Atter Klage over Damhuset.

Tirsdag den 1. december kom anmelderen på en rejse fra landet kl. mellem 8 og 9 om aftenen til Damhuset. Da han og bonden der kørte for ham, var meget forfrosne, ønskede de at nyde nogen forfriskning i nævnte kro, men de fik til svar på deres forlangende at de selv var i seng og de kunne derfor intet få. Det er ikke første gang sådant er hændt i samme kro, for for ikke længe siden kunne en rejsende der ønskede at overnatte der, ikke få en seng, men måtte køre videre. Det formodes at det er kroholderens pligt at skaffe rejsende forfriskninger og nattely, og derfor meldes denne uorden til vedkommendes efterretning.

(Politivennen nr. 727, Løverdagen den 5te December 1829, s. 802)

Angaaende Kjøbenhavns Vandvæsen.

Indsenderen af dette har i en række af år interesseret sig for vandvæsenet som et af hovedstadens allervigtigste anliggender. Og dertil har han så nøje som hans stilling og evne har tilladt ham, søgt at gøre sig bekendt med det, såvel som med de foranstaltninger der fra bestyrelsens side er blevet iværksat og udført til samme forbedring. Han har med fornøjelse læst det i nærværende blads nr. 559 og 560 indrykkede velmente stykke: "Bøn om mere sparsommelighed med vandet".

Han er fuldkommen enig med forfatteren i det at en mindre ødselhed med vand end den der i almindelighed finder sted her i staden, var ønskelig. Især på de tider af året da man enten aldeles intet eller kun lidt tilløb kan få til de søer som vandvæsnet disponerer over. Og han tvivler heller ikke om at mængden af stadens gård- og husejere med velvilje vil henvende tilbørlig opmærksomhed på denne vigtige sag.

I de sidste 15 år har mange somre været særdeles tørre. Og nogle vintre har kun givet lidt sne. Det er naturligt at vandet i almindelighed under sådanne omstændigheder må være aftaget, og klager over vandmangel i mange egne af landet har også været temmelig almindelige i adskillige af disse somre. Men hyppigst har disse dog så vidt indsenderen har kunnet bringe i erfaring været i denne da næsten alle brønde, gadekær og mindre beholdningssteder var udtørrede.

At hovedstaden imidlertid ikke har følt til dette onde, afgiver vist nok bevis for at bestyrelsen må have truffet hensigtsrigtige foranstaltninger, og at stadens vandbeholdninger der i tørre somre næsten intet tilløb kan have, må være blevet større end før.

Skønt anmelderen ikke er i stand til at anføre alle de arbejder som i løbet af nævnte tidsrum er udført til hovedstadens vandvæsens forbedring, vil han dog nævne følgende som tilstrækkelige til at godtgøre rigtigheden af denne ytring. Peblinge- og Sortedamssøen tillige med den dertil hørende kommunikationså er blevet således opdæmmet at disse søer nu kan holde 24 tommer højere vand end før. Lersøen der udgør ca. 100 tønder land, og indtil år 1815 blot var mose og eng, hvor intet vandforråd kunne opbevares, er ved nogen udgravning, men især ved opdossering blevet indrettet til en ordentlig sø, hvoraf vandet gennem en grundsluse kan indledes i de to søer. Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset. Og det mudder som samler sig på dette dybe sted af søen, er siden efter blevet bortført i stor mængde. Hvilket også er tilfældet på nærværende tid.

At man ved disse foranstaltninger har skaffet hovedstaden en disponibel vandbeholdning der langt overstiger det dobbelt af den som man før havde, er lige så vist som det må anses for afgjort at uden disse forbedringer måtte også København have følt savn af vand i de sidste tørre somre.

(Politivennen nr. 562. Løverdagen den 7de October 1826, s. 657-660)

"Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset." (Ca. 30 år senere end denne artikel blev Damhussøens dæmning forhøjet og belagt med sten, samt en rende, Kildeløbet gravet helt ud til Ballerup langs Harrestrup Å for at føre grundvand ind til søen).

Om Beværtningen i Damhuset.

Anmelderen heraf fulgte lørdag den 17. d. m. en ven til Damhuset hvor denne skulle vente efter lejlighed til sin videre befordring. Ved der at opholde sig en kort tid, var det naturligvis nødvendigt at fortære noget, og ved at træffe et par bekendte inde i skænkestuen, blev der forlangt 5 snapse dansk brændevin, en flaske simpelt brunt, afproppet øl og en cigar. Dette fik anmelderen også.

Da han gav opvartningspigen en femdalerseddel af mangel på småpenge for at klarere ovennævnte, og kun fik 4 rigsbankdaler 3 mark 12 skilling tilbage, syntes han at denne betaling var temmelig drøj, og forespurgte sig hos pigen hvorledes hun beregnede betalingen for det forlangte.

Hun forklarede på denne opfordring at 3 af snapsene som var almindelige snapseglas, kostede 44 skilling pr. stk., og de 2 andre som var af de såkaldte frimurerglas, kostede 6 skilling pr. stk., øllet 8 skilling og den dårlige cigar 4 skilling.

Forundret over denne beregning gjorde anmelderen pigen opmærksom på at han ikke havde forlangt frimurerglas med brændevin i, men kun almindelige snapse. Hvortil hun svarede: "at heri kunne hun ikke indlade sig, da prisen var den som hun havde sagt, og da der desuden var drukket af (omtalte) frimurerglas, måtte vi også finde os i at betale for hvad hun havde sagt."

Det er ikke for den bagatel som anmelderen tror at have givet for meget at han lader dette indrykke i Politivennen, men blot for at gøre vedkommende som tager ind i Damhuset, opmærksomme på at de ikke i stedet for snapse, skal få frimurerglas med brændevin i - Ja! til sidst kanske også få det i ølglas da samme efter benævnte beregning altid stiger i prisen eftersom kvantiteten er stor til, og de i Damhuset finder for godt at byde folk for en snaps, så en sådan på denne måde let kunne komme til at koste en mark.

(Politivennen nr. 447. Løverdagen den 24de Julii 1824, s. 9018-9020)

(Politivennen 1824, s. 9027-9042 mangler)

Butten blank binnen krank!

(Indsendt)

Damhuset er meget skønt at skue udenpå. Og man skulle formode at det indre nogenlunde svarede dertil. Men driver nødvendigheden en til at kigge derind, så godnat, skilt! Forleden aften kom indsenderen og en ven derhen og ville styrke sig efter en landtur. Men fik til deres forbavselse et skident glas med brændevin og nogle stumper rugbrød kastet hen på bordet. Skønt han vist ikke let vil så appetit i dette hotels dunstkreds, så beder han dog at værten eller værtinden vil behandle velklædte personer med mere renfærdighed. Da hun hidtil efter manges forsikring så ganske har glemt den.

(Politivennen nr. 68, Løverdagen den 19de April 1817, s. 1057-1058)

Redacteurens Anmærkning

Jeg hører gerne fra læsere som kan identificere Damhuset. For mig at se må der være tale om Damhuskroen ved Damhussøen. Beskrivelsen passer ikke på Damhuset i Lyngby. Det rimer også med en hjemmeside om Roskildes historie, hvor kroen på Politivennens tid omtales som "Damhuset" i en sag fra 1757 hvor kroholdets lovlighed blev draget i tvivl. Det endte så tværtimod med at kroholdet blev lovliggjort. 

Hjemmesiden oplyser også at der var interesser for at miskreditere kroen, således som artiklen ovenfor prøver at gøre. Kroholderne i Valby, Møllehuset og Roskilde kro havde ondt i sulet over Damhusets eksistens. I 1804 overlevede kroen at Københavns politimester var ude efter at nedlægge kroen. 

At kromanden havde rod i sine papirer fremgår af at da han i 1839 skulle forny sit stadfæstelsesbrev var det blevet væk, og han fik først svar i 1843. Kun Roskilde Kro og Damhuskroen overlevede at Roskildevejen blev ført forbi Frederiksberg Slot. De andre overlevede en tid som lokale kroer.

Damhuskroen. Det er uvist om det er denne som skribenterne omtaler som Damhuset. Hvis læserne kan opklare det, så kontakt redacteuren. Kroen lå der i hvert fald på Politivennens tid. Og passer på beskrivelsen. (Eget foto).

Om Rygter og Rygtesmedde

Når aviserne ikke indeholder efterretninger om forefaldne blodige slag, når ingen betydelig ildebrand eller andet uheld indtræffer som kan give stof til samtale og underholdning i kroer og på værtshuse, så opfinder og udspreder lediggang og snakkesyge rygter der ofte i sig selv er latterlige, bliver ved med at gå fra mund til mund fordrejet på de underligste og meste urimelige måder.

Men når der bringes sådanne rygter der kan vække almindelig frygt i omløb, eller sætte de personer hvis sag det er at våge over den offentlige sikkerhed i forgæves arbejde med unyttige undersøgelser, eller som kunne forklejne medborgeres ære, burde vist nok rygtemageren eller udsprederen efterspores, og hvis han opdagedes, alvorligt afstraffes.

Blandt flere usandfærdige rygter som i den senere tid har været udspredt, er også det som fra sidste i oktober denne måned indtil nu har været i omløb, at ejeren af Damhuset, eller som andre siger, en P. E. Galberg er fundet myrdet med flere knivstik og kastet over rækværket ved Søndermarken. 

"Galberg har i nogen tid haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter at have været stillet 4 gange til auktion underhånden blev solgt". (Området lidt nordvest for Vridsløselille ned til Store Vejleå. Eget foto)

Hvad ejeren af Damhuset angår, da har han ved en bekendtgørelse i aviserne modsagt dette rygte som ubegrundet. Og da anmelderen kender Galberg, vil han i anledning af hans fosvinden her anføre hvad man med tilforladelighed ved om ham. Galberg som i nogen tid har haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter 4 gange at have været stillet til auktion underhånden blev solgt, og han gik den 27. oktober til København og indlogerede sig hos en værtshusholder på Christianshavn, hvor han forblev til torsdag den 29. forrige måned. På den dag gik han til København i følge med sin vært, hvor han forlod denne på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag. Men han kom ikke, og har siden ikke været at opspore. 

Den 29. oktober forlod Galbergs kone og øvrige familie den gård der havde været i forpagtning og indlogerede sig i Damhuset. Derfra lod hun under 19. november et avertissement indføre såvel i Adresseavisen som i Statstidende angående hendes mands bortgang og udeblivelse. Det har formodentlig givet anledning til det førnævnte dobbelte rygte, der desuden fortaltes med mangehånde tilsætninger. At Galberg imidlertid ikke har været at opspore, og at ingen dræbt eller ilde mishandlet person er fundet på ovennævnte sted, og at de rygter er aldeles ugrundede, kan anmelderen på vedkommende autentiske personers forsikring herved bekendtgøre.

(Politivennen nr. 52, Løverdagen den  28. december 1816, s. [809]-812)

 "Han forlod sin vært på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag". Hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde er ved det grønne hjørnehus. Herefter fortsætter Teglgårdsstræde som Larsbjørnsstræde. Hjørnet af denne og Studiestræde anes i baggrunden efter tagstilladset.

Redacteurens Anmærkning

Skribenten er nu også med til at udsprede rygter. Det omtalte hjørne af Teglgårdsstræde og Studiestræde eksisterer ikke, heller ikke på Politivennens tid ifølge Gjeddes Kort over København. Der kan enten være tale om hjørnet af Teglgårdsstrædes forlængelse, Larsbjørnsstræde og Studiestræde, eller hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde. Eller et helt tredje sted.

Desuden er det lidt uklart hvad der menes med Damhuset. Der kan fx være tale om Damhuskroen ved Damhussøen eller om Damhuset i Lyngby ved kirken. Det mest logiske ville være Damhuskroen da det ligger på vejen fra Vridsløse til København. Der var også indlogeringsmuligheder dengang.  

Advarsel for Kørende imod alt for villig Optagelse af Fodgængere.

En bonde kørte fra København sent på aftenen, en af de første dage i sidste februar måned. Han nåede Damhuset omtrent kl. 7. Her kommer en person til ham af udseende som en kusk i liberi og beder om tilladelse for betaling at køre med til Roskilde Kro. Bonden der havde adskilligt løst på vognen, ville ikke, men omsider efter dennes gentagne anmodning tillod han ham for en rimelig betaling at sidde op. 

Efter nu at have tilbagelagt et godt stykke vej, kommer atter 2 og kræver samme villighed af bonden som han dog rent ud nægter, hvorpå den første med mange overtalelser søger at indprente ham medlidenhed for et par fodgængere i sådant koldt, mørkt vejr og dertil vintertid. Bonden er af et virkelig godt gemyt. Han lod sig deres følge behage og tillod dem at køre med for lige så rimelig betaling som den første. Efter at have tilbagelagt en halv mil, blev vejret for utåleligt efter den første mening. Han foreslog e andre to at vende tilbage og overnatte i Damhuset, hvorpå de straks og uden videre modsigelse samtykkede og ville samtidig betale bonden ligefuldt. Nu bad de ham bytte dem en 5 rigsdaler seddel. Det kunne han ikke. ? rigsdaler spørger de atter og idet han her trækker pungen frem for at give tilbage, snapper den første ham samme ud af hånden, springer over grøft og gærde og bliver straks usynlig i mørket for bonden hvis råb om hjælp var forgæves. De andre 2 spidsbuber ilede også bort med stærke skridt. Bonden så sig sin pengepung berøvet, hvori til lykke kun var 3 rigsdaler og nogle skilling. Bonden hvis forretning er at lade sig ugentlig fragte mellem roskilde og København og som desårsag fører mange penge med sig, fortsatte nu sin rejse, glad over at have sine varer og brevtaske som just ikke var af ubetydelig værdi, i behold.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2380-2382)

Et Forslag imod Forkøb af Torvevare.

Endnu går der adskilligt forkøb af torvevarer for sig, ikke alene i Frederiksberg og Vestergade, men på broerne selv. Ja man ser dels aftenen før, dels i morgenstunden selv af torvegaden hele emigrationer af et slags folk, nogle i røde pelse og nathuer, andre i grå kjoler og runde hår eller parykker, at ske til Damhuset og det strøg af torvefarernes vej. Nu er det anmelderens forslag om ikke dette også kunne blive en nyttig frugt af de nye vægteres ansættelse at disse foretagender forpurredes lidt ved at anstille på sådanne tider og på bekvemme poster nogle af de nye reservevægtere?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2340-2341)