"Silkehuset"s Syersker. (Efterskrift til Politivennen)

Silkehuset i Vimmelskaftet blev grundlagt 1849 af silke- og klædehandler J. R. Schielderup. Det blev overtaget af silkegrossist Lauritz Dahl i 1896 og samtidig forandredes firmanavnet til Silkehuset. Det forhandlede stoffer. Den 1. oktober 1902 var der udsalg i Silkehuset i Vimmelskaftet 39 (København). Tilstrømningen var så stor at lokalerne blev propfyldte, og man blev nødt til at lukke døren og slå skodderne for indtil trængslen indenfor blev mindre. Silkehuset hørte endnu i perioden 1940-1960 til de førende modehandlere i København. 

Nyere foto (1956) af Silkehuset, taget af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier (Kbhbilleder). Ophavsret: CC-BY.

Skammeligt!

Det fine "Silkehus" og dets kvindelige Kontorister.

En ung Dame meddelte os i Gaar, at hun - efter en Annonce - havde henvendt sig til "Silkehuset" i Vimmelskaftet angaaende en Kontoristplads.

Pladsen kunde hun ogsaa meget godt faa, men da hun hørte Vilkaarene, vilde hun hverken eje eller have den. Der blev nemlig budt 25 Kr. i maanedlig Løn med en kontortid fra 8-6 uden Spisetid. Desuden forlangtes det, at Kontoristen "naar det behøvedes" skulde arbejde til Kl. 10 Aften uden Ekstrabetaling.

Den Plads vilde den velanbefalede, unge Dame ikke have, men desværre er der jo nok andre, der har taget den. Arbejdsløsheden i det Fag er jo stor.

Men at tænke sig, at "Silkehuset", dette prunkende og pralende Etablissement, med sine høie Varepriser, at et saadant Handelshus vil forlange en fattig ung Piges hele Arbejdskraft for en Løn, der end ikke kan sulteføde hende, det er dog mer end almindelig raat.

Men det forbavser forøvrigt ikke dem, der kender "Silkehuset"s ledende Principper.

(Folkets Avis (København) 9. oktober 1902)

Dahls Syersker.

("Silkehuset")

De Forhold paa Hr. Gross. Dahls Systue i Vimmelskaftet (Silkehuset), som i de senere Tage har været omtalt i Bladene, har voldt berettiget Harme hos alle de Mennesker, som ikke kjendte noget til de Lønvilkaar, der bydes Syerskerne i Almindelighed. Men desværre er det ikke alene paa denne Systue, at disse Forhold existerer; rundt som paa Byernes store Magasiner for Damekonfektion arbejdes der under ganske lignende Forhold, og hvad der det ene Sted tjenes paa en Silkekjole, tjenes det andet Sted paa en Kaabe eller Spadseredragt: overalt Udbytning, overalt Slid uden nævneværdig Fortjeneste.

Der er bleven spurgt: Men Organisationerne, gjør de da ikke noget?

Jo vi gjør. Vi har Gang paa Gang kaldt paa Syerskerne, vi har Gang paa Gang ved Møder og gjennem Bladene holdt Billedet af deres elendige Lønforhold op for deres Øjne, men stadig staar den store Skare af Syersker ligegyldig og uforstaaende overfor det ene, der kan forbedre deres Kaar, nemlig Sammenslutningen.

Men vi vil ikke blive trætte af at gjøre dette; engang maa disse Kvinder faa Øjne og Øren aabne for den sunde Fornuft.

Vi indbyder derfor Hr. Grosserer Dahls Syersker (Silkehuset) til Møde i Morgen, Torsdag den 23. Kl. 8,30 Rømersgade 22, 1. 

Vi vilde gjerne søge at klargjøre for dem, hvad vi gjennem vore Organisationer tilstræber og formaar.

For Damekonfektions-Syerskernes Fagforening

Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 22. oktober 1902)

 

Grevindens silkekjole.

En Dag i "Silkehuset". - Frk. Andrea Nielsen afslører en Udsvedningsanstalt.

Indehaveren af en af Københavns fineste Forretninger, Grosserer Dahl, "Silkehuset", har nylig gjort sig bemærket ved den Maade, hvorpaa han averterede efter Syersker. For at faa Rede paa Forholdene i Etablissementet, har Formandinden for de kvindelige Herreskrædere, Frk. Andrea Nielsen, taget Arbejde i Etablissementet en Dag. Og nu giver hun følgende Beskrivelse heraf i "Soc.-Dem.":

I Arbejdslokalet er der 8 lange Borde, og ved hvert Bord er der Plads til 5 a 6 Syersker. Alle Bordene var fuldt besatte, der var saaledes ialt 40 Syersker paa Stuen. Arbejdet forestaas af en Frøken Hansen, og under hende staar otte andre Syersker, der har Plads for Enden af hver sit Bord. Fra disse Pladser giver de deres Ordre til de andre Damer, der staar under dem.

Lønnen er skandaløs. De eneste, der har opnaaet Hr. Dahls 9 Kroner om Ugen, er vistnok de 8 overordnede Damer. De øvrige 32 arbejder for 2, 3 a 4 Kr. om Ugen. Ved Frk. Nielsens Bord sad bl. a. en ung Pige, der havde arbejdet paa Systuen i 8 Maaneder. Hun var "Elev" endnu og fik i Betaling 2 Kr. om Ugen. Det er godt 3 Øre i Timen. Man kan heraf se, at de Syersker, der nu lader sig antage for 3 a 4 Kr. om Ugen, aldrig naar højere op, naar en ung Pige har maattet arbejde for ham i 8 Maaneder, uden at blive mere end "Elev" til 3 Øre i Timen, ja, saa naar de nyantagne Syersker selvfølgelig heller ikke højere op.

I Onsdags havde vi - fortæller Frk. Nielsen - bl. a. en meget elegant Silkekjole at sy til Grevinde Ahlefeldt-Laurvigen. Fire Syersker gør en saadan Kjole færdig paa en Dag, de tre af dem lønnes med 6 Øre i Timen, og den fjerde faar 1 Kr. 30 Øre om Dagen. Hele Arbejdslønnen for Syningen af Grevindens ny Kjole beløber sig saaledes til ialt 3 Kr. 30 Øre.

Hun ved ganske bestemt, at Silkehuset tager 50 Kr. i Syløn for Silkekjoler, der ikke er mere elegant end Grevindens, men selv om vi holder os til de 50 Kr., saa tjener Hr. Dahl alligevel paa en Dag 46 Kr. 70 Øre paa Sylønnen. Som man ser: han tager Lovens Part. De fire Syersker, der har udført Arbejdet, faar gennemsnitlig kun 1 Krone hver, men Hr. Dahl river 46 Kr. til sig paa Sylønnen til en eneste Kjole.

Naar Grevinderne for Fremtiden faar deres ny Kjoler udleverede af "Silkehuset"s guldgallonerede Bud, ved de nu, hvorledes unge Syersker udbyttes, og Kjolerne vil da maaske forekomme dem mindre lækre.

Man forstaar, at Hr. Dahl er bleven Miljonær, og at han har haft Raad til at rejse Jorden rundt for sin Fornøjelse. Pengene er Dag for Dag slidt sammen af de Syersker, der blev her tilbage, medens han morede sig paa Verdens fineste Hoteller. Han nød, hvad et moderne Samfund kan byde Rigmanden, men hjemme paa Systuen i Vimmelskaftet sad unge Piger de lange Dage og syede Kronerne sammen til ham for 6 Øre Timen.

Til Slut fortæller Frk. Nielsen om sine Oplevelser i denne Udsvedningsanstalt:

Nogen stor Forstaaelse af Fagforeningen er der ikke. Lidt efter Frokost stak Bestyrerinden sit Ansigt ind ad Døren. og idet hun lod sine Øjne fare rundt i Stuen, sagde hun: "Ja, her er vel ingen Fagforeningsmedlemmer?"

De forskræmte Væsner kiggede med frygtsomme Øjne paa hverandre. Efterhaanden blev samtlige 40 Par Øjne rettede mod mig, der var den eneste ny Syerske paa Stuen. Jeg maa vel have udstaaet Ildprøven, thi lidt efter udbrød en af Damerne fast: "Nej, her er ingen Fagforeningsmedlemmer!", og Bestyrerinden trak sig beroliget tilbage.

Efter denne lille Afbrydelse opstod der en hel lille Diskussion om Fagforeningen.

En af Damerne sagde, idet hun gjorde et stolt Kast med Hovedet: "Nej, Fagforening gaar jeg aldrig med til. Jeg vil dog beholde min Kvindelighed."

Saa langt staar disse sultelønnede Kvinder tilbage. Men derfor lever de ogsaa under Slavekaar.

(Fredericia Social-Demokrat 24. oktober 1902)

Hilsen fra Silkehuset til Fru Lycinka Hansen, Formandinde for Damekonfektion-Syerskernes Fagforening.

I Henhold til Deres ved Mødet i Onsdags udtalte Ønske om, at vi fire af Silkehusets Syersker, som var til Stede, skulde fremsige vor Mening angaaende Lønforholdene blandt os, vil jeg her komme frem med en ganske kort Udtalelse om Sagen.

Jeg er ganske enig med Dem om, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, eftersom de færdigsyede Klæder i de fleste Tilfælde er temmelig kostbare, og at d Hrr. Grosserere nok kunde betale lidt mere for det Arbejde, der bliver udført. Men jeg tror ikke, at Hr. Dahl betaler sine Syersker daarliqere end andre giør - det bliver vistnok noget lignende over hele Linien. - saa De burde ikke fremhæve Silkehuset saa meget; jeg tror med fuld Sikkerhed, at vi ikke har det daarligst her.

At vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver nok finde rimeligt, da vi da vi ikke alle er lige dygtige, men Frk. Andrea Nielsens Udtalelse om 32 Syersker med 2-3-4 Kr. om Ugen vil jeg rent ud kalde Usandhed. Jeg forstaar ikke, hvor den ærede Dame har vovet at sætte det i Avisen. Har Frk. Andrea Nielsens Mening med denne Artikel været god, saa burde hun have holdt sig til Sandheden.

Der er en Ting endnu, jeg vil modsige; det er naar Frk. Nielsen taler om Tvang under Arbejdet, taler om at vi i bogstavelig Forstand er indespærret og at vi ikke maa forlade Systuen fra om Morgenen, vi kommer, til om Aftenen vi gaar. Selvfølgelig kan vi ikke allesammen faa Lov til et Par Gange om Dagen at rende Byærinder til vores Skomager - hvad skulde vi saa vente Betaling for - men jeg har endnu ikke hørt, at der bliver nægtet en nødvendig Udebliven fra Systuen.

Hvad den friske Luft paa Systuen angaar, da tror jeg ikke, at der findes en sundere Tilværelse paa Magasinerne, end den er her, for ikke at tale om den Hygge, som her findes, og som jeg nok tør sige ikke existerer mange andre Steder.

Ligesaa behøver vi ikke at gaa i Fagforeningen for at kunne samles og tale sammen uden at en Direktrice stikker Hovedet ind ad Døren og iagttager os. Vi kan saa godt udtale os heroppe; vor Direktrice er slet ikke slem til at stikke Hovedet ind ad Døren.

Jeg har ellers ikke noget imod Fagforeningen og mod at Syerskernes Kaar blev forbedret; jeg vilde gierne være med til at faa lidt større Ugeløn. Men er vi nu ogsaa sikker paa at opnaa alt dette ved at gaa i Fagforeningen. Bliver vi virkelig mere tilfredse. I Fald vi var sikker paa det, vilde vi uden Tvivl alle sammen ile hen til Rømersgade 22 og sikre os den lille røde Bog. Foreløbig agter vi ikke at efterkomme Deres Opfordring.

Med Tak for venlig Tiltale

Margrit Helgason, Syerske i Silkehuset.

(Aftenbladet (København) 25. oktober 1902)

Syerskernes Slaveforhold.

Medens de organiserede Arbejdere gjennem deres Sammenslutning har tilvejebragt, om ikke fuldkomne, saa dog tildels taalelige Arbejdsforhold rundt om paa Fabriker og Værksteder, saa arbejder den uorganiserede Syerske under Forhold, der kunde passe for 30 Aar siden, men som nu staar i et saa skærende Misforhold til den almindelige Opfattelse af, hvad man kan byde en Arbejder, at kun Lvinder, der er fuldstændig ligegyldige sot deres eget Vel, kan finde sig deri.

Til Formanden for Syerskernes Forbund kom forleden en Kvinde og fortalte følgende:

I Tillid til et lokkende Avertissement havde hun faaet sin Datter anbragt paa en Systue for fin Linnedsyning i Dannebrogsgade. Begyndelseslønnen skulde være 8 Kr. stigende til 10. Dette saa jo fristende ud, men man høre nu, hvad der forlangtes for denne Løn og under hvilke Forhold, der arbejdedes.

Arbejdstiden var fra 6½ om Morgenen og til ubestemt Tid om Aftenen efter Arbejdsgiverindens Forgodtbefindende; som Regel arbejdedes der daglig 14 a 16 Timer. Desuden var der følgende Reglement, som Enhver havde at rette sig efter:

For at tabe sin Sax paa Gulvet 8 Øre i Bade. for at lade Trykfoden gaa ned 25 Øre, mangle en Knappenaal 2 Øre. en Naal 7 Øre.

Er Synderinden ikke i Besiddelse af kontante Penge, tillægges der for hver Bøde 5 Øre extra, som regnes sammen og trækkes fra Ugelønnen om Lørdagen. Det er yderst sjældent, at en Jomfru undgaar at forsynde sig mod disse Bestemmelser, hvad der forresten ogsaa er umuligt! saa Mulkterne løber meget nemt op til 1 Kr. om Ugen for hver. Som man ser: en meget nem Maade at forringe Ugelønnen paa.

Nogen fast Spisetid kjendes der ikke til paa denne kuriøse Anstalt.

Da Meddelerinden ikke længere vilde lade sin Datter arbejde under disse Vilkaar og derfor tog hende derfra ved Ugens Ophør, fradroges der den unge Pige 2 Kr. af Lønnen "til at avertere for".

At unge Piger, hvis Forstand ikke er modnet til Eftertanke, finder sig i saadanne Forhold, kan til Nød forklares, men at Forældrene roligt lader deres unge Døtre udbyttes saa skammeligt, kan paa ingen Maade forsvares.

Systuen omfatter som Regel 5 a 6 Jomfruer, dens Virksomhed kommer derfor ind under Fabrikloven. - Adressen vil nu blive tilstillet Fabrikinspektricen; derved kan der muligvis sættes en Stopper for en endnu mere hensynsløs Udbytning af Kvinden.

Lycinka Hansen

(Aftenbladet (København) 27. oktober 1902)

Dahl Syersker

Til
Frk. Margrit Helgason.

Jeg beklaqer meget, at De ikke fremkom med Deres Udtalelser om Sagen ved vort Møde i Torsdags. De tilligemed Deres Kammerater - ikke, som De skriver, fire, men efter hvad jeg og flere andre talte, to og tredive - vilde da have faaet endnu mere Udbytte af vort Samvær, end jeg efter Deres Udtalelser kan forstaa, at De allerede har faaet.

Thi vi er jo enige om Hovedsagen, nemlig, som De selv skriver, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, og at Grossererne nok kunde betale mere for det Arbejde, der bliver udført. - Det har da mindre Betydning, om det er Hr. Dahls eller en anden Systue, der bliver trukket frem til offentlig Beskuelse, Hovedsagen er, at det er galt med de Forhold, hvorunder Syerskerne virker, og at vi aldrig naar at faa disse Forhold forandrede uden ved at trække dem frem til fuld Belysning.

Det vilde interessere mig i høj Grad at faa at vide, hvorledes De har tænkt Dem at saa Syerskernes Kaar forbedrede uden gjennem en Sammenslutning. Det er jo nemlig saaledes, at den Enkelte formaar ikke meget i den Sag. At De og jeg er enige om, at Forholdene bør forandres, nytter jo ikke meget, hvis vi ikke formaar at bibringe andre den samme Anskuelse.

De har ikke noget imod Fagforeningerne, skriver De, og De vil og saa gierne have lidt større Ugeløn, men De kan ikke rigtig forstaa, hvorledes De kan opnaa dette ved at melde Dem ind i Foreningen. Jo! jeg er overbevist om, at De kan opnaa store Fordele ved at være organiseret, og jeg støtter min Overbevisning paa Kjendsgierninger: kun de Kvinder i forskjellige Fag. som er organiserede, kan i Virkeligheden opnaa noget, selv om der, grundet paa Humanitet eller andre Grunde, enkelte Steder betales nogenlunde ordenlig, er det ingen ordenlig Garanti for Fremtiden. Kun hvor der giennem en Overenskomst med Fagforeningen er sikret en bestemt Løn, kun der er der et fast Grundlag for Fagets Udøvere at støtte sig til.

Jeg beklager, som sagt, at ikke Deres Udtalelser kom frem ved Mødet, jeg kunde da bedre end paa den indskrænkede Plads, en Avisartikel levner mig, have imødegaaet Dem; men forhaabentlig kommer De tilstede ved vore efterfølgende Møder og deltager i Diskussionen.

I Haab om et godt Resultat af vort fælles Arbejde for Bedring af Syerskernes Kaar, tegner med venlig Hilsen

Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 28. oktober 1902)

Svar til Art. Margrit Helgason, Syerske paa Silkehusets Systue.

I Gaar fremførtes i Aftenbladet en Hilsen til fru Hansen, formanden for Damekonfektionsarbeidernes Fagforening, hvori Margrit Helgason siger, at hun er ganske enig med Fru Hansen i, at Lønforholdene i det hele taget staar meget lavt blandt Syerskerne, og at de trænger til at forbedres, men hun tvivler om, at der kan naas bedre Forkold ved at organisere sig, og Frøkenen er meget indigneret over, at Silkehuset netop er blevet fremdraget. Iøvrigt er Hilsenen til Fru Hansen formet som et Angreb paa mig og min Artikel i "Social-Demokraten" om Silkehuset.

Frøkenen siger at vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver forstaa, da vi ikke alle er lige dygtige, og at min Udtalelse om, at sikkert største Parten af Hr. Dahls Syersker fik en Ugeløn af 2-3-4 Kr., er Usandhed.

Jeg vover at paastaa, at hvad jeg har fremført, er Fakta, da det kan udregnes.

Sluttelig omtaler Frøkenen alt det gode og al den Hygge, der er ved Hr. Dahls Systue, og at Syerskerne er tilfredse og ikke ønsker at indmelde sig i fagforeningen.

Angaaende Hyggen, ja da har vi en fabriklov, som paabyder, at de skal vaskes Gulve paa Værksteder og fabriker, og i dette Tilfælde er det vel i forretningens egen Interesse, at det daglig sker, nemlig af Hensyn til de kostbare Ting, som forarbejdes, og som jo ikke altid kan undgaa at berøre Gulvet. Netop alle disse dejlige Ting lige fra de letteste Tyll chiffoner og til de sværeste Silkestoffer bringer ligesom en vis Hygge. Iøvrigt faar man Indtrykket af, at den omtalte Hilsen er dikteret af Arbejdsgiveren, om den end er undertegnet: Margrit Helgason.

Jeg antager, det er den unge Pige, som var min Sidekammerat; hun havde 8 Kr. om Ugen, og jeg spurgte hende, hvorledes hun bar sig ad med at leve for disse Penge.

- Jo, hun havde altid varet saa heldig at træffe gode Mennesker, hun kunde bo gratis hos.

Noget lignende maa det vel være for de andre Syersker ogsaa, de har Slægt eller Venner, som træder hjælpende til; men det er efter min formening uværdigt for et voxent Menneske, at skulle ty til Venner og Bekjendte for at tjene til Livets Underhold. Og det er det, Kvinderne som arbejder, maa og skal lære at indse.

Man forbavses, naar man hører, at Syerskerne er tilfredse og ikke kan forstaa, hvem der havde været saa uforskammet at blande sig i deres Sager. 

- Her kommer de og fortæller, at de kan sy, og saa kan de ingen Ting, eller de kommer og vil lære og saa skulde de være misfornøjet med den Løn, Hr. Dahl giver - sagde en af de paa højst Løn, 10 Kr., meget indigneret paa Hr. Dahls Vegne: og trøstende sagde hun til en ung Pige. som var i Lære for 2 Kr. om Ugen og som nu havde været der i 8 Maaneder: "De skal ikke græde, Hr. Eriksen afskediger Dem nok ikke, saa skulde jo mange flere væk. Der er jo ingen, som bestemt kan sige, at det er Deres Søster som er gaaet til "Social-Demokraten"; nej, det er nok Redaktør Wiinblad, der har været andre Steder og er bleven underrettet, eller det er ondsindede forretningsfolk, men det er uforskammet mod Hr. Dahl, som er saadan en human Mand."

Således ræsonneres der. De, der har 9 a 10 Kr., føler sig som næsten et med deres Arbejdsgiver, og de, som har 3 a 4 Kr., er grædefærdig ved Tanken om at komme bort.

Saaledes er Tankegangen hos de uorganiserede Kvinder. De føler frygt for at miste et saa lavt betalt Arbejde. Derfor maa Tankemaaden forandres hos det store Tal af Syersker.

Foreløbig opfordres alle Syersker, enten de arbejde paa Systuer eller i Hjemmet, til at møde Onsdag den 29de Kl. 8,30 i Arbejderforeningen af 1860's Sal til et offentligt Møde. Talere Frk. Andrea Nielsen, fru Lycinka Hansen og Hr. Journalist Oskar Jørgensen, Oplæsning af Hr. Folketingsmedlem A. C. Meyer. Sang af et Sangkort. Solosang af en Dame. Som det ses, arrangeres Mødet helt festligt, saa der forventes stor Tilslutning.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 29. oktober 1902).

Syerskernes Protestmøde i Aftes.

1860-Arbejderforeningens store Sal var fyldt til Trængsel. Paa Gulv og Balkon saas Hoved ved Hoved opmærksomt lyttende Kvinder, der ved stærkt Bifald gav tilkjende, at de billigede de faldne Udtalelser.

Fru Elna Larsen aabnede Mødet og gav Ordet til

Frk. Andrea Nielsen, der udviklede hvorledes Arbejderne i de sidste 30 Aar har oparbejdet deres Organisationer og qjennem dem sikret sig bedre Arbejdsvilkaar. De Kvinder, der har haft den samme Forstaaelse, har opnaaet de samme Fordele, og hvor for Fabrikanterne overlegent havde erklæret, at de intet vilde have at gøre med Fagforeningen, havde denne tilkæmpet sig saa megen Respekt, at Arbejdsgiverne nu søgte deres Arbesdskraft fra Foreningen. Karl Marx bekjendte Ord: "Proletarer i alle Lande, forener Eder", gjaldt ogsaa for Kvinderne.

Fru Lycinka Hansen omtalte den Nøjsomhed, hvormed Syerskerne finder sig i de usle Arbejdsvilkaar, der bydes dem. Kvinderne skal ikke være taknemmelige, fordi de faar Lov til at arbejde for en ringe Løn, thi derved nedsatte de dem selv og deres Arbeidsværd. Kvinderne skal tage Lære af, hvad der sker i andre Fag. Det ligger i deres egen Haand at forbedre deres Forhold og giennem Sammenslutning vise deres Magt.

Vi Arbejdere har en fælles Fjende: Kapitalen; vi har et fælles Maal: vor Stands Frigiørelse for Kapitalens Misbrug. Om det maa vi alle samle os.

Hr. Oscar Jørgensen: Dette Møde er jo foranlediget ved de Artikler, der i flere Blade fremkom ang. Silkehusets Forhold til de kvindelige Arbejdere. De daarlige Lønninger, som omtaltes, var efter Hr. Dahls egen Opgivelse. Naar en rig Grosserer mente, at 20 Kr. om Maaneden var nok for en Kvinde af leve af, medens han selv maaske brugte hundreder af Kroner om Dagen paa sine Reiser, saa var der al Anledning for Kvinderne til at drøfte dette Spørgsmaal. Det, som det fremfor alt gjaldt om, var at bibringe Kvinden Troen paa, at det vil lykkes dem at tilvejebringe bedre Forhold. Hvis en Arbejdsgiver bød en Kvinde 10 Kr. om Ugen og hun kun vilde modtage 5, da vilde man regne hende for meget dum, men den Kvinde, der staar uden for al Organisation og ikke vil være med at skaffe bedre Forhold tilveje, handler i Virkeligheden lige saa modsat sine egne Interesser.

Fru Elna Larsen takkede Talerne og haabede, at de tilstedeværende Kvinder, der ikke var organiserede, vilde efterkomme Opfordringen om at indmelde sig.

Hr. Folketingsmand A. C. Meyer oplæste smukt og stemningsfuldt "Sangen om Skjorten", der tog stormende Bifald. Hr. Meyer kvitterede ved nogle flere Digte.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1902).

Til Frk. Andrea Nielsen.

Formandinde for de kvindelige Herreskrædere.

Jeg har læst Deres Artikel i "Aftenbladet", hvori De formoder, at hvad jeg har skrevet i Avisen angaaende Deres Besøg i Hr. Dahls Forretning, er nok dikteret af Arbejdsgiveren. Jeg vil lade Dem vide, at hverken Hr. Dahl eller nogen anden har paaskyndet mig i den Retning, jeg har skrevet i egen Interesse og af egen Drift, fordi jeg syntes, at der blev gjort et temmelig stærkt Angreb paa Silkehuset, som efter min Mening ikke frem for andre Systuer har fortjent Dadel.

Maaske synes De, at jeg tager fejl, men jeg har dog kun handlet efter min Overbevisning og Pligtfølelse. Og for at forebygge Misforstaaelse vil jeg forklare, hvad jeg dermed mener: Naar jeg nu er ansat paa denne Systue og jeg føler mig tilfreds med at være det, føler at Forholdene der er i mange Henseender bedre end andre Steder, hvor jeg har været, saa taaler jeg ikke at netop denne Systue bliver trukket frem som et daarligt Exempel. Det er kun det jeg har ment med min Artikel, jeg har forsøgt at forhindre Publikums farlige Misbilligelse af Silkehusets Systue.

Hvad Syerskernes Lønforhøjelse angaar, saa har jeg vistnok fortalt Dem, at jeg fuldt ud staar paa Deres Side, for saa vidt det kan lade sig gjøre - og De maa endelig ikke antage, at jeg i den Retning er saa dum at staa mig selv i Lyset - kan De drive det saa vidt, at der over hele Linien sker en virkelig Forbedring blandt Syerne, saa skal jeg ikke være den sidste, der bringer Dem min Tak for udvist Opmærksomhed.

Hermed frabeder jeg mig yderligere Korrespondance og slutter med venlig Hilsen.

Margret Helgason.

(Aftenbladet (København) 2. november 1902).

I juni 1903 overgik ejerskabet af Silkehuset fra grosserer Dahl "af helbedshensyn" til et aktieselskab med samme navn. 

Kvindernes Køkken. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindernes Køkken åbnede i 1899 på Vimmelskaftet 36, 2. sal i København med det formål, at udearbejdende kvinder kunne få billige måltider i løbet af dagen. Initiativtager var bl.a. Emma Gad. Et eventuelt overskud gik til godgørende formål.

I Dag aabner “Kvindernes Køkken” sin nye Restaurant i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Dette er den korteste og mest ligefremme Form for Efterretningen om, at en omfattende Plan efter at have kostet megen Møje, megen god Villie og mange forenede Anstrengelser nu, lige ved indgangen til det nye Aar, er ført frem til Virkeliggjørelse. Men det vilde være urimeligt at nøjes med disse Par Ord om en Begivenhed, der interesserer Hundreder af Kvinder her i Byen, og som vil komme til at spille en Rolle i deres daglige Tilværelse. Og det træffer sig saa heldigt, at selv den, der ikke er sagkyndig paa Husholdningsspørgsmaalet, og som føler sig usikker i en Diskussion om den rette Spisetid for unge Damer, der ere beskjæftigede i kjøbenhavnske Forretninger – at selv han (thi det er naturligvis et Mandfolk) let sætter sig ind i Sagens Kjerne og hurtigt forstaar dens Betydning.

Damer kunne være forunderlig udholdende. Baade Fru Emma Gad og Fru Emma Gamél og Frøknerne Sofie Holten og Johanne Frimodt have nu i Aar og Dag ført en Mængde selvfundne Opgaver ud i Livet, som alle have til Hensigt at udrette noget Godt for Kvinder…

—

Denne Restaurant et et nyt Led føjet til den Kjæde af smukke og sunde Foretagender, som en rigtig Opfattelse af Kvindesagens Maal og Midler har kaldt frem til Fordel og Fremme for den og os Alle.

(Dagens Nyheder, 4. januar 1899)

Kvindernes Køkken

Den Bevægelse, som med Held er rejst i de senere Aar i Kjøbenhavn til Gunst for enligstillede Kvinder, særlig Damer, der ere ansatte i Forretninger og som Bl. A. forrige Vinter gav Stødet til Oprettelsen af den kvindelige Forening “Hegnet”, har nu atter sat Frugt, nemlig ved Aabningen af den nye Dame-Restaurant “Kvindernes Køkken”, der har Lokaler i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Initiativet til Oprettelsen af denne Restaurant er taget af en Kreds af dygtige og ansete Damer, der ere kjendte for deres filantropiske Bestræbelser til Fordel for de her omtalte enligstillede Kvinder. I Komiteen for “Kvindernes Køkken” findes Navnene paa Fruerne EMMA GAD, EMMA GAMEL, AUGUSTA FRIMODT og SOFIE HOLTEN, der sammen med flere Damer har arbejdet ufortrødent for denne Sag.

“Kvindernes Køkken” er pekuniært uafhængig af det store Foretagende “Kvindernes Bygning”. For særlige Midler er den nye Restaurant blevet startet. Men ellers er det jo de samme Tanker, der ligger til Grund baade for Planen til “Kvindernes Bygning” og “Kvindernes Køkken”.

Lokalerne ere ganske vist ikke store, men de virke i Følge “Dnbrg.” strax tiltrækkende ved deres Præg af hjemlig Hygge. Der er to gode Værelser; det ene er bestemt til Frokostgjæster, det andet og større til Deltagerne i Middagen. Alt er lyst og venligt i disse to Rum. Grønne Planter i Majolika-Vaser gjør et helt festligt Indtryk paa de snehvide Duge.

I et tredie, mindre Værelse skal der være Kontrol og Kontor. Kontrolsystemet er det samme som i Duval-Restavranterne i Paris. Hver Gjæst faar ved sin Ankomst en trykt Blanket, paa hvilken findes Retterne og Drikkevarerne. Der sættes da en Streg paa Blanketten ud for de Spise- eller Drikkevarer der rekvireres hos dem, der serverer, og ved Bortgangen betaler Gjæsten til den kontrollerende Dame, der kvitterer Blanketten.

I Køkkenet residerer Fru JOHNSTAD, der har lovet at lede det i den første Tid. Fruen, der har et saa godt Navn for sin Kogekunst, vil sikkert løse denne Opgave til almindelig Tilfredshed.

Det vigtigste i en Restaurant er uimodsagt god Mad. At levere denne til de billigst mulige Priser er Komiteens Formaal. Man tilsigter intet Udbytte ved Foretagendet; skulde man imidlertid være saa heldig at faa Overskud, vil dette blive anvendt til andre samfundsnyttige Formaal.

Af Drikkevarer til Maden vil der kun blive serveret Kroneøl og alkoholfri Drikkevarer.

Den Bevilling, man har til “Beværterernæring” er den samme, som er givet til Folkekøkkenerne. Restauranten vil foreløbig være aaben hver Dag fra 7½-9½, fra 11-2 og fra 3-6.

I Morgentimerne serveres Kaffe og The med Brød for 15 Ø, fra 11-2 er der Frokost med varme á la carte Retter fra 25-50 Ø (i denne Tid antager man ogsaa, at enligtstillede Lærerinder vil søge den nye Restaurant), og fra 3-6 endelig bydes paa Middag, Table d’hote, to Retter Mad for 40 Ø. Hver halve Time i denne Tid er der ny Middagsservering. Maden serveres ikke portionsvis; Fadene gaar rundt mellem Gjæsterne, og Enhver kan forsyne sig efter Behag. Middagen vil Gjæsterne, om de vil, kunne supplere med smaa Desserter, som leveres for en lille Extrabetaling. Kaffen efter Middagen betales ligeledes extra.

Serveringen vil blive udført af unge Damer, og det vil derfor være overflødigt at tilføje, at Drikkepenge ikke gives.

(Jyllands-Posten, 5. januar 1899.)

Sammenlignes dette foto med et fra 1910 kan man se at Kvindernes Køkken lå i det som i dag er kendt som Louises Hus. Et markant skilt med denne tekst befandt sig mellem 1. og 2. sal, netop hvor der nu står Louises Hus. opkaldt efter grevinde Danner (Louise Rasmussen) som 1844-1850 havde en modeforretning her inden hun giftede sig med Frederik 7. Bygningen har dog undergået forandringer. Bl.a. var der markiser i stuen og 1. sal og butiksvinduerne i stuen havde runde buer.

En Kvinde-Beværtning.

Skjønt den Tid forlængst er forbi, da kjøbenhavnske Damer generede sig for at gaa alene paa Restauration, er der dog en Del “Kvindesags-Damer”, deriblandt flere af Forkæmperinderne for “Kvindernes Bygning”, der har fundet det formaalstjenligt at oprette en Damebeværtning paa en 2den Sal i Vimmelskaftet; her har den bekjente Filantrop og tidligere Leder af “Samaritanen” stillet en 3. Værelses Lejlighed gratis til Raadighed for Damerne, og i Formiddag blev Restaurationen aabnet.

Den gjør et ganske hyggeligt Indtryk og er saare langt fra at kunne regnes blandt de moderne Luxuskaféer. Møblementet er tarveligt, og Væggene blottede for al Pynt. Men til Gjengæld er Priserne lave, og den modtager ikke Drikkepenge, hvad det besøgende Publikum vist vil synes ganske særlig godt om.

—

I Betragtning af, at der ingen Husleje betales, er Kosten egentlig slet ikke saa billig, især da den hele Beværtning fortrinsvis er lagt an paa Butiksdamer, som ikke har meget at rutte med. Men da det ikke er Meningen at nogen skal tjene Penge paa Forretningen, er det jo muligt, at Priserne med Tiden kan blive endnu billigere. Saa kan “Kvindernes Køkken”, som den ny Restaurant kaldes, rimeligvis faa ikke saa lille Betydning.

(Skive Folkeblad, 6. januar 1899.)

Danmark. Kvindernes Køkken. Den 4. Januar aabnedes der i Vimmelskaftet 36, 2. Sal en ny Restaurant under ovenstaaende Navn. Navnet betegner Restaurantens Stilling, idet man nemlig ikke har kunnet faa Beværterbevilling, men kun en saakaldet Køkkenbevilling; Udskænkning af alle spirituøse Drikke er derfor banlyst, men af Kaffe, The, Mælk, Limonade, Hvidtøl og desl. kunne Gæsterne faa saameget de begære. Priserne er moderate; Frokost (en varm Ret) koster fra 25 til 50 Øre, Middag 40, Kaffe og The med Brød 15; smaa Dessertretter kunne faas ekstra til 10 Øre. Smørrebrød serveres ikke; kun Ost og Brød. De to første Dages Middagsmenu var Suppe og Suppekød og Crustader og Steg, og Fru Johnstads kendte Navn borger for Tillavningen.

Restauranten er aaben fra 7½ til 9½, fra 11-2 og fra 3-6. Da Lokalerne, 2 Spisestuer og et Opholdsværelse, ikke er meget store, er man af Hensyn til Udluftning o. l. nødt til at lukke i Mellemtiderne. Derimod er de hyggelige, holdte i lyse, klare Farver. Bestyrerinden, Fru Ida Schouw vil være til Stede og Opvartningen besørges af Kvinder, som ikke modtage Drikkepenge. En Komité bestaaende af Fruerne Gad, Gamél og Frimodt samt Frøknerne Frimodt og Holten have forestaaet Indretningen, som er iværksat ved Hjælp af private Pengegaver og efter engelske Forbilleder. Direktør Benny Goldschmidt har vist Sagen den store Velvilje foreløbig at give Restauranten frit Logis. Med sin centrale Beliggenhed vil den ligge overordentlig bekvemt for de mange erhvervende Kvinder, der færdes i Byen ofte langt fra deres Hjem; de ville her en Gang om Dagen i det mindste kunne faa et Maaltid god varm Mad, og man har Grund til at tro, at den for dem vil afhjælpe et Savn. Vi ville ogsaa anbefale den til Kvinder fra Landet, der kun opholder sig kort Tid i Byen og i den Tid skal udrette meget. Naar de ikke have Lyst til at søge enten til de store Kaféer eller til Spisehusene, ville de her under hyggelige Omgivelser kunne faa Hvile og god billig Mad.

(Kvinden og Samfundet, nr. 1, 1899)

Jubilæum i Kvindernes Køkken.

Frk. Thomsen og Frk. Kjær fortæller.

Om nogle Dage holder Kvindernes Køkken 25 Aars Jubilæum, et ret sjældent Jubilæum, idet det ikke alene er Foretagendet om saadant, der kan fejre 25 Aars Dagen. Den ene af Cheferne, Frk. Themsen, jubilerer samtidig; Frk. Kjær, den anden af Lederne, næsten jubilerer. Der jubileres helt ud i Køkkenerne, hvor Køkkencheferne har regeret om ikke i 25. saa dog i 20 Aar, og helt ned i Gaarden, hvor Amagerkonen holder med sin lille Hest og det Læs Grøntsager, som hun to Gange om Igen i en uoverskuelig Aarrække er kort gennem Porten med i Vimmelskaftet Nr 38.

Vi træffer Frk. Inger Kjær i hendes lille hyggelige Kontor. Der er gamle fine Mahognimøbler. Der er skønne Reproduktioner af de store Italienere paa Væggen. Et gammelt fransk Ur staar og dikker paa de næste 25 Aar.

H. C Andersen hænger i Relief over Skrivebordet og som Pendant til ham et Fotografi af Jenny Lind.

Det kunde være en Stue i en Præstegaard paa Landet, og Frk. Kjær kunde være en dansk Præstekone. Da Frøken Marie Thomsen kommer ind, bliver iIlusionen fuldstændig. Hun kan ikke være andre end Nabopræstekonen, der er kommet paa Besøg.

De to Damer repræsenterer noget af det allerbedste i dansk Kvinde-Karakter.

Ingen, som har set Frk. Thomsen, tvivler paa hendes udprægede Dygtighed. Hendes Ansigt lyser af den rolige Energi som formaar alt, og som kan faa andre til at bestille noget. En god og myndig Hustrue ligner hun, og da hun ikke netop staar midt i en stor Landhusholdning med en Masse Folk og Børn omkring sig, maa hun ganske selvfølgeligt være Midtpunktet i en Københavnshusholdning af saa drabelige Dimensioner som Kvindernes Køkken.

Frk. Kjærs Ansigt viser ikke mindre fortræffelige Egenskaber, selv om det er mindre roligt. Der er ogsaa Energi i det Ansigt - ikke den stille brændende Flamme. Der gnistrer og funkler i det - mon ikke Frk. Kjær er fuld af ldeer - og det gode Humør staar hende i Øjnene. Hvor fortræffeligt maa ikke de to Damer supplere hinanden.

Frk. Kjær fortæller først Kvindernes Køkken blev aabnet 4 Januar 1899 paa Initiativ af den Kreds af Damer, som forestod Kvindernes UdstiIling i 1895. Malerinden Frk. Sophie Molten var Formand. De andre Damer var Fru Emma Gad. Fru Emma Gamel, Fru Frimodt, Frk.nerne Johanne Frimodt og Helga Munch.

Vi startede her ved Siden af i Etatsraad Benny Goldschmidts Ejendom og havde frit Husly i 1½ Aar.

Det var ikke Meningen, at det skulde være Godgørenhed; men vi maatte jo hjælpes lidt i Starten. Og der var mange, som hjalp os, blandt andre Pressen, som skrev saa pænt om os.

- Og den gamle Konge, Christian den 9., gav os 500 Kr.. indskyder Frk. Thomsen.

- Som jeg sagde, tager Frøken Kjær fat igen - det var slet ikke disse Damers Mening, at det skulde være noget filantropisk Foretagende. De havde rejst allesammen, og de havde set. hvorledes man baade i Paris og London havde indrettet Restauranter, hvor man kunde spise godt og billigt.

- Damer kunde jo ikke gaa paa Restaurant den Gang som nu, siger Frk. Thomsen - iøvrigt havde de selverhvervende Kvinder den Gang ikke Raad dertil. Vi tog 40 Øre for to Portioner god Mad.

- Og Pensionater, siger Frøken Kjær, er ikke altid saa rart. De kunde jo være betryggende nok for en ung Pige. Men hvis hun var lidt fattigt, var det ikke rart at sidde i den evigt samme gamle Kjole mellem de andre. Man holder jo nok af at skjule sin Fattigdom. I en Restaurant er man mere ugenert.

Og det er jo heller ikke morsomt at aflevere alle sine Penge den første. Det kan da være, at man har lyst til at trække lidt i Elastikken, bruge flere Penge i Begyndelsen af Maaneden og spise Æg hjemme paa sit Værelse omkring den sidste.

- Mærker De noget til at det er sidst paa Maaneden?

- Ja, det kan De tro, svarer begge Damerne. Selv om Æggene er dyrere, end da vi var unge, spises der blødkogt- og Spejlæg paa Værelserne sidst paa Maaneden.

- Men De skal høre vor Historie færdig. Frk Kjær afbryder Æggepassiaren.

- I 19o3 overtog Frk. Thomsen og jeg Kvindernes Køkken. De Damer, som havde baaret Ideen ud i Livet, havde jo Arbejde paa andre Omraader.

Formaalet ved Starten var at skaffe selverhvervende, studerende, enligtstillede Kvinder den bedst mulige Mad til de mindst mulige Priser i pæne Omgivelser. Under dette Princip har vi ført vort Køkken videre. Samtidig med, at vi overtog det hele, flyttede vi herind i denne smukke gamle Patricierejendom. Har De lagt Mærke til, hvor smukke Stuerne er. Se Dørene og Panelerne og Rumforholdene - er her ikke pænt? 5 Aar efter maatte vi udvide med en hel Etage.

Nu tager Frk. Thomsen Ordet fra Frk. Kjær:

- Ja. vi troede jo, vi havde Oceaner af Plads, da vi kom herind. Her var ingen Plads, da Krigen kom. I 1918 kulminerede det. Vi bespiste daglig op imod 3000 Mennesker

Frk. Kjær dukker ved dette tal ned i en Skrivebordsskuffe og henter en stor Protokol op - se, se her staar det. Det er September Maaned 1918. De kan følge det for hver Dag.

- Ja, det staar der - det svinger mellem 2900 og 3000. Hvorfor var Tilgangen saa stor under Krigen?

- Der blev jo oprettet saa mange nye Kontorer, der kom flere Folk i Forretningerne. Der var jo Liv over det hele. 

- Hvor mange Mennesker beskæftiger De?

- Ca. 70 Kvinder og een Mand

- Har De ogsaa en Mand?

- Ja, vi har da en Køkkenkarl, og han klarer sig udmærket mellem alle Kvinderne.

- De maa ikke glemme at nævne nogle af vore dygtige Damer, beder Frk. Thomsen.

Frk.nerne Lorenzen, Berndsen og Lybecker har i ca. 20 Aar ledet det daglige Arbejde inde i Lokalerne. Og Frk.nerne Pallesen og Sigurdsen har i en længere Aarrække været Køkkenchefer henholdsvis i Frokostkøkkenet og i Middagskøkkenet. 

- Hvem forestaar Indkøbene?

- Det gør vi selv. Og de Leverandører, der forsynede os den første Dag, de kommer den Dag i Dag - ogsaa vores Amagerkone.

- Hvor store Portioner køber De ad Gangen?

- Aah, siger Frk. Thomsen de kunde være morsomt at vide, hvor mange Okser vi har spist i de 25 Aar. Men det kan vi ikke sige Dem. Derimod kan jeg fortælle Dem, at vi i Krigsaarene købte mindst 600 Pd. Kød om Dagen og 1500 Rødspætter. Tænk Dem at gøre 1500 Rødspætter i Stand paa een Dag! I den Tid kunde det hænde, at den lille hest hoIdt nede i Gaarden hver Dag, og vi fortærede hele Læsset paa een Dag; nu bruger vi to Læs Grøntsager om Ugen.

Vi tager Afsked med det jubilerende Hus og gaar en Runde gennem de hyggelige Lokaler, hvor der paa hjemlig Vis er grønne Planter i alle Vinduerne.

Nede i Gaarden ser vi efter Amagervognen. Men den lille Hest er travet hjem til sine Forældres Gulerødder, og vi maa opsætte Jubilæumsinterviewet med den til en anden Gang.

Femina.

(København 30. december 1923).

Födsel paa Vimmelskaftet. (Efterskrift til Politivennen)

I Forgaars blev et ungt Fruentimmer, som fra en af Forstæderne, i Selskab med en Kone, sögte Födselsstift., saa angreben af Födselssmerterne, da hun kom i Vimmelskaftet, at hun under Skrigen og Venen maatte söge ind i en Port der i Gaden, hvor hun födte. Til Lykke kom just Politiadjut. Hr. Eller til. Han lod strax Porten slaae i og bevogte, saa at ikke engang ugivte Fruentimmer, langt mindre Mandspersoner indlodedes. Han lod imidlertid hurtig en Gjordemoder hente, og en Vogn, som bragte den Lidende til sin Bestemmelse. Alle de som vare Vidner til denne Tildragelse, vare enige i berömme Hr. Ellers vakre og skaanende Adfærd.

(Dagen, 9. september 1803)

Den dreiende Jomfrue i Vimmelskaftet

(Indsendt)

Så vidt vi erindrer findes der en politianordning som forbyder enhver at udhænge eller udstille skilte der kan forårsage forargelse eller ved sit bizarderi foranledige sammenstimlen af mennesker. Det synes derfor at være et spørgsmål om den figur hos modehandlerren i Vimmelskaftet som drejer om sig selv, ikke bør regnes til denne kategori. Man ser nemlig bestandig udenfor denne butik en masse mennesker forsamlet som ikke alene spærrer passagen, men også ved deres sarkasmer og vittigheder hvortil figuren giver dem anledning, sårer de forbipasserendes sædelighedsfølelse eller kyske ører. Vittigheder som: "Der skal du se en jomfru som lader sig dreje!" - "Det er en skræddersvend (øgenavn på en sypige)? - "Det er en skeløjet tøs," osv vil vi ikke tage nogen notits af, men plumpe, uanstændige, udtryk som forråder den dybeste fordærvelse, lyder almindeligt om aftenen, når figuren ses ved belysning, fra de første af den laveste almue bestående rækker der står her, klinet op ad vinduerne for at more sig og kammeraterne. 

Hensigten med denne figur, at vise hovedstadens damer de nyeste parisermoder, opnås derved ikke. For hvilken dame ville vove at komme i berøring med pøbelen. Vi kunne derfor ikke andet end undre os over at den Berlingske Tidende kan nedlade sig til at omtale denne figurs fremstilling som noget fortrinligt, da øjemedet med dens opstilling blot har været at vække opsigt. Hvorfor har den Berlingske Tidende ikke i sin tid rost den schleisnerske modehandel på Amagertorv der vel i enhver henseende kan tåle sammenligning med den rasmussenske. Skulle ikke lidt nepotisme være med i spillet her, man mumler i det mindste om det. For ellers er jo den Berlingske så kostbar med sin ros, og det om ting som anderledes fortjener at omtales.

Vor mening om denne drejende jomfru er derfor at enten sørger dens ejerinde for at holde fortovet ryddeligt ved en betjent og forhindre almuens plumpe vittigheder, eller også helt tage den væk. For ve den fra hvem forargelsen kommer! Det var bedre der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dybhed. Vi mener naturligvis ikke den franske modehandlerske med det ægte danske navn, men blot dem som giver de små (de uskyldige) forargelse.

C. Nielsen
Fuldmægtig.

(Politievennen Nr. 1511, Fredagen den 13 December 1844, s. 789-791)

Vimmelskaftet. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

(Tredje skrivelse.)

(Indsendt)

Vel parfumeret og omskabt til en gentil københavner træder du ud af hr. Ebbesens frisørstue og vi begiver os nu på en vandring op ad Købmagergade og Vimmelskaftet hvor jeg da min vejvisning vist nok trætter dig, nu vil så kort som muligt udpege dig de vigtigste mærkværdigste udsalgssteder på denne tur. De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere. Deres butikker kan tåle sammenligning med de skønneste på Østergade. Her viser jeg dig den skandinaviske boghandel der drives af en virksom svensker, hr. Jæger. At den svenske litteraturs frembringelser kan finde afsætning i København, hører til tidernes tegn. Du må vide at de fleste danske sværmer for en åndelig forening mellem de tre nordiske nationer. Jeg selv hører til dette parti og derfor er følgende linjer af H. C. Andersen ligesom taget ud af mit indre:

Vi er et folk, vi kaldes skandinaver,
I trende riger er vor hjemstavn delt
Men mellem nutids store himmelgaver
er den: vort hjerte vokser til et helt!
Lad være glemt, hvis os en uret skete!
Tidsånden, som en lutret Margarethe,
foreninger os, den trefoldig kraft forlener.
Selv sproget os forener.
På fjeld, i skov og ved det matblå hav,
Jeg jubler højt: Jeg er en skandinav!

Der ser du isenkræmmer Dohlers smukke butik. En af vores mindre købstæders beboere har intet begreb om de skønne sager her er udstillet. Når du bosætter dig her i København, vil du jo være løjtnant ved borgerskabet, her hos guldtrækker Cohens efterfølger kan du få epauletter og skærf som hænger der i vinduet. Stop lidt, vi vil gå op i naboens, hr. juveler Peines smukke velassorterede guldtøjsudsalg. Din kone holder meget af guldsmykker, og det gør da i grunden alle kvinder, her må du derfor købe en armbracelet eller broche med moderne udskærme stene til hende. Arbejdet er skønt og solidt, og butikkens ejer en yderst forekommende mand.

Udsalg af Galanteri-og Isenkramvare.Formedelst Ophævelse af Handelen efter afgange Isenkræmmer Dohler udsælges Resten af Lagerret til særdeles billige Priser. Endnu forefindes mange smukke og nyttige Gjenstande og deriblandt en Deel passende til Foræringer.

Isenkræmmer Dohler optrådte i aviserne i forbindelse med afvikling af konkursforretninger. Den 25. februar 1854 fremgik det imidlertid af Berlingske Tidende at han var afgået ved døden og hans isenkræmmerbutik sat til salg.

Vi drejer nu om hjørnet af Amagertorv, hvor vi straks støder på to butikker hvis vinduer begynder lige nede ved jorden, og er næsten seks alen høje. Ruderne er mere end en alen i længden. Udenfor den ene butik, en modehandlers, vil du altid se en hel mængde damer stå og betragte de skønne pariserhatte. Mange koner føler sig ulykkelig fordi hendes mand ikke kan forære hende en sådan. Hos hr. Volquartz finder du udhængt de prægtigste gulv-, bord- og sengetæpper som findes i København. 

I Gaarden paa Amagertorv Nr. 2, 2den Sal bliver til Octoberflyttetid tilleie: 5 Værelser, Kjökken og Brændekjælder hos C. H. Volquartz.

Volquartz udlejede også værelser, inklusiv køkken og brændekælder! Som det fremgår af Adresseavisen, 22. juni 1848. 

Det er nok på tide at spise frokost. Vi står her som et æsel mellem to bunker hø. Her på den ene side ligger nr. 4, hr. Madsens beværtningssted hvor man får ypperlige kolde spiser og der lige overfor på den anden side af torvet er Richards restauration hvor man får udmærket varme ditto. Man siger at den berømte Æder Kofs har for en del lagt grunden til denne restauratørs velstand. Han frister nemlig her hver middag og aften to portioner af alle de retter som fandtes på spisesedlen om også disse udgjorde mere end en snes. Vi foretrækker en varm for en kold frokost, og begiver os derpå videre på vores mønstring. 

Vi gør et sving herind i Valkendorfsgade, hvor jeg vil vise dig et hus der er malet i antik eller pompeiansk smag. Man kan sige det er malet i en ædel stil, ikke denne overlæsning af brogede, barokmalede zirater som findes ved flere huse her i byen iblandt hvilke et vist meget bekendt hus i Springgade i særdeleshed udmærker sig. Formodentlig for at tilkendegive at dets indre også er udmærket. Dette her tilhører jernstøber Lunde, en driftig mand der besiddende sine medborgeres tillig og agtelse tillige er borgerrepræsentant og stænderdeputeret. Et skønnere udsalgssted af ovne og støbegods har du vist aldrig set på dine rejser i udlandet. Om aftenen ved belysning skal du se det for at få et begreb om dets udseende. 

"Vi gør et sving herind i Valkendorfsgade, hvor jeg vil vise dig et hus der er malet i antik eller pompeiansk smag." (Adresseangivelsen kan være forkert. Lunde holdt formentlig til i nutidens Niels Hemmingsens Gade 3, der blev bygget 1785 for skibskaptajn Andreas Hammer og ombygget før 1810. Det passer i hvert fald på beskrivelsen. Eget foto 2016)

Efter denne lille afstikker fortsætter vi vores vandring op ad Amagertorv og Vimmelskaftet. Her ser du hofkunstdrejer Bangs og urmager Petersens skønne butikker. Der  bor en hel række marskandisere. Mens det er forment den fattige håndværker at drive sin lærte profession for han ikke er eller an blive mester, finder du hos disse fremstillet snedkerens, stolemagerens, guldsmedens, kobbersmedes, kort sagt utallige håndværkeres produktioner og størstedelen nyt. Må ikke den fattige håndværker harmes fordi det tillades marskandiserne for det mest forhenværende bønderkarle, at sælge det som er hans hænders arbejde, og som det er forment ham efter en række af sure læreår. Finder man sådanne kontraster i udlandet, gode ven? Jeg tror det ikke. Her er en vid mark for reflektioner. Da man imidlertid kan håbe at Ussing med sit gode sværd vil bringe laugssagen i orden, vil jeg ikke opholde mig videre ved denne genstand. 

Skomager Bang, Vimmelskaftet 137, udsælger formedelst Boutikarrangement endeel smukt og solid Dame og Herrearbeide til nedsatt Priser.

Annonce for skomager Bang i Adresseavisen 28. marts 1845.

Havde jeg ikke rekommanderet dig hofskomager Trane, ville jeg have anbefalet dig skomagermester Bang der midt i Vimmelskaftet. Røde Saffians mandstøvler, parriser damesko står indbydende i vinduet. Ser du lygten med det røde glad udenfor hans nabo, konditor Nissen. Om aftenen når det er antændt, ligner den set fra Amagertorv Skagens fyr. Sådanne ting må der nu til for at trække søgning. 

Der oppe til højre i den halv røde, halv gule gård bor Hjorth, stadens første nålemager , det vil sige hvad formue angår. Anse ikke mere en knappenål for en bagatel, du har her et bevis for hvad mængden af dem giver af sig. I forbigående viser jeg dig her konditor Kromayers butik. Faderen som du kendte, lagde ved sin gode og billige varer grunden til sin og sønnens velstand. Hos juveler Niedlich er alt nydeligt, i særdeleshed den skønne blomstervase i vinduet. Hos vinhandler Hagen der nylig har etableret sig på hjørnet af Nytorv vil vi gå ind. Der  får man et glas vin der står ved siden af Waagepetersens. I særdeleshed er madeiraen udmærket. I denne kulde kan den opvarme blodet. Herfra har vi udsigt til den bolig hvorover der står: For almen sikkerhed, nemlig slutteriet. Mange købmænd ha her tilbragt hele år fordi han har spillet stormand i sin tid.

Politivennen nr. 1470. Fredagen, den 1 Marts 1844. Side 129-134).

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Henvisningen om en artikel til Dannevirke er denne:

- (Fra s. Haand.) "Politivennen" vil vide som sikkert, at Negerne paa Havannah rulle Cigarerne paa deres bare Laar, og bemærker derhos, til behagelig Efterretning for de Herrer Cigarrygere, at disse Negere gjerne have slemme Hudsygdomme. Hvorvidt nu denne Efterretning er sand eller ei, maa vi lade "Politivennen" være ansvarlig for; men vi ville gjerne troe, at Cigarrulningen ikke bliver dreven paa den appetitligste Maade. Kunde ellers denne Efterretning bidrage Noget til at formindske Røgningen af Cigarer, saa havde den stiftet megen Gavn; thi den Sum, der nu for Tiden dampes op i Cigarer om Aaret, maa være ganske forbavsende. Bønderne ere ogsaa komne med, og man møder næsten ikke en Bondedreng paa Kjøbenhavns Gader, uden at han har sin Cigar i Munden. 

Høker R. Petersens Pakhuus i Klosterstræde.

For få år siden købte høker R. Petersen fra Valby afdøde grosserer Wulffs gård nr. 16 i Vimmelskaftet med tilhørende pakhus nr. 79 i Klosterstræde, og da denne mand påtager sig forskellige leverancer såvel af fede- som kornvarer, så er det at formode at han især købte denne ejendom for pakhusets skyld. At han gør sig denne ejendom så indbringende som muligt, er i sin orden. Men når han ved brugen af sin ejendomsret indskrænker og skader andres, da må man formode at han enten gør det af uvidenhed idet han af ukendskab med øvrighedens anordninger dertil tror sig berettiget, eller dersom dette ikke er tilfældet, af pengestolthed idet han anser sig for en mand der ikke bryder sig om de følger som sådan vilkårlig og ulovlig fremgangsmåde mod sine medborgere kan påføre ham - hans udøvelse af ejendomsretten bliver blive lovstridig og bør som sådan påtales.

Siden hr. Petersen tiltrådte nævnte ejendom har han til forskellige tider i pakhuset i Klosterstræde ladet rense sæd på maskine og på denne måde plaget beboerne i gaden ved støj og støv fra den tidlige morgen i den grad at deres morgenro aldeles er blevet forstyrret, og at det har været dem umuligt at have noget vindue åbent eller holde disse samt gardiner og møbler fri for det gennemtrængende støv som sådant smudsigt arbejde medfører.

Da hr. Petersen bestandig har så vidt anmelderen ved bestræbt sig for at anses for en galant mand, kan man vist vente at han efter at være gjort opmærksom på denne uorden, ikke længere vil plage sine naboer og genboer med dette utålelige svineri, men ved at anbringe rensemaskinen ud til sit ikke ringe gårdsrum beholde støvet på sin egen grund og selv med sine naboer erfare om denne anke er rimelig eller ikke.

Skulle hr. Petersen ikke ville dette, da vil han vist nok ikke fortænke beboerne om de sagsøger ham til en bestemt årlig skadeserstatning for det tab de kommer til at lide på deres ejendom m.m.

(Politivennen nr. 1334, Løverdagen, den 24de Juli 1841. Side 476-478). 

Redacteurens Anmærkning.

Klosterstræde 79, nutidens nr. 7, blev sammenlagt med Vimmelskaftet 30 i 1826. I 1931 blev den henlagt Vimmelskaftet 28-30.

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

Om utilbørlig Kjøren og Riden paa Gaderne.

Man har anordninger mod den stærke kørsel og riden på hovedstadens gaden. Men hvorledes overholdes disse? Dagligt handles derimod, og det synes besynderligt hvis politiet ikke skal kunne se eller vide dette. For nogle uger siden tilkørtes - formodentlig af en slagter - en ung vælig hest gennem Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade etc. 3 gange kørte han ind på fortovet, en mand frelste en pige, dog med opofrelse af en ny silkeparaply etc. - I forrige uge løb et par heste uden kusk, i Vimmelskaftet med en bræddevogn. En dreng på vognen og en mand på fortovet var nær ved at blive ofre. - Hvorledes færdslen dagligt er gennem Østergade, på  hjørnerne af Købmagergade og Amagertorv etc. er vitterlig for alle. - Hvad erstatning kan det være for nogen at i et enkelt sjældent tilfælde en idømmes en ubetydelig mulkt, eller at man efter en besværlig procedure, med vidneførelse osv. måske får badskærerlønnen tildømt - som hos den dømte siden ikke kan fås, og hvor ussel er desuden denne erstatning? - Hvorledes og af hvem kan fx overkrigskommisær Øst der blev overkørt på Amagertorv, får erstatning for et 5 måneders smertefuldt sygeleje, og for at han hele sin øvrige levetid bliver en krøbling? - Når en håndværker, kunstner, overhovedet hvem som helst der skal leve af sin tid og flid, men ikke nyder embedsløn, og derhos er familiefar, lemlæstes ved overkørsel, bliver tabet for ham næsten aldeles uerstatteligt. Det synes derfor ved den tiltagende luksus med heste og vogne at burde komme i betragtning at indbyggerne får en større sikkerhed for dere liv og lemmer mod ubændig kørsel og riden.

(Politivennen nr. 1076, Løverdagen, den 13de August 1836. Side 528-529)

Anmodning til det høie Commantskab, fra nogle sygelige og nervesvage beboere i Frederiksberggaden, Nygaden og Vimmelskaftet.

Enhver kan vel indse hvor stærk virkningen af trommelarmen er i snævre gader og hvor ubehagelig den må være for syge og nervesvage mennesker. I førnævnte gader ligger så vidt vides ingen soldater indkvarteret. Man kan derfor ikke begribe hvorfor tappenstregen skal gå den lange vej fra Vesterport næsten lige til Amagertorv, og kan kun betragte det som en meget forældet skik. Når jægerne har vagt ved Nørreport, har man dog med fornøjelse bemærket at hornblæserne, gående og stående omkring ved vagten, blæser retræten. Hvorfor kan tambourerne ved Vesterport ikke gøre lige sådan? Reveillen slås jo kun for vagterne. Hvorfor skal tappenstregene gøre en så lang vej?

Gamle og syge folk vil være det høje kommandantskab meget taknemmelig om det var muligt de kunne blive befriet for denne stærke, fæle larm. I særdeleshed i oven nævnte smalle gader. Ligeledes ville soldaterne, især gefreiterne, som alligevel har meget at løbe, om i vinterens tid, spare meget på deres fodtøj. Derved ville også forebygges ulykker, da heste som tit holder i gaderne, bliver sky og løber løbsk. Det har indsenderen bemærket adskillige gange.

(Politivennen nr. 891, Løverdagen den 26de Januar 1833, s. 69-70) 

Om dobbelt Næringsbrug.

Ved min ankomst hertil på ny besøgte jeg atter konditor Ottos butik i Vimmelskaftet for der at tilbringe nogle af mine fritimer. Jeg så nu andre ansigter og fandt varerne ikke var de samme, men jeg formodede det første var en følge af at man havde antaget en anden til at bestyre butikken, og det sidste fordi man anså sig at være gæsterne visse nok. For vinduesgardinerne og de fyldte glas i vinduerne var jo som før.

Endelig spurgte jeg om hr. Otto befindende og da erfarede jeg at dette hele var et blændværk. At hr. Otto var flyttet og at der boede en madame Dúrú, men da denne madame allerede er død, så spørger jeg: "hvorledes kan et dødt menneske drive borgerlige næring eller hvordan kan jeg på en gang være borger af de dødes og dette rige?" 

For nogle dage siden kom jeg ind hos en konditor på Kultorvet som hedder som jeg erindrer Helmcke. Nogle dage derefter kom jeg på et andet konditorsted hvor jeg traf en mand af samme navn. Jeg spurgte da om de var brødre, men man fortalte mig at det var mand og kone der var fraskilte, men førte et navn. Jeg er ikke jurist og ikke konditor, spørger altså disse om det kan være os nu om stunder tilladt at drive en og samme næringsgren flere steder, og om det ikke ved en proforma skilsmisse lod sig gøre at drive borgerlig næring på to forskellige steder.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 820-821) 

Konditor Helmcke holdt til her, Kultorvet 7. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

At Otto var flyttet, fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. november 1829:

"Conditor F. A. Otto er flyttet fra Vimmelskaftet Nr. 138 til Gammelamagertorv Nr. 4c, skraaes for lille Helliggeist.stræde."

Skribenten huskede konditorens navn rigtigt, som det fremgår af følgende annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. december 1829:

"Undertegnede giver sig herved den Frihed at anbefale sig til de ærede Familier, som i hans forrige Bopæl paa store Kjøbmagergade Nr. 48 beærede ham med deres Handel; og er han til forestaaende Julehøitid forsynet med et Udvalg af nyligen arriverede franske Deviser, Hamborger Sukkerdukker, samt Alt, hvad der henhører til at pynte Juletræer. Alle Salgs Confecturer, Brystsukker, Pebermyntekager, Bonbons, med andet Dragant-Arbeid, saavelsom enhver Conditori vedkommende Artikel, sælges til de billigste priser.

N. H. Helmcke
Kultorvet Nr. 88 og 89."

Kultorvet 88 og 89 er nutidens Kultorvet 7. Huset er fra 1810-11 og opført af murermester Peter Morten Quist.

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796) 

Anmodning.

Man vil være ejeren af huset nr. 136 på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde hvor skilderhuset står, meget forbundet hvad han ville lade et stort og bredt rendestensbræt anbringes udenfor førn da skilderhuset og den derved posterede skildvagt ganske spærrer passagen for de gående der i dårligt vejr nødsages til at træde i rendestenen og på torvedagene især når trængslen med vogne er stor udsættes for at komme imellem vognene eller på mørke aftener let kunne falde og komme til skade. Og man håber derfor snart at se dette bræt foranstalte henlagt.

(Politivennen nr. 652, Løverdagen den 28de Juni 1828, s. 418)

Malersynder.

Da man mindes at De, hr. udgiver før i Deres blad har optaget adskillige malersynder, og da man tilige har lagt mærke til at meget på grund deraf er blevet rettet og forandret, så tillader man sig herved at meddele Dem følgende fortegnelse der muligvis kunne lede til et lignende resultat. Man tillader sig at gøre begyndelsen med de aldeles meningsløse skilte der findes i Vimmelskaftet nr. 136 og 137. På første sted træffer man "Spangs Møbelhandling" og på sidste "G. Bonniers Boghandling" At en møbelhandler kunne lade sig nøje og tage til takke med et så meningsløst og intetsigende skilt lader sig da så nogenlunde forklare. Men at en boghandler, en mand der må antages at være hjemme i det mindste i fædrelandets sprog, kunne modtage og i en række år beholde et sådant skilt, er i høj grad uforklarligt. - I samme gade nr. 21 kan fås mælk og fløde "Somvermorgen" kommer fra landet. - I Badstuestræde nr. 121 er følgende avertissement: "Raae og Kogt Fløde Sød og afskommet Melk, som hver Morgen kommer fra Landet Selges her." -

I samme gade nr. 129 fås "Daabelt Vidt og Brundt Øl." - I Grønnegade nr. 264 "udleies Klæder Kapper og sørge Gardiner." Af Politivennen nr. 483 ser man at sørgedragten i denne gade er lige så sørgelig som dette sørgelige skilt. - I Dybensgade nr. 185 "klinges og limmes alle sorter Porstelein Glas og Stentøy." - I Klosterstræde nr. 71 & 72 bor Vers huus holder S. Madsen. - I Pilestræde nr. 101 ser man, at Hr. "Moberg Anbefaler sig med at Stikke og Trykke." Foruden det ekvivokke der synes at ligge i dette skilt, tror man sig også berettiget til at antage at de af hr. Mobergs kunder der bruger hans stikken og trykken gør vel i selv at læse korrekturen.

At sådant galimatias endnu kan finde sted og det endog i en tid da intet barn må konfirmeres forinden det har aflagt prøve i retskrivning, er mere end besynderligt, og man mener at vedkommende mestre der ikke selv kender det almindelige af sproget, ville gøre vel i desangående at konsultere andre kyndige, blandt hvilke man vel endog kan regne deres egne læredrenge.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9630-9632)

Advarsel mod Bedragerier.

Da indsenderen den 18. august sad roligt ved sit arbejde, kom en middelmådig høj, gammelagtig, mager og koparret person klædt i en ulden strikket trøje, blå bukser, rød hue på hovedet og træsko på fødderne ind på værelset og hilste fra grosserer Rissing der boede i Vimmelskaftet nr. 26, og bad at jeg ville komme dagen efter mellem kl. 9-11 til ham for at modtage en stor del fordelagtigt arbejde der skulle være færdigt i hast, da hele familien skulle rejse. Tillige talte han meget fordelagtigt om grossererens formue og rigdom og de store fordele indsenderen kunne have ved dette arbejde når herskabet fandt sig fornøjet. Idet han ville til at gå, bad han om at få byttet 1 rigsbankdaler i småpenge. 

Dette skete. Men da han ser sedlen og småpengene forlanger han 1 rigsbankdaler, 1 mark, 14 skilling som efter hans sigende netop var den sum han straks i nærheden skulle betale nogle karle han den dag havde lejet til at hjælpe sig på pakhuset. For efter hans fortælling var han formand for arbejderne, hvorved han roste sig af store fordele som bestod deri at han på egen hånd turde sælge kaffebønnerne til 30 skilling pr. pund og de fineste vine til en meget lav pris, og derfor modtager betalingen. Han tilbød indsenderen af disse varer. Men da jeg for denne gang ikke ville have noget, gik han med det løfte straks at komme tilbage med de 7 mark, 14 skilling og at jeg skulle også få hans arbejde når han blev ærligt behandlet. 

Efter han var gået, faldt det mig ind at sende bud til nr. 26 i Vimmelskaftet. Men da hverken dette nummer eller den nævnte grosserer var at finde, indså jeg at den person var en bedrager og da jeg senere har erfaret at han hos andre familier har drevet samme håndværk i nogle år, så holder jeg det for min pligt at advare medborgere for at lade sig bedrage af denne skurk.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9111-9112)

"Den anmeldte bedrageriske person formodes at være den samme som den 16 i forrige måned på lignende vis fik 4 mark og en flaske og hvis herre skulle bo i Løvstræde nr. 122". (Løvstræde set mod Gråbrødretorv. Nr. 8 ligger på højre side med skiltet "Butik til leje" efter Det Grønlandske Hus. Stedet ligger kun få hundrede meter fra Skoubogade 4. Bogelskere vil måske huske at Haase lå her. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Vimmelskaftet nr. 26 er siden 1859 Skoubogade 4 hvis nuværende bygning er fra 1828. Løvstræde nr. 122 hedder siden 1859 nr. 8. Bygningen er fra 1734 og eksisterede altså på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Artiklen blev besvaret i nr. 554, 11. september 1824, s. 9142-1943.