Livet paa Lossepladsen. (Efterskrift til Politivennen)

En Verden ... nær og dog saa fjern fra det borgerlige København. - Hvor "klunsepillerne" gaar Julen i Møde.

Der er en Verden udenfor Verona ... København er heller ikke "Strøget" alene eller Adelgade eller Falkoneralleen . eller Sundholms forholdsvis velordnede Husvildebarakker. Vor By er storladen og mærkelig i sin Mangfoldighed. Uhyggen, Tragedien og Armoden trives Side om Side med det lyse, lette Smile. Fattigdommen favnes af den rørende Idyl ... Disse Billeder taler i Virkeligheden for sig selv.

Fovilder man sig ud ad Enghavevej, et godt Stykke længere end Sporvognen kører, støder man helt ovre ad Gl. Køgevej til paa et Skilt: "Til Kommunens Losseplads". Svingfulde Skraldevogne rasler forbi, behængt med sælsomme Effekter, et flænget Olietryk i en Ramme, der er løsnet i Hjørnerne, et rustens Cykelhjul ... Man gaar indenfor Porten, et halvt hundrede Skridt fremefter, og en fantastisk Lilleverden,  "Klunsepillerne"s beskedne Paradis aabenbarer sig. 

Her ligger "Hus" ved "Hus", der synes frembragt under en Storm-Petersens geniale, men barokke Vanvidsglimt. Hvert Øjeblik venter man at se en mosgroet Gentleman i Diplomatfrakke, med frodigt haveanlæg i Hatten og Hængelaas over Maven træde frem af disse Skure, hvori alle Lossepladsens tilfældige Brokker er gaaet op i en højere Frihed.

Men det er ikke netop hin Type, der dominerer herude. Københavns Klunsepillere er et baade stræbsomt og flittigt Folkefærd. Det er de ogsaa nødt til at være, hvis de vil opnaa noget i Retning af en Dagløn ved deres kummerlige Haandtering. Man er Specialister i den Branche. Eli samler udelukkende Klude, én Svinefedt, én Metaller ... Iagrene sorteres omhyggeligt af Kvinder og Børn, medens Fatter virker. Det trænede Øje finder Værdier, hvor vi andre gaar ligegyldigt forbi, og det gælder om at værne sit Skat kammer for uindbudne Gæster. Derfor ser man disse pudsige Skilte, som 1 Omgivelserne her virker dobbelt sørgmuntre: "Hunden bider --" eller "Naar Døren er lukket, er Hunden - - løs".

Børn og Dyr i Klunsebyen.

Utroligt, at der lever Mennesker herude Aaret rundt klods op ad og til Dels paa selve Lossepladsens Skarnhelvede. Ja, i et af Opholdsrummene bor endog en blomstrende Klunsefamilie paa Mand, Hustru og 8 Børn. Nogle Stykker bliver i Hast sammenkaldt fra legen paa Lossepladsen og stillet op for Fotografen. De er overdaadig snavsede og forpjuskede - hvor kan de være anderledes? - men søde og friske og med Børns Sædvane stærkt benovede over den uvante Situation.

En ældre Mand i Kofte til Fødderne kommer os i Møde, drivende foran sig et Par Ænder, der har forivret sig for langt bort fra de hjemlige Enemærker i Søgen efter nye og fremmedartede Delikatesser.

- Godt, man har lidt Julemad, siger han i Forbifarten.

Vi følger med ham ned til hans Hus. der ligger i en sumpet lavning. størknet af Frosten. En hjerteskærende Tanke trænger sig uvilkaarligt frem: Hvordan ser her mon ud i Tøvejr?

Denne Mand, hvis Væsen er venlig Ro, har øjensynlig fundet sig til Rette her paa sin lejede Grund a 8 Øre pr. Alen. Han har gjort sig Umage med sit lille Træhus, der er mere velbygget end de fleste andre i Klunsebyen. Og han har hygget sig her med Hund og Kat og et Mylder af prægtige Kaniner, der betragter de Fremmede med store forbavsede Øjne, hvori der ikke er Anelse af Forskræmthed. Og saa Høns er der i Masse med Tilhold i Overdelen af en gammel, frønnet Omnibus.

Den tunge, graa Decemberhimmel hænger over os, svanger med Frost og Sne. Bag Kalvebod Strand, der udvider sig mod Køge Bugt, ligger Amagers Lavland med Kongelunden i bleg, vinterlig Dis. I Nordvest fortoner Københavns Stenmasser sig med skystræbende Spir og Fabriksskorstene.

Det er netop i den daarende Eftermiddagstime, da "Strøget" og Broernes Julebutikker springer ud med et funklende Lyshav ... kun lossepladsen ligger hen I et trøstesløst Øde her paa Randen af Byen og det hvide Land, et Øde, der dog ikke savner det lille forsonende og rørende Smil.

(Aftenbladet (København) 19. December 1928).

Foto fra Nationaltidende 11. august 1927, 2. udgave af lossepladshuse ved Enghavevej. 

Bræddeskur et ikke navngivet sted i Københavns omegn: Bræddeskur med græstørvsvæg. Aftenbladet (København) 28. maj 1927.

Saadan lever Mennesker i Efteraaret 1928! (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem vil skaffe en nødstedt Moder og hendes 5 Børn en lille Lejlighed i Byen?

Lysthuset i Husum, hvor Efteraarsstorme og Regnen har frit Spil overfor de ulykkelige Beboere.

Under et Besøg i det yderste Husum i Gaar fik vi henledt Opmærksomheden paa et Forhold, der raaher til Himlen. I et lille faldefærdigt Lysthus paa Hjørnet af Kildeløbet og Vesterløkken boer en forladt Hustru med sine 5 mindreaarige Børn, 3 Piger og 2 Drenge indenfor Alderen 6-14 Aar.

Da vi i den sivende Efteraarsregn ad de opkørte og moradsagtige Veje naaede frem til Stedet og saa det lille Hjem ligge foran os, var der virkelig et Øjeblik, hvor man tog sig til Hovedet og indvendte overfor sig selv: Dette er umuligt! Saaledes faar ingen Moder med 5 Børn Lov til at bo i vor humane Tid med Boligtilsyn og alt dertil hørende?

Desværre er Sandheden, hvorom ogsaa Fotografens Plade taler sit tydelige og brutale Sprog: Hun faar Lov lil del!

Huset er i sin Tid opført af en "Selvbygger". Materialet er Slaggeplader med store, løse Mellemrum, der flere Steder er blevet til aabne Huller. I Huset findes ikke et Rum uden saadanne Mindelser af Tidens skarpe Tand, hvorigennem Blæst og Kulde huserer, og naar vi yderligere af Selvsyn tilføjer, at Regnen i hver af de to smaa Værelser, i Køkken og Forstue, drypper ned, endda det er med et mildt Ord uforsvarligt, naar Børnene faar Lov til at gaa flere Steder, vil man forstaa, at Vinteren i Møde under saadanne Forhold. 

Inde i den største Stue, hvor Sengene efter Omstændigheder flyttes omkring for at undgaa Regndryppene, sidder Moderen, Fru Helga Hansen Dagen lang ved sin Symaskine og arbejder feberagtigt for at holde Hjemmet oven Vande, hvilket i dette Tilfælde uhyggeligt nok kan forstaas haade i bogstavelig og overført Betydning ... Saa længe Kræfterne slaar til, gaar det nogenlunde, men Fru Hansen, som er svagelig efter alvorlige Operationer, ser med den sorteste Bekymring Fremtiden i Møde - mindre af Hensyn til sig selv, men hvorledes vil Skæbnen forme sig for Børnene, som endnu har deres Sundhed i Behold og trods de smaa Kaar er pæne og velholdte.

Boligtilsynet har været alarmeret. Det har set paa Lysthuset, men ikke ment at kunne gøre noget for den forladte Moder og Børnene, før Husets Ejer, en Murermester i Husurn, lader dem sætte paa Gaden, d. v. s. ud i Moradset. Og det kvier han sig naturligvis ved, selv om han ikke har set Husleje siden Marts Maaned i Aar.

Selv sidder han daarligt i det og har ikke Raad til at give Huset den ret kosthare Hovedreparation, som tiltrænges.

Først naar Kongens Foged har været i Virksomhed, vil Autoriteterne kunne træde til og aabne Moder og Børn Adgang til en af de kommunale Husvildeharakker.

Saaledes staar Sagerne altsaa, at Fru Hansen næsten maa ønske at blive sat paa Gaden. Forandringen kan i hvert Fald ikke blive til det værre!

Findes der ikke en varmhjertet Husvært, der vil tage Affære og stille en lille Lejlighed til Raadighed for den nødstedte Moder og de 5 pæne og velopdragne Børn? Han skal ikke gøre det gratis. Fru Hansen kan betale en mindre Husleje.

Den Husvært, som her træder hurtigt til, vil gøre en god Gerning. Henvendelse kan ske direkte til Fru Hansen, Vesterløkken 29, eller til "Aftenbladet"s Redaktion. En eller anden Husmoder, som maaske har lidt Syarbejde at tilbyde, er ligeledes velkommen.

(Aftenbladet 31. oktober 1928).

I Sct. Johannes Gæstehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de Hjemløses nye Hjem i Ryesgade. - En smuk betydningsfuld social Virksomhed.

Spisesalen. Til hejre Viceforstander Sørensen.

Ude i en smukt beliggende Ejendom i Ryesgade, med Udsigt til Dosseringens Søidyl, er der i disse Dage paabegyndt en ny filantropisk Virksomhed, som fortjener Offentlighedens Interesse. Del er et Hjem for enlige, fattige Mænd, oprettet af en Kreds af socialt-interesserede Mennesker, som delvis tidligere har staaet bagved "Herberget for Hjemløse" i Dronningen Tværgade og dettes senere Fortsættelse i nogle af Militæret laante Barakker paa Kærre Fælled.

Det nye Hjem for enlige Mænd, som Livet paa forskellig Maade er gaaet imod, og som trues med at blive slaaet helt ud, hedder "Sct. Johannes Gæstehjem" og er installeret i en til Formaalet særdeles egnet, velholdt Ejendom i Ryesgade, hvor der tidligere har været Børnehjem.

Initiativet til Hjemmets Oprettelse er taget af den tidligere Forstander for "Herberg for Hjemløse" Hr. .V. Aagaard, som i sit store fortjenstfulde Arbejde i denne Sag er bleven støttet af Kontorchef i Bygningskommissionen E. Sivertsen, der er Komitéens Formand, cand. polyt. E. Bierring-Sørensen, Overretssagfører C. Staffeldt, Telegrafingeniør C. E. Walsøe og Sognepræst E. Ege, og det er lykkedes at faa indrettet et særdeles tiltalende Hjem for fattige enlige Mennesker med gode luftige Sovelokaler til 90 Gæster

Vi havde igaar Lejlighed til at bese Hjemmet, der ikke har ret meget fælles med Begrebet "Herberg".

Værelserne er malet med smukke friske Farver og Sengene forsynet med gode tykke, varme Tæpper og hvide Lagner, saa det hele nærmere minder om et Højskole Indkvarteringssted e! ler lignende.

Der findes en rummelig Dagligstue, hvor Gæsterne om Aftenen kan samles til Samtaler og Diskussionsmøder med Indledning af Talere som Hjemmet Bestyrelse skaffer til Veje. og i Kælderen er der indrettet et Par Spisestuer ved Siden af Køkkenet, hvor Gæsterne kan købe en Kop Kaffe med to Stykker Brød for en Pris af 24 Øre To store Portioner Middagsmad koster 1 Kr., en Portion Eftermad alene 65 Øre og en Forret alene 35 Øre.

Ud til Gaden er der indrettet et af det øvrige Hjem uafhængig offentligt Spiselokale med Folkekøkken priser, og hvortil enhver har Adgang.

I det høje, smukt malede Lokale sker Serveringen af almindelige Spisevarer, alkoholfrie Drikkevarer og Kaffe ved almindelige Restaurationsborde med skinnende hvide Duge, og i det hele laget finder man en Hygge, som Folkekøkkenerne ikke kan byde.

Ved Radioen.

Forøvrigt er hele Hjemmet præget af en velgørende Orden og Sans for Hygge, som kun kan virke heldigt paa Gæsterne.

Der betales 65 Øre for Nattelogis i fælles Sovesal og 1 Kr. for et Eneværelse. som ogsaa kan faas.

Alle Hjemløse maa naturligvis betale for Opholdet, men man haaber med Tiden ogsaa at kunne faa indrettet Arbejdslokaler i Kælderen, saaledes at man kan modtage Gæster, der er ude af Stand tii at betale, men som vil yde Arbejde for Opholdet.

(B. T. 10. marts 1926).

Sct. Johannes Gæstehjem overtog bygningen i Ryesgade 28 hvor Københavns Børne- og Tjenestepigehjem lå oktober 1873 til ca. 1925. Gæstehjemmet lukkede i 1938. Det blev nedrevet, og i dag ligger Plejehjemmet Sølund på stedet.

Fra det mørkeste København. (Efterskrift til Politivennen).

Hvor Sol og Lys lukkes ude.

Sygeplejerske i Københavns Fattigkvarterer, Frk. Andrea Arffmann fortæller.

(Københavns - Korrespondance).

En Dag, da vi træffer Sygeplejerske, Frk. Andrea Arffmann, der har sit Arbejde i københavnske Fattigkvarterer, spørger vi hende, om det ikke har lysnet lidt derude, om Bolignøden stadig sætter sit Præg paa Livet dér, og om hvorledes det hele former sig.

- Ja, siger Frøkenen, det er lige saa galt nu som for tre Aar siden, - det er stadig den samme Historie. Hvor skal jeg ende, og hvor skal jeg begynde . . . naar man som jeg færdes meget i de mange forskellige Hjem, ser man ofte ind i Forhold. som de fleste ikke har Anelse om eksisterer. Man staar tidt over for den Kendsgerning, at Usædelighed og Ufred anses for at hore med til det selvfølgelige Hverdagsliv, og der findes intet forsonende til at dække over Raaddenskaben.

I de uhyggelige Kvarterer.

I de Kvarterer ligger den ene store Kaserne ved Liden af den anden med baade Mellemhus og Baghus. De bestaar næsten alle af 1- og 2-Værelsers Lejligheder. 10 pCt. af Københavns Familier bor for Tiden i eet Værelse og 42 pCt. i to, - tidt endda med logerende. Vi har Huse, hvor der bor op imellem 600 Mennesker, og Gaarde, som 90-100 Familier er fælles om. Trappegangene er utroligt snavsede, ofte overmalet med sjofle Tegninger og Bemærkninger, og mangfoldige Steder er der intet Trappelys, saa paa de mørke Trappegange foregaar der megen Uhumskhed. I de skumle Gader holder løsagtige Kvinder til, hvis daarlige Liv Børnene tidligt lærer at kende og er stærkt interesseret i, - de synes jo, at det er et rent Slaraffenliv, for disse Kvinder har altid Penge og Raad til meget af det, der sukkes efter i et fattigt Hjem. Mange Mødre har fortvivlet fortalt mig, hvorledes Børnenes Fantasi og Tanker paavirkes af det, de daglig har for Øje. og hvorledes skal de kunne beskytte dem? De Stakler, de skal jo selv som Regel paa Arbejde hver Dag. Saaledes sagde en Mor grædende til mig en Dag, han havde været et Løb hjemme midt paa Dagen for at se til Børnene: "De ved ikke, hvor strengt det er at være Mor, naar man ikke har Tid til det og skal gaa hjemmefra hver Dag".

Gaardene, som er Børnenes Legepladser er graa og skidne og overfyldt med stinkende Skarnkasser og andre ildelugtende Sager, og i Gaderne ligger den ene Beværtning ved Siden af den anden, hvorfra Slagsmaal og vilde Hyl tidt lyder til langt ud paa Natten. Bolignød er forfærdelig, men Spiritus og Usædelighed bærer alligevel den største Del af Skylden for Hjemmenes Ruin. Det forstaar man, naar man ser, hvor mange smaa Hjem der kan holde sig oppe, trods Bolignød og Arbejdsløshedstryk; men vi maa forstaa, hvor let man synker, naar man lever i saadanne Omgivelser.

Hvem bor her?

- Hvem bor saa i de Kvarterer?

- Ja, det er et meget blandet Publikum. Her bor Skøgen, Drukkenboldten og de flinkeste Familier Dør om Dør. Her er mange udmærkede smaa Hjem. hvor Mand og Hustru arbejder sammen for at skabe det saa godt for Børnene som muligt og forsøge paa si værne dem mod den daarlige Paavirkning udefra. De vilde hellere end gerne flytte derfra; men paa Grund af Bolignøden og den høje Husleje er de nødt til at bo i de Bydele. Der er Lejligheder saa svinske, at de maa tænde Lys midt om Dagen, naar de skal sy eller Læse, og hvor Væggetøjet myldrer alle Vegne. Og Rotter er der i Massevis. Et Sted, jeg kom ind, maatte de

for at redde Brødet fra Rotternes Angreb,

hænge det op i Lampekrogen.

Og tænk saa for en Mor at skulle holde saadan en 1-Værelses Lejlighed - det er jo næsten umuligt. Om Aftenen, naar Familien skal i Seng, redes der paa Gulvet, og der er da ganske ufremkommeligt. Der er ingen Kulkælder; derfor maa Beboerne købe deres Koks i Spandevis, hvad der gør det dobbelt saa dyrt. Og der er ingen Vaskekælder; derfor maa de vaske i Køkkenet og tørre i Køkkenet og den eneste Stue. Der hører ingen Entré til, og Plads til Klædeskab har de sjældent, saa de kan end ikke skærme deres Smule Tøj mod Støv og Smuds. Forældre og Børn sover i samme Værelse, Drenge og Tiger ofte i samme Seng, helt op i den voksne Alder; ja, undertiden er det ikke engang Søskende; de faar jo deres moralske Begreber aldeles ødelagt; fra mange af disse Hjem udgaar de fleste af vore Sædelighedsforbrydere.

I en lille, mørk Baggaardsstue

døde en af mine Patienter. Han kunde midt om Dagen se en Stribe Sol paa Naboens Mur; den laa han hver Dag og længtes efter og glædede sig til. En syg Kone, der boede i en Baggaard. Hun havde en høj Mur en Meter fra sine Vinduer, sagde en Dag, at hun var saa bedrøvet over, at hendes Øjne ikke taalte Solen og Lyset mere; "men", tilføjede hun. "det kommer vel af, at. jeg har levet i dette Mørke i otte Aar". Kort før hun døde, blev Muren hvidtet, og hvor var hun lykkelig derover, - den hvide Mur gav Genskin ind i hendes mørke Stue.

I de gode Smaahjem

i disse frygtelige Omgivelser beundrer jeg især Hustruen og den enligt stillede Mor, som har en Børneflok at forsørge. Hun er simpelthen en Helt, synes jeg. Tænk Dem, tidligt skal hun op om Morgenen, - i de fleste Tilfælde skal hun være paa sit Arbejdssted Kl. 7, undertiden før. Har hun et spædt Barn maa det ogsaa op. Vi har enkelte Vuggestuer, der tager mod Børnene fra den tidlige Morgen; dér afleverer hun sit Barn paa Vej til Arbejde; Manden gaar ogsaa paa Arbejde - hvis der er en Mand - , og Børnene er nu ene hjemme; de store maa sørge for de smaa og passe at komme i Skole i rette Tid.

Mellem 12-1 har Konen Middag; hun styrter hjem til sine Børn. giver dem lidt Kaffe og af Sted igen. Kl. 4- 4½ er Arbejdet forbi; saa paa Vuggestuen efter Barnet, Indkøb til Middag og saa hjem.

Saa skal Huset gøres rent, Maden laves, hun skal tage sig lidt af Børnene, der har savnet hende hele Dagen, og saa spises der. Derefter vaskes der op, Køkkenet skal gøres i Stand og alle Børnene vaskes før de skal i Seng; deres Tøj skal efterses, Strømper stoppes, og til sidst skal hun smøre Mad til hele Familien til næste Dag. Saa er Dagen omme. Ofte er det blevet Midnat, og hun er dødtræt og gaar i Seng. Om Søndagen - Hviledagen - vasker hun! Synes De ikke, tilføjer Frk. Arffmann, at en saadan Mor er vor Beundring værd?

Hvordan der hjælpes.

- Men hvorledes skal vi nu hjælpe Børnene og de unge?

- Vi maa først og fremmest værne Hjemmene; det er det vigtigste Led i Bestræbelserne for at værne Børnene - værne om Familielivet. I alle Samfundslag trækkes der bort fra Hjemmene. Vi maa have en Dæmning mod alt det, der truer vort Samfund, og lære dem at elske det enkle, nøjsomme Liv. Og som Hjælp maa vi oprette Børnehaver - saa mange, at intet Barn behøver at være overladt til sig selv. En god Børnehavemor skaber Barnekaar for Børnene, giver dem noget af en Mors Kærlighed, den ikke saa faa maa undvære hjemme. ,Hun vil opelske det gode i Børnene, lære dem at lyde og tale Sandhed, og der er god og sund Beskæftigelse for Børnene Dagen igennem. Børnehave og Hjem skal arbejde sammen. Saa er der een Ting til, som er en Lykke for Børnene, og det er

Feriehjemmene paa Landet

om Sommeren.

Den Glæde, den Lykke og den Berigelse det er for disse fattige Børn at komme paa Landet om Sommeren, har man vist knapt noget Begreb om; og det er en uendelig stor og god Gerning, Landboerne her gør mod disse smaa. Saa snart Foraaret begynder at melde sig med lidt Varme og Fuglepip, saa begynder Børnenes Forandring, - Glæde hos dem, de har Plads, og Spænding hos de andre.

Festligt er det at se saadan en 9 Aars Dreng staa og fortælle en Flok lyttende Kammerater om alle Herlighederne paa Landet, "om den masende Masse Himmel, vi har derude, og en Sol, der slet ikke er som vor, for deres Sol skinner ud over hele Jorden, ja, lige ned i Lars Hansens vestre Gavl!"

Naar man er "saa susendes Glad".

Et Sted kom jeg op til en Enke som havde tre Børn, der skulde paa Landet næste Morgen Kl. 5. Hun havde halet alt Tøjet af Børnene, selv Skjorten. Alt skulde jo med, og de havde kun saa lidt. Saa skulde det tørres, stryges og være parat til at tage paa næste Morgen i rette Tid.

Efter Vasken blev Børnene vasket fra Top til Taa i den varme Lud og saa puttet i Sengen, indsvøbt i Mors Skørt og Forklæder. "Skynd jer nu at sov, husk I skal op med Hanen i Morgen", formanede jeg. "Ja", sagde Peter, "bare vi kunde sove, saa gik Tiden da saa raskt; men det kan man da ikke, naar man er saa susendes glad". Og Peter slog en Kolbøtte i Sengen med en saadan Kraft, at Hakkelse og Støv fra den gamle, lasede Madras stod om Ørene paa de tre renvaskede Børn.

- Ja, slutter Frk. Arffmann, det er de elendige Forhold, der hersker i mange ulykkelige Hjem ... men hvor er der mange gode Mennesker blandt dem, parat til at dele deres fattige Brød med hverandre, med at hjælpe hverandre, naar der er Nød paa Færde.

(Middelfart Avis 12. januar 1925)

Frederik Riise: Gårdparti fra Adelgade, muligvis nummer 77. Ingen tidsangivelse. Kbhbilleder. Public Domain.

Sult og Kulde. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.

Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.

De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.

Interview med Jobs. Nielsen.

Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?

- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.

- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?

- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.

- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?

- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.

- - -

Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).

En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.

Frederiksberg Samaritan lukker op. (Efterskrift til Politivennen)

Fruerne Bilsted og Müller byder Gæsterne ind.

Som altid er ogsaa i Aar Frederiksberg Samaritan den første, der aabner sine Døre for sultne og trængende Mennesker. 

Det skete i Gaar, og denne Gang er Samaritanen indstalleret i den gamle Politistation paa Hjørnet af Pilealléen og Runddelen.

Her var Fru Dr. Bilsted, Fru Müller og andre Damer i Gaar Formiddag Kl 10 parate til at modtage de første Gæster, og det var ikke saa helt faa, der straks mødte frem og fik det gode, rigelige Maaltid, bestaaende af Grød, varm Mælk og Brød. Ialt mødte der 70-80 Mennesker hvilket var betydeligt af en første Dag at være.

Der skal altid gaa nogle Dage, inden det er blevet rigtig bekendt, at Samaritanen har aabnet sine Døre.

Samaritanen er aaben hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 10-12 indtil henad April - hvis Pengene da slaar til.

De skal imidlertid komme ind, thi der bliver vist desværre denne Gang stærkere Tilstrømning end de andre Vintre til den varme Mælk og Grød. 

(Aftenbladet (København) 16. januar 1924).

I 1922 holdt Frederiksberg Samaritan til i beværtningslokalet "Lynetten" på Alleenbergs grund. I 1923 var der desuden maduddeling i Tvedes Bryggeri på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Fotoen stammer fra Nationaltidende 19. januar 1922.

Foto fra Aftenbladet (København) 31. januar 1923. Også dette år foregik maduddelingen i Alleenberg, hvor pladsforholdene var ringe. Ved vinduet bestyrerinden Fru Dr. Bilsted.

Allegade. Den gamle politistation. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".