Dansk Baltisk Auxiliére Corps, 1919. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af januar 1919 meldte danske aviser at 10.000 frivillige finner havde meldt sig til Estland. I juni synes hvervningen var gået i stå og tropperne vendte tilbage til Finland. Samtidig ville aviserne vide at Aage Westenholz ville sende danske frivillige dertil. Westenholz udtalte i begyndelsen af februar at han håbede at afsende et elitekorps "med stor kraft i forhold til sit antal" (Dagbladet 3. februar 1919). Det blev senere til Det Dansk-Baltiske Auxiliær Corps som skulle kæmpe sammen med baltere (estere, lettere og litauere) som erklærede sig uafhængige efter den russiske zars fald. Bolsjevikkerne og deres tilhængere i Baltikum mente at regionen skulle være del af Sovjetunionen. 

Den danske regering med den radikale C. Th. Zahle som stats- og justitsminister og Erik Scavenius som udenrigsminister fra 24.06.1913, og socialdemokraten Th. Stauning socialminister fra 18.11.1918 havde i november 1918 tilladt den britiske flåde at bruge Københavns red som flådebase i kampen om herredømmet over Østersøen. Den foretog et ødelæggende torpedobådsangreb mod den sovjetiske flådestyrke i sommeren 1919. Slagkrydserne HMS Tiger og HMS Hood forlod Københavns red i maj 1920.

Ønsket var at afsende omkring 1000 mand. Tallet varierer efter kilde, men ca. 200 mand kom af sted: 12 officerer, 12 underofficerer og 189 menige. Løjtnant af reserven, Richard Borgelin (1887-1966) blev forfremmet til kaptajn og kompagnichef. De frivillige havde for en stor dels vedkommende ikke nogen militær uddannelse. En mindre del havde en værnepligtig uddannelse, og andre igen en form for hjemmeværns grunduddannelse. De ankom til Tallinn 4. april 1919. 

Aage Westenholz (1859-1935) arbejde som ingeniør 1886-1910 i Siam (senere Thailand), og meldte sig som frivillig i kampene mellem Frankrig og Siam 1893. Han avancerede til kaptajn i den siamesiske sømineafdeling. Aage Westenholz deltog stærkt i den danske forsvarsdebat forud for vedtagelsen af forsvarsloven 1909 og agiterede for uddannelse af frivilligt mandskab til opstilling i motoriserede og rekylgeværbevæbnede støtteenheder. I 1908 havde han oprettet et korps på ca. 150 mand (Korps Westenholz) som blev anerkendt af krigsministeriet og deltog i en række øvelser i forbindelse med sikringsstyrelsen. Aage Westenholz afholdt selv alle udgifter i forbindelse med korpset der blev ophævet 1919. 1918-19 var Aage Westenholz primus motor i dannelsen af en frivillig dansk styrke der skulle sendes til Estland og på lige fod med andre hvidgardistgrupper bekæmpe bolsjevikkerne. I den socialdemokratiske og radikale presse blev Aage Westenholz kritiseret for dette initiativ.

Direkt. Westenholz og hans Forbryderkompagni.

Det berygtede Forbryderkompagni, som Direktør og Godsejer Westenholz i de sidste Maaneder har samlet, bestaar udelukkende af Folk fra det laveste Samfundsdyb. Folk, som fra deres Barndom har været underkastet Værgeraadets Tilsyn eller været anbragt paa de dertil indrettede Opdragelsesanstalter, Folk, hvis aandelige Niveau er saa lavt, at ingen Forbrydelse afskrækker, naar blot den betales med Penge,

Saadanne Individer er det, at den fine Direktør og Godsejer allierer sig med for at hjælpe sine Standsfæller i Estland mod Revolutionen. Man finder derimod ikke nogle Overklassebørn blandt det Forbryderkompagni, der i disse Dage befinder sig om Bord paa den finske Damper "Merkur" , der ligger ved østre Silokaj i Frihavnen. Men det er sikkert ikke fordi, at de har saa megen Agtelse for sig selv, saa de ikke vil optræde som Forbrydere, men det skyldes udelukkende, at de er for feige til at ofre Livet for deres Klasseinteresser. Derfor maa Westenholz nu søge ned paa Bunden af Samfundets Kloak for at hente Mudder til at vaske sine estniske Standsfæller rene med.

Saa viseligt er det kapitalistiske Samfund indrettet, at det betaler sig for Overklassen gennem Udbytning og Udplyndring af Arbejderne at skabe en Armé, som for Penge vil begaa hvilken som helst Judasgerning, de bliver opfordret til.

Denne Armé findes i alle Lande. Vi vi blot her minde om den svenske Havnearbejderstrejke i 1908, hvor den svenske Overklasse indforskrev Skruebrækkere fra England, eller den amerikanske Pengefyrste Pinkerton, der oprettede sit berygtede Skruebrækkerbureau.

Vi har igennem "Solidaritet" rettet en Anmodning til Regeringen om at skride ind mod Westenholz ulovlige Bureauvirksomhed i Nansensgade 75, St.

Men Westenholz faar uhindret Lov til at fortsætte sin Forbrydervirksomhed. Endnu ligger Skibet i Frihavnen, og Regeringen kan endnu skride ind og forhindre de Forbrydelser, som Westenholz tilsigter. Hvis ikke dette sker, maa de danske Arbejdere tage Initiativet til at forhindre, at dette Forbryderkompagni kommer til Estland. Søfyrbøderne har vedtaget ikke at sejle med Skibe til Rusland eller Finland, der har Vaaben eller Forbrydere om Bord. I Øjeblikket ligger "Merkur" og venter paa at blive lastet med Mel. Det var da at haabe, at Havnearbejderne vil nægte at laste dette Skib, før der er stillet betryggende Garani for, at det Westenholzske Mandskab og deres Mordredskaber ikke vil blive transporteret til Estland, men at saavel Mandskab som Vaaben fjernes fra "Merkur", før Indladningen begynder.

(Solidaritet 13. marts 1919)

Hvidgardisterne til Estland.

Hvordan Kontrakten ser ud.

Med stigende Forbavselse er Offentligheden Vidne til den af Direktør Westenholz iværksatte Hvervning af Frivillige til Bekæmpelse af Bolschevikerne i Estland og Letland. Som "Politiken" forleden rigtigt gjorde opmærksom paa, kan Regeringen ikke forhindre, at der gaar frivillige til Estland, ligesom der under Krigen har meldt sig danske Frivillige baade paa fransk og tysk Side. Men Bladet er klar over, at Sagen bliver en anden, naar det som i dette Tilfælde er Hvervning eller Organisering af Frivillige, der er Tale om.

Dette er ganske klart. Uden et Øjebliks Betænkning vilde Regeringen have forbudt en saadan Organisering af Frivillige, om den havde fundet Sted under Verdenskrigen til Fordel for en af de krigsførende Magter. Saa afgjort uneutralt og farligt for vort Land vilde den blive anset for at være. Og med Rette. Men simpel Retfærdighed og Opretholdelsen af den samme urokkelige Neutralitet byder da, at der ogsaa skrides ind i dette Tilfælde. At Rusland er mindre farlig for Danmark end en af Stormagterne, og at vi derfor ikke skylder de samme Hensyn, er et Synspunkt, som det vil være ganske  uværdigt at anlægge. Og ikke blot uværdigt, men uklogt. Thi bør der ikke Danske i Rusland, og er ikke adskillige danske Handelsforetagender interesseret i og har Forbindelser med Rusland?

At det er Hvervning, der foregaar, fremgaar dels af de Udtalelser, Dir. Westenholz selv har fremsat, dels af den Kontrakt, der oprettes mellem Hververbureauet og de Frivillige. Ved et Tilfælde er vi kommet i Besiddelse af en saadan, og vi gengiver den her:

D. B. A. C. Løbenr.: 00.

Hr. N- N-

I Løbet af den kommende Uge skal første Afdeling af D. B. A. C. antagelig afgaa til Estland. Hvis De stadig fastholder Deres Anmeldelse og vil indgaa paa nedennævnte Betingelser bedes indlagte Svarkort returneret omgaaende.

Der bydes Dem følgende Betingelser:

1) Fuldstændig Udrustning (se Anmærkning 1.).

2) Fri Over- og Hjemrejse.

3) Frit Ophold fra og med den Dag Kontrakten underskrives til og med den Dag Udskibning i København finder Sted.

4) Kontrakten sluttes indtil Udgangen af August 1919, men Hjemsendelse kan dog finde Sted forinden eventuelt mod en Godtgørelse. (Dette Punkt er endnu ikke fuldt fastslaaet og bliver det næppe før første Afdelings Afrejse.)

5) Desuden følgende Pengeydelser:

a) Efter Indskibningen 100 Kr.

b) En maanedllg Løn 350 Kr. (finske Mark.)

c) En Invaliditetsforsikring for fuldstændig Invaliditet hidrørende fra Sygdom, Saar, etc. under Tjenestetiden 12,000 Kr. engang for alle.

Forsikringssummen formindskes i Forhold til Invaliditetsgraden eller Skalaen i Forsikringsaktieselskabet "Baltica"s Tarif.

6) De maa medbringe Soldaterbog, Forholdsattester, Anbefaling, Lægeattest, personlige Papirer som Daabsattest o. lign. samt om muligt sørge for Rejsetilladelse og Pas til Udlandet.

7) De maa før Kontraktunderskrivelsen underkaste Dem Lægeeftersyn og Vakcination.

8) Mens De er i Tjenesten vil saavel den Post, De modtager, som den, De afsender, blive underkastet Censur.

9) Tjenestetiden begynder ved Kontraktens Underskrift.

10) Skulde Kontrakten i nogen Maade blive forandret - og da til det bedre - vil den Kontrakt, De underskriver, blive ændret l Overensstemmelse dermed med tilbagevirkende Kraft fra Underskriftsdagen.

Forsikringspræmien er ved Deres Afrejse indbetalt, hvorimod Komiteen Intet Ansvar kan paatagt sig, hvis Forholdene skulde medføre Lønningernes eventuelle Udeblivelse. Dog er Forholdene undersøgt, og der maa anses at være betryggende Garantier for de fornødne Midlers Tilstodeværelse.

Derefter følger Anmærkning 1, som angiver, hvoraf den fulde Udrustning bestaar, og hvad dens Værdler beregnes til for de Sagers Vedkommende, som den Hvervede selv skal anskaffe sig.

Vi har tilladt os at fremhæve forskellige Ting i Kontrakten, saaledes Punkt 4, der indeholder den opsigtvækkende Oplysning, at hvis den Hvervede efter at være kommet til Estland, efter nogen Tids Forløb skulde komme til bedre Erkendelse, skal han betale Godtgørelse for at slippe hjem igen.

Bemærkelsesværdigt er ogsaa Punkt 8, der indfører Censur, og Punkt 10, hvoraf det fremgaar, at Komitéen Ikke har Garanti for Lønningernes Udbetaling.

Naa, denne Side af Sagen er mindre væsentlig. Er der virkelig Danske, der er letsindige nok til at indlade sig paa denne tvivlsomme Historie, bør de ogsaa have Lov til selv at bære Følgerne.

Men det, der er af Betydning ved denne Kontrakt er, at den med Tydelighed fastslaar, at den westenholz'ske Virksomhed er ren og skær Hvervning og som saadan ubetinget neutralitetsstrldlg.

Den bør derfor forbydes.

E-g.

(Social-Demokraten 18. marts 1919)

Aage Westenholz forsøgte at tilbagevise avisens påstand om hvervning og at kontrakten kun var et udkast. Social-Demokratens holdning var at Danmark skulle forholde sig neutralt, men tog afstand til Lenins Rusland. De pegede på at det danske Riffel-Syndikat havde interesse i rekylkorps. 

Skal Westenholz' "Kreaturdamper" sejle i Dag?

For over en Uge siden skulde den finske Damper "Merkur" have været afsejlet med Westenholz frivillige Kreaturer til Reval, men endnu ligger den ude i Frihavnen. "Soc.-Dem," er i Gaar bleven klar over, at det Hververbureau, som Westenholz har oprettet, er neutralitetsstridig; men hvorfor hører vi da ikke Minister Staunings Røst, hvorfor optræder denne Mand ikke som Arbejdernes Repræsentant og forlanger denne Hververvirksomhed standset. Et Ord til Arbejderne om, som Protest at nedlægge Arbejdet for at forhindre dette Bureaus Forbrydervirksomhed, vilde vinde Anerkendelse hos alle Arbejdere, men ikke et Ord fra Stauning eller den radikale Regering. Her ser man igen den politiske Humbug. De Midler, som Arbejderne kunde anvende med et godt Resultat, bliver ikke udnyttet eller blot tilsigtet. Hvad nytter det, at en enkelt Mand allerunderdanigst faa Lov at skrive Sandheden, naar Partiets Topfigurer kniber Øjnene sammen, naar det var nødvendigt, at de var rigtig aabne. Paa den Maade er det, at Partiets Virksomhed bliver det modsatte af, hvad den burde være.

Men heldigvis faar Arbejderne mere og mere aabnet Øjnene for deres Styrke uden at Parolen skal komme fra "Guderne" . Sømændene saavel som Søfyrbøderne i Danmark har besluttet ikke at yde saa meget som en Haandsrækning til de Skibe, der skal transportere Vaaben og Soldater til Estland. "Merkur" kan saaledes heller ikke faa nogle af Bugserbaadene til at slæbe sig ud af Havnen. Men der var overhovedet ikke en dansk Arbejder, der burde svine sine Hænder til med Arbejde ved Skibet, og det vilde sikkert ogsaa være lykkedes Havnearbejderne at blokere "Merkur" , hvis ikke Frihavnen endnu skjulte en Del Skruebrækkere fra Strejken i 1913 og 1914, men desværre maa de organiserede Arbejdere endnu lide under det Forlig, der den Gang blev indgaaet.

At Forholdene om Bord ikke er saa gunstige, kan man forstaa, naar man faar at vide, at der er opslaaet Plakater paa Skibet, der siger, at hvis nogen af Besætningen rømmer og bliver paagrebet, saa vil de uvægerligt blive sendt til Finland og skudt, det samme gælder, hvis de viser mindste Tegn paa Ulydighed.

Dette ene Træk viser tydeligt den finske Overklasses Angst for Arbejderklassens internationale Reisning. Kun sørgeligt, at Topfigurerne indenfor Arbejderbevægelsen ikke er i Besiddelse af saa megen Intelligens, at de vil være med til at forebygge de Forbrydelser, som Overklassen gennem Spekulanter og Agenter søger at fuldbyrde ved at lade unge uoplyste Arbejdere hverve til at skyde paa deres russiske Klassefæller.

Arbeiderlederne forstaar ikke, at man har større internationale Pligter, end at lade sig repræsentere paa de forskellige Konferencer og Kongresser.

(Solidaritet 19. marts 1919).

Hvidgardisterne.

En Deputation hos Statsministeren.

En Deputation fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund har i Gaar søgt Audiens hos Statsministeren i Anledning af Hvervningen til Estland.

Deputationen, der bestod af Ernst Christiansen og Jobs. Erwig, overrakte Ministeren følgende Henvendelse:

19. Marts.

Er det Statsministeren bekendt, at der her i Landet er oprettet et Bureau til Hvervning at frivillige, som skal anvendes i Kampen i Estland og Letland?

Er det Statsministeren bekendt, at det indtil nu er lykkedes Bureauet at hverve en 900 Mand?

Er det Statsministeren bekendt at 6-700 af disse er militærpligtige Personer, af hvilke mange er Officerer og Underofficerer?

Er det Statsministeren bekendt, at første Afdeling af de hvervede, ca. 250 Mand, staar umiddelbart før Afrejsen med den finske Damper "Merkur", der samtidig skal føre Levnedsmidler til Finland ?

Er det Statsministeren bekendt, at der i store Dele af den danske Arbejderklasse raader stærk Harme over nævnte Forhold, at denne Harme har givet sig Udslag i Demonstrationer udenfor Hververbureauets Bopæl, og at Sømændenes og Søfyrbødernes Forbund har vedtaget i paakommende Tilfælde ikke at ville sejle de hvervede til Bestemmelsesstedet ?

Agter Regeringen at skride ind mod denne Trafik, saaledes som Socialdemokratisk Ungdomsforbund har opfordret Regeringen til, i Overensstemmelse med ogsaa den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Opfattelse af denne Sag?

Ministeren lovede at tage Sagen op til Undersøgelse endnu i Dag, og forhaabentlig fører dette da til det ønskede Resultat: Standsning at Hvervningen og Forbud mod de allerede Hvervedes Afrejse.

(Kolding Social-Demokrat 22. marts 1919)

Westenholz'erne er rejst.

Det sidste Automobil klart til Start i Nansensgade.

Endelig i Gaar var Direktør Aage Westenholz naaet saa vidt, at han kunde sende sine første 300 Mand afsted til Estland.

En stor del af Eftermiddagen maatte Politiet afspærre Nansensgade for at borttransporten af Styrkens store Bagage kunde ske uhindret. Men trods smaa Tilløb til Ballade forløb det hele ellers saare fredeligt.

Kl. 6 til Morgen lettede "Merkur" fra Nordre Toldbod med Kurs efter Hangö. Derfra gaar det pr. Bane til Helsingfors, og endelig vil en engelsk Isbryder besørge Overfarten til Frontlinjen Dorpat-Narva.

Som bekendt bliver enhver Frivillig, der tages til Fange, omgaaende skudt af Bolchevikerne, saa Rejsen er jo ikke saa helt hyggelig endda.

(Folkets Avis 26. marts 1919).

Sammen med Merkur afsejlede den finske damper Joulau. Den løb imidlertid på grund ved Dragør Fyrskib, og Merkur fortsatte alene.

En film paa Falderebet.

4 estniske Frivillige I Arresten.

Sent i Gaar Nat drog 4 af de Frivillige til Estland stærkt berusede gjennem Strøget i Kjøbenhavn, hvor de samlede stort Opløb. Den ene af dem arresteredes paa Østergade; men hans tre Kammerater gik videre og fulgtes af en stadig voxende Menneskemængde, der gav sit Mishag kraftigt til Kjende, og hvis Holdning tilsidst blev saa truende, at de Frivillige affyrede nogle Revolverskud i Luften. Dette var Signalet til Panik, og under Forvirringen forsvandt de tre unge Mænd ud paa Kongens Nytorv, forfulgt af Mængden; de flygtede derefter ind paa en Kafé. hvor de ligeledes affyrede Revolverskud. Faa Minutter efter ankom Politiet og anholdt dem.

De fire Anholdte var ikke med "Merkur", da den i Gaar Formiddags afsejlede til Estland med deres Kammerater.

(Jyllandsposten 27. marts 1919).

De anholdte overnattede på Antonigades politistation i detentionen. Næste morgen fik Westenholz dem løsladt uden videre tiltale eller bøde.

I Kamp mod Bolschevikerne.

Danske Frivillige i Uniform paa Vej til Estland.

Det er efterhaanden ikke saa faa unge danske Mænd, der frivillig har meldt sig til Kampen mod Bolschevikerne. Vort Billede viser Baade, der bringer Tropper om Bord paa den finske Damper "Merkur", før den afsejlede med en Styrke paa 300 Mand. Afrejsen forløb ikke uden Forstyrrelser fra Syndikalisterne, der var op for at vise deres Protest mod Hvervningen. Korpsets Chef er Kaptajn Gudme, og blandt Officererne er Chefens Broder, Løjtnant Gudme, der som frivillig har deltaget i Kampen i Finland.

(Vendsyssel Tidende, 28. marts 1919, 2. udgave).

Søfyrbødernes Forbund havde besluttet at ingen organiseret søfyrbøder måtte være behjælpelig med transporten af de frivillige. På Søfyrbødernes generalforsamling den 30. marts 1919 ekskluderedes to medlemmer af forbundet som havde meldt sig som frivillige, og fyrbøderne på de to slæbebåde som havde slæbt damperen fra kaj blev ligeledes ekskluderet.

Korpsets første opgave i Estland var ved åbningen af parlamentet som blev overvåget af dobbeltpatruljer med 10 mand gående i hver side af gaden med påsatte bajonetter. Byen var et virvar af forskellige soldater fra en bl.a. fransk militær delegation, baltisk-tyske soldater, og svenske frivillige, og kombineret med alkohol og letlevende damer, var der en del problemer med disciplinen. Det hvilket også gjaldt for de danske frivillige, og få dage efter valgte man at flytte enheden til en kaserne i Nómme udenfor byen.

Justitsministeriet (Zahle) afgjorde i begyndelsen af april at hvervningen var lovlig og at man ikke kunne skride ind. Ministeriet bad herefter politiet undersøge om der var grundlag for tiltale efter straffelovens § 76 om ulovlig hvervning og våbenudførsel. Politidirektøren mente ikke at der havde fundet ulovlig hvervning sted, og om våbenudførslen udtalte han at det var "noget vrøvl". Zahle insisterede imidlertid på en kriminel undersøgelse. Westenholz ophørte med hvervningen den 3. maj 1919.

Hjem fra Estland.

En ung Horsensianers Oplevelser.

En ung Horsensianer, Svend Petersen, Søn af Kjøbmand Magnus Petersen, er i disse Dage vendt tilbage efter en Tid som Frivillig at have deltaget i Estlændernes Kamp mod Bolshevikerne.

"Hors. Av." har talt med den hjemvendte Kriger, som fortæller, at han for to Maaneder siden sammen med 17 andre danske Frivillige, deraf 2 Officerer, forlod Danmark. Afdelingen, der skulde høre under et svensk Korps, var udrustet med Støtte af nogle private Danske. Ved Ankomsten til Fronten ved Narva blev vi indkvarteret paa en russisk Kaserne sammen med det svenske Korps - ca. 100 Mand - under svensk Overkommando.

Udrustningen var dels Rekylgeværer, dels russiske Geværer og krumme Kosaksabler. Her begyndte Uddannelsen. Efter en 14 Dages Tid blev vi overflyttet til Byen Petriristri og fik et Par Dages Ophold paa et dansk Gods, der tilhørte Ingeniør Alex. Foss - ca. 2 Kilometer fra Fronten. Atter førtes vi tilbage til Reval, men snart efter kom vi til Baltich-Port for at blive uddannet og organiseret; det varede en 3 Ugers Tid. Derefter blev vi pr. Jærnbane befordret til Byen Tetschary lige ved Fronten.

Den 8. April foretog vi et Fremstød, drev de Røde paa Flugt og tog den By, de havde besat, uden nævneværdig Modstand. Vore Officerer havde imidlertid undladt at sende Forposter ud. Vi blev overfaldet af en kraftig Maskingeværild og maatte trække os tilbage. Officererne tabte Konduiten, og først efter at en af de Menige havde overtaget Kommandoen, kom der atter Orden i vore Rækker, og de Røde blev paany drevet paa Flugt, efterladende sig 2 Slæder med Ammunition og 1 Fange. Ogsaa deres Middagsmad efterlod de urørt, og den var ikke saa lidt bedre end den Mad, vi var vant til at faa til daglig. Paa vor Side ramtes 7. I Dagens Løb kom det atter til Smaakampe med skiftende Held. Ved Hjælp af 50 Mand Finner indtog vi Byen Sevillevo, der blev skudt i Brand. Den 10. April sendte vi Rekognosceringspatrouiller ud forskjellige Steder. En Patrouille blev overfaldet af en større Styrke Røde, og en dansk Frivillig, Richter, faldt.

Et Par Dage efter forsvandt vore Officerer fra os, ogsaa de to danske. Løjtnant Palludan og Løjtnant Dam. Det blev sagt, at de var rejst til Dorpat og vilde vende tilbage i Løbet af nogle Dage. Vi ventede i fire Dage, men der kom ingen Officerer. Vi sendte da en Deputation til Majoren, der havde Overkommandoen over det svenske Korps, og anmodede ham om at blive løst fra vore Kontrakter.

Grunden til dette Skridt var ikke alene, at vore Officerer havde vist sig som nogle upaalidelige Fyre, men ogsaa, at Forplejningen var yderst slet. Vandgrød var den daglige Kost; det fik vi undertiden 2-3 Gange om Dagen, kun sjældent fik vi en tynd Suppe. Desuden fik vi tørt Brød, der nærmest var Savsmuld. Smør og Sukker kjendte vi ikke. Og saa var det ikke en Gang hver Dag, vi fik Mad. Vor eneste Drik var kold Kaffe. Vandet kunde vi ikke drikke, da de Røde havde fyldt det med Tyfusbaciller. Vi sov paa et Knippe Halm. Tøjet har jeg kun haft af en Gang i den Tid, vi var derovre.

Majoren nægtede at gaa med til Kontrakt-Løsningen, idet han fortalte, at Officererne vilde vende tilbage i Løbet af Aftenen, og at vi derefter strax skulde afgaa til Fronten. Officererne kom dog ikke, og vi var da 3 Mand, der besluttede at flygte om Natten i et Sanitetstog til Reval. De lykkedes. Vi fortalte, at vi var syge, hvad heller ikke var ganske usandt. I Løbet af de to Dage, Rejsen varede, fik vi kun 4 Stkr. Brød til The.

Da vi naaede Reval, fandt vi vore Officerer, der ganske rolig havde taget Ophold paa et Hotel der i Byen. Ogsaa her blev vi behandlet alt andet end godt fra Officerernes Side.

Levnrdsmiddelforholdene i Reval var frygtelige. Jeg har aldrig set saa fattige og elendige Mennesker som her. Da vi spiste paa Kasernen, stod Børn og Oldinge med udstrakte Hænder og bad om Brød.

Det lykkedes os efter nogle Dages Forløb at snige os om Bord i Isbryderen, der gaar til Helsingfors. Her traf vi Chefen for det velorganiserede Westenholz'ske Korps, Kaptajn Gudme. Da vi naaede til Helsingfors, var Kaptajn Gudme os behjælpelig med at faa vore Pas i Orden hos den danske Generalkonsul. Herfra gik Rejsen videre til Stockholm-Kjøbenhavn.

(Jyllandsposten 2. maj 1919).

Efter 18. maj afløste kompagniet en estisk bataljon på 600 mand i området kaldet ”de estiske alper” nær Munimäggi, Æggebjerget, Estlands højeste punkt – 318 meter over havet – og nær godset Hahnhof ved landsbyen Rouge. En tynd linje baseret på otte feltvagter, hver centreret om et rekylgevær, dækkede 800 meter frontlinje. En enkelt frivillig mistede livet her. Snart blev kompagniet del af en estisk kampgruppe, der skulle rykke sydpå og ind i Letland for at hjælpe med at trænge de røde væk, ved at afskære dem fra forbindelserne mod øst. Målet var Kreutzberg-Jacobsstadt ved Düna-floden.

Den 30. maj angreb man den Røde Hær ved Litene/Lettin som trak sig tilbage. En enkelt frivillig døde af sine sår fra de foregående kampe. I juni lykkedes det at tage 300 tropper til fange. Frivilliges dagbøger afslører at de danske frivillige ikke brød sig meget om byen Kreutzberg-Jacobstadt. Den omtales som ”bolsjevik-rede” beboet af mestendels jøder, der beskrives som ”modbydelige” og ”snavsede”. Fra estisk side blev der advaret om, ikke at tage imod jødiske skønheders invitationer, da de skulle være øvede i snigmord og grusomme pinsler. 

Den 25. maj og 1. juni blev Louis Hansen og Hans Jensen dræbt. Ligene blev sendt med skib til København. Ekstrabladet offentliggjorde i nogle artikler at lønnen blev udbetalt i estniske mark, ikke finske (ca. 1/3 af det lovede), maden var utilstrækkelig og ofte uspiselig. Mandskabet udøvede ulovligheder som de herefter gav bolsjevikkerne skylden for. Desuden skulle de to faldne være blevet skudt af danskerne selv. Højrebladene berømmede danskernes indsats.

I juni 1919 begyndte de frivillige at vende tilbage til Danmark.

Kampen mod Bolschevismen optaget paa Film.

De danske Frivillige i Estland og deres Forhold.

Skønt baade Posten og den telegrafiske Forbindelse med Estland har været afbrudt i nogen Tid - eller maaske netop derfor - er der her hjemme kommet nogle ildesindede Rygter op om de danske Frivillige, der kæmper mod Bolschevikerne ved den estiske Front. Et Par Blade har været ivrige for at udsprede Rygterne, og dernæst har disse faaet et saadant Omfang, at en anset Ester, som for Tiden opholder sig her, forleden overfor os udtrykte sin Forundring over, at man her i København vilde udtale sig saaledes om Landsmænd, som langt borte daglig var i Livsfare, medens de kæmpede for en stor Sag, og som var afskaaret fra at svare. Det sidste maatte være nok til at tvinge til Tavshed foreløbig, mente han.

Vi har i Gaar halt en Samtale med to Mænd, der lige er kommet fra Reval, og som i næste Uge rejser dertil igen, nemlig Hr. Asbjørn Bech, en københavnsk Forretningsmand, og Løjtnant Carl Sørensen, hvis Navn er blevet kendt under Verdenskrigen, i hvilken han deltog paa fransk Side. Fra mange Beretninger ved man, hvor tappert han optraadte i den franske Fremmedlegion; og han var den af samtlige Legionærer, der nævntes oftest i Rapporterne.

De to Mænd betænkte sig ikke paa at kalde Sladderen om vore Landsmænd ved den estiske Front for en Mishandling af deres Ære.

- Der har været lidt Gnidning mellem Lederne af det danske og det svenske Korps, sagde Løjtnant Sørensen. - Men det burde ikke være tilstrækkeligt til, at man her hjemme omtalte vort eget Korps i den Grad nedsættende. Der har ogsaa været en Smule Uorden i Udbetalingen af de danske Frivilliges Lønninger. Men hvor let kan det ikke ske i et Land, hvor Finansvæsenet har været udsat for Rystelser. Nogle Dage før jeg rejste, har jeg selv fra de estiske Myndigheder modtaget det fulde Beløb, som Danskerne deroppe skulde have, og jeg har udbetalt dem hele deres Tilgodehavende. 

De er i enhver Henseende tilfredse, og hvad der er lige saa vigtigt - man er i Estland tilfreds med dem. De bliver alle Vegne modtaget med stor Glæde og Velvillie.

- Og kan de gøre nogen Nytte deroppe? spurgte vi.

- Det kan de, svarede Hr. Bech, som under sit Ophold i Estland har taget en Mængde Fotografier, han nu kan vedlægge som Beviser for sine Ord om Tilstandene i Estland Man har ogsaa optaget en stor Film, paa hvilken baade Mennesker og Begivenheder er gengivet med uomstødeligt sande Træk.

De kan især gøre Nytte, fordi de er et af de bedst udrustede Korps i Estland. Kaptajn Gudme har skaffet dem alt, hvad en moderne Soldat kan ønske sig af Udrustning; og han og hans Medarbejdere holder fortrinlig Justits indenfor Rækkerne.

Korpset tæller 193 Mand; og jeg har ledsaget det helt ud til Fronten i et Panserautomobil og kan af Selvsyn bevidne, at de gaar modigt paa, hvor der er størst Fare. Jeg var derude for at fotografere, og jeg har set Granater sprænges ti, femten Meter fra Panserautomobilet.

- - -

Sammen med de to raske Mænd overværede vi en privat Forevisning at den store Film, der i den nærmeste Tid vil komme offentlig frem, uden at man dog endnu véd, om Censuren vil tillade den i dens Helhed. Der er Optrin i den - dels Bolschevikernes Skændselsgerninger og Portræter af deres myrdede Ofre, og dels Bolschevik-Henrettelser. som muligvis vil gøre et altfor stærkt Indtryk paa nervøse Mennesker Man saa paa denne Film Grupper af russiske Bolscheviker, der var taget til Fange. De lignede Aandssvage; og Hr Bech, som havde talt med dem og set dem paa nærmeste Hold, bekræftede, at deres aandelige Udvikling stod paa et saa lavt Trin, at de var som uansvarlige Børn - men ganske vist som Børn, der var farlige for deres Omgivelser. Deres Ledere kunde faa dem til hvad som helst. Og man saa endvidere paa de levende Billeder de Bolscheviker, der var dødsdømte, gaa op ad Trinene paa en Galge, lægge Strikken om deres Hals og selv besørge deres Henrettelse for Øjnene af en talrig Skare Tilskuere.

I Almindelighed bliver de Dødsdømte blot ført hen til den nærmeste Lygtepæl, som en Stige bliver stillet op imod, og der hænger de sig selv. Paa deres Bryst er fæstet en Plakat, hvorpaa deres Forbrydelse og Dom er skrevet. Det er kun de overbeviste Bolscheviker, de, som frivilligt er gaaet med til Mord og lignende Skændselsgerninger, der bliver dødsdømt.

Største Delen er "tvungne Bolscheviker", og de bliver behandlet som almindelige Krigsfanger.

Hvis man bare kunde faa alle, der har Tilbøjelighed til Bolschevisme, over til Fronten - eller blot over til Estland - og vise dem, hvad Bolschevikerne maa gennemgaa, saa længe de er under deres egne Føreres Herredømme, altsaa før de bliver taget til Fange, sluttede Hr. Asbjørn Bech - saa tror jeg, at al Tilbøjelighed vilde svinde øjeblikkeligt. En bedre Kur kan ikke tænkes. Har man en Gang set en By, hvor Bolschevikerne har sultet og har været tyranniseret af deres forbryderske Førere, kan man ikke oftere diskutere Bolschevismen. Førernes Maal er altfor tydelige, og kun Individer som de. De har set min Film gengive, kan lade sig bedrage af dem.

Haagen.

(Nationaltidende 5. juli 1919)

Efter en rolig periode kom de tilbage til Estland hvorfra de afmarcherede 24. juli 1919. Fra 26. juli 1919 kom de under beskydning af det røde artilleri, der støttede en række røde enheder. Den 27. juli rykkede styrken videre frem mod landsbyen Samukinor, hvor man igen ventede på, at de estiske fløje støttede op. Den 28. juli blev hele kompagniet sat samlet ind med støtte af 12 rekylgeværer mod de røde styrker. Fremrykningen stoppede, og til sidst blev styrken kastet tilbage til Sjakovsina. Her lå de i kamp i tre dage, afviste flere angreb, alt imens hundredvis af granater dagligt regnede ned over stillingerne.

2. august blev styrken trukket nogle få hundrede meter ud af linjen, men patruljetjeneste og et enkelt bagholdsangreb tilførte alligevel styrken tab. 8. august blev den godt slidte styrke trukket helt væk fra fronten. Samme måned blev trykket mod de estiske styrker mærkbart lettet, da bolsjevikkernes interesse skiftede mod syd, hvor den ”hvide-russiske” general Denikin rykkede frem i Ukraine og truede med at indtage de store byer Kharkov og Kiev.

I slutningen af august vendte korpset tilbage, og i anledning af kongens generelle hyldest stilet til formanden for centralkomiteen for de frivillige korps, professor Troels-Lund, oplæstes kongens skrivelse også for Westenholz' korps ved Frederiksholms Kanal. Oplæsningen overværedes af direktør Westenholz og formanden for korpsets bestyrelse, kaptajn baron Wedell-Wedellsborg. (Foto fra B. T. 1. september 1919). 

2. september marcherede det danske kompagni fulgt af en estisk æresgarde på 1000 mand bestående af en husareskadron, et infanteri og marinesoldater, officerer fra Talllins militærskole, og hele tre militærorkestre gennem byen ned til havnen og skibet ”Kalevipolg” der skulle sejle danskerne tilbage til København. Den estiske øverstbefalende general Johan Laidoner i selskab med bl.a. den estiske statsminister Otto Strandman takkede for indsatsen. 

Tabstallene var 7 døde, 20 sårede, og 4 fangne. Estland var selvstændigt indtil 1940.

Sandheden om det danske Korps i Estland.

En af Deltagerne fortæller om de faktiske Forhold - Angrebene var skrevet af Desertører eller ubrugelige Soldater.

Grundet paa de de uretfærdig Angreb paa det af Hr. Direktør Aage Westenholz startede Korps - Dansk Baltisk Auxiliére Corps - vil jeg fortælle lidt om, hvorledes Forholdene, efter mit Skøn, i Virkeligheden var.

I første Række maa jeg dog bemærke, at disse Angreb enten var skrevet af Desertører eller af Folk, som var sendt hjem som ubrugelige, og det er mig ufatteligt, at et af Landets største og efter dets egen Formening bedste Blade har kunnet optage disse Angreb, som tydeligt viste, hvad det var for Personer, der havde skrevet dem.

F. Eks. klagede en Desertør over, at han "maatte ligge paa aaben Mark om Natten". Det var naturligvis ogsaa himmelraabende uretfærdigt, at vor Ledelse ikke sørgede for at føre et 1. Kl. Hotel med Trainet til Brug for Dhrr. men det lod sig altsaa ikke gøre, og Dhrr. mente saa, at naar de ikke hver Nat kunde komme til at hvile deres trætte Lemmer i Edderduns-Dyner, var de berettiget til at desertere fra et Korps, hvor de var frivilligt med.

Eti Ting, der gentagne Gange er blevet angrebet, er vort 

Sanitetsvæsen.

Det kunde maaske nok have været bedre, men det har dog klappet under hele Turen, og medens, vi til ca. 175 Mand havde en Læge, en Sanitær og to Ambulancesoldater, havde Esterne kim een Læge, een Sanitær, to Sygeplejersker og to á tre Ambulancesoldater til ca 450 Mand.

Under hele Felttoget var Lægevognen tæt bag Kompagniet, og naar vi lagde os i faste Stillinger, tog Lægevogne Station 100 à 200 m bag Ildlinien, medens der altid laa en af Ambulancesoldaterne i selve Ildlinien, rigeligt forsynet med Forbindings-Materiel.

Forplejningen lod enkelte Gange en Del tilbage at ønske, men da det skyldes de daarlige Ernærings- og Transportforhold , og vi jo dog har faaet, hvad vi kunde spise (selvom det ikke altid var Risengrød og Gaasesteg), saa synes jeg ikke, vi har nogen Grund til at klage, selv om det en enkelt Gang gik lidt skævt

Lønningerne

var udmærkede, f. Eks. fik en Menig hos os 600 estniske Mark pr. Md., medens en estnisk Løjtnant kun fik 400 Mk. At Lønningerne ikke altid faldt præcis d. 1 . , synes jeg man maa undskylde i et Land som Estland, og for Resten er vi hele Tiden blevet behandlet honnet med Hensyn til Pengene - de estniske Soldater ventede tidt 2-3 Maaneder paa deres Lønning.

Saa er der Angrebene paa vore Officerer, og desværre maa jeg indrømme, at vi havde faaet enkelt ret uheldige Officerer med, som ikke forstod at omgaas det til Tider noget vanskelige Mandskab.

Men de Mænd, som ledede os, og som flere Gange med Dygtighed førte os gennem det til Tider frygtelige Virvar, har vi kun Grund til at takke, og de, der har forsøgt at berige sig paa Korpsets Bekostning, er efter sikkert Forlydende arresterede i Reval af den estniske Regering.

At der herskede en streng Disciplin er sandt, men det var ogsaa absolut nødvendigt, og det, at der gentagne Gange skulde være truet med Dødstraf, er, saa vidt mig bekendt, ikke sandt, og i hvert Tilfælde er 

ingen Dødsstraf

eksekveret inden for det danske Korps.

Vi har kun haft ét Tilfælde, hvor det var nødvendigt at gaa haardt frem.

Det var en af Mandskabet, der paa en meget grov Maade gjorde sig skyldig i Lydighedsnægtelse, og han var som Følge deraf hjemfalden til Dødsstraf ifl. de estniske Krigslove. En Krigsret. ligeligt sammensat af estniske og danske Officerer, dømte ham i Stedet til 5 Aars Fæstningsarrest.

I og for sig er saadan en Straf haard nok. men denne Mand blev, som Dansker, behandlet meget humant. f. Eks. havde han fire Timers daglig Frihed, hvori han uden Ledsagelse spadserede frit omkring i Reval. Nu er Manden benaadet og paa Vej hjem, saa man kan jo ikke paastaa, at han har faaet den Straf, der tilnærmelsesvis svarer til Dødsstraf!

Jeg vil slutte med at rette en Tak til alle mine Kammerater, saavel Befalingsmænd som Menige for den Tid vi var sammen i Estland.

Jeg rejser nu derover igen for at kæmpe under General Balachowitz, og jeg vil da fra Tid til arden forsøge at fortæle Bladets Læsere - derigennem eventuelle Kammerat - lidt om den kommende Tid i Estland og Rusland.

Otto Hansen,

Vicefeldwebel i Nord-Vest-Armeen.

(Fyens Stiftstidende 16. september 1919).

Nord-Vest-Armeen på 50-60.000 mand rykkede i oktober 1919 frem mod Gatschina (en by lidt syd for Sankt Petersborg). På daværende tidspunkt regnede Thisted Amts Tidende med at Petrograd ville falde i begyndelsen af november.

En artikel af kaptajn C. V. Nyholm: "Den russiske Nord-Vest-Armes Mænd paa Gatchina-Fronten" (Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 6. august 1919) beretter at  armechef var general Rodzyanka (1879-1970). Artiklen nævner at armeen ikke havde et dårligt forhold til esterne. Han berettede fra fronten at tropperne ikke havde været afløst i tre uger, ingen løn havde fået og var elendigt klædt. Armeen blev trængt tilbage fra Sankt Petersborg til Narva i Estland. Rodzyanka blev sendt til England 23. november 1919 og slog sin først ned der, dernæst i USA.

Efter at oberstløjtnant Gudme i midten af oktober 1919 havde udtalt at overskuddet til mandskabet blev udbetalt i den estniske legation, henvendte de hjemvendte frivillige sig der (Holbergsgade 20), men fik den besked at der intet overskud var. 

Hr. Westenholz og de estniske Penge.

Patriot og Velgører.

Efter at have givet hver af de "artige" Soldater 200 Kr. vil han ikke have mere med Sagen at gøre.

"jeg er Ikke Idiot" siger Hr. Westenholz.

Etter at have sat den estniske Komedie i Scene har Patrioten, Direktør Westenholz ikke haft mange rolige Timer, hverken i København eller paa sit Herresæde i Birkerød. Den arme Direktør har modtaget saa mange Henvendeleer og Bebrejdelser, at han næppe mere vover sig ud paa lignende Eventyr.

Et meget stort Antal af de Frivillige og mange af deres Slægtninge har gjort ham Livet surt ved at kræve ham til Regnskab for de gyldne Iøfter, han afgav i den første Begeistring over sin Idé og over, at den var bleven realiseret Nu har Piben faaet en anden Lyd.

Vor Omtale i Gaar af de vanskelige Pengeforhold har ikke sat ham i bedre Lune, hvilket fremgaar af en Samtale, vi har haft med ham.

"Jeg skylder Ikke nogen noget"

var Omkvædet for alle Hr. Westenholz Udtalelser.

- Hvad siger De til de Frivillige Krav om Efterbetaling? spørger vi. 

- De har intet Krav paa Penge, og jeg skylder dem Ikke noget.

- Maaske ikke, men den estniske Regering da?

- Ja, den har frygtelig Uorden i Maskineriet; men jeg tror heller Ikke, den skylder de Frivillige noget.

- Hvorledes skal man saa forklare Uoverensstemmelsen mellem den estniske Legation og Oberstløjtnant Gudme?

- Det ved jeg ikke. Men han har sine papirer i Orden.

- Har han da ikke haft Vanskeligheder med Regeringen?

- Jo, der har vist været noget i Vejen, jeg ved ikke hvad.

- Var Kaptajnen ikke arresteret?

- Nej, det viser hans Papirer i alt Fald ikke. Jeg tror nok, at han var meget vellidt

- Tror? De ved det altsaa ikke?

- Nej, der kan jo altid være Friktioner; men de vil godt have ham derover igen. Saa det tyder jo Ikke paa noget daarligt Forhold.

Hvorledes faer de Frivillige deres Penge.

er vort næste Spørgsmaal.

- Ja, som sagt, jeg skylder dem intet. Jeg har givet hver af de hjemvendte 200 Kr., og de faar 200 Kr. i Ekviporitgspenge af Legationen. Saa jeg synes ikke, der er noget at beklage sig over.

- Har De personlig foræret hver af de 200 Mand 200 Kr.?

- Nej, kun de flinke.

- Hvormange har været flinke?

- Jeg har udbetalt til 140 Mand. Men jeg vil ikke betale Penge til Desertører og andre daarlige Elementer. Men er der endnu nogle af de gode Soldater, kan de godt faa Pengene

Mild Kritik af den estniske Legation.

- Naar De ikke vil betale Deres Soldater, endskønt den estniske Legation henviser til Dem, hvad skal Folk saa gøre? 

- Ja, det kommer virkelig ikke mig ved. Jeg skylder Ikke nogen noget.

- Men hvorfor henviser Legationen saa til Dem?

- Aa, det er jo ikke erfarne Diplomater. De ved vel ikke Besked.

- Det kan De maaske have Ret i, men det kan Folkene jo ikke leve af.

- Nej, men jeg skal heller Ikke forsørge dem. Og da slet ikke

"ham med Kappen"

Westenholz mener Postbud Larsen, der har udlaant sin Kappe med Hr. Westenholz Vidende.

- Da vil altsaa heller ikke erstatte den?

- Nej, Jeg er da Ikke helt Idiot. Naar Folk laaner ud, maa de selv om at faa det igen.

- Det kan Manden jo ikke være tjent med.

- Det kan godt være; men saa maa han jo prøve Legationen igen.

Efter dette afsluttede vi Interviewet med Hr. Westenholz, der vel har lokket danske Mænd ud til Slagtebænken for en dem uvedkommende Sag, men alligevel ikke vil honorere selv de retfærdigste Krav. Det er let nok at være Patriot, at udslynge Fraser om Mandsmod og Hæder for Landet, men det er aabenbart ulige vanskeligere at honorere selv de simpleste Pengekrav. Forhaabentlig slipper Salonhelten ikke lige saa let fra sine Forpligtelser, som han er sluppet udenom Tilsagnet til de Frivillige om, at deres Fremtid vilde være sikret, blot de lod sig indrullere i Friskarekorpset.

Der findes vel nok en Form for at faa Hr. Westenholz Ml at betale.

Dines.

(Social-Demokraten 19. oktober 1919)

Westenholz anlagde sag mod redaktøren af Klassekampen, Otto Larsen der blev idømt 6 måneders fængsel, samt en bøde på 500 kr. 

I maj 1920 meddelte Københavns Byret at den havde modtaget besked fra justitsministeriet (Venstre) om at anklagerne mod Westenholz og Paludan skulle bortfalde. 

En begejstret støtter af Westenholz' korps var den nationalkonservative digter og forfatter Valdemar Rørdam (1872-1946) som skrev digte og artikler i aviserne. Under 2. verdenskrig skrev han "Så kom den dag som vi har ventet længe" som hyldede Hitlers indsats mod bolsjevismen og et hyldestdigt til Christian Frederik von Schalburg. Efter krigen fik han frataget sin offentlige støtte og af Æresretten sidestillet med en millionværnemager.

Distriktshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Det hedder i "Aalborgposten": Den 30te Juli blive de af 5te Dragonregiment til Øvelserne i Leiren ved Hald indkaldte Distriktsheste afmønstrede og tilbageleverede Distrikterne, men for mange Dyrs Vedkommende i en saadan Tilstand, at denne Sag offentlig maa paatales, og et andet Resultat maa søges tilveiebragt end det, hvor til Mønstringskommissionen i Randers er kommen. Flere af Hestene vare nemlig, som berørt, i en saa ussel og daarlig Forfatning, at de aldeles ikke lignede de kraftige Dyr, som vare blevne afleverede, men maatte gaa ind under Benævnelsen "Krikker"; Grunden hertil er at søge vel for en Del i de store Anstrengelser, som Heden har medført for Dyrene, men dog hovedsagelig i den Vandmangel, der i den senere Tid fandt Sted i Leiren, og som vel ikke mærkedes af Menneskene, men medførte, at Hestene maatte rides undertiden over ½ Mil til Vand, og som Følge deraf ofte ikke fik tilstrækkeligt heraf, hvilket, som bekjendt, i kort Tid aldeles kan afpille og afkræfte dem. Der blev derfor ogsaa i Randers af mange af Foderværterne gjort Indsigelse mod at modtage Hestene, men de bleve alle affeide med Oplæsning af en Skrivelse fra Mønstringskommissionen, hvori denne afgav den Erklæring, at der ikke kunde gives nogen Erstatning for "Forringelse". Hvor lidet denne Erklæring imidlertid stemmer med Lovgivningens Bestemmelser, viser Loven af 16de Marts 1851 klart. Efterat de i 18 har bestemt, at Hestene ved Indkaldelse skulle vurderes til en bestemt Pris, hedder det i § 21, at de efter Afbenyttelsen ville lære "at besigtige af Regimentsmønstringskommissionen, der drftemmec den Erstatning, der kan tilkomme Distriktet for de Forringelse, Hestene mulig kunne have lidt under deres Tilstedeværelse ved Regimentet, og overhovedet paakiender alle de Spørgsmaal, der kunne opstaa med Hensyn til Hestens Tilstand paa Afleveringstiden". - Herefter kan der ingen Tvivl være om, at Mønstringskommissionen bør vurdere Hestene saavel ved Modtagelsen som ved Afleveringen, for at den kan afgjøre, om der har fundet nogen "Forringelse" Sted. hvortil vel ikke kan henføres det Tab af Huld og Kjød, som ordinær Brug under en Mønstring eller en Leirøvelse ofte vil medføre, medens paa den anden Side her under absolut maa falde de Tilfælde, hvor Hesten afleveres i en aldeles afmagret, afrakket og kraftesløs Tilstand. Efter de af Kommissionen i Randers afgivne Erklæring synes denne imidlertid ikke at have fundet sig foranlediget til at foretage en saadan Vurdering, og det er os derfor ogsaa bekjendt, at flere Foderværter have ladet tage lovligt Syn over de hos dem opstaldede Heste efter disses Hjemkomst og nu ville gjøre deree Erstatningsteat gjældende, hvortil den til Oktober indtrædende Forandring i Udredelsen af Militærhestene giver saa meget mere Anledning. Efter Loven 26de Mai d. A. gaaer jo nemlig hele Udbredelsen og Opstaldningen over til Staten, dog saaledes at denne overtager de nuværende Distriktsheste, forsaavidt de ere i befalet Stand, hvorimod Distrikterne i modsat Fald ville have at stille nye Heste eller betale 200 Rd. for hver. Da det nu vil være umuligt at bringe flere af de fra Leiren modtagne Heste i en ordentlig Stand til Midten af September Maaned, da Eftersynet vil finde Sted, vil der saaledes blive paalagt de Distrikter, hvor dette ikke lader sig gjøre, at udrede 200 Rd. eller stille en ny Hest og herfor kun modtage det daarlige Dyr, som man har sendt dem fra Leiren uden at give dem nogen Erstatning for Forringelsen. At dette er uretfærdigt, vil Enhver indse, og der maa derfor gjøres Noget for at raade Bod herpaa.

(Dags-Telegraphen (København) 7. august 1868)

Se også indslagene om lejren ved Hald.

Hærens Krumslutningsstraf. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med militærlejren ved Hald kom det frem at hæren stadig anvendte den lemlæstende krumslutningsstraf. Herom opstod en debat i aviserne:

Krumslutningstraffen. Endelig har en Indsender i "Dbl." taget fat paa den stygge Plet, der kun alt for længe har skjændet vor militaire Lovgivning: Krumslutningen. Det er rimeligt, at det er de berygtede Krumslutninger, der i Leiren ved Hald efter Kommandantskabets Arbitrium ere dikterede Syndere, som maaskee næppe nok vide hvad de have forbrudt, der har fremkaldt denne ubetingede Fordømmelsesdom over Krumslutningsstraffen, der formodentlig nok skal gjøre sin Virkning og kun altfor længe har ladet vente paa sig. Artiklens Forfatter gjør bekjendt med, at denne Straf, der paa eengang er i høi Grad smertelig, skadelig for Helbreden og saarende for den menneskelige Følelse, dikteret uden Dom, er ukjendt i alle civiliserede europæiske Stater, Würtemberg undtagen; og der maa den endda ikke vare over 3 Timer i Døgnet, hvorimod den hos os, hvor Maximum er 48 Timer, udføres saaledes, at "Forbryderen", som maaskee ikke har faaet sine Knapper pudset blanke nok, efter at have udholdt Torturen i 6 Timer, faaer Lov til at rette sig i een (!), men saa gaaer det løs i andre 6 Timer og saa fremdeles. Forfatteren vil naturligviis have dette Barbari, der er i nært Slægtskab med Spidsroden, reent afskaffet. Kan det ikke naaes, kræver han i Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn tre Betingelser for dens Bibeholdelse: - Den første Betingelse er, at den ikke dikteres arbitrairt efter Enkeltmands Kjendelse, men kun efter forudgaaet Forhør og Krigsretsdom. Den nylig gjorte Erfaring fra Leiren ved Hald har stærkt mindet om Nødvendigheden heraf. Den anden Betingelse er, at Straffen ikke exekveres, uden efter forud indhentet Lægeerklæring om, at Vedkommendes legemlige Konstitution tillader den, ganske som Tilfældet er i Civiletaten ved Idømmelsen af Rottingslag, samt at der gjøres vedkommende militaire Læge til ufravigelig Pligt at have stadigt Tilsyn med den Krumsluttede under Straffens Exekution. Det er i sidstnævnte Henseende ingenlunde tilstrækkeligt, at den i omstridte er under stadigt militairt Tilsyn. Der gives nemlig idetmindste eet mig bekjendt, rigtignok langt tilbage i Tiden liggende Tilfælde, hvor vedkommende militaire Tilsynsmand ikke dristede sig til paa egen Haand at løse en krumsluttet Menig, der laae i Krampe med Fraade ud af Næse og Mund, men ansaae det for nødvendigt at vente indtil Militairlægen, efter hvem der var sendt Bud, og som kun blev truffen ved en lykkelig Hændelse, kom tilstede og naturligviis strax befalede den Ulykkeliges Løsladelse. Den tredie af selve Straffens Natur ligefrem følgende Betingelse er, at den kun dikteres for meget grove Forseelser. Anvendes den f. Ex. for saadanne Forseelser fra den Meniges Side, som ikke at være mødt til Paraden i fuldstændig tilbørlig Paaklædning eller lignende Forseelser, for hvilke Bøder, Nægtelse af Udgangstilladelse, simpel Arrest osv. synes at være tilstrækkelige Straffe, navnlig naar Forseelsen begaaes første Gang, da er det et Misbrug af Straffen. Men at det ikke er uden Exempel, at Straffen er anvendt af kjøbenhavnsle militaire Jurisdiktionschefer i saadanne Tilfælde, drister jeg mig til at paastaae, at den høiagtede Krigsminister, hvortil han herved opfordres, ved nærmere at undersøge Sagen, vil faae Beviis ihænde for. I at forhindre saadanne Misbrug samt i at virke for enten Krumslutningsstraffens fuldstændige Ophør eller ialtfald dens Modifikation i den ovenfor angivne Retning, deri ere nu Alle i lige høi Grad interesserede efter Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Om dennes principmæssige Nødvendighed er der efter min Formening ikke sagt noget mere Sandt og Træffende end det, der indeholdes i de af afdøde I. F. Schouw i sin Tid udtalte faa og fyndige Ord: "at naar vi tale om, at det er Pligt at offre Liv og Blod for Fædrelandet, da kan herved ikke uden den største Uretfærdighed menes, at det kun skal være Bondeliv og Bondeblod, der skal offres." Men idet vi saaledes Alle sende vore Sønner til militair Tjeneste, idet vi ikke kræve nogensomhelst Forskjel gjort mellem Grevens og Bondens Søn, idet vi vide, at vi underkaste dem Disciplinens strenge, men nødvendige Lov i enhver Henseende, er det paa den anden Side vor uafviselige Ret at kræve Garantier for, at de ikke for mindre betydelige Forseelser udsættes for uforholdsvist haarde og efter Opinionen vanærende legemlige Straffe, dikterede af en enkelt, maaskee brutal Overordnets vilkaarlige Forgodtbefindende". 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. juli 1868)

Krumslutningsstraffen i Hæren. I Anledning af den i sidste Avis optagne Artikel om "Krumslutningsstraffen i Hæren" har "Dagbl." fra paalidelig Kilde modtaget flere Meddelelser, hvoraf det fremgaaer, at der saavel i Leiren ved Hald som i Kjøbenhavn er gjort en høist utilbørlig Brug af den nævnte Straf. Medens flere af Armeens Officerer dele den udtalte Anskuelse om denne nedværdigende haarde og for danske Soldater enestaaende Straffemaade, gives der ikke faa andre Befalingsmænd, der ikke blot finde den særdeles hensigtsmæssig, men tillige - hvad der gjør os ondt at maatte tilføie - ikke skye at udtale, at der er forøget Grund til dens yderligere Anvendelse, efter at Pressen har udtalt sig om den, "for at lære Dhrr. Civilister ikke at blande sig i, hvad der ikke vedkommer dem", en Udtalelse, der i lige høi Grad røber Borneerthed og en Aand, der maa ønskes banlyst fra den danske Armee. Vi opfylde derfor gjerne den til os stillede Anmodning om, gjentagende at rette en Opfordring til Krigsministeren, General Raasløff, om paa det Nøieste at lade det omhandlede Forhold undersøge, og naar Undersøgelsen, som vi ikke betvivle, viser, at Krumslutningsstraffen i flere Tilfælde er anvendt, uden at Straffen staaer i nogetsomhelst passende Forhold til Brøden, da ad administrativ Vei at give Vedkommende den fornødne Tilretteviisning. Enhver Familiefader, hvis Søn tjener som Menig i Hæren, har som tidligere bemærket, et billigt Krav paa denne Sags snarest mulige Ordning overeensstemmende med Humanitetens og Retfærdighedens Fordringer, og vi betvivle derfor ikke, at Rigsdagen ved fin næste Sammenkomst, hvis de behørige Garantier imod Straffens Misbrug ikke tilvejebringes, enten ad Forespørgslens eller ad Initiativets Vei vil tage Sagen i sin Haand og virke, hvad den formaaer, til Indskrænkningen eller helst Ophævelsen af en Straf, der er en Skamplet paa vor militaire Retspleie.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. juli 1868).

Krumslutning stammede fra slutningen af 1600-tallet, og bestod i at hals og fødder blev lænket sammen så man kun kunne sidde stærkt foroverbøjet. Straffen var fra 4 til 48 timer. Hver 6. time var der dog 1 times pause hvis straffen var over 8 timer. I starten blev den både anvendt på underofficerer og menige for mindre alvorlig lydighedsnægtelse og vagtforseelser dog ikke at sove elle forlade vagten. Underofficererne blev fritaget 1844. Straffen ikendtes uden dom, i felten uden mulighed for anke. Den blev først afskaffet 1881.

Militær Badeanstalt ved Langelinie. (Efterskrift til Politivennen)

Den militære Badeanstalt, som Hr. Engelbrecht har ladet opføre ved Langelinie, middelbart ser man fra Byen naaer de Bechske Badehuse, er i disse Dage bleven tagen i Brug. Rigsdagen har, som bekjendt, efter Nedlæggelsen af Svømmeskolen paa Gammelholm bevilget en Sum til Leie af en Badeanstalt for Militæretaten, og for egen Regning og efter egen Plan har der paa Hr. Engelbrecht ladet den nævnte Anstalt opføre. Foran den strækker sig en stor Plads, hvor det er Hensigten at opføre en Pavillon og indrette et lille Anlæg. Ad en Bro kommer man derfra ind i selve Svømmeskolen, der bestaaer af et stort firkantet Bassin, indesluttet af fire Flaader, paa hvilke Badeskurene, der ere dækkede med Tage, ere opførte. Bassinet har en Længde af 105 Alen og en Brede af 50 Alen. Flaaderne med de derpaa værende Huse have et net Udseende og danne derved en Modsætning til dem, der tidligere benyttedes paa Gammelholm. Bassinet, i hvilket der er Plads til 600 Mennesker ad Gangen, er afdelt i Midten, og den inderste Del er beregnet for Ikkesvømmere, idet den kun har en Dybde af 2½-4 Fod, medens den yderste Del er blevet opmudret til en Dybde af 5-14 Fod. Anlæget, der er udført af Tømmermester Klentz og har kostet omtrent 14,000 Rd., er opført i den forholdsvis meget korte Tid af 8 Uger og af særdeles solide Materialier, idet det er Hensigten ikke at tage Flaaderne ind Vinteren over. Militæretaten har saaledes her faaet et Badeetablissement, der saavel med Hensyn til Vandets Beskaffenhed som til Udstyrelsen tilfredsstiller alle billige Fordringer, og vi henlede tillige Opmærksomheden paa, et paa de Tider, hvor Militæret ikke svømmer, nemlig fra Kl. 12-4 og var Aftenen efter Kl. 8 samt Søn- og Helligdage er Badeanstalten aaben for Private, og Prisen (4 Sk. for en Voxen, 2 Sk. for Børn) er sat saa lav, at Alle ville kunne nyde dette Gode. Da man har hørt fremsatte den Mening, at de Spadserende paa Langelinie vilde blive generede ved Synet af de Badende, er det vel ikke overflødigt at gjøre opmærksom paa, at Ingen af disse kommer udenfor Bassinet, og at "Privatlivets Mur" strækker sit beskyttende Skjul langs dette.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1868).

Ondartet Sygdom blandt Militære. (Efterskrift til Politivennen)

Ondartet Sygdom blandt Militære. Vi have modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør! I Anledning af en Artikel i "Dags-Telegrafen" for Torsdagen den 10de d. M. med Overskrift "Ondartet Sygdom blandt Militære" maa jeg anmode Dem om til Beroligelse for de Mange, der have Sønner ved 4de Bataillon indkvarterede i Sølvgadens Kaserne, snarest at optage efterfølgende linier i Deres meget udbredte Blad.

At der ved 4de Bataillon fortiden haves mange Syge, forholder sig desværre fuldkommen rigtig, men at Grunden dertil kan søges i "den overordentlig slette Indkvartering" maa jeg bestemt modsige. Lokalerne have aldeles ikke været overfyldte, og med Hensyn til, at et Kompagni tildels har været indkvarteret paa den dertil særdeles godt indrettede Kvistetage, da maa jeg bemærke, at dette Kompagni hidtil ikke har havt det halve Antal Syge som noget af de andre Kompagnier, der have været indkvarterede i de nedre Etager.

Kjøbenhavn, den 19de Juni 1868.

J. H. Krabbe,

Oberst, Chef for 4de Bataillon.

Det forekommer os, at ovenstaaende Skrivelse i meget ringe Grad svarer til den deri udtalte Hensigt: at berolige dem, der have Sønner ved 4de Bataillon. Den indrømmer nemlig, at der ved Bataillonen for Tiden haves mange Syge, men det antydes end ikke med et Ord, at der er truffet eller vil blive truffet overordentlige Foranstaltninger for at imødegaa denne usædvanlige Sygelighedsttilstand Tværtimod synes man at ville slaa sig til Ro med, at denne Tilstand ikke kan antages at hidrøre fra de Forhold, hvorfra vi efter Sagkyndiges Udtalelser have anført, at den formentlig maatte stamme. Iøvrigt skulle vi endnu kun bemærke, at hvad der i Almindelighed ikke kan siges at være Overfyldning af Lokalerne, ofte under en Varme som den i denne Tid herskende maa betegnes som saadan, samt at en ellers "særdeles godt indrettet Kvistetage" (eller rettere Loftsrum, thi det af os omtalte Sovelokale er ovenover den egentlige Kvistetage og lige under Taget) umulig kan være noget sundt Opholdssted om Natten, efterat den om Dagen af en brændende og tør Solhede er opvarmet til en Temperatur af nogle og tyve Grader.

Red.

(Dags-Telegraphen (København) 20. juni  1868)

De alvorlige Sygdomstilfælde, der, som vi have omtalt, havde udbredt sig blandt 4de Bataillons Mandskab, have nu udbredt sig til den ligeledes i Sølvgadens Kaserne kasernerede 2den Bataillon, hvis Indkvartering i sanitær Henseende er ligesaa slet som 4de Bataillons, idet ligeledes en Del af denne Bataillons Mandskab ligger lige under Taget. Vi vedblive at paastaa, at den slette Indkvartering for en stor Del har foraarsaget disse Tilfælde, og vi have bragt i Erfaring, at Stadslægen paa given Anledning har undersøgt navnlig Loftslokalerne og erklæret dem for lidet heldige i satinær Henseende samt henpeget paa det Ønskelige i at forlade disse Kvarterer. Men uagtet nu 13de og 17de Bataillon have forladt Sølvgadens Kaserne, og deres Kvarterer altsaa staa tomme, har Kasernedirektøren ikke fundet sig beføiet til at foretage den fornødne Omkvartering. Vi lægge Ansvaret for en saadan lidet hensynsfuld Fremgangsmaade paa Krigsministeriet, under hvem Kasernedirektøren umiddelbart folierer, og vi paastaa, at det er en uforsvarlig Maade at optræde paa ligeoverfor Rekrutten, der sandelig ikke kan siges at fremkomme med et urimeligt Ønske, naar han beder om et anstændigt Kvarter paa en Tid, da han i den mest brændende Solhede paa det mest skyggeløse Sted, der kan findes, er i fuld Aktivitet hver Dag i 9 Timer, et Tidsrum, der nok ovenikjøbet ikke saa ganske lidet overskrider, hvad der er foreskrevet for hans daglige Øvelser. Vi havde haabet, at det ikke havde været nødvendigt at vende tilbage til denne Sag, men vi maa endnu tilføie nogle Ord til vore Bemærkninger i Anledning af 4de Bataillons Chefs Skrivelse i vort Lørdags numer. Naar han "med Hensyn til, at et Kompagni tildels har været indkvarteret paa den dertil særdeles godt indrettede kvistetage" bemærker, "at dette Kompagni hidtil ikke har havt det halve Antal som noget af de andre Kompanier, der have været indkvarterede i de nedre Etager", da skulle vi tillade os at fremføre det simple Faktum, at Lokalerne i Kvistetagen ikke nær have den Størrelse som Lokalerne i de nedre Etager, og at som Følge deraf Rummene, som vi ikke kunne bekvemme os til at kalde Belægningsstuer, kun kunne belægges med en mindre Styrke end Belægningsstuerne i de nedre Etager. Naar saa Kvistetagen møder med det halve Antal Syge mod et af de andre Kompagnier, er jo Regnestykket for saavidt i Orden. Efter hvad vi have erfaret, var Sygetallet ved et af 4de Bataillons Kompagnier i Fredags 58, medens Kompagniets hele Styrketal var 142. Vi slutte disse Linier med det Haab, at Krigsministeriet vil optræde resolut og hensynsfuldt med Rekrutterne, og at de tvende Bataillonschefer samvittighedsfuldt ville vide at varetage og paatale deres Undergivnes Tarv, idet vi henstille, om det ikke vilde være hensigtsmæssigst at formindske Øvelsestimernes Antal, saalænge denne stærke Hede hersker.

(Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 29. juni 1868 meddelte at det nu var blevet køligere og fugtigere vejr som havde god indflydelse på sundhedstilstanden, samt at mandskabet var blevet indkvarteret i de lokaler som tidligere benyttedes af to bataljoner der var marcheret til lejren ved Hald. Se artiklen om denne.

Fra Lejren ved Hald. (Efterskrift til Politivennen)

I 1868 afholdtes den første af de såkaldte Hald Lejre som herefter fandt sted hvert år 15. juni til 29. juli indtil 1880. Den blev til efter den nye hærlov fra 1867 hvorefter der blev anskaffet moderne geværer og artilleri, hæren omorganiseret mv. Dette skulle trænes ved et fast øvelsesterræn syd for Viborg i et sammenhængende hedeareal mellem Dollerup og Finderup på 750 tdr land med permanente rammer for en militærlejr, der kunne rumme 10.000 mand. Der blev tillige indrettet en slags gade hvor egnens bønder og handlende fra Viborg kunne tilbyde deres varer. 

Artiklerne herfra handlede mest om øvelserne, men nedenstående gav også en egnsbeskrivelse:

Fra Leiren ved Hald.

(Fra vor Korrespondent).

Lørdagen, den 13de Juni. Efter Løfte faaer De min første Korrespondance idag.  At jeg imidlertid neppe naaer saa vidt denne Gang, at jeg faaer selve Leiren omtalt, bemærker jeg forud for ikke at skuffe Nogen. Leiren har jo desuden endnu ikke optaget sine militære Indvaanere. Leiren qua Leir existerer altsaa ikke endnu, men først fra næstkommende Mandag, saa at der jo er en Smule Tid til forinden at kaste et Blik paa Omegnen.

Den, der ikke veed, at Viborg kun en Gang om Aaret, regelmæssig ved den aarlige Grundlovsfest, kommer ud af sine gamle og rolige Folder og paa denne Dag i Aaret tager et gemytligt Opsving, vil mulig tro, at Byen alt nu, et Par Dage før Leirtiden begynder, har faaet et Præg af Uro og Tummel, tro, at man Intet kan høre for rullende Bagagevogne og Intet sandse uden Leiren. I saa Fald slutter man feil. Strax naar man stiger ud af Vaggonen dernede paa Stationen og gjenseer de samme Ansigter med de samme rolige Træk, de samme Personer, som nu alt i Aar og Dag trolig og rolig have valfartet Morgen, Middag og Aften til Stationen ved Togenes Ankomst og Afgang - ja strax da faaer man jo uvilkaarlig Indtrykket af, at Alt er ved det kjære Gamle, og at Alt gaaer i sin elskværdige uforstyrrelige Ro, regelmæssigt som et ærværdigt gammelt bornholmsk Uhrværk.

Kommer man fra en af de større Byer - Aarhuus eller Randers - faaer den Besøgende let ved Synet af Viborg endnu Indtrykket af noget Forknyt, Forkuet og Fortrykt; thi den Del af Byen, der vender mod Sydvest, tager sig unegtelig fattig ud med sine smaa, paa sine Steder fortrykte og skæve Huse. - Hvormeget en Kirke bidrager til at give en By en bestemt, ejendommelig Karakter, kan den ret iagttage, som tidligere har seet Viborg Domkirke med sine vældige Taarne rage op over Byen og nu gjenseer den gamle Stad, berøvet sin høie Majestæt. Vel hæver den kullede Domkirke sig betydelig op fra Byen, men man faaer dog Indtrykket af, at Majestæten har gjemt sig eller har trukket Hovedet ned mellem Skuldrene. Gid den Tid ikke maatte være fjern, da Kirken atter og i forynget Skikkelse kunde kneise med sine 2 Taarne op over Byen.

Det er uheldigt, at den største Færsel fra Jernbanen gaaer ad St. Michaelsgaden - uheldigt, fordi det første Indtryk af Byen ikke i an være heldigt; i den nederste Del af St. Michaelsgade, som beboes af Byens mindre bemidlede Familier, ere nemlig Husene smaa og Brolægningen slet. Man har vel søgt ved at anlægge en smuk Kjøre- og Spadserevej, kaldet "Dumpen", at lede Færselen indad Byens smukkeste Gade, St. Mathiasgaden, men paa Grund af den store Omvei benyttes denne ikke saa meget som St. Michaelsgaden. Mærkeligt er det derfor, at denne Sidste endnu den Dag idag henligger med sin gamle Brolægning, en Brolægning, som gjør, at den Besøgende ofte holder et ynkeligt, haltende og bandende Indtog i Byen. Gaaer man imidlertid længere ind eller rettere op i denne (thi Viborg ligger jo opad og paa et Bakkestrøg), da kan den, der i nogen Tid har været fjernet fra Byen, glæde sig over den bedre Stenbro og over alle de smukke Forandringer, der i den sidste Tid ere gjorte; nye Bygninger have reist sig, ældre ere blevne ombyggede eller forhøjede og det gjerne i en Stil, som gjør Bygmestrene Ære. En ny gothisk Bygning paa Hjørnet af Store Bradepande og St. Mathiasgade er trods det Usymmetriske i selve Bygningen en Prydelse for Gaden, og en paabegyndt stor Bygning paa Hjultorvet vil sikkert engang gjøre et endnu heldigere Indtryk paa Beskueren. Viborg gaaer frem, det er klart, men langsomt og forsigtig gaaer det. - Man kan ikke ret blive klog paa, om Garnisonen har skadet eller gavnet Byen. Spørger man Embedsmanden, da har den skadet meget, og han ønsker blot, at den var vel ude af Byen, saa at Husleien vilde dale; men spørger man Huseieren og den Næringsdrivende, da forstaaer han tilfulde at fremhæve alt det Gode, Byen har af Garnisonen. Mærkelig nok skal det kun vare ganske Faa af Byens Næringsdrivende, som agte at gjøre Forretninger ved Leiren. Restauratørerne for Officersmesserne ere saaledes fra Aarhuus og Randers, Vinhandelen fra Kjøbenhavn (F. W. Hyllested & Komp's bekjendte gode Firma). Folk her i Byen klage meget over den dyre Vognleie: Vognmændene forlange 3 a 4 Rd. for en Tur ud til Leiren, og det er jo unegtelig godt betalt for den korte Vei (1 Mil). Forunderligt er det, at Ingen allerede er falden paa at etablere en Kaperkjørsel, Leiren staaer kun til imorgen Aften aaben for Alle og Enhver, og mangen En vilde derfor sikkert ofre sin Mark og benytte Lejligheden til forinden at aflægge et Besøg derude; men nu trykker man sig ved den høie Vognleie og foretrækker at blive hiemme fremfor at gaa henad en støvet Landevei i en stærk Solvarme.

I Formiddags ankom Hs. Exc. General Scharffenberg hertil Byen pr. Jernbane, blev modtagen paa Stationen af den her kommanderende General Bylow og tog derpaa ind i "Preislers Hotel", udenfor hvilket der iaften bliver musiceret af den herværende Brigademusik. Der er iaften mere Liv i de ellers temmelig tomme Gader, Musiken har lokket Ældre og Yngre, Damer og Herrer, Civile og talrige Militære ud, saa at man føler dog iaften Leirens Nærhed. Der kom flere svingende Læs rullende gjennem Byen - jeg troede, at det var indkaldt Mandskab, mm det var Latinskolens Lærere og Disciple, der vendte tilbage fra deres aarlige Udflugt til Hald.

Inden jeg afsender disse Linier, skal jeg berette en ret komisk Scene, som passerede for et Par Dage siden paa et af de Dampskibe, der fare mellem Jylland og Øerne. Blandt mange andre Passagerer befandt der sig ombord en skikkelig Bondekarl, der med sin velproppede, hvide Lærreds Tværsæk røbede sig som en indkaldt Jens. Da man gav sig i Snak med ham, forklarede han, at han skulde til "Manøvren" og var indkaldt til 15de Bataillon, som ligger i Frederikshavn; han var nu paa Reisen derop. Dette maatte jo aabenbart bero paa en Fejltagelse; men vor Jens paastod paa det Bestemteste, at han skulde melde sig i Frederikshavn; det stod at læse paa hans Pas, og Lægdsmanden, der havde skrevet dette, havde selv vist ham paa Kortet, hvor Frederikshavn ligger, og havde givet ham 9 Mk. til Reisen. Ved nærmere Eftersyn viste det fig imidlertid, at der paa Passet stod: "Citadellet Frederikshavn", og at Manden altsaa skulde til Kjøbenhavn og ikke til Skagen. Kun vanskelig lykkedes det at overbevise ham om Nødvendigheden af snarest mulig at vende tilbage, da den Vei, han var paa, aldrig vilde føre ham til 15de Bataillon. Endelig lykkedes det dog, og ved Samsø blev han sat iland lidt modfalden og med de sørgelige Rester af de ham betroede 9 Mk; men er han endnu ikke kommen til sit rette Bestemmelsessted, gaaer han vel endnu med sin Tværsæk paa Samsø!

(Dags-Telegraphen (København) 17. juni 1868)

Maler, fotograf Andreas Fritz (1828-1906). 1869. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra Leiren ved Hald.

(Fra vor Korrespondent).

Lejren, den 18de Juni. Opdyrkningen af Heden omkring Viborg er foregaaet temmelig hurtig. Man kan vel endnu se Lyngen inde fra Byen; men forhaabenilig vil det vel ikke vare længe, inden Heden ganske vil være udenfor Byens Synskreds. Sydvest for Viborg strækker Lyngen sig nærmest ind til Byen. Grunden til, at Heden her endnu Aar 1868 ligger uopdyrket, og det saa nær Byen, er den, at man i Lyngens Underlag, i Rullestenssandet, have en langt værre Fjende at overvinde end f. Ex. østerpaa, hvor Rullestensleret udgjør Lyngens væsentlige Underlag. Hedepartiet sydvest for Viborg - Partiet henimod Hald - ligger dog ikke ubenyttet hen, idet der nemlig her er anlagt en Plantage af Naaletræer og enkelte villig voxende Løvtræer; men naar man seer hen over denne store Plantage (tilhøire for Veien ud til Leiren), og endnu den Dag idag, flere Aar efter Plamogens Anlæggelse, faaer Indtrykket mere af det Brune, af Lyngen end af de grønne Smaatræer, da synes dog endnu den Tid fjern, "da man vil kunne gaa i Skygge af Træer fra Viborg til Hald Sø" *). Mangen En, der i denne Tid maa færdes ad Ringkjøbingveien ud til Hald, vilde vel ønske, at det alt var saa, ønske, at der her var en Skov, der kunde opfange baade Solens brændende Straaler og Støvet, der som store Skymasser kommer langveis fra over Heden og hvirvler sig henad Veien. Men mangen En vilde sikker derved ogsaa føle Savnet af den nuværende vide, frie, karakteristiske Udsigt henover Heden, der her strækker sig som en mørk Havflade af flere Mils Omfang. Langt ude begrændses Lynghavet af blaalige Bakker; mm hist og her ligesom glippe Bakkerne, den varme, ophedede Luft over Heden bølger og dirrer, Bakkerne forsvinde, Skove, skovbekrandsede Søer, Skibe for fulde Seil, Kirker, Huse, ja hele Byer med røde Tage træde ofte i Stedet, indtil de atter en Tid give Plads for Virkeligheden. Slige Luftspeilinger kan Vandreren ofte se her i Jylland.

Paa Veien, som fører henover Heden forbi Hald, var der før Stilhed. Man kunde møde en Studevogn, der sneglede henad Veien, medens Kudsken selv, Bonden, laa sovende i Bunden af Vognen, udsat for, men desuagtet ugenert af det brændende Solstik, ja man kunde maaske have det Held at møde en elegant Eqvipage, der kom og svandt som et Syn, indhyllet i Skyer, som en Drøm paa Heden, men snart var dog Stilheden atter vendt tilbage, man hørte atter blot Insekterne summe og søgte atter efter Lærken, der sang, indtil man omsider fandt den sorte, svævende Prik høit oppe i Luffen. Nu er her ganske anderledes: Bonden har ikke Tid eller rettere Lejlighed til at sove i sin Vogn, hvert Øieblik kan han vente at blive opskræmmet af rullende Bagagevogne, rullende Ekvipager, rullende Kanoner eller blive tiltalt i det lakoniske Militærsprog og se et Ansigt, en Mine, et Blik, der minder ham om en ladt Kanon; og Folk, der nu vandre her, have Andet at sandse end summende Insekter og kvidrende Lærker; Leiren! Leiren! staaer skrevet i hvert Fysiognomi, i hvert et Træk og paa hver en Vogn!

Tilvenstre for den, der vandrer ad Ringkjøbingveien ud mod Hald, paa Lyngen, der strækker sig hen til Hald Egeskov, seer man af de reiste Mælkepinde, at Artilleriets Øvelser skulle foregaa her; Terrænet er ganske fladt, hist og her ligger der blot en Kæmpehøi. Man øiner Leiren, længe inden man er ved den; de hvide Pyramidetelte vise sig og forsvinde, vise sig atter og forsvinde atter mellem de grønne Egetræer, men det er kun Teltene af den mindre Leir-Afdeling, af den, der ligger noget fjernere fra den egentlige Leir, og hvor Artilleriet og Kavaleriet ligge. Ved "Halds Teglgaarde", hvor der i Anledning af Leiren er etableret en Urtekramhandel, dreier Veien tilvenstre.

Efterat have passeret gjennem et Stykke af en lille Egeskov, udvider denne sig, og man er ved Kavalleriets og Artilleriets mindre Leirafdeling; den ligger lunt, næsten omgiven af skov paa alle Sider. Men vi gaa videre, hen til den egentlige Leirby. Skoven trækker sig atter sammen, man gaaer atter i Læ og Ly af gamle Ege. Man mærker strax, at man nærmer sig en - ialtfald efter vore Forhold - temmelig stor By. Der er en Brummen og Summen, en Raaben og Støien, en Huggen og Saven - kort en Uro og et Liv, der karakteriserer en stor By. Egetræerne paa begge Sider af Landeveiene trække sig atter tilbage, ud af hinandens Favn, og nu ligger den store Leirby der med sine Træhuse og hvide Lærredstelte, med sin Mylder af hvidklædte Soldater og nysankomne blaa Dito'er, af Spekulanter og Besøgende, af Referenter og Tømmermænd.

Idag maa "Dags-Telegrafen"s Læsere og Læserinder imidlertid ikke vente nogen Beskrivelse af selve Leiren. Derimod sender jeg hermed et Situationskort over Leiren, ved Hjælp af hvilket det vil være lettere og behageligere baade for Læseren at følge Beskrivelsen og for mig at give et Billede af Leiren her ved Hald. Jeg skal for idag blot endnu omtale, hvilke Batailloner der alt ere rykkede ind i denne.

I Mandags Kl. 2 Eftermiddag afmarscherede 8de Bataillon fra "Hjultorvet" i Viborg med fuld Musik og under Oberst Ravns Kommando. Ved denne Leilighed saa man da for første Gang det smukke Remingtongevær paa Soldatens Skulder; Blytallet, som angiver, til hvilken Bataillon Soldaten Hører, er nu flyttet - for ikke at gnave Geværet - fra Skulderen op paa Huen under Kokarden. Ved Bataillonens Udmarsch af Viborg vare Damer og Herrer strømmede til de aabne Vinduer eller ud paa Gaden; Nogle fulgte ogsaa Bataillonen et Stykke ud ad Veien. Om selve Marschen herud er Intet at sige, kun maaske, at denne var temmelig ubehagelig, da Støvet stod paa langs gjennem den lange kolonne, og at en Mand fandt et Ridderkors, hvis Eiermand blev meget henrykt ved at faa det igjen, da han i sin Tid havde faaet det som ung Løitnant af Kong Frederik den Syvende efter et Slag i Krigen 1848. Kl. 4 ankom 8de Bataillon til Leiren under fuld Musik. Hs. Exc. General Scharffenberg henvendte nogle Ord til Bataillonen, den først ankomne her til Hald. Efterat Mandskabet havde sat Geværerne ind i de dertil indrettede Geværhuse, og Enhver havde faaet sit Telt anvist, tog han dette i Besiddelse. 8de Bataillon har maattet afgive alt Mandskab med Undtagelse af Vagtmandskabet til Arbeide i Leiren, og dette maatte saaledes reise Teltene til de senere ankommende Batailloner. Da sex Mand imidlertid kunne reise et Telt i Løbet af et Kvarterstid, gik dette Arbeide let fra Haanden. Ulige besværligere vare de Arbeider, som Mandskabet under Ingeniørkorpsets Ledelse har maattet udføre, nemlig Opførelsen af Skydevolde og Anlæget af Kolonneveie for Kavalleriet og Artilleriet. Disse Arbeider foregaa nemlige ude i Heden, og det er i Sandhed ikke noget misundelsesværdigt Arbeide i en brændende Solhede og med en ganske ny, flov Spade at arbeide sig 4 a 6 Fod ned gjennem Lyng, Ahl, Ler og Sand. 

5te Dragonregiment drog Tirsdag Middag gjennem Viborg, der hilsede det med Danebroge fra flere Steder, og ankom Kl. 1 til Leiren. En Timestid efter ankom to Batterier Artilleri, der vare overførte til Aarhuus fra Kjøbenhavn paa Transportbaade. Igaar Eftermiddags Kl. 2 rykkede 20de, idag 13de, 19de, 17de og 11te Infanteribataillon ind i Leiren; 13de Bat. skal efter Forlydende have havt 127 Marodører.

Skjøndt det ikke vedkommer Leiren, vil jeg dog ikke undlade at berette, at Dhrr. kgl. Skuespillere V. Wiehe og Døcker samt Pianisten Dahl iaften have givet en Aftenunderholdning i Byens store Klubsal, og at Modtagelsen efter Viborgske Forhold var gunstig.

*) Se "Geografiske Billeder fra Heden" ved Ingenirkamptain E. Dalgas. (Side 6)

(Dags-Telegraphen (København) 21. juni 1868)

Her en scene fra lejren ved Hald ved en senere lejlighed (1874). Tegner, xylograf, museumsmand Bernhard Olsen (1836-1922): Troppedefileringen for H. M. Kongen ved Hald 1874. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Herefter fortsætter artikelserien sig med lejrlivet og øvelserne, i Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868,  25. juni 1868 f. f. og sluttede da lejren blev forladt igen juli 1868.

Fra Leiren ved Hald. Under Øvelserne i Løverdags havde ifølge "Vib. Av." en Soldat af 20de Bat. det Uheld at stikke sig selv med Bajonetten i Øiet; han besvimede strax og var en halv Dag fra Samlingen; senere har han vel befundet sig bedre, men Følgerne af Uheldet kunne dog endnu ikke beregnes. - I Søndags holdtes atter Feltpradiken og Pastor Spleis fra Viborg prædikede. Gudstjenesten holdles paa en aaben Plads i den meest brændende Sol, og da Soldaterne i omtrent 1 Time i denne Hede maatte staae stille paa samme Plet, saa har denne Tjeneste efter Sigende været dem den største Tortur, de endnu have udholdt, og det var derfor ikke saa underligt, at Flere faldt om og maatte bæres bort.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 17. juli 1868)

Bagtanken var at den danske hær skulle indgå i en alliance med Frankrig mod den tyske hær. Da Frankrig tabte krigen 1870-1871 og Tyskland blev et samlet kejserrige, brød grundlaget for den danske militærstrategi sammen. Hærloven fra 1880 afskaffede de militære øvelser ved Hald. I de 12 år, lejren eksisterede, deltog over 100.000 mand i de store øvelser. Herefter koncentrerede man sig om et stort armeret befæstningsanlæg med massive volde omkring København (bl. a. Vestvolden og Vestencienten).

Se også indslaget om soldatermarcher i varmen, om sundhedstilstanden på Sølvgade Kaserne, krumslutningsstraffen som kom op i aviserne i forbindelse med lejren, og om distriktshestene.