Siden hr. Petersen tiltrådte nævnte ejendom har han til forskellige tider i pakhuset i Klosterstræde ladet rense sæd på maskine og på denne måde plaget beboerne i gaden ved støj og støv fra den tidlige morgen i den grad at deres morgenro aldeles er blevet forstyrret, og at det har været dem umuligt at have noget vindue åbent eller holde disse samt gardiner og møbler fri for det gennemtrængende støv som sådant smudsigt arbejde medfører.
Da hr. Petersen bestandig har så vidt anmelderen ved bestræbt sig for at anses for en galant mand, kan man vist vente at han efter at være gjort opmærksom på denne uorden, ikke længere vil plage sine naboer og genboer med dette utålelige svineri, men ved at anbringe rensemaskinen ud til sit ikke ringe gårdsrum beholde støvet på sin egen grund og selv med sine naboer erfare om denne anke er rimelig eller ikke.
Skulle hr. Petersen ikke ville dette, da vil han vist nok ikke fortænke beboerne om de sagsøger ham til en bestemt årlig skadeserstatning for det tab de kommer til at lide på deres ejendom m.m.
(Politivennen nr. 1334, Løverdagen, den 24de Juli 1841. Side 476-478).
Redacteurens Anmærkning.
Klosterstræde 79, nutidens nr. 7, blev sammenlagt med Vimmelskaftet 30 i 1826. I 1931 blev den henlagt Vimmelskaftet 28-30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar