Dansk Baltisk Auxiliére Corps, 1919. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af januar 1919 meldte danske aviser at 10.000 frivillige finner havde meldt sig til Estland. I juni synes hvervningen var gået i stå og tropperne vendte tilbage til Finland. Samtidig ville aviserne vide at Aage Westenholz ville sende danske frivillige dertil. Westenholz udtalte i begyndelsen af februar at han håbede at afsende et elitekorps "med stor kraft i forhold til sit antal" (Dagbladet 3. februar 1919). Det blev senere til Det Dansk-Baltiske Auxiliær Corps som skulle kæmpe sammen med baltere (estere, lettere og litauere) som erklærede sig uafhængige efter den russiske zars fald. Bolsjevikkerne og deres tilhængere i Baltikum mente at regionen skulle være del af Sovjetunionen. 

Den danske regering med den radikale C. Th. Zahle som stats- og justitsminister og Erik Scavenius som udenrigsminister fra 24.06.1913, og socialdemokraten Th. Stauning socialminister fra 18.11.1918 havde i november 1918 tilladt den britiske flåde at bruge Københavns red som flådebase i kampen om herredømmet over Østersøen. Den foretog et ødelæggende torpedobådsangreb mod den sovjetiske flådestyrke i sommeren 1919. Slagkrydserne HMS Tiger og HMS Hood forlod Københavns red i maj 1920.

Ønsket var at afsende omkring 1000 mand. Tallet varierer efter kilde, men ca. 200 mand kom af sted: 12 officerer, 12 underofficerer og 189 menige. Løjtnant af reserven, Richard Borgelin (1887-1966) blev forfremmet til kaptajn og kompagnichef. De frivillige havde for en stor dels vedkommende ikke nogen militær uddannelse. En mindre del havde en værnepligtig uddannelse, og andre igen en form for hjemmeværns grunduddannelse. De ankom til Tallinn 4. april 1919. 

Aage Westenholz (1859-1935) arbejde som ingeniør 1886-1910 i Siam (senere Thailand), og meldte sig som frivillig i kampene mellem Frankrig og Siam 1893. Han avancerede til kaptajn i den siamesiske sømineafdeling. Aage Westenholz deltog stærkt i den danske forsvarsdebat forud for vedtagelsen af forsvarsloven 1909 og agiterede for uddannelse af frivilligt mandskab til opstilling i motoriserede og rekylgeværbevæbnede støtteenheder. I 1908 havde han oprettet et korps på ca. 150 mand (Korps Westenholz) som blev anerkendt af krigsministeriet og deltog i en række øvelser i forbindelse med sikringsstyrelsen. Aage Westenholz afholdt selv alle udgifter i forbindelse med korpset der blev ophævet 1919. 1918-19 var Aage Westenholz primus motor i dannelsen af en frivillig dansk styrke der skulle sendes til Estland og på lige fod med andre hvidgardistgrupper bekæmpe bolsjevikkerne. I den socialdemokratiske og radikale presse blev Aage Westenholz kritiseret for dette initiativ.

Direkt. Westenholz og hans Forbryderkompagni.

Det berygtede Forbryderkompagni, som Direktør og Godsejer Westenholz i de sidste Maaneder har samlet, bestaar udelukkende af Folk fra det laveste Samfundsdyb. Folk, som fra deres Barndom har været underkastet Værgeraadets Tilsyn eller været anbragt paa de dertil indrettede Opdragelsesanstalter, Folk, hvis aandelige Niveau er saa lavt, at ingen Forbrydelse afskrækker, naar blot den betales med Penge,

Saadanne Individer er det, at den fine Direktør og Godsejer allierer sig med for at hjælpe sine Standsfæller i Estland mod Revolutionen. Man finder derimod ikke nogle Overklassebørn blandt det Forbryderkompagni, der i disse Dage befinder sig om Bord paa den finske Damper "Merkur" , der ligger ved østre Silokaj i Frihavnen. Men det er sikkert ikke fordi, at de har saa megen Agtelse for sig selv, saa de ikke vil optræde som Forbrydere, men det skyldes udelukkende, at de er for feige til at ofre Livet for deres Klasseinteresser. Derfor maa Westenholz nu søge ned paa Bunden af Samfundets Kloak for at hente Mudder til at vaske sine estniske Standsfæller rene med.

Saa viseligt er det kapitalistiske Samfund indrettet, at det betaler sig for Overklassen gennem Udbytning og Udplyndring af Arbejderne at skabe en Armé, som for Penge vil begaa hvilken som helst Judasgerning, de bliver opfordret til.

Denne Armé findes i alle Lande. Vi vi blot her minde om den svenske Havnearbejderstrejke i 1908, hvor den svenske Overklasse indforskrev Skruebrækkere fra England, eller den amerikanske Pengefyrste Pinkerton, der oprettede sit berygtede Skruebrækkerbureau.

Vi har igennem "Solidaritet" rettet en Anmodning til Regeringen om at skride ind mod Westenholz ulovlige Bureauvirksomhed i Nansensgade 75, St.

Men Westenholz faar uhindret Lov til at fortsætte sin Forbrydervirksomhed. Endnu ligger Skibet i Frihavnen, og Regeringen kan endnu skride ind og forhindre de Forbrydelser, som Westenholz tilsigter. Hvis ikke dette sker, maa de danske Arbejdere tage Initiativet til at forhindre, at dette Forbryderkompagni kommer til Estland. Søfyrbøderne har vedtaget ikke at sejle med Skibe til Rusland eller Finland, der har Vaaben eller Forbrydere om Bord. I Øjeblikket ligger "Merkur" og venter paa at blive lastet med Mel. Det var da at haabe, at Havnearbejderne vil nægte at laste dette Skib, før der er stillet betryggende Garani for, at det Westenholzske Mandskab og deres Mordredskaber ikke vil blive transporteret til Estland, men at saavel Mandskab som Vaaben fjernes fra "Merkur", før Indladningen begynder.

(Solidaritet 13. marts 1919)

Hvidgardisterne til Estland.

Hvordan Kontrakten ser ud.

Med stigende Forbavselse er Offentligheden Vidne til den af Direktør Westenholz iværksatte Hvervning af Frivillige til Bekæmpelse af Bolschevikerne i Estland og Letland. Som "Politiken" forleden rigtigt gjorde opmærksom paa, kan Regeringen ikke forhindre, at der gaar frivillige til Estland, ligesom der under Krigen har meldt sig danske Frivillige baade paa fransk og tysk Side. Men Bladet er klar over, at Sagen bliver en anden, naar det som i dette Tilfælde er Hvervning eller Organisering af Frivillige, der er Tale om.

Dette er ganske klart. Uden et Øjebliks Betænkning vilde Regeringen have forbudt en saadan Organisering af Frivillige, om den havde fundet Sted under Verdenskrigen til Fordel for en af de krigsførende Magter. Saa afgjort uneutralt og farligt for vort Land vilde den blive anset for at være. Og med Rette. Men simpel Retfærdighed og Opretholdelsen af den samme urokkelige Neutralitet byder da, at der ogsaa skrides ind i dette Tilfælde. At Rusland er mindre farlig for Danmark end en af Stormagterne, og at vi derfor ikke skylder de samme Hensyn, er et Synspunkt, som det vil være ganske  uværdigt at anlægge. Og ikke blot uværdigt, men uklogt. Thi bør der ikke Danske i Rusland, og er ikke adskillige danske Handelsforetagender interesseret i og har Forbindelser med Rusland?

At det er Hvervning, der foregaar, fremgaar dels af de Udtalelser, Dir. Westenholz selv har fremsat, dels af den Kontrakt, der oprettes mellem Hververbureauet og de Frivillige. Ved et Tilfælde er vi kommet i Besiddelse af en saadan, og vi gengiver den her:

D. B. A. C. Løbenr.: 00.

Hr. N- N-

I Løbet af den kommende Uge skal første Afdeling af D. B. A. C. antagelig afgaa til Estland. Hvis De stadig fastholder Deres Anmeldelse og vil indgaa paa nedennævnte Betingelser bedes indlagte Svarkort returneret omgaaende.

Der bydes Dem følgende Betingelser:

1) Fuldstændig Udrustning (se Anmærkning 1.).

2) Fri Over- og Hjemrejse.

3) Frit Ophold fra og med den Dag Kontrakten underskrives til og med den Dag Udskibning i København finder Sted.

4) Kontrakten sluttes indtil Udgangen af August 1919, men Hjemsendelse kan dog finde Sted forinden eventuelt mod en Godtgørelse. (Dette Punkt er endnu ikke fuldt fastslaaet og bliver det næppe før første Afdelings Afrejse.)

5) Desuden følgende Pengeydelser:

a) Efter Indskibningen 100 Kr.

b) En maanedllg Løn 350 Kr. (finske Mark.)

c) En Invaliditetsforsikring for fuldstændig Invaliditet hidrørende fra Sygdom, Saar, etc. under Tjenestetiden 12,000 Kr. engang for alle.

Forsikringssummen formindskes i Forhold til Invaliditetsgraden eller Skalaen i Forsikringsaktieselskabet "Baltica"s Tarif.

6) De maa medbringe Soldaterbog, Forholdsattester, Anbefaling, Lægeattest, personlige Papirer som Daabsattest o. lign. samt om muligt sørge for Rejsetilladelse og Pas til Udlandet.

7) De maa før Kontraktunderskrivelsen underkaste Dem Lægeeftersyn og Vakcination.

8) Mens De er i Tjenesten vil saavel den Post, De modtager, som den, De afsender, blive underkastet Censur.

9) Tjenestetiden begynder ved Kontraktens Underskrift.

10) Skulde Kontrakten i nogen Maade blive forandret - og da til det bedre - vil den Kontrakt, De underskriver, blive ændret l Overensstemmelse dermed med tilbagevirkende Kraft fra Underskriftsdagen.

Forsikringspræmien er ved Deres Afrejse indbetalt, hvorimod Komiteen Intet Ansvar kan paatagt sig, hvis Forholdene skulde medføre Lønningernes eventuelle Udeblivelse. Dog er Forholdene undersøgt, og der maa anses at være betryggende Garantier for de fornødne Midlers Tilstodeværelse.

Derefter følger Anmærkning 1, som angiver, hvoraf den fulde Udrustning bestaar, og hvad dens Værdler beregnes til for de Sagers Vedkommende, som den Hvervede selv skal anskaffe sig.

Vi har tilladt os at fremhæve forskellige Ting i Kontrakten, saaledes Punkt 4, der indeholder den opsigtvækkende Oplysning, at hvis den Hvervede efter at være kommet til Estland, efter nogen Tids Forløb skulde komme til bedre Erkendelse, skal han betale Godtgørelse for at slippe hjem igen.

Bemærkelsesværdigt er ogsaa Punkt 8, der indfører Censur, og Punkt 10, hvoraf det fremgaar, at Komitéen Ikke har Garanti for Lønningernes Udbetaling.

Naa, denne Side af Sagen er mindre væsentlig. Er der virkelig Danske, der er letsindige nok til at indlade sig paa denne tvivlsomme Historie, bør de ogsaa have Lov til selv at bære Følgerne.

Men det, der er af Betydning ved denne Kontrakt er, at den med Tydelighed fastslaar, at den westenholz'ske Virksomhed er ren og skær Hvervning og som saadan ubetinget neutralitetsstrldlg.

Den bør derfor forbydes.

E-g.

(Social-Demokraten 18. marts 1919)

Aage Westenholz forsøgte at tilbagevise avisens påstand om hvervning og at kontrakten kun var et udkast. Social-Demokratens holdning var at Danmark skulle forholde sig neutralt, men tog afstand til Lenins Rusland. De pegede på at det danske Riffel-Syndikat havde interesse i rekylkorps. 

Skal Westenholz' "Kreaturdamper" sejle i Dag?

For over en Uge siden skulde den finske Damper "Merkur" have været afsejlet med Westenholz frivillige Kreaturer til Reval, men endnu ligger den ude i Frihavnen. "Soc.-Dem," er i Gaar bleven klar over, at det Hververbureau, som Westenholz har oprettet, er neutralitetsstridig; men hvorfor hører vi da ikke Minister Staunings Røst, hvorfor optræder denne Mand ikke som Arbejdernes Repræsentant og forlanger denne Hververvirksomhed standset. Et Ord til Arbejderne om, som Protest at nedlægge Arbejdet for at forhindre dette Bureaus Forbrydervirksomhed, vilde vinde Anerkendelse hos alle Arbejdere, men ikke et Ord fra Stauning eller den radikale Regering. Her ser man igen den politiske Humbug. De Midler, som Arbejderne kunde anvende med et godt Resultat, bliver ikke udnyttet eller blot tilsigtet. Hvad nytter det, at en enkelt Mand allerunderdanigst faa Lov at skrive Sandheden, naar Partiets Topfigurer kniber Øjnene sammen, naar det var nødvendigt, at de var rigtig aabne. Paa den Maade er det, at Partiets Virksomhed bliver det modsatte af, hvad den burde være.

Men heldigvis faar Arbejderne mere og mere aabnet Øjnene for deres Styrke uden at Parolen skal komme fra "Guderne" . Sømændene saavel som Søfyrbøderne i Danmark har besluttet ikke at yde saa meget som en Haandsrækning til de Skibe, der skal transportere Vaaben og Soldater til Estland. "Merkur" kan saaledes heller ikke faa nogle af Bugserbaadene til at slæbe sig ud af Havnen. Men der var overhovedet ikke en dansk Arbejder, der burde svine sine Hænder til med Arbejde ved Skibet, og det vilde sikkert ogsaa være lykkedes Havnearbejderne at blokere "Merkur" , hvis ikke Frihavnen endnu skjulte en Del Skruebrækkere fra Strejken i 1913 og 1914, men desværre maa de organiserede Arbejdere endnu lide under det Forlig, der den Gang blev indgaaet.

At Forholdene om Bord ikke er saa gunstige, kan man forstaa, naar man faar at vide, at der er opslaaet Plakater paa Skibet, der siger, at hvis nogen af Besætningen rømmer og bliver paagrebet, saa vil de uvægerligt blive sendt til Finland og skudt, det samme gælder, hvis de viser mindste Tegn paa Ulydighed.

Dette ene Træk viser tydeligt den finske Overklasses Angst for Arbejderklassens internationale Reisning. Kun sørgeligt, at Topfigurerne indenfor Arbejderbevægelsen ikke er i Besiddelse af saa megen Intelligens, at de vil være med til at forebygge de Forbrydelser, som Overklassen gennem Spekulanter og Agenter søger at fuldbyrde ved at lade unge uoplyste Arbejdere hverve til at skyde paa deres russiske Klassefæller.

Arbeiderlederne forstaar ikke, at man har større internationale Pligter, end at lade sig repræsentere paa de forskellige Konferencer og Kongresser.

(Solidaritet 19. marts 1919).

Hvidgardisterne.

En Deputation hos Statsministeren.

En Deputation fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund har i Gaar søgt Audiens hos Statsministeren i Anledning af Hvervningen til Estland.

Deputationen, der bestod af Ernst Christiansen og Jobs. Erwig, overrakte Ministeren følgende Henvendelse:

19. Marts.

Er det Statsministeren bekendt, at der her i Landet er oprettet et Bureau til Hvervning at frivillige, som skal anvendes i Kampen i Estland og Letland?

Er det Statsministeren bekendt, at det indtil nu er lykkedes Bureauet at hverve en 900 Mand?

Er det Statsministeren bekendt at 6-700 af disse er militærpligtige Personer, af hvilke mange er Officerer og Underofficerer?

Er det Statsministeren bekendt, at første Afdeling af de hvervede, ca. 250 Mand, staar umiddelbart før Afrejsen med den finske Damper "Merkur", der samtidig skal føre Levnedsmidler til Finland ?

Er det Statsministeren bekendt, at der i store Dele af den danske Arbejderklasse raader stærk Harme over nævnte Forhold, at denne Harme har givet sig Udslag i Demonstrationer udenfor Hververbureauets Bopæl, og at Sømændenes og Søfyrbødernes Forbund har vedtaget i paakommende Tilfælde ikke at ville sejle de hvervede til Bestemmelsesstedet ?

Agter Regeringen at skride ind mod denne Trafik, saaledes som Socialdemokratisk Ungdomsforbund har opfordret Regeringen til, i Overensstemmelse med ogsaa den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Opfattelse af denne Sag?

Ministeren lovede at tage Sagen op til Undersøgelse endnu i Dag, og forhaabentlig fører dette da til det ønskede Resultat: Standsning at Hvervningen og Forbud mod de allerede Hvervedes Afrejse.

(Kolding Social-Demokrat 22. marts 1919)

Westenholz'erne er rejst.

Det sidste Automobil klart til Start i Nansensgade.

Endelig i Gaar var Direktør Aage Westenholz naaet saa vidt, at han kunde sende sine første 300 Mand afsted til Estland.

En stor del af Eftermiddagen maatte Politiet afspærre Nansensgade for at borttransporten af Styrkens store Bagage kunde ske uhindret. Men trods smaa Tilløb til Ballade forløb det hele ellers saare fredeligt.

Kl. 6 til Morgen lettede "Merkur" fra Nordre Toldbod med Kurs efter Hangö. Derfra gaar det pr. Bane til Helsingfors, og endelig vil en engelsk Isbryder besørge Overfarten til Frontlinjen Dorpat-Narva.

Som bekendt bliver enhver Frivillig, der tages til Fange, omgaaende skudt af Bolchevikerne, saa Rejsen er jo ikke saa helt hyggelig endda.

(Folkets Avis 26. marts 1919).

Sammen med Merkur afsejlede den finske damper Joulau. Den løb imidlertid på grund ved Dragør Fyrskib, og Merkur fortsatte alene.

En film paa Falderebet.

4 estniske Frivillige I Arresten.

Sent i Gaar Nat drog 4 af de Frivillige til Estland stærkt berusede gjennem Strøget i Kjøbenhavn, hvor de samlede stort Opløb. Den ene af dem arresteredes paa Østergade; men hans tre Kammerater gik videre og fulgtes af en stadig voxende Menneskemængde, der gav sit Mishag kraftigt til Kjende, og hvis Holdning tilsidst blev saa truende, at de Frivillige affyrede nogle Revolverskud i Luften. Dette var Signalet til Panik, og under Forvirringen forsvandt de tre unge Mænd ud paa Kongens Nytorv, forfulgt af Mængden; de flygtede derefter ind paa en Kafé. hvor de ligeledes affyrede Revolverskud. Faa Minutter efter ankom Politiet og anholdt dem.

De fire Anholdte var ikke med "Merkur", da den i Gaar Formiddags afsejlede til Estland med deres Kammerater.

(Jyllandsposten 27. marts 1919).

De anholdte overnattede på Antonigades politistation i detentionen. Næste morgen fik Westenholz dem løsladt uden videre tiltale eller bøde.

I Kamp mod Bolschevikerne.

Danske Frivillige i Uniform paa Vej til Estland.

Det er efterhaanden ikke saa faa unge danske Mænd, der frivillig har meldt sig til Kampen mod Bolschevikerne. Vort Billede viser Baade, der bringer Tropper om Bord paa den finske Damper "Merkur", før den afsejlede med en Styrke paa 300 Mand. Afrejsen forløb ikke uden Forstyrrelser fra Syndikalisterne, der var op for at vise deres Protest mod Hvervningen. Korpsets Chef er Kaptajn Gudme, og blandt Officererne er Chefens Broder, Løjtnant Gudme, der som frivillig har deltaget i Kampen i Finland.

(Vendsyssel Tidende, 28. marts 1919, 2. udgave).

Søfyrbødernes Forbund havde besluttet at ingen organiseret søfyrbøder måtte være behjælpelig med transporten af de frivillige. På Søfyrbødernes generalforsamling den 30. marts 1919 ekskluderedes to medlemmer af forbundet som havde meldt sig som frivillige, og fyrbøderne på de to slæbebåde som havde slæbt damperen fra kaj blev ligeledes ekskluderet.

Korpsets første opgave i Estland var ved åbningen af parlamentet som blev overvåget af dobbeltpatruljer med 10 mand gående i hver side af gaden med påsatte bajonetter. Byen var et virvar af forskellige soldater fra en bl.a. fransk militær delegation, baltisk-tyske soldater, og svenske frivillige, og kombineret med alkohol og letlevende damer, var der en del problemer med disciplinen. Det hvilket også gjaldt for de danske frivillige, og få dage efter valgte man at flytte enheden til en kaserne i Nómme udenfor byen.

Justitsministeriet (Zahle) afgjorde i begyndelsen af april at hvervningen var lovlig og at man ikke kunne skride ind. Ministeriet bad herefter politiet undersøge om der var grundlag for tiltale efter straffelovens § 76 om ulovlig hvervning og våbenudførsel. Politidirektøren mente ikke at der havde fundet ulovlig hvervning sted, og om våbenudførslen udtalte han at det var "noget vrøvl". Zahle insisterede imidlertid på en kriminel undersøgelse. Westenholz ophørte med hvervningen den 3. maj 1919.

Hjem fra Estland.

En ung Horsensianers Oplevelser.

En ung Horsensianer, Svend Petersen, Søn af Kjøbmand Magnus Petersen, er i disse Dage vendt tilbage efter en Tid som Frivillig at have deltaget i Estlændernes Kamp mod Bolshevikerne.

"Hors. Av." har talt med den hjemvendte Kriger, som fortæller, at han for to Maaneder siden sammen med 17 andre danske Frivillige, deraf 2 Officerer, forlod Danmark. Afdelingen, der skulde høre under et svensk Korps, var udrustet med Støtte af nogle private Danske. Ved Ankomsten til Fronten ved Narva blev vi indkvarteret paa en russisk Kaserne sammen med det svenske Korps - ca. 100 Mand - under svensk Overkommando.

Udrustningen var dels Rekylgeværer, dels russiske Geværer og krumme Kosaksabler. Her begyndte Uddannelsen. Efter en 14 Dages Tid blev vi overflyttet til Byen Petriristri og fik et Par Dages Ophold paa et dansk Gods, der tilhørte Ingeniør Alex. Foss - ca. 2 Kilometer fra Fronten. Atter førtes vi tilbage til Reval, men snart efter kom vi til Baltich-Port for at blive uddannet og organiseret; det varede en 3 Ugers Tid. Derefter blev vi pr. Jærnbane befordret til Byen Tetschary lige ved Fronten.

Den 8. April foretog vi et Fremstød, drev de Røde paa Flugt og tog den By, de havde besat, uden nævneværdig Modstand. Vore Officerer havde imidlertid undladt at sende Forposter ud. Vi blev overfaldet af en kraftig Maskingeværild og maatte trække os tilbage. Officererne tabte Konduiten, og først efter at en af de Menige havde overtaget Kommandoen, kom der atter Orden i vore Rækker, og de Røde blev paany drevet paa Flugt, efterladende sig 2 Slæder med Ammunition og 1 Fange. Ogsaa deres Middagsmad efterlod de urørt, og den var ikke saa lidt bedre end den Mad, vi var vant til at faa til daglig. Paa vor Side ramtes 7. I Dagens Løb kom det atter til Smaakampe med skiftende Held. Ved Hjælp af 50 Mand Finner indtog vi Byen Sevillevo, der blev skudt i Brand. Den 10. April sendte vi Rekognosceringspatrouiller ud forskjellige Steder. En Patrouille blev overfaldet af en større Styrke Røde, og en dansk Frivillig, Richter, faldt.

Et Par Dage efter forsvandt vore Officerer fra os, ogsaa de to danske. Løjtnant Palludan og Løjtnant Dam. Det blev sagt, at de var rejst til Dorpat og vilde vende tilbage i Løbet af nogle Dage. Vi ventede i fire Dage, men der kom ingen Officerer. Vi sendte da en Deputation til Majoren, der havde Overkommandoen over det svenske Korps, og anmodede ham om at blive løst fra vore Kontrakter.

Grunden til dette Skridt var ikke alene, at vore Officerer havde vist sig som nogle upaalidelige Fyre, men ogsaa, at Forplejningen var yderst slet. Vandgrød var den daglige Kost; det fik vi undertiden 2-3 Gange om Dagen, kun sjældent fik vi en tynd Suppe. Desuden fik vi tørt Brød, der nærmest var Savsmuld. Smør og Sukker kjendte vi ikke. Og saa var det ikke en Gang hver Dag, vi fik Mad. Vor eneste Drik var kold Kaffe. Vandet kunde vi ikke drikke, da de Røde havde fyldt det med Tyfusbaciller. Vi sov paa et Knippe Halm. Tøjet har jeg kun haft af en Gang i den Tid, vi var derovre.

Majoren nægtede at gaa med til Kontrakt-Løsningen, idet han fortalte, at Officererne vilde vende tilbage i Løbet af Aftenen, og at vi derefter strax skulde afgaa til Fronten. Officererne kom dog ikke, og vi var da 3 Mand, der besluttede at flygte om Natten i et Sanitetstog til Reval. De lykkedes. Vi fortalte, at vi var syge, hvad heller ikke var ganske usandt. I Løbet af de to Dage, Rejsen varede, fik vi kun 4 Stkr. Brød til The.

Da vi naaede Reval, fandt vi vore Officerer, der ganske rolig havde taget Ophold paa et Hotel der i Byen. Ogsaa her blev vi behandlet alt andet end godt fra Officerernes Side.

Levnrdsmiddelforholdene i Reval var frygtelige. Jeg har aldrig set saa fattige og elendige Mennesker som her. Da vi spiste paa Kasernen, stod Børn og Oldinge med udstrakte Hænder og bad om Brød.

Det lykkedes os efter nogle Dages Forløb at snige os om Bord i Isbryderen, der gaar til Helsingfors. Her traf vi Chefen for det velorganiserede Westenholz'ske Korps, Kaptajn Gudme. Da vi naaede til Helsingfors, var Kaptajn Gudme os behjælpelig med at faa vore Pas i Orden hos den danske Generalkonsul. Herfra gik Rejsen videre til Stockholm-Kjøbenhavn.

(Jyllandsposten 2. maj 1919).

Efter 18. maj afløste kompagniet en estisk bataljon på 600 mand i området kaldet ”de estiske alper” nær Munimäggi, Æggebjerget, Estlands højeste punkt – 318 meter over havet – og nær godset Hahnhof ved landsbyen Rouge. En tynd linje baseret på otte feltvagter, hver centreret om et rekylgevær, dækkede 800 meter frontlinje. En enkelt frivillig mistede livet her. Snart blev kompagniet del af en estisk kampgruppe, der skulle rykke sydpå og ind i Letland for at hjælpe med at trænge de røde væk, ved at afskære dem fra forbindelserne mod øst. Målet var Kreutzberg-Jacobsstadt ved Düna-floden.

Den 30. maj angreb man den Røde Hær ved Litene/Lettin som trak sig tilbage. En enkelt frivillig døde af sine sår fra de foregående kampe. I juni lykkedes det at tage 300 tropper til fange. Frivilliges dagbøger afslører at de danske frivillige ikke brød sig meget om byen Kreutzberg-Jacobstadt. Den omtales som ”bolsjevik-rede” beboet af mestendels jøder, der beskrives som ”modbydelige” og ”snavsede”. Fra estisk side blev der advaret om, ikke at tage imod jødiske skønheders invitationer, da de skulle være øvede i snigmord og grusomme pinsler. 

Den 25. maj og 1. juni blev Louis Hansen og Hans Jensen dræbt. Ligene blev sendt med skib til København. Ekstrabladet offentliggjorde i nogle artikler at lønnen blev udbetalt i estniske mark, ikke finske (ca. 1/3 af det lovede), maden var utilstrækkelig og ofte uspiselig. Mandskabet udøvede ulovligheder som de herefter gav bolsjevikkerne skylden for. Desuden skulle de to faldne være blevet skudt af danskerne selv. Højrebladene berømmede danskernes indsats.

I juni 1919 begyndte de frivillige at vende tilbage til Danmark.

Kampen mod Bolschevismen optaget paa Film.

De danske Frivillige i Estland og deres Forhold.

Skønt baade Posten og den telegrafiske Forbindelse med Estland har været afbrudt i nogen Tid - eller maaske netop derfor - er der her hjemme kommet nogle ildesindede Rygter op om de danske Frivillige, der kæmper mod Bolschevikerne ved den estiske Front. Et Par Blade har været ivrige for at udsprede Rygterne, og dernæst har disse faaet et saadant Omfang, at en anset Ester, som for Tiden opholder sig her, forleden overfor os udtrykte sin Forundring over, at man her i København vilde udtale sig saaledes om Landsmænd, som langt borte daglig var i Livsfare, medens de kæmpede for en stor Sag, og som var afskaaret fra at svare. Det sidste maatte være nok til at tvinge til Tavshed foreløbig, mente han.

Vi har i Gaar halt en Samtale med to Mænd, der lige er kommet fra Reval, og som i næste Uge rejser dertil igen, nemlig Hr. Asbjørn Bech, en københavnsk Forretningsmand, og Løjtnant Carl Sørensen, hvis Navn er blevet kendt under Verdenskrigen, i hvilken han deltog paa fransk Side. Fra mange Beretninger ved man, hvor tappert han optraadte i den franske Fremmedlegion; og han var den af samtlige Legionærer, der nævntes oftest i Rapporterne.

De to Mænd betænkte sig ikke paa at kalde Sladderen om vore Landsmænd ved den estiske Front for en Mishandling af deres Ære.

- Der har været lidt Gnidning mellem Lederne af det danske og det svenske Korps, sagde Løjtnant Sørensen. - Men det burde ikke være tilstrækkeligt til, at man her hjemme omtalte vort eget Korps i den Grad nedsættende. Der har ogsaa været en Smule Uorden i Udbetalingen af de danske Frivilliges Lønninger. Men hvor let kan det ikke ske i et Land, hvor Finansvæsenet har været udsat for Rystelser. Nogle Dage før jeg rejste, har jeg selv fra de estiske Myndigheder modtaget det fulde Beløb, som Danskerne deroppe skulde have, og jeg har udbetalt dem hele deres Tilgodehavende. 

De er i enhver Henseende tilfredse, og hvad der er lige saa vigtigt - man er i Estland tilfreds med dem. De bliver alle Vegne modtaget med stor Glæde og Velvillie.

- Og kan de gøre nogen Nytte deroppe? spurgte vi.

- Det kan de, svarede Hr. Bech, som under sit Ophold i Estland har taget en Mængde Fotografier, han nu kan vedlægge som Beviser for sine Ord om Tilstandene i Estland Man har ogsaa optaget en stor Film, paa hvilken baade Mennesker og Begivenheder er gengivet med uomstødeligt sande Træk.

De kan især gøre Nytte, fordi de er et af de bedst udrustede Korps i Estland. Kaptajn Gudme har skaffet dem alt, hvad en moderne Soldat kan ønske sig af Udrustning; og han og hans Medarbejdere holder fortrinlig Justits indenfor Rækkerne.

Korpset tæller 193 Mand; og jeg har ledsaget det helt ud til Fronten i et Panserautomobil og kan af Selvsyn bevidne, at de gaar modigt paa, hvor der er størst Fare. Jeg var derude for at fotografere, og jeg har set Granater sprænges ti, femten Meter fra Panserautomobilet.

- - -

Sammen med de to raske Mænd overværede vi en privat Forevisning at den store Film, der i den nærmeste Tid vil komme offentlig frem, uden at man dog endnu véd, om Censuren vil tillade den i dens Helhed. Der er Optrin i den - dels Bolschevikernes Skændselsgerninger og Portræter af deres myrdede Ofre, og dels Bolschevik-Henrettelser. som muligvis vil gøre et altfor stærkt Indtryk paa nervøse Mennesker Man saa paa denne Film Grupper af russiske Bolscheviker, der var taget til Fange. De lignede Aandssvage; og Hr Bech, som havde talt med dem og set dem paa nærmeste Hold, bekræftede, at deres aandelige Udvikling stod paa et saa lavt Trin, at de var som uansvarlige Børn - men ganske vist som Børn, der var farlige for deres Omgivelser. Deres Ledere kunde faa dem til hvad som helst. Og man saa endvidere paa de levende Billeder de Bolscheviker, der var dødsdømte, gaa op ad Trinene paa en Galge, lægge Strikken om deres Hals og selv besørge deres Henrettelse for Øjnene af en talrig Skare Tilskuere.

I Almindelighed bliver de Dødsdømte blot ført hen til den nærmeste Lygtepæl, som en Stige bliver stillet op imod, og der hænger de sig selv. Paa deres Bryst er fæstet en Plakat, hvorpaa deres Forbrydelse og Dom er skrevet. Det er kun de overbeviste Bolscheviker, de, som frivilligt er gaaet med til Mord og lignende Skændselsgerninger, der bliver dødsdømt.

Største Delen er "tvungne Bolscheviker", og de bliver behandlet som almindelige Krigsfanger.

Hvis man bare kunde faa alle, der har Tilbøjelighed til Bolschevisme, over til Fronten - eller blot over til Estland - og vise dem, hvad Bolschevikerne maa gennemgaa, saa længe de er under deres egne Føreres Herredømme, altsaa før de bliver taget til Fange, sluttede Hr. Asbjørn Bech - saa tror jeg, at al Tilbøjelighed vilde svinde øjeblikkeligt. En bedre Kur kan ikke tænkes. Har man en Gang set en By, hvor Bolschevikerne har sultet og har været tyranniseret af deres forbryderske Førere, kan man ikke oftere diskutere Bolschevismen. Førernes Maal er altfor tydelige, og kun Individer som de. De har set min Film gengive, kan lade sig bedrage af dem.

Haagen.

(Nationaltidende 5. juli 1919)

Efter en rolig periode kom de tilbage til Estland hvorfra de afmarcherede 24. juli 1919. Fra 26. juli 1919 kom de under beskydning af det røde artilleri, der støttede en række røde enheder. Den 27. juli rykkede styrken videre frem mod landsbyen Samukinor, hvor man igen ventede på, at de estiske fløje støttede op. Den 28. juli blev hele kompagniet sat samlet ind med støtte af 12 rekylgeværer mod de røde styrker. Fremrykningen stoppede, og til sidst blev styrken kastet tilbage til Sjakovsina. Her lå de i kamp i tre dage, afviste flere angreb, alt imens hundredvis af granater dagligt regnede ned over stillingerne.

2. august blev styrken trukket nogle få hundrede meter ud af linjen, men patruljetjeneste og et enkelt bagholdsangreb tilførte alligevel styrken tab. 8. august blev den godt slidte styrke trukket helt væk fra fronten. Samme måned blev trykket mod de estiske styrker mærkbart lettet, da bolsjevikkernes interesse skiftede mod syd, hvor den ”hvide-russiske” general Denikin rykkede frem i Ukraine og truede med at indtage de store byer Kharkov og Kiev.

I slutningen af august vendte korpset tilbage, og i anledning af kongens generelle hyldest stilet til formanden for centralkomiteen for de frivillige korps, professor Troels-Lund, oplæstes kongens skrivelse også for Westenholz' korps ved Frederiksholms Kanal. Oplæsningen overværedes af direktør Westenholz og formanden for korpsets bestyrelse, kaptajn baron Wedell-Wedellsborg. (Foto fra B. T. 1. september 1919). 

2. september marcherede det danske kompagni fulgt af en estisk æresgarde på 1000 mand bestående af en husareskadron, et infanteri og marinesoldater, officerer fra Talllins militærskole, og hele tre militærorkestre gennem byen ned til havnen og skibet ”Kalevipolg” der skulle sejle danskerne tilbage til København. Den estiske øverstbefalende general Johan Laidoner i selskab med bl.a. den estiske statsminister Otto Strandman takkede for indsatsen. 

Tabstallene var 7 døde, 20 sårede, og 4 fangne. Estland var selvstændigt indtil 1940.

Sandheden om det danske Korps i Estland.

En af Deltagerne fortæller om de faktiske Forhold - Angrebene var skrevet af Desertører eller ubrugelige Soldater.

Grundet paa de de uretfærdig Angreb paa det af Hr. Direktør Aage Westenholz startede Korps - Dansk Baltisk Auxiliére Corps - vil jeg fortælle lidt om, hvorledes Forholdene, efter mit Skøn, i Virkeligheden var.

I første Række maa jeg dog bemærke, at disse Angreb enten var skrevet af Desertører eller af Folk, som var sendt hjem som ubrugelige, og det er mig ufatteligt, at et af Landets største og efter dets egen Formening bedste Blade har kunnet optage disse Angreb, som tydeligt viste, hvad det var for Personer, der havde skrevet dem.

F. Eks. klagede en Desertør over, at han "maatte ligge paa aaben Mark om Natten". Det var naturligvis ogsaa himmelraabende uretfærdigt, at vor Ledelse ikke sørgede for at føre et 1. Kl. Hotel med Trainet til Brug for Dhrr. men det lod sig altsaa ikke gøre, og Dhrr. mente saa, at naar de ikke hver Nat kunde komme til at hvile deres trætte Lemmer i Edderduns-Dyner, var de berettiget til at desertere fra et Korps, hvor de var frivilligt med.

Eti Ting, der gentagne Gange er blevet angrebet, er vort 

Sanitetsvæsen.

Det kunde maaske nok have været bedre, men det har dog klappet under hele Turen, og medens, vi til ca. 175 Mand havde en Læge, en Sanitær og to Ambulancesoldater, havde Esterne kim een Læge, een Sanitær, to Sygeplejersker og to á tre Ambulancesoldater til ca 450 Mand.

Under hele Felttoget var Lægevognen tæt bag Kompagniet, og naar vi lagde os i faste Stillinger, tog Lægevogne Station 100 à 200 m bag Ildlinien, medens der altid laa en af Ambulancesoldaterne i selve Ildlinien, rigeligt forsynet med Forbindings-Materiel.

Forplejningen lod enkelte Gange en Del tilbage at ønske, men da det skyldes de daarlige Ernærings- og Transportforhold , og vi jo dog har faaet, hvad vi kunde spise (selvom det ikke altid var Risengrød og Gaasesteg), saa synes jeg ikke, vi har nogen Grund til at klage, selv om det en enkelt Gang gik lidt skævt

Lønningerne

var udmærkede, f. Eks. fik en Menig hos os 600 estniske Mark pr. Md., medens en estnisk Løjtnant kun fik 400 Mk. At Lønningerne ikke altid faldt præcis d. 1 . , synes jeg man maa undskylde i et Land som Estland, og for Resten er vi hele Tiden blevet behandlet honnet med Hensyn til Pengene - de estniske Soldater ventede tidt 2-3 Maaneder paa deres Lønning.

Saa er der Angrebene paa vore Officerer, og desværre maa jeg indrømme, at vi havde faaet enkelt ret uheldige Officerer med, som ikke forstod at omgaas det til Tider noget vanskelige Mandskab.

Men de Mænd, som ledede os, og som flere Gange med Dygtighed førte os gennem det til Tider frygtelige Virvar, har vi kun Grund til at takke, og de, der har forsøgt at berige sig paa Korpsets Bekostning, er efter sikkert Forlydende arresterede i Reval af den estniske Regering.

At der herskede en streng Disciplin er sandt, men det var ogsaa absolut nødvendigt, og det, at der gentagne Gange skulde være truet med Dødstraf, er, saa vidt mig bekendt, ikke sandt, og i hvert Tilfælde er 

ingen Dødsstraf

eksekveret inden for det danske Korps.

Vi har kun haft ét Tilfælde, hvor det var nødvendigt at gaa haardt frem.

Det var en af Mandskabet, der paa en meget grov Maade gjorde sig skyldig i Lydighedsnægtelse, og han var som Følge deraf hjemfalden til Dødsstraf ifl. de estniske Krigslove. En Krigsret. ligeligt sammensat af estniske og danske Officerer, dømte ham i Stedet til 5 Aars Fæstningsarrest.

I og for sig er saadan en Straf haard nok. men denne Mand blev, som Dansker, behandlet meget humant. f. Eks. havde han fire Timers daglig Frihed, hvori han uden Ledsagelse spadserede frit omkring i Reval. Nu er Manden benaadet og paa Vej hjem, saa man kan jo ikke paastaa, at han har faaet den Straf, der tilnærmelsesvis svarer til Dødsstraf!

Jeg vil slutte med at rette en Tak til alle mine Kammerater, saavel Befalingsmænd som Menige for den Tid vi var sammen i Estland.

Jeg rejser nu derover igen for at kæmpe under General Balachowitz, og jeg vil da fra Tid til arden forsøge at fortæle Bladets Læsere - derigennem eventuelle Kammerat - lidt om den kommende Tid i Estland og Rusland.

Otto Hansen,

Vicefeldwebel i Nord-Vest-Armeen.

(Fyens Stiftstidende 16. september 1919).

Nord-Vest-Armeen på 50-60.000 mand rykkede i oktober 1919 frem mod Gatschina (en by lidt syd for Sankt Petersborg). På daværende tidspunkt regnede Thisted Amts Tidende med at Petrograd ville falde i begyndelsen af november.

En artikel af kaptajn C. V. Nyholm: "Den russiske Nord-Vest-Armes Mænd paa Gatchina-Fronten" (Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 6. august 1919) beretter at  armechef var general Rodzyanka (1879-1970). Artiklen nævner at armeen ikke havde et dårligt forhold til esterne. Han berettede fra fronten at tropperne ikke havde været afløst i tre uger, ingen løn havde fået og var elendigt klædt. Armeen blev trængt tilbage fra Sankt Petersborg til Narva i Estland. Rodzyanka blev sendt til England 23. november 1919 og slog sin først ned der, dernæst i USA.

Efter at oberstløjtnant Gudme i midten af oktober 1919 havde udtalt at overskuddet til mandskabet blev udbetalt i den estniske legation, henvendte de hjemvendte frivillige sig der (Holbergsgade 20), men fik den besked at der intet overskud var. 

Hr. Westenholz og de estniske Penge.

Patriot og Velgører.

Efter at have givet hver af de "artige" Soldater 200 Kr. vil han ikke have mere med Sagen at gøre.

"jeg er Ikke Idiot" siger Hr. Westenholz.

Etter at have sat den estniske Komedie i Scene har Patrioten, Direktør Westenholz ikke haft mange rolige Timer, hverken i København eller paa sit Herresæde i Birkerød. Den arme Direktør har modtaget saa mange Henvendeleer og Bebrejdelser, at han næppe mere vover sig ud paa lignende Eventyr.

Et meget stort Antal af de Frivillige og mange af deres Slægtninge har gjort ham Livet surt ved at kræve ham til Regnskab for de gyldne Iøfter, han afgav i den første Begeistring over sin Idé og over, at den var bleven realiseret Nu har Piben faaet en anden Lyd.

Vor Omtale i Gaar af de vanskelige Pengeforhold har ikke sat ham i bedre Lune, hvilket fremgaar af en Samtale, vi har haft med ham.

"Jeg skylder Ikke nogen noget"

var Omkvædet for alle Hr. Westenholz Udtalelser.

- Hvad siger De til de Frivillige Krav om Efterbetaling? spørger vi. 

- De har intet Krav paa Penge, og jeg skylder dem Ikke noget.

- Maaske ikke, men den estniske Regering da?

- Ja, den har frygtelig Uorden i Maskineriet; men jeg tror heller Ikke, den skylder de Frivillige noget.

- Hvorledes skal man saa forklare Uoverensstemmelsen mellem den estniske Legation og Oberstløjtnant Gudme?

- Det ved jeg ikke. Men han har sine papirer i Orden.

- Har han da ikke haft Vanskeligheder med Regeringen?

- Jo, der har vist været noget i Vejen, jeg ved ikke hvad.

- Var Kaptajnen ikke arresteret?

- Nej, det viser hans Papirer i alt Fald ikke. Jeg tror nok, at han var meget vellidt

- Tror? De ved det altsaa ikke?

- Nej, der kan jo altid være Friktioner; men de vil godt have ham derover igen. Saa det tyder jo Ikke paa noget daarligt Forhold.

Hvorledes faer de Frivillige deres Penge.

er vort næste Spørgsmaal.

- Ja, som sagt, jeg skylder dem intet. Jeg har givet hver af de hjemvendte 200 Kr., og de faar 200 Kr. i Ekviporitgspenge af Legationen. Saa jeg synes ikke, der er noget at beklage sig over.

- Har De personlig foræret hver af de 200 Mand 200 Kr.?

- Nej, kun de flinke.

- Hvormange har været flinke?

- Jeg har udbetalt til 140 Mand. Men jeg vil ikke betale Penge til Desertører og andre daarlige Elementer. Men er der endnu nogle af de gode Soldater, kan de godt faa Pengene

Mild Kritik af den estniske Legation.

- Naar De ikke vil betale Deres Soldater, endskønt den estniske Legation henviser til Dem, hvad skal Folk saa gøre? 

- Ja, det kommer virkelig ikke mig ved. Jeg skylder Ikke nogen noget.

- Men hvorfor henviser Legationen saa til Dem?

- Aa, det er jo ikke erfarne Diplomater. De ved vel ikke Besked.

- Det kan De maaske have Ret i, men det kan Folkene jo ikke leve af.

- Nej, men jeg skal heller Ikke forsørge dem. Og da slet ikke

"ham med Kappen"

Westenholz mener Postbud Larsen, der har udlaant sin Kappe med Hr. Westenholz Vidende.

- Da vil altsaa heller ikke erstatte den?

- Nej, Jeg er da Ikke helt Idiot. Naar Folk laaner ud, maa de selv om at faa det igen.

- Det kan Manden jo ikke være tjent med.

- Det kan godt være; men saa maa han jo prøve Legationen igen.

Efter dette afsluttede vi Interviewet med Hr. Westenholz, der vel har lokket danske Mænd ud til Slagtebænken for en dem uvedkommende Sag, men alligevel ikke vil honorere selv de retfærdigste Krav. Det er let nok at være Patriot, at udslynge Fraser om Mandsmod og Hæder for Landet, men det er aabenbart ulige vanskeligere at honorere selv de simpleste Pengekrav. Forhaabentlig slipper Salonhelten ikke lige saa let fra sine Forpligtelser, som han er sluppet udenom Tilsagnet til de Frivillige om, at deres Fremtid vilde være sikret, blot de lod sig indrullere i Friskarekorpset.

Der findes vel nok en Form for at faa Hr. Westenholz Ml at betale.

Dines.

(Social-Demokraten 19. oktober 1919)

Westenholz anlagde sag mod redaktøren af Klassekampen, Otto Larsen der blev idømt 6 måneders fængsel, samt en bøde på 500 kr. 

I maj 1920 meddelte Københavns Byret at den havde modtaget besked fra justitsministeriet (Venstre) om at anklagerne mod Westenholz og Paludan skulle bortfalde. 

En begejstret støtter af Westenholz' korps var den nationalkonservative digter og forfatter Valdemar Rørdam (1872-1946) som skrev digte og artikler i aviserne. Under 2. verdenskrig skrev han "Så kom den dag som vi har ventet længe" som hyldede Hitlers indsats mod bolsjevismen og et hyldestdigt til Christian Frederik von Schalburg. Efter krigen fik han frataget sin offentlige støtte og af Æresretten sidestillet med en millionværnemager.

Bergs ny Hærlov. (Efterskrift til Politivennen)

Se afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt den efterfølgende proces.

At vi nu faar en Hærlov, er hævet over al Tvivl; mellem "Højre" og Berg er der nu kun en lille Tvist tilbage om Bekostningen m. m., men da begge Parter har ladet sig forlyde med, at man, som det hedder i Handelssproget, kan "brække over" paa Midten, saa er der ingen Tvivl om, at delte eller noget lignende vil blive Tilfældet. Det vilde ogsaa vare urimeligt, om en saa stor og betydningsfuld Sag, der drejer sig om mange Millioner, skulde strande alene paa Hensynet til nogle faa Hundrede Tusinde Kroner. Da Berg imidlertid forlods har givet Vaabnene fra sig. saa han kun har det mindre væsenlige, Pengespørgsmaalet, tilbage, saa vil de kommende Forhandlinger for lukkede Døre ikke faa mere Betydning end det sædvanlige Optrin imellem 2 Handlende, der godt veed, hvorledes Enderesultatet skal vare, men dog paa Handels-Honørens Vegne soler sig forpligtede til at gaa og komme et Par Gange, forinden Næven rækkes ud til Slag.

Vi har altsaa en ny Hærlov, og Prisen bliver formodenlig en halv Million mere end den nuværende Hærlov, idet Omkostningerne altid overstiger Overslaget; dog er Bekostningen ikke her Hovedsagen.

Der er adskillige Punkter, som er af langt større Betydning end Pengespørgsmaalet. Dette hænger sammen med, hvad det danske Demokrati med Rette kunde og maatte haabe af en ny Hærlov; lad os undersøge disse Krav. og det vil vise sig, at end ikke den tarveligste Fordring er sket Fyldest ved den ny Lov. - Enhver sand Demokrat maa forlange, at det værnepligtige Mandskab faar en human Behandling, der svarer til, hvad Tiden kræver; det er bekendt nok, at saagodt som alle Rekruter klager over den Behandling, som de nu er udsatte for, og den Dom fra Jægersborg, som nylig er fremkommen, stadfæster kun dette; den milde Straf, de vedkommende har faaet skal næppe virke ret meget afskrækkende. Hvor rimeligt var det, om man i den ny Hærlov havde sørget for at faa indført Sikkerhedsforanstaltninger imod slig Behandlingsmaade; er nogen virkelig saa enfoldig at tro, at man skaber gode og villige Fædrelandsforsvarere ved at "muntre" dem med Slag og Skjældsord? Jo, desværre er der mange, som tror det, men de vil blive bitterlig skuffede. - Jens Busk har indlagt sig Fortjeneste ved Jægersborgsagen - derom er vistnok alle Demokrater enige - men han afsier Myggen og finger Kamelen ved at gaa i Bergs Kjølvand og vedtage en Hærlov, hvor der ikke er den fjærneste Garanti for, at Behandlingen af Soldaterne vil blive bedre, men langt snarere Udsigt til, at den vil blive ringere.

Man sige ikke, at dette ikke vedkommer Hærloven, og at man siden kan ændre den militære Straffelov, thi har man først givet det Vaaben fra sig, som man havde i Hærloven, saa kan Venstre gjerne opgive ethvert Krav paa Reformer i andre Retninger; "Højre" har, som bekjendt, ikke Øje for den humane Behandling af Soldaterne; "Krumslutning" og "Rotting" er efter deres Begreb fortrinlige Straffemidler - hvorledes bilder Venstre sig da ind at faa disse middelalderlige barbariske Straffe afskaffede, naar der intet som helst Tryk hviler paa Højre. - Mærkværdige Godtroenhed!

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men der er en Vej, ad hvilken man allerbedst skaffer Soldaterne en human Behandling og bedst fremmer en god og fædrelandssindet Aand i Hæren, og det er ved at sørge for, at den forsynes med dannede og humane Befalingsmænd ; disses Uddannelsesmaade staar derfor i meget nøje Forbindelse med Soldaternes Behandling; i den gamle Hærlov af 1867 var det Tanken, at idetmindste en Del af Befalingsmændene skulde udtages blandt det værnepligtige Mandskab ; istedetfor dette skal nu samtlige Befalingsmænd uddannes ved Afdelingerne, og her kan den stokmilitære Aand, der i Mandskabet ikke ser andet end villieløse Medlemmer, ret faa et Arnested. - Det er en fuldstændig Opgivelse af Folkevæbningstanken, en Tilbagevenden til Frederik den 6tes Tidsalder; man skulde og burde skaffe en human og demokratisk Aand ind i Hæren, og saa overlader man hele Uddannelsen af Befalingsmændene til de militære Herrer. - Et bedre Middel til at voldgive sig Stokmilitærismen kjender vi ikke. Kort sagt: Den Bergske Hærlov har ingen Garanti for en humanere Behandling af Soldaterne - om mulig det modsatte.

En anden Fordring. Demokraterne maa stille, er Afskaffelse af tvungen Garnisonstjeneste. - Mulig er det nødvendigt, at der er den Art Tjeneste om Vinteren, fordi der dels skal være en større Politistyrke, dels skal være noget Mandskab til Officerernes Øvelser - men hvorfor skal denne Byrde paahvile enkelte af Landets Børn fremfor andre. - Ligheden kræver, at slig Tjeneste maa udføres af lejede Soldater og Bekostningen dermed kræver, at al overflødig Garnisonstjeneste afskaffes, og der er sandelig nok deraf, nok af Gamaschetjeneste. Dertil kommer, at Garnisonstjenesten virker sløvende paa Mandskabet og desværre ofte nedbryder Sædelighedsfølelsen. - Venstre har altid hævdet Afskaffelsen af denne Tjeneste - hvad siger nu det ny Forslag derom:

Det forøger Garnisonstjenesten fra 36,000 Tjenestemaaneder til 45,400, og det samtidig med, at den Hær, vi kan stille i Marken i første Række, bliver betydelig mindre end den, vi nu har.

Dersom det er det danske Folks Opgave at skabe en forholdsvis lille Hær med et stort Apparat af kostbare Officerer og at holde denne Hær i en saadan Orden, at den kan paradere for enhver tilrejsende Kapacitet og faa Ord for at være en vel dresseret og pyntelig lille Hær, og det fremdeles er Opgaven i Krigstid at opgive Jylland og Fyen og forvare den smukke Hær paa Sjælland, saa svarer den ny Hærlov godt til sit Formaal; den gamle militære Aand faar Lov at blomstre paa alle Omraader og kaste sit Frø i vore Garnisonsstæder; hvis det derimod er Meningen, at det danske Folk i Farens Stund vil rejse sig alle som een for at værge vor Odel og Eje til Lands og til Vands, saa kan der næppe tænkes nogen slettere Lov end den, vi nu er saa temmelig sikre paa at faa. - Den lille Landhær med de mange Officerer og den lange demoraliserende Garnisonstjeneste vil sluge vore smaa Midler, saa vi kun faar lidt tilovers for det Værn, der fremfor alt burde være vort bedste Vaaben, fordi det er det eneste, ved hvilket vi kan vente at udrette noget forsvarligt, - vi sigter naturligvis til Flaaden. At denne vil blive svagere, i samme Grad som vi sætter vore Midler til paa at skabe en Landhær, er indlysende. - Det eneste, som der ved den nye Hærlov vindes for Befolkningen, er, at Genindkaldelser af Mandskabet nedsættes fra 3 til 2 Gange. Dog er det ikke værd at glæde sig for tidlig derover, da det mulig hører med til det, som Berg mener med sit "sidste Ord". Nu - det gjælder jo ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden, saa har Venstremænd kunnet opgive alt, hvad de hidtil har kjæmpet for, saa lad dem opgive det med. n.

(Horsens Folkeblad 5. juli 1880).

Hærloven var et resultat af kontakten mellem den moderate venstreleder, Frede Bojsen, og krigsminister C. A. F. Thomsen. Folketingets moderate venstre og højrepartiet nåede til et resultat, som ikke blev afvist af regeringen og landstinget, og som blev vedtaget den 25. juli 1880. Hærens antal af linie-batailloner blev udvidet fra 21 til 31, idet 10 reserve-batailloner blev overført til linien. Rytteriet og artilleriet blev udvidet på samme måde og feltartilleriet udvidet med 4 forstærkningsbatterier. Fæstningsartilleriet forblev uændret. Antallet af befalingsmænd blev forøget fra 1598 til 2107, men garnisonstjenesten og de årlige indkaldelser blev indskrænket. De politiske følger blev at kultusminister Fischer blev fjernet fra sin post i august 1880, for syns skyld fik Kauffmann lov til at bevare sin stilling til april 1881. Hærlovsagen var et alvorligt nederlag og prestigetab for Chr. Berg, og Hørup fik mere magt til at lancere den antimilitaristiske politik, som få år førte til bruddet mellem Hørup og Berg. Om Chresten Berg, se andetsteds på denne blog.

Militær skandale. (Efterskrift til Politivennen)

Militær Skandale. Iforgaars Aftes omtrent Kl. 9, da Væbningen skulde træde af ved Sølvgadens Kaserne, kom en af den omstaaende civile Mængde til at røre sved Løjtnant Husum af 1ste Bataljons 4de Kompagni efter at der var kommanderet "træd af". Den tapre Hugaf, dertil dagligdags er Assistent paa Klampenborgstationen, blev arrig og var fræk nok til at slaa Vedkommende over Benene. Det bekom ham imidlertid meget ilde, idet Folkemængden styrtede ind paa ham, og et almindeligt Slagsmaal opstod imellem Officerer og Underofficerer paa den ene Side og Civilister paa den anden, medens de Menige stod og glædede sig inderligt over de Prygl, der vankede til Epauletterne og Snorene. Officererne maatte tilsidst, efter at Hr. Husum var bleven forsynet med en god Dragt Prygl og Ørefigner, ty ind paa Kasernen og lukke Porten i. Nogle enkelte Civilister slæbtes med ind i Kasernen. Vi haaber, at vedkommende Officer, der har vist saa grov en Malkonduite, maa saa en Straf, der svarer nogenlunde til Husarrekrutens. Hvad Hr. Husums Strlling som Assistent angaar, da antager vi, at Jernbanebestyrelsen snart maa kunne komme paa det Rene med, om den vil udsætte sig for de Skandaler, som en saa pryglegal Herres Nærværelse efter al Rimelighed vilde bevirke. - Det gør os ondt at maatte tilføje, at nogle enkelte Menige tog Parti for Officererne.

(Social-Demokraten 23. juni 1876).

Kjøbenhavns Væbning holder, som bekjendt, for Tiden sine aarlige Øvelser paa Fælleden. Disse have, som altid, ført mange Tilfluere derud, og navnlig i de sidste Aftener har Antallet af disse været meget betydeligt, flere Tusinde. Det socialistiske Element var ogsaa repræsenteret og har givet sig tilkjende ved stadige Mishagsytringer og Ukvemsord mod flere of Officererne, udenat det paa selve Exerceerpladsen er kommet saavidt, at der maatte skrides ind. Iaftes blev dog en beruset Mand anholdt, og da han blev transporteret bort i en Droske, blev der paa det escorterende Politi kastet Steen af en Hob under Afsyngelsen af Socialistmarchen. Endvidere er det blevet nødvendigt at skride ind nogle Gange paa Hjemmarchen fra Fælleden, og navnlig paa Volden udfor Sølvgadens Caserne. Et Par af Officererne, paa hvem Tumultuanterne særlig synes at have kastet deres Mishag, have endog paa Hjemveien fra Casernen, udfor hvilken Mandskabet traadte af, maatte beskyttes af den væbnede Magt og Politiet. Iaftes, da Øvelserne afsluttedes med Revue for Generalen, fulgtes den Bataillon, der marcherede til Sølvgadens Caserne, af et Par Tusinde Mennesker, navnlig Arbeidere og Drenge, som opholdt sig paa Volden, efterat Mandskabet var traadt af, og vedbleve at pibe og hyle, indtil de bleve splittede af Politiet og fortrak. Der foretoges flere Arrestationer. En af de Arresterede havde Lommerne fyldt med Steen, som han dog benægter at have villet benytte mod Politiet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1876).

Ved en krigsretsdom blev løjtnant Husum (1846-) dømt for "myndighedsovertrædelse", og fik 1 måneds fæstningsarrest af 2. grad. En menig fik i samme sag for "forseelser imod disciplinen" 3 dages vagtarrest. I december 1876 blev løjtnant N. P. O. Husum forsat fra Københavns Væbnings 1. batallon til 33. batallon. N. P. O. Husum var assistent af 1. klasse ved statsbanerne først i Køge, dernæst fra 1878 i Roskilde. Godsekspeditør ved Aarhus hovedstation 1891-1900, derefter stationsforstander i Hobro 1900-1904. Derefter stationsforstander i Viborg. Han blev afskediget i nåde pga dårligt helbred september 1914.

Folketingsvalgene i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

 - - -

5te Valgkreds.

Valghandlingen, der fandt Sted paa Exerercerpladsen og overværedes af en overordentlig stor Masse Mennesker - 15-25,000 - indlededes med nogle Ord af Valgbestyrelsens Formand, Skoledirecteur, Prof. Holbech, der udtalte, at han upartisk, uden at see til Høire eller til Venstre, vilde lede Forhandlingerne, men da ogsaa haabede, at Forsamlingen i sømmelig Ro og Orden vilde høre paa Talerne. Han oplæste derefter det kgl. aabne Brev angaaende nye Valg, nævnte de to Candidater ved Navn, nemlig Directeur Bille og Cand. phil. L. A. Fr. Pio, samt deres Stilleres Navne - Bille var stillet af General Carøe, Ass. pharm. Glahn, Cancelliraad Hegel og Fabrikant, Stadsrevisor Petersen, Pio af ialt 32 Mand - og gav endelig Ordet til en af Billes Stillere, nemlig Assessor Glahn, som kortelig anbefalede dennes Valg.

Skizze af valghandlingen i Københavns 5. kreds på Exercerpladsen den 25. april 1876. Illustreret Tidende nr. 866, 30. april 1876

Directeur C. Steen Andersen Bille fik dernæst Ordet. I 15 Aar havde han repræsenteret Kredsen i Folkethinget og i den Tid taget en betydelig Deel i alle vigtigere Rigsdagsdebatter (Hør!); ogsaa Arbeiderne havde ofte udtalt deres Paaskjønnelse af hans poliliske Virksomhed. Han havde derfor ikke nødig at indlade sig paa en lang politisk Drøftelse ved denne Leilighed. Ganske vist var der stor Uenighed om hans Valg, men denne Meningsstrid havde vakt Liv og Interesse og havde bevirket, at der paa dette Sted var samlet en større Vælgermasse idag end noget andet Sted i Landet. Det Eneste, han vilde tale om, var Forsvarssagen. Alt, hvad der skulde sikkre et Lands Selvstændighed, maatte nødvendiqt fremtræde som en Byrde for Folket, navnlig naar det var lille. Og saaledes vare vore Forsvarsudgifter store, ja beklagelig store for et Land, der kun havde fredelige Tanker. Men det Første for Folket som for Individet var Sikkerhed for Liv og Existents. (En Stemme: Fred og Kjærlighed!) Ja vel, Fred og Kjærlighed, send den Opfordring til de store Hovedstæder, hvorfra Erobringsplanerne udgaae; der er en Mand, der hedder Bismarck, send den til ham! - Forsvarssagen laa vel endnu ikke heelt klart for i alle Enkeltheder; men enkelte Spørgsmaal vare gjennemdrøftede, de Befæstningsanlæg nemlig, der skulde sikkre os mod en øieblikkelig Overrumpling, og for en saadan vare vi nu udsatte. Der skulde arbeides forud for Begivenhederne, thi hvor vanskeligt det var bagefter at erobre det Tabte tilbage, derom kunde de Danske fortælle Noget. Alle maatte derfor være enige om de af Regjeringen foreslaaede Forsvarsforanstaltningers Nødvendighed. (Stærk Modsigelse.) De Sagkyndiges Stemme burde her høres, ligesom hvor Talen var om ethvert andet technisk Spørgsmaal, som f. Ex. naar vi vilde have bygget et Huus eller syet et Par Støvler. Begge Parter paa Rigsdagen vare ogsaa enige om, at Udgiften skulde gjøres, men Uenigheden var kun om Maaden at reise Pengene paa og at bruge dem. Der var ingen Nødvendighed for en extraordinair Skat, men skulde det være, da lad os, der høre til de velhavende Klasser, vise, at hvor Talen er om Forsvaret, da træde vi ei tilbage, fordi der appelleres til vor Pung. Han troede ikke, at Spørgsmaalet om en extraordinair Skat tilsidst vilde støde paa Vanskeligheder hos Regjeringen. Man burde prøve Alt og vælge det Bedste; men han troede ikke, at dette Ord vilde føre til Bygningen af flydende Forter. Han agtede saaledes at stemme for Regjeringens Forslag og iøvrigt at stemme efter sin Overbeviisning, hvad enten det blev til Behag eller til Mishag. Han haabede, naar denne Dag var tilende, at see sig gjenvalgt med et stort Fleertal. (Stærke Bravoraab og Hyssen.)

Høker H. Petersen anbefalede Pios Valg. Han troede ikke, at Bille havde repræsenteret den store Deel af Kredsens Vælgere paa en heldig Maade; thi Bille havde aldrig virket noget for de ringere Stillede. (Hør!) Nogen hæderligere og mere velbekjendt Mand end Pio kunde man ikke finde.

Cand. Pio erholdt derpaa Ordet og modtoges med længe vedvarende Bifaldsraab. Han ansaae ikke den Omstændighed, at en Valgcandidat var gammel som saadan for at være en absolut Anbefaling for ham; thi den politiske Situation forandredes. En liberal og frihedssindet Mand i 1770 vilde ikke længere være det i 1870 Og saaledes var det gaaet med mange af Mandene fra 1848. Da var det den dannede Klasse, som var fremme i Bevægelsen. Men denne havde nu naaet Massen af Folket der nu følte, at den levede et politisk uværdigt Liv. Han fremstillede sig som Candidat for denne nye Retning. Han havde ikke 15 Aars Anciennitet som Rigsdagsmand, men han havde de 3 Aars Fængsel at støtte sig til, og det veiede maaskee lidt mere hos mange Vælgere. (Hør!) Den socialistiske Bevægelse havde overlevet alle Forfølgelser; trods alle Kvælingsmidler blev den stærkere med hver Dag; Resultatet vilde nok komme engang i Tiden. Socialismen var bleven behandlet paa to Maader. Det ene Parti havde sagt, at han og Meningsfæller vilde de skrækkeligste Ting, den værste Skjændselsdaad, det andet havde befundet sig vel ved denne Bevægelse, havde fundet, at Foreningerne sikkrede dem en større Arbeidsløn osv. Der var da vistnok lidt Ret i den Bevægelse. Man havde sagt, at vi troede hverken paa Præster eller Degne; men hvordan gik det da med Modstandernes Religion; havde de havt nogen, da havde han ikke staaet her idag og talt om Frihed m. m. Dernæst havde man sagt, at Socialisterne vilde Familien tillivs. Ja, Gud bedre Arbeidernes Familieliv, der var ikke Meget at spolere. Den Tale om Delingen af Eiendommen var ligesaa usand. Det var Arbeiderne, der havde skaftet Juvelerne, Silkekjolerne osv. tilstede; de forlangte kun til Gjengjæld at faae det fulde Udbytte af deres Arbeide. Lad omsider dem faae Værdierne, som have tilvejebragt dem. Altsaa, Intet i hans Anskuelser forhindrede Nogen i at sende ham til Folkethinget. Han var selv ikke forhippet derpaa: thi han vidste, at han vilde faae de 101 andre Folkethingsmænd imod sig. Men det var af Betydning, at Arbeiderne dog omsider fik en Repræsentant. Saa var der Udgifterne til Kjøbenhavns Befæstning. Fortet om Kjøbenhavn betød, at der en Dag kunde komme en Belejring, da Bomberne susede over Borgernes Hoveder, og da Byen bliv forvandlet til en Askehob. Dernæst vilde vi vist først være halvt befæstede den Dag Fjenden kom; saa maatte vi bede ham om at være saa god at angribe os fra den befæstede Side. Men naar det kom til en virkelig Belejring, hvorledes skulde saa Kjøbenhavn proviantere, naar Fjenden, som det vilde skee, kom med 2 Dages Varsel? Rimeligt vilde det være, at en stor Deel af Kjøbenhavns rigere Indbyggere vilde under en Belejring vide at bringe sig selv og deres Ejendele i Sikkerhed.

Valgbestyrelsens Formand nedlagde Indsigelse imod denne Yttring.

Pio vilde have sin Bemærkning fremsat i al Almindelighed, og saaledes forstaaet hævdede han dens Berettigelse. En Landbefæstning vilde være skjæbnesvanger for Byen som Handels- og Fabriksby. Alle de største Handelsstæder i Verden vare ubefæstede. Derfor vilde det være urimeligt, om man valgte den Candidat, der erklærede at ville stemme for Kjøbenhavns Befæstning. Blev han valgt, da havde han en noget anden Opfattelse af en Rigsdagsmands Pligter end den, de hidtidige kjøbenhavnske Rigsdagsmænd syntes at have. En Rigsdagsmand var kun et Talerør for sine vælgere; han maatte altid være Ajour med sine Vælgeres Anskuelser om de enkelte Sager, der kom for i Valgperioden. Vi kunde nu vente stormfulde Sessioner, og det var da en Folkethingsmands Pligt saa ofte som muligt at tale med Vælgerne. Han anbefalede sig hermed til valg og bad Vælgerne skjænke ham deres Stemmer. (Stærke Bifaldsraab.)

Fuldmægtig Bandtholz spurgte Candidaterne, hvilken Betydning de tillagde Folkethingets Majoritet, samt om, hvorvidt de ligesom han ansaae gjentagne Opløsninger for utilladelige.

Snedker Petersen rettede ligeledes det sidstnævnte Spørgsmaal til Candidaterne, der endelig af Høker Petersen hvorledes de stillede sig til provisoriske Finantslove.

Directeur Bille, som kun med nogen Vanskelighed kunde komme til Orde, udtalte, at han tillagde Folkethingets Majoritet stor Betydning og derfor i høi Grad ønskede, at han og Meningsfæller maatte komme i Majoritet ved valgene idag. Han ansaae det for uberettiget i al Evindelighed at vedblive at opløse, men dette Spørgsmaal laa jo nu slet ikke for. Hvad provisoriske Finantslove angik, da havde han i 1853 modsat sig en saadan bestemtere end nogen Anden, medens venstres Førere havde tiet.

Cand. Pio ansaae Folkethinget, som alene repræsenterede Folket, for at have den afgjørende Stemme i Alt Folket vedrørende. Fortolkningen om gjentagne Opløsningers Berettigelse ansaae han for stridende imod Grundlovens Aand og Mening; den Afgjørelse, der fandt Sted ved de idag afholdte Valg, burde derfor respecteres.

Hermed var Forhandlingen sluttet, og der skredes til Kaaring. Ved denne afgaves det aldeles overveiende Antal Stemmer for Pio, som derpaa under stærke Bifaldsraab erklæredes valgt ved Kaaring. Directeur Bille forlangte imidlertid skriftlig Afstemning.

Valghandlingen, der, som ovenfor sagt, overværedes af et særdeles stort Antal Mennesker foregik i det taget i Ro, saaledes at begge Talerne under deres Foredrag erholdt Ørenlyd, medens dog Directeur Bille under sin Replik kun med megen vanskelighed kunde komme til Orde.

- - -

Carl Steen Andersen Bille (1828-1898) havde som han selv nævnte i sin tale, været folketingsmand for Københavns 5. valgkreds siden 1861. Som han repræsenterede indtil han trådte tilbage fra det politiske liv. Han var modstander af Bondevennerne. Han var indtil 1872 med i redaktionen af Dagbladet, og blev i stedet direktør i Kjøbenhavnske Byggeselskab (1872-1876), samt valgt som borgerrepræsentant i København. Han fortsatte som korrespondent for The Times 1872-1874. Det kjøbenhavnske Byggeselskab styredes i det skjulte af C.F. Tietgen og stod bl. a. bag saneringen af Peder Madsens Gang og byggeriet af nye ejendomme omkring Hovedvagtsgade, fornyelsen af Hotel d'Angleterre samt anlæggelsen af Søtorvet.

Ved den skriftlige afstemning i 5. fik Pio 1.013 stemmer, mens Bille fik 2.037 stemmer. 

9de Valgkreds.

Mødet, der overværedes af et Par Tusinde Mennesker, aabnedes af Valgbestyrelsens Formand, Bankdirecteur Reimann, der meddeelte, at der havde stillet sig to Candidaler, Hr. Povl Geleff og Commandeur Tuxen. Tobakspinder J. Nielsen anbefalede Hr. Geleff. P. Geleff vilde væsentlig udtale sig om det Spørgsmaal, der havde fremkaldt Folkethingets Opløsning, nemlig Befæstningssagen. Han ansaae i al Almindelighed Krig for en Ulykke, for en Synd mod Humaniteten. Krige bleve efter hans Mening kun førte for Fyrsternes Skyld; bleve Folkene enige om ikke at føre Krig; vilde der ingen Krige blive. Han vilde derfor aldeles ikke bevilge noget til Forsvarsvæsenet, idet han meente, at en Befæstning af Kjøbenhavn kun vilde være at lokke en Fjende til at tiltvinge sig vor Alliance, saaledes som Englænderne vilde i 1801. Han vilde bede de Vælgere, der ikke ønskede Kjøbenhavn befæstet, om at stemme paa ham.

Pastor Holck anbefalede Commandeur Tuxen som en maadeholden og besindig Frihedsmand, der navnlig i den nærmest foreliggende Sag kunde virke til megen Gavn ved sin Sagkundskab.

Tuxen (der hilstes med stærke Bifaldsyttringer) præciserede, at der ved Regjeringens Opløsning af Folkethinget forelaa tre Spørgsmaal: om vi skulde have en Søbefæstning af Kjøbenhavn - herpaa vilde Taleren svare Ja - om vi skulde knytte Bevillingen hertil til en Indkomstskat - hertil vilde han svare Nei - og om vi vilde bevilge Penge til de nye Kanoner - hertil vilde han svare Ja. Man kunde ikke tænke paa at ophæve Krigene, overalt i Europa rustede man sig, og vi kunde ikke holde os tilbage; vi maae stræbe hen til, at vi, saavidt muligt, kunne forsvare os. Den, der opgiver sig selv, er allermeest udsat for at falde i Fjendens Magt. Folkethingsfleertallets Forslag om en Indkomststat var unødvendigt, og burde i hvert Fald ikke blandes sammen med den det aldeles ikke vedkommende Befæstningssag. Kjøbenhavns Landbefæstning var et Spørgsmaal, som endnu ikke laa for; den angik Forsvaret i 2den Linie, men for Øieblikket var der kun Tale om Forsvaret i 1ste Linie. Herom kunde Taleren altsaa ikke nu udtale sig. 

Matros P. Funch meente, at Arbeiderne altid havde havt deres Støtte hos de saakaldte "Storborgere", saavidt han forstod dette Ord. 

Geleff mindedes en Valghandling i denne Kreds i 1852, hvorved Commandeur Tuxen ogsaa var anbefalet som en "moderat Frihedsmand", ved hvilket Udtryk Taleren ikke kunde forslaae Andet end en Mand, der kun vil give en Deel af Folket Frihed. (Stærk Modsigelse.) En Indkomstskat var nødvendig; thi vi trængte baade til Toldnedsættelser og til mange andre Reformer. Taleren hævdede stærkt, at Ligeberettigelse af Folkething og Landsthing var en Krænkelse af den almindelige Valgret; først naar Folkethingets overveiende Betydning blev anerkjendt, vilde Statsmaskineriet komme istand igjen.

J. Nielsen spurgte Commandeur Tuxen, om han ansaae gjentagne Opløsninger af Folkethinget fra Regjeringens Side for berettigede.

Tuxen oplyste, at han aldrig havde stillet sig i denne Kreds før 1864, og altsaa ikke havde været Candidat i den i 1852. Gjentagne Opløsninger vare ikke imod Grundloven, og altsaa berettigede; et andet Spørgsmaal var, om det var fornuftigt at anvende dem; det kone an paa de foreliggende Sager. 

A. Petersen spurgte, om Tuxen vilde virke for en ny Valglov, hvorefter Fattigunderstøttelse ikke skulde medføre Tab af Valgret. 

Maskinmester Lind anbefalede varmt Turen som en Tolk for de Anskuelser, Taleren ansaae for de rette. Han vilde ønske, at Tuxen vilde stræbe hen til at skaffe gamle Sømænd en Understøttelse af Staten.

Stadssergent Schultz troede ikke, at Toldnedsættelserne vilde komme Forbrugerne tilgode. Han mindede om Consumtionsskattens Ophævelse, der slet ikke havde bragt Kjøbstæderne den Fordeel, man havde havt til Hensigt. Hin meente, at man i de militaire Sager skulde høre de Sagkyndige.

Efterat endnu nogle Reptiler vare vexlede mellem de foregaaende Talere, skredes der til Kaaring, ved hvilken Commandeur Tuxen saa godt som eenst. blev valgt; der forlangtes skriftlig Afstemning.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. april 1876. Uddrag).

Ved den skriftlige afstemning i 9. fik Tuxen 587 stemmer, mens Geleff fik 119 stemmer.

Ved folketingsvalget fik Højre som repræsenterede regeringen og landstingets standpunkter i befæstningsplanen, 28 repræsentanter, mens oppositionen (Venstre) fik 74 repræsentanter. 15 kredse skiftede fra Højre til Venstre, jævnt fordelt på hele landet. Kun en enkelt kreds skiftede fra Venstre til Højre. Valgdeltagelsen var betydelig højere end i 1873.

Louis Pio: Patriotisme og Disciplin. (Efterskrift til Politivennen)

Militære Erindringer

af

Louis Pio.

Naar man har været Soldat, naar man har været med i Felten, i Lejren og i Garnisonen og stedse haft blot et nogenlunde aabent Øje for Stemninger og Tilstande blandt de menige Soldater, kan man ikke godt undlade at trække paa Smilebaandet, saavel over dem, der fabler om Patriotisme og Redebonhed til at "dø for Fædrelandet", som over dem, der tror, at Mangler i denne Retning vil kunne afhjælpes ved Rottingslag og Eksekutioner.

Jeg har været mellem dem, der meldte sig frivilligt, da Krigen i Slutningen af 1863 truede med at udbryde; jeg brændte af Utaalmodighed over at skulle "gaa i Skole" til ind i Marts 1864, for jeg kunde komme til at deltage i Kampen, og jeg vedligeholdt mit gode Humør hele Krigen igennem til Trods for de lidet lystelige Resultater. Man vilde imidlertid fejle meget, hvis man troede, at det var "Patriotisme", der ansporede mig og holdt mig oppe. Nej, det var simpelthen Ønsket om ikke at staa tilbage for Nogen i hvad jeg ansaa for Pligtopfyldelse, og tillige Lysten til det Spændende i Krigerlivet. Ligeoverfor Fjenden nærede jeg ikke Spor af hadefulde Følelser, og jeg vilde selv dengang have betragtet en Tysker som min "Næste" i lige saa høj Grad som f. Eks. en af mine Landsmænd.

Den samme Følelse fandtes hos de 99 Procent af de Menige. Da vi laa i Frederits blev det den ene Gang efter den anden indskærpet fra Kommandantskabet, at Forposterne eller Patrouillerne ikke maatte drikke eller paa anden Maade fraternisere med Østerrigerne, men lige meget hjalp det. Soldaterne af de to Partier hilste paa hverandre, talte med hverandre, drak med hverandre og byttede Feltflasker med hverandre i al Venskabelighed. Endnu værre stod det til med deres Redebonhed til at "dø for Fædrelandet." Da vi traskede om paa lange Ture i Fyen og Jylland, hørte jeg, der altid helst omgikkes de Menige, af disse kun Beklagelser over Marscherne og fremfor Alt over "Dragkisterne" (Tornystrene) ; de var Alle fuldstændig enige om, at det vilde være "rart" hvis de ganske gelinde kunde blive Krigsfanger og komme ned til Magdeborg eller eller en anden tysk Fæstning, hvor de ikke behøvede at marschere, slæbe "Dragkister" og samtidig risikere at faa Arme og Ben skudte af. Det eneste, men rigtignok ogsaa virksomme Middel jeg anvendte mod denne ubehageligt Lyst, var at fortælle dem, at de kun fik Mad dernede en Gang om Dagen og at de aldrig vilde komme til at smage Flæsk eller Sulevarer. Da denne Paastand bestyrkedes af den Tilstand, hvori de tyske Soldaters Madposer vidstes at være, saa blev mine Fynboere højst indignerede; de saa til deres velfyldte Madposer, tænkte paa deres syv Maaltider om Dagen og svor paa, at Tyskerne var noget forsultent Krapyl, som ikke var bedre værd end at slaa ihjel. Var det kommet til Slag efter en saadan Diskussion, vilde de have fægtet som Oldtidens Bersærker, men selv Frøken Pauline Worm vilde næppe været i Stand til at opdage nogen anden Bevæggrund end Kærligheden til de danske - Sulevarer.

Hvad den militære "Retfærdighed" angaar, hvorom her jo nu vrøvles saa meget, da er det temmelig daarligt bevendt med den, naar det gælder om for en Underordnet at faa Ret lige overfor en Overordnet. Jeg skal fortælle et lille Hverdags-Eksempel. En af de paa Sølvgadens Kaserne liggende Batailloner havde for faa Aar siden en Premierløjtnant som midlertidig Chef for et Kompagni. Denne Person udmærkede sig især ved en betydelig Irritabilitet og Hidsighed, forbundet med et meget tyndt Kendskab til Kompagniets Styrelse, der egenlig hvilede hos Oversergeanten. En Dag stod Kompagniet opstillet paa Fælleden, da Premierløjtnanten pludselig røg løs paa en Menig og beskyldte ham for Svineri, fordi han paa Brystet af sin Frakke havde noget Jord, der højst sandsynligt var kommet fra den snavsede Kolbe i af Geværet, da Jordbunden var fugtige Løjtnanten skældte Manden Huden fuld og befalede Oversergeanten at notere ham til forlods Forbliven i Tjenesten for Svineri, en naturligvis aldeles uforholdsmæssig Straf.

Nogen Tid efter stod Premierløjtnanten foran Fronten og hans Øjne faldt paa den samme Menige, der i Øvrigt altid havde opført sig godt. Han traadte da hen til ham og begyndte at sige ham, at der ikke kunde være Tale om, at han virkelig skulde forlods udtages, da Oversergeanten pludselig tillod sig at bemærke, at Rapporten herom allerede var indsendt Dagen iforvejen. "Naa, ja saa er der jo Intet derved at gøre", bemærkede "Chefen".

Soldaten blev opfordret af hele Kompagniet til at klage over denne Behandling. Men den velvise, militære "Retfærdighed" har den Bestemmelse, at en Soldat skal have Lov af sin Overordnede til at klage over ham! Han gik derfor Dagen efter til Løjtnanten, der sov i Almindelighed til Kl. 12, naar han var fri for Tjeneste, og anmodede ham om Lov til at gaa til Obersten for at klage. Løjtnanten blev rasende, vendte sig om paa den anden Side, og erklærede, at Soldaten "for ham gerne kunde gaa ad Helvede til." Soldaten, der rimeligvis ikke ansaa Gangen til Obersten for en "himmelsk" Fornøjelse, tog dette Svar for en Tilladelse og gik.

Dagen efter, da Bataillonen stod opstillet i Kasernegaarden, blev Kompagnichefen kaldt hen til Obersten. Denne spurgte ham i de øvrige Officerers Nærværelse, om han havde givet Soldaten Tilladelse til at klage, da han jo ellers, i Følge Reglementet maatte straffe Soldaten, uden at undersøge Klagens Berettigelse. Premierløjtnanten var blevet askegraa i Ansigtet, men benægtede, at Soldaten havde faaet Tilladelsen. Da Obersten gentagne Gange havde spurgt, om han slet ikke havde givet ham nogen Tilladelse, erklærede han til Slutning, at Soldaten skulde have, saavidt jeg erindrer, 3 Dages mørk Arrest. Det var hele den "Retfærdighed", han fik.

Endelig skal jeg til Belysning af Forskellen mellem den humane og krigsgale Tidsalder, berette et Tilfælde, der skete for 8 a 9 Aar siden i Kastellet. En Menig havde pryglet sin Underofficer, efter i længere Tid at have vist sig aldeles umedgørlig i Tjenesten. Da han var bleven fængslet, vilde en af Kaptejnerne forsøge at tale ham tilrette, men Fyren kylede ham først sin Trøje og derpaa sin Vest i Hovedet med de Ord: Der har I Jeres Snavs og da han saa greb Fadet med Ærterne for at lade det gaa samme Vej, fandt Kaptejnen det bedst at retirere. I Krigsretten var ogsaa jeg. Obersten, der var en human Mand, foreslog os at erklære Soldaten for gal, og fremførte som Støtte det Vidnesbyrd, der var afgivet, at Fyren en Dag havde spist 4 Pd. Kirsebær og drukket en Pægel Brændevin til. Rigtignok havde det samme Vidne forklaret, at Fangen altid spillede fortrinligt "Sjavs"; men i Betragtning af, at man vilde komme i Forlegenhed ved at skulle straffe ham efter Loven, antog vi omsider Alle Oberstens Mening. Fangen blev ført ned lænket og var saa fornuftig ikke at sige et levende Muk. Han blev derfor sendt først til Kommunehospitalet, saavidt jeg ved, derefter nogle Dage til Bistrup og tilsidst kasseret og sendt hjem.

Der er med Hensyn til "Forbrydelsen" en meget stærk Lighed mellem dette Tilfælde og Rekrutens paa Jægersborg. Kun var Infanteristen ikke en to Dages Rekrut og han var ikke Socialist. Men ligesom det lader til, at en Forenings Maskerader gør den uskikket til at holde Maskerader eller Foredrag, saaledes synes det nu, hvis man skal tro Rygtet, at en Socialist er et Væsen, der efter Ordensbanditternes Mening endog bør staa uden for Omraadet af Benaadningsretten. Vi Socialister har hertil kun et Svar: Gør, hvad I lyster, men glem saa ikke at finde Jer med Taalmodighed i Skæbnens Gang, naar Turen engang skulde komme til vort Parti at votere: La Mort sans Phrase!

(Social-Demokraten 27. februar 1876).

Artiklen var affødt af Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne hvor en rekrut var tildelt 150 rottingslag samt fængsel på vand og brød, se indslag om dette her på bloggen.

Louis Pio meldte sig i 1864 som frivillig til Aspirantskolen og efter 2 måneder blev han sendt til armeen. Han deltog indtil fredsslutningen. Han blev indkaldt til reserven i det belejrede Fredericia. Han kom aldrig i kamp, men mødte mange danske soldater som var arbejdere. Han blev atter indkaldt og gjorde garnisonstjeneste ved 13. bataljon. At han havde deltaget i krigen, gjorde det vanskeligt for hans modstandere at beskylde ham for ikke at være patriot. Efter det blev han postskriver ved Københavns Overpostmesterembede i 1870. Dette job havde han indtil han i midten af 1871 helt helligede sig socialismen. 

Hvor er Grændsen? Under denne overskrift læses Følgende i "Dgs. Nyh.": Vi tillade os at henlede Krigsbestyrelsens Opmærksomhed paa en Artikel i "Social-Demokraten" for Søndagen den 27de ds., betitlet "Disciplin og Patriotisme, Erindringer fra mit militaire Liv", af Louis Pio. I nogle Meddelelser, der i kynisk Raahed overtræffe Alt, hvad vi tidligere have last i dette Blad, indfletter Forfatteren et falsk Referat af militaire Anordninger og flere Insinuationer mod unavngivne Officerer, Alt beregnet paa at vække Modbydelighed og Foragt for Militairstanden. For nogen Tid siden udtalte samme Blad, at i Underofficerer og Officerer paa Jægersborg havde faaet deres Opdragelse paa Sangkneiper og Bordeller: vi saa med Forbavselse, at denne Beskyldning gik upaaagtet hen, og formodede, at Grunden var den, at man ikke skjøttede om at faa den stakkels Skinredakteur idømt Mulkt eller Fængsel; men denne Gang træder "Stormesteren" selv frem under Navn, den frivillige Officer giver et falsk Referat af Love, som Rekruten lærer den første Dag, han er paa Skolen, meddeler Historier om sine tidligere Kammerater, der, hvis de ere sande, burde have disses Kassation til Følge, latterliggjør vore Soldater under Felten og kaster aan paa Kjærligheden til Fædrelandet; denne Gang bør der intet Hensyn tages, hvis Krigsbestyrelsen ikke vil udsætte sig for, at Mange, der nu forarges over disse Artikler, begynde at trække paa Skuldrene og sige: "Der er dog maaske noget Sandt i dem."

H. Pios Indflydelse paa den ikke raisonerende Del af Befolkningen har nylig vist sig paa en uhyggelig Maade; han bærer for Øieblikket Ansvaret for Begivenheden paa Jægersborg og dens Følger, men gjøres der ikke snart Noget fra Regeringens Side for at standse denne Mands Virksomhed, saa bliver den medansvarlig i kommende Begivenheder af samme Art (I Artiklen giver Hr. Pio Anvisning paa, hvorledes man ved at prygle sine Foresatte og bag efter spille gal kan unddrage sig Militairtjenesten. Det var interessant at faa at vide, om der existerede personligt Bekjendtskab mellem P. og Husarrekruten) og medansvarlig, naar Hr. Pio dekreterer sit "La mort sans phrase", hvormed han truer i nævnte Artikel.

(Kjøge Avis 2. marts 1876).