Bornholmer-Uhre. (Efterskrift til Politivennen)

Man veed at Stueuhre alt i lang Tid har været et fordelagtigt Udførsels Fabrikat for Bornholm. For endnu mere at forædle denne Flid, har Byskriver Barchlev sammested, med berømmelig Iver og ved Forskud bidraget til at der nu ogsaa gjøres Taffeluhre. Tolv Stykker ere forevist Landhusholdningsselskabet, og af det befundne at gaae rigtigt, og at kunne sættes i Ligning med de saakaldede Viener Taffeluhre. Det har derfor ogsaa belønnet den Uhrmager, Hr. Barchlev har betjent sig af, med den anden Gulmedallie.

(Dagen 26. august 1805)

Men de glade nyheder blev dog allerede året efter i  noget nedtonet:

Hr Byfoged Wiborg beretter i et Avertissment angaaende Taffel-Uhrmageriet i Rønne, at dette endnu er i sin spæde Barndom; at ingen endnu kan bestemme om det nogenlunde vil blive til noget, som fortjener offentlig opmærksomhed, og at der for nærværende Tid paa hele Bornholm ikke findes mere end een Uhrmager - den unge Hr. Funk - som vedholdende sysselsætter sig med denne Konst. Det saakaldte Ottedagsuhrmagerie, som tilforn satte 10 til 12000 Rdlr aarligen i Circulation i Byen, og hvorved en Snees Huusfædre har erhværvet Brød for sig og Familie, er nu saaledes gaaet tilbage, at Byen nu tæller blandt sine Almissemedlemmer Mænd, som den tilforn talte blandt sine virksomme, velhavende og gode Borgere. - I de statistiske Efterretninger, som Hr. Byfogden arbeider paa, skulle ogsaa indeholdes Efterretninger om det Bornholmske Uhrmageries Opkomst, Fremgang og Skjebne.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 92, 29. august 1806, spalte 1463)

 Om Uhrmageriet paa Bornholm). Ved kgl. Resolution af 6 Maj 1795 blev besluttet, at Uhrmager J. W. Armand antoges mod 200 Rd aarligen i to Aar til at hjelpe de bornholmske Uhrmagere med Undervisnig og Vejledning til en rigtig Theori og bedre Arbejdsmaade af alle slags Uhre, men især for det første til Forbedring og større Fuldkommenhed af dete Slags Uhre, hvori de alt havde bragt det videst. Ved kgl. Resolutioner af 22 Febr 1797, 30 April 1800 og 22 Des. 1802 behagede det Kongen at forlænge Tiden til Udløbet af 1804. Ivrig udrettede Hr. Armand det ovenfor ommældte, saa at Ottedagsuhrmageriet er Aar for Aar tiltaget, som ses af følgende Liste over de udførte Uhre.

(Dagen berettede den 22. september 1806)

Her fulgte en tabel 1801-1804 som viser at eksporten især gik indenrigs, men også nogle til Lybeck og Tyskland. Artiklen fortsætter: 

Men senere fik Hr. Armand Ordre fra Kollegiet, at bestræbe sig for, ved Siden af hin ældre bekjendte Kunst, at indføre en ny Gren, nemlig Taffeluhrmageriet. Amtmændene paa Bornholm viste denne fremspirende Næringsgren al mulig Ømhed. Det kgl Oek. og Kommerse Kolliegium viste samme den mest opmuntrende Opmærksomhed, og Hr. Armands første Lærling heri, R. Sonne, har fåeet kgl. Opmuntring, samt L. Funk, erholdet en Præmie af landhusholdnings Selskabet. De Personer, som nu, da dette skrives, ere sysselsatte med Taffeluhrmageri, ere foruden Hr. Armand selv [følger en liste med 7 personer, samt hvor urene er solgt] 

Byfoged Wiborg har nu offentlig søgt at gjendrive hvad der har været sagt angaaende Ottedagsuhrmageriets store Flor i Rønne paa Bornholm. Han har bekjendtgjort Attester fra to Skippere, der bestandig have handlet med Stueuhre, og fra 3 i Rønne bosatte Uhrmagere. Derved godtgjøres, at Ottedagsuhrmageriet er i en beklagelig Tilstand. Begge Skipperne bevidne, at de og flere have i Kjøbenhavn og andre Steder maattet sælge Bornholmske Uhre til ringere Priis end tilforn, og at et ikke ubetydeligt Antal har maattet staae fra Reise til Reise, og endnu ikke er afsat. De forsikkre, at mange Uhrmagere i Rønne ville, naar denne slette Afsætning vedbliver, gaae overstyr og blive fattige. De 3 Uhrmagere bevidne, at Uhrmageriet i Rønne er i saa elendig en Forfatning, at det ikke kan skaffe dem, der give sig af dermed, Brød, men at disse inden kort Tids Forløb ville blive det Offentlige til Byrde.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 1, 18. oktober 1806, spalte 30)

Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Bornholm er et Land, hvorfra man saa sjelden faaer authentiske Efterretninger, at følgende Optegnelser neppe ville være dette Blads Læsere ubehagelige. Næsten overalt paa Bornholm, og især i Rønne, var man i Aaret 1804 misfornøiet med Fattigvæsenets nye Indretning. Der indkom over 50 Klager over Fattigvæsenet i Almindelighed og Commissionens Ansættelse i Særdeleshed, foruden 4 Skrivelser fra Indvaanerne i de 4 qvarteer, hvori anholdtes om, at Alt maatte forblive ved det Gamle. I Rønne var der almindelig Gjæring og Misfornøielse; man trængte endog voldsomt og støiende ind i Commissionens Forsamlinger og bestormede den med navnløse Breve. Sognepræsten mistede Offringer af Halvskillinger etc . og led Skaar i sine Indtægter. Paa henved 100 Steder i Byen maatte Amtmandskabet foranstalte udpantninger for resterende, tildeels ubetydelige Bidrag til Fattigvæsenet. Misfornøielsen lagde sig imidlertid i det Hele, uden at der skede nogen Standsning i det begyndte Organisationsværk. Uordenen var en Følge af Fordomme, Mistillid, almindelig Trang, smaa Næringsveie, Mangel paa Legater og andre saadanne Hjelpe- og Indtægtskilder. I samme Aar fik Landet to examinerede Jordemødre; den ene for Rønne - og Vesterherred, den anden for Nexøe- og Sønderherred, Aaker-Sogn undtagen. De andre egne mangle endnu dette Gode. - Blandt de 8 Strandinger, som indtraf i Aaret 1804 paa de Bornholmske Kyster, var der et Skib fra Lübek, Fortuna kaldet, som blev sønderslaaet i Søen uden for Sandvig og Allinge. Formedelst den svære Søgang og Nattens Mørke, var det umueligt at faae det sat paa Land. Masten kappedes. Da Besætningen var kommen i Baaden, tog en svær Sø den bort; kun Capitainen og en Baronesse v. Jægerhorn, som var Passager, bleve tilbage paa Vraget, indtil endelig en Baad fra Landet, ført af de brave Sømænd, Jacob Hansen Holm og Johan Kaas fra Sandvig, efter megen Møie og med største Fare, reddede dem, da Baronessen stod i Vand over Beltet og Capitainen i Vantet, og Skibet nogle faa Minutter derefter skiltes ad. Ladningen drev derpaa omkring i Østersøen og forbifarende Fartøier opfiskede endeel af de flydende Foustagier, nogle bleve bjergede af Landets Folk. - Af Sager, som vedkomme det almindelige Forligelsesvæsen, blev der i Aaret 1804 ialt foretaget 333, forligte eller hævede 204, udsatte 17, til Retten henviste 12; af Politiesager, for saavidt de kunne forliges: foretagne 46, udsatte 9, paadømte 13 og afviste 1. - De Bornholmske Kirke- og Skolecasser, samt Fattigcasser og Hospitalets Midler befandtes samme Aar saaledes: Kirkerne: Behold 13,494 Rdlr. 31½ sk. Gjeld 2775 Rdlr. 31½ sk. Skolecasser: Behold 16.659 Rdlr. 52 sk. Fattigcasser:Behold 2422 Rdlr. 17 sk., Gjeld 3 Mk. 9 sk. Hospital: Behold 4637 Rdlr. 89½ sk.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 91, 26. august 1806, spalte 1444-1445)

Klippekysten øst for Sandvig Havn mod Allinge. Husene har ikke ligget der da skibet strandede. Men kysten er særdeles farlig. (Eget foto, juli 2018).

Henrettelse af Peder Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Morges Kl. 9 ½ udførtes Delinkventen Peder Andersen til Skandsen paa Amager for der efter Højesterets Dommen at henrettes med Øxe. Han gik ikke fræk, men heller ikke forsagt, sin Død imøde; uagtet den meget lange Vei fra Stokhuset langs med Volden over Langebro, betjente han sig dog ikke af den bagefter følgende Karre, men gik saa ilsomt, at de i Mængde følgende nysgjerrige Tilskuere neppe i Skridt kunde følge ham; han var iklædt en hvid Bondetrøje, hvide Benklæder og linnede Strømper. Da han kom paa Børnehustorvet, aftog han sin Hat og hilste Farvel til sine forrige Medfangne, der i Hobetal stode inde for Gittervinduerne. - Paa Retterstedet modtoges han af Hr. Brorson. efter Dommens Oplæsning og en kort Tale af Præsten, afklædte Skarpretteren ham bandt for hans Øjne og sendte ham med eet Hug ind i Evigheden. Uagtet det forfærdelige Søle og maadelige Vejr var der ikke alene Fodgængere i Tusindetal for at overvære dette sørgelige Slutspil, men og mange pyntelige Herrer og Damer, saavel til Hest som til Vogns.

(Dagen 12. december 1806)

Ballonfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Siden Luftballonens Opfindelse har man inden for Kjøbenhavns Mure ialt ladet opgaae 5 større og mindre Balloner, men dog bestandig uden at nogen menneskelig Skabning prøvede paa at sætte sig deri. Den allerførste lod Brødrene Henriques opgaae. Siden lod Apotheker Mühlensted en anden gaae op paa Exerceerpladsen i det Kongelige Herskabs Overværelse. Efter den Tid vilde afdøde Skuespiller Uhrberg lade en Taftes Ballon gaae op paa den gamle Skydebane i Sølvgaden, og for dog at have en eneste levende Luftskipper i Ballonen, placerede han i samme en Hane. Det hele var en Financeoperation, som for saavidt lykkedes, at der indfandt sig en stor Mængde Tilskuere. Men neppe var Ballonen kommen 20 Alen i Veiret førend der gik Ild i den; den tumlede over i Rosenborg Hauge og Hanen spadserede sin Vei. Pøbelen vilde stene Aerostaten og han maatte redde sig igjennem en Bagdør. Siden den Tid har ingen gjort flere Forsøg, indtil Kobbersmed Kjerstrup agtede at gaae op i en stor Seildugsballon, som han troede at kunne styre. Dette Forsøgs Udfald er endnu i frisk Minde.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 100, 27. september 1806, spalte 1588-1589)

Men heri havde bladet uret: der var en som det lykkedes at lave en ballonfærd: 

Om Prof. Robertsons Luftsejlads. (Af et Brev fra Landet) Kl. 2½ i Onsdags svævede Robertson over Lidøe (i Almuesproget Ledøje.) Da han kom over de Jorder, der ligge henimod Herregaarden Ædelgave, kastede han Anker: men da dette ikke vilde holde fast, og nogle Folk, der kunde have hjulpet ham, undlod, fordi de troede, det var En, der vilde gjøre dem Ondt, saa gik han videre til han kom paa hin Side Ædelgave, hvor han dalede ned i en stor Tørvemose. Nogle Heste, som gik for Plov, bleve løbske; nogle Husmænd bleve bange og løb deres Vej. Men Gaardmandens Søn fra en Udflyttergaard (som i den første Anmældelse blev urigtigen kaldet en Kro), for en 8 Dages Tid hjemkommen fra Holsten, hvor han havde seet en saadan, sprang til, da han saae Robertson kastede Linen ud, raabte paa flere og hjalp ham ubeskadiget ned. Sognepræsten, i hvem Robertson blev glad ved at træffe en Mand, der forstod ham, og som med mange af Byens Folk ilede ham imøde, da de saae ham dale, indbød ham at tage igjennem Lidøe, for hos sig at faae nogen Forfriskning. Hans behagelige Væsen vandt alles Hjerter.

(Dagen den 6. oktober 1806)

Belgieren Etienne Gaspard Robertson (1763-1837) havde som den første i Danmark foretaget en bemandet ballonopstigning fra Rosenborg Eksercerplads den 1. oktober 1806. Den sluttede i nærheden af Roskilde. Også her var bønderne mistænksomme. Der ligger stadig en mose bag Edelgave, og turen må have været på omtrent 3 km mod vest, altså for østenvind. 

September 2013 så landskabet som Robertson overfløj nogenlunde sådan ud. Vejret har formentlig været lige så godt.

I Gaar iværksattes af Hr. Prof. Robertson, paa Rosenborg Exerserplads en Opfart med Ballon, og et Menneskes Nedfald, eller Nedfart af samme ved Faldskærm. - Vejret var meget Skjønt op ad Dagen, Vinden norden, og noget luftende. Barometret stod om Morgenen Kl. 8 paa 28 T. 5½ L., og Thermometret ved 8 Gr. Varme. - Hs Maj. Kongen og den herværende Del af den kongelige Familie vare nærværende, og, som sidste Gang, toge Plads paa Kassernens Altan. Tilskuernes Mængde var overmaade anseelig og forekom endog større end forrige Gang. Kl. 2½ lod Prof. Robertson en lille Aerostat i form af en Stjerne fylde. Den var siret med et forgyldt C7, og steg temmelig højt, tagende Kursen over Reformert Kirke. En anden kugleformet lille Ballon blev derpaa fyldt, og med sin vedhængte Fane, hvorpaa Kongens Navnetræk var malet, steg den endnu meget højere. Faldskærmen blev nu fastgjort til Ballonen, og til Kurven, hvori Luftsejleren skulde sidde. Da det var Professorens inderlige Ønske, at skaffe de høje nærværende Personer, og det Publikum, der havde viist ham saa megen Tillid og Agt, al mulig Nødelse af Nedfarten, nemlig ved at mage, at denne skede paa Pladsen selv, blev Ballon, med vedhængende Faldskærm og Kurv, ført hen til Luv-Kanten af Pladsen, nemlig ved Slotsgraven, da den hele Brede af Pladsen saaledes frembød en dobbelt saa stor Grundlinie for den Triangel, hvoraf Opfartslinien og Nedfartslinien udgjorde de to oprejste Sider. Uagtet hertil maatte gaaes tvert igjennem Tilskuerstimlen, skede dette uden Møje, hvortil og en Vagt af en Snes Mand hjalp sit. - Loftfareren Prof. Robertsons Eleve, Michaud, var udrustet til sit Tog, med et over Axelen hængende Horn, en ladt Pistol, og en Kniv. Ved hjelp af et Tov, iskaaren en Blok, oven over Faldskærmen ved Samlingsstedet af alle Linerne fra Nettet, firedes nu Ballonen langsomt, saa at den opsteg og holdtes saa højt, at Kurven netop rørte Jorden. Michaud steg ind, og efter at han adskillige Gange havde stødt i sit Horn, gav man Slip paa Løberen af Tallien, og Ballonen tog Flugt. Saa glade og tillidsfuld støjende, som Tilskuerne havde viist sig da Professoren d. 1 Okt. tog sit Opsving, saa modsat tavs og bekymret syntes den almindelige Følelse dette Øjeblik. Det Øjeblik da Ballonen gaves løs, var Kl.  og 22 Sekunder; nogle Sekunder efter affyrede Hr. Michaud sin Pistol, og da han Kl. 3 og 45 Sekunder skar sig løs, var han omtrent over Midten af Pladsen. Kl. 3 og 37 Sekunder var Faldskærmen ganske udfoldet. Kl. 3 og 1 Minut 5 Sekunder nedkom Hr. Michaud velbeholden midt paa Gottersgade, lige uden for det Hjørne af exerserpladsen, der grændser til Kuglegangen i Kongens Have. Da Højden, hvori han skar sig løs, efter Skjønne kun var omtrent 200 Fod, og Faldet optog 18 Sekunder, er dette Bevis nok for, at Nedfarten var langsom nok, og vilde ladet langsommere end den gjorde, dersom ikke Vinden, der siden Kl. 2 begyndte at lufte stærkere, havde drevet den saa stærkt til Siden, da den saaledes beskrev Diagonalen af et Parallellogram af Side-Farten for Vinden og Nedfarten ved Tyngden, og altsaa gjennemløb en længere Vej. - I Gottersgade samlede Folket sammen omkring den unge Michaud, af Glæde over at see ham frisk og rask paa Jorden. Han blæste strax i sit Horn, for at underrette alle om sit gode Befindende. Den Lyst enhver af de Omstaaende havde til at bringe Professoren sin Faldskærm og Kurv tilbage, var saa hæftig, at disse Ting blev beskadigede. - Mere baaren end gaaende og ledsaget af Glædesraab ankom snart den unge Michaud paa Pladsen hos Tilskuerne, der med lydelig Bifald imodtoge ham. - Såsnart Faldskærmen oppe i Luften var skaaren løs, tog Ballonen strax et hurtigere Opsving, og da Opmærksomheden paa Luftfareren og hans Tilbagekomst fradrog Øjet fra Ballonen selv, saaes den siden saa langt borte, at mange frygtede for, at den ufejlbarlig vilde tabes i Østersøen. Det varede imidlertid ikke længer, end til omtr. Kl. 3 og 25 Miutter da man saae Ballonen, ganske lufttom og flattet (Almuen bruger det Udtryk, at Vejret gik fra den) neddale. Den kom ned i Kallebo Strand nær Tømmerpladserne, hvor den flød oven paa Vandet, inden nogle Fiskere fandt den, der bragte den uden nogen betydelig Beskadigelse til sin ejer. Kun Nettet kan ikke mere bruges, efter engang at være blevet gjennemvaadt, da Maskerne derved tabe deres første til Ballonens Form med stor Nøjagtighed og Møje afpassede Vide. Et saadant Nets Anskaffelse vurderer Professoren derfor til flere hundrede Rixdaler. - Saavel Hr. Professoren som hans Eleve, bleve, før Herskabet tog bort, forestillede samme ved Overhofmarskalken. - Den Hurtighed hvormed Ballonen tabte sin Gas, var en Følge af Professorens dertil gjorte særdeles skjønne og sindrige Indretning. I Mundingen eller Halsen af Ballonen indbragtes nemlig en Krands af Metal, hvorom Mundingsrastet tilsurredes. Denne Krands, af omtr. 16 Tommers Gjennemsnit, var lukket med en Skive af Pap, der med Vox var til[..]et, saa at intet Gas kunde udkomme, før papskiven borttoges. Denne Skive havde en lille Snor, som gik ned til Hr. Michaud, og som han trak i da han skar sig løs. Herved aabnedes altsaa Halsen paa Ballonen, men da denne er forneden og Gasens Natur er at stige, vilde Udtømningen kun alligevel skee langsomt, og ved de Tid efter Tid ved Vindstød bevirkede Svingninger. Men Professoren havde desuden i Ballonens Toppunkt hæftet en Line, som hængte ned over dens Side, og i hvis Ende var fastgjort en Pose med 5 Pund Sukker. Denne Vægt omvælter den fra Faldskærmen løsskaarne Ballon. Den aabne Hals kommer saaledes opad, og i en Haandevending er Gasen ude deraf. Aarsagen, hvi Sukker gives Fortrin som saadan Vægt, er fordi det, naar Ballonen falder paa en Vandflade, smelter, og saaledes ikke tynger ned paa Ballonen, saaledes som og her virkelig blev Tilfældet. -- Man saae ved denne Leilighed en Omstændighed, som meget faa endnu vidste eller anede, at nemlig Luftfareren, under Nedfaldet med Faldskærm, har det i sin Magt, at gjøre sit Fald mere eller mindre Lodret, det forstaaer sig ikke meget, men dog i kjendelig Grad. Dette skeer ved at hælde sit Legems Vægt ud over Kurven, da ved denne Forrykkelse af Tyngde-Centret en retning i Faldet til den modsatte Side af Perpendikulæren udvirkes. Man saae tydeligt, at den unge Michaud kastede sig to Gange ud over Siden af Kurven paa forskjællig Maade; Tilskuernes egen Ængstlighed og Uvidenhed om denne sande Aarsag lode nogle af dem uvigtigen ansee disse hæftige Bevægelser som Virkning af Frygt hos den Faldende. Sagen var, at da han saae, at han vilde falde paa Træerne ved Hængemuren, undveg han dette ved at holde sig ud over Kurven til Haugens Side, Faldet fik derved en større Skraahed ud ad, men da det nu sigtede til Tagene paa den modsatte Side af Gottergade, hældede han sig ud af imod disse Tage og gav derved Kurvens Fald en modsat skraa Retning, som bragte ham ned paa Gaden. - Endnu fortjener at hidføres ihenseende til Faldet, at mange troede, at den underste Faldskærm ikke rigtig foldede sig ud; Sagen var, at Hr. Michaud hvergang han vilde see ned forsig til denne eller hin Side, slog Tastet indad mod Kurven, da Udspændingen ellers ikke tillod ham, at see det mindste af hvad der var lige neden under ham. -- En anden særdeles sindrig Indretning ved den Robertsonske Faldskærm er denne: Kurven bæres i en Line, der gaaer igjennem Toppunktet af Faldskærmen ned til en Strop over Kurven. Lige over denne Strop overskærer Luftsejleren denne Line, for at gjøre sig løs. For nu at forebygge, at ikke denne saaledes overskaarne Part, ved sin pilsnare Opfart skulde kunne slaae sig til Siden og med Tampen slynge sig fast i Falskærmens Sideliner, hvorved den største Livsfare kunde fremstaae, farer samme Line oven for den omtalte Strop paa langs inden i Flagstokken, som er hul, hvorved den da forhindres at gjøre noget Sidesnært, i det første Øjeblik efter at være overskaaren. -- Før Ballonen lodes løs, blev dens Løftekraft prøvet ved en over Kurvens Strop anbragt Kraftmaaler, og befandtes at være 450 Pund. -- Ved Ballonen var anbragt en Seddel paa et Bret, hvoraf den ene Side paa dansk, den anden paa tydsk, mældte hvo Ballonens Ejer var, og hvorhen Finderen imod Belønning havde at bringe den. Den var attesteret af Politimesteren. - Endnu bør til Slutning for udenbys Læsere tilføjes, at dette skjønne experiment foregik under den største Orden hos en saa usædvanlig stor Tilskuerforsamling. Saavel Volden mellem Nørre- og Østerport, som Rosenborg Have, vare ligesom forrige Gang spærrede med tilstrækkelig Vagt.

(Dagen den 14. oktober 1806)

Siden Hr. Robertsons Ankomst og her givne Skuer, synes der i Drengenes Syssel at være foregaaet en stor Forandring. Allevegne seer man Faldskærme af Papir og Klude. Undertiden og vedhæftede Blærer der skulle forestille Balloner. Især er Rundetaarn idelig besøgt af Drenge som derfra lade deres Faldskærm gaae ned, medens en Sværm uden for giver støjende Bifald. - At Faldskærmen, maaske selv Ballonen, torde af en eller anden snild Fyr bruges ved næste Dyrehavstid, som et Middel til at samle Penge, er ikke usandsynligt.

Dagen den 21. oktober 1806

Sorø Akademi. (Efterskrift til Politivennen)

De gamle henstaaende Sorø Akademibygninger have nylig oplevet etslags Oplivelse, da et stort Publikum indstimlede i en af Akademiets Sale, ikke for at høre en Schytte, en Kongslev, en Kraft, en Eriksen o.s.v., men paa Indbydelse af nogle fra Kbhvn til Tydskland udrejsende Gøglere, som der fremviste Hestekunster, der morede Folk usigelig; især da en af Hestene, der formodentlig ikke vidste hvor den var, gjorde mere end Kunster, som da en af dens Herrer meget anstændigen i sit Tørklæde borttog. Ogsaa Konen, der i Dyrehaven fra sin Vogn raabte: Hier ist die Erleuchtung der Schlacht bey Austerlitz, Austerlitz in Mähren, o.s.v, har i Sorø havt en indbringende Prøve paa hvorledes de Danske kunne maabe paa hvad Tydskere gjøre for Penge. Dog holdt hun med sin Vogn i en Privatmands Port.

(Dagen 13. september 1806)

Mord i Rasphuuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Fredags Formiddag blev der i Raspehuset atter begaaet et skrækkeligt Mord. Et Raspehuuslem, ved Navn Peder Andersen, havde en Tidlang savnet nogle Penge, som han havde en anden Forbryder, der arbeidede tæt ved ham, mistænkt for, at have stjaalet. Han kom i Ordstrid med ham, og huggede ham derpaa med sin Arbeidsøxe tre, fire Gange over Hovedet, og i det den anden vilde værge sig, afhuggede han ham adskillige Fingre. Den Saarede døde en Time derefter og ved Obductionsforetningen d. 11te d. M. befandtes et af Hullerne at være over tre Tommer dybt. - Delinqventen er en Sjællænder af Fødsel og omtrent 29 Aar gammel. Han var oprindeligen bleven dømt til at arbeide i Slaveriet formedelst Hestetyverie. Men da han deserterede, og blev paagreben, blev han kagpidsket og brændemærket, og derpaa for Livstid hensat i Raspehuset. - Ved denne Leilighed kan Anmeld. ikke undertrykke det Ønske, at der maatte skee en Forandring med den Bygning i Raspehuset, hvor Forbryderne raspe, og at enhver kunde have et Lukaf for sig selv, som ikke stod i Communication med hans Sidemands. Da det ved Raspningen er nødvendigt for disse Forbrydere, bestandig at have drabelige Instrumenter ved sig, saa kunde saadanne Ulykker saa meget lettere indtræffe, naar der ikke er et ordentlig Skillerum imellem hvert Lukaf. Blandt Forbrydere, som saa at sige ere bestandig sammen, kan der let opkomme Uenigheder, som kunne foranledige blodige Optrin.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 87, 12 august 1806, spalte 1381)

Indbrud i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Onsdag og Torsdags skede et Indbrud paa Observatoriet paa Rundetaarn. Tyven aabnede et af Vinduesskudderne, som næsten bestandig ere lukkede, og steg ind igjennem Vinduet. Man har hidtil ikke savnet noget, uagtet der var endeel Smaasager, som f. Ex. smaa Søuhre etc., som han meget let kunde medtaget; imidlertid opbrak han dog et stort Søuhr, som tilhører det Asiatiske Compagnie, og gjemmes i en Casse af Mahagonietræ, men han fandt det ikke raadeligt at tage det med sig. Man formoder at Indbrudet er skeet omtrent Kl. 4 om Eftermiddagen, og at en Matros, der anstillede sig beskjenket, og opholdt sig længe paa Taarnet, har været Tyven.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 89, 19. august 1806, spalte 1412)

Slaver. (Efterskrift til Politivennen)

To hundrede indtil halvtredie hundrede er det sædvanlige Antal paa de Slaver, som Stokhuset gjemmer. I dette Øieblik tæller man der 168, hvoriblandt er 47 uærlige. Deres Dragt udmærker dem fra alle andre Mennesker og deres Jern *) er et sørgeligt Tegn paa deres Farlighed for Selskabet. Men selv blandt dem gives der Grader. De af dem, som have Tyvsmærke og ere dømte til evig Fæstningsarbeide, kaldes uærlige; de, som mangle dette Mærke, og kun ere dømte til at arbeide en vis Tid, kaldes ærlige. Man har offentlig gjort sig lystig over Prædicatet ærlig, fordi det anveedes paa en Slave, endskjønt hver Fornuftig indseer, at den Benævnelse, som her tillægges saadanne Forbrydere, netop gjør vor Lovgivning Ære. End ikke den saa dybt sjunkne Slave har den villet negte dette for Mennesket saa nødvendige Tillægsord, naar Domstolene ikke ansee ham for uforbederlig; endog ham har den ladet staae Veien til at forbedre sig aaben; end ikke den slette Green paa Statssamfundets store Stamme har den villet afskjære aldeles, saa længe der er Haab om, at den endnu kan blive nyttig **).

Fæstningsværkerne og alle de øvrige Arbeider, som henhøre under Commandantskabet, give disse Forbrydere nok at bestille. Naar de ikke arbeide faae de 2 sk. dagligen, og naar de arbeide faae de derimod et Tillæg af 3 sk., som kaldes Arbeidspenge. Endeel af dem lade sig paa visse Tider frivilligen bruge til de allerforagteligste og meest usunde Forretninger. Jeg har endog om Søndagen seet adskillige Slaver i den største Sommerhede rense den mephistiske Skarnkiste ved Vibens Allee. Ganske afklædte lode de sig hidse ned i denne Gifthule, og da de bleve trukne op, vare de saa sorte paa hele Kroppen som Negere. Jeg vilde have anseet det for umueligt, at Mennesker kunde lade sig bruge til saadant et Arbeide, dersom jeg ikke havde været Vidne til, at disse Slaver endog, som man forsikkrede mig, gjorde det frivilligen, for Betaling.

De føres fra og til deres Arbeide i en lang Jernlænke, som en heel Trop af tyve, tredive og flere, to og to, holde ved. Alle disse farlige Forbrydere, hvis Frihed vilde undergrave hele Borgerselskabets Rolighed, lade sig her ganske roligen føre af een eneste Slavefoged. Sammenlænkede som Tigre, Løver og Hyæner føres de hjem til deres Baraquer, som snarere ligner et Menagerie, end Boliger for menneskelige Skabninger. Her ligge disse gustne og af Elendighed udtærede Mennesker paa Straa. Hvorledes det seer ud i disse Stalde kan ingen Pen beskrive, ingen Pensel male. De, som kunne see Enden paa deres Lidelser, ere lykkelige; men de, som ere dømte til at ende her deres elendige Liv, o, deres Skjebne vilde være skrækkelig, dersom ikke alle Lidendes Ven - Vanen - gjorde dem deres Lænker lette og deres Trældom taalelig! Ingen Straale, ja intet Glimt af Haab smiler ned i disse Ulykkeliges Huler.

De Forbrydere, som her gjemmes, ere ikke blot fra Danske Provindser, men næsten fra de fleste Europæiske Lande. Her findes Tydske, Franske, Engelske, Russer, som tildeels oprindeligen ere komne til Kjøbenhavn som Soldater, men som for gjentagen Desertion og Tyverie ere blevne dømte til at gaae i Slaveriet.

Naar man ser en saadan Trop Forbrydere, lænkede, tæmmede og ydmygede, saa gyser man. Man synes ordentlig at harmes over Lovens Strænghed; men denne Tanke fosvinder snart, naar man betænker, at netop disse rædselsfulde Skabninger, som man af Nødvendighed har betaget den første af Himlens Gaver, ere en sand Lovtale over vore Loves Menneskekjerlighed. I mangt et andet Land havde de fleste af disse forbrydere maaske endt deres Liv under Bøddelens Haand - I Dannemark har man ladet dem beholde hvad endog Ormen krymper sig ved at miste. Selv som ufri Mennesker og stemplede med offentlig Vanære, kunne de endnu nogenlunde bøde paa deres begangne Feil ved at gavne deres Medmennesker; de kunne endnu see Guds skjønne Soel, og nyde de behagelige Indtryk, som i Lænker og Purpur føles lige stærke.

Physiognomisten finder her en viid Mark til at gjøre Iagttagelser. "I dette skumle Ansigt - disse vilde Træk - disse skumle Øine, siger han, læser jeg Anlæg til tusinde Forbrydelser. Han vilde myrde sin Fader, dersom Omstændighederne tillode det, og hans Fordeel krævede det. Paa denne rynkede, trodsende Pande og i disse falske Hyæneøine læser jeg den lumske Ransmand. I en ensom Skov vilde han gjennembore mig bagfra for at rane min eiendom. Nu fordrer han med tusinde Bønner og Velsignelser den Gave, som han, fri for Lænker og paa Landeveien, vilde affordre mig med Pistolen eller Dolken i Haanden." - Men hold inde med disse betragtninger, strenge Dommer! Ingen uden Gud kan see saa dybt ind i det menneskelige Hjertes lønlige Vraaer. Lader os bære overbærende mod vore faldne Medmennesker, hvis vi ville at den Allerhøieste skal være overbærende imod os, naar vi engang fremtræde for hans Domstoel. I intet Terra incognito findes flere uopdagede Steder, end i det menneskelige Hjerte. Den, som ofte indhyller sig i Lykkens Glands, vilde maaskee, under andre Omstændigheder, under en anden Styrelse, have baareet disse Lænker, og man havde da i hans Ansigt fundet ligesaa mange slette Træk, som man nu finder ædle, store og gode. Blandt disse Ulykkelige gives der maaskee ikke faa, hvis Kraft, Mod og Snildhed, rigtig styret ved en omhyggeligere Opdragelse, vilde gjort dem til Menneskeslægtens Velgjørere, istedet for, at de nu ere dens Skjændsel.

Den frie, lykkelige og retsindige Mand kan ikke tænke sig et ulykkeligere Væsen end en Slave, som forener i sine Kaar alt hvad der er det Modsatte af Lykke. Og dog ere disse Ulykkelige til visse Tider lykkelige. Barføddede, med en gnavende Lænke omkring den blottede Fod, plagede af alle Følger af Ureenlighed, udsatte for Frost og Slud, seer man adskillige af dem endog være glade ved deres Arbeide. Søvnen, som stundom flyer de Høiloftssale, hvori man hviler paa bløde Duun og i Senge, bebræmmede med Guld og Silke, indfinder sig frivilligen i de usleste Stalde i Slaveriet. Saaledes har den retfærdige Natur nogenlunde søgt at vedligeholde Ligevægten imellem de Ulykkelige og Lykkelige, og aldrig aldeles bortdraget sin Haand fra de første eller udøst sit hele Overflødighedshorn over de sidste. Man har havt dem, som ganske have tabt af Følelse for Frihed, og som aldeles ikke skjøttede om at forlade Slaveriet. Kun for faa Aar siden saae man en Slave, som otte Aar i Forveien var rømt bort, uden at han kunde blive paagreben, og som den hele Tid havde arbeidet som Karl hos en Bonde, vende frivilligen tilbage til Slaveriet, da han var kommen i Uenighed med sin Husbonde. Man har seet andre, som havde levet nogle tredive Aar i Stokhuset, og som aldrig ønskede at komme paa fri Fod igjen, uagtet man tilbød dem deres Frihed.

Der gives Slaver, som have lært Haandarbeider, og have Frihed at benytte sig deraf. Den berygtede Peer Michelsen, som kan udskjære alle Slags Træsager til Huusbrug, har et ordentligt lille Værksted, og adskillige andre Slaver arbeide deels under ham og afsætte deels disse Arbeider for ham. Han skal have samlet sig en Capital af 500 Rdlr., og opfører sig nu meget ordentlig. Den anførte Tilladelse, som gjør Vedkommendes menneskekjerlige Tænkemaade Ære, burde, dersom det ikke allerede er Tilfælde, finde Sted paa andre saadanne Steder.

Men hvor prisværdig end denne Straffemaade er, der i mange Tilfælde tjener istedet for Livsstraffe, som vor Regjering med saa stor Ret i Almindelighed kun ønsker anvendt paa forsætlige Mordere, saa har den dog mødt mange Indvendinger. Man har paastaaet, at det er alt for farligt, at have saa stor en Samling af Forbrydere samlede i en Stad, og at det, som Erfaringen lærer, giver Anledning til at der deserterer mange Slaver, som siden gjøre Indbrud og begaae andre Forbrydelser paa Landet. Men hvor rigtig end denne Indvending synes at være, kunne de betydelige arbeider ved Fæstningsværkerne, saalænge som de skulle forrettes ved Slaver, neppe besørges ved et ringere end det sædvanlige Antal. Den eneste Maade, hvorpaa man maaske vilde kunne forekomme, at saadanne Forbrydere, ikke alt for hyppigen, rømme deres Vei, vilde maaskee være den: at fordeele dem paa forskjellige Fæstninger. De, som havde begaaet Forbrydelser i Dannemark, kunde sendes til Norge, og saaledes omvendt. Derved vilde man forebygge, at saadanne Slaver, især naar de ere fødte i eller omkring Kjøbenhavn, kunne have Kipper, Kjeldere og Smuthuller, hvor de strax kunne tye til, nyde Skjul og faae andre Klæder. En eneste Bygning er vel heller ikke hensigtsmæssige, thi det bestandige Samqvem imellem saa mange Forbrydere foranlediger mange Misbrug. Den ene kan saa let forføre den anden, bibringe ham Ideer og givve ham Vink, som ved Rømningen kunne være ham nyttige.

*) For omtrent et Aar siden var der 7 Slaver som havde Jern om Halsen, foruden det Jern de havde om Foden, men Hr. General-Major Gedde, som for Tiden besørger Gouvernementet, følte Medlidenhed med disse Ulykkelige, og lod dem befrie derfra. Een af dem, som er en Sjellænder af Fødsel, har imidlertid, ved at desertere paa ny, selv gjort det nødvendigt, at det blev ham paalagt igjen.

**) Der gives desuden visse Slaver, som virkelig kunne være sande ærlige Mænd, uagtet de gaae i Slaveriet. Kan f. Ex den Bonde, som for Opsætsighed mod en Øvrighedsperson dømmes dertil, ikke være en fuldkommen ærlig Mand?

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348)

Emnet er også behandlet i Historiske Meddelelser om København, 4. række, II. Side 371-413. 

Borgervæbningen. (Efterskrift til Politivennen).

I en lille Stad nær Kbhvn skede der d. 10e d. at en Borgerkaptajn i Uniform gik forbi en Skildvagt, der ikke gjorde Honnør for ham. Han spurgte Karlen om Aarsagen, og fik til Svar: "Jeg troer ikke jeg skal gjøre det for Borgeroffiserer." Borgerkaptajnen gik strax til Hovedvagten og forlangte Karlen afløst og straffet. Han blev derpaa strax afløst og tilkendt 25 Fugtel, men paa den Fornærmedes Forbøn kun tildelt 5.

(Dagen den 19. maj 1806)

Henrettelser på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I Morges Kl. 8½ blev Morderen Niels Jensen henrettet paa Amager. Han blev afhentet af 8 Amagere, som vare bevæbnede med Stokke. Han var klædt i hvide Beenkæder og en hvid Trøie, og havde et sort Baand og en sort Sløife om Hatten. Da han kom paa Retterstedet, slog omtrent 40 Amagere, der vare tilsagte at møde, en Kreds omkring Echafottet. - Det er den fjerde Morder, der, i et Tidsrrum af omtrent et Aar, er bleven henrettet i Kjøbenhavn. De to af dem vare Udlændinger.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 47, 25. marts 1806, spalte 752)

Og knap en uge senere kunne:

Den Plads uden for Amagerport, som nu er bestemt til Rettersted, forener alt hvad der kan tænkes rædsomt og afskyeligt. Den er tildeels omgiven, ikke af Vandgrøvter, men af den forrige saakaldte Renovationskule, og ganske opfyldt med Vandpøle. Hele luftkredsn er ligesom forgiftet af en pestilencialsk Lugt. Hele Flokke af Ravne og Krager bedække Jordmonnet og er saa trygge af de Sviin, som rode omkring her. Midt paa dette fæle Sted staaer det Hjul og Steile, hvorraa den sidste henrettede Morder ligger til Føde for Ravne og Krager. - Alt dette uagtet var dog mangfoldige velklædte Fruentimmer, Dagen efter Henrettelsen, spadserede ud til dette afskyelige Sted, for at tilfredsstille deres rædsomme Nysgjerrighed.

(Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 49, 1. april 1806, spalte 775)

Børn i Plejefamilier, Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

For omtrent 3 Aar siden blev i Fridericia et ledigt Fruentimmer, som nylig havde født et Barn, befundet i den meest trængende Tilstand. Fridericia Fattigcommission bar strax Omsorg for hende, og lod Barnet derefter udsætte hos en Huusmand i Erritzøe, hvilke antog det spæde Barn, som ellers af Elendighed maatte have omkommet, for 2 Mk. 8 sk. ugentlig. Et og et halvt Aar derefter givter Moderen sig med en Soldat af det Fyenske Infanterie-Regiment, og følgelig tilkom det nu disse, selv at sørge for deres Barn; men da Regimentet kort efter marcheerte derfra, og Barnets Forældre med, saa forblev Barnet paa Fattigcommissionens Foranstaltning hos denne Mand, indtil nu for kort siden, da Forældrene ere komne hjem, og de altsaa tilbøde sig at modtage Barnet. Men denne Mand har imidlertid fattet saa stor Godhed for dette Barn, at han ei allene tilbød sig at underholde og opdrage Barnet uden nogen Betaling, men gav endog Barnets Fader Penge, for at kunde beholde samme. Manden Navn er Niels Jochumsen Hans Kaar er maadelige, og han har selv 2 Børn.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1806)

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.

Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Kollegialtidenden er Morderen Niels Jensen 28 Aar gammel og fød i Gladsaxe i Skaane. For 4 Aar siden kom han herover, opholdt sig mest paa Amager, og tjente blandt andre hos Vibrandt Jansen et Aar, indtil Efteraaret 1804. I Afvigte Aar d. 5 Nov. gik han af Tjeneste hos en Brbr. i Kbhvn, opholdt sig om Natten i en Kro udenfor Amagerbom ved Kortspil til Kl. 5 om Morgenen og gik da til Hollænderbyen i det Fortsæt at slaae Vibrandts Kone, sin forrige Madmoder ihjel, og derpaa stjæle. Han traf hende beskæftiget med at bære Sengklæder ind i et Kammer, bad om noget at drikke, som hun afslog, gemte nu hos sig en Mokker, som han saae der, gik saaledes bag Konen og slog hende dermed i Hovedet. Hun faldt om uden Sandser, men han gav hende endnu nogle Slag. Han opbrød derpaa et Sølvskab men lod dog det meste Tøj ligge, og efterat have ligeledes opbrudt et Skathul og en Kiste, borttog han deraf omtr. 789 Rd. og kom dermed Kl. 1 til Kbhvn. Han opholdt et par Timer hos en Brændevinsmand, tog derpaa til Helsingør, og paa en Færgebaad til Helsingborg, hvor han anholdtes som Pasløs, og udleveredes. Næsten alle Pengene fandtes hos ham. (Man ser heraf, hvor herligt det er at der nøje ved Grændser sees paa Passer, og glæder sig ovver, at der nu er Vagt ved Lapppen, hvor før saa mange snege sig ind og ud).

(Dagen 3. marts 1806)

Kulturlivet i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Svendborg d. 2 Sept. I Søndags d. 31 August vare adskillige af vor By og Omegn forsamlede paa Klubben for at glæde os ved igjen at høre vor lille Ven og Landsmand Mads Dams yndige Violinspil. Han er her i disse Dage i Byen for at besøge sin første Lærer og Opmuntrer Simonsen; en udvalgt Konsert levede vi os og vi vare ikke heller blevne skuffede, Kammerherre Jueel fra Thorsinge og hans Musisi assisterede; Begyndelsen var skjøn, men et græsseligt Uvejr trak op over Byen og rasede med en Heftighed, som selv de ældste Folk ikke vidste at erindre Mage til; dette forstyrrede Konserten, thi Lyn fulgte Lyn og Skrald paa Skrald hjenlød uophørlig, og de fleste droge derfor hjem. Uvejret varede til Midnat, her i Byen gjorde det ingen Skade, men i en Bondeby her i Nærheden afbrændte et Hus. 

(Dagen den 9. september 1806)

Uvejret trak tilsyneladende ind over hele landet, efter hvad man kan forstå af den efterfølgende vejrberetning.

Eedsaflæggelse. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling, som ved Hr. generalauditør Bornemanns Skrivelse af 3die f. M. er kommunikeret det borgerlige Artilleri Korps her i Byen, bekjendtgøres herved til Advarsel for andre modvillige, følgende under 27de Febr. sidstleden affattede og den 2den April næstefter i en Krigsret i Byen publicerede

Dom

"De af tiltalte Joseph Berridge i Dag ved Notarius i Krigsretten produserede Dokumenter, skjønnes ikke at kunne komme i nogen Betragtning til Befrielse for ham, men hvorimod af Raadstue-Protokollen, dels af hans Ansøgning af 3die December sidsteden, sees hans igjentagne Opsætsighed i ikke at ville aflægge den befalede Eed som borgerlig Militær her i Byen, eller engang har villet indgive Ansøgning om Befrielse for borgerlig militær Tjeneste, uagtet ham flere Gange af Magistraten gjorte Forestillinger derimod, og Advarsel om de ubehagelige Følger han udsatte sig for ved denne sin Overhørighed, men han har, skjøndt han forud i Raadstue-Samlingen den 5te Juli 1804 havde forbundet sig til inden 14 Dage at efterkomme det han siden nægter at opfylde, haardnakket vedbleven denne sin Nægtelse at aflægge Eden, med yttrende i berørte sin Ansøgning, at han før vilde rejse bort og forlade Landet end staae i nogen dansk undersaattelig Situazion, og saaledes ligesom villet kaste en ufordelagtig Skygge over den danske Nation, og gjøre sig uværdig til at leve i Samfund med den, da han dog har havt sit Ophold hos og i danske Borgeres Tjeneste her. Som tiltalte Joseph Berridge saaledes ikke har aflagt den befalede Eed eller gjort nogen Tjeneste ved det borgerlige Militaire her i Byen, skjønnes ikke at Sagen qvæstionis kan blive at paadømme efter Korpsets Reglement af 2den Marts 1805, som indeholder Bestemmelser af Straffe blot for dem som have aflagt Eed og forsee sig i Tjenesten, men at man maa udlede Straffen af Sagens Beskaffenhed selv, og følge Lovene uden for Reglementet; Thi kjendes for Ret: Tiiltalte Joseph Berridge bør i Annalogien af Lovens 6 Bogs 44 Kapt. 13 Act, 6 Bogs 9 Kapr 13 Act, Krigsartikels-Brevet 44, og Forordningen af 27de September 1799 § 2, at forevises Hans Majestæt Kongen af Danmarks Rigere og Lande, og rømme samme inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Publikazion under Adfærd efter Lovens 1ste Bogs 24 Kap. 16 Act.

Således dømt ved en eedsvoren Krigsret i Helsingør den 27de Februar 1805.

Hauch. Beyer

Tilligemed den paa forestaaende Dom under 29de i f. M. faldne kongelige allerhøjeste resoluzion saa lydende:

"Joseph Berridge skal for sit bragte Forhold og Overhørighed mod de gjeldende Anordninger og givne Befalinger, samt mod Vor allerhøjeste resoluzion af 9.de Nov. f. A. bøde halvtredsingstyve Rigsdaler til det borgerlige Artillerikorps i Helsingør dets Fond, samt inden fjorten Dage efter forestaaende Krigsrets Doms og Vor nærværende Resoluzions Publicazion aflægge den Troskabsed som indeholdes i Reglementet for ovennævnte Korps af 2 Marts 1804 dets § 2 under 1 Rdlrs Mulkt til Korpsets Fond, for hver Dag han bliver denne Befaling overhørig, hvilket Mulkt fordobles hver Uge, og inddrives ugentlig, da samtlige Bøder i Mangel af Betaling afsones efter Forordningen af 6te Desember 1743 § 15.

Givet i Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn den 29de Marts 1805 

(Dagen, den 19. april 1805)

Fangeflugt. (Efterskrift til Politivennen)

Da nogle Slaver var paa Arbejde paa Kbhvns Stadsgrav den 17de d. M. og de skulde forlade Prammen, hvorpaa de havde været, blev 2 af dem tilbage, stødte Prammen pludselig fra Land og styrede den ad den Side, der er Volden modsat, hvor de kastede deres Slavekjole fra sig og undløb. Uanset den Umage, som den medfølgende Gevaldiger gav sig, saavel for at hindre deres Undvigelse, som for at faa dem paagrebet igjen, kunde det dog ikke lykkes strax. Den ene af dem, som havde Jern om Halsen, var den her i Fyen vidtberømte Peter Lottesen; den anden var en indfødt Kbhvner ved Navn Laudenz.

(Dagen den 27. august 1805)

Helsingør Toldbodens vagtpersonale. (Efterskrift til Politivennen)

Da Hovedvagten ved Helsingørs Toldbod kun er en inspektionsvagt for Offisererne, der visse Tider om Dagen besøge samme, men iøvrigt overlades til den kommanderende Underoffiser, hvem altsaa Opsigten for og Nøglen til Toldbode[..]ns ny Stakitport er anbetroet, saa fandt den der vagthavende Underoffiser Natten eller Morgenen til den 1ste Aug. Lyst til at desertere og dertil at benytte sig af en Baad, som laae i Søen for Dræg paa den søndre Side af Byen. Ligefor samme ved Strandkanten havde en Skildvagt Post. Denne giver Underoffiseren selv Frihed til at vende tilbage til Hovedvagten. Han, glad over sin tidlige Afløsning, benytter sig af Tilladelsen. Derefter lukker Underoffiseren sig igjennem Toldbroporten, svømmer, med en Kniv i Munden, ud til Baaden, afskærer Drægget, bringer Baaden til Broen, og efter at have forledet en Tambour og en Piber til at følge med, sætter med en Aare og med Seil til ad Sverrig. Imidlertid havde en af Kvarantænevægtere, hvor tidlig det end var, seet ham tage Baade og afsejle. Denne faaer flere Færgefolk vækkede, og disse, forsynede med Skydegeværer etc. sætte efter dem og indhenter dem, før de kunde naae svensk Land. Nu sidde de i Arrest og forvente deres Straf. De ere alle 3 Danske.

(Dagen den 5. august 1805)

Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Om den besynderlige Adfærd af nogle Husmænd paa Hirsholms Amt, som i Dagen no. 98 er omtalt, har Udgiveren senere erfaret følgende Omstændigheder: For Amtmanden blev af Lieut. Frieboe paa Eskemosegaard anmældt at 6 af Birkerød Songs Husmænd vare komne i hans Gaard med store Knipler og megen Trudsel, for at bemægtige sig hans svenske Daglejere, og som de ogsaa slæbede af med til Hirsholm Amt, og opgave han tillige Navnene paa 3de af de Husmænd, som havde viist en saa ulovlig Fremgangsmaade. Ikke 5 Minutter efter Frieboes Anmeldelse kom en lignede fra Præsten Pral i Birkerød at 3de Husmænd vare komne i hans Gaard, hvoraf 2de navngaves og paa samme Maade vilde have bemægtiget sig hans Tjenestekarl, som ogsaa var Svensk, men har tjent her i Landet i 4 Aar til Fornøielse, hvilken de dog efter Mad. Prals overtalelse lode blive i Gaarden, men love at hente ham og flere inden faa Dage. Amtmanden beordrede strax de Navngivne arresterede og et Politiforhør over dem og hvem flere der opdagedes at have gjort Fællessag. Sagens Udfald vides ikke endnu.

(Dagen den 1. juni 1805)

En løjerlig Historie har man i Hirsholm. Egnens Husmænd, som selv alfor dovne til at arbejde uden for den meest opskruede Dagløn, ærgrede sig over, at Avlbrugerne overalt kappes om at antage Skaaninger, der, som fattige, i det mindste i et  Par Aar, arbejde mere for mindre Betaling. De raadslog hvad der var at gjøre mod dette formentlige Indgreb og Bønhaseri. Det faldt dem endelig ind at benytte sig af Lovene mod pasløse Landstrygere, vel vidende, at de fleste Skaaninger, som komme ind, have listet sig ud af Sverrig uden andet Pas end det kristelige fra deres Præst. En udvalgt lille Hær af Husmænd gik der for nogle Dage siden ud paa Jagt efter disse forhadte Passavnere. Men da de fandt det for umageligt at oppasse dem paa Landeveje eller ved Stranden, droge de til Præstens, hvor endel Skoninger arbejdede, tvang dem med Magt i Præstens Fraværelse til at følge med. Det samme gjorde de paa Kapt. Friboes Ejendom, og drev saaledes omtrent en Snes af disse Mennesker som Krigsfanger, ind i Hirsholm, hvor de begærede dem som Landstrygere arresterede. Fra hine Hirsbønder blev strax ført Klage over denne Vold, hvorpaa en Mængde Husmænd, som Formænd, bleve arresterede i Hirsholm. Udfaldet vides endnu ikke.

(Dagen 28. juni 1805)

2 Henrettelser på Øster Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

I Morges Kl. 6 blev Dugmagersvenden henrettet paa Østerfælled. Han gik rask, var klædt i hvide lange Buxer og Sko og hvid Trøje. Han besteg Skafottet hurtigt, hilsede paa Præsten med Artighed og gik hen til ham og tog ham i Haanden. Han vilde strax slenge Trøjen ned, men tog den igjen paa, da Præsten begyndte en Tale til ham. Ogsaa under denne vilde han atter, da han troede den var forbi, afklæde sig. Da Hr. Thye havde endet og givet ham Haanden, klædte han sig hurtigt af, hilsede ud til Tilskuerne og raabte: Farvel alle mine Bekjendtere, Farvel alle mine Venner! gjorde derpaa med sammenlagte Hænder en Bøn i et Par Minutter og lagde sig derpaa rask ned. - Hans hele Adfærd viste den største Rolighed, Ufrygtagtighed og Længsel efter at lide sin Straf. - Dennes Hoved sad allerede paa Stagen, da Styrmand Nissen kom Kl. 8. Han gik langsom, saa mindre bestemt, dog aldeles ikke ængstelig ud. Han var klædt i en graa Frakke og blaastribet Sømandsvest. Han besteg Skafottet langsomt, talede kun kort med Præsten, gjorde et Slags Bøn, lod Skarpretteren hjelpe sig af Klæderne, og rettedes. Begge Hovederne ere saaledes opsatte, at de vende imod hinanden. -- En uendelig Mængde Mennesker overvar disse Optrin, og den største Del af denne Mængde var Fruentimmer.

(Dagen tirsdag den 18. juni 1805)

Hovederne sad et par dage, Nissens blev nedtaget om onsdagen (19 juni) og marinerens om torsdagen (20. juni), ifølge Dagen lørdag den 22. juni 1805. 

Kaptajn Sølling. (Efterskrift til Politivennen)

Kommandør Sølling har nu opfundet en ny lystbåd i skabning og takkelage som hans lodsbåd, men inden borde forsynet med sådanne bekvemmeligheder som endnu intet fartøj hos os, måske ikke i hele verden, kan opvise. Der er et stort værelse hvori 16 personer kan sidde til bords, to nydelige passagerkamre, et skipperkammer, et stort køkken og et renligt og a?inkende lokum.

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 10. juli 1805)

De nye kanonslupper og kanonjoller har vist sig meget godt ved de prøver som gjordes med dem på reden og følte slet ikke skudden af deres svære 35 pundinger. 4 af dem, 2 slupper og 2 joller, går nu op til Norge, under kommando af løjtnant Hagerup. Kommandør Sølling ledsager dem på denne tur i sin skønne lystbåd. Uagtet de har små sprydsejl er det efter deres bygning ikke muligt for dem at sætte lige igennem Kattegat. Med den svenske regerings forudvidende løber de indenskærs langs med den svenske kyst. De skal ligge i Frideriksværn. - Til vinter rejser kommandør Sølling til England for selv at se de greatheadske redningsbåde.

(Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 16. september 1805)

I juli 1799 havde kaptajn Sølling til Fladstrand (Frederikshavn) fra England hjemført en engelsk sejlbåd som han ville til Norge med og lade bygge flere efter til norske lodsbåde.

Forsømmelig Vægter i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Formedelst at en Vægter i Ringsted ikke saae det han burde see, nemlig at en Bodegaaard afbrændte i Allindemagle Natten mellem den 14de og 15de f. M., der ikkun ligger en Mil fra Ringsted, er han dømt fra sit Embede, og mulig var kommen til at bære den spanske Kappe, hvis ej hans Alder og Sygdom havde virket Skaansel derfor. - Desværre har man i mange Stæder Vægtere der kun lidet ere skikkede til denne dog saa vigtige Post.

(Dagen den 16. april 1805)

Problemet med hvervningen. (Efterskrift til Politivennen)

Da de foregaaende Foranstaltninger mod fremmede Hvervinger i Provindsen Sønderjylland og Hertugdømmet Holsten ikke ere befundne passende nok, har Kongen igjennem det tydske Kanselli udstædet en ypperlig Forordning imod slige Hvervinger under 13 April d. A. Efter den er enhver, der hverver i bemeldte Lande, enten Indfødt eller Udlænding, forfaldne under Tugthus eller Fæstnings-Straf i fem Aar og derefter Landsforvisning for Livstid, uden Hensyn til hvem der havde sendt dem i dette Ærinde. Er Hververen indfødt, straffes han med tiaarig Tugthus, eller Fæstnings-Straf, og i Gjentagende Fald med samme Straf paa Livstid. Haard Straf er ogsaa bestemt for alle Medhjelpere, indfødte eller uindfødte. Ogsaa kongelige Undersaatter, der lade sig hverve til fremmed Krigstjeneste, straffes med Tugthus eller Fæstnings-Arbejde fra ½ til 3 Aar. Selv det blotte Forsøg paa et eller to Aar. Er Landet i Krig, straffes den Indfødte, der beblander sig med utilladelig Hvervning, som Landsforræder, og hans Medhjelpere som Medhjelpere ved Landsforræderi. Hverving er fuldbragt, naar nogen er antagen til fremmed Krigstjeneste, hvad enten han allerede er ude af Landet, paa Vejen derudaf, eller ikke, item hvad enten han har modtaget Haandpenge, Mondur, Lønning eller ikke.

(Dagen den 16. april 1805)

Træer. (Efterskrift til Politivennen)

I Hempels Avis findes følgende Udtog af en Besvarelse af det i Aviserne for anførte Spørgsmaal: om Lovene imod Nedhuggelsen af hele Strækninger gode friske tildeels unge Træer *) ere tilbagekaldte eller ophævede, især med Hensyn til Skovenes Udryddelse i Jylland og Fyen? Efter at have anmærket, at dette Spørgsmaal kommer, i det mindste for Jylland, 20 til 30 Aar for sildig, da der ikke er synderlig mere Skov at ødelægge, ledes Forfatteren til en anden vigtigere Beregning over Følgerne, naar den Kulde, som føles ikke kan bortdemonteres, og ønsker, at Skov-Forfølgerne maatte i Købstæderne og de usle og aabne Landsbohytter være Vidne til den Elendighed, der findes blant Flokke af Børn, som for ikke at forkomme af Kulde - blandt Syge og Gamle, hvis naturlige Varme er borte, og see den Urenlighed og forpestede Luft, som fremkommer, fordi mennesker ei kunne undvære deres egen Uddunstning, for et at stivne. Og til hvilke Sygdomme og Elendigheder kan slig en Levemaade ikke blive Anledning?

*) Saaledes arbejder Øxen endnu daglig paa at oprykke den sidste spæde Levning af den skjønne Marienlunds Skov nær ved Odense, og Ingen veed hvorfra han om faa Aar skal tage sit Brændsel, ei at tale om de ædle Øjeblikke, Vandringen gjennem Naturens Herrredømme tilbød saavel Mennesket som Digteren, hvis Begejstring saa ofte hentede Næring i Lundene - Melpomenes rolige hjem

(Dagen, 12. februar 1805)

Ildebrand i Sukkerraffinaderi. (Efterskrift til Politivennen)

Ved ildebranden paa Unionssukkerhuset udmærkede Redningskorpset sig meget. Man veed at dette bestaaer af borgerlige Artilllerister under Kommando af deres Over- og Underofficerer (denne Gang var det den anden Afdeling af Korpsets 4de Kompagni). Deres utrættelige Angstrængelser, hvorved de selv ved Gavlens Indstyrtning vare i stor Fare, og Kommandersergeant Uhrmager Petersen endog fik et Been af Led, var til saa stor Nytte, at ikke allene Interessentskabet i Sukkerhuset, men ogsaa senere Assurance Kompagniet har tilstillet Korpset en Erkjendtlighed til Uddelelse til de Artillerister, som havde Vagt paa denne frygtelige Nat.

(Dagen, den 5. januar 1805)

Der er sandsynligvis tale om sukkerraffinaderiet "Union House" som eksisterede 1771-1811. Det lå i Strandgade 48-50, senere udvidet til nr. 46-50. Det var oprettet af nogle af de rigeste plantageejere på St. Croix (Tuite, Macevou, Bourke) som havde erhvervet dansk borgerret og ansat William Chppendale som administrator. Sukkeret kom fra de slaveribaserede plantager. Efter at England havde besat de Vestindiske Øer, gik det tilbage for firmaet, og det lukkede i 1811.

Tallotteriets Trækning. (Efterskrift til Politivennen)

Een af de Ting, som en stor Deel af Kjøbenhavnere ikke værdige nogen synderlig Opmærksomhed, er Tallotteriets Trækning. Men interessant er det imidlertid dog for Menneskegrandskeren at betragte den. Dette Lotterie, som forhen blev trukket paa Raadhuset, trække nu paa Charlottenborg. En stor Stillads med et Telt over opreises lige udenfor Indgangen til Bygningen. Allerede nogle Timer førend Trækningen arbeider man paa Tilberedelserne. Fra Klokken tre samles efterhaanden alle Lykkens Candidater. Qvinder med deres forsultne Børn paa Armen, som forgjeves skrige, at de ere sultne, - thi deres Moder har offret de 8 sk., hun skulde kjøbt et Brød for, paa Lykkens Altar - staae foran Lykkehjulet og glæde sig allerede i Tankerne over den Ambe eller Terne, de ville saae ud. Dovne Lykkefristere, som ville leve godt uden at arbeide, staae med deres Sedler i Haanden, for i Øieblikket at kunne see, hvorvidt Fortuna er dem gunstig. Kjellinger, saa sorte som Caffegruus, hvoraf de have spaaet, hvilke Numere der skulle komme ud, fortælle og lade sig fortælle, forklare og udtyde Drømme. Anne Gertsen fortæller, at hun har drømt i Nat, at handes Mand havde et Par Støvler paa af - Ild, og dette betyder No. 24. - Hans Tydskers Kone har drømt, at Rundetaarn var bleven forvandlet til en eneste Butterdeigskage, som et heelt Regiment Italienske Conditore vare i Færd med at skjære itu for den Kjøbenhavnse Ungdom, og dette betyder No. 3 - Ole Smeds kone har drømt, at hun havde været paa Masquerade, hvor alle Masquerne vare klædte som Fleskeskinker og Faarehoveder, og bleve fortærede, og dette betyder No. 80. Disse Drømmere tale altsaa ikke om andet end om Drømme - om den Fadaise, som Mette har begaaet ved ikke at tage No. 15 i Wandsbek og den hun nu begaaer i ikke at tage No. 80 i Kjøbenhavn. - I nogen Frastand fra disse seer man andre Personer af mere Distinction. - disse beskyde ikke Lykkens Tempel med Lommepufferter som hine, men med Mørsere. De plyndre Casser for at kunne spille i Lotteriet. - Nu rykker der en Commando Soldater frem og slaaer en Kreds omkring Lykkehjulet, som omkring en Synder, der skal henrettes. Paukere og Trompeter forkynde Festens Begyndelse. En Opfostringshuusdreng, som en Time tilforn har havt blaa uldne Strømper og en grøn Vadmels Kjole paa, er nu klædt i Guld og Silke, og er et sandt Billede paa Lykkens underlige Nykker. Haabet - denne brogede Sommerfugl, - som gjøglende svæver for hver af de Tilstedeværendes Phantasie,  bærer sig her af som saa mange Store - det lover meget og holdet lidet. 90 Numere lægges ned i Hjulet og Musikken gjenlyder 6 Gange, førend den knipske og stundom ubillige Fortuna indfinder sig i egen Person. Der bindes et Bind for Øinene paa Drengen, fordi han, som den personificerede Lykke, maa og bør være blind. Nu trækkes 5 Numere, som for Publicitetens Skyld efterhaanden kastes ud iblandt Publicum, N. B. det Publicum, som næsten slaaer hinanden ihjel for at faae et Numer, for hvis Tilbagelevering der paa Lottocomtoiret betales 2 Mk. Haabet, som gjøglede saa meget for de Tilstedeværende, begiver sig nu paa Flugten - som omtrent ved Spidsrodløben - istand til at dæmpe de forsultne Børns Skraal og de i deres Forhaabninger skuffede Mødres Forbandelser. Hele Skarer trække nu bort med Fortvivlelse i Ansigtet og inderlig Fortrydelse i Hjertet over deres tabte Penge.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 44, den 30 April, 1804, spalte 693-696)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

Troen paa Hexerie synes nu paa visse Steder ligesom Jesuitterordenen at leve op igjen. I Haderslev Amt blev der nylig anholdt et Fruentimmer, der var bekiendt der i Egnen under Navn af den kloge Kone. Hun havde fortjent en Deel Penge og Korn ved at helbrede saavel Mennesker som Qvæg, der efter hendes Forgivende vare forhexede. Hendes Lægemidler vare temmelig simple: de bestode i at opramse visse Bønner, male nogle Tegn paa de forhexede Personers Døre, nedgrave Staal derunder etc. Hun er bleven dømt til at arbeide i Tugthuset et Aar, og hendes Tilhængere have nu begyndt at tabe Troen, da de see, at hun ved Aandernes Hjelp ikke har formaaet at afværge denne Straf.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 86, 24 september 1804, side 1372-1373)

Soldat afstraffet. (Efterskrift til Politivennen)

En Major her af Garnisonen saae forleden Dag i Grönnegade en afskediget Soldat sælge et pr. gl. Stövler og en gl. Stok, og da denne gav trodsigt Svar, fuklede han ham over Ryggen; herover gav Pöbelen sig til at forfölge ham; den kjække værdige Officer saae sig nödt til at gjöre Modværge. Forsamlingen var saa stor, at den blev ukjendt; men en Matros som flöjtede og forfulgte ham, blev anfaldt.

(Dagen, 27. juli 1804)

Religiös Forfald i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Man hörer ofte Klager over religiösitetens Forfald i Hovedstaden. Er denne Klage grundet, saa synes den at kunde föres endnu stærkere om Helsingör. Fra Katholicismen, som holdt sig der længere end i nogen anden Kant af Landet, synes Helsingöranerne at være faldne til en fuldkommen Indifferentisme. Hele Familier og en stor Mængde enkelte Personer leve der aldeles uden Dyrkelse, det vil sige, gaae aldrig i Kirke, nyde aldrig Sakramentet. En Rejsende gik nylig paa en Helligdag ind i den danske og siden den tydske Kirke under Tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 Tilhörere, og dog har Helsingör 6 til 7000 Mennesker. Hvilke Kulde  og hvor nedslagende for Præsterne der! Kan man da undres over den Skandal, at en der i 1792 oprettet Kirke allerede 1802 igjen nedlagdes, ja solgtes, og over den endnu större Skandal, at ingen bröd sig derom. Saavel Pastor Mourier som Pastor v. Gehren have nyligen paa Tryk tilbudet de Reformerte der deres gejstlige Tjeneste, men de havde vist sparet Umagen, hvis de havde kjendt Stadens Aand nöjere.

(Dagen, 23. juni 1804)

Rosenborg Hauge. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Hauge ligner i mange Henseender det fordum saa berømte Eden. Saalænge Folk befinde sig her, ere de tildeels i en fuldkommen Uskyldighedsstand. Det eneste, de synde med, er maaskee Øinene. Haugen koster imidlertid Landet mange Penge, det vil sige, ikke at underholde, men som en Rede, hvor al Mode- og Glimresyge i Klædedragt udklækkes. Uagtet den besøges af Spadserende den hele Dag fra tidlig Morgen til sildig om Aftenen, saa lader Dagen sig dog her inddele i fire Perioder. Den første Periode begynder om Morgenen Kl. 5. Paa den Tid hører man Fuglene synge og qviddre, og seer hist og her imellem Buskene en eensom Nymphe, som har været saa heldig eller uheldig at komme for silde den forrige Aften til Udgangene. Hun anstiller philosophiske Betragtninger over Menneskenes Tilstand i Paradis og det paafølgende Syndefald. Henimod Kl. 9 samles Ammer med Børn, - Hypochondrister, som ikke gide være hjemme, - Dagdrivere, som ikke vide hvorledes de skulle dræbe de Dage, som de ikke kunne faae nok af. Denne Periode varer til omtrent Kl. 11. Da begynder der en ny, som maaskee kunde kaldes den politiske. Nu indfinder der sig drabelige Politikere med Aviser og andre courieuse Blade i Haanden. Her afgjøres, om Bonapartes Consulat skal være arveligt eller ei, - om Expeditionen paa Engelland skal udføres, - her fortælles, blandt mange andre vigtige Nyheder: "at den 1 Maji bleve de første Reier solgte i Kjøbenhavn", - her holdes Forelæsninger over den Europæiske Politiks Over- og Undervægt. - De Politiserendes Appetit gjør da i Almindelighed Udslaget i Sagen. Naar Kl. slaaer 12, vandrer Selskabet hjem, om der end ikke skulde blive noget af Expeditionen paa Engelland; thi man tænker her, hvad der er meget rigtigt, at man ikke bør forsømme sit Middagsmaaltid eller lade sin Appetit desertere for en saadan Bagatels Skyld. Nu forandrer Scenen sig igjen og den tredie Periode indfinder sig. Folk, som vel kunne blive kjede af Tiden, men ikke af den frie Luft, - Drenge, som ville sanke vilde Castanier, og Tjenestepiger, som ere vacante, samles efterhaanden. Bønderkoner og Goldammer med den nye Generation ved Haanden og ved Brystet vælte sig omkring i Græsset, Notabene der, hvor der er noget. Endnu er man her ganske ugeneret. Men endelig kommer den fjerde Periode, som er ganske forskjellig fra alle de foregaaende. Fra alle Kanter stimle nu de Spadserende til, i forskjellige Klædedragt, i forskjellige Hensigter, af forskjellige Stænder og af forskjellige Nationer. Med Natuglernes og Aftenens Ankomst nærmer der sig ogsaa et Slags Musik, som der bedre lader sig spadsere end danse eller nynne efter. Musicanterne tage Sæde i den saakaldte Cavaliergang, der, som hver Mand ved, just ikke altid besøges allene af Cavalierer. Hvad der foregaaer og hvad her underhandles om, det hverken kan eller bør der tales om paa Prent, nok er det, den kydske Maane er Vidne dertil, og det vilde den sandeligen ikke være, dersom man bar sig anderledes ad, end man burde. Imidlertid spadserer man op og ned i den cavaliermæssige Cavaliergang og indaander den Duft, som en velgjørende Vestenvind af og til hemmeligen fører over fra Gartnerens veltillukte og velbefæstede Blomsterhauge. At see og lugte Blomsterne selv, det skal, som man vil paastaae, kun være dem forbeholdt, der ville forsyne sig med en Bouquet, og denne Lykke nyde kun Damerne, naar de skulle staae til Comfirmation eller staae Fadder. Naar nu saaledes Elskeren med sin Elskede under Armen og Forretningsmanden efter fuldent Dagarbeide nyder den kjølende Aftenstunds Vederqvægelse, saa behøver midt i deres Glæde kun en Gartnerdreng at gjøre et Træk i Klokken, for at skræmme dem alle som Spurver ud af Haugen.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 47, 11. maj 1804, side 719-742)