Om Arbejderne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Det har nærmest været Arbejdernes Stilling i de større Byer, hvormed Deres ærede Blad har beskæftiget sig . og omendskønt Arbejderne her, hvad Danmark angaar, ere i afgjort Minoritet med deres Brødre paa Landet, har der til Dato ikke løftet sig noget Banner, hævet sig nogen Røst for den forkuede jordløse Husmands og Indsidders sag.

Fabrikarbeiderne og Haandværkerne ere slet, meget slet stillede under vore nuværende sociale Forhold, men er dette i en ringere Grad Tilfældet med den store Arbejderbefolkning paa Landet? Nej, den jordløse Husmand og Indsidderen er næsten endnu mere ulykkelig stillet end hans Brødre i Købstaden Jeg skal saa kortfattet som muligt, forsøge at give Dem et lille Billede af en Indsidders Vilkaar. Emnet er rigt, og jeg kunde have megen Lyst til at udvikle det mere detailleret der findes en rig Kilde, som imidlertid Ingen har turdet røre ved. Et almindeligt Ramaskrig, saavel fra Godsejerne som fra Gaardmændene, fra de Reaktionære som fra den doktrinære Lejr vilde have forfulgt den ulykkelige Forfatter, som havde vovet at afsløre de Lænker af Raadenskab, Egoisme og Sneverhjærtethed, hvormed Proletariet paa Landet "holdes i Tømme.

Indsidderen paa Landet er i Reglen søn af en Indsidder eller jordløs Husmand. Fra Barndommen af har han været vant til Forsømmelse og Ligegyldighed. Forældrene have maattet arbejde haardt for at bjerge Føden, der altid er af den tarveligste Beskaffenhed, og Barnet har da lige fra Fødselen lært at taale og undvære paa ethvert Punkt. I en Alder af 6 Aar kommer han i skole, men da Forældrene sjælden have noget at undvære til at "fornøje" Læreren med gør denne sig som oftest ingen Ulejlighed med at lære Barnet mere, end det strængt taget behøver for at slippe igennem til Konfirmationen samtidig med Stolegangen sendes den ville ud for at "vogte". I ondt Vejr, storm og slud, Regn og Kulde har Forfatteren af disse Linier truffet Børn, der i flere Timer have været udsatte for det barske Vejrligs Paavirkning, og det skønt Koldfeberen endnu knugede de smaa Lemmer, eller med spor af Mæslinger og Skarlagensfeber i de kolde næsten forstenede Ansigter; hvad bryder Husbonden sig om den Fattiges Barn! han kan sagtens faa det erstattet, og Sogneraadet vil ej heller tage sig Tabel af et saadant videre nær. Barnet bliver endelig konfirmeret og faar sig en Tjeneste; den tarvelige Løn er næppe tilstrækkelig til de nødvendige Klæder og paa en uskyldig Fornøjelse er der ikke at tænke. Følgen heraf bliver da, at den unge Karl, naar han endelig faar Plads som saadan, med Ungdommens hele Glæde søger Erstatning for den glædeløse Barndom ved hyppigt at deltage i Legestuer, gæste Markederne og prøve Lykke i Kortspil. Den ringe Løn tillader ham selvfølgelig ikke at lægge Penge op. Gaardmanden, i hvis Familie for næppe tredive Aar siden Tjenestefolkene var optagne, har nu aldeles hævet det daglige patriarkalske samliv, som knyttede Husbond og Tyendet sammen; hin ser nu med en utaalelig stolthed ned paa de slaver, hvis slid erhverver ham hans Rigdomme, et saa meget mere uberetiget Hovmod, som Husbonden i aandelig Henseende, Dygtighed og Flid tit staar under Karlen, der pløjer hans Mark og tærsker hans Hvede.

Efter kortere eller længere Tids Tjeneste gifter Karlen sig og drager som Indsidder ind i en tarvelig Hytte, hvor et elendigt Kammer, med Murstensgulv, smudsige Vægge og Utøj, skal være det Sted, hvor han og hans Kone efter det daglige Slid maa trælle sig tilbage, for at faa den knap tilmaalte, højst fornødne Hvile. Med Kraft og Lyst tage ægtefolkene i Begyndelsen fat paa Arbejdet; man haaber med Tiden at kunne erhverve en vis Selvstændighed; men i ikke et af tusende Tilfælde naas Maalet. Fattigfolks Rigdom er Børn, og af dem indfinder der sig som oftest en sand Velsignelse, Sygdom slaar sig til, og Familiens Haab og Lykke er ødelagt for stedse. Kraften er brudt, en dump sløv Resignation afløser det frejdige Mod, hvormed man før saa Livet og Fremtiden imøde. Hvad er nu Skyld i disse ulykkelige Forhold? Den Karrighed og smaalige Egoisme, hvormed Arbejdet betales. En Dagløn af tre Mark, i visse Egne kun to (!) Mark er Maksimum for en Daglejers Fortjeneste -- hans Kone maa være glad for en Dagløn af 24 Skilling - og derfor maa der slides fra Morgen tidlig til Aften sildig, og Anmodninger om en bedre Betaling besvares altid med et haardt "Saa søg Dig Arbejde andetsteds, her faar Du ikke mere, der er nok at faa". Vi tale om den stigende Velstand her i Danmark, brovte af den Velsignelse, Grundloven af 5te Juni 1849 har forskaffet os; men hvem nyder Godt af den stigende Velstand, hvem nyder Godt af Grundlovens Velsignelse? Ikke Arbejderen, men udelukkende de velstaaende, de saakaldte dannede Individer i samfundet. For tredive Aar siden var Daglønnen ligesaa høj, - som den nu er, men betragt engang det uhyre Misforhold mellem Priserne paa Livsfornødenhederne da og nu, mellem dengang da f. Eks. et Pund Smør kostede 24 Skilling, et Pund Ost 8 Skilling og nu da Priserne er det dobbelte. Er dette Fremskridt? Nej, en Tilbagegang for Landets Kærne, for det egentlige Folk, som ikke har høstet Gavn af den saa meget lovpriste Frihed. Hvem er den fattige Landarbejdsmands værste Fjende. Ikke Godsejeren, ikke Herremanden, ikke Proprietæren. Nej det er Gaardmanden, Kød af hans Kød, Blod af hans Blod, der gør Alt for at holde de Fattige, Trældyrene under Aaget, det er ham, som paa enhver Maade søger at berøve Arbejderen politisk og social Selvstændighed og hans Middel er Berøvelsen af Arbejde og Brød. Det er den rige Bonde, som torterer de Fattige, og de vide det godt uden dog at have Mod til at afryste Aaget eller Tillid til at det vil lykkes dem. Fremtræder der blandt det undertrykte Proletariat en dygtig og begavet Mand, der har Mod til at udtale sig offentlig om sin stands ulykkelige Stilling, da forsøger man først ved Forfølgelse at bringe ham til Tavshed, og formaar han alligevel at skaffe sig Gehør, gør man ham til Gaardmand eller Rigsdagsmand og i Reglen paa samme Tid til Renegat.

Efter et Liv, tilbragt i slid og slæb, bliver Indsidderen tidlig gammel og udslidt; han formaar ikke at arbejde, og han kommer "paa Sognet"c: under Fattigvæsenets faderlige Omsorg. Den stræbsomme og flittige Arbejder faar Ordre til at møde, naar Sogneraadet er samlet, han tiltales med "Du" af de opblæste Gaardmænd og maa gøre Rede og Regnskab for Alt indtil den mindste Detail; han maa taale haarde og umilde Ord for endelig som en Naadegave at blive tilkastet den ringe, vrangvillige Hjælp, som Sogneraadet finder for godt at give ham. Jeg har derfor truffet paa Folk, som have valgt den sørgelige Udvej at ende Livet i en Mergelgrav eller ved en Hampestrikke, fremfor at henleve de sidste Dage paa en saa tung, ærekrænkende Maade.

Mennesket er forpligtet til at arbejde; men tror de strænge Herrer, der nu regerer Verden, at det er Menneskets oprindelige Bestemmelse at slide sig op, at være en Træl for sin bedre stillede Medborger? Sikkert ikke. Det er umuligt at naa den upaatvivlelig høje aandelige Bestemmelse, hvorfor Menneskeaanden er bestemt, naar Kampen for det daglige Brød saa fuldstændig udfylder Tilværelsen, at "den bedre Del" bliver en Biting, som kun den Rige formaar at naa. Hvor forunderlig det end synes i vore Dage, er jeg dog overbevist om at Socialismens Modstandere, de Mægtige og de Rige, naar de ville være oprigtige, i Hjærtet er fuldt overbeviste om, at den Sjæl, hvormed "den Fattige og Forladte" er udrustet, i Virkeligheden er af et langt grovere Stof end den, hvormed de selv er begavede.

Tandem.

(Socialisten 2. september 1871).

Artiklen medførte at Aarhus Amtstidende der i starten havde taget godt imod Socialisten, anklagede "Socialisten" for at støde gårdmændene som Bondevennerne repræsenterede, fra sig. Socialisten besvarede dette med at husmændene godt nok var nødt til at lade sig repræsentere ved gårdmænd med hvem de kun havde det til fælles at de også boede på landet, men at deres interesser ikke blev varetaget af Bondevennerne - løsningen måtte være at de dannede deres eget parti.