Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495).