Skanderup Kirke, 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel imødegik en beretning som tidligere er bragt her på bloggen, "Notitser af Veile Byes Occupation" og referet i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849:

Et par forsvarsord.

*I et brev fra Skanderborg i Jylland, som også blev bragt i andre aviser, beretter "Flensburger Correspondent" om grusomme ting, som blev begået af bayerske soldater i den nærliggende Skanderup kirke. I brevet står der blandt andet: Ved indgangen til kirken var et opgravet skelet, hvis det ene ben var brækket af og kastet i et hjørne, opsat som vagtpost. I kirken var ikke blot alle familiegravene fuldstændig ødelagte, men alle kisterne var brækket op, ligene revet ud, flyttet rundt og forvekslet med kød i gravene; ja, man så endda en mor med sine to børn sove i hendes arme, bestjålet, parteret og fordelt i andre grave! I ny og næ blev ligene vist frem til spot, nogle uden hoved, andre uden arme eller ben. Halm var blevet slæbt ned i flere grave, og der var slået lejr op i dem. Omkring 40 solide stole blev knust og brændt. Gulvets gulvbrædder og sten var knækket mange steder, ligesom prædikestolens trin og selv alterets ydre beklædning blev brudt ned. Selv en altertavle var blevet vanhelliget, en engel var blevet malet med overskæg og tykke øjenbryn. Restaureringen af ​​kirken kostede sognet cirka 2500 sl. M. C., og efter reparation blev det atter indviet af biskoppen i Århus." Det følgende tjener til at opklare sagen. Overkommandoen, d. v. s. general Prittwitz, havde beordret en feltvagt (200 mand stærk) samt en replika af de fremskudte indsættelser og forposter samt til at dække divisions- og brigadestaben samt kanonerne i Skanderup Kirke, der kun ligger 1/8 time væk fra Skanderborg by. "Kirken, skriver hr. kaptajn Geiger i sin "Gedenkbüchlein" side 74-75, er bygget i gammel katolsk stil, som den var før reformationen; prædikestolen, højalteret og skriftestolene er der stadig fra umindelige tider. Gulvet var lavet af brædder som var blevet helt rådne på grund af deres alder og var brækket flere steder. Denne kirke var beregnet til feltvagtens ophold, den var dækket af halm og fungerede som lejr og som beskyttelse mod den bidende kulde. De der deltog i denne feltvagt for første gang, er måske blevet temmelig overrasket: da de lagde sig, brød gulvet sammen og soldaterne pludselig befandt sig blandt gud ved hvor mange hundrede år gamle lig. Det må have været skik i oldtiden at begrave de døde under kirkens gulve, for ved nærmere undersøgelse fandt man det ene lig opstillet ved siden af ​​det andet. Det der blandt andet fangede vores opmærksomhed, var det meget velbevarede skelet af en kvinde der holder et barn ved sit bryst. Vi var ikke glade for den muggen lugt, vi trak halmen ud og foretrak at blive udendørs." Vi må tilføje til kaptajn Geigers fuldstændig sande beskrivelse, at der midt i kirken var en falddør, der førte til en krypt under kirken. I denne krypt stod et par overdækkede kister åbne som i et lighus. Det synes at have været skik i Jylland at opbevare fornemme menneskers kister i kapeller eller krypter i stedet for at begrave dem. Afdelingsmester Paulsen fra Vejle viste soldaterne kisterne der var blevet stillet i et sidekapel og løftede også lågene, hvilket kan gøres meget nemt, så ligene lå åbent til skue. Der var også nogle få (højst 20) stole i den kirke der sikkert var lige så gamle som gulvet; det blev ikke bekræftet. Generelt bar alt i denne kirke tegn på forældelse. Faktum er at ikke kun soldater, men også officerer røg ned i krypten og kiggede på kisterne af nysgerrighed, det gjorde vi for en stund; officererne ville ikke have tolereret nogen hærværk. Faktum er at gulvet brød igennem gradvist og flere steder, og at ligene derefter kom frem i lyset. Men det var ikke soldaternes skyld. Man kan heller ikke bebrejde dem at de fylder hulerne med halm så de ikke skulle gå og sove på ligene. Da soldaterne frivilligt forlod kirken som de var blevet beordret ind i, og slog lejr udenfor den, samtidig med at de tog halmen ud, var det et højst uhyggeligt syn; og den der ikke kendte sagen, kunne tænke på det som en forbrydelse som skete. At grave blev åbnet bevidst er en løgn, som kun had har opfundet og spredt. Det er også et faktum, at hr. kaptajn Vogt, der kommanderede feltvagten omkring den tredje uge, overdrog det sparsomme og få alterpynt med mere intakt til præsten. Hr. pastoren kerede sig i øvrigt tilsyneladende slet ikke om denne kirke, eller han vidste ikke hvordan han skulle begrunde en klage. Både under vores ophold i Skanderborg og da vi tog afsted, fortalte hr. pastoren mig åbent at man kunne være tilfreds med bayernes opførsel, og at de ikke havde gjort noget som krigen ikke nødvendigvis indebar. Hvis en række gamle stole blev brændt, ville dette ikke være vanhelligelse og kan undskyldes af nødvendighed. Hr. pastoren sagde selv at det ikke betød meget om stolene. Hvis en engel skulle have malet et overskæg på sig, så er det noget sludder som man ikke vil forsvare, men som man ikke kan tilskrive soldater så højt.

Flere ting har jeg selv ikke set eller hørt fra øjenvidner. Hvor blev vi ikke overraskede, da vi et par uger efter afrejsen hørte om de mest grusomme ting der var blevet begået i den kirke, da det bedste vidnesbyrd tidligere var blevet givet til bayerne? Hvor kommer dette fra? Jeg vil først gerne lede efter nøglen hertil i den politisk-fanatiske, bedrageriske natur og i jydernes list. Vore generaler har vist skanderborgenserne alle mulige tjenester og lettelser, så vidt krigen tillod det. Men hvad var takken for dette? Da de marcherede tilbage ind i byen, blev de mødt med hånende tilråb og blev bogstaveligt talt fornærmet. Jeg ved ikke om de lagde mærke til det, eller om de bevidst ignorerede det. Så det burde ikke være overraskende at folk bagefter kastede sig over enhver lejlighed for at sige dårlige ting om Bayern. Nøglen er endvidere at finde hos vore egne allierede, især preussernes adfærd. Mange af det som beboerne i Vejle fortalte os, tegnede en beskrivelse af det fremrykkende Bayern der må have fyldt indbyggerne med rædsel og rædsel. Modviljen mod bayerne nåede sit højdepunkt efter alliancen den 26. maj. Endelig kan der være en grund i selve sagen som den fremgik udadtil. Men hvis man vil bryde sværd mod et folk, bør man først undersøge sagen nøje; så skal man ikke ignorere hvad den ene eller anden kan have gjort; endelig bør man holde sig for øje at krig altid har sine undtagelser, og der følger mange ting med som man aldrig kunne undskylde på et andet tidspunkt. Så meget er sandt: Tyskerne udkæmpede krigen med den største skånsomhed. Vi holdt katolske og protestantiske gudstjenester i forskellige kirker i Jylland, såsom Kolding, Veile, Hvirring, Skanderborg, Framlev, Aarslev m.fl.; men er der tumult om hvorvidt selv den mindste uretfærdighed er sket? Det vil jeg bestemt ikke kunne sige.

Hvis danskerne skule have en så dyb religiøs sans som de har her, hvorfor ødelagde og vandaliserede de så den prægtige slotskirke Gråsten og i realiteten profanerede den? Hvorfor var intet helligt for dem i denne kirke? Klokkerne var faldet ned fra tårnet, de prægtige vægmalerier var alle ødelagte, de fleste var blevet gennemhullet af bajonetstik; ikke engang loftet blev sparet; alle de malerier, som denne store og smukke kirke er fuld af, blev systematisk ødelagt; med et ord, alt var ødelagt. Bayerne især chefen for 2. jægerbataljon, hr. oberst v. Reck fortjener æren for at have gjort denne kirke mere til en kirke igen, så der kunne afholdes gudstjenester.

M. Filser, tidligere feltpræst.

Skanderup Kirke (Kolding). Foto fra 2008 af Claude David. Fri af ophavsret. 

Einiges Worte zur Abwehr.

*Der "Flensburger Correspondent" lässt sich in einem Brief aus Skanderborg in Jütland, der auch in andere Blätter übergegangen ist, gräuelhafte Dinge berichten, welche von bayerischen Soldaten in der nahen Kirche von Skanderup verübt worden seyen. Der Brief sagt unter anderem: Beim Eingang in die Kirche war ein ausgegrabenes Skelett, welchem man das eine Bein abgebrochen und in einen Winkel geworfen hatte, als Schildwache postirt. In der Kirche waren alle Familiengräber nicht allein gänzlich verwüstet, sonder alle Särge waren aufgebrochen, die Leichen herausgerissen, umhergeschleubert und mit Fleisch in den Grern verwechselt; ja man sah sogar eine Mutter ihrer zwei Kinder, die in ihrem Armen schlummerten, beraubt, zergliedert und in andere Gräber vertheilt! Hin und wieder waren die Leichen zum Spott aufgestellt, einige ohne Köpfe, andere ohne Arme und Beine. In mehrere Gräber war Stroh hineingeschleppt und Lager in ihnen aufgemacht. Ungefähr 40 feste Stühle waren abgebrochen und verbrannt. Die Dielen und Steine des Fussbodens waren auf vielen Stellen aufgebrochen, sowie auch die Treppen der Kanzel, ja sogar die äussere Bekleidung des Altars niedergebrochen. Selbst eine Altartafel war profanirt, einem Engel hatte man einen Schnauzbart und starke Augenbrauen gemalt. Die Restauration der Kirche hat der Gemeinde ungefähr 2500 sl. M. C. gekostet, und sie wurde nach der Ausbesserung vom Bischof von Aarhuus wieder eingeweiht." Zur Aufklärung der Sache diene Folgendes. Von dem Obercommando, also vom General Prittwitz, war angeordnet worden, dass eine Feldwache (bei 200 Mann stark) sowol als Replis der vorgeschobenen Aufstellung und Vorposten als auch zur Deckung des Divisions- und Brigadestabes sowie der Geschütze in die nur 1/8 Stunde von der Stadt Skanderborg entfernte Skanderupkirche gelegt werde. "Die Kirche, schreibt Hr Hauptmann Geiger in seinem "Gedenkbüchlein" S. 74-75, ist nach alten katholischen Styl erbaut, was sie auch vor der Reformation gewesen ist; es sind noch die Kanzel, der Hochaltar und die Beichtstühle von Alters her darinnen. Der Boden war von Brettern, welche, durch ihr Alter ganz morsch geworden, an mehreren Stellen gebrochen sind. Diese Kirche ward zum Aufenthall der Feldtwache bestimmt, mit Stroh dich belegt, und diente als Lager und zum Schutz gegen die schneidende Kälte. Die zum ersten Male diese Feldwache besogen haben, mögen hübsch überrascht worden seyn, als sie sich niederlegten, der Boden durchbrach, und die Soldaten sich auf einmal unter weiss Gott wie viel hundertjährigen Leichen befanden. Es muss in alter Zeit Sitte gewesen seyn, unter den Fussböden der Kirche die Todten zu begraben, denn bei näherer Untersuchung fand sich eine Leiche an die andere gereiht vor. Unter andern fesselte unsere Aufmerksamkeit das sehr gut erhaltene Gerippe einer Frau, die an der Brust, oder an dem Platze derselben ein Kind hielt. Modergeruch litt uns nicht darin, wir zogen das Stroh heraus, und blieben lieber in Freien." Die ganz wahre Beschreibung des Hrn. Hauptmann Geiger müssen wir noch dahin ergänzen, dass in der Mitte der Kirche eine Fallthürezu einer unter der Kirche befindlichen Gruft angebracht war. In dieser Gruft standen ein paar zugedeckte Särge wie in einem Leichenhause offen da. Es scheint in Jütland Sitte gewesen zu seyn, die Särge hervorragenden Personen, statt sie zu begraben, bloss in Kapelle oder Grüften afzustellen. So zeigte der Küster Paulsen von Veile den Soldaten die in einer Nebencapelle aufgestellten Särge, hob auch die Deckel auf, was sehr leicht geschehen kann, so dass die Leichen offen dalagen. Ausserdem standen in jener Kirche einige (höchstens 20) Stühle, deren Alter dem Fussboden wohl gleich kam; bestetigt waren sie nicht. Ueberhaupt trug in dieser Kirche Alles das Gepräge des Alters. Thatsache ist es nun, dass nicht blos Soldaten, sondern auch Officiere in die Gruft hinabstiegen und aus Neugierde die Särge betrachteten, wir in Weile; einen Unfug hätten die Officiere nicht geduldet. Thatsache ist es, dass der Fussboden allmälig und an mehreren Stellen durchbrach und dass sodann die Leichen zum Vorschein kamen. Allein diess war nicht Schuld der Soldaten. Ebenso wenig wird man es diesen verargen dürfen, dass sie die Vertiefungen mit Stroh ausfüllten, um nicht gerade auf den Leichen gehen und Schlafen zu müssen. Als die Soldaten die Kirche, in die sie hineincommandirt worden waren, freiwillig verliessen und ihr Lager ausserhalb derselben aufschlugen, auch das Stroh heraus nahmen, so bot sie allerdings einen höchst unheimlichen Anblick dar; und wer die Sache nicht wisste, mochte an einen Frevel denken, wie es auch geschehen ist. Dass absichtlich Gräber geöffnet wurden, ist eine Lüge, die nur der Hass erfand und weiter verbreitete. Thatsache ist es ferner, dass Hr. Hauptmann Vogt, der ungefähr in der dritten Woche die Feldwache befehligte,, die dürftigen und wenigen Altarzierathen uas freiem Antriebe dem Hrn. Pastor unversehrt übergab. Der Hr. Paster hat sich übrigens um diese Kirche, wie es scheint, gar nciht gekümmert, oder er wusste eine Beschwerde nicht zu begründen. Sowohl während unsers Aufenthaltes in Skanderborg als auch bei unserm Abzuge äusserte sich der Hr. Pastor unverholen gegen mich, dass man mit dem Betragen der Bayern zufrieden seyn könne und dass sie nichts getan hätten, was nicht der Krieg nothwendig mit sich brächte. Sollten auch etliche alte Stühle verbrannt worden seyn, so wäre diess keine Profanation und kann mit der Noth entschuldigt werden. Aeusserte sich ja der Hr. Pastor selbst, dass es in Betreff der Stühle nicht viel zu bedeuten habe. Sollte einem Engel ein Schnaubart gemalt worden seyn, so ist dieses ein Unfug, den man nicht vertheidigen will, den man aber Soldaten nocht so hoch anrechnen darf.

Mehreres habe ich selbstd nicht gesehen, noch auch von Augenzeugen gehört. Wie erstaunen wir nicht, als wir einige Wochen nach dem Abmarsche die gräulichsten Dinge hörten, die in jener Kirche verübt worden seyen, da man den Bayern zuvor das beste Zeugniss gegeben hatte? Woher kommt dieses? Den Schlüssel hiezu möchte ich zuerst in dem politisch-fanatischen, hinterlistligen Wesen und in der Tücke der Jüten selbst suchen. Unsere Generale haben den Skandeborgern, so weit es der Krieg zuliess, alle möglichen Gefälligkeiten erwiesen und Erleichterungen verschafft. Allein was war der Dank hiefür? Als sie auf dem Rückmarsche in die Stadt einzogen, wurden sir mit Spottschüssen empfangen, also förmlich insultirt. Ob sie es wahrgenommen oder ob sie es absichtlich ignorirt haben, weiss ich nicht. Es darf also nicht wundern, dass die Leute hinterher jede Gelegenheit von Zaune rissen, um den Bayern nur Böses nachsagen zu können. Ferner ist der Schlüssel zu suchen in dem Betragen der eignen Budesgenossen, insbesondere der Preussen. Viele von diesen, wie uns die Einwohner von Veile erzählten, entwarfen von der nachrückenden Bayern eine Schilderung, welche die Einwohner mit Schrecken und Entsetzen erfüllen musste. Die Abneigung genen die Bayern erreichte ihren Höhepunct nach dem Bündnisse vom 26. Mai. Endlich mag ein Grund in der Sache selbst liegen, wie sie sich nämlich äusserlich zeigte. Wenn man aber über ein Volk den Stab brechen will, so soll man die Sache zuerst genau erforschen; dann soll man nicht die Gesammtheit entgegen lassen, was vielleicht der Eine oder der Andere gethn hat; endlich soll man wohl beherzigen, dass der Krieg immer seine Ausnahmen und gar manches im Gefolge hat, was man zu einer andern Zeit nie entschuldigen könnte. So viel ist wahr, dass die Deutschen mit grösster Schonung den Krieg geführt haben. Wir haben in verschiedenen Kirchen Jütlands, wie in Kolding, Veile, Hvirrin, Skanderborg, Framley, Aarsley etc. katholischen und protestantischen Gottesdienst gehalten; es trete aber ein Jüte auf, ob nur die geringste Ungegebührlichkeit vorgefallen? Gewiss wird er es nicht behaupten können.

Wenn die Dänen einen so tiefen religiösen Sinn haben wollen wie sie hier vorgehen, warum haben sie dann, nicht etwa aus Noth, die herrliche Schlosskirche von Gravenstein auf eine so vandalische Weise verwüstet und in der That profanirt? Watum war ihnen dieser Kirche nichts heilig? Die Glocken waren vom Thürme herabgestürtzt, die herrlichen Wandgemälde sämmtlich ruinirt, die meisten von Bajonnettstichen durchgelöchert; nicht einmal der Plafond blieb verschont; sämmtliche Malereien, deren diese grosse und schöne Kirche voll ist, wurden systematisch zerstört; mit einem Worte, Alles ward verwüstet. Den Bayern, insbesondere dem Commandanten des 2. Jägerbataillongs, Hrn. Obersten v. Reck, gebührt das Verdienst, diese Kirche einigermassen wieder zu einer Kirche gemacht zu haben, so dass Gottesdienst gehalten werden konnte.

M. Filser, ehem. Feldcaplan.

(Augsburger Postzeitung. 25. september 1850)

I dansk historieskrivning gentoges versionen fra Flensburger Corr. flittigt i det følgende årti. Filsers udlægning af begivenhederne blev ignoreret. Moritz Filser (1817-1888) var feltpræst ved den slesvigholstenske hær. Han overtog den 7. oktober 1849 det katolske sogn Margarthenried i Moosburg. Han udgav bl.a. "Ueber den Ausspender des Chesakramentes" (Regensburg 1844) og "Die Diöcesansynode" (Augsburg, 1849). Da han døde, var han ærkebiskop, dekan og præst i Bockhorn, Nedersachsen. I en nekrolog beskrives han som en ædel menneskeven og hjælper i nøden.

Gråsten Gods havde siden 1725 tilhørt hertug Christian af Augustenborg. Efter genforeningen købtes af den danske stat (1. april 1921) til brug for forskellige offentlige institutioner. 

Alterbordets sydside skal have indskæringer fra 1848, bl. a. et dannebrogsflag, Frederik 7.s kronede monogram samt en karikatur af en jaketklædt mand, der i stærkt foroverbøjet stilling støtter sig til en stol, bærer pikkelhjelm, og ledsages af indskriften "Hertug landsforræder". 

Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensborg, skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.