Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (3/7). (Efterskrift til Politivennen)

Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen.

Hans Henvisning til, at han ikke kan Dansk, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person, afvises.

I Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen hedder det, efter at der er anført et udførligt Uddrag af den paaklagede Artikel i "Bondens Selvstyre" "Forbryder eller Statsminister":

"Som særlig injurierende er der fra Anklagerens Side fremhævet, foruden Artiklens Overskrift, følgende Udtalelser - efter at den danske Stat er fremstillet som en i System sat Forbryderverden og som den største Morder og Voldsmand. - Om Statsministeren, 

at Toppunktet af dette Røvervæsen talte altsaa i Bov til sine smaa Underrøvere, sammensvorne og medskyldige.

Naar en Røverkaptajn taler til sine Mænd, aflægger han Beretning om, hvad der er røvet og plyndret. Saadan gør Statsministeren ogsaa, at Statsministeren betegnes derefter stadig som Røverkaptajn. "Kaptajnen siger, Skaansel gives der ikke", hans Medhjælpere betegnes som Røvere; ved Landet forstå af "Kaptajnen og hans Mænd", hvilke derefter betegnes som "Bander".

at Samfundet skal ødelægges, ser vi af Statsministerens Tale, og Statsministeren kaldes derefter "han og hans Kanutter", der vil have alt, hvad Jorden frembringer, derfor laver han jo alle sine Love og Pengesvindel, at Statsministeren vil altsaa sende dem, som han har udplyndret i Sultedøden, og hans medsammensvorne og Snaphaner glæder sig allerede, fordi de kan være Vidner til deres Ofres kvalfulde Død,

at Statsministeren sammenstilles med Snaphaner og Brodermorderen Kong Abel, der blev dræbt af Henner Friser, hvorhos der udtales "Vi kommer til at gøre noget lignende" og "Enten skal Røverkaptainen dø, eller vi vil dø", og "Vi kunde have gjort det af med ham, havde vi været mandsstærke til Stede", hvorhos der i denne Forbindelse tales om Røvervæsen og Røversystem.

Tiltalte har erkendt, at han er ansvarlig Udgiver, og at han selv har forfattet Artiklen og foranlediget den optaget i Bladet. 

Tiltalte har paastaaet sig frifundet, idet han har anført, at han ikke vilde fornærme Statsminister Stauning, men at han kun har villet kritisere Statsministerens System og Statens Forhold i Valutaspørgsmaalet, og han har ment sig berettiget og pligtig til at kritisere Statsministeren og advare ham og hele Folket imod den skrækkelige Situation, i hvilken Landet befinder sig; han har følt sig krænket over Statsministerens Tale i Bov, og han har villet rette det Spørgsmaal til Offentligheden, om Statsministeren er Forbryder, og at han har brugt de refererede Udtalelser, fordi han har villet udtrykke sig billedlig, han har endvidere anført, at han ikke er det danske Skriftsprog fuldkommen mægtig, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person i Stedet for Statsministerens Politik i Artiklen.

Til tiltaltes Paastand om ikke at være Skriftsproget mægtig, og at hans Udtalelser er sket i Vanvare, vil der ikke kunne tages noget Hensyn, idet tiltalte i flere Aar har optraadt som politisk Taler og Forfatter af Artikler i Dagspressen, hvor han saa at sige altid bruger det danske Sprog, og der kan heller ikke tages Hensyn til hans Paastand om, at han kun har villet kritisere Statsministerens Politik, idet hans Udtalelser hele Tiden tager Sigte paa Statsministeren, hans Person og Embedsvirksomhed.

Da paagældende Udtalelser maa antages at have faaet en betydelig Udbredelse gennem Pressen, og da de alle maa anses for i høj Grad ærekrænkende og ubeføjede, vil tiltalte være at anse efter Strfls. 216, 215 med en Straf, der findes at kunne fastsættes til simpelt Fængsel i 3 Maaneder. hvorhos de fornærmelige Udtalelser vil være at kende for døde og magtesløse at være. Tiltalte vil derhos have at udrede alle af denne Sag lovlig flydende Omkostninger, derunder Salær til den for tiltalte beskikkede Forsvarer, Landsretssagfører Dr Sievert, Tønder, 60 Kr.

Thi kendes for Ret:

De foran ommeldte for Statsminister Stauning fornærmelige Udtalelser og Sigtelser bør døde og magtesløse at være, og bør tilt. Gaardejer Cornelius Petersen, Vesteranflod ved Møgeltønder, hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder og betale alle af denne Sag lovligt, flydende Omkostninger, derunder Salær til den beskikkede Sagfører Dr. Sievert, 60 Kr.

(Hejmdal, 2. oktober 1926).

Cornelius Petersen Idømt 3 Maaneders simpelt Fængsel

Hans Paastand om Ikke at være det danske Sprog mægtig tilbagevises som usandfærdig Saavel Hr. Petersen som den offentlige Anklager appellerer Dommen til Søndre Landsret.

Interview med Redaktør H. P. Hanssen om Rygter, der gaar ud paa, at Cornelius Petersen har planlagt et "Kup" ved Rigsdagens Aabning.

Ved Retten i Tønder afsagde Dommer Gjessing i Gaar Formiddags Kl. 11 Dom i den Sag. som et Offentlige har anlagt mod den frisiske Gaardejer Cornelius Petersen. Da der var Marked i Byen havde en Mængde Landboere fra omegnen indfundet sig og afventede nysgerrigt Udfaldet af Sagen.

Den stortalende Bonde.

Han mener sig uskyldig og optræder som Martyr.

Paa Slaget 11 traadte Dommeren ind i Retssalen og under dyb Stilhed læste han:

Thi kendes for Ret: De fremsatte Beskyldninger og Sigtelser bør døde og magtesløse at være, og Tiltalte, Gaardejer Cornelius Petersen, Vester Anflod, bør hensættes i simpelt Fængsel i 8 Maaneder, desuden skal han betale denne Sags Omkostninger, derunder 60 Kr. til den beskikkede Defensor, Landsretssagfører Siewerts.

Dommeren spurgte derefter Cornelius Petersen, om han var tilfreds med Dommen.

Cornelius Petersen: Nej, jeg vil appellere.

Dommeren spurgte videre om det var fordi han fandt Dommen for streng eller fordi han mente ikke være strafskyldig. Hertil svarede Cornelius Petersen:

- Jeg er ikke strafskyldig!

Paa et Spørgsmaal om Cornelius Petersen ønskede Dommen forkyndt i sit Hjem, svarede han:

- Ja, jeg vil have alle Dikkedarer med!

løvrigt erklærede den offentlige Anklager, Politimester Seidenfaden, at ogsaa han straks vilde gøre Skridt til Appel. Han vil ved Søndre landsret forlange Dommen betydelig skærpet

Præmisserne.

Bondeførerens Skriverier er i høj Grad æresfornærmende og ubeføjede.

Som bekendt har Cornelius Petersen under Retssagen indtaget det ynkelige Standpunkt, at hans voldsomme Skældsord mod Statsministeren skyldes den Omstændighed, at han ikke kan tale eller skrive ordentligt Dansk.

Herom hedder det i Dommens Præmisser:

Til Tiltaltes Paastand om ikke at være Statssproget mægtigt og at hans Udtalelser er sket i Vanvare, vil der ikke kunne tages noget Hensyn, idet Tiltalte i flere Aar har optraadt som politisk Taler og Forfatter af Artlkler i Dagspressen, hvor han saa at sige altid bruger det danske Sprog, og kan heller ikke tages Hensyn til hans Paastand om, at han kun har villet kritisere Statsministerens Politik, idet hans Udtalelser hele Tiden tager Sigte paa Statsministeren, hans Person og Embedsvirksomhed.

De paagældende Udtalelser maa antages at have faaet en betydelig Udbredelse gennem Pressen, og da de alle maa anses for i høj Grad ærekrænkende og ubeføjede, vil Tiltalte være at anse efter Straffelovens § 216 jvf. § 215 med en Straf, der findes at kunne fastsættes til simpelt Fængsel i 3 Maaneder, hvorhos de fornærmelige Udtalelser vil være at kende for døde og magtesløse at være.

Under Oplæsningen stod den tapre "Bondefører" nervøs og sammensunken. Forvirret af sine fanatiske, kværulerende Venner havde han - hvor ufatteligt det end lyder - til det sidste troet at blive frikendt. Saa længe har han faaet Lov at buldre løs, fordi man betragtede ham som helt-forstyrret, at han nu var kommet til den Opfattelse, at lige meget hvad han end sagde eller skrev, vilde de angrebne nøjes med et Skuldertræk

Da det nu gik op for ham, at det sidste Skuldertræk var et Puf ind i Kachotten, tabte han Mund og Mæle. Af "Helten" fra Vestre Anflod var intet tilbage.

H, P. Hanssen om Dommen og dens Følger.

Cornelius Petersen som Napoleon med de 5000 Mand.

Sønderjydernes ubestridelige Fører under Tyskland var Redaktøren af Bladet "Hjemdal", Folkethingsmand H. P. Hanssen. Efter Domsafsigelsen havde vi en telefonisk Samtale med ham, bl. a. for at forelægge ham nogle Avisrygter. De gaar ud paa, dels at Cornelius Petersen har organiseret en Bande, med hvilken han paa Tirsdag vil sejle til København for at storme Rigsdagen, dels at en Fængsling af den kuldrede Friser vilde føre til Optøjer, eventuelt Angreb paa Fængslet i Tønder for at faa Manden befriet.

- Hvad er i sønderjyske Kredse den almindelige Mening om Dommen? spørger vi,

- At den blev som ventet, lyder Svaret. Jeg hører ganske vist, at Politimester Seidenfaden kræver Skærpelse, men det maa erindres, at Cornelius Petersen kun staar tiltalt for en Presseforseelse, ikke for Anstiftelse til Oprør. Og da han ikke tidligere har været straffet, tror jeg ikke. at Landsretten vil forhøje Straffen. Men dette er ogsaa ret ligegyldigt. Hovedsagen er, at der er sat en Stopper for Cornelius Petersens skandaløse Agitation.

- Er det rigtigt, at opfanatiserede Mennesker har truet med at storme Arresthuset, dersom Cornelius Petersen sættes fast?

- Aah nej! ler H. P. Hanasen. Saa vidt kommer det næppe. løvrigt vil der nok falde Ro over Sindene, medens Landsretten behandler Sagen. Foreløbig sker der jo intet.

- Men hersker der da Uro nu?

Det fortælles, at Cornelius Petersen har samlet 5000 Mand, med hvilke han paa Tirsdag vil drage til København for et besætte Rigsdagen under Aabningsmødet. Det forlyder ogsaa at han har Forbindelse med et københavnsk Skyttekorps. Er der noget om disse Rygter?

- Nej, det er bare Snak Mand og Mand imellem. Fra Krigens Tid er der i Sønderjylland visse Mennesker, som er overnervøse og eksalterede De lytter til Opviglerne og Fantasien tager Magten over dom. Men det er kun Enere. Den store, sønderjyske Befolkning er besindig. De svaghovede og kritikløse Brushoveder troede at have faaet Vind i Sejlene, fordi ingen reagerede overfor den grove og ophidsende Tone, der førtes i Cornelius Petersens Blad og paa Møderne. Men nu, da disse Personer ser, at det er Alvor, løber de skrækslagne fra det hele. Cornelius Petersen kan ikke samle 50 Mand til at begaa Voldsomheder, langt mindre 5000. Ord, Ord og atter Ord, de er, hvad der præger denne Bevægelse, som af sig selv vil løbe ud i Sandet, naar Spektakelmagerne opdager, at de Ikke længere har frit Slag.

- Er der truffet ekstraordinære Foranstaltninger fra Politiets Side?

- Det har jeg ikke mærket noget til.

- Er det rigtigt, at der er indledet Undersøgelse for at faa oplyst, om de krigerske Elementer har Vaaben?

- Heller ikke en saadan Undersøgelse har jeg hørt omtale. Der er vel nok en og anden, som fra Krigsaarene opbevarer en Revolver eller et Gevær, men der bliver Ikke Brug for Vaaben. Befolkningen vil ikke være med.

Hr. H. F. Hanssen sluttede med at udtrykke sin Tillid til, at et fredeligt Fremskrldtsarbejde i Sønderjylland efterhaanden vil gøre Indtryk ogsaa paa dem, der nu er ude af Ligevægt. Men dette fredelige Arbejde er det, Hr. Cornelius Petersen og hans Flok af al Magt vil hindre. Disse taabelige Individer har endog truet H. P. Hanssen paa Livet, ligesom de har truet Statsminister Stauning.

Det er paa Tide, at de bliver bremsede.

Justitsministeren kender sine Pappenheimere

Men udleverer dem ikke til en "sensationshungrende" Eftermiddagspresse.

Efter at have refereret H. P. Hanfisens Udtalelser for Justitsministeren, spurgte vi ham i Aftes, hvorfor han havde nægtet at kommentere Dommen overfor Berlingske Tidende.

- Jeg mener, svarede Ministeren, at det virkelig er for taabeligt, naar store Dele af Pressen trods den givne Begrundelse for Sagsanlæget lader, som om der blev rejst Tiltale, fordi Statsministeren eller jeg er fornærmede over, at Hr. Cornelius Petersen har kaldt os henholdsvis Røverkaptajn og Underrøver. Disse eller lignende pjattede Skældsord, som Cornelius Petersen og forskellige andre har faaet Lov at bruge Maaned efter Maaned, har næppe efterladt Indtryk noget Steds. Men der er virkelig Forskel paa at bruge Skældsord og at opfordre til Oprør eller til at ihjelslaa eller nedtrampe en nærmere betegnet Politiker eller Minister. Man skulde tro, at selv konservative Blade kunde se denne Forskel. Men Dele af Højre- og Venstrepressen har i denne Sag som i andre foretrukket at lave Partipolitik og at latterliggøre en eller flere af Ministrene fremfor at beskæftige sig med Sagens Kerne. Det har derfor glædet mig, at H. P. Hanssen har taget denne Presse alvorligt i Skole netop i denne Sag.

- De vil altsaa ikke udtale Dem yderigere om, hvad der er fremkommet i Sagen?

- Nej! Uanset, hvad jeg vilde oplyse, vilde det blive forvrænget og udnyttet mod Ministeriet eller mig personlig uden iøvrigt at gøre nogen som helst Nytte.

- De antydede forleden, at der for Justitsministeriet forelaa andre Oplysninger end dem, Pressen er kendt med. Sigtede dermed til Planer om Voldshandlinger, March mod Kristiansborg eller andet af det, der nu er fremkommet rygtevis?

- Herom udtaler jeg ikke. Hvad jeg end maatte oplyse, vilde det blive brugt til Grundlag for ny Sensationshistorier eller for en Polemik mellem de forskellige Lejre. Men naturligvis saa sidder jeg dog ikke som Justitsminister uden at have noget Kendskab til, hvad de forskellige ophidsende Faktorer l Befolkningen foretager sig. Selvfølgelig har jeg holdt mig underrettet om, hvad Cornelius Petersen og Konsorter har foretaget sig i de forløbne Maaneder, ligesom jeg har fulgt forskellige andre Udslag af Desparation. Men de Oplysninger, man efterhaanden samler om fascistiske, kommunistiske eller andre Kredses Tilbøjeligheder til at balancere paa Randen af Straffeloven, om visses pornografiske Udskejelser - de Oplysninger, siger jeg, kan virkelig ikke stilles til Raadighed for en sensationshungrende Eftermiddagspresse. Den kan iøvrigt for mig fabrikere, lancere og publicere alle de Rygter og Æventyr. den kan faa Læserne til at sluge.

Sluttelig henviser Ministeren til en Artikel i "Apenrader Tageblatt". Dette tyske Organ giver "Hejmdal" Ret i, at de saakaidte "Selvstyremænd" er gaaet over Gevind. Rygterne om et Togt til København er ogsaa kommet "Apenrader Tageblatt" for Øre, men Bladet ml trykker Forvisning om, at den rolige og besindige nordslesvigske Befolkning vil afvise Brushovedernes Voldspolitik.

Hertil knytter "Flensborg Avis" den Bemærkning, at naar det tyske Blad skriver saaledes, maa det vel tages som et Tegn paa, at Bladet ser ret alvorligt paa Stillingen og nødig vil have egne Meningsfæller ført for langt ud paa Skraaplanet.

(Social-Demokraten 2. oktober 1926).

Dommen over Cornelius Petersen.

Landsretten i Sønderborg ændrede i Lørdags Underrettens Dom over Cornelius Petersen fra 3 Maaneders Fængsel til 2000 Kr. Bøde. Som det vil mindes fældede Landsretten for et Par Aar siden en Dom i en anden Fornærmelsessag, der var anlagt mod en Medarbejder ved "Neue Tondernsche Zeitung", og som kom til at lyde paa 2 Maaneders Fængsel, men Højesteret nedsatte Søndre Landsrets Dom til en Bøde paa 1000 Kr. Maaske tør man gaa ud fra, at Hensynet hertil i nogen Maade har været medafgørende ved Landsrettens Dom over Cornelius Petersen.

Foruden selve Dommen har Henvisningen i Præmisserne til Statsministerens Udtalelse i Bov vakt Opmærksomhed. Vi skal iøvrigt, da Landsretsdommen allerede er bleven appelleret til Højesteret, afholde os fra videre Kommentar og afvente Højesteretskendelsen. Hvad Statsministerens Udtalelse i Bov angaar, har vi, som vi har skrevet her i Bladet, fundet den særdeles uheldig, men Udtalelsen blev gengivet i en forvansket Form, navnlig i "Bondens Selvstyre", og den falske Gengivelse er bleven udnyttet partipolitisk paa en Maade, som er kommen Selvstyrebevægelsen til Gode. I et københavnsk Dagblad er det blevet paastaaet, at "Hejmdal" har skrevet, at der ikke kunde tages Anstød af Statsministerens Udtalelse. Vi benytter Lejligheden til at gøre opmærksom paa, at det ikke er rigtigt. Rigtigt er derimod, at vi har oplyst, at tre ansete Mænd fra Bov Sogn, to konservative og en Venstremand, der var til Stede ved Mødet har erklæret, at saaledes som Udtalelsen faldt som en Replik paa et Tilraab, kunde der ikke tages Anstød af den.

Indtrykket af Landsrettens Dom afspejles i nogle Presseudtalelser i de københavnske Blade:

"København" skriver: "Landsrettens Præmisser vil utvivlsomt blive udnyttet af Selvstyrebevægelsen. Hos os andre skal Hr. Stauning ikke finde Hoveren over de beskæmmende Præmisser, men kun Beklagelse paa det danske Samfunds Vegne over, at Landet i en alvorlig Tid har en Statsminister, hvis Ord er saa lidet overvejede og ansvarsbevidste som Tilfældet var, da han lod Partilidenskaben løbe af med sig i Bov."

"Politiken": "Det kan ikke overses, at Landsretsdommens Præmisser gaar Ministeriet lovligt nær, ja, næsten træder Hr. Stauning over Tæerne. Hvis det blot havde været Dommens Hensigt at understrege den formildende Omstændighed, som maatte antages at ligge deri, at Hr. Corn. Petersen - efter hvad han selv anførte - havde følt sig stærkt irriteret over Statsministerens meget omtalte Udtalelse i Bov - da kunde dette meget godt være udtrykt, uden at Retten behøvede paa saa tydelig Maade, som det sker i Præmisserne, selv at udtale sig om den ministerielle Strøbemærkning. Men derved kommer Søndre Landsret lidt for langt ud i aktiv Politik, idet man vistnok vil være enig om at finde, at det ikke var den Opgave, der forelaa for Domstolen, at udtale sig om den eller give Hr. Stauning en Slags Tilrettevisning ved at fortælle, at han er optraadt udæskende. Det ligger formentlig uden for Rettens Kompetence."

"Nationaltidende": "Landsretsdommen i det justitsministerielle Injuriesøgsmaal imod Cornelius Petersen bør og kan naturligvis ikke betegnes som en Sejr for den sagsøgte. Vel blev Underretsdommens Fængselsstraf forvandlet til en Bøde, men det erkendes dog principielt i Domspræmisserne, at Cornelius Petersens Optræden berettiger til Brugen af de Straffelovsparagrafer, som Underretten har taget i Anvendelse. Naturligvis kunde Cornelius Petersen ikke undgaa at blive dømt for sin Udskældning af Statsministeren, naar Regeringen i det hele taget skred til Sagsanlæg; i saa Henseende har Sagen hele Tiden været saa oplagt som overhovedet muligt."

"Socialdemokraten": "Vi udtaler Haabet om, at Dommens Prøvelse ved højeste Instans vil blive fremskyndet det mest mulige. Landsrettens Dom kan simpelthen ikke blive staaende uanfægtet. Det danske Samfund er ikke tjent med, at der tillægges Cornelius Petersen og hans Garde en paa begrænset Ansvarlighed hvilende næsten ubegrænset Handlefrihed"

(Hejmdal, 18. oktober 1926).

Sagen kom for Højesteret marts 1927. Den stadfæstede landsrettens afgørelse.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (2/7). (Efterskrift til Politivennen)

Cornelius Petersen afsløret

Den virkelige Aarsag til Retssagen mod den frisiske Bondefører er, at Cornelius Petersen paa Tirsdag med 5000 bevæbnede Frisere vilde komme til København og opløse Rigsdagen.
Bliver Cornelius Petersen befriet med Magt?
(Fra vor udsendte Medarbejder.)

En fantastisk Plan

Idag afsiges Dommen over Cornelius Petersen ved Retten i Tønder.

Et meget udbredt Forlydende, der i Sønderjylland aabent diskuteres Mand og Mand imellem, vil vide, at Aktionen mod den frisiske Storbonde blev indledet saa hurtigt for at uskadeliggøre ham for et længere Tidsrum, samt for at bremse en yderst fantastisk Plan, han og hans Tilhængere havde under Forberedelse.

Planen gik ud paa, at Cornelius Petersen i Spidsen for 5000-6000 bevæbnede Frisere paa Tirsdag, naar Rigsdagen træder sammen, vilde indfinde sig her i Byen og foretage et Statskup.

Om Planens nærmere Enkeltheder beretter vor til Sønderjylland udsendte Medarbejder her: 

Tønder, Fredag Morgen. 

Det har i København vakt nogen Forbavselse, at Sagsanlæget mod Cornelius Petersen ikke alene er blevet saa stærkt fremskyndet, men at ogsaa Domsafsigelsen fremskyndes saa meget, at den allerede kan afsiges om faa Timer. Her i Tønder, som forøvrigt i hele Sønderjylland, vækker Regeringens Handlemaade ikke samme Forbavselse.

Som det vil erindres, er det tidligere blevet meddelt, at Cornelius Petersen agtede sig til København med 5000 Mand af Bondeværnet for overfor Rigsdagen at protestere mod den Maade, Sønderjyderne bliver behandlet paa. Denne Meddelelse blev dementeret af Cornelius Petersen, men man vil ikke desto mindre vide, at den er fuldkommen rigtig. Der var endogsaa fastsat en Dato for Bondeværnets Ankomst til København, nemlig Dagen for Rigsdagens Sammentræden, den 5. Oktober.

Til København!

Det skulde være Cornelius Petersens Mening at befordre sine Folk til København dels pr. Skib og dels pr. Jernbane, og han skulde allerede have sikret sig Skibslejlighed.

Hensigten var med Magt at opløse Rigsdagen.

Cornelius Petersens Tilhængere regner med, at han med Lethed vil kunne stille 5000-6000 Mand, og 1 København har man allieret sig med fascistiske Kredse. Ligeledes skal et Skyttekorps - hvilket vil man ikke røbe - have lovet Bondeværnet Støtte.

I indviede Kredse vil man vide, at ogsaa Vaabenspørgsmaalet var bragt i Orden, men om dette er rigtigt, er det umuligt at sige. En Kendsgerning er det imidlertid, at det for kort Tid siden af Forsvarsministeren legaliserede "Grænseværn" ligger inde med Rekylgeværer og Ammunition, og det er ikke udelukket, at man havde tænkt sig at sætte sig i Besiddelse af dette ved en Overrumpling.

Planen kom imidlertid for tidligt ud, og det maa formodes, at Regeringen nu har taget saadanne Forholdsregler, at et Kup overhovedet ikke Inder sig gennemføre.

Støtte Nord for Kongeaaen.

Ogsaa nord for Kongeaaen har Cornelius Petersen sine Støtter. Hans Tilhængere hernede erklærer, at flere store Jorddrotter har givet Tilsagn om Støtte.

Jeg aflagde igaar et Besøg hos den kendte Storbonde og Hingsteopdrætter Lorentz Petersen i Søst, en af Cornelius Petersens gode Venner og Broder til hans første Mand. Hingsteopdrætter Ktlof Petersen i Kaalund.

- Der er ingen Tvivl om, at saa godt som hele Befolkningen staar bagved Cornelius Petersen, sagde Lorent! Petersen. Endnu har dog ikke alle aabenlyst bekendt Kulør, men naar det rette Tidspunkt kommer, skal de nok møde op.

- Er Forholdene da saa frygtelige?

- Ja, det er pinende galt. Vi staar alle paa Fallitens Rand. og der maa ske et eller andet, saa vi kan blive hjulpet. Vi tror ikke paa Hjælp, før den nuværende Regering kommer bort, men paa hvilken Maade dette skal ske, véd jeg endnu ikke.

- Tror De, man vil drage til København?

- Der har været Tale om det, men personlig tvivler jeg paa, at det kan gennemføres. Paa den anden Side er vi jo næsten allesammen gamle Soldater, der ikke er bange for at vove Trøjen, naar det gælder.

- Har Bondeværnet Våben?

- Det kender jeg ikke noget til, men nogle har vel nok deres Geværer og Pistoler fra Krigen endnu.

Skattenægtere

- Det kan meget nemt komme dertil, at vi alle nægter at betale Skat. Vi kan ikke præstere de Afgifter, man forlanger af os, og naar vi alle strejker, gad jeg se, hvad man vil gøre.

- Vil det ikke svække Bevægelsen, hvis Cornelius Petersen bliver idømt Fængsel?

- Nej, det er det dummeste. Regeringen kan gøre, det vil faa Bevægelsen til at vokse og Forbitrelsen blandt Bønderne til at stige. Tror De forresten, at Myndighederne faar Lov til at beholde ham i Fængslet?

- Agter man at befri ham med Magt?

- Det har jeg ingen Mening om, men det vil i alle Tilfælde ikke være svært at faa ham ud af Arresten i Tønder.

- Tror De, at der vil ske Voldsomheder?

- Man maa jo haabe, at de undgaas, men et er givet: Befolkningen vil inden længe kræve Forandringer. Hvordan man saa vil søge at faa disse gennemført, maa staa hen i det uvisse.

.... Lignende Udtalelser har jeg hørt fra mange andre Sider, og det synes at gære alle Vegne. I Begyndelsen af denne Maaned skal der afholdes et stort Protestmøde mod H. P. Hanssen i Aabenraa. Man venter ca. 10,000 Bønder til dette Møde, og det formodes, at Myndighederne vil træffe særlige Foranstaltninger til Roens Opretholdelse.

Christian Husum.

(B. T. 1. oktober 1926).

Fotograf HolgerDamgaard (1870-1945): Cornelis Petersen, Cornelius (1882-1935) slesvigsk bondefører. 1918. Det kongelige Bibliotek.

H. P. Hanssen om Cornelius Petersen

Den gamle sønderjydske Fører udtaler sig om den frisiske Bevægelse og dens Tilhængere.

Truet paa Livet

Aabenraa, Torsdag.

I Anledning af den Cornelius Petersenske Bevægelse, der i Virkeligheden er ved at antage faretruende Former i Sønderjylland, har Jeg henvendt mig til Sønderjydernes gamle Fører, H. P. Hanssen-Nørremølle, som jeg træffer i hans Hjem i Aabenraa.

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Politiker H. P. Hanssen (1862-1936) . Det kongelige Bibliotek.

- Hvad er Deres Opfattelse af Cornelius Petersens Bevægelse?

- Jeg har hele Tiden været af den Opfattelse, at Regeringen for længe siden burde være skredet ind mod ham, et Standpunkt, som jeg ogsaa ved flere Lejligheder har fremhævet. Dersom jeg havde haft Ansvaret, vilde der have været skredet ind for længe siden. Man kan ikke vedblivende tolerere en saadan Agitation, se den vokse og vokse og blive værre og værre. Det er dog altid bedre at forebygge, og det kan ikke nytte at være skaansom overfor fanatiske, halvt sindssyge Personer. Den oprindelige Aarsag til Bevægelsen er let at se. Den er ganske simpelt fremkommet af Utilfredshed af udelukkende økonomisk Art. Mange Mennesker hernede lider under den Landbrugskrise, der blev en Følge af Verdenskrigen og som er gaaet hen over hele Verden, men den maa man igennem, blot ikke paa den af Cornelius Petersen foreslaaede Maade.

- Har han mange Tilhængere bag sig?

- Jeg mener det ikke. Langt Størstedelen af Befolkningen sympatiserer ikke med ham og karakteristisk er det da ogsaa, at der mellem hans Tilhængere ikke findes en eneste Person med kendt Navn eller nogen, der har beklædt noget som helst Tillidshverv.

- Anser De Bevægelsen for at være farlig?

- Farlig og farlig er to Ting. Man kan ikke se bort fra, hvad han med sin fanatiske Agitation kan forlede Folk til. Det maa ikke glemmes, at vi her i Sønderjylland har en ganske anden Befolkning at regne med, end den rolige, besindige Indbygger Nord for Kongeaaen. Vi har ikke alene levet hele Krigen med, men vi har oplevet en Revolution, og det betyder meget. Der findes mellem Befolkningen adskillige nervesvækkede Mennesker, der lider af Krigens Eftervirkninger. Hvad et saadant Menneske kan finde paa, naar det bliver tilstrækkelig opfanatiseret, er ikke godt at vide.

Truet paa Livet.

Man kan ikke roligt blive ved med at tillade at en enkelt Mand prædiker Vold og Vold og atter Vold. Det var nødvendigt at skride ind, inden det blev for sent. Hvor vidt man gaar hernede, fremgaar bedst af følgende lille Eksempel:

- Jeg blev for kort Tid siden ringet op af en mig ubekendt Mand. der sagde, at han absolut maatte tale med mig. Han kom hjem til mig, og med megen Ængstelse, som om han selv risikerede Liv og Lemmer, aabenbarede han, at han havde erfaret, at Cornelius Petersen og hans Mænd havde besluttet, at baade jeg, Refshauge og Arkitekt Fink skulde ryddes af Vejen.

- Tror De, at Cornelius Petersen vilde gaa over til Voldsomheder?

- Det er ikke let at svare paa, men dersom man bliver ved med at tolerere ham, forsøger han vel ogsaa paa det næste Skridt og det næste Skridt er Vold.

Bluff - ?

- Er det Deres Opfattelse, at Cornelius Petersen og hans Bondeværn vil drage til København?

- At han har omgaaede med Planer herom, er utvivlsomt rigtigt, men jeg tror nu, at det meste er bluff.

- Vil en Dom gøre Cornelius Petersen til Martyr?

- Det tror jeg ikke. Størstedelen af Befolkningen er klar over, at han har forbrudt sig. Cornelius Petersen erklærer nok, at det ikke er Stauning, han har fornærmet, men Statsmagten, men Stauning repræsenterer i Øjeblikket Landets ansvarlige Regering, og man kan ikke uanfægtet lade denne Regering smæde og lade dens Medlemmer skælde ud for Mordere og Banditter. Det gør i et Grænseland mere Skade end nogen tror.

- Tror De, at Regeringens Indskriden er kommet for sent?

- Nej. det kan jeg ikke tænke mig, men det var nødvendigt, at der blev sat en Stopper for Agitationen, hvis den ikke skulde udarte til Vold. Processen har allerede haft en yderst afsvalende Virkning paa de ophidsede Gemytter. Christian Husum.

(B. T. 1. oktober 1926).

Før Dommen over Friseren

Cornelius Petersens Defensor bebuder opsigtvækkende Begivenheder.

Appel til Højesteret

(Fra vor udsendte Medarbejder)

Tønder, Fredag Morgen.

Det kan ikke siges, at Domsafsigelsen i Cornelius Petersen-Sagen i særlig Grad præger Byen, men det skyldes antagelig det tidlige Tidspunkt. Med Formiddagstogene ventes ikke saa faa Landboere, der alle er hans Tilhængere, hertil. Man er nu alle Steder klar over, at han vil blive dømt, og Diskussionen drejer sig derfor udelukkende om, hvor lang en Fængselsstraf han vil faa. 

I en Morgensamtale med hans Defensor, Sagfører H. P. Nielsen fra Kolding, erklærer denne, at Cornelius Petersen personlig vil give Møde i Retten. Han vil umiddelbart efter Domsafsigelsen forlange Dommen appelleret.

Ved Retsforhandlingen ved Sondre Landsret vil Cornelius Petersen bl. a. besvære sig over den Behandling, Sagen har faaet ved Underinstansen.

løvrigt bebuder Sagfører Nielsen paa sin Klients Vegne, at man endnu ikke har hørt det sidste Ord fra den oprørske Friserbonde, og at der i den allernærmeste Fremtid vil høres Nyt ikke alene | Sønderjylland, men ogsaa Nord for Kongeaaen. I hvilken Retning, vil Sagfører Nielsen ikke udtale sig om paa det nuværende Tidspunkt.

Vi erfarer iøvrigt, at Søndre Landsret vil fremskynde Sagens Behandling, og at Afgørelsen vil kunne foreligge allerede om en lille Uge Hvis ogsaa denne Afgørelse gaa Cornelius Petersen imod, agter han at søge Justitsministeriel Tilladelse til at indanke Sagen for Højesteret.

Christian Hansen.

(B. T. 1. oktober 1926).

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (1/7). (Efterskrift til Politivennen)

Bondehær afsløret.

Statspolitiets Undersøgelse af den sønderjyske Köpenich-Affære. - En enestaaende Militær-Parodi, der vil drukne i Latter. - Danmarks Bondeværn i bengalsk Belysning

Den sønderjyske Gaardejer Cornelius Petersens Selvstyrerumlerier vil være Læserne bekendt. Man ved, at han og en Meningsfælle ved Navn Kylling og endnu en Del sønderjyske Storbønder havde fundet paa at "begynde for sig selv", et Regimente, der

først og frem mest tog Sigte paa Skattenægtelse.

Til den Ende blev der oprtettet et Blad, "Bondens Selvstyre", der arbejdede paa Indførelsen af Samfundsforhold som de var paa Valdemarernes Tid.

Dette Blad har i lang Tid været fyldt med voldsomme Overfald paa Myndighederne, Regering, Rigsdag og enkelte Politikere, men Skriverierne havde en saa taabelig, ja gadedrengeagtig Karakter, at Myndighederne ikke paa nogen Grund til at træffe Foranstaltninger mod Bladet og dets latterlige Rumlerier.

Men saa kom det for Dagen gennem Pressen, at Bevægelsen havde faaet Organisationens Karakter, og flere Steder offentliggjortes "Bondeværnet"s Love, der var af en saadan Karakter, at en Undersøgelse viste sig nødvendig.

Mystiske Lovparagraffer.

Det hedder bl. a. i disse Love:

"Bondeværnet er en militær Organisation".

"Bondeværnet vil forsvare Hjemmene og Vennernes Hjem mod Angreb, fra hvilken Side de end kommer".

"Aktive Medlemmer har Pligt til at deltage i Værnets øvelser".

Man vil vist fra alle Sider være enige om, at disse mere end mærkelige Lovparagraffer krævede en nærmere Undersøgelse, og en saadan blev da ogsaa iværksat af Statspolitiet.

Hos Justitsminister Steincke.

Vi henvendte os i Gaar i Justitsministeriet, hvis Chef beredvillig gav Pressen alle fornødne Oplysninger, og af nedenstaaende Redegørelse vil man faa et fuldstændigt Indblik i en af de kosteligste Affærer, som nogensinde er etableret her til Lands.

Justitsminister Steincke udtalte at den af Ministeriet foranledigede Undersøgelse maatte gaa ud paa at konstatere, dels om der var Grundlag for Straffeforfølgelse for Overtrædelse af Straffelovens Paragraffer § 85 (2. Stk.) og § 86 (Voldshandlinger mod Regeringen, Opfordring til Oprør), dels om der eksisterede en Forening mod et ulovligt Formaal, til hvis Ophævelse der burde anlægges Sag efter Grundlovens Paragraf § 85.

Bestyrelsens Forklaring.

Statspolitiets Forhør over de forskellige Parter har givet et Resultat, der i Komik langt overgaar, hvad Holberg præsterer i "Den politiske Kandestøber".

Cornelius Petersen forklarede, at "Bondeværnet" end ikke havde nogen Bestyrelse, idet Foreningen udelukkende blev ledet af ham som Formand, medens Hestehandler Petersen som Sekretær førte Protokollen. Efter hans Formening bestod Bestyrelsen af C. P. som Formand og 12 a 14 Mænd som var Bestyrelsesmedlemmer eller Tillidsmænd.

Gaardejer Kylling erklærede, at Formanden var Leder og Tillidsmændene Agitatorer, og disse havde da konstitueret sig som en Art Bestyrelse.

Sagfører Melsen, Kolding, forklarede, at han ikke havde det mindste med "Bondeværnet" at gøre. Medlemsantallet var den 28, Juni - 278 Mænd og Kvinder. Halvdelen af hver. Paa Listerne stod kun opført Mandsnavne, og hvert Navn hæftede for to Medlemmer, nemlig foruden Manden selv tillige hans Hustru eller Datter.

Foreningens Formaal. 

Kamp mod Arbejderne.

Bondeværnets Formaal var at organisere Banderne over hele Danmark i Lighed med de socialdemokratiske Foreninger i det Øjemed at imødegaa Retsbrud fra Myndighedernes Side og Overgreb fra Arbejderorganisationerne samt at imødegaa Følgerne af det kommende ekonomiske Sammenbrud, som vilde blive Følgen af de stadige Skatteforhøjelser og den skiftende Kroneværdi i Forbindelse med Nutidens bolsjevikiske Tendenser.

I Følge Gaardejer Kyllings Formening er "Bondeværnet"s Formaal at værne Ejendomsretten for Landboerne mod Angreb udefra, hvormed han nærmest har tænkt paa Kommunisterne, som fra Syd og Nord og i Løbet af et Par Aar vilde bryde ind over Landet og forsøge at overtage Landejendommene (!!) eller i hvert Fald plyndre dem!

Da Cornelius Petersen blev forespurgt ont, hvad Meningen var med Militærorganisationen, udtalte han, at der dermed var tænkt paa en militær Ordning med Befalingsmænd for at opretholde den 

nodvendige Disciplin

indenfor Organisationen.

Sønderjyderne kendte den politiske Kamp mod uretfærdige Statsmænd, hvormed han sigtede til Tyskernes Kamp mod den danske Nationalitet før Verdenskrigen.

En saadan Kamp førtes kun ved Hjælp af aandelige Vaaben og en stram Organisation. 

Hestehandler Petersen vidste ikke bestemt, hvad Meningen var med det militære; han tænkte det nærmest motiveret med bolsjevikiske Uroligheder.

Gaardejer Kylling udtalte om Sætningen "at der ved Optagelsen i Foreningen bliver gjort Antegnelser paa Optagelsesformularen om paagældende ved Opfyldelsen af Værnepligten har været Befalingsmand eller Menig - "Ved eventuelle Uroligheder er det Meningen, at Medlemmerne skal indtage en lignende Stilling som under Aftjenelsen af Værnepligten ved en Efterindkaldelse til Militærvæsnet.

Sagfører Nielsen, der intet havde haft med Affattelsen af Lovene at gøre, vil mene, at Ordet "militært" var anvendt fordi Sindene i Sønderjylland efter Krigen tiltaltes bedst af militærisk opbyggede Organisationer.

Sagføreren henviste iøvrigt til forskellige bestaaende og lovlige Foreninger som f. Eks.

Frelsens Hær.

Skytteforeninger o. a. militære Organisationer!

Cornelius Petersen blev forespurgt om, hvad han tilsigtede med, at "Bondeværnet" skulde forsvare Hjem og Arne, og han svarede, at Meningen var ikke at hindre Udpantning for Skatter men Auktionen efter Udpantningen, idet et vist Antal Medlemmer skulde møde op ved Auktionen og ved moralske Forestillinger forhindre Liebhavere i at gøre Bud!

Kylling nægtede at der havde været ført Agitation for Nægtelse af Skattebetaling, men kun at der blev opfordret til at betale under Protest.

"Bondeværnet" gør Gymnastik.

Om Lovens paragraf angaaende Medlemmernes Pligt til at deltage i Værnets Øvelser kunde Cornelius Petersen intet udtale.

Hestehandler Petersen forstod Paragrafen saaledes, at Øvelserne nærmest skulde bestaa i Sport, Gymnastik o. I., og Kylling udtalte at disse Øvelser skulde finde Sted i Samarbejde med Hæren, og Svag￾fører Nielsen "havde tænkt paa Medlemmernes Optræden under eventuelle Demonstrationer som naar Arbejderne demonstrerer (?) og der var ikke tænkt paa Udlevering af Vaaben (som de fleste af Medlemmerne er i Besiddelse af!)".

De var alle enige om et eventuelt Samarbejde med Grænseværnet og at der i givet Tilfælde kunde blive udleveret Vaaben fra Hæren.

Justitsministerens Resolution.

Justitsministeriet udtaler følgende som sin - sikkert almindeligt bifaldte - Opfattelse af denne fuldkommen taabelige Affære:

Efter de saaledes foreliggende Oplysninger er det ikke engang utvivlsomt, at der overhovedet foreligger en Forening, men selv om man nu antager dette, vilde den kun være ulovlig, hvis dens Formaal var at hindre Skattebetaling, Udpantning eller Auktioner. Men efter Ledelsens samstemmige Udtalelser har Sammenslutningen ikke et saadant Formaal. Hellerikke er der efter de foreliggende Oplysninger Grundlag for at rejse Straffesag mod Lederne for Overtrædelse af Straffelovens Paragraf § 85-86.

Hele Bevægelsen forekommer Ministeriet saa fantastisk og barnagtig, Førerne saa uvidende og forvirrede, Formaalene saa forskelligartede eller udflydende, at kun den særlige Mentalitet paa visse Steder og forskellige Møders opreklamering af Cornelius Petersen har kunnet forklare det Røre, denne Bevægelse har vakt, og Ledernes Spekulation i Folks Uvidenhed og Forvirring samt de vanskelige økonomiske Forhold synes ikke vel at kunne fortsættes, hvis Pressen vil meddele Førernes egne forvirrede Udtaleiser.

Der er efter alt det foreliggende givet Ordre til at lægge Sagen hen.

Vel talt!

(Social-Demokraten 2. juli 1926).

Et Pust fra gamle Dages Bondeliv. (Efterskrift til Politivennen)

Husflid, Brudeklæder, Haandarbejder og Kobbertøj.

En gammel Kro, der er som ete Museum.

Kisten med Brudeklæder - bagved det tærnede Hvergarnsskørt.

Det hænder en Gang imellem, at man ved et Tilfælde lige fra Hverdagen dumper midt ind i Eventyret. Saadan dumpede vi forleden paa en Cykletur ind i en gammel Kro. Strandholm-Bad, ude ad Køgelandevej, netop hvor Køgebugten begynder - altsaa nær ved Byens "egne Vinduer" - og befandt os pludselig til vor store Overraskelse i Stedet for i en moderne Krostue midt i et skønt, gammelt Bondeinteriør.

Ældgamle, kunstfærdigt udskaarne og broget malede Træ-møbler - paa Væggene blanke Kobber- og Messingting og Trætøj, der alle fortæller om Hjemmets Liv og Kvinden Gerning paa Landet i gamle Dage.

En Kvindes Undertøj dengang og nu.

Ejeren, tidligere Løjtnant fra de Næstved Dragoner, Hr. Holm, der nu i Sommer i 10 Aar har samlet de gamle Ting sammen, der gør han gode Kro til et helt kulturhistorisk Museum, aabner for den mægtige messingbeslaaede Dragkiste, og ethvert Evahjerte maa tage til at banke ved Synet af de skønne, gamle Broderier. Hvidsømmen, den Tid stærke, rene Hedebo, Sprangen. d. v. s. Traadene, der kunstfærdigt er pillet ud af det ægte Hørlærred, og Særke og Brudeskørter, som har smykket glade Brudepar, og som baade for hans og hendes Vedkommende er prydede med solide, syede Blonder. Hvilken Forskel paa Nutidens Dameundertøj - en fjerlet Haandfuld Silke med en spindelvævstynd Knipling, og disse tætte, stærke, hvide Lærredsting, hvis uforgængelige Blonder er syede Sting for Sting! Det er næsten som Symbolet paa to Tidsaldres Kvinder.

16 Tommer i Taillen.

Dér over den gamle Spinderok hænger et tærnet Hvergarnsskørt, hvilken Vidde - nok til to-tre moderne Kjoler - og det er saa stift, at det kan staa af sig selv; men dets Livvidde magter - - knapt 16 Tommer - ja, det kan vi ikke præstere i vor Garconnetid, men naar vi tænker paa Snørelivets Fiskebenskvaler, er vi glade derover - ikke?

Kobbertøj, Banketræ og den udskaarne Strømpebaandsvæv.

Kærlighed dengang.

Og hver Ting har sin Historie, den gamle Kobberpøs fisket op fra Bunden af Smidstrup gadekær, de smaa Kageforme, ogsaa af skinnende blankt Kobber - de er fra den berømte Jødetrine i Aarhus, det malede Banketræ, hvormed man slog løs paa Vasketøjet - Vaskebrædt kendtes jo ikke - endsige Vaskemaskiner - og dér hænger en kunstfærdigt udskaaren Træting, det er, fortæller Løjtnant Holm, en Sele- og Strømpebaandsvæv, den sad en forelsket Bondekarl og skar ud her ved Bilæggerovnen i de lange Vinteraftener og forærede den til Pigen, han elskede - som dog tog en anden.

- - En Tur gennem den gamle Have med de 30 Løvlysthuse, ud ad Badebroen, den længste i Danmark, til Badeanstalten, en Svømmetur i Køgebugt blaa og historiske Bølger, paa Cyklen, i Bilen, og ind mod Byen - en Oplevelse, et Eventyr rigere! Gunver

(B. T. 8. juni 1925).

Løjtnant Johannes R. Holm og Agathe Holm åbnede i 1915 kroen Strandholm Bad. Den lå overfor Avedøre Flyveplads udenfor Vestvolden. Det var en afholdskro indtil 1917. Medbragt mad kunne også nydes. Udover kroen var der en badeanstalt og det omtalte privatmuseum. Den bestod af løjtnantens dragongenstande og effekter fra bondelivet. Den messingbeslåede dragkiste var fra 1801. Badebroen var 400 meter, dengang Danmarks længste. Sikringsstyrkede benyttede den under 1. Verdenskrig til deres daglige formiddagsbad. Om sommeren kunne der være omkring 1600 besøgende. Til dem var opført 50 skyggefulde løvlysthuse. Blandt de besøgende var bl. a. den senere Frederik 9., prins Viggo, prins Aage samt kendte forfattere, kunstmalere, skuespillere, præster, læger, journalister, kontorfolk og handlende.

Strandholm Bad skiftede senere navn til De Gamle Stuer. De blev overtaget af Sigurd Harksen i 1950. Han tilførte samlingen sit eget materiale: knap 8.000 snurrepiberier, skibsmodeller, almueredskaber, smykker og meget mere og samlingen nåede op på omkring 10.000 genstande. Konen Eva Harksens opskrift på æggekage blevinkluderet i en tysk kogebog. Hendes motto var "Det er med æggekage som med ægtemænd – behandles de forkert, bliver de flade og kedelige".

Badebroen forsvandt. Sigurd døde 1957, og blev videreført af Eva indtil 1970, hvor hun solgte såvel samlingen som De Gamle Stuer. 

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

Det primitive Liv, hvortil vi skal tilbage. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Landmand fortæller om den tarvelige levevis for et par menneskealdre siden.

Niels Jensen er det ligefremme Navn på en gammel bondemand, som vi opsøger for - som Afslutning paa vor lille enquete om det primitive liv, vi nu skal vende tilbage til - at høre lidt om, hvordan livet paa Landet - i de jævne Bondehjem - levede Livet i gamle Dage for et Par Menneskealdre tilbage 

Niels Jensen bor i udkanten af Roskilde, i et pænt Hus inde i en Have. Men han har ellers, helt siden han "blev Mand" haft en gaard i landsbyen Vindinge, en halv Mils Vej Øst for Roskilde.

Det er ikke, fordi Niels Jensen er saa gammel. at vi netop gaar til ham, han er kun lige passeret 70. Men han er en af dem, der kan huske, og en af dem der kan fortælle.

Et kig ind i de gamle stuer

- Hvordan så det ud i sådant et gammelt bondehus da De var dreng? spørger vi.

- Tja, siger Niels Jensen, det var jo det samme alle steder. Der var tre stuer, men kun den ene af dem brugte man til daglig. Der sov man om natten, og der spiste man om dagen. Henne foran Vinduerne var der en lang bænk, og foran den et bord med flere Bænke omkring. Saa var der som Regel en bornholmer og et lille Hjerneskab og tit et andet lille Skab som man havde Medicinflasker og den slags i. Og son var der for festen de to store Himmelsenge med forhæng for.

I "Mellemstuen" var der et bord og et Par Stole og gerne en Seng som man brugte. naar der kom fremmede. Stolene var naturligvis ikke polstrede, og i mange Aar kendte man ikke til Sofa og den Slags. Det kom jo til i de senere Aar.

Endelig var der "øverstestuen",der var den største af Stuerne, tre eller fire fag. Der var Klædeskabe og Kister. men ellers ikke noget. Gulvene var allesammen hvidskurede og i Dagligstuen var der strøet sand på.

Spegesild, fedtebrød, grød, kål og suppe.

- Hvori bestod kosten i de dage?

- Vi fik skam noget godt at spise, kan De tro. Men der var jo ingen flotheder. Om morgenen begyndte vi med spegesild og fedtebrød og bagefter en kop kaffe med et stykke brunt sukker.

Kl. 9 fik vi , Halvmiddagsmad". Det var Fedtebrød og enten Ost eller Kød. Og Kl. 12 fik vi Middagsmaden, grød , Kål, Suppe. Kærnemælksvælling og den Slags. Lidt længere tilbage, kan jeg kan huske, var det mest Grød og Mælk. Nogle fik vi det 21 Gange om ugen!

Til "Midaften" - det. de nu kalder Vesperkost her på egnen - fik vi Brød og koldt Flask Fedt eller Stegeflæsk. Men aldrig Te. Det kendte vi slet ikke noget til. Det var en hel Luksusartikel dengang.

Saa var der Nadveren. Dér fik vi gerne Mælk og grød, og det var ikke centrifugemælk, men god, håndskummet mælk. 

En lang arbejdsdag.

- Vi stod op ved 4-5-tiden om sommeren. Om vinteren noget senere. I regelen arbejdede vi så til klokken 7:30 om aftenen, men høstens tid blev vi ved til den var både ni og ti. Det fandt de allesammen i orden, både karle og piger; men så blev der jo også sat gammeløl på bordet når de kom hjem. 

En karl fik omkring ved et halvt hundrede daler om året - i penge vel at mærke. For desuden fik han nogle alen vadmel til tøj, nogle alen lærred til skjorter og en to-tre pund uld til hoser.

En pige fik 25-30 daler og også en del lærred og uld, lidt hvergarn til kjoler og lidt til vadmelsskørter.

Der var ikke noget at slå om sig med, hverken karle eller piger; men det var heller ikke nødvendigt. Der var såmænd ingen der savnede det. Om aftenen sad de jo allesammen i stuen sammen med husbonden, man spiste ved samme bord, ja af samme fad, og standsforskel kendte man i grunden ikke noget til. Det lå også i, at det var trange tider for landmændene. Arbejdere og arbejdsgivere var omtrent lige velhavende.

En glad aften med dans, musik, brændevin og tobak for 33 øre.

Der var ikke mange fornøjelser og adspredelser. Men vi morede os godt - og det var billige fornøjelser. Det gik gerne til på den måde at en tre fire karle fik ordnet et gilde som blev holdt rundt omkring på gårdene efter tur. Drengene betalte 8 Skilling og Karlene en Mark. For de Penge fik man Sal og Iys og Musik - - det var altid en Violin - og endda Brændevin og Tobak. Cigarer saa man aldrig paa Iandet.

Saa havde man jo også de store Gilder, Brylluper og Begravelser. Brylluperne varede i to-tre eller fire Dage, og der var vældig Balfaldera. Men det kostede ikke ret meget. Man fik gerne Sødsuppe og Steg, aldrig mere end to Retter. Ved begravelser var risengrød og klipfisk de faste retter.

Tøjet vi gik i, lavede vores mor selv. Til daglig gik mændene i en ufarvet vadmelstrøje og lærredsbukser. Til finere Brug havde man Hvergarnstøj og farvet Vadmel; men altsammen var det stærkt og solidt, og det kostede ikke meget.

Dengang lavede man jo saa at sige alting selv paa landet. Vi var uafhængige af alle Mennesker undtagen Smeden. Vi bryggede selv vort Øl, kærnede selv vort Smør - men vi spiste det ikke, det blev der ikke Raad til; vi brugte Fedt i Stedet - og vi ud forte også alle Reparationer selv. Dyrlæge og Doktor kendte vi heller ikke til. Det skulde være galt før man greb til det. 

Mere arbejde, mindre løn og dog mere tilfredshed.

- Hvad synes De om den forandring der er sket i de senere år i hele levemåden på landet, spørger vi til slut Niels Jensen.

-- Jo, svarer han, der er mange Ting, der er blevet bedre. Det må vi ikke glemme. Men der er bare ingen tilfredshed nuomstunder. I gamle dage var folk altid tilfredse, man kendte ikke til utilfredshed.

De drenge vi fæstede, når de var konfirmeret, beholdt vi som regel til de skulle i tjenesten, og de voksne karle blev hos os til de skulle giftes. Der var ikke noget med at flytte rundt hvert halvår eller hver måned som nu. Og hele forholdet mellem mand og tjenere var helt anderledes dengang. Vi var i grunden som en hel familie.

- - -

Det var, hvad den gamle landmand fortalte om de dage da man praktiserede Nøjsomheden og Sparsommeligheden ti! de yderste Konsekvenser fordi man var nødt til det.

En og anden vil sikkert mene at de livsformer, Niels Jensen har skildret, ikke var de værste at få tilbage.

Kr. J. 

(København 21. marts 1922)

Landbrug paa den jydske Hede. (Efterskrift til Politivennen).

Naar der af og til i Vinter har været skrevet i Bladene om, at Rigsdagen arbejder for at oprette en Kreditforening for Husmænd, saa er denne Foranstaltning vistnok af mange bleven hilset med Glæde, thi Trangen til Laan paa rimelige Vilkaar er vist stor nok. Jeg kan kun tale for mit eget og denne Egn Vedkommende, det vestlige Jylland, og vil ikke undlade at give en sandfærdig Forklaring over de Forhold, hvorunder jeg arbejder.

I Foraaret 1874 kjøbte jeg min nuværende Ejendom med et Tilliggende af ca. 9 Tdr. Land Agermark og 93 Tdr. Land Hede, Hartkorn 3 Skpr., alt af ret god lermuldet Beskaffenhed. Ejendommen var i en ussel Drift, her kunde holdes 1 Ko og nogle Faar, det hele kostede den Gang med Besætning 2200 Kr., foruden en Aftægt af Værdi 140 Kr. aarlig til en nu 68 Aar gl. Kone. 1000 Kr. forblev indestaaende 5 Aar uopsagte mod 4 pCt. Rente, 500 Kr. som løs Gjæld med Afdrag efter Kreditors eget Forgodtbefindende. Da Vinteren 1874 var ophørt, blev der strax taget fat paa Heden, og 12 Tdr. Land blev ompløjet den Sommer, det gjaldt om at saa en Del brækket pludselig, thi den raa Hede fordrer at henligge i 4 Aars Brak før den er tjenlig som Voxested for vore almindelige Kulturplanter; dog vare de sex Tdr. Land af en saa ejendommelig god Beskaffenhed, at de allerede Aaret efter bleve tjenlige til Korn- og Kartoffelavl, hvilket hjalp mig meget. Dog skal jeg ogsaa her tilføje, at af den lille Kapital, jeg havde, da jeg kjøbte Ejendommen, blev 120 Kr anvendt til Indkjøb af 20 Stkr. Bistader samt nogle Kasser til Boliger for Bierne. Disse 120 Kr. vare vel anvendte ; thi der er i samtlige Aar siden solgt Honning og Vox for 530 Kr., foruden hvad her er forbrugt i Huset, og dog har jeg maattet nøjes med billige og simple Stader og Redslaber til Bierne, ligesom Tiden heller ikke har tilladt mig at skjænke dem al den Opmærksomhed, som de egentlig fortjene. Det er glædeligt at se disse snehvide Boghvedemarker om Sommeren samt dette Blomsterhav paa Heden med saa rigt Træk for Bierne, men sørgeligt er det, at det ikke bliver benyttet, thi her findes næppe 1 Bistade, hvor her burde være 100. I disse Herreder findes næppe en eneste Biavler, der sforstaar at behandle et dierzonsk Bistade; hvor meget kunde og burde her dog ikke gjøres for Biavlen Dog nok herom.

Jeg maatte sande, at Heden tager, før den giver. Det første Par Aar vare haarde, jeg led usigelig meget, de slette Tider kom jo, og Penge bleve mere og mere vanskelige at laane, den løse Gjæld var forfærdelig; naar jeg længe havde stridt for at spare saa meget sammen, at jeg kunde faa et godt Trækdyr eller en Ko og havde haft denne en Tid, ja saa maatte den af og til væk for af dække paa denne usalige løse Gjæld. Mangen en nyttig Forbedring maa aldeles forbigaas under slige Forhold. Begrundet i den tiltagende Avl trænges her til mere Lade, mere Besætning samt Anvendelse af Kalk, Mærgel, Kløver- og Græsfrø; næsten alt dette maa aldeles staa hen i den uvisse Fremtid. Under disse Forhold er der nu hengledet 5 a 6 Aar; her kan nu holdes rigelig 4 store Fæhoveder, 10 Stkr. Faar og 2 a 3 Svin, og dog er kun endnu 22 Td. Land blevet til Agermark, foruden at 10 Td. Land Hede ligger under Brak. Resten, 40 Td. Land Hede, ligger endnu uberørt af Ploven. I de senere Aar er her efter Regnskab solgt for 500 a 700 Kr. aarlig af Produkter, og dog er næppe 1/3 af Arealet opdyrket, og denne lille Plet maa jo bære alle Driftsomkostninger, underholde Familie og udrede Aftægt og alle øvrige Udgifter; hvor meget maa man ikke antage, at det vilde forøge Indtægterne, om de 60 Td. Land snarest kom i Kulturtilstand.

Skjønt jeg har Erklæringer fra mine Kreditorer, at Aftægt, Renter, Afdrag osv punktlig er betalt, saa er det næsten en ligefrem Umulighed at erholde et fast Laan i min Ejendom. I vest- og sønderjydske Kreditforening bydes mig 2000 Kr., men saa skal Aftægten afkjøbes først, og herved tabes vist 350 Kr.; netop disse Penge, som skulde være en længe savnet Driftskapital, gaar jo aldeles tabte. Skal Summen laanes mod Kavtion, da ere Vilkaarene haarde her i Sognets Laanekasse, nemlig 5 pCt. Rente og 12 pCt. aarligt Afdrag af denne Laanekasse har jeg 300 Kr. De 1000 Kr, som nu ere opsagte, kan jeg kun vente at laane paa meget haarde Vilkaar, eller om dette ikke lader sig gjøre, da overlade Kreditorerne Frugterne af mit Arbejde, thi at sælge Ejendommen før Tiden har vist sig at være en Umulighed, da det er forsøgt. At min Bedrift nogenlunde har svaret til Tidens Krav. antager jeg, idet den herværende Landboforenings Bestyrelse har i de sidste l Aar tildelt mig 6 Præmier for Landboflid, og dog ser jeg saa godt de store Mangler, der endnu klæber sig ved det hele. Hvor meget anderledes og bedre burde ikke alt være, naar jeg havde lidt bedre Evne, eller blot min Gjæld var fast med smaa Afdrag aarlig. Dog saaledes ser det ikke ud til at skulle blive, men snarere den samme haarde Kamp, der desværre begynder at gjøre sin Ret gjældende. idet den er ved at kvæle Modet og betage mig Lysten til at arbejde som Kolonist paa den jydske Hede. 

En Hedeboer.

(Morgenbladet (København) 21. april 1880).

Jule-Aften. (Efterskrift til Politivennen)

I Aften fejres Jul. Overalt i den ganske Verden, hvor Kristendommen har fundet Indpas, foregaar et mere udpræget Liv i Aften. Det er en almindelig Festaften for Store som Smaa, Ung og Gammel, Rig og Fattig, hedder det, og for saa vidt er der etableret en almindelig Lighed for Alle. Vi føres Alle gennem denne Tid: "Juleaften", vi ved Alle den passerer, men saa hører ogsaa det Fælles op.

Naar vi kunde aflægge et lille Besøg i hver julefestholdende Familje, hvor forskellige Billeder vilde vi da ikke saa at se? Blot indenfor vort Lands Grændser, blot et Besøg hos hver Stand.

Hos den smækfede Gaardejer med lidt rigeligt Hartkorn finder vi Gæsterne lejrede om et halvt, stegt Svin eller diverse Gæs, medens kradsende Rompunsch og Æbleskiver saa store som halve Sigtebrød falder af til Dessert; til Slutning et gemytligt Slag Kort, hvor den selvtillidsfulde og selvfølende Hartkornsmand, trods den store Andagt, han stemmede sig op til under den nys endte Salmesang, slaar i Bordet og søger at drikke Kollegaen paa Pelsen i den uforlignelige Kaffeknægt, der stadig køres op med.

Hos Husmanden har Mutter tilberedt Hvidkaal med Flæsk og sat en lille Flaske hos med et Par Snapse af den bekendte banlyste Drik, der Landet over nydes i Miljoner Potter, og som Ministrene er saa glade ved, fordi Brændevinsafgiften fylder saa godt i Statskassen. Fatter er nylig kommet hjem fra Tærskning hos Gaardmanden; han tager sit Overtøj af: "Islænderen", sætter sine Træsko til Tørre oppe paa Kisten ved Siden af sig selv, og nu sidder han der i sin Festdragt: Skjorteærmer og Hosesokker, fejrende den hellige Juleaften med sin Kone og sine Børn. Dessert har han ogsaa; han fik nemlig nogle Æbleskiver derhenne hos Gaardmanden; de pilles ud af Madtørklædet, han bar dem i, og glindsende fidtede, som de er, nydes de uden stødt Melis strøt paa med en sølvforgyldt Strøske. - Ja, saaledes er Husmandens Jul. Indersten holder ingen eller faar sig en Dram paa Kroen. Sognets Fattige sejrer Jul paa "Stolpegaarden" ved varmt Øl. Greverne, Baronerne, Provsterne i de lune Præstegaarde, og andre Embedsmænd har det naturligvis komfortabelt, leger Juleleg og Panteleg som i Hovedstadens højere og højeste Lag.

Og nu Boligerne. Inderstens snævre beklumrede Bagstue, hvis Gulv er en Brolægning mere benbrækkende end Nyboders Gader; og paa den anden Side Grevens lyse luftige Riddersal tavlbelagt paa Gul vet saa afslebet som et Kunstmøbel; hvilken Forskæl. --

Fra Landet aflægger vi en Visit i Byerne. Lad os se Hovedstadslivet en Juleaften.

Paa 1ste Sal brænder Lysekronen med de 24 Lys, foruden at et Juletræ paa ti Alens Højde pranger med talrige Vokskærter og en Vrimmel af Pakker med dyre Sager som Presenter til Børn og Forældre, Tanter og Onkler osv. Der er Guldstads og Sølvtøj, Silketøj og Flor og - 5 Kvarter Hvergan til et Forklæde til Pigen. Ved Bordet blev serveret med spækket Karpun. Fasaner eller et Par delikate Bagfjerdinger af et "Dyr". Flødesauce og russiske Grønærter gaar om med, og det Hele skylles ned med Rhinskvin eller Sauterne. Naturligvis er der en Hoben andre Rariteter paa Bordet, hvilket vi alle springe over lige fra det røgede Gaasebryst til Postejerne. Som Efterretter vanker Is og Kager med diverse Vine eller disse interessante Blandinger: Kardinal og Biskop.

Lad os forlade det "fine" Selskab, medens det synger Julesange til Fortepianoets Toner, og kravle op ad Bagtrappen til 5te Salskvisten henne i Smaagaden. Der sidder en Proletar med sin Familje. Han har intet Arbejde havt i de sidste seks Uger; de Ejendele han besidder, ejer de "billige" Laanekontorer, og i Stedet for at nyde Nytten af sine Ejendele maa han erlægge Laanekontorerne dyre Procenter, forbi de har dem i Besiddelse. Hans Sengested er plyndret til det Sidste, saa Talemaaden, "at komme fra Dynen og i Halmen" just ikke er en Talemaade hos ham, men den nøgne Virkelighed. Der er ingen Lys og Varme i den arbejdsløse Proletars Julestue; alt hans Lys er en sølle Petroleumslampe med et knækket Glas, og al hans Varme den Røg, som udvikler sig os nogle vaade Spaaner. Holder han da ikke Festmaaltid? Nej, i Gaar Lille-Juleaften eller i Dag Middag nød han sin eneste festlige Beværtning. Den offenlige og private Godgørenhed serverede. Paa Ladegaarden, Politistationerne eller andre "goddædige" Anstalter fik han, eller rettere hans Kone - ti Proletaren har dog trods sin Fattigdom lidt Stolthed, hos hans Kone derimod raader mest Kærligheden til Børnene - anvist Julemad: Sød Suppe kogt paa Øl Eddike, et Stykke halvstegt Flæskesteg med fire Kartofler, saaledes er i Reglen Portionen. Der gives vel hist og her Variationer, men Risengrøden, Julegrøden, er dog ved at gaa af Mode, fordi - man, Anretterne, altid kom til at svidde den.

Hvor er dette Billede trist; men hver, som, har set en arbejdsløs Proletars Kvist Vaaning en Midvinter-Aften. han vil finde i det naturtro.

Vi vil ikke skildre "den bedre Klasses", det er Mellemstandens Juleaften; den Flotte gives ofte der, fordi man vil være "fin", dog Flotheden faar ofte sit kedelige Tilbageslag, naar Aarsafviklingerne løber ud i Januar.

Julen er fælles for Alle, men hvor umaadelige Forskælle gør sig ikke gældende mellem de Enkeltes Kaar og Stilling. Kaster man denne Aften er Tanke-Blik ud gennem Samfundets Perspektiv, hvilket grufuld forvirret Billede ruller da ikke op, et Billede, der har en virkelig Virkelighed bag ved sig, og en Virkelighed af følende Væsner som vi selv. Kun Billedet ser vi, men nu al denne Smærte, al dette lidende Liv, som gemmes i de Fattiges og Forladtes Bryst, ses ikke. Hvilken Floskel, hvilken Tomhed dette Ønske "Glædelig Jul," nej hjælp til Alle og Enhver, bring et "lykkeligt Samfund"!

(Social-Demokraten 24. december 1879).

Hvor blive de smaa Jordeiendomme af? (Efterskrift til Politivennen)

Iblandt de Midler, som ere bragte i Forslag til Forbedring af Landarbeidernes Stilling, er neppe noget saa grundigt som det at skaffe dem Jord. Kunde en Arbeider faae saa megen Jord, at han derpaa kunde holde en Ko eller, hvis han ikke kunde naa saa højt, saa dog til et Par Faar, eller endog kun til et Par Geder, hvilken Velsignelse vilde det ikke være idetmindste for den ædruelige og stræbsomme Mand? Thi uden disse Egenskaber vilde han neppe ret lange nyde godt deraf, og Jorden vilde snart falde ud af hans Hænder. Men hvorfra skulde disse Jordstykker komme? Man har trukket Vexler paa Præstegaardsjorderne, og skjøndt mange af trassenterne uden Tvivl have ganske andre Motiver end statsøkonomiske eller philanthropiske, var det dog nok tænkeligt, at der kunde komme Noget ud af en saadan Plan, naar man først fik overvundet de Vanskeligheder, som vilde være forbundne dermed, og det saa ikke kom til at gaae med disse Jordstykker som med de Smaaeiendomme, der oprindelig have været bestemte for Arbejdsklassen; thi er denne Betingelse ikke tilstede, saa maa man hellere lade hele Sagen falde. Som bekjendt blev der nemlig ved Udskiftningen for hver Gaard, som blev udlagt, i Reglen tillige udlagt en Huuslod paa nogle Tønder Land. og Gadejorderne bleve deelte i mangfoldige Smaalodder, Laver eller Vænger, som bleve lagte til de saakaldte Gadehuse, og som ved den nye Mattikel blive ansatte til nogle Album eller Fjerdingkar Hartkorn. En stor Deel saavel af hine større som af disse mindre Huse existerer naturligviis endnu, men mangkoldige ere i Tidernes Løb gaaede tabte. Hvor ere de da blevne af? Bønderne har taget dem - det vil da sige imod fuldt Vederlag. Og hvo kan vel fra deres Standpunkt undre sig herover? En Huuslod paa nogle Tønder Land, umiddelbart op til Gaardmandens Mark, bliver tilfals. Ingen kan have saa stor Fordel deraf som han da han kan dyrke den med den samme Arbeidskraft, han allerede har, saa at hele Udbyttet deraf omtrent bliver Netto. Han kjøber den altsaa og lægger Jorden ind under Gaarden, og leier saa Huset bort. Eller et Gadehuus med nogle Skjæpper Land kan faaes for Penge. Det interesserer Gaardmanden at faae dette Jordstykke. Saa kjøber han Huset og bærer sig ad paa lignende Maade. Og troer man, at saadanne Transactioner kun sjeldent finde Sted, saa vil man uden Tvivl forbavses ved at høre, at der i den Sogneraadskreds, hvori Meddeleren heraf har Bopæl, af nogle og halvfjerdsindstyve Huse med Jord ere gaaede ikke mindre end fireogtredive og af nogle og tredsindstyve Gadehuse et Antal af sexogtyve tabte ved at sammenlagges med større Eiendomme eller, hvad der undertiden skeer, ved at forbindes med andre Huse, men hvorved de i ethvert Tilfælde falde ud af Arbejdsklassens Hænder. Føies nu hertil, at der af den store Mængde Parceller som nogle Aar tilbage bleve udskilte fra Gaardene, ere i samme Kreds ikke mindre end femogfirsindstyve, hvoraf dog nogle have været særskilt bebyggede og dyrkede, i de senere Aar forenede med større Eiendomme, saa vil det vare klart, at Præstegaardsavlingerne kun vilde give et daarligt Æqvivalent for alle disse Jordlodder, som med stedse større og større Graadighed opsluges af Bønderne, der naturligviis inden kortere eller længere Tid ogsaa vilde komme i Besiddelse af Præstegaardsparcellerne, medmindre disse bleve belagte med et særegent Baand. Mon der dog ikke kunde sættes en Stopper for denne Forsvinden af Huuslodderne? Før det skeer, er enhver Speculation over at skaffe Jord til Arbejderne aldeles ørkesløs, 

Hvorledes Leiehusene paa disse Lodder blive benyttede, om navnlig Forordningen af 28de Mai 1848 bliver bragt i Anvendelse, derom en anden Gang; men det vilde vistnok i høi Grad være i Indsiddernes Interesse, om der engang blev seet ind til dem.

c.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1877).

Knud Gamborg: Paa Veien til Staden. Illustreret Tidende nr. 1040, 31. august 1879.