"Silkehuset"s Syersker. (Efterskrift til Politivennen)

Silkehuset i Vimmelskaftet blev grundlagt 1849 af silke- og klædehandler J. R. Schielderup. Det blev overtaget af silkegrossist Lauritz Dahl i 1896 og samtidig forandredes firmanavnet til Silkehuset. Det forhandlede stoffer. Den 1. oktober 1902 var der udsalg i Silkehuset i Vimmelskaftet 39 (København). Tilstrømningen var så stor at lokalerne blev propfyldte, og man blev nødt til at lukke døren og slå skodderne for indtil trængslen indenfor blev mindre. Silkehuset hørte endnu i perioden 1940-1960 til de førende modehandlere i København. 

Nyere foto (1956) af Silkehuset, taget af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier (Kbhbilleder). Ophavsret: CC-BY.

Skammeligt!

Det fine "Silkehus" og dets kvindelige Kontorister.

En ung Dame meddelte os i Gaar, at hun - efter en Annonce - havde henvendt sig til "Silkehuset" i Vimmelskaftet angaaende en Kontoristplads.

Pladsen kunde hun ogsaa meget godt faa, men da hun hørte Vilkaarene, vilde hun hverken eje eller have den. Der blev nemlig budt 25 Kr. i maanedlig Løn med en kontortid fra 8-6 uden Spisetid. Desuden forlangtes det, at Kontoristen "naar det behøvedes" skulde arbejde til Kl. 10 Aften uden Ekstrabetaling.

Den Plads vilde den velanbefalede, unge Dame ikke have, men desværre er der jo nok andre, der har taget den. Arbejdsløsheden i det Fag er jo stor.

Men at tænke sig, at "Silkehuset", dette prunkende og pralende Etablissement, med sine høie Varepriser, at et saadant Handelshus vil forlange en fattig ung Piges hele Arbejdskraft for en Løn, der end ikke kan sulteføde hende, det er dog mer end almindelig raat.

Men det forbavser forøvrigt ikke dem, der kender "Silkehuset"s ledende Principper.

(Folkets Avis (København) 9. oktober 1902)

Dahls Syersker.

("Silkehuset")

De Forhold paa Hr. Gross. Dahls Systue i Vimmelskaftet (Silkehuset), som i de senere Dage har været omtalt i Bladene, har voldt berettiget Harme hos alle de Mennesker, som ikke kjendte noget til de Lønvilkaar, der bydes Syerskerne i Almindelighed. Men desværre er det ikke alene paa denne Systue, at disse Forhold existerer; rundt som paa Byernes store Magasiner for Damekonfektion arbejdes der under ganske lignende Forhold, og hvad der det ene Sted tjenes paa en Silkekjole, tjenes det andet Sted paa en Kaabe eller Spadseredragt: overalt Udbytning, overalt Slid uden nævneværdig Fortjeneste.

Der er bleven spurgt: Men Organisationerne, gjør de da ikke noget?

Jo vi gjør. Vi har Gang paa Gang kaldt paa Syerskerne, vi har Gang paa Gang ved Møder og gjennem Bladene holdt Billedet af deres elendige Lønforhold op for deres Øjne, men stadig staar den store Skare af Syersker ligegyldig og uforstaaende overfor det ene, der kan forbedre deres Kaar, nemlig Sammenslutningen.

Men vi vil ikke blive trætte af at gjøre dette; engang maa disse Kvinder faa Øjne og Øren aabne for den sunde Fornuft.

Vi indbyder derfor Hr. Grosserer Dahls Syersker (Silkehuset) til Møde i Morgen, Torsdag den 23. Kl. 8,30 Rømersgade 22, 1. 

Vi vilde gjerne søge at klargjøre for dem, hvad vi gjennem vore Organisationer tilstræber og formaar.

For Damekonfektions-Syerskernes Fagforening
Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 22. oktober 1902)

Lycinka (Lessinka) Hansen (1860-1920) var bogbinder, syerske, fagforeningsleder, agitator og sangskriver. I 1873 forsøgte forgæves hun at få kvinderne optaget i Bogbindersvendenes Fagforening af 1873. I 1896 var hun med til at stifte De Kvindelige Bogbinderarbejderes Fagforening og blev formand. Fagforening blev i 1898 forenet med mændenes mod hendes vilje. I 1900 blev hun syerske og bl.a. formand for Damekonfektionssyerskernes Fagforening og senere Syernes Forbund. Hun blev suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse i 1903 og 1906. Hun skrev også sange. Efter mandens død boede hun 1908-1919 i Chicago. Her var hun aktiv i The Scandinavian Women's Socialist Society. Hun fik mindst 7 børn. 

Grevindens silkekjole.

En Dag i "Silkehuset". - Frk. Andrea Nielsen afslører en Udsvedningsanstalt.

Indehaveren af en af Københavns fineste Forretninger, Grosserer Dahl, "Silkehuset", har nylig gjort sig bemærket ved den Maade, hvorpaa han averterede efter Syersker. For at faa Rede paa Forholdene i Etablissementet, har Formandinden for de kvindelige Herreskrædere, Frk. Andrea Nielsen, taget Arbejde i Etablissementet en Dag. Og nu giver hun følgende Beskrivelse heraf i "Soc.-Dem.":

I Arbejdslokalet er der 8 lange Borde, og ved hvert Bord er der Plads til 5 a 6 Syersker. Alle Bordene var fuldt besatte, der var saaledes ialt 40 Syersker paa Stuen. Arbejdet forestaas af en Frøken Hansen, og under hende staar otte andre Syersker, der har Plads for Enden af hver sit Bord. Fra disse Pladser giver de deres Ordre til de andre Damer, der staar under dem.

Lønnen er skandaløs. De eneste, der har opnaaet Hr. Dahls 9 Kroner om Ugen, er vistnok de 8 overordnede Damer. De øvrige 32 arbejder for 2, 3 a 4 Kr. om Ugen. Ved Frk. Nielsens Bord sad bl. a. en ung Pige, der havde arbejdet paa Systuen i 8 Maaneder. Hun var "Elev" endnu og fik i Betaling 2 Kr. om Ugen. Det er godt 3 Øre i Timen. Man kan heraf se, at de Syersker, der nu lader sig antage for 3 a 4 Kr. om Ugen, aldrig naar højere op, naar en ung Pige har maattet arbejde for ham i 8 Maaneder, uden at blive mere end "Elev" til 3 Øre i Timen, ja, saa naar de nyantagne Syersker selvfølgelig heller ikke højere op.

I Onsdags havde vi - fortæller Frk. Nielsen - bl. a. en meget elegant Silkekjole at sy til Grevinde Ahlefeldt-Laurvigen. Fire Syersker gør en saadan Kjole færdig paa en Dag, de tre af dem lønnes med 6 Øre i Timen, og den fjerde faar 1 Kr. 30 Øre om Dagen. Hele Arbejdslønnen for Syningen af Grevindens ny Kjole beløber sig saaledes til ialt 3 Kr. 30 Øre.

Hun ved ganske bestemt, at Silkehuset tager 50 Kr. i Syløn for Silkekjoler, der ikke er mere elegant end Grevindens, men selv om vi holder os til de 50 Kr., saa tjener Hr. Dahl alligevel paa en Dag 46 Kr. 70 Øre paa Sylønnen. Som man ser: han tager Lovens Part. De fire Syersker, der har udført Arbejdet, faar gennemsnitlig kun 1 Krone hver, men Hr. Dahl river 46 Kr. til sig paa Sylønnen til en eneste Kjole.

Naar Grevinderne for Fremtiden faar deres ny Kjoler udleverede af "Silkehuset"s guldgallonerede Bud, ved de nu, hvorledes unge Syersker udbyttes, og Kjolerne vil da maaske forekomme dem mindre lækre.

Man forstaar, at Hr. Dahl er bleven Miljonær, og at han har haft Raad til at rejse Jorden rundt for sin Fornøjelse. Pengene er Dag for Dag slidt sammen af de Syersker, der blev her tilbage, medens han morede sig paa Verdens fineste Hoteller. Han nød, hvad et moderne Samfund kan byde Rigmanden, men hjemme paa Systuen i Vimmelskaftet sad unge Piger de lange Dage og syede Kronerne sammen til ham for 6 Øre Timen.

Til Slut fortæller Frk. Nielsen om sine Oplevelser i denne Udsvedningsanstalt:

Nogen stor Forstaaelse af Fagforeningen er der ikke. Lidt efter Frokost stak Bestyrerinden sit Ansigt ind ad Døren. og idet hun lod sine Øjne fare rundt i Stuen, sagde hun: "Ja, her er vel ingen Fagforeningsmedlemmer?"

De forskræmte Væsner kiggede med frygtsomme Øjne paa hverandre. Efterhaanden blev samtlige 40 Par Øjne rettede mod mig, der var den eneste ny Syerske paa Stuen. Jeg maa vel have udstaaet Ildprøven, thi lidt efter udbrød en af Damerne fast: "Nej, her er ingen Fagforeningsmedlemmer!", og Bestyrerinden trak sig beroliget tilbage.

Efter denne lille Afbrydelse opstod der en hel lille Diskussion om Fagforeningen.

En af Damerne sagde, idet hun gjorde et stolt Kast med Hovedet: "Nej, Fagforening gaar jeg aldrig med til. Jeg vil dog beholde min Kvindelighed."

Saa langt staar disse sultelønnede Kvinder tilbage. Men derfor lever de ogsaa under Slavekaar.

(Fredericia Social-Demokrat 24. oktober 1902)

Hilsen fra Silkehuset til Fru Lycinka Hansen, Formandinde for Damekonfektion-Syerskernes Fagforening.

I Henhold til Deres ved Mødet i Onsdags udtalte Ønske om, at vi fire af Silkehusets Syersker, som var til Stede, skulde fremsige vor Mening angaaende Lønforholdene blandt os, vil jeg her komme frem med en ganske kort Udtalelse om Sagen.

Jeg er ganske enig med Dem om, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, eftersom de færdigsyede Klæder i de fleste Tilfælde er temmelig kostbare, og at d Hrr. Grosserere nok kunde betale lidt mere for det Arbejde, der bliver udført. Men jeg tror ikke, at Hr. Dahl betaler sine Syersker daarligere end andre giør - det bliver vistnok noget lignende over hele Linien. - saa De burde ikke fremhæve Silkehuset saa meget; jeg tror med fuld Sikkerhed, at vi ikke har det daarligst her.

At vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver nok finde rimeligt, da vi da vi ikke alle er lige dygtige, men Frk. Andrea Nielsens Udtalelse om 32 Syersker med 2-3-4 Kr. om Ugen vil jeg rent ud kalde Usandhed. Jeg forstaar ikke, hvor den ærede Dame har vovet at sætte det i Avisen. Har Frk. Andrea Nielsens Mening med denne Artikel været god, saa burde hun have holdt sig til Sandheden.

Der er en Ting endnu, jeg vil modsige; det er naar Frk. Nielsen taler om Tvang under Arbejdet, taler om at vi i bogstavelig Forstand er indespærret og at vi ikke maa forlade Systuen fra om Morgenen, vi kommer, til om Aftenen vi gaar. Selvfølgelig kan vi ikke allesammen faa Lov til et Par Gange om Dagen at rende Byærinder til vores Skomager - hvad skulde vi saa vente Betaling for - men jeg har endnu ikke hørt, at der bliver nægtet en nødvendig Udebliven fra Systuen.

Hvad den friske Luft paa Systuen angaar, da tror jeg ikke, at der findes en sundere Tilværelse paa Magasinerne, end den er her, for ikke at tale om den Hygge, som her findes, og som jeg nok tør sige ikke existerer mange andre Steder.

Ligesaa behøver vi ikke at gaa i Fagforeningen for at kunne samles og tale sammen uden at en Direktrice stikker Hovedet ind ad Døren og iagttager os. Vi kan saa godt udtale os heroppe; vor Direktrice er slet ikke slem til at stikke Hovedet ind ad Døren.

Jeg har ellers ikke noget imod Fagforeningen og mod at Syerskernes Kaar blev forbedret; jeg vilde gierne være med til at faa lidt større Ugeløn. Men er vi nu ogsaa sikker paa at opnaa alt dette ved at gaa i Fagforeningen. Bliver vi virkelig mere tilfredse. I Fald vi var sikker paa det, vilde vi uden Tvivl alle sammen ile hen til Rømersgade 22 og sikre os den lille røde Bog. Foreløbig agter vi ikke at efterkomme Deres Opfordring.

Med Tak for venlig Tiltale

Margrit Helgason, Syerske i Silkehuset.

(Aftenbladet (København) 25. oktober 1902)

Margret Helgason (1879-1863) var født i Reykjavik og kom 1892 til København sammen med sin mor. Hun levede af at sy, fx for Magasin du Nord (1930). Hun boede hos forskellige familier i hovedstaden og døde ugift. Om hun meldte sig ind i fagforeningen, vil kun arkiver kunne afgøre.

Syerskernes Slaveforhold.

Medens de organiserede Arbejdere gjennem deres Sammenslutning har tilvejebragt, om ikke fuldkomne, saa dog tildels taalelige Arbejdsforhold rundt om paa Fabriker og Værksteder, saa arbejder den uorganiserede Syerske under Forhold, der kunde passe for 30 Aar siden, men som nu staar i et saa skærende Misforhold til den almindelige Opfattelse af, hvad man kan byde en Arbejder, at kun Lvinder, der er fuldstændig ligegyldige sot deres eget Vel, kan finde sig deri.

Til Formanden for Syerskernes Forbund kom forleden en Kvinde og fortalte følgende:

I Tillid til et lokkende Avertissement havde hun faaet sin Datter anbragt paa en Systue for fin Linnedsyning i Dannebrogsgade. Begyndelseslønnen skulde være 8 Kr. stigende til 10. Dette saa jo fristende ud, men man høre nu, hvad der forlangtes for denne Løn og under hvilke Forhold, der arbejdedes.

Arbejdstiden var fra 6½ om Morgenen og til ubestemt Tid om Aftenen efter Arbejdsgiverindens Forgodtbefindende; som Regel arbejdedes der daglig 14 a 16 Timer. Desuden var der følgende Reglement, som Enhver havde at rette sig efter:

For at tabe sin Sax paa Gulvet 8 Øre i Bade. for at lade Trykfoden gaa ned 25 Øre, mangle en Knappenaal 2 Øre. en Naal 7 Øre.

Er Synderinden ikke i Besiddelse af kontante Penge, tillægges der for hver Bøde 5 Øre extra, som regnes sammen og trækkes fra Ugelønnen om Lørdagen. Det er yderst sjældent, at en Jomfru undgaar at forsynde sig mod disse Bestemmelser, hvad der forresten ogsaa er umuligt! saa Mulkterne løber meget nemt op til 1 Kr. om Ugen for hver. Som man ser: en meget nem Maade at forringe Ugelønnen paa.

Nogen fast Spisetid kjendes der ikke til paa denne kuriøse Anstalt.

Da Meddelerinden ikke længere vilde lade sin Datter arbejde under disse Vilkaar og derfor tog hende derfra ved Ugens Ophør, fradroges der den unge Pige 2 Kr. af Lønnen "til at avertere for".

At unge Piger, hvis Forstand ikke er modnet til Eftertanke, finder sig i saadanne Forhold, kan til Nød forklares, men at Forældrene roligt lader deres unge Døtre udbyttes saa skammeligt, kan paa ingen Maade forsvares.

Systuen omfatter som Regel 5 a 6 Jomfruer, dens Virksomhed kommer derfor ind under Fabrikloven. - Adressen vil nu blive tilstillet Fabrikinspektricen; derved kan der muligvis sættes en Stopper for en endnu mere hensynsløs Udbytning af Kvinden.

Lycinka Hansen

(Aftenbladet (København) 27. oktober 1902)

Dahl Syersker

Til
Frk. Margrit Helgason.

Jeg beklaqer meget, at De ikke fremkom med Deres Udtalelser om Sagen ved vort Møde i Torsdags. De tilligemed Deres Kammerater - ikke, som De skriver, fire, men efter hvad jeg og flere andre talte, to og tredive - vilde da have faaet endnu mere Udbytte af vort Samvær, end jeg efter Deres Udtalelser kan forstaa, at De allerede har faaet.

Thi vi er jo enige om Hovedsagen, nemlig, som De selv skriver, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, og at Grossererne nok kunde betale mere for det Arbejde, der bliver udført. - Det har da mindre Betydning, om det er Hr. Dahls eller en anden Systue, der bliver trukket frem til offentlig Beskuelse, Hovedsagen er, at det er galt med de Forhold, hvorunder Syerskerne virker, og at vi aldrig naar at faa disse Forhold forandrede uden ved at trække dem frem til fuld Belysning.

Det vilde interessere mig i høj Grad at faa at vide, hvorledes De har tænkt Dem at saa Syerskernes Kaar forbedrede uden gjennem en Sammenslutning. Det er jo nemlig saaledes, at den Enkelte formaar ikke meget i den Sag. At De og jeg er enige om, at Forholdene bør forandres, nytter jo ikke meget, hvis vi ikke formaar at bibringe andre den samme Anskuelse.

De har ikke noget imod Fagforeningerne, skriver De, og De vil og saa gierne have lidt større Ugeløn, men De kan ikke rigtig forstaa, hvorledes De kan opnaa dette ved at melde Dem ind i Foreningen. Jo! jeg er overbevist om, at De kan opnaa store Fordele ved at være organiseret, og jeg støtter min Overbevisning paa Kjendsgierninger: kun de Kvinder i forskjellige Fag. som er organiserede, kan i Virkeligheden opnaa noget, selv om der, grundet paa Humanitet eller andre Grunde, enkelte Steder betales nogenlunde ordenlig, er det ingen ordenlig Garanti for Fremtiden. Kun hvor der giennem en Overenskomst med Fagforeningen er sikret en bestemt Løn, kun der er der et fast Grundlag for Fagets Udøvere at støtte sig til.

Jeg beklager, som sagt, at ikke Deres Udtalelser kom frem ved Mødet, jeg kunde da bedre end paa den indskrænkede Plads, en Avisartikel levner mig, have imødegaaet Dem; men forhaabentlig kommer De tilstede ved vore efterfølgende Møder og deltager i Diskussionen.

I Haab om et godt Resultat af vort fælles Arbejde for Bedring af Syerskernes Kaar, tegner med venlig Hilsen

Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 28. oktober 1902)

Svar til Art. Margrit Helgason, Syerske paa Silkehusets Systue.

I Gaar fremførtes i Aftenbladet en Hilsen til fru Hansen, formanden for Damekonfektionsarbeidernes Fagforening, hvori Margrit Helgason siger, at hun er ganske enig med Fru Hansen i, at Lønforholdene i det hele taget staar meget lavt blandt Syerskerne, og at de trænger til at forbedres, men hun tvivler om, at der kan naas bedre Forkold ved at organisere sig, og Frøkenen er meget indigneret over, at Silkehuset netop er blevet fremdraget. Iøvrigt er Hilsenen til Fru Hansen formet som et Angreb paa mig og min Artikel i "Social-Demokraten" om Silkehuset.

Frøkenen siger at vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver forstaa, da vi ikke alle er lige dygtige, og at min Udtalelse om, at sikkert største Parten af Hr. Dahls Syersker fik en Ugeløn af 2-3-4 Kr., er Usandhed.

Jeg vover at paastaa, at hvad jeg har fremført, er Fakta, da det kan udregnes.

Sluttelig omtaler Frøkenen alt det gode og al den Hygge, der er ved Hr. Dahls Systue, og at Syerskerne er tilfredse og ikke ønsker at indmelde sig i fagforeningen.

Angaaende Hyggen, ja da har vi en fabriklov, som paabyder, at de skal vaskes Gulve paa Værksteder og fabriker, og i dette Tilfælde er det vel i forretningens egen Interesse, at det daglig sker, nemlig af Hensyn til de kostbare Ting, som forarbejdes, og som jo ikke altid kan undgaa at berøre Gulvet. Netop alle disse dejlige Ting lige fra de letteste Tyll chiffoner og til de sværeste Silkestoffer bringer ligesom en vis Hygge. Iøvrigt faar man Indtrykket af, at den omtalte Hilsen er dikteret af Arbejdsgiveren, om den end er undertegnet: Margrit Helgason.

Jeg antager, det er den unge Pige, som var min Sidekammerat; hun havde 8 Kr. om Ugen, og jeg spurgte hende, hvorledes hun bar sig ad med at leve for disse Penge.

- Jo, hun havde altid varet saa heldig at træffe gode Mennesker, hun kunde bo gratis hos.

Noget lignende maa det vel være for de andre Syersker ogsaa, de har Slægt eller Venner, som træder hjælpende til; men det er efter min formening uværdigt for et voxent Menneske, at skulle ty til Venner og Bekjendte for at tjene til Livets Underhold. Og det er det, Kvinderne som arbejder, maa og skal lære at indse.

Man forbavses, naar man hører, at Syerskerne er tilfredse og ikke kan forstaa, hvem der havde været saa uforskammet at blande sig i deres Sager. 

- Her kommer de og fortæller, at de kan sy, og saa kan de ingen Ting, eller de kommer og vil lære og saa skulde de være misfornøjet med den Løn, Hr. Dahl giver - sagde en af de paa højst Løn, 10 Kr., meget indigneret paa Hr. Dahls Vegne: og trøstende sagde hun til en ung Pige. som var i Lære for 2 Kr. om Ugen og som nu havde været der i 8 Maaneder: "De skal ikke græde, Hr. Eriksen afskediger Dem nok ikke, saa skulde jo mange flere væk. Der er jo ingen, som bestemt kan sige, at det er Deres Søster som er gaaet til "Social-Demokraten"; nej, det er nok Redaktør Wiinblad, der har været andre Steder og er bleven underrettet, eller det er ondsindede forretningsfolk, men det er uforskammet mod Hr. Dahl, som er saadan en human Mand."

Således ræsonneres der. De, der har 9 a 10 Kr., føler sig som næsten et med deres Arbejdsgiver, og de, som har 3 a 4 Kr., er grædefærdig ved Tanken om at komme bort.

Saaledes er Tankegangen hos de uorganiserede Kvinder. De føler frygt for at miste et saa lavt betalt Arbejde. Derfor maa Tankemaaden forandres hos det store Tal af Syersker.

Foreløbig opfordres alle Syersker, enten de arbejde paa Systuer eller i Hjemmet, til at møde Onsdag den 29de Kl. 8,30 i Arbejderforeningen af 1860's Sal til et offentligt Møde. Talere Frk. Andrea Nielsen, fru Lycinka Hansen og Hr. Journalist Oskar Jørgensen, Oplæsning af Hr. Folketingsmedlem A. C. Meyer. Sang af et Sangkort. Solosang af en Dame. Som det ses, arrangeres Mødet helt festligt, saa der forventes stor Tilslutning.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 29. oktober 1902).

Syerskernes Protestmøde i Aftes.

1860-Arbejderforeningens store Sal var fyldt til Trængsel. Paa Gulv og Balkon saas Hoved ved Hoved opmærksomt lyttende Kvinder, der ved stærkt Bifald gav tilkjende, at de billigede de faldne Udtalelser.

Fru Elna Larsen aabnede Mødet og gav Ordet til

Frk. Andrea Nielsen, der udviklede hvorledes Arbejderne i de sidste 30 Aar har oparbejdet deres Organisationer og qjennem dem sikret sig bedre Arbejdsvilkaar. De Kvinder, der har haft den samme Forstaaelse, har opnaaet de samme Fordele, og hvor for Fabrikanterne overlegent havde erklæret, at de intet vilde have at gøre med Fagforeningen, havde denne tilkæmpet sig saa megen Respekt, at Arbejdsgiverne nu søgte deres Arbesdskraft fra Foreningen. Karl Marx bekjendte Ord: "Proletarer i alle Lande, forener Eder", gjaldt ogsaa for Kvinderne.

Fru Lycinka Hansen omtalte den Nøjsomhed, hvormed Syerskerne finder sig i de usle Arbejdsvilkaar, der bydes dem. Kvinderne skal ikke være taknemmelige, fordi de faar Lov til at arbejde for en ringe Løn, thi derved nedsatte de dem selv og deres Arbeidsværd. Kvinderne skal tage Lære af, hvad der sker i andre Fag. Det ligger i deres egen Haand at forbedre deres Forhold og giennem Sammenslutning vise deres Magt.

Vi Arbejdere har en fælles Fjende: Kapitalen; vi har et fælles Maal: vor Stands Frigiørelse for Kapitalens Misbrug. Om det maa vi alle samle os.

Hr. Oscar Jørgensen: Dette Møde er jo foranlediget ved de Artikler, der i flere Blade fremkom ang. Silkehusets Forhold til de kvindelige Arbejdere. De daarlige Lønninger, som omtaltes, var efter Hr. Dahls egen Opgivelse. Naar en rig Grosserer mente, at 20 Kr. om Maaneden var nok for en Kvinde af leve af, medens han selv maaske brugte hundreder af Kroner om Dagen paa sine Reiser, saa var der al Anledning for Kvinderne til at drøfte dette Spørgsmaal. Det, som det fremfor alt gjaldt om, var at bibringe Kvinden Troen paa, at det vil lykkes dem at tilvejebringe bedre Forhold. Hvis en Arbejdsgiver bød en Kvinde 10 Kr. om Ugen og hun kun vilde modtage 5, da vilde man regne hende for meget dum, men den Kvinde, der staar uden for al Organisation og ikke vil være med at skaffe bedre Forhold tilveje, handler i Virkeligheden lige saa modsat sine egne Interesser.

Fru Elna Larsen takkede Talerne og haabede, at de tilstedeværende Kvinder, der ikke var organiserede, vilde efterkomme Opfordringen om at indmelde sig.

Hr. Folketingsmand A. C. Meyer oplæste smukt og stemningsfuldt "Sangen om Skjorten", der tog stormende Bifald. Hr. Meyer kvitterede ved nogle flere Digte.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1902).

Til Frk. Andrea Nielsen.

Formandinde for de kvindelige Herreskrædere.

Jeg har læst Deres Artikel i "Aftenbladet", hvori De formoder, at hvad jeg har skrevet i Avisen angaaende Deres Besøg i Hr. Dahls Forretning, er nok dikteret af Arbejdsgiveren. Jeg vil lade Dem vide, at hverken Hr. Dahl eller nogen anden har paaskyndet mig i den Retning, jeg har skrevet i egen Interesse og af egen Drift, fordi jeg syntes, at der blev gjort et temmelig stærkt Angreb paa Silkehuset, som efter min Mening ikke frem for andre Systuer har fortjent Dadel.

Maaske synes De, at jeg tager fejl, men jeg har dog kun handlet efter min Overbevisning og Pligtfølelse. Og for at forebygge Misforstaaelse vil jeg forklare, hvad jeg dermed mener: Naar jeg nu er ansat paa denne Systue og jeg føler mig tilfreds med at være det, føler at Forholdene der er i mange Henseender bedre end andre Steder, hvor jeg har været, saa taaler jeg ikke at netop denne Systue bliver trukket frem som et daarligt Exempel. Det er kun det jeg har ment med min Artikel, jeg har forsøgt at forhindre Publikums farlige Misbilligelse af Silkehusets Systue.

Hvad Syerskernes Lønforhøjelse angaar, saa har jeg vistnok fortalt Dem, at jeg fuldt ud staar paa Deres Side, for saa vidt det kan lade sig gjøre - og De maa endelig ikke antage, at jeg i den Retning er saa dum at staa mig selv i Lyset - kan De drive det saa vidt, at der over hele Linien sker en virkelig Forbedring blandt Syerne, saa skal jeg ikke være den sidste, der bringer Dem min Tak for udvist Opmærksomhed.

Hermed frabeder jeg mig yderligere Korrespondance og slutter med venlig Hilsen.

Margret Helgason.

(Aftenbladet (København) 2. november 1902).

I juni 1903 overgik ejerskabet af Silkehuset fra grosserer Dahl "af helbedshensyn" til et aktieselskab med samme navn. 

Kvindernes Køkken. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindernes Køkken åbnede i 1899 på Vimmelskaftet 36, 2. sal i København med det formål, at udearbejdende kvinder kunne få billige måltider i løbet af dagen. Initiativtager var bl.a. Emma Gad. Et eventuelt overskud gik til godgørende formål.

I Dag aabner “Kvindernes Køkken” sin nye Restaurant i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Dette er den korteste og mest ligefremme Form for Efterretningen om, at en omfattende Plan efter at have kostet megen Møje, megen god Villie og mange forenede Anstrengelser nu, lige ved indgangen til det nye Aar, er ført frem til Virkeliggjørelse. Men det vilde være urimeligt at nøjes med disse Par Ord om en Begivenhed, der interesserer Hundreder af Kvinder her i Byen, og som vil komme til at spille en Rolle i deres daglige Tilværelse. Og det træffer sig saa heldigt, at selv den, der ikke er sagkyndig paa Husholdningsspørgsmaalet, og som føler sig usikker i en Diskussion om den rette Spisetid for unge Damer, der ere beskjæftigede i kjøbenhavnske Forretninger – at selv han (thi det er naturligvis et Mandfolk) let sætter sig ind i Sagens Kjerne og hurtigt forstaar dens Betydning.

Damer kunne være forunderlig udholdende. Baade Fru Emma Gad og Fru Emma Gamél og Frøknerne Sofie Holten og Johanne Frimodt have nu i Aar og Dag ført en Mængde selvfundne Opgaver ud i Livet, som alle have til Hensigt at udrette noget Godt for Kvinder…

—

Denne Restaurant et et nyt Led føjet til den Kjæde af smukke og sunde Foretagender, som en rigtig Opfattelse af Kvindesagens Maal og Midler har kaldt frem til Fordel og Fremme for den og os Alle.

(Dagens Nyheder, 4. januar 1899)

Kvindernes Køkken

Den Bevægelse, som med Held er rejst i de senere Aar i Kjøbenhavn til Gunst for enligstillede Kvinder, særlig Damer, der ere ansatte i Forretninger og som Bl. A. forrige Vinter gav Stødet til Oprettelsen af den kvindelige Forening “Hegnet”, har nu atter sat Frugt, nemlig ved Aabningen af den nye Dame-Restaurant “Kvindernes Køkken”, der har Lokaler i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Initiativet til Oprettelsen af denne Restaurant er taget af en Kreds af dygtige og ansete Damer, der ere kjendte for deres filantropiske Bestræbelser til Fordel for de her omtalte enligstillede Kvinder. I Komiteen for “Kvindernes Køkken” findes Navnene paa Fruerne EMMA GAD, EMMA GAMEL, AUGUSTA FRIMODT og SOFIE HOLTEN, der sammen med flere Damer har arbejdet ufortrødent for denne Sag.

“Kvindernes Køkken” er pekuniært uafhængig af det store Foretagende “Kvindernes Bygning”. For særlige Midler er den nye Restaurant blevet startet. Men ellers er det jo de samme Tanker, der ligger til Grund baade for Planen til “Kvindernes Bygning” og “Kvindernes Køkken”.

Lokalerne ere ganske vist ikke store, men de virke i Følge “Dnbrg.” strax tiltrækkende ved deres Præg af hjemlig Hygge. Der er to gode Værelser; det ene er bestemt til Frokostgjæster, det andet og større til Deltagerne i Middagen. Alt er lyst og venligt i disse to Rum. Grønne Planter i Majolika-Vaser gjør et helt festligt Indtryk paa de snehvide Duge.

I et tredie, mindre Værelse skal der være Kontrol og Kontor. Kontrolsystemet er det samme som i Duval-Restavranterne i Paris. Hver Gjæst faar ved sin Ankomst en trykt Blanket, paa hvilken findes Retterne og Drikkevarerne. Der sættes da en Streg paa Blanketten ud for de Spise- eller Drikkevarer der rekvireres hos dem, der serverer, og ved Bortgangen betaler Gjæsten til den kontrollerende Dame, der kvitterer Blanketten.

I Køkkenet residerer Fru JOHNSTAD, der har lovet at lede det i den første Tid. Fruen, der har et saa godt Navn for sin Kogekunst, vil sikkert løse denne Opgave til almindelig Tilfredshed.

Det vigtigste i en Restaurant er uimodsagt god Mad. At levere denne til de billigst mulige Priser er Komiteens Formaal. Man tilsigter intet Udbytte ved Foretagendet; skulde man imidlertid være saa heldig at faa Overskud, vil dette blive anvendt til andre samfundsnyttige Formaal.

Af Drikkevarer til Maden vil der kun blive serveret Kroneøl og alkoholfri Drikkevarer.

Den Bevilling, man har til “Beværterernæring” er den samme, som er givet til Folkekøkkenerne. Restauranten vil foreløbig være aaben hver Dag fra 7½-9½, fra 11-2 og fra 3-6.

I Morgentimerne serveres Kaffe og The med Brød for 15 Ø, fra 11-2 er der Frokost med varme á la carte Retter fra 25-50 Ø (i denne Tid antager man ogsaa, at enligtstillede Lærerinder vil søge den nye Restaurant), og fra 3-6 endelig bydes paa Middag, Table d’hote, to Retter Mad for 40 Ø. Hver halve Time i denne Tid er der ny Middagsservering. Maden serveres ikke portionsvis; Fadene gaar rundt mellem Gjæsterne, og Enhver kan forsyne sig efter Behag. Middagen vil Gjæsterne, om de vil, kunne supplere med smaa Desserter, som leveres for en lille Extrabetaling. Kaffen efter Middagen betales ligeledes extra.

Serveringen vil blive udført af unge Damer, og det vil derfor være overflødigt at tilføje, at Drikkepenge ikke gives.

(Jyllands-Posten, 5. januar 1899.)

Sammenlignes dette foto med et fra 1910 kan man se at Kvindernes Køkken lå i det som i dag er kendt som Louises Hus. Et markant skilt med denne tekst befandt sig mellem 1. og 2. sal, netop hvor der nu står Louises Hus. opkaldt efter grevinde Danner (Louise Rasmussen) som 1844-1850 havde en modeforretning her inden hun giftede sig med Frederik 7. Bygningen har dog undergået forandringer. Bl.a. var der markiser i stuen og 1. sal og butiksvinduerne i stuen havde runde buer.

En Kvinde-Beværtning.

Skjønt den Tid forlængst er forbi, da kjøbenhavnske Damer generede sig for at gaa alene paa Restauration, er der dog en Del “Kvindesags-Damer”, deriblandt flere af Forkæmperinderne for “Kvindernes Bygning”, der har fundet det formaalstjenligt at oprette en Damebeværtning paa en 2den Sal i Vimmelskaftet; her har den bekjente Filantrop og tidligere Leder af “Samaritanen” stillet en 3. Værelses Lejlighed gratis til Raadighed for Damerne, og i Formiddag blev Restaurationen aabnet.

Den gjør et ganske hyggeligt Indtryk og er saare langt fra at kunne regnes blandt de moderne Luxuskaféer. Møblementet er tarveligt, og Væggene blottede for al Pynt. Men til Gjengæld er Priserne lave, og den modtager ikke Drikkepenge, hvad det besøgende Publikum vist vil synes ganske særlig godt om.

—

I Betragtning af, at der ingen Husleje betales, er Kosten egentlig slet ikke saa billig, især da den hele Beværtning fortrinsvis er lagt an paa Butiksdamer, som ikke har meget at rutte med. Men da det ikke er Meningen at nogen skal tjene Penge paa Forretningen, er det jo muligt, at Priserne med Tiden kan blive endnu billigere. Saa kan “Kvindernes Køkken”, som den ny Restaurant kaldes, rimeligvis faa ikke saa lille Betydning.

(Skive Folkeblad, 6. januar 1899.)

Danmark. Kvindernes Køkken. Den 4. Januar aabnedes der i Vimmelskaftet 36, 2. Sal en ny Restaurant under ovenstaaende Navn. Navnet betegner Restaurantens Stilling, idet man nemlig ikke har kunnet faa Beværterbevilling, men kun en saakaldet Køkkenbevilling; Udskænkning af alle spirituøse Drikke er derfor banlyst, men af Kaffe, The, Mælk, Limonade, Hvidtøl og desl. kunne Gæsterne faa saameget de begære. Priserne er moderate; Frokost (en varm Ret) koster fra 25 til 50 Øre, Middag 40, Kaffe og The med Brød 15; smaa Dessertretter kunne faas ekstra til 10 Øre. Smørrebrød serveres ikke; kun Ost og Brød. De to første Dages Middagsmenu var Suppe og Suppekød og Crustader og Steg, og Fru Johnstads kendte Navn borger for Tillavningen.

Restauranten er aaben fra 7½ til 9½, fra 11-2 og fra 3-6. Da Lokalerne, 2 Spisestuer og et Opholdsværelse, ikke er meget store, er man af Hensyn til Udluftning o. l. nødt til at lukke i Mellemtiderne. Derimod er de hyggelige, holdte i lyse, klare Farver. Bestyrerinden, Fru Ida Schouw vil være til Stede og Opvartningen besørges af Kvinder, som ikke modtage Drikkepenge. En Komité bestaaende af Fruerne Gad, Gamél og Frimodt samt Frøknerne Frimodt og Holten have forestaaet Indretningen, som er iværksat ved Hjælp af private Pengegaver og efter engelske Forbilleder. Direktør Benny Goldschmidt har vist Sagen den store Velvilje foreløbig at give Restauranten frit Logis. Med sin centrale Beliggenhed vil den ligge overordentlig bekvemt for de mange erhvervende Kvinder, der færdes i Byen ofte langt fra deres Hjem; de ville her en Gang om Dagen i det mindste kunne faa et Maaltid god varm Mad, og man har Grund til at tro, at den for dem vil afhjælpe et Savn. Vi ville ogsaa anbefale den til Kvinder fra Landet, der kun opholder sig kort Tid i Byen og i den Tid skal udrette meget. Naar de ikke have Lyst til at søge enten til de store Kaféer eller til Spisehusene, ville de her under hyggelige Omgivelser kunne faa Hvile og god billig Mad.

(Kvinden og Samfundet, nr. 1, 1899)

Jubilæum i Kvindernes Køkken.

Frk. Thomsen og Frk. Kjær fortæller.

Om nogle Dage holder Kvindernes Køkken 25 Aars Jubilæum, et ret sjældent Jubilæum, idet det ikke alene er Foretagendet om saadant, der kan fejre 25 Aars Dagen. Den ene af Cheferne, Frk. Themsen, jubilerer samtidig; Frk. Kjær, den anden af Lederne, næsten jubilerer. Der jubileres helt ud i Køkkenerne, hvor Køkkencheferne har regeret om ikke i 25. saa dog i 20 Aar, og helt ned i Gaarden, hvor Amagerkonen holder med sin lille Hest og det Læs Grøntsager, som hun to Gange om Igen i en uoverskuelig Aarrække er kort gennem Porten med i Vimmelskaftet Nr 38.

Vi træffer Frk. Inger Kjær i hendes lille hyggelige Kontor. Der er gamle fine Mahognimøbler. Der er skønne Reproduktioner af de store Italienere paa Væggen. Et gammelt fransk Ur staar og dikker paa de næste 25 Aar.

H. C Andersen hænger i Relief over Skrivebordet og som Pendant til ham et Fotografi af Jenny Lind.

Det kunde være en Stue i en Præstegaard paa Landet, og Frk. Kjær kunde være en dansk Præstekone. Da Frøken Marie Thomsen kommer ind, bliver iIlusionen fuldstændig. Hun kan ikke være andre end Nabopræstekonen, der er kommet paa Besøg.

De to Damer repræsenterer noget af det allerbedste i dansk Kvinde-Karakter.

Ingen, som har set Frk. Thomsen, tvivler paa hendes udprægede Dygtighed. Hendes Ansigt lyser af den rolige Energi som formaar alt, og som kan faa andre til at bestille noget. En god og myndig Hustrue ligner hun, og da hun ikke netop staar midt i en stor Landhusholdning med en Masse Folk og Børn omkring sig, maa hun ganske selvfølgeligt være Midtpunktet i en Københavnshusholdning af saa drabelige Dimensioner som Kvindernes Køkken.

Frk. Kjærs Ansigt viser ikke mindre fortræffelige Egenskaber, selv om det er mindre roligt. Der er ogsaa Energi i det Ansigt - ikke den stille brændende Flamme. Der gnistrer og funkler i det - mon ikke Frk. Kjær er fuld af ldeer - og det gode Humør staar hende i Øjnene. Hvor fortræffeligt maa ikke de to Damer supplere hinanden.

Frk. Kjær fortæller først Kvindernes Køkken blev aabnet 4 Januar 1899 paa Initiativ af den Kreds af Damer, som forestod Kvindernes UdstiIling i 1895. Malerinden Frk. Sophie Molten var Formand. De andre Damer var Fru Emma Gad. Fru Emma Gamel, Fru Frimodt, Frk.nerne Johanne Frimodt og Helga Munch.

Vi startede her ved Siden af i Etatsraad Benny Goldschmidts Ejendom og havde frit Husly i 1½ Aar.

Det var ikke Meningen, at det skulde være Godgørenhed; men vi maatte jo hjælpes lidt i Starten. Og der var mange, som hjalp os, blandt andre Pressen, som skrev saa pænt om os.

- Og den gamle Konge, Christian den 9., gav os 500 Kr.. indskyder Frk. Thomsen.

- Som jeg sagde, tager Frøken Kjær fat igen - det var slet ikke disse Damers Mening, at det skulde være noget filantropisk Foretagende. De havde rejst allesammen, og de havde set. hvorledes man baade i Paris og London havde indrettet Restauranter, hvor man kunde spise godt og billigt.

- Damer kunde jo ikke gaa paa Restaurant den Gang som nu, siger Frk. Thomsen - iøvrigt havde de selverhvervende Kvinder den Gang ikke Raad dertil. Vi tog 40 Øre for to Portioner god Mad.

- Og Pensionater, siger Frøken Kjær, er ikke altid saa rart. De kunde jo være betryggende nok for en ung Pige. Men hvis hun var lidt fattigt, var det ikke rart at sidde i den evigt samme gamle Kjole mellem de andre. Man holder jo nok af at skjule sin Fattigdom. I en Restaurant er man mere ugenert.

Og det er jo heller ikke morsomt at aflevere alle sine Penge den første. Det kan da være, at man har lyst til at trække lidt i Elastikken, bruge flere Penge i Begyndelsen af Maaneden og spise Æg hjemme paa sit Værelse omkring den sidste.

- Mærker De noget til at det er sidst paa Maaneden?

- Ja, det kan De tro, svarer begge Damerne. Selv om Æggene er dyrere, end da vi var unge, spises der blødkogt- og Spejlæg paa Værelserne sidst paa Maaneden.

- Men De skal høre vor Historie færdig. Frk Kjær afbryder Æggepassiaren.

- I 19o3 overtog Frk. Thomsen og jeg Kvindernes Køkken. De Damer, som havde baaret Ideen ud i Livet, havde jo Arbejde paa andre Omraader.

Formaalet ved Starten var at skaffe selverhvervende, studerende, enligtstillede Kvinder den bedst mulige Mad til de mindst mulige Priser i pæne Omgivelser. Under dette Princip har vi ført vort Køkken videre. Samtidig med, at vi overtog det hele, flyttede vi herind i denne smukke gamle Patricierejendom. Har De lagt Mærke til, hvor smukke Stuerne er. Se Dørene og Panelerne og Rumforholdene - er her ikke pænt? 5 Aar efter maatte vi udvide med en hel Etage.

Nu tager Frk. Thomsen Ordet fra Frk. Kjær:

- Ja. vi troede jo, vi havde Oceaner af Plads, da vi kom herind. Her var ingen Plads, da Krigen kom. I 1918 kulminerede det. Vi bespiste daglig op imod 3000 Mennesker

Frk. Kjær dukker ved dette tal ned i en Skrivebordsskuffe og henter en stor Protokol op - se, se her staar det. Det er September Maaned 1918. De kan følge det for hver Dag.

- Ja, det staar der - det svinger mellem 2900 og 3000. Hvorfor var Tilgangen saa stor under Krigen?

- Der blev jo oprettet saa mange nye Kontorer, der kom flere Folk i Forretningerne. Der var jo Liv over det hele. 

- Hvor mange Mennesker beskæftiger De?

- Ca. 70 Kvinder og een Mand

- Har De ogsaa en Mand?

- Ja, vi har da en Køkkenkarl, og han klarer sig udmærket mellem alle Kvinderne.

- De maa ikke glemme at nævne nogle af vore dygtige Damer, beder Frk. Thomsen.

Frk.nerne Lorenzen, Berndsen og Lybecker har i ca. 20 Aar ledet det daglige Arbejde inde i Lokalerne. Og Frk.nerne Pallesen og Sigurdsen har i en længere Aarrække været Køkkenchefer henholdsvis i Frokostkøkkenet og i Middagskøkkenet. 

- Hvem forestaar Indkøbene?

- Det gør vi selv. Og de Leverandører, der forsynede os den første Dag, de kommer den Dag i Dag - ogsaa vores Amagerkone.

- Hvor store Portioner køber De ad Gangen?

- Aah, siger Frk. Thomsen de kunde være morsomt at vide, hvor mange Okser vi har spist i de 25 Aar. Men det kan vi ikke sige Dem. Derimod kan jeg fortælle Dem, at vi i Krigsaarene købte mindst 600 Pd. Kød om Dagen og 1500 Rødspætter. Tænk Dem at gøre 1500 Rødspætter i Stand paa een Dag! I den Tid kunde det hænde, at den lille hest hoIdt nede i Gaarden hver Dag, og vi fortærede hele Læsset paa een Dag; nu bruger vi to Læs Grøntsager om Ugen.

Vi tager Afsked med det jubilerende Hus og gaar en Runde gennem de hyggelige Lokaler, hvor der paa hjemlig Vis er grønne Planter i alle Vinduerne.

Nede i Gaarden ser vi efter Amagervognen. Men den lille Hest er travet hjem til sine Forældres Gulerødder, og vi maa opsætte Jubilæumsinterviewet med den til en anden Gang.

Femina.

(København 30. december 1923).

Rama Sama. (Efterskrift til Politivennen)

En Vildmand i Vimmelskaftet

I Vimmelskaftet Nr. 47 i "Museum for Naturvidundere" forevises i disse Dage et mærkeligt Fænomen. Et Dyremenneske kaldet Rama Sama, der af nogle engelske Officerer, som var ude paa en geografisk Ekspedition, blev funden i en mørk Klippehule i Himmalayabjærgene.

Man troede først her at staa foran en Overgangsform mellem Aben og Mennesket, men da det uhyggelige Væsen blev trukket frem, viste det sig, at han var et i alle legemlige Henseender vel udviklet Mandfolk, men fuldstændig Idiot, og at han manglede Talens Brug.

Man var ogsaa straks paa det rene med, at han som Barn var "sat ud" i Bjærgene, da Forældrene har opdaget, at han var Idiot. Inderne nærer nemlig Rædsel for Idioter. De tør ikke beholde "den onde Aand" indenfor deres Hytter, og saa snart en Inder derfor er klar over, at hans Barn er uhelbredelig, sætter han det ud i en eller anden Bjærghule, og lader det skalte sig selv. Som oftest bliver et saadant Barn revet ihjæl af vilde Dyr eller det omkommer af Sult eller Mangel paa Pleje.

Det store Rum, der tjener til Forevisningslokale, er ved Hjælp af et grønt Klæde delt i 2 Dele. Naar dette Forhæng bliver draget til Side, ser man et firkantet Messinggitter ikke uligt et Bur, indenfor hvilket Foreviseren og Rama Sama befinder sig. Den sidste ligger paa en Bunke Halm. Indtil Bæltestedet er han klædt i Skind. Overkroppen er kun bedækket af et løsthængende Klæde, som Foreviseren tager fra ham.

Man ser nu, at Haaret og Skæget, som fuldstændig bedækker Hovedet, saa man næppe kan se Øjnene og Næsen, fortsættes paa Bryst og Ryg til en tæt Pels af lange bløde Haar. Ogsaa Overarmene er fuldstændig laadne, men Underarmen er nøgen.

Hr. v. Daue søger ved Tegn at gøre ham begribelig at han skal lukke Munden op. Det mislykkedes længe, da Rama Sama tror, at Foreviseren lukker Munden op, fordi han vil have noget af den Halm, Vildmanden stadig tygger paa. Endelig lykkes Eksperimentet, og Tilskuerne ser nu ned i et Svælg, der har mest Lighed med et Ulvesvælg. Det er forsynet med 2 Rader brede Knusetænder og Læberne er meget tykke og uformelige. Rama Sama har været undersøgt af flere berømte Læger, og disse er enige om, at man her har for sig et udsat Menneske, der i ca. 45 Aar har været fuldstændig overladt til sig selv, og hvis Føde i dette Tidsrum kun har bestaaet af Vegetabilier.

Rama Sama er stadig Vegetarianer.

Hans Føde bestaar kun af Frugt og Grøntsager og dertil flydende Næring. Han er meget glubsk, naar han faar Føde, og knurrer som en Hund af den Vogter, som Dag og Nat er hos ham i hans lille mørke Værelse, hvor hans Leje bestaar af nogle Madratser og uldne Tæpper, samt Halm. Til andre Tider er han meget fredsommelig. Kun en Gang under sit Fangenskab har han været rasende. Det var under Verdensudstillingen i Chicago, da en Slubbert af Raahed brændte ham med en Cigar. Han sprang i frygteligt Raseri ind paa ham og tilredte ham ynkeligt med sine Bid.

Fra den Tid stammer Gitteret, der adskiller ham fra Publikum, men dog giver dette god Lejlighed til at undersøge Fænomenet.

Dets Lighed med et Bur. har ofte voldt Hr. v. Daue Fortrædeligheder, idet man har følt sig indigneret over, at et Menneske skulde forevises Offenligheden og fremstilles i et Bur.

Af den Grund har Foreviseren besluttet at underrette ethvert Hold Publikum om Grunden til denne Afspærring, der for hver Forevisning kun varer ca. 10 Minuter.

Vi besaa med stor Interesse dette Vidunder, som Naturen har skænket en varm Pels i Stedet for de Klæder, hans Brødre Menneskene havde nægtet ham.

(Social-Demokraten 17. august 1894).

Det omtalte "Museum for Verdensvidundere" synes at være en til lejligheden opfunden betegnelse, idet det tilsyneladende ikke optræder i andre sammenhænge.

Skovmennesket i Vimmelskaftet.

Hr Redaktør ! Der forevises i disse Dage i Vimmelskaftet et saakaldt "Skovmenneske", og Foreviseren fortæller Publikum en Del haarreisende Data om, hvorledes dette Vidunder har levet i Skovene i Himmalava og maa indelukkes i et Bur paa Grund af sin vilde Natur, at han ikke kan tale osv.

Jeg kan oplyse Dem om, at der ikke er noget som helst mere vidunderligt ved dette Menneske end ved ethvert andet. Han er født i Frankrig og taler udmærket baade sit Modersmaal og Tysk; Haarvæksten paa hans Legeme er ganske vist lidt rigelig, men noget lignende træffer man jo ofte hos haarrige Personer; forøvrigt tilvejebringes der en vis Illusion ved at han reder sit lange Hovedhaar ned over Ansigtet, og dette i Forbindelse med den store Skægvækst giver det ønskede Vildmands Udseende. Mens Publikum er til Stede, tygger han kun paa Halmstraa, og der foregives, at han kun kan spise Planteføde; men i Virkeligheden faar han sin Mad hver Dag fra "Bernina" foruden diverse Bajere, og om Aftenen efter endt Forestilling trakter han i sædvanlige Klæder.

I Begyndelsen af 80'erne var Franskmanden i Tivoli og forevistes tilligemed sin lille Søn i den derværende Cirkus. De gik under Navnet "Hundemenneskene", men Humbugen dreves dog den Gang ikke saa vidt som nu. De var begge paaklædt som andre Mennester og gik frit om mellem Publikum, og der fortaltes, at Manden var en jævn russisk Bonde - hans Moder havde under Svangerskabet forset sig paa en gal Hund og fødte det behaarede Barn, der saa atter som voksen havde avlet den behaarede Søn, der nu var i hans Følge.

Som "Haarmennesket" forevistes den Gang, kunde han jo have Interesse for en vis Del af Publikum, der ynder den Slags Kuriositeter. Men nu, da den driftige Franskmand paa sine gamle Dage - han er ca. 50 Aar - avancerer til "Skovmennesket fra Himmalaya" og ugenert putter Publikum Blaar i Øjnene, saa finder jeg, at der er Anledning til at protestere. I Lørdags gik det endog saa vidt, at han gennem Lærerpersonalet i Byens Skoler lod uddele til Skolebørnene Reklamer og Opfordringer til at se dette "videnskabelige" Vidunder - det undrer mig, at Lærerne paa denne Maade gjorde sig til hans Hjælpere, i Stedet for at de skulde have kastet alle Reklamerne i Papirkurven.

Nu er imidlertid København afsøgt og Turen gaar til Provinserne; Impresarien, den bekendte Tryllekunstner Møller, der tidligere var Billetkasserer i Cirkus, er rejst til Odense for at leje Lokale; den ikke mindre bekendte "Løvetæmmer", Baron Firch, dirigerer imens i Vildmandens Bur under Forestillingerne i Vimmelskaftet.

Men man vil nu i Provinserne være forberedt paa dette notable Besøg og kunne vurdere den haarrige Franskmand efter Fortjeneste.

Ærbødigst

En Humbughader

(Social-Demokraten 28. august 1894).

Mere om "Skovmennesket".

En Afskedigelse. Bag Kulisserne. En lukrativ Forretning Provinserne skal bankes af.

I Gaar kom en af de ved "Skovmennesket Ramasamy"s Forevisning beskæftigede Danskere ind paa vort Kontor og bad os bevidne, at han ikke havde skrevet eller iøvrigt haft noget at gøre med vor Artikel i Gaarsnummeret om "Skovmennesket". Manden var nemlig bleven afskediget som mistænkt for at have rakt Haand til vor for Resten saare stilfærdige Afsløring af "Skovmenneske"-Humbugen. Selvfølgelig havde vi ikke vor Viden fra den afskedigede Funktionær, men de entreprenante Skovmennesker troede det, og Funktionæren var og blev afskediget. Ti Humbugen maatte ikke forraades.

Siden d'Hrr. med "Skovmennesket" er saa ængstelige for at faa kigget bag Kulisserne, skal vi imidlertid tjene Læserne med endnu et Par Oplysninger:

Om et Par Dage drager Karavanen, der bestaar af det saakaldte "Skovmenneske", en tysk "Baron" med Frue og Broder samt et Par danske Hjælpere, til Odense, hvor en Provinsturné begyndes. Her vil de rimeligvis reklamere med de københavnske Blades Udtalelser om det mærkelige "Skovmenneske". Kun vil de glemme at forevise København for de lokale Redaktioner.

Imidlertid bliver København læst alligevel i Odense. Og dér vil man meget snart blive klar over, at det, det drejer sig om, er at pumpe lige saa mange Penge ud af Odenseboerne, som der er tjent paa Humbugen her i København. Og det er ikke Smaaskillinger. men noget som 100- 200 Kr. daglig om Hverdagene og ca. 1000 Kr. om Søndagen!

For den Pris kan det nok betale sig for Hr. "Ramasamy" at lade sig forevise som Idiot og Skovmenneske. Og man paastaar ogsaa, at han kan blive i saa godt Humør en Gang imellem, at han ikke kan undertrykke en stille Latter over de vældige Skrøner, Impressarioen med megen Færdighed stikker ud om ham.

At Ramasamy mellem Forestillingerne om Dagen ligger og strækker sig paa en Chaiselongue, ryger Cigarer og drikker Portvin og Bajer, er kun hvad han har Raad til. Og naar han om Aftenen er færdig med "Arbejdet" og klæder sig paa som Gentleman, stryger Haaret fra Ansigtet, kurtiserer Baronessen og skaaler med Baronen, vidner hans noget rubinfarvede Næse om, at han i sin Egenskab af "Frugtæder" forstaar at vurdere Druens Saft fuldt saa højt som dens Skal.

Forresten opdager vi i Hr. Ramasamy en gammel Bekendt Hvis vi ikke tager meget fejl, har han sammen med en Søn været her i Byen for en halv Snes Aar siden. Den Gang var han ikke Skov-, men "Hundemenneske". Naa, det ene kan jo være saa godt som det andet, saa længe der er godtroende Mennesker til, og det anses for tilladeligt offenligt at tage disse Medborgere ved Næsen med usandfærdige Fortællinger og det øvrige Apparat, der hører til for at trække Hus paa Humbugen.

Provinserne skal som sagt nu bankes af. Vi faar se, om de er lige saa taknemmelige at gøre Grin med som Københavnerne!

Bis.

(København 28. august 1894).

Annonce i Fyns Venstreblad (Odense) 1. september 1894.

Han optrådte sidst i september 1894 i Kolding hvor han ikke var blevet afsløret. Social-Demokratens søsterorgan Demokraten i Århus havde ikke opdaget fupnummeret, for den omtalte ham den 3. oktober 1894, om end tilstrømningen ikke var særlig stor. Han optrådte i Århus sidste gang 10. oktober 1894. Endnu den 16. oktober var oplysningen om fupnummeret tilsyneladende ikke nået Viborg Stifts-Tidende der den dag omtalte "vildmanden". Men så kunne Viborg Stifts-Tidende meddele 29. oktober 1894 at impressarioen havde efterladt Rama Sama i Hobro med en tom pengekasse. Han stod derfor til at blive indlagt på fattiggården. Men fik via telegraf tilsendt penge fra Holland og rejste herefter til Hamborg.

På Nørrebros Teater var samme år en revyvise:

Rama-Sama var en smild Mand,
Penge vist i Vimmelskaftet tjente han,
Folk gik gladelig paa den Vildmand,
at den Stakkel leved af bare Brød og Vand.
Det er dog Synd, som han bli'r pinet,
Bladene skreg, men det var Spøg,
for de, der kiggede bag Gardinet,
ser den stakkels Vildmand æde Bøf med Løg.

Navnet levede videre: I 1898 udkom en børnebog med titlen Rama Sama. Filmmanden Lau Lauritzen genoplivede i 1923 Rama Sama - angiveligt fundet i Grib Skovs uigennemtrængelige vildnis. Det var dog Fyrtårnet ("Fy" fra Fy og Bi). I 1967 skrev Anders Bodelsen novellen "Rama Sama" som handler om en dreng som skal kigge på et billede og finde Rama Sama i billedet.

Ricard-Affæren. (Efterskrift til Politivennen)

En slem Historie for Politiet

Vi meddelte i Søndags følgende Nyhed, hvis Ophav er Politiets egne Protokoller:

I Gaar Morges Kl. henad 3 drog et højrøstet og støjende Selskab af Herrer og Damer gennem Nygade og Vimmelskaftet kommende fra en Natbeværtning og tilsyneladende ikke saa ganske ædru. Da den posthavende Betjent anmodede Selskabet om at optræde noget mindre støjende, tog et Par juridiske Studenter Ordet, nægtede at passere Gaden og brugte Ukvemsord mod Betjenten, hvoraf Følgen blev, at de begge blev ført til Politistationen paa Nørregade, hvor de i nogle Timer blev overladt til deres egne Betragtninger.

Bag denne lille, uskyldige Notits gemmer sig imidlertid en større Affære, som for det første er et nyt Vidnesbyrd om Raahed i Politietaten, og som for det andet sikkert vil drage ubehagelige Følger for vedkommende Politimænd efter sig. De to i Notitsen omtalte Studenter er nemlig Sønner af selve Justitsministeriets Departementschef C. F. Ricard, og de har indsendt en Klage til Politidirektøren. Af den faar man et helt andet Indblik i Sagen, og da der er al Grund til at tro, at de to unge Mænd, Stud. theol. O. H. Ricard og Stud. jur. F. C. J. Ricard, har givet en fuldstændig sandfærdig Fremstilling af det passerede, kan man i en vis Forstand glæde sig over, at det netop er dem, som er bleven ilde behandlet af Politiet. Thi naturligvis vækker det mere Opsigt, naar der gøres Uret mod selve Justitsministerens Departementschefs Sønner, end naar der gøres Uret mod et Par fattige Arbejdere, og Opsigt maa der til for at komme Uretfærdigheden hos Retshaandhæverne til Livs.

Begivenheden, hvorom Klagen drejer sig, fandt Sted Natten mellem den 15. og 16. ds. og dens Hovedindhold er følgende :

Kl. var mellem 2 og 3, da de to Studenter passerede Hj. af Kongens Nytorv og Østergade. De blev her tiltalt af en islandsk Student, som forsøgte Tilnærmelser overfor en Kvinde, men de indlod sig ikke med ham. I Vimmelskaftet lagde de saa Mærke til, at nogle der staaende Betjente opfordrede Kvinden til at "passere Gaden" samt tilføjede hende Slag og Skub i Ryggen. Pigebarnet græd og sagde, henvendt til Brødrene Ricard: "Saadan bliver man behandlet". Stud. jur. Ricard tilbød derefter Pigebarnet at gaa ved Siden af ham og Broderen, indtil hun kom forbi, men dette ærgrede aabenbart en af Betjentene, som raabte et Skældsord efter Brødrene. Da stud. theol. Ricard nærmede sig Betjenten for at se hans Numer, kaldte Betjent 208 ham for næsvis og bød ham "passere Gaden".

Imens var stud. jur. Ricard og det omtalte Pigebarn bleven antastet af Betjent 497, som ogsaa bød dem det stadige "passer Gaden!" og brugte Udtrykket "saadan en Fyr, der gaar med løsagtige Fruentimmer". Stud. jur. Ricard svarede høfligt, at han formentlig havde Lov at gaa med Pigebarnet, hvorhen han vilde, men da Betjenten truede ham med Stationen, gik Studenten straks ind herpaa og erklæredes da for anholdt. Den omtalte Kvinde var imens forsvundet. Studenten tog imidlertid sin Broder og en Hr. Wilhelm i, der stod blandt de omstimlende Mennesker, til Vidne paa det passerede. Heraf tog Betjent 208 Anledning til at gribe stud. theol. Ricard i Kraven og erklærede ogsaa ham for anholdt, idet han udtalte, at den næsvise Knægt godt kunde følge med."

De Anholdte førtes til Nørregades Station, og paa Vejen holdt Betjentene dem haardt i Armen. Da stud. jur. Ricard klagede over det haarde Tag, erklærede Betjenten, at "nu skulde han faa at føle, hvordan man klemte stærkt" og tog derpaa saa haardt, at der bagefter var synlige Mærker deraf. Tillige slog han 2 Gange Studenten i Ansigtet, skønt begge Brødrene fulgte godvilligt med og ikke var berusede.

Paa Stationen blev de to unge Mænd kastede ned paa en Træbænk, og da man rev Huen af Teologen, anmodede denne om en heftigere Behandling. Nr. 208 svarede ved at give ham en Lussing. Under Rapporten til Overbetjenten blev Brødrene tiltalt raat, Juristen fik af 208 et Slag i Hovedet, og Teologen ruskedes, saa han vaklede, hvorpaa Betjenten erklærede, at "han er saa fuld, at han ikke kan staa paa Benene." Da Brødrene opgav deres Faders Navn, erklærede Overbetjenten, at om de saa var Sønner af 14 Departementschefer skulde han nok tumle dem. Han beordrede dernæst, at de Anholdte skulde blive paa Stationen; den ene af dem blev saa smidt ind i den forreste, den anden i den bageste Vagtstue. Juristen blev grebet i Brystet og kastet ned paa en Bænk. Alle Genstande, de havde paa sig, blev dem frataget.

Mens de to Anholdte nu sad i Kasjot, var de Genstand for megen Chikane. Bl. a. blev Theologen af den vagthavende Betjent 411 rusket i Armen og anmodet om ikke at spille Halløj med Politiet. Han havde været saa uforsigtig at bede om et Glas Vand. Broderen truedes med at blive indsat i Detentionslokalet, hvis han ikke sad rolig. Mennesket havde nemlig tilladt sig at bevæge Benene. Anmodningen om at faa sendt Bud til Forældrene blev ligefrem afslaaet. I al Fald kunde det ikke ske før Kl. 6 om Morgenen.

Da Natbetjentene Kl. 6 kom hjem, blev Brødrene flyttet ind paa en Bænk i Vagtstuen, hvor Betjentene bl. a. børstede deres støvede Klæder af og regalerede de to unge Mænd med diverse Spydigheder. Kl. 6,40 blev der nedskrevet Rapport, og Kl. 6 3/4 fandt endelig Løsladelsen Sted efter ca. 4 Timers Ophold paa Stationen.

Efter at være sluppen ud, gik de to Studenter til Stadslægen og fik Attest for de Knubs, de havde modtaget. Lægeattesten lød bl. a. paa et opsvulmet Øje og blaa Pletter paa Armene. Den er sammen med Klagen tilsendt Politidirektøren.

At denne, efter at have gjort sig bekendt med Affæren, er bleven i høj Grad pinlig berørt, vil fremgaa deraf, at han personlig har taget Undersøgelsen i sin Haand. Det første Forhør over Betjentene fandt allerede Sted i Forgaars.

Og selv Højrepressen er bleven rusket op af sin ellers saa søvnige Ligegyldighed overfor slige Begivenheder.

"Dagens Nyheder" mener, at Begivenheden vil drage alvorlige Følger efter sig for Betjentenes Vedkommende, og Bladet siger, at "den Behandling, der her blev dem til Del, grænser til det utrolige i Retning af Hensynsløshed."

"Avisen" kalder Betjentenes Optræden for "Myndighedsmisbrug" og siger, at

"Grunden hertil er vel ikke mindst, at de to unge Jurister staa vore højeste juridiske Autoriteter saa nær som muligt. Det er, godt at Sagen bliver undersøgt til Bunds: man kan da se, hvorledes Politiet optræder, naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med."

I denne Udtalelse ligger gæmt en knusende Kritik af det bestaaende Retssystem.

Vi lever jo efter Sigende i en Stat, hvor der hersker "Lighed for Loven". Men hvoraf kommer det da, at der skal ske en saadan Begivenhed som den her nævnte, førend Pressen harmfuld vender sig mod den Slags Politi, som begaar Myndighedsmisbrug, "naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med"?

"Social-Demokraten" har hyppig fremdraget lignende Politihistorier som den ovennævnte. Historier, der har stillet Politiet i et endnu værre Lys end her er sket. Paa Valgaftenen i April 1892 huggede Politibetjentene ind paa fredelige Arbejdere i Arbejdernes eget Hus i Rømersgade, saa selv Overbetjentene maatte erklære at staa magtesløse overfor deres Undergivnes Bersærkergang, men her fik Politidirektøren ikke travlt med at lede Undersøgelsen.

Naar det derimod gaar ud over Departementschefens Sønner eller naar f. Eks. Politiet vilde storme ind i Hr. Nellemanns Hus for at staa løs, saa skynder den høje Politidirektør sig.

Og vi har de Snese Gange haft Klager i vort Blad over inhuman Optræden af Politibetjente. Det er ikke mere end et Par Maaneder siden, at en svensk Arbejdsmand blev banket af i Viborggade. Han indgav Klage. Dommeren i den offenlige Ret afviste den. Han skrev her i Bladet. Ingen tog Notits af ham. Han stævnedes til et Møde i Retten og dømtes, som det altid gaar, naar først den offenlige Ret har faaet en stakkels Djævel fat, til en Bøde. En af vore egne Medarbejdere blev en Gang i Sommeren 1892 uden mindste Anledning overfuset af en Betjent og groft behandlet. Sagen hævedes. Der manglede naturligvis, som al Tid, Vidner. Tilsidst bliver det en ligefrem Sport for Politiets daarligere Elementer, særlig om Natten, at overfuse Vejfarende, enten uden egenlig Grund eller ved at gore det mest mulige ud af en Ubetydelighed, som et forsonligt Ord straks kunde fjærne.

Er de hæderlige Elementer i Politietaten tjent med en saadan Optræden? Vi tror det ikke. Men skønt vi derfor er glade over d'Hrr. Ricards resolute Optræden, tør vi ikke love os det ud af Sagen, at Arbejdere og Smaafolk vil faa det synderlig bedre med de daarlige Ordenshaandhævere.

For disse Godtfolk vil fremtidig blot tage sig i Agt for de fine Frakker og være forsigtige, "naar de ikke ved, hvad Folk de har med at gøre."

Politidirektøren, der jo nu har vist at være en Retfærdighedens ivrige Forkæmper, maa derfor skære dybere, hvis han vil Myndighedsmisbrugene til Livs.

I en anden Artikel her i Bladet om Ordenspolitiet vil man se, hvad selv et Højreblad mener om den Side af Sagen, der vedrører Politiets Organisation.

"Ordens"politiet.

. . . Politiet maa omhyggeligen vogte sig for at fortrædige Befolkningen ved ufornøden Indblanding i Forhold, der ikke krænker den offenlige Orden.
Politi-Instruks af 7de Juni 1869.

Politiaffæren mod de to Studenter Ricard har givet Højrebladene Stof til Eftertanke. I Aftes har "Nationaltidende" endogsaa hele 2 Artikler om Politiet, en om dets Organisation og en om de Instrukser, det burde holde sig efterrettelig.

Den første Artikel er betitlet "Ordenspolitiet" og kritiserer træffende hele det Grundlag, hvorpaa Politiets Organisation hviler.

"Nationaltid." mener, at Hovedskavanken er den Maade, hvorpaa Politiet rekruteres. Det er væsentlig Bønderkarle, som efter endt Soldatertjeneste faar Pladser som Betjente, og da de ikke har Dømmekraft nok om, hvorledes de skal tage det københavnske Publikum og desuden er vant til militært Despoti, bliver de daarlige Ordensvogtere, saa sandt som uoplyste og tyranniserede Mennesker i Reglen misbruger den Magt, de eventuelt faar i Hænde.

Saadan ser Højrebladet paa Rekrutteringen af Politiet.

Men hvorfor rekrutteres Politiet da ikke paa en mere betryggende Maade? spørger "Nationaltid.". Og Svaret er:

"Ganske simpelt fordi den Gage, der bydes - 700 Kr. - er saa ringe, at mere formaalstjenlige Folk ikke kan faas. En Karl fra Landet, der er vant til at faaet Par Hundrede Kroner i Løn om Aaret, og hvis Fordringer til materielt Velvære kun er smaa, han lader sig lokke af de 700 Kr. og maaske af den Myndighed, han bliver forlenet med, men andre ikke."

Saadan mener Højrebladet om Hr. Nellemann som Arbejdsgiver.

Og i Tilslutning til, hvad vi har skrevet for Aar og Dag siden, skriver "Nationaltid." følgende om Politiledelsen:

"En anden Grund til de menige Betjentes Higen efter at komme Folk til Livs, maa søges i den Omstændighed, at der fordres et vist Antal Rapporter af dem om Dagen. Hvis en Meddelelse, vi har faaet, er rigtig, hvad vi har al Grund til at tro, saa er der endogsaa en Politikreds her i Byen, hvor Assistenten forlanger 10 Rapporter af hver Betjent fra en Dagvagt og 5 fra en Nattevagt. Kan en Betjent ikke berette om saamange Forseelser begaaede af Byens Borgere i den Tid, han har haft Vagt, saa faaer han en for ham nedsættende Vedtegning i Assistentens Protokol. Men denne Ordning kan jo kun føre til, at Gadebetjentene gaar i stadig Spænding for at finde noget at notere; og at de ofte kommer til at forulempe Folk uden Grund, er indlysende. Dette fremgaar ogsaa deraf, at en Mængde af de Sager, der er indankede for den offenlige Ret ganske simpelt afvises. I sidste Instans er det vel nok den meget strænge Politiinstruks, der er Skyld i dette Forhold, men Politiassistenterne burde vide at lempe sig; forstaar de ikke det, bør Inspektøren for Ordenspolitiet tage sig af Sagen.

Skønt Højrebladet er forsigtigt i sin Udtryksmaade kan man dog let se, at det i ovenstaaende Udtalelser ligefrem beskylder Politiledelsen for at tvinge Betjentene til at begaa Myndighedsmisbrug.

Der er iøvrigt det at bemærke til "Nationaltidende"s Udtalelse om Bønderkarlene, at det desværre synes, som om i det Hele taget de mindre gode Elementer faar Lov at flyde ovenpaa. I Sagen med de to Studenter har f. Eks. den ene anklagede Betjent et lavt Numer (208), saa han er næppe helt ung i Tjenesten. Og de andre synes heller ikke at være Aarsunger.

Der er Grund til at tro, at det er Politiledelsen, som bærer Hovedansvaret for den Aand, der synes at raade hos en Del af Korpset. Den lave Løn og Arbejdsmaaden med Rapporterne bærer efter vor Mening Hovedskylden. Publikums Indignation bør derfor naturlig gaa lidt højere end til Politistationerne. Det kan forstaas, at naar Statens øverste Ledere ikke respekterer Lovenes Instrukser, men i aarevis har krænket Befolkningens Retsfølelse, saa har de nidkære provisoriske Betjente og den gamle raa Zünstighed hos visse Politimænd ikke nødig at tage saa meget Hensyn til Folk.

Men derom siger "Nationaltidende" intet.

(Social-Demokraten 21. september 1893).

Departementschef Christian Frederik Ricard (1830-1908) var 1865 blevet først konstitueret, senere chef for ministeriets 1. departement. Han havde indflydelse på de forskellige justitsministre der sad i hans embedstid indtil 1904. 

Hans søn Frederik Cecil Jean Ricard (1870-1931) blev student 1887, cand. jur. 1895. Han blev 1910 overretssagfører, 1913 birkedommer på Læsø, 1915 assessor i landsoverretten i Viborg og 1919 dommer i vestre landsret. Han var under pseudonym desuden medforfatter på et halvt hundrede revy- og teaterstykker.

Lillebroderen Olfert Herman Ricard (1872-1929) blev cand. theol. 1895. 1896-1908 var han sekretær ved Københavns KFUM, 1902-1915 generalsekretær for KFUM i Danmark. Han var 1908 kapellan ved Sankt Johannes Kirke, 1917 sognepræst ved Garnisons Kirke. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Politidirektør Eugen Petersen benægtede i Social-Demokraten den 22. september 1893 at der stilledes krav om et vist antal rapporter om dagen. han forholdt sig dog ikke i øvrigt til affæren med de to juridiske studenter. 

Den 21. september 1893 blev Nørregades politistations overbetjent Carl v. Huth, inspektionsbetjent Andersen og betjent Fensmark afskediget pga. misbrug af politimyndigheden overfor de to studenter. Betjent Olsen fik en mulkt på 15 kr. for at have kaldt dem for stropstudenter. Overbetjenten blev afskediget for ikke at have påtalt forulempelserne. Inspektionsbetjent Andersen var blandt de betjente som var trængt ind i forsamlingshuset i Rømersgade og slået løs på deltagerne. Da der efterfølgende blev klaget, afvist politidirektør Eugen Petersen anklagen. Den ene af de afskedigede betjente androg om kriminel undersøgelse:

Sagen Ricard.

Andragende til Justitsministeren om kriminel Undersøgelse.

Den ene af de 3 afskedigede Politifunktionærer har i Gaar indgivet følgende Andragende:

Til Justitsministeriet!

Jeg undertegnede Niels Peter Hansen Fensmark, boende Knabrostræde 21, 2. Sal, er den 23. d. M. efter Politidirektørens Ordre øjeblikkelig afskediget af Politiets Tjeneste i henhold til en en Klage fra d'Hrr. Stud. jur. Brødrene Ricard, til hvis Anholdelse Natten mellem den 15. og 16. September d. A. jeg i min daværende Egenskab af patruljerende Politibetjent har medvirket.

Jeg anser mig for i høj Grad forurettet ved denne pludselige Afskedigelse, der er foregaaet uden at jeg har faaet Lejlighed til at forsvare mig eller føre Vidner mod de mod mig fremsatte Beskyldninger for Overtrædelse af min Instruks.

Jeg tillader mig derfor at andrage om, at Sagen maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer, saaledes, at hele Affæren kan blive fuldt belyst ved Vidneforklaringer, og hvorved der efter min Formening sikkert vil fremkomme et ganske andet Syn paa min og d'Hrr. Ricards Forhold ved den Lejlighed.

Til Støtte for dette mit Andragende om kriminel Undersøgelse tillader jeg mig at anføre følgende Punkter:

Den ene af d'Hrr. Ricard har tidligere gjort sig skyldig i Gadeuorden i Farvergade, hvor daværende Politibetjent 185, Frederiksen, anholdt ham og indbragte ham til Stationen. Ved en anden Lejlighed har endvidere en af d'Hrr. forstyrret Forestillingen i Nørrebros Teater, hvilket foranledigede hans Anholdelse ved Inspektionsbetjent 108, Jensen, og Ricard idømtes en Bøde i den offenlige Politiret.

Angaaende Affæren, der medførte min Afskedigelse, tillader jeg mig at paapege følgende :

Da d'Hrr. Brødrene Ricard - af hvilke den ene var beruset - Natten mellem den 15. og 16. September d. A., Kl. 2 2/4, passerede Vimmelskaftet i Følge med et større Selskab og et Fruentimmer, gjorde de sig skyldige i Gadeuorden ved at skraale op, støje osv. Mine gentagne Paamindelser om at de skulde forholde sig rolige, frugtede intet, og da den ældste af Brødrene Ricard endvidere truede mig med Afskedigelse, fordi jeg udførte min Pligt, fandt jeg mig foranlediget til at anholde ham.

Den yngste af Brødrene Ricard kom nu til og forsøgte at forhindre Anholdelsen ved at gribe fat i Broderen for at trække ham fra mig. I Følge Instruksen er jeg i et saadant Tilfælde endog berettiget til at bruge mit Vaaben. Dette gjorde jeg imidlertid ikke, og dette mener jeg taler til min Fordel. Jeg indskrænkede mig derimod til kun at holde fast i den ældstes Arm, dog ikke fastere end det var nødvendigt for at forhindre ham i at undløbe. Og jeg var saa meget mere nødsaget til at holde den Anholdte i Armen, som han anraabte sine Kammerater i Selskabet om at komme sig til Hjælp, og jeg altsaa med Grund kunde befrygte, at han ved Flugt vilde forsøge at unddrage sig Anholdelsen.

Paa Stationen viste det sig, at den yngste Ricard var i saa høj Grad beruset, at han bl. a. dinglede ind over Skrivebordet, hvor daværende Overbetjent Huth sad og skrev. Hr. Huth maatte skyde ham fra sig og rejse ham op.

Jeg tillader mig at gøre opmærksom paa, at de her omtalte Punkter ikke er kommen frem ved Politidirektørens Undersøgelse; men jeg formener, at de i en meget væsentlig Grad maa være i min Favør.

For det første har den yngre Ricard søgt at forhindre en Anholdelse, og herfor maa han være strafskyldig. For det andet har den ældre Ricard søgt at unddrage sig sin Anholdelse ved at tilkalde Hjælp fra sine Kammerater, hvilket ogsaa var utilbørligt. Jeg var altsaa nødsaget til at tage ham i Armen.

For det tredie var som sagt den ene af Brødrene kendelig beruset.

For det fjerde omtaler d'Hrr. Ricard i deres Klage kun, at der har været et Selskab paa 3 Personer i Vimmelskaftet, medens der i Virkeligheden var 10-12 Personer samlet, der omringede det omtalte Fruentimmer.

Det her anførte anser jeg maa være tilstrækkeligt til at begrunde en kriminel Undersøgelse, hvor jeg kan saa Lejlighed til at fremføre Vidner og forsvare mig. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at Resultatet af en saadan Undersøgelse vil bevise, at jeg har handlet fuldt forsvarligt og i Følge min Instruks. 

I Henhold hertil andrager jeg om, at ovennævnte Sag maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer.

København, den 27. September 1893.

Ærbødigst

R. P. Hansen Fensmark.

Hr. Fensmark har ikke henvendt sig til sine to afskedigede Kolleger om i Fællesskab at foretage denne Henvendelse til Justitsministeren, da Overbetjent v. Huth for Tiden stræber efter at faa sin Pensionsret anerkendt, medens Inspektionsbetjent Andersen antagelig ikke vil foretage videre i Sagen.

Hr. Fensmarks Ønske om en kriminel Undersøgelse og Dom vil sikkert kunne paaregne Offenlighedens fulde Sympati. Politidirektøren er i Følge Lovgivningen ikke berettiget til i et Tilfælde som nærværende at benytte Afskedigelse som Straf. Saa meget mere uberettiget vil man derfor anse denne pludselige Haardhjærtethed, som den anvendes i en Sag, hvor Talen er om hans Departementschefs Sønner. Netop her burde Politidirektøren have holdt sig tilbage og overladt Afgørelsen til Domstolene, under hvilke Sagen henhører i Følge Loven af 11. Februar 1863, § 16.

Politidirektøren har ikke indset dette. Forhaabenlig vil Justitsministeren kunne forstaa, at just denne Udvej er den heldigste ikke mindst for Politiet selv.

Der er her det besynderlige Tilfælde, at Departementschef Ricard i Følge sin Embedsstilling modtager Andragendet eller i al Fald skal udtale sig om det; men det er jo sikkert nok, at ingen mere end han vil tilraade, at Betjent Fensmark faar sit Ønske opfyldt.

(Social-Demokraten 28. september 1893).

Den 6. oktober 1893 henvendte Fensmark sig i justitsministeriet. Departementschef Ricard henviste ham til justitsminister Nellemann. Denne ville ikke udtale sig at klagen var overgivet til politidirektør Eugen Petersen til undersøgelse. Den 31. oktober 1893 fik Fensmark meddelelse om at Eugen Petersen havde ikke fandt anledning til nogen undersøgelse.

I mellemtiden havde v. Huth tilstillet Magistraten og Borgerrepræsentationen et andragende. Det blev afvist, og han måtte lade sagen gå til højesteret. v. Huths sag synes i følge Social-Demokraten 27. august 1901 at være endt med at han i al diskretion (fra politidirektørens hemmelige kasse?) fik udbetalt pensionspenge hver måned. v Huth tog sig affæren meget nær. Han blev ansat som forvalter i kulfirmaet Flindt & Drost i 1894 og en kort periode efter. Hans helbred var imidlertid ikke godt og han åbnede en cigarforretning ved Langebrogade på Christianshavn. Han fik tilkendt 500 kr. om året af kommunalbestyrelsen et par år indtil han døde i 1906.

Andersen anlagde sag ved retten for tabt arbejdsfortjeneste. Her blev Eugen Petersen frikendt i 1901, altså 8 år efter. Han arbejdede en tid som kontrollør ved Tivoli. Sagen var enestående i den forstand at ingen andre klager over politiets myndighedsmisbrug fik dette udfald.

Forstyrrelse af Gudstjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Da ifølge Helligdagsloven alle Arbejdssysler, der ved den Larm, hvormed de ere forbundne, forstyrre Helligdagens Fred ere forbudne, og det gjøres til en særlig Betingelse for de Arbejder, som undtagelsesvis tillades, at Gudstjenesten ikke derved forstyrres, maa det utvivlsomt være et Hovedformaal for Loven, at forhindre, at selve Gudstjenesten forstyrres. Man tillader sig derfor at rette den Opfordring til Kjøbenhavns Politi, at det vil forhindre den Gudstjenesten i Helligaandskirken i høj Grad forstyrrende Kjørsel igiennem den Del af Vimmelskaftet, som gaar langs med den nævnte Kirke, ved Kirketiden at afspærre det Stykke af Gaden, der ligger imellem Hyskenstræde og Niels Hemmingsensgade, for Kjørsel. For Tilhørerne paa Kirkens søndre Pulpitur, der løber langsmed de store Vinduer ud mod Vimmelskaftet, er det nemlig, ialtald for de bageste Rækker, saagodtsom umuligt at høre Prædikenen uforstyrret paa Grund af den betydelige Vognfærdsel; navnlig er det umuligt at høre Noget, hver Gang en af de tunge Omnibusser buldrer forbi med Brag og Larm og Bjældeklang, og da dette sker omtrent hvert femte Minut bliver det yderst vanskeligt at fastholde Tankegangen, naar den paa denne Maade iderig overskæres for Tilhørerne. Skulde der derfor være Vanskeligheder forbundne med at faa det omtalte Stykke at Gaden afspærret under Gudstjenesten, maa det dog ialtfald kunne lade sig gjøre, at paabyde Omnibusserne i Kirketiden at kjøre om ad Badstuestræde og Læderstræde. Dersom Politiet ikke paa egen Haand vil paabyde dette er det at haabe, at Kirkens Værger ville gjøre de fornødne Skridt for at værne om Kirkefreden.

(Dagbladet 2. februar 1885).