Omreisende Kunstnere.

Kunstens gavnlige indflydelse på livet er en almindelig erkendt sandhed som erfaringen på mange måder godtgør. De mest civiliserede nationers fortrin består for en stor del i den højere grad hvori de har tilegnet sig dens ånd og forstår at udtryk den i deres frembringelser, og når man vil civilisere et råt og udannet folk, skete det ordentligvis derved at man anlagde sådanne indretninger som vakte folkets sans for det skønne, for ideen i den udvortes form. Af disse grunde må det også være ethvert land magtpåliggende at frede om kunsten og befordre den. Dette kan nu ske på en dobbelt måde, dels ved at underkaste og begunstige det som virkelig fortjener navn af kunst, og dels ved at forhindre sådanne ting som fordærver smagen og vel endog kan være farlige for sædeligheden. I første henseende har vi hos os en mængde herlige indretninger såsom teatret, kunstakademiet, flere kunstnerselskaber, antikvitetsforsamlinger osv. så at vi heri ingen grund har til at føle os stedmoderligt beehandlede især ifølge den stilling som vort fædreland i det hele taget indtager i de europæiske staters række. Hvad derimod det andet punkt angår, da kan derved gøres et par bemærkninger.

Bestandigt er landet oversvømmet af omrejsende gøglere og fuskere i linedans, taskenspilleri osv, især har tyske den vane at begive sig til Danmark for at tjene penge. Vist nok må man billige at der ikke fra øvrighedens side uden undtagelse lægges hindringer i vejen for fremmede kunstneres indrejse i landet, til hvilken genre de endog henhører, da det vil ikke altid dermed ville gå så rigtigt til. Men det synes dog hensigtsmæssigt at forbyde de allerusleste gøglere og spillemænd som ingen steder ellers kan få indpas, uden videre at gennemrejse landet og narre almuen pengene af lommen. Hvert år gæstes således Dyrehaven af en hel del tyskere hvis præstationer dels er aldeles jammerlige, dels endog uhyggelige og ubehagelige at se på. Den slags fornøjelse som det vel kun kan kaldes for den laveste klasse, har ikke blot intet værd i sig selv, men er endog til skade både for den enkelte som narres til at give penge for at se derpå, og for det almindelige som altid lider ved at en hel klasse af individer i stedet for at vælge sig ædlere fornøjelser, ved sådant lærer at hengive sig til kådhed og letsind. Det ville derfor være i sin orden om der blev taget bestemmelse imod sådanne fremmedes besøg. For i ethvert tilfælde må dog vore egne landsmænd have fortrinsret fremfor de fremmede når disse ikke udmærker fra sig fra disse. Så meget mere burde sådant ske som vi endog har lejlighed til at erstatte savnet af det dårlige fremmede med vores eget. Det mangler ikke på danske omrejsende kunstnere som i almindelighed præsterer noget tåleligt, i alle tilfælde er usædelige både i henseende til tendensen i deres beskæftigelser og med hensyn til at de tilsætter fortjenesten i landet selv. Dertil hører især de flere omrejsende skuespillerselskaber af hvilke enkelte til sine tider har været ret gode. Også i andre retninger fortjener vore landsmænds kunstpræstationer hæderlig omtale, især kan vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på det herværende Møllerske automatkabinet der uden tvivl kan måle sig med de bedste. Hvad der især må anbefale dette er den øjensynlige bestræbelse efter at forædle dets karakter som kunstværk og mere og mere at betage samme alt gøgleragtigt præg. Især er dette kendeligt ved den senest i kabinettet opsatte gruppe af de fire monarker hvilke er ligeså vel udførte som de med hensyn til personernes historiske betydning er heldigt valgte.

Det var højligt at ønske at vore landsmænd i andreretninger af kunsten ville efterligne hr. Møller i bestræbelsen for at producere noget godt for at vi således kan blive fri for de tyske gøgleres besøg uden just at bortvise dem. De ville da ikke finde deres regning ved at besøge os og blev af sig selv borte.

(Politivennen nr. 1320, Løverdagen, den 17de April 1841. Side 250-253). 

Redacteurens Anmærkning.

Nicolai Urban Møller (1810-1878) fik 1845 et voksmuseum med portrætter af berømtheder på hjørnet af Frederiksberg Allé og Værnedamsvej i København. Et af portrætterne fremstillede Thorvaldsen, og blev 1955 erhvervet af Thorvaldsens Museum, muligvis med Thorvaldsens eget hår. Broderen Hans bror Christian Frederik Møller havde fremstillet en voksdukke, som var monteret på fjedre, og således fungerede som dansepartner - det kan være den som der hentydes til i nedenstående artikel fra Kjøbenhavnsposten:

Automatsamlingen i Vingårdsstræde har stedse stort tilløb, og nogle blandt dem fortjener virkelig at beundres for den skuffende lighed de har med virkelige mennesker. For nogle aftener siden udbrød der en - til lykke ubetydelig - ild i det af værelserne hvorved imidlertid et af panoramerne tilintetgjordes. En forskrækket moder som søgte efter ammen med barnet, men kunne ikke se hende. Endelig opdager hun bondepigen stående ganske flegmatisk op til en væg. "Johanne" råbte den fortvivlede moder "hvor har du gjort af barnet?" "Min Gud - svaredes der bag moderen - Johanne står jo i forværelset, ilden er slukket og den person hvem fruen henvender sig til, er jo den kvindelige automat i bondedragt, med hvem hr. Dramm plejer at danse."

(Kjøbenhavnsposten, 14. oktober 1833.)

Det omtalte automatkabinet annoncerede i perioden 1840-1841. Det Kongelige Bibliotek har et portræt af Møller, omgivet af nogle af hans voksfigurer. Det er omtalt i Christensen, Carl C.: Fra Værnedamsvejen til Jostys Pavillon. Kbh., 1925. Herunder vises forskellige annoncer for Møllers Automat-Cabinet:

Herover fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. november 1840. Herunder Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse), 17. juli 1840, samt helt nederst med illustration Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. januar 1841. På det nederste bliver det også udspecificeret hvem de fire omtalte monarker var.

Kongens Nytorv 5 blev i 1859 til nr. 21. Senere sammenlagt til 2008 Kongens Nytorv 21, Lille Kongensgade 6.

Ubehageligt aarligt Besøg af fremmede Tiggere.

Skønt det er almindelig kendt at vores egne tiggere som en følge af den sig mere og mere omsiggribende armod desværre ikke er i aftagende, har man i de sidste 6 til 8 år set betlere endog fra fremmede lande begive sig hertil for at tigge og at trænge endog ind i husene i stræderne og på landet. Det er nemlig hele hobe af børn af bondestanden fra det vestfalske og egnen om Frankfurt der tidligt om foråret begiver sig hertil og under påskud at sælge en slags fluesmækkere af pileved, tiggende tilbringer en del af sommeren her og samler sig noget til vinteren. Det er stærkt at formode at det for en del er de samme der i følgende år viser sig her igen, for de kender godt lokaliteterne. Indsenderen har truffet partier af dem i Kollekolle, Harre- og Nørreskov, ligeledes i skovene ved Frederiksborg. I år er endnu et andet og nyt slags fremmede betlere ankommet, nemlig drenge med lirekasser og aber. De foregiver endog at være italienere. Da vi har fattige, trængende landsmænd nok, synes det at være ønskeligt at disse fritages for konkurrenter fra fremmede lande, ligesom indsenderen mener at Preussen og Italien ville tage deres forholdsregler hvis hobe af danske betlere begav sig derhen. 

(Politivennen nr. 1168, Løverdagen, den 19de Mai 1838. Side 315-316)

Maler- og Billedhugger-Synder paa Assistenskirkegaarden.

Man har ofte og vist med føje, ivret mod den uskik at forvanske modersmålet i offentlige indskrifter, såvel i hovedstaden som dens omegn. Denne forkvakling af fædresproget er både til skam for nationen og bidrager til at befæste ukyndigheden  i sproget. For hvad den mindre dannede dagligt ser for øjnene, antager den i almindelighed for rigtigt, og tænker ikke på malernes og stenhuggernes ukyndighed i fædrelandets sprog. Endog billedhuggerne er stundom ikke alt for kyndige i vores sprog, Mon det kommer af mangel på skolelærdom, forglemmelse eller fordi de undertiden ikke er indfødte? Således ses adskillige fejl i indskriften på stiftamtmand Thodals pragtfulde gravmæle, digterens Samsøs, rådmand Skibsteds, figurant Stahls som er gjort til figurandt osv. Trakrøt Schmetzer har man omdøbt til Schmidtzer. På nogle mindesmærker ses hvilestedt, hvilket viser at maleren sikkert var en tysker. - Man tåler ikke at det ubetydeligste hus afpudses uden at stadsbygmesteren har tilsyn dermed. Men burde ikke også den skønne Assistenskrikegård fritages for mispryd og vort fædresprog skånes for offentlig mishandling?

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 684-685) 

Spørgsmaal, angaaende Arbeidstiden for Muursvendene i Danmark.

Det er bragt i erfaring at der fx på Nørregade og på bager Pipers bygning i Adelgade arbejdes af tyske mursvende, for en tysk mester fra kl. 5 til 12 formiddag og fra kl. 1 til 9 eftermiddag, hvorimod de danske mursvende kun arbejder i den en gang bestemte tid fra 6 til 12 og 1 til 8. Om dette er en ny opfindelse af mesteren. Om disse svende ikke i den reglementerede arbejdstid skulle kunne tjene deres dagløn, eller om det er et frit tilbud af svendene selv, for fortrinligt at få arbejde, om dette dette ønskes gennem dette blad underretning behageligst meddelt. For mens mange danske mursvende - deriblandt flere med talrig familie - går ledige, får udlændinge arbejde hvorimod det i Tyskland er en regel at den indfødte først kommer i arbejde. Taler ikke også rimelighed for at landets børn fortrinligt burde nyde landets brød?

Nogle danske mursvende.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 387-388.)

Spørgsmaal.

Har det førhen været skik og brug at organisten for en kirke eller bælgetræderen har ladet konfirmandernes forældre afkræve et salær i anledning af konfirmationen, eller er det et nyt tysk påfund?

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 317)

Redacteurens Anmærkning

Se Redacteurens tidligere Anmærkning om konfirmation.  

Slem Medfart paa Kastelsvolden Torsdagen den 10deSeptember d. A.

Ovennævnte dag gjorde undertegnede med kone og et par af sin kones veninder en spadseretur på citadellet Frederikshavns volde på den tid om eftermiddagen da der musiceres sammesteds. Vi blev da af den tyskfødte skræddermester Johan Conrad Rothe som for øjeblikket har et telt der, og af dennes kone samt af to af hans håndlangere således behandlet at jeg ikke kan andet end offentlig omtale det for at andre i fremtiden kan vogte sig for ham og hans udsendte. 

Ligesom vi var gået forbi Rothes telt, kom ud fra det to meget skident påklædte kvinder hvoraf det ene endog havde træsko eller trætøfler på. Disse forfulgte os idet de lod deres veltalenhed høre i de groveste og mest pøbelagtige udtryk imod mig, lige hen på den plads hvor der musiceres. Her gik de  pludselig forbi os og idet de vendte sig om mod os, udbrød de med høj røst: "Se det rakkerpak!" med flere lignende ord. Det var naturligt at jeg og min kone samt de som var i følge med os, måtte tildrage os folks opmærksomhed på grund af det, og for så meget muligt at undgå dette, blev vi nødt til at vende om og vi kom således atter forbi Rothes telt hvor da han og hans kone tilligemed omtale kvinder som imidlertid også var kommet derhen, kom ud og - efter først at have gjort en mængde naragtige pantomimer ad os der gav dem stor lighed med de såkaldte nikkedukker - klappede de på en gang alle i hænderne og opslog en høj fremtvungen latter der vist har vakt opmærksomheden hos enhver som på samme tid gik der forbi. Ligeså lav som denne Rothes fremgangsmåde atter her var mod mig, lige så besynderlig og utaknemmelig var den vist nok også da jeg blot af medlidenhed med ham, samme dags formiddag i andet vidnekammer indgik forlig i en sag der vist nok kunne have haft meget slemme følger for ham. 

Imidlertid synes det som om Rothe ikke er tilfreds med dette forlig *). Skulle dette være tilfældet, da er jeg villig til når som helst han ønsker det og har tilladelse fra Fattigvæsenets direktion at lade sagen foretage på ny, og for at vise publikum hvor stor eftergivelse og skånsomhed jeg har vist mod ham, og hvor slet han har handlet mod mig, vil jeg såfremt han oftere skulle selv få i sinde eller overtale andre til at fornærme mig, enten personligt eller ved bagvaskelse, da at lade omtalte sag udgå i trykken, hvorved da Rothe vil komme til syne i sin sande skikkelse.

Peter Mørch.
Dameskræddermester

*) Dette forlig lyder således:

Udskrift

af andet vidnekammers protocol

i den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i k

i København

År 1829 den 10. september blev atter foretaget sagen:

Dameskrædermester Peder Mørch

contra

skræddermester Johan Conrad Rothe.

Parterne mødte og blev nu således forligt at kontraklageren, skræddermester Johan Conrad Rothe erklærede at hvad fornærmeligt udtryk han nogensinde måtte have brugt om hovedklageren er sådant brugt i overilelse og aldeles ugrundet, hvorfor det ikke må komme hovedklageren til skade på gode navn og rygte i nogen måde, samt at bemeldte Rothe forpligtede sig til at betale hovedklageren denne proces' omkostninger med 10 rigsbankdaler sølv, hvilken sum det i betragtning af hans foregivne uformuenhed skulle være ham tilladt af afbetale til hovedklageren med 3 mark sølv månedligt, samt at han derhos erlægger til Københavns Fattigvæsens hovedkasse en mulkt af 50 rigsbankdaler sedler som erlægges med 3 mark månedligt indtil hele mulkten er erlagt.
Sagen blev således mindeligt afgjort og sluttet.

Normann
Udskriftens rigtighed bekræfter
E. Lund.

(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 631-634)

Thorald Læssøe: Broparti fra Kastellet, 1834. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning.

Skræddermester Conrad Rothe meddelte i Politivennen nr. 719, 10. oktober 1829 s. 662 at han "forligelseskommissionen har indgivet klage mod dameskrædder Peter Mørch i anledning af dennes fornærmelse mod mig i Politivennen nr. 717, tillader jeg mig herved at erklære."

P. J. Heyn.

Hattemagermester fra Altona og borger her i staden har flere gange i Adresseavisen anbefalet sig selv og anbefalet gode, fine vandtættet "børstel-hatte", såvel til det høje som ærede publikum.

Indsenderen vile se og måske købe af disse anbefalede hatte som han troede at være af et ganske nyt slags. Men han fandt dem at være af den samme sort han fra sin barndom har slidt. Børstel-hatte må altså være noget tysk, indsenderen og formodentlig flere ikke forstår. For stykket forlangtes 11 rigsbankdaler, og de billige priser som fandtes i hr. Heyns anbefaling i Adresseavisen findes vel altså kun der. For 11 rigsbankdaler er den højeste pris nogen hattemagermester nu forlanger for de fineste hatte, men børstel-hatte kaldes de just heller ikke.

Hvordan i øvrigt hr. Heyn som er børstel-hattemagermester fra Altona (formodentlig altså ikke i København) har ladet sig føres hertil fra Altona til landets anden ende, er vanskeligt at begribe. Efter rygtet har hr. Heyn ladet sig gøre til mester i Altona for noget over ½ år siden. Hvis dette skulle være sandt, kan man ikke ret vel antage at han der har været etableret. Men han er kun blevet mester der. Mon hr. Heyn skulle tro at titlen "hattemager fra Altona" skulle imponere det københavnske publikum så forfærdeligt, at han deraf turde vente sig nogen særdeles vinding? Nej, det er ikke muligt. Han vidste nok at vi ikke så ganske er "die dummen Dänen", og havde altså i så fald i det mindste ladet sig gøre til mester i Paris eller London. Altså må der ligge en anden, ikke så let gættet årsag til grund derfor. For ellers var vist hr. Heyn blevet mester i den stad i hvilken han agtede at drive sin profession, og således på den rigtigste måde erhvervet sig plads blandt denne hos is i en række af år hæderligt agtede klasse af medborgere. Denne grund ville det være interessant at erfare.

(Politivennen nr. 537. Løverdagen den 15de April 1826, s. 243-245)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i artiklen "Svar til Spørgeren i Nr. 537 samt et Contraspørgsmaal" i Politivennen nr. 539, 29. april 1826, s. 276-281. Denne artikel er ikke på denne blog. 

Hattemager P.I. Heyn holdt til i Store Grønnegade i København. Han lavede hatte til Thorvaldsen efter 1838. To af disse findes i dag på Thorvaldsens Museum. En af den kostede 9 rigsbankdaler

Ønske om en fæl gammel Skiks Afskaffelse.

Den tysk reformerte kirke er et tempel hvori anmelderen for øvrigt ikke er medlem af menigheden, men er så ofte blevet opbygget ved at høre den som menneske og taler lige udmærkede pastor Hamburger. Ved af og til at overvære gudstjenesten var det anmelderen meget behageligt at erfare at der i dette guds tempel ikke hersker den kun alt for brugte uskik i vores lutherske kirker, nemlig at ombære tavler hvori der indsamles gaver til samtlige vedkommende midt under prædikenen. Tværtimod var der flere steder anbragt blokke i hvilke enhver kan nedlægge sine gaver *)

Anmelderen kan ikke tilbageholde det ønske at lignende eller andre passende indretninger må bringes i stand i vores lutherske kirker, da man unægtelig ved den nu brugte måde altid forstyrres i sin andagt, så at man har besvær med at forstå den ofte kun meget korte del af prædikenen som man uforstyrret kan høre, når opkrævningstiden endelig er forbi. For i opkrævningstiden er der gået alt for meget tabt. Det er især højst ubehageligt når kirken er fuld af mennesker. Man bliver nemlig da af den talrige mængde opkrævningsbetjente der kræver plads, skubbet så meget fra sted til andet at det publikum som står på gulvet, snarere kunne tro sig henført til parterret end på kirkegulvet. Så vidt erindres skal der allerede før har været ført anke over denne uskik. Men som det synes kun til liden nytte.

"I den tysk reformerte kirke var det anmelderen meget behageligt at erfare at der ikke hersker den i vores lutherske kirker brugte uskik at ombære tavler hvori gaver til samtlige vedkommende indsamles". (Reformert Kirke i Gothersgade, 2015. Eget foto)

Anmelderen mener derfor at sådan noget bedst kunne fjernes hvis det kirkebesøgende publikum intet gav indtil andre passende foranstaltninger blev truffet, i lighed med hvad der er forordnet for at afskaffe betleri. Og de ansvarlige ville vist om føje tid blive betænkte på at tage andre forholdsregler. Vil man indvende at det er under vores værdighed at følge i en fremmed menigheds fodspor, da betænker man Wessels:

At når sligt for vidt ej drives
Og alt godt kun fortrin gives,
Det da last ej nævne kan;
Men mon' hædre danske mand.

*) I året 1822 blev tavlernes ombæring i kirkerne afskaffet i storhertugdømmet Baden.

(Politivennen nr. 485. Løverdagen den 16de April 1825, s. 9610-9612)

Redacteurens Anmærkning

Med den tysk reformerte kirke mener skribenten formentligt den reformerte kirke i Gothersgade. Som dog anvendes af flere andre reformerte kirker. Christianskirken blev brugt af den tyske menighed.

Til høie Vedkommende, angaaende Gudstjenesten i Stokhus-Kirken.

Den tyske gudstjeneste som før skiftevis fandt sted med den danske i 3 af Københavns kirker, er allerede for længe siden blevet afskaffet i Garnisonskirken og Kastelskirken på grund af forandrede tids omstændigheder. Kun eksisterer den endnu i Stokhuskirken. Dette har til følge at de såkaldte tyske slaver som for det meste er udlændinge hvis antal næppe er 40 og som hele tiden aftager, kan overvære gudstjenesten 30 gange om året, mens de indfødte danske hvoraf der gives henved 400, på grund af det til gudstjenesten bestemte indskrænkede lokale kun kan tage del i denne velgerning som er tilstået dem af regeringen, omtrent 4 gange hvert år.

Stokhuskirken er nedrevet sammen med Stokhuset. Kastelskirken eksisterer derimod i bedste velgående med den røde arrestbygning bag. På den fælles væg ses stadig de aflange glughuller hvorigennem slaverne kunne følge gudstjenesten. (Eget foto, 2015).

Når disse altså rimeligvis skal nyde lige skel med deres tyske brødre, må den tyske gudstjeneste i det mindste indskrænkes til 6 gange om året. Men mere passende synes det helt at afskaffe samme, da årsagen hvorfor den i sin tid rimeligvis blev påbudt, nemlig den udenlandske hvervning, nu må anses helt ophævet, og de tyske slaver som endnu er i Københavns fæstning for tiden må desuden antages at have haft lejlighed nok til, enten før deres indsættelse i straffeanstalten eller efter den tid, at gøre sig så meget bekendt med landets sprog at de med nytte og opbyggelse kan overvære en gudstjeneste afholdt i dette sprog.

En sådan indretning med skiftevis gudstjeneste i det danske og tyske sprog finder endelig heller ikke sted i nogen anden straffeanstalt i Danmark, skønt der måtte findes tyske forbrydere i samme. Lige så lidt som der i Rendsborg fæstning nogen sinde så vidt vides holdes dansk gudstjeneste, uagtet der mulig på nuværende tidspunkt findes lige så mange danske slaver samme steds som tyske her i fæstningen.

(Politivennen nr. 443. Løverdagen den 26de Juni 1824, s. 8055-8057)

Stokhuset.Østervold. Det blev nedlagt som fængsel 1. april 1860. (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Uforskammet Betlerie.

Man tor at burde gøre følgende bekendt: I lørdags i forrige uge kom to tysktalende personer ind på et sted i Lille Kongensgade og tiggede med en yderst uforskammethed. Den ene af dem havde omtrent 1 uges tid i forvejen været der og viste en overmåde grov opførsel da han intet fik. Da anmelderen var til stede og hørte at han ligeledes ytrede sin uforskammethed, var han nødt til at vise ham døren med magt, eftersom han ikke godvillig ville gå bort. Men denne person blev ved at opmuntre den anden til også at være uforskammet. Den ene af disse personer var klædt i en gammel grøn trøje og blåstribede benklæder, den anden havde frakke på. Sikkert var ikke tiggeri årsag til deres komme, men måske de har til hensigt at lære at kende det lokale for om muligt med tiden at gøre en bedre fangst.

(Politivennen nr. 95, Løverdagen den 25de October 1817, s. 1583-1584)

Et ej uvigtigt Spørgsmaal

(Indsendt)

Bør den yngling eller pige der ikke ½ time kan føre en samtale med tyske folk på tysk sprog konfirmeres på tysk? Kan en 3 til 4 timer erstatte det heri total manglende? Og hvis sag er det at påse at hermed gås ordentlig til værks og uvidenhed af denne art for de uberegnelige følgers skyld forebygges?

Skulle desuden ikke også tyske konfirmander skrive det sprog fejlfrit hvori de skal konfirmeres, eller tilsagn ligesom de danske skulle skrive deres?

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de juli 1817, s. 1376)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen og dens svar kan måske være interessant set i lyset af vore dages debat om tosprogsundervisning. Men på Politivennens tid var det kongen, ikke sproget som man anså et samlende element for Danmark. At være dansk betød ikke nødvendigvis at man talte dansk, men at man boede inden for Danmarks grænser. Det skal ses i forhold til at 40% af befolkningen inden for Danmarks grænser talte tysk efter at Norge siden 1814 ikke længere var en del af Danmark. Se også Redacteurens Anmærkning til nogle artikler om dette emne i Politivennen fra 1809.

Viis mig din Tro af dine Gjerninger

(Indsendt)

Sådan siger religionens forkynder, og at hans ord er sande, er der vel ingen tvivl. Man kan altså lære at kende individers og nationers karakter af deres gerninger. Dersom der gives mange patrioter i et land, så kalder man generelt nationen patriotisk. Nu kan man fremsætte det spørgsmål: Fortjener de mennesker som med gavmild hånd beriger en udenlandsk sangerinde at kaldes patrioter når de nogle dage efter ikke har noget tilovers for en trængende, den ulykkeligere del af menneskeheden helligede stiftelse? 

Sagen er denne: Madame Becker om hvis talent der vist nok ikke er nogen tvivl, skal have indkasseret 8.000 rigsdaler for sin sang, hvor derimod indtægten ved beneficen for de døvstummes institut kun skal have været 1.800 rigsdaler. Hvad er vel mennesket værdigst, hvad ædlest, hvad gavnligst, enten at understøtte en tysk sangerinde der lige så godt (?) kan finde tilhørere i et andet land, og som efter at have ladet os et par sange for en høj pris høre hendes naturgaver, lig solen ved vinterens komme drager bort fra os, eller at ophjælpe en indretning, det døvstummes institut, der ikke alene hædrer samfundet, men hvis elevers velsignelser ville følge den ædle giver? Skal man altså nu med al strenghed bedømme det københavnske publikums karakter efter disse gerninger, mon da svaret bliver: At den er patriotisk?

(Politivennen nr. 22, Løverdagen den 1. juni 1816, s. 340-341)

Om Betlere.

Sikkert har det været tilfældet med i det mindste mange læsere af dette som med indsenderen at han såvel i sit hjem som offentlig på gaden, endog ved højlys dag, er af og til blevet anmodet om pengehjælp til mænd, kvinder og børn, hvis udvortes røbede den yderste trang. Enhver sådan anmodning er smertelig, og dobbelt smertelig når evnen ikke tillader dens tilfredsstillelse som ofte kan være tilfældet. For den ædle er broders, søsters trangs afhjælpning altid sand fryd. Men bidrags anvendelse i den hensigt har ofte som erfaring desværre har vist, skadet mere end gavnet. Og harmeligt er det når endog aldeles ubekendte udlændige besøger ens hjem, for at tiltrygle sig pengebidrag hos mennesker hvis sprog de ikke engang har villet lære for at kunne tigge i. En sådan tryglende tysker overhang for kort tid siden indsenderen heraf med vidtløftige fortællinger om sin nød og de uheld der havde foranlediget den. Og dette har givet han anledning til at foreslå til vedkommendes bedre skøn om ikke sådan fremmed trygler måtte ufortøvet på offentlig bekostning blive ført over grænsen for således at befri landet for en tiggende dagdriver, hvem mangel på livets første fornødenheder muligvis kunne gøre til misdæder, og hvis eget land vel nærmest skylder at skaffe ham underhold. Samt at den strengeste årvågenhed måtte anvendes mod landets indfødte tiggere for hvilke vores ypperlige fattigindretninger så velgørende har sørget og til hvis trangs afhjælpning enhver efter sin stand er pligtigt at bidrage.

* * *

Udgiveren tror i anledning af ovenstående at burde tilføje en advarsel til sine medborgere altid at holde deres føre vel lukket. For der gives en slags mennesker der forsynet med skrevne anbefalinger om deres trang og deres værdighed til at hjælpes, gå fra hus til hus for hos godtroende og godhjertede medmennesker at få understøttelse. De banker sagte på dørene, og når de mærker at der ingen er i værelset, forsøger de på at gå ind. Lykkes det dem da at døren er åben og de ser deres lejlighed, snapper de hvad der er for hånden og bortfjerner sig. Lader derimod nogen af husets folk sig se, femviser de med ydmyge bønner og begæringer deres tiggerbreve og er da fri for al mistanke.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 17-19)

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

Den danske stat har indbyggere der taler forskellige tungemål. Uden at nævne dialekter, ja endog virkelig kun ikke til bogskriveri brugte sprog, som det frisiske, det færøske og det plattyske, finder vi 1) det danske 2) det islandske 3) det tyske 4) det grønlandske, 5) det laplandske. Altså 5 fuldkomne levende og brugte sprog for dem som taler dem i bøger, fra prædikestolen, i bestyrelser og i rettergang.

Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.

Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.

Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.

Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.

Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.

Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.

Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.

Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.

Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016.

Om Petri tyske Menighed

Når der i en stad er større rettigheder for nogle indbyggere end for andre af samme klasse, uden at de første derfor yder mere til almenvellet eller tror sig underkastet tungere pligter, så tør man vel påstå at en retfærdig ulighed, rimelig tilfældigvis, er udsprunget af en oprindeligt retfærdig anordning

Hvis en regering over for en del fremmede der strømmer ind i dens hovedstad fra mindre godt regerede lande, tillader at disse, selvom det er af samme sekt som landets indbyggere, priser og tilbeder det højeste væsen  i deres eget tungemål fordi de endnu ikke forstår landets, og dertil har deres kirke og præster, så er det sikkert en handling, der bærer præg af visdom og mildhed.

At ville lade de fremmede lave deres egen koloni, i stedet for at blande dem med (ulæseligt, ionens) masse. At lade deres afkom bestandig beholde sprog og kirkeskikke som en fremmed stamme, var ubilligt både mod disse kolonister selv, der naturligvis ikke af de ældre indfødte ville erkendes for ægte brødre, og således kom til ikke at tilhøre til nogen nation, og imod regeringens egen nation og sprog, som den altid anser det for sin glæde og pligt at hædre frem for alle nationer og sprog i verden.

At St. Petri tyske menighed i København har udseende som en koloni, er sikkert ikke grundet i nogen sådan hensigt hos de foregående eller nærværende regeringer. Siden Kristian den første har vi ikke haft nogen udlænding til konge. Forkærlighed til udlændinge eller udenlandsk tungemål kan ikke næres i nogen danskfødt regents baron. Måske en mangel af bestemthed i anordningens ord (og hvor er denne altid uundgåelig?) kun en misforstået gæstfrihed hos stadens fædre i ældre tider. Tilgivelig fordi de ikke mærkede at den var lunkenhed for landsmænds ret og ære, ville vi tilskrive at velmente, og med fædrelandskærlighed bestående nådesbevisninger, ved at nydes af dem de ikke vel kunne være tiltænkte, nu ligne forrettigheder og herligheder.

Petri menighed har hvad alle danske har, præster og kirkeværger. Men den har desuden den fordel at stedse en af landets store dens patron, og hvilken dansk menighed har det? Den har derved et talsmandskab, som de danske ikke har.

Petri menighed har kaldsrettighed, hvilket ingen dansk menighed har. En rettighed udøves af den og beholdes af den, som enhver god dansk kaldsherre i vore tider iler at tilbagegive staten, fordi han ved at dens styrer ønsker den, og ønsker den blot fordi den aldrig af privat kaldsherre eller af menighed kan bruges så retfærdig som af et kollegium.

Lemmerne af denne Petri menighed kunne bo overalt i staden, uden derved som de andre borgere at bindes ved stadens areals inddeling i sogne. Denne frihed nyder de andre borgere ikke. Herved gøres endog det tilfælde muligt, at et dansk sogns præster kunne tabe. For dersom ved en flyttede fx et sogns distrikt fik 100 familier af Petri menighed over hvad det deraf før havde, så blev jo sognets egen menighed derved 100 familier ringere.

Personer der næppe efter den første hensigt hørte til Petri menighed, personer der i mange led tæller danske forældre, personer der langt bedre forstår og taler dansk end tysk, sætter en glorie i at være af Petri menighed. Og heri er det egentlig jeg finder at den forsømmelse må have haft sted, der er skyld i det påankede misforhold. Petri kirke skulle være en kirke for fremmede. Godt! Men børn af den fremmede der nedsatte sig, børn der ved fødslen er danske, bør ikke regne sig til de fremmedes menighed. De burde være reklamerte af præsterne til vore danske sogne, hvori forældrene boede, og dette krav på rette måde understøttet af magistraten ville vist hævet den ubehagelighed det kunne været for forældrene, ifald deres kærlighed og taknemmelighed mod det land, der havde optaget dem i sit skød, ikke forslog til at lade dem foretrække at have danske børn i stedet for børn der hverken var danske eller tyske.

Jeg sagde ovenfor at Petri menighed så ud som en koloni. Dette er kun alt for sandt. Også ser man ligesom en ængstelighed hos den for at beholde dette udseende. Den kalder: men yderst sjældent kalder den en dansk undersåt til sin præst.

Næppe vil det tillades nogen dansk kaldsherre, og mindre af landsmænd tilgives ham, om han kaldede en udlænding.

Måske ville man finde det her sagte for hårdt, men jeg forsikrer dem som finder det sådan, at det tværtimod har kostet mig umage at tale så moderat i denne sag. Alt det der ligner en ringeagtelse af min nation og mit sprog, og udvist endnu dertil i nationens hovedstad, må vel opgløde mig, hvis jeg er fædrelandsven. Alt hvad der ligner ulighed hvor lighed bør være, vil vel gøre ethvert menneske varmt.

Og hvad er vel hensigten af hele denne anke, og hvad gavn skal den virke? Den som kan spørge således, foretrækker sikkert at være en halvtysker for at være dansk, og fortjener ikke mit svar.

At der i København er en kirke hvori der prækes tysk for rejsende eller naturaliserede tyskere har jeg på ingen måde villet ytre det mindste imod.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4981-4986)

Mere om Kolonistbonden hr. Würz ved Krogenberg

Med sandt vemod må jeg nu meddele at den værdige og stræbsomme mand nu også er afgået ved døden til stor sorg for de efterladte 11 fader og moderløse børn. Hvor mange af disse der vil blive fuldkommen helbredt, derom kan endnu ikke med vished meldes meget.

Krogenberg den 12. januar 1803
Jørgensen 

 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938) 

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938

I Anledning af Bekendtgørelsen om den syge Familie i Kolonistgården i Kronborg Amt.

Den 24. november blev jeg hentet til bonden Henrich Wyrtz på Kolonistgården ved Krogenberg, hvor jeg fandt benævnte mand og 8 børn syge af en ondartet smittende feber. Da denne mands kone var død og begravet 4 dage før jeg blev kaldt til disse syge, har jeg af dem fået at vide at hun skal have ligget syg i 3 uger. Og efter hendes død ligget 9 dage inden hun blev begravet. Dette sidste har sikkert bidraget til sygdommens udbredelse i familien da den formodentlig desuden har været af en smittende art. 

Den dreng som er omtalt i sidste bekendtgørelse, døde den 6. december og blev efter min anmodning begravet den 8. samme måned uden følgeskab eller mindste sammenkomst i lighuset. Efter at have indberettet denne syge families tilstand til hans excellence hr. geheimekonferensråd amtmand Levetzon med anmodning om et par opvartere til de syge, gav han straks ordre til at tilstille mig de fornødne sygeopvartere mod klækkelig betaling af amtet. De 2 børn som var bragt til Helsingørs hospital, hvor det blev meddelt amtmanden at de ikke kunne blive længere end 8 dage i hospitalet. De blev på amtets regning kørt i lukket vogn her til sygehuset, og får fri kur og medikamenter, samt er fritagne for at befordre mig til og fra dem. 

Deres kreaturer har den fornødne tilsyn. Alt dette viser at amtet beredvilligt hjælper til disse lidendes lindring og frelse. Købmand hr Balfour har som sand menneskeven, efter at have fået efterretning fra mig, i den periode af sygdommen, hvor de kunne nyde vin, ædelmodigt givet vin til dem. Vin af bedste slags, og andre læskende og lindrende ting. Ligeledes har hr. skovrider Jørgensen ofte sendt dem til deres vederkvægelse og vedbliver disse gode mænd endnu samme, hvorved de meget bidrager til denne værdige families tiltagende forbedring. At naboerne af bondestanden ikke har været dem behjælpelige, må man anse som en rimelig følge af forbuddet om ikke at komme til denne gård, hvor der hersker så megen smitsom syge, og ikke af fordom imod dem, fordi de er af tysk herkomst. 

Sikkert fortjener disse retskafne og nu lidende mennesker den bistand, ædle vil skænke dem, da de er fattige og så stor en familie. Under denne deres sygdom har de udmærket sig ved villig og nøjagtig efterlevelse af det dem anordnede, til sygens standsning og videre helbredelse, uden hvilket mine bestræbelser havde været forgæves. I disse dage har jeg haft den glæde at se de 3 ældste sønner, som rekonvalescenter og faderen for en kort tid forlade sit sygeleje, skønt endnu meget mat og svækket. 6 børn holder sygelejet hjemme i faderens gård, og en ligger på amtets sygehus. Af disse 7 er dog kun en yderst dårlig, og ingen er døde, siden den ovenanførte 6. december.

Uden for denne familie er det mig ikke bekendt at nogen her på amtet har denne smitsomme feber.

Kirke Esbønderup d. 28. december 1802
Klein
[Stiftets Kirurg] på
Kronborg Amt

(Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907) 

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938

Ærbødig Anmodning til det velgørende Publikum

En kolonistbonde, en phaltzer, Heinrich Würtz på en kolonistgård ved Krogenberg i Tikøb sogn i Kronborg Amt, modtager for nogle og tyve år nogle udyrkede jorder, arbejder sig ved egen og konens utrættelig og meget rosværdige driftighed og vindskibelighed heldigt frem, og uagtet de blev forældre til 13 levende børn, 8 sønner hvoraf 2 gør krigstjeneste og 5 døtre, sporede de ingen mangel, men med sand glæde og en rørende nøjsomhed takkede de stedse forsynet for dets gaver af børn og dagligt brød.

For 3 uger siden angreb en forrådnelsesfeber denne vindskibelige familie. Kone, mand og samtlige børn, som tillige udgør deres hustyender, går til sengs, den ene efter den anden. Konen, en retskaffen dannekvinde og værdig husmor, bliver det første offer for sygdommens voldsomhed. En søn på 12 år det andet, og flere følger måske efter og skulle allerede være fulgt efter, hvis ikke gode mennesker, købmand Belfour af Helsingør, skovrider Jørgensen på Krogenberg og amtskirurg Klein ved deres godgørenhed kraftig havde givet understøttelse og nidkære og flittige tilsyn, straks søgt at standse faren og formindske dette sygehuses sørgelige elendighed. Den første har endog ladet to af de mindste børn bringe til hospitalet. Tak! Megen tak være Dem herved sagt for Deres sande menneskekærlighed! Men hvor mange der end af denne familie vil undgå døden, vil dog den tilbageblivende mand eller børn opleve den tunge skæbne at blive knust af mangelens trykkede åg. Gården ligger enligt. De nærmeste naboer, 2 slægtninge og en gammel kone undtagen, har enten af frygt for smittende sygdom eller af fordom mod familiens tyske herkomst, ikke villet se til dem eller givet dem håndsrækning. Deres få kreaturer ville af mangel på tilsyn og fodring sulte og måske dø.

Kort sagt, denne driftige familie vil blive og er allerede forarmet, og ikke vide at hjælpe sig frem, for sygdom og fattigdom kommer hurtigt, men deres følger er langvarige, dersom ikke flere godgørende menneskevenner ville række dem en hånd. Den eller de som måtte finde det værd at understøtte og husvale denne familie til dens sundheds erholdelse og dens driftigheds fremvækst, ville gunstigt sende deres ædelmodige bidrag til hr. skovrider Jørgensen på Krogenberg ved Helsingør, som vil besørge det tilsendt, og alt tilsendt vil blive redelig anvendt til familiens bedste, publikum vil blive oplyst om det, lige som om sygdommens ophør og familiens fremtidige skæbne.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938

To Lærdomme af vor Affære med Engellænderne.

1) At vores gevorbne tyske soldater kønt tog imod fjendens håndpenge mens alle indfødte afslog det. Disse slyngler hvis hverving har kostet meget, skulle nu hvis fjendtligheder igen bryder ud, stride imod det land de skulle forsvare den 2. april.

2) At englænderne er i stand til at begå så umoralsk en handling som den at tvinge mennesker til at stride imod deres eget fødeland. Denne sidste erfaring bør lære os at være opmærksomme på ethvert skridt af en fjende som ikke respekterer sit eget navn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 156, 18 April 1801, s. 2492)

Spørgsmaal.

Vores yndede digtere kappes om at opmuntre vores brave stridsbrødre med danske krigssange. Mon det ikke også var godt om der blev skrevet krigssange på tysk til at opmuntre vores holstenske brødre som fægter her hos os? Ja mon det ikke var nyttigt selv i provinsernes mundarter at give deres krigere opmuntrende sange?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455)

Slaget på Reden. Efter Schultz: Den danske marines historie, bd. 2

Redacteurens Tilføjelse.

I hvert fald var mytedannelsen efter Slaget på Reden allerede i gang ganske få dage efter, som det vil fremgå fx af Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, 7. april 1801 (i uddrag):

...Selv vore Fiender maa beundre det Mod, den Standhaftighed og Modstand mod en i Magt saa overlegen Fiende. Man skriver derfra, at en overkirurgus, som med en Underkirurgus og 8 Saarede, bleve reddede af en engelsk Baad, fra Dannebroge, før denne sprang, og bragte om Bord paa Admiralskibet, skal paa dette have talt over 200 Døde, hørt megen Hylen, og seet Forfærdelsen malet paa alles Ansigter. Admiralskibet saae formedelst Huller ud som et Dambræt, saavelsom en Fregat hvorhen de bleve bragte, hvor de hjalp at forbinde de danske og engelske saarede, den gandske Nat. De bleve honet begiegnede og beværtede. Den følgende Fredag blev han og Kollega igien bragt til Admiral Skibet, hvor dem blev gjort Tilbud at gaae i engelsk Tjeneste, som de afslog. Overkirurgen, som var gift og havde en Deel Børn, fik Tilladelse at gaae i Land i Løverdags med de Saarede, men den anden blev holdt tilbage. Han skal have hørt, nogle Engelske udladt sig med, at de havde været i 23 Fægtninger, og ingenstæds fundet saa kraftig og saa mordisk en Modstand, som her, og selv engelske Chefer skulle have undret over at saa faa Skibe kunde forsvare sig saa længe. 4 eng. Skibs Chefer skulle være saarede, og de fleste af deres Skibe saaledes tilredte, at mange af dem kunde neppe blive brugbare igien. En Deel af de danske Fangne eller Saarede paa et af de Skibe, som ikke længer kunde forsvares, og blev taget i Besiddelsen af Fienden, skulle have været Vidne til, at en engelsk Matros, som kom med om Bord, skal ved at see de mange Døde, have sagt paa Dansk: "Gud forlade mig!" og derpaa med en Pistol for Brystet, skudt sig selv. De engelske skulle have over 2000 Dræbte og Saarede. De vove vel neppe noget nyt Forsøg, skønt Adm. Nelson har efter Fægtningen samme Dag sendt en parlamentær i Land og forlangt. 1) at de danske skulde træde fra den nordiske Konvention. 2) tillade ham, at faae sine Skibe reparerede, og 3) modtage hans Saarede til Helbredelse. Men vor ædle Kronprinds afslog de 2 første Punkter med det Svar, at Danmark havde endnu Mod og Kraft til at forsvare sig og sin Selvstændighed, men hvad den sidste angik, saa kunde Adm. Nelson vente, at Danmark vilde altid vise Menneskelighed med sine Fiender. Adm. Nelson kom selv siden i Land, spiste paa Palaset, og efter Spisning havde Audience hos Kromprindsen, hos hvem Stadsraadet, og de allierede Magters Gesandtere vare nærværende. En Stilstand blev sluttet paa 3 Dage. 

Samme avis berettede i følgende numre om at admiral Parker var død, at Nelsons skib var sunket, at englænderne havde afbrændt deres døde på et skib. Admiral Hyde Parker døde først i 1807. Og The Elephant var ikke sunket, men fortsatte som krigsskib i flere årtier. I 1818 noget reduceret, og først ophugget i 1830.