Slaget ved Kjøge Landevej 1807. (Efterskrift til Politivennen)

Slaget paa Kjøge Landevej

den 29. August 1807.

(Efter "Nationaltid.")

Der var en farlig Staahej,
Da Bønderne de rendte hen ad Kjøge Landevej.

(Af en gammel Vise.)

Endnu for ca. tredive Aar siden kunde man ikke saa sjælden hist og her i Frederiksborg Amt støde paa gamle Folk, der dels havde været Øjenvidner til Englændernes Færden paa Sjælland i 1807, eller som vel endog personlig havde taget Del i Krigen mod disse. Alderen havde naturligvis ogsaa lige over for disse Veteraner gjort sin Ret gjældende, men fik man en Gang imellem saadan en gammel Fyr rigtig hen i Snakkehjørnet, saa blev han formelig forynget ved Tanken om disse længst forsvundne Tildragelser, og der kom mange Smaatræk for Dagen, som i al deres Fordringsløshed vakte Tilhørernes Interesse. Omkvædet paa Historien - hvad enten man hørte en Olding fortælle om Slaget paa Rheden i 1801, hvor han og hans Kammerater midt i den hæsligste Kugleregn havde stoppet de tømte Brændevinsflasker i Kanonerne for saa at knalde dem af under Besætningens Hurraraab, eller der var Tale om Landeværnets Kamp ved Kjøge - var imidlertid altid et Udbrud af Beklagelse over, at man intet af Stederne havde opnaaet at børste Englænderne saa grundig, som man havde haft Lyst til, og det var egenlig endnu efter saa mange Aars Forløb mærkeligt at høre, hvor stærkt denne Bevidsthed trykkede, til samme Tid som Erindringen om alle de mange andre sørgelige Følger af hiin ulykkelige Krig saa temmelig var udvistet.

Slaget paa Kjøge Landevej er andet Steds fra blevet udskreget meget stærkere, end det vel nogensinde har fortjent, men for Erindringen hos de Gamle i Frederiksborg Amt stod det i et ganske andet Lys.

Der saa man mere paa den gode Villie, som Afdelingerne fra Nordsjælland havde lagt for Dagen, til samme Tid som man indrømmede, at Udfaldet af hint Forsøg paa at forsvare Landet paa Grund af de mange uheldige Omstændigheder, der fulgte dette, kun kunde blive uheldigt, og naar man derfor endnu i vore Tage vil tale om, hvad en Folkerejsning lige overfor en angribende Fjende er værd, ja saa kan vel Slaget paa Kjøge Landevej, som det sidste Forsøg i denne Retning endnu have Krav paa vor Opmærksomhed.

Forinden Englænderne omringede Kjøbenhavn, havde Kronprins Frederik været derinde i tre til fire Dage, og ved den Lejlighed havde han blandt andet ogsaa under 11. August bestemt, at Generalløjtnant Joachim Melchior Castenschiold, der var Chef for det sjællandske Rytterregiment, skulde samle og kommandere Landeværnet paa Sjælland, til samme Tid son en lignende Opgave var bleven stillet Chefen for det sydsjællandske Landeværnsregiment Generalmajor Peter Lotharius Oxholm for Landeværnsafdelingens Vedkommende, som hørte hjemme paa Lolland, Falster og Møen. De fornødne Ordrer i saa Henseende vare strax blevne tilstillede de paagjældende Amtmænd ved ridende Bud. Landeværnets Oprettelse daterede sig fra Forordningen af 19. Januar 1801, og det omfattede de Værnepligtige indtil det fyldte 45 Aar, som havde udtjent ved Linieregimenterne. Dets Bestemmelse var at forsvare den Provins, hvori Folkene boede eller opholdt sig, men det skulde ikke indlemmes i den staaende Hær. Formationen var Kompagnier, Batailloner og Regimenter, som førte Navne efter de paagjældende Amter og Provinser. Bevæbningen bestod l et Bajonetgevær, Sabel, Pistoler og fire Stykker 3 Pd.s Kanoner pr. Batallion. Uniformen skulde efter Bestemmelsen bestaa af en rød Trøje med blaa Krave og Opslag, der var vid nok til at kunne trækkes over de civile Klæder, en rund opkrammet Hat med en opstaaende grøn Fjeder og hvide Lærredsbenklæder, som alt skulde leveres af Amterne; men dette tarvelige Udstyr var kun til Dels til Stede, hvorfor mange af Folkene mødte i rød Trøje, under hvilken den lange Hvergarns Vest med Taskelommer paa Maven hang frem, medens Resten af Kostumet bestod i et Par hvide Vadmels Knæbenklæder, Uldstrømper og Træsko. Paa det lange Haar sad den sædvanlige røde strikkede Nathue med en stor Dusk i Toppen. Der existerer endnu Afbildninger af Landeværnsfolk iførte denne smagløse Dragt, som næppe har kunnet pirre dens Bæreres Forfængelighed.

Fanerne, af hvilke hver Balaillon havde sin, vare Dannebrogsflag med Kongens Navnetræk i det ene Hjørne, og med Indskriften "Landeværn for Kongen og Fædrelandet" paa Midten.

Bataillonerne talte 600 Mand, fordelte paa fire Kompagnier, og deres Officerer vare Folk, som vore afskedigede fra den staaende Hær, medens Underofficererne vare udtogne blandt de flinkeste Menige. Med Undtagelse af nogle faa Befalingsmænd, blev der kun udbetalt Lønning, naar Afdelingen befandt sig paa Feltfod, men til Gjengjæld vare Øvelserne i Fredstid ogsaa indskrænkede til det mindst mulige, idet der i de første sex Tjenesteaar kun hvertandet Aar blev exerceret i Kompagnier i fem Dage og i Batailloner i en Dag, medens man det andet Aar slap med en Dags Møde ved Kompagniet.

Betjeningen af Kanonerne var overladt de udtjente Artillerister, medens de tidligere Jægere vare bestemte for den lette Tjeneste, og de udtjente Ryttere nu som før skulde virke i deres Kald.

Vi forbigaa de øvrige Landsdele, der ikke kom til at spille nogen Rolle ved denne Lejlighed, for at bemærke, at paa Sjælland og Smaaøerne fandtes det Nordsjællandske Landeværnsregiment paa 9 Batailloner og det Sydsjællandske Landeværnsregiment, der talte 10 Batailloner foruden Landeværnsbataillonen paa Frederiksværk, som talte alle tre Vaabenarter til en samlet Styrke af 860 Mand.

Det Landeværn, som Generalerne Castenschiold og Oxholm skulde samle, bestod altsaa af 19 Batailloner, men af disse skulde der afgives 6 Batailloner til Kjøbenhavn og 2 til Kronborg, til Erstatning for hvilke Generalerne fik Bemyndigelse til at indkalde alle Herregaardsskytter paa Sjælland og de omliggende Øer, ligesom der udgik en Opfordring til Dannelsen af Frikorps. Den Opgave, som de to Generaler i Forening havde at løse, bestod i at understøtte Kjøbenhavn og Kronborg, men iøvrigt var det blevet dem overladt at handle efter bedste Skjøn.

Til en Begyndelse maatte begge Generaler til Kjøbenhavn for at hente Vaaben og Armatur til deres Afdelinger, men paa Grund af den utilstrækkelige Tid og Mangelen paa Transportmidler fik ingen af dem alt, hvad de behøvede, og snart umuliggjorde Fjendens Indeslutten af Byen enhver yderligere Tilførsel fra den Kant. Af Artilleri naaede Tøjhuset i Kjøbenhavn kun at faa afsendt to Stkr. 3 Pds. Kanoner under Kommando af Stykjunker Hellesen, af Geværer omtrent 2600, og af Ammunition 85,000 skarpe Patroner og omtrent 8000 Flintsten.

Den 16de August om Eftermiddagen forlod General Castenschiold Kjøbenhavn og tog over Roskilde til Ringsted, hvorfra han atter den følgende Dag afmarscherede med fire Batailloner, til samme Tid som to af hans andre Batailloner afgik fra Holbæk. Maalet var for begge Afdelingernes Vedkommende Roskilde og dens nærmeste Omegn, hvor Generalen agtede at samle og organisere hele sit Korps. Til en Begyndelse bleve de fra Kjøbenhavn ankomne Vaaben fordelte, medens Hovedkvarteret blev opslaaet paa Ledreborg. Som naturligt var, fik Englænderne snart Nys om dette Anslag og udsendte allerede den 20de August en Rekognosceringskommando bestaaende af en Eskadron af det 3die Husarregiment under Oberst Rheden for at faa Oplysning om, hvad der gik for sig ved Roskilde. Eskadronen kom samme Aften til Glostrup, hvorfra en Patrouille tidlig om Morgenen den 21de August stødte paa de danske Forposter ved Roskildehvile. Husarerne overraskede dem, der flygtede med et Tab af tre Saarede foruden nogle Fanger med samt deres Heste; men da nu Husarerne i deres blinde Iver fulgte efter lige hen til Udkanten af selve Byen, fik de pludselig en Salve af nogle danske Riffelskytter, som havde skjult sig bag en Grøftevold, og som herfra dræbte fire Mand og to Heste. Dermed havde de fjendtlige Husarer faaet nok og forsvandt i stor Hast i samme Retning, som de vare komne fra ; men denne i og for sig ubetydelige Affære foraarsagede dog, at General Castenschiold samme Nat trak sig tilbage bag Kornerup Aa, omtrent en Mil Vest for Roskilde, hvor han tog en ny Opstilling, med Fronten dækket af de store Moser og Søer, som findes her. Styrken, som fandtes her den 22de August, androg 7 Batailloner Infanteri, hvor paa 400 Mand. 300 Ryttere, 9 Kanoner med omtrent 100 Mands Besætning, altsaa ialt 3200 Mand. Naar man nu hører, at Artilleriet med Undtagelse af de to fra Kjøbenhavn modtagne Kanoner som Greve Moltke-Bregentved havde stillet, og 3 Stkr. 6 PdS , der tilhørte Sølavet i Korsør, og som alle i største Hast vare blevne forsynede med Feltlavetter i Ringsted og hvis Bespænding var Bønderheste, der kjørtes af deres Ejere, saa kan man uden Vanskelighed tænke sig, hvad der lod sig vente af det under Fægtningsforhold. Fodfolket er der tidligere talt om, og hvad endelig Rytteriet angik, saa fandtes der i dette kun 70 regulære Soldater, som hørte til det sjællandske Rytterregiment, dernæst henved 30 Rekruter fra Exercerskolen i Næstved og nogle faa Husarer; Resten var Landeværn og Frivillige, beredne paa Bønderheste og kun bevæbnede med Piker. Det var Folk af denne sidste Kategori, som vare stødte sammen med de engelske Husarer ved Roskildehvile, og af dem forsvandt strax henved 60, der formodenlig vendte tilbage til den hjemlige Arne, efter at have faaet nok af de krigerske Eventyr. 

Medens Castenschiolds Korps stod bag Kornerup Aa, blev det forstærket af en Del af Borgermilitsen under Kommando af fhv. Ritmester Schøller, men denne var om muligt endnu slettere udstyret end den allerede tilstedeværende Styrke og manglede omtrent aldeles Befalingsmænd, saa det det varen hel Begivenhed, da Kaptajn Wenzel v. Haffner overtog Kommandoen over Stillingens højre Fløj. 

Saa godt, som det lod sig gjøre, benyttede nu Castenschiold Tiden til at organisere og udstyre sit Korps paa bedste Maade. Der blev dannet Skytteafdelinger, udtaget Menige til at gjøre Underofficerstjeneste, medens de dygtigste af Underofficererne maatte fungere som Officerer. Sundhedstjenesten blev besørget af de civile Læger fra Kjøbstæderne og Landdistrikterne med Assistance af de Barberer, som man kunde faa fat paa, og Pengene, man behøvede, rekvireredes igjennem Amtstuerne. Særlig trykkende var Mangelen paa Vaaben og Munition, da Castenschiolds Korps kun fik 1674 Geværer og 50,000 Patroner, medens Oxholms Afdeling fik Resten af det, som Tøjhuset i Kjøbenhavn leverede. Man rekvirerede derfor ogsaa løst og fast af Alt, hvad Beboerne ejede af Vaaben, men det var ikke meget, der kom til Stede fra den Kant, og det meste var oven i Kjøbet meget slet, skjønt samtlige Embedsmænd i Henhold til Kronprinsens Ordre desangaaende af 20de August efter bedste Evne sørgede for at hjælpe til med Indsamlingen. Blyet af Kirketagene, Urlodder o. a. desl. maatte holde for og antog efterhaanden Form af Gevær- eller Kardæskkugler, ligesom Landsbysmedene overalt havde travlt med at smede Sabler og Piker.

Da baade Huse og Gaarde vare fuldt proppede med Folk, idet der stadig kom flere og flere, som oftest ubevæbnede og kun med nogle Fødevarer i en Tværsæk over Skulderen, begyndte man snart at mangle Fødemidler; men denne Mangel blev der delvis raadet Bod paa af den civile Befolkning, ja senere fik man endog nede ved Kjøge saa mange Fødevarer fra de store Herregaarde, at man havde fuldt op.

Hvad Mandskabet angik, da var det villigt og ufortrødent nok, skjønt der naturligvis ogsaa fremkom Exempler paa Vrangvillig og Uorden, men dette kan nærmest tilskrives de mange Savn og Mangler, som Korpset var udsat for. Castenschiold selv var trods sin høje Alder stadig ivrig og ufortrøden.

Kun to Dage havde Korpset staaet ved Kornerup, da det mod og en Ordre fra Kronprinsen i Kiel om at forene sig med Oxholms Afdeling - en Bestemmelse, som Castenschiold af sig selv havde taget allerede den 23de August. Den eneste Forandring, som Kronprinsens Ordre fremkaldte, var, at man nu fastslog. at Foreningen skulde finde Sted imellem Kjøge og Kjøbenhavn, i Stedet for, som tidligere bestemt, mellem Ringsted og Kjøge.

Som Følge heraf marscherede Castenschiold den 26de August fra Kornerup til Kjøge, hvor han tog Stilling bag Kjøge Aa og dels indkvarterede sit Mandskab i Byen og dens nærmeste Omegn, dels anbragte det i en foran Byen opslaaet Teltlejr. De følgende Dage tilbragtes uforstyrret med Øvelser og bleve kun afbrudte ved et Besøg af en russidk Orlogskutter, som sendte en Parlamentær i Land med Depcher til Gesandten ved det danske Hof.

(Fortsættes).

(Viborg Stifts-Tidende 23. juli 1885).

Mindesten ved Køge kirke for slaget ved Køge 1807: "Til minde om dem der faldt for fædrelandet i kampen ved Kjøge d. 20. august 1807."

Slaget paa Kjøge landevej

den 20. August 1307.

(Efter "Nationaltid.")

(Fortsat.)

Vi ville nu se, hvor langt General Oxholm imidlertid var kommen med sine Forberedelser. Afrejsen fra Kjøbenhavn fandt for hans vedkommende Sted den 15. August, og den 17. var han i Kjøge, hvor han mønstrede to Batailloner af det nordsjællandske Landeværnsregiment, ved hvilken Lejlighed der bl. A. blev oprettet en mindre Skarpskytteafdeling og en Rytterafdeling. til hvilken sidste man fik Uniformer fra Depoter i Kjøge.

Samtidig dermed blev der givet de fornødne Ordrer med Hensyn til Etableringen af Strandvagter, som Landeværnet og Kystmilitsen i Forening maatte bestride, og som næppe kan betegnes som nogen helt overflødig Forholdsregel, da der Dagen i Forvejen var ankommet en Flaade paa 130 engelske Førsels- og Krigsskibe, hvilke vare gaaede til Ankers i Bugten.

Fra Kjøge drog Generalen til Stege, hvor den 10. Bataillon var samlet, men her begyndte hans Gjenvordigheder for Alvor, da der hverken fandtes Vaaben eller Munition. Man maatte i den Anledning tage sin Tilflugt til den civile Befolkning, der ogsaa beredvillig afstod alt, hvad den ejede af den Sort, lige til Stueurenes Lodder, og det samme gjentog sig senere baade paa Lolland og Falster. Den 13. August blev derpaa Major Holstein sendt til General Castenschiold for at aftale en fælles Angrebsplan med denne.

I Nykjøbing paa Falster, hvor den 9. Bataillon var samlet, kom en ny Vanskelighed til alle de mange andre, idet Mandskabet klagede dels over ikke at have faaet Tid til at besørge Høsten, og dels over, at der var vist Partiskhed ved Indkaldelsen, saa at mange unge og ugifte Folk vare blevne hjemme, medens gamle Gaardmænd havde maattet møde. Disse Folk havde ikke været samlede i 7 Aar og havde derfor glemt baade Kjendskaben til Lydighedspligten og til Vaabenhaandværket, lige som de ogsaa vare aldeles fremmede for deres Befalingsmænd. Man maa derfor heller ikke undre sig for meget over, at de viste en temmelig insubordinær Opførsel, som Generalen søgte at kue dels ved at permittere de ældste Gaardmænd og nogle af de uundværligste Haandværkere og dels ved at føre Folkene uden for Byen og afdelingsvis lade dem besætte de vigtigste Punkter i Nærheden. Ligesom paa Møen og Sjælland blev der nemlig ogsaa her truffet Foranstaltninger til et Forsvar af Kysten, og Fyret paa Gjedserodde blev stukket. Nogle fjendtlige Baade, som nærmede sig Landet, foraarsagede ikke desto mindre ved deres blotte Tilsynekomst en hel Panik paa alle tre Øer, som Mange ogsaa i den Anledning flygtede bort fra.

For snarest muligt at faa Hold paa Afdelingerne blev der fra Saxkjøbing udstedt de fornødne Marchsordrer til de forskjellige Batailloner, som man lod afmarchere hver for sig. I Maribo, hvortil Oxholm ankom den 21.. modtog han Major Holstein, der var vendt tilbage fra Castenschiold med den Besked, at denne ikke turde indlade sig paa nogen Forening uden Kronprinsens udtrykkelige Ordre, med det Tilføjelse, at de sjællandske Afdelinger desuden lede Mangel paa Alt, og deriblandt ikke mindst paa Subordination. Hvad Kronprinsens udtrykkelige Ordre angik, som Castenschiold havde opstillet som en uafviselig Betingelse for sin Samvirken, vilde Tilfældet, at Oxholm saa sig i Stand til at fremlægge denne, idet Ritmester v. Qvalen netop samme Dag havde overbragt en saadan fra Kiel, og med denne rejste han da ogsaa strax videre til Roskilde.

Den 22. August endte General Oxholms Rejse i Nakskov, hvor han mønstrede 7. Bataillon og desuden fik to gamle 3 Pds. Kanoner, som i største Hast bleve istandsatte og forsynede med Munition. Borgerne hjalp ogsaa her til med den største Beredvillighed ved at give, hvad de ejede af Vaaben og Krudt, men de vilde rigtignok paa den anden Side ikke af med Bataillonen og forlangte, at den skulde blive, hvor den var for at forsvare deres egen Ø. Man beraabte sig i saa Henseende paa de oven for anførte Ord i Forordningen af 19. Jannar 1801, og Mandskabet viste kun altfor tydelig, at det samstemmede med denne Opfattelse, thi Generalen kunde trods alle Formaninger og Forklaringer ilke tale det til Rette. Saa modtog han heldigvis endnu samme Aften en Gjenlagelse af den Ordre fra Kronprinsen, som Ritmester v. Qvalen allerede havde bragt ham i Maribo, og den havde oven i Kjøbet det Tillæg "ufortøvet at marschere til Sjælland og sætte sig i Forbindelse med Generalløjtnant v. Castenschiold". Som Følge heraf bleve samtlige Batailloner dirigerede til de forskjellige Færgesteder, saaledes at 3 marscherede fra Nysted til Lundby, 9 til Grønsund, 7 til Guldborg og 10 til Koster. Vejen til disse foreløbige Bestemmelsessteder blev tilbagelagt uden videre Besværlighed, men da Overfarten skulde til at tage sin Begyndelse, udbrød der paa alle Punkter alvorlige Uroligheder. Mandskabet var overalt mere eller mindre beskænket, nægtede at gaa om Bord, truede med at skyde Officererne og satte sig endog imod, at de faa fattige Kanoner bleve sendte bort fra Øerne. En svær Konfusion var den naturlige Følge heraf, og at Truslerne ikke vare helt at foragte, fremgaar deraf, at der virkelig ved Guldborg den 24. om Aftenen blev skudt skarpt paa de Folk, som det langt om længe lykkedes Major Gamel at faa med sig om Bord. Det saa næsten ud til, at hele Fremrykningen skulde gaa i Staa med det samme paa alle Punkter, men endelig efter megen Spektakel fik man dog paa alle Steder Folkene i Færgerne landsatte paa Sjælland dels ved Kallehave og dels ved Vordingborg, men Æren derfor synes væsenlig at maatte tilfalde de forskjellige Herremænd og Amtmænd, som ved Rygtet om Urolighederne vare ilede til, og som nu med Held gjorde deres Indflydelse giældende. De to første Batailloner, som først gav Kjøb, vare 7. og 3., som den 26. August marscherede fra Vordingborg og Kallehave henholdsvis til Præstø og Beldringe og Omegn, idet de delvis bleve befordrede paa vogne, hvoraf der tlldeltes hver Afdeling 120, medens 9. og 10. Bataillon først sent om Aftenen den 27. kom i Land ved Vordingborg. 7. og 3. Bataillon marschere imidlertid uden at vente paa dem og kom over Faxe den 23. August til Kjøge, hvorhen General Oxholm og Gcneralkvartermester Haffner, der havde overbragt Kronprinsens sidst omtalte Ordre fra Kiel til Lolland, allerede vare ilede i Forvejen for at berede alt til deres Modtagelse, da de sidste fire Døgn havde medført store Anstrængelser for Folkene. 9. og 10. Bataillon forcerede imidlertid deres Marsch, som gik over Næstved, saa stærkt, at den sidstnævnte Bataillon allerede naaede Kjøge den 29. August strax over Midnat, medens den førstnævnte ankom samme Formiddag imellem Kl. 9 og 10 om Formiddagen efter at have marscheret hele Natten. 9 Bataillon blev liggende uden for Kjøge i Bivuak.

Paa Henturen til Kjøge havde man iagttaget alle Forsigtighedsregler, da man var aldeles uden Efterretninger fra Castenschiold, til samme Tid som der gik en Mængde foruroligende Rygter.

Til Fjenden mærkede man dog ikke andet, end at han opsnappede en Løjtnant Danckel, som var udsendt paa Rekognoscering, og af andre Tildragelser paa Marschen kan kun anføres, at man i Vordingborg fik oprettet et Feltbageri, som skulde eftersende det fornødne Brød, samt at man her traf en afskediget Artillerist, som paatog sig at lave nogle flere Karduser til Kanonerne. Efter saaledes at have sørget for det Nyttige søgte man efter fattig Lejlighed ogsaa at skaffe sig nogle Behageligheder, til hvilke sidste vistnok en gammel Trompet kan henregnes, som man kjøbte hos Stadsmusikanten i Næstved, og som i Forening med nogle Trommer og de fra Landsbyerne i Hjemmet medtagne Violiner udgjorde hele Beholdningen af Instrumenter.

(Fortsættes).

(Viborg Stifts-Tidende 24. juli 1885).

Døren til Køge Kirke var låst, og nøglen sporløst forsvundet. Derfor kunne man ikke få adgang til ammunitionen, og måtte trække sig tilbage.

Slaget paa Kjøge Landevej

den 29. August 1807.

(Efter "Nationaltid.)

(Fortsat.)

Strax efter Ankomsten til Kjøge meldte Generat Oxholm sig hos Castenschiold, som befalede, at 7de og 8de Bataillon skulde indkvarteres i Byen, medens 9de og 10de, som man først ventede næste Morgen, skulde ligge i Teltlejren Nord for Byen. Andet og mere blev der ikke talt om ved denne Lejlighed, skjønt Oxholm ønskede en Samtale. Senere fik han paa udtrykkelig Forlangende skriftlig Meddelelse om, at der skulde etableres en Rytterfeltvagt ved Møllerne og en Piket af 8de Bataillon ved Teltene. Derimod fik han ingen anden Oplysning om, hvorledes de andre Poster vare, end at 2den Bataillon under Major, Grev Moltke laa paa gamle Kjøgegaard. For sit eget Vedkommende havde Oxholm nok at gjøre med Indkvarteringen af 7de og 8de Bataillon, hvilket voldte saa mange Vanskeligheder, at den første blev færdig noget efter Midnat. Generalkvartermester Haffner forlod efter et kort Ophold atter Kjøge for at rejse til Sorø, skjønt særlig Oxholm meget ønskede at beholde ham hos sig.

Da alle Bataillonerne vare komne, beløb hele Korpsets Styrke sig til 5700 Mand, fordelte saaledes: Rytteri 600, Fodfolk 11 Batailloner 5000 Mand, Artilleri 13 Kanoner, 100 Mand, uden at regne et Par Tusinde Mand af Kystmilitsen.

Tidlig om Morgenen den 20de August var Oxholm beskjæftiget med at anbringe 9de Bataillon i Teltene, da en Adjudant kaldte ham til General Castenschiold, som til Hest befandt sig ved Møllerne Nord for Byer. Der traf de ogsaa hinanden, men næppe var Samtalen kommen i Gang, før en Rytter overbragte Melding om, at Fjenden rykkede frem og allerede befandt sig ved Carlslunde omtrent en Mil Nord for Kjøge. Fjendens Anmarsch var i øvrigt allerede tidligere bleven opdaget, idet Major Moltke fra et af Lofterne paa gamle Kjøgegaard havde bemærket den i en Kikkert og strax Kl. 6½ Formiddag sendt skriftlig Melding desangaaende til Castenschiold, hvem Ordonnansen imidlertid forfejlede, da Generalen allerede den Gang var reden ud. Til en Forklaring for dem, som ikke kjende Terrænet paa dette Sted, skal her bemærkes, at Egnen er flad som et Stuegulv, og at Chausseen fra Roskilde Kro, ad hvilken Englænederne marcherede, i sin Forlængelse viser ned paa gamle Kjøgegaard.

Ved Kjøge vare de fleste af Bataillonerne imidlertid allerede siden Kl. 4½ i fuld Aktivitet med at exercere udenfor Byen, saa de vare ikke langt fra Haanden, selv om Angrebet ogsaa var aldeles uventet. Med Hensyn til, hvad der lod sig gjøre, har Castenschiold næppe været i Tvivl, thi et Tilbagetog vilde, som Sagerne stod, have endt med en Panik og en vild Flugt, der havde opløst Korpset i alle dels Enkeltheder, og til en Fremrykning var der aldeles ingen Tid. Man valgte derfor det eneste Allernativ, som var tilbage, man blev staaende, skjønt det næppe har været i den Tro, at det skulde lykkes at besejre Fjenden.

Allerede den 27de August havde den engelske Belejringshær foran Kjøbenhavn detascheret et Korps under Kommando af Generalmojor Sir Arthur Wellesley (senere noksom bekjendt under Navnet Wellington, the Iron Duke) med den Opgave at sprede det Landeværn, som Castenschiold og Oxholm maatte have samlet. Dette Korps bestod dels af Englændere, dels af Hannoveranere og var sammensat saaledes: 43de Infanteriregiment (2 Batailloner), 52de Infanteriregiment (1. Bataillon), 92de Infanteriregiment (Højskotter, 1 BatailIon,95de Infanteriregiment (Skarpskytter, 2 Batailloner). l Alt 4123 Mand samt et ridende Batteri med 175 Mand; af den tyske Legion under Generalmajor v. Linsingen vare til Stede 6te Liniebataillon, tre Eskadroner af 1ste, to af 2den og tre af 3die Husarregiment tilligemed et ridende Batteri paa 175 Mand. Totalsummen af Fjendens Styrke androg lidt over 6000 Mand. General Wellesley tog allerede den 27de August Stilling ved Roskilde Kro og skød sin Avantgarde under Oberst v. Rheden frem til Vallensbæk og Valdby, hvorfra der udsattes Forposter til Kagstrup. Den 28de blev dernæst General v. Linsingen sendt til Roskilde for at søge efter Castenschiold, og da man fik Oplysning om, at denne allerede befandt sig ved Kjøge tilligemed Oxholms Korps, blev det bestemt, at General v. Linsingen med sit Korps skulde anvendes mod venstre Flanke og Ryggen af de danske Tropper. General v. Linsingens Korps bestod af 6 Husareskadroner, 6 Batailloner Fodfolk og et halvt ridende Batteri, i Alt omtrent 2600 Mand. Om Aftenen den 28de befandt dette Korps sig Syd for Roskilde med to Eskadroner paa Forpost ved Ørsted og med Ordre til den 20de August Kl. 5 Morgen at rykke frem mod Stillingen ved Kjøge, mod hvilket Maal ogsaa General Wellesley vilde rykke frem til samme Tid. De Danske skulde altsaa tages i Fronten af Wellesley og angribes i venstre Flanke og Ryggen af Linsingen. Vejen, som Wellesley havde at tilbagelægge, var den længste, men var tillige den bedste, da den slet ingen Forhindringer frembød hvilket ikke gjaldt om den, som Linsingen skulde benytte. Som Følge af dette Forhold var Wellesley til den fastsatte Tid ved Skillingskroen, omtrent en Mil Nord for Kjøge, og saa lod han sit Korps opmarschere i Linien og gjøre Holdt for at afvente Efterretninger fra Linsingen. Denne sidste var gaaet over Glodstrup, Benzonseje, Ørsted, Store og Lille Lodager og havde omtrent Kl. 9 taget Stilling paa det sidstnævnte Sted, medens man undersøgte Overgangsforholdene ved Kjøge Aa. I Lodager og ved Eiby havde man set danske Patrouiller, men disse vare gaaede tilbage uden at gjøre Modstand. Af Overgange over Kjøge Aa fandtes to, en ved Yderholm og en ved Lellinge, af hvilke man mente kun at kunne benytte den sidste, hvor imidlertid Broen var afbrudt af de Danske. Det tog omtrent en halv Time, før den blev saa vidt istandsat, at Fodfolket rodevis kunde passere den, meders Rytteriet og Artilleriet, som vare rykkede over et Vadested i en Stilling Syd for Aaen, dækkede Overgangen, til hvis yderligere Betryggelse man ogsaa havde opstillet en Afdeling af alle tre Vaabenarter ved Spanager. Fra dansk Side var Modstanden paa dette Sted kun ringe, da her kun fandtes 4de Korpagni af 9de Bataillon, men Kl. var dog bleven henad 11, før hele Linsingens Korps stod ovre paa den søndre Side, hvoraf Følgen atter var, at han ikke kunde foretage sit Angreb paa den danske Stilling samtidig med Wellesley, som havde sat sig i Bevægelse fra Skillingskroen omtrent Kl. 10, efter at have ventet forgjæves i en halv Time paa at høre noget fra sit Flankekorps. Grunden til Wellesleys Beslutning hidrører imidlertid ogsaa for en Del derfra, at der omtrent ved denne Tid fandt en fremadgaaende Bevægelse Sted fra dansk Side. Strax paa Meldingen om Fjendens Fremrykning gav nemlig Castenschiold Oxholm Ordre til at besætte Skillingskroen med de Afdelinger, som vare nærmest ved Haanden, 7de og 8de Bataillon, tilligemed to Kanoner under Løjtnant Schultz, til samme Tid som hele den øvrige Styrke blev allarmeret. 7de og 8de Bataillon maatte imidlertid først samles, opstilles og forsynes med Munition, hvoraf hver Mand fik 30 Patroner, og da dette tog nogen Tld, fik Schultz Ordre til at rykke frem i Ilmarsch under Dækning af Skarpskytterne og Rytterfeltvagten, som havde staaet ved Møllen; Bataillonerne skulde saa hurtigst muligt komme bagefter. Schultz naaede dog kun at komme op i Højde med Landsbyen Ølsemagle, da han opdagede at Fjenden alt havde besat Skillingskroen, og Infanteribataillonerne med en Rytterafdeling paa 80 Mand paa deres højre Fløj maatte tage Stilling et Stykke Nord for Bomhuset, hvorfra to Kompagnier af 8de Bataillon besatte Ølsemagle med Ordre til at holde denne By, indtil de kunde afløses af 9de Bataillon.

(Fortsættes).

(Viborg Stifts-Tidende 25. juli 1885)

Broen over Køge Å, med kig ned mod torvet hvorfra englænderne kom stormende. Fra venstre kom v. Linsingens styrker og beskød landeværnet i flanken.

Slaget paa Kjøge Landevej

den 29. August 1807.

(Efter "Nationaltid.")

(Sluttet.)

Oxholm avancerede derpaa noget med Infanteriet, til samme Tid som Schultz aabnede sin Ild. Englænderne lod strax 12 Kanoner af det ridende Artilleri rykke frem paa deres venstre Fløj med Rytteriet ved Siden ud mod Stranden og knaldede lystig løs paa Schultz, som besvarede Ilden efter bedste Evne, men som snart begyndte at mangle Munition. En Løjtnant, som han sendte tilbage til Kjøge med Ordre til at hente den første Munitionsvogn, fandt ingen saadan paa sin Vej og kom igjen med den Besked, at Krudtvognene vare indelukkede i Kjøge Kirke, og at alle Døre til denne vare spærrede. Der blev altsaa intet andet tilbage for Schultz end at gaa noget tilbage, da Fjenden rykkede frem, indtil et nyt Forlangende om Munition var blevet effektueret. Under denne Tilbagegang blev den ene af Hestene for den ene Kanon skudt og Seletøjet revet itu hvad der medførte, at det engelske Rytteri bemægtigede sig Kanonen. En Ordre fra Oxholm til hans Kavalleri om atter at tage Kanonen tilbage blev ikke overbragt dette hurtig nok, og da det endelig kom frem, erholdt det saa mange Granater fra det fjendtlige Artilleri, som foruden anden Skade ogsaa gjorde de utilredne Bønderheste aldeles ustyrlige, saa at det strax igjen maatte forsvinde. Den engelske Artilleriild blev nu rettet mod vore Batailloner, af hvilke 7de og 8de kun gjorde ringe Modstand, men snart i vild Uorden flygtede ind mod Kjøge, medens 9de, skjønt Mandskabet i denne var saa udmattet af den foregaaende Nats Marsch og Bivouak, at det hobevis faldt om paa Marken, længe beholdt sin Plads paa venstre Fløj; men da baade 7de og 8de vare komne forbi den, sluttede den sig endelig ogsaa til den tilbagegaaende Bevægelse trods Befalingsmændenes Modstand. Det skal have være en Menig af 8de Bataillon, som ved pludselig at rejse sig op af den Grøft, hvori han laa, og løbe afsted ind mod Kjøge, gav den første Anledning til dette Tilbagetog, der blev saa skæbnesvangert for hele Kampen. Det lykkedes dog at faa Hold paa en Del af Mandskabet fra alle de nævnte tre Batailloner inde ved Byen, og disse bleve saa atter opstillede bag alle de forhaandenværende Grøfter og Gjærder.

Imidlertid havde General Castenschiold snart Tid til at lade fire andre Batailloner (5de, 2den, 4de og 9de opmarchere i Linie udenfor Byen ved det saakaldte "hvide Knæ" tilligemed 6 Kanoner og Rytteriet. Kanonerne havde Plads dels foran Bataillonerne hen imod venstre Fløj og dels paa Chausseen, medens Rytterne stod lidt fremme foran højre Fløj, hvis yderste Bataillon, den 5te, naaede helt ud til Strandkanten. Resten af Bataillonerne og Artilleriet fik Plads dels i Byen, dels bag Aaen, som har en Brede af henved 30 Alen, med sumpede Bredder og en Dybde, der er for stor til, at den kan gjennemvades. De Kanoner, som stod her, manglede dog snart Munition, og det, som fandtes, var ikke en Gang af rigtig Kaliber, da der havde fundet en Forvexling Sted af de forskjellige Bøndervogne, som dannede Munitionskolonnen. Som det fremgaar af foranstaaende fandtes der jo nemlig baade 6 Punds og 3 Pd.s Skyts ved Korpset.

Fjenden rykkede imidlertid frem med hele sin Linie en echelon fra venstre Fløj, i følgende Orden: 92de Infanteriregiment under Oberstløjlnant Rapier, 52de og 43de, medens det 95de dannede Reserven, og Rytteriet havde Plads til Venstre, lige overfor vort. En Hagel af Kardæskkugler styrtede over vort Fodfolk, af hvilke mange faldt og særlig gik det ud over 5de Bataillon, ved hvilken Kaptajn Qvistgaard ogsaa fandt Døden. Længe kunde Bataillonen ikke holde Pinen ud, men kom i Uorden og trak sig snart tilbage efter en kortvarig Modstand. Imidlertid stod endnu stadig vore Skarpskytter og Infanterister bag Gjærderne og vedligeholdt en levende Ild mod Fjenden. Da gjorde imidlertid det 92de Infanteriregiment (Højskotterne) under et voldsomt Hurra et Bajonetangreb mod dette vort sidste Tilhold og drev vore Tropper ud af Stillingen og tilbage til Byen. Albert v. Rheden, der førte de engelske Husarer, rykkede nu frem med disse fulgt af Infanteriet med det 95de Regiment i Spidsen.

"Da jeg" - siger General Castenschiold i sin Rapport om Træfningen - "Ingen saa imellem Kjøge og Fjenden uden mig selv og mine Adjudanter, retirerede jeg med." 

Tilbagetoget igjennem Kjøge fandt Sted i den største Uorden, og snart opstod der den voldsomste Trængsel, da Fodfolk, Ryttere, Kanoner og Bagagevogne bleve blandede imellem hverandre. Befalingsmændenes Anstrængelser for atter at faa Hold paa Folkene vare aldeles forgjæves, da Englænderne hurtig fulgte efter og opstillede nogle Kanoner, som bestrøg Gaderne med Kardæsker. Paa den søndre Side af Kjøge Aa havde imidlertid en Kaptajn taget Stilling med to Kanoner tilligemed en Del af 10de Bataillon, som først nu indtraf paa Valpladsen. General Oxholm lod yderligere fire Kanoner, dækkede af en Del af 9de Bataillon, tage Stilling for at forsvare Broen, og disse Tropper sloges godt. Et Forsøg paa at faa de Flygtende til atter at stille sig op paa deres venstre Fløj, saa vel som Castenschiolds Anstrengelser for atter at samle Resterne af de vigende Batailloner noget længere tilbage, blev imidlertid uden Resultat - kun en ringe Del af Mandskabet blev bragt til at stanse. Dette var dog maaske atter kommet til Besindelse, da Ilden fra vore Kanoner tvang de fjendtlige Husarer til at stanse foran Broen, men pludselig indtraadte der en ny Fase i Fægtningen, idet et engelsk Korps, bestaaende af Jægerne af 43de og 95de Infanteriregiment tilligemed fire Husareskadroner og fire Kanoner under Kommando af Oberst v. Alten, der sammen med General v. Linsingen havde foretaget den omgaaende Bevægelse over Lellinge, nu pludselig brød frem af Skoven og beskød vore Tropper i Ryggen. Vore besvarede i Førstningen Ilden med Kraft, men Englændernes Ild var aldeles overvældende og Tabet paa dansk Side ikke ubetydeligt. Samtidig med Oberst v. Alten var en anden engelsk Afdeling bestaaende af Skytterne af 6te Liniebataillon og to Husareskadroner under Major v. Plessen rykket frem gjennem Skoven til Højre og var over Svendsberg og Søllerup bleven dirigeret til Broen, som findes paa Vejen imellem Herfølge og Sæder, hvorved vor naturlige Tilbagetogslinie gik tabt. Nogen Modstand mødte dog endnu Major v. Plessen af nogle danske Infanteriafdeling og tabte bl. Andet derved en falden og en saaret Officer.

Vore Tropper vore aldeles uvidende om General v. Linsingens Anmarsch, da den Officer, som skulde overbringe Meldingen derom, undervejs var falden i Fjendens Hænder, og Nederlaget vilde derfor for vort Vedkommende være blevet aldeles komplet, hvis ikke den afbrudte Bro ved Lellinge havde forhalet Englændernes Fremrykning fra denne Kant. Nu veg Alt tilbage i vild Flugt, for Størstedelen hen ad Landevejen til Vallø og Resten aldeles opløst tvers over Marker og Gjærder i Retningen af Klemenstrup og Herfølge. En Kanon, som var bleven posteret paa selve Broen over Kjøge Aa, gav man sig dog Tid til at kaste i Aaen, hvor den muligvis ligger den Dag i Dag, og medens mange af Folkene paa Flugten kastede Vaaben og Uniformer, saa vel som det Lædertøj, der havde kostet Byens Sadelmagere og Skomagere saa stor Ulejlighed at faa færdigt, fra sig til alle Kanter, var der dog endnu Adskillige, særlig af de nordsjællandske Batailloner, som havde Mod nok til at søge Dækning bag Grøfter, Gjærder og den i Hobe stavende Sæd, hvorfra de uophørlig fyrede paa de forfølgende Fjender. Noget Lignende havde man for Resten allerede bemærket i filtre Kjøge By, hvor adskillige af Vore vedbleve at fyre ud ad Vinduerne, saa længe til de faldt under det forfølgende engelske Infanteris Bajonnetter.

Som rimeligt var, erobrede det fjendtlige Rytteri paa Flugten en hel Del Bagage og Munitionsvogne, lige som det ogsaa tog mange Fanger. Ved Landsbyen Herfølge, henved 1 Mil fra Kjøge, besatte Oxholm den højtliggende Kirkegaard og samlede her med en Fane i Haanden 5 Officerer og 120 Mand, lige som han fik 50 Infanterister til at besælte en foranliggende Grøft og omtrent lige saa mange Ryttere til at tage Stilling paa Landevejen ved Hospitalet. Da imidlertid den store Hob af Flygtninge forlod Herfølge uden at ville stanse, sluttede de to sidstnævnte Afdelinger af Oxholms Tropper sig til disse, som det heller ikke lykkedes Castenschiold at faa til at besætte de bag ved liggende Højder. Oxholm stod saaledes aldeles ene med sine 120 Mand paa Herfølge Kirkegaard, hvor han til en Begyndelse afslog et Angreb af en Trop Husarer. Senere blev imidlertid Kirkegaarden omringet af det engelske Infanteri, hvis Jægere aabnede en levende Ild, til samme Tid som et Par engelske Kanoner skøde Breche i Indfatningsmuren. Lige over for Fjendens afgjorte Overmagt var der derfor intet Andet at gjøre end at overgive sig, men efter at Signalet dertil var blevet givet ved at vifte med et hvidt Tørklæde fra dansk Side, jog de engelske Husarer i Gallop ind paa Kirkegaarden, og dette gav Anledning til en kortvarig Fornyelse af Sammenstødet , som dog medførte Tab baade paa dansk og engelsk Side. For vort Vedkommende faldt To, medens Tretten bleve saarede. To engelske Læger forbandt nu imidlertid de Saarede af begge Partier, hvorefter Fangerne bleve førte tilbage til Kjøge, hvor Oxholm nu i sit gamle Kvarter, som han havde været borte fra i 12 Timer, skrev sin Rapport om Træfningen. Hvad General Castenschiold angaar, saa udfærdigede han sin i Haslev Præstegaard, hvor han tilbragte Ratten. Vort Tab androg 100 Døde, deraf 2 Officerer, Kaptajnerne Qvistgaard vg Rørager, og omtrent 150 Saarede, deriblandt Løjtnanterne Kvetschmann, Rist og Baron Wedel Jarlsberg. Tabet af Fanger beløb sig til 1 General, 9 Majorer, 19 Kaptajner og 29 Løjtnanter, tilsammen 58, og efter engelsk Angivelse omtrent 1100 Menige. Desuden gik 9 Kanoner, 1 Fane tilligemed en hel Del af Bagagen, Intendanturen og Lasarethvæsnet tabt, tilligemed alle Lægerne. 

Man savner Oplysning om Fjendens Tab, men i Kjøge laa efter Træfningen omtrent 80 engelske Saarede, lige som Tabet i en senere fremkommen Beretning for 1ste og 3die Infarregiment Vedkommende er angivet til 2 Officerer, 16 Menige og 22 Heste.

De danske Fanger bleve førte til Hellerup, hvor Officererne imidlertid bleve frigivne imod at udstede et Revers om ikke at tjene mere i denne Krig, medens de Menige bleve sendte om Bord paa den engelske Flaade, vistnok væsenlig for at betage deres Landsmænd Lysten til at gaa paa Krigsstien.

Med Tabet af Træfningen ved Kjøge vare i Virkeligheden alle Forsøg paa at undsætte Kjøbenhavn ved Hjæp af improviserede Tropper afsluttede, thi de to Batailtoner, 350 Ryttere og fire Kanoner, som det Dagen derpaa lykkedes Castenschiold ar samle i Næstved, bleve ikke yderligere benyttede. Det sjællandske Mandskab blev permitteret, medens det, som hørte hjemme Paa Smaaøerne, tilligemed alt Materiellet blev overført til disse. Englænderne. hvis Hovedstyrke efter Træfningen tog Stilling i og omkring Kjøge, havde derfor heller ikke mere Ulejlighed af vort Landeværn, thi General v. Linsingen, som med en Afdeling paa henved 450 Mand og 3 Kanoner, den 20de September rykkede ind i Vordingborg, fandt ikke Spor deraf paa sin Vej, lige saa lidt som en Husarpatrouille, der gik lige til Korsør

Til Slutning skulle vi endnu blot bemærke, at den Harme, som greb hele Befolkningen i Danmark, da den erfarede Udfaldet af Træfningen ved Kjøge, var lige saa voldsom, som den var uberettiget. Med sammenskrabede Bønder, der næppe en Gang have de fornødne Patroner, sejrer man ikke over krigsvante og fuldt udrustede Soldater, som de engelske Tropper fuldt ud kunde gjøre Krav paa at kaldes. Det har man desværre ikke villet indse overalt i Danmark, og lige indtil vore Dage har Slaget paa Kjøge Landevej saavel som alle Deltagerne deri været prisgivne til den offenlige Foragt - vel nok mest fordi Vankundigheden i vor Krigshistorie er betydelig større, end den egenlig burde være.

Som sagt, man har ingen rigtig Besked vidst om Sammenhængen og altsaa heller ikke om de Beviser paa personlig Mod, som ogsaa denne Træfning udviser, og som i det mindste for Stykjunker Hellesens Vedkommende skaffede sin Ophavsmand en Udnævnelse til Officer. Man indskrænkede sig derimod til de mest yderliggaaende Forhaanelser af Landeværnet, som "Englænderne skød efter med løst Krudt, men som alligevel døde af Skræk over Knaldet. Dets Saarede havde gjensidig gjort hinanden Fortræd med deres Vaaben, og begge Generalerne havde været Forrædere; et uomstødeligt Bevis derfor fik man, da en dansk Parlamentær mødte General Oxholm i den engelske Lejr ved Hellerup." Om Castenschiold blev der bl. A. ogsaa digtet en Vise, hvori disse Strofer forekomme:

"Castenschiold var fejg,
Castenschiold var fejg.
Castenschiold var Fejhedens Fjende."

Dermed slutte vi Beretningen om Slaget ved Kjøge. Blot man vil sørge for, at vi aldrig ved vor egen Skyld maa komme til at levere et lignende.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juli 1885).

Her ved Herfølge Kirke endte det sidste større slag omkring kirken. Kirken har udstillet en kanonkugle som formentlig stammer fra slaget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Man erfarer nu efterhaanden alt mere og mere, at de Engelske langtfra ikke have opført sig paa Landet saa venskabeligt som det i Førstningen hedte. Ved deres Ankomst til Kjøge opsloge de en Leier ved Gjørslev, som ligger meget høit, og hvorfra man kan oversee hele Egnen; men under de otte Dage, de opholdte sig her, opførte de sig meget slet. Præsten Hr. Hersim i Ligemark plyndrede de et Gulduhr, 9 Sølvskeer, 9 Par Skjorter, 9 Par Strømper og et Meerskumspibehoved, uagtet han frivillig havde givet disse Røvere 30 Flasker Viin. Hans gamle Moder frastjal de 9 Tørklæder og 2 Par Strømper. En Bonde i samme Bye fratoge de ikke allene 3 Heste, men brak endog hans Skab, og ranede de Penge der fandtes deri. Den arme Mand har mistet over for 200 Rdlr. Hos Gjestgiver Folmer i Kjøge have de plyndret for 3 til 400 Rdlr. forskjellige Ting. - Paa Grev Kundts Gods Bonderup voldtoge de en Jomfru, men Gjerningsmanden blev opdaget og dømt til 900 Tamp. - Ringsted Kirke forvandlede de til et Magasin for Krigsfornødenheder, og lode gaae der Gjæs, Ænder etc. - Paa Lethraborg havde de deres Hovedqvarteer, og man fortæller, at da Eieren, Grev Holst, kom hjem, anholdt man ham i Blæsenborg Kro, fratog ham Kaarden og førte ham som et Slags Krigsfange til hans egen Gaard, hvor en Engelsk General stod i Vinduet.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 4, 24 October, 1807)

Fra Urolighederne i Kjøge forrige Sommer fortjener adskillige Træk at optegnes for den tilkommende Historieskriver. Følgende Exempel kan tjene til Bevis paa, hvor meget en enkelt Mands Aandsnærværelse kan i Krigstider bidrage til det Heles Gavn. Da en Piquet fiendtlige Tropper, under Anførsel af en vis Lieutenant Jansen, kom til Kjøge, var de bevæbnede Borgere just opstillede paa Torvet. Officieren førte dem bort som Krigsfanger, og erklærede, paa Vedkommendes Forestilling, at de i den Anledning maatte henvende sig til General Cathcart. Kjøbmand Frank i Kjøge, fulgte med til denne General. Paa Spørgsmaalet om disse Folk ikke hørte til Militsen, svarede han, at de vare en Politievagt, som er ansat til Ordenens Overholdelse i Byen, men som ikke har noget at gjøre med de militaire Anliggender. I Førstningen vilde Cathcart ikke troe det, men Hr. Frank talte saa godt for sig, at den fiendtlige General frigave de krigsfangne Borgere. Officieren døde siden i Kjøge af et Saar, som han havde faaet i en Skjermydsel paa Gaden. - Omtrent paa samme Tid var man Vidne til et udmærket Exempel paa Kjekhed. En Landværnsmand var bleven omringet af ni Engleske Husarer. Men han afparerede dem alle saa godt med sin Bajonet, at han slap fra dem med et meget ubetydeligt Saar. - Da Tømmermester Crane efter den bekjendte Affaire med de to Engelskmænd, var ført i Lænker ombord paa det Engelske Krigsskib, var tl hans Lykke, Notarius Publicus, Etatsraad Olsen just nærværende i Kjøge. I hele Kjøge var Etatsraaden næsten den eneste, som kunde tale med den fiendtlige Officier, opsætte en Reqvisition i det Engelske Sprog og bringe Sagen i Rigtighed. Uden hans Mellemkomst vilde Crane have blevet et Offer for de rasende Engelskmænd, der, under den Trussel, at de vilde afbrænde Byen, fik ham udleveret. - Aarsagen, hvorfor de Engelske skjød ind i Husene var den, at de troede, Landværnsmændene havde skjult sig der, og at Kjøge vilde blive et nyt Buenos Ayres for dem.

(29. august Køge): Nyeste Skilderie af København, nr. 53, 12 April, 1808)

Slagelse den 21 Marts 1808. Jo færre exempler hidtil ere anførte paa Kjækhed hos Landeværnsmændene, desmere bliver det Pligt, at lade komme til offentlig Kundskab, hvad derom hist og her troværdigen berettes. Umiskjendelige Prøver paa slig Kjekhed skal Gaardmand Lars Jensen fra Hammershøj i Vemmeløs Sogn have aflagt i Fægtningen ved Kjøge. Under Kuglernes Hvinen skal han have gjort sin Offiser opmærksom paa en fordelagtigere Retning af det Geled, hvori han stod, han bar Fanen og blev snart saaret i den Arm, med hvilken han var den, men ikke skræmmet derved holdt han den med den anden Haand, indtil den almindelige Flugt ogsaa bortrev ham. Dog bortslængte han ej sin Fane, førde den derimod, skjøndt ej lidet plaget af sit Saar - Kuglen var bleven siddende i Armen - til Nestved, hvor han afgav den i sikker Bevaring, og derpaa søgte sit Hjem. Hans liden Omsorg for sit Saar var Aarsag i, at dets Helbredelse modtog længer Tid, dog kan han nu, som forhen, bruge sin Arm.

(Dagen 2. april 1808.)

Blandt de Købstæder , som have lidt mest ved det engelske Overfald, bør unægtelig Kjøge regnes. Her forefaldt paa Slagets Dag Optrin, som ikke have dem i Lybek noget efter; men ogsaa senere var Kjøges Skæbne haard. Den 30te August bleve alle de Fartøjer af Fjenden opbrændte, som laae lige udefor Byen og tilhørte den; kuns een Baad sparedes, som de Engelske brugte til at føre de Ting ud paa Skibene, som de havde røvet i Landet. Mandskabet af en engelsk Krigsslup, Billet kaldet, udmærkede sig især ved at gaae i Land, og med væbnet Haand dels ødelægge, dels bortrane de forarmede Indvaanere Fjederkreature, som gik ved Stranden. Dog, blev ikke denne Voldsomhed ustraffet, thi den kostede tvende brittiske Matroser Livet. Det var Tømmermester Thrane, i hvis Lod det faldt, saavidt muligt, at hævne de ham og hans Medborgere tilføjede Fornærmelser. En Nat Kl. mellem 10 og 11 blev han pludselig vaagnet af en Kone, som havde taget Tilflugt i hans Hus, det ligger tæt ved Stranden, med de Ord: "Mester! der er Englænder inde i Andehuset og stjæler Ænder." Thrane stod strax op og gik ubevæbnet ud tilligemed en Fisker, Børgessen, som ligeledes var tyet til ham, dog fulgte denne ikke længere end til Husdøren. Thrane gik da ene gjennem Haven ud til Andehuset, hvis han raabte: er der nogen, saa svar; ingen svarede; men i det samme kom et Menneske farende ud af Huset imod ham. Thrane stødte ham fra sig med den ene Haand, medens han med den anden greb en Spade, med denne værgede han sig og tilføjede Engellænderen saadanne Slag, at han faldt død overende. - Neppe havde vor uforsagte Landsmand nedlagt denne Fjende, før en ny ilede ud mod ham, og neppe fik han Tid at springe et Par Skridt tilbage; men da varede Kampen ej heller længe, før Engellænderen segnede ved to svære Hug i Hovedet. - Nu skyndte Thrane sig hjem og fik Børgessen, som var bleven tilbage, til at hjelpe sig med at grave et Hul, hvori de lagde Engellænderne. Hurtigen maae de britiske Matroser, der paa samme Tid vare iland, og som formodentlig mærkede Uraad, have bragt Nys herom til det engelske Krigsskib; thi meget tidlig om Morgenen kom Skibets Anfører, Kapt. Philemore, med sit hele bevæbnede Mandskab, iland, og bortførte Thrane og Børgessen, til hvem man alt havde Mistanke, tilligemed en Deel andre Borgere, som boede ved Stranden. Saasnart dette rygtedes, sendte Øvrigheden en Rekvisizion til den engelske Kaptajn, for at faae de danske Borgere udleverede; da Undersøgelsen, saafremt disse vare Skyldige, burde foretages af deres rette Øvrighed, og paa det Sted, hvor Gjerningen var skeet. Dette bevægede Philemore til, efter nogle Timers Forløb, selv at bringe de to Bortførte tilbage; men med sig havde han de Engelskes uadskillelige Verktøj, Mordbrandsanstalter, hvormed han rasende truede at ødelægge Byen, saafremt Gjerningsmanden ikke opdagedes og afstraffedes. Virkelig skal Begyndelsen ogsaa være gjort med at stryge Beg og Tjære paa de Plankeverk, som omgive Byens Haver, men da det lykkedes Borgemester Stell at faae Tigeren hjem i sit Hus, og der ved Grunde og Overtalelser stille ham tilfreds, blev der intet af dette grusomme Forsæts Udførelse. - Philemore overleverede formeligen Thrane og de øvrige Fanger til Borgemesteren, og krævede den Skyldige tilbage, naar han efter nogle Dages Forløb kom tilbage til Kjøge. Men man saae ham aldrig siden. Undersøgelsen begyndte, og Thrane tilstod snart Sagens sande Sammenhæng. - Efter Kapitulationen blev denne Sag med alle sine Omstændigheder indberettet til det kgl. danske Kancelli, som, efter Korrespondens med Vedkommende, beordrede Sag anlagt imod Thrane og Børgessen. Ved Underretsdommen ere begge de Tiltale aldeles frifundne for Aktors Tiltale. - Denne Dom vil enhver fælde, der har Følelse for Ret og Uret; denne Dom er overenstemmende med vore Loves Bogstav og Aand; de Tiltalte have derfor intet at frygte, om den end til Overretten indstævnes.

(Dagen 23. januar 1808)

Svar til Kroemanden i Roeskildekroe.

Motto: Ja, Lars, jeg tror nok at du ved et rigt giftermål og for penge, fra musketer kan blive brygger og herremand; men at du desuagtet bliver en klodrian din hele levetid, det tror jeg også.

(af et komedie-manuskript)

Havde man i Politivennen nr. 308 anket over dårlig beværtning i Roskilde Kro eller talt om for høje priser, eller blot på fjerneste måde hentydet til Siraks ord, 26. kap. 37 "En købmand kan næppe undtages fra forseelse, og en kromand kan ikke retfærdiggøres for synd", så kunne muligvis hr. kromanden haft føje til at udøse sin galde i Statsvennen eller i hvilket andet blad der ville modtage hans forulykkede hjernefoster. Men da man kun har ytret det på lovbuddet og rimelighed grundede ønske at taksten måtte hænge således at den kunne læses af alle kroens besøgere, og hans selv i sit skriveri to gange tilstår at den hænger for højt, så havde han efter fornuftigt tænkende menneskers mening handlet klogere i stiltiende at have hængt taksten på sit rette sted end indladt sig i unyttig modsigelse og flaut ordgyderi desangående. 

Indsenderen har sagt at kromanden selv 2 gange har tilstået at taksten hænger for højt, og dette skylder han at bevise. Man behager derfor at efterse produktet i Statsvennen og da finder man at der står: 1) "at taksten i Roskilde Kro, ene og alene er sat hvor den sidder fordi at visse kløfingre som så forbandet gerne kradser i døre, vinduer og vægge, ikke så let kan besudle samme med skråtobak etc. som før er sket osv. Dernæst for 2) siger han at man har dog stole i værelset for de lavbenede.

Hvad nu det første angår, så må det antages at taksten hænger for højt indtil hr kromanden beviser at det er muligt for enhver at læse skrift i en afstand der er længere end han kan nå for at besudle den. I øvrigt kunne det fortjene en egen undersøgelse hvem man så forbandet gerne vil besudle taksten i Roskilde Kro, hvorover man dog ikke hører klage i andre kroer hvor der dog kommer langt flere rejsende. - Hvad det andet angår, at man kunne benytte sig af en stol for derved at forhøje sin person så meget at man kunne læse teksten, da er dette endvidere et bevis på at taksten hænger for højt. For hvortil behøvedes dette når taksten hængte lavt. For resten er det mærkeligt at hr. kromanden vil tillade folk der kommer fra en sølet vej, med støvler og sporer at betræde hans stol da han dog engang har krævet og haft sag om 24 skilling med 2 personer der blot betrådte hans stuegulv. Dog menneskenes griller er uberegnelige. Det som ellers i almindelighed i honette huse anses for en uanstændighed, nemlig at træde op på stolene, kan altså tåles og anses for sømmeligt i Roskilde Kro..

Den øvrige sagen vedkommende snak forbigås her da det er så sædvanligt at folk som ingen lærdom og kundskaber besidder, dog gerne når de af en hændelse kan få fat på en bog, siden ved enhver lejlighed anfører noget af samme for at give sig en slags vigtighed. Man har derfor ikke noget imod at hr. kromanden lader fornemme at han nyligt har læst Niels Klim. Men når han hele tiden råber Klaus, da kan indsenderen ikke undlade at sige ham at han derved kommer til at tænke på sin genbo, skomagerens stær der altid udråber sit eget navn.

Til slut må man bemærke at når kromanden sammenligner indholdet af de udkommende ugeblade ved amagernes produkter som de bringer til torvs, så kan hans smøreri med rette lignes med det affald af kålhoveder og andet som unyttigt smides væk og bortkøres af skarnagerne. Skulle han imidlertid forstå hvad han selv skriver, hvilket dog omtvivles, så kunne man ønske at han når han atter fremkommer med en dråbe af hans urenligheds dybe pøl, ville forklare hvad han mener ved en kanalist. For dette ord kender ingen. Det findes ikke i den danske ordbog dog måske det er dårlig fynsk.

-m

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4980-4984).

Om Taxten i Roeskildekroe.

For at sætte kroholderes og gæstgiveres fordringer inden for rimelighedens grænser, blev der for nogle år siden befalet at disse i deres skænkestuer skulle have ophængt den dem af øvrigheden givne takst på de forskellige fornødenheder og forfriskninger hvormed de beværter de rejsende. Denne befaling er godt nok efterkommet i Roskilde Kro, men taksten hænder der så højt at den næsten når op over den 3 alen høje dør så at ikke engang et meget højt menneske, endsige folk af middelstørrelse, kan læse den og således blive underrettede om priserne på de artikler de muligvis kunne ønske sig at nyde. Da man mener lovbuddet sigter til at den bør hænge således at den tydeligt kan ses af alle, så kan man ikke undlade at ønske den forflyttet til et sådant sted. Rimeligheden af dette ønske vil vel ingen kunne nægte. For skriften siger jo: Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4947-4948).

Endnu et par Ord, betræffende fire- og tyveskillingssagen: Roeskildekroe contra fr. Tutein.

Som Politivennens læsere har erfaret er ved Københavns amts politikammer gået dom i ovennævnte sag, og bestyreren af Roskilde Kro er den tabende. Denne sag, dens tilsyneladende ubetydelighed uagtet, er i vis måde publikums. Først fordi det hvorfor jeg er dømt, har en stor del af mine medborgere i samme fag, deres øvrigheders specielle tilladelse at udøve, og den øvrige del som ikke har denne, udøver samme upåtalt med øvrighedens stiltiende tilladelse.

Hvilken næringsdrivende kan arbejde med tryghed i sit fag når en Storhans eller Jean de France hvem det falder ind at drive sit spøg, først ved at overfalde en fredelig borger med skældsord fordi denne tror at have samme ret til at få lidt for sit som enhver anden der ikke har sin næringsvej omsonst. Og dernæst end videre at have fripostighed nok til at gøre en sådan sag anhængig ved retten? Man skulle synes at en sådans indskrumpne hjerte dog ville tilviske sin mand frygt for at en sådan sag ved lidt undersøgelse blev afvist, og frygt for den strenge retfærdighed, men som denne vel ikke tror, skal kunne anvendes på ham.

Jeg har ovenfor sagt at min sag er tabt ved 1. instans. Men grunde har bevæget mig til at appellere til overpolitiretten. Dette troede jeg så meget før at burde gøre som samme dommer for nogle år siden i samme ret, dømte og pålagde nogle mig vedkommende en temmelig stor mulkt som ville falde mig til last. Grunde bevægede mig da også til at appellere til overpolitiretten, men her fik piben en anden lyd, dommen blev aldeles underkendt, mulkten mv. måtte vor kontrapart udrede. Dette anmærkes blot her i forbigående, for at publikum må erfare at jeg ikke appellerer fordi jeg måtte være trættekær, men fordi jeg foruden andre grunde også har grund til at formode at min forhenværende dommer S. Wedige også denne gang kan have forfejlet den rette vej. 

Hvad ende 24 skillingssagen for resten vil tage, må det glæde enhver med mig interesserende at erfare at jeg har dagligt beviser på at pluraliteten af det publikum hvis agtelse må være mig og enhver god borger kær, interesserer sig for mig. Den trøst denne overbevisning skænker mig, er stor og beroligende, om jeg endog mod formodning ved 2. instans skal tabe min sag! -

Den 24. januar 1820.

(Politivennen nr. 214. Løverdagen den 5de Februar 1820, s. 3426-3427)

Redacteurens Anmærkning.

En "Analyse til forhenværende Politiemester Wedege, med Hensyn til hans Skrivelse i Politievennen om 24 Skillingssagen: Roeskilde-Kroe, contra Fr. Tutein" skrevet af J. Hansen og dateret 24. oktober 1820, findes som tillæg til Politivennen.

En Meddelelse for Reisende.

Under nærværende overskrift indrykkede jeg i Politivennen nr. 206 af 11. december hvorledes jeg i Roskilde Kro ikke alene var blevet urimeligt behandlet, men også mødt på en højst uanstændig og grov måde, og at jeg derfor fandt mig foranlediget at indgive klage til amtets politiret. Den 22. december er følgende dom blevet afsagt:

"Indklagede herberger Hansen, ejer af Roskilde Kro bør anses uberettiget at have krævet klageren, vicekonsul Tutein de oppebårne 24 skilling i tegn. De af indklagede mod klageren brugte fornærmende udtryk mortificeres herved, og bør anklagede for sit forhold bøde udi mulkt til Herstedvester sogns fattigkasse 12, siger tolv rigsbankdaler sølv. Så bør også indklagede betale sagens omkostninger med 36 skilling sølv hvoraf 6 skilling tilfalder justitsvæsnets fond foruden indkaldelsesomkostninger. Alt at efterkommes under adfærd efter loven og inden 3 solemærker.

S. Wedige."

Denne meddelelse kan ligeledes anses som svar på avertissement (i dette blad nr. 209) med titlen "En Contrameddelelse fra Roeskildekroe," men som formodentlig skulle være en undskyldning eller retfærdiggørelse for publikum.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3362-3363)