Anmelderen heraf fulgte lørdag den 17. d. m. en ven til Damhuset hvor denne skulle vente efter lejlighed til sin videre befordring. Ved der at opholde sig en kort tid, var det naturligvis nødvendigt at fortære noget, og ved at træffe et par bekendte inde i skænkestuen, blev der forlangt 5 snapse dansk brændevin, en flaske simpelt brunt, afproppet øl og en cigar. Dette fik anmelderen også.
Da han gav opvartningspigen en femdalerseddel af mangel på småpenge for at klarere ovennævnte, og kun fik 4 rigsbankdaler 3 mark 12 skilling tilbage, syntes han at denne betaling var temmelig drøj, og forespurgte sig hos pigen hvorledes hun beregnede betalingen for det forlangte.
Hun forklarede på denne opfordring at 3 af snapsene som var almindelige snapseglas, kostede 44 skilling pr. stk., og de 2 andre som var af de såkaldte frimurerglas, kostede 6 skilling pr. stk., øllet 8 skilling og den dårlige cigar 4 skilling.
Forundret over denne beregning gjorde anmelderen pigen opmærksom på at han ikke havde forlangt frimurerglas med brændevin i, men kun almindelige snapse. Hvortil hun svarede: "at heri kunne hun ikke indlade sig, da prisen var den som hun havde sagt, og da der desuden var drukket af (omtalte) frimurerglas, måtte vi også finde os i at betale for hvad hun havde sagt."
Det er ikke for den bagatel som anmelderen tror at have givet for meget at han lader dette indrykke i Politivennen, men blot for at gøre vedkommende som tager ind i Damhuset, opmærksomme på at de ikke i stedet for snapse, skal få frimurerglas med brændevin i - Ja! til sidst kanske også få det i ølglas da samme efter benævnte beregning altid stiger i prisen eftersom kvantiteten er stor til, og de i Damhuset finder for godt at byde folk for en snaps, så en sådan på denne måde let kunne komme til at koste en mark.
(Politivennen nr. 447. Løverdagen den 24de Julii 1824, s. 9018-9020)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar