Landmandsforsamlingen i Flensborg 1854 var den femte af slagsen. Efter Randers i 1845 med 332 medlemmer, Odens i 1846 med 626 medlemmer, Århus i 1847 med 567 medlemmer og i København 1852 med 1242 medlemmer. I Flensborg deltog 422 medlemmer, 3/4 fra Danmark, 1/4 fra Slesvig.
Til Landmandsforsamlingen i Flensborg have kun meget Faa søndenfra indfundet sig: Hovedgrunden er, at man har udbredt den Løgn, at denne Forsamling kun er en Demonstration af de "Eiderdanske", takket være "Flvp.", "Kbhvnsp." samt samtlige holstenske Blade, som have bragt det dertil, at i Hertugdømmerne "Dansk" og "Eiderdansk" ere eensbetydende. Dertil kommer, at Eiderstederne ere blevne rasende over, at C. Moltke har afskediget deres Penningmeister Hønck, fordi han og hans Skatteopkrævere have dristet sig til den lovløse Gjerning, uden Ministeriets Tilladelse, at udskrive en Extraskat til dermed at betale de Skatter, som de i 1850 sendte til Rendsborg istedetfor til Flensborg og som det var dem paalagt selv at erstatte.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 3. juni 1854).
Formand var kammerherre, stamhusbesidder Sehested-Juul (1806-1861), viceformand godsejer v. Ladiges (Sydslesvig). På forsamlingen kunne man udtale sig på tysk eller dansk. Den beskæftigede sig med forhold indenfor landbruget.
Et festmåltid fandt sted efter dyrskuet den 1. juni 1854 i Borgerforeningens lokale hvor over 200 af foreningens medlemmer deltog.
Ved Landmandsmødet i Flensborg udbragte en Deeltager, Hr. With, en Skaal for den unge Frihed med Ønske om Deelagtiggørelse i Samme, hvorved der reiste sig et Hyl, der udartede til den Grad, at man kastede ham Servietter, Peberbøsser og slige Projectiler i Hovedet, hvorved især Stordignitarierne, Aristokraterne, vare ivrige. Saaledes fortælles der idetmindste (Cold. Av.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1854).
Af et Brev fra Flensborg. *) Landmandsforsamlingen er sluttet; Deeltagerne have forladt Byen og den sædvanlige Virksomhed gaaer sin jevne Skridtgang. For Iagttageren er nu kun tilbage at meddele Indtrykket af de sidste Dages Begivenheder, der var meget forskjelligt fra, hvad man følte i Begyndelsen.
I Torsdags, den 1ste Juni, fandt et stort Festmaaltid Sted i Borgerforeningen, hvortil blandt Andre General Bülow var inviteret som Æresgjæst. Ved Bordet var Sehested-Juul selvkaaret Præsident og regerede med en mærkelig Myndighed. Blandt Skaalerne bemærke vi følgende: for Hs. Maj, Kongen, for Overpræsidenten, for Flensborg, for General Bülow, for Comiteen, for Præsidenten i Landmandsmøderne osv. - Generalens Skaal blev drukket med stor Enthousiasme, og da Musikkorpset spillede den hæderlige Hærførers Seirsmarsch, "den tappre Landsoldat", sang en stor Deel af Forsamlingen med. Dette maa imidlertid have saaret Sehested-Juuls Øren; thi det første Vers var ikke tilende, førend en forskrækkelig Ringen med Klokken, som om der var udbrudt Ildebrand, lød fra den adelige Herres Plads og æskede Stilhed. Der var imidlertid ikke Brand, der blev kun simpelthen givet et tydeligt og bestemt Forbud mod at synge den yndede Sang. Mange af de Tilstedeværende bleve selvfølgelig oprørte over et saa vældigt og saa udansk Despoti fra Præsidentens Side, ligesom det jo i Grunden var saarende for den gamle General. Det er første Gang, at vi her i Slesvig have faaet at vide, at denne Sang skal stilles i Klasse med "Schleswigholstein meerumschlungen" og ikke mere maa synges, naar en af vore Generalers Skaal bliver drukket; selv vor Minister vilde neppe nogensinde finde det anstødeligt, at Seirsmarschen toner fra Læberne, naar Seirherrens Skaal drikkes, og Mange ville vist endnu erindre, at Ministeren selv engang ved et Festmaal tid i Sønderborg har sunget med af fuldt Bryst. Saameget mere maatte det derfor overraske os, at vi skulde erholde hiin Lærdom af en dansk Kammerherres Mund. Følgen var da ogsaa, at der avledes endeel Bitterhed. Kort efter udbragte Pastor Møller fra Dalby en Skaal, der gjaldt en heldig Udryddelse af Ukrudtet, navnlig "Skarntyder" og "Nelder". Det hele ironiske Anlæg og den sine, men skarpe Maade, hvorpaa Taleren gjennemførte Ideen, blev fuldkommen forstaaet af Forsamlingen, og Bifald lod meget stærkt fra den større Deel af samme. Mod Slutningen begjærede en Forpagter fra Kongeriget Ordet, men han havde neppe reist sig og begyndt at tale, førend et Bombardement paa ham begyndte med Servietter, Brød, Peberbøsser, Flasker, Desserttallerkener osv, saa at et forfærdeligt Røre opstod derved. Det lod til, at unge adelige Herrer og deres Tilhæng fra Øerne havde Æren for denne drabelige Krigsbedrift, og en skarp Ordvexel opstod, der blandt Andet skal have havt til Følge, at der hos Overpræsidenten v. Rosen blev ført Klage over en høist upassende Opførsel af en vis Grev Bernstorff, der efter Forlydende boer i Nærheden af Tiis Sø paa Sjælland, og at denne Dagen efter maatte tilbagekalde sine ærekrænkende Yttringer og give tilfredsstillende Erklæringer. Slige Følger af en taktløs Færd fra en altfor myndig og udansk Præsidents Side ere vistnok i sig selv beklagelige, men de kunne aldrig udeblive, saalænge danske Hjerter slaae med nogen Varme. Det strenge Regimente, som man formener, at vi ere undergivne her i Slesvig, er dog endnu ikke saa strengt, at vor smukke Seirsmarsch er os forbudt; et saadant Forbud var det Hr. Kammerherre Sehested-Juul forbeholdt at give. Endelig bør endnu tilføies, at der neppe fandtes een Person ved Bordet, der vilde vedkjende sig at være en Slesvigholstener i kras Forstand, og hiint Forbud synes derfor dobbelt uforklarligt. - Efter Bordet samledes Selskabet i Haven, hvor Musiken atter lod stærkt og smukt. Flere af Byens Damer indfandt sig, og snart bragtes en munter Dands istand, der vedligeholdtes i flere Timer. Ved frivillige Sammenskud samledes omtrent 450 Rdl. til Rødding Høiskole, og Finalen var saaledes af fornøieligere Art end Slutningen af Bordglæderne.
*) Vi meddele ovenstaaende Skrivelse, der er os meddeelt fra en agtet Haand. uden nogen Forandring, idet vi betragte den som et Vidnesbyrd om de dansksindede Slesvigeres Mening! for vort eget Vedkommente kunde vi have adskillige Indvendinger at gjøre den ærede Forf. navnlig med Hensyn til hans Yttringer om Carl Moltke, hvis Fortjenester af Sprogsagen neppe ere saa overvættes store og lalfald i den sidste Tid have lidt et meget stort Skaar. Red.
(Dagbladet (København) 13. juni 1854).
Af "Flyveposten" optage vi følgende Skrivelse fra Flensborg, da Slutningen af Festmaaltidet for Landmandsforsamlingen i Flensborg ogsaa har været omtalt i dette Blad: Jeg læste i disse Dage i et kjøbenhavnsk Blad, der hører til de her forbudne, men som ved en Hændelse kom mig for Øie, en Korrespondance herfra, hvori den her afholdt Landmandsforsamling var omtalt, og hvori der anførtes, at det til sidst nær var løbet galt af, "fordi Præsidenten i Forsamlingen havde forbudt Afsyngelsen af "Den tappre Landsoldat". Det havde vistnok været rigtigst, om denne ubehagelige Omstændighed slet ikke var bleven offentlig berørt; men da dette nu dog er Skeet, anseer jeg det for Pligt at oplyse om den sande Sammenhæng, for at man ikke skal lægge Andet eller Mere deri, end hvad der virkelig er passeret. Da det iforveien var erkjendt, hvor ønskeligt det maatte være, alt der ved en Sammenkomst af den Natur, hvor man havde en gjensidig Tilnærmelse til et for Landets materielle Vel saa vigtigt Formaal for Øie, saameget som muligt maatte undgaaes alt Muligt, der kunde give Anledning til politiske Parti-Rivninger eller Konflikter mellem de forskjellige Nationaliteter eller vel rettere Sprogforskjelligheder, var der taget den Bestemmelse, at der ved det Festmaaltid, hvormed Forsamlingen sluttedes, slet ikke maatte synges. Denne Bestemmelse blev ogsaa punktlig overholdt, hvilket var saameget lettere, som Forsamlingen for allerstørstedelen bestod af besindige Mand i den modnere Alder, der mindre føle Trang til at give Glæden Luft paa den Maade. Men da der, efterat Skaalen for Hs. Maj. Kongen under almindelig Jubel var bleven drukket og den var bleven efterfulgt af flere Skaaler, ogsaa udbragtes en for General Bülow, og Musikken, hvad der jo var særdeles passende, hertil spillede Mellodien: "den tappre Landsoldat", faldt det nogle af de faa yngre Tilstedeværende ved Bordet ind at istemme Sangen. Det havde nu maaske viist en rigtigere Takt fra Præsidiets Side at ignorere denne lille Overtrædelse, der efter al Rimelighed da var hengaaet upaaagtet; men paa den anden Side var det heller ikke umuligt, at Fortsættelsen af Sangen kunde have indeholdt en Opfordring for de mindre Besindige blandt den tydske Del af Forsamlingen til at tage Repressalier, og at "Schleswig-Holstein meerumschlungen" var kommet til at afløse "Landsoldaten". Det var for at forebygge dette, at Præsidiet benyttede sig af sin Myndighed til at afbryde Sangen, og om denne Afbrydelse end hos en Del af de Tilstedeværende foranledigede en øieblikkelig Misstemning, saa kan jeg dog forsikkre, at denne snart igjen var forsvundet, og at den under alle Omstændigheder ikke gjorde noget Skaar i den almindelige Tilfredshed over det heldigt tilendebragte første Landmandsmøde mellem de forskjellige Landsdeles Beboere.
(Ribe Stifts-Tidende 15. juni 1854).
Frederik R. H. Bülow (1791-1858) tilbød sig efter oprøret i Rendsborg i marts 1848 uopfordret til krigsminister A.F. Tscherning som leder af det kommende felttog mod slesvig-holstenerne. Han kom dog for sent, og det blev i stedet Hans Hedemann. Bülow deltog i Slaget ved Bov den 9. april 1848, Slaget ved Slesvig den 23. april 1848, Flensborg den 25. april, kampen ved Nybøl den 28. maj 1848. Marts 1849 fik Bülow kommandoen over styrkerne på Als med hvilke han slog slesvig-holstenerne ved Adsbøl, Arnbøl og Ullerup i dagene 5. og 6. april 1849. Efter general Kroghs tilbagetræden efter Slaget i Eckernførde Fjord blev Bülow udnævnt til overgeneral, og som sådan bag udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849. På grund af gigt kunne han ikke deltage i Slaget ved Isted den 25. juli 1850. Han var på landmandsforsamlingens møde stadig i København som kommanderende general. Først i 1856 trådte han ud af aktiv tjeneste.
Mere om Landmandsforsamlingen.
- - -
Flensborgs Magistrat og "Bürgerverein" have unægtelig viist Landmandsforsamlingen stor Forekommenhed, det anerkjendtes ogsaa almindelig; derimod gjør det mig ondt at maatte tilstaae, at Klagerne over Mangel paa Gjæstfrihed og Deeltagelse fra Flensborgernes Side, vare vel begrundede; de maatte støde disse Folk, naar man hørte dem fortælle, hvorledes Aarhuus, Randers og Odenses Befolkning havde viist sig under de derværende Landmandsmoder. Sammenlignet med disse antog Flensborgernes Opførsel næsten Charakteren af Uvenlighed og er destoværre nok af Mange bleven optaget som saadan. Jeg har bidraget Mit til at oplyse om den egenlige Grund til Befolkningens lunkne Adfærd, hvor dette Thema kom paa Bane i de mindre Kredse, men det er vel kun de Færreste, hvem disse Oplysninger ere komne tilgode. Flensborgs loyale Kræmmerfolk ere eengang for alle utilgængelige for alt Andet end deres egen Fordeel, og det godtgjorde de glimrende, medens Forsamlingen stod paa. Formuende og velstaaende Folk, som man skulde have tiltroet mere Følelse for det Passende, bluedes ei ved at udleie deres Sengesteder for den preussiske Daler, Comiteen tilbød pr. Nat, og jeg har hørt Folk, som boede paa saadanne Steder, forsikkre, at de i den Tid, de logerede der, neppe havde seet Noget til deres Vært, langt mindre havt Opfordring til at besøge Familien. Man hørte ei sjelden En eller Anden gjære sig lystig over den Hovedrolle, den personlige Fordeel spillede hos Borgeren, og jeg for mit Vedkommende tvivler ei om, at mangt et Optrækkeri er gaaet i Svang, som den Paagjældende burde blues ved. Der gaves som altid naturligviis hæderlige Undtagelser, men Almeen indtrykket var det uheldigere. Denne Mangel paa Gjæstfrihed fremkaldte paa den anden Side et stærkt Sammenhold mellem Deeltagerne, og Forsamlingens Locale var livlig besøgt fra den tidlige Morgen til seent ud paa Natten.
(Dagbladet (København) 16. juni 1854).
I Forbindelse med hvad vi tidligere have mældt ang. Landmandsforsamlingen i Flensborg maa vi endnu optage følgende af "Kold. Av." Hvad der først frembragte hin uhyggelige Stemning ved Festmaaltidet i Borgerforeningens Lokale, der tilsidst nær havde udartet til Haandgribeligheder, var uomtvistelig Formandens Klokke og den myndige Tone, hvormed han irettesatte Forsamlingen, fordi den, efterat General Bülows skaal var drukken og Musikken havde intoneret "den tappre Landsoldat", uvilkaarligen istemte denne vor Seierssang. Man sang; men uhyggelig Mumlen ledsaget af Hyssen lød gjennem Salen. Pastor Møller fra Dalby reiste sig og interpellerede Formanden "om det blot var denne Sang, der forbødes, eller om enhver Sang var forbudt?" Formanden svarede: at han haabede, Forsamlingen ville respektere hans Værdighed, og at han i Kraft af denne forbød al Sang." En stærk Hyssen lod sig atter høre, dog bøiede man sig under Formandens souveræne Myndighed. Da Formandens Skaal senere blev drukken, blev en stor Del af Forsamlingen siddende og en vedvarende stærk Hyssen lod sig atter høre. Pastor Møller fra Dalby udbragte senere en Skaal "for Enhver, der i sin Stilling sørgede for at ødelægge Ukrudsplanterne og fremelske den rene Sæd i de deilige slesvigske Marker." Denne Skaal gav Anledning til, at en sjællandsk Greve fornærmede Pastor Møller i den Grad, at denne næste Dag indstævnede Greven for Byens Overpræsident og skal bemeldte Greve af den nedsatte Gjæsteret være dømt til, - at gjøre Præsten Afbigt. Da Musikken senere spillede "Danmark deiligst Vang og Vænge", begyndte Forsamlingen atter at synge; Formanden ringede og ringede atter, men kunne i længere Tid ikke skaffe sig Ordlyd; endeligen respekterede man hans Klokke og hans Stentorstemme; han fik Ordet og gav det til Professor Jørgensen. Professoren søgte meget klogt at udjevne de opstaaede Disharmonier og proponerede en Skaal, som han vidste vi Alle vilde drikke, næmlig "for Damerne". Nu reiste Formanden sig og hævede Taffelet. Hr. Hvidt, Forpagter fra Sjælland, steg op paa en Stol og fortalte, "hvorledes Formanden 3 Gange havde nægtet ham Ordet, men at han nu, da Formanden havde hævet Taffelet og Ævret saaledes var opgivet, vilde tage sig den Frihed at udbringe den Skaal, han tidligere havde ønsket, nemlig en Skaal for Friheden." Mere fik Hr. Hvidt ikke sagt; thi der reiste sig saadan Tummel fra de i Salen, i stort Antal tilstedeværende Aristokrater, de trængte sig om Taleren og overdængede ham først med en Regn af Servietter, derpaa med Frugt, Brød, fulde og tomme Champagneglas og andet Kasteskyts, saa han, uagtet han vedvarende prøvede paa det, ikke kunde komme til Orde. Hr. Hvidt stod uforfærdet op til Væggen, medens hine Projektiler i Snesevis sigtedes efter hans Hoved. Endeligen banede nogle af hans Venner sig Vej til ham, løftede ham op paa deres Skuldre og bare ham under Hurraraab ind i den tilstødende Havesal. I Haven fik vi, der følte os krænkede ved det Passerede, senere Musikken til at spille "den Tappre" ; her vare vi udenfor Grændserne af Formandens Magt; her yttrede hans Klokke ikke sin lammende Indflydelse; her blev "den Tappre" sjungen med Fynd og Klem af en Mængde kraftige Stemmer.
(Ribe Stifts-Tidende 17. juni 1854).
Af artiklerne i Dagbladet m. fl. kan udledes at disse avisers opfattelse af en forsoning af de forskellige befolkningsgrupper i Slesvig-Holsten gik ud på at de slagne skulle anerkende den danske regerings synspunkt og handlemåder, hvorimod der ikke fra dansk side skulle gives nogen anerkendelse af slesvig-holstenske synspunkter.
Breve om Landmandsforsamlingen (fra Mellemslesvig). III. Torsdag Eftermiddag fandt det store Festmaaltid Sted, hvori den større Halvdeel af Forsamlingen deeltog, og som begyndte under de heldigste Auspicier, idet Stemningen øiensynlig var fortræffelig og lovede megen Munterhed og Gemytlighed, men ak! Disse Forventninger skulde snart tilintetgjøres. Præsidenten, hvis Optræden idetmindste hos os Slesvigere hidtil kun havde fremkaldt et godt Indtryk, gjorde pludselig et uheldigt, utidigt Brug af sin Myndighed, den politiske Brand blev kastet ind i Forsamlingen, og denne tabte i dette Øieblik den Ligevægt, den saa mønsterværdig havde vidst at vedligeholde, for ei senere at gjenvinde den. Det er mig uforstaaeligt, hvorledes Kammerherre Sehested Juul efter de Begreber, man tidligere havde faaet om ham, kunde misforstaa sin Stilling ved Bordet i den Grad, at han tænkte sig den her som ved Forhandlingerne. De veed formodenlig alt, at Kammerherren forbød Afsyngningen af "Den tappre Landsoldat"; at det lykkedes ham, skylder han kun en Overraskelse. Han ringede, man troer at den brave General Bülow vil takke for den for ham udbragte Skaal, Sangen forstummer, men istedetfor Generalen rejser Kammerherren sig og forbyder Afsyngningen. Almindelig Forbavselse, Brigademusiken parerer Ordre, og istedetfor at man skulde begynde, hvor man slap, hersker den kompletteste Forvirring i Forsamlingen. Det skal endog have været ligeved, at endeel Nordslesvigere vilde have forladt Salen, dog lykkedes det at bevæge dem til at afstaae derfra. Det varede ei længe, for man underhaanden underrettedes om, at Meningen med Forbudet kun var, at der aldeles ikke maatte synges ved Bordet; men denne Mening forekom saa unaturlig, at den ingen Tiltro vandt. Et Forsøg paa at gjøre den gjældende gjorde Præsidenten vel senere ved at ville forhindre Afsyngningen af "Danmark deiligst Vang og Vænge" som Brigademusiken intonerede, men denne Gang lod Forsamlingen sig ei bringe ud af Fatning ved Præsidentens Klokke, men sang til Enden, rigtignok under bestandig obligat Hyssen af en stor Deel unge Aristokrater, hvis Laugsaand formodentlig indgav dem at understøtte deres Oldermand. Det var det første Øieblik siden Forsamlingens Begyndelse, at vi mærkede, der var talrige Adelsmænd mellem os. Vi havde just tidligere mellem os selv indbyrdes omtalt, hvor paafaldende lidt man havde mærket til Standsforskjel, idet Grever, Baroner, Forpagtere og Bønder færdedes indbyrdes, uden at den Ene spurgte, hvem den Anden var. Hvor forskjelligt fra Væddeløbsmøderne paa Augustenborg, hvor hele Aristokratiet mødte saa opblæst og indbildsk som vel mulig. Men ganske skulde vi ei slippe; vi fik en lille Lektion i, hvad der er god Tone, blandt Andet at der ikke maa synges ved et stort Middagsmaaltid, og nu vi danske Slesvigere, som aldrig komme sammen, uden at den ene fædrelandske Sang afløser den anden, hvad skulde vi troe? - Noget ukjendt, som jeg var, med de nærmere Omstændigheder, var der et Moment, hvor min Forstand virkelig stod stille. Ligeoverfor mig sad saaledes en opløben Dreng, som gjorde de voldsomste Anstrengelser for at hysse under Afsyngningen af ovennævnte Fædrelandssang, og det kostede mig Anstrengelse at holde mig fra at lære ham, hvad vi kalde god Tone. Jeg henvendte mig til min Nabo, en dansk Landmand fra Kongeriget. "Hvem er den unge Fløs, med Respekt at sige?" spurgte jeg. "Tys!" svarede han, "det er Grev den og den!" - "Men" spurgte jeg atter, "ere vi her forsamlede "gode danske Mænd eller ikke ?" - "Ja, Høistærede," svarede min Nabo, "dansksindede ere vi Alle, men Enhver paa sin Viis; De er øiensynlig ikke fortrolig med Forholdene. De maa vide, at her er en god Mængde Aristokrater og større Grundejere, brave Mænd, uden hvis Penge landmandsforsamlingen havde havt et sailigere Udseende end dens nuværende, men de have nu deres egne Manerer. Ere de samlede i større Antal, træder deres lyst til at herske frem." "Og," faldt jeg ind, "so wie de Olen sungen, so pipen och de Jungen." - "Ja ganske rigtig," svarede min velvillige Nabo. - Det er dog en prægtig Ting ved en saadan Forsamling, at man ei alene lærer Meget i der bestemte Fag, til hvis Fremme man kommer sammen, men ogsaa faaer sine Forestillinger klarede og berigtigede om mangehaande Forhold, som ikke vedkomme Sagen. Jeg vil haabe, at der gjensidig er vundet Endeel, især for vore Brødre fra Kongeriget, hvis tykke Uvidenhed om vore indre Forhold adskillige Gange har forbavset os i høieste Grad.
Da Stemningen blev fordærvet saa godt som fra Begyndelsen var det naturligt, at dette indvirkede ufordeelagtig paa Skaaler og Taler. Skaalerne vare næsten udelukkende personlige, ofte udbragte for en eller anden Tilstedeværende, og havde kun Betydning, forsaavidt de bleve optagne med mere eller mindre stærk Akklamation af Forsamlingen. Blandt dem, som bleve optagne med megen Jubel, staaer selvfølgelig Hs. Majestæt Kongens øverst, dernæst General Bülows; Vicepræsidenten Ladiges, som takkede med de Ord: "Auf ein herzliches, unverkümmertes Wiedersehen in Aalborg"; Grev Holstein-Holsteinborgs; Hospitalsforstander Peter Jordts, hvis utrættelige Virksomhed har vundet almindelig Anerkjendelse; Professor Forchhammers; Flensborg Magistrats og flere Andres, som jeg ikke mindes. En Pastor Møller fra Fyen udbragte den eneste Skaal, som udmærkede sig ved at indeholde Mere end det Alleralmindeligste. I Betragtning af Forsamlingens egenlige Øiemed tog han Anledning til paa en sindrig allegorisk Maade at udvikle sig over deres Fortjenester, "som ryddede Ukrudtet og saaede den gode Sæd". Den Skaal var Vand paa vor Mølle, den blev ogsaa drukket under stormende Jubel. En Slags Interpellation, han i sin Indledning skjæmteviis henvendte til Præsidenten, for at faae at vide, om Sangforbudet gjaldt "Den tappre landsoldat" eller Syngen i Almindelighed, blev af en ung Adelsmand optaget som en Fornærmelse mod Præsidenten (atter Laugsaanden), hvorfor han fandt sig foranlediget til at fornærme Pastoren saa grovelig, at han senere i Comiteens Overværede maatte bede ham om Forladelse. Præsidentens Skaal blev drukket, men ikke uden at betydelig Hyssen blandede sig deri. Han selv udbragte i en forunderlig halvynkelig grædende Tone "vort Fædrelands" Skaal; det var, som om han var bange for at udbringe "Danmarks"; han troede maaskee, at Saadant ikke passer sig i Slesvig. Da jeg ikke fandt synderlig Behag i den Stemning, som udviklede sig henimod Maaltidets Ende, forlod jeg det" og blev heldigviis ei Vidne til de Rivninger, som fandt Sted senere. Det kan maaskee tjene til Undskyldning, at der var drukket tæt, at Gemytterne vare ophidsede, og at man altsaa nok kunde vente sig et eller andet Sammenstød. En lille Biomstændighed ved Episoden om "Den tappre landsoldat" maa jeg dog fortælle Dem. Jeg erfarede den først senere af en Flensborger. Melodien er General Bülows Yndlingsmelodi; hver Aften, Tappenstregen gaaer udenfor hans Bolig, maa Brigademusiken spille den. Derfor fandt Musiken det formodenlig passende at spille den, efterat hans Skaal var drukket. "Hvilke FøIelser mon der er opstaaet hos den gamle brave Soldat, da han hørte Forbudet udgaae fra Præsidenten, paa hvis høire Side han sad?
(Dagbladet 19. juni 1854. Uddrag)
Angaaende "Flyvepostens" i denne Avis Nr. 91 optagne Beretning om Landmandsforsamlingens Festmaaltid bemærker "Dagbl." af 15. Juni: Det er muligt, at Kammerherren ikke har ment det saa slemt og at han kan anføre adskillige Ting til sit Forsvar, men han har ialfald været særdeles uheldig ved at faae "Flyveposten" til Defensor, eftersom ikke et eneste af dens Argumenter duer det Allerringeste. Om der var taget den Bestemmelse, at der slet ikke maatte synges, om "Forsamlingen for allerstørste Delen bestod af besindige Mand i den modnere Alder, der mindre føle Trang til at give Glæden Luft paa den Maade", om det var "yngre Tilstedeværende", der istemte Sangen, osv., er aabenbart aldeles ligegyldigt og irrelevant; men foruden disse betydningsløse Argumenter opstiller "Flyveposten" ogsaa et, der er saa uforskammet, at det bedst viser Nødvendigheden af at drage Sagen frem og ikke fortie "denne ubehagelige Omstændighed". Det meget agtede Blad insinuerer næmlig, at Afsyngelsen af den danske Krigssang kunde have ledet til Repressalier af de mindre Besindige blandt den tydske Del af Forsamlingen, og at "Schleswigholstein meerumschlungen" var kommen til at afløse "Landsoldaten". Det skal altsaa være en Grund for Præsidenten til efter den for Sejrherren ved Fredericia udbragte Skaal at forbyde at stemme i med Musiken! Naar de Danske faaer Lov til at synge deres Seirssang, under hvilken de danske Soldater have kæmpet for Kongens Krone, saa skulle Tydskerne have Ret til at synge deres Oprørsvise! Det er den praktiske Fortolkning af den ministerielle Lære om "Separatisterne", de eiderdanske og de slesvigholstenske Separatister! - Da den i Angel høistkommanderende danske Officer forbød sine Soldater at synge "Dengang jeg drog afsted", for ikke at irritere de oprørske Rester, saae man deri det første Tegn paa Sindssvaghed, men nu, i 1854, er det et skjønt Træk af Forsonlighed, naar en dansk Adelsmand tiltager sig Myndighed til er saadant Forbud.
Angaaende Landmandsforsamlingens Exkursion til Steenbjerghav beretter "Kold. Av." Vi kjørte fra Flensborg om Form. Kl. 10 (for største Delen paa leiede Vogne, da Komiteens Opfordring, at stille Vogne til Landmændenes Disposition paa den bemældte Kjøretour, kun havde bragt 7-8 Vogne tilveie, hvoraf et Par vare fra Adelbye Sogn) og ankom forfærdelig tilstøvede omtrent Kl. 2 tiI vort foreløbige Bestemmelsessted. Underveis stege vi af Vognene og bestege Angelns høieste Punkt "Skjærsbjerg" hvorfra vi nøde en fortryllende Udsigt over hele Landskabet, Als, Ærø osv. Ved Steenbjerghav var opreist en Æresport for os, prydet med 2 Dannebrogsflag, over Porten var anbragt et underligt Maleri, hvis Betydning jeg ikke rigtig kunde udgranske, det var malet med meget mistænkelige Farver, og tilstedeværende dansksindede Angelboer erindrede, at det 1848 havde været anbragt over en Æreport for de indmarscherede Preussere; Blomsterne i Porten vare meget sindrigt ordnede, saa de dannede hin bekjendte Trikolor, som vi Danske ikke kunne fordrage. De Angler Godseiere gave her i et stort Telt Landmændene en splendid Frokost og lode os komplimentere af deres Distriktsdeputerede, Baron Hope til Gelting; tilstæde var Etatsraad Hageman til Ohrfelde; de øvrige Herrer Godseiere have formodentlig fundet det under deres Værdighed at samles med os Danske. Her holdt vor forhenværende Formand 3 tydske Taler og ingen danske; en Herremand fra Jylland talte ligeledes noget gebrokkent Tydsk, saa vi næsten troede, at Dansken havde glemt sit Modersmaal. Vi Danske fandt os rigtignok ubehageligt berørte ved, at vor Konges Skaal blev udbragt paa tydsk af en Dansk, vi fandt endvidere, at det var en blodig Ironi, en Slags Haan mod Regeringens Foranstaltninger med Hensyn til det danske Sprogs Indførelse som Kirke- og Skolesprog i Angeln, naar en dansk Mand traadte op og paa tydsk udbragte Angelboernes Skaal. Var det maaske af Høflighed mod de tilstædeværende Tydske. I saa Fald var det i Sandhed en overdreven Høflighed; thi der fandtes vist Ingen flere i Forsamlingen, der ikke tale dansk, end Baron Hope til Gelting. Nu traadte Laur. Skau op og udbragte en Skaal for Carl Moltke; saaledes som denne Skaal blev indledet og udbragt, drak jeg den gjerne, og jeg kan ikke give "Dagbladet" Ret, naar det paastaaer: "at Skaus Skaal var meget uheldig. Skau yttrede, "at naar han her i Ordets egentlige Forstand kunde staa paa dansk Bund og Grund og tale Landets Sprog, da var det ene fordi, at Ministeren med Kraft og Konsekventse havde udført de tagne Beslutninger og gjenindsat det danske Sprog i sine naturlige Rettigheder her i Angeln, i Rettigheder, som det havde mistet for Aarhundreder siden, derfor fandt han det meget passende, at danske Mand her paa dette Sted drak den slesvigske Ministers Skaal." Propritær Pind fra Thestrup tillod sig med Hensyn til den Skaal, der var drukken for Angelboerne, at gjøre Forsamlingen opmærksom paa, under hvilken Forudsætning, han havde truffet denne Skaal, næmlig for dem der kom os imøde med Glæde, der broderligen havde rakt os Haanden, de loyale, deres Konge tro hengivne Angelboeres Skaal, og de, der havde tænkt som han, opfordrede han til at drikke nok en Gang paa Angelboernes Vel. Den Dansksindede Etatsraad Hagemans Skaal blev modtaget med stor Enthusiasme. En Del Vogne fra Angeln, vel nærmest tilhørende Godseierne, kjørte nu frem: og vi satte os op; vi skulde gjøre en Tour forbi Ohrfeldt til Geliing. Paa Gelting opholdt vi os en Timestid; vi bleve meget forekommende modtagne af Baronen og beværtede med Kaffe. Ved Ohrfeldt var oprist en smuk Æresport, smykket med Dannebrogsfaner; af og til vaiede desuden Dannebroge fra en Gaard eller Hus ved Veien; hos vor meget ærede Vært, Baronen til Gelting, kunde vi imidlertid uagtet al vor Forsken ikke opdage Dannebroge, hvad unegtelig for os var et stort Savn. I en Kro, jeg troer den hedder Steerup, traf vi atter vore Flensborger Vogne; Kudskene havde i Steenbjerghav gjort sig opsætsige mod Gensdarmerne, havde faael Bank og havde senere hen Kroen slaaet Sorgerne bort ved Flasken, saa at vi forefandt dem i en mere eller mindre pertaliseret Tilstand. Vi satte os nu paa Vognene og naaede, efter at vi Dagens Løb havde kjørt cirka 12 Miile igjennem det smukke og frugtbare Angeln, atter Fiensborg noget over Midnat.
(Ribe Stifts-Tidende 20. juni 1854).
Landmandsforsamlingen i Flensborg 1854.
Der havde hersket en saa fortræffelig Stemning under Sammenkomsterne, som det var muligt at ønske; der var ikke nogen Stæben efter ikke at indblande Politik her, hvor den saa lidt som nogetsteds hørte hjemme, det faldt saa naturligt, ethvert Medlems Tanke var beskjæftiget med den Sag, hvorfor man var kommen sammen; den samme Enighed og gode Tone yttrede sig ogsaa ved Maaltidet, indtil der indtraf en Tilfældighed, som tildeels gjorde Skaar heri; det er Anm. fulde urokkelige Overbeviisning, at det var den allerstørste Deel af Forsamlingens Ønske, ligesom det dengang var deres Tro, at denne Begivenhed ikke var bleven omtalt, men da den nu engang er bragt frem for Offenligheden, kommenteret af offentlige Blade med usandfærdige og forvanskede Referater og Tilsætninger, og man i disse Blade har søgt at ville tillægge den en Betydning, som den ingenlunde fortjener, skal Anm. ikke afholde sig fra at udtale sig noget nærmere herover, uden dog her at ville indlade sig paa en detailleret Imødegaaen af Bladartiklerne, hvilket han fremdeles anseer for at være unødvendigt. Da General Bülows Skaal var udbragt og modtaget med levende Begejstring af Forsamlingen, spillede Brigade Musikken Melodien til "den tappre Landsoldat;" efterat have hørt en Tid herpaa, som paa de andre Melodier der vare blevne spillede, begyndte nogle af de Tilstedeværende at synge; Formanden fandt dette mindre passende og anmodede derfor om at afholde sig fra Sang ved Bordet. Dette blev optaget, siger man, af Nogle i den Mening, at Formanden nedlagde Forbud mod denne bestemte Sang, og denne Opfattelse fandt sit Udtryk i, at et Medlem begjærede Ordet, for at forlange Oplysning af Formanden i saa Henseende; hans Begjæring blev besvaret derhen, at der ingen Anledning var til Sang, eftersom ingen trykt Sang var omdeelt, at det ikke var stemmende med Bordskik, at enkelte Bordgjæster synge, og at hans Opfordring til at afholde sig fra Sang naturligviis gjaldt Sang overhovedet. Dette er Begivenheden i sin hele Omfang; den var vist neppe bleven omtalt paa selve Stedet, hvis ikke selv en saa ubetydelig Sag paa en Jordbund, der er saa fængelig for politisk Stof, som den derværende, kunde foranledige Rivninger. Af denne Grund maa Anm. ansee det uheldigt at sligt skete, thi endskjøndt han i alle Maader maatte være enig med Formanden i, at det ikke er stemmende med god Orden, at Enkelte ved et Bord istemme en regelløs Sang efter en Melodi, som Musiken spiller, havde det dog maaskee været heldigere, om en Undtagelse her havde fundet Sted, da Sangen blev fremkaldt af Forsamlingens Stemning for den hæderlige Veteran, hvis Navn er knyttet saa nær til Fædrelandets Ære; den samme Melodi hørtes mange Gange om Aftenen paa det selvsamme Sted og Flensborgs Damer dandsede med mange af Forsamlingens Medlemmer efter den i den bedste Forstaaelse; at Formandens Opfordring skulde være et Forbud mod at afsynge den til Melodien svarende Sang det er en saa latterlig Paastand, at der hører en i Partilidenskaber hildet Tankegang til at udfinde og fremsætte den. De øvrige smaa Rivninger, som visse Blade ogsaa have gjort sig Umage for at fremdrage, skal Anm. aldeles forbigaae, væsenligst fordi de ikke støde i nogensomhelst Forbindelse med selve Forsamlingen, og foregik, efterat Bordet var hævet, deels fordi de vare saa ubetydelige, at de forekomme ved mange Lejligheder, hvor langt færre Mennesker ere samlede. Det der har indigneret Anm. meest ved de forvanskede og usandfærdige Fremstillinger af Festmaaltidet, er det blinde Partihad, hvormed Bladene uden Spor af Grund have kastet sig over Forsamlingens hæderlige Formand ved at ville beskylde ham for Partiskhed og Mangel paa Fædrelandssind — for ikke at bruge et værre Udtryk — thi Enhver der har havt mindste Leilighed til at kjende Kammerherre Sehested-Juel skal og maa i ham erkjende en brav Patriot og en ærlig dansk Mand, med en saa stor Kjærlighed til Fædrelandet, som man med Rette kan tillægge nogen Anden i Forsamlingen. Det er virkelig høist comisk, hvis det ikke i anden Henseende var beklageligt, naar Partilidenskaben i vort lille Land, viser sig saa grel, at den vil have seet en Spaltning imellem Adelige og Borgerlige i den Stemning, som fandt Sted ved Forsamlingen i Flensborg, thi er der noget som ret er characteristisk for de danske Landforsamlinger, saaledes som Anm. hidtil har lært dem at kjende, da er det, og det skal staae fast, netop den Sammensmelten, der finder Sted af de større og mindre Landbrugere med de forskjelligste Navne, og der skal sandelig meer end et mistænkeligt Øie til at opdage Classeforskjel i Medlemmernes indbyrdes Samliv. Det er sørgeligt og i høi Grad beklageligt at see den Partiskhed, hvormed Blade, der i andre Henseender ere respektable, og hvis Fortjeneste det allersidst skal falde Anm. ind at benægte, istedetfor ved de gode Kræfter, af hvilke de ledes, at stræbe efter at styrke de hos os i denne Retning vistnok heldigere end de allerfleste andre Steder udviklede Samfundsforhold, som det endog synes med Velbehag, søge at bringe en Spaltning ind i Forhold, der hidtil ikke have ladet meget tilbage at ønske, og som efter Anm. inderlige og begrundede Overbevisning, heller ikke ville lide ved eller lade sig rokke af eensidige partiske Correspondentartikler eller forvanskede Blad-Anmeldelser.
(Tidsskrift for Landoekonomi. 1854, side 243-251. Uddrag).
I ugerne efter begivenheden opstod i flere aviser rygtet om at kongen havde forlangt en undersøgelse af godsejer og adelsmand Sehested Juel til Ravnholt, der var med i det dansk-tyske rigsråd. Dette har ikke været muligt at bekræfte.
- Man vil erindre, at "B. T." berettede, at Hr. kammerherre og "tillige Ritmester a la suite i Armeen uden at henhøre til dens Detail" Sehested-Juel, der som Præsident ved Landmandsforsamlingen i Flensborg havde forudt Afsyngningen af "den tapre Landsoldat", paa Hs. Maj. Kongens Ordre skulde afsættes Forklaring herover, eller med andre Ord: Kongen vilde have oplysning om dette "taktløse" Forhold. "Fdl." opfordrer nu "B. T." til at meddele Enden paa Historien, og om Sehested-Juel har gjort antagelig Undskyldning og afbigt for sin ubesindige Adfærd.
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 16. september 1854).
Skønt Sehestedt-Juel således forsøgte at forhindre afsyngelsen af enhver sang, ikke kun "Den tapre landssoldat", vedblev fortællingen om at han havde forbudt lige præcis denne sang på en udansk måde at florere i aviser gennem resten af 1854. Og den bliver fx overleveret i Dansk biografisk Leksikon: "hvor han ved festmåltidet af hensyn til tyskerne forbød at spille Den tapre Landsoldat" og "hvor hans forbud mod at spille Den tapre Landsoldat vakte opsigt." uden at dette sættes i kontekst.
