Viser opslag med etiketten bønder (efterskrift). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bønder (efterskrift). Vis alle opslag

14 januar 2025

Et Pust fra gamle Dages Bondeliv. (Efterskrift til Politivennen)

Husflid, Brudeklæder, Haandarbejder og Kobbertøj.
En gammel Kro, der er som ete Museum.

Kisten med Brudeklæder - bagved det tærnede Hvergarnsskørt.

Det hænder en Gang imellem, at man ved et Tilfælde lige fra Hverdagen dumper midt ind i Eventyret. Saadan dumpede vi forleden paa en Cykletur ind i en gammel Kro. Strandholm-Bad, ude ad Køgelandevej, netop hvor Køgebugten begynder - altsaa nær ved Byens "egne Vinduer" - og befandt os pludselig til vor store Overraskelse i Stedet for i en moderne Krostue midt i et skønt, gammelt Bondeinteriør.

Ældgamle, kunstfærdigt udskaarne og broget malede Træ-møbler - paa Væggene blanke Kobber- og Messingting og Trætøj, der alle fortæller om Hjemmets Liv og Kvinden Gerning paa Landet i gamle Dage.

En Kvindes Undertøj dengang og nu.

Ejeren, tidligere Løjtnant fra de Næstved Dragoner, Hr. Holm, der nu i Sommer i 10 Aar har samlet de gamle Ting sammen, der gør han gode Kro til et helt kulturhistorisk Museum, aabner for den mægtige messingbeslaaede Dragkiste, og ethvert Evahjerte maa tage til at banke ved Synet af de skønne, gamle Broderier. Hvidsømmen, den Tid stærke, rene Hedebo, Sprangen. d. v. s. Traadene, der kunstfærdigt er pillet ud af det ægte Hørlærred, og Særke og Brudeskørter, som har smykket glade Brudepar, og som baade for hans og hendes Vedkommende er prydede med solide, syede Blonder. Hvilken Forskel paa Nutidens Dameundertøj - en fjerlet Haandfuld Silke med en spindelvævstynd Knipling, og disse tætte, stærke, hvide Lærredsting, hvis uforgængelige Blonder er syede Sting for Sting! Det er næsten som Symbolet paa to Tidsaldres Kvinder.

16 Tommer i Taillen.

Dér over den gamle Spinderok hænger et tærnet Hvergarnsskørt, hvilken Vidde - nok til to-tre moderne Kjoler - og det er saa stift, at det kan staa af sig selv; men dets Livvidde magter - - knapt 16 Tommer - ja, det kan vi ikke præstere i vor Garconnetid, men naar vi tænker paa Snørelivets Fiskebenskvaler, er vi glade derover - ikke?

Kobbertøj, Banketræ og den udskaarne Strømpebaandsvæv.


Kærlighed dengang.

Og hver Ting har sin Historie, den gamle Kobberpøs fisket op fra Bunden af Smidstrup gadekær, de smaa Kageforme, ogsaa af skinnende blankt Kobber - de er fra den berømte Jødetrine i Aarhus, det malede Banketræ, hvormed man slog løs paa Vasketøjet - Vaskebrædt kendtes jo ikke - endsige Vaskemaskiner - og dér hænger en kunstfærdigt udskaaren Træting, det er, fortæller Løjtnant Holm, en Sele- og Strømpebaandsvæv, den sad en forelsket Bondekarl og skar ud her ved Bilæggerovnen i de lange Vinteraftener og forærede den til Pigen, han elskede - som dog tog en anden.

- - En Tur gennem den gamle Have med de 30 Løvlysthuse, ud ad Badebroen, den længste i Danmark, til Badeanstalten, en Svømmetur i Køgebugt blaa og historiske Bølger, paa Cyklen, i Bilen, og ind mod Byen - en Oplevelse, et Eventyr rigere! Gunver

(B. T. 8. juni 1925).


Løjtnant Johannes R. Holm og Agathe Holm åbnede i 1915 kroen Strandholm Bad. Den lå overfor Avedøre Flyveplads udenfor Vestvolden. Det var en afholdskro indtil 1917. Medbragt mad kunne også nydes. Udover kroen var der en badeanstalt og det omtalte privatmuseum. Den bestod af løjtnantens dragongenstande og effekter fra bondelivet. Den messingbeslåede dragkiste var fra 1801. Badebroen var 400 meter, dengang Danmarks længste. Sikringsstyrkede benyttede den under 1. Verdenskrig til deres daglige formiddagsbad. Om sommeren kunne der være omkring 1600 besøgende. Til dem var opført 50 skyggefulde løvlysthuse. Blandt de besøgende var bl. a. den senere Frederik 9., prins Viggo, prins Aage samt kendte forfattere, kunstmalere, skuespillere, præster, læger, journalister, kontorfolk og handlende.

Strandholm Bad skiftede senere navn til De Gamle Stuer. De blev overtaget af Sigurd Harksen i 1950. Han tilførte samlingen sit eget materiale: knap 8.000 snurrepiberier, skibsmodeller, almueredskaber, smykker og meget mere og samlingen nåede op på omkring 10.000 genstande. Konen Eva Harksens opskrift på æggekage blevinkluderet i en tysk kogebog. Hendes motto var "Det er med æggekage som med ægtemænd – behandles de forkert, bliver de flade og kedelige".

Badebroen forsvandt. Sigurd døde 1957, og blev videreført af Eva indtil 1970, hvor hun solgte såvel samlingen som De Gamle Stuer. 

14 december 2024

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.
Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

08 oktober 2024

Det primitive Liv, hvortil vi skal tilbage. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Landmand fortæller om den tarvelige levevis for et par menneskealdre siden.

Niels Jensen er det ligefremme Navn på en gammel bondemand, som vi opsøger for - som Afslutning paa vor lille enquete om det primitive liv, vi nu skal vende tilbage til - at høre lidt om, hvordan livet paa Landet - i de jævne Bondehjem - levede Livet i gamle Dage for et Par Menneskealdre tilbage 

Niels Jensen bor i udkanten af Roskilde, i et pænt Hus inde i en Have. Men han har ellers, helt siden han "blev Mand" haft en gaard i landsbyen Vindinge, en halv Mils Vej Øst for Roskilde.

Det er ikke, fordi Niels Jensen er saa gammel. at vi netop gaar til ham, han er kun lige passeret 70. Men han er en af dem, der kan huske, og en af dem der kan fortælle.

Et kig ind i de gamle stuer

- Hvordan så det ud i sådant et gammelt bondehus da De var dreng? spørger vi.

- Tja, siger Niels Jensen, det var jo det samme alle steder. Der var tre stuer, men kun den ene af dem brugte man til daglig. Der sov man om natten, og der spiste man om dagen. Henne foran Vinduerne var der en lang bænk, og foran den et bord med flere Bænke omkring. Saa var der som Regel en bornholmer og et lille Hjerneskab og tit et andet lille Skab som man havde Medicinflasker og den slags i. Og son var der for festen de to store Himmelsenge med forhæng for.

I "Mellemstuen" var der et bord og et Par Stole og gerne en Seng som man brugte. naar der kom fremmede. Stolene var naturligvis ikke polstrede, og i mange Aar kendte man ikke til Sofa og den Slags. Det kom jo til i de senere Aar.

Endelig var der "øverstestuen",der var den største af Stuerne, tre eller fire fag. Der var Klædeskabe og Kister. men ellers ikke noget. Gulvene var allesammen hvidskurede og i Dagligstuen var der strøet sand på.

Spegesild, fedtebrød, grød, kål og suppe.

- Hvori bestod kosten i de dage?

- Vi fik skam noget godt at spise, kan De tro. Men der var jo ingen flotheder. Om morgenen begyndte vi med spegesild og fedtebrød og bagefter en kop kaffe med et stykke brunt sukker.

Kl. 9 fik vi , Halvmiddagsmad". Det var Fedtebrød og enten Ost eller Kød. Og Kl. 12 fik vi Middagsmaden, grød , Kål, Suppe. Kærnemælksvælling og den Slags. Lidt længere tilbage, kan jeg kan huske, var det mest Grød og Mælk. Nogle fik vi det 21 Gange om ugen!

Til "Midaften" - det. de nu kalder Vesperkost her på egnen - fik vi Brød og koldt Flask Fedt eller Stegeflæsk. Men aldrig Te. Det kendte vi slet ikke noget til. Det var en hel Luksusartikel dengang.

Saa var der Nadveren. Dér fik vi gerne Mælk og grød, og det var ikke centrifugemælk, men god, håndskummet mælk. 

En lang arbejdsdag.

- Vi stod op ved 4-5-tiden om sommeren. Om vinteren noget senere. I regelen arbejdede vi så til klokken 7:30 om aftenen, men høstens tid blev vi ved til den var både ni og ti. Det fandt de allesammen i orden, både karle og piger; men så blev der jo også sat gammeløl på bordet når de kom hjem. 

En karl fik omkring ved et halvt hundrede daler om året - i penge vel at mærke. For desuden fik han nogle alen vadmel til tøj, nogle alen lærred til skjorter og en to-tre pund uld til hoser.

En pige fik 25-30 daler og også en del lærred og uld, lidt hvergarn til kjoler og lidt til vadmelsskørter.

Der var ikke noget at slå om sig med, hverken karle eller piger; men det var heller ikke nødvendigt. Der var såmænd ingen der savnede det. Om aftenen sad de jo allesammen i stuen sammen med husbonden, man spiste ved samme bord, ja af samme fad, og standsforskel kendte man i grunden ikke noget til. Det lå også i, at det var trange tider for landmændene. Arbejdere og arbejdsgivere var omtrent lige velhavende.

En glad aften med dans, musik, brændevin og tobak for 33 øre.

Der var ikke mange fornøjelser og adspredelser. Men vi morede os godt - og det var billige fornøjelser. Det gik gerne til på den måde at en tre fire karle fik ordnet et gilde som blev holdt rundt omkring på gårdene efter tur. Drengene betalte 8 Skilling og Karlene en Mark. For de Penge fik man Sal og Iys og Musik - - det var altid en Violin - og endda Brændevin og Tobak. Cigarer saa man aldrig paa Iandet.

Saa havde man jo også de store Gilder, Brylluper og Begravelser. Brylluperne varede i to-tre eller fire Dage, og der var vældig Balfaldera. Men det kostede ikke ret meget. Man fik gerne Sødsuppe og Steg, aldrig mere end to Retter. Ved begravelser var risengrød og klipfisk de faste retter.

Tøjet vi gik i, lavede vores mor selv. Til daglig gik mændene i en ufarvet vadmelstrøje og lærredsbukser. Til finere Brug havde man Hvergarnstøj og farvet Vadmel; men altsammen var det stærkt og solidt, og det kostede ikke meget.

Dengang lavede man jo saa at sige alting selv paa landet. Vi var uafhængige af alle Mennesker undtagen Smeden. Vi bryggede selv vort Øl, kærnede selv vort Smør - men vi spiste det ikke, det blev der ikke Raad til; vi brugte Fedt i Stedet - og vi ud forte også alle Reparationer selv. Dyrlæge og Doktor kendte vi heller ikke til. Det skulde være galt før man greb til det. 

Mere arbejde, mindre løn og dog mere tilfredshed.

- Hvad synes De om den forandring der er sket i de senere år i hele levemåden på landet, spørger vi til slut Niels Jensen.

-- Jo, svarer han, der er mange Ting, der er blevet bedre. Det må vi ikke glemme. Men der er bare ingen tilfredshed nuomstunder. I gamle dage var folk altid tilfredse, man kendte ikke til utilfredshed.

De drenge vi fæstede, når de var konfirmeret, beholdt vi som regel til de skulle i tjenesten, og de voksne karle blev hos os til de skulle giftes. Der var ikke noget med at flytte rundt hvert halvår eller hver måned som nu. Og hele forholdet mellem mand og tjenere var helt anderledes dengang. Vi var i grunden som en hel familie.

- - -

Det var, hvad den gamle landmand fortalte om de dage da man praktiserede Nøjsomheden og Sparsommeligheden ti! de yderste Konsekvenser fordi man var nødt til det.

En og anden vil sikkert mene at de livsformer, Niels Jensen har skildret, ikke var de værste at få tilbage.

Kr. J. 

(København 21. marts 1922)

04 januar 2023

Hvor blive de smaa Jordeiendomme af? (Efterskrift til Politivennen)

Iblandt de Midler, som ere bragte i Forslag til Forbedring af Landarbeidernes Stilling, er neppe noget saa grundigt som det at skaffe dem Jord. Kunde en Arbeider faae saa megen Jord, at han derpaa kunde holde en Ko eller, hvis han ikke kunde naa saa højt, saa dog til et Par Faar, eller endog kun til et Par Geder, hvilken Velsignelse vilde det ikke være idetmindste for den ædruelige og stræbsomme Mand? Thi uden disse Egenskaber vilde han neppe ret lange nyde godt deraf, og Jorden vilde snart falde ud af hans Hænder. Men hvorfra skulde disse Jordstykker komme? Man har trukket Vexler paa Præstegaardsjorderne, og skjøndt mange af trassenterne uden Tvivl have ganske andre Motiver end statsøkonomiske eller philanthropiske, var det dog nok tænkeligt, at der kunde komme Noget ud af en saadan Plan, naar man først fik overvundet de Vanskeligheder, som vilde være forbundne dermed, og det saa ikke kom til at gaae med disse Jordstykker som med de Smaaeiendomme, der oprindelig have været bestemte for Arbejdsklassen; thi er denne Betingelse ikke tilstede, saa maa man hellere lade hele Sagen falde. Som bekjendt blev der nemlig ved Udskiftningen for hver Gaard, som blev udlagt, i Reglen tillige udlagt en Huuslod paa nogle Tønder Land. og Gadejorderne bleve deelte i mangfoldige Smaalodder, Laver eller Vænger, som bleve lagte til de saakaldte Gadehuse, og som ved den nye Mattikel blive ansatte til nogle Album eller Fjerdingkar Hartkorn. En stor Deel saavel af hine større som af disse mindre Huse existerer naturligviis endnu, men mangkoldige ere i Tidernes Løb gaaede tabte. Hvor ere de da blevne af? Bønderne har taget dem - det vil da sige imod fuldt Vederlag. Og hvo kan vel fra deres Standpunkt undre sig herover? En Huuslod paa nogle Tønder Land, umiddelbart op til Gaardmandens Mark, bliver tilfals. Ingen kan have saa stor Fordel deraf som han da han kan dyrke den med den samme Arbeidskraft, han allerede har, saa at hele Udbyttet deraf omtrent bliver Netto. Han kjøber den altsaa og lægger Jorden ind under Gaarden, og leier saa Huset bort. Eller et Gadehuus med nogle Skjæpper Land kan faaes for Penge. Det interesserer Gaardmanden at faae dette Jordstykke. Saa kjøber han Huset og bærer sig ad paa lignende Maade. Og troer man, at saadanne Transactioner kun sjeldent finde Sted, saa vil man uden Tvivl forbavses ved at høre, at der i den Sogneraadskreds, hvori Meddeleren heraf har Bopæl, af nogle og halvfjerdsindstyve Huse med Jord ere gaaede ikke mindre end fireogtredive og af nogle og tredsindstyve Gadehuse et Antal af sexogtyve tabte ved at sammenlagges med større Eiendomme eller, hvad der undertiden skeer, ved at forbindes med andre Huse, men hvorved de i ethvert Tilfælde falde ud af Arbejdsklassens Hænder. Føies nu hertil, at der af den store Mængde Parceller som nogle Aar tilbage bleve udskilte fra Gaardene, ere i samme Kreds ikke mindre end femogfirsindstyve, hvoraf dog nogle have været særskilt bebyggede og dyrkede, i de senere Aar forenede med større Eiendomme, saa vil det vare klart, at Præstegaardsavlingerne kun vilde give et daarligt Æqvivalent for alle disse Jordlodder, som med stedse større og større Graadighed opsluges af Bønderne, der naturligviis inden kortere eller længere Tid ogsaa vilde komme i Besiddelse af Præstegaardsparcellerne, medmindre disse bleve belagte med et særegent Baand. Mon der dog ikke kunde sættes en Stopper for denne Forsvinden af Huuslodderne? Før det skeer, er enhver Speculation over at skaffe Jord til Arbejderne aldeles ørkesløs, 

Hvorledes Leiehusene paa disse Lodder blive benyttede, om navnlig Forordningen af 28de Mai 1848 bliver bragt i Anvendelse, derom en anden Gang; men det vilde vistnok i høi Grad være i Indsiddernes Interesse, om der engang blev seet ind til dem.

c.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1877).

23 december 2022

Samsø. (Efterskrift til Politivennen)

Koldby paa Samsø den 11te September 1876. Hr. Redaktør! Naar Deres Magt ud over Vandene? Hvis saa er, saa tillad en stakkels Øboer at tolke Dem sin Kvide, for saa var det jo dog muligt at De kunde, om ikke afhjælpe saa dog lindre den, og Lindring trænger vi virkelig haardt til her i mange Forhold. Jeg skal forsøge at give Dem et Billede af Forholdene, som de er, og jeg er vis paa at De vil give mig Ret.

Man skulde tro - og jeg tror da ogsaa, at det almindeligvis bliver troet - at det var langt lettere for Smaafolk at komme ud af det paa Landet end i Byerne, men dette er ingenlunde Tilfældet: tværtimod kan jeg med frelst Samvitttighed forsikre Enhver, som endnu maatte svæve i denne, at det er langt værre - i al Fald for vor Øes Vedkommende. I Byerne kan da den Fattige faa at købe, naar han har Penge; her skal man tigge et, selv om man staar med Penge i Haanden, og saa kan man dog risikere i det fleste Tilfælde alligevel at faa Nej. Faar man hvad man ønsker, kan man i alt Fald være vis paa at faa at føle, hvor stor en Tjeneste her vises En. Alt dette vilde have været meget forstaaeligt, dersom vor Ø var befolket med Mennesker, hvis Evangelium var: "Enhver er sig selv nærmest"!, - ja, saa vilde det endog have været halvt om halvt tilgiveligt, men dette er saa langt fra Tilfældet, hvad Enhver let vil indse, naar jeg siger, at "Den indre Mission" her har en meget stor Menighed, som selv tror at være hellig, og gerne vil have andre Dødelige til at tro det samme, og det kan være, at den ogsaa fik dem til det, naar den kunde faa Teori og Praksis til at falde lidt bedre sammen end Tilfældet er; for Tiden er der neppe en Eneste der tror paa deres Hellighed - ja, jeg har en ikke ringe Tvivl om, at de selv tror derpaa; men flittig i Kirkegaarde, gudelige Bøger, Skrifter og Blade læser de, og til dito Forsamlinger trasker de og - hvad kan man saa forlange mere? Om de da lige oven paa lukker baade Hjerter og Døre for en Trængende, det siger intet. De Bibelsteder, som handler om Pligterne mod Næsten, kan læses paa mangfoldige og uden Tvivl "fortolkes" og forstaas paa endnu flere Maader, men hvorom Alting er: Humbug er det med Helligheden her, det kan jeg bevise med uigendrivelige Fakta. Der er et Sted her paa Øen en Præst, - en meget ungdommelig for Øvrigt - som selv tror at være en af de helligste, og da han gør sig al tænkelig Umage for ogsaa at vise praktik, at han er det, skal jeg ikke undlade at fortælle et Par Eksempler fra en af vore Nabobyer, som da de er almindelig bekendte, ej heller har kunnet undgaa at komme mig for Øre Et ungt Menneske havde ladet sig tegne til Altergang, og kom i Kirke med et Par Sko paa, som var temmelig smaa til ham. Han følte Trykket hele Tiden, men værst da han stod oppe for Alteret til Skriftemaal. Han stod, som Følge deraf, af og til og løftede Foden lidt fra gulvet, naar han ikke længere kunde udholde al staa paa den. Dette opdager Præsten, og hvad gør saa den Guds Mand? Han kalder uden videre Mennesket ud af Kirken, og holder en lille privat Prædiken for ham, hvis Indhold gaa ud paa, at Vedkommende er uforberedt og derfor uværdig til at gaa til Herrens Bord". Se det kommer der ud af at gaa til Alters med for smaa Sko! At det vakte en stor Opsigt, er en selvfølge; det gik jo fra Mund til Mund, at Præsten havde vist En ud af Kirken og den Forargelse, Præsten formodenlig vilde forhindre Vedkommende i at give, den fremkaldte han selv i en meget forstærket Grad.

Sin Embeds iver viste han ogsaa en Dag ved at gaa ind til en Pige, som havde - hvad saa Mange før hende har - født et Barn udenfor Ægteskab og ligeledes holde en Tale til hende, han synes i en særlig Grad at sværme for saaledes at befinde sig i en téte a téte med "de vildfarende Faar i af hans Hjord"), hvori han lod hende vide, at det Barn hun havde bragt til Verden, "født i Misgerning", var et Djævelens Barn og indviet til Fordærvelse fra Fødselen: udtordnende Himmelens Vrede over hende og alle ligesindede og mere af samme Surdejg.

En anden Præst herovre er ikke stort klogere. En Dreng, som af Naturen har en daarlig Udtale, havde naaet den Alder, da han skulde konfirmeres, og han meldte sig derfor hos Sognepræsten, der imidlertid erklærede ham for - gal (!), idet han sagde, at han ikke kunde blive indindskrevet; "der gaar en Tosse paa Byens Gader, gaa Du hen at holde ham med Selskab" - og det var en Præst, der sagde det! Forældrene lod sig naturligvis ikke nøje hermed, men søgte Højestt Vedkommende og Drengen, der kan sin Religionslære (som i vor Tid er det Væsenligste) fuldkomment, er nu indskrevet til Konfirmation hos Præsten i et andet Sogn og her var Drengen klog nok.

Se, det er en Prøve paa aandeligt Despoti. Et Despoti af en mere materiel og derfor ogsaa for os materielle Mennesker rædsommer Art skal jeg nu give et Billede af. 

For en Del Aar siden gik der igennem alle Landets Blade en Beretning om et sandt Triumftog, som et Besøg, Grev Danneskjold aflagde her, var udartet til, idet Beboerne var taabelige nok til at modtage Eksecllencen omtrent som man vilde have modtaget en Konge i den gode gamle absolutistiske Tid, formodenlig i den forfængelige Tro derved at gøre sig ham "bevaagen"; men de yar faaet Kærligheden at finde. Han ikke alene holder vedblivende paa den Respekt, der en Gang er vist ham, men gan yar endyderligere befæstet og udvidet den ved at sende Øen og dens Befolkning en Plaaeaand, som vist i al Mageligbed vi kunne taale en Sammenligning med de velbekendte ægyptiske, og det i sin Søns Skikkelse. Den danneskjoldske Slægt har det Fortrin for andre "ædle" Slægter, at den har Lov til at klæde sin Kusk i rødt Livre - det her omhandlede unge, haabefulde Skud paa Familiens Stamtræ har uden Tvivl faaet dette Fortrin udvidet saameget, at han har Lov til at bære rødt Skæg, i alt Fald er han begavet med et saadant, som her i Folkemunde har forskaffet ham Navnet "den Røde". Her paa Øen er der et Forhold, som skal være enestaaende her i Landet: at Byerne med Gaarde og Huse er fri Ejendom, medens deres Tilliggende kun er Fæstejord: dette ejendommelige Forhold fik en Jurist til at rode op l de gamle Dokumenter, som findes i Arkiverne, Jordegodser vedrørende; og hans Undersøgelser bragte ham til det Resultat, at ikke alene Byerne, men ogsaa den hertil tilliggende Jord var Selvejendom; man tovede ikke med at rejse herover og fortælle os Øboere om denne sin Opdagelse, og tilføjede, at hvis vi vilde lægge Sagen i hans Haand, saa vilde han paatage sig at saa denne vor formentlige Ret igen bragt for Dagens Lys og fuldt anerkendt, og vi var letsindige nok til at tro, at vi kunde vinde en Proces fra vor Lensherre. Vi tabte den naturligvis, hvorved, hvorledes og ved hvilke Forudsætninger har jeg aldrig kunnet gøre mig rigtig tlart; men Hovedsagen er: vi tabte den. For havde Greven villet sælge Bøndergodset, nu havde han betænkt sig, hed det, nu kunde Ingen mere faa at købe, men alligevel blev det saakaldte Arvefæste bragt i Stand hvorved han gar faaet Afgiften skruet saa højt op, at Mange nødes til at stille sig ved Jorden, fordi de ikke kan bestaa ved at beholde den, men gaar det saaledes med Gaardmændene, saa kan De vel tænke Dem, hvorledes Stillingen er for Husmændene, som skal leve af at arbejde for disse. Den By, der ligger nærmest ved det grevelige Herresæde, Brattingsborg, er da ogsaa nu fuldstændig ødelagt, idet Gaardmændene der ikke kan faa Jorden til Arvefæste, men mister den, saasnart de udelukkende ældre Folk, som nu sidder for det, er døde, og hvad er en Gaard uden Jord værd? Den er jo ikke til Andet end Nedbrydning. Derfor, da Størstedelen af Byen for nogle Aar siden brændte, foretrak en Del Gaardmænd alt den Gang at blive il Husmænd, og mange Flere vilde følge efter, men hvorledes en Landsby, uden Jord vil kunne bestaa, er ikke godt at vide. Allerede m er det ikke til at opdrive Mælk eller Fløde der, og værre vil der gaa siden, i en Landsby uden Jord er omtrent det Samme som en Købstad uden Handel og Industri. Ude paa den samme Bys Mark. den saakaldte "Ørby-Fælled", er der en Del Huse, hvert med saa megen Jord, at de kan holde en Ko; "den Rødes" nyeste Bedrift har været i disse Dage at opsige disse Husmænd: i Løbet af 14 Dage er de Pligtige til at nedbryde deres Huse og flytte dem, hvorhen det maatte behage Hans Ekscellence at anvise dem Plads, hvilket denne Gang er blevet Pokker i Vold i en Ravnekrog helt ude ved Havet, og hvor mange 14 Dage deres eventuelle Huse faar Lov til at staa der, det maa Guderne og "den Røde" vide, ti paa et blot og bart øjeblikkeligt ondskabsfuldt Lune af ham, er det deres Pligt, naar han byder, igen at dømme deres Hjem til Nedbrydning, men hvilke altødelæggende Tab de Vedkommende derved lider, det tror jeg det ufornødent at forklare: Enhver, som vil gøre sig den Ulejlighed, at tænke over Sagen, vil selv let fatte det. Som han ruinerer Husmændene der, saaledes gør han Miner til at ødelægge dem overalt, saa vidt hans Magt rækker og herovre rækker den langt, altfor langt. Han fik forleden Aar den Ide, at ville have en Rende, hvori der flød en Bæk, udvidet til en Kanal, men han vilde have dette - efter vore Forhold - kæmpestore Arbejde udført uden nogen Udgift for sig, og som "Fanden altid hjælper Sine", saaledes har han ogsaa her en eller anden ham velvillig Djævel hvisket ham Midlet i Øret. Han lod sit Øje med Vejbehag hvile paa Husmændene i den By, paa hvis Jorder Renden fandtes, og skønt alt Hoveri ved Lov er afskaffet, tvang han dog disse - Husmændene i Brundby - til i Frost og Kulde i Ventre i Træk, ialt i 40 Dag -, Paa egen Kost og uden hverken Tak eller Betaling at grave ham den ønskede Kanal; det var en frivillig Sag, sagde han: Enhver, som ikke vilde, kunde godt lade det være; "men - føjede han til - skulde der iblandt Jer være en eller anden Tværdriver, som ikke vil grave, saa er hans Lod ham fra i Dag opsagt!" - Hvad skulde de arme Mennesker gøre? Enhver, der har en Lod, hvorpaa der kan holdes en Ko og nogle Faar, vil - det er saa indlysende, at jeg ikke tror det behøver nogen nærmere Forklaring - gerne beholde den, især i vor Tid, da det er saa saare vanskeligt for Smaafolk at faa, hvad de behøver til Livets Ophold, og der var herfor ikke Andet for end at krybe til korset og gøre de omtalte 40 Dages Hoveri paa egen Kost paa en Tid, da de haardt kunde trænge til at virke for dem selv og deres Familie. Men nu paaskønner ogsaa Greven det store Offer, de har bragt ham. "Denne ædle, højhjertede Ætling af en ædel, højhjertet Slægt", som der uden Tvivl vilde have staaet i "Dagens Nyheder", viste sig her "det ædle Blod", som flyder i hans Aarer, fuldstændig værdig, og hver den, som hidtil havde tvivlet om hans "Sjælsadel", maatte absolut blive overbevist derom, naar han fik at vide, at hans Ekscellence har i Sinde at belønne de omtalte Husmænd ved at forhøje Afgiften af deres Smule Jord til tre Tønder Byg, foreløbigt - giver de saa ikke Afkald paa Jorden, nu, saa kan denne Afgift jo altid yderligere forhøjes, saaledes at de til Slutning til Løn for alle deres Anstrengelser dog vil blive nødt til at give Afkald paa Lodden, og om det er gaaet her, saaledes gaar det over hele Øen. Nord paa Landet er der gravet en lignende Kanal under selvsamme Forhold. 

Der er i vor Tid og i vort Land udbrudt en hel Erindringsgave- og Mindesmærke-Epidemi, - Medailler og Ordener vil jeg nu slet ikke tale om: skulde denne en Gang naa et saadant Omfang, at der ogsaa skulde blive Tale om at rejse et Minde for den "røde" Grev Danneskjold-Samsø (gift med Grev Frijs's Datter), saa har vi nok en gammel "adelige" Mindestøtte liggende paa Tøjhuset; den kunde her komme til fortjent Anvendelse. Det vilde i alt Fald være ønskeligt, om den Ulykke og Ødelæggelse, han her bringer over en hel Øs Befolkning, en Gang tidlig eller sent maa blive belønnet efter Fortjeneste.

Hvis De vilde tillade mig, Hr. Redaktør, til Slutning at omtale vort Postvæsen med et Par Ord, skal De have Tak, ti ogsaa ved dette klæber der store Mangler, navnlig for Brevsamlings-stedernes Vedkommende. Hvorledes det gaar med de Breve, som vi sender bort, skal jeg lade være i sagt, men med dem, vi modtage, gaar det alt Andet end net til; jeg ved bestemt, at der er Mange, som modtager Breve, der synes at "have været læst før", og hvis disse Linier kunde bidrage til, at vor Postmester, som uden Tvivl har for stor Tillid til sine Undergivne, vilde have et vaagent Øje med disse, saa at en saadan "Behandling" af Brevene for Fremtiden kunde undgaas, vilde det upaatvivlelig glæde mange Flere end 

Deres ærbødige
Samsinger.

(Social-Demokraten 17. september 1876).


Der er formentlig tale om lensgreve Christian Danneskjold-Samsøe (1800-86). Han var 1867 blevet gift på Frijsenborg med komtesse Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897). 

Hohlenbergs Eftf.: Danneskiold-Samsøe, Christian Frederik (29.4.1838-3.7.1914) lensgreve, godsejer, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den "Røde" kan være deres søn Christian Frederik Danneskjold-Samsøe, (1838-1914). Han efterfulgte sin far 1886 i besiddelsen af grevskabet Samsøe og som overdirektør for Gisselfeld kloster. Han var medlem af 1887 landstinget 1887-1906 hvor han var loyal overfor J. B. S. Estrup og Højre. Han var gift (1867)  med Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897).

21 december 2022

Hvorvidt ere vi naaede? (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift bringer den af Folketingsmand Berg udgivne "Frederiksb. A. Av." en Række Artikler, der retvende adskillige sociale og politiske Problemer, som "de to Digtere", d'Hrr. Ploug og Bøgh, i deres respektive Blade ere komne paa tvært for. De nævnte Herrer have fundet hinanden i en almindelig Sorg og Harme over Arbejderklassens Fordærvelse og Bondestandens moralske Forfald. De ere enige om. at Sædeligheden udenfor den lille Flok, der endnu hører Højre til, er i betænkelig Tilbagegang, og at kun en kraftig revsende og rensende Virksomhed fra de "bedre" Klassers Side vil kunne stemme op for den onde Strøm. Om Bondestanden hedder det særligt, at dens uventede og uvante gode Kaar snarere have gjort ondt værre, ved at afføde det Hovmod, der næsten altid skæmmer udannede Velhavere." Hertil svarer det nævnte Blad:

"Der klages over Bondestandens Misundelse mod de andre "Stænder", men vi skjønne ikke rettere, end at der en ikke ringe Portion af Misundelse i den Gnavenhed, hvormed de andre "Stænder" omtale Bondestandens "uventede og uvante gode Kaar", og denne Gnavenhed faar et ligefrem modbydeligt Udtryk, naar det tilføjes, at de gode Kaar snarere have forstærket de nedarvede onde Følelser ved at afføde det Hovmod, der næsten altid skæmmer udannede Velhavere Talen om "de gode Kaar" er meget overdreven. Vel ere Ejendommene stegne i virkelig Værdi ved den forbedrede Agerdyrkningsmaade , og i Pengeværdi paa Grund af Metallernes Dalen i Pris, men man glemmer, at dels ere Driftsudgifterne ogsaa stegne meget betydeligt og dels paahviler der Bøndergaardene de betydeligste af de offenlige Afgifter. Hartkornsskatten, ofte 3 meget trykkende Tiender, Landgilder, Godtgjørelse for Hoveri og deslige, de overordenlig stærkt tiltagende Amts- og Sognekommuneafgifter tynge, ved Siden af en tilsvarende Andel i den store Toldskat, langt stærkere paa Landbobedrifterne, end vore kjøbenhavnske "Digtere" have Begreb om, oq vel har alt dette kunnet bæres i de gode Aaringer, vi have hast, og endda som Resultat vise god Fremgang, gjennemsnitlig taget; men hvem borger os for vedvarende gode Aar? Hvorledes vil den daarlige Høst i Aar, hvor den forekommer, ikke volde store Vanskeligheder? Det være nu dermed, som det vil, saa forstaa vi lige saa lidt, hvorledes Bøndernes "gode Kaar" er noget for os andre at blive gnavne over, som vi kunne begribe, at alle de slette Egenskaber, der tillægges dem, kunne staa i nogen Forbindelse dermed. Vi indrømme, at ogsaa vi have truffet paa hovmodige Bønder, paa overdreven Nydelseslyst og en Pyntesyge, hvoruder Uvidenhed og Interesseløshed for Livets aandelige Goder have søgt Skjul (noget, der i øvrigt ikke særlig gjælder den Del af Folket); men dersom de ærede "Digtere" kiendte nærmere til Almuens Liv og kunde eller turde betragte det med et uomtaaget Blik, da vilde de sinde, at de nævnte Skyggesider hos den mere velhavende Del af Almuen væsenlig ville findes der, hvor man endnu staar uberørt af det aandelige, folkelige og politiske Liv, der saa frodigt og glædeligt voxer frem i vort Folk; den Del af Almuen, hvorpaa disse "Digteres" haarde Dom nærmest pasder, hører saaledes, de Herrer uafvidende, til deres Venner og Støtter iblandt Befolkningen."

Værre endnu ser det efter de kjøbenhavnske Forfattere ud med Arbejderne. Kiøbenhavn, som i fordums Dage var en "Hovedstad uden Pøbel", er efterhaanden sunket dybt i alle Læster, og der er desværre al Grund til at vente, at endnu flere og værre ville skyde op af Dyndet. "Men - indvender "Frederiksb. A. Av. - naar Tilstanden her i Landet skildres med saa mørke Farver, samtidig med at Højre vasker sine Hænder, saa tillade vi os dog først at minde om, at det er Høire, som paa nogle Uger nær uafbrudt har regeret Staten og ligeledes Kjøbenhavns Kommune i næsten en Menneskealder, og det er et besynderligt Vidnesbyrd, Partiel giver sig selv, naar det nu ved sine egne Mænd tilstaar, at ligesom Landet er sønderrevet og Friheden beskaaret, saaledes er Folkets moralske Tilstand sunket under dette Partis langvarige Herredømme. Skulde dette ikke kunne bringe nogen af de Herrer paa den Tanke, at det snart maatte være paa Tide, at de holdt op at regere? Dernæst være det os tilladt at spørge: naar Højre saa redebon kaster al Skyld paa Socialisterne for, hvad der generer dets Tilværelse i Kjøbenhavn, mon det da ikke skulde falde nogen af Partiet ind, at dette dog i en væsenlig Grad kun er Frugten af den Sæd, som Partiet selv har saaet? Vi have ovenfor antydet, hvorledes Partiet misbrugte den Tillid, det havde vundet hos Arbejderne, hvorledes det vænnede dem til Opløb ved forskjellige Lejligheder, naar det faldt ind i Partiets Plan, hvorledes de, ved et højst mangelfuldt indrettet Skolevæsen lod dem savne nødtørftig Oplysning, og hvorledes man først eller væsenlig ved Arbejdernes eget Initiativ gik ind paa rimeligere Kaar efter de daværende Konjunkturer. Dertil skulle vi føje, at man finder det rigtigt at holde 6 a 7000 skatteydende, bosatte, myndige Arbejdere udenfor al Deltagelse i denne Kommunes Anliggende, som man dog maa ønske, at alle Beboere omfattede med levende Interesse, og at man for en Flaske Medicin i Sygdomstilfælde kan slette en Arbejder af det politiske Register, altsaa fra aktiv Deltagelse i Fædrelandets Forhold. Man klager, formentlig med skiellig Grund, over Tonen i visse socialistiske Organer i Hovedstaden; men har Højre da foregaaet dem med det gode Exempel i denne Henseende? Eller maa de Herrer Socialister ikke være sande Virtuoser i at finde Skjælds- og Haansord imod deres Modstandere, dersom de i den Henseende skulde naa endsige overgaa deres Forbilleder i Højrepressen? Og Bladliteraturen, der ligger bag ved "Socialdemokraten", siger man, - vi kjende den ikke, - men lad os i samme Aandedrag nævne den Bladliteratur, der ligger bag ved "Fædrelandet", "Dagbladet" osv. , og som er ført frem ved Anbefaling af de nationalliberale Blade, mon den i nogen Maade i anstændig Tone staar over den socialistiske? Det samfundsopløsende Sprog, den fører, den Haan og Bitterhed, der udsaas, - vi beklage det - men har Højre ikke ogsaa her vist Vejen? Hvorledes søger den københavnske Presse den Dag i Dag at nedsætte Landets Repræsentation og at ægge de kjøbenhavnske Læsere til Bitterhed og Uvilje mod Landets for største Delen venstresindede Befolkning? Erik Bøgh fandt en Aarsagsforbindelse mellem Bismarks Politik og den berlinske Pøbels Forhold, det fra oven givne Exempel smitter, mener han, men naar han vil overføre dette Exempel paa vore Forhold, hvorfor tyer han da til vort Venstre, der aldrig har været de regerende og altid har staaet strængt paa Lovens Grund? Hvorfor bliver han ikke ved det regerende Parti? Har han glemt, at samtidig med, at Højesteretsdommen over Socialisterne lød paa Tugthusstraf for politisk Forseelse, lod man upaatalt et Højreblad fortælle, at det i ansete politiske Kredse var Meningen, at Forfatningen burde suspenderes, Rigsdagen sendes hjem og først indkaldes, naar Folket blev skikkeligt. Mindes han ikke endnu, hvorledes en Professor fra det rets- og statsvidenskabelige Fakultet opfandt Doktrinen om de provisoriske Finanslove, og en anden do, fra samme Fakultet, rigtig nok mere i Forbigaaende med Forkærlighed har taget sig af Spørgsmaalet om de fortsatte Opløsninger af Folketinget? Og ligger der ikke i hele den politiske Situation, hvor Folkets Villie skydes til Side og ringeagtes, en Trods mod den forfatningsmæssige Orden, som alle fornuftigvis have troet etableret hos os? Har han ikke hørt tale om, hvorledes Højre har søgt at skræmme Folket tilbage fra at benytte sin grundlovmæssige Ret ved at true ei blot med det provisoriske Spøgelse, men med Prøjsen? Naar der da, navnlig i Hovedstaden, gives meget at paaklage, meget at søge forbedret, lad os da ikke mcd Erik Bøgh søge Skylden hos Socialisterne blot, men tilvisse i lige faa fuldt Maal hos Høire, der med Hensyn til ethvert af de omhandlede Klagepunkter har vist Vejen. Dette skulde Højre ydmygt erkjende."

(Morgenbladet (København) 24. august 1876).


Erik Bøgh var redaktør af Folkets Avis 1860-1877. Derefter medredaktør på Dagens Nyheder 1877-1885. Avisen eksisterede 1868-1961 der var en del af bladgruppen "De Ferslewske Blade".

Carl Ploug var redaktør af Fædrelandet 1841-1881.

15 december 2022

Den jydske Hede. (Efterskrift til Politivennen)

Fra de jydske Hedeegne skrives til os: Uagtet den forbedrede Agerdyrkning i det hele har haft saa gavnlige Følger for vort Fædreland og har bidraget saa mægtigt baade til aandelig Frigjørelse og til timeligt Velvære, saa kan man dog nok sige, at den intet Steds har medført saa store Forandringer, ja til en vis Grad gjort baade Folkene og Landsdelene saa ukjendelige, som netop i de jydske Hedeegne. Der kunde sikkert anføres mange Exempler paa overordenlige Fremstridt her fra Egnen; men jeg skal blot holde mig til 3 Gaarde i Almind Sogn, Lysgaard Herred, som jeg har erholdt paalidelige Oplysninger om, og som jeg derfor kan indestaa for Rigtigheden af. Ved at høre Tale om Lysgaard Herred bliver man vistnok mindet om St. Blichers Fortællinger fra denne Egn og maaske særlig om hans "æ Bindstow". Almind hører netop til et af de Sogne, hvor man for 40-50 Aar siden samledes saa hos en, saa hos en anden i de lange Vinteraftener for at strikke Strømper. Men den Maade at tjene sin Føde paa har man for længe siden opgivet, og det uagtet de allerfleste midaldrende Mænd i deres Barndom have syslet flittig med Bindetøjet. Nu benyttes de lange Vinteraftener her som saa mange andre Steder til at læse Aviser og røge Tobak Er det fremgang eller et Tilbageskridt? Jeg veed det ikke. Men de gamle kalde det Tilbagegang og kunne ikke finde sig i, at de Børn, som i Ungdommen ere blevne holdte saa godt til "Pindene", nu slet ikke ville røre dem. Jeg for mit Vedkommende er noget tilbøjelig til at holde med de unge; thi naar man har været i Dollerup Mølle *) og set, at man der i en Uge forfærdiger mere Strikketøj, end hele Almind Sogn vilde kunne levere et helt Aar, saa kan man ikke synes sært om, at de unge have opgivet Forretningen. Enkelte gamle "binde" dog endnu; men det er meget faa, og "Bindestuer" saavel som "Bindeegnen er i den forstand ikke mere til. Det er derfor ogsaa vist, at havde Blicher levet og arbejdet en Menneskealder senere, vilde han ikke have været i Stand til at skrive sin "a Bind-stow". Bindestuer ere glemte, og de unge vide ikke stort mere om dem, end hvad Blicher har fortalt. Naar de gamle fortælle om Livet i disse Forsamlinger, trækker Ungdommen lidt haanlig paa Smilebaandene, medens Børnene tage det hele som et Eventyr. Det vil Heraf klart fremgaa, hvor meget Folkelivet har forandret sig her; men udad til kan man næsten sige, at Egnen er helt ukjendelig.

De ovennævnte 3 Gaarde have i sin Tid hen under Herregaarden Hald; men jeg har ikke kunnet faa at vide, hvornaar de ere gaaede over til Selvejendom, ligesom jeg heller ikke har kunnet faa Oplysninger om hvor stor Kjøbesummen har været. Hver Gaard stod i sin Tid for Hartkorn af imellem 2 og 3 Tdr. Paa den første af Gaardene holdtes der i Aarene fra 1820-30 3 Kør. Nu et den udstykket til 3 Ejendomme, hvoraf den ene har en Besætning af 3 Heste og 12 Kør, den 2den 2 Heste og 6 Kør, og paa den tredie findes 1 Hest og 3 Kør; nu holdes der altsaa 6 Hefte og 21 Kør, hvor der før holdtes blot 3 Kør. - Paa den anden af Gaardene holdtes der i Aarene fra l820-30 4 Kør. Nu et den udstykket til 8 selvstændige Ejendomme, hvorpaa der for Tiden holdes i 1) 2 Heste og 8 Kør, 2) 1 Hest og 4 Kør, 3) 4 Kør. 4) 4 Kør. 5) 3 Kør. 6) 3 Kør. 7) 2 Kør og 8) 2 Mør; der holdes altfaa nu 3 Heste og 30 Kør, hvor der før blot holdtes 4 Kør. - Paa den tredie Gaard holdtes der i Aarene fra 1820-30 kun een Ko. og man siger, "at det endda var med Kniberi, at man kunde føde den". Nu er denne Gaard udstykket til 5 Ejendomme, hvorpaa der holdes: 1) 3 Heste og 5 Kør, 2) 2 Heste og 5 Kør, 3) 2 Heste og 4 Kør. 4) 2 Heste og 4 Kør og 5) 3 Kør; altsaa der holdes nu 9 Heste og 21 Kor, hvor der før kun med Kniberi kunde holdes een Ko,

Samler man disse Optegnelser, vil man se, at der i Tidsrummet fra 1820-30 paa de 3 Gaarde kun levede 3 Familier, nu lever der 16; der holdtes kun 8 Kør den Gang, nu holdes der 18 Heste og 72 Kør; den Gang havde de 3 Gaarde tilsammen vist næppe en Værdi af 1000 Rd., efter Nutidens Priser vil Værdien omtrent være 75,000 Rd, Det er en Selvfølge, at der før er holdt Faar, men der holdes ogsaa Faar endnu, og deres Antal er vist voxet i samme Forhold som de øvrige Kreaturer,

*) Dollerup Mølle ligger paa Grænsen mellem Almind og Dollerup Sogne.

(Morgenbladet (København) 27. juni 1876).

11 december 2022

Klappere i Herstedøster. (Efterskrift til Politivennen)

"Skrig nok, men lidt Uld." Under en ved Københavns Amts søndre Birks Politiret paakendt Sag, der blev anlagt i Begyndelsen af 1875, men først nu er afgjort, fordi den i omtrent 3/4 Aar har maattet bero paa Finansministeriets Erklæring, tiltaltes en Gaardejer i Herstedøster for at have undladt at give Møde med to Klappere ved en af Hans Majestæt Kongen den 24de Oktbr. 1874 i det 2det københavnske Skovdistrikt afholdt Jagt. Den Tiltalte erkendte under Sagen, at han fom Ejer af en Gaard i Herstedøster har været tilsagt til at give Møde med to Klappere ved den nævnte Jagt, men ikke har præsteret saadant Møde, samt at han, uagtet han da endnu ikke havde Skøde paa Ejendommen, men kun besad den efter Købekontrakt, bærer Ansvaret for Undladelsen af Møde, men han har ment, at han i Henhold til Lov af 25de Marts 1851 § 12 ikke er pligtig til at afgive Klappere til Kongejagter, idet saavel hans eget Adkomstdokument som hans Formands Skøde Intet indeholder om at en saadan Forpligtelse hviler paa Ejendommen, og subsidiært har han bemærket, at han ikke kan anse sig for forpligtet til at levere mere end een Klapper, idet der, inden den Gaard, hvoraf hans Ejendom er en Del, blev udstykket, kan krævedes to Klappere af den samlede Ejendom, medens der nu dels er krævet to Klappere af den Tiltalte som Ejer af en Parcel og endvidere fire Klappere af Ejeren af de andre Parceller, hvori Ejendommen er delt. Det er imidlertid under Sagen oplyst, at det i det kgl. Skøde, hvorved Hoveejendommen afhændedes af Staten, blev paalagt Køberen i "Proportion af Gaardens Størrelse ligesom andre Bønder og Selvejere at gøre Tjeneste med Heste, Vogne og Folk", bl. A. ved "ordinære Klapjagter", og da den Omstændighed, at denne Forpligtelse ikke udtrykkelig er nævnt t de senere Adkomstdokumenter paa Ejendommen, eller at disse ikke ved Tinglæsningen har faaet nogen Retsanmærkning om denne Behæftelse, medens der i den alene henvises til de i ældre Adkomster begrundede Rettigheder og Forpligtelser, ikke kan medføre Forpligtelsens Bortfalden, maa den Tiltalte anses for at have været pligtig til at møde med Klappere ved den omhandlede Jagt, og da han ikke har oplyst, at der i Proportion af Ejendommens Størrelse kun kan paahvile ham Forpligtelse til at afgive én Klapper, maa han anses for rettelig at være tilsagt at give Møde med to Klappere, jvfr. ogsaa den ovenciterede i Lov af 25de Marts 1851, og han blev derfor i Henhold til Plakat af 29de Septbr. 1827, §§ 1 og 3, anset med en Bøde til Birkets Politikasse af 4 Kr.

(Social-Demokraten 5. maj 1876).

30 juli 2022

Arbejderforholdene paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Lidt om Arbejderforholdene paa Vandet.

Indsendt.

Arbeidsrøret har jo nu vækket en stor Del Arbeidere. Arbeiderne indsee, at der kan gjøres noget for at forbedre deres usle Kaar. Men det har ogsaa vækket Storborgerne, og man hører allerede en stor Del vedgaa, at Arbeiderens Stilling i Samfundet er slet; men endel kvæder endnu den gamle Vise, at naar Arbeideren er flittig og afbenytter Tiden godt, kan han og Familie leve anstændigt. De lange Vinteraftener kan der fortienes en Del ved at binde Kurve, flette Maatter og slige Ting. De Mænd, som bruge disse Talemaader, maa ikke kjende Arbeidsforholdene paa Landet tilgavns, eller ogsaa maa de være Mennesker, som ikke have Hjerte for andre end dem selv.

Da jeg er født paa Landet og nøie bekjendt baade med Arbeidstiden og hvad en Arbeidsmand kan fortjene et Aar om, skal jeg forsøge at fremsætte en Opgjørelse deraf. Arbejdstiden paa Landet retter sig ikke efter Taarnuhret som i de store Byer. Om Sommeren er Arbeidstiden paa Landet fra Solopgang og til Solnedgang, med Undtagelse af en halv Time Formiddag og Eftermiddag til Spisetid, og fra Kl. 12 2 om Middagen ligeledes til Spise- og Fritid. Der kan vist Ingen klage paa, at dette jo er en tilstrækkelig lang Arbejdstid; men saa er det hen paa Efteraaret og om Vinteren, man raaber paa, at Arbeidsmanden har saa megen Fritid. Lad os se lidt nøiere paa den Ting. Om Efteraaret og Vinteren gjælde Solen ikke mere for Arbejdstiden; saasnart det gryer ad Dag, og som oftest allerede Kl. 6 om Morgenen, møder Arbeidsmanden, baade den som skal tærske i Loen og den som skal grave Marken, der er det meste Arbeide paa Landet om Vinteren, og dermed fortsættes, med Undtagelse af den nødvendige Spisetid, til Kl. 5½ om Eftermiddagen. Men Kl. 5½ maa han ikke gaa hjem og begynde at flette Kurve, saa skal der spises Mellemmad, som vi kalde det paa gammel Jydsk, og dertil bruges en halv Time, saa Kl. 6. Derefter skal der skjæres Hakkelse til Hestene; der skal Arbeidsmanden ogsaa hjælpe til; dette tager en god halv Time, saa er Kl. 6½ og nu skal der spises Aftensmad. Kl. er nu 7, og endelig maa Arbeidsmanden gaa hjem. Dersom han nu har et lille Stykke Vei at gaa inden han naar sit Hjem, saa bliver Kl. henved 7½. Den Tid der saa er tilbage indtil han lægger sine trætte Lemmer til Hvile, den maatte han altsaa ikke bruge til at læse i en god Bog eller til at underholde sig med sin Familie, som han er skilt fra hver Dag; men saa fordres der, at han skal binde Kurve eller forrette andet Aftenarbeide, som der igrunden Ingenting er at fortjene ved. Ja paa den Maade er Arbeidsmanden et Trældyr i menneskelig Skikkelse. 

Nu da vi er paa det Rene med Arbeidstiden, skal vi se, hvad Arbeidsmanden kan fortjene et Aar. Da Skiftetiden med Tjenestefolk paa Landet i Reglen er den første November, vil jeg regne Arbeidsaaret fra denne Dag. I Maanederne November, December, Januar og Februar faar Arbeidsmanden 24 sk pr. Dag. Derefter vil vi nu see, hvormange Arbeidsdage der bliver. Søndagen regnes ikke for en Arbeidsdag, og en Sognedag i hver Maaned maa Arbeidsmanden have for at gaa til nærmeste Kjøbstad og dente Livsfornødenheder hjem til Familien. November har altsaa 25 Arbeidsdage. I December kommer Juledagene; den har altsaa kun 22 Arbeidsdage. Januar har 23 Arbeidsdage. Februar har ogsaa 23 Arbeidsdage. For de fire Maaneder bliver 24 sk daglig 23 Rd. 1 Mk. 8 sk. I Marts og April er Daglønnen 2 Mk. pr. Dag. Marts har 26 Arbeidsdage. I April kommer Paasken; denne Maaned har altsaa kun 21 Arbeidsdage. For disse to Maaneder beløber Arbeidslønnen sig til 15 Rd. 4 Mk. Mai og Juni faaer Arbeideren 2 Mk. 8 sk pr. Dag. Mai har 23 Arbeidsdage; i denne Maaned indtræffer alm. Bededag, Christi Himmelfartsdag og Pintsen. Juni har 25 Arbeidsdage. I disse to Maaneder tiener han 19 Rd. 5 Mk. Juli og August faaer han 3 Mk. pr. Dag. Juli har 25, August 26 Arbeidsdage. Fortjenesten for disse to Maaneder udgjør 25 Rd. 3 Mk.

September og Oktober faaer han 2 Mk. pr. Dag. September har 25, Oktober 26 Arbeidsdage. For disse to Maaneder udgiør Fortjenesten 17 Rd. Arbeidsmanden faaer tillige Kosten hos Arbeidsgiveren. Ialt beløber en Arbeidsmands Fortjeneste paa Landet sig altsaa til et samlet Beløb af 101 Rd. 1 Ml. 8 sk. eller med et rundt Tal til 100 Rd. Det er kun under de allerheldigste Omstændigheder at Arbeideren kan have saa stor Fortieneste, nemlig naar han har Arbeide hver Dag, og naar hverken han eller nogen af Familien bliver syge. Gjennemsnitsbeløbet af en Arbeidsmands aarlige Fortjeneste udgiør vist neppe mere end 80 Rd. Af denne Sum skal der udredes Husleje og indkjøbes Ildebrændsel, hvortil vil medgaa 25 a 30 Rd., og der er altsaa kun et Beløb af 60 a 70 Rd. tilbage eller omtrent 1 Ml., siger og skriver 1 Mark daglig, til Levnetsmidler. Klæder, Lys, Husgeraad og alle andre Udgifter som forefalder for en Familie, Desuden skal Manden koste sig selv de hellige Dage og de Søgnedage der før er omtalt. Nu staar det til Andre at dømme om der kan komme saa god en Levemaade ud af den Capital, som en Arbejdsmand aarlig kan fortjene.

Poul Pedersen, Snedker i Aarslev

(Aarhus Amtstidende 15. december 1871).


Arbeidslønnen Paa Landet. Det tør ansees for at være en Kjendsgjerning, at Arbeiderne paa Landet leve under ugunstigere Vilkaar end i Kjøbenhavn, og det er derfor meget glædeligt, at større Arbeidsgivere paa Landet begynde at tage Forholdsregler til Forbedring af deres Arbeideres Kaar. I en Skrivelse til Arbejdsgiverne i Præstø Amt har "Overbestyrelsen for Foreningen til Forbedring af Huusmands- og Arbeidsklassens Kaar i Præstø Amt" (Pastor Gøtzsche i Fensmark, Grev C. Moltke til Lystrup, Lehnsbbaron Reedtz-Thott, Hofjægermester G. Grüner, Lærer Arentzen i Steensby, Gaardmand Jens Olsen i Sjelle og Lærer Vinter i Dysted) fremsat Forslag til Arbeidslønnens Regulering i Forhold til Kornpriserne. Forslagene ere følgende:

"Daglønnen sættes i Forhold til Bygprisen saaledes som denne bestemmes ved Capitelstaxten. 

For Vinterhalvaaret, regnet fra 1ste (15de) October til 1ste (15de) April, vil Daglønnen passende kunne være halvt saamange Mark, som Bygget koster Rigsdaler.

For Sommerhalvaaret fra 1ste April til 1ste October forhøies ovenanførte Dagløn med en Trediedeel; istedetfor fra 1ste Arpil til 1ste October kan ogsaa sættes fra 15de til 15de October.

(En halv Skilling eller derover regnes for en heel Skilling, under en halv Skilling regnes ikke med.)

Da Capitaltaxten først sættes ved Januar Maaneds Udgang, gives fra 1ste October til 1ste Februar enten en Dagløn, som svarer til den almindelige Markedspris, eller en Dagløn, som er noget mindre end Markedsprisen vilde berettige til, og Huusbonden efterbetaler da, hvis sidste Methode vælges, Resten paa een Gang, naar Capitalstaxten er sat.

Den nævnte Capitalstaxt afgiver Rettesnoren indtil paafølgende 1ste October.

Naar, saaledes som for Tiden er Tilfældet, Bygprisen er 6 Rd., vil altsaa Daglønnen i Vinterhalvaaret være 3 M.k om Dagen, og i Sommerhalvaaret 4 Mk. om Dagen for en fuldt arbeidsdygtig Mand paa egen Kost. For et Fruentimmer forholdsviis mindre. Ved Accordarbeide vil kunne fortjenes mere.

Som Prøve paa føranførte Forslags Holdbarhed indsættes Følgende: 

Hvad Arbejdsmanden holder meest af, fordi der tjener ham bedst, er at faae Sæd i Løn.

Bonden indgaaer herpaa i den travleste Høsttid og Arbeidsmanden faaer da fra St. Hansdag til Mikkelsdag, som er fjorten Uger, een Tønde for hver Dag ugentlig, halvt Rug, halvt Byg.

Tjener en Arbeidsmand saaledes fast to Dage om Ugen, altsaa 28 Dage, faaer han een Tønde Rug og een Tønde Byg og Kosten, - sætte vi Bygget til 6 Rigsdaler og Rugen til 7 Rigsdaler, indbringe disse 28 Dage ham altsaa 13 Rigsdaler eller 78 Mk., hvilket er 2 Mk. 12 sk om Dagen foruden Kosten, som kan anslaaes til 1 Mk. 4 sk dagligt, eller altsaa ialt 4 Mk. om Dagen.

Naar det betænkes, at dette er i den allertravleste Tid, og at Arbejdsmanden er vel tjent med denne Lønningsmaade, er det klart, at han vil være mere end almindelig vel tjent med at faae 4 Mk. om Dagen ogsaa for den øvrige Tid af Sommerhalvaaret. Dertil kommer, at Kosten ikke staaer Arbejderen i 1 Mk. 4 sk om Dagen pr. Dag, naar hans Kone tillaver den.

Saalænge Indsidderen tærskede til Punds hos Bonden om Vinteren, eller med andre Ord fik en Qvotapart af den Sæd, hin udtærskede, i Løn, og derhos tjente for Sæd om Sommeren, hørte man ingen Klage over, at en stræbsom Indsidder ikke kunde komme ud af det. Maskinerne have imidlertid nu for største Delen fortrængt Tærskningen ved Haandkraft, ikke alene paa de større Gaarde, men ogsaa paa Bøndergaardene, og det gaaer ogsaa mere og mere af Brug at lønne Arbejderne med Sæd om Sommeren, deels fordi denne Lønningsmaade i Regelen er dyrere for Arbejdsgiveren, deels fordi mange Arbeidere helst ville have fat i hele Ugelønnen strax, istedetfor at lade en Deel af samme (Sædlønnen) henstaae til Forjag ligesom i en Sparekasse.

Det gamle Princip, at det er gavnligst for Arbejderen, og desaarsag indirecte ogsaa for Arbeidsgiveren, at Arbeidslønnen tildeels bestaaer i Sæd, bør man derfor søge at komme tilbage til, men paa en Maade, som passer til Nutidens Forhold, og det er hertil, at nærværende Forslag sigter."

Overbestyrelsen gjør den Indrømmelse, at Accordarbeide er bedst tjenligt saavel for Arbejderne som for Arbejdsgiverne, men at der er mange Arbeider paa Landet, som ikke kunne udføres i Accord. Det er Overbestyrelsens Anskuelse, at hvis dens Forslag tages til Rettesnor, da vil paa den ene Side Arbeidsmanden kunde leve med sin Familie, uden at falde det Offentlige til Byrde, og paa den anden Side vil den foreslaaede Arbeidsløn kunne betales, uden at ødelægge Arbeidsgiverne, der paa Landet saa godt som alle, middelbart eller umiddelbart, have Indtægt af Korn. Man maa vistnok samstemme med Overbestyrelsen i, at dens Forslag ville være heldbringende for Landarbeiderne; ganske vist kan Bygprisen falde saa stærkt, at Ardeidslønnen vil blive saa lav, at der ikke kan leves deraf, men skulde dette skee, skulde Bygget synke ned til f. Ex. 3 Rd. Td., saa vilde Arbeidsgiveren Være værre faren end Arbejderen, da vilde der indtræde Forhold, som i dette Aarhundredes Begyndelse, og da kan man sikkert antage, at ogsaa Priserne paa alle andre Landproducter vilde blive trykkede; jo billigere Fodringsmidlet er, desto billigere er ogsaa Kvæget. Vi ansee det for rigtigt, at Overbestyrelsen ikke har taget Hensyn til slige exceptionelle Forhold, men udarbeidet sine Forslag med den stigende Fremgang i vor landøkonomiske Udvikling for Øie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1871).


Arbeidersagen. Høiby Sogns Gaardmænd har alle, med Undtagelse af een, tilbudt de i Sognet værende fattige Arbeidere, Indsiddere og jordløse Huusmænd, som have havt stadigt Ophold der i 5 Aar, Arbeide i Vintermaanederne, forsaavidt de ikke selv kunne forskaffe saadant, for en passende Dagløn. Den Arbeidssøgende har kun at henvende sig til et af Sogneraaders Medlemmer, som har paataget sig at anvise Arbeide i Foreningen. "Fyens Stiftstid." som meddeler dette, tilføier: "Det var ønskeligt, om flere Sogne vilde efterfølge dette Exempel, da mangen fattig Dagleier muligen derved vilde kunne forskaanes for at tye til det offentlige Fattigvæsen, hvilket han tidt paa Grund af Arbeidsløshed i den strenge Vinter ellers er udsat for.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1871).

22 juli 2022

Om Arbejderne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Det har nærmest været Arbejdernes Stilling i de større Byer, hvormed Deres ærede Blad har beskæftiget sig, og omendskønt Arbejderne her, hvad Danmark angaar, ere i afgjort Minoritet med deres Brødre paa Landet, har der til Dato ikke løftet sig noget Banner, hævet sig nogen Røst for den forkuede jordløse Husmands og Indsidders sag.

Fabrikarbeiderne og Haandværkerne ere slet, meget slet stillede under vore nuværende sociale Forhold, men er dette i en ringere Grad Tilfældet med den store Arbejderbefolkning paa Landet? Nej, den jordløse Husmand og Indsidderen er næsten endnu mere ulykkelig stillet end hans Brødre i Købstaden. Jeg skal saa kortfattet som muligt, forsøge at give Dem et lille Billede af en Indsidders Vilkaar. Emnet er rigt, og jeg kunde have megen Lyst til at udvikle det mere detailleret; her findes en rig Kilde, som imidlertid Ingen har turdet røre ved. Et almindeligt Ramaskrig, saavel fra Godsejerne som fra Gaardmændene, fra de Reaktionære som fra den doktrinære Lejr vilde have forfulgt den ulykkelige Forfatter, som havde vovet at afsløre de Lænker af Raadenskab, Egoisme og Sneverhjærtethed, hvormed Proletariet paa Landet "holdes i Tømme".

Indsidderen paa Landet er i Reglen søn af en Indsidder eller jordløs Husmand. Fra Barndommen af har han været vant til Forsømmelse og Ligegyldighed. Forældrene have maattet arbejde haardt for at bjerge Føden, der altid er af den tarveligste Beskaffenhed, og Barnet har da lige fra Fødselen lært at taale og undvære paa ethvert Punkt. I en Alder af 6 Aar kommer han i skole, men da Forældrene sjælden have noget at undvære til at "fornøje" Læreren med, gør denne sig som oftest ingen Ulejlighed med at lære Barnet mere, end det strængt taget behøver for at slippe igennem til Konfirmationen. Samtidig med Skolegangen sendes den Lille ud for at "vogte". I ondt Vejr, storm og slud, Regn og Kulde har Forfatteren af disse Linier truffet Børn, der i flere Timer have været udsatte for det barske Vejrligs Paavirkning, og det skønt Koldfeberen endnu knugede de smaa Lemmer, eller med spor af Mæslinger og Skarlagensfeber i de kolde næsten forstenede Ansigter; hvad bryder Husbonden sig om den Fattiges Barn; han kan sagtens faa det erstattet, og Sogneraadet vil ej heller tage sig Tabet af et saadant videre nær. Barnet bliver endelig konfirmeret og faar sig en Tjeneste; den tarvelige Løn er næppe tilstrækkelig til de nødvendige Klæder og paa en uskyldig Fornøjelse er der ikke at tænke. Følgen heraf bliver da, at den unge Karl, naar han endelig faar Plads som saadan, med Ungdommens hele Glæde søger Erstatning for den glædeløse Barndom ved hyppigt at deltage i Legestuer, gæste Markederne og prøve Lykke i Kortspil. Den ringe Løn tillader ham selvfølgelig ikke at lægge Penge op. Gaardmanden, i hvis Familie for næppe tredive Aar siden Tjenestefolkene var optagne, har nu aldeles hævet det daglige patriarkalske samliv, som knyttede Husbond og Tyendet sammen; hin ser nu med en utaalelig stolthed ned paa de slaver, hvis slid erhverver ham hans Rigdomme, et saa meget mere uberetiget Hovmod, som Husbonden i aandelig Henseende, Dygtighed og Flid tit staar under Karlen, der pløjer hans Mark og tærsker hans Hvede.

Efter kortere eller længere Tids Tjeneste gifter Karlen sig og drager som Indsidder ind i en tarvelig Hytte, hvor et elendigt Kammer, med Murstensgulv, smudsige Vægge og Utøj, skal være det Sted, hvor han og hans Kone efter det daglige Slid maa trælle sig tilbage, for at faa den knap tilmaalte, højst fornødne Hvile. Med Kraft og Lyst tage ægtefolkene i Begyndelsen fat paa Arbejdet; man haaber med Tiden at kunne erhverve en vis Selvstændighed; men i ikke et af tusende Tilfælde naas Maalet. Fattigfolks Rigdom er Børn, og af dem indfinder der sig som oftest en sand Velsignelse, Sygdom slaar sig til, og Familiens Haab og Lykke er ødelagt for stedse. Kraften er brudt, en dump sløv Resignation afløser det frejdige Mod, hvormed man før saa Livet og Fremtiden imøde. Hvad er nu Skyld i disse ulykkelige Forhold? Den Karrighed og smaalige Egoisme, hvormed Arbejdet betales. En Dagløn af tre Mark, i visse Egne kun to (!) Mark er Maksimum for en Daglejers Fortjeneste -- hans Kone maa være glad for en Dagløn af 24 Skilling - og derfor maa der slides fra Morgen tidlig til Aften sildig, og Anmodninger om en bedre Betaling besvares altid med et haardt "Saa søg Dig Arbejde andetsteds, her faar Du ikke mere, der er nok at faa". Vi tale om den stigende Velstand her i Danmark, brovte af den Velsignelse, Grundloven af 5te Juni 1849 har forskaffet os; men hvem nyder Godt af den stigende Velstand, hvem nyder Godt af Grundlovens Velsignelse? Ikke Arbejderen, men udelukkende de velstaaende, de saakaldte dannede Individer i samfundet. For tredive Aar siden var Daglønnen ligesaa høj, - som den nu er, men betragt engang det uhyre Misforhold mellem Priserne paa Livsfornødenhederne da og nu, mellem dengang da f. Eks. et Pund Smør kostede 24 Skilling, et Pund Ost 8 Skilling og nu da Priserne er det dobbelte. Er dette Fremskridt? Nej, en Tilbagegang for Landets Kærne, for det egentlige Folk, som ikke har høstet Gavn af den saa meget lovpriste Frihed. Hvem er den fattige Landarbejdsmands værste Fjende. Ikke Godsejeren, ikke Herremanden, ikke Proprietæren. Nej det er Gaardmanden, Kød af hans Kød, Blod af hans Blod, der gør Alt for at holde de Fattige, Trældyrene under Aaget, det er ham, som paa enhver Maade søger at berøve Arbejderen politisk og social Selvstændighed og hans Middel er Berøvelsen af Arbejde og Brød. Det er den rige Bonde, som torterer de Fattige, og de vide det godt uden dog at have Mod til at afryste Aaget eller Tillid til at det vil lykkes dem. Fremtræder der blandt det undertrykte Proletariat en dygtig og begavet Mand, der har Mod til at udtale sig offentlig om sin stands ulykkelige Stilling, da forsøger man først ved Forfølgelse at bringe ham til Tavshed, og formaar han alligevel at skaffe sig Gehør, gør man ham til Gaardmand eller Rigsdagsmand og i Reglen paa samme Tid til Renegat.

Efter et Liv, tilbragt i slid og slæb, bliver Indsidderen tidlig gammel og udslidt; han formaar ikke at arbejde, og han kommer "paa Sognet"c: under Fattigvæsenets faderlige Omsorg. Den stræbsomme og flittige Arbejder faar Ordre til at møde, naar Sogneraadet er samlet, han tiltales med "Du" af de opblæste Gaardmænd og maa gøre Rede og Regnskab for Alt indtil den mindste Detail; han maa taale haarde og umilde Ord for endelig som en Naadegave at blive tilkastet den ringe, vrangvillige Hjælp, som Sogneraadet finder for godt at give ham. Jeg har derfor truffet paa Folk, som have valgt den sørgelige Udvej at ende Livet i en Mergelgrav eller ved en Hampestrikke, fremfor at henleve de sidste Dage paa en saa tung, ærekrænkende Maade.

Mennesket er forpligtet til at arbejde; men tror de strænge Herrer, der nu regerer Verden, at det er Menneskets oprindelige Bestemmelse at slide sig op, at være en Træl for sin bedre stillede Medborger? Sikkert ikke. Det er umuligt at naa den upaatvivlelig høje aandelige Bestemmelse, hvorfor Menneskeaanden er bestemt, naar Kampen for det daglige Brød saa fuldstændig udfylder Tilværelsen, at "den bedre Del" bliver en Biting, som kun den Rige formaar at naa. Hvor forunderlig det end synes i vore Dage, er jeg dog overbevist om at Socialismens Modstandere, de Mægtige og de Rige, naar de ville være oprigtige, i Hjærtet er fuldt overbeviste om, at den Sjæl, hvormed "den Fattige og Forladte" er udrustet, i Virkeligheden er af et langt grovere Stof end den, hvormed de selv er begavede.

Tandem.

(Socialisten 2. september 1871).


Artiklen medførte at Aarhus Amtstidende der i starten havde taget godt imod Socialisten, anklagede "Socialisten" for at støde gårdmændene som Bondevennerne repræsenterede, fra sig. Socialisten besvarede dette med at husmændene godt nok var nødt til at lade sig repræsentere ved gårdmænd med hvem de kun havde det til fælles at de også boede på landet, men at deres interesser ikke blev varetaget af Bondevennerne - løsningen måtte være at de dannede deres eget parti.

15 juni 2022

Et Landsbybryllup (paa Samsø). (Efterskrift til Politivennen)

(Ved J. S. K.)

Da jeg for et Aarstid siden, af Grunde, som her ei behøve at anføres, bereiste mit Fædreland, tog jeg som oftest Ophold i Bøndergaardene; dette var ogsaa Tilfældet paa Samsø, hvor jeg forblev i længere Tid og fik god Lejlighed til at lære Befolkningen at kjende, hvilken jeg i Sandhed kan sige, at den staaer en deel over sine Brødre andetsteds i Landet. Der hersker Sædelighed og Gjæstfrihed, og Bonden udtaler sig klart og frit i en Mundart, der nærmer sig den jydske, uden at være den ganske lig. Jeg boede i en af de flere Landsbyer derovre hos en Mand, Ole Andersen, der var velhavende og anseet, ikke mindre hans Hustru, Mætte Kirstin', der kan tjene til Mønster for hver dansk Bondekone. Hun er dygtig, munter, godmodig og meget forstandig paa Alt, hvad der ligger under hendes Omraade; hun holder fast ved det Gamle, uden derfor at kaste Vrag paa de smaa Forfinelser, som Tiden fører med sig. Derovre holdes i det Hele taget Fædrenes Skikke i Ære, Kvinderne gaae endnu i en klædelig Nationaldragt, uden at lægge stor Vægt paa Moden; de have et mørkt, folderigt Hørgarnsskjørt med tilsluttende Liv og Ærmer, oplivet ved brogede Tørklæder og et ejendommeligt Hovedtøi. Huusmoderen sætter sin Stolthed i at forfærdige de Klæder, som Mand, Børn og Tyende boere, af den Uld, hun klipper af sine Faar, af den Hør, der voxer paa hendes Ager. Ere de Nulevende forsynede, vender hun Tanken mod kommende slagter, og Rok og Væv sættes i travl Virksomhed for en forarbejde Udstyr til Børnebørn og deres Afkom. Mandenes Dragt er som oftest af mørkeblaat Vadmel og af et net, klædeligt, sømandsagtigt Snit, Jeg fandt Behag i det Altsammen, og det var vel især derved at det hurtigt lykkedes mig at vinde min brave Værtindes Gunst, Hun holdt nok af at faae sig "en Prat", naar hun sad ved Rok eller Garnvinde. En ledig eller doven Samsingerske skal man have ondt ved at finde. Engang sagde hun til mig: "Naa, nu kan det nok hændes, at jeg har Nyt at fortælle Dem! Vor Deliane" - Husets eneste Datter - er bleven forlovet!"

"Med hvem da?"

"Med Roland; han var her iaftes, dengang vi spiste vor Natdavre."

"Roland Mikkelsen, den nette unge Karl, som har sin Gang her i Huset? Saa ønsker jeg Dem til Lykke. Det er vel ellers ikke første Gang at Deres Datter har havt Tilbud?"

"Paa det Lav! Nei, der har været hele Sex, som have fraget efter hende; saadan en Hjemning, som hun har! Den fornemmeste af alle Beilerne var rigtignok vor Nabo, gamle Morten Kornmaaler. Det var ifjor, han havde lige mistet sin Kvinde - hun var da ogsaa tilaars, etogfiirs; han var bestemt tyve Aar yngre, alligevel vilde Deliane ikke ha'e ham!" 

Hvorfor skulde hun dog ogsaa tage saadan en Mand, der næstendeels kunde være hendes Bedstefader?"

"Ih for Næringsveien! Han har mange Penge paa Rente, og saa den deilige Gaard! Men vor Fa'er gav hende Medhold, og saa blev det fast bestemt med det Samme, at hun skulde have Hjemningen her, naar vi engang lukke vore Øine og Sønnerne have faaet deres Deel udbetalt. Nu er det da ogsaa klappet og klart Altsammen, for hun har sat Sindet til Roland; han er ikke den, der beiler med tomme Hænder, og hvad skulde saa vi Gamle have imod ham? - Men hvad jeg ellers vilde sige Dem, det var, at vi holde Gilde med de Unge lidt snart - hen i Oktober, har vi tænkt - og saa maa De love os at blive saalænge og være med,"

"Skal det være stort?"

"Brylluppet mener De? Ja, hvorfor skulde det ikke det? Tænker De, vi ville staae tilbage for Jens Ravns, vor Gjenbo, der gjorde det store Gilde med Datteren sidste Aar? Nu maa De inte være saa fornem og sige nei!" 

Just som vi vare komne saa vidt, traadte "vor Fa'er" ind; han blandede sig i Samtalen og anmodede mig, ligesom hans Hustru, paa det Indstændigste om at blive og være med til Brylluppet, Jeg kunde ikke modstaae Ægteparrets forenede Bønner; jeg blev, og hvad jeg ved denne Lejlighed saae og hørte og nøie mærkede mig, det er netop det, som jeg har isinde at meddele min velvillige Læser.

Måske sad hun ved en rok lignende denne fra Frilandsmuseet. Af artiklen fremgår at "madmor" spillede en ledende rolle indendørs. Det var hende som stod for madlavning, vask, malkning, fordring af fjerkræ og smådyr, børnepasning m.v. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allerede ottende Dagen efter denne Samtale førte Roland sin Brud hjem til sine Forældres Gaard, hvor de foreløbigt skulde leve. Jeg havde den Dag fjernet mig, for ikke at være iveien ved Afskeden med Forældrene, Om den har været svær, veed jeg altsaa ikke; men da jeg henimod Aften mødte Parret i en rask lille Befordring, fulgt af en Fjællevogn, høit læsset med Udstyret i Kister, Dragkister osv,, saae det yderst fornøiet ud. Den Skik, "at flytte sammen" længe før Brylluppet, er ikke saa forargelig, som man i første Øieblik synes; thi fra den Dag af er Pagten ubrødelig sluttet; Nær og Fjern veed, at der er Bryllup ivente, og mange og store ere de Forberedelser, som dertil træffes. Kort efter lyses der, og Dagen efter første Lysning sætter det unge Par sig tilvogns og kjører omkring, for selv at indbyde nærmeste Slægt og Venner til Bryllup, samt Kvinderne til at være behjælpelige ved det Forestaaende, Herpaa svare de Paagjældende som oftest hverken Ja eller Nei, men kun: "mange Tak!" - det vil sige: "maaskee!" Og næppe ere Indbyderne borte, for Familien holder Raad for at tage den vigtige Sag i Overvejelse. De Unge have Lyst. de Gamle staae imod, og her, som Allevegne, gaae som oftest de Første af med Seiren. Underligt er det forresten ikke, om en sparsommelig Mand betænker sig for han giver efter ved en saadan Lejlighed; thi uden et alvorligt Greb i Pengekassen gaaer det ikke. Der er nu først Stads og nye Klæder til Døttre og Sønner, thi er er man end nok saa godt forsynet, maa der Nyt til ved et Bryllup; saa er der Offer til Præst og Degn; saa er der fra Hver især af Familien en liden Gave til Spillemændene, de Fattige og Skjænkeren; saa er der endelig en omfangsrig Leverance af Fødemidler til Gildet - indtil en Tønde "Kjærn" (Korn) - af de forskjellige Slags, som dog sendes, hvad enten man vil med eller ei. men dernæst kommer en eller to Gæs med Havre til deres Fedning, og denne Gave er et sikkert Tegn paa. at man agter at indfinde sig. Det er, som sagt, kun de Nærmeste, der af Brudeparret selv anmodes om behagelig Nærværelse, De andre Gjæster indbydes nogle Dage før Brylluppet af et Par "Bydekarle", unge Mennesker af Familien, der bestige deres Heste, som ved denne Lejlighed maae møde med opbundne Haler, og trave Landet rundt for at indbyde, med flittig Hilsen fra Roland og Deliane, til at være med ved deres Gilde den eller den Dag, Ogsaa denne Gang svare Vedkommende som oftest med det diplomatiske: "mange Tak!" thi Sagen maa drøftes, da man uden en anseelig Sending af Høns, Ænder, Æg, Smør, Fløde og Mælk hverken vil eller kan være med.

Imidlertid voxer Travlheden hos Ole Andersens. En fjorten Tags Tid for Brylluppet kjøres der til "Laus", det vil sige til et eller andet Kjær, hvor Vandet er særdeles godt til Øl, og herfra hentes da det Fornødne til det gode Gildesøl, der bliver tilberedt af en stor Deel Malt og en forsvindende Deel Humle - man vil her gjerne fjerne Alt, hvad der er bittert, ved den forestaaende Glædesdag. Er Brygningen tilende, tager man fat paa den første Bagning. Det er rigtignok længe iforveien; men paa Landet er man ikke forvænt med friskt Brød, og desuden har man Meget behov for Gildet til de mange Hjælpende. Herefter tages fat paa Slagtningen af de velfedede Kreaturer ("Levuhren"), en Ko, et Sviin, et Par Lam, foruden den utrolige Mængde Fjederkræ. Nu, da her er saa Meget at tage vare, have ogsaa alle Kvinderne indfundet sig; færre end 30 overkomme det næppe, og det kan nok vær,. at Munden har ligesaa travlt som Fingrene; ikke destomindre gaaer Alt af i den ønskeligste Fred og Glæde; det er i Anledning af en virkelig Høitid, man er samlet, og hvem vilde formørke den med Splid og Kjævlerier? 

Blandt de mange Kvinder findes der en, hvis Hverv er ansvarsfuldt, det er Laanekonen, og hertil udvælges ogsaa den paalideligste. Hun gaaer fra Gaard til Gaard for at indsamle alle de Skeer, Fade, Tallerkener osv., der skulle benyttes. Pladsen er baade ærefuld og indbringende - en stor Deel Fjær og Fedt bliver hendes Løn - , og den er ogsaa eftertragtet. Det skal for faa Aar siden være hændt, at en Kone, der meente sig berettiget til at vælges, blev forbigaaet, hvilket hun tog sig saa nær, at hun et Par Dage for Brylluppet satte Ild paa Gaarden, som tilligemed et Par andre gik op i Røg og Luer. Hvad Laanekonen har bragt tilhuse, maa hun vide nøjagtig at bringe tilbage igjen.

Som den, der ikke har nogen ringe Deel i Dagens Travlhed, kan nævnes Bruden, der tilbringer den sidste Tid før Brylluppet hos Forældrene Det er hendes Hverv, at tilberede de mange Maaltider, som i disse Dage nydes af den talrige Forsamling. Hun har altsaa god Lejlighed til at lægge sin Dygtighed i Kogekunsten for Dagen; heller ikke gaaer hun fri for Kritik, om den end hviskes fra det ene Øre til det andet bag "Lue" (Hue) og Lin, der som oftest er bunden fast med et Tørklæde, det uundværlige "Mundklæde", Har en Samsingerske kun dette, lader hun som oftest haant om alt andet Reisetøi, naar det da ikke just gjælder en lang Tour. Sidder hun i den luneste "Kakkelskrog" og vil hun derfra ud i den skarpeste Kulde, i disse forrygende Storme, som hyppigt fare hen over Øen, da forlanger hun ikke Andet, naar hun blot har sit dyrebare Mundklæde. Hun flyver omkap med Stormen, helst i "Plasningen" (Tusmørket), da de Samskvinder have en besynderlig Lyst til at bisse, faae sig en "Prat" med det løsnede Klæde, binde det atter fast og fare, forfulgte af den ondskabsfulde, drillende Vind, tilbage til deres egen By.

Men det var nok ved Maden, vi slap. Fra Slagteriet gaaer man over til næste Bagning, hvori indbefattes en forbavsende Mængde Kager, og i denne Kunst synes Samskvinderne at besidde en sjelden Færdighed. Til Ole Andersens Gilde blev der lavet: Æblekager, Søsterkager, Lagkager, Sandkager, Kartoffelkager og Butterdeigs- (hvorfor ikke Smørdeigs?)kager. Alt lykkedes og blev udmærket godt; men man sparede heller ikke, hverken paa de fornødne Ingredientser eller tilsvarende Uleilighed. Medens endeel af Hjælpekonerne sysle med dette behagelige Arbeide inde i en af Stuerne tumle de Andre med de svære Deigtruge og Bagerovnen, denne hedes, rages og fyldes den ene Gang efter den anden med Sigtebrød, Hvede- og Æggekager (herved forstaaes store flade Hvedebrød, tillavede med mange Æg, Rom og Fløde). Til andengangs Bagning medgaaer der som oftest et heelt Døgn; men saa kan det ogsaa nok være, at der er fyldt op i Huset. Sommetider opbevares det i et Kammer, i Kister og Kasser; sommetider lægges det hen over det store Loftsgulv, der er bleven feiet og gjort istand dertil, og det seer ret underligt ud, naar man da, som hos Ole Andersens, staaer for den ene Ende af det vidtstrakte Rum og kaster Blikket hen over denne sjeldne Brolægning. Man skulde næppe tænke det muligt, at disse Brødmasser vare bestemte til at fortæres i Løbet af 24 Timer, thi længer varer intet Gilde paa Sams; dog er det heller ikke bogstavelig at forstaae, thi disse Øboere ere Folk af Æresfølelse, der ikke modtage Gaver, uden at tænke paa Gjengjæld, og det var let at mærke, at min Værtinde, Mætte Kirstin', i høi Grad besjæledes af denne smukke Tankegang; thi Bagningen var ikke tilende, før samtlige Kvinder, der jo rigtignok ikke vare komne tomhændede tilgaarde, fik deres rigelige Part af det friske Brød.

Dels af bryggers: Køkken fra Frilandsmuseet. Fra sådanne køkkener blev der bagt brød cirka en gang om måneden, brygget øl hveranden måned og vasket tøj. Ægteskabet betød ny status i landsbysamfundets hierarki. Lykkebringende ritualer spillede en stor rolle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En halv Snees Dage før et Gilde svinde ligesom i en Ruf, og inden man ret vidste Noget deraf havde man ogsaa naaet Onsdagen, som var den Dag, der gik forud for Bryllupet. Jeg tog da Lejligheden iagt og tillod mig en Vandring paa egen Haand gjennem den smukke Bondegaard, og det var i Sandhed en fornøielig lille Tour. Ikke en Krog, uden at den var i Orden; alle Borde skinnede hvide, Kobber- og Messingtøi var blankt som Solen selv; Kvinderne loe og sladdrede. Der vare Gulve skjulte af Brød. Kister og Kasser fulde af Kager, lange Hylder med "Kopper", hvori høie, krusede Smørstabler, Bjerge af Kjød, Søer af Fløde, saa tyk, at den meest lettroende af alle Kjøbenhavns Politibetjente vilde sværge paa lumsk Forfalskning; der vare Skuffer, bugnende af hugget Sukker og malede Bønner, - og der var endelig Mere end Overflod af stærke Drikkevarer. Nu, da alt Sligt er fra Haanden, tages der sat paa Borddækningen. Storstuen blev ryddet og berøvet sit svære Bohave, sine velfyldte Skabe, Kister og Kommoder, som af Karlfolket ikke uden Besvær blev bragt ud i Loen. Derpaa opstilledes lange, smalle Borde med tilsvarende Bænke, langs alle Vægge, og Bordene skjultes af uoverskuelige Rækker Tallerkener, Saft, Syltetøi, Kager osv.; dog vare det langtfra, at Gjæsternes Mængde kunde rummes i dette Værelse. hvorfor der ogsaa blev dækket i Mellemstue, Kakkelsstue, Væverstue, lige ud til Kjøkkenet, og inden dette vidtløftige Arbeide var fuldbagt, lakkede det mod Aften. Man var færdig og dog ikke færdig; man havde nogle ledige Timer for sig, - hvad falder da rimeligere, end at benytte dem paa det Behageligste? Prøver af de forskjellige Drikkevarer og Kager sattes frem; de hjælpende Mand indfandt sig, der blev smagt, passiaret og leet, ja tilsidst fik de sig endogsaa en lystig Svingom - det hedder, at "prøve Tønden".

Men da selv de meest Udholdende af Menneskeslægten ikke ganske kunne undvære Hvile, varede det kun nogle faa Timer; thi ved første Hanegal maatte Kvinderne allerede være paa Benene igjen, for at tage fat paa Suppekogningen. En "Gildessup" maa nemlig være færdig fra Morgenstunden af, da mindst Halvparten, fordeelt i en Legion Potter, hver ledsaget af et Sigtebrød, bringes omkring til de Steder, hvorfra der er kommen saa mange gode Gaver. At disse ikke vare knapt beregnede, havde jeg allerede sandet; dog bleve de til allersidst forøgede ved en Mængde Kager, baade flade hjemmebagte og taarnhøie Tærter og Krandsekager med siirlige Inskriptioner fra Bageren; ogsaa de komme fra de allerkjæreste Venner; man kan da ikke undre sig over, at nogle af dem nøle, forinden de bestemme sig og afsende Gaasen, hvis befjærede Person betyder det Samme, som et afgjørende; Ja.

Kort efter Midnat blussede altsaa Ilden under Mætte Kirstin's omfangsrige Grubekjedel, og Kvinderne skrede til det ingenlunde lette Arbeide, at koge en god Suppe til flere hundrede Mennesker. En "Gildessup" maa være stærk, fersk og fed; den forsynes med Urter og Rødder, Risengryn. Rosiner, Svedsker, samt Boller af Kjød og Meel - runde og lange, trillede og rørte; den giver altsaa Meget at bestille, og er man henad Morgenstunden bleven færdig dermed, forestaaer endnu det saare vigtige Arbeide, at stege. For sidste Gang hedes den store Ovn, og naar den har Nok, sættes Bradepanderne ind, den ene ved Siden af den anden, med Stege i Sneseviis, og de Kvinder, som skulle besørge denne brusende, brasende, hviskende Dyreverden vendt og dryppet, have sandelig intet let Hverv. Men hvad falder en Samsingerske svært, naar det gjælder et Bryllup!

Imidlertid er det bleven Dag. Huusmoderen og Hjælperskerne iføre sig pæne Klæder og nystivede Lin; Spillemandene indfinde sig, thi de skulle modtage Gjæsterne med Tonernes Klang og staae derfor opstillede i Gaarden, og fra Klokken er ni kunne Gjæsterne ventes. Naar en Deel Gjæster er samlet, lader Bruden sig tilsyne; hun er klædt i mørkt, uldent Kjøbetøi, smukt Silkeforklæde, Tørklæder og Baand; hendes Kjendemærke er en sort Fløiels-Hue, skjult af Perler, Guldstads og kunstige Blomster.

Da jeg bestemt havde lovet, at være med ved Høitiden, mødte jeg saasnart som jeg af Vognenes Rumlen fornam, at Gjæsterne vare ved at samles. Da jeg ikke vilde volde Ulejlighed i Brudehuset den sidste travle Dag, var jeg nemlig flyttet ind til Naboens. Jeg modtoges ikke alene af Madmoder og Husbond, men ogsaa af de fleste Andre med et hjerteligt; "Velkommen!" Forsamlingen var saa stor, skjønt den henad Aften fordobbledes, at man gjorde bedst i at holde fast ved sin Plads. Der taltes om ligegyldige Ting i en dampet Tone; Brudepigerne ombøde Øl, Brændeviin og Smaakager, det vil sige Vafler, Goderaad og Kleiner, samt Koldskaal til Kvinderne; det er en Drik, der laves af kraftigt Øl, Mjød, Sukker og Krydderier. Efter dette Maaltid bestege vi Vognene, 24 i Tallet, og kjørte under Fløiters og Violiners Klang til Kirke. Forrest kom Brudeparret med deres Brudepiger, derefter Forloverne og Brudekonerne, og saa de Øvrige, som de bedst kunde. Kirken betraadtes i dyb Alvor; Samsingeren ikk Den, der tager det let med hvad der vedkommer hans Gudsdyrkelse. Efter Vielsen gik hele Forsamlingen til Offers, og da Alt var vel overstaaet, kjørte vi hjem, ganske som vi vare kjørte ud, kun at den unge Ægtemand, indtog Pladsen tilhøire af sin Hustru; paa Henveien sad han tilvenstre. For et halvthundrede Aar siden kjørte kun Kvinderne til Kirke, Mændene red. Naar det saa gik hjemad, gjaldt det om, hvem af de Nygifte der kunde komme først ind i Gaarden; thi den skulde faae Herredømmet over den Anden. Der lagdes forskjellige Hindringer iveien; man knaldede med Bøsser, og det Hele blev til en lystig Kapfart. Men nu kjørte vi Alle nok saa adstadigt og modtoges ved Hjemkomsten af Musik og mange Gjæster, der vare komne medens vi vare i Kirken. Efter en almindelig Lykønskning, hvorved Bruden af de Fleste hilsedes med et hjerteligt Kys, ombødes paany Kager og Drikkevarer; Præsten og Honoratiores med Familie indfandt sig, og under dæmpet Tale og udæmpet Tobaksrøg fordreves Tiden inde, medens Kvinderne ude begyndte paa den storartede Anretning; da den var fardig, satte vi os, paa et givet Vink, tilbords.

Ved en saadan Lejlighed besørges Opvartningen af de unge Karle, der staae saa nær Familien, at de burde have Plads i Storstuen, men ikke kunne faae; de kaldes "Forgangssvende". Har man bænket sig, Brudeparret paa Hæderspladsen, Mændene tilhøire, Kvinderne tilvenstre, kommer Suppen. Fad følger paa Fad, og det sidste har ikke ladet sig see, før Svendene møde med Kruse og Kander, fyldte med mere Suppe, som de uden Ophør lade regne ned i de næsten fulde Fade; thi ingen samsk Huusmoder vilde have den Skam, at der skulde bæres Mindre ud, end der er kommet ind, og sidst af Alle den nidkjære Mætte Kirstin'. Ønsker man Kjød til Suppen, langer man sig et Stykke op af Fadet; Tallerkener og kold Peberrod staae hertil parate. Efter Suppen lader Stegenes Mangfoldighed sig tilsyne; de fordeles efter bedste Skjøn; den Gjæst, foran hvem en bliver sat, skjærer for til sig selv og sine Naboer. Efter Stegen følge Kagerne, og det Hele fugtes, som rimeligt kan være, med flydende Varer, først Øl og Brændeviin, siden Gammelviin. En ældre Mand af Familien var ved dette Gilde udnævnt til "Skjænker"; han passede sin Dont med Flid, og hvad han ufortrødent skjænkede i, nødes ogsaa med Paaskjønnelse og Velbehag.

Henad den Tid, Kagerne vare fortærede - det vil da sige, ikke Fjerdeparten af dem, der vare satte paa Bordet - , gik der tre Tallerkener om, paa hvilke Hver især lagde nogle Skillinger. Den første gjaldt de utrættelige Spillemand, der under Maaltidet vandrede fra Bord til Bord og udfyldte Talens Pauser med deres Strengeleg; den anden gjaldt de Fattige, og den tredie den brave Ganymed. Da den sidste Skilling var falden, istemmede Kirkesangeren en høitidelig Bordpsalme som paa det mest Passende afsluttede Maaltidet, thi alvorlig som den har ogsaa Stemningen varet; kun hvidskende have de Nygifte vexlet et Par Ord; Latter og høirøstet Tale har ikke en eneste Gang ladet sig høre, og hvis Musiken og Opvarternes Tummel ikke havde været, vilde man med Forundring have lyttet til Stilheden. Saasnart som Psalmesangens Toner vare hendøde, reiste man sig fra Bordet og søgte under en formelig Kamp at faae sagt Velbekomme til Huusfaderen og Brudeparret og og derefter trænge sig ud i Kjøkkenet, hvor Matronerne, med den værdige Huusmoder i Spidsen, vente paa det velfortjente; "Tak for Mad!"

Hvor skal det dog blive muligt, at faae ryddet Borte og Banke og Madlevninger bort her i dette Mylr? tænkte jeg, medens jeg fik det ene Puf efter det andet af den fremadstræbende Menneskemængde. Gaaden blev hurtig løst; thi Visitten i Kjøkkenet var næppe aflagt, før de Alle som En, løb ud af Porte og Døre, fordelende sig til Høire og Venstre og forsvindende som Avner for en "Hyrvelvind", og Huset lodes saaledes tomt, idetmindste forholdsviis; kun de hjælpende Kvinder, Spillemandene og Svendene lodes tilbage; nu var deres Tid kommen, nu skulde de høste Lønnen for deres Anstrængelser og nyde deres Mad i Ro og Fred.

Imidlertid drog det unge Par og Gjæsterne om i Byen. Nogle stege tilvogns og gjorde en længere Afstikker; men hvor man saa træder ind den Dag, staaer Kaffekjedlen parat, og da Tungebaandet imidlertid er bleven løst og den store Begivenhed giver Lejlighed til Bemærkninger, gaaer Passiaren lystig, medens den brune Drik nydes. Desuden benytte Kvinderne ogsaa dette Pusterum til at afføre sig den udsøgte Pynt og tage simplere Klæder paa, der bedre kunne udholde al den Støv, som i Nattens Løb vil sænke sig derpaa.

Denne Skik, at løbe "afby", saasnart Middagen er overstaaet, finder jeg meget priisværdig; thi da vi saa, henad Klokken otte, atter indfandt os i Brudehuset, straalede det i fornyet Glands; Alt var sat tilrette, Stuerne ordnede og feiede. Kaffebordet dækket, og Spillemandene, der imidlertid havde styrket sig ved Mad og en lille Luur, kaldte med kraftige Toner til Dands oppe fra Storstuen.

Hermed var ogsaa hvert Spor af Alvor og Høitidelighed lagt tilside. Bruden mødte omklædt som de Andre og uden den Fløiels Hue. Dandsen gik med forbavsende Udholdenhed; Gamle og Unge tumlede sig mellem hverandre, Alle vare de glade og tilfredse, og gamle Mætte Kirstin' ikke mindst; hun var saa inderlig fornøiet over det vellykkede Gilde, at hun forundte mig en Galopade, i hvilken vi fløi omkaps med Attenaarige, hvorimod Ole Andersen fandt det mere overensstemmende med sin Værdighed at passe Kortene og Punschebollen. Alt som Tiden led, voxede Munterheden og Dandselysten; den ene Vals, Forkert og Galopade afløste den anden. Som Hvilepunkter indskjødes en To- eller en Sextour, en Kongenshave eller en Kyholmer, vel ogsaa en Francaise, upaaklagelig udført af nogle vadmelsklædte Løver og Løvinder. Det var smukt at see, hvorledes de Husmandsfamilier og Andre, der stode i tjenende Forhold til den rige Bonde og som jo rigtignok med Ufortrødenhed havde hjulpen i de travle Dage, nu nøde Glæden sammen med de Ansete og Fornemme; de selv og deres Børneflok nøde samme Rettigheder, som de Fineste, Alt var jo i det Hele taget som det skulde være, jævnt og glædeligt fra Først til Sidst.

Knud Gamborg: Et bryllup på Samsø. Illustreret Tidende nr. 744, 28. december 1873.

Men Kraftanstrængelser, som saadan Dands, trænge til Understøttelse, og henad Midnat dækkedes da ogsaa Bordene i de ydre Rum. Der var friskt Brød, kold Steg og andre gode Ting i saadan Overflødighed, at man skulde tro, man var ved Gildets Begyndelse. De, der nu ikke kunne faae Plads strax, vente lidt, saaledes at det ene Hold afløser det andet, uden at Dandsen derfor sagtnes, og saaledes gaaer det uafbrudt indtil Kl. 2. Da sætter "vor Mo'er" sin vældige Kaffekjedel over Ilden, og ved Hjælp af denne styrkende Drik, saavelsom af den store Mængde Spiritus, der i Løbet af de sidste Timer sættes tillivs af Mandfolkene, stiger Lystigheden til Høidemaalet. Dandsen gaaer under Jubel og Skrig; den brave Ganymed forglemmer hverken sig selv eller de Andre, men skjænker under Puffen og Latter lige til de lyse Morgen; - men saa er ogsaa Glædens Bæger tømt - man kan ikke mere!

Men hvem vilde vel lade de trætte, udmattede Gjæster drage hjem uden et sidste kvægende Maaltid? Ikke Mætte Kirstin'! Hun har endnu fuldt op af Alslags; hun skjuler endnu engang de lange Borde med Levnetsmidlet, og dennegang vælger hun Noget, der kan pirre og kradse - Skinke, Saltmadsfad, Sylte, med Sennep - Eddike, og naar dette Maaltid, der slutter med den uundværlige Skaal Kaffe, er indtaget, saa er ogsaa Herligheden endt; de støvede, udmattede Gjæster fjerne sig, paa nogle Enkelte nær, der aldrig kunne faae Nok og som det er bedst at gaae afveien for, og naar de endelig syngende og hujende forlade Gaarden, staae allerede de trofaste Kvinder parate med deres Sæbe og Skrupper, thi ingen samsk Huusmoder kan udholde at see sit Huus i den Tilstand, som dette nu er bleven bragt i. Jeg havde selv Lejlighed til at overbevise mig om, at Ro ikke sænkede sig over det ole-andersenske Huus før Mætte Kirstin', hjulpen af de trofaste Kvinder, havde vasket, feiet, skruppet, flyttet og tilbagesendt det Laante og den stadselige Gaard prangede i vant Reenlighed og Orden. Først da tillod man de trætte, forvaagede Øine at lukke sig. og da jeg den paafølgende Morgen traadte ind, for paany at tage mit lille Kammer i Besiddelse saae der ud, som om der ikke i Mands Minde havde været holdt Gilde inden disse Mure. Jo eet Sted fandtes der tog endnu Spor deraf, og det var i Spisekammeret; der syslede Mætte Kirstin' endnu et Par Timer med det vanskelige Arbeide, at "ransle ud", det vil sige: sende til hvert Sted. hvorfra der var kommen Kage, baade af deres egen og den, som Andre havde foræret dem. Desuden skulde de Fattige ogsaa betænkes med de mange gode Levninger, og til allersidst blev der sat Noget hen, som kunde bydes en eller anden tilfældig Besøgende og som Familien selv kunde have Godt af, om ikke før, saa førstkommende Søndag, da de Nygifte giæste Hjemmet, for derfra at holde deres Gudstjeneste.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 19. juni 1870).