Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (3/7). (Efterskrift til Politivennen)

Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen.

Hans Henvisning til, at han ikke kan Dansk, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person, afvises.

I Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen hedder det, efter at der er anført et udførligt Uddrag af den paaklagede Artikel i "Bondens Selvstyre" "Forbryder eller Statsminister":

"Som særlig injurierende er der fra Anklagerens Side fremhævet, foruden Artiklens Overskrift, følgende Udtalelser - efter at den danske Stat er fremstillet som en i System sat Forbryderverden og som den største Morder og Voldsmand. - Om Statsministeren, 

at Toppunktet af dette Røvervæsen talte altsaa i Bov til sine smaa Underrøvere, sammensvorne og medskyldige.

Naar en Røverkaptajn taler til sine Mænd, aflægger han Beretning om, hvad der er røvet og plyndret. Saadan gør Statsministeren ogsaa, at Statsministeren betegnes derefter stadig som Røverkaptajn. "Kaptajnen siger, Skaansel gives der ikke", hans Medhjælpere betegnes som Røvere; ved Landet forstå af "Kaptajnen og hans Mænd", hvilke derefter betegnes som "Bander".

at Samfundet skal ødelægges, ser vi af Statsministerens Tale, og Statsministeren kaldes derefter "han og hans Kanutter", der vil have alt, hvad Jorden frembringer, derfor laver han jo alle sine Love og Pengesvindel, at Statsministeren vil altsaa sende dem, som han har udplyndret i Sultedøden, og hans medsammensvorne og Snaphaner glæder sig allerede, fordi de kan være Vidner til deres Ofres kvalfulde Død,

at Statsministeren sammenstilles med Snaphaner og Brodermorderen Kong Abel, der blev dræbt af Henner Friser, hvorhos der udtales "Vi kommer til at gøre noget lignende" og "Enten skal Røverkaptainen dø, eller vi vil dø", og "Vi kunde have gjort det af med ham, havde vi været mandsstærke til Stede", hvorhos der i denne Forbindelse tales om Røvervæsen og Røversystem.

Tiltalte har erkendt, at han er ansvarlig Udgiver, og at han selv har forfattet Artiklen og foranlediget den optaget i Bladet. 

Tiltalte har paastaaet sig frifundet, idet han har anført, at han ikke vilde fornærme Statsminister Stauning, men at han kun har villet kritisere Statsministerens System og Statens Forhold i Valutaspørgsmaalet, og han har ment sig berettiget og pligtig til at kritisere Statsministeren og advare ham og hele Folket imod den skrækkelige Situation, i hvilken Landet befinder sig; han har følt sig krænket over Statsministerens Tale i Bov, og han har villet rette det Spørgsmaal til Offentligheden, om Statsministeren er Forbryder, og at han har brugt de refererede Udtalelser, fordi han har villet udtrykke sig billedlig, han har endvidere anført, at han ikke er det danske Skriftsprog fuldkommen mægtig, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person i Stedet for Statsministerens Politik i Artiklen.

Til tiltaltes Paastand om ikke at være Skriftsproget mægtig, og at hans Udtalelser er sket i Vanvare, vil der ikke kunne tages noget Hensyn, idet tiltalte i flere Aar har optraadt som politisk Taler og Forfatter af Artikler i Dagspressen, hvor han saa at sige altid bruger det danske Sprog, og der kan heller ikke tages Hensyn til hans Paastand om, at han kun har villet kritisere Statsministerens Politik, idet hans Udtalelser hele Tiden tager Sigte paa Statsministeren, hans Person og Embedsvirksomhed.

Da paagældende Udtalelser maa antages at have faaet en betydelig Udbredelse gennem Pressen, og da de alle maa anses for i høj Grad ærekrænkende og ubeføjede, vil tiltalte være at anse efter Strfls. 216, 215 med en Straf, der findes at kunne fastsættes til simpelt Fængsel i 3 Maaneder. hvorhos de fornærmelige Udtalelser vil være at kende for døde og magtesløse at være. Tiltalte vil derhos have at udrede alle af denne Sag lovlig flydende Omkostninger, derunder Salær til den for tiltalte beskikkede Forsvarer, Landsretssagfører Dr Sievert, Tønder, 60 Kr.

Thi kendes for Ret:

De foran ommeldte for Statsminister Stauning fornærmelige Udtalelser og Sigtelser bør døde og magtesløse at være, og bør tilt. Gaardejer Cornelius Petersen, Vesteranflod ved Møgeltønder, hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder og betale alle af denne Sag lovligt, flydende Omkostninger, derunder Salær til den beskikkede Sagfører Dr. Sievert, 60 Kr.

(Hejmdal, 2. oktober 1926).

Cornelius Petersen Idømt 3 Maaneders simpelt Fængsel

Hans Paastand om Ikke at være det danske Sprog mægtig tilbagevises som usandfærdig Saavel Hr. Petersen som den offentlige Anklager appellerer Dommen til Søndre Landsret.

Interview med Redaktør H. P. Hanssen om Rygter, der gaar ud paa, at Cornelius Petersen har planlagt et "Kup" ved Rigsdagens Aabning.

Ved Retten i Tønder afsagde Dommer Gjessing i Gaar Formiddags Kl. 11 Dom i den Sag. som et Offentlige har anlagt mod den frisiske Gaardejer Cornelius Petersen. Da der var Marked i Byen havde en Mængde Landboere fra omegnen indfundet sig og afventede nysgerrigt Udfaldet af Sagen.

Den stortalende Bonde.

Han mener sig uskyldig og optræder som Martyr.

Paa Slaget 11 traadte Dommeren ind i Retssalen og under dyb Stilhed læste han:

Thi kendes for Ret: De fremsatte Beskyldninger og Sigtelser bør døde og magtesløse at være, og Tiltalte, Gaardejer Cornelius Petersen, Vester Anflod, bør hensættes i simpelt Fængsel i 8 Maaneder, desuden skal han betale denne Sags Omkostninger, derunder 60 Kr. til den beskikkede Defensor, Landsretssagfører Siewerts.

Dommeren spurgte derefter Cornelius Petersen, om han var tilfreds med Dommen.

Cornelius Petersen: Nej, jeg vil appellere.

Dommeren spurgte videre om det var fordi han fandt Dommen for streng eller fordi han mente ikke være strafskyldig. Hertil svarede Cornelius Petersen:

- Jeg er ikke strafskyldig!

Paa et Spørgsmaal om Cornelius Petersen ønskede Dommen forkyndt i sit Hjem, svarede han:

- Ja, jeg vil have alle Dikkedarer med!

løvrigt erklærede den offentlige Anklager, Politimester Seidenfaden, at ogsaa han straks vilde gøre Skridt til Appel. Han vil ved Søndre landsret forlange Dommen betydelig skærpet

Præmisserne.

Bondeførerens Skriverier er i høj Grad æresfornærmende og ubeføjede.

Som bekendt har Cornelius Petersen under Retssagen indtaget det ynkelige Standpunkt, at hans voldsomme Skældsord mod Statsministeren skyldes den Omstændighed, at han ikke kan tale eller skrive ordentligt Dansk.

Herom hedder det i Dommens Præmisser:

Til Tiltaltes Paastand om ikke at være Statssproget mægtigt og at hans Udtalelser er sket i Vanvare, vil der ikke kunne tages noget Hensyn, idet Tiltalte i flere Aar har optraadt som politisk Taler og Forfatter af Artlkler i Dagspressen, hvor han saa at sige altid bruger det danske Sprog, og kan heller ikke tages Hensyn til hans Paastand om, at han kun har villet kritisere Statsministerens Politik, idet hans Udtalelser hele Tiden tager Sigte paa Statsministeren, hans Person og Embedsvirksomhed.

De paagældende Udtalelser maa antages at have faaet en betydelig Udbredelse gennem Pressen, og da de alle maa anses for i høj Grad ærekrænkende og ubeføjede, vil Tiltalte være at anse efter Straffelovens § 216 jvf. § 215 med en Straf, der findes at kunne fastsættes til simpelt Fængsel i 3 Maaneder, hvorhos de fornærmelige Udtalelser vil være at kende for døde og magtesløse at være.

Under Oplæsningen stod den tapre "Bondefører" nervøs og sammensunken. Forvirret af sine fanatiske, kværulerende Venner havde han - hvor ufatteligt det end lyder - til det sidste troet at blive frikendt. Saa længe har han faaet Lov at buldre løs, fordi man betragtede ham som helt-forstyrret, at han nu var kommet til den Opfattelse, at lige meget hvad han end sagde eller skrev, vilde de angrebne nøjes med et Skuldertræk

Da det nu gik op for ham, at det sidste Skuldertræk var et Puf ind i Kachotten, tabte han Mund og Mæle. Af "Helten" fra Vestre Anflod var intet tilbage.

H, P. Hanssen om Dommen og dens Følger.

Cornelius Petersen som Napoleon med de 5000 Mand.

Sønderjydernes ubestridelige Fører under Tyskland var Redaktøren af Bladet "Hjemdal", Folkethingsmand H. P. Hanssen. Efter Domsafsigelsen havde vi en telefonisk Samtale med ham, bl. a. for at forelægge ham nogle Avisrygter. De gaar ud paa, dels at Cornelius Petersen har organiseret en Bande, med hvilken han paa Tirsdag vil sejle til København for at storme Rigsdagen, dels at en Fængsling af den kuldrede Friser vilde føre til Optøjer, eventuelt Angreb paa Fængslet i Tønder for at faa Manden befriet.

- Hvad er i sønderjyske Kredse den almindelige Mening om Dommen? spørger vi,

- At den blev som ventet, lyder Svaret. Jeg hører ganske vist, at Politimester Seidenfaden kræver Skærpelse, men det maa erindres, at Cornelius Petersen kun staar tiltalt for en Presseforseelse, ikke for Anstiftelse til Oprør. Og da han ikke tidligere har været straffet, tror jeg ikke. at Landsretten vil forhøje Straffen. Men dette er ogsaa ret ligegyldigt. Hovedsagen er, at der er sat en Stopper for Cornelius Petersens skandaløse Agitation.

- Er det rigtigt, at opfanatiserede Mennesker har truet med at storme Arresthuset, dersom Cornelius Petersen sættes fast?

- Aah nej! ler H. P. Hanasen. Saa vidt kommer det næppe. løvrigt vil der nok falde Ro over Sindene, medens Landsretten behandler Sagen. Foreløbig sker der jo intet.

- Men hersker der da Uro nu?

Det fortælles, at Cornelius Petersen har samlet 5000 Mand, med hvilke han paa Tirsdag vil drage til København for et besætte Rigsdagen under Aabningsmødet. Det forlyder ogsaa at han har Forbindelse med et københavnsk Skyttekorps. Er der noget om disse Rygter?

- Nej, det er bare Snak Mand og Mand imellem. Fra Krigens Tid er der i Sønderjylland visse Mennesker, som er overnervøse og eksalterede De lytter til Opviglerne og Fantasien tager Magten over dom. Men det er kun Enere. Den store, sønderjyske Befolkning er besindig. De svaghovede og kritikløse Brushoveder troede at have faaet Vind i Sejlene, fordi ingen reagerede overfor den grove og ophidsende Tone, der førtes i Cornelius Petersens Blad og paa Møderne. Men nu, da disse Personer ser, at det er Alvor, løber de skrækslagne fra det hele. Cornelius Petersen kan ikke samle 50 Mand til at begaa Voldsomheder, langt mindre 5000. Ord, Ord og atter Ord, de er, hvad der præger denne Bevægelse, som af sig selv vil løbe ud i Sandet, naar Spektakelmagerne opdager, at de Ikke længere har frit Slag.

- Er der truffet ekstraordinære Foranstaltninger fra Politiets Side?

- Det har jeg ikke mærket noget til.

- Er det rigtigt, at der er indledet Undersøgelse for at faa oplyst, om de krigerske Elementer har Vaaben?

- Heller ikke en saadan Undersøgelse har jeg hørt omtale. Der er vel nok en og anden, som fra Krigsaarene opbevarer en Revolver eller et Gevær, men der bliver Ikke Brug for Vaaben. Befolkningen vil ikke være med.

Hr. H. F. Hanssen sluttede med at udtrykke sin Tillid til, at et fredeligt Fremskrldtsarbejde i Sønderjylland efterhaanden vil gøre Indtryk ogsaa paa dem, der nu er ude af Ligevægt. Men dette fredelige Arbejde er det, Hr. Cornelius Petersen og hans Flok af al Magt vil hindre. Disse taabelige Individer har endog truet H. P. Hanssen paa Livet, ligesom de har truet Statsminister Stauning.

Det er paa Tide, at de bliver bremsede.

Justitsministeren kender sine Pappenheimere

Men udleverer dem ikke til en "sensationshungrende" Eftermiddagspresse.

Efter at have refereret H. P. Hanfisens Udtalelser for Justitsministeren, spurgte vi ham i Aftes, hvorfor han havde nægtet at kommentere Dommen overfor Berlingske Tidende.

- Jeg mener, svarede Ministeren, at det virkelig er for taabeligt, naar store Dele af Pressen trods den givne Begrundelse for Sagsanlæget lader, som om der blev rejst Tiltale, fordi Statsministeren eller jeg er fornærmede over, at Hr. Cornelius Petersen har kaldt os henholdsvis Røverkaptajn og Underrøver. Disse eller lignende pjattede Skældsord, som Cornelius Petersen og forskellige andre har faaet Lov at bruge Maaned efter Maaned, har næppe efterladt Indtryk noget Steds. Men der er virkelig Forskel paa at bruge Skældsord og at opfordre til Oprør eller til at ihjelslaa eller nedtrampe en nærmere betegnet Politiker eller Minister. Man skulde tro, at selv konservative Blade kunde se denne Forskel. Men Dele af Højre- og Venstrepressen har i denne Sag som i andre foretrukket at lave Partipolitik og at latterliggøre en eller flere af Ministrene fremfor at beskæftige sig med Sagens Kerne. Det har derfor glædet mig, at H. P. Hanssen har taget denne Presse alvorligt i Skole netop i denne Sag.

- De vil altsaa ikke udtale Dem yderigere om, hvad der er fremkommet i Sagen?

- Nej! Uanset, hvad jeg vilde oplyse, vilde det blive forvrænget og udnyttet mod Ministeriet eller mig personlig uden iøvrigt at gøre nogen som helst Nytte.

- De antydede forleden, at der for Justitsministeriet forelaa andre Oplysninger end dem, Pressen er kendt med. Sigtede dermed til Planer om Voldshandlinger, March mod Kristiansborg eller andet af det, der nu er fremkommet rygtevis?

- Herom udtaler jeg ikke. Hvad jeg end maatte oplyse, vilde det blive brugt til Grundlag for ny Sensationshistorier eller for en Polemik mellem de forskellige Lejre. Men naturligvis saa sidder jeg dog ikke som Justitsminister uden at have noget Kendskab til, hvad de forskellige ophidsende Faktorer l Befolkningen foretager sig. Selvfølgelig har jeg holdt mig underrettet om, hvad Cornelius Petersen og Konsorter har foretaget sig i de forløbne Maaneder, ligesom jeg har fulgt forskellige andre Udslag af Desparation. Men de Oplysninger, man efterhaanden samler om fascistiske, kommunistiske eller andre Kredses Tilbøjeligheder til at balancere paa Randen af Straffeloven, om visses pornografiske Udskejelser - de Oplysninger, siger jeg, kan virkelig ikke stilles til Raadighed for en sensationshungrende Eftermiddagspresse. Den kan iøvrigt for mig fabrikere, lancere og publicere alle de Rygter og Æventyr. den kan faa Læserne til at sluge.

Sluttelig henviser Ministeren til en Artikel i "Apenrader Tageblatt". Dette tyske Organ giver "Hejmdal" Ret i, at de saakaidte "Selvstyremænd" er gaaet over Gevind. Rygterne om et Togt til København er ogsaa kommet "Apenrader Tageblatt" for Øre, men Bladet ml trykker Forvisning om, at den rolige og besindige nordslesvigske Befolkning vil afvise Brushovedernes Voldspolitik.

Hertil knytter "Flensborg Avis" den Bemærkning, at naar det tyske Blad skriver saaledes, maa det vel tages som et Tegn paa, at Bladet ser ret alvorligt paa Stillingen og nødig vil have egne Meningsfæller ført for langt ud paa Skraaplanet.

(Social-Demokraten 2. oktober 1926).

Dommen over Cornelius Petersen.

Landsretten i Sønderborg ændrede i Lørdags Underrettens Dom over Cornelius Petersen fra 3 Maaneders Fængsel til 2000 Kr. Bøde. Som det vil mindes fældede Landsretten for et Par Aar siden en Dom i en anden Fornærmelsessag, der var anlagt mod en Medarbejder ved "Neue Tondernsche Zeitung", og som kom til at lyde paa 2 Maaneders Fængsel, men Højesteret nedsatte Søndre Landsrets Dom til en Bøde paa 1000 Kr. Maaske tør man gaa ud fra, at Hensynet hertil i nogen Maade har været medafgørende ved Landsrettens Dom over Cornelius Petersen.

Foruden selve Dommen har Henvisningen i Præmisserne til Statsministerens Udtalelse i Bov vakt Opmærksomhed. Vi skal iøvrigt, da Landsretsdommen allerede er bleven appelleret til Højesteret, afholde os fra videre Kommentar og afvente Højesteretskendelsen. Hvad Statsministerens Udtalelse i Bov angaar, har vi, som vi har skrevet her i Bladet, fundet den særdeles uheldig, men Udtalelsen blev gengivet i en forvansket Form, navnlig i "Bondens Selvstyre", og den falske Gengivelse er bleven udnyttet partipolitisk paa en Maade, som er kommen Selvstyrebevægelsen til Gode. I et københavnsk Dagblad er det blevet paastaaet, at "Hejmdal" har skrevet, at der ikke kunde tages Anstød af Statsministerens Udtalelse. Vi benytter Lejligheden til at gøre opmærksom paa, at det ikke er rigtigt. Rigtigt er derimod, at vi har oplyst, at tre ansete Mænd fra Bov Sogn, to konservative og en Venstremand, der var til Stede ved Mødet har erklæret, at saaledes som Udtalelsen faldt som en Replik paa et Tilraab, kunde der ikke tages Anstød af den.

Indtrykket af Landsrettens Dom afspejles i nogle Presseudtalelser i de københavnske Blade:

"København" skriver: "Landsrettens Præmisser vil utvivlsomt blive udnyttet af Selvstyrebevægelsen. Hos os andre skal Hr. Stauning ikke finde Hoveren over de beskæmmende Præmisser, men kun Beklagelse paa det danske Samfunds Vegne over, at Landet i en alvorlig Tid har en Statsminister, hvis Ord er saa lidet overvejede og ansvarsbevidste som Tilfældet var, da han lod Partilidenskaben løbe af med sig i Bov."

"Politiken": "Det kan ikke overses, at Landsretsdommens Præmisser gaar Ministeriet lovligt nær, ja, næsten træder Hr. Stauning over Tæerne. Hvis det blot havde været Dommens Hensigt at understrege den formildende Omstændighed, som maatte antages at ligge deri, at Hr. Corn. Petersen - efter hvad han selv anførte - havde følt sig stærkt irriteret over Statsministerens meget omtalte Udtalelse i Bov - da kunde dette meget godt være udtrykt, uden at Retten behøvede paa saa tydelig Maade, som det sker i Præmisserne, selv at udtale sig om den ministerielle Strøbemærkning. Men derved kommer Søndre Landsret lidt for langt ud i aktiv Politik, idet man vistnok vil være enig om at finde, at det ikke var den Opgave, der forelaa for Domstolen, at udtale sig om den eller give Hr. Stauning en Slags Tilrettevisning ved at fortælle, at han er optraadt udæskende. Det ligger formentlig uden for Rettens Kompetence."

"Nationaltidende": "Landsretsdommen i det justitsministerielle Injuriesøgsmaal imod Cornelius Petersen bør og kan naturligvis ikke betegnes som en Sejr for den sagsøgte. Vel blev Underretsdommens Fængselsstraf forvandlet til en Bøde, men det erkendes dog principielt i Domspræmisserne, at Cornelius Petersens Optræden berettiger til Brugen af de Straffelovsparagrafer, som Underretten har taget i Anvendelse. Naturligvis kunde Cornelius Petersen ikke undgaa at blive dømt for sin Udskældning af Statsministeren, naar Regeringen i det hele taget skred til Sagsanlæg; i saa Henseende har Sagen hele Tiden været saa oplagt som overhovedet muligt."

"Socialdemokraten": "Vi udtaler Haabet om, at Dommens Prøvelse ved højeste Instans vil blive fremskyndet det mest mulige. Landsrettens Dom kan simpelthen ikke blive staaende uanfægtet. Det danske Samfund er ikke tjent med, at der tillægges Cornelius Petersen og hans Garde en paa begrænset Ansvarlighed hvilende næsten ubegrænset Handlefrihed"

(Hejmdal, 18. oktober 1926).

Sagen kom for Højesteret marts 1927. Den stadfæstede landsrettens afgørelse.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (2/7). (Efterskrift til Politivennen)

Cornelius Petersen afsløret

Den virkelige Aarsag til Retssagen mod den frisiske Bondefører er, at Cornelius Petersen paa Tirsdag med 5000 bevæbnede Frisere vilde komme til København og opløse Rigsdagen.
Bliver Cornelius Petersen befriet med Magt?
(Fra vor udsendte Medarbejder.)

En fantastisk Plan

Idag afsiges Dommen over Cornelius Petersen ved Retten i Tønder.

Et meget udbredt Forlydende, der i Sønderjylland aabent diskuteres Mand og Mand imellem, vil vide, at Aktionen mod den frisiske Storbonde blev indledet saa hurtigt for at uskadeliggøre ham for et længere Tidsrum, samt for at bremse en yderst fantastisk Plan, han og hans Tilhængere havde under Forberedelse.

Planen gik ud paa, at Cornelius Petersen i Spidsen for 5000-6000 bevæbnede Frisere paa Tirsdag, naar Rigsdagen træder sammen, vilde indfinde sig her i Byen og foretage et Statskup.

Om Planens nærmere Enkeltheder beretter vor til Sønderjylland udsendte Medarbejder her: 

Tønder, Fredag Morgen. 

Det har i København vakt nogen Forbavselse, at Sagsanlæget mod Cornelius Petersen ikke alene er blevet saa stærkt fremskyndet, men at ogsaa Domsafsigelsen fremskyndes saa meget, at den allerede kan afsiges om faa Timer. Her i Tønder, som forøvrigt i hele Sønderjylland, vækker Regeringens Handlemaade ikke samme Forbavselse.

Som det vil erindres, er det tidligere blevet meddelt, at Cornelius Petersen agtede sig til København med 5000 Mand af Bondeværnet for overfor Rigsdagen at protestere mod den Maade, Sønderjyderne bliver behandlet paa. Denne Meddelelse blev dementeret af Cornelius Petersen, men man vil ikke desto mindre vide, at den er fuldkommen rigtig. Der var endogsaa fastsat en Dato for Bondeværnets Ankomst til København, nemlig Dagen for Rigsdagens Sammentræden, den 5. Oktober.

Til København!

Det skulde være Cornelius Petersens Mening at befordre sine Folk til København dels pr. Skib og dels pr. Jernbane, og han skulde allerede have sikret sig Skibslejlighed.

Hensigten var med Magt at opløse Rigsdagen.

Cornelius Petersens Tilhængere regner med, at han med Lethed vil kunne stille 5000-6000 Mand, og 1 København har man allieret sig med fascistiske Kredse. Ligeledes skal et Skyttekorps - hvilket vil man ikke røbe - have lovet Bondeværnet Støtte.

I indviede Kredse vil man vide, at ogsaa Vaabenspørgsmaalet var bragt i Orden, men om dette er rigtigt, er det umuligt at sige. En Kendsgerning er det imidlertid, at det for kort Tid siden af Forsvarsministeren legaliserede "Grænseværn" ligger inde med Rekylgeværer og Ammunition, og det er ikke udelukket, at man havde tænkt sig at sætte sig i Besiddelse af dette ved en Overrumpling.

Planen kom imidlertid for tidligt ud, og det maa formodes, at Regeringen nu har taget saadanne Forholdsregler, at et Kup overhovedet ikke Inder sig gennemføre.

Støtte Nord for Kongeaaen.

Ogsaa nord for Kongeaaen har Cornelius Petersen sine Støtter. Hans Tilhængere hernede erklærer, at flere store Jorddrotter har givet Tilsagn om Støtte.

Jeg aflagde igaar et Besøg hos den kendte Storbonde og Hingsteopdrætter Lorentz Petersen i Søst, en af Cornelius Petersens gode Venner og Broder til hans første Mand. Hingsteopdrætter Ktlof Petersen i Kaalund.

- Der er ingen Tvivl om, at saa godt som hele Befolkningen staar bagved Cornelius Petersen, sagde Lorent! Petersen. Endnu har dog ikke alle aabenlyst bekendt Kulør, men naar det rette Tidspunkt kommer, skal de nok møde op.

- Er Forholdene da saa frygtelige?

- Ja, det er pinende galt. Vi staar alle paa Fallitens Rand. og der maa ske et eller andet, saa vi kan blive hjulpet. Vi tror ikke paa Hjælp, før den nuværende Regering kommer bort, men paa hvilken Maade dette skal ske, véd jeg endnu ikke.

- Tror De, man vil drage til København?

- Der har været Tale om det, men personlig tvivler jeg paa, at det kan gennemføres. Paa den anden Side er vi jo næsten allesammen gamle Soldater, der ikke er bange for at vove Trøjen, naar det gælder.

- Har Bondeværnet Våben?

- Det kender jeg ikke noget til, men nogle har vel nok deres Geværer og Pistoler fra Krigen endnu.

Skattenægtere

- Det kan meget nemt komme dertil, at vi alle nægter at betale Skat. Vi kan ikke præstere de Afgifter, man forlanger af os, og naar vi alle strejker, gad jeg se, hvad man vil gøre.

- Vil det ikke svække Bevægelsen, hvis Cornelius Petersen bliver idømt Fængsel?

- Nej, det er det dummeste. Regeringen kan gøre, det vil faa Bevægelsen til at vokse og Forbitrelsen blandt Bønderne til at stige. Tror De forresten, at Myndighederne faar Lov til at beholde ham i Fængslet?

- Agter man at befri ham med Magt?

- Det har jeg ingen Mening om, men det vil i alle Tilfælde ikke være svært at faa ham ud af Arresten i Tønder.

- Tror De, at der vil ske Voldsomheder?

- Man maa jo haabe, at de undgaas, men et er givet: Befolkningen vil inden længe kræve Forandringer. Hvordan man saa vil søge at faa disse gennemført, maa staa hen i det uvisse.

.... Lignende Udtalelser har jeg hørt fra mange andre Sider, og det synes at gære alle Vegne. I Begyndelsen af denne Maaned skal der afholdes et stort Protestmøde mod H. P. Hanssen i Aabenraa. Man venter ca. 10,000 Bønder til dette Møde, og det formodes, at Myndighederne vil træffe særlige Foranstaltninger til Roens Opretholdelse.

Christian Husum.

(B. T. 1. oktober 1926).

Fotograf HolgerDamgaard (1870-1945): Cornelis Petersen, Cornelius (1882-1935) slesvigsk bondefører. 1918. Det kongelige Bibliotek.

H. P. Hanssen om Cornelius Petersen

Den gamle sønderjydske Fører udtaler sig om den frisiske Bevægelse og dens Tilhængere.

Truet paa Livet

Aabenraa, Torsdag.

I Anledning af den Cornelius Petersenske Bevægelse, der i Virkeligheden er ved at antage faretruende Former i Sønderjylland, har Jeg henvendt mig til Sønderjydernes gamle Fører, H. P. Hanssen-Nørremølle, som jeg træffer i hans Hjem i Aabenraa.

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Politiker H. P. Hanssen (1862-1936) . Det kongelige Bibliotek.

- Hvad er Deres Opfattelse af Cornelius Petersens Bevægelse?

- Jeg har hele Tiden været af den Opfattelse, at Regeringen for længe siden burde være skredet ind mod ham, et Standpunkt, som jeg ogsaa ved flere Lejligheder har fremhævet. Dersom jeg havde haft Ansvaret, vilde der have været skredet ind for længe siden. Man kan ikke vedblivende tolerere en saadan Agitation, se den vokse og vokse og blive værre og værre. Det er dog altid bedre at forebygge, og det kan ikke nytte at være skaansom overfor fanatiske, halvt sindssyge Personer. Den oprindelige Aarsag til Bevægelsen er let at se. Den er ganske simpelt fremkommet af Utilfredshed af udelukkende økonomisk Art. Mange Mennesker hernede lider under den Landbrugskrise, der blev en Følge af Verdenskrigen og som er gaaet hen over hele Verden, men den maa man igennem, blot ikke paa den af Cornelius Petersen foreslaaede Maade.

- Har han mange Tilhængere bag sig?

- Jeg mener det ikke. Langt Størstedelen af Befolkningen sympatiserer ikke med ham og karakteristisk er det da ogsaa, at der mellem hans Tilhængere ikke findes en eneste Person med kendt Navn eller nogen, der har beklædt noget som helst Tillidshverv.

- Anser De Bevægelsen for at være farlig?

- Farlig og farlig er to Ting. Man kan ikke se bort fra, hvad han med sin fanatiske Agitation kan forlede Folk til. Det maa ikke glemmes, at vi her i Sønderjylland har en ganske anden Befolkning at regne med, end den rolige, besindige Indbygger Nord for Kongeaaen. Vi har ikke alene levet hele Krigen med, men vi har oplevet en Revolution, og det betyder meget. Der findes mellem Befolkningen adskillige nervesvækkede Mennesker, der lider af Krigens Eftervirkninger. Hvad et saadant Menneske kan finde paa, naar det bliver tilstrækkelig opfanatiseret, er ikke godt at vide.

Truet paa Livet.

Man kan ikke roligt blive ved med at tillade at en enkelt Mand prædiker Vold og Vold og atter Vold. Det var nødvendigt at skride ind, inden det blev for sent. Hvor vidt man gaar hernede, fremgaar bedst af følgende lille Eksempel:

- Jeg blev for kort Tid siden ringet op af en mig ubekendt Mand. der sagde, at han absolut maatte tale med mig. Han kom hjem til mig, og med megen Ængstelse, som om han selv risikerede Liv og Lemmer, aabenbarede han, at han havde erfaret, at Cornelius Petersen og hans Mænd havde besluttet, at baade jeg, Refshauge og Arkitekt Fink skulde ryddes af Vejen.

- Tror De, at Cornelius Petersen vilde gaa over til Voldsomheder?

- Det er ikke let at svare paa, men dersom man bliver ved med at tolerere ham, forsøger han vel ogsaa paa det næste Skridt og det næste Skridt er Vold.

Bluff - ?

- Er det Deres Opfattelse, at Cornelius Petersen og hans Bondeværn vil drage til København?

- At han har omgaaede med Planer herom, er utvivlsomt rigtigt, men jeg tror nu, at det meste er bluff.

- Vil en Dom gøre Cornelius Petersen til Martyr?

- Det tror jeg ikke. Størstedelen af Befolkningen er klar over, at han har forbrudt sig. Cornelius Petersen erklærer nok, at det ikke er Stauning, han har fornærmet, men Statsmagten, men Stauning repræsenterer i Øjeblikket Landets ansvarlige Regering, og man kan ikke uanfægtet lade denne Regering smæde og lade dens Medlemmer skælde ud for Mordere og Banditter. Det gør i et Grænseland mere Skade end nogen tror.

- Tror De, at Regeringens Indskriden er kommet for sent?

- Nej. det kan jeg ikke tænke mig, men det var nødvendigt, at der blev sat en Stopper for Agitationen, hvis den ikke skulde udarte til Vold. Processen har allerede haft en yderst afsvalende Virkning paa de ophidsede Gemytter. Christian Husum.

(B. T. 1. oktober 1926).

Før Dommen over Friseren

Cornelius Petersens Defensor bebuder opsigtvækkende Begivenheder.

Appel til Højesteret

(Fra vor udsendte Medarbejder)

Tønder, Fredag Morgen.

Det kan ikke siges, at Domsafsigelsen i Cornelius Petersen-Sagen i særlig Grad præger Byen, men det skyldes antagelig det tidlige Tidspunkt. Med Formiddagstogene ventes ikke saa faa Landboere, der alle er hans Tilhængere, hertil. Man er nu alle Steder klar over, at han vil blive dømt, og Diskussionen drejer sig derfor udelukkende om, hvor lang en Fængselsstraf han vil faa. 

I en Morgensamtale med hans Defensor, Sagfører H. P. Nielsen fra Kolding, erklærer denne, at Cornelius Petersen personlig vil give Møde i Retten. Han vil umiddelbart efter Domsafsigelsen forlange Dommen appelleret.

Ved Retsforhandlingen ved Sondre Landsret vil Cornelius Petersen bl. a. besvære sig over den Behandling, Sagen har faaet ved Underinstansen.

løvrigt bebuder Sagfører Nielsen paa sin Klients Vegne, at man endnu ikke har hørt det sidste Ord fra den oprørske Friserbonde, og at der i den allernærmeste Fremtid vil høres Nyt ikke alene | Sønderjylland, men ogsaa Nord for Kongeaaen. I hvilken Retning, vil Sagfører Nielsen ikke udtale sig om paa det nuværende Tidspunkt.

Vi erfarer iøvrigt, at Søndre Landsret vil fremskynde Sagens Behandling, og at Afgørelsen vil kunne foreligge allerede om en lille Uge Hvis ogsaa denne Afgørelse gaa Cornelius Petersen imod, agter han at søge Justitsministeriel Tilladelse til at indanke Sagen for Højesteret.

Christian Hansen.

(B. T. 1. oktober 1926).

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (1/7). (Efterskrift til Politivennen)

Bondehær afsløret.

Statspolitiets Undersøgelse af den sønderjyske Köpenich-Affære. - En enestaaende Militær-Parodi, der vil drukne i Latter. - Danmarks Bondeværn i bengalsk Belysning

Den sønderjyske Gaardejer Cornelius Petersens Selvstyrerumlerier vil være Læserne bekendt. Man ved, at han og en Meningsfælle ved Navn Kylling og endnu en Del sønderjyske Storbønder havde fundet paa at "begynde for sig selv", et Regimente, der

først og frem mest tog Sigte paa Skattenægtelse.

Til den Ende blev der oprtettet et Blad, "Bondens Selvstyre", der arbejdede paa Indførelsen af Samfundsforhold som de var paa Valdemarernes Tid.

Dette Blad har i lang Tid været fyldt med voldsomme Overfald paa Myndighederne, Regering, Rigsdag og enkelte Politikere, men Skriverierne havde en saa taabelig, ja gadedrengeagtig Karakter, at Myndighederne ikke paa nogen Grund til at træffe Foranstaltninger mod Bladet og dets latterlige Rumlerier.

Men saa kom det for Dagen gennem Pressen, at Bevægelsen havde faaet Organisationens Karakter, og flere Steder offentliggjortes "Bondeværnet"s Love, der var af en saadan Karakter, at en Undersøgelse viste sig nødvendig.

Mystiske Lovparagraffer.

Det hedder bl. a. i disse Love:

"Bondeværnet er en militær Organisation".

"Bondeværnet vil forsvare Hjemmene og Vennernes Hjem mod Angreb, fra hvilken Side de end kommer".

"Aktive Medlemmer har Pligt til at deltage i Værnets øvelser".

Man vil vist fra alle Sider være enige om, at disse mere end mærkelige Lovparagraffer krævede en nærmere Undersøgelse, og en saadan blev da ogsaa iværksat af Statspolitiet.

Hos Justitsminister Steincke.

Vi henvendte os i Gaar i Justitsministeriet, hvis Chef beredvillig gav Pressen alle fornødne Oplysninger, og af nedenstaaende Redegørelse vil man faa et fuldstændigt Indblik i en af de kosteligste Affærer, som nogensinde er etableret her til Lands.

Justitsminister Steincke udtalte at den af Ministeriet foranledigede Undersøgelse maatte gaa ud paa at konstatere, dels om der var Grundlag for Straffeforfølgelse for Overtrædelse af Straffelovens Paragraffer § 85 (2. Stk.) og § 86 (Voldshandlinger mod Regeringen, Opfordring til Oprør), dels om der eksisterede en Forening mod et ulovligt Formaal, til hvis Ophævelse der burde anlægges Sag efter Grundlovens Paragraf § 85.

Bestyrelsens Forklaring.

Statspolitiets Forhør over de forskellige Parter har givet et Resultat, der i Komik langt overgaar, hvad Holberg præsterer i "Den politiske Kandestøber".

Cornelius Petersen forklarede, at "Bondeværnet" end ikke havde nogen Bestyrelse, idet Foreningen udelukkende blev ledet af ham som Formand, medens Hestehandler Petersen som Sekretær førte Protokollen. Efter hans Formening bestod Bestyrelsen af C. P. som Formand og 12 a 14 Mænd som var Bestyrelsesmedlemmer eller Tillidsmænd.

Gaardejer Kylling erklærede, at Formanden var Leder og Tillidsmændene Agitatorer, og disse havde da konstitueret sig som en Art Bestyrelse.

Sagfører Melsen, Kolding, forklarede, at han ikke havde det mindste med "Bondeværnet" at gøre. Medlemsantallet var den 28, Juni - 278 Mænd og Kvinder. Halvdelen af hver. Paa Listerne stod kun opført Mandsnavne, og hvert Navn hæftede for to Medlemmer, nemlig foruden Manden selv tillige hans Hustru eller Datter.

Foreningens Formaal. 

Kamp mod Arbejderne.

Bondeværnets Formaal var at organisere Banderne over hele Danmark i Lighed med de socialdemokratiske Foreninger i det Øjemed at imødegaa Retsbrud fra Myndighedernes Side og Overgreb fra Arbejderorganisationerne samt at imødegaa Følgerne af det kommende ekonomiske Sammenbrud, som vilde blive Følgen af de stadige Skatteforhøjelser og den skiftende Kroneværdi i Forbindelse med Nutidens bolsjevikiske Tendenser.

I Følge Gaardejer Kyllings Formening er "Bondeværnet"s Formaal at værne Ejendomsretten for Landboerne mod Angreb udefra, hvormed han nærmest har tænkt paa Kommunisterne, som fra Syd og Nord og i Løbet af et Par Aar vilde bryde ind over Landet og forsøge at overtage Landejendommene (!!) eller i hvert Fald plyndre dem!

Da Cornelius Petersen blev forespurgt ont, hvad Meningen var med Militærorganisationen, udtalte han, at der dermed var tænkt paa en militær Ordning med Befalingsmænd for at opretholde den 

nodvendige Disciplin

indenfor Organisationen.

Sønderjyderne kendte den politiske Kamp mod uretfærdige Statsmænd, hvormed han sigtede til Tyskernes Kamp mod den danske Nationalitet før Verdenskrigen.

En saadan Kamp førtes kun ved Hjælp af aandelige Vaaben og en stram Organisation. 

Hestehandler Petersen vidste ikke bestemt, hvad Meningen var med det militære; han tænkte det nærmest motiveret med bolsjevikiske Uroligheder.

Gaardejer Kylling udtalte om Sætningen "at der ved Optagelsen i Foreningen bliver gjort Antegnelser paa Optagelsesformularen om paagældende ved Opfyldelsen af Værnepligten har været Befalingsmand eller Menig - "Ved eventuelle Uroligheder er det Meningen, at Medlemmerne skal indtage en lignende Stilling som under Aftjenelsen af Værnepligten ved en Efterindkaldelse til Militærvæsnet.

Sagfører Nielsen, der intet havde haft med Affattelsen af Lovene at gøre, vil mene, at Ordet "militært" var anvendt fordi Sindene i Sønderjylland efter Krigen tiltaltes bedst af militærisk opbyggede Organisationer.

Sagføreren henviste iøvrigt til forskellige bestaaende og lovlige Foreninger som f. Eks.

Frelsens Hær.

Skytteforeninger o. a. militære Organisationer!

Cornelius Petersen blev forespurgt om, hvad han tilsigtede med, at "Bondeværnet" skulde forsvare Hjem og Arne, og han svarede, at Meningen var ikke at hindre Udpantning for Skatter men Auktionen efter Udpantningen, idet et vist Antal Medlemmer skulde møde op ved Auktionen og ved moralske Forestillinger forhindre Liebhavere i at gøre Bud!

Kylling nægtede at der havde været ført Agitation for Nægtelse af Skattebetaling, men kun at der blev opfordret til at betale under Protest.

"Bondeværnet" gør Gymnastik.

Om Lovens paragraf angaaende Medlemmernes Pligt til at deltage i Værnets Øvelser kunde Cornelius Petersen intet udtale.

Hestehandler Petersen forstod Paragrafen saaledes, at Øvelserne nærmest skulde bestaa i Sport, Gymnastik o. I., og Kylling udtalte at disse Øvelser skulde finde Sted i Samarbejde med Hæren, og Svag￾fører Nielsen "havde tænkt paa Medlemmernes Optræden under eventuelle Demonstrationer som naar Arbejderne demonstrerer (?) og der var ikke tænkt paa Udlevering af Vaaben (som de fleste af Medlemmerne er i Besiddelse af!)".

De var alle enige om et eventuelt Samarbejde med Grænseværnet og at der i givet Tilfælde kunde blive udleveret Vaaben fra Hæren.

Justitsministerens Resolution.

Justitsministeriet udtaler følgende som sin - sikkert almindeligt bifaldte - Opfattelse af denne fuldkommen taabelige Affære:

Efter de saaledes foreliggende Oplysninger er det ikke engang utvivlsomt, at der overhovedet foreligger en Forening, men selv om man nu antager dette, vilde den kun være ulovlig, hvis dens Formaal var at hindre Skattebetaling, Udpantning eller Auktioner. Men efter Ledelsens samstemmige Udtalelser har Sammenslutningen ikke et saadant Formaal. Hellerikke er der efter de foreliggende Oplysninger Grundlag for at rejse Straffesag mod Lederne for Overtrædelse af Straffelovens Paragraf § 85-86.

Hele Bevægelsen forekommer Ministeriet saa fantastisk og barnagtig, Førerne saa uvidende og forvirrede, Formaalene saa forskelligartede eller udflydende, at kun den særlige Mentalitet paa visse Steder og forskellige Møders opreklamering af Cornelius Petersen har kunnet forklare det Røre, denne Bevægelse har vakt, og Ledernes Spekulation i Folks Uvidenhed og Forvirring samt de vanskelige økonomiske Forhold synes ikke vel at kunne fortsættes, hvis Pressen vil meddele Førernes egne forvirrede Udtaleiser.

Der er efter alt det foreliggende givet Ordre til at lægge Sagen hen.

Vel talt!

(Social-Demokraten 2. juli 1926).

Et Pust fra gamle Dages Bondeliv. (Efterskrift til Politivennen)

Husflid, Brudeklæder, Haandarbejder og Kobbertøj.

En gammel Kro, der er som ete Museum.

Kisten med Brudeklæder - bagved det tærnede Hvergarnsskørt.

Det hænder en Gang imellem, at man ved et Tilfælde lige fra Hverdagen dumper midt ind i Eventyret. Saadan dumpede vi forleden paa en Cykletur ind i en gammel Kro. Strandholm-Bad, ude ad Køgelandevej, netop hvor Køgebugten begynder - altsaa nær ved Byens "egne Vinduer" - og befandt os pludselig til vor store Overraskelse i Stedet for i en moderne Krostue midt i et skønt, gammelt Bondeinteriør.

Ældgamle, kunstfærdigt udskaarne og broget malede Træ-møbler - paa Væggene blanke Kobber- og Messingting og Trætøj, der alle fortæller om Hjemmets Liv og Kvinden Gerning paa Landet i gamle Dage.

En Kvindes Undertøj dengang og nu.

Ejeren, tidligere Løjtnant fra de Næstved Dragoner, Hr. Holm, der nu i Sommer i 10 Aar har samlet de gamle Ting sammen, der gør han gode Kro til et helt kulturhistorisk Museum, aabner for den mægtige messingbeslaaede Dragkiste, og ethvert Evahjerte maa tage til at banke ved Synet af de skønne, gamle Broderier. Hvidsømmen, den Tid stærke, rene Hedebo, Sprangen. d. v. s. Traadene, der kunstfærdigt er pillet ud af det ægte Hørlærred, og Særke og Brudeskørter, som har smykket glade Brudepar, og som baade for hans og hendes Vedkommende er prydede med solide, syede Blonder. Hvilken Forskel paa Nutidens Dameundertøj - en fjerlet Haandfuld Silke med en spindelvævstynd Knipling, og disse tætte, stærke, hvide Lærredsting, hvis uforgængelige Blonder er syede Sting for Sting! Det er næsten som Symbolet paa to Tidsaldres Kvinder.

16 Tommer i Taillen.

Dér over den gamle Spinderok hænger et tærnet Hvergarnsskørt, hvilken Vidde - nok til to-tre moderne Kjoler - og det er saa stift, at det kan staa af sig selv; men dets Livvidde magter - - knapt 16 Tommer - ja, det kan vi ikke præstere i vor Garconnetid, men naar vi tænker paa Snørelivets Fiskebenskvaler, er vi glade derover - ikke?

Kobbertøj, Banketræ og den udskaarne Strømpebaandsvæv.

Kærlighed dengang.

Og hver Ting har sin Historie, den gamle Kobberpøs fisket op fra Bunden af Smidstrup gadekær, de smaa Kageforme, ogsaa af skinnende blankt Kobber - de er fra den berømte Jødetrine i Aarhus, det malede Banketræ, hvormed man slog løs paa Vasketøjet - Vaskebrædt kendtes jo ikke - endsige Vaskemaskiner - og dér hænger en kunstfærdigt udskaaren Træting, det er, fortæller Løjtnant Holm, en Sele- og Strømpebaandsvæv, den sad en forelsket Bondekarl og skar ud her ved Bilæggerovnen i de lange Vinteraftener og forærede den til Pigen, han elskede - som dog tog en anden.

- - En Tur gennem den gamle Have med de 30 Løvlysthuse, ud ad Badebroen, den længste i Danmark, til Badeanstalten, en Svømmetur i Køgebugt blaa og historiske Bølger, paa Cyklen, i Bilen, og ind mod Byen - en Oplevelse, et Eventyr rigere! Gunver

(B. T. 8. juni 1925).

Løjtnant Johannes R. Holm og Agathe Holm åbnede i 1915 kroen Strandholm Bad. Den lå overfor Avedøre Flyveplads udenfor Vestvolden. Det var en afholdskro indtil 1917. Medbragt mad kunne også nydes. Udover kroen var der en badeanstalt og det omtalte privatmuseum. Den bestod af løjtnantens dragongenstande og effekter fra bondelivet. Den messingbeslåede dragkiste var fra 1801. Badebroen var 400 meter, dengang Danmarks længste. Sikringsstyrkede benyttede den under 1. Verdenskrig til deres daglige formiddagsbad. Om sommeren kunne der være omkring 1600 besøgende. Til dem var opført 50 skyggefulde løvlysthuse. Blandt de besøgende var bl. a. den senere Frederik 9., prins Viggo, prins Aage samt kendte forfattere, kunstmalere, skuespillere, præster, læger, journalister, kontorfolk og handlende.

Strandholm Bad skiftede senere navn til De Gamle Stuer. De blev overtaget af Sigurd Harksen i 1950. Han tilførte samlingen sit eget materiale: knap 8.000 snurrepiberier, skibsmodeller, almueredskaber, smykker og meget mere og samlingen nåede op på omkring 10.000 genstande. Konen Eva Harksens opskrift på æggekage blevinkluderet i en tysk kogebog. Hendes motto var "Det er med æggekage som med ægtemænd – behandles de forkert, bliver de flade og kedelige".

Badebroen forsvandt. Sigurd døde 1957, og blev videreført af Eva indtil 1970, hvor hun solgte såvel samlingen som De Gamle Stuer. 

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

Det primitive Liv, hvortil vi skal tilbage. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Landmand fortæller om den tarvelige levevis for et par menneskealdre siden.

Niels Jensen er det ligefremme Navn på en gammel bondemand, som vi opsøger for - som Afslutning paa vor lille enquete om det primitive liv, vi nu skal vende tilbage til - at høre lidt om, hvordan livet paa Landet - i de jævne Bondehjem - levede Livet i gamle Dage for et Par Menneskealdre tilbage 

Niels Jensen bor i udkanten af Roskilde, i et pænt Hus inde i en Have. Men han har ellers, helt siden han "blev Mand" haft en gaard i landsbyen Vindinge, en halv Mils Vej Øst for Roskilde.

Det er ikke, fordi Niels Jensen er saa gammel. at vi netop gaar til ham, han er kun lige passeret 70. Men han er en af dem, der kan huske, og en af dem der kan fortælle.

Et kig ind i de gamle stuer

- Hvordan så det ud i sådant et gammelt bondehus da De var dreng? spørger vi.

- Tja, siger Niels Jensen, det var jo det samme alle steder. Der var tre stuer, men kun den ene af dem brugte man til daglig. Der sov man om natten, og der spiste man om dagen. Henne foran Vinduerne var der en lang bænk, og foran den et bord med flere Bænke omkring. Saa var der som Regel en bornholmer og et lille Hjerneskab og tit et andet lille Skab som man havde Medicinflasker og den slags i. Og son var der for festen de to store Himmelsenge med forhæng for.

I "Mellemstuen" var der et bord og et Par Stole og gerne en Seng som man brugte. naar der kom fremmede. Stolene var naturligvis ikke polstrede, og i mange Aar kendte man ikke til Sofa og den Slags. Det kom jo til i de senere Aar.

Endelig var der "øverstestuen",der var den største af Stuerne, tre eller fire fag. Der var Klædeskabe og Kister. men ellers ikke noget. Gulvene var allesammen hvidskurede og i Dagligstuen var der strøet sand på.

Spegesild, fedtebrød, grød, kål og suppe.

- Hvori bestod kosten i de dage?

- Vi fik skam noget godt at spise, kan De tro. Men der var jo ingen flotheder. Om morgenen begyndte vi med spegesild og fedtebrød og bagefter en kop kaffe med et stykke brunt sukker.

Kl. 9 fik vi , Halvmiddagsmad". Det var Fedtebrød og enten Ost eller Kød. Og Kl. 12 fik vi Middagsmaden, grød , Kål, Suppe. Kærnemælksvælling og den Slags. Lidt længere tilbage, kan jeg kan huske, var det mest Grød og Mælk. Nogle fik vi det 21 Gange om ugen!

Til "Midaften" - det. de nu kalder Vesperkost her på egnen - fik vi Brød og koldt Flask Fedt eller Stegeflæsk. Men aldrig Te. Det kendte vi slet ikke noget til. Det var en hel Luksusartikel dengang.

Saa var der Nadveren. Dér fik vi gerne Mælk og grød, og det var ikke centrifugemælk, men god, håndskummet mælk. 

En lang arbejdsdag.

- Vi stod op ved 4-5-tiden om sommeren. Om vinteren noget senere. I regelen arbejdede vi så til klokken 7:30 om aftenen, men høstens tid blev vi ved til den var både ni og ti. Det fandt de allesammen i orden, både karle og piger; men så blev der jo også sat gammeløl på bordet når de kom hjem. 

En karl fik omkring ved et halvt hundrede daler om året - i penge vel at mærke. For desuden fik han nogle alen vadmel til tøj, nogle alen lærred til skjorter og en to-tre pund uld til hoser.

En pige fik 25-30 daler og også en del lærred og uld, lidt hvergarn til kjoler og lidt til vadmelsskørter.

Der var ikke noget at slå om sig med, hverken karle eller piger; men det var heller ikke nødvendigt. Der var såmænd ingen der savnede det. Om aftenen sad de jo allesammen i stuen sammen med husbonden, man spiste ved samme bord, ja af samme fad, og standsforskel kendte man i grunden ikke noget til. Det lå også i, at det var trange tider for landmændene. Arbejdere og arbejdsgivere var omtrent lige velhavende.

En glad aften med dans, musik, brændevin og tobak for 33 øre.

Der var ikke mange fornøjelser og adspredelser. Men vi morede os godt - og det var billige fornøjelser. Det gik gerne til på den måde at en tre fire karle fik ordnet et gilde som blev holdt rundt omkring på gårdene efter tur. Drengene betalte 8 Skilling og Karlene en Mark. For de Penge fik man Sal og Iys og Musik - - det var altid en Violin - og endda Brændevin og Tobak. Cigarer saa man aldrig paa Iandet.

Saa havde man jo også de store Gilder, Brylluper og Begravelser. Brylluperne varede i to-tre eller fire Dage, og der var vældig Balfaldera. Men det kostede ikke ret meget. Man fik gerne Sødsuppe og Steg, aldrig mere end to Retter. Ved begravelser var risengrød og klipfisk de faste retter.

Tøjet vi gik i, lavede vores mor selv. Til daglig gik mændene i en ufarvet vadmelstrøje og lærredsbukser. Til finere Brug havde man Hvergarnstøj og farvet Vadmel; men altsammen var det stærkt og solidt, og det kostede ikke meget.

Dengang lavede man jo saa at sige alting selv paa landet. Vi var uafhængige af alle Mennesker undtagen Smeden. Vi bryggede selv vort Øl, kærnede selv vort Smør - men vi spiste det ikke, det blev der ikke Raad til; vi brugte Fedt i Stedet - og vi ud forte også alle Reparationer selv. Dyrlæge og Doktor kendte vi heller ikke til. Det skulde være galt før man greb til det. 

Mere arbejde, mindre løn og dog mere tilfredshed.

- Hvad synes De om den forandring der er sket i de senere år i hele levemåden på landet, spørger vi til slut Niels Jensen.

-- Jo, svarer han, der er mange Ting, der er blevet bedre. Det må vi ikke glemme. Men der er bare ingen tilfredshed nuomstunder. I gamle dage var folk altid tilfredse, man kendte ikke til utilfredshed.

De drenge vi fæstede, når de var konfirmeret, beholdt vi som regel til de skulle i tjenesten, og de voksne karle blev hos os til de skulle giftes. Der var ikke noget med at flytte rundt hvert halvår eller hver måned som nu. Og hele forholdet mellem mand og tjenere var helt anderledes dengang. Vi var i grunden som en hel familie.

- - -

Det var, hvad den gamle landmand fortalte om de dage da man praktiserede Nøjsomheden og Sparsommeligheden ti! de yderste Konsekvenser fordi man var nødt til det.

En og anden vil sikkert mene at de livsformer, Niels Jensen har skildret, ikke var de værste at få tilbage.

Kr. J. 

(København 21. marts 1922)

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.