En sjælden Højtidelighed kan fejres paa Norslund den 30. d. M, idet Dr. Callisen og Frue holder Guldbryllup. Norslund i Malling Sogn var en Gang en Bondegaard, der for ca. 50 Aar siden blev solgt til Kammerraad Rasmussen, Forvalter paa Moesgaard, som tilkjøbte en Gaard i Starup og en hel Del tilstødende Parceller, saa at dens Tilliggende blev fordoblet et Par Gange. Desuden byggede han Gaarden helt om. Hovedbygningen er herskabelig indrettet og malerisk skjønt beliggende ved Skoven og den store, smukke Have samt med Udsigt mod Øst, langt ud over Norsminde Fjord med tilgrænsende Marker og Havet udenfor med Øerne Thunø og Samsø i Baggrunden. Det kan ikke forundre, at Dr. Callisen, der helst lever med og for sin Familie, har valgt dette Sted til sit Hjem. Det var 1855 han, der da var Læge paa Møen, kjøbte Gaarden, som han saa tog Bopæl paa Aaret efter og snart derpaa gav Navnet Norslund; for kaldtes den Starup Nygaard. Hvor mange, navnlig de ældre, af dette Blads Læsere i milevid Omkreds derude husker ikke Dr. Callisen fra de Dage - ikke fra det offentlige Liv; thi det har han aldrig deltaget i, men fra hans Sygebesøg som den jævne, alvorlige Mand, hvis hele Optræden gjorde det bedste Indtryk baade paa den syge og dem, der omgav ham. Mange Ord har han aldrig brugt, men de har været desto mere lødige og vel betænkte. Derfor har ogsaa de mange Folk, han daglig omgikkes med, set i ham en Avtoritet, mild og retskaffen, hvis Mening de villig anerkjendte. Da han som 40aarig Mand kom til Norslund, saa han ud, som bar han paa en eller anden Svaghed, der snart vilde ende hans Liv, rask var han ikke, og der var vist faa, der mente, han skulde opleve den Dag i Dag ; men endnu er han, der var 83 Aar i Marts Maaned, dog forholdsvis rask og rørig. Med Fru Callisen er der sket større Forandring; thi hun, der i sine yngre Aar saa ud som Sundheden selv, var rask og livlig og havde et venligt Ord til alle, hun mødte, faldt saa uheldigt for nogle Aar siden, at hun brækkede et Ben. Sin Førlighed har hun tabt, men ikke sit venlige, milde Sindelag. Dr. Callisen og Frue har været meget for Befolkningen i Egnen, og alle, der kjender det alderstegne Ægtepar, vil sikkert paa Guldbryllupsdagen samles i Ønsket om, at den skjønneste og mest stemningsfulde Sommeraften, der nogensinde har lagt sig om deres smukke Hjem, maa være Symbol paa deres Livsdags sidste Timer.
(Aarhus Amtstidende 27. november 1899).
Læge Heinrick Callisen (1816-1907) - ikke at forveksle med den berømte læge og kirurg Heinrich Callisen 1740-1824) - og Petra Othilia (1821-1902) ejede 1855-1907 Norslund. De havde tre ugifte døtre som 1907 flyttede til Beder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar