Den danske stat har indbyggere der taler forskellige tungemål. Uden at nævne dialekter, ja endog virkelig kun ikke til bogskriveri brugte sprog, som det frisiske, det færøske og det plattyske, finder vi 1) det danske 2) det islandske 3) det tyske 4) det grønlandske, 5) det laplandske. Altså 5 fuldkomne levende og brugte sprog for dem som taler dem i bøger, fra prædikestolen, i bestyrelser og i rettergang.
Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.
Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.
Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.
Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.
Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.
Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.
Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.
Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.
Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)
Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.
Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.
Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.
Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.
Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.
Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.
Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.
Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.
Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar