Fattig-Retten i Hestemøllestræde. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren er kommen. Foreløbig med Dagene saa mørke som Nætter, med Regn og Slud, men med Udsigt hvert Øjeblik til knagende Frost med Arbejdsstandsning og heraf følgende Hunger og Nød for mangfoldige af vort allerkristelige Samfunds Medlemmer.

Stjæle maa de ikke - i hvert Fald ikke saadan ligefrem gement, - kan de endda gøre det paa en fin, "lovlig" Maade, saa . . .

Tigge maa de ikke, naar de ikke kan gøre det fint.

Ernære sig paa ærlig Vis ved Handel med Et eller Andet maa de ikke, - - der var forleden en fattig Mand, der forsøgte at skaffe sig Brød ved at sælge Gibsfigurer paa Amager, men saa kom Politibetjenten og tog ham med hele Beholdningen af Figurer, som blev konfiskerede til Fordel for - Betjenten! Og den fattige Mand "slap" med en Bøde.

Musicere i Gaardene maa de ikke, det er Betleri! Selv om en Mand spiller nok saa godt paa Violin, maa han ikke paa den Maade i trange Tider gøre sig en Indtægt af sin Færdighed. Først naar Politiet giver Privilegium dertil, maa han spille i Gaardene, - saa gør det ikke noget, om det er paa en øresønderrivende, falsk Lirekasse.

De Fattige er i Grunden ikke særlig godt stillede i vort humane, kristelige Samfund!

»Ja," siger Storborgeren, "vi har jo et meget humant udviklet Fattigvæsen; dér kan den, der har lidt Skibbrud i Livet, henvende sig og saa det nødvendige til Livets Ophold."

Ja, lad os se, hvor humant det er, dette Fattigvæsen.

* * *

I Hestemøllestræde ved Hjørnet af Lavendelstræde ligger Fattigvæsenets Kontorbygning. Koldt og frastødende er Indtrykket, man faar af den, naar man ser den udefra; alle de Smaating i Vinduer, der giver mange Beboelseshuse det hyggelige Præg, mangler her aldeles. Og kommer man ind i den, modtager man et endnu uhyggeligere Indtryk. Enevældens bureaukratiske Aand svæver over og er i Alt og Alle ligefra Borgmesteren og Kontorchefen og ned til Magistratsbudene.

Naa, al denne bureaukratiske, frastødende Værdighed kan den blæse af, som kun kommer for at erholde Oplysning om Et eller Andet. Han kan efter udrettet Ærinde smække Døren i efter sig og le ad denne kinesiske Indretning.

Mai den Fattige, der kommer her for at gribe efter det sidste Halmstraa og klamre sig til det i Nøden! Den fattige Mand eller Kone, der er gaaet hjemme fra den fattige Lejlighed, paa Trappen forbi den knurrende Husvært, paa Gaden forbi den i sin Dør staaende Høker eller Urtekræmmer, der lod vide, at nu kunde han ikke vente længer med Tilgodehavendet, da han skulde "betale hver sit" - den fattige Mand eller Kone, der saa gerne vilde holde sig oppe i Tilværelsens haarde Kamp, de er forknytte og forbløffede nok i Forvejen, og kommer de ind i Hestemøllestrædes røde Bygning og ser og taler med Bureaukraterne, saa taber de den sidste Rest af Mod.

Saa kommer de ind for den saakaldte "Fattigret". I et stort Værelse i Stueetagen sidder Borgermester Knudsen, Fattigvæsenets Raadmand, nogle andre høje Herrer samt alle Københavns Fattigforstandere (13 i Tallet). For denne Ret træder de Fattige frem, en for en efter Tur - træder var ikke det rigtige Udtryk: de kryber frem, nedbøjede, som de er, af Livets Kummer og Nød og nu gjort rigtig møre af de stolte Blikke, der kastes til dem fra de høje Herrer, der tilfældig er kommet paa "den grønne Gren".

Og saa efter "Forhoret" tilstaas der dem en større eller mindre Understøttelse, og saa - er de stemplede! Thi, for at bruge den italienske Digter Dantes Ord: "Lader alt Haab fare, I, som træder herind; Sporene vender kun indad!"

I har begyndt at nyde Fattighjælp, og selv om I er nok saa hæderlige Medlemmer af det danske Samfund, saa er det, at I ikke kan forsørge Jer selv og Eders Familie, nok til at brændemærke Jer og sætte Jer under den lave Forbryder, da kan faa sin "Ære" tilbage efter 5 Aars Forløb, I faar den aldrig; man har taget det bedste I havde, den politiske Borgerrettighed fra Jer, det, hvormed I skulde værne Eders og Eders Børns Fremtid!!!

* * *

Da det arbejdende Folk i 1848 rundt om i Evropa rejste sig for at kaste Enevældens Jernbaand af sig, og da de franske Arbejdere proklamerede "Retten til Arbejde", da luftede det ogsaa op her hjemme i vort kolde Nord. Man fandt, at noget maatte der gøres for at "følge med Tiden", og saa nedsattes der en Kommission med det Hværv at udarbejde en fri Forfatning. I det første Udkast til en Grundlov var der indsat en Paragraf, som proklamerede Retten til Arbejde; men da man havde sovet paa det, fandt man, at det var en for voldsom Overgang, og indsatte i Stedet for den nuværende Paragraf 84, der siger, at "den, som ikke kan ernære sig og sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offenlige".

Det er virkelig et meget humant Princip, der her er fastslaaet i Grundloven. Men det udføres ikke humant. Allerede det, at stævne de Hjælpsøgende til Møde i Hestemøllestræde til Undersøgelse og Krydsforhør, er inhumant; Fattigforstanderne burde hver i sit Distrikt kunne afgøre Sagen og senere give Indberetning derom til Magistraten. Hvorfor ydmyge den Fattige, naar det ikke er nødvendigt!

Men at nyde Fattighjælp borttager den politiske Borgerret: at kunne vælge, det er dog det inhumaneste af det Hele, og de Mænd, der indsatte Paragraf 84 i Grundloven, har sikkert aldrig tænkt sig, at Fattigmand baade skulde tigge sit Brød og betale det saa dyrt!

Og saadan en Optræden mod Fattigmand paa en Tid, hvor en Minister for ramme Alvor i Rigsdagen foreslaar at bevilge 1 Million Kroner (én Million!) til Reparation af en forfalden Domkirke!

Det er haabløse Tilstande! Og det er ikke mindre haabløst, at der findes Arbejdere, der ved Rigsdagsvalg stemmer paa Højremænd, d. e.: paa Mænd, der netop vil bevare disse Tilstande!

Tænk Jer dog om !

(Social-Demokraten 9. december 1887).

Et beskedent Ønske fra Hestemøllestrædet.

På hjørnet af Lavendel- og Hestemøllestræde er gaden i en højst mådelig forfatning. Afløbsrenderne nemlig der i en gade med et så betydeligt fald som denne burde være af en anselig dybde og bredde er aldeles utilstrækkelige til at modtage vandet ved indtræffende skylregn. Man ser derfor jævnligt under sådanne omstændigheder rendestensbrædderne forlader deres leje og følger strømmen (en ting hvori de altså ligner de fleste mennesker). Dog er det ikke om sommeren alene at de nærboende er besværede ved den frygt at drukne i en slamkiste. Selv om vinteren er man udsat for vanskeligheder af næsten lige så farlig natur på nævnte hjørne. Det er således i indeværende vinter og ikke for ret længe siden indtruffet at 2 bøndervogne med tørv væltede samme sted. Det er heller ikke sjældent at fodgængere på grund af de skævtliggende fliser og af mangel på fornøden overgang ved indtræffende frost, er udsat for den fare at falde og komme til skade. Det har således været tilfældet at ikke alene børn, men selv voksne folk er faldet i denne grube. At ikke flere uheld på nævnte sted er indtruffet, må til dels tilskrives den urtekræmmer der bor der, hr. Lauritzens opmærksomhed idet han nemlig har anbragt en lampe i den vindue som vender ud til det vanskeligste sted. Den påankede mangel hvis afhjælpning tjenende til almen sikkerhed, formodentlig kunne ske uden stor bekostning, og som af vedkommende der har med sagen at gøre, er erkendt, men uvist af hvilken grund ingen videre notits taget af, har anmelderen ment det rigtigst gennem dette blad hvorved så mange grundede anker er blevet afhjulpet, at se bragt til behørig overvejelse og videre foranstaltning.

(Politivennen nr. 792, Løverdagen den 5te Marts 1831, s. 170-172)

Aprilsløben i Hestemøllestræde.

Nogle dage efter sidste flyttedag gik anmelderen hen for at besøge en god ven som for nyligt var indflyttet i Hestemøllestræde nr. 77. Han forhørte sig på første sal om sådan en person ikke var indflyttet. Men han fik til svar at ingen person af det navn boede i huset. Desuagtet da anmelderen var overbevist om at omtalte var indflyttet i denne gade og dette hus, gennemsøgte han huset, men uden videre resultat. Endelig fik han at vide at dette hus har to indgange, hvilke slet ikke står i forbindelse med hinanden. Da disse har ens husnumre, kan dette give anledning til megen aprilsløben, hvorfor man anmoder den humane ejer at han vil lade påmale den ene indgang af sit hus: Nr. 77, Litr. A, og på den anden: Nr. 77 Litr. B.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 315-316)

Redacteurens Anmærkning.

Hestemøllestræde 77 er nutidens nr. 6. Det omtalte hus er nedrevet, mens det nuværende er fra 1908.

Kudsk! vogt dig for det slemme Hjørne!

Når man kommer kørende fra Lavendelstræde og drejer om ad Hestemøllestrædet, er man meget let udsat for at vælte, hvis man ikke har en øvet og meget forsigtig kusk. Årsagen hertil er især at tværrendestenen som løber over Lavendelstræde, er galt anlagt, eller rettere at den nok ikke er blevet omlagt da sidstnævnte gade for flere år tilbage blev brolagt. Den skulle have været rykket 1 til 2 meter tilbage i nævnte gade, og dernæst at rendestensbrættet i nævnte redendestens nuværende forfatning er for kort og ikke dækker den yderste flisesten som desuden ligger i en skrå stilling. Anmelderen som den 17. f. m. så en vogn vælte på nævnte sted, og som af de fra nabolaget kommende personer hørte at dette er sket flere gange, har troet at burde gøre brolægningsvæsnet i særdeleshed og kuskene i almindelighed opmærksomme på dette væltsomme sted.

Da jeg nu således har fundet mig foranlediget til at skrive om brolægningen, jan jeg ikke afholde mig fra at fremsætte en bemærkning om samme, overladende til høje vedkommendes mere indsigtsfuld bedømmelse om de finder den begrundet eller ikke. Efter min mening er det en fejl ved den i sidste tid foretagne brolægning af gaderne her i hovedstaden at fortovet anlægges alt for lavt og kørevejen derimod alt for højt, hvoraf følger at fortovene ved en just ikke meget stærk regn, sættes under vand som ikke få steder stiger til den højde at det løber ned i kældrene og at de når vandet falder igen, findes belagte med det fra rendestenen opskyllede dynd. Formen eller buen af kørevejen burde sikkert være et afsnit af en i forhold til gadens bredde stående cirkel hvis højeste punkt altid lå noget lavere end fortovets lavest.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 724-726)

Et højst farligt Besøg

(Indsendt)

Lørdag den 3. maj om morgenen kl. halv otte skete der følgende begivenhed. To arrestanter fra politiarresten havde fundet lejlighed til at undvige. De gik den vej som andres eksempel havde vist at man kan betræde uden synderlig fare. Denne vej er følgende: Arrestbygningen ved Råd- og Domhuset er skilt fra bryggergården nr. 121 i Farvergade ved et meget lavt brændeskur som tilhører Bryggergården. Over dette kravler fangerne op og kommer ned i Bryggergården. Herigennem søger de ud af porten til gaden og har således fået frihed i det mindste for en tid. 

Den ene af de to berømte buer over Slutterigade på Domhusets bagside. Den ene kaldes Sukkenes Bro hvorover arrestanter går  i forbindelse med retsmøder. Set fra Lavendelstræde. Arrestbygningen lå (og bygningen ligger stadig) umiddelbart til højre efter buen. Farvergade løber parallelt med Lavendelstræde til højre, og forbindes ved buen til højre med Hestemøllestræde. (Eget foto).

Ovennævnte morgen var det for de nævnte 2 fanger vanskeligt at komme ud af porten, da konen der bor i Bryggergårdens kælder så dem komme over det omtale brændehus. Hun løb til og lukkede stakitporten. De gik derfor op ad køkkentrappen, ind i køkkenet i stueetagen. Her fandt de den familie der bor der, en pige og en kone, af hvilke begge blev kastet til side og ved denne behandling tabte alt mod og løb væk. Da en dør til stuen som de forgæves anvendte al vold på, ikke ville åbne, gik de til en anden. Og nu ser man denne families skræk for sig (manden var allerede gået ud for at røgte sin borgerlige næringsvej og konen med sin søster og 3 børn, hvoraf den ældste kun er 11 år, var altså alene hjemme) da disse 2 personer klædt i sømandsklæder og sko kom ind. De talte ikke, men undersøgte med megen opmærksomhed alle værelsers lejlighed indtil de endelig gik til det ene vindue, åbnede samme og sprang ud på gaden, hvor de dog snart igen blev pågrebet. 

Det er vel rimeligt at enhver som således bliver overrasket vil blive grebet af den alvorligste frygt, da man jo er uvis på hvad sådanne personer vil foretage sig. Og at disse var farlige personer kunne man let se da det er en så bekendt sag at politiarrestens fanger ofte har benyttet denne udvej gennem oven nævnte bryggergård til gaden, skønt ikke gennem gårdens værelser, hvilket rigtig nok var første gang. Men det er rimeligt at frygten måtte tiltage endnu mere da kun fruentimmer og børn var de pågældende. Så længe det endda forbliver ved gennemmarchen så får man vel være tilfreds. Men det er desværre muligt at sådanne forbrydere kan gå videre og undervejs tage ens liv og ejendom med sig. 

Man kunne vel rimeligvis spørge: Hvorfor skal denne bopæl i staden ene af alle udsættes for sådan fare? Ved at opføre en høj mur der ikke alene forhindrede al overgang, men endog hindrede arrestanterne fra at se denne lejlighed for sig (man kan nemlig fra arresten se over det anførte brændehus ind i alle bryggergårdens lejligheder) skulle man dog tro at alle disse ubehageligheder kunne blive fjernet. Indsenderen har taget begge lokaler såvel gårdspladsen ved politiarresten som den til Bryggergården nr. 121 i Farvergade hørende gårdsplads i øjesyn. De høje ansvarlige der omhyggeligt sørger for enhver borgers sikkerhed, vil vist ikke tage det ugunstigt op at han finder samme meget fristende for arrestanterne at forsøge en undvigelse der muligvis kunne lykkes. Han har derfor gjort ovenstående forslag til at forhøje muren. Men hvis ham ubekendte omstændigheder forhindrer dette, tror han at en skildvagt inden i arrestgården meget ville hindre sådanne forsøg, da man ikke har sporet nogen undvigelse over den lave mur ud til Hestemøllestræde, siden en vagt har fået post der.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1206-1209)

Redacteurens Anmærkning

Arrestbygningen blev opført som et anneks til Domhuset i Slutterigade 1805-16 og forbundet med selve Domhuset med 2 store buer. Den var altså ganske ny på Politivennens tid. Den nuværende bygning har siden gennemgået flere ombygninger i 1904 og 1942-44. Det er nu kontorer. Siden 1808 stod en inskription over arresthuset ”For almeen sikkerhed”. Slutteri betyder arrest. Her blev såvel gældsarrestanter som egentlige forbrydere indsat. Annekset indeholder nu 9 retslokaler med tilhørende kontorer.

Mere end Stadens Arresthuus.

(Indsendt)

I dette blads nr. 39 er anket over at muren mod Hestemøllestræde er for lav, og gjort forslag til dens forhøjelse i det en alen.

Vedkommende har derefter ladet anbringe skarpe jernpigge oven på muren der vender ind mod gældsarrestantgården. Men skønt det ikke kan nægtes at derved er gjort noget, mener dog anmelderen at den ønskede sikkerhed for arrestanters undvigelse over nævnte mur, meget mere at lette undvigelsen. Før piggene blev anbragt, krævedes der en medhjælper for at komme over muren. Men nu er medhjælpen mindre nødvendig da den der vil undvige, kun behøver at kaste sin kjole op mod piggene og når denne hæfter, hejse sig selv op på det brede og flade tag.

Vel udsættes han for at rive sig noget på piggene. Men hvad agtes dette af den der vil søge sin frihed. Muren selv er og ved piggenes anbringelse blevet en sten lavere. Da det er enhver b0rgers pligt at gøre det offentlige opmærksom på enhver ting hvorved borgersikkerheden kan lige, og det er en selvfølge at den forbryder som undviger, må for at opholde livet, begå nye forbrydelse, så nærer anmelderen det håb at de ansvarlige der har med stadens arresthus at gøre, betragtet som bygning, vil ved at forhøje muren som foreslået, betage stadens indbyggere den frygt at blive hjemsøgt af undvigende forbrydere.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 667-669)