Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".

Livet paa Lossepladsen. (Efterskrift til Politivennen)

En Verden ... nær og dog saa fjern fra det borgerlige København. - Hvor "klunsepillerne" gaar Julen i Møde.

Der er en Verden udenfor Verona ... København er heller ikke "Strøget" alene eller Adelgade eller Falkoneralleen . eller Sundholms forholdsvis velordnede Husvildebarakker. Vor By er storladen og mærkelig i sin Mangfoldighed. Uhyggen, Tragedien og Armoden trives Side om Side med det lyse, lette Smile. Fattigdommen favnes af den rørende Idyl ... Disse Billeder taler i Virkeligheden for sig selv.

Fovilder man sig ud ad Enghavevej, et godt Stykke længere end Sporvognen kører, støder man helt ovre ad Gl. Køgevej til paa et Skilt: "Til Kommunens Losseplads". Svingfulde Skraldevogne rasler forbi, behængt med sælsomme Effekter, et flænget Olietryk i en Ramme, der er løsnet i Hjørnerne, et rustens Cykelhjul ... Man gaar indenfor Porten, et halvt hundrede Skridt fremefter, og en fantastisk Lilleverden,  "Klunsepillerne"s beskedne Paradis aabenbarer sig. 

Her ligger "Hus" ved "Hus", der synes frembragt under en Storm-Petersens geniale, men barokke Vanvidsglimt. Hvert Øjeblik venter man at se en mosgroet Gentleman i Diplomatfrakke, med frodigt haveanlæg i Hatten og Hængelaas over Maven træde frem af disse Skure, hvori alle Lossepladsens tilfældige Brokker er gaaet op i en højere Frihed.

Men det er ikke netop hin Type, der dominerer herude. Københavns Klunsepillere er et baade stræbsomt og flittigt Folkefærd. Det er de ogsaa nødt til at være, hvis de vil opnaa noget i Retning af en Dagløn ved deres kummerlige Haandtering. Man er Specialister i den Branche. Eli samler udelukkende Klude, én Svinefedt, én Metaller ... Iagrene sorteres omhyggeligt af Kvinder og Børn, medens Fatter virker. Det trænede Øje finder Værdier, hvor vi andre gaar ligegyldigt forbi, og det gælder om at værne sit Skat kammer for uindbudne Gæster. Derfor ser man disse pudsige Skilte, som 1 Omgivelserne her virker dobbelt sørgmuntre: "Hunden bider --" eller "Naar Døren er lukket, er Hunden - - løs".

Børn og Dyr i Klunsebyen.

Utroligt, at der lever Mennesker herude Aaret rundt klods op ad og til Dels paa selve Lossepladsens Skarnhelvede. Ja, i et af Opholdsrummene bor endog en blomstrende Klunsefamilie paa Mand, Hustru og 8 Børn. Nogle Stykker bliver i Hast sammenkaldt fra legen paa Lossepladsen og stillet op for Fotografen. De er overdaadig snavsede og forpjuskede - hvor kan de være anderledes? - men søde og friske og med Børns Sædvane stærkt benovede over den uvante Situation.

En ældre Mand i Kofte til Fødderne kommer os i Møde, drivende foran sig et Par Ænder, der har forivret sig for langt bort fra de hjemlige Enemærker i Søgen efter nye og fremmedartede Delikatesser.

- Godt, man har lidt Julemad, siger han i Forbifarten.

Vi følger med ham ned til hans Hus. der ligger i en sumpet lavning. størknet af Frosten. En hjerteskærende Tanke trænger sig uvilkaarligt frem: Hvordan ser her mon ud i Tøvejr?

Denne Mand, hvis Væsen er venlig Ro, har øjensynlig fundet sig til Rette her paa sin lejede Grund a 8 Øre pr. Alen. Han har gjort sig Umage med sit lille Træhus, der er mere velbygget end de fleste andre i Klunsebyen. Og han har hygget sig her med Hund og Kat og et Mylder af prægtige Kaniner, der betragter de Fremmede med store forbavsede Øjne, hvori der ikke er Anelse af Forskræmthed. Og saa Høns er der i Masse med Tilhold i Overdelen af en gammel, frønnet Omnibus.

Den tunge, graa Decemberhimmel hænger over os, svanger med Frost og Sne. Bag Kalvebod Strand, der udvider sig mod Køge Bugt, ligger Amagers Lavland med Kongelunden i bleg, vinterlig Dis. I Nordvest fortoner Københavns Stenmasser sig med skystræbende Spir og Fabriksskorstene.

Det er netop i den daarende Eftermiddagstime, da "Strøget" og Broernes Julebutikker springer ud med et funklende Lyshav ... kun lossepladsen ligger hen I et trøstesløst Øde her paa Randen af Byen og det hvide Land, et Øde, der dog ikke savner det lille forsonende og rørende Smil.

(Aftenbladet (København) 19. December 1928).

Foto fra Nationaltidende 11. august 1927, 2. udgave af lossepladshuse ved Enghavevej. 

Bræddeskur et ikke navngivet sted i Københavns omegn: Bræddeskur med græstørvsvæg. Aftenbladet (København) 28. maj 1927.

Saadan lever Mennesker i Efteraaret 1928! (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem vil skaffe en nødstedt Moder og hendes 5 Børn en lille Lejlighed i Byen?

Lysthuset i Husum, hvor Efteraarsstorme og Regnen har frit Spil overfor de ulykkelige Beboere.

Under et Besøg i det yderste Husum i Gaar fik vi henledt Opmærksomheden paa et Forhold, der raaher til Himlen. I et lille faldefærdigt Lysthus paa Hjørnet af Kildeløbet og Vesterløkken boer en forladt Hustru med sine 5 mindreaarige Børn, 3 Piger og 2 Drenge indenfor Alderen 6-14 Aar.

Da vi i den sivende Efteraarsregn ad de opkørte og moradsagtige Veje naaede frem til Stedet og saa det lille Hjem ligge foran os, var der virkelig et Øjeblik, hvor man tog sig til Hovedet og indvendte overfor sig selv: Dette er umuligt! Saaledes faar ingen Moder med 5 Børn Lov til at bo i vor humane Tid med Boligtilsyn og alt dertil hørende?

Desværre er Sandheden, hvorom ogsaa Fotografens Plade taler sit tydelige og brutale Sprog: Hun faar Lov lil del!

Huset er i sin Tid opført af en "Selvbygger". Materialet er Slaggeplader med store, løse Mellemrum, der flere Steder er blevet til aabne Huller. I Huset findes ikke et Rum uden saadanne Mindelser af Tidens skarpe Tand, hvorigennem Blæst og Kulde huserer, og naar vi yderligere af Selvsyn tilføjer, at Regnen i hver af de to smaa Værelser, i Køkken og Forstue, drypper ned, endda det er med et mildt Ord uforsvarligt, naar Børnene faar Lov til at gaa flere Steder, vil man forstaa, at Vinteren i Møde under saadanne Forhold. 

Inde i den største Stue, hvor Sengene efter Omstændigheder flyttes omkring for at undgaa Regndryppene, sidder Moderen, Fru Helga Hansen Dagen lang ved sin Symaskine og arbejder feberagtigt for at holde Hjemmet oven Vande, hvilket i dette Tilfælde uhyggeligt nok kan forstaas haade i bogstavelig og overført Betydning ... Saa længe Kræfterne slaar til, gaar det nogenlunde, men Fru Hansen, som er svagelig efter alvorlige Operationer, ser med den sorteste Bekymring Fremtiden i Møde - mindre af Hensyn til sig selv, men hvorledes vil Skæbnen forme sig for Børnene, som endnu har deres Sundhed i Behold og trods de smaa Kaar er pæne og velholdte.

Boligtilsynet har været alarmeret. Det har set paa Lysthuset, men ikke ment at kunne gøre noget for den forladte Moder og Børnene, før Husets Ejer, en Murermester i Husurn, lader dem sætte paa Gaden, d. v. s. ud i Moradset. Og det kvier han sig naturligvis ved, selv om han ikke har set Husleje siden Marts Maaned i Aar.

Selv sidder han daarligt i det og har ikke Raad til at give Huset den ret kosthare Hovedreparation, som tiltrænges.

Først naar Kongens Foged har været i Virksomhed, vil Autoriteterne kunne træde til og aabne Moder og Børn Adgang til en af de kommunale Husvildeharakker.

Saaledes staar Sagerne altsaa, at Fru Hansen næsten maa ønske at blive sat paa Gaden. Forandringen kan i hvert Fald ikke blive til det værre!

Findes der ikke en varmhjertet Husvært, der vil tage Affære og stille en lille Lejlighed til Raadighed for den nødstedte Moder og de 5 pæne og velopdragne Børn? Han skal ikke gøre det gratis. Fru Hansen kan betale en mindre Husleje.

Den Husvært, som her træder hurtigt til, vil gøre en god Gerning. Henvendelse kan ske direkte til Fru Hansen, Vesterløkken 29, eller til "Aftenbladet"s Redaktion. En eller anden Husmoder, som maaske har lidt Syarbejde at tilbyde, er ligeledes velkommen.

(Aftenbladet 31. oktober 1928).

Sult og Kulde. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.

Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.

De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.

Interview med Jobs. Nielsen.

Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?

- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.

- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?

- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.

- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?

- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.

- - -

Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).

En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.

Frederiksberg Samaritan lukker op. (Efterskrift til Politivennen)

Fruerne Bilsted og Müller byder Gæsterne ind.

Som altid er ogsaa i Aar Frederiksberg Samaritan den første, der aabner sine Døre for sultne og trængende Mennesker. 

Det skete i Gaar, og denne Gang er Samaritanen indstalleret i den gamle Politistation paa Hjørnet af Pilealléen og Runddelen.

Her var Fru Dr. Bilsted, Fru Müller og andre Damer i Gaar Formiddag Kl 10 parate til at modtage de første Gæster, og det var ikke saa helt faa, der straks mødte frem og fik det gode, rigelige Maaltid, bestaaende af Grød, varm Mælk og Brød. Ialt mødte der 70-80 Mennesker hvilket var betydeligt af en første Dag at være.

Der skal altid gaa nogle Dage, inden det er blevet rigtig bekendt, at Samaritanen har aabnet sine Døre.

Samaritanen er aaben hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 10-12 indtil henad April - hvis Pengene da slaar til.

De skal imidlertid komme ind, thi der bliver vist desværre denne Gang stærkere Tilstrømning end de andre Vintre til den varme Mælk og Grød. 

(Aftenbladet (København) 16. januar 1924).

I 1922 holdt Frederiksberg Samaritan til i beværtningslokalet "Lynetten" på Alleenbergs grund. I 1923 var der desuden maduddeling i Tvedes Bryggeri på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Fotoen stammer fra Nationaltidende 19. januar 1922.

Foto fra Aftenbladet (København) 31. januar 1923. Også dette år foregik maduddelingen i Alleenberg, hvor pladsforholdene var ringe. Ved vinduet bestyrerinden Fru Dr. Bilsted.

Allegade. Den gamle politistation. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Sognepræst om Korsør Arbejdsanstalt (1893). (8). (Efterskrift til Politivennen)

Af Sognepræst V. Munck,

Herlufsholm.

(I Uddrag efter Næstved Tid.)

Uden Tvivl har mange lagt Mærke til, at der i Bladenes Meddelelser om kriminelle Retssager ikke sjældent nævnes som Motiv til Lovovertrædelsen: Vedkommende var gaaet bort fra Arbejdsanstalten af Lede til at være der. eller, hvad der er meget værre: Vedkommende begik Forbrydelsen, fordi han langt hellere vilde Indsættes i en Straffeanstalt end føres tilbage til Arbejdsanstalten. Hvis dette er sandt, er det i høj Grad uhyggeligt; thi Arbejdsanstalterne burde ikke være Indretninger, som tilskynder til Forbrydelser, og Straffeanstalterne burde paa ingen Maade være foretrukne Opholdssteder. Nu ved jeg, som har været Præst ved en Straffeanstalt, overmaade godt, at man kan ikke være forsigtig nok med de Historier, som et Menneske, der er kommet galt afsted, kan finde paa for at undskylde og besmykke sin Daarlighed, ogsaa naar han staar for Domstolen; men paa den anden Side har det truffet sig saaledes, siden jeg blev Præst paa Landet, at jeg ikke en enkelt men hele tre Gange er bleven nødt til at sige: Der er virkelig noget om dette uhyggelige, og den sidste Gang var Tilfældet saa alvorligt, at jeg nu føler mig forpligtet til at føre Sagen paa Tale og derved bidrage, hvad jeg kan, i Ondets Afhjælpning.

7 Aar paa Anstalten.

I 1881 traf jeg, som den Gang forrettede Præstetjeneste i Næstved Bys Arresthus, en 55-aarig Arrestant, som var løbet fra Arbejdsanstalten i Korsør, og nu afsonede en Vand- og Brødstraf for Løsgængeri, hvorefter han atter skulde føres derhen. Han fortalte mig, at hans Hjemstavn var et Sogn i Vendsyssel, som i 1873, altsaa for over 7 Aar siden, havde sendt ham til Korsør, og dér havde han siden været. Da jeg meget tørt bemærkede, at den Historie troede jeg ikke, var hans Forsikringer om at tale Sandhed af den Art, at jeg for en Sikkerheds Skyld fik Akterne sat Manden, som var et enfoldigt og meget vankundigt "Skrog", havde fuldstændig Ret. Han var virkelig sendt til Korsør Arbejdsanstalt i Slutningen af 1873 og havde været der i fulde 7 Aar, undtagen naar han løb derfra, hvad han sædvanlig gjorde en Gang aarlig, og naar den første Udflugt faldt tidlig paa Foraaret, to Gange. Han blev regelmæssig anholdt som Løsgænger, thi Forbrydelser begik han ikke, straffet med Vand og Brød og saa atter afleveret til Korsør Arbejdsanstalt. Hele Tiden betalte Forsørgelseskommunen i Jylland Plejepenge for ham; hele Tiden benyttede Arbejdsanstalten hans Kræfter, og efter Anstaltens eget Vidnesbyrd om ham var han "flink, naar han ikke saa Lejlighed til at forskaffe sig Brændevin", thi saa blev han hidsig og opfarende; hele Tiden voldte han ved sine Udflugter Delinkventomkostninger, som maa være løbne op til en betydelig Sum. Han var simpelthen bleven glemt i sin Hjemstavn, undtagen som en aarlig Udgift, efter at han i tidligere Tid havde gjort sig ilde berygtet dér ved Drikfældighed og andre Udskejelser, og nu hensled han et glædeløst Liv uden ringeste Udsigt til nogen Sinde at blive udfriet af Arbejdsanstalten. Naturligvis er dette en Undtagelse, som næppe har mange Sidestykker, og naturligvis lykkedes det med Lethed, da Sagen først blev oplyst, at skaffe ham Frihed til at vende hjem, men det synes mig klart, at endog som Undtagelse burde sligt være umuligt.

En Mand, der vil være Forbryder. 

For henved to Aar siden kom jeg, ikke direkte men indirekte, til Kundskab om det andet Tilfælde.

En Mand, der var indsat i Korsør Arbejdsanstalt og ikke vilde blive der paa nogen Maade, men heller ikke øjnede nogen lovlig Udvej til at komme derfra, besluttede at løbe sin Vej, hvad der endda ikke var saa vanskeligt, men saa gjaldt det om at undgaa Genindsættelse, og det syntes ham saa vanskeligt, at den eneste Udvej var at begaa en Forbrydelse. Men hvilken? Det er baade til at le og til at græde over, hvad der nu skal fortælles om hans Tanker under den ensomme Nattevandring efter Undvigelsen. Noget slemt maatte han gøre, thi var Lovovertrædelsen kun til Vand og Brød, kom han sikkert efter udstaaet Straf i Arresten tilbage til Korsør. Men noget meget slemt vilde han alligevel ikke gøre, thi det nænnede hans godmodige Natur ikke. Saa fandt han paa, at det at dræbe en Ko paa Marken var vist slemt nok til at skaffe ham i Straffeanstalten, og dog ikke værre end at hans samvittighed kunde bære det i Betragtning af Øjemedet. Men hverken hans Villie eller hans Haand var synderlig fast, da han med sin Kniv havde tilføjet en Ko, som fredelig sov paa Marken, et Snitsaar i Halsen, syntes han alligevel, det var Synd, og gik videre. Da han kort efter blev anholdt og tilstod sin Forbrydelse, viste Koens Skade ved den retslige Undersøgelse sig at være saa ubetydelig, at Ejermanden næppe havde lagt Mærke dertil. Uagtet jeg aldrig personlig har truffet denne Mand, drister jeg mig dog til at kalde det en sørgelig Misforstaaelse, at han blev indsat i en Arbejdsanstalt.

Brandstifter for at komme i Tugthuset 

Til disse to Oplevelser er der nu nylig kommet en tredie, som maa fortælles noget omstændeligere, fordi den er af en ganske anderledes ondartet Natur. Den 13. Juni i Aar, Kl. 3 3/4 om Morgenen, udbrød der Ildløs i en Gaard i Herlufsholm Sogn, hvor jeg er Præst, og i et Øjeblik var alle fire Længer og det meste Indbo lagt i Aske. Kun ved en nærboende Husmands fortrinlige Aandsnærværelse blev en Karl og en Dreng reddet i det yderste Øjeblik ud fra den brændende Staldlænge, Hestene slap ogsaa ud, men tre Kreaturer indebrændte. Den hæderlige og stræbsomme Gaardmandsenke, som ejer Gaarden, led et meget betydeligt Tab ved Branden, ikke at tale om den Angst og Fare, hun og hendes Børn maatte udstaa under Forsøgene paa at redde, hvad reddes kunde. Ilden var utvivlsomt paasat, og det varede ikke længe, før Gærningsmanden fandtes. Man havde set et Menneske luske om i Nærheden af Brandstedet, medens alle andre ilede til Hjælp, og da man fik fat i ham, der ikke forsøgte at undløbe, tilstod han straks at have voldt Ulykken, skønt han ikke kendte det mindste til Gaardens Beboere og endnu mindre havde noget imod dem. Men han var løbet fra Korsør Arbejdsanstalt, og for ikke at blive indsat der paany, havde han paasat Ilden, saa var han vis paa, at det ikke overgik ham de første Aar. Da jeg hørte dette, laa det mig paa Hjærte at faae et dybere Indblik i denne Mands Karakter og tidligere Liv, baade for hans egen Skyld, om jeg maaske kunde hjælpe ham lidt ud af det frygtelige Vilderede, hvori hans Tanker var kommen, og fordi her var noget, som modsagde en glædelig Overbevisning, jeg havde taget med fra min Gærning som Fængselspræst, den, at de egenlig haarde Forbrydernaturer, hvis Kendemærke er en, jeg kunde have Lyst til at sige, djævelsk Hensynsløshed overfor andres Ve og Vel, er meget sjælden hos os; dertil er den danske Folkenatur for blid og godmodig. Da jeg opsøgte ham i Arresten, traf jeg et velvoksent og kraftigt Menneske paa 35 Aar med et ret kønt og opvakt Ansigt, med klar Opfattelsesævne og med gode Gaver til at udtale sine Tanker tydeligt og bestemt. Han er uægte Barn fra et Sogn i Vendsyssel, har faaet en uheldig Opdragelse hjemme hos sin Moder, kom tidlig ud at tjene og forfaldt tidlig til Drik. Derved kom han ind i Forbrydelse, er straffet en Gang med Band og Brød og tre Gange med Forbedringshus for Voldtægt, Brandstiftelse og Tyveri. Da han sidst blev løsladt fra Horsens Straffeanstalt og kom tilbage til Hjemstavnen, svirede han først efter sin egen Forklaring, som jeg har al Grund til at anse for paalidelig, i nogen Tid for de Penge, han havde oplagt under Straffetiden, og søgte saa Arbejde, men hans daarlige Rygte voldte, at han kun opnaaede Beskæftigelse en kort Tid. Da han ikke kunde klare sig længere, henvendte han sig til Sogneraadet, som indlagde ham paa Stedets Fattiggaard. Her gjorde han sig skyldig i at indsmugle Brændevin, og da Bestyreren satte ham i Rette derfor, blev han opsætsig, saa han ikke kunde blive paa Fattiggaarden. Man vidste saa ingen anden Udvej end at sende ham til Korsør Arbejdsanstalt, hvor han i nogen Tid forholdt sig rolig. Men da han en Dag mente sig forurettet, løb han sin Vej, blev straks indfanget og straffet for Undvigelsen. Saa besluttede han at løbe igen, men saaledes, at han ikke atter kunde indsættes i Korsør. Det første lykkedes ham efter faa Dage, men for at undgaa det sidste var han fuldstændig enig med sig selv om, at han maatte begaa en Forbrydelse. Han begyndte med at stjæle et Par Skjorter under sin Vandring, men kom saa i tanker om, at et simpelt Tyveri maaske ikke forslog til at skaffe ham i Straffeanstalten. Derfor besluttede han efter en Nats Ophold i et lille Krat at begaa Brandstiftelse, og dertil valgte han den nærmeste Gaard. Samtlige Forbrydelser, som han tidligere har gjort sig skyldig i, er udført i beruset Tilstand, denne skete vel at mærke med klart Hoved, i den tidligste Morgenstund, uden nogen som helst Paavirkning af Brændevin. Da Ilden havde taget fat, kastede han de to stjaalne Skjorter, der nu var ham unyttig, ind i en Rugmark og ventede saa rolig paa Anholdelsen, der, det var han fuldstændig klar over, maatte komme tidligt eller sent.

Paa Spørgsmaal om, hvorledes han kunde nænne at tilføje ganske ubekendte og uskyldige Mennesker en uberegnelig Skade, er Svaret: "Jeg troede, de var oppe," og "de havde vel assureret". Jeg undskylder ikke ham i mindste Maade, men jeg tænker alligevel: Er Arbejdsanstalten ganske sageløs i det, som her er sket? 

Fordømmelsen over Korsør Arbejdsanstalt.

Hvad hidtil er anført, er lutter Kendsgerninger og ikke løs Tale; jeg har søgt at fremstille dem saaledes, at jeg kan staa til Ansvar for hvert Ord. Enhver Læser vil uden Tvivl have lagt Mærke tik. at i alle tre Tilfælde er det den samme Arbejdsanstalt, som der tales om, nemlig Korsør Arbejdsanstalt. Dette har ikke sin Grund i, at andre Arbejdsanstalter paa Sjælland er mig ubekendt; jeg kender f. Eks. langt bedre Præsts Amts Arbejdsanstalt, der ligger lige tæt ved mig, og hvor min Præstegærning ofte har ført mig ind i Aarenes Løb. Men medens denne staar for mig som en Mønsteranstalt, der opfylder alle de Fordringer, som med Billighed kan stilles til en saa bedrøvelig, men ogsaa saa nødvendig Institution, og medens jeg aldrig fra denne har hørt noget, som ligner det ovenfor omtalte, har jeg lidt efter lidt faaet en rodfæstet Mistillid til Korsør Arbejdsanstalt gennem de personlige Erfaringer, som Bekendtskabet med nogle af dens borløbne Lemmer har paanødt mig, og jeg skal nu efter megen Overvejelse prøve paa at give Grunde derfor, saa klart og sindigt jeg kan.

Der er den Mærkelighed ved Korsør Arbejdsanstalt, at den ikke ejes og bestyres af et Amt, men af Købstaden Korsør. Der er fremdeles den Mærkelighed ved den, at den efterhaanden har opiumet en vis Betydning for hele Landet som det Sted, hvorhen adskillige Kommuner sender saadanne Fattiglemmer, som de slet ikke kan faa Magt med i Hjemstavnen. Hvorledes denne Praksis har kunnet udvikle sig, saa der er Tilgang endog fra Vendsyssel, forstaar jeg ikke rigtigt, eftersom en Skrivelse fra Justitsministeriel til Amtmanden i Maribo af 31. Juli 1856 "finder Betænkelighed ved at indrømme Tilladelse til" at anbringe et Fattiglem, der er hjemmehørende udenfor Fyns Stift, i Odense Tvangsarbejdsanstalt, "selv om den paagældende Anstalts Bestyrelse maatte give sit Suntykke". Af og til maa der i Korsør, ligesom i enhver Arbejdsanstalt, selv den bedst indrettede, kues med Strænghed. Men selv om der gaas ud fra den Forudsætning, at enhver Over- og Underordnet, som har med Lemmerne at gøre, opfylder sin Pligt fuldt ud uden noget som helst Misbrug af sin Magi, trøster jeg mig dog til at kunne pege paa forskellige Misligheder ved Korsør Arbejdsanstalt, som nødvendigvis maa virke opirrende og forhærdende paa adskillige, som indsættes dér, hvoraf atter følger, at de selv bliver endnu mere elendige og haardhjærtede end tilforn, og at de volder andre Ulykker, som kunde have været undgaaet.

Min store Anke er, at Indsættelse i Korsør Arbejdsanstalt hyppigt sker paa aldeles ubestemt Tid, saa at den paagældende ikke véd det mindste om, hvorlænge han skal blive der, og altsaa maa tænke, at der kan gaa Aar hen, inden han faar sin Frihed, ja maaske kommer han aldrig ud mere. Jeg har paavist, at i et Tilfælde sad en Mand 7 Aar i Korsør og kunde gerne have siddet der endnu som fast Inventar i Anstalten, hvis Sagen ikke hændelsesvis var bleven oplyst. Jeg tør indestaa for, at den Brandstifter, hvis Historie jeg har fortalt, fattede Beslutningen om sin skændige Forbrydelse under Paavirkning af følgende Tankegang: Min Hjemstavn har sendt mig til Korsør, uden at der er sagt mig et Ord om, hvor længe jeg skal være der; det var til at udholde, hvis jeg kunde se Ende paa det, selv om der er et godt Stykke til Enden; men nu er det ikke til at udholde, og derfor er jeg nødt til at bruge Fortvivlelsens Selvhjælp. Ikke blot en gammel Fængselspræst, men enhver, som tænker sig om, vil være sikker paa, at hvad der allermest knække: det Livsmod og Haab, uden hvilket der ikke kan leves, i et Menneske, som er kommet paa gale Vej, det er just et Frihedstab, hvorfor der ingen Grænse er. Indbrudstyven, ja endog Morderen, som inddømmes i Straffeanstalten paa Livstid, ved nøjagtigt eller næsten nøjagtigt Aar og Dag, da han bliver fri igen, om han lever saa længe; i Fængslet er der paa mange Maader sørget for, at hans Kaar kan blive taaleligere ved god Opførsel, og at han kan berede sig en Fremtid ester Løsladelsen. Alt dette mangler ganske for adstillige, som indsættes i Korsør Arbejdsanstalt; derfor er det intet Under, at de, hvor daarlige og forkomne de end er, læser den Indskrift over Døren: Lad alt Haab fare, I, som træder ind her.

*

Hele denne Artikel gør Indtrykket af at være skrevet med paaholden Pen, dvs: af Frygt for at gøre Fattiggaardsbestyrelsen Uret har Hr. Pastor Munck valgt de vageste Udtryk til sin Kritik og set paa Anstaltens Lemmer som paa Folk, for hvem stræng Behandling er det sundeste.

Og alligevel er hans Udtalelser og Afsløringer saa komprommitterende for Korsør Fattiggaard, at  Enhver Læser vil indrømme, at denne Anstalt er en Skandale for et humant, kristent Samfund. 

Husk dog paa, at her er der kun Tale om fattige Mennesker - ikke om Forbrydere. Det er som Fattig og Erhvervsløs, at man bliver indlagt paa denne Anstalt. Hvad vedkommende Lem har været eller kan blive angaar ikke Fattighuset. Ved sin Indlæggelse er han kun den Fattige, og hans Indlæggelse skyldes kun Fattigdom. Maaske gør Sult og Savn, Forurettelsen og Vanæren ved at blive Fattiglem ham trodsig og uvillig; men Forbryder er han ikke i det Øjeblik han indlægges, thi saa skulde han jo arresteres og ikke fattigforsørges. Og maaske er hans Trods mod Anstaltens Fogeder kun Rester af hæderlig Harme og Indignation over at være stødt ud af det menneskelige Samfund.

Og disse Fattige - det konstaterer ogsaa Præsten - bliver behandlede saa haardt og deres Liv paa Anstalten er saa elendigt, at de ønsker sig Fængslet som en Befrielse.

Redaktør Wiinblad er som bekendt ved Hof- og Stadsretten idømt 3 Maaneders Fængsel for at have kritiseret denne Anstalt og for at have bragt et Andragende fra nogle af Anstaltens Lemmer til Justitsministeren, samt for at have offenliggjort Dele af dette Andragende her i Bladet.

Nogle Dage før Jul skulde denne Sag have været fremme for Højesteret; men Anstaltens Sagfører, Højesteretsadvokat Klubien, styrtede død om i Retten, og Sagen er bleven udsat en kort Tid. Var del ikke sket, vilde vor Redaktør maaske have kunnet tilbringe sin Jul i Fængslet, fordi han havde kritiseret denne Fattiggaard, der er en Tortur for de Fattige og en Skam for det Samfund, der taaler den i sin Midte.

(Social-Demokraten 30. december 1893).

Fotograferne Eva Klara Holst & Anna Helmecke: Vilhelm Munck (1833-1913). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Frederik Vilhelm Munck (1833-1913) var da han skrev artiklen, præst ved Herlufsholm Kirke 1875-1906, hvorefter han  gik på pension. Før 1864 var han ansat i Flensborg, men blev afsat af tyskerne. Han blev herefter kateket på Christianshavn, 1868 præst ved straffeanstalten. På Herlufsholm blev han kendt for sin interesse for sygekassesagen: Han var 1887-1907 formand for de forenede sjællandske sygekasser og 1896-1906 redaktør af Sygekassetidende. – Rigsdagen vedtog 1892 en lov om sådanne, og Munck var til 1911 medlem af det ved loven skabte sygekassenævn.

I 1868 skrev han om at at "pauperismen" i Kbh. havde fremkaldt "et stærkt og farligt proletariat" som, om ikke samfundet nu "i den yderste Tid" greb ind, kunne falde i armene på socialismen og gøre "alvorlige Spektakler". Hans analyse af de sociale forhold i hovedstaden gik i dybden og mange af hans forslag til sociale forbedringer, herunder resocialisering af de sociale tabere, blev siden gennemført – af det offentlige eller af Københavns Indre mission. 

Udvalg af skrifter: Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn. 1867, Om Fattigdommen i Kbh., 1868, Om Sygekasser paa Landet, 1884, Lægerne og Sygekasserne. 1910.

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.