Fra Slesvig kommer hjerteskærende klager. De pengefattige danskere aftvinger de mest udtømmende forsyninger i de rige dele af landet som de besætter, for at kunne forsyne deres hær. Frygten for forbindelser mellem slesvigerne og holstenernes befolkning og for oprør bag deres hær driver dem til de grusomste tvangsmidler. Tusind fædre fra Slesvig vandrer rundt, nogle i Holsten og nogle i nabotyskland. De danske betjente opfører sig brutalt over for kvinder; Politibetjentene Schrader og Knudsen slæber det smukkere køn uanset alder ind i tyvehuler og stalde omdannet til fængsler, hvor de nogle gange bliver frataget omsorg og påføres sygdom. Hvad der stadig er tilbage af våbenføre i Slesvig, bliver indrulleret i det danske militærs kontrol og sættes i den forfærdelige situation at de skal skyde familie og slægtninge. Al handel og forandring i landet går i stå; Kirkerne og skolerne ligger øde fordi præster og lærere der så stærkt fodrede den nationale begejstring, er flygtet fra fjenden eller bliver fordrevet af ham. Men i krigen som nu er på sit tredje år, har Holsten ydet næsten den største indsats i form af penge og menneskelig magt, og der er ikke ankommet mere end omkring 170.000 thalere fra Tyskland, på trods af den store opråb fra Gothaische blade, det det rige borgerskabs organer. Hvor højt vil elendigheden i begge hertugdømmer stige, når de to hære står over for hinanden til langt ud på vinteren. Og dog ville al lidelse gerne udholdes og skulle udholdes, hvis et gunstigt resultat kunne forudses. Men det ville være svært for europæisk diplomati at trække beslutningen i lang tid, når der først er truffet irreversible beslutninger. Hvis Slesvig-Holsten går materielt til grunde, vil resten af Tyskland gradvist synke tilbage i en slap og nervøs tilstand som inaktive, anspændte tilskuere. (Wiener Lloyd.)
Aus Schleswig dringen herzzerreitzende Klagen herüber. Die geldarmen Dänen erzwingen in den von ihnen occupirten reichen Landestheilen die erschöpfendsten Lieferungen, um ihre Armee erhalten zu können. Die Furcht vor Verbindungen der Schleswiger mit den Holsteinern und vor Aufständen im Rücken ihrer Armee treibt sie zu den grausamsten Zwangsmassregeln. An tausend Familienväter aus Schleswig irren theils in Holstein, theils im deutschen Nachbarlande herum. Die dänischen Officiere benehmen sich brutal gegen Frauen; die polizeivögte Schrader und Knudsen schleppen das zarte Geschlecht, ohne Unterschied des Alters, in Diebslöcher und zu Gefängnissen eingerichtete Ställe, wo sie mitunter der Pflege beraubt, von Krankheiten hingerasst werden. Was noch an Waffenfähigen in Schleswig zurückgeblieben ist, wird unter das dänische Militär gesteckt, und kommt in die entsetzliche Lage auf Stamm-und Blutsverwandte schiessen zu müssen. Dabei stockt aller Handel und Wandel im Lande; die Kirchen und Schulen sind verödet, denn Priester und Lehrer, die den nationalen Enthusiasmus so gewaltig nährten, sind vor dem Feinde entflohen, oder werden von ihm vertrieben. Holstein aber hat in dem nun ins dritte Jahr gehenden Kriege fast die höchsten Anstrengungen an Geld und Menschenkraft gemacht, und aus Deutschland sind, trotz des grossen Geschreies der Gothaischen Blätter, der Organe der reichen Bourgeosie, nicht mehr als etwa 170,000 Thaler eingelaufen. Wie hoch wird das Elend in beiden Herzogthümer erst steigen wenn die beiden Armeen bis tief in den Winter sich gengenüberstehen. Und doch würden alle Leiden gern ertragen werden, und müssten ertragen werden, wenn ein günstiges Resultat abzusehen wäre. Es wäre aber hart von der europäischen Diplomatie die Entscheidung noch lange hinzuziehen, sobald einmal unabänderliche Entschlüsse gefasst sind. Wenn Schleswig-Holstein dabei materiell zu Grunde geht, so wird das übrige Deutschland bei dem thatenlose, gespannten Zuschauern allmählich in einen schlaffen und entnervten Zustand zurücksinken. (Wiener Lloyd.)
(Allgemeine Zeitung 8. september 1850).
Under ledelse af regeringskommissær og kammerherre Tillisch organiserer den ekstraordinære kommissær David i Husum vestkysten, mens hr. Lassen og etatsråd Schrader bringer "oprørerne" på østkysten til raison. Det er kendt hvordan herrerne gjorde og stadig udfører denne vanskelige opgave. Terror begyndte: der blev proklameret belejringstilstand og standretter; efter klokken 9 om aftenen måtte ingen ses på gaden. Så blev renselsen gennemført: husene blev ransaget, og ve den stakkels kræmmer, der havde en pibeskål med tysk våbenskjold på lager - 5 dages arrest med brød og vand var den mindste straf. De embedsmænd der ikke var flygtet, var rædselsslagne, på trods af at det kongelige manifest, det skal bemærkes, var i fuld kraft da danskerne meddelte det samme efter slaget ved Isted i de nybesatte byer - fastholdelse af den nuværende, som embedsmændene lovede. De tysksindede blev fordrevet via København, og langt fra at gøre en undtagelse med damerne og skåne dem for blasfemierne fra den danske pøbel i København, som bekendt påførte herren i Husum selv dette, ved den nylige ordre for bl.a. udvisningen af de 56 kvinder viser straffen en vulgær latterliggørelse. Bagefter begyndte rekvisitionsperioden, som varede indtil den slesvig-holstenske hær drev røverbaronerne væk, eller indtil de snedige, budgetvenlige beboere havde opgivet det sidste af deres sparepenge. Man følger Bibelen og siger: den der er givet meget, vil kræve meget af ham; de velhavende beboere i den vestlige marsk har prioritet; Men også de vil være ude af stand til at give mere i lang tid, hvis folk fortsætter med at plyndre som før. Det siges at der for nylig er opfundet en ny skat for Flensborg, kaldet "rebelskatten". Men de nøjes ikke med blot at inkorporere landets frugter (i øvrigt skal de som bekendt ikke så meget inkorporere dem som sælge dem til den russiske flåde) – de inkorporerer nu også selve landet. Efter cirka 14 dage siden gav et cirkulære fra Toldkammeret ordre om, at "Danske Eiendom" - dette mærke for Tyskland - igen skulle mærkes på de slesvig-holstenske skibe. Nu med den regulering der afskaffer toldforskellene mellem Danmark og Slesvig, landet Slesvig har så at sige selv fået indbrændt "Danske Eiendom" på slavernes pande som tegn på underkastelse. Faktisk viser dette dekret mere end noget andet, hvor meget man fra dansk side opfatter Slesvig som et erobret land.
Unter der Oberleitung des Regierungscommisärs und Kammerherrn Tillisch organisirt der ausserordentliche Commmissär David in Husum die Westküste, während Hr. Lassen und Etatsrath Schrader die "Rebellen" an der Ostküste zur Raisón bringen. Wie die Herren bei dieser allerdings schwierigen Aufgabe verfuhren und noch verfahren, ist bekannt. Man begann mit dem Schrecken: Belagerungszustand und Standrecht wurden proclamirt; nach 9 Uhr Abends durfte sich niemand auf der Strasse blicken lassen. Danach wurde die Purification vorgenommen: die Häuser wurden durchsucht, und wehe dem armen Krämer, der etwa einen Pfeifenkopf mit deutschem wappen auf dem Lager hatte - 5 Tage Arrest bei Brod und Wasser waren die gelinderste Strafe. Was an Beamten nicht geflüchtet war, wurde entsetzt, trotzdem dass das königliche Manifest das, wohl zu merken, in voller Kraft war, da die Dänen dasselbe nach der Schlacht bei Idstedt in den neu von ihnen besetzten Städten verkündigten - die Beibehaltung der zur Zeit fungirenden Beamten versprach. Die Deutschgesinnten wurden via Kopenhagen ausgewiesen, und weit entfernt mit den Damen aine Ausnahme zu machen, und ihnen die Lästerungen des dänischen Pöbels der Redidenz zu ersparen, fügt bekanntlich der Zwingherr von Husum, wie die neuerliche Ordre zur Wausweisung der 56 Damen darthut, selber zu der Strafe einen pöbelhaften Spott. Darnach begann die Periode der Requisitionen, die so lange fortdauern bis die schleswig-holsteinische Armee die Raubritter zu Paaren treibt, oder bis die sleitzigen, haushälterischen Bewohner den letzten Ret ihres Ersparten hergegeben haben. Man verfährt dabei nach dem Bibelwort: wem viel gegeben ist, von dem wird man viel fordern; die wohlhabenden Bewohner der westllichen Marsch müssen vorzugsweise herhalten; allein auch sie werden nocht lange mehr geben können,wenn man ferner so plündert wie bisher. Für Flensburg, heisst es, ist in der letzten Zeit eine neue Steuer erfunden, genannt die "Rebellensteuer". Aber man begnügt sich nicht des Landes Früchte zu incorporiren (man soll sie übrigens, wie sie wissen, weniger incorporiren als an die russische Flotte verkaufen) - man incorporirt jetzt auch das Land selber. Nachdem schon vor etwa 14 Tagen ein Circular der Zollkammer angeordnet hat, den schleswig-holsteinischen Schiffen wieder das "Danske Eiendom" dieses Brandmark für Deutschland, einzubrennen, wird nun mit der Verordnung, welche die Zollunterschiede zwischen Dänemark und Schleswig aufhebt, gewissermassen dem Lande Scleswig selbsdts das "Danske Eiendom" als Zeichen der Unterjochung auf die Sklavenstirn gedrückt. In der That, mehr fast als alles andere zeigt diese Verordnung wie sehr man dänischerseits Scleswig als erobertes Land betrachtet.
(Allgemeine Zeitung 12. september 1850, uddrag)
"Eckernförde, on the night af September 12-13", illustration fra Illustrated London News, 28. september 1850. Den 12. september 1850 angreb slesvigholstenerne de danske tropper som trak sig tilbage fra Eckernförde mod Mysunde. Herfra blev slesvigholsterne drevet tilbage. I Eckernförde brændte det tre steder. Beretningerne om slaget var vidt forskellige fra dansk og slesvigholstensk side. Sidstnævntes gik ud på at man havde ødelagt fjendens stillinger i Eckernförde og derefter trukket sig tilbage. Herefter havde de danske skibe beskudt byen og fregatten "Eckernførde" som tidligere var blevet taget af preusserne. Et brændeoplag blev sat i brand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar