Kirkefondet under Beskydning. (Efterskrift til Politivennen)

I 1925 var Kirkefondet i København blevet en magtfuld kirkebygger, således at omkring 40 kirker tilhørte dette, mens folkekirken rådede over 23. Kirkefondet havde ifølge avisen "Social-Demokraten" udviklet sig til en "stat i staten" som på den ene side nød godt af Folkekirkens goder og penge, men samtidig ikke ville underkaste sig Folkekirkens kontrol. 

Det hensynsløse Kirkebyggeri.

Da Sognepræst Helweg Larsen brugte 55,000 Kr. til en Præstebolig.

Vuggestuens 7000 Kr. gik til en Udvidelse af Kristkirken, og 30,000 til et Hjem for Gamle anvendes paa en saadan Maade, at Bidragyderne truer med Proces.

Det Raseri, der har grebet de københavnske Kirkebyggere, giver sig hver Dag nye Udslag. Maalet er at indsamle 2 Mill. Kr. i Hovedstaden og et lige saa stort Beløb i Provinsen. Men bortset fra, at Indsamlingen mere tilsigter at erobre Magten end at virke for ideelle Formaal, er der til Kirkebyggeriet i København knyttet visse Omstændigheder, der kaster et Skær af Uhygge over den hele Aktion.

Penge, der gik i de forkerte Lommer.

Det har længe været en kendt Sag, at da Generalsekretæren for Københavns Kirkefond, Hr. Helweg Larsen, endnu var Sognepræst ved Timotheus Kirke i Valby, lod han sig bygge en Præstebolig til 55.000 Kr. Af disse Penge var de 30.000 Kr. indsamlede til at fuldføre den lille, midlertidige Timotheuskirke, og det vakte den største Indignation, at Kirkefondet lod Pengene anbringe som Prioritet i den store, flotte Præstebolig.

Saaledes optræder Kirkefondet, naar der er Tale om Præsteboliger. Men hvordan gaar det, naar "Barmhjertighedens Traade" skal spindes? Vi anfører et Tilfælde fra et Sogn paa Vesterbro. Her var af Pastor Falk-Rønne indsamlet 7000 Kr. til en Vuggestue. Men der blev aldrig indrettet nogen Vuggestue. Pengene blev anvendt til en Udvidelse af Kristkirken.

Det vil endnu erindres, hvilken Forargelse Spørgsmaalet om Kristkirkens Udvidelse gav Anledning til. I Borgerrepræsentationen var Sagen til Behandling, og her i Bladet opridsede vi fornylig den tvivlsomme Affære, saaledes som den uimodsagt formede sig. Det begyndte med, at Menighedsraadet forkastede en Plan om at skaffe Pastor Herman Larsen et Embede ved at dele Sognet. Man besluttede at indsamle Penge til en Udvidelse af Kristkirken, men Biskop Ostenfeld greb ind. Han lovede at skaffe Penge - Kirkefondspenge, maatte man antage - til en Udvidelse af Kristkirken mod at Menighedsraadet gik med til en Sognedeling, saaledes at Indsamlingens mange Tusinde Kroner gik til en ny Kirke. Og da det godt og vel var i Orden, skaffede Biskop Ostenfeld ganske rigtig Penge til Kristkirkens Udvidelse. Men han tog ikke af det rige Fonds Penge. Han tog Statens, Skatteydernes Penge og de suppleredes altsaa med de fattige 7000 Kr., som var tiltænkt Spædbørn, men som nu uden videre anvendtes som Bidrag til det ædle Formaal at skaffe Pastor Herman Larsen en lille Kirke med en stor Præstebolig.

Paa Frederiksberg og i Brønshøj

Der er et andet typisk Tilfælde, som rinder os i Hu. Den tidligere Sekretær for Københavns Kirkefond, Pastor Seidelin i Mariendal Sogn paa Frederiksberg har aabenbart ikke forgæves set paa, hvilken Maade Kirkefondet uhindret kan tillade sig at arbejde. I hvert Fald er en af ham iværksat Indsamling noget af det dristigste, der er set. Pastor Seidelin agiterede for Penge til et haardt tiltrængt Hjem for gamle Mennesker. Der indkom 30,000 Kr. Men netop for Tiden er han i Begreb med at anvende det indkomne Beløb til helt andre Formaal, og Bidragyderne overvejer at anlægge Sag, idet de kræver Indsamlingens socialt-filantropiske Karakter respekteret.

En Begivenhed, der nylig er passeret i Brønshøj, er ogsaa karakteristisk, omend paa anden Maade.

Københavns Kirkefond vilde bygge en ny Kirke, og der skete Henvendelse til en Borgerforening om Bidrag. Den var villig til at spæde til. Kirkefondet havde erhvervet en velegnet Hjørnegrund, og Foreningen mente, at her vilde Kirken præsentere sig smukt. Men, nej Tak! Kirkefondet forkyndte, at paa denne Hjørnegrund skulde Præsteboligen ligge, medens der var tiltænkt selve Kirken en mere beskeden Beliggenhed. At Borgerforeningen under disse Omstændigheder trak sig tilbage, kan næppe undre.

Hvem betaler?

Naar Kirkefondet, i hvilket Biskop Ostenfeld sidder som Formand, har proklameret at ville hygge 20 ny Kirker med tilhørende Præsteboliger, er det som sagt næppe af ideelle Grunde. Det gælder ganske aabenlyst et Magtspørgsmaal. Med de 20 nye Kirker vil Fondet raade over 45 københavnske Kirker, medens Folkekirken kun har 23. I disse 45 Kirkefondskirker vil Menigheden være uden Indflydelse. Skatteyderne maa betale Præsteløn og Kirkebetjening. men har ellers intet at skulle have sagt. Det er "Kirkeligt Landsforbund", som staar bag Kirkefondet og søger at skabe en Stat i Staten, et Samfund, som nyder godt af Folkekirken, tager Borgernes Skatter, men ikke tillader Borgerne at blande sig i Kirkens Sager.

Vilde det være urimeligt, om man krævede, at Biskop Ostenfeld opgav sin Dobbeltstilling og at Kirkefondets Kirker overgives Folkekirken som Ejendom? Vilde det endvidere være urimeligt at kræve Kirkefondets Regnskaber fremlagt for Offentligheden efter at de først er kritisk reviderede af statsautoriserede Revisorer?

(Social-Demokraten 9. september 1925)

Jørgen Christian Falk Rønne (1865-1939) var 1905-1927 præst ved Kristkirken i København. Han var desuden forfatter til bøger og skønlitterære romaner. Han påstod at han havde modtaget 7000 kr. dels af fabrikant Iversen som havde betinget sig at pengene blev brugt til en vuggestue, dels af et overskud fra menighedsplejen på 3-4000 kr. som stammede fra kirkebøssen "til de fattige" - en vuggestue. Disse blev anvendt til sakristierne i Kristkirken.

Timotheuskirke (th) i Valby og dens præstegård (tv). Præstegården der blev opført senere end kirken, var dyrere end denne. Som forsvar for prisen blev anført at den skulle passe ind i stilen til kirken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Præsten og forfatteren Povl Helweg-Larsen (1877-1958) var kirkelig redaktør af Kristeligt Dagblad 1938-1941. Han var præst ved Timotheus Kirke 1920-1924. Senere ved Christianskirken i København 1932-1947.

Nationaltidende forsvarede præsteboligen i Valby ved at præsten ikke havde kunnet finde en egnet bolig i Valby, samt at villaen skulle svare til kirkens stil. Avisen indrømmede dog at det var beetænkeligt at der var taget 3000 kr. af kirkens midler til villaen. Helweg-Larsen boede i en 5-værelsers lejlighed i den indre by. Kollegaen Falk Rønne i Taarbæk - hans kirke lå på Vesterbro.

Kirkeministeriets Undersøgelse mod Pastor Falk Rønne er afsluttet.

Vor Kritik har paa alle Punkter vist sig berettiget. - Der findes intet Grundlag for retlig Forfølgelse mod Social-Demokraten.

Allerede i Gaar forelaa Resultat af Kirkeministeriets Undersøgelse af Pastor Falk Rønnes Forhold. Som det fremgaar af nedenstaaende udførlige Dokumentation, er det konstateret, at vor Kritik ikke blot har været berettiget, men den er endog blevet skærpet ved de fremkomne Oplysninger. Vi minder om, at vi kun nødtvungent har blandet Pastor Falk Rønne ind i den Kampagne, der er rejst mod Københavns Kirkefond. Det er "Kristeligt Dagblad" og "Berlingske Tidende", der, i Haab om at ramme os, har fældet den gamle Sognepræst. Naar Navnet Falk Rønne overhovedet er blevet nævnet i vore Spalter, skyldes det den Omstændighed, at han har medvirket til Opførelsen af den ny Kirkefondskirke paa Enghavevej. Han gav Afkald paa Indsamlingen til sin egen Kirkes Udvidelse, lod Pengene gaa til Enghavekirken, tog derpaa henved 7000 Kr. fra fattige Mødre med Børn og lod dem anvende til Kristkirkens Udvidelse sammen med Skatteydernes Penge. Det var dette Forhold, der inddrog Falk Rønnes Navn i den almindelige Debat, og Pastorens saakaldte "Venner" har ønsket netop denne Side af Sagen nærmere uddybet. De krævede, at  Kirkeministeriet skulde beordre Hr. Falk Rønne til at rense sig ved et Sags anlæg. Pastoren begav sig da ogsaa til Ministeriet og begærede, at et saadant Sagsanlæg indlededes Først maatte Ministeriet dog undersøge, paa hvilket Grundlag, det skulde føres. Og nu foreligger Resultatet. Der kan ikke rejses Sag mod Social-Demokraten, for alt, hvad vi har skrevet, er rigtigt.

Vi gengiver her den

ministerielle Redegørelse.

I Dagbladet Social-Demokraten har der i den sidste Tid været fremsat forskellige Beskyldninger mod Sognepræst ved Kristkirken Falk Rønne. 

Disse Beskyldninger omfatter i det væsentlige følgende Forhold:

1) at der ved Udvidelsen af Kristkirkens Sakristier er anvendt Beløb, som er givne til andre Formaal,

2) at Pastor Falk Rønne uretmæssigt har oppebaaret et Beløb paa 2,160 Kr., som var tilstaaet ham til en Medhjælper,

3) at han har ladet sig konstituere i det ledige Kaldskapellani ved Kristkirken og derfor oppebaaret en maanedlig Løn af 150 Kr. 1 ½ Aar. uagtet han i Menighedsraadet havde erklæret, at han var for gammel og svagelig til at varetage sit Embede og derfor ønskede Kaldskapellaniet besat.

I Anledning af disse Anker skal Kirkeministeriet fremsætte følgende Oplysninger:

ad 1.

Den 15. Marts 1923 bifaldt Ministeriet paa derom fra Menighedsraadet i Kristkirkens Sogn indgivet Andragende, at der af de ved Kirkeligningen indkomne Penge anvendtes 15,000 Kr. til Udvidelse af Kristkirkens Sakristier, medens den øvrige Del af den da anslaaede, samlede Udgift af ca. 80,000 Kr. skulde tilvejebringes ad frivillig Vej. Da Udgifterne blev større end oprindelig paaregnet, bifaldt Ministeriet den 8. Oktober 1928, at Tilskud af Kirkeligningen blev forhøjet til 22,000 Kr. Ifølge aflagt Regnskab har Udvidelsen ialt kostet 36,579 Kr. 19 Øre, hvoraf 6,827 Kr. 96 Øre er skænket af de oprindeligt til Oprettelse af en Vuggestue henlagte Beløb.

Om fornævnte Beløb af 6,827 Kr. 96 Øre har Ministeriet fra den tidligere Kasserer for Bestyrelsen for Oprettelsen af en Vuggestue i Kristkirkens Sogn modtaget de nedenstaaende Oplysninger:

Ved Afslutningen af Menighedsplejens Regnskab for Aaret 1917, befandtes den økonomiske Stilling saa god, at man mente det forsvarligt at hensætte 1500 Kr. til et længe paa tænkt Formaal, Oprettelse af en Vuggestue i Sognet. Paa tilsvarende Maade blev der i de følgende Aar af Menighedsplejens Overskud hensat yderligere 3000 Kr. til samme Formaal.

Fra Tid til anden modtog derhos Sognepræsten til fri Anvendelse forskellige Beløb blandt andet et paa 1000 Kr., hvilke Beløb alle blev hensat til Oprettelse af Vuggestuen. Med Tillæg af paaløbende Renter var Beløbet i Marts 1928 vokset til 6,827 Kr. 96 Øre. Nogen offentlig Indsamling eller Opraab herom har aldrig fundet Sted. Da det opsparede Beløb skønnedes for lille til sit Formaal, og man tilmed mente, at dette paa anden Maade vilde blive fyldestgjort, vedtoges paa et Møde den 13. Marts 1923 enstemmigt følgende Beslutning:

Da det er oplyst, at der er Forslag om, at Vuggestuer skal være obligatoriske ved større Industrivirksomheder, vedtoges det anvende det indsamlede Beløb til den vedtagne Udvidelse af Kristkirkens Sakristier

ad. 2.

Den 8. Maj 1912 meddeler Kirkeministeriet Biskoppen over Sjællands Stift følgende:

"Ministeriet bifalder, at der fra 1. April d. A. indtil videre aarlig maa tilstaas Sognepræst Falk Rønne 6 Portioner af Præstepengene - ca 600 Kr. aarlig - til Hjælp til Lønning af en præsteviet midlertidig Medhjælper."

Den 11. December 1916 ansøger Falk Kønne om at maatte beholde omtalte 6 Portioner Præstepenge, saalænge Sikringsstyrken ligger inde, at han er designeret Feltpræst for 2. Division. Han oplyser i denne Skrivelse, at han ikke har haft nogen præsteviet Medhjælper siden Nytaar 1914, men har haft lønnet uordineret Medhjælp af forskellige.

Provsten bemærker til dette Andragende:

"Idet jeg henstiller, hvorvidt det maatte findes Anledning til, at imødekomme dette Andragende, skal jeg tillade mig at bemærke, at det forekommer mig rigtigt, at det, hvis Andragendet bliver bevilget, bliver paalagt Sognepræst Falk Rønne snarest at gøre et alvorligt Forsøg paa igen at faa en fast ordineret Medhjælper.

Biskoppen udtaler:

"Da de 6 Portioner blev givet Pastor Falk Rønne til det bestemte Formaal at holde en ordineret Medhjælper, og da det ikke har været ham muligt at skaffe en saadan efter Pastor Knudsens Bortgang, forekommer det mig, at Tilskudet burde have været afgivet fra dette Tidspunkt.

De af Andrageren anførte Omstændigheder med Hensyn til hans Virksomhed ved Sikringsstyrken er jo ikke anderledes for ham, end for de andre Præster, der gør saadan Tjeneste.

Jeg ser mig derfor ikke i Stand til at anbefale Andragendet.

Under 2. Maj 1917 besvarer Kirkeministeriet i Skrivelse til Biskoppen ovennævnte Andragende saaledes:

"Da Betingelsen for Tilstaaelse af de 6 Portioner Præstepenge er, at Andrageren har en ordineret Medhjælper, vil det ansøgte ikke kunne bevilges.

Samtidig skal man, da det af Sognepræst Falk Rønnes Andragende fremgaar, at han ikke siden den 1. Januar 1914 har haft nogen ordineret Medhjælper, anmode Dem om, at ville tilkendegive Sognepræsten, at Ministeriet alvorligt maa beklage, at han ikke desmindre, siden den nævnte Dato, stadigt har hævet de oftnævnte Portioner af Præstepengene.

ad. 3.

Da Kaldskapellaniet ved Kristkirken 1. August 1928 blev ledigt, ved den daværende Kapellans Udnævnelse til Sognepræst for det nyoprettede Enghave Sogn, ønskede Ministeriet at lade Kaldskapellaniet henstaa ubesat indtil videre.

Efter nogen Modstand, som blandt andet begrundedes med Hensynet til Sognepræstens vaklende Helbred, gik Menighedsraadet ind paa at imødekomme Ministeriets Ønske og vedtog i et Møde den 12. December 1923 følgende af Pastor Jørgensen stillede Resolution:

Menighedsraadet hævder, at Kaldskapellaniet skal bevares for Kristkirkens Sogn, men det kan holdes ubesat, indtil en Kirkesal er opført i søndre Sogn. I denne Peride stilles der 150 Kr. månedlig til Sognepræstens Raadighed til at afholde Hjælp for."

Ved Skrivelse af 9. Januar 1924 bifalder Kirkeministeriet, at Kaldskapellaniet ved Kristkirken indtil videre benstaar ubesat, og at der ligeledes Indtil videre stilles et Beløb af 150 Kr. maanedlig til Raadighed for Sognepræsten.

Den omtalte Kirkesal blev Indviet i December 1924, og Kaldskapellaniet ved Kristkirken nedlagdes fra 31. December samme Aar, idet et Mindretal indenfor Menighedsraadet, deriblandt Pastor Jørgensen, nu havde udtalt sig for dette.

Fra samme Dato inddroges den Sognepræsten tillagte Hjælp paa 154 Kr. maanedlig.

Under Hensyn til de saaledes foreliggende Oplysninger finder Ministeriet for sit Vedkommende ikke Anledning til at foretage videre.

Pastor Jørgensen og Indremissionen. 

VI har forespurgt Kirkeminister Dahl, hvordan Erklæringens Slutning skal forstaas. Han svarede:

- Den skal forstaas saaledes, at der i Henhold til det oplyste savnes Grundlag for en retslig Aktion mod Social-Demokraten, hvis Kritik maa siges at have været berettiget, 

Til denne Udtalelse og til den ministerielle Erklæring, som i et og alt viser, at vi ikke har øvet Uret, skal føjes en enkelt Bemærkning: Pastor Jørgensen, som, med en lidt vidtdreven Kollegialitet, gik med til at anbefale, at Pastor Falk Rønne fik 150 Kr. om Maaneden til Medhjælp, havde forinden modtaget Tilbud om Halvdelen af disse Penge, men havde afslaaet dette Tilbud ud fra den Betragtning, at han ikke vilde modtage Vederlag for et Arbejde, han Ikke udførte, og iøvrigt ikke vilde gøre sig afhængig af nogen, mindst af Biskop Ostenfeld.

Pastor Jørgensen sigtes i en Række Blade for at være Ophavsmand til vore Angreb paa Pastor Falk Rønne og Kirkefondet. Intet kunde være urigtigere. Ingen Præst er Ophavsmand til vor Kampagne. Men om saa var, vilde en Præst, der afslørede uheldige Tilstande indenfor Præstestanden, vel kun gøre sig fortjent. "Kristeligt Dagblad" skrev i Gaar, at Bladet tager det fulde Ansvar for at have givet Stødet til Undersøgelsen mod Pastor Falk Bønne, og at "Guds Menighed" ikke stiltiende ser paa, at en daarlig Aand faar Indpas.

Man skulde efter dette tro, at "Kristeligt Dagblad" vilde være den Præst taknemlig, der afslørede uheldige Forhold indenfor Præstestanden eller Kirkefondet. Det er derfor dobbelt overraskende, at Bladet paa det løseste Grundlag vælter sig over Pastor Jørgensen, stempler ham som en "Forræder", en Person, der bør ekskluderes af Præsternes Kreds.

Dette Standpunkt er uholdbart. Enten vil "Kristeligt Dagblad" dække over Korruption, eller ogsaa vil det være taknemmelig overfor den eller dem, der afslører Korruption. Man kan ikke kræve Renhed og samtidig tilsmudse en Mand, som mistænkes for at have bidraget til at Smuds fjernes. En frygtelig Mistanke kalder "Kristeligt Dagblad" det. Vilde det da virkelig være saa frygteligt, om en præst i den danske Folkekirke reagerede overfor de Forhold, der er dokumenterede ved Ministeriets Erklæring. Vi vilde kalde det hæderligt og ærefuldt, men iøvrigt tilkommer Æren i dette Tilfælde hverken Pastor Jørgensen eller nogen anden Præst. Den tilkommer udelukkende "Kristeligt Dagblad", som under sine Forsøg paa at bortlede Opmærksomheden fra Biskop Ostenfeld og hans Kirkefond har skudt Pastor Falk Rønne i Forgrunden.

Nu har Bladet faaet sin Lyst styret, og dersom Hr. Falk Rønne overvejer at trække sig tilbage, vil han sikkert sende "Kristeligt Dagblad" en venlig Tanke. Men efter et dette lille Intermezzo er bragt ud af Verden, vender vi nu tilbage til vort Udgangspunkt: Københavns Kirkefond, og dets Bestræbelser for at erobre en politisk Magtstilling indenfor Folkekirken.

(Social-Demokraten 22. september 1925).

Kirkeminister Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936) var sognepræst. Han tilsluttede sig Socialdemokratiet og var 1913-1922 medlem af Folketinget og 1918-1936 af Landstinget. Han blev kirkeminister i regeringen Stauning 1924-1926 og 1929-1935. Dahl var tilhænger af at adskille stat og kirke. Han gennemførte en større sognereform i København.

Biskop Harald Ostenfeld (1864-1934) over Sjællands Stift 1911-1922 og fortsatte i Københavns Stift 1922-1932. Ostenfeld havde bl. a. været formand for den danske Præsteforening og redaktør af dens blad. Han var siden 1890 gift med sin kusine Johanne Seidelin (1869-1901)

Kirkeministeren og Præsten.

En ny Erklæring fra Kirkeminister Dahl.

Kirkeminister Dahl erklærede i Gaar Morges i "Berl. Tid.", at det var urigtigt, naar KØBENHAVN havde meddelt, at han vilde udsende en ny Erklæring - hvorefter han i Gaar Eftermiddags udsendte følgende Erklæring:

I Anledning af at forskellige Blade har fundet en Uoverensstemmelse mellem den af Ministeriet udsendte Erklæring om Pastor Falk-Rønne og min Udtalelse til Bladet "Social-Demokraten" om, at jeg fandt dets Kritik i det væsentlige berettiget, skal jeg udtale følgende:

Alle maa formentlig være enige om, at det i Ministeriets Erklæring under Punkt 2 omhandlede af Pastor Falk-Rønne udviste Forhold, som Ministeriet i sin Tid har udtalt en alvorlig Beklagelse af, er dadelværdigt.

Jeg maa ogsaa finde det uberettiget, at der af de Penge, som var indsamlede til Menighedsplejen, anvendtes et Beløb til et Byggeforetagende ved Kristkirken, hvorved der indrettedes Sakristi og Kontorer til to Præster, Kordegn og Graver.

Jeg maa ligeledes udtale, at de 150 Kr. om Maaneden, som Pastor Falk-Rønne fik bevilget efter den af Pastor Jørgensen i Menighedsraadet stillede Resolution, var tildelt ham til at afholde Hjælp for. Den Medhjælp, han forskaffede sig, var sparsom.

Dette var saa meget mere beklageligt, som Sognepræst Rønne var svag og i en Del af det paagældende Tidsrum havde fast Bopæl saa langt fra sit Sogn som i Taarbæk.

Uagtet Pastor Falk-Rønne ved de omtalte Forhold ikke diskvalificeres som Præst, kan jeg dog ikke andet end finde dem beklagelige og vel egnede til at vække Kritik.

(sign.) P. Dahl.

Som man ser, driver Ministeren efterhaanden mere og mere bort fra Grundlaget i sin egen tidligere - og ministerielle - Erklæring og over til "Social-Demokraten"s Standpunkt.

Vi har i Gaar forelagt ovenstaaende Erklæring for Pastor Falk-Rønne, der meddelte, at han i Morgen ville udsende et nyt Svar.

(København 26. september 1925).

Falk-Rønnes følgende svar lagde ikke noget til sagen. Hvilket han senere erkendte idet han skrev at hans tidligere udtalelse måske havde været vildledende. Bl. a. fordi sagen hvilede på skriftlige og mundlige aftaler. 

Pastor Falk-Rønne gør Afbigt i den ellevte Time.

Pastoren har i Gaar udsendt en Erklæring i hvilken han tilbagekalder sine Angreb paa Kirkeministeren og Social-Demokraten. - Kirkeminister Dahl taler i Dag i Folkethinget.

Den 27. September bragte vi en Artikel med Overskriften: "Pastor Falk Rønnes Panstande er tendentiøse og positivt urigtige". Vi gengav i denne Artikel en saakaldt "Redegørelse", i hvilken Pastor Falk-Rønne søgte at bortforklare, at han af Statskassens Midler havde hævet Penge til gejstlig Medhjælp - men havde beholdt disse Penge selv. Overfor Pastor Falk Rønnes Fremstilling gjorde Kirkeminister Dahl gældende, at Pastoren havde sammenblandet forskellige Data for at tilsløre et usømmeligt Forhold. Kirkeministeren bebudede, at han i Folkethinget vilde give nærmere Oplysning om Pastor Falk Rønnes ubehændige Jongie￾ring med visse Kendsgerninger. I Dag faar Kirkeministeren Ordet, og Hr. Falk Rønnes Sag vil blive stillet i rette Lys.

I den øjensynlige Hensigt at foregribe Begivenhedernes uafværgelige Gang udsendte Pastor Falk-Rønne i Gaar følgende Erklæring:

Jeg er bleven gjort opmærksom paa, at min Redegørelse for Anvendelsen af de mig i Aarene 1923-25 tilstaaede Beløb til Afholdelse af Udgifter til Medhjælp kan virke misvisende, da de to Perioder 1. Oktober 23 - 1. December 24 og fra 1. Marts 25 ikke er holdt ude fra hinanden. Jeg indrømmer gerne dette.

Jeg skal endvidere erklære, at hvis mine Udtalelser til Bladene er blevet opfattede som Beskyldninger mod Kirkeministeren for Partiskhed, da har dette ikke været min Hensigt, og jeg erkender, at den af Ministeren valgte Fremgangsmaade, ved en Undersøgelse at faa fastslaaet, hvad der laa til Grand for et herværende Dagblads Angreb, har svaret til Hovedhensigten: at skabe Klarhed.

København, d. 3. November 25.

Jørgen Falk Rønne.

Det er beklageligt, at Pastor Falk-Rønne først nu i den 11. Time er blevet gjort opmærksom paa, at hans saakaldte Redegørelse kunde virke misvisende. Vi paapegede det ellers klart nok allerede den 27. September og følgende Dage. Vi udtalte aabent, at Pastorens Fremstilling var et Forsøg paa Tilsløring. Han beregnede sine Indlægter til 31. December 1924, men sin Udgifter til langt ind i Aaret 1925. Derved opnaaede han - paa Sandhedens Bekostning - at give det Udseende af, at de Penge, han foruden sin Gage havde hævet i Finanshovedkassen, kun havde strakt til det strengt fornødne. Kirkeministeren udtalte om denne Adfærd.

- Den af Pastor Falk Rønne under Punkt 8 givne Fremstilling er ikke blot tendentiøs, men ogsaa positiv urigtig. løvrigt ønsker jeg ikke at fortsætte en offentlig Polemik, der allerede er udartet saaledes.

"Kristeligt Dagblad", "København" og andre skinhellige Organer svarede med en Strøm af Skældsord. De holdt sig til Pastor Falk-Rønnes urigtige Fremstilling, smædede Ministeren og beskyldte Social-Demokraten for paa det lumpneste at overfalde en hæderlig, sagesløs Præst.

Siden da er forløbet godt en Maaned, og nu da den uundgaaelige Afsløring var forestaaende, møder Hr. Falk-Rønne frem med en Erklæring, som er sat paa Skruer, for at Offentligheden ikke skal forstå hvilket Tilbagetog den indeholder.

(Social-Demokraten 4. november 1925).

Kirkeminister Dahl indledte efterfølgende en forhandling af bestemmelserne om den københavnske Kirkefond. Den daværende ordning, en kongelig resolution fra 1903, bestemte at Sjællands biskop skulle være formand for Kirkefondens bestyrelse, hvilken Dahl ønskede ændret.

Kirkebetjent begaar Overgreb mod Smaapiger i St. Jacobskirken. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Sigtelse mod en kirkefunktionær.

Lokket Smaapiger ind i St. Jacobskirkens Menighedshus og mishandlet dem.

Reservebetjent Hans Larsen anholdt.

Opdagelsespolitiet har i Morges anholdt en i de religiøse Kredse ude paa Østerbro meget kendt Mand, Reservekirkebetjent ved St. Jacobskirken, Hans Marius Larsen, i Henhold til nogle højst graverende og alvorlige Sigtelser, der i de sidste Dage har verseret i Kvarteret derude om Kirken, og som nu endelig har fortættet sig til en direkte Anmeldelse til Øvrigheden.

Larsen, der er 30 Aar gammel, gift og selv har to smaa Piger i 7-8 Aars Alderen, er Vicevært for Ejendommen Østerbrogade Nr. 114, hvor han selv boer i Sidehuset. Men ved Siden heraf beklæder han Stillingen som Hjælper hos St. Jacobskirkens Kirkebetjent, har bl. a. Forpligtelse til at besørge Ringningen med Kirkeklokkerne de 3 af Ugens Dage, til at passe Fyret og sammen med sin Hustru besørge Renholdelsen af Menighedshuset, der, som bekendt, ligger umiddelbart ved Siden af Kirken.

Hvor meget eller hvor lidt ler ligger i de mod Larsen fremsatte Sigtelser er det i Øjeblikket vanskeligt at sige. Men Sigtelserne gaar ud paa, at han skal have lokket et Par Smaapiger paa en halv Snes Aar ind i Menighedshuset, hvortil han i Følge sin Stilling har Nøglen, og her skal have mishandlet Børnene paa den uhyggeligste Maade. Og at Politiet i hvert Fald ikke afviser Sigtelserne som helt ugrundede, turde fremgaa deraf, at Larsen, som sagt. i Morges er bleven anholdt i sit Hjem, og at han antagelig allerede i Formiddag vil blive fremstillet til Fængsling i Dommervagten.

Anholdelsen, om hvilken Rygtet som en Lyn har bredt sig indenfor Menigheden, har naturligvis her vakt den pinligste Opsigt.

Forbryderen tilstaar.

Umiddelbart for Redaktionens Slutning erfarer vi, at den Anholdte i et Forhør paa Domhuset. hvorhen han var fort. har aflagt Tilstaaelse om det væsentligste i de mod ham rettede Sigtelser, nemlig, at han har benyttet sin uhindrede Adgang til Menighedshuset til at lokke de smaa Piger med sig derind og i selve Menighedshuset har opført sig forbryderisk overfor Børnene.

(Aftenbladet (København) 13 februar 1924)

Den uterlige Kirkebetjent løsladt.

En hensynsfuld Dommer og en afskyelig Forbryder.

Man erindrer den ækle Sag med Kirkebetjent Larsen ved Sct. Jacobskirken, der har lokket Smaapiger ind i Menighedshuset og der havde forbrudt sig mod dem paa det frygteligste.

Kirkebetjenten nægtede til at begynde med; men da Beviserne var for overvældende, tilstod han og begyndte at spille angerfuld.

Om det er dette, der har gjort Indtryk paa Dommeren, Hr. Scharling, skal vi lade være usagt; men der skete i Gaar det ret opsigtsvækkende, at da Politiassessor Krenckel fremstillede Kirkebetjenten i et afsluttende Forhør, løslod Dommeren ham til Dommen falder.

Vi har i al Almindelighed ikke noget imod, at der i Retten vises Mildhed og Skaansel. Men her er sandelig Mildheden ikke paa sin Plads.

(Folkets Avis - København 7. marts 1924).

Larsen blev idømt 4 års forbedringshus.

Ny Præsteindsamling. (Efterskrift til Politivennen)

I marts 1908 samledes et meget stort antal borgere til et møde i Korups Have for at drøfte spørgsmålet om en ny kirke som det københavnske kirkefond havde købt en grund til i Bergs Alle i Valby.

Dette møde var fuldstændig offentligt, og Indremissionen var repræsenteret ved pastor H. Ussing. Mødet vedtog så godt som enstemmigt at der ikke i Valby var trang til flere kirker. Hr. Ussing lovede dengang at tage hensyn til denne stemning, og han tilføjede at selv om der skulle blive opført en kirke på den købte grund, så skulle befolkningen i Valby ikke blive opfordret til at betale til denne kirke. Kirkefondet skulle endog betale reparationsudgifterne, og kirken skulle altså være en ganske privat bygning.

Men i disse dage er der i Valby alligevel udsendt et opråb til alle beboere om at yde bidrag. Foreløbig har man brug for 12.000 kr. For dette beløb kan en del af kirken opføres. Resten vil man antagelig søge at få indsamlet senere, for målet er at få et nyt sogn. Det kirkelige udvalg har nemlig vedtaget at der i et sogn kun må være 10.000 mennesker. Altså er der i Valby 5.000 mennesker for mange, og disse 5.000 skal danne et nyt sogn.

Opfordringen om at yde bidrag er underskrevet af pastor Ussing og frue samt brygger Jacobsen. Denne sidste kan udmærket selv alene skaffe de 12.000 kr., hvis han virkelig tror at der i Valby er trang til flere kirker.

Jeg der var indleder på det omtalte møde, er blevet forbavset over at se at man i opråbet udtaler følgende:

"Men i virkeligheden kunne selve det møde kun være et nyt bevis på hvor stor trangen er. Thi at en større kreds her i Valby kan være så blottet for forståelse af kirkens betydning, er næppe forklarligt på anden måde end at de allerede på grund af sognets størrelse kender så lidt til kirkens liv og gerning at de bliver et let bytte for kristendomsfjendtlig agitation."

Hr. Ussing må have en meget dårlig hukommelse, for ellers kunne han huske at han i debatten om folkekirken og kristendommen havde vanskelighed med at klare sig, og han havde på mødet sikkert det indtryk at befolkningen i Valby ikke er så naiv som han nu vil gøre gældende. Stærkt trængt i debatten indrømmede hr. Ussing at han også ville virke for kirkens adskillelse fra staten. Dette gør han ikke nu, for han virker for det stik modsatte.

Den langt overvejende del af befolkningen i Valby er arbejdere og middelstandsfolk. Vi har i den kommende vinter andet og mere nødvendige ting at yde bidrag til end til overflødige kirkehuse. Vi vil i stedet gøre hvad vi kan for at skaffe brød til dem der sulter og lider. Og jeg vil derfor opfordre alle mine standsfæller til ikke at yde penge til den omtalte kirke.

Vil menighedsrådet have en kirke til, så lad dem selv anskaffe kapitalen dertil. De kvinder og mænd der har underskrevet opråbet, kan selv rejse den omtalte sum uden at de derfor kommer til at mangle nogle af livets behageligheder.

J. P. Jønson.

(Social-Demokraten 13. december 1909).

Lidt fra og om vore Kirker. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg ved ikke om De gaar meget i Kirke, det kommer mig heller ikke ved. Jeg vil kun betro Dem, at jeg kommer der af og til, - men, naar jeg skal være ganske ærlig, saa er det ikke for at høre Præsten, thi jeg er ganske enig med Dronning Christina af Sverig i, at "voro prästers prædikener ere så förbannade länge og kedliga". - Nej, jeg gaar i Kirken fordi jeg holder meget af Orgelspil, og det hører man meget rigtigt smukt af i vore Kirker. Naar Sangen og Orgelet er forstummet og Præsten begynder, saa vandrer mine Tanker omkring i Kirken langt fra den ha-stemte Præstelyrik. Dette vilde nu en af Præsterne naturligvis kalde "Djævelens Værk" , og det er ogsaa "Djævelens Værk" sig har med at gøre, idet jeg ønsker at skrive om Djævelskram, rigtignok paa en anden Maade, end Præsterne have tænkt sig. 

En Kirke skulde jo være en Bolig, hvis eneste Formaal er Fred og Kærlighed. Der burde jo ikke ligge nogen som helst økonomisk Nytte til Grund for dens Opførelse eller Eksistens. I denne burde jo Alle være lige, al menneskelig opfunden Standsforskel burde vige her, - saaledes lyder jo Kristendommens Lære, og saaledes fortæller Præsterne jo at det skal være; men man handler ikke derefter.

Naar man kommer ind i disse Kirker, findes der posterede en tre a fire glatkæmmede Skikkelser i Svalefrakker og med hvide Halsbind samt Briller, der ere indrettede til baade at se oven over og underneden. Dette er nogle overordentlig bevægelige Mænd, og de have et udmærket Greb paa at se paa Folk, hvem og hvad de ere, hvorefter de retter deres Krops Bevægelighed. Dog tage disse Kirkens Betjente undertiden fejl. En Søndag kom en gammel Mand humpende ind i Kirken; men da han saa ud til at være en ganske almindelig Mand, lod Svalefrakken ham humpe afsted. Pludselig hvisker en Mand i Øret paa Kirkebetjenten: "Det er forrige Justitsminister E." - og det gav et Sæt i Betjenten, der øjeblikkelig bukkede sig saa dybt, at Hovedet kom ind i den Gamles Frakkeskøder, og med en ubeskrivelig Svingning dukkede op ved den gamle Forhenværendes venstre Skulder. I ilsomme Trin naaede Betjenten Stolen, lukkede op, og den gamle Mand fik Sæde. Stolen og Stolene i Kirken, tillad mig at stanse lidt ved dem; thi der er der ikke saa ringe økonomisk Nytte, som ligger til Grund. Det er en meget stor Fejl med disse aflukkede Stole, hvortil Etatsraader, Kammerherrer og Junkere, Grosserere og Fabrikanter alene har Adgang. De har i sin Tid givet et større eller mindre Beløb til Kirkens Opførelse, eller de have tilkøbt dem Plads i en af de ældre Kirker, og saa skal Stolene staa ukrænkelige indtil Fru Etatsraadinden har opnaaet den fornødne Opbyggelighed til at komme for sent, eller Hr. Kammerjunkeren har faaet sig tilbørligt udstafferet udi Andægtighedens Folder. Kirkepøblen, det vil sige, de Smaa i Samfundet, de maa pænt staa og vente, og naar saa en enkelt Stol tilfældigvis er ledig og bliver lukket op, saa realiseres Spørgsmaalet "den Stærkeres Ret" praktisk, medens Hr. Morten eller Hr. Mads allerede er inde paa Begrebet "de Fattige i Aanden" og "salig er de Fredsommelige" osv. Det er en ligefrem forargelig Indretning, dobbelt forargelig, fordi den har sin Grund i det gamle Princip; "Flest Penge, størst Ret". Jeg ved nu meget vel, at Kirkerne trænger til Indtægterne, og at dette at leje Stolene ud aarlig, er en Maade at skaffe Kirken Indlagt paa; men derfor er Princippet lige forkasteligt og det er i det Hele taget hejst uheldigt, at man hver Gang man skal have med Kirken at gøre, skal staa med Skillingen i Haanden. I denne Retning finder der nu desuden et Optrækkeri Sted i vore Kirker, som har større Dimensioner, end man er tilbøjelig til at antage, og jeg skal ved Lejlighed gøre Dem bekendt dermed. Hr. Redaktør, naar jeg faar tilstrækkeligt Materiale samlet sammen.

Men som sagt: "Penge eller Prygl" lyder ligesaa tydeligt, naar man skal have med Kirken at gøre, som naar man kommer paa et Værtshus. Har en Mand begaaet den Letsindighed, at sætte et lille Statsborger eller Borgerinde ind i Verden, saa skal den Smaa jo døbes - det koster Penge, og skulde han være saa nysgerrig, at han ønsker at slutte et nøjere Bekendtskab med denne Verden, saa maa han jo konfirmeres, hvilket ogsaa koster Penge. Har han fremdeles Udsigt til at fortsætte Tilværelsen, og i den Anledning lader sit uregerlige Hjerte falde i Hænderne paa en yndefuld Ungmø, saa maa han jo ogsaa i Kirken og betale, ja betale dyrt for at saa sin Elskov publiceret for Verden. Er han endelig træt og mæt af Livet, saa vil Kirken ikke en Gang sende ham en Velsignelse ud til de mange Bendynger vaa Nørrebro, eller til de svømmende Ligkister paa "Vestre Kirkegaard", uden at det koster Penge og ved slige Lejligheder skal der ordenlig blødes. Ser De, Hr. Redaktør, det er det, man kalder den kristelige Humanitet, det er det man kalder "Kirkens Opgave".

Deres ærbødige

Joel.

(Social-Demokraten 9. august 1882).

De kjøbenhavnske Kirker contra Skatteborgerne. (Efterskrift til Politivennen)

Tillad mig, Hr. Redaktør, som kjøbenhavnsk Skatteborger at fremdrage et Spørgsmaal, i hvilket min Forstand staar fuldstændig stille, og hvorom jeg hører, at vore lærde Jurister nok heller ikke skulle være synderlig klare. Men til Gjengjæld ere de kirkelige Avtoriteter i Hovedstaden saa meget sikrere i den Slags Sager, jeg her sigter til, og ere aldrig i Tvivl, naar det gjælder om at indkassere Mønten fra Skatteyderne. Hvordan det hænger sammen med de saakaldte Præstepenge, som vi her i Kjøbenhavn maa erlægge, paa hvilke Lovbestemmelser de grunde sig, og hvor deres ubegribelige Voxeevne skriver sig fra, har jeg aldrig kunnet faa Oplysning om; for en halv Snes Aar tilbage fik man af Rodemesteren en beskeden Anmodning om at ansætte sig selv til en lille Ydelse, t. Ex. en Krone eller to, men nu møder Fordringen stadig stigende og rettes til En med samme avtoritetsmæssige Kraft som Kravet paa ordinære Kommune- og Indtægtsskatter. Men skjønt det saaledes bliver værre og værre med disse Præstepenge, har jeg dog i de gode Aar fundet mig i at betale dem uden videre Indsigelse, da jeg som sagt ikke er klar over Udviklingens Lov. og man jo ikke tør gaa ud fra, at alt, hvad der synes den sunde Fornuft ubegrundet og løjerligt, derfor skulde savne Hjemmel i dansk Kirkeret. Men nu er jeg i disse Dage bleven gjort til Gjenstand kor en ny kirkelig Opkrævning, der i den Grad strider mod mine retslige Begreber, at jeg ikke kan undlade at anraabe om Offenlighedens Sympathi for de Skatteborgere, der paa en Maade, som nu skal beskrives, gjøres til Remedier sor det kirkelige Livs Trivsel i Hovedstaden.

For to Aar tilbage i Tiden havde jeg Bopæl ved den gamle Ende af Gothersgade og faldt da ind under Trinitatis Sogn; Runde Kirke var for nogle Aar siden bleven restaureret, og hvorvel denne Restauration, saa vidt mig bekjendt, havde fundet Sted, uden at Menighedens skatteydende Medlemmer vare afæskede Samtykke i saa Henseende, betalte vi, foruden vore ordinære Præstepenge, det ret betydelige Paalæg, som Restaurationen krævede. Lidt knurrede vi vel, men slog os dog til Taals, for det var kun en Overgang, trøstede Rodemesteren os med. Et Par Flyttedage derefter flyttede jeg til den anden Ende af Gothersgade. Imens havde "den indre Mission" faaet rejst Kirken paa Østerbro, og en ny Sogneinddeling blev truffen  atter uden at spørge Beboerne. Jeg for mit Husnumer blev sat over til Johanneskirken, og i Stedet for min gamle Kirke, til hvis Restauration jeg klækkeligt havde bidraget, blev jeg som nyt tributpligtigt Offer uden videre delagtiggjort i Johanneskirkens Byggegjæld. Forleden Dag præsenterede Rodemesteren mig en Regning, lydende paa Afdrag af denne Gjæld, og da jeg ønskede nærmere Forklaring, henviste han mig til Skattebillettens Text "i Henhold til Lov af 19 Januar 1863", i hvilken Lov jeg imidlertid ikke kan finde det allermindste om nogens Ret til at paabyrde mig en slig kirkelig Byggegjæld. Jeg spørger nu: Er der fornuftig Mening i alt dette? Og er det en virkelig honnet Maade for Kirken at fremme sit Tarv paa? Sogneinddelingen i Hovedstaden har, som man veed, ikke længer nogen reel Betydning for den almindelige Bevidsthed; man flytter fra Gade til Gade og anser sig vel forvaret, naar man har sin Lejlighed og sin Lejekontrakt i vedbørlig Orden, og ingen tænker paa at erhværve sig Attester for Kirkernes Tilstand og økonomiske Status. Men efter at jeg nu har opdaget, hvilke skjulte kirkelige Faldgruber man kan dumpe i, blot ved at flytte fra den ene Ende af Gothersgaden til den anden, vil jeg raade enhver Skatteborger til fremtidig at iagttage den størst mulige Forsigtighed ogsaa i denne Retning, og jeg for mit Vedkommende vil ufravigelig stille det Krav til enhver ny Husejer, jeg som Lejer faar med at gjøre, at han fremlægger detailleret Beretning om de kirkelige Bygninger og Kreditforhold m. m. i Kvarteret. Men jeg gjentager: Er denne Fremfærd af de gejstlige Avtoriteter overfor Borgernes godtroende Pengepunge den rette Vej til at bekæmpe den Mangel paa kirkelig Sans blandt Hovedstadens Beboere, hvorover der føres saa livlig Klage? 

Anker Heegaard jun.

(Morgenbladet (København) 17. oktober 1879).

 

Grosserer Anker Henrik Heegaard (jun) (1837-1905) var søn af velhavende forældre i Slangerup. Efter handelslære i et skibsprovianteringsfirma i Helsingør, fik han stilling i et stort kaffehus i Holland og da han kom hjem igen blev han repræsentant for en slægtning August Heegaard, som handlede med engelske stålvarer. Dennes bror Anker Steffen Heegaard var den kendte Frederiksværk-fabrikant af støbejern og emalje (om en strejke på dennes fabrik 1897, se andetsteds på denne blog). 25 år gammel løste han borgerskab i handel.

1866-1870 var han gift (konen hed Julie). De fik et barn der var 1 år da hun døde. De flyttede herefter til forældrene i Slangerup. For at skelne mellem de to Heegaard’er, kaldte Anker Henrik sig Heegaard junior resten af livet. Fra omkring 1869 solgte han linieret skrivepapir i Pilestræde 40, 1. Her havde han en papirhandel der også havde skriveredskaber. Endnu oktober 1869 er der annoncer fra den.

Efter at han i Tyskland 1869-1870 have set en konvolutmaskine, lånte han penge til en sådan og startede Danmarks første konvolutfabrik og havde desuden en engros papirforretning som med tiden solgte hvad danske boghandlere handlede med (ikke bøger). Fra 1871 solgte han også stålhavespader, 1872 hollandsk røgtobak. I april 1873 flyttede papirlageret og konvolutfabrikken til Trompetergangen 6 (Cloettas Fabrik) nu Niels Hemmingsensgade. Marts 1874 annonceres fra Lille Helliggejststræde 32. (1. og 2. sal over gården). Nu Valkendorfsgade.

Mogens Falk Sørensen (1907-1975): Valkendorfsgade 30-34 (1854). Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. Selv om fotoet er over et halvt århundrede efter Heegaard havde sin fabrik her, synes der ud fra ældre fotoer ikke at være sket det store, bortset fra at porten (under "Eft. A/S") nu fører ind til Kringelgangen til Gråbrødretorv. Kbhbilleder. CC-BY.

I 1877 giftede Anker Henrik Heegaard sig med Louise Rosenstand (1858-1927). De flyttede til det nye kvarter ved Gothersgade-Linnésgade. Her fik de 6 børn. En af sønnerne (Poul Aage) overtog i 1906-1926 en boghandel i Horsens (I. C. Halvorsens Eftf.)

Politisk stod han tæt på Venstre og i 1870erne også socialisterne. Ved prøvevalget til borgerrepræsentationen i Nørre Alle skole marts 1876 fik han "overvældende majoritet" (ifølge Social-Demokraten 29. marts 1876). Ved valget fik han dog kun 100 stemmer. Kun 1/8 af vælgerne gav møde. Ved valget i 1881 opfordrede han til at stemme på medstifter af Socialdemokratisk Forbund (1878) og medlem af dettes hovedbestyrelse Peter Thygesen Holm, der blev valgt 1887 og 1890. Heegaard blev i oktober 1877 valgt til bestyrelsen i Grundlovsværneforeningen i København i hvilken han var aktiv i årene fremover. Her var han bl.a. imod det forhandlende Venstre. 

Han stod politisk tæt på bl.a. Berg, Hørup, N.J. Larsen, Høgsbro, Holstein-Ledreborg, Alberti, Balthasar Christensen m.fl., samt digterne Drachmann, Schandorph og Otto Borchsenius. Efter bruddet mellem Berg og Hørup sluttede Anker Heegaard sig til Hørup. Han støttede dennes start af dagbladet Politiken.

I 1882-1883 opførte han en stor (omkring 500 m2) villa (Villa Starno) på Christian Winthers Vej 4 (nu ejendommene 4 A, B og C, de to huse 4 D og E, husene 6 og 8 samt Rathsacksvej 29). En af hans sønner var arkitekten Jørgen Anker Heegaard (f. 1912). Kort efter måtte han trække sig tilbage fra fabrikken da han fik pinefulde nervesmerter i ansigt og arme. Da lånet til maskinerne var afviklet og virksomheden havde givet stort afkast, var der penge nok til at forsørge den stadig voksende familie. I nogle skure i villaens have opmagasinerede han alle maskiner og inventar. Han levede med familien af pengene fra fabrikken til han døde i 1905. Derefter levede enken og familien af pengene til hun døde i 1927. Hun solgte villaen i 1908 til ingeniør Poul Larsen fra F.L. Smidth og flyttede til Store Kongensgade 40. (Oplysningerne fra Poul Anker Heegaard: Bidrag til Familien Heegaards historie. Findes på Slægtsbibliotek).

Villaen blev sprængt i luften af tyskerne den 20. december 1944. Ejeren (den tidligere danske gesandt N.P. Arnstedt) brugte lejligheden som samlingssted for danske sabotører. En anden beboer (ingeniør Hostrup-Schultz) husede sabotører. Under en ildkamp mellem SS og sabotørerne, blev villaen sprængt, forstærket af skjult ammunition i væggene. Under det nedstyrtede tagfandtes en del geværer, pistoler og ammunition, som en gruppe frihedskæmpere fik fjernet for næsen af de tyske vagtposter.

Kjøbenhavnske Kirkeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Et Fremskridt med Hensyn til vore Kirkeforhold have vi nylig gjort, idet Tavleombæringen under Prædikenen er bleven afskaffet, og Bøsser i Stedet for ere hensatte ved Kirkedørene; det næste Skridt paa dette Omraade vil forhaabenlig blive, at man aldeles fjærner Pengeindsamlinger i Kirkerne. En "Reform", som jeg dog endnu stærkere vil anbefale, og som sikkert vilde finde almindeligt Bifald hos Menighederne, er Afskaffelsen af Salget eller maaske rettere Bortforpagtningen af Stolestaderne. Den nuværende Ordning afstedkommer megen Forstyrrelse; thi det er jo almindeligt, at de, der have fast Plads, komme efter Gudstjenestens Begyndelse, undertiden endog ikke, for Prædikenen er begyndt. De siddeberettigede maa da trænge sig frem gjennem den ofte tæt sammenstuvede Mængde, som staar paa Gulvet, medens samtidig vedkommende Kirkebetjent travlt iler omkring eller skubber sig frem for at lukke Stolene op for disses Ejere eller Forpagtere. Derhos vil ogsaa enhver, som blot af og til besøger de kjøbenhavnske Kirker, i Særdeleshed naar en af de mest søgte Præster prædiker, sikkert have lagt Mærke til, hvor almindeligt det er, at nogen faar ondt af Anstrængelse ved at staa, og det uagtet maaske Halvdelen af Siddepladserne have været ubesatte; thi som bekjendt er det Skik først at lukke Stolene op for de staaende, naar Præsten bestiger Prædikestolen. Men selv efter at Stolene ere lukkede op, kan man ej være sikker paa at beholde en Siddeplads. Nytaarsdag var jeg Vidne til, at to Damer, der efter Prædikenens Begyndelse havde sat sig i en Stol, maatte rejse sig og forlade Stolen, fordi dens Ejermand omsider behagede at indfinde sig og forlange sin Plads. Foruden de paapegede Ulemper maa endnu sluttelig fremhæves, at det omtalte Forhold paa en meget stødende Maade vidner om, at den Velhavendes Ret ogsaa i Kirken gaar forud for den Fattiges.

L. T.

(Morgenbladet (København) 8. januar 1878).

Ombæring af Tavler. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Tillad mig igjennem Deres ærede Blad at gjøre opmærksom paa en i Hovedstadens Kirker stedfindende Ustik. Jeg vil ikke omtale den evindelige Gaaen og Kommen, som end ikke standser under Bønnen, heller ikke at Kirkegangen for Mange faaer Charakteren af en Forestilling, idet de komme netop naar Prædikenen begynder og gaae igjen øjeblikkelig, naar den er endt - Alt dette kan vel neppe være anderledes i en stor By, hvor saa mange Slags Mennesker færdes; hvad jeg vil omtale er den Uskik der fra Kirkebestyrelsens Side finder Sted, idet den endnu lader Tavlerne ombære. Jeg er fra Provindserne, og i den Kirke, hvor jeg hører hjemme, er det flere Aar siden, at Tavlernes Ombæring ophørte, og at der istedetfor dem blev hensat Bøsser i "Vaabenhusene" ved Indgangene. Desto mere maa det derfor støde mig, at man her i Hovedstaden, hvor der fremfor andre Steder burde sørges for en god Kirkeorden, endnu lader Tavlerne ombære. Saasnart Prædikenen er begyndt, opmarchere disse 4 a 6 Tavler med den derfra uadskillelige Forstyrrelse og Klingren med Skillingerne, og man maa undres over, at Præsterne i det Hele taget formaae at løfte Menigheden bort fra det Materielle, paa samme Tid som Tavlebærerne ved deres Pegen med Tavlen søge at henlede Opmærksomheden paa det. Det kan dog ikke feile, at mangen Præst i sit Hjerte maa føle sig saaret ved denne Forstyrrelse, forsaavidt som Vanen ikke har støvet denne naturlige Følelse.

Og hvem er det saa, til hvis Fordeel Tavlerne bæres om? Det er til Bedste for Kirken, for Præst, Catechet, Capellan osv Men er virkelig Kirken og Præsterne saa slet stillede her i Hovedstaden, at de maae lade samle Bidrag til deres Underhold? Præsterne, forekommer det mig, maatte langt foretrække, at der udstilledes Bøsser for dem, end at der paa denne forstyrrende og stødende Maade opfordres til at yde Bidrag. Man vilde ofte med Glæde lægge sin Gave i en Bøsse til Den, ved hvis Forkyndelse af Ordet man var bleven opbygget.

Meest Anstød vækker det dog, at ikke engang Communen undseer sig for ved Kirketavler at indsamle Bidrag til sig selv. Ialfald staaer der paa en af Tavlerne i Holmens Kirke "Fattigvæsenet". Men "Fattigvæsenet" er ikke de Fattige eller "de Fattiges Kasse", som Mange maaskee troe; ved "Fattigvæsenet" forstaaes efter almindelig Sprogbrug den communale Fattigunderstøttelse, og Alt, hvad der gives i den Tavle, bliver derfor ikke til Fordeel for de Fattige og Trængende, men til Fordeel for Kjøbenhavns Skatteydere. Men at Kommunen vil tillade, at de Kirkesøgende blive prellede om Bidrag til Lettelse for Skatteyderne, er mere, end jeg kan forstaae, og jeg vil helst troe, at man slet ikke er bleven opmærksom paa dette upassende forhold. I den øvrige Deel af Landet afskaffedes det ved Lov af 8de Marts 1856 om frivillig Fattigunderstøttelse, og det er mærkværdigt, at det desuagtet er vedblevet her i Kjøbenhavn.

Med Ønsket om en Forandring af disse Forhold i Hovestadens Kirker og i Haabet om, at det muligviis kunde bidrage til en Ændring, at det offentlig fremstilledes, er det, at jeg tillader mig Fremsendelsen af Nærværende til Optagelse i Deres ærede Blad.

N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1871).

Niels Martin Nielsen. (Efterskrift til Politivennen)

Mellem oktober og december 1869 begik Niels Martin Nielsen en stribe tyverier i kirker. Udbyttet løb op i ca. 30 daler. Han blev pågrebet den 28. december 1869 og stod med udsigten til at blive dømt til op til 8 års tugthusarbejde da det var sket i kirker.

Kirketyven  Niels Martin Nielsen.

Vore Læsere ville vistnok endnu mindes de opsigtvækkende Tyverier, der i Slutningen af forrige Aar fandt Sted i flere af Hovedstadens Kirker, saavelsom den kort derefter skete Paagribelse af Forbryderen Niels Martin Nielsen, der havde forøvet dem alle. Skjøndt endnu ung paa Forbryderbanen er denne Person saa mærkelig ved den Maade, hvorpaa han har udført disse Tyverier paa Steder, der netop hos Menigmand nyde den høieste Grad af Agtelse, og hans Karakter er bleven saa forskjellig bedømt, at en Omtale af hans personlighed og den Maade, hvorpaa han er gaaet tilværks, muligvis ikke vil være uden Interesse.

Niels Martin Nielsen er født den 17de Marts 1847 paa Frederiksholm i Hvidovre Sogn og fylder altsaa snart sit 23de Aar. Faderen, der var Arbeidsmand, er død, men Moderen boer endnu her i Byen. Hos sine Forældre blev Niels til sit 5te Aar, kom da til en Farbroder paa Hjortespring, hvor han blev til sit 13de Aar; fra Farbroderen tog han til en Gaardmand i Herstedøster, hos hvem han opholdt sig, til han var 19 Aar gammel. Fra nu af hører hans rolige levevis op; han tog herind til Byen, hvor han skulde blive saa sørgelig bekjendt, og i de fire Aar, han har opholdt sig her, han han ført et temmelig omflakkende Liv, som det synes uden Stadighed enten til at bestille Noget eller til at blive paa et Sted.

Han kom i Lære hos en Skomagermester, fra hvem han efter et Aars Forløb flyttede over til en Kollega; men da han ogsaa havde holdt ud her et Aarstid, gik han til den tredie Skomager, som imidlertid kun formaaede at holde ham hos sig en Maanedstid. Da han forlod denne, opgav han tillige Skomagerprofessionen, rimeligvis for bestandig, og laa nu ledig i henved 3 Maaneder. I denne Tid opstod alskens onde Tanker hos ham, og han forsøgte sig første Gang i Tyveri, rigtignok kun af mindre Sager, men det medførte dog, at han blev straffet med 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

I April 1867 blev han løsladt af Arresten og begyndte paany sit omflakkende Liv. I 3 Uger tjente han hos en Gaardeier i Bagsværd, hvem han derpaa forlod uden Tilladelse for at melde sig til Fattigvæsenet. Men Opholdet paa Ladegaarden syntes ikke at behage ham; han tog derfor til sin Moder og fra hende til en Gartner, hvor han tjente til i December Maaned 1868. Et kort Ophold paa Frederiks Hospital, nogle Maaneders fornyede Ophold hos Moderen og en ligesaa lang Tjeneste paany hos Gartneren ere derefter de væsentligste Begivenheder i hans Liv indtil September 1869. Da leiede han sig sin egen Bolig i Klærkegade Nr. 24, og fra den Tid begynder hans udstrakte Forbrydervirksomhed. 

Det var Lediggangen i Forbindelse med Tilfældet, der anden Gang gjorde ham til Tyv. En Søndag Aften, den 17de Oktober, da han drev om paa Gaden og kom fordi Frue Kirke, fandt han denne aaben, da der var Aftengudstjeneste, og gik ind. Medens han var derinde, bemærkede han, at der paa forskjellige Steder henstod Kirkebøsser af Messing, og da han ingen Penge havde, faldt det ham snart ind, at der her var Forretninger at gjøre, og at disse let vilde kunne give ham langt mere Udbytte, end han behøvede. Han blev derfor i Kirken, til Gudstjenesten var forbi, idet han skjulte sig i en af Kirkestolene i 2den Etage, og da Alt var slukket og lukket, begyndte han sin Virksomhed. Han ned ad en trappe, der fører til Alteret og frabrød her med Hænderne Overfaldet, hvori Hængelaasen er anbragt, paa fire Bøsser, der henstod dels ved Døren og dels ved en Sidegang. Lys brugte han ikke hverken ved dette eller ved noget af de senere Indbrud, men Maanens klare Skin, der netop faldt ind i Kirken, kom ham ypperlig tilpas. Uden, som det ofte er Tilfældet, selv med Mange, hvis Sind og Hjerte ere aldeles frie for enhver forbryders Hensigt, at lade sig forskrække af den spøgelsesagtige Belysning , hvori mangfoldige Gjernstande fremtraadte i Maaneskinnet, talte han ved dette sit Udbytte. Han havde ialt erholdt imellem 12 og 14 Rd. dels i Sølv og dels i Kobberpenge. Denne rigelige Fangst gjorde ham flot; han lagde nemlig alle Enesteskillingerne tilbage i Bøsserne, hvorpaa han paany i Ro og Mag talte Sølvpengene. Klokken var da omtrent 9, og det gjaldt nu om at komme ud af Kirken. Paa Grund af hans Behændighed, hvorpaa han ogsaa senere har givet mangfoldige Prøver, lykkedes dette ham let. Han gik ad en Sidegang om mod Kirkens nordlige Side, og ved Hjælp af en Stige, som henstod der, og som han satte til Vinduet, steg han op til dette, løftede Krogene af, og efter at have forvisset sig om, at Ingen gik forbi udenfor, kryb han ud gjennem Vinduet og sprang ned paa Gaden.

Interiør fra Vor Frue Kirke, set fra 2. sal mod alteret. Det var på denne etage han skjulte sig i en af kirkestolene. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter omtrent 14 Dages Forløb havde han fortæret de stjaalne Penge, og da han paany trængte til Mynt, vendte han atter sine Skridt til Frue Kirke. Ogsaa ved dette Tyveri, der udførtes den 30te Oktober, viste han en vis Flothed, der er ganske karakteristisk for ham. Tyveriet skete nemlig i et Rum ved Siden af Kirkens vestibule, hvor der henstod flere Bøsser; men da han syntes, at han havde faaet Nok, tømte han kun nogle af dem. Senere erfarede han rigtignok til sin store Ærgrelse, at der i en af Bøsserne fandtes et Beløb af omtrent 200 Rd., da flere af de andre Bøssers Indhold jævnlig blev tømt ud i denne. 

Frue Kirke var hans første Kjærlighed, og ved den hang han derfor, saalænge han kunde. Ialt har han udført fire Tyverier i denne Kirke, hvert med omtrent 14 Dages Mellemrum. ved det andet Tyveri, da hans Udbytte var omtrent 6-7 Rd , lod han sig efter Gudstjenesten lukke inde i Kirken, medens han ved det tredie, den 12te November, gik ind i Kirken paa en Tid, da der var Arbeidsfolk derinde, uden at disse bemærkede ham. Gjennemgaaende for hans Færd ved alle disse Tyverier saavelsom ved dem, han forøvede i andre Kirker, er en mærkværdig Behændighed og lethed til trods Mørket og hans Mangel paa Kjendskab til Lokaliteterne at finde sig tilrette overalt og at faa fat i de fornødne Hjælpemidler; thi han var selv aldrig forsynet med andre Redskaber end Hænderne eller i det Høieste sin Dørnøgle. Trappestiger fandt han næsten overalt, hvor han behøvede dem; en Gang, da han havde Brug for et Brækjern til en Bøsse, som han ikke efter Sædvane kunde bryde op med Hænderne, brød han en Gasarm af; men han var dog saa betænksom at stoppe Aabningen til med Papir, for at Gassen ikke skulde strømme ud.

Ved sit fjerde Besøg i Frue Kirke var han dog nær kommen galt afsted. Politiets Opmærksomhed var naturligvis bleven henledt paa denne ubehagelige Kirkebesøger, og man havde fundet sig foranlediget til at lade holde Vagt i alle Hovedstadens Kirker for om mulig saaledes at faa fat i Tyven. Det den 12te December; han var gaaet ind i Kirken, da der var Aftengudstjeneste, og han holdt sig denne Gang skjult paa Trappen, der fra Kirkens Vestibule fører op til Taarnet. Her sad han, til Klokken omtrent var 11; da steg han ned og klavrede ved Hjælp af en Stige op til Vinduet i den store Dør, der skiller Kirken fra Vestibulen, for ad denne vei at trænge ind i Kirkerummet. I det samme hørte han en Lyd af de i Kirken posterede Opdagelsesbetjente og foer hurtigt tilbage. Disse havde imidlertid ogsaa hørt Rudernes Klirren og begyndte at afsøge Kirken, uden at det lykkedes dem at finde ham, da han ved Hjælp af de forskjellige Opgange til Taarnet altid var istand til at undløbe for dem. Først da Alt var blevet stille, vovede han sig paany ned og sprang nu ved Hjælp af en Skammel ud ad det Vindue, der er anbragt i Kirkemuren mod Universitetet, længst oppe mod Nørregade. 

Den nu nedlagte kirkegård ved Sankt Petri Kirke, med gravkapellerne i baggrunden. Nørregade ligger udenfor fotoet til højre. Ifølge beretningen må han være gået omkring hjørnet og slået en rude itu der. Det var her han blev pågrebet senere. Kirken er nu omgivet af en mur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da han saaledes var bleven forstyrret paa sin sædvanlige Virkeplads, forlagde han sin Virksomhed skraaes overfor til St. Petri Kirke. Foruden i denne og Frue Kirke har han tillige aflagt Besøg i Holmens, Trinitatis og Frelsers Kirke her i Staden samt i Gjentofte Kirke. I Petri Kirke var han 3 Gange; de to første Gange krøb han over Stakitporten ud mod Nørregade, ituslog en Rude i et af Kirkevinduerne nærmest Kapellet, steg op paa en Ballie, som han fandt paa Kirkegaarden, stak først Hovedet og den ene Arm igjennem Vinduet, trak dernæst den Øvrige Del af Kroppen igjennem og lod sig saa glide ned paa den Forhøining, som dækker Varmerørene. Den første Gang var hans Udbytte 7 Rd., anden Gang 2-3 Rd. af Bøsserne, der henstod i Skriftestolen; den næstsidste Gang fandt han tillige i et uaflaaset Skab ved Alteret nogle Nøgler, med hvilke han lukkede Kirkedøren op, og han kom saaledes ud paa en noget lettere Maade, end han var kommen ind, idet han blot behøvede at krybe over Gitterporten ud til Nørregade. Saavel disse Nøgler som alle dem, han senere tilvendte sig, kastede han i Kanalen ved Marmorbroen.

Holmens Kirke med den nu nedlagte kirkegård foran. "Jernstakittet ved Havnegade" kan være være dette sted der også i dag har et jernstativ. De små ruder kan hentyde til de små tavler i de høje vinduer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I Holmens Kirke foretog han sit Indbrud ved at krybe over Jernstakittet ved Havnegade. Han ituslog derpaa fire af de smaa Ruder i et af Kirkevinduerne, brækkede Blyet, hvori de vare indfattede, fra og udrev en Jernstang, der stod for Vinduet, ved at rykke stærkt i den. Hans sædvanlige Held fulgte han imidlertid ikke her; thi efteraf han forgæves havde vandret omkring en Tidlang for at finde Bøsserne, opgav han Expeditionen og forlod Kirken ad samme Vei, han var kommen. 

Til Trinitatis Kirke skaffede et Bryllup ham Adgang. Da Brudefolkene og deres Følge forlod Kirken, blev han tilbage og skjulte sig i en af Stolene paa Gulvet. Da alt var tømt, opbrød han en Bøsse; men Forretningen har neppe betalt sig, thi han fandt i den kun - 2 Skilling. Ud af Kirken kom han ved at slaa nogle Ruder itu ud til Kirkegangen og krybe over Muren ud til Springgade.

I Garnisons Kirke, hvor hans Indbrud falder i December, var han ligesaa uheldig med Udbyttet. Han krøb ind over Porten mellem Kirken og Ligvognsskuret, fandt en Bænk paa Kirkegaarden, lagde to Gravstene ovenpaa den, stod op herpaa, ituslog en Rude, og saaledes lykkedes det ham at lukke Vinduet op, hvorpaa han krøb ind gjennem dette. I en Bøsse, som han opbrød, fandt han kun 1 Skilling. Derimod fandt han i en uaflaaset Skuffe, hvis Existens var selv Graveren ubekjendt, ro Nøgler, med hvilke han aabnede to Rum, hvori han ligeledes kun fandt en Enesteskillinge, som laa i en Kasse i det ene Rum. Med sine 2 Sk. forlod han derpaa Kirken. 

I Frelsers Kirke kom han slet ikke ind, da han efter at have pillet Blyet fra Ruderne bemærkede, at der var Jernstænger indenfor, som han ikke kunde bryde af.

I samtlige Kirker har han med faa Undtagelser saavidt muligt overalt søgt at udslette Sporene af sine natlige Besøg. Aabningerne, som han er krøben igjennem, vare ikke større, end at et voxent Menneske akkurat har kunnet komme igjennem dem. Glasstumperne fra de Ruder, han slog istykker, samlede han som oftest op og gjemte inde i Kirken, og selv, hvor der var Støv i Vindueskarmen, var Forstyrrelsen dog saa ringe, at man næsten ikke kunde tænke sig, at Nogen var kommen ind ad den Vei. Men foruden sin Behændighed har han tillige havt et ualmindeligt Held; vi have allerede seet, hvorledes han i Frue Kirke slap fra Betjentene, og et lignende Held havde han ogsaa i Garnisons Kirke. Der blev, som sagt, hold Nattevagt i alle Hovedstadens Kirker; men netop den Nat, da der var skeet en ringe Afbrydelse i Vagttjensten, fordi Mandskabet begyndte at udmattes, benyttede han til at gjøre indbrud i Garnisonskirken. 

“Niels Martin Nielsen, afleveret herfra den 12/2 70 til 5 Aars Forbdh: for Kirketyverier. See Borts: Prot: 12/6 74; see Album N: 3 – 24.” [1870]. Genealogisk Forlag.

Om det nu var, fordi Udbyttet af de sidste Expeditioner var saa ringe, eller fordi han havde Lyst til Forandring, vides ikke; men pludselig forlagde han Skuepladsen for sin Virksomhed til Gjentofte Kirke. En af de første Dage i December krøb han om Eftermiddagen over et Gjærde af 1½ Alens Høide, der omgiver Kirken, trykkede en Rude ind i et af Kirkevinduerne og klatrede ind ad dette, skjøndt det var ualmindelige smalt. Medens han vandrede omkring i Kirken, kom han op ved Orgelet og fandt dette aabent. Her paakom der ham da en ganske eiendommelig Lyst; han havde aldrig for spillet paa Orgel, men fik nu Lyst til at forsøge det, og som tænkt, saa gjort. Han traadte Bælgen ned og slog et Par Toner an, der lød lydt igjennem Kirkens tavse, øde Rum. Man veed ikke, om man mest skal forundres over den Dumdristighed, med hvilken han her vovede sig til en Gjerning, der saa let kunde have havt hans Paagribelse tilfølge, eller over den Koldblodighed, hvormed han saaledes midt under sin forbryderiske Gjerning i en Situation, hvor de fleste andre Mennesker vilde have følt sig uhyggelig tilmode, vovede at afbryde Kirkens tavse Ro med en saa koldblodig udført Handling. Forøvrigt var den Fornøielse, Orgelspillet voldte ham, det hele Udbytte af Expeditionen; thi Penge fandt han ikke. 

Gentofte Kirke. Gærdet var på Niels Martin Nielsens tid 1½ alen højt, siges der i artiklen. Hvilket svarer omtrent til 1 m. Det kunne være på højde med det nuværende. Området lå dengang lidt fra bebyggelse, så måske af den grund hørte ingen Niels Martin Nielsens orgelspil. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Formodentlig ked af det daarlige Udbytte af disse sidste Expeditioner vendte han igjen tilbage til St. Petri Kirke og foretog her sit tredie og sidste Indbrud Tirsdagen den 28de December. Men Krukken var nu gaaet saa længe tilvands, at den kom hankeløs hjem, og Politiets Anstrengelser bleve denne Gang kronede med Held. Overbetjent Edvard Petersen og Politibetjent Nr. 208 Ferdinand Johansen havde den Nat Vagt i Kirken, hvor de indfandt sig Kl 4½ om Eftermiddagen og tog Plads mellem Døren til Skriftestolen og Alteret. Tiden begyndte allerede at falde dem lang; thi de turde ikke engang tale med hinanden, af Frygt for at den mindste Lyd skulde blive bemærket af Tyven. Kl 7 hørte de pludselig, at en Rude blev slaat ind mod Vest nærmest ved Ligkapellet, og at en Perion krøb ind og sprang ned i Kirken. Derpaa blev Alt stille. Ti Minuter forløb i aandeløs Venten, uden at der hørtes den mindste Lyd. Man kan tænke sig, hvorledes de to Betjente vare tilmode, som de sad der uden at vove at røre sig og med tilbageholdt Aandedræt, for at ikke det Ringeste skulde røbe deres Nærværelse. Da kunde Edvard Petersen ikke længere afholde sig fra at lægge Hovedet til Dørsprækken i Skriftestolen; han skimtede da i det svage Lys at en Person nærmede sig aldeles Lydløst. Lynsnart foer han frem, greb Personen med et kraftigt Tag om begge Hænderne, idet han frygtede, at han skulde føre Vaaben med sig, og raabte: "Nu har jeg Dig; hvor er din Kammerat?"

Næsten som ramt af et Lyn faldt Knøsen sammen og stønnede: "Slaa mig ikke".

"Hvor er den Kammerat, spørger jeg?" gjentog Petersen, idet han ved en Rysten søgte at oplive den Anholdte.

"Jeg har ingen", svarede denne. 

Ved en nærmere Undersøgelse viste dette sig virkelig at være sandt, idet "Kirketyven" stedse alene har foretaget alle sine Bedrifter. Sin Kasket og sine Sko havde han lagt fra sig for lettere at kunne udøve Tyveriet; men efterat han igjen var bleven iført disse Klædningsstykker, begav de sto Betjente sig med ham paa Veien til Politikammeret. Man visiterede ham dog først, men alt, hvad man fandt paa ham, var en gammel Portemonnaie og en lille Nøgle.

Sankt Petri Kirkes portparti en mørk og regnfuld januardag. Det må være ud af denne port Niels Martin Nielsen kom med de to opdagelsesbetjente, efter hans pågribelse. Lyset har dog nok været knap så skarpt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allerede undervejs tilstod han for Betjentene, at han havde gjort sig skyldig i alle de ovenfor omtalte Tyverier, og angav som Motiv hertil sin Nød og Fattigdom. Denne Aabenhed er ligeledes et Hovedtræk i hans Karakter; men den er parret med en forbrydersk Frækhed. Det er saaledes karakteristisk, at han paa Veien sagde til Betjentene: "Nu seer jeg først, hvor dum jeg har været; med min Færdighed og Dristighed kunde jeg være gaaet langt videre", og det stemmer godt hermed, at han, da man engang spurgte ham om, hvad han vilde tage sig for, naar han havde udstaaet sin Straf, svarede: "Saa begynder jeg vel sagtens at stjæle igjen".

Man vil af det Ovenstaaende have fuld Leilighed til at skjønne, hvilke Spirer til en stor Forbryder der findes hos denne Person. Exemplerne paa hans urokkelige Frækhed kunne forøges med endnu flere. Da Forhørsdommer, Assessor Nyholm, der ved 4de Kriminelkammer leder Undersøgelserne imod ham, en Dag spurgte ham, om da aldrig Tanken om Kirkens Hellighed havde indgydt ham nogen frygt for hans forbryderske Adfærd, svarede han, at han hverken var bange for Spøgelser eller Mennesker, og det fortjener at bemærkes, at han drev sin Frækhed saa vidt, at han endog ikke undsaa sig for at besudle de hellige Steder. Ligeledes har han lagt sin Dristighed for Dagen ved fire Leilighedstyverier, som han til en Afvexling har foretaget. Især er det ene af disse ganske mærkeligt. Fra Vildthandler Andersens Butik paa Gl. Amagertorv stjal han nemlig en Formiddag to Harer, der hang udenfor paa Væggen. Der hører en ikke ringe Dristighed til saaledes midt paa Dagen i en af de mest befærdede Gader at begaa et saadant Tyveri.

Det er altsaa en i høi Grad behændig, forhærdet og fræk Forbryder, som det her er lykkedes Politiet at standse, inden hans Virksomhed antog altfor store Dimensioner. Hans Udseende stemmer ogsaa ret godt med hans Egenskaber. Et Øievidne beskriver ham saaledes: Han er omtrent lidt under Middelhøide og vel proportioneret. Hans Ansigt synes nærmest at udtrykke en Blanding af polisk Forslagenhed og skulende Listighed, og hans hele Fremgangsmaade tyder ogsaa paa, at han har noget af en Kats listende og behændige Natur. Han ser nødig Nogen lige i Øinene, og naar han fremstilles til Forhør, holder han stadig Hovedet noget foroverbøjet, samt bedækker en Del af Ansigtet med den ene Haand, for at man ikke skal iagttage Udtrykket deri. Forhaabentlig vil han nu for en længere Tid blive gjort uskadelig for Samfundet.

(Dags-Telegraphen (København) 2. februar 1870).

Ved kriminal- og politiretten den 9. april 1870 blev han (der da var 23 år) for 7 tyverier i kirker m.m. dømt til 5 års forbedringshusarbejde. Til sammenligning: Ved højesteret i oktober 1869 blev Iver Pedersen Berntsen ("Iver Murer") og Johan Evald ("Borremann") for en stor tyverier bl.a. i mindst 6 kirker i Ribe og omegn idømt hhv. 8 års tugthusarbejde og 6 års forbedringshusarbejde.

“Niels Martin Nielsen nu 27 Aar gl:, født og hjemmehørende i Hvidovre Sogn; str: ifølge Krim: og Ptr: Dom af 9/4 70 med 5 Aars Forbdh: for en Deel natlige Tyverier i Kbhns Kirker ved Indstigning. See Borts: Prot: 12/6 74.” [1874]. Genealogisk Forlag. Fotoet er formentlig taget omkring hans løsladelse.

Angel, Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Kirkeforhold i Slesvig.

(Fra Weimars søndagsbudbringer).

Det er med dyb sorg, at vi deler følgende beretninger med vores læsere om den kirkelige situation i Slesvig.

"I Angel, det største og vigtigste af de blandede distrikter, var der førhen en kirkeånd, som ikke kunne matches andre steder i Tyskland. Og i dag? Man kan se mænd græde blodige tårer over den nuværende situation, tårer, der  taler et mere talende sprog, end de mest iøjnefaldende udledninger. Af 52 søndage tages 26 fra beboerne i blandede distrikter og vies til "den danske lære", som den danske gudstjeneste kaldes i folkemunde. De som er vant til den tyske Bibel og den tyske salmebog som den bedste fædrene arv, er nødt til at få en dansk bibel og en dansk salmebog til deres børn. Præsterne er på ingen måde genstand for tillid og hengivenhed, i de fleste sogne er de ligefrem hadede, og udtrykket "sorte gendarmer" som de kaldes i disse egne, viser nok med hvilket øje man ser på dem."

Kirchliche Zustände in Schleswig.

(Aus dem Weimarer Sonntagsboten).

Ueber die kirchlichen Zustände in Schleswig teiler wir unsern Lesern mit tiefer Betrübnis folgende Berichte mit.

"In Angeln, dem grösten und wichtigsten unter den gemischten Distrikten, war früher eine Kirchlichkeit, die in ganz Deutschland ihresgleichen suchen konnte. Und Heute? Man kann über den jetztigen Zustand Männer blutige Thränen weinen sehen, Thränen, die eine beredtere Sprache führen, als die schlagendsten Deductionen. Von 52 Sonntagen sind den Bewohnern gemischter Distrikte 26 genommen und der "dänischen Lehre" geweiht, wie der Volksmund den däniscxhen Gottesdienst nennt. Sie, die an der deutschen Bibel und dem deutschen Gesangbuch halten, wie am besten Erbe der Väter, sind genötigt, für ihre Kinder eine dänische Bibel und ein dänisches Gesangbuch anzuschaffen. Die Prediger sind keineswegs Gegenstand des Vertrauens und der Zuneigung, in den meisten Kirchspielen werden sie geradezu gehässt, und die Bezeichnung "schwarze Gensdarmen", wie sie in diesen Gegenden heissen, zeigt genug, mit welchem Auge man sie betrachtet."

(Freimund's kirchlich-politisches Wochenblatt für Stadt und Land 23. oktober 1862).

Hugo Schnüge: Grundmorænelandskab i Angel (1913). Anskuelsesbillede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Altona, 23. juni. Et eksempel kan vise, hvordan de lempede bestemmelser i patentet af 9. januar 1861 i sprogsagen kan synes illusoriske for hertugdømmet Slesvigs indbyggere. I Sörup kommune i Angel foretog provst Hansen for nylig i anledning af folkeskoletilsynet en grundigt visitation af de talrige privatskoler i denne kommune, hvorved det viste sig, at de fleste af dem ikke havde det officielt ønskede kendskab til bl.a. dansk sprog. Som følge heraf tillod hr. Probst sig selv at træffe den vilkårlige ordning, at alle børn, der går i sådanne privatskoler, skulle have så meget danskundervisning fra elleveårsalderen, som det er skik og brug i sognets folkeskoler. Söruperne ønsker at afsende en direkte klage i denne sag. Men da direktøren for dette ministerium, etatsråd Regensburg, netop er ophavsmand til de berygtede sprogordener, som udgør Slesvigs hovedklagepunkt, er det svært at tro på, at dette skridt vil lykkes.

Altona, 23. juni. In welcher Weise man die erleichternden Bestimmungen des Patents vom 9. Januar 1861 in der Sprachsache den Bewohnern des Herzogthums Schleswig illusorisch zu machen weiss, mag ein Beispiel lehren. In der Gemeinde Sörup in Angeln nahm der Probst Hansen kürzlich bei Gelegenheit der öffentlichen Schulvisitation auch eine genaue Inspection der zahlreichen in dieser Gemeinde vorhandenen Privatschulen vor, wobei sich herausstellte, dass in den meisten derselben die amtlich gewünschte Kenntniss der dänischen Sprache nicht vorhanden wae. Der Herr Probst erlaubte sich in Folge dessen die willkürlische Anordnung zu treffen, dass alle solche Privatschulen besuchende Kinder vom elften Jahre an ebensoviel dänische Unterrichtsstuden haben sollen wie in den öffentlichen Schulen des Kirchspiels gebräuchlich ist. Die Söruper wollen es versuchen, durch directe Beschwerde in dieser Angelegenheit zu erwirken. Da aber der Director dieses Ministeriums, Etatsrath Regenburg, gerade der Urheber jener berüchtigten Sprachordonnanzen ist, welche die Hauptbeschwerde Schleswigs bilden, so ist auf einen günstigen Erfolg dieses Schrittes schwerlilch zu hoffen.

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt 25. juni 1863)

Artiklen er fra 25. juni 1863. Det har ikke været muligt at finde ud af hvordan det gik med klagen, måske fordi situationen ændrede sig få måneder efter. I området fandtes ifølge P. C. Kochs kort endnu indtil omkring 1840 angeldansk - en sønderjysk dialekt lig den på Sundeved. Men på artiklens tidspunkt var udviklingen gået i retning af tysk og nedertysk/ plattysk eller dansk. De i dag eksisterende tyske dialekter i området skal stadig have reminiscenser af sønderjysk og angeldansk.

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.

Nogle Bemærkninger om Kirkegang. (Efterskrift til Politivennen)

(Af P. H. Classen.)

"Vi kunne aldrig ringeagte Herrens Dage, uden at det bliver til vor Skade."

("Dagenes Perle", af en Arbeidsmands Datter.)

Hvoraf mon det dog kommer sig, at en saa stor Mængde af os saa overmaade sjeldent gaae i Kirke? Uden netop at see mig istand til at besvare dette Spørgsmaal, tilsigtende meget mere, om muligt, at anspore Andre til at besvare det, skal jeg blot søge at gjøre nogle faa Betragtninger gjældende i denne Anledning. Allerførst skal jeg til Beviis paa, at dette Spørgsmaal nok fortjener at overveies, søge at gjøre en Beregning over det Forhold, hvori de Kirkesøgendes Antal hos os kan antages at staae til Antallet af Befolkningen i det Hele. Ifølge Kandidat Friis's Beskrivelse over Lolland og Falster har sidstnævnte Øes 27 Landsogne en Befolkning af 21,162 Sjæle, hvilket giver et Middeltal af omtrent 800 for hvert Kirkesogn. Fradrager man heri for dem, der ere for unge (smaae Børn), og dem, der ere for gamle (og svage), høit regnet Halvdelen *), bliver der 400 tilbage. Deri bliver endvidere at fradrage dem, der kunne have tilfældigt Forfald (saasom f. Ex. Sygdom eller anden alvorlig Forhindring), og disse Forfald maae vistnok paa Landet, hvor lang og besværlig Vei unægteligt ofte kan lægge Hindringer i Veien for Kirkebesøget, beregnes rigeligt. Men meget rigeligt regnet maa det da vistnok ogsaa erkjendes at være, naar her antages, at - hver Søndag - Halvdelen af fornævnte 400 kunne have lovligt Forfald. Der bliver da endnu 200 tilbage. Kommer nu dertil, at vel kun faa Landsbykirker her paa Falster kunne rose sig af at have, som et Middeltal, alle Søndage hele Aaret igjennem et Besøg af over 40 Mennesker, medens de fleste vel maae nøies med mindre, er det da ikke i Sandhed over al Maade paafaldende, at altsaa for hver 40 Mennesker, der søge Kirken, i det mindste 9 Gange saa mange udeblive, og 4 Gange saa mange, uden Forfald, ligefrem forsømme den?

At Grunden hertil skulde være en almindelig udbredt Ligegyldighed for Guds Ord, det tør man dog paa ingen Maade antage. Man behøver kun at lægge Mærke til, hvor Lidet der undertiden behøves, for i en eller anden særlig Anledning at fylde, ja endog overfylde en Kirke, eller til den Mængde Andagtsbøger, der nuomstunder trykkes, udgives og finde Afsætning endog i vor indskrænkede danske Læsekreds, og man ledes derved uvilkaarligt til den Betragtning, at det daarlige Kirkebesøg hos os maa hidrøre fra ganske andre Grunde, maaskee nærmest fra en Vane, eller rettere sagt Uvane, som der ikke alene ikke skeer noget Kraftigt, men som der saa at sige Intet skeer for at modarbejde og forandre. Unge voxe op og blive gamle under det dem overalt fra imødekommende Indtryk af, at det, at gaae i Kirke, det er Noget, som man vistnok bør gjøre engang imellem. Noget, som desuden følger af sig selv, eftersom vi jo Alle skulle i Kirke, saasom for at gaae til Alters, for at offre til Præst og Degn, for at staae Fadder, for at takke for en saa haandgribelig Velgjerning, som en god Høst er for os Alle, osv. Men - at vi skulle ihukomme Hviledagen og holde den hellig, ikke engang imellem, efter den Enes Mening hver 2den, efter den Andens hver 3die eller 4de Søndag osv., men efter Guds egen Anordning hver 7de Dag, uden anden Undtagelse, end hvad alvorligt bydende Forfald maatte medføre, det er Noget, som de Unge vel alle tilsammen til sin Tid lære **), ligesom vi selv have lært det, men hvoraf de desværre senere gjenfinde Lidt eller Intet i det virkelige Liv. Hvad de derimod saare hyppigt ville finde, d. c. f. Ex. den Betragtning gjort gjældende, at man meget godt kan helligholde Hviledagen paa anden Maade end ved at gaae i Kirke. Det er nu ganske vist, at man kan gaae ind i sit Lønkammer eller holde Huus-Andagt, og der bede til Gud ligesaa oprigtigt og ligesaa inderligt som i Kirken. Men Huusandagten, d. e. den gammeldags Skik, ifølge hvilken Huusfaderen til bestemte Tider, i Reglen hver Morgen og hver Aften, forsamlede hele sin Huusstand til Bøn, hvilken da i Almindelighed oplæstes høit af Huusfaderen, og ofte efterfulgtes af Afsyngningen af en Psalme, hvilken Alle istemmede, - den er jo ganske gaaet af Brug, hvorved Kløften imellem Kirkens og Skolens Lære paa den ene og det virkelige Liv paa den anden Side da kun er blevet endnu større, saa at - istedetfor at "Guds Ord skulde boe rigeligt iblandt os", staaer det tværtimod ret fattigt til dermed i vore Boliger, det vil sige med det levende Ord, som ellers netop i vor Tid, naar det føres fra "Talerstolen" eller i anden verdslig Forsamling, holdes saa saaledes høit i Ære, og føles og erkjendes at have en ganske særegen Magt til at røre og bevæge Hjerterne fremfor det skrevne eller trykte Ord. Bønnen i Lønkammeret er derimod tilbage; thi "Mennesket sønderbryder ikke paa eengang alle Traade, hvormed christelig Skik og Vane have omspundet ham". Men - tør Nogen vel for Alvor paastaae, at Bønnen i Lønkammeret er ham saa tilstrækkelig, at den ugentlige Gudstjeneste, der er anordnet over hele Christenheden, er ham for hans Person idetmindste 9 Gange af 10 noget Undværligt og Overflødigt? Nei, Bønnen i Lønkammeret er Noget, som ligefrem hører til hver Dag, men som derfor ingenlunde kan gjøre det overflødigt, at vi, om det saa var hver evige Søndag, ved Hjælp af Guds Ords Forkyndelse, Lovsang og Bøn i Forening med Troesfæller, Høie og Lave, Rige og Fattige, Unge og Gamle tilsammen, søge at hæve vor Aand ud over det daglige Livs ofte lige smaalige Glæder og Sorger op til det, der ene kan styrke os i Troen, hellige vort Levnet og trøste os i Liv og Død, saaledes som det saa smukt og saa betydningsfuldt hedder i den Bøn, hvormed vor offentlige Gudstjeneste sluttes, og som ogsaa er at læse i den Bog, som vi Alle uden Undtagelse besidde, - i vor Psalmebog. Det kan derfor vistnok aldeles ikke med Grund paastaaes, at den ovenanførte saa overordentlig hyppige Forsømmelse af den offentlige Gudstjeneste skulde hidrøre fra, at samme erstattes ved anden Andagtsøvelse.

Der er undertiden en anden Betragtning, som ogsaa hyppigt høres gjort gjældende i samme Anledning, den nemlig, at Præstens Maade at prædike paa ikke tiltaler Een, eller at der ved den øvrige Gudstjeneste er Et eller Andet, der ikke opbygger En, og at man derfor, skjønt nødigt, foretrækker at udeblive. Ikke at tale om, at saadant - meer eller mindre ubevidst - kan være et af det Slags Paaskud, hvormed vi saa ofte undskylde - og bedrage os selv, (mon da de, hos hvem denne Betragtning gjør sig gjældende, gjøre sig nogen Umage, nogen Anstrængelse, for at nyde Godt af anden for dem mere opbyggelig Gudstjeneste eller Huusandagt??); ikke at tale om, at, naar Prædikenen ikke tiltaler os, Gudstjenesten ikke opbygger os, turde Skylden sikkert oftere, end vi gjerne ville tilstaae det, ligge hos os selv, enten derved, at vi ikke indkomme i Guds Huus med det rette Sind og det rette Hjertelag, nemlig for at lære at sørge over vore Syn - der osv., som det hedder i den Bøn, hvormed Gudstjenesten begynder. og som ogsaa findes i vor Psalmebog; eller derved, at vi gjøre større Fordringer til Gudstjenesten, end vi med Ret og Billighed kunne gjøre, og lægge saa megen Vægt paa veltalende Foredrag eller harmonisk Musik, at vi derover forglemme, at alene Oplæsningen af Guds Ord, Bønnen og fremfor Alt Velsignelsen, som lyses over hver enkelt af de Tilstedeværende, ere Goder, som, tilbudne os hver Søndag, det skulde synes en Daarlighed at indbilde os, vi kunne undvære ***) ikke at tale om Alt dette, saa turde det tog i alt Fald være indlysende, at maa det end vistnok indrømmes, at de større eller mindre Mangler, der kunne klæbe ved den offentlige Gudstjeneste, som ved enhver Foranstaltning, der skal udfores af Mennesker, ikke kunne Andet, end udøve Indflydelse paa Kirkebesøgets større eller mindre Talrighed - saa mangelfuld kan den offentlige Gudstjeneste dog umuligt i Almindelighed hos os siges at være, at alene deri skulde kunne søges Aarsagen til, at, som ovenanført, 4/5 af Befolkningen regelmæssigt, uden antageligt Forfald, forsømme samme. Aarsagerne ere naturligviis flere forskjellige samvirkende og netop derfor vanskelige at udpege. Lader os derfor ikke beskylde Nogen, hverken Præsten eller Menigheden, hverken de Gamle eller de Unge; men lader os Alle først og fremmest nøie prøve og give Agt paa os selv, og lader os, især vi, hvem Gud har skjænket og betroet en opvoxende Ungdom, som vi skulle vaage over, og selvfølgelig foregaae med vort Exempel, thi deri ligger jo vor største Magt saavel til det Gode som til det Onde, lader os, som der staaer i vor Psalmebog, bede den almægtige Gud om at udrydde al Lunkenhed og Skjødesløshed, al Ladhed og Uvillighed af vor Natur, paa det vi kunne bruge vor Sjæl og Legeme, vore Kræfter og al vor Formue til hans Ære, til vore kjære Medmenneskers Nytte og ovn eget sande Vel, bede ham om at fylde os med Iver for vort Kald og med en brændende Lyst til at udrette noget Godt i denne Verden!

*) At dette er meget høit regnet fremgaaer af den Beregning, der indeholdes i Trap's Beskrivelse af Danmark, ifølge hvilken af hvert 1000 Mennesker i Kongeriget de, der ere under 15 og over 60 Aar, ikke udgjøre mere end 414.

**) Herhen hører den Bemærkning, at Ungdommen nu i Almindelighed ikke mere, som fordum, af Præsten eller af Forældrene i den Tid, der medgaaer til Konfirmationsforberedelsen, holdes til i Reglen at gaae hver Søndag i Kirken. Det skal Altsammen være frivilligt. Men er dette dog ikke at drive Frihedsprincipet altfor vidt. Vel er det saa, at hvad der fremgaaer blot af Tvang, sjeldent kan bære Frugt til Velsignelse, ofte det Modsatte; men hvorfor netop forudsætte det Værste? hvorfor ikke hellere forudsætte, at baade Erkjendelse og Følelse af, at Kirkegangen er en Velsignelse, der ikke bør forsømmes, er tilstede hos de Unge, men derhos ligesaa en Fristelse for dem til at forsømme, som der kun hører en lille, forstandigen anbragt, moralsk Tvang til at overvinde?

***) Et ifjor i Christiania udkommet Skrift, hvis Titel er: "Erindringer af det betydningsfuldeste Aar i mit Liv" udtaler sig herom saaledes :

"Jeg var efterhaanden blevet en meget flittig Kirkegængerske. I Begyndelsen gik jeg i Kirken blot for Prædikenens Skyld. Jeg lyttede efter af Præstens Mund at høre Formaninger, Opmuntringer og Trøst. Det Øvrige af Gudstjenesten forekom mig mere ligegyldigt og overflødigt. Jeg kom derhen som oftest først naar Tjenesten var begyndt, ligesom jeg igjen ofte forlod den, inden den var fuldkommen sluttet. Men lidt efter lidt blev det ganske anderledes. Eftersom Kjærligheden til Gud efterhaanden udfoldede sig i mit Indre, fik den hele Gudstjeneste et dyrebart og ubeskriveligt Værd for mig. Alt vedkom jo Gud, i Alt blev jo hans og min Frelsers Navn nævnet. Alt tiltalte mig, til Alt lyttede jeg med en hjertelig Andagt og Glæde. Fremfor Alt blev dog Velsignelsen mig hellig og umistelig, og jeg kunde aldrig forlade Kirken, for den, baade fra Prædikestol og Alter, var bleven udtalt over mig Jeg passede nu ogsaa nøie paa, altid at være tilstede ved Tjenestens Begyndelse, fordi det stedse skjænkede mig en særegen fredelig Glæde, at kunne forene min Bøn, med den fromme lille Indgangsbøn og Fadervor." - "Jeg har hørt Christne at sige, at de egentlig ikke vidste, hvorfor de skulde gaa i Kirke. Hvad Præsten kunde sige dem kjendte de jo allerede; ialtfald havde de ligesaamegen Opbyggelse af at læse en god Prædiken hjemme for sig selv. Men dette er, synes mig, at søge Gud blot med Forstanden ikke med Hjertet. Uafhængig af Prædikant og Prædiken er den indre Trang, der driver dette til Guds Huus. Vel er det en ret sørgelig Fornemmelse, naar Hjertet, blødgjort og opvarmet ved Bøn og Sang, igjen henstivner og kjølner under Prædikantens Ord; naar det intet levende, intet klart, intet skjærmende Indtryk derfra kan medtage i det huuslige Livs mange travle Arbejdsdage. Vel er det godt og herligt, naar en kraftfuld, christelig, opbyggelig Tale kan blive Tilhøreren tildeel, styrke Troen og opflamme Haabet og Kjærligheden; men om den mindst begavede Taler er tilstede, skulde dog Guds Børn alligevel vandre til deres Faders Huus; thi det er jo ham alene de søge. De komme jo for hans og deres egen Skyld, ikke for nogen Andens i Verden, og de finde ham jo i Evangeliet i Sangen og Bønnerne, i Daaben og Nadveren, i hver enkelt lille Deel af hele den øvrige Gudstjeneste, om de end ikke, eller dog ikke saaledes som de havde ønsket der, finde ham i Prædikenen. Jeg veed det af Erfaring, hvor liden Glæde der er ved at søge Guds Huus, naar Forstand og Phantasi mere end Hjertet driver Foden derhen. Den egenkjærlige, kolde Forventning, der i fordums Tider kunde lokke mig til Kirken for at høre en udmærket Taler, eller den forfængelige, overfladiske Lyst til at høre noget Smukt, der lod mig søge den paa Højtidsdagene for Kirkemusikkens Skyld - o, hvad var den, imod den varme, Iykkelige Følelse, hvormed jeg nu, naar Klokkerne løde ilede derhen, for i Brødres og Søstres Samfund at tilbede ham, som elskede mig først, velsignes og bønhøres af ham, som min Sjæl elsker!"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. november 1862)

Fotograf Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): Peter Hersleb Classen (1804-1866). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Hersleb Classen (den yngre) (18.1.1804-22.2.1886) direktør, Det Classenske Fideicommission. Fra 1828 havde han bopæl på fideikommisets primære gods Corselitze og tog sig især af administrationen af fideikommissets godser på Falster. Han blev kammerjunker 1825, kammerherre 1843, gehejmekonferensråd 1871, Ridder af Dannebrog 1850, Kommandør 1865 og fik Storkorset 1876. Der er rejst en mindestøtte ved Corselitze og en mindetavle i Vinderød Kirke. Portrætrelief af Rasmus Bøgebjerg 1893. Litografi 1871 af Edvard Fortling.

Artiklen blev citeret 3 år efter i anledning oplysninger om Herlufholms Skoles rektor havde ændret ved ordningen med disciplenes kirkegang ved denne skole:

Uden som sagt i mindste Maade at ville indlade mig paa, hvad der af Ovenstaaende kan - eller ikke kan - finde Anvendelse i den omhandlede Anledning, skal jeg blot tillade mig at henstille det Spørgsmaal: Er der dog ikke noget besynderligt Uhyggeligt, som paa en eller anden Maade maatte kunne undgaaes, deri at Ordningen af Disciplenes Kirkegang ved en offentlig Opdragelsesanstalt, med total Forbigaaelse af det Naturlige og Fornuftmæssige i, at Udeblivelse fra den ugentligt anordnede Gudstjeneste kun kan undskyldes med gyldigt Forfald (i Bedømmelsen af denne Gyldighed vare man forøvrigt saa billig og hensynsfuld, som man vare vil), at denne Ordning, siger jeg, saaledes som den foreligger i det nævnte Nr. af "Fædrelandet", i al sin Vilkaarlighed fremtræder i en saa positiv Form, som ligefrem egner sig til at skaffe den Anskuelse Indpas, at, naar man een Søndag har været i Kirke, saa kan man ret godt undvære det de 3 næste Søndage, - uden Hensyn til, om man forøvrigt har noget Bedre eller Nødvendigere at tage Vare i den Times Tid, der medgaaer til Gudtjenesten, eller ikke?

Indsenderen, der - , Forbigaaende sagt - om ingen Skole hos os har hørt saa meget Godt som netop om Herlufsholm, tvivler ikke om, at dens Disciple ingenlunde savne passende Vejledning og Opmuntring til at deeltage i Gudstjenesten ogsaa udenfor de Søndage, paa hvilke de dertil ere pligtige. Men - dette skyldes da neppe hverken Aanden eller Udtrykkene i Ordningen af de omhandlede Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1865).