Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".

Livet paa Lossepladsen. (Efterskrift til Politivennen)

En Verden ... nær og dog saa fjern fra det borgerlige København. - Hvor "klunsepillerne" gaar Julen i Møde.

Der er en Verden udenfor Verona ... København er heller ikke "Strøget" alene eller Adelgade eller Falkoneralleen . eller Sundholms forholdsvis velordnede Husvildebarakker. Vor By er storladen og mærkelig i sin Mangfoldighed. Uhyggen, Tragedien og Armoden trives Side om Side med det lyse, lette Smile. Fattigdommen favnes af den rørende Idyl ... Disse Billeder taler i Virkeligheden for sig selv.

Fovilder man sig ud ad Enghavevej, et godt Stykke længere end Sporvognen kører, støder man helt ovre ad Gl. Køgevej til paa et Skilt: "Til Kommunens Losseplads". Svingfulde Skraldevogne rasler forbi, behængt med sælsomme Effekter, et flænget Olietryk i en Ramme, der er løsnet i Hjørnerne, et rustens Cykelhjul ... Man gaar indenfor Porten, et halvt hundrede Skridt fremefter, og en fantastisk Lilleverden,  "Klunsepillerne"s beskedne Paradis aabenbarer sig. 

Her ligger "Hus" ved "Hus", der synes frembragt under en Storm-Petersens geniale, men barokke Vanvidsglimt. Hvert Øjeblik venter man at se en mosgroet Gentleman i Diplomatfrakke, med frodigt haveanlæg i Hatten og Hængelaas over Maven træde frem af disse Skure, hvori alle Lossepladsens tilfældige Brokker er gaaet op i en højere Frihed.

Men det er ikke netop hin Type, der dominerer herude. Københavns Klunsepillere er et baade stræbsomt og flittigt Folkefærd. Det er de ogsaa nødt til at være, hvis de vil opnaa noget i Retning af en Dagløn ved deres kummerlige Haandtering. Man er Specialister i den Branche. Eli samler udelukkende Klude, én Svinefedt, én Metaller ... Iagrene sorteres omhyggeligt af Kvinder og Børn, medens Fatter virker. Det trænede Øje finder Værdier, hvor vi andre gaar ligegyldigt forbi, og det gælder om at værne sit Skat kammer for uindbudne Gæster. Derfor ser man disse pudsige Skilte, som 1 Omgivelserne her virker dobbelt sørgmuntre: "Hunden bider --" eller "Naar Døren er lukket, er Hunden - - løs".

Børn og Dyr i Klunsebyen.

Utroligt, at der lever Mennesker herude Aaret rundt klods op ad og til Dels paa selve Lossepladsens Skarnhelvede. Ja, i et af Opholdsrummene bor endog en blomstrende Klunsefamilie paa Mand, Hustru og 8 Børn. Nogle Stykker bliver i Hast sammenkaldt fra legen paa Lossepladsen og stillet op for Fotografen. De er overdaadig snavsede og forpjuskede - hvor kan de være anderledes? - men søde og friske og med Børns Sædvane stærkt benovede over den uvante Situation.

En ældre Mand i Kofte til Fødderne kommer os i Møde, drivende foran sig et Par Ænder, der har forivret sig for langt bort fra de hjemlige Enemærker i Søgen efter nye og fremmedartede Delikatesser.

- Godt, man har lidt Julemad, siger han i Forbifarten.

Vi følger med ham ned til hans Hus. der ligger i en sumpet lavning. størknet af Frosten. En hjerteskærende Tanke trænger sig uvilkaarligt frem: Hvordan ser her mon ud i Tøvejr?

Denne Mand, hvis Væsen er venlig Ro, har øjensynlig fundet sig til Rette her paa sin lejede Grund a 8 Øre pr. Alen. Han har gjort sig Umage med sit lille Træhus, der er mere velbygget end de fleste andre i Klunsebyen. Og han har hygget sig her med Hund og Kat og et Mylder af prægtige Kaniner, der betragter de Fremmede med store forbavsede Øjne, hvori der ikke er Anelse af Forskræmthed. Og saa Høns er der i Masse med Tilhold i Overdelen af en gammel, frønnet Omnibus.

Den tunge, graa Decemberhimmel hænger over os, svanger med Frost og Sne. Bag Kalvebod Strand, der udvider sig mod Køge Bugt, ligger Amagers Lavland med Kongelunden i bleg, vinterlig Dis. I Nordvest fortoner Københavns Stenmasser sig med skystræbende Spir og Fabriksskorstene.

Det er netop i den daarende Eftermiddagstime, da "Strøget" og Broernes Julebutikker springer ud med et funklende Lyshav ... kun lossepladsen ligger hen I et trøstesløst Øde her paa Randen af Byen og det hvide Land, et Øde, der dog ikke savner det lille forsonende og rørende Smil.

(Aftenbladet (København) 19. December 1928).

Foto fra Nationaltidende 11. august 1927, 2. udgave af lossepladshuse ved Enghavevej. 

Bræddeskur et ikke navngivet sted i Københavns omegn: Bræddeskur med græstørvsvæg. Aftenbladet (København) 28. maj 1927.

Saadan lever Mennesker i Efteraaret 1928! (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem vil skaffe en nødstedt Moder og hendes 5 Børn en lille Lejlighed i Byen?

Lysthuset i Husum, hvor Efteraarsstorme og Regnen har frit Spil overfor de ulykkelige Beboere.

Under et Besøg i det yderste Husum i Gaar fik vi henledt Opmærksomheden paa et Forhold, der raaher til Himlen. I et lille faldefærdigt Lysthus paa Hjørnet af Kildeløbet og Vesterløkken boer en forladt Hustru med sine 5 mindreaarige Børn, 3 Piger og 2 Drenge indenfor Alderen 6-14 Aar.

Da vi i den sivende Efteraarsregn ad de opkørte og moradsagtige Veje naaede frem til Stedet og saa det lille Hjem ligge foran os, var der virkelig et Øjeblik, hvor man tog sig til Hovedet og indvendte overfor sig selv: Dette er umuligt! Saaledes faar ingen Moder med 5 Børn Lov til at bo i vor humane Tid med Boligtilsyn og alt dertil hørende?

Desværre er Sandheden, hvorom ogsaa Fotografens Plade taler sit tydelige og brutale Sprog: Hun faar Lov lil del!

Huset er i sin Tid opført af en "Selvbygger". Materialet er Slaggeplader med store, løse Mellemrum, der flere Steder er blevet til aabne Huller. I Huset findes ikke et Rum uden saadanne Mindelser af Tidens skarpe Tand, hvorigennem Blæst og Kulde huserer, og naar vi yderligere af Selvsyn tilføjer, at Regnen i hver af de to smaa Værelser, i Køkken og Forstue, drypper ned, endda det er med et mildt Ord uforsvarligt, naar Børnene faar Lov til at gaa flere Steder, vil man forstaa, at Vinteren i Møde under saadanne Forhold. 

Inde i den største Stue, hvor Sengene efter Omstændigheder flyttes omkring for at undgaa Regndryppene, sidder Moderen, Fru Helga Hansen Dagen lang ved sin Symaskine og arbejder feberagtigt for at holde Hjemmet oven Vande, hvilket i dette Tilfælde uhyggeligt nok kan forstaas haade i bogstavelig og overført Betydning ... Saa længe Kræfterne slaar til, gaar det nogenlunde, men Fru Hansen, som er svagelig efter alvorlige Operationer, ser med den sorteste Bekymring Fremtiden i Møde - mindre af Hensyn til sig selv, men hvorledes vil Skæbnen forme sig for Børnene, som endnu har deres Sundhed i Behold og trods de smaa Kaar er pæne og velholdte.

Boligtilsynet har været alarmeret. Det har set paa Lysthuset, men ikke ment at kunne gøre noget for den forladte Moder og Børnene, før Husets Ejer, en Murermester i Husurn, lader dem sætte paa Gaden, d. v. s. ud i Moradset. Og det kvier han sig naturligvis ved, selv om han ikke har set Husleje siden Marts Maaned i Aar.

Selv sidder han daarligt i det og har ikke Raad til at give Huset den ret kosthare Hovedreparation, som tiltrænges.

Først naar Kongens Foged har været i Virksomhed, vil Autoriteterne kunne træde til og aabne Moder og Børn Adgang til en af de kommunale Husvildeharakker.

Saaledes staar Sagerne altsaa, at Fru Hansen næsten maa ønske at blive sat paa Gaden. Forandringen kan i hvert Fald ikke blive til det værre!

Findes der ikke en varmhjertet Husvært, der vil tage Affære og stille en lille Lejlighed til Raadighed for den nødstedte Moder og de 5 pæne og velopdragne Børn? Han skal ikke gøre det gratis. Fru Hansen kan betale en mindre Husleje.

Den Husvært, som her træder hurtigt til, vil gøre en god Gerning. Henvendelse kan ske direkte til Fru Hansen, Vesterløkken 29, eller til "Aftenbladet"s Redaktion. En eller anden Husmoder, som maaske har lidt Syarbejde at tilbyde, er ligeledes velkommen.

(Aftenbladet 31. oktober 1928).

Sult og Kulde. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.

Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.

De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.

Interview med Jobs. Nielsen.

Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?

- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.

- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?

- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.

- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?

- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.

- - -

Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).

En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.

Frederiksberg Samaritan lukker op. (Efterskrift til Politivennen)

Fruerne Bilsted og Müller byder Gæsterne ind.

Som altid er ogsaa i Aar Frederiksberg Samaritan den første, der aabner sine Døre for sultne og trængende Mennesker. 

Det skete i Gaar, og denne Gang er Samaritanen indstalleret i den gamle Politistation paa Hjørnet af Pilealléen og Runddelen.

Her var Fru Dr. Bilsted, Fru Müller og andre Damer i Gaar Formiddag Kl 10 parate til at modtage de første Gæster, og det var ikke saa helt faa, der straks mødte frem og fik det gode, rigelige Maaltid, bestaaende af Grød, varm Mælk og Brød. Ialt mødte der 70-80 Mennesker hvilket var betydeligt af en første Dag at være.

Der skal altid gaa nogle Dage, inden det er blevet rigtig bekendt, at Samaritanen har aabnet sine Døre.

Samaritanen er aaben hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 10-12 indtil henad April - hvis Pengene da slaar til.

De skal imidlertid komme ind, thi der bliver vist desværre denne Gang stærkere Tilstrømning end de andre Vintre til den varme Mælk og Grød. 

(Aftenbladet (København) 16. januar 1924).

I 1922 holdt Frederiksberg Samaritan til i beværtningslokalet "Lynetten" på Alleenbergs grund. I 1923 var der desuden maduddeling i Tvedes Bryggeri på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Fotoen stammer fra Nationaltidende 19. januar 1922.

Foto fra Aftenbladet (København) 31. januar 1923. Også dette år foregik maduddelingen i Alleenberg, hvor pladsforholdene var ringe. Ved vinduet bestyrerinden Fru Dr. Bilsted.

Allegade. Den gamle politistation. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Sukkerhusets Brand. (Efterskrift til Politivennen)

Sukkerhuset, Helsingørsgades Sukker-Raffinaderi, De danske Sukkerfabriker var gentagne gange siden dens etablering i 1872 udsat for brand: 17. april 1886, 23. januar 1904 - hvor mellem 4 og 6000 pund sukker blev ødelagt, men produktionen stoppede dog ikke. En brand den 18. august 1910 anrettede heller ikke stor skade. Den alvorligste brand der samtidig var en af den voldsomste i Københavns historie, skete 3. - 4. februar 1912. 

Kæmpebranden

Branden set fra Dronningens Tværgade kl. 3½ Natten til i Gaar.

Interview med Brandinspektør Friis.

Den største siden Kristiansborgbranden.

Brandvæsnet arbejder efter en forud lagt Plan.

Et glimrende Arbejde af Brandmændene.

Da den indesluttede Arbejder reddedes ud af den brændende Bygning.

Da Social-Demokraten i Gaar Morges spredte sin udførlige Beretning om Kæmpebranden ud over Byen, voksede Tilstrømningen til Brandstedet enormt, og hele Dagen var Borgergadekvarteret sort af Mennesker.

Blandt Folk var der almindelig Glæde over Udsigten til at se Byen befriet for den Samling elendige usunde Rønner, der har staaet altfor længe som en Skændsel for Byen. Der herskede den dybeste Medfølelse med de stakkels Mennesker, der var bleven ruinerede ved Branden.

Om de nærmere Enkeltheder ved den store Katastrofe skal vi meddele følgende:

Kl. 2,20 Nat lød Brandallarmen til Hovedbrandstationen, og Brandinspektør Friis rykkede straks ud med Stor Udryknings det vil sige Dampsprøjte med tilhørende Stige og Slangemateriel.

VI bad i Gaar Hr. Friis fortælle om sit første Indtryk af Kæmpebranden.

"Lad mig først sige, udbrød Hr. Friis, at Natten til i Gaar var den børste Kraftanstrengelse, det københavnske Brandvæsen har udvist siden Kristiansborg Slots Brand.

Straks da jeg i Brandbilen fra Vingaardsstræde svingede ind paa Kongens Nytorv, saa jeg en Ildsøjlen paa 70 a 100 Fod og jeg var klar over, at ikke alene den mægtige Fabrik, men hele det omliggende Kvarter stod i Fare.

Ilden maa have bredt sig med en rasende Hurtighed, thi da vi kom ind af Porten i Helsingørsgade stod hele Raffinaderiet i Flammer

Efter at have givet mine første Ordrer ilede jeg om mod Dronningens Tværgade. Hele Pladsen her var opfyldt af en kvælende Røg, saa det næsten var umuligt at se en Haand frem for sig.

Grundplan over Fabrikskomplekset.

Det sorte betegner de Dele, der er brændte. Det hvide Kryds betegner Trappen, hvor Ilden formentlig er begyndt.

Folk kom ilende imod mig og raabte forvirret, at der var en Mand oppe i den brændende Bygning, der ikke kunde komme ud. Hvor han var, vidste ingen. Man kunde høre hans fortvivlede Raab om Hjælp. Ved min elektriske Lygtes Skin lykkedes det mig at faa et Glimt af Mandens Hoved at se. Straks efter væltede den sorte Røg atter frem og Manden forsvandt. Nok en Gang fik jeg ved Hjælp af Lygten Mandens Hoved at se.

Stigen fra Adelgades Station blev med Lynets Hastighed rejst. Sprøjtefører Søderlund sammen med Brandmand 140, Johansen, entrede uforsagte op ad Stigen og som ved et Under fandt de hurtigt Manden, men i en skrækkelig Situation.

Vinduet til det Lokale, hvor han opholdt sig, var forsynet med Jærnsprodser. Manden havde forsøgt at komme ud, men Pladsen mellem Sprodserne var for snæver, saaledes at han var kommen i Klemme.

Det gjaldt Sekunder, om Mandens Liv skulde reddes. Søderlund gav sig til at hugge løs paa Vinduet med sin Økse, men pludselig knækkede Skaftet. Saa tog Johansen fat, og det lykkedes at faa Manden ud.

Paa Korpsets Vegne var jeg stolt over de to Brandfolks Bedrift. Med Fare for deres eget Liv havde de reddet et Menneske.

I det hele, udbrød Inspektøren, er det en Fornøjelse at arbejde med et Korps som vort.

Vi har i mange Aar været klar over, at Sukkerhuset, indelukket mellem en Række brandfarlige Huse, hørte til det mest farlige i København. Der er derfor for flere Aar siden udarbejdet en Plan over, hvor hver enkelt Sprøjte skal tage Opstilling, og det hele virkede som et Uhrværk. Og ene og alene det skyldtes det, at ikke hele Borgergade-Kvarteret gik op i Luer og maaske Menneskeliv gik tabt.

Foruden fire københavnske Dampsprøjter mødte Holmens Dampsprøjte paa Pladsen, ligesom vi fik Assistance af Militæret.

To Ting gjaldt det særlig om at forhindre, og det var, at Ilden bredte sig til de omliggende Huse i Adelgade og Borgergade samt til den vældige Lagerbygning, der grænsede op til det brændende Raffinaderi, hvor der opbevaredes Tusinder af Sække med Sukker. Dette brænder som Krudt, og var Ilden naaet dertil, var ikke alene kolossale Værdier bleven ødelagt, men vi havde trods alle Anstrængelser ikke undgaaet en Kvarterbrand.

Det lykkedes os at redde Lagerbygningen ved at dænge Vand over Taget. For Adelgades Vedkommende hjalp det os, at Gavlmurene blev staaende og hindrede Ilden at brede sig. Der blev lagt Slanger ind overalt og posteret Brandmænd. Lejlighederne blev ryddede for alt brændbart. Alligevel gik nogle Baghuse i Borgergade i Løbet. I Nr. 45 styrtede en Gavl ned. Ved et Vidunder undgik et Hold Brandmænd at blive ramt af de nedstyrtende Murmasser.

En stor Gene for os var den stærke Frost. Saa snart vi et Øjeblik holdt op med at sprøjte, frøs Straalerørene, og vi maatte flere Steder benytte Gasapparaterne i Køkkenerne for at faa Straalerørene tøet op.

Ialt var der mellem 25 og 30 Slanger i Brug.

Men, slutter Inspektøren, lad mig endnu en Gang sige, naar det ikke gik værre end det gik, skyldtes det det udmærkede Samarbejde hele Korpset.

Det er en saadan Nat, at at Standsforskel forsvinder. Ingen Anstrængelser skyes. Der arbejdes med en fælles Følelse af, at her gælder det, at intet Øjeblik spildes, og at alle, Chefen og Brandmænd, gør deres Pligt.

Brandskaden er 2 Millioner Kroner.

1½ Million Pund Sukker brændt.

Der er assureret i 20 Selskaber.

Hvorledes er Ilden opstaaet?

Hvorledes Ilden er opstaaet, er man ikke klar over. Politiassi(stent) Schram var hele Natten tilstede paa Brandstedet, men under al den Forvirring, der herskede, var det selvfølgelig umuligt at tage Forklaring af nogen. Heller ikke i Gaar blev der afholdt noget egenligt Brandforhør. Det finder Sted i Dag.

Vi talte i Gaar med den gamle Sukkermester Røhrs, der er den egenlige Leder af hele den store Virksomhed. Heller ikke han havde faaet noget bestemt oplyst om, hvorledes Branden er opstaaet "Alt var Forvirring i Nat", siger han, "og det er det omtrent endnu.

Efter hvad der er meddelt mig, var det en af Arbejderne ved Navn Høegh, der ved 2-Tiden opdagede, at der var Ild i en Trætrappe (Stedet er betegnet ved et hvidt Kryds paa hosstaaende Grundplan. Han allarmerede hurtigt de øvrige Arbejdere, der med Undtagelse af en enkelt uden Skade slap ud af den brændende Bygning. 5-6 Minutter efter var jeg paa Stedet og sendte en Bil efter Direktør Gammeltoft, der ved Halvtretiden ankom til Brandstedet.

Ilden bredte sig med rivende Hurtighed, hvilket blandt andet skriver sig fra, at Trappen, hvor den begyndte, er af Træ. Dernæst fik Ilden fat i en Elevator, der gaar op gennem hele Fabriksbygningen og ligeledes er beklædt med Træ. Gennem Elevatorslugten befordredes Ilden hurtigt op til alle de øvrige Etager, hvor Sukkeret afgav et brændbart Materiale.

Man har talt om, at Ilden er opstaaet ved, at et Gasrør er sprunget, men hvis det bekræfter sig, at Ilden er begyndt ved Trætrappen, kan den ikke stamme fra et Gasrør, thi der findes ingen Gasledninger paa dette Sted.

Der var, da Ilden udbrød, i alt beskæftiget 30 Mand paa Raffinaderiet. Fabriken har en samlet Arbejdsstyrke paa ca. 300 Mand.

Der er ialt brændt ca. 1½ Million Pund færdigt Sukker og ca. 300.000 Pund Raamateriale, der endnu ikke var bearbejdet.

I det hele er Bygninger, Maskiner og Lager assureret for 3½ Million Kroner. Efter et løseligt Overslag antoges det, at den samlede Brandskade kan anslaas til 2 Millioner Kr.

Tabet falder dog ikke paa et enkelt Selskab. Der er ca. 20 Selskaber, der har fordelt Assurancen mellem sig, der er bl. a.: Nye danske Brandforsikringsselskab "Føniks" og Magdeburgerselskabet.

Fabriken vil ikke mere blive bygget op.

Den flyttes til Appelbys Plads paa Kristianshavn.

Sukkerfabriken indtager lalt et Fladerum paa 22,000 Kv.-Al. Det kan vistnok anses for sikkert, at Fabriken ikke vil blive genopbygget paa dette Sted. Selv om Sukkerfabrikerne skulde ønske det, vil Avtoriteterne selvfølgelig sætte sig derimod.

Sukkerfabrikerne har allerede for mange Aar siden købt Grund til et nyt, moderne Raffinaderi paa Appelbyes Plads paa Kristianshavn, og det var Meningen, at hele Virksomheden skulde flyttes derud.

Denne Plan blev imidlertid krydset ved, at Trusten for nogle Aar siden købte Larsbjørnstrædes Sukkerhus og en Del af Virksomheden blev flyttet derhen, og Planen om Flytningen blev foreløbig opgivet.

Samtidig med Flytningen var udarbejdet en Plan om Opførelse af et stort, nyt Kvarter paa det Sted, hvor Fabriken ligger, med en ny Gade fra Helsingørsgade til Dronningens Tværgade og Sukkerfabriken havde erhvervet en Del af de gamle Ejendomme, der omgiver Fabrikskomplekset.

Nu vil Fabriken rimeligvis blive flyttet ud paa Appelbyes Plads, og de gamle Huse, der omgiver den, blive raseret, og som et Resultat af den Brand, der ødelagde Værdier for 2 Millioner Kroner, vil være, at der rejser sig et nyt Kvarter paa det Sted, hvor den stinkende Fabrik og de mange usle Rønner har ligget

Fabriken yder de brandlidte Arbejdere Erstatning

Virksomheden fortsættes foreløbig andet Steds.

Som ovenfor nævnt, beskæftigede Fabriken ca. 300 Arbejdere. De fleste af dem har mistet deres Arbejdstøj og Ting, de havde beroende paa Fabriken. Efter hvad der meddeles os, vil Aktieselskabet yde Arbejderne Erstatning for, hvad de har mistet.

Forhaabentlig vil det stenrige Selskab ogsaa udstrække Hjælpen til de fattige Familier i Adelgade og Borgergade, der har faaet deres fattige Ejendele ødelagte af Ild og Vand eller ved at rykke ud med det af Lejlighederne.

Hvad selve Fabriksvirksomheden angaar, vil denne blive fortsat paa Raffinaderiet i Larsbjørnsstræde, der i den sidste Tid har staaet stille. Allerede i Gaar blev der gjort Forberedelser til at faa Virksomheden optaget der. Ogsaa paa Raffinaderiet i Lyngby vil der være Plads for mere Virksomhed.

Der bliver derfor ikke Tale om nogen lang Arbejdsløshed for de 500 Arbejdere.

De ruinerede Familier.

Ingen Assurance.

Der stjæles fra de arme Mennesker.

Folk bor i Ruinhobene.

Pastor Bast tilbyder Husly og Mad,

Branden er gaaet forfærdelig haardt ud over en Del fattige familier, der boede i de usle Baggaardsrønner i Borgergade.

Alt Indbo er ødelagt af Røg og Vand; kun ganske enkelte Mennesker havde bjærget en Del af deres Ejendele, som de havde stablet op i Porte og Gaarde, men dette har Tyvene benyttet sig af i udstrakt Grad.

Kun en enkelt af de brandlidte Familier havde assureret - de fleste var ydermere forud hærget af langvarig Arbejdsløshed.

Borgergade Nr. 45.

Baghuset til Borgergade Nr. 45 er totalt knust under den kæmpemæssige Gavl fra den brændte Sukkerfabrik. Taget er styrtet summen, kun Midterpartiet af Huset er bleven staaende, saa at der ad en snørklet Trappe, opfyldt med Murbrokker og Isklumper er en Passage helt op til Toppen af Ruinhoben, hvorfra man har Udsigt over hele Brandpladsen.

I denne Bygning boede paa 1. Sal Maler Bakkendorf med Kone og 3 Børn. Paa 2. Sal Arbejdsmand Møller, der ligeledes har 3 Børn. Disse Familier har lidt overordentlig stor Skade og har desværre ikke assureret. Paa 8. Sal var det, at Brandvæsenet Lørdag Nat fandt et Kvindelig. Det viser sig nu at være en meget gammel Enkefru Andersen, der længe havde ligget syg og var død, forinden Ildebranden brød ud. Desuden boede der i Huset en enlig Kvinde, Md. Tanggaard. Efter hvad Beboere i Forhuset oplyser, er det lykkedes disse Familier at faa foreløbigt Tag over Hovedet hos Slægt og Venner.

Søfyrbøder Jensen i Forhuset paa 3. Sal vaagnede om Natten Kl. 2 ved Raabene fra Gaden. Han saa Brandskæret og mærkede den tykke Røg. I en Fart vækkede han sin Hustru, og med det lille Barn paa Armen løb de paa bare Ben til Prinsensgade, hvor Jensen hos en Familie fik anbragt Hustru og Barn.

Jensen fortæller, at han, da han kort efter vendte tilbage, opdagede, at en lille Æske med et kontant Beløb paa 10 Kr. var stjaalet. Han har i længere Tid været arbejdsløs, og er nu aldeles ruineret.

Beboerne i Nr. 35.

I Nr. 35 i Borgergade havde vi Lejlighed til at tale med en af Beboerne i Forhuset. Han fortalte følgende:

"Det var en forfærdelig Nat. Vi blev vækkede ved det vældige Brandskær og de frygtelige Drøn, og Branden maa have grebet om sig med en utrolig Fart, thi faa Minuter efter blev vi fordrevne af den kvælende Røg. Vi maatte flygte ud paa Gaden med Børnene paa Armen, rædselsslagne og fortumlede. Kulden var frygtelig - navnlig for Børnene. Her i Forhuset har vi allesammen assureret, men det maa være en frygtelig Katastrofe for Baghusets Folk; de faar ingen Erstatning, og deres Indbo er dog aldeles gaaet tabt. Vi andre har dog det meste af vort i Behold, selv om det er slemt tilredt af Sod og Røg.

De skulde have set den Hærskare af Rotter, der flygtede fra de brændende Rønner og fra Fabriken; De gør Dem intet Begreb derom.

I Baghuset her i Ejendommen bor 3 Familier, alle med Børn. Paa 1. Sal Arbejder Søballe, paa 2. Sal Arbejder Hansen, og paa 8. Sal Arbejder Junge.

Fra Gangvinduet vil De kunne se Lys i adskillige Vinduer i Baghusene Nr. 89 og 41. Det er Beboerne, der er flyttet ind i Ruinhobene." 

Vi undersøgte denne sidste Oplysning, og den viste sig at være rigtig. I Ruinerne var Beboerne flyttet ind i de sørgelige Rester af "Lejlighederne". Der bør snarest gøres noget for at skaffe dem ordentlig Husly, thi Opholdet i de brandlidte Rønner er livsfarligt.

Fra Brandstedet.

Der strømmede - som ovenfor nævnt - Dagen igennem store Menneskemasser til Brandstedet. Sukkerfabrikens Ruiner frembød et fantastisk Skue. Ned fra de høje, sodede Mure hang mægtige Istapper som herlige Draperier. Brandvæsenet, der havde haft uhyre Anstrængelser Natten mellem Lørdag og Søndag, kunde Løbet af Dagen gradvis indskrænke Arbejdsstyrken. Kl. 3 Eftermiddag kørte den sidste Dampsprøjte hjem til Fælledvejens Station, medens Slukningsarbejdet fortsattes med Slanger.

Endnu langt, ud paa Natten stiger svære Røgskyer op fra Fabrikens Ruiner som Krempebrandens Stønnen under Dødskampen med Brandvæsenet - sin overmægtige, sejrrige Fjende.

(Social-Demokraten 5. februar 1912).

Udsnit af forsiden på Aftenbladet (København) 5. februar 1912. Billedteksten lyder. 1. En Kvist i et Baghus i Borgergade overiset. 2. Dampsprøjten i Funktion i Borgergade. 3. En Dampsprøjte der arbejder i Sukkerhusets Gaard om Morgenen. 3. Den reddede Arbejder Henriksen.

Branden

Det vil vare flere Dage før Ilden er slukket.

Flere Mure truer med at styrte sammen.

Frygtelig Nød hos de brandlidte Familjer.

Besøg i Borgergade 41

Sukkerfabrikerne bør hjælpe de Husvilde.

Vort Billede viser en Udsigt over de ødelagte Baghuse i Borgergade. Fabrikens Brandmur er bygget tæt op til dem, enkelte af dem fandt her en højst nødvendig Støtte. Ved Branden styrtede Murene ned og knuste ubarmhjærtig de gamle, frønnede Tage. Det er Husene fra Nr. 35 til Nr. 46, der ses paa vort Billede. Tilhøjre og i Baggrunden ses Ruinerne af de brændte Bygninger; Skorstenen staar, men er kommet til at hælde.

I Forgrunden er Baghuset til Nr. 46, hvis knuste Tag tager sig prægtigt ud, et helt Ispalads, straalende i de fineste grønlige, blaa og hvide Farver. Heldigvis rømtes de gamle Huse i Tide, saa intet Menneskeliv gik tabt.

Ilden er langtfra slukket endnu. I Sukkerfabrikens Grund har den endnu stærkt Tag, skønt Brandvæsenet nu i flere Døgn har over dænget den mod uhyre Vandmasser. Paa forskellige Steder i Borgergade og Adelgade er der fremdeles posteret Brandmænd, der fra Kvistvinduerne i Baghusene dirigerer Vandstraalerne fra de store Slanger hen over de Steder i Fabrikens Ruiner, hvor Ilden endnu har hævdet Stillingen.

Vi gik i Gaar op i Baghuset i den brandlidte Ejendom i Borgergade Nr. 31. Det meste af denne Bygning har været optaget af E. Hansens Snedkeri, kun den gyselige Kvistlejlighed var beboet af en polsk Familie. Ad den delvis bevarede Trappe er en Brandslange dirigeret op til Tagetagen. Vi følger Slangen og træffer paa Kvisten Brandmand Nr. 49 paa sin Post. Taget er fuldstændig knust, og man har fra dette Sted udmærket Overblik over Brandstedet. Samtale med Brandmanden følger vi i nogen Tid hans interessante Arbejde. Inde mellem Fabrikens høje, ramponerede Mure brænder der endnu et stort Baal. Paa det Sted, der rammes af Straalen herfra er der øjensynlig ingen Ild, men Brandmanden viser os, at saa snart han retter Straalen andet Steds hen, blusser Baalet op igen med stærkere Kraft. "Her stod jeg sidste Nat," fortæller han, "ved Slangen fra en Dampsprøjte. De kan stole paa, at jeg kunde holde Varmen. Det haarde Arbejde og den modbydelige, kvalmende Røg hindrede mig desværre i at nyde Synet af Branden."

Det vil vare 3-4 Dage, inden Ilden helt er slukket.

Der vil endnu kunne ske yderligere Skade, idet flere Mure fra de brændte Bygninger truer med at styrte sammen.

Politiet har afspærret alle de farlige Steder, for at forhindre Folk i at trænge ind i Husene og komme til Skade.

Masser af Mennesker i Kvarteret.

Hele Dagen i Gaar bølgede store Menneskemasser frem og tilbage i Borgergade og Adelgade. Tilstrømningen var stærkest ved 8-Tiden om Aftenen, og Politiets Arbejde med at holde de Nysgerrige borte fra de farlige Steder var ret svært.

Branden har haft den Virkning, at Mængder af københavnske Borgere har faaet et Indblik i Boligforhold saa elendige og frygtelige, at mange vilde have forsvoret deres Eksistens her i Byen.

Bedre end de mest gribende Ord og Illustrationer har den nøgne Virkelighed belært Hundreder af Mennesker om, hvor haardt der trænges til et rationelt Arbejde for at skabe gode Boliger til den arbejdende Befolkning og skaffe os af med de Hundreder af elendige Huler, som de brandlidte Ejendomme i Adel- og Borgergade kun er en Brøkdel af. Man kunde Gang paa Gang i Gaar høre Folk udbryde: "Bare dog Ilden havde jævnet hele Kvarteret med Jorden!"

De husvilde Beboeres frygtelige Nød.

Besøg hos en brandlidt Familje i Borgergade 41.

Der hersker den frygteligste Nød hos de af Branden ruinerede Beboere. Som allerede omtalt er en stor Del af dem Folk, der i Forvejen er hærget af lang og bitter Arbejdsløshed, og som ikke har assureret for en Øre. En stor Del af Baghusets Beboere var polske Familier, som ingen rigtig ved, hvad der er bleven af. Flere af dem er ved Branden bleven spredt som Avner for' Vinden.

Vi aflagde i Gaar et Besøg hos Fru Christiansen, der paa 1. Sal i Forhuset i Borgergade 41 har et lille Pensionat med 3 Mand i Kost og Logi. Vi havde til Hensigt at søge Oplysninger hos Fruen om den Skæbne, som var overgaaet Beboerne i Baghuset i Nr. 41, der hører til de af Branden stærkest angrebne.

Hos Fru Christensen træffer vi en af de husvilde Familier fra Baghuset, Arbejder Christoffersen, med Hustru og 2 Børn. Baade Hustruen og de to Smaapiger bærer tydelige Vidnesbyrd om, at de endnu ikke har forvundet Rædselsnattens Kulde, Skræk og Fortvivlelse.

Christoffersen fortæller.

"Min Hustru og jeg var halvkvalte, da vi vaagnede i alleryderste Øjeblik. Vi sprang ud af Sengen, og vor første Tanke var naturligvis Børnene, som vi fik klædt saa nogenlunde paa.

Jeg selv og min Hustru fik kun de nødtørftigste Klæder paa - min Kone endda daarlig nok det. Hun kom afsted med Kludesko paa og uden andet end lige Kjolen til at holde den frygtelige Kulde ude. Hvad jeg tænkte - ja Skrækken lammede os, saa vi kun rent instinktmæssig begreb det ene: Flugten. Da vi kom ud paa Trappen, var den spærret af en kvælende Røg, som det vilde have kostet Livet - tror jeg - at trænge igennem. Men, som De vil se, er der en Bro mellem Baghus og Forhus i 2-Sals Højde og ad en Vej reddede vi os over til Trappen i Forhuset Paa Gaden løb vi i strakt Karriere frem og tilbage for at holde Varmen, i Minuter efter vor Flugt brasede Taget nød, og Trappen ramlede sammen, saa De vil se, at vor Redning var noget af et Mirakel.

Christoffersen fortæller om nu udførligt om de øvrige Familier Baghuset. Ved Siden af paa 8. Sal boede en Familie med mange Barn og under meget smaa Kaar, ogsaa da har kun den haabløseste Elendighed for Øje. Paa anden Sal boede Familien Almin, der ogsaa reddede sig ad Løbebroen. Desuden var der en Aviskone med Børn. Hun har faaet lidt ved det Blad, hun gaar med, men ogsaa hun er fortvivlet stillet I Stuen boede en gammel Kone, Md. Jeppesen, der havde yderst lidt at leve af; hun mistede hver en Stump, hun ejede, og græd bitterlig over at maatte flytte, da de øvrige Beboere havde hjulpet hende af og til. Hun bor nu i Borgergade 118, 2. sal.

Fru Christiansen fortæller.

"Jeg vaagnede ved det stærke Brandskær, som kastedes tilbage fra Huset paa den anden Side af Gaden. I en Fart vækkede jeg mine tre Kostgængere, og vi løb over i Baghuset for at allarmere. Trappen var da saa fyldt af tyk, kvælende Røg, der virkede dobbelt forfærdende i det Bælgmærke, der herskede i Baghuset. Paa Baghusets Trappe stødte vi sammen med Brandfolkene, der allerede var traadt i Virksomhed, og som raadede os til hurtigst at komme ud paa Gaden. Vi tilbragte da den skrækkelige, kolde Nat paa Gaden i stadig Angst for, at ogsaa vore Hjem skulde brænde.

Sukkerfabrikernes stenrige Ejere bør hjælpe de Ulykkelige.

Det maa være Sukkeraktieselskabets uafviselige Pligt uopholdelig at komme de stakkels Mennesker, der er ruineret ved Branden til Hjælp. Fabriken har gennem mangeaarig, overordentlig indbringende Virksomhed udsat de fattige Beboere for stadig Brandfare. Fabrikens Brand har bragt dem i en Tilstand, der for de flestes Vedkommende kræver øjeblikkelig Hjælp, hvis de ikke skal gaa til Grunde.

Det er da at vente, at der meget snart vil foreligge Meddelelse fra Sukkertrusten om, hvor og hvor ledes der vil blive ydet de Brandlidte Hjælp.

Fra Pastor Bast

har vi i Gaar modtaget følgende Meddelelse:

Foranlediget ved talrige Anmodninger i Dagens Løb fra Brandlidte Adel- og Borgergade, der er i den yderste Nød, tilbyder Centralmissionen gratis at administrere de Bidrag, man vil ofre til at afhjælpe den øjeblikkelige og mest knugende Nød. Vi vil oprette et særligt Kontor i Stokhusgade Nr. 2, hvor disse Nødlidende kan henvende sig, og foruden vore to Varmestuer i Krypten vil vi aabne Varmestuer i vort Lokale paa Hj. af Adelgade og Prinsensgade fra i Morgen tidlig (den 6. Februar). Send straks Deres Bidrag under min Adresse. 

Anton Bast,

Stokhusgade 2.

Forhør i Gaar paa St. Kongensgades Politistation.

I Gaar holdtes det første Brandforhør paa St. Kongensgadés Politistation. Der var tilsagt en Del af Arbejderne. Sukkermester Rørhrs m. fl.

I Forhøret, der lededes af Politiassistent Schram fremkom der ikke noget bestemt, hvoraf det kan fremgaa, hvorledes Ilden er opstaaet.

Formodningen om, at Ilden stammede fra et Gasrør ved Trætrappen, der gaar op igennem Fabriksbygningen, har man opgivet. Som vi allerede meddelte i Gaar, findes der ingen Gasledninger paa dette Sted.

Derimod troer man paa Grundlag af de afgivne Forklaringer, at der er nogen Sandsynlighed for, at Ilden er opstaaet mellem 1. og 2. Sal ved, at et Damprør er bleven så ophedet, at det har antændt Isoleringsmaterialet.

Forhøret fortsættes i Dag.

Som meddelt i Gaar er ca. 20 Assuranceselskabet fælles om Assurancen, som udgør 3½ Mill. Kr.

Repræsentanter for disse Selskaber holdt i Gaar et Møde paa "Ny danske Brandforsikringsselskab"s Kontor, hvor man enedes om at nedsætte et Udvalg, der skal udregne Skaden paa Varer og Inventar.

Brandskaden paa Bygninger vil senere blive vurderet.

(Social-Demokraten 6. februar 1912).

Nationaltidende 5. februar 1912 bragte ovenstående kort over Sukkerhuset.

På Kbhbilleder findes et foto beskyttet af ophavsret med de rygende ruiner efter branden. Billedet angivet til at være fremstillet den 3. februar 1912.

Kæmpebrand i København.

Helsingørsgades Sukkerraffinaderi nedbrændt. - Skaden anslaas til over 2 Millioner Kroner

Gamle Rønner i Luer. - Husvilde. - I Livsfare. - Overisede Brandmænd.

Natten mellem Lørdag og Søndag ved 2-Tiden udbrød Ild i De danske Sukkerfabrikkers store Raffinaderi i Helsingørsgade. - Man aner foreløbig ikke, hvorledes Branden er opstaaet, men man gætter paa, at den er opstaaet ved Selvantænding.

Der var Folk beskæftigede paa Stedet, men trods det bredte Ilden sig meget hastigt i de brændbare Stoffer, som fandtes i Rummene og havde godt fat, inden Brandvæsenet kom.

"Helsingørsgades Sukkerhus" er et mægtigt Kompleks, der strækker sig mellem Borgergade og Adelgade og kiler sig helt op til Dronningens Tværgade. Kvarteret er Byens ældste. En Samling Rønner og Kaserner, som man skulde tro utjenlige til Boliger for Mennesker. Her ligger endnu Huse fra det allerældste København, møre og skøre og udmærket Foder for Luerne. Flere Steder var Gangene saa smalle, at Brandmændene maatte gaa sidelæns, slæbende Sprøjteslangerne efter sig.

Stor Udrykning.

Hele Byens Brandkorps blev allarmeret, da Faren i denne tæt og daarligt bebyggede Bydel jo var meget stor. Der arbejdedes med 8 Dampsprøjter, som posteredes rundt omkring den Karré, hvor Fabrikken ligger, og yderligere saa Brandvæsenet sig snart nødsaget til at rekvirere ekstraordinær Hjælp af en Afdeling Marinesoldater og en Afdeling Ingeniørtropper, hvilken sidste blev kommanderet til Brandstationerne, for at disse ikke skulde staa ganske blottede for Mandskab.

Ilden er Herre.

Brandvæsenet blev hurtig klar over, at Kampen mod Ilden vilde blive haabløs for selve Fabrikskompleksets Vedkommende, men kæmpes skulde der jo for saavidt muligt at begrænse Faren for de omliggende Ejendomme.

Fabrikken ligger helt omgivet af en Kreds af gamle, usle Rønner, og efterhaanden som Ildens Rasen tiltog, ansaa Brandvæsenet det for nødvendigt at kommandere Beboerne ud af Husene, og stor var Fortvivlelsen blandt disse Mennesker, hvorat de færreste vel havde deres Ejendele assureret. Lige det nødvendigste søgte de at bringe med sig fra de truede Boliger.

Ved 3-Tiden stod hele Fabrikskomplekset fra Ende til anden i Flammer, og et pragtfuldt Skue frembød de vældige, buldrende Luer og den Regn af Gnister, der føg op imod den frostklare Himmel. Ilden kunde ses helt over til Malmø, hvis Brandvæsen tilbød Hjælp.

Vandet fryser til Is.

Slukningsarbejdet var utrolig vanskeligt. I den stærke Kulde frøs Vandmasserne øjeblikkelig til Is, og Gangene og de snævre Gaarde var glatte som Skøjtebaner. Gang paa Gang snublede Brandfolkene, og flere af dem fik slemme Skrammer. To Mand maatte køres hjem og tages under Lægebehandling.

Fabriksbygningen styrter sammen.

Med stor Spænding fulgte Brandvæsenet Ildens graadige Rasen, thi man vidste, at der fandtes store Beholdninger af flydende Sukker, og man frygtede, at der skulde opstaa en Eksplosion, som kunde faa de mest uberegnelige Følger.

Heldigvis revnede Beholderne uden at foraarsage større Ravage end den, at det flydende Sukker strømmede ud over alle Bredder og som en flammende Lavastrøm skød sig ud over Gaardsrummet og ud paa Gaden.

Dermed var dog ikke al Fare udelukket, thi i de forskellige Etager af Bygningen var anbragt tunge Maskiner, og efterhaanden som Etage-Adskillelserne svækkedes af Ilden, styrtede Maskinerne under tordenlignende Brag ned i Dybet, jagende Skyer af Gnister himmelhøjt op.

Snart var det forbundet med den største Fare at opholde sig i Nærheden af den brændende Bygning, det viste sig især, da ved 4-Tiden hele den ene Ydermur brasede sammen og fyldte Gaarden med en mægtig Dynge af brændende Ruiner.

I Livsfare.

Paa et tidligere Stadium af Branden var en Arbejder ved Navn Henriksen paa et hængende Haar nær bleven Flammernes Bytte. Han havde den Omtanke, at man burde aabne Ventilerne for Fabrikkens Dampkedler for at afværge den Eksplosionsfare, som ogsaa her kunde være, og medens han var beskæftiget med dette Arbejde, havde Ilden nær spærret ham Tilbagevejen. Pludselig saa man ham staa ved et Vindue i 3. Etage, som var ganske omspændt af Flammerne.

I et Nu blev en Brandstige rejst, og en Brandmand klatrede op for at redde ham. Idet Brandmanden skulde knuse Vinduet med sin Økse, skete det Uheld, at Øksen brast ved det første Slag, og en ny Mand maatte op med en ny Økse, og det lykkedes saaledes i sidste Øjeblik at redde den pligttro Arbejder.

Den største Brand siden Christiansborgbranden.

Først hen paa Morgenstunden var Eden saa vidt begrænset, at Faren for de omliggende Ejendomme kunde anses for udelukket, og Beboerne kunde atter flytte ind. Men endnu brændte det livligt i Ruinerne, og Brandvæsenet fik hele Søndagen optaget med at fuldbyrde Slukningen.

Siden Christiansborg Slots Brand har Brandvæsenet kun en enkelt Gang haft en Tørn at bestaa, der kan ligestilles med denne.

Efter Branden. - Et Ispalads.

Sukkerraffinaderiet var assureret for 3½ Millioner Kr. i "Nye danske Brandforsikring". Den nu skete Skade anslaas til over 2 Mill. Kr. lalt er 1½ Mill. Pd. Sukker brændt.

I Søndagens Løb var Brandstedet naturligvis besøgt af utallige Mennesker, som dog ikke fik Lov til at komme paa nært Hold. Murene frembød et pragtfuldt Skue i deres Issmykke.

For Brandmændene var Natten mere end anstrængende; de var om Morgenen ganske forvandlede til Isfigurer.

Sukker i Rendestenen.

Ud fra Brandstedet strømmede smeltet Sukker i en hed, sort Strøm, der dampende fyldte Rendestenene hele Kvarteret rundt. Gaderne var opfyldte af Sprøjteslanger. Politibetjente og Brandmænd var stationerede ved alle Indgange for at holde Publikum borte fra de farlige Omgivelser.

Hist og her saa man Rester af det Bohave, som i Nattens Forvirring var flyttet paa Gaden, og som Ejermændene havde glemt at faa op igen.

Elendighed.

Vi kigger indenfor i en ussel Baggaard i Borgergade, som vender ud til Fabrikken. En Bagbygning var her berørt af Ilden og fuldstændig ødelagt af Vand.

Ikke des mindre ser vi i en Kælder bag et Par hvidrøde Gardiner i et blegt Ansigt titte frem.

Skønt Huset i den Grad var gennemsivet af Vandet fra Sprøjterne, at der hang lange Istapper ned fra Loftet og Væggene var ganske overisede, havde en stakkels Kone, der boede i dette usle Hul, hvorhen en Solstraale aldrig er naaet, intet andet Vilkaar end at blive boende.

Skal Fabrikken flyttes?

Var Branden indtruffen paa en anden Aarstid, hvor det havde været mindre generende for Beboerne i Kvarteret at blive husvilde for en kort Stund, kunde man næsten have ønsket, at hele den Firkant, hvorpaa Fabrikken ligger, var bleven raseret, thi mange af de Huse. der her maa tjene til Menneskeboliger, burde i Virkeligheden ikke anvendes til det Brug.

I hvert Fald maa det Spørgsmaal rejse sig, om det kan kaldes forsvarligt at genrejse en saa farefuld Virksomhed som et Sukkerraffinaderi i saa brandfarlige Omgivelser.

(Roskilde Dagblad 5. februar 1912)

Sukkerfabrikens Brand.

Der er stadig Ild i Ruinerne.

Mure væltes. - Politiet spærrer Lejlighederne i Borgergade.

København 5. febr.

Den store Sukkerhusbrand i Helsingørsgade vil sikkert blive Brandvæsenet en haard Nød at knække, for trods de Vandmasser, der i Forgaars og i Gaar væltedes ned over Ruinerne, brænder det rigtig lystigt i Grunden endnu, og der er ikke mindste Fremgang at se. Røgen vælter stadig i store Masser op af islagte og istappe frynsede Murbrokker, og Brandmændene dænger ufortrødent Vand paa fra flere forskjellige Sider, idet de har lagt Slangerne til Hvile paa Bukke, saa de slipper for at staa og holde paa dem.

Et særligt Hold er under Ledelse af Inspektør Friis i Færd med at vælte de høje, ludende Mure. Hertil benytter de en af Redningstigerne, som de i tilbørlig Afstand rejser frit op i Luften, og hvorfra de kaster Tove hen om Murkanterne, som de derefter træffer ned. Der er i Nattens Løb sprunget flere Slanger af Frost, og i Morges kjørtes de hjem til Brandstationerne ganske fyldt med Is.

I Dag er der atter kommet lidt Ro over Gemytterne i de tilstødende i Gader, man har faaet et Overblik over Skaden, og i de Huse, som er uberørte af Branden, er Beboerne atter flyttede ind. Men ogsaa i flere af de andre, der vender ud mod Borgergade, er Folk vendt tilbage, selv i de Baghuse, der vender ud mod den brændte Fabrik, og hvis øverste Etager er knust under nedstyrtende Brandmure. Politiet maatte derfor i Dag tage sig Sagen, og efter en grundig gennemgang af de gamle Rønner spærrede man resolut flere af Baghusene af ved at sømme Dørene i og ved at slaa Brædder for indgangene til Gaardene. For at hjælpe lidt paa den Nød, der er optaaet ved, at adskillige har faaet deres Tøj og Bohave ødelagt, har beboerne nu selv begyndt en Indsamling, og ved alle Gadedørene finder man opslaaet Kasser, hvori tilskuerne kan lægge deres Bidrag, tusinder af Mennesker valfarter nemlig stadig til Brandstedet. 

Det foreløbige Resultat af Brandforhørene er blevet, at man antager, at Ilden er opstaaet ved, at et overhedet Damprør har antændt sin Isolation, der atter har forplantet til Træværket, men Forhørene fortsættes dog stadig.

Nogen større Arbejdsløshed ser det imidlertid ikke ud til, at Branden skal medføre, idet adskillige af Arbejderne i Dag er blevet sendt ud til Selskabets to andre Sukkerfabriker, hvor der nu vil blive sat fuld Kraft paa.

Noget Overblik over Skadens Størrelse har man endnu ikke, den anslaas til ca. 2 Millioner, og de talrige Assurandører har i Dag holdt Mode og nedsat et særligt Udvalg til at beregne og fordele Tabene. Brandinspektor Friis er af den Anskuelse, at Ilden ikke vil være fuldstændig slukket før om flere Dage, og tilbage staar faa det mægtige Oprydningsarbejde.

A-t.

Det brændte endnu Mandag Eftermiddag. - Fabrikken flyttes til Islands Brygge.

Kbhvn., Mandag

Hele Natten var der Vagt paa den vældige Brandtomt ved Helsingørsgades Sukkerfadrik, og ved i Midnatstid blussede Ilden saa stærkt op, at Sprøjterne paa ny maatte i Arbejde.

Endnu i Eftermiddag brænder det i Grunden, og fra fire Slanger dynges der Vand ind over dette Kaos af Mure. Bjælker, Maskindele og brændt Sukker. En stor Gavl har lidt saa meget, at den er i Fare for at styrte om. Hvis den ikke falder af sig selv i Dagens Løb, vil Brandvæsenet sprænge den bort.

Den brændte Fabrik ligner stadig et Ispalads, hvis Pragtfuldhed forhøjes af Solens Straaler. I de mange smaa Ejendomme i den umiddelbare Nærhed ser man frysende Kvinder og Børn. Vinternød og Vinterpragt er her mødtes i en underlig Blanding.

I de forløbne Døgn har man hyppigt kunnet se interesserede Assurancemænd færdes paa Brandstedet. Foruden Ry danske Brandforsikringsselskab lider en Række inden- og udenlandske Selskaber Tab. Indtil videre har man opgjort Skaden til 1,830,000 Kr., men man er klar over, at man naar et betydeligt højere Tal.

Direktør Gammeltoft fra "De danske Sukkerfabrikker" har holdt ud med omtrent samme Taalmodighed som Brandmandene. Det siger sig selv, at en Kæmpekatastrofe som denne giver ham adskilligt at tænke paa.

Et er givet: de brændte Fabriksbygninger bliver ikke genopførte. Paa Brandtomten vil der da være nok at gøre for Folk, der har Kræfter og Interesse til at skabe et nyt smukt Kvarter i den indre By til Afløsning af de uhyggelige gamle Rønner.

De danske Sukkerfabriker ejer paa Islands Brygge et kolossalt Areal, hvor man allerede er begyndt med et Sirupskagen. Rimeligvis bliver der nu bygget et Sukkerraffinaderi ved Siden af.

Midlertidig vil man søge at afhjælpe den herskende Arbejdsløshed ved at sætte større Kraft paa Driften af Sukkerraffinaderiet i Larsbjørnstræde. De Arbejdere, der ikke faar Beskæftigelse her, vil blive sat i Arbejde ved den forestaaende uhyre Oprydning paa Tomten.

I Lagrene i Helsingørsgade menes endnu at ligge en saa stor Sukkerbeholdning, at den er tilstrækkelig til at dække tre Ugers Forbrug.

Den pligttro Arbejder. - Da Ilden udbrød Frygtelige Minytter.

Det var Sukkerkoger Henriksen fra Øster Farimagsgade 12, der opdagede Ilden. Han arbejdede oppe paa et Loft og fik da Øje paa, at det brændte i el Hjørne af Lokalet. "Det var kun en lille Smule," fortæller han, "og jeg hentede da en Spand Vand og slog over."

Imidlertid viste det sig hurtigt, at Flammerne ikke lod sig kue dermed. Henriksen løb efter endnu en Spand Vand, men da han vendte tilbage, var Baalet vokset. Han raabte til en Kamerat om at alarmere Brandvæsenet og saa nu vedkommende rive sin Hue af, holde den for Ansigtet og styrte ud.

Et Øieblik var Henriksen betænkt paa at følge efter, men saa kom han til at tænke paa, hvilke grufulde Virkninger en Explosion af Kedlerne vilde have, og resolut løb han derefter ind og lukkede op for Ventilerne.

Nu var imidlertid Udgangene sparrede af Røg og Ild. Han styrtede saa op ad Trapperne, saa højt han kunde komme, og klamrede sig til et tilgitret Vindue, hvorfra han mente, at Brandmændene vilde kunne høre hans Raab.

Hans Forhaabninger blev heller ikke skuffede, thi to Sprøjteførere hørte ham. Blot kunde de ikke straks faa Øje paa ham igennem den kvælende sorte Røg.

De Minutter, der hengik, inden man opdagede ham og fik sat en Stige til Muren, var frygtelige for ham. Han omsluttede i Tankerne sin Familie og sit lille Hjem og beredte sig paa Døden i Flammerne.

Han beroligede sig selv med, at han havde gjort sin Pligt til det yderste, og fulgte nu kun halvt bevidst Brandmændenes ihærdige Forsøg paa at redde ham. Den ene Brandmands Økse gik itu under Arbejdet med at hugge Rammen om Vinduet ud af Muren, men som en Kat var en anden Brandmand oppe af Stigen, og hans Økse holdt. Den pligttro Arbejder var reddet i sidste Øjeblik.

Han slap med at faa sit højre Øje noget forbrændt.

Den Glæde, der i den sene Nattetime var i hans lykkelig Hjem, er det umuligt at beskrive.

(Bornholms Tidende 7. februar 1912)

 Nogle af de ikke brandramte bygninger blev efterfølgende brugt som sækkelager- Her udbrød der brand et par gange. Også sukkerfabrikken i Lyngby var udsat for brand.

Fra den gamle Sukkerfabrik.

X angiver den  Bygning, hvori det brændte.

Branden i Gaar har igen vakt Opmærksomhed om den gamle Sukkerfabrik i Helsingørsgade, som endnu delvis er i Brug; men i Løbet af Sommeren bliver den nye Fabrik paa Appelbyes Plads færdig, og Arbejdet i Helsingørsgade vil da helt ophøre.

I den sidste Tid har Direktionen ladet udarbejde Tegninger over, hvorledes den store Grund, der strækker sig fra Helsingørsgade til Dr. Tværgade, kan udnyttes.

Fra flere Sider er der sket Henvendelse til Sukkerfabrikerne om Køb af Grunden; noget endeligt foreligger ikke, i alle Tilfælde vil Sukkerfabrikerne ikke selv foretage Bebyggelsen, men overlade det til privat Initiativ.

Grunden maaler ca. 22,000 Kv.-Alen, og har en meget betydelig Værdi, og den faar næppe ret længe Lov at ligge ubenyttet hen; men Bebyggelsen burde helst staa i Forbindelse med en Regulering og Ombygning af det omliggende gamle Kvarter, der for Størstedelen bestaar af usle gamle Rønner, lavloftede og skumle, med smaa bitte Gaarde, og som burde ryddes og give Plads for moderne Smaalejligheder, som der er megen Trang for i denne Del af Byen.

(Social-Demokraten 12. juni 1913)

På brandtomten blev der i 1923 opført et garageanlæg, se andetsteds på denne blog.

Som nævnt i artiklerne besluttede Sukkerfabrikkerne at opføre en ny fabrik ved Applebyes Plads. Socialdemokraten bragt den 4. september 1912 dette foto af området.

Nogle af bygningerne på Applebyes Plads eksisterer stadig, bl.a. den kendte bygning tegnet af arkitekt E. J. Jeppesen ved havnen med det store relief over hovedindgangen som viser fugl Fønix som genfødt stiger op af flammerne, modelleret af billedhugger Bundgaard. 

Peter Elfelt: De danske sukkerfabrikker. Sukkerfabrikken set fra Københavns Havn. 1915. Langebro befinder sig til højre udenfor billedet. Public Domain.