Kirkebetjent begaar Overgreb mod Smaapiger i St. Jacobskirken. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Sigtelse mod en kirkefunktionær.

Lokket Smaapiger ind i St. Jacobskirkens Menighedshus og mishandlet dem.

Reservebetjent Hans Larsen anholdt.

Opdagelsespolitiet har i Morges anholdt en i de religiøse Kredse ude paa Østerbro meget kendt Mand, Reservekirkebetjent ved St. Jacobskirken, Hans Marius Larsen, i Henhold til nogle højst graverende og alvorlige Sigtelser, der i de sidste Dage har verseret i Kvarteret derude om Kirken, og som nu endelig har fortættet sig til en direkte Anmeldelse til Øvrigheden.

Larsen, der er 30 Aar gammel, gift og selv har to smaa Piger i 7-8 Aars Alderen, er Vicevært for Ejendommen Østerbrogade Nr. 114, hvor han selv boer i Sidehuset. Men ved Siden heraf beklæder han Stillingen som Hjælper hos St. Jacobskirkens Kirkebetjent, har bl. a. Forpligtelse til at besørge Ringningen med Kirkeklokkerne de 3 af Ugens Dage, til at passe Fyret og sammen med sin Hustru besørge Renholdelsen af Menighedshuset, der, som bekendt, ligger umiddelbart ved Siden af Kirken.

Hvor meget eller hvor lidt ler ligger i de mod Larsen fremsatte Sigtelser er det i Øjeblikket vanskeligt at sige. Men Sigtelserne gaar ud paa, at han skal have lokket et Par Smaapiger paa en halv Snes Aar ind i Menighedshuset, hvortil han i Følge sin Stilling har Nøglen, og her skal have mishandlet Børnene paa den uhyggeligste Maade. Og at Politiet i hvert Fald ikke afviser Sigtelserne som helt ugrundede, turde fremgaa deraf, at Larsen, som sagt. i Morges er bleven anholdt i sit Hjem, og at han antagelig allerede i Formiddag vil blive fremstillet til Fængsling i Dommervagten.

Anholdelsen, om hvilken Rygtet som en Lyn har bredt sig indenfor Menigheden, har naturligvis her vakt den pinligste Opsigt.

Forbryderen tilstaar.

Umiddelbart for Redaktionens Slutning erfarer vi, at den Anholdte i et Forhør paa Domhuset. hvorhen han var fort. har aflagt Tilstaaelse om det væsentligste i de mod ham rettede Sigtelser, nemlig, at han har benyttet sin uhindrede Adgang til Menighedshuset til at lokke de smaa Piger med sig derind og i selve Menighedshuset har opført sig forbryderisk overfor Børnene.

(Aftenbladet (København) 13 februar 1924)

Den uterlige Kirkebetjent løsladt.

En hensynsfuld Dommer og en afskyelig Forbryder.

Man erindrer den ækle Sag med Kirkebetjent Larsen ved Sct. Jacobskirken, der har lokket Smaapiger ind i Menighedshuset og der havde forbrudt sig mod dem paa det frygteligste.

Kirkebetjenten nægtede til at begynde med; men da Beviserne var for overvældende, tilstod han og begyndte at spille angerfuld.

Om det er dette, der har gjort Indtryk paa Dommeren, Hr. Scharling, skal vi lade være usagt; men der skete i Gaar det ret opsigtsvækkende, at da Politiassessor Krenckel fremstillede Kirkebetjenten i et afsluttende Forhør, løslod Dommeren ham til Dommen falder.

Vi har i al Almindelighed ikke noget imod, at der i Retten vises Mildhed og Skaansel. Men her er sandelig Mildheden ikke paa sin Plads.

(Folkets Avis - København 7. marts 1924).

Larsen blev idømt 4 års forbedringshus.

Angel, Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Kirkeforhold i Slesvig.

(Fra Weimars søndagsbudbringer).

Det er med dyb sorg, at vi deler følgende beretninger med vores læsere om den kirkelige situation i Slesvig.

"I Angel, det største og vigtigste af de blandede distrikter, var der førhen en kirkeånd, som ikke kunne matches andre steder i Tyskland. Og i dag? Man kan se mænd græde blodige tårer over den nuværende situation, tårer, der  taler et mere talende sprog, end de mest iøjnefaldende udledninger. Af 52 søndage tages 26 fra beboerne i blandede distrikter og vies til "den danske lære", som den danske gudstjeneste kaldes i folkemunde. De som er vant til den tyske Bibel og den tyske salmebog som den bedste fædrene arv, er nødt til at få en dansk bibel og en dansk salmebog til deres børn. Præsterne er på ingen måde genstand for tillid og hengivenhed, i de fleste sogne er de ligefrem hadede, og udtrykket "sorte gendarmer" som de kaldes i disse egne, viser nok med hvilket øje man ser på dem."

Kirchliche Zustände in Schleswig.

(Aus dem Weimarer Sonntagsboten).

Ueber die kirchlichen Zustände in Schleswig teiler wir unsern Lesern mit tiefer Betrübnis folgende Berichte mit.

"In Angeln, dem grösten und wichtigsten unter den gemischten Distrikten, war früher eine Kirchlichkeit, die in ganz Deutschland ihresgleichen suchen konnte. Und Heute? Man kann über den jetztigen Zustand Männer blutige Thränen weinen sehen, Thränen, die eine beredtere Sprache führen, als die schlagendsten Deductionen. Von 52 Sonntagen sind den Bewohnern gemischter Distrikte 26 genommen und der "dänischen Lehre" geweiht, wie der Volksmund den däniscxhen Gottesdienst nennt. Sie, die an der deutschen Bibel und dem deutschen Gesangbuch halten, wie am besten Erbe der Väter, sind genötigt, für ihre Kinder eine dänische Bibel und ein dänisches Gesangbuch anzuschaffen. Die Prediger sind keineswegs Gegenstand des Vertrauens und der Zuneigung, in den meisten Kirchspielen werden sie geradezu gehässt, und die Bezeichnung "schwarze Gensdarmen", wie sie in diesen Gegenden heissen, zeigt genug, mit welchem Auge man sie betrachtet."

(Freimund's kirchlich-politisches Wochenblatt für Stadt und Land 23. oktober 1862).

Hugo Schnüge: Grundmorænelandskab i Angel (1913). Anskuelsesbillede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Altona, 23. juni. Et eksempel kan vise, hvordan de lempede bestemmelser i patentet af 9. januar 1861 i sprogsagen kan synes illusoriske for hertugdømmet Slesvigs indbyggere. I Sörup kommune i Angel foretog provst Hansen for nylig i anledning af folkeskoletilsynet en grundigt visitation af de talrige privatskoler i denne kommune, hvorved det viste sig, at de fleste af dem ikke havde det officielt ønskede kendskab til bl.a. dansk sprog. Som følge heraf tillod hr. Probst sig selv at træffe den vilkårlige ordning, at alle børn, der går i sådanne privatskoler, skulle have så meget danskundervisning fra elleveårsalderen, som det er skik og brug i sognets folkeskoler. Söruperne ønsker at afsende en direkte klage i denne sag. Men da direktøren for dette ministerium, etatsråd Regensburg, netop er ophavsmand til de berygtede sprogordener, som udgør Slesvigs hovedklagepunkt, er det svært at tro på, at dette skridt vil lykkes.

Altona, 23. juni. In welcher Weise man die erleichternden Bestimmungen des Patents vom 9. Januar 1861 in der Sprachsache den Bewohnern des Herzogthums Schleswig illusorisch zu machen weiss, mag ein Beispiel lehren. In der Gemeinde Sörup in Angeln nahm der Probst Hansen kürzlich bei Gelegenheit der öffentlichen Schulvisitation auch eine genaue Inspection der zahlreichen in dieser Gemeinde vorhandenen Privatschulen vor, wobei sich herausstellte, dass in den meisten derselben die amtlich gewünschte Kenntniss der dänischen Sprache nicht vorhanden wae. Der Herr Probst erlaubte sich in Folge dessen die willkürlische Anordnung zu treffen, dass alle solche Privatschulen besuchende Kinder vom elften Jahre an ebensoviel dänische Unterrichtsstuden haben sollen wie in den öffentlichen Schulen des Kirchspiels gebräuchlich ist. Die Söruper wollen es versuchen, durch directe Beschwerde in dieser Angelegenheit zu erwirken. Da aber der Director dieses Ministeriums, Etatsrath Regenburg, gerade der Urheber jener berüchtigten Sprachordonnanzen ist, welche die Hauptbeschwerde Schleswigs bilden, so ist auf einen günstigen Erfolg dieses Schrittes schwerlilch zu hoffen.

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt 25. juni 1863)

Artiklen er fra 25. juni 1863. Det har ikke været muligt at finde ud af hvordan det gik med klagen, måske fordi situationen ændrede sig få måneder efter. I området fandtes ifølge P. C. Kochs kort endnu indtil omkring 1840 angeldansk - en sønderjysk dialekt lig den på Sundeved. Men på artiklens tidspunkt var udviklingen gået i retning af tysk og nedertysk/ plattysk eller dansk. De i dag eksisterende tyske dialekter i området skal stadig have reminiscenser af sønderjysk og angeldansk.

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.

Nogle Bemærkninger om Kirkegang. (Efterskrift til Politivennen)

(Af P. H. Classen.)

"Vi kunne aldrig ringeagte Herrens Dage, uden at det bliver til vor Skade."

("Dagenes Perle", af en Arbeidsmands Datter.)

Hvoraf mon det dog kommer sig, at en saa stor Mængde af os saa overmaade sjeldent gaae i Kirke? Uden netop at see mig istand til at besvare dette Spørgsmaal, tilsigtende meget mere, om muligt, at anspore Andre til at besvare det, skal jeg blot søge at gjøre nogle faa Betragtninger gjældende i denne Anledning. Allerførst skal jeg til Beviis paa, at dette Spørgsmaal nok fortjener at overveies, søge at gjøre en Beregning over det Forhold, hvori de Kirkesøgendes Antal hos os kan antages at staae til Antallet af Befolkningen i det Hele. Ifølge Kandidat Friis's Beskrivelse over Lolland og Falster har sidstnævnte Øes 27 Landsogne en Befolkning af 21,162 Sjæle, hvilket giver et Middeltal af omtrent 800 for hvert Kirkesogn. Fradrager man heri for dem, der ere for unge (smaae Børn), og dem, der ere for gamle (og svage), høit regnet Halvdelen *), bliver der 400 tilbage. Deri bliver endvidere at fradrage dem, der kunne have tilfældigt Forfald (saasom f. Ex. Sygdom eller anden alvorlig Forhindring), og disse Forfald maae vistnok paa Landet, hvor lang og besværlig Vei unægteligt ofte kan lægge Hindringer i Veien for Kirkebesøget, beregnes rigeligt. Men meget rigeligt regnet maa det da vistnok ogsaa erkjendes at være, naar her antages, at - hver Søndag - Halvdelen af fornævnte 400 kunne have lovligt Forfald. Der bliver da endnu 200 tilbage. Kommer nu dertil, at vel kun faa Landsbykirker her paa Falster kunne rose sig af at have, som et Middeltal, alle Søndage hele Aaret igjennem et Besøg af over 40 Mennesker, medens de fleste vel maae nøies med mindre, er det da ikke i Sandhed over al Maade paafaldende, at altsaa for hver 40 Mennesker, der søge Kirken, i det mindste 9 Gange saa mange udeblive, og 4 Gange saa mange, uden Forfald, ligefrem forsømme den?

At Grunden hertil skulde være en almindelig udbredt Ligegyldighed for Guds Ord, det tør man dog paa ingen Maade antage. Man behøver kun at lægge Mærke til, hvor Lidet der undertiden behøves, for i en eller anden særlig Anledning at fylde, ja endog overfylde en Kirke, eller til den Mængde Andagtsbøger, der nuomstunder trykkes, udgives og finde Afsætning endog i vor indskrænkede danske Læsekreds, og man ledes derved uvilkaarligt til den Betragtning, at det daarlige Kirkebesøg hos os maa hidrøre fra ganske andre Grunde, maaskee nærmest fra en Vane, eller rettere sagt Uvane, som der ikke alene ikke skeer noget Kraftigt, men som der saa at sige Intet skeer for at modarbejde og forandre. Unge voxe op og blive gamle under det dem overalt fra imødekommende Indtryk af, at det, at gaae i Kirke, det er Noget, som man vistnok bør gjøre engang imellem. Noget, som desuden følger af sig selv, eftersom vi jo Alle skulle i Kirke, saasom for at gaae til Alters, for at offre til Præst og Degn, for at staae Fadder, for at takke for en saa haandgribelig Velgjerning, som en god Høst er for os Alle, osv. Men - at vi skulle ihukomme Hviledagen og holde den hellig, ikke engang imellem, efter den Enes Mening hver 2den, efter den Andens hver 3die eller 4de Søndag osv., men efter Guds egen Anordning hver 7de Dag, uden anden Undtagelse, end hvad alvorligt bydende Forfald maatte medføre, det er Noget, som de Unge vel alle tilsammen til sin Tid lære **), ligesom vi selv have lært det, men hvoraf de desværre senere gjenfinde Lidt eller Intet i det virkelige Liv. Hvad de derimod saare hyppigt ville finde, d. c. f. Ex. den Betragtning gjort gjældende, at man meget godt kan helligholde Hviledagen paa anden Maade end ved at gaae i Kirke. Det er nu ganske vist, at man kan gaae ind i sit Lønkammer eller holde Huus-Andagt, og der bede til Gud ligesaa oprigtigt og ligesaa inderligt som i Kirken. Men Huusandagten, d. e. den gammeldags Skik, ifølge hvilken Huusfaderen til bestemte Tider, i Reglen hver Morgen og hver Aften, forsamlede hele sin Huusstand til Bøn, hvilken da i Almindelighed oplæstes høit af Huusfaderen, og ofte efterfulgtes af Afsyngningen af en Psalme, hvilken Alle istemmede, - den er jo ganske gaaet af Brug, hvorved Kløften imellem Kirkens og Skolens Lære paa den ene og det virkelige Liv paa den anden Side da kun er blevet endnu større, saa at - istedetfor at "Guds Ord skulde boe rigeligt iblandt os", staaer det tværtimod ret fattigt til dermed i vore Boliger, det vil sige med det levende Ord, som ellers netop i vor Tid, naar det føres fra "Talerstolen" eller i anden verdslig Forsamling, holdes saa saaledes høit i Ære, og føles og erkjendes at have en ganske særegen Magt til at røre og bevæge Hjerterne fremfor det skrevne eller trykte Ord. Bønnen i Lønkammeret er derimod tilbage; thi "Mennesket sønderbryder ikke paa eengang alle Traade, hvormed christelig Skik og Vane have omspundet ham". Men - tør Nogen vel for Alvor paastaae, at Bønnen i Lønkammeret er ham saa tilstrækkelig, at den ugentlige Gudstjeneste, der er anordnet over hele Christenheden, er ham for hans Person idetmindste 9 Gange af 10 noget Undværligt og Overflødigt? Nei, Bønnen i Lønkammeret er Noget, som ligefrem hører til hver Dag, men som derfor ingenlunde kan gjøre det overflødigt, at vi, om det saa var hver evige Søndag, ved Hjælp af Guds Ords Forkyndelse, Lovsang og Bøn i Forening med Troesfæller, Høie og Lave, Rige og Fattige, Unge og Gamle tilsammen, søge at hæve vor Aand ud over det daglige Livs ofte lige smaalige Glæder og Sorger op til det, der ene kan styrke os i Troen, hellige vort Levnet og trøste os i Liv og Død, saaledes som det saa smukt og saa betydningsfuldt hedder i den Bøn, hvormed vor offentlige Gudstjeneste sluttes, og som ogsaa er at læse i den Bog, som vi Alle uden Undtagelse besidde, - i vor Psalmebog. Det kan derfor vistnok aldeles ikke med Grund paastaaes, at den ovenanførte saa overordentlig hyppige Forsømmelse af den offentlige Gudstjeneste skulde hidrøre fra, at samme erstattes ved anden Andagtsøvelse.

Der er undertiden en anden Betragtning, som ogsaa hyppigt høres gjort gjældende i samme Anledning, den nemlig, at Præstens Maade at prædike paa ikke tiltaler Een, eller at der ved den øvrige Gudstjeneste er Et eller Andet, der ikke opbygger En, og at man derfor, skjønt nødigt, foretrækker at udeblive. Ikke at tale om, at saadant - meer eller mindre ubevidst - kan være et af det Slags Paaskud, hvormed vi saa ofte undskylde - og bedrage os selv, (mon da de, hos hvem denne Betragtning gjør sig gjældende, gjøre sig nogen Umage, nogen Anstrængelse, for at nyde Godt af anden for dem mere opbyggelig Gudstjeneste eller Huusandagt??); ikke at tale om, at, naar Prædikenen ikke tiltaler os, Gudstjenesten ikke opbygger os, turde Skylden sikkert oftere, end vi gjerne ville tilstaae det, ligge hos os selv, enten derved, at vi ikke indkomme i Guds Huus med det rette Sind og det rette Hjertelag, nemlig for at lære at sørge over vore Syn - der osv., som det hedder i den Bøn, hvormed Gudstjenesten begynder. og som ogsaa findes i vor Psalmebog; eller derved, at vi gjøre større Fordringer til Gudstjenesten, end vi med Ret og Billighed kunne gjøre, og lægge saa megen Vægt paa veltalende Foredrag eller harmonisk Musik, at vi derover forglemme, at alene Oplæsningen af Guds Ord, Bønnen og fremfor Alt Velsignelsen, som lyses over hver enkelt af de Tilstedeværende, ere Goder, som, tilbudne os hver Søndag, det skulde synes en Daarlighed at indbilde os, vi kunne undvære ***) ikke at tale om Alt dette, saa turde det tog i alt Fald være indlysende, at maa det end vistnok indrømmes, at de større eller mindre Mangler, der kunne klæbe ved den offentlige Gudstjeneste, som ved enhver Foranstaltning, der skal udfores af Mennesker, ikke kunne Andet, end udøve Indflydelse paa Kirkebesøgets større eller mindre Talrighed - saa mangelfuld kan den offentlige Gudstjeneste dog umuligt i Almindelighed hos os siges at være, at alene deri skulde kunne søges Aarsagen til, at, som ovenanført, 4/5 af Befolkningen regelmæssigt, uden antageligt Forfald, forsømme samme. Aarsagerne ere naturligviis flere forskjellige samvirkende og netop derfor vanskelige at udpege. Lader os derfor ikke beskylde Nogen, hverken Præsten eller Menigheden, hverken de Gamle eller de Unge; men lader os Alle først og fremmest nøie prøve og give Agt paa os selv, og lader os, især vi, hvem Gud har skjænket og betroet en opvoxende Ungdom, som vi skulle vaage over, og selvfølgelig foregaae med vort Exempel, thi deri ligger jo vor største Magt saavel til det Gode som til det Onde, lader os, som der staaer i vor Psalmebog, bede den almægtige Gud om at udrydde al Lunkenhed og Skjødesløshed, al Ladhed og Uvillighed af vor Natur, paa det vi kunne bruge vor Sjæl og Legeme, vore Kræfter og al vor Formue til hans Ære, til vore kjære Medmenneskers Nytte og ovn eget sande Vel, bede ham om at fylde os med Iver for vort Kald og med en brændende Lyst til at udrette noget Godt i denne Verden!

*) At dette er meget høit regnet fremgaaer af den Beregning, der indeholdes i Trap's Beskrivelse af Danmark, ifølge hvilken af hvert 1000 Mennesker i Kongeriget de, der ere under 15 og over 60 Aar, ikke udgjøre mere end 414.

**) Herhen hører den Bemærkning, at Ungdommen nu i Almindelighed ikke mere, som fordum, af Præsten eller af Forældrene i den Tid, der medgaaer til Konfirmationsforberedelsen, holdes til i Reglen at gaae hver Søndag i Kirken. Det skal Altsammen være frivilligt. Men er dette dog ikke at drive Frihedsprincipet altfor vidt. Vel er det saa, at hvad der fremgaaer blot af Tvang, sjeldent kan bære Frugt til Velsignelse, ofte det Modsatte; men hvorfor netop forudsætte det Værste? hvorfor ikke hellere forudsætte, at baade Erkjendelse og Følelse af, at Kirkegangen er en Velsignelse, der ikke bør forsømmes, er tilstede hos de Unge, men derhos ligesaa en Fristelse for dem til at forsømme, som der kun hører en lille, forstandigen anbragt, moralsk Tvang til at overvinde?

***) Et ifjor i Christiania udkommet Skrift, hvis Titel er: "Erindringer af det betydningsfuldeste Aar i mit Liv" udtaler sig herom saaledes :

"Jeg var efterhaanden blevet en meget flittig Kirkegængerske. I Begyndelsen gik jeg i Kirken blot for Prædikenens Skyld. Jeg lyttede efter af Præstens Mund at høre Formaninger, Opmuntringer og Trøst. Det Øvrige af Gudstjenesten forekom mig mere ligegyldigt og overflødigt. Jeg kom derhen som oftest først naar Tjenesten var begyndt, ligesom jeg igjen ofte forlod den, inden den var fuldkommen sluttet. Men lidt efter lidt blev det ganske anderledes. Eftersom Kjærligheden til Gud efterhaanden udfoldede sig i mit Indre, fik den hele Gudstjeneste et dyrebart og ubeskriveligt Værd for mig. Alt vedkom jo Gud, i Alt blev jo hans og min Frelsers Navn nævnet. Alt tiltalte mig, til Alt lyttede jeg med en hjertelig Andagt og Glæde. Fremfor Alt blev dog Velsignelsen mig hellig og umistelig, og jeg kunde aldrig forlade Kirken, for den, baade fra Prædikestol og Alter, var bleven udtalt over mig Jeg passede nu ogsaa nøie paa, altid at være tilstede ved Tjenestens Begyndelse, fordi det stedse skjænkede mig en særegen fredelig Glæde, at kunne forene min Bøn, med den fromme lille Indgangsbøn og Fadervor." - "Jeg har hørt Christne at sige, at de egentlig ikke vidste, hvorfor de skulde gaa i Kirke. Hvad Præsten kunde sige dem kjendte de jo allerede; ialtfald havde de ligesaamegen Opbyggelse af at læse en god Prædiken hjemme for sig selv. Men dette er, synes mig, at søge Gud blot med Forstanden ikke med Hjertet. Uafhængig af Prædikant og Prædiken er den indre Trang, der driver dette til Guds Huus. Vel er det en ret sørgelig Fornemmelse, naar Hjertet, blødgjort og opvarmet ved Bøn og Sang, igjen henstivner og kjølner under Prædikantens Ord; naar det intet levende, intet klart, intet skjærmende Indtryk derfra kan medtage i det huuslige Livs mange travle Arbejdsdage. Vel er det godt og herligt, naar en kraftfuld, christelig, opbyggelig Tale kan blive Tilhøreren tildeel, styrke Troen og opflamme Haabet og Kjærligheden; men om den mindst begavede Taler er tilstede, skulde dog Guds Børn alligevel vandre til deres Faders Huus; thi det er jo ham alene de søge. De komme jo for hans og deres egen Skyld, ikke for nogen Andens i Verden, og de finde ham jo i Evangeliet i Sangen og Bønnerne, i Daaben og Nadveren, i hver enkelt lille Deel af hele den øvrige Gudstjeneste, om de end ikke, eller dog ikke saaledes som de havde ønsket der, finde ham i Prædikenen. Jeg veed det af Erfaring, hvor liden Glæde der er ved at søge Guds Huus, naar Forstand og Phantasi mere end Hjertet driver Foden derhen. Den egenkjærlige, kolde Forventning, der i fordums Tider kunde lokke mig til Kirken for at høre en udmærket Taler, eller den forfængelige, overfladiske Lyst til at høre noget Smukt, der lod mig søge den paa Højtidsdagene for Kirkemusikkens Skyld - o, hvad var den, imod den varme, Iykkelige Følelse, hvormed jeg nu, naar Klokkerne løde ilede derhen, for i Brødres og Søstres Samfund at tilbede ham, som elskede mig først, velsignes og bønhøres af ham, som min Sjæl elsker!"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. november 1862)

Fotograf Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): Peter Hersleb Classen (1804-1866). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Hersleb Classen (den yngre) (18.1.1804-22.2.1886) direktør, Det Classenske Fideicommission. Fra 1828 havde han bopæl på fideikommisets primære gods Corselitze og tog sig især af administrationen af fideikommissets godser på Falster. Han blev kammerjunker 1825, kammerherre 1843, gehejmekonferensråd 1871, Ridder af Dannebrog 1850, Kommandør 1865 og fik Storkorset 1876. Der er rejst en mindestøtte ved Corselitze og en mindetavle i Vinderød Kirke. Portrætrelief af Rasmus Bøgebjerg 1893. Litografi 1871 af Edvard Fortling.

Artiklen blev citeret 3 år efter i anledning oplysninger om Herlufholms Skoles rektor havde ændret ved ordningen med disciplenes kirkegang ved denne skole:

Uden som sagt i mindste Maade at ville indlade mig paa, hvad der af Ovenstaaende kan - eller ikke kan - finde Anvendelse i den omhandlede Anledning, skal jeg blot tillade mig at henstille det Spørgsmaal: Er der dog ikke noget besynderligt Uhyggeligt, som paa en eller anden Maade maatte kunne undgaaes, deri at Ordningen af Disciplenes Kirkegang ved en offentlig Opdragelsesanstalt, med total Forbigaaelse af det Naturlige og Fornuftmæssige i, at Udeblivelse fra den ugentligt anordnede Gudstjeneste kun kan undskyldes med gyldigt Forfald (i Bedømmelsen af denne Gyldighed vare man forøvrigt saa billig og hensynsfuld, som man vare vil), at denne Ordning, siger jeg, saaledes som den foreligger i det nævnte Nr. af "Fædrelandet", i al sin Vilkaarlighed fremtræder i en saa positiv Form, som ligefrem egner sig til at skaffe den Anskuelse Indpas, at, naar man een Søndag har været i Kirke, saa kan man ret godt undvære det de 3 næste Søndage, - uden Hensyn til, om man forøvrigt har noget Bedre eller Nødvendigere at tage Vare i den Times Tid, der medgaaer til Gudtjenesten, eller ikke?

Indsenderen, der - , Forbigaaende sagt - om ingen Skole hos os har hørt saa meget Godt som netop om Herlufsholm, tvivler ikke om, at dens Disciple ingenlunde savne passende Vejledning og Opmuntring til at deeltage i Gudstjenesten ogsaa udenfor de Søndage, paa hvilke de dertil ere pligtige. Men - dette skyldes da neppe hverken Aanden eller Udtrykkene i Ordningen af de omhandlede Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1865).

St. Peders Kirke i Nestved. (Efterskrift til Politivennen)

St. Peders Kirke i Nestved, hvis Restaurering for nogle faa Aar siden kostede over - 20,000 Rd., afgiver endda, efter Byens Av., et meget uhyggeligt Skue ved sit Ydre og ved sine nærmeste Omgivelser. Restaureringen er nemlig, mildest talt, uheldig, uagtet den bekostelige Hovedudbedring, tramger den ideligt til Udbedring, "og vi ville ikke anstille de sørgelige Betragtninger, som den hele uhyggelige Udbedringshistorie saa rigeligt giver Anledning til, men med Taalmodighed finde os i hvad der nu engang er skeet, betale Gildet og trøste os med, at vi i denne Kirke have er betegnende Exempel paa den næstvedianske Bygningskunst". "For nogle Aar siden fik man den uheldige Idee, at opfylde en Strimmel omkring Kirken med Jord, hvori der formodentlig blev saaet Græs, men Græstotter og al Slags Ukrud har stadigt væk staaet i den frodigste Væxt og seer i høi Grad uanstændig ud. Bemeldte Strimmel Jord blev indhegnet med en Slags Jernrækværk, som rigtignok i sig selv altid har været et Pragtexemplar af Uskjønhed og nu, efter at noget deraf atter er borttaget, tjene Stumperne, der staae tilbage, end mere til at gjøre Indtrykket uhyggeligt. Pladsen omkring Kirken imod Øst og Nord, saavidt Brolægningen ikke naaer, ligger i vaadt Veir som et Morads, da den idelige Kjørsel derpaa arbeider Jorden op. - Desværre har Kirken, som nævnt, stadigt hver Sommer været under Muurudbedring, saa Øiet møder altid Stillads, Muurbrokker, Kalkspande osv., men det er at haabe, naar vi engang opleve, at disse Efterudbedringer ere fuldendte, at Pladsen omkring Kirken vil blive holdt i en nogenlunde anstændig Tilstand; hvorledes man vil bære sig ad med selve Kirkemurens Mure, om alle de mange Lapper paa den gamle Muur skulle blive staaende eller om Kirken skal have lidt meer as samme Slags røde Kalkfarve som den sidst fik - det maa Fremtiden afgjøre." Med andre Ord, man har saa da atter i Byggeri bortødet en stor Sum Penge. Bygges skulde der jo paa de fleste Steder i Eetvæk. De Vedkommende, især Leverandeurer og deres Svogre eller Venner sagde ja, og Myndighederne samtykkede eller tog Initiativet. Saa gik igjen en Slump Penge." Var det, som her, en Kirke, saa var det jo nok, at "Kirken har jo selv Penge."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. september 1860. 2. udgave).

Kirken i 2019. De grønne områder er tilsyneladende blevet erstattet af parkeringspladser og trafikerede veje. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kirkestole i Horsens frigjorte. (Efterskrift til Politivennen)

I Horsens er nu den, oftere anbefalede, smukke kirkelige Indretning saavidt gjennemført, at Stolene paa Kirkegulvet i Frelsers Kirke ere frigjorte og staae aabne for Alle, med Undtagelse af de 5 øverste Mandfolkestole og de 4 øverste Fruentimmerstole. Af disse ere de 2 øverste Stok paa hver Side af Hovedgangen forbeholdte Vedk. ved Brudevielser og Barnedaabe, medens derimod 3 Mandfolkstole og 2 Fruentimmerstole nærmest til de 2 øverste Stole ere forbeholdte til Udleie ved Auction pladsviis for de Medlemmer af Menigheden, som maatte ønske at sikre sig en bestemt Plads i Kirken. Denne sidste Undtagelse skulde man hellere have undladt. Pladse i Kirker bør kun sikres ved at komme betids. Bortabonnerer man selv nogle af dem, kunne disse lige saa let lomme til at staae tomme, naar Abonnenterne blive hjemme, medens Andre, som komme til Kirken, udsættes for at savne Plads.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Mænd og Qvinder i Kirke. (Efterskrift til Politivennen)

Den kirkelige Skik, at Menigheden under Gudstjenesten sondrer sig i to Parter saaleded, at den mandlige Deel tager Sæde paa den ene og den qvindelige paa den anden, er i "Fyens Stiftstid." bragt paa Bane for om muligt at tilvejebringe en Forandring deri. "Andagten", slutter bemeldte Artikel, "kan sikkert ikke blive mindre, fordi Manden under sin Henvendelse til Gud sætter sig ved sin Hustrues Side, eller den ugifte Mand ved sin Trolovedes, sin Søsters eller selv en fremmed Qvindes Side. Tvertimod kan det i mange Tilfælde have noget Smukt, naar de, der i Livet ere knyttede til hverandre ved fælles Glæde og fælles Sorg, Side om Side med hverandre kunne opsende deres Tak og Bøn til den, der ikke spørger, om den, som henvender sig til ham, er Mand eller Qvinde, men om det er et troende og ydmygt Hjerte, der slaaer i hans Bryst."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. juli 1859).

Adskillelsen mellem mænd og kvinder stammer formentlig fra middelalderen. Den var sandsynligvis dominerende, men ikke den eneste i Danmark. I 16-1700-tallet ville de pengestærke borgere optræde som samlet familie i kirken.

Om Kirkevæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Om Kirkevæsen. Der er sikkerligen i vore Dage, da Secter og Sværmerpartier træde op imod vor Folkekirke, medens det catholske Kirkenæsen i vor Hovedstad ikke forholder sig uvirksomt; der er sikkerligen, hvis man ikke vil lade Kirkens Medlemmer splittes ad, al god Grund til og Opfordring for vor Hovedstads Kirker til endnu mere at varetage Menighedens Tarv og Bedste, end skeet er, saa at Menigheden, naar Kirken siges for der at oplives og opløftes, ogsaa i Sandhed kan finde, hvad den søger. Hvad der i saa Henseende er gjort fra Kirkens Side ved den saakaldte Aftengudstjeneste, der dog kun saa sparsomt er indskrænket til een eneste Kirke i vor Hovedstad, maa man - hvor fattigt og ringe end dette Resultat er - ikke undlade at rose. Men hvormange Mangler staae ikke endnu tilbage? Hvormange Feil eg Misbrug burde ikke rettes og afskaffes? At Psalmesangen i vore Kirker just ikke udmærker sig ved dens Fynd og Kraft, er en Erfaring, som vist alle Kirkegjængere ville stadfæste; med Undtagelse af enkelte Kirker, som Slots-, Vartou- og Frue-Kirke, kan man gjerne paastaae, at Orgelet og Chordrengenes Sang i den Grad dominere, at man i Sandhed skulde troe, at Organisten eller hans Vicarius holdt privat Øvelse med sit Chor af Drenge; thi hvor skulde man kunne føle sig opbygget, naar Orgeltonerne i den Grad dæmpe den menneskelige Stemme, at man ikke er mægtig at høre sin egen endsige Menighedens Psalmesang, og er det dog ikke den, der ligesaafuldt skal, ja stundom sandere og fyldigere end Prædikenen kan vække og opløfte? Orgelet indtager i vor Gudstjeneste meer og meer en aldeles falsk Plads; istedetfor at tjene Sangen, hersker det over den, istedetfor blidt og fiint at lede og lyde den menneskelige Sangstemme, tordner og buldrer det som en altknusende Tyran, der ikke vil lade en eneste Lyd høre ved Siden af sin Røst; med herskesyg Vælde undertrykker den dem, der tvertimod skulde og burde opløftes. 

Naar man behøver et Beviis for Sandheden af denne Menighedssangens opløftende Natur, - thi de ærede Organister eller Organistassistenter synes atter og atter at fordre et saadant, - da umage man sig blot at besøge den catholske Kirke eller den heri Staden nysstiftede Sects Forsamlingssal, - man bliver uvilkaarligen greben af hiin Sangs Harmoni og Ro. 

For i den modsatte Retning at anføre et Exempel paa den Taktløshed, hvormed Psalmemelodierne spilles, kan anføres det Psalmespil - om det ellers kan betitles saalunde - som Trinitatis Kirke til Aftensang i Søndags den 7de December udmærkede sig ved. Af de 4 Psalmer, som spilledes, var det aldeles umuligt at følge en eneste, hvilket ogsaa viste sig deri, at der overhovedet slet ingen Psalmesang fandt Sted; med en vis utrolig Hurtighed, med en vis ubegribelig Virtuositet af Smagløshed fulgte den ene Accord i et Nu efter den anden, medens et buldrende Forte overdøvede de svage Forsøg, der gjordes paa at følge Melodien.

Hvad gavner vel Orgel, naar sligt et Spil, der har sin Mage i flere andre, som Garnisons-, Helliggeistes- og Holmens-Kirke, kan finde Sted? Jeg er overbeviist om, at Menigheden langt hellere ønskede den blotte Chorsang, i hvilken da Menighedens kunde blande sig, end den nuværende; det er saaledes rigtignok foranderligt at en Post lønnes, som man helst ønskede borte; men skulle vi beholde, hvad vi have, var det da ikke paa Tide nu og netop nu, da vor Gudstjeneste overhovedet ei taaler megen Criticeren , at vi paamindende og foreholdende forbedrede, hvad der var forslidt, at vi rettede, hvor der var Feil, erstattede, hvor der var Mangler?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1851, 2. udgave).

Der er i dag fire orgler i Trinitatis Kirke. Fotoet viser hovedorglet som stammer fra L. D. Kastens (1733). Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Skanderup Kirke, 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel imødegik en beretning som tidligere er bragt her på bloggen, "Notitser af Veile Byes Occupation" og referet i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849:

Et par forsvarsord.

*I et brev fra Skanderborg i Jylland, som også blev bragt i andre aviser, beretter "Flensburger Correspondent" om grusomme ting, som blev begået af bayerske soldater i den nærliggende Skanderup kirke. I brevet står der blandt andet: Ved indgangen til kirken var et opgravet skelet, hvis det ene ben var brækket af og kastet i et hjørne, opsat som vagtpost. I kirken var ikke blot alle familiegravene fuldstændig ødelagte, men alle kisterne var brækket op, ligene revet ud, flyttet rundt og forvekslet med kød i gravene; ja, man så endda en mor med sine to børn sove i hendes arme, bestjålet, parteret og fordelt i andre grave! I ny og næ blev ligene vist frem til spot, nogle uden hoved, andre uden arme eller ben. Halm var blevet slæbt ned i flere grave, og der var slået lejr op i dem. Omkring 40 solide stole blev knust og brændt. Gulvets gulvbrædder og sten var knækket mange steder, ligesom prædikestolens trin og selv alterets ydre beklædning blev brudt ned. Selv en altertavle var blevet vanhelliget, en engel var blevet malet med overskæg og tykke øjenbryn. Restaureringen af ​​kirken kostede sognet cirka 2500 sl. M. C., og efter reparation blev det atter indviet af biskoppen i Århus." Det følgende tjener til at opklare sagen. Overkommandoen, d. v. s. general Prittwitz, havde beordret en feltvagt (200 mand stærk) samt en replika af de fremskudte indsættelser og forposter samt til at dække divisions- og brigadestaben samt kanonerne i Skanderup Kirke, der kun ligger 1/8 time væk fra Skanderborg by. "Kirken, skriver hr. kaptajn Geiger i sin "Gedenkbüchlein" side 74-75, er bygget i gammel katolsk stil, som den var før reformationen; prædikestolen, højalteret og skriftestolene er der stadig fra umindelige tider. Gulvet var lavet af brædder som var blevet helt rådne på grund af deres alder og var brækket flere steder. Denne kirke var beregnet til feltvagtens ophold, den var dækket af halm og fungerede som lejr og som beskyttelse mod den bidende kulde. De der deltog i denne feltvagt for første gang, er måske blevet temmelig overrasket: da de lagde sig, brød gulvet sammen og soldaterne pludselig befandt sig blandt gud ved hvor mange hundrede år gamle lig. Det må have været skik i oldtiden at begrave de døde under kirkens gulve, for ved nærmere undersøgelse fandt man det ene lig opstillet ved siden af ​​det andet. Det der blandt andet fangede vores opmærksomhed, var det meget velbevarede skelet af en kvinde der holder et barn ved sit bryst. Vi var ikke glade for den muggen lugt, vi trak halmen ud og foretrak at blive udendørs." Vi må tilføje til kaptajn Geigers fuldstændig sande beskrivelse, at der midt i kirken var en falddør, der førte til en krypt under kirken. I denne krypt stod et par overdækkede kister åbne som i et lighus. Det synes at have været skik i Jylland at opbevare fornemme menneskers kister i kapeller eller krypter i stedet for at begrave dem. Afdelingsmester Paulsen fra Vejle viste soldaterne kisterne der var blevet stillet i et sidekapel og løftede også lågene, hvilket kan gøres meget nemt, så ligene lå åbent til skue. Der var også nogle få (højst 20) stole i den kirke der sikkert var lige så gamle som gulvet; det blev ikke bekræftet. Generelt bar alt i denne kirke tegn på forældelse. Faktum er at ikke kun soldater, men også officerer røg ned i krypten og kiggede på kisterne af nysgerrighed, det gjorde vi for en stund; officererne ville ikke have tolereret nogen hærværk. Faktum er at gulvet brød igennem gradvist og flere steder, og at ligene derefter kom frem i lyset. Men det var ikke soldaternes skyld. Man kan heller ikke bebrejde dem at de fylder hulerne med halm så de ikke skulle gå og sove på ligene. Da soldaterne frivilligt forlod kirken som de var blevet beordret ind i, og slog lejr udenfor den, samtidig med at de tog halmen ud, var det et højst uhyggeligt syn; og den der ikke kendte sagen, kunne tænke på det som en forbrydelse som skete. At grave blev åbnet bevidst er en løgn, som kun had har opfundet og spredt. Det er også et faktum, at hr. kaptajn Vogt, der kommanderede feltvagten omkring den tredje uge, overdrog det sparsomme og få alterpynt med mere intakt til præsten. Hr. pastoren kerede sig i øvrigt tilsyneladende slet ikke om denne kirke, eller han vidste ikke hvordan han skulle begrunde en klage. Både under vores ophold i Skanderborg og da vi tog afsted, fortalte hr. pastoren mig åbent at man kunne være tilfreds med bayernes opførsel, og at de ikke havde gjort noget som krigen ikke nødvendigvis indebar. Hvis en række gamle stole blev brændt, ville dette ikke være vanhelligelse og kan undskyldes af nødvendighed. Hr. pastoren sagde selv at det ikke betød meget om stolene. Hvis en engel skulle have malet et overskæg på sig, så er det noget sludder som man ikke vil forsvare, men som man ikke kan tilskrive soldater så højt.

Flere ting har jeg selv ikke set eller hørt fra øjenvidner. Hvor blev vi ikke overraskede, da vi et par uger efter afrejsen hørte om de mest grusomme ting der var blevet begået i den kirke, da det bedste vidnesbyrd tidligere var blevet givet til bayerne? Hvor kommer dette fra? Jeg vil først gerne lede efter nøglen hertil i den politisk-fanatiske, bedrageriske natur og i jydernes list. Vore generaler har vist skanderborgenserne alle mulige tjenester og lettelser, så vidt krigen tillod det. Men hvad var takken for dette? Da de marcherede tilbage ind i byen, blev de mødt med hånende tilråb og blev bogstaveligt talt fornærmet. Jeg ved ikke om de lagde mærke til det, eller om de bevidst ignorerede det. Så det burde ikke være overraskende at folk bagefter kastede sig over enhver lejlighed for at sige dårlige ting om Bayern. Nøglen er endvidere at finde hos vore egne allierede, især preussernes adfærd. Mange af det som beboerne i Vejle fortalte os, tegnede en beskrivelse af det fremrykkende Bayern der må have fyldt indbyggerne med rædsel og rædsel. Modviljen mod bayerne nåede sit højdepunkt efter alliancen den 26. maj. Endelig kan der være en grund i selve sagen som den fremgik udadtil. Men hvis man vil bryde sværd mod et folk, bør man først undersøge sagen nøje; så skal man ikke ignorere hvad den ene eller anden kan have gjort; endelig bør man holde sig for øje at krig altid har sine undtagelser, og der følger mange ting med som man aldrig kunne undskylde på et andet tidspunkt. Så meget er sandt: Tyskerne udkæmpede krigen med den største skånsomhed. Vi holdt katolske og protestantiske gudstjenester i forskellige kirker i Jylland, såsom Kolding, Veile, Hvirring, Skanderborg, Framlev, Aarslev m.fl.; men er der tumult om hvorvidt selv den mindste uretfærdighed er sket? Det vil jeg bestemt ikke kunne sige.

Hvis danskerne skule have en så dyb religiøs sans som de har her, hvorfor ødelagde og vandaliserede de så den prægtige slotskirke Gråsten og i realiteten profanerede den? Hvorfor var intet helligt for dem i denne kirke? Klokkerne var faldet ned fra tårnet, de prægtige vægmalerier var alle ødelagte, de fleste var blevet gennemhullet af bajonetstik; ikke engang loftet blev sparet; alle de malerier, som denne store og smukke kirke er fuld af, blev systematisk ødelagt; med et ord, alt var ødelagt. Bayerne især chefen for 2. jægerbataljon, hr. oberst v. Reck fortjener æren for at have gjort denne kirke mere til en kirke igen, så der kunne afholdes gudstjenester.

M. Filser, tidligere feltpræst.

Skanderup Kirke (Kolding). Foto fra 2008 af Claude David. Fri af ophavsret. 

Einiges Worte zur Abwehr.

*Der "Flensburger Correspondent" lässt sich in einem Brief aus Skanderborg in Jütland, der auch in andere Blätter übergegangen ist, gräuelhafte Dinge berichten, welche von bayerischen Soldaten in der nahen Kirche von Skanderup verübt worden seyen. Der Brief sagt unter anderem: Beim Eingang in die Kirche war ein ausgegrabenes Skelett, welchem man das eine Bein abgebrochen und in einen Winkel geworfen hatte, als Schildwache postirt. In der Kirche waren alle Familiengräber nicht allein gänzlich verwüstet, sonder alle Särge waren aufgebrochen, die Leichen herausgerissen, umhergeschleubert und mit Fleisch in den Grern verwechselt; ja man sah sogar eine Mutter ihrer zwei Kinder, die in ihrem Armen schlummerten, beraubt, zergliedert und in andere Gräber vertheilt! Hin und wieder waren die Leichen zum Spott aufgestellt, einige ohne Köpfe, andere ohne Arme und Beine. In mehrere Gräber war Stroh hineingeschleppt und Lager in ihnen aufgemacht. Ungefähr 40 feste Stühle waren abgebrochen und verbrannt. Die Dielen und Steine des Fussbodens waren auf vielen Stellen aufgebrochen, sowie auch die Treppen der Kanzel, ja sogar die äussere Bekleidung des Altars niedergebrochen. Selbst eine Altartafel war profanirt, einem Engel hatte man einen Schnauzbart und starke Augenbrauen gemalt. Die Restauration der Kirche hat der Gemeinde ungefähr 2500 sl. M. C. gekostet, und sie wurde nach der Ausbesserung vom Bischof von Aarhuus wieder eingeweiht." Zur Aufklärung der Sache diene Folgendes. Von dem Obercommando, also vom General Prittwitz, war angeordnet worden, dass eine Feldwache (bei 200 Mann stark) sowol als Replis der vorgeschobenen Aufstellung und Vorposten als auch zur Deckung des Divisions- und Brigadestabes sowie der Geschütze in die nur 1/8 Stunde von der Stadt Skanderborg entfernte Skanderupkirche gelegt werde. "Die Kirche, schreibt Hr Hauptmann Geiger in seinem "Gedenkbüchlein" S. 74-75, ist nach alten katholischen Styl erbaut, was sie auch vor der Reformation gewesen ist; es sind noch die Kanzel, der Hochaltar und die Beichtstühle von Alters her darinnen. Der Boden war von Brettern, welche, durch ihr Alter ganz morsch geworden, an mehreren Stellen gebrochen sind. Diese Kirche ward zum Aufenthall der Feldtwache bestimmt, mit Stroh dich belegt, und diente als Lager und zum Schutz gegen die schneidende Kälte. Die zum ersten Male diese Feldwache besogen haben, mögen hübsch überrascht worden seyn, als sie sich niederlegten, der Boden durchbrach, und die Soldaten sich auf einmal unter weiss Gott wie viel hundertjährigen Leichen befanden. Es muss in alter Zeit Sitte gewesen seyn, unter den Fussböden der Kirche die Todten zu begraben, denn bei näherer Untersuchung fand sich eine Leiche an die andere gereiht vor. Unter andern fesselte unsere Aufmerksamkeit das sehr gut erhaltene Gerippe einer Frau, die an der Brust, oder an dem Platze derselben ein Kind hielt. Modergeruch litt uns nicht darin, wir zogen das Stroh heraus, und blieben lieber in Freien." Die ganz wahre Beschreibung des Hrn. Hauptmann Geiger müssen wir noch dahin ergänzen, dass in der Mitte der Kirche eine Fallthürezu einer unter der Kirche befindlichen Gruft angebracht war. In dieser Gruft standen ein paar zugedeckte Särge wie in einem Leichenhause offen da. Es scheint in Jütland Sitte gewesen zu seyn, die Särge hervorragenden Personen, statt sie zu begraben, bloss in Kapelle oder Grüften afzustellen. So zeigte der Küster Paulsen von Veile den Soldaten die in einer Nebencapelle aufgestellten Särge, hob auch die Deckel auf, was sehr leicht geschehen kann, so dass die Leichen offen dalagen. Ausserdem standen in jener Kirche einige (höchstens 20) Stühle, deren Alter dem Fussboden wohl gleich kam; bestetigt waren sie nicht. Ueberhaupt trug in dieser Kirche Alles das Gepräge des Alters. Thatsache ist es nun, dass nicht blos Soldaten, sondern auch Officiere in die Gruft hinabstiegen und aus Neugierde die Särge betrachteten, wir in Weile; einen Unfug hätten die Officiere nicht geduldet. Thatsache ist es, dass der Fussboden allmälig und an mehreren Stellen durchbrach und dass sodann die Leichen zum Vorschein kamen. Allein diess war nicht Schuld der Soldaten. Ebenso wenig wird man es diesen verargen dürfen, dass sie die Vertiefungen mit Stroh ausfüllten, um nicht gerade auf den Leichen gehen und Schlafen zu müssen. Als die Soldaten die Kirche, in die sie hineincommandirt worden waren, freiwillig verliessen und ihr Lager ausserhalb derselben aufschlugen, auch das Stroh heraus nahmen, so bot sie allerdings einen höchst unheimlichen Anblick dar; und wer die Sache nicht wisste, mochte an einen Frevel denken, wie es auch geschehen ist. Dass absichtlich Gräber geöffnet wurden, ist eine Lüge, die nur der Hass erfand und weiter verbreitete. Thatsache ist es ferner, dass Hr. Hauptmann Vogt, der ungefähr in der dritten Woche die Feldwache befehligte,, die dürftigen und wenigen Altarzierathen uas freiem Antriebe dem Hrn. Pastor unversehrt übergab. Der Hr. Paster hat sich übrigens um diese Kirche, wie es scheint, gar nciht gekümmert, oder er wusste eine Beschwerde nicht zu begründen. Sowohl während unsers Aufenthaltes in Skanderborg als auch bei unserm Abzuge äusserte sich der Hr. Pastor unverholen gegen mich, dass man mit dem Betragen der Bayern zufrieden seyn könne und dass sie nichts getan hätten, was nicht der Krieg nothwendig mit sich brächte. Sollten auch etliche alte Stühle verbrannt worden seyn, so wäre diess keine Profanation und kann mit der Noth entschuldigt werden. Aeusserte sich ja der Hr. Pastor selbst, dass es in Betreff der Stühle nicht viel zu bedeuten habe. Sollte einem Engel ein Schnaubart gemalt worden seyn, so ist dieses ein Unfug, den man nicht vertheidigen will, den man aber Soldaten nocht so hoch anrechnen darf.

Mehreres habe ich selbstd nicht gesehen, noch auch von Augenzeugen gehört. Wie erstaunen wir nicht, als wir einige Wochen nach dem Abmarsche die gräulichsten Dinge hörten, die in jener Kirche verübt worden seyen, da man den Bayern zuvor das beste Zeugniss gegeben hatte? Woher kommt dieses? Den Schlüssel hiezu möchte ich zuerst in dem politisch-fanatischen, hinterlistligen Wesen und in der Tücke der Jüten selbst suchen. Unsere Generale haben den Skandeborgern, so weit es der Krieg zuliess, alle möglichen Gefälligkeiten erwiesen und Erleichterungen verschafft. Allein was war der Dank hiefür? Als sie auf dem Rückmarsche in die Stadt einzogen, wurden sir mit Spottschüssen empfangen, also förmlich insultirt. Ob sie es wahrgenommen oder ob sie es absichtlich ignorirt haben, weiss ich nicht. Es darf also nicht wundern, dass die Leute hinterher jede Gelegenheit von Zaune rissen, um den Bayern nur Böses nachsagen zu können. Ferner ist der Schlüssel zu suchen in dem Betragen der eignen Budesgenossen, insbesondere der Preussen. Viele von diesen, wie uns die Einwohner von Veile erzählten, entwarfen von der nachrückenden Bayern eine Schilderung, welche die Einwohner mit Schrecken und Entsetzen erfüllen musste. Die Abneigung genen die Bayern erreichte ihren Höhepunct nach dem Bündnisse vom 26. Mai. Endlich mag ein Grund in der Sache selbst liegen, wie sie sich nämlich äusserlich zeigte. Wenn man aber über ein Volk den Stab brechen will, so soll man die Sache zuerst genau erforschen; dann soll man nicht die Gesammtheit entgegen lassen, was vielleicht der Eine oder der Andere gethn hat; endlich soll man wohl beherzigen, dass der Krieg immer seine Ausnahmen und gar manches im Gefolge hat, was man zu einer andern Zeit nie entschuldigen könnte. So viel ist wahr, dass die Deutschen mit grösster Schonung den Krieg geführt haben. Wir haben in verschiedenen Kirchen Jütlands, wie in Kolding, Veile, Hvirrin, Skanderborg, Framley, Aarsley etc. katholischen und protestantischen Gottesdienst gehalten; es trete aber ein Jüte auf, ob nur die geringste Ungegebührlichkeit vorgefallen? Gewiss wird er es nicht behaupten können.

Wenn die Dänen einen so tiefen religiösen Sinn haben wollen wie sie hier vorgehen, warum haben sie dann, nicht etwa aus Noth, die herrliche Schlosskirche von Gravenstein auf eine so vandalische Weise verwüstet und in der That profanirt? Watum war ihnen dieser Kirche nichts heilig? Die Glocken waren vom Thürme herabgestürtzt, die herrlichen Wandgemälde sämmtlich ruinirt, die meisten von Bajonnettstichen durchgelöchert; nicht einmal der Plafond blieb verschont; sämmtliche Malereien, deren diese grosse und schöne Kirche voll ist, wurden systematisch zerstört; mit einem Worte, Alles ward verwüstet. Den Bayern, insbesondere dem Commandanten des 2. Jägerbataillongs, Hrn. Obersten v. Reck, gebührt das Verdienst, diese Kirche einigermassen wieder zu einer Kirche gemacht zu haben, so dass Gottesdienst gehalten werden konnte.

M. Filser, ehem. Feldcaplan.

(Augsburger Postzeitung. 25. september 1850)

I dansk historieskrivning gentoges versionen fra Flensburger Corr. flittigt i det følgende årti. Filsers udlægning af begivenhederne blev ignoreret. Moritz Filser (1817-1888) var feltpræst ved den slesvigholstenske hær. Han overtog den 7. oktober 1849 det katolske sogn Margarthenried i Moosburg. Han udgav bl.a. "Ueber den Ausspender des Chesakramentes" (Regensburg 1844) og "Die Diöcesansynode" (Augsburg, 1849). Da han døde, var han ærkebiskop, dekan og præst i Bockhorn, Nedersachsen. I en nekrolog beskrives han som en ædel menneskeven og hjælper i nøden.

Gråsten Gods havde siden 1725 tilhørt hertug Christian af Augustenborg. Efter genforeningen købtes af den danske stat (1. april 1921) til brug for forskellige offentlige institutioner. 

Alterbordets sydside skal have indskæringer fra 1848, bl. a. et dannebrogsflag, Frederik 7.s kronede monogram samt en karikatur af en jaketklædt mand, der i stærkt foroverbøjet stilling støtter sig til en stol, bærer pikkelhjelm, og ledsages af indskriften "Hertug landsforræder". 

Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensborg, skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.  

Vederstyggelige Monumenter i Kirkerne. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Det er ikke sjældent, at man i vore gamle kirker, der har deres oprindelse fra de katolske tider, træffer på billeder, der både udmærker sig ved deres smagløse udførelse og tillige ofte uundgåelig må tjene til at forvirre menigmands religiøse begreber. Især gør de hæsligt katolske krucifikser et ubeskriveligt indtryk, idet de næppe fremkalder andet end forestillinger fra middelalderens mørke fanatiske tider, og deres jammerskikkelse snarere vækker rædsel end medfølelse. Sådanne illustrationer af de bibelske fortællinger er ofte så smagløse at de som en forfejlet patos i et sørgespil fremkalder det modsatte indtryk.

At vore købstads- og landsbykirker endnu indeholder mange sådanne monumenter, der snarere henhører i et antikvitets-museum end i kirken, og at skulpturens frembringelser fremfor alt ingenlunde har deres rette pladser kirken, derom turde måske selv de strengeste teologer være enige. Allerede i slutningen af det syvende århundrede begyndte de orientalske kristne og især flere af det østromerske riges kejsere at forarges over den umådelige mængde billeder hvormed kirkerne var opfyldt, og som i disse rå tider nød guddommelig dyrkelse. Den hæslige billeddyrkelse oprørte dem, og de bestræbte sig derfor at bortskaffe disse uendelig mange billeder og skulpturer. Imidlertid måtte de snart erkende, at det ikke er nogen let sag at udrive folk af deres vildfarelse, mens det derimod er langt lettere at binde den lettroende hob noget endog håndgribeligt usandt på ærmet. Billedernes afskaffelse, en foranstaltning der syntes så fornuftig og agtværdig, vakte tværtimod såre voldsomme stridigheder, der atter ledede til forfølgelser og misgerninger, som til begge parters store skændsel varede i henved 200 år, og til sidst dog endtes med at - alt blev ved det gamle. 

Næppe noget der ville falde i skribentens smag: Udvalg af forskellige billeder, krucifiks og udskæringer i Holmens Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der fandtes tre sindsretninger, som gjorde sig gældende i billedstriden. Et parti holdt på billederne fordi de i dem dyrkede de guddommelige genstande og religiøse ting. I streng modsætning hertil påstod et andet parti, at hver brug af billeder i religiøse anliggender var et rent misbrug, og at det at fremstille de gudelige ting ved hjælp af sanselige billeder, var netop at nedværdige dem. Endelig gaves der endnu et tredje parti, der holdt sig i behørig afstand og under alle disse barbariske kampe mellem billedernes forsvarere og ødelæggere for det meste afgav den rolige tilskuer, i den overbevisning at det nok var muligt at gøre et passende udvalg af det der kunne bruges til genstand for religiøse billeder, samt at kunsten kunne helliges ved kristendommen og bruges som dens tjenerinde. 

At den ældste kristelige kirke ikke har kendt noget til billeder, er sandsynligt; for den er jo oprundet i det land og blandt det folk, der aldrig har tænkt eller vovet på sådanne kunster. De romerske paver derimod forstod bedre at vurdere billedernes magiske indflydelse, og således har man den efterretning om pave Gregor den Store der netop levede i den tid, da billedstriden fandt sted, og som erklærede billederne for tilladelige, at han irettesatte en ivrig fransk biskop, der i sit distrikt ikke ville tåle billeder. Paven påstod nemlig at folk nødvendigvis, selv i kirken, måtte have noget for øjnene; og da man dengang kun havde få skrifter, var det såre godt at komme mængdens hukommelse til hjælp med oplysende billeder. 

Grækerne, blandt hvilke kristendommen tidligt blev sammensmeltet med deres gamle, fantasirige kunstsans og forfinede hedenskab , kunne ikke undlade at danne, male, støbe og hugge billeder, så at den tids jøder og muhamedanere rent ud kaldte dem afgudsdyrkere. Og dette tilnavn var ikke heller ganske ufortjent, da helgenbillederne og disses dyrkelse gik i det uendelige. Lidt efter lidt begyndte den græske billedstrid at blive hedere, idet despotiske kejsere og fanatiske munke blev forkæmpere i hele den uværdige strid, hvori både billeder og mennesker gik til grunde i tusindvis. Det gik til med grueligt barbari. De stakkels billeder, hvoriblandt sikkert mange herlige kunstværker, offredes til flammerne, eller lemlæstedes, uagtet nogle af dem var af sådanne dimensioner, at man næppe vred, hvorledes billedstormerne fik bugt med dem. Ikke bedre gik det deres tilbedere, der hjemfaldt til bøddelen efter at 300 biskopper, der i året 754 samledes i Konstantinopel, formelig lyste band over alle billederne samt deres fabrikanter. 

Dermed skulde man nu mene at sagen havde været endt. Dog, dette var ingenlunde tilfældet; for 33 år derefter forsamledes i Nicæa et nyt gejstligt koncilium af 350 bisper, der alle i største enighed sadlede om, og i fuldkommen modsætning til deres forgængere i troen lyste alle mulige forbandelser over dem, der i Konstantinopel havde udladt sig mod billeddyrkelsen eller nogensinde forgreb sig på de hellige kunstgenstande. Således kom billeddyrkelsen igen til sine gamle rettigheder. Dog herover må man ikke undre sig, da denne dyrkelse dengang dels lå i folkeånden, dels fandt afgjort forsvar i de talrige munkeordener, der havde stor fordel af at fordigt og forhandle disse hellige kunstprodukter, mens højtstående damer, hvoriblandt kejserinderne Irene og Theodor, med bigot iver forfægtede billedernes ret. Måske det moment, som disse fromme herskerinder lagde i vægtskålen, mest bidrog til at frelse de stakkels helgenportrætter, så vist som de ofte i historien har afgivet tydelige beviser på hvad de i den teologiske retning har formået. 

Med hensyn til de vesteuropæiske nationer, blev tingen der behandlet med mere ligegyldighed, dels formedelst folkenes utrolige uvidenhed, og dels på grund af den mindre spekulative retning som vestens teologer endnu dengang havde sået. Karl den Stores bisper og prælater synes ikke at have været billeddyrkelsen synderlig bevågen, men paverne i Rom der i grunden holdt med billeddyrkerne, og det af let begribelige årsager, fandt sig dog beføjede til at se gennem fingre med de mægtige frankiske kejsere, og lidt efter lidt døde denne fordærvelige strid hen efter at den havde raset i et par hundrede år, indtil den med fornyet kraft atter vågnede på reformationens tider. I.

(Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1848)

Om Kjøbenhavnernes Religiøsitet. (Efterskrift til Politivennen)

"Jeg indser ikke umuligheden af, at jo selv den lutherske Lærebygning kunde modtage en anden fuldkomnere Skikkelse, og mener, at enhver Bestræbelse for at standse, hvad der skulde føre dertil, den religiøse, frie og grandskende Aand, allerede derved vorder en Bestræbelse for at standse Menneskehedens fremskridende Udvikling."

C. S. Visby.

_____________

Det er altid interessant at kaste et Blik paa en stor Stads indre Liv. Intetsteds aabenbarer Menneskenaturen sig i saa utallige Yttringer, som der hvor en stor Mængde Mennesker leve sammen af den mest forskjellige Opdragelse og de mest uligeartede Sysler. Kun paa Landet, saa paastaaer man, have de forskjellige Nationalcharacterer bevaret sig uforvandskede, i det store Stæder ligne Menneskene hverandre overalt, som en Draabe Vand den anden: en overforfinet høiere Classe, en ærgjerrig, halv oplyst Borgerstand, og en uvidende, urolig Almue. I Almindelighed kan man have Ret, men det er ogsaa kun i Almindelighed; for den opmærksomme Iagttager vil der altid vise sig en betydelig Forskjellighed, dertil udøve Clima, Levemaade og borgerlige Indretninger en for mægtg Indflydelse. Dog, det er ikke vor Hensigt her at drage en parallel mellem Kjøbenhavn og andre store Stæder, det er vor Hensigt at henlede vore Læseres Opmærksomhed paa Kjøbenhavn alene, og paa Yttringen af det religiøse Liv hos dens Indvaanere.

Kjøbenhavnerne, i det mindste den langt overveiende Fleerdeel, bekjende sig, som hver Mand ved, til den christelige Religion efter den augsburgske Troesbekjendelse, og der har vel været en Tid, hvor man med Sandhed kunde sige det, men Tiderne have forandret sig, og Kjøbenhavnerne med dem. Nuomstunder vilde det vel falde Størsteparten vanskeligt at gjøre Rede for deres Tro; thi hvad man ikke har, det kan man heller ikke gjøre Rede for, og de fleste Kjøbenhavnere have - ingen Tro. Mange vil vel denne Dom forekomme at være vel streng, men naar man, uden forudfattede Meninger og uden at opstille Hypotheser, der kun have hjemme i egen Indbildning, fordomsfrit vil følge Forf., troer han, at man vil indrømme, at Dommen ikke er saa ganske umotiveret.

Kjøbenhavn indeslutter mellem sine Volde samtlige regjeringscollegier, Universitetet, og en Mængde andre høiere Læreanstalter og Statsindretninger, og, som en Følge heraf, indeslutter Kjøbenhavn ogsaa en talrig Embedsstand. Uden at træde nogen andre Stand for nær, tør man vel paastaae, at denne Stand tæller Stadens mest oplyste og mest dannede Mænd. Til denne slutter sig vel nærmest, med Hensyn til Dannelse, Kjøbmandsstanden, og disse to Stænder tilsammen kunne vi vel betegne, fra Aandsculturens Side, som Kjøbenhavns høiere Classe; thi Adelen kan lige saalidet fra dette Synspunkt som fra det politiske betragtes som nogen egen Classe i Danmark. Spørge vi nu, hvad er Hovedtrækket i denne høiere, saa indflydelsesrige Classes religiøse Meninger og Anskuelser, saa maae vi, naar vi ville være oprigtige, svare - Indifferentisme. Vi sige ikke Irreligiøsitet; thi det vilde være at gjøre denne Classes mange agtværdige og samvittighedsfulde Medlemmer Uret; men vi sige Indifferentisme, der maaske udtrykker noget mere end det danske ligegyldighed. Den Deel af denne Classe, som har faaet en videnskabelig Opdragelse, har opbygget sig philosophiske Systemer, hvor Enhver, efter sin Individualitet, har indpsasset de Levninger af Tro, han endnu har tilbage, og for saavidt er den endda vel faren, da den dog har noget Fast at holde sig til. Den øvrige Deel, som dette mangler paa det videnskabelige Grundlag for at kunne danne sig selvstændige Meninger, hjelper sig med Laan, og lader Sagen for øvrigt beroe.

Men Hensyn til den egentlige Borgerstand, hvorunder vi især forstaae Haandværkere og Detailhandlere, da ere vi mere i Forlegenhed med at finde et almindelig betegnende Navn for dens religiøse Anskuelser. Forskjelligheden i Dannelse er langt større i denne Classe end i den foregaaende. Mange, især af den yngre Generation, have smagt Frugten af Kundskabens Træ, men desværre kun smagt den; nu ere de jagne ud af Paradiset og famle om i Dæmringen uden ret at vide, hvor de ville hen; Andre, hvortil man vel især kan henregne den ældre Generation, nære endnu en overantvordet Ærefrygt for Fædrenes tro, men denne Ærefrygt har lidt saa mange Anfægtelser, saa mange Rystelser, den er saa uklar, at den ikke kan begrunde nogen fast religiøs Overbeviisning. En liden, men det er og den mindste Deel, hænger endnu fast ved den saakaldte gamle Tro, det er den grundtvig-lindbergske Skoles Tilhængere, og hvad enten de nu ere paa en rette eller paa den gale Vei, saa ere dde dog altid i Besiddelse af det store uvurdeerlige Gode - en fast religiøs Overbeviisning. Resultatet af denne Charakteristik bliver dette, at Troen pa den christelige Læres Hovedsætninger er stærkt rystet hos Borgerstanden, og da det mangler denne Stand paa den høiere Classes mere Classes mere eller mindre videnskabelige Dannelse, kan den ikke sætte noget Andet, end sige noget Bedre, i Stedet derfor. Vi troe derfor ikke at feile meget, naar vi betegne Usikkerhed, med en god Tilsætning af Indifferentisme, som Hovedtrækket i denne Stands religiøse Meninger og Anskuelser, uden at vi derfor ville betegne den som mere demoraliseret end den høiere Classe.

Hos Embeds-, Kjøbmands- og Haandværkerstanden have vi vel fundet den gamle grundmurede Tro undergravet, men enten har man dog endnu bevaret Levninger af den gamle Tro, eller man har opført sig philosophiske Systemer, eller man - hvad maaskee er det Almindeligste - ved Æresfølelsen holdes til at følge Religionens og Moralens Bud. ere end i disse Stænder Yttringerne af det religiøse Liv svage, saa er de der dog endnu - er med Fædrenes fromme Tro paa Guds Styrelse, deres barnlige Hengivelse i hans Tilskikkelser rystet, ja fast forsvunden, saa er der dog nogen Tro tilbage, og der aabenbarer sig hos Mange en glædelig Bestræbelse efter at tilkæmpe sig en større. See vi derimod hen til den talrige Almueclasse - Svende, Tyende, Dagleiere os. - hvilken sørgelig religiøs Tilstand møder os da ikke der? Religionen er for dem bleven et tomt, betydningsløst Ord, og de have intet Begreb om, ingen Tro paa dens første, dens vigtigste Sandheder. Man vil maaskee finde dette for stærkt, men man tage et Individ af denne Classe for sig, og man vil, paa faa Undtagelser nær, hvad Religionen angaaer, finde det fuldkomneste Øde i hans Indre. Tilværelsen af en Gud ville vel de Fleste endnu ikke ligefrem negte, men denne Tro er hos dem en ufrugtbar Kulsvier-Tro, da den ikke er forbunden med noget Begreb om et Forsyn, og Troe paa Sjælens Udødelighed er saa godt som forsvunden. Ligegyldighed og Vantro, det er Hovedtrækkene i Almuens religiøse Tænkemaade, men det er en Ligegyldighed og Vantro, der er langt sørgeligere end i de høiere Classer, thi med den forsvundne Tro er ogsaa ethvert Baand paa de vilde Lidenskaber og Begjærligheder forsvundet, her kunne hverken Moral eller Æresfølelse træde i Stedet for Religionen. Men er da - vil man vel spørge - vor Almue virkeligen saa demoraliseret? nei, det er den ikke, i det mindste ikke værre, end Almuen i de fleste andre store Stæder, men Grunden dertil er sandelig ikke dens religiøsitet, men at Menneskene, Gud være lovet! i Almindelighed have mere naturlig tilbøielighed til det Gode end til det Onde. At vor Almue for Resten skrider sørgeligt fremad paa Lasten Bane, derom har man et Beviis i den bestandig tiltagende Mængde af unge Forbrydere.

Og hvad er Aarsagen til denne Indifferentisme hos de høiere Stænder - til denne Vantro hos de ringere? Civilisationen, ville Mange, især af den gamle Skole, svare, det er Slangen, der frister Mennesket til at tvivle om Alt, hvad der ikke kan mathematisk bevises, og Troen kan ikke bevises, i det mindste ikke mathematisk. Men skulde da virkelig de aandige evners Udvikling - det skjønneste Fortrin, som den kjærlige Skaber har skjenket Menneskene fremfor Dyrene, være given ikkun til deres Forbandelse? Nei? tilvisse ikke! det er kun den uægte, den falske Civilisation, der er til Forbandelse. Men fordi vi ikke ville eller kunne indrømme, at Civilisationen er et Onde, derfor ville vi ikke negte, at i dens tilfælde Ledsagere og Følger Hovedaarsagerne maa søges til den Indiffentisme, der charakteriserer vor Tidsalder.

Vi have i denne Tid feiret Reformations Jubelfest, og det er tilvisse en glædelig Fest, det er Civilisationens Seier over Barbariet, Lysets over Mørkets. I de tre Aarhundreder, som ere forløbne, siden den renere Lære første Gang forkyndtes i Danmark, er Nationen skredet mægtig fremad, og Videnskaber og Konster have faaet et Opsving, hvorom man dengang neppe kunde have en Anelse. Men hvad vilde man vel sige, om man ved Ungdommens Underviisning i Sprog og Videnskab endnu vilde lægge de samme Lærebøger til Grund, som man brugte for tre hundrede Aar siden? Man vilde upaatvivlelig opløfte et almindeligt Skrig derimod. Og dog gjør man sig skyldig i denne besynderlige Modsigelse ved Religions-Underviisningen; thi endnu ere Luthers Kathecismus og Balles Lærebog de eneste autoriserede Religions-Lærebøger i vore Borger- og Almue-Skoler. Den Indvending, at Balles Lærebog ikke daterer sig fra Reformationstiden har ikke stort at betyde, thi Balle var, som bekjendt, ganske en luthersk Orthodox, fra det 16de Aarhundrede, naar man blot fraregner, at han ikke var besjælet af sine Datids Laugsbrødres fanastiske Had og Forfølgelesessyge mod Anderledestænkende. At man nu i disse Lærebøger finder de chistelige Troeslærdomme udviklede, er ganske i sin Orden, skjøndt man kunde have ønsket, at Forfatterne, vel især Balle, der havde næsten tre Aarhundreders kritiske Granskninger til Hielp, bedre havde vidst at skjelne det Væsentlige ved den christelige Lære, som positiv Religion, fra hvad der kun ere menneskelige Anskuelser og Tilsætninger. Men er det ikke en besynderlig og sørgelig Modsigelse, at man endnu i Aaret 1836 i vore Religionslærebøger og saakaldte Bibelhistorier fortæller Ungdommen som Troessætninger de mosaiske, eller vel rettere østerlandske Myther om Verdens Skabelse i sex Dage, om Slangen, der forførte Eva, og andet mere af samme Suurdeig? Vi sige, at det er en sørgelig Modsigelse, og i sine Følger er den tilvisse sørgelig; thi naar Drengen i den ene time lærer, at Verden er skabt for 6000 Aar siden i sex Dage, og i den anden, at der ere uimodsigelige Beviser for, at den er langt ældre; saa leder det til Tvivl, og det er ikke godt, at Drengen begynder at tvivle om Religionssandhederne. Man indvende ikke, at disse og lignende Sætninger ikke foredrages som Troeslærdomme; i Lærebøgerne fremstilles de som saadanne, de ere der integrerende Dele af troen, "indblæste af Gud," og det er en mislig Sag, naar Religionslæreren vil befatte sig med oplysende Bemærkninger om, at den nyere Tids Opdagelse og Undersøgelse have ledet til andre Anskuelser; thi er man kommen til en anden Anskuelse i det Ene, kan man ogsaa være kommen til det det Andet. Naar man nu dertil lægger Theologernes bestandige Kjævlerier om hvad der skal troes og ikke troes, saa er det vel ikke at undres over, at en saadan Usikkerhed, angaaende Troegjenstandene, hos den mere Begavede og bedre Underviste maa lede til Indifferentisme, og hos den Udannede til Ligegyldighed, eller - hvad der er værre - til Vantro.

(Slutn. følger.)

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1836)

Om Kjøbenhavneres Religiøsitet.

(Sluttet.)

______

Jo mere Mennesket vænnes til at tænke, desmere vænnes han ogsaa til at fordre Beviser for Alt; han kan ikke mere, i hvor gjerne han maaske vilde, tilegne sig positive Læresætninger, hvis hele Indhold staaer i Skarpeste Modsætning til Naturens almindelige Love, og til den logiske Stringens, hvortil han er vant. Og Følgen deraf er, at den positive religion ikke kan tilfredsstille ham og at han ad andre Veie søger at komme til den religiøse Overbeviisning, som intet oplyst Menneske ganske kan undvære; men derved er nu ingen Fare at Frygte; this vel kan en oplyst Mand fare vild, men hans Vildfarelser ville sjeldent føre til sørgelige Følger for ham eller for Samfundet.

(Kjøbenhavnsposten, 11. november 1836)

(Artiklen nævner herefter at de lavere klasser arbejder 7 dage om ugen og lever i "naturlige ægteskaber". Artiklen slutter med at varsle at det er nødvendigt med en reformation af religionen.)

Altonaernes ringe Kirkegang. (Efterskrift til Politivennen)

"Med Altonaernes kirkelige Andagt forholder det sig langtfra ikke mere saaledes som i gode gamle Tider; Kirkestolene og Bjeldepungene forblive sædvanlig tomme. Leien af førstnævnte indbringer - og det til Skade for Fattigkassen - ulige mindre, end i tidligere Aar, og Indholdet af Bjeldepungen i den evangeliske Hovedkirke udgjorde i f. E. i hele Martsmaaned kun 13 Mk. 12 Sk. S., som vor meget agtværdige Fattigforstander, Hr. Steveking har gjort opmærksom paa i Nr. 30 af "Adress-Comptoir-Nachtrichten." Det bliver derfor ved første Øiekast paafaldende, at, medens Menigheden er saa lidet kirkelig sindet, Mysticismen og Pietismen her dog stedse gribe meer og meer om sig, om end ikke i den Grad som i vor Nabostad. Det fortjente vel engang at undersøges, om disse Tilbøieligheder ikke staae i Forbindelse med vore, de altonaiske og hamborgske Commune og Stats-Forfatninger, da disse sidstnævnte ere altfor meget overvældede af aristokratiske Elementer, til at der tillige fra Folke-Menihedens Side kunde bestaae en levende Interesse for det Offentlige. Imidlertid ere vi dog i denne Henseende - ilet vel just ikke, men dog komne vor Nabostad forsaavidt forud, at vore Stadsregninger offentligen ere blevne fremlagte paa Raadstuen til Eftersyn og behagelig Erindring, hvorpaa man indtil Dato endnu ikke kjender noget Lignende i Republiken Hamborg.

(Kjøbenhavnsposten den 26. juli 1836)

Religiös Forfald i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Man hörer ofte Klager over religiösitetens Forfald i Hovedstaden. Er denne Klage grundet, saa synes den at kunde föres endnu stærkere om Helsingör. Fra Katholicismen, som holdt sig der længere end i nogen anden Kant af Landet, synes Helsingöranerne at være faldne til en fuldkommen Indifferentisme. Hele Familier og en stor Mængde enkelte Personer leve der aldeles uden Dyrkelse, det vil sige, gaae aldrig i Kirke, nyde aldrig Sakramentet. En Rejsende gik nylig paa en Helligdag ind i den danske og siden den tydske Kirke under Tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 Tilhörere, og dog har Helsingör 6 til 7000 Mennesker. Hvilke Kulde  og hvor nedslagende for Præsterne der! Kan man da undres over den Skandal, at en der i 1792 oprettet Kirke allerede 1802 igjen nedlagdes, ja solgtes, og over den endnu större Skandal, at ingen bröd sig derom. Saavel Pastor Mourier som Pastor v. Gehren have nyligen paa Tryk tilbudet de Reformerte der deres gejstlige Tjeneste, men de havde vist sparet Umagen, hvis de havde kjendt Stadens Aand nöjere.

(Dagen, 23. juni 1804)

En Kirke forvandlet til Dandsesal

I Helsingørsavisen af 16. september bekendtgør en danselærer at han til 1. december åbner sin danseskole, og at øvelserne "foretages i den forhenværende engelske kirke". Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere.

Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)  

Huset i Søstræde 2-4 som blev bygget til den engelske kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om en ejendommen i Søstræde 2 og 4 som blev indrettet til danseboden med det bibelsk klingende navn "Babylon" i 1839 efter at være blevet solgt 1837. Babylon bliver i Bibelen brugt som symbol på synd og forfald, skøge mm. 1889/1904 blev ejendommen til "Arbejdernes forsamlingsbygning" (fra 1951 Folkets Hus), som blandt andet brugte kirkerummet til sommerteater. 

Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade. 

Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 44, 30. april 1804, side 700 kunne man læse følgende:

"Hr. Jackson, Engelsk Præst i Helsingøer, erklærer nu i sine trykte Breve til Hr. Mourier, dennes Efterretning om den Britiske Kirkes Tilstand i Helsingøer for virkelig ufuldkommen og i mange Dele urigtig. Han siger, at han i Dannemark er bleven behandlet uretfærdig (unjust) og at man allerede i Aaret 1794 gjorde Forsøg paa at skille ham ved hans Kald eller Levebrød. Udeblivelsen af hans løn var den egentlige Aarsag til den Tvistighed, han har havt, og hans Vægring for at give Slip paa sit Levebrød Aarsag til Tvistigheden i Forveien. Dette sidste findes anført i den i samme Anledning nedsatte Commissions Protocol."

Den tredje præst fra 1805 fik ingen varig ordning. I 1807 kom så Københavns Bombardement, og kirkens ejer John Good udlejede fra 1809 kirken til indkvartering af kanonbådenes søfolk. Det må have været en underlig situation da kanonbådene blev brugt til at angribe engelske flådefartøjer. Kirken forfaldt og blev herefter tilsyneladende opgivet. 

Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)