han gaa hjem og dø uden Hjælp. Husbeboerne hørte underlige Skrig og Raab, men de ændsede ikke, at netop deres Hjælp var fornøden for at redde et Menneske fra Døden.

Under saadanne Omstændigheder paatrænger det Spørgsmaal sig: Er Kommunehospitalet overfyldt? og hvem er det, Kommunen overdrager at raade over Liv og Tov ved at afvise Patienter ?

Vi har undersøgt disse Forhold, og ved fra paalidelig Kilde, at der hver Dag melder sig fra 15 til 20 Patienter til Indlæggelse paa Hospitalet. Af dem optages kun 3 a 4. Nu vil nogle Skumlere vide, at det er pur unge Kandidater, som denne overmaade vigtige Plads betros, og P. Hougaards Skæbne tyder derpaa. Man behøver imidlertid ikke at være Læge for at vide, hvor farligt det er, at lade en Patient med stærk Lungebetændelse henligge uden Hjælp, da han i saa Fald næsten altid bliver kvalt.

Hvis det altsaa er en dygtig og erfaren Læge, der har afvist Hougaard, hvis Forholdene paa Kommunehospitalet er saaledes, at en Læge maa lade en dødssyg Patient gaa bort fra Hospitalet, skønt Vedkommende har Ret til at fordre Indlæggelsen, saa har Københavns Borgere ogsaa Ret til med stor Styrke at forlange, at Magistraten uopholdelig skal træffe Foranstaltninger til at skaffe Plads nok. Ude paa Øresundshospitalet er der Plads nok til at rejse interimistiske Sygestuer, som kan fungere, indtil det ny store Hospital bliver færdigt.

Det er ikke alene den nuværende Trang, det gælder at afhjælpe. Til næste Aar har vi maaske allerede Sundbyerne, Valby, Utterslev og Brøndshøj. Hvad vil man gøre ved Patienterne fra disse ny Bydele?

Imidlertid sidder der et kommunalt Fællesudvalg og overvejer Hr. Borups Plan om at bygge for en Million Kroner til Kommunehospitalet. Dette Udvalg har endnu kun holdt 1 (et) Møde, og alle er endda enige om, at Hr. Borups Plan ikke duer, da den ikke i nogen nævneværdig Grad vil afhjælpe Trangen til Pladser for Patienter. Forholdene har nemlig udviklet sig saaledes paa Hospitalet, at en meget betydelig Del af Pladsen i den projekterede Tilbygning vil blive optaget af Sygeplejersker og andre Hospitalsfunktionærer.

Der er altsaa intet andet at gøre, end at gaa til foreløbige Forholdsregler for at afhjælpe den øjeblikkelige Trang og straks at skride til Opførelsen af et nyt stort Hospital, der kan optage Patienter ogsaa fra de ny Bydele. Hvis Hr. Borup kunde vente at komme til at ligge saa hjælpeløs paa Dødslejet, som P. Hougaard gjorde det, vilde han vistnok skynde sig med det ny Hospital. Skønt han nu er salveret i den Retning, bør han gøre det alligevel.

(Social-Demokraten 11. november 1899).

P. Hougaard havde afløst P. Madsen i "Enigheden". Han førte først forhandlingerne i 1898, men fik som skrevet en kort formandstid. Han blev angrebet af en heftig Lungebetændelse og døde kort efter.

Præst Nyborg forbyder Arbejdernes Faner.

Hougaards Jordefærd.

Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", P. Hougaard, begraves i Dag Kl. 1 paa Vestre Kirkegaard.

Hougaard boede i St. Johannes Sogn, og da han ikke var udmældt af Statskirken, skal han have en Præst med i Kapellet. Han hører ind under Pastor C. J. Holt, men da denne ikke har Tid, blev Begravelsen henvist til en saakaldt "ordineret Medhjælper", en vis A. T. Nyborg, boende Blegdamsvejen 70.

Denne "Medhjælper" har nu med utaalelig Dristighed nægtet bl. a. Fagforbundets Faner Adgang til Kapellet. I sin "Naade" tillader denne underordnede Kirke-Funktionær Sygekassens Fane at hædre den Afdøde, men den Fagforening, som Hougaard var Repræsentant for og har viet en stor Del af sit Liv, maa ikke repræsenteres ved Baaren i Kapellet. 

Hr. Nyborg er endnu en ung Mand og langt nede paa Kirkens Stige. Det er da lidt tidlig for ham allerede nu at lægge sig ud med det overvejende Flertal i sit Sogn.

Ved Mødet i Bethesda talte Præsterne fordømmende Ord om Kirken som de Riges Institution, der sælger sine Goder til de Højstbydende. Er nu denne "Medhjælper" Nyborg en af de sorte Faar, som handler saaledes? Vi kender ham ikke tilstrækkelig til at vide noget derom. Men naar Hr. Nyborg i Dag taler over den Afdøde, saa burde han samtidig sige et Par oplysende Ord om sig selv. Vi spørger ham da: Kunde det tænkes, at han t. Eks. vilde nægte Krigerforeningen "Vaabenbrødrene"s Fane Adgang til Kapellet? Der staar i Skriften, at man ikke maa slaa ihjæl. - Eller vilde han spærre Vejen for de kgl. Skydebrødres Fane? Bibelen forbyder Drik og Vellevnet. - Nej, han vilde ikke vove noget saadant Forbud. Enhver Kapitalistforening, ethvert Grossererselskab kan møde med Fane i Kapellet, ogsaa naar "Medhjælper" Nyborg fører Ordet; - kun Arbejdernes Foreninger er han hoven imod. Deres Faner viser han udenfor! Hvor i Biblen staar der, at Arbejderne skal behandles paa den Maade? Jesus siger tværtimod: Kommer til mig, alle, som arbejder og er besværede!, og dermed har han aabenbart hverken tænkt paa Skydebrødrene eller paa Rangklasserne.

Hvad hjælper da alle Præsternes angrende Taler i "Bethesda". En eneste af dem, som nu Nyborg, vælter ved en brutal Handling alt, hvad de andre har villet bygge op med Ord.

Nyborg kan ikke i Dag ødelægge den sorgfulde Stemning og den hjærtelige Deltagelse, som vil blive vist ved P. Hougaards Baare; men han kan yderligere ødelægge ethvert godt Forhold mellem den danske Arbejderstand og Slotskirken.

Og denne Ødelæggelse afstedkommer han, hvis han i Dag haardnakket fastholder sit taabelige Forbud mod Arbejdernes Faner.

(Social-Demokraten 12. november 1899).

Anders Therkelsen Nyborg. (1863-). Kandidat 1892. Ansat på Fur. I 1905 i Fredens Kirke. Sognepræst Rødding Krejberg 1915.

Peter Hougaards Begravelse.

Præsten betænkte sig.

Der er mere Glæde over en Synder, der omvender sig, end over 99 Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.

Pastor Nyborg havde en daarlig Dag i Søndags. Han havde pustet sig op til en stor Mand, men han var bitte lille, da han i Søndags mødte i det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Han havde i Lørdags forbudt de røde Faner Adgang til Kapellet, men allerede Dagen efter havde han omvendt sig til det gode. Straks ved sin Ankomst til Kirkegaarden lod han sende Bud efter Folkethingsmand Sigvald Olsen og meddelte denne, at det var tilladt de røde Faner at komme ind i Kapellet.

Det var velgjort, men Hr. Nyborg burde alligevel ikke være saa vankelmodig. Det er ikke ret længe siden, at han bad sine Konfirmander sørge for, at visse Oppositionsblade, deriblandt "Social-Demokraten" ikke blev holdt i deres Forældres Hjem. Den Gang opgav han det ogsaa, da de flinke unge Mennesker protesterede imod politisk Paavirkning under Forberedelser til Konfirmationen.

I Søndags var han imidlertid mere end raadvild. Han stolede ikke paa sin Gud, der skulde holde Haanden over sin Tjener, han stolede end ikke paa Virkningen af sin Omvendelse fra den umotiverede Nidkærhed, og han mødte saa - med en Betjent i Drosken.

Da han saa den store Forsamling, lod han dog klogelig Betjenten liste af. Nogle Hundrede af de 4 a 5 Tusinde Mennesker, der var mødt, havde imidlertid set det snurrige Optog og tog sig en hjærtelig Latter deraf.

I Kapellet.

Kisten var næsten fuldstændig dækket af de røde Silkebaand, der var hæftet til Kransene. Foruden Kranse fra samtlige Fabriker her i Byen, noterer vi følgende Navne paa Baandene: Tobaksarbejderforbundet i Danmark, Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", Socialdemokratisk Forbund, Cigarsorterernes Understøttelsesforening, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Fra Venner og Partifæller, Tjenere i Forsamlingsbygningen i Rømersgade, "Alderstrøst", Tobaksspindernes Fagforening, fra kvindelige Kolleger og "Von Freunden og Genossen in Ottensen". Paa den sidste Krans var Baandene rigt broderet med Guld. Den Afdøde havde nemlig været en meget betroet Tillidsmand, da han opholdt sig Ottensen under Undtagelsesloven. Ved begge Sider af Kisten stod Espalier Faner fra Socialdemokratisk Forbund, Bygningssnedkerne, Skomagerne, Tobaksarbejderne (mandlige og kvindelige), Snedkere og Stolemagerne, "Alderstrøst" og Sangforeningen af 1872.

Midt i al denne røde Flagdug saae man Pastor Nyborgs Skikkelse, da han traadte frem for Kisten. Den unge Mand er en hel Junkertype med sit velplejede Overskæg og Fip, og med Kinder, der svulmer som Æbleskiver. I Søndags var han imidlertid meget nervøs.

Han mindede om, at Slægt efter Slægt blev baaret til Graven. Døden spurgte ikke om Ung eller Gammel eller om Rig eller Fattig. Den kommer som ubuden Gæst og siger: "I denne Nat skal Din Sjæl kræves af Dig!" Paa den Maade kom der Bud til ham, som ligger her, og nu maa der stilles to Spørgsmaal: Hvordan var han, og hvordan er I, der skal bære ham til Graven? Jeg kendte ikke den Afdøde, men I kendte ham. Hvordan var han? (Kunstpause. Ingen svarer). Ja, vi ser jo paa dette store Følge, at han var afholdt, og vi ved jo, at Arbejderne kun vælger et dygtigt, hæderligt og retskaffent Menneske til deres Tillidsmand. Det store Spørgsmaal er imidlertid:

Var han et Guds Barn, og er I Guds Børn. som skal bære ham ud ? - - -Husk paa, at ogsaa I skal dø, og lad denne Mands pludselige Bortgang være et kærligt Kald fra ham, der har sagt: Jeg er Livet og Sandheden.

Cigararbejdersangforeningen af 1872 synger fra Pulpituret et stemningsrigt Farvel, og det vældige Følge forlader langsomt Kapellet. Udenfor staar en Menneskemængde, der er endnu talrigere end den, der har hørt Præstens Tale. Helt ude ved  Frederiksholms Teglværker var der gravet en Grav, og her sænkedes Hougaards Kiste ned i Jorden. 

Da Præsten havde forrettet Jordpaakastelsen, traadte vor Partifælle, Sigvald Olsen frem:

Som fleraarig Medarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De skal være korte, thi vi kender ham jo alle. Vi ved, at han var en Partifælle, der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skal De have Tak Peter Hougaard. Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at vi alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Endnu synger Sangforeningen et Farvel, og den højtidelige Handling var forbi, men Mand og Mand imellem besluttedes det, at naar Præsterne for Fremtiden ikke vilde taale vore røde Faner i Kapellet, saa skulde de ogsaa komme til at tale for tomme Bænke.

(Social-Demokraten 14. november 1899).

Præst Nyborg forsvarer sig.

Præsten Nyborg, som først forbød og bagefter tillod Fagforenings-Faner ved Hougaards Begravelse, har udtalt sig om sagen til et Blad.

Præsten siger, at den Mand der besørgede Begravelsen, nemlig Undertegnede, har handlet i høj Grad skammeligt, og han tillægger mig Æren for, at der mødte mange Mennesker ved Begravelsen. Hvis denne Udtalelse er rigtig refereret, hvad jeg ikke tror, skal jeg bemærke dertil, at min Optræden ikke er en skammelig Handling, ikke engang overfor Præsten, thi han fik derved mange Tilhørere, hvad der ikke al Tid er Tilfældet.

Det, som jeg imidlertid særlig vil protestere imod, er følgende, som Præsten har udtalt:

"Den Mand, der Dagen i Forvejen gik fra mig, som jeg troede, og som han sagde: i fuld Forstaaelse af mine Motiver til mit Afslag, - har ikke undset sig ved at gøre mig denne Fortræd."

Indholdet af dette Citat er ikke i fuld Overensstemmelse med Sandheden. Jeg har absolut ikke sagt, at jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver til hans Afslag, og det maa iøvrigt ogsaa fremgaa af den Omstændighed, at jeg t Gange henvendte mig til Præsten om den samme Sag, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde gjort, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med hans Motiver til Afslaget. Endvidere vil lidt af vor Samtale, som jeg skal citere, ogsaa bevise det modsatte.

Præsten sagde straks Nej paa Spørgsmaalet, om Fanerne maatte føres ind i Kapellet, og jeg svarede dertil omtrent følgende: "Det var da mærkeligt, at Fanen fra Fagforeningen, som han (Hougaard) var Formand for, ikke maa komme til Stede".

Dette havde jeg selvfølgelig ikke sagt, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver, og endelig havde Præsten, hvis det var Tilfældet, at vi havde været enige, heller ikke haft nødig at fortælle mig, at hans Afslag ikke just var begrundet i personlig Uvillie, men at det skete, fordi Biskoppen og de øvrige kirkelige Myndigheder ikke ønskede politiske Faner i Kapellerne ved Begravelser.

Iøvrigt skal jeg tilføje, at vore Samtaler har været ganske korte. Jeg har ikke fundet Anledning til at udøse mit Hjerte for Præsten, og det er derfor højst tvivlsomt, om Hr. Nyborg har været i Stand til at bedømme mig saa meget, at han var klar over, hvad jeg tænkte.

Th. Stauning.

(Social-Demokraten 19. november 1899).

Præst Nyborg angiver Sigvald Olsen

Man vil endnu erindre den unge Præst Nyborg, der nedlagde Forbud mod, at Fanerne mødte ved Peter Hougaards Begravelse forrige Søndag, og som bag efter betænkte sig og tog Forbudet tilbage, da han mærkede, hvor stor Antipati hans Forbud mødte hos den Afdødes Venner og Kammerater.

Hr. Nyborg har nu atter bragt sit Navn i Erindring ved at gøre Anmeldelse til Politiet om, at Folkethingsmand Sigvald Olsen udtalte et Par Afskedsord ved Graven. Sigvald Olsen har modtaget en Tilsigelse til at møde paa Fredag i Københavns Amts søndre Birks Politiret hos Birkedommer Høst, og han er sigtet for Overtrædelse af 5 i Ordensreglementet for Vestre Kirkegaard.

De Udtalelser, som Sigvald Olsen nu skal dømmes for, lyder saaledes :

"Som fleraarig Modarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De flot korte, thi vi kender ham jo alle.

Vi ved, at han var en Partifælle der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skat Du have Tak, Peter Hougaard Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at or alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Efter Pastor Nyborgs kolde og tørre Ligtale, virkede Olsens jævne og hjærtelige Afskedsord helt velgørende og gav Genklang i de Tilstedeværendes Hjærter. Formodenlig er det Følelsen heraf, der har bragt Hr. Nyborg til at paatage sig Anmælderrollen og pudse Politiet paa Olsen.

Det er nemlig ikke første Gang, at der af andre end Præster er holdt Taler ved Begravelser, og det er altid sket uhindret. De vedkommende Præster har ikke, saavidt vides, anset sig for beføjede til at paakalde Politiets Indskriden.

Vi faar nu at se, hvorvidt det lykkes Pastor Nyborg at høste Lavrbær ved denne Affære.

(Social-Demokraten 22. november 1899).

Justitssagen imod Sigvald Olsen

Den offentlige undersøgelse der indledes imod vor partifælle, folketingsmand Sigvald Olsen, fordi han tog ordet på Vestre Kirkegård ved P. Hougaards begravelse, sluttede i fredags.

Til retsmødet var tilsagt journalist G. Chr. Olsen og forretningsfører Vilhelm Nielsen der også afgav forklaring som vidner. Det blev konstateret at Sigvald Olsen havde præstens tilladelse til at tale, mens inspektør Bahnson havde nedlagt forbud derimod før præstens tilladelse blev givet.

Hr. Bahnson indrømmede at det lige til den seneste tid havde været præsten der gav andre tilladelse til at tale ved begravelser, men at begravelsesvæsnets bestyrelse nu ville have dette forandret, så at kun den kunne give en sådan tilladelse. Endelig indrømmede Bahnson at han overfor vores medarbejder havde udtalt sin tilfredshed over at Sigvald Olsen kun ville tale ganske kort.

Efter at disse forklaringer var afgivet, sluttede den konstituerede birkedommer undersøgelsen og erklærede at sagen ville blive forelagt begravelsesvæsnets bestyrelse på ny, for at denne kunne afgive erklæring om den efter de oplyste omstændigheder ønskede dom i sagen.

(Social-Demokraten, 24. december 1899).

Om udfaldet af denne sag, se indslaget Justitssagen imod Sigvald Olsen.

Bornholms Germanisering. (Efterskrift til Politivennen)

Under de nuværende alvorlige Forhold Sønderjylland, hvor Kampen for Bevarelsen af dansk Sprog og Nationalitet er haardere end nogensinde før, voxer Ængstelsen og Bekymringen for Tyskhedens Indtrængen hos mange varme Fædrelandsvenner og antager vistnok for ofte mørke Farver, navnlig derved, at man ser Farer andre Steder, hvor de sikkert ikke ere.

Naar saaledes Mange frygte for Bornholms Germanisering under Paavirkning af den stærke og stadig voxende Turiststrøm fra Tyskland, da er denne Frygt sikkert  ganske ubegrundet, og i Reglen baseret paa et overfladisk Kjendskab til de virkelige Forhold. Nogle Indtryk og Iagttagelser fra et længere Ophold paa Bornholm kunne maaske have nogen Interesse for adskillige af "Nationaltidende"s Læsere og det vilde være Meddeleren af disse Linier kjært, om de her og der kunne bidrage til at retlede en fejlagtig Opfattelse og bortmane den overdrevne Frugt for den herlige Ø's Fremtid.

De fleste Lystrejende til Bornholm følge den almindelige Rute over Rønne til Almindingen, Rø og Hammeren, og nægtes kan det ikke, at kommer man kun paa denne Rute, saa faaer man let det Indtryk, at Tyskerne ere ved at blive dominerende paa Øen, thi overalt, hvor man kommer, møder man ikke enkelte, men hele Flokke stadig snakkende, ofte meget larmende Tyskere. Man hører vel næsten det tyske Sprog mere end det danske paa disse Egne. I Sandvig og Allinge ere de tyske Turister ganske dominerende, paa Hotellerne træffer man næsten ingen Danske, og under Maaltiderne føres naturligvis Konversationen udelukkende paa Tysk. Her vrimler af tyske Kunstnere, navnlig Malere, der hjemsøge og forevige hver Plet paa Hammeren.

Desværre besidder et tysk Aktieselskab det største Granitbrud paa Bornholm; men det er dog næsten udelukkende danske og svenske Arbejdere (ca. 600), der ere beskjæftigede her, og ved Siden af det store tyske findes der flere danske Granitbrud, af hvilke Allinge Stenhuggerforbund er det største med omtrent 100 faste Arbeidere.

Dette Stenhuggeri, der har bestaaet i over 30 Aar, har i de sidste Aar været saa heldigt at finde særlig gode Brud med en usædvanlig Mængde smuk Granit og der er næppe Tvivl om, at det vil lykkes den ny, energiske Inspektør W. Petersen at udnytte denne store Fordel, navnlig, da han til sin Raadighed har en Stab af meget dygtige og solide Stenhuggere. Selskabet vil sikkert, særlig for de finere Arbejders Vedkommende, kunne konkurrere med det tyske Selskab endog i Tyskland, og det er vistnok ogsaa Meningen nu med Kraft at søge at faa Indpas paa det tyske Marked.

Spørger man nu, hvorledes Befolkningen stiller sig til og paavirkes af den store tyske Turiststrøm, opdager man snart, at fortiden Hotellernes Personale, der i Reglen kun kan saa meget Tysk, at de lige kan modtage en Bestilling og besvare de alleralmindeligste Spørgsmaal om Vej og Logi, forstaa Beboerne ikke et Muk Tysk og interessere sig overhovedet kun saare lidt for de fremmede Turister (de blive sikkert heller ikke let fede af tyske Turister).

Udenfor disse faa af Turister særlig søgte Steder møder man overalt en sund og oplyst ærkedansk Bondestand, der med Stolthed og Kjærlighed føler sig som en uadskillelig Del af vor lille Nation. Det irriterer altid en Bornholmer, naar man, selv om det er i Spøg, kalder ham en Svensker; man kan ofte høre Bornholmere udbryde: "Ja, det var det Eneste, der rigtig ærgrede mig, da jeg var Soldat, at de altid kaldte mig en Svensker." Det bornholmske Landbrug staaer fuldt paa Højde med det øvrige Lands. Omkring paa de store Bøndergaarde (Herregaarde findes som bekjendt ikke paa Bornholm), finder man alle de moderne Landbrugsredskaber og Maskiner, og en stor Fornøjelse var det i Aar at se de udmærkede Kornmarker, der rene og fri for Ukrudt havde trodset den stærke Tørke.

At Bornholm har en dygtig Fiskerbefolkning, er bekjendt nok; men at her bygges Baade ikke alene til eget Brug, men ogsaa til Udlandet, er de Færreste bekjendt. I den lille venlig By Svaneke blev saaledes for nylig to store Laxebaade omtrent samtidig satte i Vandet - begge Bestillinger fra Tyskland.

Bornholm er en dansk Ø, og dette vil den vedblive at være, trods alle Turister, saa længe Folket selv og ikke den brutale Magt skal være afgjørende.

En dansk Turist.

(Nationaltidende 11. november 1899. 2. udgave)

Hotel Sandvig Havn (tv) og Strandhotellet (1895) ved havnefronten i Sandvig hvor det tyske borgerskab yndede at holde Ostsee-ferie. Strandhotellets ydre står stort set som da det blev opført. I 1904-1906 blev Strandslot (udenfor fotoet bag Strandhotellet) opført af tyskeren Hans Max George Reiner. som kur- og feriehotel. Tilstrømningen af tyskere stoppede brat i 1914 med udbruddet af 1. verdenskrig. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022).

Conrad Johan Bartholdy 1853-1904. 1/3 Komponist og Dirigent. (Efterskrift til Politivennen)

 Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død.  Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.

Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. 

Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).

Niels Christian Hansen (1834-1922): Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) og Octavia Bartholdy, f. Tørsleff (1854-1945). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie

1839-1899

II

- - -

Med Bartholdy som Dirigent

Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.

Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.

Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"

Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.

Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.

Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.

Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang. 

Brumbas.

(København 4. august 1899)

Menneskets Stemme.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.

Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.

Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.

Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?

Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.

Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.

Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.

(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)

Operasanger Otta Brønnum: Europa Turne og Grammofonplader. (Efterskrift til Politivennen)

Se også øvrige indslag med Otta Brønnum.

Fra Kunstverdenen. Frk. Otta Brønnum blev i Tirsdags modtagen af Hds. kgl. Høih. Prindsessen af Wales i Marlborough House. Ved denne Leilighed havde Frk. Brønnum den Ære at synge bl. A. Rosinas Arie af "Barberen", Emil Hartmanns Vuggesang gog Cleopatras store Arie af Ennas Opera. Mandag den 16de Juli giver Frk. Brønnum sin 6te aarlige Concert, denne Gang i det nye, elegante Concertpalæ, The Queens Hall, regent Street, Langham Place. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1894, 2. udgave)

Af en artikel i Dannebrog 21. september 1894 udtalte hendes moster Johanne Birkenberg at hun havde gjort Otta Brønnums karriere til sin livssag, bl. a. overfor teaterdirektører, kulturministre bladudgivere, impressarier og mæcener. Samt ved at møde op til hendes koncerter i Paris, Berlin og London 

Af notitser i aviser fremgår det at hun november 1894 var i Italien. Hun fejrede julen 1895 i København, hjemkommen fra London. I juli 1896 gav hun sin årlige koncert i Steinway Hall med assistance af Louis Frølich og Henry Bramsen. Ved en koncert i Steinway Hall optrådte hun maj 1898 med Arthur Harveys "Once", ledsaget af Bramsens Violoncel og Hartmanns "Flyv, Fugl, flyv", som affødte et stærkt bifald. Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. maj 1898, 2. udgave.

Hun sang Hans i Humperdincks "Hans og Grethe" i Crystal Palace i London ifølge Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1898, 2. udgave.

Dansk Sangerinde i Udlandet. Fra London skrives til R. B.: Den danske Sopransangerinde Frøken Otta Brønnum afholdt forleden en meget talrig besøgt Koncert i Steinway Hall og høstede livligt Bifald for sit Foredrag bl. A. af tre danske Sange: Heises "Liden karen" og "Johan, jeg maa gaa" samt Emil Hartmanns "Vuggesang". Sangerinden akkompagneredes af pianisten Hr. Herman Grünebaum og assisteredes af Violoncellisten Hr. Hollmann.

(Nationaltidende 12. juni 1899).

På dette foto af fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919) ses Otta Brønnum i fornemt selskab: Viggo Hansen forretningsmand London. Ethel Marston Schmedes (19.2.1880-24.3.1907) f. Woodbury. Carl Joachim Teisen (12.3.1853-3.6.1927) ritmester, kammerjunker. Gunna Breuning-Storm (25.1.1891-24.4.1966) violinist. Ellen Michelsen (21.9.1867-19.4.1945.) Hakon Børresen (2.6.1876-6.10.1954) komponist. Otta Brønnum (24.2.1869-16.8.1949) sangpædagog. Karen Margrethe Werner (29.5.1885-) Arne Lorck, ? Hakon Schmedes (31.10.1877-18.8.1938) violinist, komponist. Elsa Hansen f. Been. Anna Rebecca Drechsel (3.4.1860-30.4.1940) f. Bille. Christian Frederik (Frits) Drechsel (1.4.1854-2.3.1927) søofficer, havnekaptajn. Carl Michelsen (30.9.1853-14.12.1921) ordensjuvelerer. Ingeborg Drechsel. Johanne Bojesen (6.4.1883-) f. Michelsen. Frants Andreas Lorck (21.11.1841-2.11.1914) vekseler. 1901-1910. Det kongelige Bibliotek.

Otta Brønnum indspillede fra december 1898 og ca. et år frem i London omkring 16 sange. De er nogle af de ældste optagelser overhovedet på lakplade. Hun indspillede en grammofonplade på EMI 6. november 1899 med sangen "Jeg elsker dig" af Edvard Grieg. Denne indspilning kan man høre på internettet. Ligesom også andre indspilninger (søg også på Otta Brony), bl.a på Nicole Record 1903: Du gamla du friska undre kunstnernavnet Otta Brony.

Grammofonen var blevet opfundet i 1887 som efterfølger for Edisons fonograf. De første plader af hård gummi havde 2 minutters kapacitet. Fra 1895 begyndte man i stedet at anvende shellak som kunne spille op til 5 minutter - på en side. Verdens ældste pladeselskab var og er Columbia (som nu ejes af japanske SONY). Danmarks ældste pladeselskab var en tysk afdeling af Berliners amerikanske pladeselskab Deutsche Grammophon-Gesellschaft. Det indspillede den første danske grammofonplade i 1899: "Det er et yndigt land" med Jørgen Lindahl. Opera var blandt de mest populære udgivelser. Grammofonen var dengang et dyrt legetøj og lydgengivelsen langt fra som at høre en sanger eller et orkester optræde. I 1910'erne overhalede den overhalede fonografen som det mest populære apparat til musikafspilning.