Bissekræmmere i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

I "Vib. Av." sigtes en Bissekræmmer eller omvandrende Handlende for at have "bedraget en Præst med et Sæt af det saakaldte Dækketøi, hvilket Præsten maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufacturisterne for 18 Rd." Grunden, hvorfor Præsten har "maattet" betale Dækketøiet med 70 (?) Rd., nævnes ikke og man kan dog ikke antage, at Bissekræmmeren har anvendt Tvang imod Præsten, hvilket da rigtignok fortjente Paatale, endskjøndt det ogsaa er en Lovovertrædelse, især af en Embedsmand, at kjøbe af En, der handler i Smug, og Præsten derfor gjør rettest i at tie stille. Har Kræmmeren derimod bedraget Kjøberen med Varerne eller Prisen, da er dette jo vel en Lumpenhed og viser, at heller ikke Præster gaae Ram forbi, naar de ikke vogte sig for at handle med Landløbere eller med upaalidelige Handlende. Men det er tillige et Middel til paa den ene Side at advare mod lettroende at kjøbe af omvandrende Kræmmere og paa den anden Side at vise det Skadelige for den reele Handel i, at denne ikke er aldeles uhindret af alle stedlige Baand og saaledes selv maa lide ved at give Rum for Bissekræmmeriets Optrækkerier. Var Handelsmarkedet frit overalt, forbød Bissekræmmeriet - som nu drives i stor Maalestok af selve Handlende i Provindsen, hvorom navnlig Nykjøbing og Thisted vel kan fortælle Adskilligt - sig af sig selv, imedens den nu som Evigplante groer allerfrodigst og ikke lader sig bortskræmme eller udrydde ved Forbud, tilmed naar de ikke overholdes. Dog selv om det Sidste skeer, vil det ikke raade Bod paa Ondet. Den eneste tjenlige Exstirpator er, at man, ved at frigive Handelsmarkedet, hæver Fristelsen til at soulagere den forbudte Handel og til selv at smage den forbudte Frugt, samt praktisk aabner Landboens Øine for det Umulige i, at en omflakkende Kræmmer eller en Landsbyhandel kan føre Lager eller holde Priser, der ere istand til al tilfredsstille en Kjøbers reele Behov, men altfor ofte maa tage sin Tilflugt til Vareskuffelser eller til Priisoptrækkeri. Det er vel tilvisse forunderligt nok, at Landboen ikke alt nu indseer det Naturlige i, at en reel Handel, i Varer og Priis, kun kan betrygges der, hvor der er den større Concurrence, og der viser sig ogsaa her en Gjentagelse af det gamle Ord: "mundus vult decipi" (Verden vil tages ved Næsen); men man faaer ham allermindst ud af sin nærværende Lettroenhed til, eller halve Overtro paa Bissekræmmeriets Mirakler, ved et Forbud, som efter Forholdenes Natur tilmed giver den ulovlige Handel i den Enkeltes Vold. Jo mere Kjøbstæderne bestræbe sig for, ved gode og lette Forbindelsesmidler, ved hyppige Markeder, ved Omsætningsfrihed, ved større Etablissementer og ved at drage Opmærksomheden paa disse til sig, at drage Landboen til sig og vise ham de mange forøgede Fordele af at søge Kjøbstadens store og velforsynede Marked og Kilde til Behov: jo mere forsvinder Bissekræmmeriet, og i Egnen om de større eller rettere de driftigere Kjøbstæder viser dette sig ogsaa alt at være Tilfælde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. april 1856).

I Vib. Avis har "en landboer" ladet indrykke Følgende: "En storartet Bissekræmmerbande gjennemstrejfer bestandig det nordlige Jylland, og Hovedsmanden for disse er en vis Selig Levi fra Frederiksstadt. Denne Bissekræmmerhandel er en Giftplante, som har slaaer saadanne fordærvelige Rødder i Jylland, saavel til Skade for Manufakturisterne, som og for landmændene, at ingen Kromand har den Kourage at anholde disse slesvig-holstenske Bissekræmmere. Exempelvis skal Referenten blot anføre, at disse nyligen her i Egnen have bedraget en Præst med er Sær af det saakaldte Dækketøi, hvilket han maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufakturisierne for 18 Rd. Foruden Dækkeret og andre Blssekræmmervare, driver denne Selig Levy tillige en betydelig Uhrhandel i Jylland, og denne samvittighedsløse Person bryder sig intet derom, at sælge Guldrepeteeruhre, hvoraf Kassen indvendig indeholder 3/4 Vægt Messing, men ikkun 1/4 Vægt Guld. Er man bleven belemret med slige Sager, saa ved man dog ei, hvem egentlig den rigtige Eier førhen har været dertil, thi Selig Levy overlader sine Guldsager stedse for Spotpris, saaledes udtrykker han sig ved sine bedragelige Forretninger. Det var desaarsag paa høi Tid, at Autoriteterne foranstalte disse Herrer bragte hen paa de Steder, hvor de burde være. I Hertugdømmerne vogte de sig for at streife omkring, thi der ere Gensd'armerne, men her i Jylland antage de al være sikkre, thi de indbilde Jyderne at have Tilladelse dertil; derfor er det hidtil lykkedes dem at kunne udøve deres for Jylland fordærvelige Trafik."

(Ribe Stifts-Tidende 15. april 1856).

Krigen 1848-1851 Juni 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de embedsmænd i Slesvig der for tiden opholder sig som flygtninge i København er også pastor Boisen til Vonsbæk i Haderslev Provsti. Af en beretning, som pastor B. har indgivet til det interimistiske slesvig-holstenste Kancelli, ses det imidlertid, at han først har forladt sin embedskreds, da hans personlige sikkerhed i højeste måde blev truet, så at han altså ikke kan anses for at have svigtet den ham som civil embedsmand påhvilende pligt, at forblive på sin post under en fjendtlig okkupation. Uagtet det nemlig var ham berettet af flere af hans sognefolk, at slesvig-holstensk sindede borgere i Haderslev ved den preussiske armes nærmelse havde udstedt heftige trusler imod ham, besluttede han dog i bevidsthed om intet at have foretaget hvorfor han rettelig kunne forfølges, at forblive på sin post, og stræbte det bedste han kunne at trøste og berolige sine sognefolk. 

Straks ved preussernes indmarsch i Haderslev den 30. april rekvireredes en stor leverance fødemidler af Vonsbak sogn, hvilket uvægerlig præsteredes, og hvori præsten også deltog med de øvrige beboere. Den følgende dag fik sognet en indkvartering af 300 mand, der forplejedes uden vederlag. Præsten deltog ligeledes heri. På efterretning om nogle tyske friskarers ankomst til Haderslev og disses brutale opførsel mod fruentimmer, lod  pastor B. den 5. maj sin kone og sine børn reise til sognets yderste punkt Ørbybage, hvor han på grund af et dansk krigsskibs nærhed anså dem for mere sikker; selv forblev han rolig i sin præstegård. Men alt den 6., da han var gået ud til Ørbyhage for at besøge sin kone, kom der et ilbud efter ham hjemmefra, som meldte, at et detaschement hannoveransk kavalleri var ankommet og havde anvendt vold mod hans tjenestefolk for at de skulle angive præstens opholdssted, samt derpå, efter forgæves at have gennemsøgt alle gårdens vråer og kroge (endogså bagerovnen) og ligeledes have og skov, havde besat alle tilgange til præstegården. Da hensigten af denne inkvisition utvivlsomt var at slæbe pastor B. i fængsel og måske til Rendsborg, anså han det for en ganske unyttig dumdristighed at vende tilbage, og lod sig i det sted sætte ud til orlogskutteren "Neptun." 

Herfra tilskrev han provsten i Haderslev og meldte ham, hvorfor han havde forladt sit embede, bad ham forespørge hos kommandoen, hvorfor man ville fængsle ham, og om muligt skaffe ham et tilsagn om i fred at turde rygte sit kald, i hvilket tilfælde han ufortøvet ville vende tilbage. Da han forgæves havde ventet nogle dage på svar, begav han sig til Fyn, hvorhen hans familie tidligere var afgået. Efter beretning af nogle af hans sognefolk havde søndag d. 7. et større detachement forbundstropper indfundet sig på kirkegården formodentlig for at gribe præsten i kirken; da de ikke fandt denne, havde de arresteret og bortslæbt skolelæreren og et par andre af sognets beboere. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 2. juni 1848)

Hvor fordærvelig bissekræmmernes omløben er, ikke alene på grund af det tab, den påfører statskassen og de handlende i købstæderne, men også væsentlig formedelst den skade derved i så mange henseender påføres landboerne, og den demoralisation, som ved disse af al øvrighed ukontrollerede omlevere udbredes på landet, er i de senere år bleven mere og mere erkendt. En ny retning, hvori disse omløbere har vist sig skadelige, er imidlertid i denne krigstid opdaget, idet man har erfaret at flere bissekræmmere er i den nordlige del af provindsen anholdt som spioner, og det må visselig erkendes at de i høj grad er skikkede til sådant hverv og til hemmeligt at ombringe forræderiske budskaber, efter deres bedrageriske karakter, deres kendskab til beboere og biveje, og under skjul af deres Handel. 

Det fortjener i forbindelse hermed at fremhæves, hvad der fra flere sider med pålidelighed er erfaret, at der imellem de slesvigholsteenske soldater, som har hjemsøgt den sydlige del af Jylland, er af bønderne genkendt forskellige forhenværende bissekræmmere, som nu tjener deres kammerater til vejvisere, og således gengældte de landboere, som før havde vist dem en ulovlig bistand, med at påføre dem plyndring. Uden tvivl er det nærmest den forbitrelse, som herover har udbredt sig hos de i Skanderborg-egnen boende bønder, der har bevirket, at et par mænd i Hvolbæk i disse dage har pågrebet og indbragt til Skanderborg en omløbende bissekræmmer og hans krampose. Da der ved den foretagne undersøgelse har vist sig, at alle varerne var ustemplede, og der hos personen blev forefundet en regning for varer fra Haderslev, kan det vist antages, at omløberen er kommet fra hertugdømmerne.

Hvorvidt han tillige har haft noget hemmeligt hverv, vides vel ikke; men der bør dog bemærkes, at han efter at være indbragt i et hus, imedens en vogn blev hentet til hans henførsel, benyttede et øjeblik, hvori han var upåagtet, til at henkaste i ilden nogle papirer, der var fortærede da man kom til, og om hvis indhold nu ingen oplysning er at få. Det var meget at ønske, at disse nye erhvervede erfaringer om bissekræmmernes skadelighed måtte bidrage til, at landboerne, som desværre hidtil på mange steder af gammel fordom og medlidenheds- eller frygtshensyn har bestyrket disse omløbere mod anholdelse, i fremtiden ville være enige om, at pågribe hver omløbende kræmmer og lade ham henbringe til vedkommende herredsfoged.
(Aalb. Av.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 5. juni 1848).

Kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Bissekræmmere. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, d. 29de Octbr. (Aalb. Av.) Vi omtalte i vor T. Nr. 255) de af Politivæsenets mangelfulde Organisation paa Landet flydende Ulemper; et andet Exempel, der ikke mindre viser, hvor svagt og ufuldstændigt Politiopsynet paa Landet udøves, er Bissekræmmeriet; thi uagtet Alt, hvad herimod er skrevet og ivret, uagtet det efter Stænderindstilling i sin Tid emanerede skærpede Lovbud mod dette, al Handelsuærlighed, Toldsvig og anden Immoralitet befordrende Uvæsen, florerer dog Bissekræmmeriet vitterligen maaskee stærkere end nogensinde førhen og oversvømmer Landet paa alle Kanter. Paa en Gaard, ikkun 4 Mile sønden for Aalborg, havde man en Dag Besøg af ikke færre end 3 saadanne Gjæster, og hvor ugeneert deres Virksomhed er, kan sees deraf, at en Bissekræmmer endog nylig havde dristet sig til, i en Toldbetjents Fraværelse fra Blokhuus, at begive sig ind til dennes Familie og der faldbyde sine Varer. At Landboen ikke selv vil indsee det i denne Bissekramhandel Fordærvelige, især for Landalmuens Moralitet, og selv bidrage til at holde dette Fordærv borte fra sine Enemærker, er vistnok uforklarligt, men end uforklarligere er det, naar Toldopsynet ved den slesvig ripensiske Grændse endelig ikke er stærkt nok til at trænge Bissekramssværmen tilbage, at dog ikke Kongens aabne Lov til Indskrænkning af dette Onde skal nyde Fyldest; thi i Placaten af 27de Novbr. 1839, der efter Stændernes Indstilling skærper straffene for Bissekræmmeri og for Sognefogdernes Forsømmelse mod Omløbernes Anholdelse, hedder det udtrykkeligt i Placatens § 5: "Af de i Fr. 13de Februar 1775 og nærværende Anordning indeholdte Bestemmelser skal en Extract bestandig være opslaaet i alle Gjæstgivergaarde, Værtshuse og Kroer paa Landet og i Kjøbstæderne", men ikke destomindre, skjøndt denne Mangel allerede tidligere offentlig er paapeget, vides dog dette Bud i Anordningen endnu paa mange Steder ikke at være efterlevet. Kan det saaledes være overladt til locale Politiøvrigheder i næsten 2 samfulde Aar at suspendere Lovens Bydende og at tilsidesætte saavel Kongens Befaling som Agtelsen for den Folkestemme, der har fremkaldt Lovskærpelsen, da maa det dog synes at være paa Tiden, at der fra de overordnede Autoriteters Side haves indseende med, at Loven ikke i det paapegede Punct redureces til et dødt Bogstav.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1841).

Omløbende Bissekræmmere.

Det er ganske påfaldende at man så ofte på landet ser omstrejfende bissekræmmere gæste beboerne hus til hus og at dette ikke forbydes udlændinge (som oftest italienere), da der dog i denne henseende finder indskrænkning sted for landets egne børn. Sådanne omløbere lister sig vel ofte med deres kasse på ryggen eller under armen forbi toldvæsenets betjente, hvilket man næsten må formode af de lave priser til hvilke de sælger deres kram når en kyndig indlader sig i handel med dem. Når sådanne personer har gæstet en og anden, savnes undertiden adskilligt i huset og vil man opsøge personen d er han sjældent at træffe. For inden han har samlet lidt sammen, har han ingen fast bollig. Den ukyndige ser sig desværre ofte bedraget ved sådant pak og kan vel næppe nogensinde komme til oprejsning igen hos vedkommende.

Når nu sådanne omløbere har samlet en del penge sammen, nedsætter de sig i købstæderne på landet, køber ejendomme og er snart borgere der. For at nå dette mål, slår ofte flere sig sammen, og når der med tiden bliver overskud, sender de penge til deres i fødelandet levende familie og så snart de nu kan leve hjemme ved den formue de har erhvervet her, drager de ud af landet med hele kapitaler. 

Undertiden spilles der en pæn bankerot efter at man har ladet sig kreditere dygtigt og på denne måde kommer man da lettest til den sum der med tiden skal skaffe hele familien et sorgfrit udkomme. Ved sådanne lejligheder slipper kompagnonen til de faste ejendomme, han får borgerret og nu fortsætter han sin forgængers handel indtil også han kan vende hjem. Man skal have set eksempler på at sådanne folk efter at de ved deres snyderi ikke har kunnet begå sig i købstæderne på landet, har begivet sig ind til hovedstaden hvor de har givet sig i kompagniskab med en handelsberettiget indfødt (som måske blot udlånte sit navn), senere selv fået borgerskab og da givet sig i et slags fællesskab med deres landsmænd der i provinserne havde haft samme skæbne som de selv.

Makkeren driver nu omkring fra hus til hus, og hovedstadens beboere deler nu skæbne med provinserne. Måtte nu sådanne tilfælde oftere indtræffe da kan man ikke tvivle om at der vil drages omsorg for at opdage alle de kneb sådanne landstrygere anvender for at sætte sig i stand til at udplyndre nationen, og at de i det mindste ikke ustraffet tillister sig fordele der ikke med rette nydes af landets indfødte.

I en tid hvor handelen næsten ligger i dvale må man jo ønske at dens fordele ene nydes af dem der i selve landet vil nyde den større eller mindre formue de kan erhverve, og blot i denne hensigt nedskrives disse linjer hvis forfatter har hørt den heri omtalte genstand af folk der siger sig vel underrettet, og om hvis troværdighed han ikke har årsag til at tvivle.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 831-834).

Om Bissekræmmersværmen på Landet

(Efter indsendt)

Jeg var for nyligt hos en ven på landet, hvor følgende påkaldte sig min opmærksomhed. En dag, efter vi havde spist til middag, meldte pigen en kramjøde. Manden svarede, at de ikke behøvede noget, og at han skulle bare gå. Men hans 4 døtre sprang på benene og i køkkenet. Og efter en kort tid kom den ene tilbage med et stykke sirts, den anden med et tørklæde, den tredje med et bånd osv. og plagede den gamle indtil han måtte betale, hvor meget han end søgte at overbevise dem om, at det var dårlige varer og de ikke trængte til dem.

Noget efter ved tebordet kom en såkaldt italiener lige ind i stuen og fremviste alskens ting af nyeste mode. Det forstår sig selv at den gamle fader atter måtte åbne pungen, og det langt klækkeligere end forrige gang, da endog vores gamle moder indvendte, at det kunne klæde grethemor, at det nu var mode i byen og at man skulle være folk lig.

Endnu inden en time kom en svensker med frejler, lærreder, ternet tøj, bånd og kniplinger, og her måtte atter købes, for man følte nu en ny trang. En til hverdagsforklæder, en anden til kniplinger, og Boel skulle have en serviet, fordi hun havde våget over Lisemor, da hun var syg. Den gamle beklagede sig og sagde, at den skrækkelige sværm af omløbende bissekræmmere var en sand ulykke for landet, da det især var dem der skilte os ved vor klingende mønt, hjalp til at forhøje kursen og overalt at udbrede unyttig modesyge i landet. Så længe de ikke kom i huset, føltes ingen trang til nogen ting. Det var altså blot det forføriske skue, der vakte forfængeligheden, og lokkede til at udgive sine penge.

Bissekræmmerne kunne gå rundt med en sådan kasse på ryggen hvorfra de solgte fx tøj. Det var forbudt bønderne at gå med silke, men et silkebånd i ny og næ kunne dog godt ryge med i en handel. (Eget foto. Frilandsmuseet).

Jeg spurgte om der kunne rådes bod på dette uvæsen? Han svarede, at en forordning godt nok forbød det, men de var ikke lette at få overholdt. Fogederne i landsbyerne troede sig ikke berettigede til at pågribe dem. Og den højere øvrighed kunne ikke være alle vegne. Angivelse til denne gik ikke an, for sådanne omløberes gang var jo mere uberegnelig end en komets. Og inden angivelsen nåede politimesteren var korpus delikti væk. Det bedste troede han var, at man udsatte en præmie på deres anholdelse.

Når fx den sognefoged, der i sit sogn anholdt en bissejøde, bissesvensker, svenskerinder, eller andet bissevæsen, NB med kram og alt, fik en belønning på 1/(ulæseligt) af det forefundne, så ville landet snart blive renset for en plage, der er større end man tror. De ødelægger købstæderne ved at borttage deres næring, og de godtroende landsbyfolk ved optrækkerier og ikke sjældent ved tyverier.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4978-4981)

Redacteurens Anmærkning.

I Dagen den 13. maj 1803 kunne man læse følgende dramatiske forholdsregler imod bissekræmmere:

Fire Köbmænd i Nyköbing på Morsöe har udlovet en Douceur af 10 Rd. for hver Flakkejöde eller Bissekræmmer, der beviisligen angives paa Mors. Da Angiveren tillige efter Loven faaer slig Omlöbers Vare paa 6 2/3 Procent nær, saa kan man vente at Morsöe snart vil blive renset for denne Pest.