I "Vib. Av." sigtes en Bissekræmmer eller omvandrende Handlende for at have "bedraget en Præst med et Sæt af det saakaldte Dækketøi, hvilket Præsten maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufacturisterne for 18 Rd." Grunden, hvorfor Præsten har "maattet" betale Dækketøiet med 70 (?) Rd., nævnes ikke og man kan dog ikke antage, at Bissekræmmeren har anvendt Tvang imod Præsten, hvilket da rigtignok fortjente Paatale, endskjøndt det ogsaa er en Lovovertrædelse, især af en Embedsmand, at kjøbe af En, der handler i Smug, og Præsten derfor gjør rettest i at tie stille. Har Kræmmeren derimod bedraget Kjøberen med Varerne eller Prisen, da er dette jo vel en Lumpenhed og viser, at heller ikke Præster gaae Ram forbi, naar de ikke vogte sig for at handle med Landløbere eller med upaalidelige Handlende. Men det er tillige et Middel til paa den ene Side at advare mod lettroende at kjøbe af omvandrende Kræmmere og paa den anden Side at vise det Skadelige for den reele Handel i, at denne ikke er aldeles uhindret af alle stedlige Baand og saaledes selv maa lide ved at give Rum for Bissekræmmeriets Optrækkerier. Var Handelsmarkedet frit overalt, forbød Bissekræmmeriet - som nu drives i stor Maalestok af selve Handlende i Provindsen, hvorom navnlig Nykjøbing og Thisted vel kan fortælle Adskilligt - sig af sig selv, imedens den nu som Evigplante groer allerfrodigst og ikke lader sig bortskræmme eller udrydde ved Forbud, tilmed naar de ikke overholdes. Dog selv om det Sidste skeer, vil det ikke raade Bod paa Ondet. Den eneste tjenlige Exstirpator er, at man, ved at frigive Handelsmarkedet, hæver Fristelsen til at soulagere den forbudte Handel og til selv at smage den forbudte Frugt, samt praktisk aabner Landboens Øine for det Umulige i, at en omflakkende Kræmmer eller en Landsbyhandel kan føre Lager eller holde Priser, der ere istand til al tilfredsstille en Kjøbers reele Behov, men altfor ofte maa tage sin Tilflugt til Vareskuffelser eller til Priisoptrækkeri. Det er vel tilvisse forunderligt nok, at Landboen ikke alt nu indseer det Naturlige i, at en reel Handel, i Varer og Priis, kun kan betrygges der, hvor der er den større Concurrence, og der viser sig ogsaa her en Gjentagelse af det gamle Ord: "mundus vult decipi" (Verden vil tages ved Næsen); men man faaer ham allermindst ud af sin nærværende Lettroenhed til, eller halve Overtro paa Bissekræmmeriets Mirakler, ved et Forbud, som efter Forholdenes Natur tilmed giver den ulovlige Handel i den Enkeltes Vold. Jo mere Kjøbstæderne bestræbe sig for, ved gode og lette Forbindelsesmidler, ved hyppige Markeder, ved Omsætningsfrihed, ved større Etablissementer og ved at drage Opmærksomheden paa disse til sig, at drage Landboen til sig og vise ham de mange forøgede Fordele af at søge Kjøbstadens store og velforsynede Marked og Kilde til Behov: jo mere forsvinder Bissekræmmeriet, og i Egnen om de større eller rettere de driftigere Kjøbstæder viser dette sig ogsaa alt at være Tilfælde.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. april 1856).
I Vib. Avis har "en landboer" ladet indrykke Følgende: "En storartet Bissekræmmerbande gjennemstrejfer bestandig det nordlige Jylland, og Hovedsmanden for disse er en vis Selig Levi fra Frederiksstadt. Denne Bissekræmmerhandel er en Giftplante, som har slaaer saadanne fordærvelige Rødder i Jylland, saavel til Skade for Manufakturisterne, som og for landmændene, at ingen Kromand har den Kourage at anholde disse slesvig-holstenske Bissekræmmere. Exempelvis skal Referenten blot anføre, at disse nyligen her i Egnen have bedraget en Præst med er Sær af det saakaldte Dækketøi, hvilket han maatte betale med 70 Rd., imedens det kunde kjøbes i Viborg hos Manufakturisierne for 18 Rd. Foruden Dækkeret og andre Blssekræmmervare, driver denne Selig Levy tillige en betydelig Uhrhandel i Jylland, og denne samvittighedsløse Person bryder sig intet derom, at sælge Guldrepeteeruhre, hvoraf Kassen indvendig indeholder 3/4 Vægt Messing, men ikkun 1/4 Vægt Guld. Er man bleven belemret med slige Sager, saa ved man dog ei, hvem egentlig den rigtige Eier førhen har været dertil, thi Selig Levy overlader sine Guldsager stedse for Spotpris, saaledes udtrykker han sig ved sine bedragelige Forretninger. Det var desaarsag paa høi Tid, at Autoriteterne foranstalte disse Herrer bragte hen paa de Steder, hvor de burde være. I Hertugdømmerne vogte de sig for at streife omkring, thi der ere Gensd'armerne, men her i Jylland antage de al være sikkre, thi de indbilde Jyderne at have Tilladelse dertil; derfor er det hidtil lykkedes dem at kunne udøve deres for Jylland fordærvelige Trafik."
(Ribe Stifts-Tidende 15. april 1856).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar